Optakt: Grand Prix de Quebec

STREAM VUELTA A ESPANA OG GRAND PRIX DE QUEBEC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I mange år lignede det næsten en uundgåelig udvikling, at det første nordamerikanske løb på WorldTouren ville blive det konstant voksende og meget ambitiøse Tour of California. Med UCIs konstante fokus på at globalisere sporten og udvide den fineste kalender til flere kontinenter syntes det klart, at det bare var et spørgsmål om tid, inden etapeløbet ville placere Nordamerika på det højeste niveau.

Det blev imidlertid ikke det californiske løb, der fik æren af at blive kontinentets første begivenhed i den eksklusive klub af WorldTour-løb. Canadiske Serge Arsenault, der har en lang tradition for at arrangere cykelløb, havde store planer om at placere Canada i cykelsportens rampelys ved at arrangere to endagsløb på WorldTouren, og i 2009 blev der lynhurtigt lavet en aftale med UCI om, at hans nye løb i Quebec og Montreal skulle have femårige licenser som WorldTour-begivenheder. Trods adskillige europæiske løbs mangeårige ønske om at komme på den fineste kalender fik Arsenaults helt nye projekt med det samme UCIs godkendelse i endnu et markant forsøg på at brede sporten ud til større dele af verden.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

De første udgaver blev afviklet i 2010, men fik ikke megen opmærksomhed. For mange hold var den lange rejse til Nordamerika en byrde på en tid af året, hvor mange ryttere er kørt i sænk og bare ser frem til en pause.

Det har siden ændret sig markant, og nu har løbene en vigtig, velfortjent og veltimet placering på kalenderen. Med deres fantastiske organisering og distancer på over 200 km har rundstrækningsformatet gjort dem til den måske bedst mulige forberedelse til VM for de ryttere, der ikke er i aktion i Vuelta a Espana. Med et format, der gør dem til en slags mini-VM, tilbyder de VM-kandidaterne en helt perfekt lille løbsblok bare to uger før den store begivenhed, og det har gjort det muligt for arrangørerne i de senere år at tiltrække et stjernespækket felt, der overgår det, man ser i mange europæiske WorldTour-løb.

Den store ulempe er naturligvis den lange rejse til Nordamerika. Med Tour of Utah, Colorado Classic og USA Pro Challenge samt Tour of Alberta på canadisk grund i ugerne op til de to store endagsløb var det dog muligt at sammensætte en ganske fin løbskalender bestående af nordamerikanske løb, og rytterne kunne tilbringe en længere periode på den anden side af Atlanten, hvor man kunne kombinere træning i højderne med flere løb på højeste niveau. Den model var i flere år ganske populær, som vi så det i 2013, hvor blandt andre Chris Froome, Richie Porte og Peter Sagan både var på højdetræningslejr og kørte løb i USA og Canada som led i deres forberedelse til det store efterårsmål. I de senere år har modellen imidlertid tabt popularitet, og det har kun været de to canadiske endagsløb, der for alvor har appel til stjernerne, som altså foretrækker at blive i Europa inden en lille smuttur til den anden side af Atlanten. Sådan bliver det i stigende grad nu, hvor alle etapeløbene er forsvundet, selvom man forsøger sig med at arrangere det nye amerikanske endagsløb Maryland Cycling Classic søndagen inden WorldTour-løbene.

De to klassikere har imidlertid bare fået større og større popularitet, og i de senere år har man været i stand til at tiltrække langt de fleste VM-favoritter, ikke mindst efter at Vueltaen har mistet sin rolle som VM-forberedelse på grund af alt for hårde ruter. Konkurrencen kommer nu i stedet fra det stadigt voksende Tour of Britain, der i de seneste år har kunnet gøre de canadiske løb rangen stridig som den foretrukne vej til VM, men det har ikke ændre på, at mange af de største klassikereksperter ofte har fintunet formen i Canada. Det skyldes ikke mindst ruternes karakter med kuperet terræn og et rundstrækningsformat, der har gjort dem meget sammenlignelige med de ruter, der typisk bruges til kampen om regnbuetrøjen. Det gælder særligt i år, hvor man kan drage mange paralleller mellem de canadiske løb og løbet i Australien.

Løbene passer perfekt ind i den fine anatomi for anden halvdel af sæsonen, der domineres af endagsløb. Det hele starter med BEMER Cyclassics, og derfra bliver løbene bare gradvist hårdere og hårdere. Hvor det tyske løb er for sprintere, passer det næste løb i serien, Bretagne Classic, både til hurtige folk og klassikerspecialister. De canadiske løb er endnu hårdere, og her har sprinterne det svært. I stedet er løbene skabt til puncheurs og ardennerspecialister, og i Montreal ser man endda også klatrerne blande sig.

På papiret er Grand Prix Cycliste de Quebec det nemmeste af de to løb, da stigningerne på den 12,6 km lange rundstrækning er lettere end dem, man finder i Montreal. På den anden side er selve afslutningen i Quebec sværere, da de sidste 1500 m er stigende. Med Thomas Voeckler, Philippe Gilbert, Simon Gerrans (to gange), Robert Gesink, Rigoberto Uran, Peter Sagan (to gange) og Michael Matthews (to gange) som de tidligere vinder er det helt klart, at det er et løb for puncheurs og ardennerspecialister.

I 2014 blev ruten modificeret, idet man gjorde rundstrækningen længere ved at tilføje et længere fladt stykke. Det betød færre omgange og dermed færre stigninger, hvilket gjorde løbet nemmere. I 2015 vendte man imidlertid tilbage til det oprindelige format, og det har været bibeholdt siden.

Naturligvis har løbet være coronaramt i de seneste to sæsoner, og derfor skal vi helt tilbage til 2019 for at finde den seneste udgaver. Her endte det i den klassiske puncheurspurt, men det var på et hængende hår, da en lille gruppe med mange favoritter kørte væk i finalen. De blev dog hentet til sidst, og derefter kunne den forsvarende vinder, Michael Matthews, der ellers havde misset angrebet, spurte sig til sin anden sejr i træk foran en anden dobbelt vinder, Peter Sagan, og Greg van Avermaet, der efter tre 2. pladser tog sin fjerde podieplads i træk. Matthews vender tilbage i jagten på et hattrick, og da Sagan også jagter hattrick, og Van Avermaet vil forsøge endelig at vinde løbet, bliver der deltagelse af hele det seneste podium.

Ruten

Det er meget sjældent, at et WorldTour-løb afvikles fuldstændigt som et rundstrækningsløb, og det er det format, der i gør de to løb i Canada helt specielle. Da Bretagne Classic har droppet samme format, er de nu de eneste løb på højeste niveau med denne struktur, og det er i høj grad det, der gør dem så attraktive for VM-rytterne. Derudover gør deres kuperede natur dem sammenlignelige med hovedparten af VM-ruterne, og år efter år kan de derfor bruges som perfekt forberedelse, hvilket blot tillægger dem yderligere værdi.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

I de første år fandt GP de Quebec sted over 16 omgange på en 12,6 km lang rundstrækning, men i 2014 lavede man en markant ændring. Runden blev forlænget til 18,1 km ved at tilføje et længere fladt stykke midtvejs, og derved blev antallet af omgange skøret ned fra 18 til 11. Derfor var det års udgave særligt let, men man er nu tilbage ved det oprindelige format, som altså har været benyttet stort set hver eneste gang i den nu halvlange historie.

Med de 16 omgange á 12,6 km er løbet i alt 201,6 km langt med i alt 2416 højdemeter, og det gør det til en hård sag, der dog er betydeligt kortere end et VM-løb. Rundstrækningen byder på tre små stigninger og et stigende opløb på Grande-Allée Ouest.

Løbet starter i 91 m højde i udkanten af Parc des Champs-de-Bataille i Quebec. Den første kilometer stiger svagt, mens rytterne tager to skarpe venstresving, inden de rammer parken. Her er terrænet let faldende frem til et højresving, der sender dem ind på en let kuperet vej, som gennemskærer parken. Efter 3,5 km forlader man samme park via et venstresving, der leder ud på Grande-Allee Ouest, og kort efter 4 km-mærket er der endnu et venstresving, der leder ind på en nedkørsel, som via et par hårnålesving fører feltet ned i havniveau.

Derfra kører feltet langs parken igennem helt fladt terræn i fire kilometer. Lige før 9 km-mærket er der et par sving, der fører dem ind på den første stigning, Cote de la Montagne (375 m, 10%) og op i 42 m højde på bare 375 m. Bakken efterfølges af en nedkørsel, og efter 10 km er man igen tilbage i havniveau. Via to venstresving kører man herefter op over Cote de la Potasse (420 m, 9%), som har top i 47 m højde. Herfra fører en næsten umærkelig nedkørsel ned til bunden af Montee de la Fabrique (190 m, 7%), der også har top i 47 m højde. Denne del er meget teknisk med adskillige sving. 100 m med fladt terræn fører nu frem til det stigende opløb mod mål, der ligger i 91 m højde. Der er to skarpe sving, inden man rammer opløbsstrækningen, der er 900 m lang og stigende. Den sidste kilometer har en gennemsnitlig stigningsprocent på 4.

Den eneste virkelig stejle stigning er Cote de la Montagne, men den er meget kort, og det er derfor den akkumulerede træthed mere end de enkelte stigninger, der før forskellen. Modsat ved løbet i Montreal har de stærke sprintere en chance for at lave et resultat på denne rute, men det stigende opløb har traditionelt favoriseret ardennerspecialister og puncheurs.

I de to første udgaver lykkedes det små grupper at komme fri på næstsidste passage af stigningerne, og de afgjorde løbene i en hektisk i finale. I 2012 endte det i en spurt i en gruppe på ca. 40 mand. De mange angreb på sidste omgang er imidlertid altid svære at kontrollere og kan bære frugt. Det skete i 2012, da Simon Gerrans og Greg Van Avermaet drog fordel af Peter Sagans mangel på holdkammerater, og det skete igen i 2010, da Thomas Voeckler lancerede et veltimet angreb, der snød Edvald Boasson Hagen for sejren. I 2011 kunne Philippe Gilbert kontrollere en lille gruppe på 10 ryttere, som han knuste i den stigende spurt. I 2013 kom en lille gruppe fri på sidste omgang, inden Robert Gesink højst overraskende slog blandt andre Sagan i spurten. Den lettere rute i 2014 betød, at en ret stor gruppe spurtede om sejren, og i 2015 lykkedes det Rigoberto Uran med et smart angreb til allersidst at snyde en stor gruppe for sejren. I 2016, 2017 og 2018 spurtede mere end 50 mand om sejren, og i 2019 var gruppen ikke meget mindre, selvom det var meget tæt på, at en stærk favoritgruppe var kørt væk på bakkerne på sidste omgang.

Løbet byder som sagt på i alt 2416 højdemeter.

STREAM VUELTA A ESPANA OG GRAND PRIX DE QUEBEC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

De canadiske løb har ofte været præget af dårligt vejr, men denne gang er det ren sommer. Således venter der en helt skyfri fredag med temperaturer på 25 grader, og der vil bare være en svag til let vind (6-7 km/t), som i løbet af dagen vil dreje fra nordøst over sydøst og syd til sydvest i finalen. Det giver naturligvis vidt forskellige vindretninger i løbet af dagen, men kan vi regne med en sydvestlig vind til sidst, vil der på sidste omgang være først modvind og så et langt medvindsstykke. Fra bunden af Montagne får man modvind, og det vil vare ved resten af vejen, idet man dog har medvind på Potasse. På det lange og stigende opløb vil der være direkte modvind.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Favoritterne

Kan man lide cykelløb, er det svært ikke at elske de canadiske klassikere, der er blandt de klart mest underholdende løb på hele kalenderen. De to rundstrækninger har det nærmest perfekte design til aggressiv og offensiv kørsel, og derfor er de sidste par omgange altid spektakulære med utallige angreb og konstant skiftende frontgrupper. Sådan var det i hvert fald for nogle år siden, men de senere år er de blevet kørt betydeligt mere konservativt, end vi så i de første år.

Der er også en betydelig forskel på de to løb. De har identiske startfelter, og selvom der er et stort overlap mellem favoritterne, er der visse afvigelser. Løbet i Montreal er nemlig betydeligt hårdere og for svært for en rytter som Alexander Kristoff, der ellers tidligere hat været med fremme i Quebec. Derfor er det søndagens løb, der er hovedfokus for de mere klatrestærke typer, mens de eksplosive og lidt tungere ryttere har udset sig fredag som dagen, der skal slås til.

Løbet i Quebec er imidlertid langt fra fladt, og i mange år betragtede selv en fyr som Kristoff det som værende for hårdt, indtil han for et par år siden overraskede sig selv ved at spurte sig til en tredjeplads. Tungere ryttere end Kristoff har imidlertid slet ingen chance. Der er virkelig tale om et hårdt løb med mange højdemeter, og man skal både klatre godt og være i stand til at håndtere en lang distance, hvis man vil gøre sig blot den mindste forhåbning om at være med. I år er der heller ikke mange sprintere, der har taget turen over Atlanten. De tungeste sprintere er Ethan Vernon, Matthew Walls og Jonathan Milan, der må regnes som chanceløse, og derudover har løbet kun deltagelse af mere alsidige folk, der både er specialister i at spurte op ad bakke og i hvert fald i deres bedste tid kan/kunne klare betydeligt flere højdemeter også end Kristoff.

Grand Prix de Quebec har ændret lidt karakter i de senere år, efterhånden som det har fået mere prestige og tiltrukket stærkere felter. I de første år var det et ganske selektivt løb, hvor der meget ofte kørte et udbrud på de sidste omgange. I de senere udgaver har verdens førende puncheurs indset, at det er et løb, der er skræddersyet til dem, og betydningen af UCI-point er steget. Derfor møder de i stigende grad op med fabelagtige hold, der har det ene formål at holde det samlet til en spurt på bakken op til mål. Således har det i de senere år været næsten umuligt at forhindre en spurt i et decimeret felt. Vi ser altid adskillige angreb på de sidste stigninger, men i et så stærkt felt har de ikke været svære nok til at gøre en forskel. Kun Rigoberto Urans meget snedige angreb til allersidst i 2015 har været i stand til at snyde de ryttere, der vil spurte om sejren. I 2018 var Peter Kennaugh dog ved at overraske, og ved den seneste udgave i 2019 kom der på de sidste bakker faktisk en fremragende gruppe med folk som Julian Alaphilippe, Peter Sagan og Greg van Avermaet væk. De nåede dog alligevel at blive hentet, og vi endte med en spurt i en gruppe på ca. 40 mand. Forinden har vi set spurter i grupper på mere end 50 mand tre gange i træk.

Det, der for alvor kan ændre scenariet, er vejret. I år venter der imidlertid en rigtig sommerdag, og særligt vigtigt er det, at det vil være stort set vindstille. Med andre ord kommer vejret slet ikke i spil denne gang, og de fine betingelser vil blot øge mulighederne for, at det kan holdes samlet.

Som altid byder feltet på en regulær stjerneparade af puncheurs og klassikerspecialister. Jumbo kommer igen med en stærk trup, der skal sætte Wout van Aert i scene, og meget vil naturligvis have hollænderne som omdrejningspunkt. Spørgsmålet er, hvordan de griber det an. Det er en ganske perfekt spurt for Van Aert, men det vil næsten ligne belgieren dårligt ikke at ville køre cykelløb. I Bretagne endte han med at vinde en spurt, men han gjorde alligevel alt for at undgå det scenarium.

Situationen er dog lidt anderledes denne gang. Spurten her passer ham meget bedre, end den gjorde i Bretagne, og han vil formentlig føle sig ret komfortabel, hvis det holdes samlet. Samtidig lykkedes det ham jo i Bretagne ikke at gøre forskellen, og historien viser, at der er svært at gør det i Quebec. Der er lidt for langt mellem bakkerne, fordi den første del af rundstrækningen mest består af lange, lige og flade veje.

Er der andre end Van Aert, der eventuelt kunne tænkes at ville noget andet end en spurt? Normalt vil man sige Tadej Pogacar, men han skal have forbedret sig betydeligt siden Bretagne, hvis han skal spille en rolle. Det stærke UAE-mandskab har dog mange kort at spille og har under alle omstændigheder glæde af et hårdt løb. Man må formode, at de vil køre offensivt.

Det gælder for flere hold. Således må man formode, at heller ikke Quick-Step, EF, Bahrain, DSM samt flere af de knap så stærke hold bare vil føres til skafottet i en spurt. Der burde være rigeligt med hold til at angribe fra distancen, og hvis Van Aert er med på angrebsgalejen, kan det være i år, vi ikke får en spurt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Der er dog også hold til at kontrollere. Det gælder BikeExchange og Intermarché, der formentlig tror på hhv. Michael Matthews og Biniam Girmay. Derudover er der altid hold, der misser et givent udbrud, og der vil derfor næsten altid være en del hold til at jagte.

Jeg ser umiddelbart tre scenarier. Enten får vi en af de helt sjældne udgaver, hvor det eksploderer tidligt fra distancen. Den chance øges med tilstedeværelsen af Pogacar og Van Aert, men den er stadig lille. Mere sandsynligt er det, at vi på de sidste bakker på sidste omgang kan få etableret en gruppe, som vi gjorde i 2019, hvor stort set alle favoritterne samledes, og at de denne gang kan holde hjem. I den forbindelse kan man heller ikke helt udelukke ”en Uran”, altså at en rytter sniger sig væk i den kringlede finale. Det mest sandsynlige scenarium er dog stadig en spurt i en gruppe på omkring 50 mand. Det siger historien klart.

Vindretningen spiller også en rolle. Ganske vist er der ikke megen vind, men holder vejrudsigten til på fredag, vil der være direkte modvind på opløbsstrækningen. Kører der en gruppe på de sidste bakker, vil det være meget svært at få dem til at samarbejde i modvinden på den 900 m lange opløbsstrækning. Manglende samarbejde ødelagde festen i 2019, og det vil det formentlig gøre igen.

Spurten i sig selv er skabt til puncheurs, hvilket afspejles af de senere års resultater, hvor vi har set typer som Sagan, Van Avermaet, Matthews og Gerrans blande sig helt fremme. Som sagt er også Kristoff kørt på podiet, men som udgangspunkt er løbet en anelse for hårdt for hans ryttertype. Stigningerne kommer meget tæt på mål, og den tekniske finale gør, at det er svært at bevæge sig frem. Derfor skal man være en god afslutter, der kan spurte på en stigning, og samtidig klatre så godt, at man kan sidde helt fremme på de sidste stigninger. Endelig er timing helt afgørende i en finale, hvor man meget vel kan åbne lidt for tidligt på den ikke helt lette bakke, særligt i modvind.

I år er næsten alle verdens bedste puncheurs samlet i et løb, der efterhånden er blevet ekstremt prestigiøst og nærmest kan kalde VM for puncheurs. Det er ikke uden grund, at Van Avermaet sågar kalder løbene nogle af de vigtigste på hele året, og at også Sagan og Matthews også altid har tillagt dem stor betydning.

Det er ret umuligt ikke at have Wout van Aert som favorit. Han har skruet ned for løbsprogrammet frem mod VM, men han har i den grad vist, at de fire endagsløb, han kører, ikke bare handler om træning. Han kommer for at vinde, og med sin 2. plads i Hamburg og sejr i Bretagne har han vist, at formen er glimrende. Måske er han endnu ikke det overmenneske, han gerne skulle være til VM, men han var i hvert fald stærkeste mand i både Hamburg og Bretagne, og i sidstnævnte slog han endda sprintere, selvom han havde brugt et hav af kræfter i angreb.

Van Aert har ikke spurtet alt for meget på bakker som disse, men at han er en god puncheur, viste han med sin overlegne sejr i Lausanne under Touren, eller da han vandt 1. etape af Dauphiné i 2020. Han har tillige den fordel, at han kan vinde både i en spurt og i et offensivt løb, men det er klart, at han lettest kan besejre i det aggressive løb, som kan glide ham af hænde, fordi alle vil kigge på ham. Derfor kan der være en ide i en mere defensiv tilgang, da han er betydeligt sværere at slå i denne form for spurt end i en flad spurt. Han har tillige et meget stærkt kort i Christophe Laporte, der - hvis han er kommet sig efter styrtet i Hamburg - er både den bedste lead-out man og en perfekt allieret i et hårdere løb. Van Aert kan sagtens slås både i et hårdt løb og en spurt, hvor han i år har lidt overraskende nederlag til blandt andre Marco Haller og David Gaudu, men det er helt umuligt at komme udenom, at han er den klare favorit, nærmest uanset løbets udvikling.

Jeg vælger at pege på Michael Matthews som hans værste rival, men det er ikke med den helt store overbevisning. Vi så i Bretagne, der ikke var noget svært løb i år, at han er et stykke fra sit bedste niveau, og dette er som udgangspunkt et hårdere løb. Frem mod VM må man dog formode, at han har forbedret sig, og hvis løbet udvikler sig, som det plejer, bør han komme med hjem, hvad han ikke gjorde i Bretagne. For tre år siden var han bestemt heller ikke på toppen og missede blandt andet angrebet på de sidste stigninger, men alligevel endte han med at tage sin anden sejr i træk.

Det er netop det forhold, at han er dobbelt forsvarende mester, der gør det naturligt at have ham højt på listen. Efter en tid, hvor han syntes at tabe niveau, var han ganske fremragende i Touren, naturligvis særligt med sejren i Mende, men også med 2. pladserne bag hhv. Pogacar og Van Aert i løbets to puncheurspurter. I den ene startede han for langt tilbage, og i den anden åbnede han for tidligt, men faktisk syntes han at være ganske tæt på at kunne matche dem, hvis hans timing havde været bedre. Han har fordel af at kende spurten som fod i hose, men han lider under et svagt hold, hvor Nick Schultz er bedste bud på en eller anden form for lead-out. Det gør ham sårbar i positionskampen frem mod bakkerne, og jeg kan være bekymret for, om formen rækker til efterfølgende både at bevæge sig frem og derefter spurte. Her hjælper modvinden dog, og der er trods alt et 900 m langt opløb til at lade farten tale. Er han ikke bedre end i Bretagne, vinder han ikke et hårdt løb, men i en spurt burde han stadig være topkandidat.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det er vel svært at designe en bedre finale for Biniam Girmay. Den udgave af eritreeren, der slog Mathieu van der Poel i det vildeste drag race i Jesi under Giroen efter at være blevet nr. 2 bag hollænderen på netop en 4%-stigning i Visegrad, burde være manden, der kan slå Van Aert. Han virker dog en anelse fra den. Han var i meget svag form i Limousin, men han har klart forbedret sig. Allerede i Druivenkoers var han bedre, i Bretagne var han aktiv i angreb, og senest kørte han ganske fint i Doubs i søndags. På toppen er han dog ikke, for han var ikke med de fire mand, der kørte væk på sidste stigning, men jeg vil tro, at formen stadig rækker til at spille en rolle også i et hårdt løb.

I en spurt bør han i hvert fald være der, og det er også her, han har sin bedste chance. Problemet er bare, at han har spurtet uhyre skuffende på det sidste. Det gjorde han i Vallonien, det gjorde han i Limousin, det gjorde han i Druivenkoers, det gjorde han i Bretagne, og det gjorde han senest i Doubs, hvor han blev slået af Matis Louvel - ikke en mand, der normalt bør volde problemer. Det var alt sammen i flade spurter, der passede ham dårligere, men han synes at mangle sin bedste fart, ligesom han ikke helt er på 100%. Meget synes dog også at handle om positionering, og her bør han i finalen kunne få et ret fremragende lead-out af Lorenzo Rota og formentlig også Sven-Erik Bystrøm. Det 900 m lange opløb er skabt til en af hans berømte lange spurter, så lad os håbe, at han har fundet den fart, han har manglet på det sidste.

Benoit Cosnefroy har lidt under, at løbet er blevet aflyst to gange i træk. Da han blev nr. 10 i 2019, var han nemlig stadig ikke den sublime rytter, han siden er blevet, og det er først nu, han får lov at køre løbet som den superpuncheur, han i dag er. Det burde også være et ganske perfekt løb for ham, selvom han nok havde været stærkere med en stejlere og mere eksplosiv finale. Her kan han komme til kort mod de tre ovennævnte, der har en anelse mere fart end ham, men 4% bør være nok til, at han har en chance. Han kommer altid ud af Touren i uhyggeligt god form, men i år betød en knæskade, at han ikke var helt så sublim, som han plejer. Han har dog brugt de seneste løb til at finde de sidste procent, og angiveligt var han i går meget stærk i Doubs, som ikke var tv-dækket, indtil han endte med at køre spurten for Clement Venturini. Benene synes gode nok til at spille en rolle både i et hårdt løb og i en spurt, og han har et gyldent våben i Oliver Naesen, der i Bretagne viste, at han endelig har fundet formen og kørte eminente lead-outs for Marc Sarreau i Poitou-Charentes. Ganske vist skal både Cosnefroy og Greg van Avermaet nok køre hver deres spurt, men sætter Naesen ham i scene, burde han have en god chance i en finale som denne.

I en lang periode skuffede Alex Aranburu mig lidt i puncheurspurter, hvor han måske mere var puncheur af navn end af gavn. Noget tyder imidlertid på, at han har fundet en helt ny fart. I hvert fald har jeg aldrig set ham være så hurtig, som han var i Limousin, hvor han sågar vandt en regulær massespurt. I teorien burde han have endnu mere fart i en puncheurfinale som denne, og han rundede da også Limousin af med at vinde feltets spurt i det stigende opløb i Limoges. Også i Bretagne så han overbevisende ud på bakkerne, og det er vel den bedste Aranburu, vi har set i lang tid. Min store bekymring er hans altid ringe positionering, men han kan forhåbentlig få en vis støtte af Ivan Garcia Cortina frem mod bakkerne til sidst. Heldigvis er der et langt opløb til at vinde position, særligt hvis den går i stå i modvinden. Kikser han ikke i positionskampen, bør den Aranburu, vi så i Limousin have farten til køre med om sejren, både i en spurt og i et hårdt løb.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Magnus Cort. Danskeren har faktisk kun sjældent deltaget i denne slags spurter på højt niveau, men vi så i netop en 4%-spurt på 1. etape af Giroen, at han bestemt er konkurrencedygtig. Dengang var han endda langt fra topformen, men desværre synes han heller ikke på toppen nu. Han havde det svært på Vejle-etapen i Danmark, og han blev sat af i Bretagne, der var et lettere løb end dette. Det giver mig en vis frygt, som bestyrkes af, at han næsten med sikkerhed taber positionskampen frem mod bakkerne i den kringlede finale til sidst. Til gengæld har han et ganske sublimt tog i Alberto Bettiol og Ruben Guerreiro, hvis de vælger at spille det danske kort, og derfor står han ganske stærkt, hvis ikke han sidder alt for langt tilbage, når de rammer svingene og bakkerne. Han burde med sin fart have en reel chance for at vinde, men der er usikkerhed om både form og positionering.

Det er sjældent, at jeg rangerer Tadej Pogacar så lavt, som jeg gør her, men der tegner sig lidt samme mønster, som der gjorde sidste år. Han faldt helt igennem i Bretagne i både 2021 og 2022, og sidste år tog det ham en del tid at finde formen, som først for alvor var på plads i Lombardiet. To uger efter Bretagne kørte han dog et fornuftigt EM, men stadig langt fra sit bedste niveau. Man må formode, at vi ser en klar fremgang til dette løb, der heldigvis heller ikke er det sværeste, og han har også lidt travlt, hvis han vil være verdensmester om ganske få uger. Formen rækker nok ikke til at vinde det hårde løb, men i denne puncheurspurt burde han stadig kunne blande sig helt fremme, når man ser på den spurt, han kørte på 6. etape i Touren. Han har også et meget stærkt hold med Diego Ulissi som sidste mand, men er han ikke på toppen er der en risiko for, at de i stedet kører for netop Ulissi, der har en god historik i løbet og kommer til løbet med en frisk sejr. Kører de for Pogacar, burde han i hvert fald kunne køre med om sejren, hvis han vil have noget at have sine VM-ambitioner i, også selvom en hårdere finale havde været at foretrække.

EF har hele tre stærke kort at spille. Selv hvis Cort sidder med til sidst, vil jeg bestemt ikke udelukke, at de kører spurten for Alberto Bettiol. Italieneren er måske ikke helt på toppen, men han kørte fornemt i Tyskland, selvom kongeetapen blev for svær. Det var præcis i dette løb, at han i 2016 leverede sit første store resultat, da han blev nr. 4, og hans puncheurevner kom også til skue, da han blev nr. 5 i Lausanne under Touren. Han burde kunne spille en rolle både i et hårdt løb og i en spurt, og ender det i sidstnævnte har han et ganske stærkt våben i det tog, som Guerreiro og Cort kan udgøre. Det er for sjældent, vi ser ham i disse spurter, men han har en ganske fornem historik.

Jeg er lidt spændt på Pello Bilbao. Spanieren har bygget sit efterår op om Polen, Tyskland og disse løb, inden han slutter sæsonen på søndag, og han vil være topmotiveret. Han har været på podiet i begge sine første løb og er i ganske fremragende form. Han er i år pludselig begyndt at spurte igen, som vi senest så med den flotte sejr i Tyskland, og dette stigende opløb bør endda passe ham endnu bedre. Angiveligt ha han også arbejdet på sit punch frem mod efteråret, blandt andet på grund af disse løb, og derfor skal det blive spændende at se ham folde sig ud i en form for spurt, hvor han ikke har den helt store historik. Han har et af de stærkeste hold til at støtte sig og burde kunne få et godt lead-out fra Matej Mohoric og Jan Tratnik. Om farten rækker hele vejen til sejr, kan man måske være en smule i tvivl om, men konkurrencedygtig er han, og ellers vil han være et godt bud på en vinder i et hårdt løb eller måske på en rytter, der kan lave ”en Uran” i den kringlede finale, som han vil elske.

Jasper Stuyven burde egentlig stå højere på denne liste. Han har nemlig en fornem historik i løbet, da han blev nr. 3 i 2018 og nr. 5 i 2019. Der er dog usikkerhed om hans form. Han imponerede ikke på Vejle-etapen i Danmark, og han missede Bretagne med corona. Jeg aner ikke, om han har haft symptomer, og det kan sagtens være, at han er helt frisk, men det skaber usikkerhed. Han er i hvert fald en del af det belgiske VM-hold, hvor der ikke er fribilletter, og han kan derfor ikke være sat tilbage til nulpunktet. Selv hvis han er på toppen, er jeg dog en anelse skeptisk, fordi han har kørt så mange skuffende spurter på det sidste, blandt andet i Gent-Wevelgem i år og ved VM sidste år. Opløbet burde passe ham bedre end en flad spurt, men han synes ikke at have samme fart, som da han sidst spurtede her i 2018 og 2019, hvor han stadig gjorde det ganske fornuftigt i massespurter. Holdet er heller ikke det stærkeste, men han burde have en god lead-out man i Alexander Kamp.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Rangeret efter vinderpotentiale bør Christophe Laporte også stå højt. Det er klart, at han som udgangspunkt er hjælper for Van Aert, men den hjælperrolle var alligevel tæt på at give ham en sejr i Gent-Wevelgem. Han har nemlig to veje til sejr. Enten får han lov at tage sin chance i et hårdt løb, hvor det kan være en fordel for Jumbo at sidde i overtal, akkurat som han gjorde i Wevelgem, eller også kører han spurten, fordi Van Aert har haft en eller anden form for uheld. Han har været ganske fremragende i år, og hvor spurten tidligere måske havde været lidt for hård, burde den være så god for 2022-udgaven af Laporte, at han kan slå alle favoritterne. Hans form var fremragende i Danmark, men der er skabt lidt usikkerhed efter hans styrt i Hamburg. Det kostede ham i hvert fald deltagelsen i Bretagne, og derfor ved vi ikke helt, hvor han står.

For to uger siden leverede Alexander Kamp sit andet topresultat i en WorldTour-klassiker i år, og han har en god chance for at lave hattricket på fredag. I Bretagne klagede han over dårlige ben, og vi så også på Vejle-etapen i Danmark, at han ikke har Amstel-formen. Dette løb er hårdere end i Bretagne, og da han kan være ganske svingende, er der bestemt ingen garanti for, at han vil lave et resultat. I et hårdt løb regner jeg ikke med, at han spiller en rolle, men i en spurt burde han være en meget spændende outsider. I Bretagne mindede han os om, hvor hurtig han er, og denne stigende spurt burde passe ham endnu bedre. Udfordringen er, at han er på hold med Jasper Stuyven, der blev nr. 5 i 2019 samt nr. 3 i 2018 og formentlig er den foretrukne sprinter, men da belgieren som nævnt ovenfor har været syg, er der en chance for, at Kamp får sin mulighed.

