Optakt: Il Lombardia

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er det altid en stor udfordring for rytterne at bevare motivationen, og mange af de største navne ser med længsel frem mod en vinterpause efter en lang og svær sæson. Der er imidlertid altid ét stort incitament til at fortsætte helt til den bitre ende: chancen for at skrive en sejr i Il Lombardia på generaliebladet.

Det italienske løb udgør sammen med Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege cykelsportens fem monumenter - de fem mest prestigiøse endagsløb - og derfor er en sejr i den italienske klassiker et resultat, der kan definere en hel karriere. Modsat de øvrige monumenter, der alle er forårsløb, afvikles Il Lombardia i efteråret. Det er sandsynligvis hovedårsagen til det faktum, at det af mange regnes som det mindst prestigefulde af de fem store løb, da det afvikles på en tid, hvor færre ryttere er i topform, og hvor den offentlige interesse i cykelsporten allerede er faldet kraftigt.

Selvom løbet måske ikke er helt så eftertragtet som de øvrige monumenter, er det det af de fem, der for alvor får klatrerne til at drømme. Sammen med Liege-Bastogne-Liege er det det eneste monument, som klatrere og etapeløbsryttere kan gå efter, og med længere stigninger, end man finde i Liege, passer det bedre til de virkelige bjerggeder i den belgiske klassiker. Det afspejles i vinderlisten, der er spækfyldt med ardennerspecialister og fremragende klatrere.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Mens løbene i Sanremo, Roubaix og Liege alle som følge af deres navne og historie er tvunget til at følge relativt ensartede ruter, har Il Lombardia en langt mere skiftede natur. Som Flandern Rundt er det et løb igennem en hel region, og det skaber masser af muligheder for at variere ruterne. Start-, målbyerne og de mellemliggende udfordringer er alle skiftet voldsomt gennem årene, og løbet har aldrig haft antydningen af et fast format. Det eneste virkelige symbol på løbet er Como-søen og den nærliggende Madonna del Ghisallo-stigning. Den stejle opkørsel fører op til en lille kirke med tilhørende museum, der byder på både religiøse og cykelrelaterede objekter, og er en af cykelsportens mest berømte stigninger. Selvom den typisk kommer for langt fra mål til at være rammen om de afgørende angreb, er passagen forbi kirken altid et nøglepunkt i enhver udgave af Il Lombaria.

Løbet blev første gang afviklet i 1905, hvor det var kendt som Milano-Milano, inden det to år senere fik navnet Giro de Lombardia. Siden da er det kun blevet aflyst i 1943 og 1944. Indtil 1960 både startede og sluttede det i Milano, men i 1961 flyttede man målet nærmere stigningerne ved Como. Derefter fungerede Milano, Monza, Bergamo og Como alle som målbyer, indtil man flyttede til Lecco mellem 2011 og 2013, hvorefter man igen har vekslet mellem Bergamo og Como. Løbet er oftest startet i Milano, men der har været mange undtagelser. I 2012 og 2013 tog man udgangspunkt i Bergamo, mens Como havde en helt atypisk rolle som startby i 2014 og 2016. Efter tre år med identiske finaler og to år med næsten identiske ruter gav man igen løbet et helt nyt design i 2014, hvor man havde en nærmest uhørt nem udgave. I 2015 gik man den modsatte vej og sammensatte den hårdeste rute i adskillige år, og den trend fortsattes sidste år, hvor ruten nærmest havde karakter af en bjergetape i en grand tour. I år genbruger man den meget hårde rute fra 2015.

Løbet er naturligvis blevet vundet af de fleste af cykelsportens giganter, og det er en af disse, Fausto Coppi, der med fem sejre har rekorden. Lidt overraskende har Eddy Merckx ”kun” sejret to gange, og Sean Kelly og Henri Pelissier er de eneste udlændinge med tre sejre på generaliebladet. I de senere år er løbet blevet domineret af Damiano Cunego, Michele Bartoli, Paolo Bettini, Philippe Gilbert og Joaquim Rodriguez, der alle har sejret mindst to gange, og Cunego topper med sine tre triumfer listen over dette årtusindes bedste ryttere i det italienske monument.

Grundet placeringen i efteråret går løbet under navnet ”De Faldende Blades Løb” og er kronjuvelen i den stribe af italienske efterårsklassikere, der afvikles i september og oktober. I løbet af bare fire uger er ikke færre end 9 store løb blevet afviklet i støvlelandet, og de kan alle til en vis grad betragtes som en slags forberedelse til den store finale. Grundet den ekstremt hårde rute og den store grad af træthed på denne tid af året kendetegnes Il Lombardia ofte af et stort antal udgåede ryttere og giver relativt ofte uventede udfald. På denne tid af året er det nemlig friskhed, der er vigtigere end noget andet.

Indtil 2012 var løbet det sidste store europæiske løb i sæsonen, og mange ryttere fandt det svært at holde formen gående fra VM og frem til Il Lombardia. I et forsøg på at genskabe løbets storhed, tiltrække flere topnavne samt skabe større synergi med VM omstrukturerede UCI kalenderen ved at flytte den italienske klassiker til weekenden lige efter VM og udsatte i stedet Paris-Tours til Il Lombardias hidtidige weekend. Det kortere tidsspænd skulle sikre, at flere ryttere stadig var friske, og derved bidrage til at genskabe den faldende prestige. Nu er det ikke længere den reelle sæsonafslutning, men startlisten fik et stort boost af beslutningen. I de seneste år har stort set alle de klatrere, der har kørt VM, udskudt deres ferie, indtil Il Lombardia er kørt. Synergien blev gjort betydeligt større af, at man i 2012, 2013 og 2014 også havde ganske kuperede VM-løb, og derfor var der mange klatrere på startstregen i kampen om regnbuetrøjen. Indtil 2012 blev løbet afviklet om lørdagen, men mellem 2013 og 2015 blev det som Milano-Sanremo afviklet søndag. Fra sidste år er de to italienske monumenter imidlertid igen de eneste helt store endagsløb, der afvikles lørdag.

