Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Herald Sun Tour
29. januar 2019 15:05 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

En forrygende australsk cykelsommer afsluttes senere på ugen, når et stærkt felt fra på onsdag tager hul på Jayco Herald Sun Tour. Australiens ældste etapeløb er ganske vist ikke længere det største løb i landet og har kun fire WorldTour-hold til start, men har i de seneste år været i klar vækst og med deltagelse af navne som Chris Froome og Esteban Chaves fået megen opmærksomhed. Tendensen fortsætter i år, hvor særligt Richie Porte, Wout Poels og Michael Woods kaster stjerneglans over begivenhed, og da løbet også er en meget prestigiøs begivenhed, der giver mange af de hjemlige ryttere mulighed for at booste selvtilliden og opnå resultater, inden de drager tilbage til Europa til den vigtigste del af sæsonen, er der udsigt til endnu en spændende udgave, hvor specielt unge talenter kan få en chance for at vise frem. De mange professionelle får samtidig hård konkurrence af de mange kontinentalhold, der vil forsøge at snyde stjernerne i et løb der er et af årets helt store højdepunkter.

Løbets rolle og historie

Herald Sun Tour blev tidligere afviklet i det europæiske efterår og var en chance for de europæiske ryttere til at gøre brug af deres gode form sidst på sæsonen til at score et sidste topresultat i et felt domineret af australske ryttere. Desværre har Australiens ældste løb haft økonomiske problemer, og det blev derfor taget af UCI-kalenderen og endda en overgang aflyst.

 

Løbet er imidlertid nu blevet flyttet til afslutningen på den australske sommer og er nu den sidste begivenhed i en serie, der også inkluderer de nationale mesterskaber, Tour Down Under og Cadel Evans Great Road Race. Skiftet blev gennemført for fem år siden, og arrangørerne håbede at kunne drage fordel af en synergieffekt mellem de forskellige løb, men de havde ikke megen succes. I 2015 håbede man, at tilføjelsen af Evans’ løb kunne give et boost, men det udeblev også. Mens alle WorldTour-holdene var til start ved Tour Down Under, forblev otte af dem i landet til Evans’ farvelløb, men det var kun Orica-GreenEDGE, der senere stillede til start i Herald Sun Tour. Derfor var det ingen overraskelse, at det lokale WorldTour-hold dominerede løbet ved at vinde tre ud af fire etaper (en med Cameron Meyer og to med Caleb Ewan) og tage den samlede sejr med Meyer.

 

Det tager imidlertid altid lidt tid at etablere en begivenhed som en årligt tilbagevendende begivenhed på en ny dato, og derfor er Herald Sun Tour nærmest som en nyskabelse. Således er det ingen overraskelse, at feltet er blevet stærkere og stærkere med årene, og i 2016 tog man et stort skridt, da Chris Froome pludselig trak løbet ind i det internationale rampelys ved højst overraskende at starte sin sæson i det relativt lille løb. I 2017 blev det endnu bedre, da Froome ikke blot vendt tilbage, men også Esteban Chaves berigede løbet med sin deltagelse.

 

Selvom det fortsat hører til blandt de svagest besatte løb først på sæsonen, det nu etableret sig som et alternativ til løbene i Europa og Mellemøsten. To etapeløb og et endagsløb giver en ganske solid blok i Australien, og modsat Europa har området næsten garanti for godt vejr. I 2016 tiltrak det ud over Orica-GreenEDGE også Sky og Trek, mens man i 2017 og 2018 havde hhv. Orica-Scott samt Sky og Mitchelton-Scott samt Trek-Segafredo til start, og selvom det fortsat var ganske få ryttere, der deltog i alle tre løb, var synergien mellem begivenhederne langt bedre og feltet derfor langt stærkere. Samtidig gav løbet plads til flere kontinentalhold end de større begivenheder, og dermed er det for mange af de hjemlige ryttere lidt af et sæsonhøjdepunkt.

 

Løbet blev skabt helt tilbage i 1952 og blev i de første 30 år totalt domineres af hjemlige ryttere. Herefter begyndte det langsomt at tiltrække flere udenlandske ryttere, og således blev det vundet af udlændinge mellem 1987 og 2001. I 2000 flyttede løbet til oktober, men det gjorde desværre igen løbet til primært en australsk affære. Efter at Bradley Wiggins havde vundet i 2009, forsøgte man første gang at flytte løbet til februar, men det mislykkedes og resulterede i en aflysning i 2010. Efter at være blevet afviklet i oktober i 2011, blev det endelig rykket til januar i 2013, men var ikke en del af UCI-kalenderen. Det har det imidlertid været siden 2014.

 

Efter to optrædender i 2016 og 2017 starter Froome nu om dage sæsonen en anelse senere, og derfor gentager han ikke længere det australske eventyr. Alligevel synes det hver gang at lykkes arrangørerne at tiltrække et virkeligt stjernenavn. Således har Esteban Chaves været med i de seneste to udgaver, og i år er det lykkes at få den lokale helt Richie Porte, der har været en så dominerende skikkelse i Tour Down Under, til endelig at vende tilbage til sit hjemlands ældste løb, som han ikke har kørt siden karrierens første år. Også Wout Poels og Michael Woods kaster stjerneglans over et felt, der har mere dybde end længe.

 

Umiddelbart skulle man dog have tro, at det forhold, at Cadel Evans Great Ocean Road Race nu er på WorldTouren og derfor har 15 af de 18 WorldTour-hold til start, ville anspore mange hold til at blive i Australien. Det er imidlertid ikke tilfældet, og således er det kun Trek-Segafredo, Sky, EF Education First og Mitchelton -Scott, der kører det fulde program - en fremgang på to hold i forhold til de seneste år. Til gengæld er der denne gang slet ikke professionelle kontinentalhold med i et felt, der foruden topholdene kun udgøres af kontinentalhold samt det australske landshold.

 

Sidste år stillede de lokale helte fra Mitchelton-Scott til start som de store favoritter i et ellers ret stjernefattigt felt, og de endte da også med at dominere totalt. Løbets store stjerne, Esteban Chaves, viste alle, hvor skabet skulle stå, da han på løbets kongeetape leverede et soloridt på mere end 10 km og herved sikrede sig den samlede sejr foran holdkammeraterne Cameron Meyer og Damien Howson i det, der blev en total Mitchelton-opvisning. Chaves kæmper sig fortsat tilbage fra sin kyssesyge og starter denne gang sæsonen i Europa,  mens Meyer har travlt på banen, men både Howson er med igen på et Mitchelton-hold, hvor han dog i første omgang skal støtte Lucas Hamilton.

 

Ruten

Herald Sun Tour afvikles i delstaten Victoria, der har et ganske bjergrigt terræn at byde på. I de senere år har man imidlertid hovedsageligt holdt sig fra de værste stigninger og i stedet sammensat en rute, der har passet til puncheurs. Tidligere havde man en længere enkeltstart, men det har ikke været tilfældet i de senere år, hvor løbet primært har været afgjort af den meget korte prolog i Melbourne samt sidstedagens kongeetape til toppen af den korte, stejle Arthur’s Seat-stigning. I 2016 gjorde man løbet en anelse hårdere, idet man på første linjeløbsetape havde en vanskelig stigning i finalen, og det var her, Peter Kennaugh og Chris Froome lagde grunden til deres dominans af det års udgave.

 

Med udsigt til at kunne tiltrække både Froome og Chaves i 2017 var løbsdirektør John Trevorrow i 2017 imidlertid ansporet af ideen om at kunne promovere sit løb ved at have et rigtigt bjergslag mellem to af verdens bedste klatrere. Derfor vendte løbet i år tilbage til de virkelige bjerge, og for første gang i mange år var der en etape med en decideret bjergafslutning. Desværre var Falls Creek-stigningen slet ikke hård nok til at gøre den ventede forskel, og det blev i stedet til et meget taktisk slag mellem Sky og Orica-Scott. Samme model gentoges i 2018, hvor det var den ligeledes ret lette Lake Mountain, der skulle afgøre slaget, men hvor det kun var Chaves’ overlegne styrke, der gjorde, at der for alvor kunne skabes forskelle.

 

De høje bjerge har således ikke levet op til forventningerne, og måske er det derfor, at løbet i år vender tilbage til traditionerne med en rute, der atter byder på kortere og stejlere stigninger og er hårdere end længe set. Således er der denne gang to etaper, der virkelig kan gøre en forskel, og som burde gøre det muligt for en stærk og eksplosiv klatrer at gøre forskellen. Det drejer sig først og fremmest om lørdagens tilbagevenden til afslutningen på Arthur’s Seat, der denne gang endda skal bestiges ikke færre end fem gange, men allerede på torsdagens 2. etape venter der en endda endnu stejlere stigning med top bare 15 km fra mål.

 

Resten af løbet ligner til gengæld lidt af en sprinterfestival. Den efterhånden klassiske prolog er således borte og erstattet af en kort og hurtig etape på motorsportsbanen Philip Island Circuit, og søndagens sidste etape er i år et simpelt gadeløb i hjertet af Adelaide. Heller ikke 3. etape byder på de store terrænmæssige udfordringer, men i Victoria skal man altid tage sig i agt for sidevinden, der så sent som sidste år betød, at løbets på papiret letteste etape slet ikke blev så ufarlig endda.

 

 

1. etape

Igennem mange år har det været en klassiker, at løbet er blevet indledte med de samme 2,1 km lange prolog i Melbourne. Den tradition ændres der imidlertid på i 2019, hvor det i stedet er sprinterne, der ventes at få det første ord. Det forandrer imidlertid ikke det forhold, at der er tale om en spektakulær åbningsetape, idet løbet indledes med et rundstrækningsløb på den verdensberømte Philip Island Circuit, der er kendt som vært for den australske afdeling af Superbike World Championships. I bedste motorcykelstil er der lagt op til en lynhurtig gadeløbsagtig affære, hvor de hurtige folk kan slås om den første førertrøje i løbet.

 

I alt skal der tilbagelægges 97,9 km, der fordeles over 22 omgange på den 4,45 km lang motorsportsbane. Den er i alt væsentligt helt flad og byder ikke på ét eneste skarpt sving. I stedet er der flere bløde kurver på en vej, der konstant bugter sig, men hvor der kun ganske sjældent bliver brug for bremsen. Den sidste af disse kommer med knap 1 km til stregen, hvorefter en lige, flad og bred vej leder frem til mål.

 

Etapen byder på i alt 726 højdemeter.

 

Etapen kan på mange måder sammenlignes med den, vi i de senere år har set på Yas Marina-motorsportsbanen i Abu Dhabi Tour, og vi kan da også forvente et helt tilsvarende forløb. Dette er en kort og let sag med kun ganske få udfordringer, og manglen på sving vil gøre det til en højhastighedsaffære. Ganske vist er der ikke mange topsprintere til start i årets løb, men det vil være en overraskelse, hvis ikke de hurtigste af de hurtige skal slås om sejren på løbets første dag.

 

Philip Island Circuit er ikke tidligere blevet brugt til et stort cykelløb.

 

 

 

 

2. etape

Sprinterne ventes at have haft det første ord, men de må indstille sig på, at de må vente lidt på deres næste chance. På 2. etape venter nemlig løbets første klassementsetape, når feltet for første gang stifter bekendtskab med den nye Jeeralang-stigning som afslutning på en ellers temmelig flad etape, og her kan de meget vel blive overraskede. Den relativt korte bakke er nemlig meget stejl, og selvom der fra toppen fortsat er mere end 10 km til mål, er der lagt op til, at vi allerede her vil få et klart billede af, hvem der skal slås om den samlede sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 127,0 km på endnu en relativt kort etape, der fører feltet fra Wonthagi til Churchill. Ikke bare distancen, men også terrænet er for en stor dels vedkommende ganske fredsommeligt og udramatisk. Således foregår det mest af etapen i fladlandet, idet man lægger ud med at følge den flade kyst mod øst og sydøst, inden det går mod nord og nordøst ind i landet. Det ændrer ikke på etapens lette karakter, og derfor er det eneste tidlige højdepunkt den første spurt, der kommer efter 60,7 km. Kort efter bliver terrænet en anelse mere kuperet, når kursen sættes mod nord for at bestige den lille kategori 3-stigning Mirboo (2,3 km, 6,1%), der har top efter 78,6 km, inden det atter flader ud, når der fortsættes mod nordøst forbi den anden spurt, der er placeret efter 88,3 km.

 

Den lette del får imidlertid en ganske brat ende kort inden målbyen Churchill. Her drejer man nemlig mod sydøst for at bestige kategori 1-stigningen Jeeralang, der med sin gennemsnitlige stigningsprocent på hele 9,4% over 3,8 km er en led sag. Toppen kommer endda bare 11,6 km fra målstregen, og den sidste del består alene af en nedkørsel, der fører mod nordvest ind til målbyens centrum. Det faldende terræn fortsætter helt frem til stregen, der kommer i en let finale, hvor der på de sidste 3 km er sving med hhv. 1900 og 1200 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1347 højdemeter.

 

På papiret kan etapen ligne en ganske elementær sag, hvor der alene er en lille knold mod slutningen af en ellers flad dag, men man må endelig ikke lade sig snyde. Dataene på Jeeralang-stigningen afslører, at der er tale om en sand modbydelighed fra arrangørernes side, og der er ingen tvivl om, at feltet her vil sprænges til atomer. Med andre ord er der tale om en dag for klassementsrytterne, hvor der meget vel kunne være lagt op til en første magtdemonstration fra Richie Porte, men der er trods alt så langt fra toppen af stigningen til mål, at en vis regruppering kan finde sted og derved sikre, at etapen kun giver en første grovsortering i klassementet.

 

Churchill har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

3. etape

Sprinterne kom helt sikkert til kort på 2. etape, men bare 24 timer senere kan de se frem til deres næste chance. 3. etape byder nemlig ikke på mange terrænmæssige udfordringer, og der er derfor lagt i kakkelovnen til endnu en massespurt. Området omkring Melbourne kan imidlertid være blæsende, og derfor skal man tage sig i agt for de overraskelser, vejret kan byde ind med på en dag, der ellers ser ganske fredsommelig ud.

 

I alt er der 161,6 km på programmet på ruten, der fører feltet fra Sale til Warragul. Igen lægges der ud i helt fladt terræn, når feltet kører mod nordvest frem til den første spurt, der kommer allerede efter 14,7 km. Her sættes kursen mod vest og siden sydvest, inden det atter går mod vest i et landskab, der er fladere end et billardbord.

 

Det bliver en anelse mere kuperet, når der kort efter forplejningszonen tages hul på den lille kategori 4-stigning Yallourn North (2,3 km, 4,3%), der har top efter 92,5 km. Dernæst venter en kort nedkørsel og et let stigende stykke, der fører op til den anden spurt, som er placeret efter 114,6 km, inden man mod vest kører igennem let kuperet terræn frem til dagens sidste kategori 4-stigning, Shady Creek (1,8 km, 4,3%), hvis top rundes med 28,2 km igen. Herfra snor man sig mod sydvest og siden nord og vest henover nogle småbakker og frem mod centrum af Warragul, hvor der venter en let stigende sidste kilometer efter en finale, der er teknisk ganske kompliceret. Således drejer man til venstre med 2,6 og 1,9 km igen, inden en U-vending 1,4 km fra stregen leder ind på opløbsstrækningen

 

Etapen byder på i alt 948 højdemeter.

 

Ganske vist er stort set alle etapens klatreudfordringer koncentreret i rutens sidste halvdel, men der er tale om så begrænsede prøvelser, at de næppe vil spille den store rolle. Sprinterfeltet er til gengæld ikke overvældende stærkt, og derfor kan det faktisk ikke helt udelukkes, at et udbrud kan snyde de hurtige folk. Med mindre vinden skaber ravage siger logikken dog, at dette er en etape, der bør ende i en massespurt.

 

Warragul var senest målby i 2008, hvor Stuart O’Grady tog en solosejr i byen.

 

 

 

 

4. etape

For et par år siden var løbets mest markante kendetegn den ikoniske kongeetape med mål på den korte, men ganske stejle stigning Arthur’s Seat. Ikke siden Chris Froomes magtdemonstration i 2016 har man imidlertid besøgt løbets vartegn, og derfor er det efterhånden på tide med et gensyn. Det kommer heldigvis i 2019, hvor arrangørerne ikke blot vender tilbage, men endda gør det i et hårdere format end tidligere. Denne gang skal den stejle knold nemlig forceres ikke færre en fem gange i løbet af mindre end 100 km, og det vil sikre, at kun en meget skarp klatrer på denne dag kan sikre sig en førertrøje, der bør holde hele vejen til mål efter søndagens sidste etape.

 

I alt skal rytterne tilbagelægge bare 129,4 km på en kort, intens etape, der vil føre feltet fra Cape Schank til toppen af Arthur’s Seat. Ruten består af to vidt forskellige dele, nemlig en flad indledning efterfulgt af en stærkt kuperet finale, der afvikles på den frygtede rundstrækning i området omkring den afsluttende stigning. Fra start følger feltet således den flade kyst mod øst, inden det snor sig op gennem det flade landskab mod nordøst frem mod den første spurt, der kommer efter 36,5 km. Her ændres retningen, så man i stedet zigzagger sig mod vest med retning mod finalerundstrækningen.

 

Når den rammes indledes den afgørende fase. Kort efter skal feltet nemlig for første gange op over kategori 1-stigningen, der over 3,7 km stiger med 7,2% og byder på 2 km midtvejs hvor stigningsprocenten ligger på 8-9, inden den flader ud med 6,3% over de sidste 700 m. Målstregen kommer på toppen og krydses efter 63,4 km, hvorefter der resterer fire hele omgange på den 16,5 km lange runde. Den er ganske enkel, idet det indledende stykke er let faldende og fører mod sydøst og nordøst, inden det atter går igennem fladt terræn mod vest frem til bunden af finalestigningen, der samlet skal forceres fem gange. Finalen er teknisk ukompliceret, i det en serie hårnålesving efterfølges af en relativt lige vej på den sidste kilometer. Der er bjergspurter i forbindelse med de tre midterste af de fem passager af målstregen.

 

Etapen byder på i alt 2210 højdemeter.

 

Arthur’s Seat er måske ikke Alpe d’Huez, men så tidligt på sæsonen i et felt, der ikke er skræmmende stærkt, kan den så tidligt på sæsonen gøre en ganske solid forskel. Det vil særligt være tilfældet i år, hvor den altså skal passeres flere gange end tidligere. Historien viser, at det som regel ender i en knivskarp duel mellem løbets bedste klatrere, og meget peger på, at Richie Porte i år vil benytte den traditionsrige kongeetape til solidt at sætte sig på tronen i sin tilbagevenden efter mange års fravær.

 

Arthur’s Seat blev senest besøgt i 2016, hvor Chris Froome udnyttede et taktisk Sky-spil til med en solosejr at tage førertrøjen fra holdkammeraten Peter Kennaugh. Året forinden tog Patrick Bevin sin på det tidspunkt første sejr ved at spurtbesejre Cameron Meyer og den samlede vinder, Simon Clarke, på toppen, mens etapen i 2014 desværre blev aflyst på grund af storm og brandfare. I 2011 var det en ung Egor Silin, der tog en klar solosejr med 16 sekunder ned til førende Nathan Haas.

 

 

 

 

5. etape

Traditionelt har arrangørerne forsøgt at holde spændingen i live indtil allersidste øjeblik, enten ved at afvikle kongeetapen som afslutning eller som i de senere år ved at benytte en relativt kuperet rundstrækning i Kinglake som afslutning. Den model fraviger man i år, hvor der i stedet venter en helt traditionel afslutning i form af et kort gadeløb i storbyen Melbourne. Dermed ventes sprinterne denne gang at få det sidste ord, inden den samlede vinder kan bestige podiet og hyldes for sin triumf i Australiens ældste etapeløb.

 

Etapen er et helt klassisk kriterium, der består af 22 omgange på en 4,05 km lang rundstrækning i hjertet af Melbourne, hvormed der i alt skal tilbagelægges beskedne 89,1 km. Terrænet er til gengæld ikke helt fladt, idet en lille bakke og et let faldende stykke efterfølges af endnu en lille stigning på knap en kilometer, der indledes kort inden den røde flamme og har top ca. 300 m fra stregen. Herefter falder det ganske let ned mod mål, der kommer som afslutning på en teknisk finale med skarpe sving hhv. 1200, 600 og 500 m fra mål. Der er indlagte spurter ved afslutningen på hhv. 5 og 15. omgang.

 

Etapen byder på i alt 835 højdemeter.

 

Etaper af denne art ender næsten altid i en massespurt, og selvom denne rundstrækning er en anelse mere kuperet end andre af samme type, bør det ikke gå anderledes denne gang. Der er først og fremmest tale om en hurtig og flot paradeetape, der skal afslutte det, der forhåbentlig kan betegnes som endnu en succesrig australsk cykelsommer.

 

Melbourne er som regionens største by et næsten helt fast stop og har i de senere år lagt asfalt til den klassiske prolog, der i årene fra 2014 til 2018 blev vundet af hhv. Jack Bauer, William Clarke (to gange), Danny Van Poppel og senest Ed Clancy.Vi skal tilbage til 2011 for at finde det seneste gadeløb af denne type, og dengang var det en ung Marcel Kittel, der vandt sidste etape. Forud for det var kriteriet en relativt fast bestanddel, der har givet sejre til Jonathan Cantwell (2009), Aaron Kemps (2007), Robbie McEwen (2006), Hilton Clarke (2005), Karl Menzies (2004), Mike Sayers (2003), David McKenzie (2001 og 2002) og Henk Vogels (2000) i dette årtusinde. I 2007 vandt Steve Morabito tillige en enkeltstart i byen.

 

 

 

 

Favoritterne

Herald Sun Tour fulgte som nævnt tidligere et ret fast mønster, hvor det særligt var kongeetapen til Arthur’s Seat samt prologen, der kunne gøre forskelle. I de senere år har de mange eksperimenter med længere, men knap så stejle stigninger givet løbet nye kendetegn og gjort kampen om sejren langt mere taktisk. Samtidig har vi set, hvordan den store niveauspredning i feltet har givet et mærkbart resultat, og det har været lidt trist at se, hvordan det reelt kun har været de meget få WorldTour-hold, der har været i spil til sejren.

 

Årets løb er kendetegnet ved to nyskabelser. Først og fremmest returnerer man med den nye rute til et mere klassisk format, hvor det er benene og i mindre grad taktik, der vil være afgørende. Væk er de lange, lette stigninger, hvor det var svært at gøre forskelle, og i stedet er Arthur’s Seat, hvor stærkeste mand som regel sejrer, tilbage. Faktisk er ruten måske hårdere end nogensinde tidligere, for stigningen i finalen på 2. etape er et sandt bæst, der sagtens kan skabe udskilning, også selvom der ikke er mål på toppen.

 

Det andet nye element er feltets sammensætning. Sidste års udgave var i den grad en tam affære, hvor Mitchelton-Scott ryddede podiet og var i absolut særklasse. I år er der heldigvis fire WorldTour-hold til start, og det burde gøre det hele langt mere interessant. Ganske vist udgøres resten af feltet af små hold, der næppe kan blande sig i kampen om sejren, men med fire storhold, der alle kommer i meget konkurrencedygtige opstillinger, er der lagt op til en spændende begivenhed, der måske nok kun har ganske få, men til gengæld meget stærke centrale aktører.

 

Årets rute gør det hele lidt enklere at spå om. 1., 3. og 5. etape burde alle blive afgjort af sprinterne og kommer næppe i spil i det overordnede regnskab. De to rundstrækningsløb burde i hvert fald med sikkerhed ende i massespurter, og med den nuværende vejrudsigt, der byder på to våde dage i starten, en solrig afslutning og temperaturer på mellem 25 og 30 grader indikerer, at frygten for sidevind, som sidste år splittede feltet, denne gang formentlig er ubegrundet.

 

Dermed er det med stor sandsynlighed 2. og 4. etape, der vil afgøre slaget. Stigningen i torsdagens finale er klart løbets sværeste og kan sagtens bruges til at køre alene hjem. Sandsynligheden for, at der sker en eller anden form for samling i en lille gruppe er stor, men uanset hvad bør etapen skabe den første klare udskilning. Til slut vil det hele skulle afgøres på Arhur’s Seat, der er kort, men stejl nok til, at bedste mand som regel vinder. Den er i hvert fald sværere end Willunga Hill, der er den ikoniske nøglestigning i Tour Down Under. Til gengæld betyder de hele fem passager, at det vil være muligt at drage fordel af et stærkt kollektiv og skabe en overtalssituation, der kan udnyttes. Det kan tilføje et element af taktik, særligt hvis det lykkes tidligt at isolere løbets førende rytter.

 

Forud for Tour Down Under var den generelle antagelse, at Richie Porte, Michael Woods og Wout Poels var feltets tre bedste klatrere, og selvom Woods eksploderede i sit forsøg på at matche Porte i Willunga, viste den forudsigelse sig at være korrekt. Set i det lys må arrangørerne knibe sig i armen over at kunne præsentere dem alle tre igen i Melbourne i denne uge og dermed være rammen om en højspændt revanche mellem tre af sportens store navne.

 

Der er da også lagt op til endnu et opgør mellem de tre, og det vil være en overraskelse, hvis ikke en af dem ender øverst på podiet. Her er det svært at komme udenom, at Richie Porte må være løbets favorit. I hvert fald var den lille australier et niveau over sine rivaler i WorldTour-løbet, hvor han leverede en næsten skræmmende magtdemonstration. Efter at have sovet i timen og ladet Poels undslippe sammen med holdkammeraten Kenny Elissonde måtte han nemlig selv træde i karakter, og trods knaldhård modvind lykkedes det ham ganske enkelt at sætte stjerneklatrere som Woods og George Bennett fra hjul. End ikke Poels kunne trods Portes allerede store energiforbrug holde Portes hjul, da den lille australier nåede op, og dermed lykkedes det Trek-kaptajnen at overvinde både den hårde modvind og den taktisk ugunstige situation til at sætte alle på plads.

 

Er han på samme niveau i dette løb, er der næppe nogen, der kan matche Porte på løbets to nøglestigninger, og han har ganske glimrende muligheder for at vinde dem begge, selvom han måske vil foretrække at køre afventende på 2. etape. Bliver det afgjort med benene, ligner Porte således en klar vinder, men han skal tage sig i agt for taktikken. Trek skuffede nemlig fælt som kollektiv i Adelaide, og selvom han på papiret har stærk støtte i Peter Stetina og Jarlinson Pantano, er det meget sandsynligt, at Sky og EF kan isolere ham tidligt på kongeetapen. Sker det, kan han blive snydt, som det skete i 2017-udgaven af Dauphiné, men heldigvis betyder feltets begrænsede niveau, at det her nok er lidt enklere at kontrollere. Taktikken kan blive farlig for Porte, men i lyset af den styrke, han udviste i Tour Down Under, må han være favorit.

 

Hans værste rival ligner Wout Poels, der var tættest på at matche ham på stigningerne i Tour Down Under. Man ved aldrig, hvor man har den meget ustabile hollænder, men hans præstation i Adelaide viser, at han også denne gang er stærk fra sæsonstart, som det oftest er tilfældet. Nu jagter han revanche i Melbourne, og han burde være ganske begejstret for en rute, der byder på to korte, men relativt stejle stigninger. Særligt den meget stejle stigning på 2. etape burde passe ham, og han har samtidig den fordel, at han i en spurt er hurtigere end Porte og derfor kan score bonussekunder, hvis han blot kan holde sig til.

 

Hans største fordel er imidlertid holdet. Sky stiller nemlig også med Kenny Elissonde og Pavel Sivakov og har dermed gode muligheder for at skabe en overtalssituation. Lykkes det, kan Porte blive meget sårbar, og tvinges han til selv at skulle arbejde tidligt, kan det give Poels det nødvendige overskud, der skal til for at slå den på papiret stærkere australier.

 

Michael Woods var vel den største taber i Tour Down Under. Canadieren havde kolossale forventninger til sig selv og virkede også til at være i fremragende form i løbets indledende fase. Med lidt klogere kørsel kunne han utvivlsomt også have endt længere fremme i klassementet, men han tabte alt i sit store forsøg på at matche Porte. Heldigvis kan han nu se frem til en rute, der passer ham bedre. Han er nemlig langt mere komfortabel på stejlere stigninger, og derfor burde det bekomme ham vel, at de to nøglebakker her er betydeligt sværere end Willunga Hill. Samtidig burde han være stærkere nu, end han var for et par uger siden, og motivationen efter revanche må være stor.

 

Woods ligner måske nok den mest formsvage af de tre stjerner, men han har til gengæld fordel af at være den hurtigste. Han kunne således ligne en favorit på 2. etape, og lykkes det ham at vinde her, skal han ”kun” undgå tidstab på kongeetapen. Det bliver bestemt ikke en let opgave, ikke mindst fordi han ligesom Porte er hæmmet af et relativt svagt hold og derfor relativt let kan isoleres, i hvert fald hvis Lachlan Morton fortsætter sin nærmest kroniske tendens til at underpræstere ved snart sagt enhver lejlighed.

 

Mitchelton-Scott har valgt at give chancen til Lucas Hamilton, og det er bestemt ikke uden grund. Den unge australier havde en skuffende første sæson som professionel, men nu synes han endelig at være klar til at vise talentet. I Tour Down Under var han ganske enkelt fremragende, og man kan diskutere, om Daryl Impey havde vundet samlet, hvis ikke det havde været for Hamiltons sublime arbejde på løbets to nøgleetaper. Det eneste ærgerlige var, at vi ikke fik ham at se i et direkte opgør med favoritterne, men det gør vi heldigvis i de kommende dage. I Adelaide lignede han klart en af feltets allerstærkeste, og han er ikke nødvendigvis langt fra Porte, Poels og Woods. Det er klart, at det bliver svært for ham at vinde, men måske kan han lukrere på favoritternes indbyrdes kamp til at skabe en overraskelse.

 

Sky er som sagt begunstiget af at have det stærkeste hold, og det vil de gøre alt for at udnytte. Poels er måske nok deres bedste bud, men det store fokus på kaptajnen kan åbne muligheder for andre. Det gælder måske særligt for Kenny Elissonde, der med sit stærke angreb på Willunga Hill kom til at spille en nøglerolle i Tour Down Under og var meget tæt på at lægge grundstenen til en Poels-sejr. Der er ingen tvivl om, at han er et niveau eller to under løbets tre store stjerner, men til gengæld vil han have en frihed, de andre ikke har. Kan Sky skabe sig et overtal på 4. etape, kan formstærke Elissonde måske snige sig væk og snuppe en sjælden sejr.

 

Holdets tredje stærke kort er Pavel Sivakov. Det russiske supertalent havde måske ikke sin allernemmeste første sæson som professionel, men han blev stille og roligt bedre og bedre. Særligt i Tour de Pologne, hvor han var instrumental i at sikre den samlede sejr til Michal Kwiatkowski, viste han klassen, og al logik siger, at han fortsat vil udvikle sig med stormskridt. Han kørte ikke Tour Down Under og har kun Cadel Evans Great Ocean Road Race i benene, og det kan måske hæmme ham en anelse. Er han i god form, burde han dog kunne sidde med langt fremme på de to nøgleetaper, og lykkedes det som nævnt at skabe en overtalssituation for Sky, vil Sivakov have en reel mulighed for med klog kørsel at tage sejren.

 

I 2017 lykkedes det Damien Howson at udnytte den interne kamp mellem Chris Froome og Esteban Chaves til i et taktisk spil at tage den samlede sejr. Sidste år endte han atter på podiet, og han har derfor gjort det til lidt at et speciale at satse på netop dette løb. Også denne gang vil han få relativt frit spil, også selvom Hamilton er kaptajnen, og selvom han denne gang ikke har kørt Tour Down Under, må han formodes at være velforberedt til et løb, der står hans hjerte nær. Han vinder næppe på ren styrke alene, men som underdogs kan Mitchelton-Scott måske snige sig væk i et taktisk spil på kongeetapen, hvis de kan skabe en situation, hvor de sidder med flere kort at spille.

 

På EF Education handler alt om Woods, men man kan håbe, at løbet her også kan vise, at der stadig er liv i Lachlan Morton. Siden den samlede sejr i Tour of Utah i 2016, hvor han sikrede sig en tilbagevenden til sportens øverste niveau, har han været en kronisk skuffelse, der slet ikke har kunnet indfri sit store potentiale. I Tour Down Under så han kortvarigt stærk ud med fornemt arbejde for Woods på 3. etape, men da det gjaldt på de hårde stigninger sidste i løbet, var han atter helt væk. Heldigvis synes han at trives bedst under mindre pres, og det kan måske hjælpe ham i et mindre løb som dette. Finder han sine klatreben, burde ruten passe ham, og så kan han være Efs hemmelige våben, hvis det hele udvikler sig til en taktisk affære.

 

Mitchelton-Scott har også i Robert Stannard og Nicolas Schultz to unge talenter, der må se frem til deres første etapeløb i denne sæson for deres nye hold. Det er klart, at de som udgangspunkt er underordnet Hamilton og Howson, men til gengæld burde de være i deres es på de relativt korte, eksplosive stigninger, der er som skræddersyet til dem. For Schultz er det sæsondebut, og han har ikke tradition for at starte stærkt, men Stannard så til gengæld ganske stærk ud i sit arbejde for Impey i søndagens Cadel Evans Great Ocean Road Race. Det bliver svært at vinde, men bliver det hele lidt taktisk kan de måske komme i spl.

 

Samme rolle kan Peter Stetina spille for Porte på Trek. Den amerikanske klatrer var en kolossal skuffelse i Tour Down Under, men forhåbentlig kan han rejse sig efter en uge, hvor han har opbygget løbsfart. Også han har en klar kaptajn at køre for, men hvis det hele ender i et taktisk spil mellem storholdene, vil han være Treks plan B. Efter adskillige helbredsproblemer i 2018 sikrede han sig med en solid sæsonafslutning i sidste øjeblik en ny WorldTour-kontrakt, og nu kan man håbe, at han endelig er klar til atter at vise de klatreevner, der gjorde ham så lovende tidligere i sin karriere. Til gengæld virker holdets tredje klatrer, Jarlinson Pantano, desværre endnu ikke til at være tilstrækkeligt konkurrencedygtig efter sin sygdomsperiode.

 

Blandt kontinentalrytterne er det nok særligt værd at fremhæve Benjamin Dyball. Den efterhånden 29-årige australier er måske aldrig blevet til det, mange havde spået, men han har alligevel opbygget sig et ry som en af den asiatiske scenes bedste etapeløbsryttere. Så sent som i oktober og november blev han nr. 2 i både Tour of Taihu Lake og Tour of Fuzhou, han vandt etapeløbene i Thailand og Indonesien tidligere på året og var tillige på podiet i Tour de Kumano, Tour de Siak og ikke mindst i det store Tour de Langkawi. Faktisk er han endt på podiet i alle de etapeløb, han har gennemført i det seneste lille halve år, og det vidner noget om en imponerende stabilitet. Naturligvis er han uden reel vinderchance i et felt, hvor de fire store hold ventes at dominere, men chancerne for, at han ender som ”best of the rest” er ganske gode.

 

Forventningerne til Chris Harper er også store. Den talentfulde australier havde efter sin 2. plads ved de australske mesterskaber allerede skabt store forhåbninger til sig selv frem mod Tour Down Under, men dem lykkedes det ham aldrig at indfri. Heldigvis burde han have gode chancer for at gøre det bedre i det svagere besatte løb i den kommende uge, hvor han nok burde kunne vise sine klatreben frem. Sidste år blv han nr. 4 i Tour of Japan og nr. 3 i det bjergrige Tour du Jura i Europa, ligesom også hans 6. plads i sidste års udgave af dette løb vidner om potentialet. Heller ikke han vil være i stand til at vinde, men han burde være med helt fremme.

 

Her vil han forhåbentlig få selskab af holdkammeraten Dylan Sunderland, der heller ikke havde det Tour Down Under, mange havde ventet. Sidste år endte han imidlertid som nr. 5 umiddelbart foran Harper, og det vidner om, at han har klatrebenene skruet rigtigt på. Med sin 5. plads ved de australske mesterskaber fik også han vist god form, og da han i Tour Down Under kørte mere eller mindre lige op med Harper, må man formode, at de også i år vil udgøre en stærk duo.

 

Det ambitiøse EvoPro Racing har adskillige tidligere professionelle i truppen, men i klassementet satser de på en ung brite. Daniel Whitehouse har igennem de senere år vist sig frem på den europæiske scene, hvor det er blevet til et hav af topresultater. Særligt i 2016 var han imponerende, idet han her vandt Tour de Flores og blev nr. 4 i det hårde og stærkt besatte Tour of Japan, men også i de seneste to år er det blevet til flere podiepladser. I Europa gjorde han det også hæderligt med en 15. plads i bjergløbet Vuelta a Aragon, og dermed burde der være basis for et godt resultat, hvis han er kommet godt ud af den europæiske vinter.

 

Der burde også være grund til at holde øje med Hayden McCormick. Newzealænderen er måske ikke så meget en klatretype som de ovenfor nævnte, men til gengæld har han vist fremragende form. Således kørte han på podiet ved de newzealandske enkeltstartsmesterskaber og var senest en hovedrolleindehaver i New Zealand Cycling Classic. Man kan frygte, at ruten her er en anelse for hård for ham, men med sin relativt store erfaring som tidligere professionel har han en ballast, der kan bringe ham langt.

 

Samuel Jenner var egentlig det næste skud på stammen til at vise sig frem på Mitcheltons succesrige talenthold, men er nu i stedet endt i tjeneste hos Bradley Wiggins hos Team Wiggins. Det divner om, at der er grund til at holde øje med den unge australier, også selvom han ikke har de samme resultater som flere af sine tidligere holdkammerater på det australske talenthold. Sidste år blev han nr. 16 i Baby-Giroen trods en rolle som hjælper for Robert Stannard, og det burde tilsige, at han med en relativt fri rolle på det australske landshold kan gøre det ganske pænt her.

 

Endelig vil vi pege på Freddy Ovett, der sidste år blev nr. 10 i løbet. Det var med til at sikre ham en stagiaire-kontrakt med BMC, og han endte sæsonen med at køre flere store løb i USA og Europa. Desværre har han aldrig rigtigt kunne følge helt op på sin flotte præstation i sidste års udgave af dette løb, men man kan håbe, at han endelig er klar til at bygge videre på det potentiale, han tidligere har vist.

 

Andre spændende ryttere, der måske kan køre klassement, er Jesse Ewart, Marcus Culey, Angus Lyons, Michael Vink, Michael Potter og Jesse Featonby.

 

OPDATERING: Sky har trods oprindelige meldinger om det modsatte ikke udtaget Wout Poels til løbet. Dermed skal Elissonde og Sivakov deles om kaptajnrollen.

 

***** Richie Porte

**** Michael Woods, Lucas Hamilton

*** Kenny Elissonde, Pavel Sivakov, Damien Howson

** Robert Stannard, Lachlan Morton, Peter Stetina, Nicolas Schultz, Benjamin Dyball, Chris Harper, Dylan Sunderland, Daniel Whitehouse, Hayden McCormick, Samuel Jenner, Freddy Ovett

* Jarlinson Pantano, Dylan Van Baarle, Jesse Ewart, Marcus Culey, Angus Lyons, Jesse Featonby, Michael Vink, Michael Potter

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

UAE Tour(2.UWT) 24/02-02/03

Tour du Rwanda(2.1) 24/02-03/03

UAE Tour(2.UWT) 24/02-02/03

Tour du Rwanda(2.1) 24/02-03/03

Omloop Het Nieuwsblad(1.UWT) 02/03

Classic de l'Ardèche Rh...(1.1) 02/03

Kuurne-Bruxelles-Kuurne(1.HC ) 03/03

Royal Bernard Drome Classic(1.1) 03/03

Le Samyn(1.1) 05/03

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger