Optakt: Grand Prix de Quebec

Løbets rolle og historie

I mange år lignede det næsten en uundgåelig udvikling, at det første nordamerikanske løb på WorldTouren ville blive det konstant voksende og meget ambitiøse Tour of California. Med UCIs konstante fokus på at globalisere sporten og udvide den fineste kalender til flere kontinenter syntes det klart, at det bare var et spørgsmål om tid, inden etapeløbet ville placere Nordamerika på det højeste niveau.

Det blev imidlertid ikke det californiske løb, der fik æren af at blive kontinentets første begivenhed i den eksklusive klub af WorldTour-løb. Canadiske Serge Arsenault, der har en lang tradition for at arrangere cykelløb, havde store planer om at placere Canada i cykelsportens rampelys ved at arrangere to endagsløb på WorldTouren, og i 2009 blev der lynhurtigt lavet en aftale med UCI om, at hans nye løb i Quebec og Montreal skulle have femårige licenser som WorldTour-begivenheder. Trods adskillige europæiske løbs mangeårige ønske om at komme på den fineste kalender fik Arsenaults helt nye projekt med det samme UCIs godkendelse i endnu et markant forsøg på at brede sporten ud til større dele af verden.

De første udgaver blev afviklet i 2010, men fik ikke megen opmærksomhed. For mange hold var den lange rejse til Nordamerika en byrde på en tid af året, hvor mange ryttere er kørt i sænk og bare ser frem til en pause.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Det har siden ændret sig markant, og nu har løbene en vigtig, velfortjent og veltimet placering på kalenderen. Med deres fantastiske organisering og distancer på over 200 km har rundstrækningsformatet gjort dem til den måske bedst mulige forberedelse til VM for de ryttere, der ikke er i aktion i Vuelta a Espana. Med et format, der gør dem til en slags mini-VM, tilbyder de VM-kandidaterne en helt perfekt lille løbsblok bare to uger før den store begivenhed, og det har gjort det muligt for arrangørerne i de senere år at tiltrække et stjernespækket felt, der overgår det, man ser i mange europæiske WorldTour-løb.

Den store ulempe er naturligvis den lange rejse til Nordamerika. Med Tour of Utah og tidligere også Colorado Classic og USA Pro Challenge samt Tour of Alberta på canadisk grund bare en uge inden de to store endagsløb er det dog muligt at sammensætte en ganske fin løbskalender bestående af nordamerikanske løb, og rytterne kan ny tilbringe en længere periode på den anden side af Atlanten, hvor man kan kombinere træning i højderne med flere løb på højeste niveau. Den model var i flere år ganske populær, som vi så det i 2013, hvor blandt andre Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan både var på højdetræningslejr og kørte løb i USA og Canada som led i deres forberedelse til det store efterårsmål. I de senere år har modellen imidlertid tabt popularitet, og i dag er det kun de to canadiske endagsløb, der for alvor har appel til stjernerne, som altså foretrækker at blive i Europa inden en lille smuttur til den anden side af Atlanten.

De to klassikere har imidlertid bare fået større og større popularitet, og i de senere år har man været i stand til at tiltrække langt de fleste VM-favoritter, ikke mindst efter at Vueltaen har mistet sin rolle som VM-forberedelse på grund af alt for hårde ruter. Konkurrencen kommer nu i stedet fra det stadigt voksende Tour of Britain, der i de seneste år har kunnet gøre de canadiske løb rangen stridig som den foretrukne vej til VM, men det har ikke ændre på, at mange af de største klassikereksperter ofte har fintunet formen i Canada. Det skyldes ikke mindst ruternes karakter med kuperet terræn og et rundstrækningsformat, der har gjort dem meget sammenlignelige med de ruter, der typisk bruges til kampen om regnbuetrøjen. Det gælder særligt i år, hvor man kan drage mange paralleller mellem de canadiske løb og løbet i Yorkshire.

Løbene passer perfekt ind i den fine anatomi for anden halvdel af sæsonen, der domineres af endagsløb. Det hele starter med EuroEyes Cyclassics, og derfra bliver løbene bare gradvist hårdere og hårdere. Hvor det tyske løb er for sprintere, passer det næste løb i serien, Bretagne Classic, både til hurtige folk og klassikerspecialister. De canadiske løb er endnu hårdere, og her har sprinterne det svært. I stedet er løbene skabt til puncheurs og ardennerspecialister, og i Montreal ser man endda også klatrerne blande sig.

På papiret er Grand Prix Cycliste de Quebec det nemmeste af de to løb, da stigningerne på den 12,6 km lange rundstrækning er lettere end dem, man finder i Montreal. På den anden side er selve afslutningen i Quebec sværere, da de sidste 1500 m er stigende. Med Thomas Voeckler, Philippe Gilbert, Simon Gerrans (to gange), Robert Gesink, Rigoberto Uran, Peter Sagan (to gange) og Michael Matthews som de tidligere vinder er det helt klart, at det er et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

I 2014 blev ruten modificeret, idet man gjorde rundstrækningen længere ved at tilføje et længere fladt stykke. Det betød færre omgange og dermed færre stigninger, hvilket gjorde løbet nemmere. I 2015 vendte man imidlertid tilbage til det oprindelige format, og det har været bibeholdt siden.

Sidste år endte det med den ventede puncheurspurt, selvom Peter Kennaugh kom ganske tæt på nærmest sensationelt at snyde favoritterne. Det udnyttede Michael Matthews til at tage en meget tiltrængt sejr foran Greg van Avermaet, der sikrede sig sin fjerde (!!!) 2. plads, og Jasper Stuyven. Matthews vender tilbage for at forsvare titlen og gå efter sin anden sejr, og han er igen oppe mod Van Avermaet, der håber endelig at vinde, samt Stuyven, der kommer med en frisk sejr fra Tyskland i bagagen.