Sidste år blev kalenderen vendt total på hovedet af behovet for at afvikle VM meget sent for at undgå ekstreme temperaturer i Qatars ørken. I år er man vendt tilbage til normalen, men det har ikke betydet, at Il Lombardia har genindtaget sin nye plads i ugen efter VM. Tværtimod er man vendt tilbage til den gamle model med Giro dell’Emilia i weekenden efter VM og Il Lombardia to uger efter den globale kappestrid. Denne gang har man dog ikke flyttet Paris-Tours også, og derfor afvikles efterårets to største klassikere for første gang på hinanden følgende dage i samme weekend. Det har bidraget til at genskabe Giro dell’Emilias storhed, men har tilsyneladende ikke haft nogen negativ indvirkning på Il Lombardia-feltet overhovedet. Tværtimod kan man i et år, hvor VM ellers ikke var skabt til klatrere, præsentere et helt forrygende felt, der tæller hovedparten af verdens bedste klatrere. Ryttere som Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Wout Poels, Julian Alaphilippe, Gianni Moscon, Rui Costa, Steven Kruijswijk, Domenico Pozzovivo, Nicolas Roche og Wilco Kelderman forsøger alle at forlænge Vuelta-formen, Bauke Mollema, Rigoberto Uran, Sergio Henao, Daniel Martin, Philippe Gilbert, Primoz Roglic og Diego Ulissi kommer fra VM, og Thibaut Pinot har i de seneste uger forberedt sig 100% på at være klar til efterårets sværeste endagsløb.

I stedet for at være en VM-revanche har Il Lombardia i de senere år haft en anden rolle. Efter Tour of Beijings kollaps har løbet været det sidste på WorldTouren og dermed genfundet sin positioner som løbet, der afgør den sæsongående konkurrence. I år følger Tour of Turkey og det nye Tour of Guangxi efter klassikeren på den udvidede kalender, og det betyder, at den italienske klassiker denne gang ikke er altafgørende. Den individuelle rangliste har i Greg Van Avermaet i øvrigt også fundet sin vinder, men som det i de senere år har været tilfældet er kampen om holdtitlen stadig knivskarp, idet Quick-Step og Sky er adskilt af bare få point. For specielt disse hold er der derfor meget på spil lørdag, hvor de kan tage et afgørende skridt mod en titel, der i de senere år har fundet mere og mere prestige.

Sidste år blev løbet som sagt afviklet på en nærmest uhørt hård rute, og det endte som et rent udskilningsløb. I finalen blev der dannet en kvartet bestående af Esteban Chaves, Romain Bardet, Rigoberto Uran og Diego Rosa, der ellers havde arbejdet stenhårdt for sin kaptajn, Fabio Aru. Bardet faldt fra på dagens sidste stigning op til Bergamos gamle bydel, og derfor endte det hele i en tremandsspurt i Bergamos gader. Her forsøgte Rosa sig med en lang spurt, men det lykkedes akkurat Chaves at komme forbi og blive den første colombianske vinder af et af cykelsportens monumenter, mens Rosa måtte tage til takke med andenpladsen foran Uran. Chaves brækkede desværre skulderen i Giro dell’Emilia og kan derfor ikke forsvare sin titel, men både Rosa, der i de senere år har gjort det til en vane at være flyvende i løbet, og Uran, der har vist god form på det seneste, er med igen i et forsøg på at tage den sejr, de var så tæt på for 12 måneder siden.

Ruten

Som sagt er der intet fast over ruten for Il Lombardia, der er blevet ændret utallige gange over årene. Flere gange så det ud til, at man havde fundet et relativt ensartet forment, men arrangørerne har altid været fast besluttede på at undgå monotoni og genkendelighed. Hver eneste gang, man i et par år har haft samme finale, har man altid givet ruten en større omstrukturering.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Efter tre år med samme afslutning i Lecco efter den lille Villa Vergano-stigning designede man i 2013 en sjældent nem rute, der havde meget lidt lighed med den tidligere. Bergamo, der havde været målby mellem 1995 og 2003, fik igen rollen som finale på årets sidste monument, mens Como blev valgt som startby. Det lettere terræn omkring Bergamo betød imidlertid, at finalen blev nemmere end tidligere.

I 2015 gik man den modsatte vej og skabte det hårdeste løb i mange år. Ruten blev simpelthen vendt rundt, så starten gik i Bergamo, og målet lå i Como, og der var langt mere klatring end tidligere. Mest markant var det af den helt uhørt stejle Muro Di Sormano kom ind som et nøglepunkt i løbet og fik det til at splitte til atomer.

Sidste år gik man et skridt videre, og 2016-udgaven var endnu hårdere. Start og mål var igen blevet byttet rundt, så man som i 2014 startede i Como og sluttede i Bergamo. Som sagt er området omkring Bergamo ikke helt så kuperet, og derfor var finalen igen relativt nem. Modsat i 2014 havde arrangørerne imidlertid kompenseret for den lettere afslutning ved at lægge et kolossalt stort omfang af klatring ind tidligere, og med mere end 4400 højdemeter undervejs var løbet som en stor bjergetape i en grand tour.

