Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Herald Sun Tour

Optakt: Herald Sun Tour

05. februar 2020 11:30Foto: A.S.O. / Alex Broadway / Pauline Ballet / Thomas Maheux

En forrygende australsk cykelsommer afsluttes senere på ugen, når et stærkt felt fra på onsdag tager hul på Herald Sun Tour. Australiens ældste etapeløb er ganske vist ikke længere det største løb i landet og har kun tre WorldTour-hold til start, men har i de seneste år været i klar vækst og med deltagelse af navne som Chris Froome, Esteban Chaves og Richie Porte fået megen opmærksomhed. Tendensen fortsætter i år, hvor særligt Simon Yates kaster stjerneglans over begivenheden, og da løbet også er en meget prestigiøs begivenhed, der giver mange af de hjemlige ryttere mulighed for at booste selvtilliden og opnå resultater, inden de drager tilbage til Europa til den vigtigste del af sæsonen, er der udsigt til endnu en spændende udgave, hvor specielt unge talenter kan få en chance for at vise frem - både på de professionelle hold og de lokale australske hold, for hvem løbet er et af sæsonens helt store højdepunkter.

Løbets rolle og historie

Herald Sun Tour blev tidligere afviklet i det europæiske efterår og var en chance for de europæiske ryttere til at gøre brug af deres gode form sidst på sæsonen til at score et sidste topresultat i et felt domineret af australske ryttere. Desværre har Australiens ældste løb haft økonomiske problemer, og det blev derfor taget af UCI-kalenderen og endda en overgang aflyst.

 

Løbet er imidlertid blevet flyttet til afslutningen på den australske sommer og er nu den sidste begivenhed i en serie, der også inkluderer de nationale mesterskaber, Tour Down Under, Race Tourquay og Cadel Evans Great Road Race. Skiftet blev gennemført for seks år siden, og arrangørerne håbede at kunne drage fordel af en synergieffekt mellem de forskellige løb, men de havde ikke megen succes. I 2015 håbede man, at tilføjelsen af Evans’ løb kunne give et boost, men det udeblev også. Mens alle WorldTour-holdene var til start ved Tour Down Under, forblev otte af dem i landet til Evans’ farvelløb, men det var kun Orica-GreenEDGE, der senere stillede til start i Herald Sun Tour. Derfor var det ingen overraskelse, at det lokale WorldTour-hold dominerede løbet ved at vinde tre ud af fire etaper (en med Cameron Meyer og to med Caleb Ewan) og tage den samlede sejr med Meyer.

 

Det tager imidlertid altid lidt tid at etablere en begivenhed som en årligt tilbagevendende begivenhed på en ny dato, og derfor er Herald Sun Tour nærmest som en nyskabelse. Således er det ingen overraskelse, at feltet er blevet stærkere og stærkere med årene, og i 2016 tog man et stort skridt, da Chris Froome pludselig trak løbet ind i det internationale rampelys ved højst overraskende at starte sin sæson i det relativt lille løb. I 2017 blev det endnu bedre, da Froome ikke blot vendt tilbage, men også Esteban Chaves berigede løbet med sin deltagelse.

 

Selvom det fortsat hører til blandt de svagest besatte løb først på sæsonen, har det nu etableret sig som et alternativ til løbene i Europa og Mellemøsten. To etapeløb og to endagsløb giver en ganske solid blok i Australien, og modsat Europa har området næsten garanti for godt vejr. I 2016 tiltrak det ud over Orica-GreenEDGE også Sky og Trek, mens man i 2017 og 2018 havde hhv. Orica-Scott samt Sky og Mitchelton-Scott samt Trek-Segafredo til start, og selvom det fortsat var ganske få ryttere, der deltog i alle tre løb, var synergien mellem begivenhederne langt bedre og feltet derfor langt stærkere. Sidste år nåede man et foreløbigt højdepunkt med deltagelsen af hele fire hold - Mitchelton-Scott, Team Sky, Trek-Segafredo og EF - fra højeste niveau. Samtidig giver løbet plads til flere kontinentalhold end de større begivenheder, og dermed er det for mange af de hjemlige ryttere lidt af et sæsonhøjdepunkt.

 

Løbet blev skabt helt tilbage i 1952 og blev i de første 30 år totalt dominerey af hjemlige ryttere. Herefter begyndte det langsomt at tiltrække flere udenlandske ryttere, og således blev det vundet af udlændinge mellem 1987 og 2001. I 2000 flyttede løbet til oktober, men det gjorde desværre igen løbet til primært en australsk affære. Efter at Bradley Wiggins havde vundet i 2009, forsøgte man første gang at flytte løbet til februar, men det mislykkedes og resulterede i en aflysning i 2010. Efter at være blevet afviklet i oktober i 2011, blev det endelig rykket til januar i 2013, men var ikke en del af UCI-kalenderen. Det har det imidlertid været siden 2014.

 

Efter succesen med deltagelsen af Froome i 2016 og 2017 er det hver gang at lykkes arrangørerne at tiltrække et virkeligt stjernenavn. Således har Esteban Chaves været med i de to udgaver, og sidste år lykkedes det endelig at få den lokale helt Richie Porte, der har været en så dominerende skikkelse i Tour Down Under, til at vende tilbage til sit hjemlands ældste løb, som han ikke har kørt siden karrierens første år. Også Wout Poels og Michael Woods kastede stjerneglans over et felt, der havde mere dybde end længe. Samme dybde har feltet ikke i år, men et stjernenavn er der blevet plads til, da hjemmebaneheltene fra Mitchelton-Scott også i år kommer med en af kaptajnerne i form af Simon Yates.

 

Umiddelbart skulle man dog have tro, at det forhold, at Cadel Evans Great Ocean Road Race nu er på WorldTouren og derfor har 15 af de 19 WorldTour-hold til start, ville anspore mange hold til at blive i Australien. Det er imidlertid stadig ikke tilfældet, og således er det kun Team Sunweb, Israel Start-Up Nation, EF Pro Cycling og Mitchelton-Scott, der kører det fulde program - præcis det samme antal som sidste år. Ligesom i 2018 er der slet ikke professionelle kontinentalhold med i et felt, der foruden topholdene kun udgøres af kontinentalhold samt det australske landshold.

 

Sidste år forventede de fleste et opgør mellem Richie Porte og Michael Woods, der da også viste sig som de stærkeste på den første af de to klassementsetaper. Hverken EF eller Trek kunne imidlertid kontrollere løbets kongeetape, og det udnyttede Sky og Mitchelton-Scott til at slå til. Med offensiv kørsel sikrede Dylan van Baarle sig en overraskende samlet sejr foran Nick Schultz, som vandt kongeetapen, efter at de to havde gjort fælles front mod den førende Woods, der endte som nr. 3. Hverken Van Baarle eller hans hold deltager denne gang, og heller ikke Woods eller Porte møder op, men Schultz er med igen som del af et Mitchelton-Scott-hold, for hvem løbet naturligvis er en vigtig begivenhed.

 

Ruten

Herald Sun Tour afvikles i delstaten Victoria, der har et ganske bjergrigt terræn at byde på. I de senere år har man imidlertid hovedsageligt holdt sig fra de værste stigninger og i stedet sammensat en rute, der har passet til puncheurs. Tidligere havde man en længere enkeltstart, men det har ikke været tilfældet i de senere år, hvor løbet primært har været afgjort af den meget korte prolog i Melbourne samt sidstedagens kongeetape til toppen af den korte, stejle Arthur’s Seat-stigning. I 2016 gjorde man løbet en anelse hårdere, idet man på første linjeløbsetape havde en vanskelig stigning i finalen, og det var her, Peter Kennaugh og Chris Froome lagde grunden til deres dominans af det års udgave.

 

Med udsigt til at kunne tiltrække både Froome og Chaves i 2017 var løbsdirektør John Trevorrow i 2017 imidlertid ansporet af ideen om at kunne promovere sit løb ved at have et rigtigt bjergslag mellem to af verdens bedste klatrere. Derfor vendte løbet det år tilbage til de virkelige bjerge, og for første gang i mange år var der en etape med en decideret bjergafslutning. Desværre var Falls Creek-stigningen slet ikke hård nok til at gøre den ventede forskel, og det blev i stedet til et meget taktisk slag mellem Sky og Orica-Scott. Samme model gentoges i 2018, hvor det var den ligeledes ret lette Lake Mountain, der skulle afgøre slaget, men hvor det kun var Chaves’ overlegne styrke, der gjorde, at der for alvor kunne skabes forskelle.

 

Sidste år vendte man tilbage til en mere klassisk model, hvor prologen ganske vist var fjernet, men hvor kombinationen af Arthur’s Seat samt en helt ny stigning på 2. etape sikrede sig en meget selektiv udgave af løbet, som passede til ryttere med flair for korte, stejle bakker. Sådan bliver det imidlertid ikke i 2020, hvor løbet vender tilbage til de høje bjerge, og modsat tidligere sker det endda med to store bjergafslutninger på det, Trevorrow beskriver som den hårdeste rute nogensinde.

 

Det er med god grund. De to store bjergafslutninger, der ventes at afgøre løbet, kommer på torsdagens 2. og lørdagens 4. etape og er begge meget lange bjerge på mellem 15 og 20 km. Der er tale om Falls Creek, der som nævnt skuffede lidt i 2007, og en af det gamle løbs mest ikoniske stigninger, Mt Buller, som ellers kun er blevet besøgt en enkelt gang i dette årtusinde. Ingen af dem hører til blandt sportens sværeste stigninger, men hvor Falls Creek stadig hører til i den lidt for lette afdeling, kan man vente sig et fornuftigt bjergslag på Mt Buller lørdag.

 

De øvrige etaper byder på lidt af hvert. Prologen er igen i år sløjfet, og i stedet ventes sprinterne at få det første ord på en næsten helt flad 1. etape, hvor vinden dog kan komme i spil i det ofte blæsende Victoria. De hurtige folk ventes også at slå til på sidste etape, der er en gentagelse af sidste års korte, intense gadeløb i Melbourne, hvor Kristoffer Halvorsen spurtede sig til sejr for et år siden. Den mest uforudsigelige etape er fredagens 3. etape, der byder på masser af fladt terræn, men også stejle stigninger både fra start og relativt tæt på mål, og selvom en reduceret massespurt er mulig, kunne det ligne en dag for et udbrud, mens klassementsrytterne kommer sig lidt mellem de to store bjergetaper, der vil afgøre årets udgave af Herald Sun Tour.

 

 

1. etape

Igennem mange år har det været en klassiker, at løbet er blevet indledte med de samme 2,1 km lange prolog i Melbourne. Den tradition ændredes der imidlertid på i 2019, hvor det i stedet var sprinterne, der fik det første ord, og den model gentages i 2020. Modsat sidste år, hvor der var tale om et spektakulært rundstrækningsløb på motorbanen Philip Island Circuit, der er kendt som vært for den australske afdeling af Superbike World Championships, er der denne gang tale om en mere klassisk etape, men det ændrer ikke på, at fladt terræn formentlig vil føre til, at en sprinter vil iføre sig den første førertrøje.

 

I alt skal der tilbagelægges beskedne 121,9 km, som fører feltet fra Nagambie til Shepparton i niget af det fladeste terræn, man kan finde. Fra start går det igennem fladlandet mod nordøst og nord forbi den tidlige første spurt, der allerede kommer efter 9,5 km, og herefter fortsætter man mod nord op til byen Tatura, stadig i helt fladt terræn.

 

Her slår man et smut mod sydvest for at køre en omgang på en knap 40 km og helt flad rundstrækning, inden man vender tilbage til Tatura. Herfra går det mod øst og nordøst med retning mod Shepparton forbi den anden spurt, som er placeret efter 102,6 km. Inde i målbyen venter en pandekageflad finale, hvor der på de sidste 10 km kun er to sving, nemlig med 4900 og bare 400 m til stregen

 

Etapen byder på i alt 176 højdemeter.

 

Det er ikke uset, at vinden spiller en rolle i løbet, der finder sted i en til tider ret blæsende region. Derfor kan etapen udvikle sig mere dramatisk end forventet, men i helt fladt terræn og over en meget kort distance vil det være en overraskelse, hvis ikke et brag en massespurt skal afgøre førstedagen.

 

Shepparton var senest målby for løbet i forbindelse med en gadeløbsetape i 2006, hvor Hilton Clarke spurtede sig til sejr. I 2005 vandt en ung Simon Gerrans en etape i byen, mens Hilton Clarke også var hurtigste i en massespurt i 2002. Baden Cooke var hurtigst i endnu et gadeløb i 2000, mens det såmænd var danske Nikolaj Bo Larsen, der spurtede sig til sejr i gadeløbet i 1999.

 

 

 

 

2. etape

Sprinterne ventes at have haft det første ord, men de må indstille sig på, at de må vente lidt på deres næste chance. På 2. etape venter nemlig løbets første klassementsetape, når feltet vender tilbage til den lange stigning Falls Creek, hvor Damien Howson lagde grunden til sin samlede sejr for tre år siden. Ganske vist er der tale om en lang og relativt let stigning, hvor det ikke nødvendigvis er let for bedste mand bare at køre alene væk, men den vil alligevel give et klart billede af, hvem der kan vinde årets udgave af Australiens ældste etapeløb.

 

I alt skal tilbagelægges beskedne 117,6 km, som fører feltet fra Beechwort til toppen af Falls Creek. Allerede fra start stiger det let, mens man kører mod sydøst og syd væk fra startbyen, inden der venter en nedkørsel. Herefter er det relativt fladt, mens man snor sig mod øst hen til den første spurt, som er placeret efter 47,1 km. Dernæst venter et længere helt fladt stykke, der går mod syd ned langs en glod til byen Mt. Beauty, hvor dagens anden spurt er placeret efter 85,4 km.

 

Herfra ændrer etapen dramatisk karakter, når man kører mod sydøst op ad den lange opkørsel op mod mål. Først stiger det med 4,65% over 5,05 km, inden der venter et let kuperet stykke, som fører frem til byen Bobong i 739 m højde. Her indledes den afsluttende kategori 1-stigning, Falls Creek, officielt. Den stiger med 5,0% over hele 19,1 km, men bliver aldrig for alvor stejl. Vejen snor sig kraftig på den nedre del, men mod slutningen følger man en stort set helt lige vej, der leder frem til målet.

 

Etapen byder på i alt 2436 højdemeter.

 

Falls Creek kan se voldsom ud, men man skal ikke lade sig snyde. Det er en ganske let stigning, og vi så ved seneste besøg i 2017, at Chris Froome og Esteban Chaves mandsopdækkede hinanden uden at være i stand til at gøre forskelle. Det udnyttede løjtnanterne Damien Howson og Kenny Elissonde til at køre væk, og derfor kan årets etape også meget vel ende som en ganske taktisk affære. Det ændrer dog ikke på, at vi efter 2. etape vil have en meget bedre forståelse af det indbyrdes styrkeforhold mellem favoritterne.

 

Falls Creek blev som sagt senest besøgt i 2017, hvor Chaves og Froome udmanøvrerede hinanden, så Howson i stedet kunne sikre sig sejren foran en ung Jai Hindley og Elissonde. I 2007 spurtede Steve Morabito sig til sejr i en firemandsgruppe, der foruden ham selv også talte Joost van Leijen, Trent Lowe og Julien Mazet.

 

 

 

 

3. etape

Efter det første klassementsslag håber sprinterne atter at komme til fadet på 3. etape, men det bliver nu ikke helt så enkelt. Ganske vist er det meste af etapen flad, men der lægges benhårdt ud med en lang, hård stigning, ligesom der venter en kort, stejl sag i finalen. Terrænet er ikke hårdt nok for klassementsrytterne, og mens sprinterne i deres stille sind håber på at klare den sidste bakke, er der utvivlsomt også mange lykkeriddere, der lurer på chancen på en mulig udbrudsetape.

 

Med en distance på 178,1 km er etapen betydeligt længere ind de foregående og fører feltet fra Bright til Wangaratta. Starten er ganske brutal, idet man efter et kort, let stigende stykke, der fører mod øst, skal over kategori 2-stigningen Tawonga Gap, der over 5,9 km stiger med 6,5% i gennemsnit og er ganske regulær med en kilometer med 8,0% i snit ca. midtvejs. Toppen rundes efter 17,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel fører mod øst ned i dalen. Her kører man mod nordvest langs floden, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Kancoona (4,5 km, 5,7%), hvis top passeres efter 58,4 km.

 

Efter den hårde start bliver det lettere. En nedkørsel fører mod sydvest, hvorefter man kører igennem fladlandet mod først vest og siden nordvest. Efter 85,6 km når man dagens første spurt, hvorefter man fortsætter igennem det flade terræn mod nordvest. I udkanten af Wangaratta kører man imidlertid mod vest og siden sydvest for at slå en lille sløjfe i det kuperede terræn vest for byen. Efter 150,2 km når man dagens anden spurt, inden man kører mod nordvest for siden at dreje mod nordøst ind på kategori 3-stigningen Taminick Gap (1,5 km, 7,7%). Toppen passeres med bare 15,7 km igen, hvorefter en kort nedkørsel fører mod øst, inden man snor sig igennem helt fladt terræn mod nordøst ind til målet. Også de sidste 5 km er helt flade og byder på sving med 3700 og bare 400 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1643 højdemeter.

 

Herald Sun Tour er kendt for at være lidt af et udbryderparadis, og denne etape kunne meget vel føje sig til traditionen. Ikke blot er starten hård, Taminick Gap er også så stejl, at de fleste sprinter vil finde den for svær. Det er derfor tvivlsomt, om de vil kontrollere etapen, og selvom en reduceret massespurt bestemt ikke kan udelukkes, er chancen for en udbrudssejr stor.

 

Wangaratta var senest målby i 2007, hvor Cameron Jennings sejrede fra et udbrud.

 

 

 

 

4. etape

I de seneste år har den korte, stejle Artur’s Seat været kendt som løbets mest ikoniske, men i tidligere tider i løbets alenlange historie har man ofte besøgt mægtige Mount Buller, der er en af regionens sværeste stigninger. I dette årtusinde er det ganske vist hidtil kun sket i 2008, men nu vender det store bjerg endelig tilbage i årets meget bjergrige udgave. Selvom heller ikke den er verdens stejleste stigning, er den betydeligt sværere end Falls Creek, og dermed er det formentlig her, at klatrerne skal udkæmpe det vigtigste slag i kampen om den samlede sejr.

 

Med en distance på bare 106,6 km er der tale om endnu en uhyre kort etape, der fører feltet fra Mansfield til toppen af Mt Buller. Starten er uhyre fredsommelig, idet man først kører en omgang på en helt flad 21,1 km lang rundstrækning i området nordøst for Mansfield. Tilbage i startområdet kører man en første spurt efter 21,1 km, hvorefter man tager hul på en forlænget udgave af samme rundstrækning, der denne gang byder på den lange, lette kategori 3-stigning Tolmie (9,9 km, 3,6%), som har top efter 44,0 km.

 

Mod slutningen af rundstrækning kører man imidlertid ikke ind til Mansfield. I stedet sætter man kursen mod sydøst og øst for at kører gennem fladlandet frem mod målstigningen. Undervejs passerer man den sidste spurt efter 77,5 km, inden det begynder at stige let frem mod Mt Buller, der er i kategori 1. Den stiger med 6,0% over 15,4 km, hvoraf de første 10 km er de hårdeste med stigningsprocenter på hovedsageligt 6-7, men også med to kilometer på hhv. 7,7% og 8,0%. Derefter følger fire kilometer, som stiger med 4-6%, inden den igen tager fat med 7,4% over de sidste 1400 m. På den sidste del er der en endeløs serie af hårnålesving, inden vejen endelig retter sig ud inden den røde flamme.

 

Etapen byder på i alt 2229 højdemeter.

 

Mt Buller har i den grad været savnet, for hvor løbets lange stigninger har tradition for at være bløde og lette, har den især på den nedre del procenter, der kan gøre forskelle. Der er stadig ikke tale om en svær stigning, men i begyndelsen af februar bør den kunne gøre en vis forskel i et felt med stor niveauspredning. Også her kan taktik komme i spil, men der er en god chance for, at løbets stærkeste her vil sætte sig igennem og sikre sig den samlede sejr.

 

Mt Buller har kun været målbjerg én gang i dette årtusinde. Det var i 2008, hvor mountainbikerytteren Chris Jongewaard sejrede med 45 sekunder ned til en ung 23-årig Barloworld-rytter ved navn Chris Froome og 58 sekunder ned til danske Lars Bak, der derved overtog førertrøjen, som han dog senere igen måtte afgive til den endelige vinder Stuart O’Grady.

 

 

 

 

5. etape

Traditionelt har arrangørerne forsøgt at holde spændingen i live indtil allersidste øjeblik, enten ved at afvikle kongeetapen som afslutning eller som i de senere år ved at benytte en relativt kuperet rundstrækning i Kinglake som afslutning. Den model fraveg man i 2019, hvor der i stedet ventede en helt traditionel afslutning i form af et kort gadeløb i storbyen Melbourne. Sådan bliver det også i år, hvor præcis samme etape genbruges, og dermed ventes sprinterne at få det sidste ord, inden den samlede vinder kan bestige podiet og hyldes for sin triumf i Australiens ældste etapeløb.

 

Etapen er et helt klassisk kriterium, der består af 22 omgange på en 4,05 km lang rundstrækning i hjertet af Melbourne, hvormed der i alt skal tilbagelægges beskedne 89,1 km. Terrænet er til gengæld ikke helt fladt, idet et let faldende stykke efterfølges af en lille stigning på knap en kilometer, der indledes med ca. 2 km igen og har top lige inden den røde flamme. Herefter falder det ganske let, inden den sidste lille kilometer er flad. Der er tale om en teknisk finale med skarpe sving hhv. 1200, 600 og 500 m fra mål, men deruodver består rundstrækningen primært af lange, lige veje. Der er indlagte spurter ved afslutningen på hhv. 5 og 15. omgang, dvs. efter hhv. 20,2 og 60,7 km.

 

Etapen byder på i alt 1342 højdemeter.

 

Etaper af denne art ender næsten altid i en massespurt, og selvom denne rundstrækning er en anelse mere kuperet end andre af samme type, så etapen har mere en 1000 højdemeter, bør det ikke gå anderledes denne gang. Ligesom sidste år er der først og fremmest tale om en hurtig og flot paradeetape, der skal afslutte det, der forhåbentlig kan betegnes som endnu en succesrig australsk cykelsommer.

 

Melbourne er som regionens største by et næsten helt fast stop. Sidste år blev præcis samme etape brugt, og her lykkedes det endelig Kristoffer Halvorsen at spurte sig til sin første Sky-sejr foran Dion Smith og Brenton Jones. I de senere år har byen dog hovedsageligt lagt asfalt til den klassiske prolog, der i årene fra 2014 til 2018 blev vundet af hhv. Jack Bauer, William Clarke (to gange), Danny Van Poppel og senest Ed Clancy. Vi skal tilbage til 2011 for at finde det et andet gadeløb af denne type, og dengang var det en ung Marcel Kittel, der vandt sidste etape. Forud for det var kriteriet en relativt fast bestanddel, der har givet sejre til Jonathan Cantwell (2009), Aaron Kemps (2007), Robbie McEwen (2006), Hilton Clarke (2005), Karl Menzies (2004), Mike Sayers (2003), David McKenzie (2001 og 2002) og Henk Vogels (2000) i dette årtusinde. I 2007 vandt Steve Morabito tillige en enkeltstart i byen.

 

 

 

Favoritterne

Herald Sun Tour fulgte som nævnt tidligere et ret fast mønster, hvor det særligt var kongeetapen til Arthur’s Seat samt prologen, der kunne gøre forskelle. I de senere år har de mange eksperimenter med længere, men knap så stejle stigninger givet løbet nye kendetegn og gjort kampen om sejren langt mere taktisk. Samtidig har vi set, hvordan den store niveauspredning i feltet har givet et mærkbart resultat, og det har været lidt trist at se, hvordan det reelt kun har været de meget få WorldTour-hold, der har været i spil til sejren.

 

Efter at man sidste år vendte tilbage til en mere klassisk rute, er årets løb kendetegnet ved, at man fortsætter eksperimentet med længere stigninger. Faktisk er der utvivlsomt tale om den hårdeste rute i nyere tid, hvor vi for første gang har to gigantiske bjergafslutninger. Ganske vist er hverken Falls Creek eller Mt. Buller noget Monte Zonolan og kendetegnet ved stejle procenter, men i et felt med gigantisk niveauspredning, er ruten så svær, at antallet af vinderkandidater er relativt begrænset.

 

Det skyldes også feltets sammensætning. Efter sidste års herlige udgave, hvor Trek, Ineos og EF alle mødte op med brølstærke hold, så de lokale helte fra Mitchelton for en gangs skyld kun var outsidere, er det i år et meget pauvert felt. Ganske vist er der nok engang fire WorldTour-hold, men EF, Israel SUN og Sunweb kommer alle uden deres største chancer. Samtidig er de oppe mod et Mitchelton-hold, der igen møder op med et stærkt hold og denne gang også en af deres virkelige stjerne i form af Simon Yates.

 

Det skaber en temmelig ujævn spillebane. Mitchelton kommer ikke bare med Yates, de kommer også med et fremragende hold til at støtte ham. Ganske vist skal vi ikke nødvendigvis forvente en gentagelse af den triste 2018-udgave, hvor australierne ryddede podiet, men risikoen for, at det sker, er til stede på så hård en rute med så begrænset modstand.

 

Som udgangspunkt er det naturligvis 2. og 4. etape, der vil afgøre løbet. Falls Creek er en ret let stigning, der hurtigt kan blive meget taktisk, som vi så det i 2017, hvor Froome og Chaves udmanøvrerede hinanden, så det i stedet lykkedes løjtnanterne at snige sig væk. Mt Buller derimod er en led sag, og selvom den er relativt let på den øvre del, er den så vanskelig på den nedre del, at det med en vis sandsynlighed vil være bedste mand, der vinder.

 

Som udgangspunkt er det altså et løb for klatrerne. 1., 3. og 5. etape ligner nemlig sprinteretaper. Bakken i finalen på 3. etape betyder, at det ikke nødvendigvis bliver for et fuldt felt - og faktisk kunne det også være en dag for et udbrud, særligt i kraft af den hårde start - men for klassementsrytterne er det ikke en dag, der kan gøres forskelle på stigningerne. Jokeren er naturligvis vinden, der før har splittet feltet i en region, hvor det kan være blæsende.

 

Den ser dog ikke ud til spille en rolle. Det er først i weekenden, at vinden tager til. På 4. etape har det for klatrerne den kedelige effekt, at der vil være direkte modvind på Mt Buller, hvilket på denne slags stigning vil gøre det mindre selektivt. Som kompensation herfor får de medvind på Falls Creek, hvor modvind ellers kunne dræbe det hele. Søndag bliver det også blæsende, men her køres der inde i Melbourne, hvor sidevind ikke er et tema.

 

Konklusionen er altså, at vi kan vente os to massespurter på 1. og 5. etape og en 3. etape, der kan blive en spurt eller gå til et udbrud. 2. og 4. etape skal afgøre løbet, og her vil bedste klatrer formentlig vinde. Den lette Falls Creek kombineret med modvind på Mt Buller vil dog lægge en dæmper på forskellene, og det kan sagtens være et løb, hvor et godt punch bliver vigtigt på de relativt lette procenter i finalerne.

 

Det gør også, at Simon Yates er storfavorit. Briten var topmotiveret fra starten af sæsonen, og han har været flyvende fra start. I Tour Down Under var han næstbedste mand, men begik den fejl at forsøge at følge Richie Porte på Willunga, hvilket førte til en voldsom eksplosion. Han fik sin revanche i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor han var stærkeste mand sidste gang op ad Challambra Crest.

 

De lange, jævne stigninger i dette løb er langt fra ideelle for Yates, men han er stadig i særklasse i dette felt. Risikoen er, at det igen bliver taktisk på de lette stigninger, men Mitchelton har så stærkt et hold, at de bør kunne holde det kontrolleret. Yates vil kunne gøre forskelle fra distancen, men er modvind lørdag for hård og stigningen torsdag for let, har han stadig sit eminente punch at falde tilbage på. Det gør ham til soleklar favorit.

 

Hans værste rival er også feltet største lottokupon. Robert Power giver af og til prøver på sit enorme talent, men desværre er han skræmmende svingende. Det så vi senest i Tour Down Under, hvor han var en af de absolut stærkeste i Paracombe, kun overgået af Porte og Yates, inden han eksploderede totalt på 4. go 5. etape. Heller ikke i Evans’ løb så han ud til at være tilbage, men med Power ved man aldrig. Formen i Down Under var trods alt så god, at de gode ben ligger gemt et sted, og dukker de op, er han formentlig den eneste, der har topniveauet til at true Porte. De lange stigninger er heller ikke helt ringe for den tidligere toer i Tour del’Avenir. Endelig har han vist stor eksplosivitet og hurtighed, hvilket er vigtigt på disse stigninger. For at vinde skal han imidlertid finde benene fra Paracombe, og man ved aldrig, på hvilken dag Power har dem.

 

For tre år siden så vi, at Mitchelton vandt løbet med Damien Howson, fordi Chaves og Froome neutraliserede hinanden på Falls Creek. Også sidste år blev det taktisk, da Porte og Michael Woods havde lidt for meget blik på hinanden, og det gav en etapesejr og samlet 2. plads til Nick Schultz. Denne gang vil Mitchelton køre mere målrettet for Yates, men i et taktisk løb kan man aldrig vide, hvad der sker. Bliver det igen taktisk, vil Schultz være klar til at gribe sin chance igen. Australieren har ikke helt levet op til de store forventninger, men han viste fornem form i Evans’ løb, hvor han spillede en afgørende rolle for Impey dybt inde i finalen, ligesom han var meget aktiv og offensiv ved de nationale mesterskaber. Naturligvis skal han primært arbejde for Yates, men får han chancen, klatrer han godt nok til at vinde.

 

EF kommer med en række sværvægtere, men de har én klatrer i truppen. Neilson Powless er kommet til holdet for at få mere plads, men desværre gik Tour Down Under ikke som håbet. Han var dog ikke langt efter i et løb, der ikke rigtigt passede ham, og derfor kan man tillade sig at have større forventninger her. De lange bjerge i Victoria-regionen burde være glimrende for Powless, som i hvert fald ligner en podiekandidat. Sejren kan dog blive meget svær med en EF-trup, der ikke kan tilbyde ham meget støtte i bjergene. Ganske vist har de den engang så spændende Lachlan Morton, men han blev sat som en af de første på stigningerne i Tour Down Under, og selvom han formentlig vil kunne være med relativt langt fremme i dette meget svagere besatte løb, ligner han ikke en vinder. Derfor skal Powless klare den selv, og det kan godt blive svært.

 

Sunweb kan også satse på Jai Hindley. Desværre har den unge australier ikke fundet formen til denne australske sommer, og han har manglet det sidste både i Down Under og Evans’ løb. Forhåbentlig har han nu fundet de manglende procent, og lykkes det, vil han være en af de bedste i bjergene. Han tog et stort skridt sidste år, hvor han blev en flot nr. 2 i Polen Rundt, men han er stadig alt for svingende. Derfor er han ligesom Power lidt af en lottokupon. Topniveauet rækker heldigvis meget langt.

 

For tre år siden var det Damien Howson, der udnyttede det taktiske spil til at vinde. Det kan han måske gøre igen, for de lange, ikke specielt stejle stigninger burde passe godt til hans dieselmotor. Desværre imponerede han ikke ved de australske mesterskaber, og selvom han var meget aktiv i føringsarbejdet for Impey i søndags, så han ikke ud til at have samme skarphed som Schultz. Omvendt plejer han at finde formen til dette løb, og udvikler taktikken sig til hans gunst, har han styrken til at vinde.

 

Israel SUN har på papiret en meget spændende kandidat i James Piccoli¸ der sidste år var fremragende på den amerikanske kalender og endda blev nr. 2 i Tour of Utah. Desværre var han en fæl skuffelse i Down Under, hvor han ellers blev kaptajn efter Ben Hermans’ exit. I søndags så han endnu værre ud, da han blev sat som en af de første fra den gruppe, der kom fri efter næstsidste passage af Challambra’s Crest. Løbet her passer ellers godt til den canadiske klatrer, der også har et godt punch, men selvom han utvivlsomt vil være med fremme, mangler han nok formen til at være en seriøs trussel. Det samme gør holdets anden klatrer, Alex Cataford, der bestemt ikke lignede en mand med diamanter i benene i søndag, og som har haft lidt svært ved at finde niveauet hos holdet.

 

Manden, der kan overraske de store hold, er Marcus Culey. Så sent som omkring jul vandt han fire ud af fem etaper i det malaysiske Tour de Selangor, og han har i flere år været blandt de bedste i de asiatiske løb. Han kørte fremragende ved de nationale mesterskaber, hvor han vandt bronze, men skuffede så i New Zealand Cycle Classic. Er det udtryk for, at formen er i tilbagegang? Forhåbentlig ikke. Er han på toppen, klatrer han nemlig godt nok til at overraske de store navne.

 

Det er også værd at holde øje med Kinan-mandskabet, der har to fremragende klatrere. Veteranen Thomas Lebas har i mange år været en dominerende skikkelse i Asien, og han kan stadig. Sidste år leverede han topresultater i et hav af løb og tog den samlede sejr i Tour of Indonesia, og han synes endda at være i fornuftig form efter en top 10 i New Zealand, hvor terrænet var lidt for let. Som ren klatrer burde han være i sit es på de lange stigninger. Det samme bør holdkammeraten Marcos Garcia, der sidste år vandt Tour of Pininsular og i 2018 vandt det store Tour of Japan. Han har ikke helt haft samme niveau i 2019, ligesom hans form er ukendt og næppe helt i top, men han er i hvert fald en af løbets bedste klatrere.

 

Mark O’Brien er også værd at holde øje med. Han var tidligere en dominerende skikkelse i Australien, men i de seneste år har han kun droslet karrieren ned og er holdt op med at køre UCI-løb. Alligevel er han blevet nr. 7 og 14 i de seneste udgaver af de australske mesterskaber, og det viser, at han kan endnu. Om niveauet stadig rækker til et absolut topresultat, har vi til gode at se, men han er i hvert fald en af de bedre klatrere i løbet.

 

Sunwebs tredje kandidat er Michael Storer. Desværre er australieren gået helt i stå som professionel, og han var bestemt ikke flyvende i Down Under, hvor han ellers havde en stor chance for at vinde kongeetapen fra det succesrige udbrud. I forvejen har han ikke taget samme skridt som Hindley, og han ligner ikke en mand, der har niveauet til at vinde. Han skal nok ende hæderligt, men sejren virker langt væk.

 

Den sidste Mitchelton-rytter, der kan vinder, er Cameron Meyer, der allerede én gang har vundet løbet. Dengang klatrede han imidlertid meget bedre end nu, og selvom han blev national mester og kørte fint i Down Under, bliver det svært at vinde så bjergrigt et løb, især fordi han skuffede i søndags. Bliver det taktisk, ved man aldrig, hvad der kan ske, men som udgangspunkt skal han hjælpe holdets bedre klatrere.

 

En anden kandidat er Jesse Ewart, der nu to år i træk har vundet det indonesiske Tour de Singkarak. I det hele taget har han mange topresultater i asiatiske etapeløb, og han er blandt andet for nylig blevet nr. 7 i det stærkt besatte Tour of Iran. Modstanden her er af en anden kaliber, men er han i form efter en længere pause, kan han være med langt fremme.

 

Hayden McCormick kommer til løbet med selvtillid efter en 4. plads i New Zealand Cycle Classic og en sejr i endagsløbet Gravel and Tar. Hans form kan derfor ikke diskuteres, men til gengæld kan man diskutere, om han klatrer godt nok til at være med helt fremme. I hvert fald kneb det sidste år, men med den gode form, han åbenlyst har, kan han formentlig gøre det bedre denne gang.

 

Amerikanske Aevolo stiller med unge Tyler Stites, der sidste år viste stort potentiale med en samlet 5. plads i Tour of the Gila og en 7. plads i Joe Martin Stage Race. Der er med andre ord ingen tvivl om, at han kan klatre, men desværre er han på udebane mod WorldTour-holdene og de mange australiere. Med sit fokus på den amerikanske kalender er han næppe i topform, og derfor er det tvivlsomt, om han lever op til potentialet.

 

En anden kandidat kunne være Ryan Cavanagh. Sidste år vandt australieren hele to etapeløb i Asien, men det skyldtes primært hans hurtighed samt evne til at overleve stigninger. Dette løb kan meget vel være for hårdt for ham, og han var da heller ikke i nærheden af de bedste sidste år. Omvendt har han kørt så stærkt på stigningerne siden dengang, at han meget vel kunne føre det bedre denne gang.

 

Angus Lyons er også en rytter, der har haft succes på asiatisk grund. Han er dog ikke en rigtig klatrer, og han har heller aldrig været med fremme i dette løb. Omvendt har han været i top 20 i Tour of Utah, og det sker ikke, hvis man ikke er i form. Han kan sagtens falde helt igennem, men han har potentiale til at overraske.

 

Andre ryttere, der kan gøre det fornuftigt, er Benjamin Hill, James Oram, Salvador Guardiola, Brendon Davids og Genki Yamamoto.

 

***** Simon Yates

**** Robert Power, Nick Schultz

*** Neilson Powless, Jai Hindley, Damien Howson, James Piccoli, Marcus Culey

** Thomas Lebas, Marcos Garcia, Mark O’Brien, Michael Storer, Cameron Meyer, Jesse Ewart, Hayden McCormick, Tyler Stites, Alex Cataford, Ryan Cavanagh, Angus Lyons

* Lachlan Morton, Salvador Guardiola, Benjamin Hill, James Oram, Salvador Guardiola, Brendon Davids, Genki Yamamoto

 

Danskerne

Asbjørn Kragh er til start for Sunweb, hvor han skal hjælpe Alberto Dainese i spurterne og positionere Rob Power, Jai Hindley og Michael Storer frem mod stigningerne.

Simon Yates
Robert Power, Nick Schultz
Neilson Powless, Jai Hindley, Damien Howson, James Piccoli, Marcus Culey
Thomas Lebas, Marcos Garcia, Mark O’Brien, Michael Storer, Cameron Meyer, Jesse Ewart, Hayden McCormick, Tyler Stites, Alex Cataford, Ryan Cavanagh, Angus Lyons
Lachlan Morton, Salvador Guardiola, Benjamin Hill, James Oram, Salvador Guardiola, Brendon Davids, Genki Yamamoto
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour Cycliste Internation...(2.1) 20/02-23/02

UAE Tour(2.UWT) 23/02-29/02

Tour du Rwanda(2.1) 23/02-01/03

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

NY MOUNTAINBIKE? GUIDE, SAMMENLIGN OG FIND FORHANDLER