Ruten

Det er meget sjældent, at et WorldTour-løb afvikles fuldstændigt som et rundstrækningsløb, og det er det format, der i gør de to løb i Canada helt specielle. Da Bretagne Classic har droppet samme format, er de nu de eneste løb på højeste niveau med denne struktur, og det er i høj grad det, der gør dem så attraktive for VM-rytterne. Derudover gør deres kuperede natur dem sammenlignelige med hovedparten af VM-ruterne, og år efter år kan de derfor bruges som perfekt forberedelse, hvilket blot tillægger dem yderligere værdi.

I de første år fandt GP de Quebec sted over 16 omgange på en 12,6 km lang rundstrækning, men i 2014 lavede man en markant ændring. Runden blev forlænget til 18,1 km ved at tilføje et længere fladt stykke midtvejs, og derved blev antallet af omgange skøret ned fra 18 til 11. Derfor var det års udgave særligt let, men man er nu tilbage ved det oprindelige format.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Med de 16 omgange á 12,6 km er løbet i alt 201,6 km langt med i alt 2416 højdemeter, og det gør det til en hård sag, der dog er betydeligt kortere end et VM-løb. Rundstrækningen byder på tre små stigninger og et stigende opløb på Grande-Allée Ouest.

Løbet starter i 91 m højde i udkanten af Parc des Champs-de-Bataille i Quebec. Den første kilometer stiger svagt, mens rytterne tager to skarpe venstresving, inden de rammer parken. Her er terrænet let faldende frem til et højresving, der sender dem ind på en let kuperet vej, der gennemskærer parken. Efter 3,5 km forlader man samme park via et venstresving, der leder ud på Grande-Allee Ouest, og kort efter 4 km-mærket er der endnu et venstresving, der leder ind på en nedkørsel, som via et par hårnålesving fører feltet ned i havniveau.

Derfra kører feltet langs parken igennem helt fladt terræn i fire kilometer. Lige før 9 km-mærket er der et par sving, der fører dem ind på den første stigning, Cote de la Montagne (375 m, 10%) og op i 42 m højde på bare 375 m. Bakken efterfølges af en nedkørsel, og efter 10 km er man igen tilbage i havniveau. Via to venstresving kører man herefter op over Cote de la Potasse (420 m, 9%), som har top i 47 m højde. Herfra fører en næsten umærkelig nedkørsel ned til bunden af Montee de la Fabrique (190 m, 7%), der også har top i 47 m højde. Denne del er meget teknisk med adskillige sving. 100 m med fladt terræn fører nu frem til det stigende opløb mod mål, der ligger i 91 m højde. Der er to skarpe sving, inden man rammer opløbsstrækningen, der er 900 m lang og stigende. Den sidste kilometer har en gennemsnitlig stigningsprocent på 4.

Den eneste virkelig stejle stigning er Cote de la Montagne, men den er meget kort, og det er derfor den akkumulerede træthed mere end de enkelte stigninger, der før forskellen. Modsat ved løbet i Montreal har de stærke sprintere en chance for at lave et resultat på denne rute, men det stigende opløb har traditionelt favoriseret ardennerspecialister og puncheurs.

Løbet er som regel meget aggressivt og enormt svært at kontrollere. Det tager som regel tid, inden det tidlige udbrud etableres, og derefter følger løbet det traditionelle scenarium med en organiseret jagt under ledelse af de stærkeste hold, der langsomt øger farten.

Udbrud har imidlertid en god chance i dette løb, og derfor køres der ofte aggressivt langt fra mål. De sidste 3-4 omgange er som regel en festival af angreb, hvor der konstant etableres nye grupper og andre hentes. I kraft af tilstedeværelsen af mange stærke puncheurs, der er skabt til en spurt som denne, er der mange, der har en interesse i et hårdt løb. Samtidig ser man altid favoritternes hold kæmpe hårdt for at holde tingene under kontrol, og det gør det til en konstant udskilningsløb.

I de to første udgaver lykkedes det små grupper at komme fri på næstsidste passage af stigningerne, og de afgjorde løbene i en hektisk i finale. I 2012 endte det i en spurt i en gruppe på ca. 40 mand. De mange angreb på sidste omgang er imidlertid altid svære at kontrollere og kan bære frugt. Det skete i 2012, da Simon Gerrans og Greg Van Avermaet drog fordel af Peter Sagans mangel på holdkammerater, og det skete igen i 2010, da Thomas Voeckler lancerede et veltimet angreb, der snød Edvald Boasson Hagen for sejren. I 2011 kunne Philippe Gilbert kontrollere en lille gruppe på 10 ryttere, som han knuste i den stigende spurt. I 2013 kom en lille gruppe fri på sidste omgang, inden Robert Gesink højst overraskende slog blandt andre Sagan i spurten. Den lettere rute i 2014 betød, at en ret stor gruppe spurtede om sejren, og i 2015 lykkedes det Rigoberto Uran med et smart angreb til allersidst at snyde en stor gruppe for sejren. I 2016, 2017 og 2018 spurtede mere end 50 mand om sejren.

Med andre ord kan alt ske i denne form for aggressivt og svært kontrollerbart løb, og derfor spiller taktik, holdstøtte og held en nøglerolle. Man skal være stærk for at sidde med i finalen, men som blandt andre Sagan kan bevidne, er det ikke altid den stærkeste rytter, der vinder i Quebec.

Løbet byder som sagt på i alt 2416 højdemeter.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Vejret

De canadiske løb har ofte været præget af dårligt vejr, men denne gang er det nærmest sommer. Fredag vil kun byde på få skyer og en temperatur på 19 grader, men mod slutningen vil der være en bygerisiko på 10%. Vind vil der ikke være meget af med blot en svag vind fra øst. Det giver sidemedvind på første del af rundstrækningen og derefter sidemodvind, indtil man når frem til bakkerne. Her vil der i den kringlede fase først være med- og så modvind, indtil man får sidemedvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Kan man lide cykelløb, er det svært ikke at elske de canadiske klassikere, der er blandt de klart mest underholdende løb på hele kalenderen. De to rundstrækninger har det nærmest perfekte design til aggressiv og offensiv kørsel, og derfor er de sidste par omgange altid spektakulære med utallige angreb og konstant skiftende frontgrupper. Der er dog en betydelig forskel på de to løb. De har identiske startfelter, og selvom der er et stort overlap mellem favoritterne, er der visse afvigelser. Løbet i Montreal er nemlig betydeligt hårdere og for svært for en rytter som Alexander Kristoff, der ellers tidligere hat været med fremme i Quebec. Derfor er det søndagens løb, der er hovedfokus for de mere klatrestærke typer, mens de eksplosive og lidt tungere ryttere har udset sig fredag som dagen, der skal slås til.

Løbet i Quebec er imidlertid langt fra fladt, og i mange år betragtede selv en fyr som Kristoff det som værende for hårdt, indtil han for et par år siden overraskede sig selv ved at spurte sig til en tredjeplads. Tungere ryttere end Kristoff har imidlertid slet ingen chance. Der er virkelig tale om et hårdt løb med mange højdemeter, og man skal både klatre godt og være i stand til at håndtere en lang distance, hvis man vil gøre sig blot den mindste forhåbning om at være med. I år tæller sprinterfeltet folk som Jasper Philipsen, Ivan Garcia, Danny van Poppel og Jasper Stuyven, men af disse ellers ret hårdføre typer, er det formentlig kun de to sidstnævnte, der kan spille en rolle i kampen mod de mange puncheurs - særligt fordi den ellers holdbare Garcia her skal køre for Sonny Colbrelli.

Grand Prix de Quebec har ændret lidt karakter i de senere år, efterhånden som det har fået mere prestige og tiltrukket stærkere felter. I de første år var det et ganske selektivt løb, hvor der meget ofte kørte et udbrud på de sidste omgange. I de senere udgaver har verdens førende puncheurs indset, at det er et løb, der er skræddersyet til dem, og betydningen af WorldTour-point er steget. Derfor møder de i stigende grad op med fabelagtige hold, der har det ene formål at holde det samlet til en spurt på bakken op til mål. Således har det i de senere år været næsten umuligt at forhindre en spurt i et decimeret felt. Vi ser altid adskillige angreb på de sidste stigninger, men i et så stærkt felt har de ikke været svære nok til at gøre en forskel. Kun Urans meget snedige angreb til allersidst i 2015 har været i stand til at snyde de ryttere, der vil spurte om sejren, og selvom Peter Kennaugh var ved at overraske sidste år, har vi set spurter i grupper på mere end 50 mand tre gange i træk.

Det, der for alvor kan ændre scenariet, er vejret. I år venter der imidlertid en smuk sommeragtig dag, og særligt vigtigt er det, at det vil være stort set vindstille. Med andre ord kommer vejret slet ikke i spil denne gang, og de fine betingelser vil blot øge mulighederne for, at det kan holdes samlet.

I fraværet af vind må man forvente, at det igen ender i en spurt på bakken op til mål. Sunweb, Bora, Bahrain og CCC er her begge med ét mål: at sikre en spurtafgørelse. Med undtagelse af CCC har de alle ganske stærke hold, der bliver meget svære at snyde, også fordi de har styrke på stigningerne også. Man kan heller ikke udelukke, at Trek vil arbejde målrettet for en spurt, og da de fæste hold har en eller anden puncheurtype vil der næsten altid være folk til at jagte. Kennaugh viste os sidste år, at man kan overraske, men historien viser tydeligt, at det i de senere år har været relativt kontrolleret.

Jokeren er naturligvis Deceuninck, der kommer med et hold, som kan få de fleste til at gispe efter vejret. Egentlig burde det være oplagt at satse 100% på Julian Alaphilippe i en finale, der passer ham, men da han har meldt ud, at han ligesom i Tyskland primært skal forberede sig, vil holdet formentlig køre med et løsere hierarki, som de gjorde det i Tyskland. Vi forventer i hvert fald, at der bliver nogen frihed til Kasper Asgreen og Remco Evenepoel, der begge kan gøre det færdigt - ikke mindst, fordi de samtidig med angreb vil bidrage til at gøre det hårdt, hvilket kun er til fordel for Alaphilippe, hvis han skal overspurte folk som Sagan, Matthews og Colbrelli. Og Deceuninck kan helt sikkert finde allierede i hold som UAE, Ineos, EF, Ag2r og FDJ, der ikke kan tænkes at satse 100% på en spurt.

På den baggrund vil vi tro, at Deceuninck med deres superhold kan gøre løbet mere selektivt end vanligt, og vi udelukker ikke, at det kan lade sig gøre at lave et nummer i stil med det, Kennaugh næsten lavede sidste år. Vi tror dog stadig, at det ender i den klassiske spurt, men altså efter et hårdt og selektivt løb - og så skal man altid passe på, hvis ryttere vil forsøge at lave ”en Uran” med det klassiske angreb inden det sidste sving, da medvinden på opløbsstrækningen gør det nummer muligt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Spurten i sig selv er skabt til puncheurs, hvilket afspejles af de senere års resultater, hvor vi har set typer som Sagan, Van Avermaet, Matthews og Gerrans blande sig helt fremme. Som sagt er også Kristoff kørt på podiet, men som udgangspunkt er løbet en anelse for hårdt for hans ryttertype. Stigningerne kommer meget tæt på mål, og den tekniske finale gør, at det er svært at bevæge sig frem. Derfor skal man være en god afslutter, der kan spurte på en stigning og samtidig klatre så godt, at man kan sidde helt fremme på de sidste stigninger. Endelig er timing helt afgørende i en finale, hvor man meget vel kan åbne lidt for tidligt på den ikke helt lette bakke.

I år er næsten alle verdens bedste puncheurs samlet i et løb, der efterhånden er blevet ekstremt prestigiøst og nærmest kan kalde VM for puncheurs. Det er ikke uden grund, at Van Avermaet sågar kalder løbene nogle af de vigtigste på hele året, og at også Sagan og Matthews tillægger dem stor betydning. Det stærke felt gør det hele meget åbent, og det har vel aldrig tidligere været så svært at udpege et vinderbud.

Vi er derfor heller ikke alt for faste i kødet, når vi peger på Peter Sagan som vores favorit. Slovakken har fulgt sit typiske mønster efter Touren med højdetræningslejr efterfulgt af løbene i Canada. Den model plejer at bære frugt for slovakken, der har vundet løbet de to eneste gange, hvor han har været med i en klassisk spurtfinale. Det skete i 2016 og 2017, mens han sidste år forberedte sig til det bjergrige VM i Vueltaens bjerge, og dermed er han reelt at betragte som ubesejret, da løbene i hans første år aldrig endte i en spurt.

Sagans form er en ubekendt, men han plejer altid at komme rødglødende ud fra augustpausen. Han gjorde sin sponsor ære ved at køre i Hamburg, og her virkede han meget overbevisende. Således var Sagan med i alle forceringerne på Waseberg, og selvom man skal være varsom med at læse alt for meget i det tyske sprinterløb, viste han, at han er betydeligt skarpere end i samme løb sidste år. Nu er han formentlig endnu bedre, og man skal altid regne med Sagan, når der blot er to uger til et VM, hvor han altid præsterer, hvis ruten passer ham.

Der er dog også spørgsmål. Sagan har været tydeligt under niveau gennem hele sæsonen, og han så heller ikke alt for godt ud i starten af Touren. Mod slutningen blev han dog sit vanlige aggressive jeg, og måske brugte han det franske løb til at blive sig selv igen. Det så sådan ud i Hamburg, men vi afventer den endelige konfirmering. Hvis han er ”den rigtige Sagan”, er han så godt som umulig at slå på 4%, og da han samtidig er eminent til at holde sig fremme i de mange sving til sidst, tror vi, at Sagan tager sin tredje sejr.

Løbets joker er Julian Alaphilippe. Franskmanden var ikke i form, da han kørte løbet i 2015 og 2016, og derfor har han endnu ikke et resultat i et løb, der ellers passer ham fremragende. Det store spørgsmål er bare, hvordan han griber løbet an. Sidste år var han for træt til VM, og derfor har han i år en anden tilgang med færre løb og en mere afslappet attitude. Det så vi i Tyskland, hvor han var ren hjælperytter, og efter det løb sagde han også, at løbene i Canada var ren forberedelse.

Det udelukker dog ikke, at han vil være mere ambitiøs. Dels taler vi her om et WorldTour-løb, der er vigtigt for Deceuninck, dels må man formode, at Alaphilippe skal have testet formen lidt mere seriøst inden VM. Det er løbene her en god chance for, og selvom løbet i Montreal passer ham klart bedre, bør han også kunne begå sig her. Man kan frygte at finalen kan gøre det lidt svært for Alaphilippe, for 4% er ikke meget, når vi taler om folk som Sagan, Colbrelli og Matthews som rivalerne. Omvendt slog Alaphilippe som bekendt sprinterne i en kun ganske let stigende finale på 6. etape i Tirreno, og han var helt suveræn på moderate procenter på 2. etape i samme løb. Alaphilippe har vist, at han kan slå de tungere folk, og han vil elske den komplicerede sektion med sving og bakker lige inden opløbet. Han har det bedste hold til at gøre løbet knaldhårdt og trætte de tunge folk. Det helt store spørgsmål er først og fremmest, om han overhovedet kører efter et resultat.

Lige siden 2. pladsen bag Sagan på 5. etape af Touren sidste år har Sonny Colbrelli vist, at han tilhører den absolutte verdenselite som puncheur. I virkeligheden er det vel kun Sagan, der er hurtigere end ham på en 4%-stigning som denne, og hvis man manglede bevis, skal man blot gense hans spurt i Montreal sidste år. Her leverede han en vanvidsfinale, hvor han dog fik åbnet alt, alt for tidligt, og derfor var det faktisk lidt af et mirakel, at det kun var Matthews, der kom forbi. I Quebec fejlede han grundet jetlag, men undgår han det denne gang, bør han være knivskarp i denne afslutning.

Colbrelli kommer også til løbet med form. I Tyskland var han helt suveræn i løbets eneste puncheurspurt, og han kan endda glæde sig over at blive støttet af et fremragende hold med Vincenzo Nibali, Matej Mohoric og Ivan Garcia. Hans problem er hans stadig ringere positionering, som har kostet ham et hav af resultater i år, og det kan man frygte igen denne gang. Kan han holde sig til Mohoric og Garcia, har han et eminent tog, og heldigvis er opløbsstrækningen lang. Sidder han rigtigt, kan Colbrelli meget vel vise sig at være den allerhurtigste, men hans positionering skubber ham lidt ned ad favoritlisten.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Michael Matthews kommer til løbet som forsvarende vinder, efter at han sidste år skrev historie ved at blive blot den anden rytter efter Simon Gerrans til at lave ”The Double” i Canada. At løbet passer ham, kan man ikke være i tvivl om, for han er i sine fire første forsøg blevet nr. 1, 2, 3 og 5. Matthews er da også en af verdens bedste puncheurs, men han har også været temmelig svingende. I 2017 var han nærmest skræmmende stærk i Rodez, men selvom han vandt her i Canada sidste år i et lidt svagere felt, har det knebet lidt på det seneste, hvis man sammenligner med den suveræne 2017-sæson.

Matthews’ form er også lidt usikker. Efter en pause gjorde han comeback i Bretagne, hvor han var god, men ikke prangende. Han mangler i hvert fald fortsat nogle procent frem mod VM, men dem har han nu haft to uger til at finde. Matthews er hæderlig i positionskampen og har gavn af de sene bakker, ligesom han har formstærke og hurtige Marc Hirschi til at køre for sig. Det gør det sandsynligt, at han kan vinde igen, hvis han har fundet det, han manglede i Bretagne.

Greg van Avermaet elsker de canadiske løb, som han betegner som nogle af sæsonens største mål. De passer ham da også fremragende, og særligt hans rekordliste i Quebec er imponerende. I syv forsøg er det blevet til fire (!!!) 2. pladser samt placeringer som nr. 3, 5 og 10, og det viser, at Van Avermaet pr. definition er med i front i dette løb. Han er en sublim puncheur, holdbar over de mange km og højdemeter og god i positionskampen. Han viste fin form i BinckBank Tour og ikke mindst i Bretagne, hvor han virkede stærkere, end resultatet antydede. Til gengæld har Van Avermaet også åbenlyst tabt hurtighed, og særligt i år har han skuffet i snart sagt alle de spurter, han har kørt. Han har selv erkendt, at det er et problem, men han har til gode at bevise, at han har fundet løsningen. Derfor ender han i år nærmest uhørt langt nede på resultatlisten i det løb, han utroligt nok stadig mangler at vinde.

I gamle dage ville man ikke have givet Oliver Naesen alt for mange chancer i dette løb. Belgieren var hurtig, men ikke nogen stor afslutter. Det har imidlertid ændret sig i år, hvor han har spurtet som en drøm. Han blev nr. 2 i Milano-Sanremo og nr. 3 i Gent-Wevelgem, hvor han slog folk som Mathieu van der Poel og Danny van Poppel, og det viser, at han har fået fod på det at spurte. For nylig slog han Van Avermaet i puncheurspurten på Muren i BinckBank Tour, og selvom det var en betydeligt stejlere afslutning, viste det, at han kan tage kampen op med favoritterne. Han var uheldig i Bretagne, men viste storform i Holland-Belgien forinden, og han satser stort på at vinde årets endagsrangliste, hvor han lige nu er nr. 2 bag vennen Van Avermaet. Han er brølstærk og burde elske denne rute samt den stigende finale. Nu skal han bare vise, at han er blevet så hurtig, at han kan slå de mere klassiske puncheurs.

I mange år var Alberto Bettiol en rytter, der ikke syntes at have sin berettigelse som professionel. Det ændrede sig med ét slag i 2016, hvor han blev nr. 4 i dette løb, og i dag ved vi alle, hvor langt vinderen af Flandern Rundt er kommet. Han har ikke lagt skjul på, at han drømmer om at vise sig frem i det løb, der var rammen om hans gennembrud, og han har trænet hårdt i højderne frem mod disse løb og VM. Desværre betød sygdom, at han missede løbet i Tyskland, og det må utvivlsomt have sat ham tilbage. Derfor er han et temmelig åbent spørgsmål, men med VM som et mål kan han ikke være dårligt forberedt. I foråret kom han flyvende ud fra en pause, og gør han det igen, har han vist, at han kan matche de bedste som puncheur, efter at han altså blev nr. 4 her for tre år siden og for to år siden kørte i top 5 i en lignende Tour-spurt vundet af Sagan foran Alaphilippe og Dan Martin.

I mange år lignede dette løb noget, der var for hårdt for Jasper Stuyven, og det var da også tilfældet både i 2016 og 2017. Sidste år blev han imidlertid nr. 3, og det viser, hvor megen holdbarhed han har opnået. Det endegyldige bevis kom, da han slog folk som Sagan, Van Avermaet, Matthews og Colbrelli på 3. etape af årets Tour, hvor de sluttede på en stejlere bakke, der burde have passet ham dårligere. Han kommer til løbet med selvtillid efter sejren i Tyskland, men faktisk skuffede han ganske meget i de tyske spurter. Således blev han overspurtet af en fyr som Yves Lampaert flere gange, og den slags er der altså ikke råd til, hvis man skal slå folk som Sagan, Alaphilippe og Colbrelli. Man kan håbe, at han har fundet den sidste hurtighed, for sidste års 3. plads viser, at det er et løb, han på en god dag har en chance for at vinde, selvom han er et niveau under de største favoritter.

For to uger siden lykkedes det endelig for Sep Vanmarcke at tage sin første klassikersejr siden gennembruddet i Omloop i 2012, da han kørte alene hjem i Bretagne Classic. Det blev endda kørt på en rute, der burde være lidt hård for belgieren, og derfor må han være i fremragende form, hvilket han ellers ikke har for vane i efteråret. År efter år har vi nemlig haft forventninger til ham i dette løb, men han er faktisk aldrig blevet bedre og mere end nr. 7 og 8. Vanmarcke er ellers hurtigere end som så, hvilket han senest viste med etapesejren i Haut-Var, og et stigende opløb burde passe ham. De senere år har han manglet det sidste, men han er aldrig kommet til løbet med så fin form og så megen selvtillid. Derfor kunne det være året, hvor han er med i kampen om sejren.

En joker er Benoit Cosnefroy. Man må formode, at Ag2r først og fremmest kører for Naesen, men forhåbentlig kan franskmanden køre sin egen spurt også. Hans første grand tour har givet ham et gigantisk boost, og han kommer til løbet med en sejr i La Polynormande, samlet sejr og etapesejr i puncheurløbet i Limousin samt en 7. plads i Bretagne i bagagen. Cosnefroy har aldrig været bedre, og særligt i Limousin viste han, at han er en eminent puncheur. Tidligere i år knuste han al modstand i puncheurløbet i Plumelec, ligesom han blev nr. 12 i Fleche Wallonne, hvor Mur de Huy ellers er alt for stejl. Denne afslutning passer ham bedre og bliver en stor chance for ham til at bevise, hvordan han står i direkte kamp med verdenseliten.

En anden joker er Eduard Prades. Sidste år var han en fantastisk puncheur, men starten hos Movistar var skuffende, selvom han fik en tidlig sejr i Provence. Vi fik dog en påmindelse om hans puncheurevner på 5. etape i Polen, hvor han kørte en mindeværdig spurt, som havde givet sejr, hvis ikke han nok engang havde været håbløst positioneret. Til gengæld skuffede han i resten af løbet, men med en 10. plads i Bretagne har han vist, at formen måske er ved at være der. Hans positionering bliver formentlig nok engang et gigantisk problem, men spurter han som i Polen, hvor finalen var stort set som denne, har han en reel chance for at være med i kampen om de sjoveste placeringer.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Sidste års store sensation var, at Timo Roosen blev nr. 4. Endnu mere chokerende var det, at han blev nr. 5 i Montreal, hvor ruten i hvert fald burde have været alt, alt for hård. I forvejen har han med en 3. plads på Hatta Dam i Dubai vist, at hans puncheurevner ikke er ringe, og nu har han endda endelig fundet formen efter en første del af sæsonen, der blev ødelagt af skader. Han overraskede med sin gode klatring i BinckBank Tour, og senest kørte han et godt løb i Tyskland, hvor han dog faldt fra på den hårdeste etape. Her skuffede han også en anelse i spurterne, og derfor kan hans form være lidt svær at vurdere. Han viste dog sidste år, at han i den grad skal tages seriøst i dette løb, hvis han har de ben, han havde i midten af august.

Egentlig burde Kasper Asgreen skulle ofre sig for Alaphilippe, men som sagt er det slet ikke sikkert, at franskmanden går efter et resultat. Det kan åbne døren for danskeren, der så sent som i Tyskland viste, at formen stadig er eminent. Formentlig vil hans rolle være at køre offensivt, og får han lov til det, er han måske det allerbedste bud på en mand, der med sin motor og hurtighed kan snyde feltet. Han har dog også i Californien, Schweiz og Tyskland vist, at han har en hurtighed, der gør ham til en kandidat, hvis der skal spurtes til sidst. Det vil naturligvis kræve, at Alaphilippe ikke har ambitioner om at vinde, men får danskeren chancen, kan et podium være realistisk, selvom det vil være meget at forlange, at han skal overspurte Sagan.

I mange år måtte Daryl Impey leve med at køre for Simon Gerrans og Matthews i dette løb, men han fik endelig chancen sidste år. Han skuffede dog fælt i begge de canadiske løb, og i det hele taget har han haft for vane at skuffe i de stigende spurter på højeste niveau. Når han rammer dagen, kan han dog godt, som han viste, da han sidste år knuste al modstand i en stigende spurt i Dauphiné, og han spurter også altid godt i Tour Down Under. I år er han som sprinter desværre kommet ned på jorden igen, og selvom han vandt det svagt besatte Czech Cycling Tour - det var vel det etapeløb, der i år har været lettest at forudsige vinderen af - ved vi ikke helt, hvor han står, når han skal op mod verdenseliten. For at vinde skal han i hvert fald være i topform, for han har hidtil manglet for meget mod de allerbedste.

Diego Ulissi er altid med fremme i dette løb, hvor han har placeringer som nr. 5, 6, 7, 11 og 11. Finalen er dog lidt for let for italieneren, og det er ikke noget tilfælde, at han aldrig er blevet mere end nr. 5. I år kan man endda frygte, at det går dårligere, for hans spurter i Polen og Tyskland var overraskende ringe. På bakkerne i Tyskland viste han sig dog som en af de stærkeste, og han endte da også som samlet nr. 5 og blev nr. 6 i løbets puncheurspurt. Det blev til en samlet 3. plads i Polen, hvor han dog ikke havde diamanter i benene, så formen er ikke ringe. Spørgsmålet er bare, om han er hurtig nok til at slå de tungere folk i denne finale.

Tim Wellens er tidligere vinder i Montreal, men der er en grund til, at hans bedste resultater her er nr. 5 og 14. Løbet er nemlig en anelse for let for Wellens, der nok er en god puncheur, men ikke har samme fart som Sagan-typerne. Han vil derfor først og fremmest have søndag i tankerne, og derfor kan han vælge at satse på bare at spurte sig til en sekundær placering. Man kan dog håbe, at han kører offensivt, for Wellens i septemberform er altid livsfarlig på en rute som denne. Han skuffede måske en anelse i Bretagne, men forinden viste han på ardenneretapen i BinckBank Tour sin vanlige superform. Han vinder ikke, hvis han ikke angriber, men gør han det, er han et af de farligste navne, da han også kan afslutte.

Det allermest positive i Tyskland var vel at se Tom-Jelte Slagter vise tegn, han ikke har vist i en menneskealder. Tyskeren imponerede stort på stigningerne, hvor han var blandt de stærkeste, og han kørte endda også nogle pæne spurter. Nærmer han sig sit gamle niveau, er dette et løb, der passer ham, for han er tidligere blevet nr. 4, 5, 6, 7, 11 og 15 i Quebec. Han synes ikke at have helt samme hurtighed som tidligere, men hans 4. plads er trods alt kun to år gammel. Er det nu, at en genfødt Slagter endelig skal vise lidt livstegn også på WorldTouren.

Dimension Data har også Michael Valgren, der for første gang i år ligner sig selv. Han så godt ud i BinckBank Tour, men det var særligt hans kørsel i Bretagne, hvor han sov i timen på grusvejen og blev sat som følge af ringe positionering, men alligevel kom så flot tilbage, at han blev nr. 4. Det vidner om fabelagtig form, men desværre passer dette løb ham ikke ideelt. Sidste år blev han nr. 9 i spurten, men han slår ikke Sagan og co. på stregen. Til gengæld har han timing, klasse og form, og han er således en af de ryttere, der kan koble sig på Deceuninck-vognen, hvis belgierne forsøger at gøre løbet knaldhårdt.

Marc Hirschi viste i Tyskland nok engang, at han er i eminent form. Det er svært at huske et løb, hvor schweizeren ikke har været en af de allerbedste på stigningerne, og særligt hans kørsel i Ardennerne i BinckBank Tour var fabelagtig. Desværre er han i dette løb først og fremmest hjælper for Matthews, der trods alt er betydeligt hurtigere, men måske vil Sunweb undgå at komme på bagkant. Lader de unge Hirschi gå med i nogle af angrebene til sidst, bliver han i hvert fald farlig, da han kan slå de flest i en let stigende spurt som denne.

Så er der naturligvis Remco Evenepoel. Egentlig passer løbet slet ikke den langsomme belgier, men det gjorde Clasica San Sebastian, 2. etape af Belgium Tour og 3. etape af Adriatica Ionica Race heller ikke. Alligevel endte han med at vinde dem alle med mageløse soloridt, og minsandten om ikke han forsøgte det samme i Tyskland forleden, hvor han dog alligevel måtte finde knap 100 km på egen hånd lidt for meget. Formen inden VM er i hvert fald god, men det er klart, at han kun vinder, hvis han kommer alene hjem. Det er svært på denne rute, men når Kennaugh næste kan gøre det, kan kongen af soloridt det naturligvis også, når han sekunderes af det stærkeste hold.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

Endelig vil vi også pege på Geraint Thomas . Egentlig tror vi ikke meget på waliseren, men man skal ikke glemme, at han længe var en af de allerbedste klassikerryttere. Han elsker et hårdt endagsløb, og han er en væddeløber, der helt sikkert vil køre offensivt i forsøget på at blive helt klar til VM. Hans kørsel i Tyskland var ikke skræmmende, men da han agerede hjælper, er han svær at vurdere. Hans store mål kommer mindre end to uger efter dette løb, og derfor skal han vise noget form. Thomas er en af de ryttere, der kan snyde feltet og gøre det færdigt i en spurt i en lille gruppe, da han er en ganske glimrende puncheur.

***** Peter Sagan

**** Julian Alaphilippe, Sonny Colbrelli

*** Michael Matthews, Greg van Avermaet, Oliver Naesen, Alberto Bettiol, Jasper Stuyven

** Sep Vanmarcke, Benoit Cosnefroy, Eduard Prades, Timo Roosen, Kasper Asgreen, Daryl Impey, Diego Ulissi, Tim Wellens, Tom-Jelte Slagter, Michael Valgren, Marc Hirschi, Remco Evenepoel, Geraint Thomas

* Nathan Haas, Rui Costa, Anthony Roux, Matej Mohoric, Valentin Madouas, Michael Woods, Adam Yates, Enrico Gasparotto, Kristian Sbaragli, Jack Haig, Carlos Betancur, Danny van Poppel, Bauke Mollema, Michal Kwiatkowski, Jonas Vingegaard, Guillaume Boivin, Reinardt van Rensburg, Magnus Cort, Dan Martin, Pello Bilbao, Jose Goncalves, Toms Skujins, Vincenzo Nibali, Lucas Hamilton, James Piccoli, Jasper Philipsen

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michael Matthews’ sejr fra 2018, Peter Sagans sejre fra 2017 og 2016, Rigoberto Urans sejr fra 2015, Simon Gerrans’ sejre fra 2014 og 2012, Roberts Gesinks sejr fra 2013, Philippe Gilberts sejr fra 2011 og Thomas Voecklers sejr fra 2010.

Danskerne

Som sagt burde Kasper Asgreen og Michael Valgren begge have en fornuftig chance for at lave et resultat, og deres chancer er omtalt ovenfor. Jonas Vingegaard er i form og en fin puncheur, men på et hold med sidste års nr. 4, Timo Roosen, skal han nok i offensiven, hvis han skal have chancen. Magnus Cort er til start for Astana, men de vil utvivlsomt satse på Ballerini i en spurt, efter at italieneren blev nr. 4 i Bruxelles, og selvom han har været meget aktiv i de seneste løb, synes Cort også mere ivrig end formstærk. Jonas Gregaard skal støtte Ballerini på Astana, og Mikkel Honoré må trods sin fortsat meget imponerende kørsel nok leve med en rolle som hjælper på løbets stærkeste hold, Deceuninck. Christopher Juul er også med som arbejdshest for Daryl Impey og Adam Yates, men da de ikke skal kontrollere, kan man ikke udelukke, at han kører offensivt, som han før har gjort det i dette løb.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r-La Mondiale: Holdet må ventes at køre 100% for Naesen og Cosnefroy

Astana Pro Team: Davide Ballerini har været i katastrofal form på det seneste, men viste livstegn med en, 4. plads i Bruxelles. Har han fundet benene, er det en god spurt for ham. Magnus Cort vil formentlig ikke spurte, men blot køre aggressivt, som han har for vane. Pello Bilbao var bedre end ventet i Bretagne og kan måske agere plan B i en spurt, men grundlæggende er løbet for let. Davide Villella mangler form, og selvom han nok skal vise sig frem på hjemmebane, kan formstærke Hugo Houle ikke vinde.

Bahrain-Merida: Holdet har Colbrelli som kaptajn, men har også meldt ud, at Matej Mohoric, der viste stigende form i Bretagne, kan angribe. Vincenzo Nibali skal som udgangspunkt bare hjælpe, men det skulle han også, da han vandt Milano-Sanremo, så man skal aldrig sige aldrig. Ivan Garcia må nok ofre sig for Colbrelli, og Damiano Caruso synes formsvag.

Bora-hansgrohe: Patrick Konrad er tidigere blevet nr. 5, og løbet passer Jay McCarthy, men når Sagan er på holdet, bliver der ikke plads til noget som helst andet end at arbejde for slovakken.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

CCC Team: Simon Geschke er i fin form, men det ikke specielt stærke hold får nok at gøre med at hjælpe Van Avermaet.

Deceuninck-Quick Step: Løbets stærkeste hold har som nævnt gode chancer med Alaphilippe, Asgreen og Evenepoel. Pieter Serry, Dries Devenyns og Mikkel Honoré kunne sikkert alle lave et resultat, men må ventes at hjælpe, og løbet er for let til, at Enric Mas kan være med.

EF Education First: Vanmarcke og Bettiol ligner de bedste bud, men holdet har også den lokale helt, Michael Woods, der dog passer bedre til løbet i Montreal. Han vil sikkert køre offensivt, men får svært ved at vinde

Groupama-FDJ: Efter en skidt start på sommeren har Valentin Madouas vist bedre form, senest i Bretagne, og han kan køre en fin spurt her, dog uden at kunne vinde. Anthony Roux har tidligere været  på podiet i 2016, men viste ikke storform i Limousin. Løbet er for let til Rudy Molard.

Lotto Soudal: Det må være fuld skrue for Wellens, som dog har bedre muligheder i Montreal. Løbet er for let for en formsvag Jelle Vanendert. Brænder Wellens sig af i et udbrud, kan Stan Dewulf  måske spurte, men et topresultat er ambitiøst.

Mitchelton-Scott: Holdet har Impey som manden til en spurt, men de må ventes at køre offensivt med Adam Yates, der dog nok vil finde ruten lidt for let, selvom han melder om fornuftig form. Jack Haig var skræmmende stærk i Bretagne, hvor han blev en overraskende nr. 3, men ruten her er nok for let til, at han kan vinde. Det samme vil nok være tilfældet for den ellers så imponerende Lucas Hamilton.

Movistar Team: Prades ligner det bedste bud, men Carlos Betancur viste endelig lidt form i Bretagne. Selvom han kan spurte, skal han dog nok i offensiven for at lave et resultat. Ruten er for svær for formsvage Jasha Sütterlin og Jurgen Roelandts, og Ruben Fernandez er stadig en skygge af sig selv.

Dimension Data: Valgren og Slagter ligner bedste bud, men Enrico Gasparotto vil sikkert også forsøge sig i en spurt, selvom han har været skuffende på det seneste. Reinardt van Rensburg er i form og kan sikkert køre en fornufti spurt uden at være med helt i front. Løbet er for let for Roman Kreuziger, der skal i offensiven, mens Ryan Gibbons ikke er i for, og Gino Mader nok ender som hjælper

Team Ineos: Holdet kommer i en svagere formation med Thomas som bedste bud. Normalt er det et perfekt løb for Michal Kwiatkowski, men han ligner en mand i en gigantisk krise og er helt ude af form. I Yorkshire-form kunne Chris Lawless måske lave noget, men benene synes ikke at være de bedste, og så bliver det for svært.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Jumbo-Visma: Med sin 4. plads fra 2018 må Roosen have sikret sig en kaptajnrolle. Det kunne ellers være en god spurt for Danny van Poppel, men han forlader holdet og måtte i Hamburg sågar køre spurten for den langsommere Mike Teunissen, hvorfor han næppe får chancen - slet ikke fordi den svingende hollænder efter den fine kørsel i Hamburg skuffede i Bretagne. Jonas Vingegaard er i form, men selvom han kan afslutte, skal han i offensiven for at få et resultat. Løbet passer ikke Laurens de Plus og Antwan Tolhoek, hvis form også for begges vedkommende er tvivlsom.

Katusha-Alpecin: Nathan Haas har tidligere gjort det fremragende i et løb, der virkelig passer ham, men selvom han så bedre ud i Bretagne, tvivler vi på, at det kan blive til mere end en top 10 i en spurt. Jose Goncalves er en god puncheur, men har intet vist i år, og løbet passer slet ikke til Simon Spilak.

Sunweb: Holdet arbejder 100% for den forsvarende vinder, Matthews, men som nævnt kan Hirschi måske komme i spil. Jai Hindley kører fremragende i øjeblikket, men må ventes at være hjælper, og Lennard Kämna er slet ikke i form.

Trek-Segafredo: Holdet satser formentlig på Stuyven, for selv om han tidligere er blevet nr. 6, 8 og 10, kan Bauke Mollema ikke vinde. Løbet passer ikke Richie Porte, der som altid også er formsvag i efteråret. Toms Skujins er i form og kan køre offensivt.

UAE-Team Emirates: Ulissi ligner bedste bud. Rui Costa kører dog altid stærkt i Canada og er tidligere blevet nr. 3 og 5, men selvom han kørte flot i Burgos, hvor han også spurtede godt, er det svært at se ham vinde løbet i en sæson, hvor det ikke har fungeret. Dan Martin var ikke imponerende i Tyskland og vil sikkert igen agere hjælper, Jan Polanc er formsvag, og løbet bør være for hårdt for Jasper Philipsen.

Israel Cycling Academy: Holdet har to gode bud i formstærke Guillaume Boivin og Kristian Sbaragli, der begge vil elske en stigende spurt som denne. Boivin har før været med fremme i løbet og var i storform i Utah, hvor han klatrede som en drøm. Sbaragli var fremragende i Limousin og kan med den form gå i top 10. Krists Neilands skal i offensiven i et løb, der er for let, og August Jensen har intet vist forud for et løb, der i gamle dage havde været guf.

Rally: Holdet har mange gode klatrere, men mangler en afslutter. Ryan Anderson er hurtig, men får de for svært, så det er nok Adam de Vos, der skal forsøge at lave et resultat i en spurt. Gavin Mannion og Rob Britton skal køre offensivt.

Canada: Holdet har James Piccoli, der kørte så fabelagtigt i Utah, og da han er fornuftig i en stigende spurt, kan han måske lave en top 15, selvom løbet er lidt for let.