I år vender man atter rundt på tingene og genbruger fuldstændigt den rute, der var scenen for Vincenzo Nibalis sejr i 2015. Det betyder, at der igen er tale om et usædvanligt hårdt løb, hvor man måske ikke har så megen klatring som sidste år, idet de første 170 km er relativt nemme, men hvor de sidste 75 km er decideret rædselsfulde. Løbets mest ikoniske stigning er tilbage i sin position sidst i løbet, hvor den indleder grusomhederne. For blot anden gang i historien kører man herfra direkte frem til den brutale Muro di Sormano-stigning, inden de overhovedet har ramt en nedkørsel, hvilket giver næsten 25 km med relativt konstant og benhård klatring. Derefter bliver terrænet igen lidt nemmere, inden de kortere stigninger Civiglio og San Fermo della Battaglia tjener som de sidste og afgørende udfordringer, inden man kører ned til målet i Como.

Med sine 247 km er løbet til den korte side for et monument. Det indledes i Bergamo, og de første 50 km består af en tur rundt i området syd for storbyen, som ligger lige nord for den meget flade Poslette. Det betyder, at starten på løbet er meget let og vil primært være rammen om aggressiv kørsel, der skal skabe det tidlige udbrud. I tidligere udgaver har det ofte været vigtigt at have holdkammerater ude foran, og det er aldrig en ulempe at have et par hjælperyttere, der med et forspring kan overleve Muro di Sormano og hjælpe på de flade stykker mod slutningen af løbet. De store hold markerer imidlertid ofte hinanden tæt, og som regel får man derfor udbrud bestående af ryttere fra de mindre hold.

Rytterne tager hul på klatreudfordringerne efter 48,5 km, når de rammer bunden af Colle Gallo (7,43 km, 6,0%, max. 10%). Efter en let start bliver stigningen gradvist sværere og byder på et par kilometer på 7-8%. Der er dog tale om en regulær opkørsel. Efter nedkørslen er man tilbage i fladlandet og fortsætter mod øst, før man sætter kursen mod nord for at ramme dagens anden stigning efter 107,4 km. Colle Brianza er imidlertid ganske nem og bliver aldrig for alvor stejl.

Efter bakken følger endnu et kort fladt stykke, mens rytterne fortsætter mod nord frem til bredden af Comosøen, før de kortvarigt vender rundt for at slå en lille sløjfe, indtil de kører tilbage til søen. Her er terrænet let kuperet, indtil man kører ned til byen Onno langs søbredden. Her ankommer man efter 166,1 km, hvorefter feltet vil forsætte mod nord langs vandet i yderligere 8 km, inden løbet skifter karakter, og den afgørende fase indledes. Starten med de mange flade stykker og to mindre stigninger vil primært tjene til at akkumulere træthed, mens de store hold holder udbruddet i snor. Efterhånden som vi nærmer os finalen, vil positionskampen intensiveres og farten øges, indtil det hele kulminerer.

Den voldsomme klatring indledes med 72,7 km igen, når feltet rammer bunden af den mest ikoniske stigning, Madonna del Ghisallo (8,58 km, 6,2%, max. 14%). Med en stigningsprocent på mere end 9 er de første 3 km de hårdeste, mens midterstykket er fladt, endda med en lille nedkørsel. Til slut tager stigningen igen fat med 9,5% over 1,2 km. Som altid ringer kirkeklokkerne, når Il Lombardia-feltet ankommer på toppen, men da det vil være den første af fire svære stigninger, vil det ikke være her, favoritterne spiller ud. I stedet er det signalet for nogle af de store hold til at gøre løbet hårdt ved at sætte tempo eller sende ryttere i angreb. Meget ofte ser man en stærk gruppe af klatrere animere finalen, og det vil ikke være en overraskelse, hvis et fremragende udbrud etableres her. Il Lombardia er ofte blevet præget af forsøg fra distancen, og så sent som i 2013 var Thomas Voeckler meget tæt på at tage sejren ved at forsøge sig langt fra mål.

Det har været traditionen, at rytterne efter passagen forbi kirken er kørt ned til Comosøen igen, men som i 2015 har man i år ændret kutymen på brutal vis. I stedet vil der kun være en kort nedkørsel over 6 km, inden rytterne når frem til den berygtede stigning, Coma di Sormano. De første 5,1 km er ganske vist ikke nogen stor udfordring, idet de stiger jævnt med en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 6,6. Det er imidlertid blot opvarmning til de sidste 1,92 km, der går under navnet Muro di Sormano, er blandt de sværeste i Italien og har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 15,8 med passager på 27% inden for den sidste kilometer. Toppen kommer med bare 50,5 km til mål, og selvom det formentlig stadig er for tidligt for favoritterne til at lancere det helt store angreb, viser historien, at der altid kommer kolossal udskilning, og at der kun er ganske få ryttere tilbage i kampen om sejren, når feltet tager hul på nedkørslen mod søbredden, som nås med 37,4 km igen.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Rytterne får nu en sidste chance for at komme sig, idet man følger vandet over 16 flade kilometer, indtil man for første gang når frem til Como. Her tager man hul på den første af de to sidste rundstrækninger i det kuperede omkring målbyen, når man ramme bunden af Civiglio-stigningen (4,2 km, 9,7%, max. 14%), inden man igen kører ned til byen. Det er en meget regulær stigning, der er stejl hele vejen fra top til bund og ikke giver megen mulighed for at komme sig. Toppen kommer med bare 16,8 km igen, og da der herefter knap er en meter flad vej, er det meget sandsynligt, at denne meget svære stigning vil være rammen om det afgørende angreb.

Hvis ingen har kunnet gøre forskellen på Civiglio, er der stadig én chance for at angribe. Efter nedkørslen til Como er der et ganske kort fladt stykke, inden rytterne tager hul på den anden af de to rundstrækninger omkring byen. Med 8 km igen rammer de bunden af San Fermo della Battaglia (3,3 km, 7,2%, max. 10%). Det er ligeledes en meget regulær stigning med det stejleste stykke lige før toppen, der er placeret 5,4 km fra mål. Denne sidste del består af 3,8 km nedkørsel med et gennemsnit på 5,3% og 1,6 km flad vej. Nedkørslen følger brede og velasfalterede veje med to veloplyste tunneller og to brede rundkørsler og er ikke specielt teknisk, selvom der med 2,5 km igen er et par sving hurtigt efter hinanden. Derefter er det stort set en luge vej langs søbredden, der fører frem til mål. Der er et sidste blødt venstresving med 600 m igen, inden man når den 7 m brede opløbsstrækning.

De relativt korte stigninger mod slutningen er skabt til puncheurs, men da de kommer som afslutning en grufuld dag med masser af klatring, har de rene klatrere end langt bedre chance end i de fleste af de seneste udgaver. Specielt Civiglio er en meget svær stigning, og det vil helt bestemt være muligt for en enlig rytter at køre alene hjem herfra. Tidligere har spurtegenskaber og punch altid været vigtige i Lombardiet, og de vil stadig spille en rolle, men som i de seneste to år ser ud Il Lombardia ud til at blive et brutalt udskilningsløb og en yderst selektiv affære, der kan vindes af rene klatrere og etapeløbsspecialister.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Vejret

Som de fleste andre efterårsløb har Il Lombardia ofte været plaget af dårligt vejr, hvilket faktisk har været tilfældet ganske ofte i de senere år, specielt for et par år siden, hvor det end ikke var muligt at producere TV-billeder af finalen. I år kunne rytterne imidlertid ikke ønske sig bedre forhold. Lørdag vil blive den smukkest tænkelige solskinsdag med en temperatur på behagelige 19 grader, og der vil kun være en svag til let vind, først fra nord og siden fra syd. Det giver sidevind på det meste af det flade stykke i indledningen, mens der vil være modvind på Madonna del Ghisallo og starten af Colma di Sormano samt sidemedvind på Muro di Sormano og den efterfølgende nedkørsel. Der vil nu være sidemodvind frem til Civiglio, hvorefter der primært vil være sidevind i den sidste del af løbet. Efter sidste stigning vil der være medvind frem til 3 km-mærket, hvorefter der vil være modvind frem il opløbsstrækningen. Til slut vil der være sidevind.

Favoritterne

Hvis man skal pege på et af de fem monumenter, der er præget af uforudsigelighed, er det svært at komme uden om Il Lombardia. Hvor de fire øvrige klassikere har relativt ensartede ruter, er den store efterårsklassiker altid præget af den usikkerhed, der følger af en stærkt varierende rute. Det skaber uklarhed om, hvor løbets nøglepunkter er, og hvor de afgørende forskelle kan gøres. Den samme grad af manglende afklaring findes ikke i de fire forårsmonumenter, hvis nøglepunkter kun sjældent ændres.

Mere betydningsfuld er dog placeringen på kalenderen. I oktober er det mere end noget andet træthed, der præger feltet, og det gør formen hos de enkelte ryttere til et åbent spørgsmål. Selvom mange har gjort Il Lombardia til efterårets altoverskyggende mål, kan man på denne tid af året slet ikke time formen med samme sikkerhed, som man kan tidligere på året, og også rytterne selv stiller til start med flere spørgsmål end svar - mange med en lønligt håb om, at kroppen akkurat kan klare én sidste kraftudfoldelse, inden den skriger på ferie. Naturligvis ved vi meget mere, end vi gjorde for en uge siden, hvor der ikke havde været ét eneste klatreløb i cykelverdenen siden Vueltaen. Nu kan vi trods alt bruge Giro dell’Emila, Milano-Torino og i mindre grad Tre Valli Varesine som målestok for formniveauet, men som disse løb tydeligt afslører kan dagsformen være stærkt varierende på denne tid af året. Efter den svage præstation ved VM var der eksempelvis intet, der indikerede, at Wout Poels kunne blive nummer 6 Milano-Torino, og Fabios Arus niveau i Milano-Torino var også betydeligt højere end for blot en lille uge siden i Giro dell’Emilia. Det samme kan siges for David Gaudu og Peter Stetina, der i Torino begge var at finde i top 10, men som kørte yderst skuffende i Emilia.

Det betyder, at det altid er lidt af et lotteri at pege på favoritterne til Il Lombardia. Formen og niveauet kan komme ud af det rene ingenting - Diego Rosas andenplads sidste år kom fuldstændig ud af det blå - og samtidig er der mange ryttere, der stort set ikke har kørt løb i den seneste uger. Det er derfor usikkerheden, der hersker - et forhold, der går igen år efter år i årets sidste monument.

I de senere år har vi dog fået lidt hjælp. Hvor den nemme rute i 2014, gjorde det meget uforudsigeligt, hvem der ville kunne sejre, har der i 2015 og 2016 været overladt meget mindre til tilfældighederne. Ruterne har været så vanvittigt hårde, at det reelt kun er en ganske lille kerne af sublime klatrere, der har haft en reel chance for at være med i front, og da der i år er tale om genbrug af 2015-ruten vil det naturligvis være det samme denne gang. Der er ingen garanti for, at stjernerne vil være med fremme. Tværtimod vil mange af dem helt sikkert falde igennem med et brag i så svært terræn på dette tidspunkt af sæsonen, men én ting er dog sikkert: på en rute som denne er der ikke plads til sensationer. Vinderen vil være en af sportens store navne.

Specielt tre af disse har i de forløbne uger fået en så klar bekræftelse på deres gode form, at de formentlig er klar til at kontrollere løbet og tage det nødvendige ansvar. Vincenzo Nibali, Rigoberto Uran og Thibaut Pinot har alle vist fremragende form i den forløbne uge, og derfor er der næppe tvivl om, at Bahrain-Merida, Cannondale og FDJ alle vil gøre alt for at bringe deres formstærke kaptajner i position til at færdiggøre arbejdet. Også Nairo Quintana og Adam Yates kan med nogen ret tage så megen selvtillid ind til løbet, at de med nogen ret kan forlange af deres hold, at de skal bidrage til arbejdet. Dermed er det formentlig de fem mandskaber, der vil tage ansvar for at holde det tidlige udbrud i snor og sikre, at det som altid er favoritterne, der skal slås om det i finalen.

Det er nærliggende at forvente, at de samme mandskaber vil benytte Madonna del Ghisallo til at skabe den første udskilning, men det legendariske bjerg vil næppe være afgørende. I stedet er det Muro di Sormano, der vil være første nøglepunkt. Den brutale mur er ekstremt vanskelig, og erfaringen fra tidligere passager er, at feltet altid eksploderer. De store navne vil helt naturligt isolere sig i front, og selvom det som regel lykkes et par ryttere at komme tilbage på nedkørslen og det efterfølgende flade stykke, vil der næppe være mere end 20-30 ryttere tilbage i kampen om sejren, når vi rammer de sidste to stigninger.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Det flade stykke frem mod Civiglio kan imidlertid være farligt. Der vil næppe være mange af favoritterne, der fortsat har hjælperyttere ved deres side på det sene tidspunkt i løbet. Nibali skal sætte sin lid til formstærke Giovanni Visconti, og at den lidt ustabile Franco Pellizotti har en af sine gode dage, mens Pinot burde have unge David Gaudu ved sine side. Quintana må imidlertid formodes at være isoleret på et relativt svagt Movistar-mandskab, og der er næppe heller ryttere til støtte Uran. Jack Haig vil kunne sidde hos Yates, men man kunne vel tænke sig, at mandskaber som Sky, Sunweb og Quick-Step sidder med flere kort, der vil benytte lejligheden til at køre offensivt. Kommer der en stærk gruppe af outsidere afsted på dette tidspunkt, kan de komme langt - og man kan faktisk ikke helt udelukke, at de kan løbe med sejren.

Kampen mellem favoritterne skal formentlig for alvor ske på Civiglio, der er den klart sværeste i af de to finalestigninger. Den er til gengæld også rigeligt svært til, at den kan få feltet til at eksplodere, og da dagens sidste stigning er kort og eksplosiv, må man formode, at folk som Nibali og Quintana, der mangler punch, vil forsøge at køre alene hjem allerede fra dette tidlige punkt. Det er bestemt muligt, da der ikke er meget fladt terræn efterfølgende og næppe mange hjælpekræfter heller. Også nedkørslen kan bruges offensivt - det var faktisk her Nibali gjorde forskellen for to år siden - og selv den ellers ret nemme San Fermo della Battaglia kan efter så langt og hårdt et løb på feltet til at eksplodere til atomer, som det skete i 2015. Derfor må vi forvente, at det udvikler sig til et sandt udskilningsløb, hvor det handler meget lidt om taktik og mest om gode ben. I en flad finale er en god spurt naturligvis altid en fordel, og punch på en kort stigning er bestemt ikke en ulempe, men som vi så i 2015-udgaven vil løbet formentlig udvikle sig til et udskilningsløb, hvor rytterne ankommer til mål en og en, og hvor stærkeste mand vil sejre.

Set i det lys er det oplagt at pege på Vincenzo Nibali som løbets storfavorit. Den italienske stjerne vandt på samme rute for to år siden, og skal man designe et endagsløb til Bahrain-kaptajnen kan det næppe gøres meget bedre end dette. Nibali er langsom på stregen og uden megen punch, men han er ekstremt slidstærk på en svær rute med mange højdemeter, og han har flere gange været tæt på sejren i Liege, Lombardiet og ved OL og dermed vist, at han kan peake til et stort endagsløb, selvom hans karakteristika ikke gør ham til prototypen på en endagsrytter. Han har gjort det til en tradition at komme flyvende ud af Vueltaen og være fremragende kørende sidst på året, som det senest var tilfældet i 2015, hvor han nærmest legede med feltet i alle de italienske efterårsklassikere.

Noget kunne tyde på, at vi er vidne til det samme igen i år. I hvert fald så Nibali ud til at køre med en nærmest skræmmende lethed på San Luca i Giro dell’Emilia, og det var kun loyalitet over for Visconti, der forhindrede ham i at tage en knusende solosejr. Selv i det lette Tre Valli Varesine, der slet ikke passede til hans karakteristika, var det kun ekstrem stædighed fra Thibaut Pinot, der forhindrede ham i at køre alene til stregen. Når han næsten kan sætte alt og alle på en lille bakke i Varese, tør man ikke tænke på, hvad han kan gøre på de meget sværere stigninger i Lombardiet. Naturligvis slår de fleste ham i en spurt, men i øjeblikket synes Nibali simpelthen at være så meget stærkere end alle andre, at det er altovervejende sandsynligt, at han vil kunne køre alene hjem fra Civiglio, ikke mindst efter et udskilningsløb for dette. Derfor tror vi, at Nibali for anden gang sejrer på denne rute.

Hans værste rival må være Rigoberto Uran. Sidste år hans karriere på vej ned i et sort hul, men det hele ændrede sig for præcis et år siden. Det var andenpladsen i Emilia, der signalerede hans genkomst, og han fulgte det op med podiepladser senere i både Milano-Torino og Il Lombardia. Faktisk var det de præstationer, der fik os på Feltet.dk til som et af de få medier at udpege Uran som podiekandidat i årets Tour, og i det franske løb fik han som bekendt vist, at hans resultater sidste år ikke var en tilfældighed. Efter Touren har han igen rettet fokus mod de italienske efterårsklassikere, og efter en solid, men lidt anonym indsats i Canada og en fin hjælpeindsats for Gaviria ved VM, hvor han sad med de bedste hjem, synes han igen at have timet formen. Det så vi med tredjepladsen i Emilia, hvor kun Nibali var stærkere, samt med den flotte solosejr i Milano-Torino, hvor han tydeligvis havde lagt endnu et lag på sit allerede høje niveau. Han er en af feltets allerbedste klatrere, er i år stærkere end nogensinde og viste sidste år, at han sagtens kan være med i et langt udskilningsløb. Modsat Nibali kan han endda afslutte i en spurt og har samtidig mere punch end sin italienske rival. I Emilia var han et niveau under Bahrain-kaptajnen, men det er bestemt ikke umuligt, at det hul er blevet lukket siden da.

Forud for Milano-Torino var løbets helt store joker er Nairo Quintana. På papiret er han løbets bedste klatrer, og taler vi om en Quintana i topform, er der normalt ingen i dette felt, der kan slå ham i en finale som denne. Inden torsdagens løb var der bare ingen, der vidste, hvordan han er kørende. Efter Touren tog han tilbage til Colombia, og han har hele tiden har haft planer om at komme tilbage til Europa forud for VM og de italienske klassikere. Kender man Quintana ret, kunne man imidlertid forvente, at niveau ville være fornuftigt. Han har et højt bundniveau, og efter en sæson, der har budt på mange skuffelser, vil han formentlig ikke være kommet, hvis han bare stod til endnu en ydmygelse. Med fjerdepladsen i Milano-Torino bekræftede han i den grad den antagelse, og det var formentlig mere taktik end dårlige ben, der forhindrede ham i et bedre resultat. Samtidig er det værd at huske på, at den ganske eksplosive finale slet ikke passede ham. Det her er langt mere som en stor bjergetape i en grand tour, og på en sådan er der ikke mange, der kan matche colombianeren. Naturligvis er der ikke tale om en bjergafslutning, men i 2015 så vi, at det alligevel er de stærkeste, der overlever. Er han tæt på sit topniveau, kan det sagtens vise sig at være Quintana, der med stor autoritet kører alene til stregen.

Thibaut Pinot er ikke kendt for sine resultater i endagsløb, men han har specielt et resultat, der skiller sig ud. For to år siden blev han nummer 3 på præcis denne rute, og det viser, at det er et løb, der passer ham. Pinot havde egentlig tænkt sig at slutte sin sæson efter Touren, men ændrede holdning efter sejren i Tour de l’Ain. Siden har han gjort Lombardiet til sit store mål, og han har tidligere vist, at han er i stand til at finde formen til det italienske monument. Han har bygget formen op i Tour du Doubs og Tour de Wallonie, hvor meldingen var, at han var på rette vej, men stadig et stykke fra den bedste form. I Emilia manglede han stadig en del, men det så meget bedre ud i Varese, hvor han var eneste mand, der kunne følge den i øjeblikket helt suveræne Nibali. Han skuffede en anelse i Milano-Torino, men det er værd at huske på, at den eksplosive finale ikke passede ham. Som Quintana er han langt bedre stillet i et udskilningsløb som dette, og i forhold til colombianeren har han den fordel, at han i år har vist, at han også kan slå de fleste på stregen. Kan han hænge på de bedste, kan det meget vel ende med fransk sejr.

En af løbets jokere er Tom Dumoulin, men vi ved ikke rigtigt, hvor vi har ham. Hans fremragende kørsel på de to tidskørslen ved VM og specielt hans overbevisende kørsel op ad Mount Fløyen på enkeltstarten vidnede om topform, og derfor havde vi store forventninger til ham i Milano-Torino, hvor finalen burde have passet ham storartet. Han udgik imidlertid - tilsyneladende med et stort smil - allerede inden stigningerne i finalen, og det kan tolkes på to måder. Enten har han ikke kunnet fastholde motivationen efter et hårdt VM, der var hans store mål - han var heller ikke helt tilfreds med benene i tirsdags i Varese - eller også viste det lumske smil, at han sparede sig til lørdag. Derfor kan det blive til lidt af hvert for Dumoulin: enten kan han igen være helt væk længe inden finalen indledes, eller også kan han ende som vinder. Selvom han ikke har ren klatrer, har han nemlig om nogen motoren til at håndtere et udskilningsløb som dette, og han har i år vist, at han ikke behøver at frygte klatrerne på stigningerne. Samtidig har han en bedre spurt end langt de fleste, og den eksplosive finale passer ham. Sparede Dumoulin sig virkelig i Torino, bliver han livsfarlig!

Vi var mange - særligt os, fordi vi havde peget på ham som favorit - der var frustrerede over, at Julian Alaphilippe lancerede et hovedløst soloangreb i Torino og ikke ventede for at se, hvad han kunne i direkte dyst med favoritterne på Superga-stigningen. Derfor ved vi reelt ikke, hvor vi har Alaphilippe. Vi ved dog, at formen var fremragende for et par uger siden. Han blev ganske vist ikke verdensmester, men der kan næppe være mange delte meninger om, hvem der var stærkeste mand ved VM. Kun Moscon kunne følge ham sidste gang op ad Laksebakken, men italieneren måtte siden slippe den stærke franskmand på en beskeden lille brostensbakke i Bergen. Det vidner om, at han er kommet flyvende ud af Vueltaen, hvilket ikke kan være den store overraskelse. Hans knæskade betød nemlig, at han var langt fra topformen ved starten af løbet, men han blev gradvist bedre og bedre. Allerede sidste år viste han, at han kommer forrygende ud af grand tours, da han efter Touren satte selveste Chris Froome på stigningerne ved OL - et løb, han formentlig havde vundet, hvis ikke han havde sovet, da det rette udbrud kørte. Efter en skuffende sæson er han formentlig stadig topmotiveret, og der er ingen grund til at tro, at han ikke stadig er tæt på sit højeste niveau. Problemet er, at denne rute kan vise sig at være en anelse for hård for en eksplosiv type som Alaphilippe. På den anden side viste OL, at han sagtens kan vinde også på klatreruter.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Vi har længe ment, at Adam Yates har potentialet til at blive en af verdens bedste i kuperede endagsløb, men alligevel kom hans andenplads i Torino som en overraskelse for os. Yates har nemlig haft en yderst skuffende sæson, hvor han hverken i Giroen eller Vueltaen var i nærheden af niveauet fra 2016. Nu kunne noget imidlertid tyde på, at situationen var forandret. I hvert fald skulle Superga ikke have været meget længere for, at det var Yates, der havde tronet øverst på skamlen. Det tyder på, at Vueltaen har efterladt ham med en storform, som hans styrt i Emilia i første omgang skjulte. Problemet er, at Yates er mest komfortabel på korte, eksplosive stigninger, og at han på længere stigninger som regel er henvist til at følge med. Vi frygter lidt, at årets løb er lidt for langt og svært for en ellers formstærk Yates, og at han ikke kan følge de mere udprægede klatretyper i finalen. Er han med frem til den eksplosive sidste stigning, er han imidlertid farlig, ikke mindst fordi han også er hurtig på stregen.

Løbets måske største joker er Tim Wellens . Belgieren er nemlig den eneste af forhåndsfavoritterne, der ikke har kørt ét eneste af de foregående løb i Italien. Vi ved dig, at han i august og september har været nærmest rystende stærk. Kun Dumoulin kunne akkurat følge en helt suveræn Wellens på kongeetapen i BinckBank Tour, og det var kun det taktiske spil, der forhindrede ham i at vinde i Montreal, hvor han lignede stærkeste mand. I Tour de Wallonie leverede han en Merckx-agtig magtdemonstration, og ved VM holdt han næsten ene mand et stærkt udbrud fri over 50-60 km i finalen. Nu har han så rettet blikket mod Il Lombardia, hvor han før har været tæt på podiet, men vi ved aldrig, hvor vi har feltets måske mest ustabile humørrytter, specielt efter en lille løbspause. Samtidig har vi en frygt for, at dette løb trods alt er for svært for Wellens, der ikke er ren klatrer. Han vinder næppe en direkte dyst med favoritterne på stigningerne, men hvis der er én, der kan udnytte et taktisk spil til at køre alene hjem fra distancen, er det helt sikkert Wellens.

Sky stiller med et supermandskab, der på papiret har adskillige vinderkandidater. Mikel Landa og Michal Kwiatkowski er imidlertid begge i elendig form og kan på forhånd afskrives, og Sergio Henao fortsætter desværre de skuffende takter, der har præget ham lige siden sejren i Paris-Nice. Derfor er det op til Wout Poels og Diego Rosa at forsvare førstepladsen på WorldTour-ranglisten for briterne, og det har de bestemt gode muligheder for. Poels kom som bekendt fremragende ud af Vueltaen - han var måske allerstærkeste mand på Angliru - men kørte så et næsten pinligt VM. I Torino var humørrytteren Poels imidlertid igen med fremme blandt de bedste, og det gør ham til en farlig kandidat i et langt løb som dette. Han har som bekendt tidligere sejret i Liege og er på sine gode dage en af verdens bedste klatrere. Rammer han Vuelta-formen, kan han sagtens vinde i Como.

I 2015 fik Rosa et decideret gennembrud i disse løb, da han sejrede i Torino og kørte fremragende for Nibali i Lombardiet. Sidste år så det ikke ud til, at han havde ramt formen, men da det gjaldt i Lombardiet, var han formentlig den allerstærkeste. Havde han ikke skullet arbejde for Aru, var han måske endt som vinder, og noget kunne indikere, at historien er ved at gentage sig. I hvert fald har han set stærk ud i de seneste løb, hvor han har arbejdet stenhårdt for holdet, men lørdag vil han formentlig søge sin egen chance. Har han virkelig bare brugt de foregående dage som forberedelse, kan Rosa igen ende med at køre med om sejren.

I Torino blev det klart, at Daniel Martin ikke er i topform, da han stadig er på vej tilbage efter sit brud på ryggen fra Touren. Man må imidlertid aldrig afskrive ireren, der om nogen har en evne til at peake i monumenterne. Det er ikke uden grund, at han sammen med Gilbert er den eneste aktive rytter, der har sejret i begge de to kuperede monumenter, og derfor vil det være dumt ikke at holde et vågent øje med Martin lørdag. Han har næppe formen til at følge de allerbedste, men i et taktisk spil kan Martin som ingen anden måske slide sig tilbage. Han har et skræmmende killerinstinkt, giver aldrig op og er lynhurtig på stregen. Han var positivt overrasket over fornemmelsen i Torino, og selvom man fornemmer, at heller ikke han for alvor tror, at han kan sejre, har han før overrasket både sig selv om omverdenen.

Et andet helt åbent spørgsmål er Rafal Majka . Han har siden Vueltaen kun været til start i Varese, hvor han kørte helt anonymt for at forberede sig til Il Lombardia. Han har imidlertid før været på podiet i netop denne klassiker og er tidligere kommet flyvende ud af Vueltaen. Efter at sygdom ødelagde den spanske og styrt den franske grand tour har han ikke kørt klassement i mange etapeløb i år, og han er formentlig friskere end mange andre. Han valgte helt bevidst at skippe VM, og spørgsmålet er, hvilken form den lange løbspause har efterladt. Historien viser, at han ikke skal afskrives i et løb som dette, slet ikke på en reel klatrerute. Med meget få løbskilometer i benene kan det enten blive til noget meget stort eller til en stor skuffelse for den polske stjerne.

En joker er Bauke Mollema. Hollænderen har haft en hård sæson med to grand tours, men han er som regel motiveret til at vise sig frem sidst på sæsonen også, hvor Lombardiet ofte er et mål. Tit har han været stærk i Canada for så at løbe tør for kræfter i Lombardiet, og spørgsmålet er, om det gentager sig denne gang. I hvert fald var han blandt de stærkeste på den anden side af Atlanten, men vi så ikke meget til ham i et VM-løb, der ikke passede ham. Hans virkelige mål har dog hele tiden været de italienske løb, og i teorien burde et opslidende udskilningsløb passe ham. Han valgte helt bevidst at tage den med ro i Torino, og derfor skal hans pauvre resultat ikke tages som indikation på noget som helst. Vi vil blive overraskede, hvis han med den begrænsede løbsaktivitet kan være med helt fremme, men måske er det alligevel det, der giver ham den sidste friskhed til at gå efter et topresultat.

Egentlig troede vi, at Fabio Aru var træt, og den opfattelse blev kun styrket efter den svage præstation i Emilia. Han overraskede imidlertid meget positivt i Varese, hvor han gjorde det fremragende i et løb, der passede ham ufatteligt dårligt, og i Torino var han endnu bedre. Man skal ikke glemme, at Aru har en stor motor, der gør ham i stand til at restituere godt også sidst på sæsonen, og kan han fortsætte fremgangen, kan man ikke udelukke et topresultat. Dette opslidende udskilningsløb passer ham endda langt bedre end de hidtidige udfordringer, og det hans fighterinstinkt vil bære ham ufatteligt langt. Det er svært at se, hvordan han skal vinde løbet, men det vil være en overraskelse, hvis ikke han er med fremme også meget langt inde i finalen.

Dumoulin er ikke eneste kort på et meget stærkt Sunweb-mandskab. Der er god grund til at have store forventninger til Warren Barguil også. Franskmanden blev som bekendt smidt ud af Vueltaen, men han tabte ikke motivationen. Tværtimod trænede han stenhårdt frem mod VM og blev belønnet med en udtagelse. Han så brølstærk ud på den norske rute, der slet ikke passede ham, og han leverede et formidabelt arbejde for Alaphilippe. Nu er han udset til en ledende rolle i sine sidste sæsonmål, og han så fin ud i tirsdagens løb i Varese, der var for let for ham. Han var ingen steder i Torino, men det er nærliggende at tro, at også han sparede kræfter til det store mål i Lombardiet. Han har i de senere år gjort det godt i Ardennerne og har næse for de lange endagsløb. Da han i år er stærkere end tidligere, kan han meget vel vise sig langt fremme. Også hans yderst talentfulde holdkammerat Sam Oomen har været fremragende kørende hele efteråret og har i Ardennerne allerede vist, at han har motoren til de store løb. Han var forrygende stærk i Varese, og selvom han næppe vinder, bliver det meget interessant at se, hvor langt han kan komme i det store monument.

Endelig er det værd at fremhæve Steven Kruijswijk. Hans dieselmotor passer ikke specielt godt til endagsløb, men skal man pege på en klassiker for ham må det være et udskilningsløb i bjergene som dette.

Han er dog en fremragende klatrer, og på denne tid af året handler det mere om friskhed end om evner. Han sluttede Vueltaen godt af, og har han bevaret motivationen siden da, kan han levere et godt resultat. I Torino gjorde han det hæderligt i en eksplosiv finale, der ikke passede ham. Det er svært at se ham vinde, men han burde være langt bedre end i torsdagens løb, og dermed bør han ikke være langt fra de bedste.

OPDATERING:Som følge af sygdom stiller Tom Dumoulin ikke til start.

***** Vincenzo Nibali

**** Rigoberto Uran, Nairo Quintana

*** Thibaut Pinot, Julian Alaphilippe, Adam Yates, Tim Wellens

** Wout Poels, Diego Rosa, Daniel Martin, Rafal Majka, Bauke Mollema, Fabio Aru, Warren Barguil, Steven Kruijswijk, Sam Oomen

* Nicolas Roche, Gianni Moscon, Alexis Vuillermoz, Domenico Pozzovivo, Tony Gallopin, Diego Ulissi, Peter Stetina, Rui Costa, Ben Hermans, Egan Bernal, David Gaudu, Daniel Martinez, Jack Haig, Laurens De Plus, Tiesj Benoot, Rein Taaramae

Danskerne

Jakob Fuglsang er til start for Astana, men er efter sine skader ikke i stand til andet end at hjælpe Fabio Aru. Christopher Juul er med for at støtte Adam Yates og Jack Haig i den flade indledning.

Sidste års løb

Du kan gense de sidste tre timer af Chaves’ sejr fra sidste år her. Du genfinder Nibalis sejr fra 2015 på årets rute her.