Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Grand Prix de Quebec
06. september 2018 19:55 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

I den kommende weekend har forberedelserne til VM traditionelt nået et helt nyt niveau, når de to canadiske WorldTour-løb, Grand Prix Cycliste de Quebec og Grand Prix Cycliste de Montrea,l finder sted. Med kuperede ruter og distancer på mere end 200 km er løbene og deres rundstrækningsformat helt perfekte som en sidste formtest bare få uger inden kampen om regnbuetrøjer. Årets bjergrige VM betyder dog, at løbene i år spiller en anden rolle som et stort sæsonmål for flere af sportens førende klassikerspecialister, og arrangørerne har derfor igen tiltrukket en fremragende startliste af puncheurs, der vil slås om sejren i nogle af efterårets vigtigste og mest underholdende endagsløb.

Løbets rolle og historie

I mange år lignede det næsten en uundgåelig udvikling, at det første nordamerikanske løb på WorldTouren ville blive det konstant voksende og meget ambitiøse Tour of California. Med UCIs konstante fokus på at globalisere sporten og udvide den fineste kalender til flere kontinenter syntes det klart, at det bare var et spørgsmål om tid, inden etapeløbet ville placere Nordamerika på det højeste niveau.

 

Det blev imidlertid ikke det californiske løb, der fikæren af at blive kontinentets første begivenhed i den eksklusive klub af WorldTour-løb. Canadiske Serge Arsenault, der har en lang tradition for at arrangere cykelløb, havde store planer om at placere Canada i cykelsportens rampelys ved at arrangere to endagsløb på WorldTouren, og i 2009 blev der lynhurtigt lavet en aftale med UCI om, at hans nye løb i Quebec og Montreal skulle have femårige licenser som WorldTour-begivenheder. Trods adskillige europæiske løbs mangeårige ønske om at komme på den fineste kalender fik Arsenaults helt nye projekt med det samme UCIs godkendelse i endnu et markant forsøg på at brede sporten ud til større dele af verden.

 

De første udgaver blev afviklet i 2010, men fik ikke megen opmærksomhed. For mange hold var den lange rejse til Nordamerika en byrde på en tid af året, hvor mange ryttere er kørt i sænk og bare ser frem til en pause.

 

Det har siden ændret sig markant, og nu har løbene en vigtig, velfortjent og veltimet placering på kalenderen. Med deres fantastiske organisering og distancer på over 200 km har rundstrækningsformatet gjort dem til den måske bedst mulige forberedelse til VM for de ryttere, der ikke er i aktion i Vuelta a Espana. Med et format, der gør dem til en slags mini-VM, tilbyder de VM-kandidaterne en helt perfekt lille løbsblok bare to (i år tre) uger før den store begivenhed, og det har gjort det muligt for arrangørerne i de senere år at tiltrække et stjernespækket felt, der overgår det, man ser i mange europæiske WorldTour-løb.

 

Den store ulempe er naturligvis den lange rejse til Nordamerika. Med Tour of Utah og det nye Colorado Classic i USA i august og tidligere også Tour of Alberta på canadisk grund bare en uge inden de to store endagsløb er det imidlertid nu muligt at sammensætte en ganske fin løbskalender bestående af nordamerikanske løb, og rytterne kan ny tilbringe en længere periode på den anden side af Atlanten, hvor man kan kombinere træning i højderne med flere løb på højeste niveau. Den model var i flere år ganske populær, som vi så det i 2013, hvor blandt andre Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan både var på højdetræningslejr og kørte løb i USA og Canada som led i deres forberedelse til det store efterårsmål. I de senere år har modellen imidlertid tabt popularitet, og i dag er det kun de to canadiske endagsløb, der for alvor har appel til stjernerne, som altså foretrækker at blive i Europa inden en lille smuttur til den anden side af Atlanten.

 

De to klassikere har imidlertid bare fået større og større popularitet, og i de senere år har man været i stand til at tiltrække langt de fleste VM-favoritter, ikke mindst efter at Vueltaen har mistet sin rolle som VM-forberedelse på grund af alt for hårde ruter. Konkurrencen kommer nu i stedet fra det stadigt voksende Tour of Britain, der i de seneste år har kunnet gøre de canadiske løb rangen stridig som den foretrukne vej til VM, men det har ikke ændre på, at mange af de største klassikereksperter ofte har fintunet formen i Canada. Det skyldes ikke mindst ruternes karakter med kuperet terræn og et rundstrækningsformat, der har gjort dem meget sammenlignelige med de ruter, der typisk bruges til kampen om regnbuetrøjen. I år betyder den bjergrige VM-rute dog, at de canadiske løb ikke i samme grad har ligheder med løbet i Østrig, og mens de fleste VM-favoritter derfor kører i Vueltaen, er de canadiske løb denne gang først og fremmest selvstændige mål for feltets mange klassikespecialister.