Diego Ulissi har en ganske forrygende historik i de canadiske løb. Ganske vist har han ikke vundet i Quebec, som han har i Montreal, men han er stadig blevet nr. 4, 5, 6 og 7 i dette løb. Hans bedste resultat kom endda ved seneste deltagelse i 2019, og det er da også en puncheurspurt, der passer ham som fod i hose. Han er dog ikke den rytter, han var engang, og selvom han gav håb om en genrejsning i Limousin, faldt han sammen i Bretagne. Han spiller derfor næppe en rolle i et hårdt løb, og han risikerer at skulle køre spurten for Pogacar. Som nævnt ovenfor kan døren for ham sagtens blive åbnet, hvis Pogacar ikke er på toppen, og hans to spurter på 3. og 4. etape i Limousin vidner om, at han stadig har en vis fart. Han er dog så langt fra sin styrke fra 2019-udgaven, at jeg tror, at han får svært ved at gentage resultatet fra 2019.

Min personlige joker er Matis Louvel, der synes at være det seneste eksempel på en rytter, der har fået et boost af sin første grand tour. Efter Touren har han været ganske flyvende. Først kørte han fra alt og alle, da han tog en solosejr i det stærkt besatte Druivenkoers, og senest blev han nr. 3 i Doubs, hvor han vandt spurten bag Valentin Madouas og Mathieu Burgaudeau og slog bl.a. Girmay. Her viste han igen, at han er ret hurtig på flad vej, men denne spurt burde passe ham nærmest perfekt, selvom vi ikke rigtigt har set ham folde sig ud på dette niveau. Han har ikke det bedste hold til at støtte sig, og det kan give et problem i positionskampen frem mod svingene, men han synes at have formen til at spille en rolle i både et hårdt og et let løb.

Er Mikkel Honoré tilbage? Danskeren lignede i Bretagne endelig igen den rytter, han var sidste efterår, og noget kunne tyde på, at en grand tour igen har gjort ham godt. Rammer han niveauet fra sidste efterår, må han være en af favoritterne til et hårdt løb, hvor han stadig kan lukrere lidt på at være underdog, ligesom det burde være en glimrende spurt for ham. Ender det i en stor spurt, vil holdet normalt køre for Davide Ballerini eller Andrea Bagioli, men de synes begge formsvage. Der burde derfor være en chance for, at han også i det scenarium får sin chance, men her er der nok for mange hurtige folk til, at han kan vinde.

Ruben Guerreiro er mildt sagt en svingende størrelse, men han viste i Tyskland, at han er godt kørende nu. Han rundede også løbet af med at minde os om sin fart, men han må regnes som under Cort og Bettiol i EF-mandskabets farthierarki. Hans vej til sejr går derfor formentlig gennem et hårdt løb, men her står han også stærkt. Han har i hvert fald den rette aggression, og han er del af et stærkt hold, der måske endda kan sidde i overtal med ham og Bettiol. Spurte kan han også, og dermed har han hele pakken til at gøre det færdigt, hvis det skulle flaske sig sådan, at han kører om sejren.

En anden topkandidat til et hårdt løb er Lorenzo Rota. Det er klart, at Girmay er hovedmanden, men det vil undre mig, hvis ikke Rota får lov at tage sin chance. Han har udviklet sig helt enormt, som han i år har vist i snart sagt alle sine løb, herunder i Giroen og senest, da han vandt i Tjekkiet. Siden har han holdt pause for at forberede sig til de italienske klassikere, og derfor er hans form usikker, men han har generelt haft et meget, meget højt bundniveau i år. Montreal passer ham nok bedre, men får vi et hårdt løb er han bestemt en kandidat, også fordi han i år i Giroen og Tjekkiet har bevist sin spurtstyrke.

Samme høje bundniveau har Jan Tratnik langt fra, men hans topniveau har nået nye højder. Det så vi i hans vilde klassikerkampagne, og efter en lang formkrise imponerede han stort i Bretagne, hvor han længe lå ude foran og alligevel havde overskud til at angribe på sidste stigning. Man ved aldrig helt, hvor man har ham, men nærmer han sig forårets niveau, er han farlig. Han er ganske hurtig, men man må formode, at Bahrain kører spurten for Bilbao. Tratnik vil formentlig gøre som i Bretagne, og har han de ben, han havde dengang, kan han bestemt også gøre det færdigt på en rute, der bør passe ham ganske fortrinligt.

Det er ret absurd, at Greg van Avermaet ikke har vundet løbet. Han har kørt det otte gange, og han har fire 2. pladser, to 3. pladser, en 5. plads og en 10. plads. Det er således ikke uden grund, at han betegner de canadiske løb som hans yndlingsløb lige bag Flandern Rundt, og også i år er de efterårets helt store mål. Hans historik fortæller historien om et opløb, der passer ham som fod i hose, men der er sket meget med ham, siden han blev nr. 3 ved det seneste besøg i 2019, eller da han blev nr. 2 tre gange i træk mellem 2016 og 2018. Han er en skygge af den rytter, han engang var, men heldigvis viste han i Vallonien og ikke mindst Limousin glimt at fordums klasse. Vi kom dog i den grad ned på jorden igen på sidste etape i Tyskland, der passede ham perfekt, men hvor han faldt helt igennem. Han kan ikke længere være med i et hårdt løb, men han burde have formen til at køre en spurt. Problemet er, at Limousin også bekræftede, at han slet ikke har samme fart som tidligere, og i dag er der for mange, der er hurtigere end ham. Han er også på hold med Cosnefroy, der må være holdets kaptajn, men da han satser stort på løbet og har sin historik, vil jeg tro, at de begge spurter, hvis det bliver aktuelt.

Læs også

Se Tobias Lund triumfere i Tyrkiet

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvor vi har Mauro Schmid. Han så godt ud på Vejle-etapen, selvom han ramte stigningen i en håbløs position, men han sad i anden gruppe i Bretagne. Noget kunne tyde på, at formen ikke er helt oppe at ringe, men han har haft yderligere to uger til at forbedre sig efter den sygdom, der slog ham ud i Polen. Han burde egentlig kunne lave et hæderligt resultat i en spurt, men der er på Quick-Step en del, der er hurtigere end ham, nok også Honoré. Hans vej til sejr går i et hårdt løb, men han burde elske både den tekniske finale og bakkerne, og derfor er det også en brugbar vej. Nærmer han sig niveauet fra Giroen, står han knivskarpt som kandidat, men Bretagne skaber usikkerhed.

Stort set hele den historie kan gentages om Søren Kragh. Danskeren så godt ud i Vejle, men skuffede fælt i Bretagne, hvor han end ikke gennemførte. Vi ved jo desværre, at der er meget stor forskel på hans top- og bundniveau, og min fornemmelse efter de seneste løb er nok desværre, at han er et stykke fra sit bedste. Danmark Rundt giver dog håb, og Kragh kommer trods alt fra et forår, hvor han virkede bedre end nogensinde. Han vil kunne lave et resultat i en spurt, men skal han vinde, skal det ske via en offensiv. I den tekniske finale er han et oplagt bud på en mand, der kan lave ”en Uran”, men også i en mere almindelig afslutning, hvor en gruppe kører væk, burde han med sin fart, sit punch og sine tekniske evner stå godt - alt sammen, hvis han er i bedre form, end man kan frygte.

En spændende kandidat er Mathieu Burgaudeau. Meget taler for, at Peter Sagan og Edvald Boasson Hagen kan få svært ved at være med hjem, og så vil han kunne spurte sig til et ganske pænt resultat med det punch, han viste tidligere på året. Vinde kan han dog ikke, og hans vej til sejr går derfor via offensiv kørsel og et hårdt løb. Han er ganske svingende og havde en skidt Tour, men han er kommet stærkt ud af den. I Arctic Race så han godt ud på de kortere bakker, i Bretagne gjorde han det fornuftigt, og i Doubs blev han med et sent angreb nr. 2. Denne rute med de korte, eksplosive bakker passer ham ganske perfekt, og da han kan afslutte, er han en spændende kandidat.

Jeg var ret overrasket over at se Oliver Naesen i Bretagne. Belgieren har været en skygge af sig selv i meget lang tid, men pludselig var det ham, der fulgte Van Aerts sidste angreb. Noget kunne tyde på, at han er ved at finde noget form, men han går desværre ind til et løb, hvor Cosnefroy og Van Avermaet må regnes som kaptajner. Selvom det er en spurt, han burde kunne køre, får han næppe chancen, og derfor skal han angribe. Jeg vil dog også tro, at han har en vis frihed til at gøre det, og modsat Montreal burde dette løb ikke være for hårdt for ham. Om han stadig er god nok, må vi se, men Bretagne giver håb.

Jeg nævner Andrea Bagioli ganske pligtskyldigt. Italieneren har haft en forfærdelig sæson, hvor han kun i Dauphiné fandt form. Hans Tour var en katastrofe, og senest smed han mere end 3 minutter i Bretagne. Mit gæt er, at han stadig befinder sig i en formkrise, men omvendt er dette et løb, der plejer at ende i en spurt på mere end 50 mand. Her bør han vel trods alt have en chance for at sidde, og gør han det, burde det være en spurt, der passer ham ganske perfekt, særligt hvis Honoré og Schmid sætter ham i scene. Jeg har bare meget svært ved at se ham vinde den med det niveau, han har nu.

Endelig er der Peter Sagan, men er der håb? Jeg har svært ved at se det. Hamburg gav mig tro på, at Touren igen havde bragt ham i god form, som den plejer, men så kom Bretagne. Her var alt ved det gamle, da Sagan smed mere end 6 minutter, og derfor falder han formentlig helt igennem igen på fredag. Jeg har dog ikke nogen melding om, at nedturen i Frankrig ikke kan skyldes et uheld, og derfor åbner vi døren lidt på klem. Det er trods alt en spurt, der passer ham som fod i hose, og som han i sine eneste tre forsøg har leveret to sejre og en 2. plads i. Lige nu ligner det dog ikke en gentagelse, men snarere endnu en nedtur.

BEMÆRK: Der er ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor er denne optakt baseret på spredte meldinger fra holdene. Den vil blive opdateret, når engang vi kender mere til holdenes endelige trupper. I skrivende stund har kun DSM, Arkea og BikeExchange endeligt udtaget deres hold, og jeg vil tro, at en stor del af de navne, der har fået stjerner, forsvinder de kommende dage.

OPDATERING 2: Der er onsdag udsendt en foreløbig startliste, og der er heldigvis ikke flere afbud blandt de ovenfor omtalte. Søren Kragh står dog stadig på listen, men i kraft af hans siddesår må hans deltagelse regnes som tvivlsom. Det mest interessante nye navn er den uhyre velkørende og formstærke Andrea Piccolo, der imponerede stort i Bretagne og senest Maryland. Med sit punch er han skabt til dette løb, men i en spurt vil han nok være underordnet særligt Bettiol og Cort, men også Guerreiro. Han skal altså i offensiven. Ineos stiller også med formstærke Adam Yates, men løbet er nok lidt for let for ham, og han vil næppe deltage i en spurt. Det er nok mere for Daniel Martinez, men hans form er helt ukendt efter Touren. Holdet satser formentlig mere på Montreal.

OPDATERING 3: Den endelige startliste er torsdag aften endnu ikke kommet, men der ventes ikke ændringer. Skulle de mod forventning komme, vil optakten blive opdateret inden løbsstart fredag kl. 17.00. Kraghs deltagelse er bekræftet, som I kan læse andetsteds på siden, men i lyset af hans tilstand skal vi nok dæmpe forventningerne.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

OPDATERING 4: Den endelige startliste er kommet, og der var ingen ændringer. Jeg har rykket Pogacar op på min liste, da han eklærer sig i god form, hvad han ikke gjorde inden Bretagne.

***** Wout van Aert

**** Michael Matthews, Biniam Girmay

*** Tadej Pogacar, Benoit Cosnefroy, Alex Aranburu, Magnus Cort, Alberto Bettiol

** Pello Bilbao, Jasper Stuyven, Christophe Laporte, Alexander Kamp, Diego Ulissi, Matis Louvel, Mikkel Honoré, Ruben Guerreiro, Jan Tratnik, Greg van Avermaet, Mauro Schmid, Andrea Piccolo, Andrea Bagioli, Peter Sagan

* Ivan Garcia Cortina, David Gaudu, Pierre Latour, Romain Bardet, Adam Yates, Sep Vanmarcke, Simon Clarke, Patrick Konrad, Matej Mohoric, Daniel Martinez, Warren Barguil, Toms Skujins, Hugo Houle, Rui Costa, Clement Venturini, Giacomo Nizzolo, Neilson Powless, Mauri Vansevenant, Ion Izagirre, Guillaume Martin, Georg Zimmermann, Davide Formolo, Sylvain Moniquet, Søren Kragh, Jakob Fuglsang, Christian Scaroni, Sven Erik Bystrøm, Matthew Holmes, Andrea Pasqualon, Andreas Leknessund, Simone Velasco

STREAM VUELTA A ESPANA OG GRAND PRIX DE QUEBEC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Magnus Cort, Alexander Kamp, Mikkel Honoré og Søren Kragh bør alle have beskyttede roller og er omtalt ovenfor. Hos Israel-PT må Jakob Fuglsang formodes at have en fri rolle, men løbet passer ham dårligt, og Bretagne indikerede bestemt ikke form. Hos Bora skal Frederik Wandahl støtte Patrick Konrad.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Michael Matthews’ sejre fra 2019 og 2018, Peter Sagans sejre fra 2017 og 2016, Rigoberto Urans sejr fra 2015, Simon Gerrans’ sejre fra 2014 og 2012, Roberts Gesinks sejr fra 2013, Philippe Gilberts sejr fra 2011 og Thomas Voecklers sejr fra 2010.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Team BikeExchange-Jayco: Det må handle om en spurt med Matthews. Nick Schultz er for formsvag.

Jumbo-Visma: Det handler om Van Aert med Laporte som alternativ. Timo Roosen har før været på podiet her, men han spurter ikke denne gang. Det gør heller ikke Pascal Eenkhoorn eller Tosh van der Sande , selvom det er en god spurt for dem begge.

INEOS Grenadiers: De stiller med Adam Yates og Daniel Martinez, der er omtalt i opdateringen. Geraint Thomas er helt sikkert formsvag, som han plejer at være til årets sidste løb, og Eddie Dunbar har ikke kørt løb i lang tid. Jeg tror ikke længere, at Ben Swift er god nok til at blande sig i denne spurt.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

UAE-Team Emirates: Det ligner Pogacar som plan A og Ulissi som plan B. Rui Costa har en god historik i løbet og er i hæderlig form, men han må være hjælper, som det også gælder for formsvage Alessandro Covi, selvom han ville elske spurten. Davide Formolo er i fremgang, men stadig ikke flyvende, og løbet passer ikke George Bennett.

BORA-hansgrohe: Det må handle om Patrick Konrad. Han var formsvag i Tyskland, men kan køre en hæderlig spurt her. Giovanni Aleotti og Ide Schelling er fortsat formsvage.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Det må handle om Girmay, men formstærke Georg Zimmermann kan måske få lov at køre offensivt også. Andrea Pasqualon har ikke været flyvende, og Loic Vliegen og Sven Erik Bystrøm synes at have tabt deres bedste form.

Bahrain-Victorious: Bilbao er den erklærede kaptajn, selvom han satser mere på Montreal, mens Tratnik er en joker. Matej Mohoric kører sit første løb siden den sygdom, der plagede ham under Touren, og han har en fri rolle til at forsøge noget. Det vil dog være mærkeligt,hvis han er flyvende. Damiano Caruso er formsvag, og løbet passer ikke Hermann Pernsteiner.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Holdet bør have et bredt hierarki, og jeg har nævnt Honoré, Schmid og Bagioli. Mauri Vansevenant var fornemt kørende i Tyskland og kan spurte, men han vil ikke være deres afslutter. Løbet er for hårdt for Stan van Tricht og passer ikke James Knox, der ellers er i form.

Groupama-FDJ: Det må handle om David Gaudu, men vi så i Bretagne, at han stadig mangler lidt efter Touren. Han har spurtet ret godt i år, og jeg tror godt, at han kan lave et resultat i denne stigende finale, selvom formen nok ikke rækker mod de hurtigere folk. Løbet passer ikke en formsvag Michael Storer, og Attila Valter synes også formsvag. Anthony Roux har gjort det godt her, men er ikke længere god nok.

Cofidis: Ion Izagirre så godt ud i Bretagne, og Guillaume Martin er i form, men løbet er lidt for eksplosivt for dem begge. De skal i offensiven.

Lotto Soudal: De har formstærke Sylvain Moniquet, men han er ikke hurtig. Det er Florian Vermeersch, men han virker alt for formsvag til denne hårde rute, og jeg ser ikke Carlos Barbero være stærk nok længere. Måske vil Matthew Holmes spurte, men hans potentiale er begrænset. Harm Vanhoucke er formsvag.

Ag2r-La Mondiale: Det handler om Cosnefroy og Van Avermaet. Det er ellers også en god spurt for Clement Venturini, men her må han være hjælper. Både Stan Dewulf og Aurelien Paret-Peintre synes formsvage.

Læs også

Kron før 2. etape: Håber på at vise noget

Trek-Segafredo: Stuyven må være kaptajn med Kamp som joker, men som Maryland viste, er danskeren meget svingende. Toms Skujins er flyvende lige nu og kan køre denne spurt, men han får næppe chancen for andet end at angribe. Tony Gallopin og formsvage Quinn Simmons må være hjælpere.

Movistar Team: Aranburu ligner bedste bud. De har også Ivan Garcia Cortina, der burde være skabt til denne spurt, men han synes stadig ikke i form, og Aranburu har spurtet bedre end ham på det sidste. Gorka Izagirre må være hjælper.

Israel-Premier Tech: Det er ikke en dum spurt for Sep Vanmarcke, der kan lave et resultat, men selvom han vandt i Maryland, synes han ikke på toppen. Et alternativ er Simon Clarke, der heller ikke er på toppen, men i fremgang. Med sidste års form havde Giacomo Nizzolo måske kunnet blande sig, men han er en skygge af sig selv. Løbet passer slet ikke Jakob Fuglsang, der heller ikke viste form i Bretagne, og heller ikke Krists Neilands er flyvende. Den i år så velkørende Hugo Houle er på hjemmebane, men på denne rute kan han kun køre offensivt samt måske spurte sig til en top 20.

Team DSM: Som nævnt må Kraghs deltagelse regnes som usikker, og så handler det om Romain Bardet. Han var dog ikke flyvende i Tyskland, og ruten er lidt for let. Som han har spurtet i år, kan han dog godt spurte sig til et resultat. Andreas Leknessund skal i offensiven, men hans form er ukendt efter en pause, og løbet passer ham ikke. Det er for hårdt for Nils Eekhoff.

EF Education-EasyPost: Bettiol, Cor tog Guerreiro er alle gode bud, som Andrea Piccolo jf. opdateringen også er det. Neilson Powless så fin ud i Maryland og kan køre offensivt, men løbet passer ham dårligt, som det også gælder for Simon Carr, hvis form er ukendt.

Astana Qazaqstan Team: Det burde være en god spurt for Fabio Felline, men det er svært at tro, at han er i form efter Touren. Mere sandsynligt er det ed Simone Velasco, der også er hurtig, men han manglede en del i Bretagne. Mest formstærke mand er Christian Scaroni, der kan jagte en top 20 i en spurt.

Team Arkea Samsic: Jeg tror mest på Louvel, men den anden kaptajn er Warren Barguil. Han var i bedring i Bretagne, men jeg tror stadig, at han er for formsvag. I en spurt kan han dog godt lave en top 20, hvis ikke de kører for Louvel.

TotalEnergies: Sagan er kaptajnen, men jeg tror, at han får det svært. Pierre Latour er ikke på toppen, men hæderligt kørende og kan godt køre en spurt som denne. Anthony Turgis burde være kandidat, men synes formmæssigt helt væk.

Canada: Det må handle om at ramme udbruddet, da holdets to stærkeste, Pier-André Coté og Matteo Dal-Cin slet ikke synes i form.

STREAM VUELTA A ESPANA OG GRAND PRIX DE QUEBEC UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE