Optakt: Herald Sun Tour

Løbets rolle og historie

Herald Sun Tour blev tidligere afviklet i det europæiske efterår og var en chance for de europæiske ryttere til at gøre brug af deres gode form sidste på sæsonen til at score et sidste topresultat i et felt domineret af australske ryttere. Desværre har Australiens ældste løb haft økonomiske problemer, og det blev derfor taget af UCI-kalenderen og endda en overgang aflyst.

Løbet er imidlertid nu blevet flyttet til afslutningen på den australske summer og er nu den sidste begivenhed i en serie, der også inkluderer de nationale mesterskaber, Tour Down Under og Cadel Evans Great Road Race. Skiftet blev gennemført for fire år siden, og arrangørerne håbede at kunne drage fordel af en synergieffekt mellem de forskellige løb, men de havde ikke megen succes. I 2015 håbede man, at tilføjelsen af Evans’ løb kunne give et boost, men det udeblev også. Mens alle WorldTour-holdene var til start ved Tour Down Under, forblev otte af dem i landet til Evans’ farvelløb, men det var kun Orica-GreenEDGE, der senere stillede til start i Herald Sun Tour. Derfor var det ingen overraskelse, at det lokale WorldTour-hold dominerede løbet ved at vinde tre ud af fire etaper (en med Cameron Meyer og to med Caleb Ewan) og tage den samlede sejr med Meyer. Avanti-duoen Patrick Bevin og Joe Cooper fuldendte podiet.

Det tager imidlertid altid lidt tid at etablere en begivenhed som en årligt tilbagevendende begivenhed på en ny dato, og derfor er Herald Sun Tour nærmest som en nyskabelse. Således er det ingen overraskelse, at feltet er blevet stærkere og stærkere med årene, og i 2016 tog man et stort skridt, da Chris Froome pludselig trak løbet ind i det internationale rampelys ved højst overraskende at starte sin sæson i det relativt lille løb. Sidste år blev det endnu bedre, da Froome ikke blot vendt tilbage, men også Esteban Chaves berigede løbet med sin deltagelse. Dermed har det nu etableret sig som et alternativ til løbene i Europa og Mellemøsten. To etapeløb og et endagsløb giver en ganske solid blok i Australien, og modsat Europa har området næsten garanti for godt vejr. I 2016 tiltrak det ud over Orica-GreenEDGE også Sky og Trek, mens man sidste år havde både Orica-Scott og Sky til start, og selvom det fortsat var ganske få ryttere, der deltog i alle tre løb, var synergien mellem begivenhederne langt bedre og feltet derfor langt stærkere. Samtidig gav løbet plads til flere kontinentalhold end de større begivenheder, og dermed er det for mange af de hjemlige ryttere lidt af et sæsonhøjdepunkt.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Løbet blev skabt helt tilbage i 1952 og blev i de første 30 år totalt domineres af hjemlige ryttere. Herefter begyndte det langsomt at tiltrække flere udenlandske ryttere, og således blev det vundet af udlændinge mellem 1987 og 2001. I 2000 flyttede løbet til oktober, men det gjorde desværre igen løbet til primært en australsk affære. Efter at Bradley Wiggins havde vundet i 2009, forsøgte man første gang at flytte løbet til februar, men det mislykkedes og resulterede i en aflysning i 2010. Efter at være blevet afviklet i oktober i 2011, blev det endelig rykket til januar i 2013, men var ikke en del af UCI-kalenderen. Det har det imidlertid været siden 2014.

Sidste år nåede var feltet som sagt stærkere end nogensinde tidligere og var rammen om et på forhånd meget imødeset slag mellem Froome og Chaves. Desværre betyder Froomes ændrede sæsonplaner - og usikkerhed om hans dopingsag - at han denne gang skubber sæsonstarten så meget, at det australske eventyr aflyses. Det har også fået Sky til helt at droppe løbet, men heldigvis er det lykkedes arrangører at overtale Trek-Segafredo til at vente tilbage og herved gøre de lokale helte fra Mitchelton-Scott selskab som feltets eneste WorldTour-hold. Australierne har endda for andet år i træk valgt at stille op med populære Chaves på hjemmebanen, og det vil atter sikre, at løbet har en del stjernestøv over sig.

Umiddelbart skulle man dog have troer, at det forhold, at Cadel Evans Great Ocean Road Race nu er på WorldTouren og derfor har 12 af de 18 WorldTour-hold til start, ville anspore mange hold til at blive i Australien. Det er imidlertid ikke tilfældet, og således er det kun Trek og Mitchelton -Scott, der kører det fulde program. De får selskab Roompot, Israel Cycling Academy og Aqua Blue Sport fra det profesionelle kontinentalniveau, mens resten af feltet udgøres af kontinental- og landshold.

Sidste år regnede alle med, at Froome og Chaves skulle dyste om sejren, men da de to fokuserede for meget på hinanden, lod de i stedet løjtnanterne angribe på løbets kongeetape. Her kørte Damien Howson fra Kenny Elissonde, og da han efterfølgende forsvarede førertrøjen på de sidste etaper, tog han derfor karrierens største sejr med 38 sekunder ned til talentet Jai Hindley og yderligere 15 ned til Elissonde. Howson vender i år tilbage for at forsvare sin titel, men han trues denne gang af andre rivaler, da Hindley, som nu er skiftet til Sunweb, og Elissonde begge bliver hjemme som led i en sæsonplanlægning, der betyder, at ingen af deres hold stiller til start.

Ruten

Herald Sun Tour afvikles i delstaten Victoria, der har et ganske bjergrigt terræn at byde på. I de senere år har man imidlertid hovedsageligt holdt sig fra de værste stigninger og i stedet sammensat en rute, der har passet til puncheurs. Tidligere havde man en længere enkeltstart, men det har ikke været tilfældet i de senere år, hvor løbet primært har været afgjort af den meget korte prolog i Melbourne samt sidstedagens kongeetape til toppen af den korte, stejle Arthur’s Seat-stigning. I 2016 gjorde man løbet en anelse hårdere, idet man på første linjeløbsetape havde en vanskelig stigning i finalen, og det var her, Peter Kennaugh og Chris Froome lagde grunden til deres dominans af det års udgave.

Med udsigt til at kunne tiltrække både Froome og Chaves i 2017 var løbsdirektør John Trevorrow sidste år imidlertid ansporet af ideen om at kunne promovere sit løb ved at have et rigtigt bjergslag mellem to af verdens bedste klatrere. Derfor vendte løbet i år tilbage til de virkelige bjerge, og for første gang i mange år var der en etape med en decideret bjergafslutning. Desværre var Falls Creek-stigningen slet ikke hård nok til at gøre den ventede forskel, og det blev i stedet til et meget taktisk slag mellem Sky og Orica-Scott.

I år gentager Trevorrow modellen med en rute, som han betegner som den hidtil hårdeste. Heller ikke denne gang er Arthur’s Seat på programmet, og i stedet er det en bjergafslutning på Lake Mountain, der ventes at blive helt afgørende i spillet om den samlede sejr. Den kommer på lørdagens store kongeetape, men igen er der tale om en relativt let stigning med stigningsprocenter på 3-4, og derfor kan det blive svære for klatrerne at gøre en forskel. Derudover vil der kunne skabes tidsforskelle på den nu klassiske, meget korte prolog i Mlebournes gader, hvor man i år har reduceret distancen til bare 1600 m. Derfor ventes sprinterne at skulle slås om sejren her, og de vil også kunne gå efter en triumf på den muligvis vindblæste 1. etape, der er den eneste deciderede sprinteretape i løbet. Fredag venter den lille Mt. Buninyoung, der kendt fra de australske mesterskaber, bare 7 km fra stregen, og derfor kunne det ligne en dag for en reduceret massespurt. Efter lørdagens hele 218 km lange kongeetape afsluttes løbet som sidste år med et rundstrækningsløb på en kuperet runde i Kinglake, hvor arrangører håber, at der kan gøres forskelle. Det viste sig imidlertid umuligt trods utallige angreb fra selveste Chris Froome sidste år, og det kunne derfor ligne en klassisk udbrudsetape, inden vinderen skal krones.

Prolog

Det er efterhånden blevet en klassiker, at løbet indledes med den velkendte 2,1 km lange prolog langs Yarra River i Melbourne. Også i år indledes løbet med en meget kort enkeltstart, men denne gang har man lndret en anelse på den kendte rute. Således har man skåret de første 500 m af etapen, der dermed blot er 1600 m lang. Det vil gøre tidsforskellene mindre, men ikke ændre på, at en blanding af prologsprecialister og sprintere skal slås om sejren.

Etapen indledes i Queen Victoria Gardens og indledes fladt, indtil det efter få hundrede meter gælder et meget skarpt sving. Hereft falder det en anelse, mens man fortsætter ned langs Yarra River, hvor der venter helte tre svind. Efter ca. 800 tager man det sidste venstresving, og herefter følger man den lige vej langs floden, der byder på en mindre stigning, inden det igen falder let ned mod stregen.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

En så kort prolog passer vanligvis sprinterne bedre end de kraftfulde enkeltstartsspecialister, og på denne rute er der brug for en kombination af power og accelerationsevne. Det vil være endnu mere udpræget i år, hvor distancen er kortere, og hvor man har fjernet den ene af etapens to små bakker. Samtidig har man bibeholdt et par sving, som blot gør accelerationsstyrke endnu vigtigere. Dermed kan vi forvente at se en blanding af disse to ryttertyper i front, som det har været tilfældet i de senere år, mens klassementsrytterne skal forsøge ikke at tabe for mange sekunder allerede på den første aften.

Sidste år dominerede sprinterne, da Danny Van Poppel sejrede med bare 1 sekund ned til Brenton Jones og Alex Frame. Forud for det har prologspecialisten William Clarke to gange slået Caleb Ewan med bare et sekund, men generelt har sprinterne domineret top 10, også selvom Jack Bauer i 2014 vandt foran Tom Scully og Clarke på en lidt længere, 2,5 km lang rute.

1. etape

I de seneste år er løbet blevet gradvist hårdere, og det har efterladt færre muligheder for sprinterne. De kan dog se frem til at få chancen dagen efter prologen, hvor den første linjeløbsetape byder på løbets fladeste terræn. En stor del af etapen foregår langs kysten, hvor vinden kan spille en rolle, men som udgangspunkt burde det være en dag for de hurtige folk.

I alt skal der tilbagelægges 161,6 km mellem Colac og Warrnambool på den australske sydkyst. Starten finder sted et stykke inde i landet, hvor terrænet er en anelse mere kuperet. Derfor er der et par mindre bakker, mens man bevæger sig mod sydvest ned mod kysten. Efter den første spurt, der kommer efter 45,6 km, rammer man dagens eneste kategoriserede stigning, der er 1300 m, i kategori 4 og har top efter 70,7 km. Derefter falder det ned mod kysten, som man følger mod nordvest på den resterende del af etapen, der er stort set helt flad. Der venter en sidste spurt med 56,8 km igen, inden man ankommer til målbyen. Her er der en ganske lille bakke i finalen, men den vil næppe spille den store rolle. Afslutningen er temmelig teknisk, da der er sving med 2800 m, 2300, 1600 og 1300 m igen.

Sprinterne vil have en chance på prologen, men dette kan meget vel være deres eneste mulighed for at køre en spurt. Derfor vil de gøre alt for at holde det samlet på en dag, som bør ende med en teknisk massespurt. Det kan dog være ganske blæsende på den australske sydkyst, og derfor skal klassementsrytterne tage sig i agt for ikke at miste det hele, allerede inden vi er nået frem til bjergene.

Warrnambool er kendt som mål for det gamle endagsløb Melbourne to Warrnambool, men var også tidligere hyppigt besøgt af Herald Sun Tour. Det skete senest i 2009, hvor Chris Sutten vandt fra et udbrud. Det samme gjorde Eric Wohlberg helt tilbage i 2003.

2. etape

Efter den indledende sprinteretape bliver terrænet gradvist hårdere, startende med 2. etape, der byder på terræn, de fleste australske ryttere kender. Her skal man nemlig op over Mt. Buninyoung, der hvert år er den afgørende udfordring ved de australske mesterskaber, i den absolutte finale, og den vil utvivlsomt sætte flere af de hurtige folk ud af spillet og kan måske endda bruges som afsæt for et sent overraskelsesangreb.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Med sine 198,6 km, der fører feltet fram Warrnambool til Ballarat, er 2. etape ganske lang, og den sender med det samme feltet væk fra kysten og ind i landet. Her vil man hele dagen bevæge sig i en næsten lige linje mod nordøst frem mod målbyen, der ligger fjernt fra havet. Terrænet er stort set helt fladt, og derfor er højdepunkterne de to indlagte spurter efter hhv. 56,4 og 72,8 km samt den 1300 m lange kategori 4-stigning, der har top efter 70,3 km. Herfra får det direkte frem mod Ballarat, hvor den spændende finale venter. Rytterne skal nemlig op over den 2500 m lange kategori 3-stigning Mt. Buninyoung med 7200 m igen. Herfeter venter en teknisk nedkørsel med flere sving, inden det flader ud til slut. På de sidste 5 km er der blot ét sving med 1900 m igen.

Mt. Buninyoung er som sagt kendt fra de australske mesterskaber, hvor den dog skal bestiges adskillige gange på en rundstrækning. Det er som regel et godt løb for ardennerspecialister, men da bakken kun skal passeres en enkelt gang her på en ellers flad etape, vil den næppe gøre samme forskel. Vi vil sikkert se forsøg på at angribe, men med mindre vinder kommer i spil, ligner det en reduceret massespurt med deltagelse af mange af sprinterne.

Ballarat var tidligere fast vært for de australske mesterskaber i årene fra 2007 til 2010, men nu er målet flyttet til den nærliggende by Buninyoung. Man har dog været hvert for enkelstarten i 2011, 2012 og 2012, hvor hhv. Cameron Meyer og Luke Durbridge (to gange) sejrede. Heraæd Sun Tou lagde senest vejen forbi i 2014, hvor Nathan Haas vandt en massespurt foran Matthew Goss, i 2011, hvor Rhys Pollock tog en solosejr foran danske Jonas Aaen, i 2009, hvor Jaan Kirsipuu vandt en massespurt og Jonathan Cantwell prologen, i 2003, hvor Scott Guyton vandt, i 2001, hvor Henk Vogels sejrede, i 2000, hvor Jeremy Hunt var hurtigst, og i 1999, hvor sejren gik til en ung Robbie McEwen på en dag, hvor Michael Blaudzun erobrede førertrøjen.

3. etape

I de senere år har løbsdirektør John Trevorrow år for år forsøgt at forøge sværhedsgraden og hævder selv, at han i 2018 har designet den hårdeste rute i løbets historie. Det skyldes især løbets kongeetape, som han ligeledes betegner som den hårdeste i løbets historie. Her skal der sluttes på toppen af det 20 km lange bjerg Lake Mountain, der bringer feltet op i næsten 1500 m højde, og selvom der ikke er tale om en svær stigning efter europæisk standard, er det her klatrerne for alvor vil slås om den samlede sejr.

Med en distance på hele 218,0 km er der tale om en uhørt lang etape efter vanlig australsk standard, og den fører feltet fra Mitchelton Winery til toppen af Lake Mountain. Fra starten kører man gennem fladt terræn mod syd ned til den første spurt, der kommer efter 25,0 km. Herefter fortsætter man igennem let stigende terræn mod øst op over til toppen af en 9,8 km lang kategori 4-stigning, der har top efter 63,4 km. Det falder herefter let, mens man snor sig mod sydøst ned til den sidste spurt, der er placeret efter 117,4 km, hvorefter det gælder dagens første reelle udfordring, en 5 km lange kategori 2-stigning, der har top efter 132,4 km. Efter nedkørslen går det gennem helt fladt terræn mod sydvest og syd frem til bunden def en 20,7 km lange kategori 1-stigning Lake Mountain, der bestiges fra vest. Den gennemsnitlige stigningsprocent er 4,3. Den er klart stejlest i bunden, hvor det stiger med med 8% over 4 km, men herefter bliver det betydeligt nemmere. Stigningen bliver aldrig igen rigtigt stejl, der er flere relativt flade passager og endda enkelte nedkørsler, og den sidste del er endda den nemmeste med stigningsprocenter, der hovedsageligt ligger på under 4%. Det sidste sving kommer med 10,5 km, hvorefter man følger en let snoet bjergvej.

Lake Mountain er en ganske let stigning, der kan sammenlignes med Falls Creek, der blev benyttet sidste år, og her så man, at det var umuligt for de bedste klatrere at gøre forskellen. Havde dette været et europæisk felt, var etapen formentlig endt i en spurt i en relativt stor gruppe, men her er feltet betydeligt svagere. Mitchelton-Scott vil gøre alt for at skabe en situation, hvor deres klatrere Esteban Chaves, Cameron Meyer og Damien Howson kan gøre en forskel og kan angribe på skift. Da taktik og kollektiv styrke meget vel kan blive afgørende på en stigning som denne, vil det sandsynligvis ende med en stribe angreb fra en lille gruppe, hvor det at være i overtal kan være af stor betydning, ligesom vindretningen på en etape som denne i høj grad vil være bestemmende for, hvor hårdt det bliver.

Lake Mountain blev senest besteget i 2006, hvor Matthew Lloyd tog en solosejr hele 1.38 foran Mitchel Docker. I 1999 slog Tomas Konecny Michael Blaudzun i en tomandsspurt, men Blaudzun forsvarede førertrøjen.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

4. etape

Med Arthur’s Seat-etapen har løbet i de senere år haft tradition for at have en meget vanskelig etape på sidstedagen, men sidste år fjernede man løbets mest ikoniske stigning fra programmet. I stedet indførte man et rundstrækningsløb på en kuperet runde i byen Kinglake, men etapen skabte ikke den udskilning, der var ventet. Terrænet er hårdt nok til, at der kan angribes og skabes forskelle, men det kunne ligne en dag for et udbrud eller en spurt i en lille gruppe.

Etapen er med sin længde på 152,1 km en relativt kort sag, selvom der denne gang skal køres en ekstra omgang på rundstrækningen i forhold til sidste år. I alt skal den 31,1 km lange runde tilbagelægges fem gange (første del af første omgang er neutraliseret). Den første del af ruten er svagt faldende,mens man kører mod øst og nord, men derefter begynder det at stige let. Herefter fortsætter man mod sydvest, og bare 8,3 km til stregen rammes bunden af den 4,5 km lange stigning, der har top med bare 3,8 km til mål. Den sidste del af rundstrækningen er stort set flad og følger en lang, snoet vej, inden der kommer et skarpt sving bare 100 m fra mål. Der er bjergspurter i kategori 2 på toppen af bakken på de anden, tredje og fjerde omgang, og der er indlagte spurter på målstregen efter anden og fjerde omgang.

Det er vanskeligt at finde megen information om stigningen, der ikke er velbeskrevet hverken i roadbooken eller på internettet. Arrangørerne beskriver imidlertid etapen som værende lige så hård som Arthur’s Seat, men det var sidste år tydeligt, at det slet ikke var tilfældet. Selvom Chris Froome angreb hårdt, kunne han ikke gøre forskellen, og i stedet blev dramaet skabt af, at den førende rytter, Damien Howson, måtte jagte hårdt som følge af en punktering. Hvis Mitchelton-Scott fører løbet, vil de sagtens kunne kontrollere feltet, men er det et svagt hold, der er i front, kan der måske blive skabt ravage. Med mindre bonussekunder kan komme i spil, kunne det meget vel blive en dag for et udbrud, som det var tilfældet sidste år. Hvis ikke, ligner det en spurt i en mindre gruppe af ca. samme størrelse som sidste år, hvor favoritgruppen udgjordes af 19 mand.

Sidste år vandt Ian Stannard spurten i et udbrud, der akkurat holdt favoritterne bag sig. Derudover har Kinglake ikke været målby for løbet i dette årtusinde.

Favoritterne

Den nye rute giver for andet år i træk løbet et nyt format, hvor der helt naturligt er en del usikkerhed om, hvad vi skal forvente. Det skyldes først og fremmest den nye bjergetape til Lake Mountain, der ikke har været besøgt i adskillige år og slet ikke i tiden efter, at feltet blev mere internationalt og stærkere. På papiret er der imidlertid ikke tale om en specielt svær stigning, og det er netop opkørslens ret lette karakter, der skaber tvivlen.

Lake Mountain er en 4%-stigning, og en sådan vil i et europæisk felt aldrig skabe voldsom stor udskilning. I Herald Tour kan det imidlertid sagtens forholde sig anderledes, idet der her er tale om et felt af en helt anden karakter. Her er primært tale om kontinentalryttere, og det betyder i sagens natur, at WorldTour-rytterne behøver betydeligt mindre terræn, hvis de skal skabe afstande.

Lake Mountain er på mange måder sammenlignelig med den ligeledes ret lette Falls Creek-stigning, der blev benyttet sidste år. Også den bød på ret lette procenter, og her så vi præcis, hvad der kan ske på en sådan opkørsel. Ikke uventet kunne de to store forhåndsfavoritter Chris Froome og Esteban Chaves ikke ryste hinanden, og derfor endte det i et taktisk spil, hvor løjtnanterne fik lov at angribe. Mens Froome og Chaves således rullede ind i en større gruppe på mere end 10 rytter, hvor der først i selve spurten blev åbnet nogle huller på et par sekunder, udkæmpede deres holdkammerater Damien Howson og Kenny Elissonde således et slag om sejren ude foran.

Denne gang er situationen lidt anderledes. Sidste år var Sky og Orica-Scott stort set lige stærke, og derfor blev det en kamp mellem de to storhold. Denne gang er Mitchelton-Scott feltets i særklasse stærkeste mandskab, og antallet af gode klatrere er umiddelbart betydeligt mindre. Det ændrer ikke på, at taktik fortsat kan komme i spil, specielt fordi det australske WorldTour-hold formentlig kan skabe sig en overtalssituation på kongeetapen, men der burde kunne skabes lidt mere naturlig udskilning. Vinden kan samtidig spille en stor rolle på en stigning som denne, og her er det værd at notere sig, at der vil være medvind på de sidste kilometer af bjerget efter et langt sidevindsstykke i starten.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Det er klart, at kongeetapen er den klart mest afgørende og betyder, at man skal være en god klatrer for at kunne gøre en forskel. Derimod forventer vi ikke, at den ellers ganske kuperede 4. etape vil gøre den store forskel. Alt peger nemlig på, at det meget stærke Mitchelton-Scott-mandskab til den tid vil have lagt løbet i et jerngreb, og de burde være stærke nok til at kunne kontrollere den etape. Vi så således sidste år, at terrænet slet ikke var så hårdt som ventet, og at Froome med sine angreb ikke kunne gøre den store forskel. Denne gang vil der endda være modvind på stigningen.

Derudover vil der kunne vindes lidt tid på prologen, men en distance på 1600 m betyder naturligvis, at der bliver tale om ganske få sekunder. En større udfordring for feltet kan blive vinden. Der meldes om meget kraftig vind både onsdag og torsdag, og specielt torsdagens ellers flade etape kan blive en prøvelse. Der vil nemlig være kraftig sidevind på hele etapens anden halvdel, der finder sted langs kysten, og det synes næsten givet, at det i dette felt vil give anledning til splittelse. Vinden vil lægge sig en anelse til fredagens etape, hvor vi ikke forventer, at Mt. Buninyoung vil kunne benyttes af favoritterne til at sætte hinanden under voldsomt under pres.

Samlet set forventer vi således, at løbet vil blive afgjort af en kombination af de tidsgevinster, der kan vindes på prologen, på kongeetapen og i sidevinden på 1. etape - samt muligvis af bonussekunder, der kan blive vigtige i et løb som dette.

Som sagt er Mitchelton-Scott umiddelbart i særklasse det stærkeste mandskab, og det vil være en slem skuffelse, hvis ikke de kommer fra løbet med deres fjerde sejr på fem år. De vil formentlig kunne fremtvinge en markant overtalssituation på kongeetapen og herefter angribe deres rivaler på skift. På en taktisk stigning som denne kan det meget vel blive lidt tilfældigt hvem af deres gode klatrere, der ender med at kunne gøre forskellen, og det sværeste spørgsmål kan vise sig at være at udpege vinderen blandt de mange klatrere på det australske storhold.

Det kan derfor være lidt et lotteri at skulle sætte navn på holdets bedste bud, men vi sætter alligevel pengene på holdets største stjerne, Esteban Chaves. Den lille colombianer har ellers ikke haft tradition for at være voldsom stærk fra sæsonstart, men det ændrede sig sidste år, hvor han lagde stærkt ud i Tour Down Under. Denne gang gjorde han debut i søndagens Cadel Evans Great Ocean Road Race, og her overraskede han sig selv positivt ved at være meget bedre end ventet. Han lignede således den måske allerstærkeste rytter ved sidste passage af Challambra Crest-stigningen, og efterfølgende spillede han en nøglerolle for Daryl Impey, inden han med et soloangreb faktisk var tæt på at løbe med sejren. Der er derfor ingen tvivl om, at Chaves allerede er i fremragende form, og på papiret er han feltets i særklasse bedste klatrer.

Hans problem er, at mange vil holde øje med ham, og han vil ikke få den frihed, som mange af hans holdkammerater vil nyde. Det kan blive et problem, hvis ikke stigningen er hård nok til at gøre en forskel, og han kan meget vel blive fanget, hvis en anden rytter fra holdet slår et hul på kongeetapen. Han kan samtidig være interesseret i at give en chance til en af de ryttere, der senere skal slide sig halvt ihjel for ham. Det er derfor ingenlunde givet, at Chaves vinder løbet, men vi var så imponerede over ham i søndags, at han formentlig vil være den stærkeste, hvis benene skal gøre forskellen på kongeetapen. Derfor udnævner vi ham som vores favorit.

Sidste år udnyttede Damien Howson det store fokus på netop Chaves til at løbe med den samlede sejr. Der er derfor ingen tvivl om, at han som forsvarende mester vil have en beskyttet rolle denne gang, og Chaves kan som sagt meget vel tænkes at arbejde for sin holdkammerat. Howson har kørt både Tour Down Under og Cadel Evans Great Ocean Road Race, men kun i en hjælperrolle, hvorfor hans form er et spørgsmålstegn. Han endte imidlertid langt tilbage i søndags, hvor han ikke var med til det tidlige føringsarbejde, og det kan derfor tyde på, at han måske ikke er flyvende. Det ændrer dog ikke på, at han er en af feltets bedste klatrere og som beskyttet rytter på Mitchelton-Scott sagtens kan ende med at vinde både kongeetapen ig hele løbet.

Også Cameron Meyer har arbejdet for holdet i årets første løb, men han er i ganske glimrende form. Således var han med frontgruppen hjem i søndagens løb, og her burde han endelig kunne få lidt mere frihed. Han er således tidligere vinder af løbet og vil formentlig sammen med Chaves og Howson være Mitchelton-Scotts stærkeste kort. Den relativt lette Lake Mountain-stigning burde passe ham glimrende, og han bliver ikke let at hente, hvis han som led i et taktisk spil kan gøre en forskel. Han er samtidig temmelig hurtig, hvilket kan være vigtigt, hvis en gruppe skal spurte om sejren, ligesom han vil kunne gøre det godt på prologen.

Vi fortsætter med at opremse ryttere fra Mitchelton-Scott, der kan vinde samlet. Også stortalentet Lucas Hamilton, der allerede sidste år som U23-rytter var en af de bedste i løbet, klatrer så godt, at han burde kunne sidde med helt i front på kongeetapen. Som en ung rytter på holdet er han dog formentlig lidt længere ned i hierarkiet, og han kan derfor ende med at ofre sig for sine mere etablerede holdkammerater. Som man så sidste, kan hjælperytterne imidlertid sagtens ende med pludselig at få chancen, og det er Hamilton helt sikkert stærk nok til at udnytte.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

Holdets sidste vinderkandidat er Robert Power. Den unge klatrer blev efter andenpladsen i Tour de l’Avenir regnet som et af sportens store talenter, men en sjælden knoglesygdom har sat ham voldsomt tilbage. Hna har enkelte gange givet prøver på sit talent, men slet ikke i det omfang, man kunne have håbet. Han vil formentlig være langt nede i Mitchelton-Scotts hierarki, men løbet her kan også være en chance for endelig at give ham lidt frihed samt et vigtigt skud selvtillid. Klatrepotentialet har han i hvert fald.

Mitchelton-Scotts værste rivaler er naturligvis Trek, der satser benhårdt på unge Ruben Guerreiro. En top 10-placering både på kongeetapen og i den samlede stilling i Tour Down Under vidner om den gode form og det store potentiale hos den portugisiske mester, der fik ødelagt en stor del af sin første professionelle sygdom af diverse helbredsproblemer. Nu synes han at være tilbage, men det bliver ganske svært at være oppe mod de mange ryttere fra Mitchelton-mandskabet, specielt efter at han skuffede en anelse i søndagens løb. Han har dog den store fordel, at han i en spurt på toppen af Lake Mountain vil være i stand til at slå de fleste fra det australske superhold. Holdet har også danske Niklas Eg samt Laurent Didier, men ingen af dem har vist en form, der gør det realistisk at tro, at de vil kunne være med helt fremme i kampen om podiet.

Israel Cycling Academy har i Nathan Earle en glimrende kaptajn, som efter nogle svære år siden begyndelse af 2017 har fundet tilbage til fordums styrke. Han var specielt stærk på denne tid sidste år, hvor han kørte et stort Tour Down Under. I år har han desværre ikke været på helt samme niveau, men præstationerne i Tour Down Under og Cadel Evans Great Ocean Road Race vidner dog om, at han stadig burde være blandt de bedste her. Også han har en glimrende afslutning, hvilket burde kunne være en fordel på kongeetapen.

Løbets store joker er August Jensen. Den unge nordmand er endelig blevet professionel efter en fantastisk sæson, hvor han sluttede i top 10 på næsten alle etaper i de tre store norske etapeløb. Specielt var det imponerende, at han vandt kongeetapen i Arctic Race of Norway foran en ellers enormt formstærk Dylan Teuns. Det viser, at han ikke bare er en hurtig herre, der kan blande sig i deciderede massespurt, men at han også kan begå sig i selv meget hårdt terræn. Lake Mountain er som sagt ikke specielt svær, og er han i form, burde han kunne sidde med længe og måske gøre det færdigt med en god spurt. Samtidig vil han kunne gå efter bonussekunder på alle de øvrige etaper. Desværre ved vi ikke, hvilken form han har, da han styrtede i søndagens Cadel Evans Great Ocean Road Race.

Som altid er Bennelong SwissWellness også i år det bedste australske kontinentalhold, og de kommer med en fremragende trup med flere gode vinderkandidater. Bedst chance har formentlig Cameron Bayly, der i de senere år har været en af de bedste etapeløbsryttere i Asien og sidste år blandt andet blev nr. 2i Tour de Langkawi. Han skuffede ved de australske mesterskaber, og hans form er derfor usikker, men han burde være god forud for en vigtig del af sæsonen. Han er samtidig ikke helt langsom på stregen, hvilket som sagt er vigtigt i dette løb.

Et andet godt bud fra det stærke australske mandskab er Chris Harper, der imponerede stort ved at blive nr. 2 ved de australske mesterskaber. Desværre kostede en procedurefejl ham muligheden for at stille til start ved Tour Down Under, men med en 8. plads på kongeetapen ved det nyligt overståede New Zealand Cycle Classic fik han atter understreget sin gode form. Han har vist, at han klatrer godt og burde dermed kunne spille en rolle på løbets sværeste etape.

Holdet har også Joseph Cooper, der i mange år har været en af de dominerende ryttere på den australske scene. Han har endda tidligere været på podiet i dette løb og burde både kunne være med fremme på prologen, hvor han før er blevet nummer 5 samt på kongeetapen. Denne gang er hans form imidlertid temmelig usikker, da han ikke just imponerede stort ved de nationale mesterskaber og det nyligt overståede New Zealand Cycle Classic. Derfor er der denne gang nogen mere tvivl om hans chancer. Endelig bør også Sam Crome kunne gøre sig gældende som et fjerde kort for det stærke australske mandskab.

Kongeetapen i New Zealand blev vundet af Ian Bibby, der i de senere år har gjort det ganske godt i mange relativt svære løb. Sejren på Admiral Hill for bare få dage siden vidner om, at han også denne gang er kommet til den sydlige halvkugle i glimrende form. Han har samtidig fordel af at være del af et ganske stærkt JLT-mandskab, der også tæller Thomas Stewart, Alistair Slater og Edward Bradbury, er alle klarer glimrende.

Michael Potter var ganske tæt på at blive australsk U23-mester og bekræftede den gode form med en 3. plads på kongeetapen i New Zealand. Han er et temmelig ubeskrevet blad, men synes at have potentialet og formen til måske at kunne skabe en overraskelse. Endelig vil vi også pege på Daniel Whitehouse, der i de seneste sæsoner har kørt med om sejren i en stribe ganske hårde asiatiske etapeløb. Senest blev han nr. 5 i Tour of Indonesia for få dage siden, og der kan derfor ikke stilles spørgsmålstegn ved formen

***** Esteban Chaves

**** Damien Howson, Cameron Meyer

*** Lucas Hamilton, Ruben Guerreiro, Robert Power, Nathan Earle, August Jensen

** Cameron Bayly, Ian Bibby, Chris Harper, Joe Cooper, Michael Potter, Daniel Whitehouse

* Niklas Eg, Laurent Didier, Sam Crome, Michael Vink, Ryan Thomas, Jesse Featonby, Thomas Stewart, Jeroen Meijers, Larry Warbasse

Danskerne

Mads Pedersen og Niklas Eg er til start for Trek, hvor Pedersen sammen med Alex Frame skal forsøge at gøre sig gældende i spurterne, mens Eg burde agere løjtnant for holdets kaptajn, Ruben Guerreiro. Aqua Blue Sport stiller med formstærk Lasse Norman, der utvivlsomt vil vise sig frem i udbrud undervejs og specielt kunne have kig på 4. etape, der meget vel kunne ende med en udbrudssejr, samt måske deltagelse i massespurter på de første to etaper. Også Casper Pedersen er med for irerne, men vil formentlig fortsat skulle arbejde for holdet i sit blot andet UCI-løb som professionel.