 

Løbene passer perfekt ind i den fine anatomi for anden halvdel af sæsonen, der domineres af endagsløb. Det hele starter med Hamburg Cyclassics, og derfra bliver løbene bare gradvist hårdere og hårdere. Hvor det tyske løb er for sprintere, passer det næste løb i serien, Bretagne Classic, både til hurtige folk og klassikerspecialister. De canadiske løb er endnu hårdere, og her har sprinterne det svært. I stedet er løbene skabt til puncheurs og ardennerspecialister, og i Montreal ser man endda også klatrerne blande sig.

 

På papiret er Grand Prix Cycliste de Quebec det nemmeste af de to løb, da stigningerne på den 12,6 km lange rundstrækning er lettere end dem, man finder i Montreal. På den anden side er selve afslutningen i Quebec sværere, da de sidste 1500 m er stigende. Med Thomas Voeckler, Philippe Gilbert, Simon Gerrans (to gange), Robert Gesink, Rigoberto Uran og Peter Sagan (to gange) som de tidligere vinder er det helt klart, at det er et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

 

I 2014 blev ruten modificeret, idet man gjorde rundstrækningen længere ved at tilføje et længere fladt stykke. Det betød færre omgange og dermed færre stigninger, hvilket gjorde løbet nemmere. I 2015 vendte man imidlertid tilbage til det oprindelige format, og det har været bibeholdt siden.

 

Sidste år blev løbet kørt uventet passivt, og det hele sluttede i den ventede spurt på bakken op til målet. Her viste Peter Sagan sig ikke uventet for andet år i træk som den stærkeste, da han besejrede ærkerivalerne Greg Van Avermaet og Michael Matthews. Det bliver imidlertid ikke til et hattrick for Sagan, der i år kører Vuelta a Espana i stedet, men måde Van Avermaet og Matthews vender tilbage til løbet i håb om endelig at omsætte deres mange topresultater til den forløsende sejr.

 

Ruten

Det er meget sjældent, at et WorldTour-løb afvikles fuldstændigt som et rundstrækningsløb, og det er det format, der i gør de to løb i Canada helt specielle. Da Bretagne Classic har droppet samme format, er de nu de eneste løb på højeste niveau med denne struktur, og det er i høj grad det, der gør dem så attraktive for VM-rytterne. Derudover gør deres kuperede natur dem sammenlignelige med hovedparten af VM-ruterne, og år efter år kan de derfor bruges som perfekt forberedelse, hvilket blot tillægger dem yderligere værdi.

 

I de første år fandt GP de Quebec sted over 16 omgange på en 12,6 km lang rundstrækning, men i 2014 lavede man en markant ændring. Runden blev forlænget til 18,1 km ved at tilføje et længere fladt stykke midtvejs, og derved blev antallet af omgange skøret ned fra 18 til 11. Derfor var det års udgave særligt let, men man er nu tilbage ved det oprindelige format.

 

Med de 16 omgange á 12,6 km er løbet i alt 201,6 km langt med i alt 2413 højdemeter, og det gør det til en hård sag, der dog er betydeligt kortere end et VM-løb. Rundstrækningen byder på tre små stigninger og et stigende opløb på Grande-Allée Ouest.

 

Løbet starter i 91 m højde i udkanten af Parc des Champs-de-Bataille i Quebec. Den første kilometer stiger svagt, mens rytterne tager to skarpe venstresving, inden de rammer parken. Her er terrænet let faldende frem til et højresving, der sender dem ind på en let kuperet vej, der gennemskærer parken. Efter 3,5 km forlader man samme park via et venstresving, der leder ud på Grande-Allee Ouest, og kort efter 4 km-mærket er der endnu et venstresving, der leder ind på en nedkørsel, som via et par hårnålesving fører feltet ned i havniveau.

 

Derfra kører feltet langs parken igennem helt fladt terræn i fire kilometer. Lige før 9 km-mærket er der et par sving, der fører dem ind på den første stigning, Cote de la Montagne (375 m, 10%) og op i 42 m højde på bare 375 m. Bakken efterfølges af en nedkørsel, og efter 10 km er man igen tilbage i havniveau. Via to venstresving kører man herefter op over Cote de la Potasse (420 m, 9%), som har top i 47 m højde. Herfra fører en næsten umærkelig nedkørsel ned til bunden af Montee de la Fabrique (190 m, 7%), der også har top i 47 m højde. Denne del er meget teknisk med adskillige sving. 100 m med fladt terræn fører nu frem til det stigende opløb mod mål, der ligger i 91 m højde. Der er to skarpe sving, inden man rammer opløbsstrækningen, der er 900 m lang og stigende. Den sidste kilometer har en gennemsnitlig stigningsprocent på 4.

 

Den eneste virkelig stejle stigning er Cote de la Montagne, men den er meget kort, og det er derfor den akkumulerede træthed mere end de enkelte stigninger, der før forskellen. Modsat ved løbet i Montreal har de stærke sprintere en chance for at lave et resultat på denne rute, men det stigende opløb har traditionelt favoriseret ardennerspecialister og puncheurs.

 

Løbet er som regel meget aggressivt og enormt svært at kontrollere. Det tager som regel tid, inden det tidlige udbrud etableres, og derefter følger løbet det traditionelle scenarium med en organiseret jagt under ledelse af de stærkeste hold, der langsomt øger farten.

 

Udbrud har imidlertid en god chance i dette løb, og derfor køres der ofte aggressivt langt fra mål. De sidste 3-4 omgange er som regel en festival af angreb, hvor der konstant etableres nye grupper og andre hentes. I kraft af tilstedeværelsen af mange stærke puncheurs, der er skabt til en spurt som denne, er der mange, der har en interesse i et hårdt løb. Samtidig ser man altid favoritternes hold kæmpe hårdt for at holde tingene under kontrol, og det gør det til en konstant udskilningsløb.

 

I de to første udgaver lykkedes det små grupper at komme fri på næstsidste passage af stigningerne, og de afgjorde løbene i en hektisk i finale. I 2012 endte det i en spurt i en gruppe på ca. 40 mand. De mange angreb på sidste omgang er imidlertid altid svære at kontrollere og kan bære frugt. Det skete i 2013, da Simon Gerrans og Greg Van Avermaet drog fordel af Peter Sagans mangel på holdkammerater, og det skete igen i 2013, da Thomas Voeckeler lancerede et veltimet angreb, der snød Edvald Boasson Hagen for sejren. I 2011 kunne Philippe Gilbert kontrollere en lille gruppe på 10 ryttere, som han knuste i den stigende spurt. I 2013 kom en lille gruppe fri på sidste omgang, inden Robert Gesink højst overraskende slog blandt andre Sagan i spurten. Den lettere rute i 2013 betød, at en ret stor gruppe spurtede om sejren, og i 2015 lykkedes det Rigoberto Uran med et smart angreb til allersidst at snyde en stor gruppe for sejren. I 2016 og 2017 spurtede mere end 50 mand om sejren.

 

Med andre ord kan alt ske i denne form for aggressivt og svært kontrollerbart løb, og derfor spiller taktik, holdstøtte og held en nøglerolle. Man skal være stærk for at sidde med i finalen, men som blandt andre Sagan kan bevidne, er det ikke altid den stærkeste rytter, der vinder i Quebec.

 

 

Vejret

De canadiske løb har ofte været præget af dårligt vejr, men denne gang er det nærmest sommer. Fredag vel være helt skyfri med en temperatur på 22 grader, log der vil bare være en svag til let vind fra nordvest. Det giver sidevind på stort set hele rundstrækningen, herunder også på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Kan man lide cykelløb, er det svært ikke at elske de canadiske klassikere, der er blandt de klart mest underholdende løb på hele kalenderen. De to rundstrækninger har det nærmest perfekte design til aggressiv og offensiv kørsel, og derfor er de sidste par omgange altid spektakulære med utallige angreb og konstant skiftende frontgrupper. Der er dog en betydelig forskel på de to løb. De har identiske startfelter, og selvom der er et stort overlap mellem favoritterne, er der visse afvigelser. Løbet i Montreal er nemlig betydeligt hårdere og for svært for en rytter som Alexander Kristoff, der ellers tidligere hat været med fremme i Quebec. Derfor er det søndagens løb, der er hovedfokus for de mere klatrestærke typer, mens de eksplosive og lidt tungere ryttere har udset sig fredag som dagen, der skal slås til.

 

Løbet i Quebec er imidlertid langt fra fladt, og i mange år betragtede selv en fyr som Kristoff det som værende for hårdt, indtil han for et par år siden overraskede sig selv ved at spurte sig til en tredjeplads. Tungere ryttere end Kristoff har imidlertid slet ingen chance. Der er virkelig tale om et hårdt løb med mange højdemeter, og man skal både klatre godt og være i stand til at håndtere en lang distance, hvis man vil gøre sig blot den mindste forhåbning om at være med. I år tæller sprinterfeltet Kristoff, John Degenkolb, Sam Bennett, Michael Matthews og Jasper Stuyven, men af disse ellers ret hårdføre typer, er det kun de tre sidstnævnte, der med sikkerhed vil kunne blande sig på den ret hård e rute.

 

Grand Prix de Quebec har ændret lidt karakter i de senere år, efterhånden som det har fået mere prestige og tiltrukket stærkere felter. I de første år var det et ganske selektivt løb, hvor der meget ofte kørte et udbrud på de sidste omgange. I de senere udgaver har verdens førende puncheurs indset, at det er et løb, der er skræddersyet til dem, og betydningen af WorldTour-point er steget. Derfor møder de i stigende grad op med fabelagtige hold, der har det ene formål at holde det samlet til en spurt på bakken op til mål. Således har det i de senere år været næsten umuligt at forhindre en spurt i et decimeret felt. Vi ser altid adskillige angreb på de sidste stigninger, men i et så stærkt felt har de ikke været svære nok til at gøre en forskel. Kun Urans meget snedige angreb til allersidst i 2015 har været i stand til at snyde de ryttere, der vil spurte om sejren.

 

Det, der for alvor kan ændre scenariet, er vejret. I år venter der imidlertid den smukkeste sommerdag, og selvom der vil være sidevind hele vejen, er den så svag, at den ingen rolle vil spille. Med andre ord kommer vejret slet ikke i spil denne gang, og de fine betingelser vil blot øge mulighederne for, at det kan holdes samlet.

 

I fraværet af vind må man forvente, at det igen ender i en spurt på bakken op til mål. Sunweb og BMC Bora er her begge med ét mål: at sikre en spurtafgørelse. Specielt Sunweb har et meget stærkt mandskab, der sagtens kan kontrollere løbet. Bahrain har i Sonny Colbrelli en oplagt kandidat til sejren, men lidt uventet har holdet meldt ud, at deres kaptajn er Matej Mohoric, og vi kan derfor vente os mere offensiv kørsel fra araberne. Det er dog nærliggende at tro, at de vil bidrage til at kontrollere i løbets indledende fase.

 

Der er imidlertid også stærke hold med en interesse i offensiv kørsel. Det gælder særligt Lotto Soudal med Tim Wellens, Astana med Michael Valgren og Alexey Lutsenko, Quick-Step med Zdenek Stybar, Ag2r med Oliver Naesen og Alexis Vuillermoz og EF med Sep Vanmarcke. På den anden side er det også muligt, at flere af de bedste angribere sparer på kræfterne til søndagens løb, der passer dem bedre.

 

Sammenlignet med sidste år betyder specielt fraværet af Peter Sagan, at chancen for at snyde sprinterne er større. Det ændrer dog ikke på, at historien taler sit tydelige sprog, nemlig at det som regel i en puncheurspurt på bakken op mod mål. Vejret vil heller ikke hjælpe med at skabe megen spredning. Derfor forventer vi den klassiske spurt på bakken op til mål - også selvom der helt sikkert er ryttere, der vil forsøge at lave ”en Uran” med det klassiske angreb inden det sidste sving.

 

Spurten i sig selv er skabt til puncheurs, hvilket afspejles af de senere års resultater, hvor vi har set typer som Sagan, Van Avermaet og Gerrans blande sig helt fremme. Som sagt er også Kristoff kørt på podiet, men som udgangspunkt er løbet en anelse for hårdt for hans ryttertype. Stigningerne kommer meget tæt på mål, og den tekniske finale gør, at det er svært at bevæge sig frem. Derfor skal man være en god afslutter, der kan spurte på en stigning og samtidig klatre så godt, at man kan sidde helt fremme på de sidste stigninger.

 

Feltet tæller flere navne, der passer på den beskrivelse, men vi vil pege på Michael Matthews som vores favorit. Det er ikke uden grund, at Matthews sidste år blev nr. 3, og at han i 2015 faktisk var den hurtigste bag den snu Uran. Der er nemlig ikke mange i denne verden, der besidder Matthews’ evner som afslutter på bakker som disse, hvilket han har vist et hav af gange på det seneste. Vi så det med sejren i Rodez i Touren sidste år, hvor han ganske enkelt var i særklasse, og vi så det senest på sidste etape i BinckBank Tour, hvor han var klart bedre end Greg Van Avermaet på Muren i Geraardsbergen.

 

Matthews kommer samtidig til løbet i fin form. BinckBank Tour og ikke mindst Bretagne Classic, hvor han til slut ikke kunne følge Wellens, Naesen og Valgren, viste ganske vist, at han ikke helt er på toppen, men han var altså stadig så god, at han kunne tage en stor sejr i Belgien på Muren. Hans form synes fortsat at være i fremgang, og han kan ventes at være tæt på topformen til dette løb, Lægger man dertil, at han med Søren Kragh og Nikias Arndt, der begge selv er meget holdbare typer, har et fabelagtigt lead-out, tror vi ikke, at Matthews kan slås i en spurt. Derfor er han vores favorit.

 

Det har taget lidt tid for ham at nå dette niveau, men nu synes Sonny Colbrelli for alvor at have etableret sig som en af verdens bedste puncheurs. Det viste han senest med andenpladsen bag Sagan på 5. etape i Touren, hvor han slog flere af verdens førende specialister såsom Van Avermaet, Alaphilippe og Valverde. Denne afslutning burde passe ham ganske perfekt, ikke mindst fordi han med sin podieplads i Amstel Gold Race har vist, at han sagtens kan overleve terræn som dette. Samtidig er han omgivet af et fremragende hold med folk som Enrico Gasparotto, Grega Bole og Mohoric, der vil kunne hjælpe ham med at holde sig fremme i spurten, og så er det i sidste ende op til Colbrelli selv at vise, at han nu er så god, at han kan slå de mere etablerede specialister som Matthews og Van Avermaet. Når han ikke er vores favorit, skyldes det faktisk snarere usikkerhed om formen, for han kan sagtens vise sig at være den hurtigste. Han har nemlig ikke kørt meget siden Touren, og da han i Bretagne punkterede, netop som de stærkeste lørte væk, fik vi aldrig at se, hvad benene rakte til. Derfor aner vi ikke helt, hvor han står.

 

Tre andenpladser, en tredjeplads, en femteplads og en tiendeplads… Greg Van Avermaet har en imponerende resultatliste i dette løb, men han har endnu ikke vundet. Han jagter med andre ord desperat sejren i et af sine yndlingsløb, men denne gang hersker der en anelse usikkerhed om formen. Touren, EM og BinckBank Tour blev nemlig lidt for hårdt kost for selv evigt stabile Van Avermaet, der derfor tog sik en pause og skippede løbet i Bretagne. Han har hele tiden haft disse løb som efterårets store mål, og da Van Avermaet altid kører med om sejren, vil han naturligvis gøre det igen. Spørgsmålet er, om han stadig er god nok til at slå Matthews og Colbrelli i en spurt, der ellers passer ham. I Rodez i Touren for et par år siden slog han som bekendt selveste Sagan på en bakke, men i de senere år lader han til at have tabt den sidste topfart. På Muren i BinckBank Tour blev han da også klart overspurtet af Matthews, og den afslutning passede ham endda endnu bedre. På den anden side slog Van Avermaet trods alt australieren i dette løb så sent som sidste, og det kan han naturligvis gøre igen på en rute, der passer ham fint.

 

Egentlig ville vi gerne gøre Enrico Battaglin til en af vores tre topfavoritter, for har italieneren de samme ben, som han havde i første uge af Giroen, er der ikke mange i denne verden, der kan matche ham i afslutninger som disse. Her var han ganske enkelt i en klasse for sig, og havde det ikke været for dårlig positionering, havde han vundet både 4. og 5. etape. Siden da har der været stille om ham, men i en tilsvarende spurte på 5. etape i Tour de Pologne var han der igen, da han spurtede sig til en 3. plads bag Kwiatkowski og Teuns. Igen kunne det være blevet til endnu mere, hvis ikke det havde været for den dårlige positionering, for Battaglin var i selve spurten klart den hurtigste. I Polen var han ikke i nærheden af sit Giro-niveau, men da han ikke har kørt siden da, aner vi reelt ikke, hvor han står nu. Han har som sagt haft visse problemer med sin positionering, og det kan vise sig at være den største hurdle. Heldigvis er selve opløbet langt, så kan han klare den tekniske fase forinden, har han helt sikkert farten til at vinde - i hvert fald hvis den ustabile italiener er i form.

 

Det ved vi til gengæld, at Zdenek Stybar er. Tjekken var sammen med Tim Wellens og Oliver Naesen stærkeste mand på bakkerne i BinckBank Tour, og også i Bretagne var det de to, der skabte det afgørende fremstød. Noget usædvanligt for Stybar sov han imidlertid i timen, da Wellens, Naesen og Valgren kørte væk, og efterfølgende ærgrede han sig da også slemt, for modsat Matthews, der reelt blev sat, mente han efterfølgende at have haft benene til at køre med om sejren. Det virker meget sandsynligt, for Stybar har i de senere uger været bedre end længe, ikke mindst på sidste etape i BinckBank Tour, hvor han angreb og angreb og stadig havde kræfter til at spurte sig til en 3. plads på Muren. Det viser, at han er ganske hurtig i en stigende spurt, og hans fart understreges også af 3. pladsen i massespurten på 4. etape i samme løb. Først og fremmest er han dog eminent til at time sine angreb i disse finaler, og skal man pege på en mand, der kan lave ”en Uran”, må Stybar, der tidligere har vundet både Tirreno- og Tour-etaper på denne facon, være det bedste bud.

 

Det har ikke været et let år for Oliver Naesen, der slet ikke har fået løn som fortjent. I foråret blev han ramt af uheld i snart sagt hver eneste klassiker, og derfor har han været gledet lidt under radaren. Nu er han imidlertid i den grad tilbage, for belgieren var meget tæt på med et stort soloangreb, hvor han regulært kørte fra Wellens, at vinde kongeetapen i BinckBank Tour, og han gjorde senest arbejdet helt færdigt, da han vandt i Bretagne, hvor han var den i særklasse stærkeste mand. Naesen er imidlertid ikke så god en klatrer som de ovenfor nævnte, og de canadiske løb passer ham derfor ikke ideelt  Han har heller ikke den bedste historik i stigende spurter, men han viste i Bretagne, at han er ganske spurtstærk efter et hårdt løb. Først og fremmest er han dog i sublim form, og det gør ham farlig både som angriber og i en spurt.

 

Som sagt har Tim Wellens været blandt de allerstærkeste på det seneste, både i BinckBank Tour og i Bretagne Classic. Dermed følger han traditionen med altid at være i topform på denne tid af året, men desværre har de foregående løb også vist hans dårlige vane med altid at spille alt for meget med musklerne. Det blev særligt tydeligt i Bretagne, hvor han førte, førte og førte, indtil han på de sidste 10-15 km eksploderede totalt og slet ikke var i stand til at true Valgren og Naesen. De mere kuperede løb i Canada passer imidlertid Wellens endnu bedre, selvom hans chancer er klart størst på klatreruten i Montreal. Dette løb er en anelse for let for ham, og han skal finde ud af, om han vil spurte eller angribe. Skal han vinde skal han nok udnytte sin superform til offensiv kørsel, men med sidste års 5. plads viste han, at han også kan gøre sig gældende i en spurt.

 

I en spurt er man også nødt til at fremhæve Anthony Roux, for franskmanden blev en yderst overraskende nr. 3, da han senest kørte løbet i 2016. Det vidner om, at han er ganske skarp i denne type afslutninger, og i år har han endda nået et helt nyt niveau. Det startede med sejren på sidste etape i Route l’Occitanie og fortsatte med triumfen ved de franske mesterskaber. Derefter blev han en overraskende nr. 3 i San Sebastian, inden han senest vandt en puncheurspurt som denne i Tour du Limousin, hvor han blev nr. 3 samlet. Han manglede benene til at gå med de bedste i Bretagne, men Roux er altid lidt et wildcard, der kan være meget svingende, som han seneste var det i Limousin. Derfor kan det sagtens være, at han kommer tomhændet hjem fra Canada, men med de resultater, han har haft i år, ikke mindst 3. pladsen i San Sebastian, og den gode historik i løbet, er han en meget spændende joker.

 

Michael Valgren er helt sikkert en af feltets mest formstærke ryttere, men spørgsmålet er, om ikke dette løb er en anelse for let for ham. Selvom han har masser af power og burde være god i en spurt som denne, er han næppe i stand til at slå specialisterne. Skal han vinde løbet, skal han derfor i offensiven, og historien viser, at det kan være svært at snyde feltet på denne rute. På den anden side viser resultaterne i Omloop Het Nieuwsblad, Amstel Gold Race og senest i Bretagne, at Valgren med sin power og intelligens er i stand til at snyde selv hurtigere folk. Derfor kan man ikke udelukke, at en flyvende Valgren kan gøre det igen på en rute, der ikke passer ham dårligt.

 

Det gør den heller ikke for Matej Mohoric, der kommer til løbet som ”the man of the moment” efter de samlede sejre i BinckBank Tour og Deutschland Tour. Den første sejr blev imidlertid først og fremmest opnået via et tidligt udbrud, mens sejren i Tyskland mere blev sikret via gode nedkørsler end klatreevner, for i begge løb var det tydeligt, at Mohoric havde svært ved at følge de bedste på stigningerne. Det er derfor ikke på ren power, at han skal vinde dette løb, og i en spurt vil han være tvunget til at ofre sig for Colbrelli. Til gengæld er den tekniske rute med små bakker og tricky nedkørsler som skabt til et Mohoric-angreb. Få kan som den slovenske mirakelmand snyde et helt felt med aggressiv kørsel i en teknisk sektion, og derfor kan man ikke udelukke, at han kan gøre det igen.

Havde dette været 2014 eller 2015, havde Diego Ulissi stået højt på favoritlisten, for i de år var der ikke mange, der kunne matche ham i stigende spurter som denne. Ulissi er imidlertid slet ikke den rytter, han var engang, og der bliver længere og længere mellem snapsene for den temmelig ustabile italiener. Sejren i en stigende spurt i Tour de Suisse viser imidlertid, at han stadig har evnerne - et forhold, han også beviste, da han sidste år sejrede i Montreal. I Quebec er det tidligere blevet til placeringer som nr. 5., 6. og 7., men afslutningen er lidt for let til, at han har kunnet blande sig med de allerhurtigste. I år er hans form også temmelig usikker, da han ikke viste meget i hverken BinckBank Tour eller Bretagne Classic, og han synes ikke at være på sit bedste. Det gjorde han på den anden side heller ikke sidste år, da han alligevel tog en overraskende sejr i Montreal.

 

Jasper Stuyven var blant de stærkeste i BinckBank Tour, selvom han til allersidst efter et aggressivt løb kom lidt til kort på kongeetapen. Formen blev imidlertid bekræftet med en god spurt og en andenplads i Brussels Cycling Classic, der ellers er et alt for let sprinterløb for en type som ham. Nu skal han så forsøge at omsætte de gode ben til et resultat i Quebec, hvor han imidlertid stadig har sit første resultat til gode. Selvom han er god i en stigende spurt, er han nemlig ikke helt på niveau med de førende specialister på et opløb, der er så stejlt som dette. På den anden side har det været tydeligt, at Stuyven i år er stærkere end nogensinde, og derfor skal det blive meget interessant at se, hvor langt han i år kan komme i dette løb.

 

Egentlig burde det være et godt opløb for Sep Vanmarcke, der i de belgiske klassikere ofte viser, at han har et fantastisk punch på korte bakker. Han er da også tidligere blevet både nr. 8 og 7 i denne spurt, og han har ofte også i massespurter vist, at han er ganske hurtig efter et hårdt løb. Desværre måtte han forlade BinckBank Tour med et siddesår, og han kunne ikke gå med de bedste på bakkerne i Bretagne. Derfor er han næppe helt i topform, og det gør hans præstation her temmelig usikker. Samtidig er han næppe hurtig nok til faktisk at vinde en spurt, men kan han snige sig væk i en gruppe, vil han altid være farlig.

 

Da han sejrede i Tour Down Under først på året, så det ud til, at Daryl Impey havde kurs mod en drømmesæson, men desværre har han ikke helt kunnet leve op til løfterne på den store scene i Europa. Selvom han kørte pænt, kom han til kort i Amstel Gold Race, og senest skuffede han sig selv i Bretagne, hvor han ikke havde benene til at gå med de bedste. Det synes derfor klart, at Impey ikke længere er i sin bedste form, og derfor kan det blive svært for ham at vinde, også fordi han er bedre i en flad spurt efter et hårdt løb end i en stigende spurt som denne. På den anden side har han en 4. plads fra 2014-udgaven, og det viser, at han kan gøre sig gældende, hvis han har fundet de gode ben igen.

 

I mange år sagde Alexander Kristoff, at dette løb var alt for hårdt for ham, indtil han i 201 spurtede sig til en 3. plads og faktisk i feltet kun blev slået af Matthews. Det var imidlertid også dengang, Kristoff var på sit højeste, og selvom han i år har rejst sig en anelse med en stor sejr i Touren, har sæsonen også tydeligt vist, at Kristoff ikke er, som da han var bedst. Faktisk har han også skuffet lidt på det seneste, for efter en lovende præstation i Hamburg var han skift kørende i Bretagne, Bruxelles og Fourmies. Derfor kan man tvivle på, at han kan gøre sig gældende i et løb, hvis finale i forvejen er på grænsen af, hvad han kan klare. Det gode vejr taler dog til hans fordel, og bliver det lige så passivt som sidste år, kan han ikke afskrives.

 

Meget af det samme kan siges om John Degenkolb. I sin storhedstid var tyskeren specialist i stigende spurter, men selv dengang ville denne finale nok være på grænsen for ham. Desværre har han kun kørt løbet helt tilbage i 2013, så vi har ikke mange referencepunkter at holde os til. Degenkolb har som bekendt været igennem en meget svær tid siden det grimme træningsstyrt i 2014, men i Touren rejste han sig igen og viste, at der stadig er liv. Desværre har vi også så sent som i Bretagne set, at han fortsat ikke er helt så stærk som tidligere. Dette løb kan derfor vise sig at være for hårdt, men skulle det ende i en spurt efter en let dag, vil han ikke være helt uden chance - hvis altså ikke holdet kører spurten for Stuyven i stedet.

 

Også Edvald Boasson Hagen falder i samme kategori. Nordmanden er specialist i stigende spurter som denne, og havde dette været sidste år, havde han da også figureret højt på vores liste. Desværre har Boasson Hagen haft et mareridtsår, hvor han senest i spurten på 5. etape i Polen og i Bretagne vste, at han slet ikke er så god som tidligere. Derfor er det også svært at være alt for optimistisk på hans vegne forud for dette løb. På den anden side viste den omtalte spurt i Polen, at han fortsat er konkurrencedygtig, og selvom det virker usandsynligt, at han skulle kunne vinde, kan det derfor godt blive til et hæderligt resultat.

 

Sidste år blev Alexis Vuillermoz nr.4  i dette løb som led i et drømmeefterår, hvor han også kørte med om sejren i Montreal og Lombardiet. I år kommer han imidlertid til løbet i knap så god form, efter at han blev sendt tidligt hjem fra Touren som følge et styrt. Alligevel overraskede han positivt i sit comeback i Tyskland, hvor han sad betydeligt bedre med, end man kunne have ventet. Logikken siger, at han er endnu bedre nu, men dette opløb er trods alt en anelse for let for en mand, der er bedst på de stejleste procenter. Derfor skal han nok være i superform, for ligesom sidste år at kunne blande sig helt fremme.

 

Endelig er der Tom-Jelte Slagter. Egentlig er vi holdt op med at nævne hollænderen, der synes at skuffe ved snart sagt enhver lejlighed. Af og til kommer resultaterne imidlertid af det blå, som da han spurtede sig til en podieplads på den etape i Schweiz, som Ulissi vandt. Noget lignende skete sidste år i dette løb, hvor han pludselig blev nr. 6, og da han også tidligere er blevet både nr. 4, 5 og 7 og i seks optrædender har en 15. plads som sit dårligste resultat, er det klart, at Slagter sagtens kan blande sig, hvis han har en af sine gode dage.

 

Der er et par øvrige ryttere, der fortjener en kort kommentar. Finalen er egentlig perfekt til Magnus Cort, men han synes desværre at være meget langt fra sin bedste form efter skuffende præstationer i alle de hårdere løb siden Touren. Arthur Vichot er tidligere blevet nr. 2, men kan ende som hjælper for den mere formstærke Roux. Enrico Gasparotto ender som hjælper for Mohoric og Colbrelli, og Rui Costa er efter sin knæskade milevidt fra formen. Det samme synes den meget skrøbelige Sam Bennett at være, og Patrick Konrad, der ellers er en god puncheur, var ikke just flyvende i Tyskland. Endelig er Nathan Haas stadig på vej tilbage efter endnu en gang sygdom, og selvom han har imponeret i sådanne afslutninger i år, er niveauet her nok for højt til, at Colin Joyce kan køre med om sejren.

 

OPDATERING: Astana har føjet formstærke Sergei Chernetckii til truppen, og han fiver det i forvejen stærke hold endu et kort at spille. Til gengæld har de taget Alexey Lutsenko af.

 

***** Michael Matthews

**** Sonny Colbrelli, Greg Van Avermaet

*** Enrico Battaglin, Zdenek Stybar, Oliver Naesen, Tim Wellens, Anthony Roux

** Michael Valgren, Matej Mohoric, Diego Ulissi, Jasper Stuyven, Sep Vanmarcke, Daryl Impey, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Edvald Boasson Hagen, Alexis Vuillermoz, Tom-Jelte Slagter

* Arthur Vichot, Magnus Cort, Sergei Chernetckii, Patrick Konrad, Jan Bakelants, Gregor Mühlberger, Rui Costa, Sam Bennett, Colin Joyce, Enrico Gasparotto, Sebastiian Henao, Nathan Haas, Søren Kragh, Florian Senechal, Roman Kreuziger, Jakob Fuglsang, Reinardt Van Rensburg, Toms Skujins, Timo Roosen

 

Danskerne

Michael Valgren og Magnus Cort er begge omtalt ovenfor og burde være beskyttede ryttere på et meget stærkt Astana- mandskab, der også tæller Jakob Fuglsang og Jesper Hansen, som dog nok primært skal hjælpe især Valgren med at gøre løbet hårdt. Christopher Juul burde kunne gå en vis frihed til at køre offensivt på et Mitchelton-hold, der her kun er outsidere, og Lars Bak skal måske med offensiv kørsel hjælpe med at forberede et angreb fra Tim Wellens. Endelig passer ruten og afslutningen perfekt til Søren Kragh, der dog på Sunweb alene er hjælper for Matthews, og som også har virket lidt slidt i sine seneste løb.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger