Optaktsjulekalender: Hvad kan vi forvente af Quick-Step i 2018?

Nedenfor giver vi en analyse af Quick-Step.

Ryttere, der bliver på holdet

Julian Alaphilippe, Eros Capecchi, Remi Cavagna, Laurens De Plus, Tim Declercq, Dries Devenyns, Fernando Gaviria, Philippe Gilbert, Bob Jungels, Iljo Keisse, Yves Lampaert, Davide Martinelli, Enric Mas, Ariel Maximilano Richeze, Fabio Sabatini, Maximilian Schachmann, Pieter Serry, Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Petr Vakoc

Nye ryttere

Elia Viviani (Sky), Florian Senechal (Cofidis), Michael Mørløv (Katusha), Jhonatan Narvaez (Axeon), Fabio Jakobsen (SEG Racing), Alvaore Jose Hodeg (Coldeportes-Claro), James Knox (Wiggins)

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ryttere, der forlader holdet

Tom Boonen (stopper), Daniel Martin (UAE Team Emirates), Marcel Kittel (Katusha), Matteo Trentin (Orica-Scott), Gianluca Brambilla (Trek-Segafredo), Julien Vermote (Dimension Data), Jack Bauer (Orica-Scott), Martin Velits (stopper), David De La Cruz (Sky)

Hvordan gik transfersæsonen?

Hvert år er udkommet af transferperioden som regel, at der er mindst ét hold, der investerer stort og foretager en markant oprustning, og mindst ét hold, der oplever en sand åreladning af talent og efterlades i markant svækket udgave. I år er der ingen tvivl om, at UAE Team Emirates med sine arabiske oliemillioner i ryggen er de helt store vindere i kampen om de store navne. I den anden ende af spektret finder vi Quick-Step, der sjældent har oplevet en så voldsom afgang af klasseryttere.

På mange måder er det belgiske mandskab blevet offer for sin egen succes. Med hele 56 sejre blev holdet i 2017 igen det suverænt mest vindende mandskab, og det gør det altid svært at holde på talenterne. På den ene side betyder den store succes, at der er så mange kaptajner, at de må strides om pladsen i front. Det er denne interne kamp mellem stjernerne, der har kostet manager Patrick Lefevere supersprinteren Marcel Kittel, som ikke var villig til at slås med Fernando Gaviria om en plads på Tour-holdet. Og samtidig betyder det forhold, at en hel stribe forskellige ryttere som regel oplever succes på det belgiske mandskab, at der er et utal af folk, der i løbet af en sæson får en fornemmelse af, at de kunne opnå så meget mere, hvis de havde mere personlig frihed. Stjerneeksemplet er Matteo Trentin, der allerede inden sit forrygende efterår besluttede sig for at søge nye græsgange og derfor takkede ja til en kaptajnrolle på Orica-Scott.

Konsekvensen af holdets succes er derfor nærmest skræmmende læsning. Holdet mister ryttere, der stod for ikke færre end 26 af de 56 sejre, og samtidig bliver man nærmest rippet for WorldTour-point. Dan Martin vandt ganske vist kun ét løb i 2018, men han stod med en samlet 8. plads på WorldTour-ranglisten for langt de fleste point. Også Kittel, Trentin og David De La Cruz bidrog med temmelig meget, og kigger man alene på 2018-truppen, ville holdet ikke være i nærheden af deres 2. plads på WorldTour-ranglisten.

I lyset af hans succes i årets Tour er det mest iøjnefaldende formentlig tabet af Kittel. Den tyske sprinter har i år for alvor cementeret sin position som verdens i særklasse hurtigste sprinter, men trods Lefeveres bedste anstrengelser for at holde på stjernen ville han altså ikke risikere at skulle slås med Gaviria om pladsen som Tour-sprinter. Det ligger imidlertid i holdets DNA, at man skal være det hold, der vinder mest, og derfor har massespurter altid betydet meget. Lefeveres reagerede således ikke overraskende hurtigt, da det stod klart, at Kittel var på vej væk. Lynhurtigt udnyttede han, at Elia Viviani ikke var tilfreds med sin position på Sky, og tilbød italieneren rollen som Kittels afløser. Sky lod Vivani bryde sin kontrakt et år før tid, og dermed lykkedes det Lefevere at finde en næsten fuldgod erstatning for verdens bedste sprinter.

Byttet er ingenlunde nogen katastrofe. For det første undgår man den indlysende konflikt, idet Viviani ingen problemer har med at koncentrere sig om Giroen. For det andet er Viviani langt hurtigere, end resultaterne antyder. Når det ikke er blevet til flere sejre, skyldes det alene, at han på Sky ikke fik megen støtte. Det vil han få på Quick-Step, der har rigeligt med manpower til at bygge to stærke tog op, og han overtager eksempelvis Kittels lead-out man Fabio Sabatini, som han allerede kender fra Liquigas. Samtidig har man hentet Michael Mørkøv, der i tiden med Alexander Kristoff fik opbygget solid lead-out-erfaring, til holdet, og danskeren er umiddelbart tiltænkt en rolle i Vivianis tog. Hvis man tænker på den fantastiske efterårssæson, Viviani havde, og at han er en langt mere stabil rytter end Kittel, der altid har betydelige udfald i løbet af en sæson, er det bestemt ikke usandsynligt, at Viviani kan matche Kittels 14 sejre fra den forløbne sæson.

Desværre stopper det ikke her. På sprintersiden mister man nemlig også Matteo Trentin, der havde en efterårssæson, som de færreste turde drømme om. Det efterlader ikke blot holdet uden en sprinter til kuperede etapeløb som Vuelta a Espana, hvor han havde stor succes i 2017, det betyder også, at man mister en potentiel vinder i brostensklassikerne og en af verdens bedste lead-out men. På netop disse områder gør det naturligvis også ekstremt ondt at sige farvel til selve symbolet på det belgiske hold, Tom Boonen, der trods sin fremskredne alder og knap så gode resultater i sine sidste år, alligevel efterlader et stort tomrum, specielt på brostenene. Og for at det ikke skal være løgn, siger man også farvel til Jack Bauer, der måske ikke havde sit bedste år i sin korte tid på Quick-Step, men som trods alt tidligere har vist stort potentiale i netop brostensklassikerne og har masser af power i lead-out-toget. Også hans afgang er et stort tab.

Naturligvis har det ikke været muligt at finde erstatninger for så stærke navne som Trentin, Boonen og Bauer, men man har dog gjort et forsøg, og som så ofte før er det med et fokus på unge talenter. Florian Senechal har tidligere kørt for deres udviklingshold, men valgte at blive professionel på Cofidis. Her fik han slet ikke de ventede resultater, men han viste dog flere gange undervejs, at talentet er uomtvisteligt. Hvis der er nogen, der kan gøre Senechal til den klassikerstjerne, han har potentialet til at blive, er det Quick-Step. Han kan meget vel udvikle sig til den næste store franske brostensrytter, og samtidig fra han solid lead-out-erfaring fra tiden med Nacer Bouhanni.

Holdet har samtidig handlet klogt i forsøget på at bibeholde positionen som det mest vindende hold også på længere sigt. Det har man gjort ved at skrive kontrakt med to af de mest lovende U23-sprintere. Mest fokus er der grund til at have på Fabio Jakobsen, der sammen med Kristoffer Halvorsen klart har været den bedste sprinter i ungdommens rækker. Jakobsen har allerede sikret sig utallige sejre i store løb og har muligheder for at blive en af fremtidens topsprintere. Det skulle ikke undre, om Quick-Step allerede kan gøre ham til en vindermaskine i hans første år på højeste niveau. Derudover har man skrevet kontrakt med den knap så profilerede colombianer Alvaro Hodeg. Han vandt i år en massespurt i Tour de l’Avenir, og også han har bestemt et solidt potentiale.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Hvis det har gjort ondt på klassiker- og sprintersiden, bløder Lefevere også i etapeløbene. De har aldrig spillet den største rolle for det belgiske mandskab, men i de senere år har man bevidst forsøgt at styrke sig på dette område. Det er først og fremmest sket med Daniel Martin, der i 2017 havde en forrygende sæson med podiepladser i Paris-Nice og Dauphiné og top 10-placeringer i Touren og Volta a Catalunya. Juli måned viste imidlertid også, at han aldrig ville kunne få den nødvendige støtte på Quick-Step, og derfor var bruddet uundgåeligt. Endnu mere smertefuldt bliver det af, at man mister verdens formentlig næstbedste rytter i ardennerklassikerne - i hvert fald blev han i år nr. 2 bag suveræne Valverde i både Liege og Fleche Wallonne - men heldigvis lykkedes det til disse løb at holde på Julian Alaphilippe, der på sigt er et endnu bedre kort.

Desværre lykkedes det heller ikke at holde på David De La Cruz, der sammen med Bob Jungels og Martin var holdets grand tour-klassementsryttere i 2017. Det sker på et tidspunkt, hvor spanieren tog endnu et stort skridt og blandt andet vandt etaper i både Paris-Nice og Vuelta al Pais Vasco og imponerede stort gennem det meste af året. Også han efterlader et stort hul, og det bliver bestemt ikke bedre af, at også Gianluca Brambilla siger farvel. Han bliver næppe nogensinde en stor klassementsrytter, men etapesejre i Giroen og Vueltaen vidner om høj klasse, som Lefevere helt sikkert gerne havde holdt på.

Også her har man forsøgt at hente erstatninger, men til de bjergrige løb har man kun hentet talenter, der skal bruge flere år, inden de er konkurrencedygtige. Mest markant er det, at Lefevere har skrevet kontrakt med den unge brite James Knox, der med top 10-placeringer i Ronde de l’Isard og Babygiroen har vist sig som en særdeles lovende klatrer. Holdet har også hentet den spændende ecuadorianer Jhonatan Narvaez, men han synes umiddelbart mere at være en eksplosiv rytter til de kuperede klassikere end en rytter, der vil kunne tage over efter de tabte etapeløbsryttere.

Endelig siger holdet også farvel til to af de mest loyale hjælpere. Martin Velits, der indstiller karrieren, har ganske vist i de senere år ikke været værdig til en plads på WorldTouren, men tabet af Julien Vermote gør ondt. Belgieren blev verdensberømt for sit kolossale arbejde i årets Tour de France. Det kan godt være, at hans arbejde ikke kan aflæses direkte i resultatlisterne, men det er en type som Vermote, ethvert sprinterhold har brug for.

Samlet set er der således ingen tvivl. Quick-Step er markant svækket forud for den kommende sæson, og det vil være en overraskelse, hvis man med den nye trup igen kan slutte som nr. 2 i WorldTouren og vinde 56 løb. Viviani vil ganske vist kunne udfylde det meste af tomrummet efter Kittel, men specielt i etapeløbene er holdet med tabet af Martin, De La Cruz og Brambilla nærmest rippet for talent. Man har ganske vist haft held til at tiltrække fire af de mest lovende U23-ryttere, men de vil næppe kunne tage over efter etablerede stjerner allerede næste år. Alt tyder derfor på, at Quick-Step får det sværere i 2018. På den anden side er det vist konklusionen hvert eneste år, og gang på gang gør de disse forudsigelser til skamme…

Hvad kan vi forvente i klassikerne?

Det kan godt være, at Quick-Step i de senere år har forsøgt at brede horisonten ud og fokusere mere på etapeløbene, men der er fortsat ingen tvivl. Klassikerne er holdets DNA, og den belgiske presse fælder dommen ubønhørligt, hvis ikke man er i stand til at leve op til altid kolossale forventninger specielt på brostenene. Foråret er stadig den vigtigste tid på året for Patrick Lefevere og hans tropper, og derfor skal der leveres resultater i perioden fra Omloop Het Nieuwsblad i slutningen af februar til Liege-Bastogne-Liege i slutningen af april.

Efter et par lidt magre år havde holdet en storartet brostenssæson i 2017, hvor det i kraft af kollektiv styrke lykkedes at tage kampen om med to stjerner Peter Sagan og Greg Van Avermaet. Det blev til en emotionel sejr til Philippe Gilbert i den belgiske mestertrøje, Yves Lampaert vandt Dwars door Vlaanderen, Marcel Kittel sejrede i Scheldeprijs, Zdenek Stybar blev nr. 2 i Paris-Roubaix og Terpstra nr. 3 i Flandern, og Gilbert blev tillige nr. 2 i både Dwars door Vlaanderen og E3. Det kan trods alt ikke gøres meget bedre, når man er oppe mod to ryttere, der i individuel styrke overgår de enkelte ryttere på det belgiske storhold.

Desværre betyder tabet af Trentin og Boonen, at holdet er markant svækket i 2017, men Lefevere kan trods alt stadig prale af at have den bredeste klassikertrup. I front står stjernerne Stybar, Terpstra og Gilbert, der allerede gentagne gange har vist, at de kan køre med om sejrene i de to brostensmonumenter, og alle tre var de så sent som i 2017 i top 3 i enten Flandern eller Roubaix. Herunder står Lampaert, nyerhvervelsen Florian Senechal og Dries Devenyns, der alle er klar til at lukrere på den kollektive styrke, som Lampaert så flot gjorde det sidste år. Og endelig bliver 2018 året, hvor Fernando Gaviria endelig giver sig i kast med den fulde klassikersæson på brostenene, hvor han i sine få hidtidige optrædener har bekræftet sit potentiale. Med andre ord har holdet således flere glimrende vinderkandidater.

Først gælder det åbningsweekenden, hvor holdet formentlig vil møde op med det tunge skyts, og hvor vi må forvente at kunne se Stybar og Terpstra, der har tradition for at starte stærkt, og måske Gilbert med fremme i Omloop Het Nieuwsblad, mens Gaviria og måske Elia Viviani er sandsynlige kaptajner i det lettere Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Derefter rykker cirkusset til Italien, hvor Stybar gang på gang har vist, at han er en af verdens allerbedste på grusvejene i Strade Bianche, og hvor han atter vil stille op med gode muligheder for at vinde. Det kunne være ekstremt interessant at se Julian Alaphilippe i den italienske klassiker, men da Paris-Nice starter allerede dagen efter, sker det næppe. Franskmanden ventes imidlertid at være til start i Milano-Sanremo, hvor han blev nr. 3 i sin debut i år. Her vil han og Gilbert, der stadig drømmer om at tilføje det italienske løb til listen over monumentsejre, få til opgave at følge angrebene på Poggio, men allerbedst chance har holdet formentlig i tilfælde af en spurt, hvor Gaviria vil være en af de største favoritter. Hvordan Viviani passer ind på holdet, bliver spændende at se, da italieneren aldrig har lagt skjul på, at det er hans drømmeløb, og i løbet af efteråret viste, at han har forbedret sin holdbarhed markant.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Dernæst vender cirkusset tilbage til brostenene, hvor Gilbert, Stybar, Terpstra, Lampaert og Senechal formentlig fører an i E3, mens Gaviria vil være manden, der satses på i Gent-Wevelgem. Han vil også have gode chancer i det nye, lettere Dwars door Vlaanderen, mens Flandern Rundt formentlig stadig er en smule for svært. Derfor er det primært Stybar, Terpstra, Gilbert og Lampaert, der skal jagte succes i den store hjemmebaneklassiker, mens Gaviria eller Viviani skal forsøge at forsvare holdets sejr i Scheldeprijs i Kittels fravær. Endelig gælder det den store finale i Roubaix, hvor specielt Stybar og Terpstra altid er stærke, men hvor det også skal blive interessant at følge Gaviria i dennes debut. Mindst lige så interessant bliver det at se Gilbert vende tilbage til den franske klassiker, som han hidtil blot har kørt én gang helt tilbage i 2007, men som han drømmer om at vinde i sin stræben efter inden karrierens udløb at sejre i alle fem monumenter.

Mens holdet på brostenene har en stribe outsidere, men ikke en af topfavoritterne, forholder det sig helt anderledes i Ardennerne. Her vender Alaphilippe tilbage efter at have misset løbene i 2017, og han er formentlig den rytter, der på et eller andet tidspunkt vil bryde Valverdes dominans. Om han allerede vil være i aktion i Brabantse Pijl er dog tvivlsomt. Det har hidtil været Petr Vakocs domæne, og tjekken har nu to gange vist, at han kan køre med om sejren i opvarmningsløbet til ardennerløbene. Alaphilippe vil til gengæld være klar i Amstel Gold Race, der dog desværre er det løb, der passer ham dårligst, og her vil også den forsvarende vinder, Gilbert, være med - dog formentlig i dårligere form end i år, da Roubaix næste år vil være et stort mål. Endelig kan man drømme om at se Gaviria stille til start i den hollandske klassiker, som han helt sikkert har evnerne til at vinde.

Alaphilippe vil være den helt store kaptajn i Fleche Wallonne, hvor han allerede to gange er blevet nr. 2 bag Valverde, og det er måske den af klassikerne, der passer ham allerbedst. Med en 2. plads i både Liege og Il Lombardia samt en forrygende opvisning ved sidste års VM har han imidlertid også vist, at han er fabelagtig over længere distancer, og derfor skal Valverde bestemt også tage sig i agt i Liege-Bastogne-Liege, hvor det franske supertalent også vil være en af topfavoritterne. Gilbert vil formentlig også være til start, men han synes ikke længere at klatre godt nok til at kunne vinde på hjemmebanen. Det gør Alaphilippe til gengæld, og det vil ikke være nogen stor sensation, hvis han ender klassikersæsonen med at gøre rent bord i ardennerløbene.

I den anden halvdel af sæsonen må første opgave være for Alaphilippe at køre med om sejren i Clasica San Sebastian, der passer ham fremragende, blandt andet fordi han plejer at komme flyvende ud af grand tours. Derudover er det nærliggende, at Viviani vil gå efter en sejr i RideLondon Classic, inden han retter blikket mod titelforsvarene i EuroEyes Classics og Bretagne Classic. De to løb ligger også godt til Gaviria, men mon ikke han har brug for en pause efter Touren. De canadiske klassikere er skræddersyede til Alaphilippe, specielt løbet i Montreal, men det udestår stadig at se, om han satser på at bruge Vueltaen som VM-forberedelse. Alternativt kunne de være en mulighed for Gilbert og Vakoc. Endelig vil Alaphilippe formentlig forsøge at forvandle dette års andenplads til en sejr i Il Lombardia, inden klassikersæsonen rundes af i Paris-Tours, hvor holdet vil forsøge at tage den fjerde sejr i træk med Gaviria eller Viviani.

Hvad kan vi forvente i grand tours?

I 2017 havde Quick-Step en grand tour-sæson, man kun kan drømme om. Det blev til sejr på ikke færre end 16 af de 63 etaper fordelt over de tre løb, man havde ryttere i top 10 i både Giroen og Touren - formentlig i dem alle tre, hvis ikke David De La Cruz var styrtet på næstsidste etape af Vueltaen - man havde den dominerende sprinter i alle tre løb, og man vandt både point- og ungdomstrøjen i Giroen (og havde formentlig vundet den grønne trøje i Touren, havde det ikke været for Marcel Kittels styrt). Det bliver i sagens natur næsten umuligt at leve op til i 2018, ikke mindst fordi man siger farvel til Kittel, Matteo Trentin, De La Cruz og Dan Martin, der alle bidrog voldsomt til den store succes.

I det hele taget er der meget, der tyder på, at man må ændre fokus. Sidste år var man i stand til at stille til start med både en top 10-kandidat samt en sprinter i alle tre løb, men det vil med tabet af Martin og De La Cruz ikke være tilfældet i 2018. I den nuværende trup er det kun Bob Jungels, supertalentet Enric Mas samt måske Julian Alaphilippe, der kan drømme om et topresultat i de samlede stillinger, og da både Jungels og Alaphilippe vil fokusere på Touren, synes det uundgåeligt, at man i hvert fald i ét af de store etapeløb vil stille op uden klassementsrytter. Det bliver også svært at dominere spurterne på samme måde som i år, men her vil man dog sandsynligvis gøre et forsøg i alle tre løb.

Det er formentlig i Giroen, holdet vil stille til start uden ambitioner i den samlede stilling. Jungels har allerede meldt ud, at det for ham handler om Touren, og det samme har Alaphilippe. Mas er som bekendt spanier og vil derfor med stor sandsynlighed foretrække hjemlandets løb, ikke mindst fordi Giro-feltet meget vel kan ende med at blive meget stærkt besat. Derfor peger alt på, at Quick-Step vil stille til start i Giroen med blikket stift rettet på de få massespurter, hvor Elia Viviani bakket op af et stærkt tog med Fabio Sabatini og Michael Mørkøv formentlig vil være manden, der skal slås. Italieneren kan meget vel ende som den dominerede rytter i sit hjemlands løb. I bjergene vil det handle om at køre offensivt, men det er svært at pege på oplagte etapevindere. Philippe Gilbert missede løbet i år og kunne tænkes at være til start på en rute, der byder på mange muligheder. Det samme gør Touren imidlertid, og derfor er hans deltagelse langt fra sikker. Holdets store joker er den belgiske klatrer Laurens De Plus. Han imponerede stort ved at blive bedre og bedre gennem sin grand tour-debut i Italien sidste år, og han kan både være i spil til en etapesejr i bjergene samt en lille overraskelse i klassementet og dermed måske en ungdomstrøje.

I Touren vil holdet stille til start med ambitioner i både klassementet og spurterne, men der er ingen tvivl om prioriteterne. Vigtigste af alt er det, at Fernando Gaviria i sin debut i verdens største cykelløb vinder så mange etaper som muligt og dermed viser ledelsen, at de gjorde det rigtige ved at holde på ham, selvom det kostede Kittel. Samtidig skal Jungels for første gang kaste sig ud i rollen som klassementsrytter i den grand tour, der passer ham bedst. Det bliver ikke let at slutte blandt de 10 bedste på den meget bjergrige rute, men han tilgodeses af en første uge, der favoriserer en tung rytter som ham, samt det forhold, at alle bjergetaperne kommer sent i løbet. Derudover vil Alaphilippe jagte sin første etapesejr i løbet, og han burde have gode muligheder - og så ved man aldrig, om den talentfulde franskmand ligefrem kan ende med en god klassementsplacering også. Endelig betyder brostensetapen enormt meget for det belgiske mandskab og vil formentlig betyde, at specialister som Zdenek Stybar, Niki Terpstra, Yves Lampaert og måske også Philippe Gilbert vil gøre alt for at blive udtaget.

Målene i Vueltaen er mere uklare, men det virker sandsynligt, at Mas for anden gang skal til start i sit hjemlands grand tour. Om han allerede nu vil satse på klassementet, men vi vil ikke blive overraskede, hvis det spanske supertalent ender med at kæmpe med om de øverste pladser i den samlede stilling. Derudover er der flere muligheder. Alaphilippe og Jungels kunne begge tænkes at benytte løbet som forberedelse til VM, og det gør især førstnævnte til en glimrende kandidat til en etapesejr. Derudover må man formode, at holdet vil have en sprinter til start. Det er nærliggende at satse på Gaviria, der har de rette klatreegenskaber på den kuperede rute, men det er tvivlsomt, om han har friskheden efter klassikerne og Touren. En anden model er at stille til start med Viviani, men han vil formentlig foretrække at forsvare sine titler i Hamburg og Plouay, og Gaviria synes derfor at være et bedre bud. Endelig kan man ikke udelukke, at stortalentet Fabio Jakobsen allerede nu får chancen, selvom det er usandsynligt. Måske Gilbert også vil vende tilbage, hvis han har skippet enten Giroen eller Touren, nu hvor han ikke har VM som et stort mål. Og måske er 2018, hvor Lampaert kan køre med om sejren på løbets to enkeltstarter.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Hvad kan vi forvente i kalenderens øvrige løb?

Det kan gøres meget enkelt: vi kan forvente, at Quick-Step vinder en hulens masse cykelløb. Det kan godt være, at holdet på papiret er voldsomt svækket forud for den kommende sæson, men alligevel skulle det ikke undre, om de atter ender som det mest sejrrige mandskab. Hovedparten af gevinsterne vil sandsynligvis komme fra topsprinterne Fernando Gaviria og Elia Viviani, men et af holdets markante kendetegn er, at en stribe forskellige rytter sejrer i løbet af et år, og at holdet går efter sejren i både små og store løb.

Det er lidt specielt, at et af cykelsportens førende mandskaber har tradition for at præstere så svagt i årets første løb, Tour Down Under, men det er ikke desto mindre en kendsgerning, at holdet som regel er et af de allermest anonyme i et løb, de sjældent prioriterer højt. Måske vil det ændre sig i år. I hvert fald passer ruten glimrende til Petr Vakoc, der før har gjort det til et mål - og så kan der vente en tidlig overraskelse fra Jhonatan Narvaez, hvis denne får lov at stille til start i et løb, der er skræddersyet til ham. Under alle omstændigheder vil holdet helt sikkert vinde et hav af etaper med Fernando Gaviria og Maximiliano Richeze i Vuelta a San Juan, inden Gaviria meget vel kunne ende med også at vinde de tre sprinteretaper i det nye Colombia Oro y Paz, hvor Julian Alaphilippe også vil være den måske største favorit til at vinde samlet. I samme periode er Elia Viviani formentlig til start med sit nye tog i Dubai og Abu Dhabi Tour - i sidstnævnte har Alaphilippe også alle forudsætninger for at vinde samlet - og da Gaviria endda også kan gå efter et colombiansk mesterskab og måske vil gøre europæisk sæsondebut allerede i Algarve eller Andalusien, hvor unge Enric Mas kan tænkes at køre med om klassementet, kan man meget vel allerede have rundet de 10 sejre, inden vi skriver 1. marts.

Gaviria og Viviani skal finde ud af at deles om opgaverne i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, og et forsigtigt gæt er, at italieneren sendes til Frankrig og colombianeren til Italien. Bob Jungels vil formentlig forsøge at køre klassement i Tirreno-Adriatico, men de ugelange etapeløb er ofte lidt for korte for den luxembourgske dieselmotor. Bedre chancer har man i Paris-Nice, hvor Alaphilippe burde være i stand til at køre med om sejren. Mas skal formentlig på jagt efter sin første top 10 i et WorldTour-etapeløb på hjemmebanen i Catalonien og Baskerlandet, og Laurens De Plus bliver også meget interessant at følge specielt i førstnævnte løb. Jungels vil formentlig rette blikket mod Tour de Romandie og Baskerlandet Rundt, hvor enkeltstarterne plejer at spille en stor rolle, og hvis han går efter sejren, er der intet til hinder for, at Alaphilippe kan vinde sidstnævnte løb på sin vej mod klassikerne. Mens Gaviria er optaget af klassikerne, vil holdet formentlig have Viviani til start i et eller flere af disse løb, men der burde også være plads til, at veteranen Maximilano Richeze samt de unge talenter Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg kan få nogle spurtmuligheder på WorldTouren.

Efter en pause vil Gaviria gå efter sejren i Tour of California, som med meget stor sandsynlighed også er et mål for Alaphilippe, der allerede én gang har vundet løbet, samt Mas. Colombianeren vil derefter færdiggøre sine Tour-forberedelser i Tour de Suisse, hvor han vil udfordre Peter Sagan, og det er meget tænkeligt, at også Jungels vil teste sig selv i klassementet i Schweiz på vejen mod Touren. Alaphilippe vil til gengæld bruge Dauphiné til at gøre sig klar, og man skal bestemt ikke afskrive, at han kan køre med om sejren i et løb, hvor han før har gjort det godt. Endelig er Belgium Tour naturligvis et vigtigt løb for holdet, og her burde Maximilian Schachmann, Yves Lampaert, Dries Devenyns og Remi Cavagna have gode muligheder for endelig at gøre sig gældende i et etapeløb, ligesom Philippe Gilbert som regel gør det godt her - hvis han altså skipper Giroen.

Mas kunne meget vel tænkes at køre med om sejren i Tour de Pologne på sin vej mod det, der er en sandsynlig deltagelse i Vueltaen, hvorefter holdet vil rette blikket mod BinckBank Tour, der naturligvis er et stort mål. Mon ikke Viviani her skal udfordre verdens topsprintere, mens Cavagna, Terpstra, Lampaert, Jungels, Stybar og Gilbert er ryttere, der alle kan gå efter den samlede sejr. Holdet plejer også at prioritere Tour of Britain højt, hvor Gaviria eller Viviani meget vel kan tænkes at være den dominerende sprinter. Holdet har også tradition for at gøre det fint i de italienske efterårsklassikere, hvor Viviani kan være med i de fladere løb, og Alaphilippe efter VM vil være en naturlig favorit i de af de kuperede løb, man stiller til start i. Til gengæld vil det denne gang blive svært for holdet at blande sig ved VM i holdløb, da man har sagt farvel til mange gode temporyttere i de senere år. Endelig er holdet altid til stede i de mange mindre belgiske endagsløb, der kan være en god chance for unge folk som Jakobsen og Hodeg samt loyale hjælpere som Iljo Keisse og Dries Devenyns til at pudse vinderinstinktet af.

Hvem kan overraske?

Quick-Step har en fantastisk evne til at gøre snart sagt enhver rytter til en vinder, og derfor ender holdet som regel med at levere en del overraskende resultater. Da man i år måske mere end tidligere har satset på at erhverve nye talenter i løbet af transfersæsonen, kan vi således igen til næste år ventes os store præstationer af nogle af de unge ryttere.

Mest grund er der til at fremhæve Enric Mas. Spanieren er en lysende stjerne på den spanske himmel efter en debutsæson, der bød på dybt imponerende præstationer gennem det meste af året, ikke mindst i Vuelta a Burgos og Vueltaen. Med en sæson i benene burde han blive endnu bedre i 2018, og efter Martins og De La Cruz’ afgang burde der være plads til, at han kan forsøge sig som klassementsrytter i en stribe WorldTour-etapeløb i foråret og måske også i Vueltaen. Efter præstationerne i 2017 synes han allerede næste år at være klar til at vise sig på den helt store scene.

Der er også grund til at have forventninger til Fabio Jakobsen trods dennes status af nyprofessionel. Jakobsen er et af sportens største sprintertalenter, og meget tyder på, at han allerede nu er klar til at vinde på professionelt niveau. Det skyldes ikke mindst, at han kommer ind på et hold, der har stor lead-out-erfaring, og han kan derfor ventes at få god støtte. Naturligvis er han kun nr. 3 i hierarkiet bag Fernando Gaviria og Elia Viviani, men der burde være plads til, at han kan få en del muligheder undervejs, også på WorldTour-niveau.

Lidt ældre er Laurens De Plus, der efter to år på højeste niveau er klar til at tage næste skridt i sin stræben efter at leve op til sin status som Belgiens næste etapeløbsrytter. De Plus viste sine klatreevner i Giroen, hvor han især imponerede ved sin holdbarhed sent i løbet, og det lover godt for hans fremtid. Måske kan vi se ham forsøge sig i kampen om den hvide trøje i Italien i år og i et par ugelange etapeløb i løbet af året.

En anden yderst spændende rytter er Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren havde en fremragende 2017-sæson og synes at være gjort af det rigtige stof. Det er stadig lidt uklart, om han gør sig bedst i de høje bjerge eller som ardennerrytter, men under alle omstændigheder er han en alsidig rytter med et stort talent. Hvis han får chancen, kan vi måske se ham overraske allerede i Tour Down Under, der burde passe ham glimrende.

Endelig vil vi fremhæve Maximilian Schachmann. Det har længe været kendt, at han er stort tempotalent, men det er trods alt de færreste, der allerede i deres debutsæson kan køre med om en WorldTour-sejr, som han gjorde på prologen i Romandiet. 2018 bør derfor være året, hvor han tager sin første store enkeltstartssejr, men måske kan det blive til mere end det. Han viste nemlig ganske fine evner i bjergene i både Romandiet og Californien, og selv om han næppe nogensinde bliver en klatretype, kan han måske udvikle så fine evner, at han kan begå sig i ikke alt for svære etapeløb. Vi bliver formentlig klogere allerede i 2018, hvor han i første omgang kan rette blikket mod løb som Belgium Tour og Tour of Britain, hvor stigningerne ikke er for lange og enkeltstarten ofte vigtig.