Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Il Lombardia
12. oktober 2018 16:33 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Enden på cykelsæsonen er nær, men en af sportens allerstørste klassikere mangler stadig at finde årets vinder. Som et af cykelsportens fem monumenter er Il Lombardia helt oppe i hierarkiet i kraft af en glorværdig historie, og løbet markerer traditionelt afslutningen på året i cykelmæssig forstand. En meget bjergrig rute gør det til det vanskeligste af de fem monumenter, og efter at en kalenderændring for et par år siden bidrog til at genskabe løbets storhed, har det igen i år tiltrukket et uhørt stærkt felt for et løb i oktober, ikke mindst fordi det denne gang har et kraftigt skær af VM-revanche efter bjergslaget i Østrig.

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er det altid en stor udfordring for rytterne at bevare motivationen, og mange af de største navne ser med længsel frem mod en vinterpause efter en lang og svær sæson. Der er imidlertid altid ét stort incitament til at fortsætte helt til den bitre ende: chancen for at skrive en sejr i Il Lombardia på generaliebladet.

 

Det italienske løb udgør sammen med Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege cykelsportens fem monumenter - de fem mest prestigiøse endagsløb - og derfor er en sejr i den italienske klassiker et resultat, der kan definere en hel karriere. Modsat de øvrige monumenter, der alle er forårsløb, afvikles Il Lombardia i efteråret. Det er sandsynligvis hovedårsagen til det faktum, at det af mange regnes som det mindst prestigefulde af de fem store løb, da det afvikles på en tid, hvor færre ryttere er i topform, og hvor den offentlige interesse i cykelsporten allerede er faldet kraftigt.

 

Selvom løbet måske ikke er helt så eftertragtet som de øvrige monumenter, er det det af de fem, der for alvor får klatrerne til at drømme. Sammen med Liege-Bastogne-Liege er det det eneste monument, som klatrere og etapeløbsryttere kan gå efter, og med længere stigninger, end man finde i Liege, passer det bedre til de virkelige bjerggeder end den belgiske klassiker. Det afspejles i vinderlisten, der er spækfyldt med ardennerspecialister og fremragende klatrere.

 

Mens løbene i Sanremo, Roubaix og Liege alle som følge af deres navne og historie er tvunget til at følge relativt ensartede ruter, har Il Lombardia en langt mere skiftede natur. Som Flandern Rundt er det et løb igennem en hel region, og det skaber masser af muligheder for at variere ruterne. Start-, målbyerne og de mellemliggende udfordringer er alle skiftet voldsomt gennem årene, og løbet har aldrig haft antydningen af et fast format. Det eneste virkelige symbol på løbet er Como-søen og den nærliggende Madonna del Ghisallo-stigning. Den stejle opkørsel fører op til en lille kirke med tilhørende museum, der byder på både religiøse og cykelrelaterede objekter, og er en af cykelsportens mest berømte stigninger. Selvom den typisk kommer for langt fra mål til at være rammen om de afgørende angreb, er passagen forbi kirken altid et nøglepunkt i enhver udgave af Il Lombaria.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1905, hvor det var kendt som Milano-Milano, inden det to år senere fik navnet Giro de Lombardia. Siden da er det kun blevet aflyst i 1943 og 1944. Indtil 1960 både startede og sluttede det i Milano, men i 1961 flyttede man målet nærmere stigningerne ved Como. Derefter fungerede Milano, Monza, Bergamo og Como alle som målbyer, indtil man flyttede til Lecco mellem 2011 og 2013, hvorefter man igen har vekslet mellem Bergamo og Como. Løbet er oftest startet i Milano, men der har været mange undtagelser. I 2012 og 2013 tog man udgangspunkt i Bergamo, mens Como havde en helt atypisk rolle som startby i 2014 og 2016. Efter tre år med identiske finaler og to år med næsten identiske ruter gav man igen løbet et helt nyt design i 2014, hvor man havde en nærmest uhørt nem udgave. I 2015 gik man den modsatte vej og sammensatte den hårdeste rute i adskillige år, og den trend fortsattes i 2016, hvor ruten nærmest havde karakter af en bjergetape i en grand tour. Sidste år genbrugte man ruten fra 2015, og også i år følges næsten samme opskrift.

 

Løbet er naturligvis blevet vundet af de fleste af cykelsportens giganter, og det er en af disse, Fausto Coppi, der med fem sejre har rekorden. Lidt overraskende har Eddy Merckx ”kun” sejret to gange, og Sean Kelly og Henri Pelissier er de eneste udlændinge med tre sejre på generaliebladet. I de senere år er løbet blevet domineret af Damiano Cunego, Michele Bartoli, Paolo Bettini, Philippe Gilbert, Joaquim Rodriguez og Vincenzo Nibali, der alle har sejret mindst to gange, og Cunego topper med sine tre triumfer listen over dette årtusindes bedste ryttere i det italienske monument.

 

Grundet placeringen i efteråret går løbet under navnet ”De Faldende Blades Løb” og er kronjuvelen i den stribe af italienske efterårsklassikere, der afvikles i september og oktober. I løbet af bare fire uger er ikke færre end 12 store løb blevet afviklet i støvlelandet, og de kan alle til en vis grad betragtes som en slags forberedelse til den store finale. Grundet den ekstremt hårde rute og den store grad af træthed på denne tid af året kendetegnes Il Lombardia ofte af et stort antal udgåede ryttere og giver relativt ofte uventede udfald. På denne tid af året er det nemlig friskhed, der er vigtigere end noget andet.

 

Indtil 2012 var løbet det sidste store europæiske løb i sæsonen, og mange ryttere fandt det svært at holde formen gående fra VM og frem til Il Lombardia. I et forsøg på at genskabe løbets storhed, tiltrække flere topnavne samt skabe større synergi med VM omstrukturerede UCI kalenderen ved at flytte den italienske klassiker til weekenden lige efter VM og udsatte i stedet Paris-Tours til Il Lombardias hidtidige weekend. Det kortere tidsspænd skulle sikre, at flere ryttere stadig var friske, og derved bidrage til at genskabe den faldende prestige. Nu var det ikke længere den reelle sæsonafslutning, men startlisten fik et stort boost af beslutningen. I de seneste år har stort set alle de klatrere, der har kørt VM, udskudt deres ferie, indtil Il Lombardia er kørt. Synergien blev gjort betydeligt større af, at man i 2012, 2013 og 2014 også havde ganske kuperede VM-løb, og derfor var der mange klatrere på startstregen i kampen om regnbuetrøjen. Indtil 2012 blev løbet afviklet om lørdagen, men mellem 2013 og 2015 blev det som Milano-Sanremo afviklet søndag. Fra 2015 er de to italienske monumenter imidlertid igen de eneste helt store endagsløb, der afvikles lørdag.

 

Efter at det sene VM i Qatar vendte kalenderen helt på hovedet i 2016, gik man sidste år tilbage til den gamle model med Giro dell’Emilia i weekenden efter VM og Il Lombardia to uger efter den globale kappestrid. Den model gentages i år. Det har bidraget til at genskabe Giro dell’Emilias storhed, men har tilsyneladende ikke haft nogen negativ indvirkning på Il Lombardia-feltet overhovedet. Tværtimod kan man i et år, hvor VM som bekendt var skabt til klatrere, præsentere et helt forrygende felt, der tæller hovedparten af verdens bedste klatrere. Ryttere som Vincenzo Nibali, Domenico Pozzovivo, Romain Bardet, Jakob Fuglsang, Rafal Majka, Thibaut Pinot, Tim Wellens, Simon Yates, Adam, Yates, Roman Kreuziger, Alejandro Valverde, Enric Mas, Michael Woods, Rigoberto Uran, Ilnur Zakarin, Primoz Roglic, Gianni Moscon, George Bennett, Steven Kruijswijk, Wilco Kelderman, Bauke Mollema, Dan Martn og Rui Costa kommer alle fra et VM, hvor de forsøgte at være aktører, mens Egan Bernal og Fabio Aru efter helbredsproblemer har i de seneste uger forberedt sig 100% på at være klar til efterårets sværeste endagsløb.

 

I stedet for at være en VM-revanche har Il Lombardia i de senere år haft en anden rolle. Efter Tour of Beijings kollaps har løbet været det sidste på WorldTouren og dermed genfundet sin position som løbet, der afgør den sæsongående konkurrence. I år følger afslutningen på Tour of Turkey og det nye Tour of Guangxi efter klassikeren på den udvidede kalender, og det betyder, at den italienske klassiker denne gang ikke er altafgørende. Den individuelle rangliste har i øvrigt også fundet sin vinder i Simon Yates, ligesom Quick-Step har holdkonkurrence i et sikkert greb, og derfor er der ikke megen WorldTour-hæder at slås om denne gang.

 

Sidste år stillede en meget formstærk Vincenzo Nibali til start som storfavorit, og som det var tilfældet i 2015 viste italieneren sig at være i en klasse for sig. Efter at have gjort det af med Thibaut Pinot som sidste mand, kørte den suveræne italiener alene hjem til sin anden sejr i det store italienske monument, mesn Julian Alaphilippe med et sent angreb sikrede sig andenpladsen foran en lille gruppe, hvis spurt om tredjepladsen blev vundet af Gianni Moscon. Med en stigende formkurve håber Nibali, at han har nået i tide at finde sine bedste ben, så han efter en svær tid alligevel kan forsvare sin titel, men han er denne gang ikke oppe imod Alaphilippe, der efter en hård periode i tirsdags meddelte, at sæsonen er indstillet tidligere end planlagt. Moscon er til gengæld med igen, men hans præstationer i de seneste løb tyder på, at silken efter en ellers stærk periode er ved at være slidt af.

 

Ruten

Som sagt er der intet fast over ruten for Il Lombardia, der er blevet ændret utallige gange over årene. Flere gange så det ud til, at man havde fundet et relativt ensartet forment, men arrangørerne har altid været fast besluttede på at undgå monotoni og genkendelighed. Hver eneste gang, man i et par år har haft samme finale, har man altid givet ruten en større omstrukturering.

 

Efter tre år med samme afslutning i Lecco efter den lille Villa Vergano-stigning designede man i 2014 en sjældent nem rute, der havde meget lidt lighed med den tidligere. Bergamo, der havde været målby mellem 1995 og 2003, fik igen rollen som finale på årets sidste monument, mens Como blev valgt som startby. Det lettere terræn omkring Bergamo betød imidlertid, at finalen blev nemmere end tidligere.

 

I 2015 gik man den modsatte vej og skabte det hårdeste løb i mange år. Ruten blev simpelthen vendt rundt, så starten gik i Bergamo, og målet lå i Como, og der var langt mere klatring end tidligere. Mest markant var det af den helt uhørt stejle Muro Di Sormano kom ind som et nøglepunkt i løbet og fik det til at splitte til atomer.

 

I 2016 gik man et skridt videre, og 2016-udgaven var endnu hårdere. Start og mål var igen blevet byttet rundt, så man som i 2014 startede i Como og sluttede i Bergamo. Som sagt er området omkring Bergamo ikke helt så kuperet, og derfor var finalen igen relativt nem. Modsat i 2014 havde arrangørerne imidlertid kompenseret for den lettere afslutning ved at lægge et kolossalt stort omfang af klatring ind tidligere, og med mere end 4400 højdemeter undervejs var løbet som en stor bjergetape i en grand tour.

 

I 2017 vendte man atter rundt på tingene og genbrugte fuldstændigt den rute, der var scenen for Vincenzo Nibalis sejr i 2015. Det havde man egentlig også planer om at gøre i år, men vejarbejde har tvunget arrangørerne til at foretage en ændring i den absolutte finale, hvor den sidste stigning, San Fermo della Battaglia, i udkanten af Como udgør til fordel for en betydeligt lettere bakke, hvormed Civiglio i år bliver sidste reelle mulighed for at gøre større forskelle.

 

Det betyder, at der igen er tale om et usædvanligt hårdt løb, hvor første 170 km er relativt nemme, men hvor de sidste 75 km er decideret rædselsfulde. Løbets mest ikoniske stigning, Madonna di Ghisallo,  er tilbage i sin position sidst i løbet, hvor den indleder grusomhederne. For blot tredje gang i historien kører man herfra direkte frem til den brutale Muro di Sormano-stigning, inden de overhovedet har ramt en nedkørsel, hvilket giver næsten 25 km med relativt konstant og benhård klatring. Derefter bliver terrænet igen lidt nemmere, inden de kortere stigninger Civiglio og den nye bakke tjener som de sidste og afgørende udfordringer, inden man kører ned til målet i Como.

 

Med sine 241,0 km er løbet til den korte side for et monument. Det indledes i Bergamo, og de første 50 km består af en tur rundt i området syd for storbyen, som ligger lige nord for den meget flade Po-slette. Det betyder, at starten på løbet er meget let og primært vil være rammen om aggressiv kørsel, der skal skabe det tidlige udbrud. I tidligere udgaver har det ofte været vigtigt at have holdkammerater ude foran, og det er aldrig en ulempe at have et par hjælperyttere, der med et forspring kan overleve Muro di Sormano og hjælpe på de flade stykker mod slutningen af løbet. De store hold markerer imidlertid ofte hinanden tæt, og som regel får man derfor udbrud bestående af ryttere fra de mindre mandskaber.

 

Rytterne tager hul på klatreudfordringerne efter 47,2 km, når de rammer bunden af Colle Gallo (7,43 km, 6,0%, max. 10%). Efter en let start bliver stigningen gradvist sværere og byder på et par kilometer på 7-8%. Der er dog tale om en regulær opkørsel. Efter nedkørslen er man tilbage i fladlandet og fortsætter mod øst, før man sætter kursen mod nord for at ramme dagens anden stigning efter 106,2 km. Colle Brianza (10,3 km, 3,5%) er imidlertid ganske nem og bliver aldrig for alvor stejl.

 

Efter bakken følger endnu et kort fladt stykke, mens rytterne fortsætter mod nord frem til bredden af Comosøen, før de kortvarigt vender rundt for at slå en lille sløjfe, indtil de kører tilbage til søen. Her er terrænet let kuperet, indtil man kører ned til byen Onno langs søbredden. Her ankommer man efter 163,2 km, hvorefter feltet vil forsætte mod nord langs vandet i yderligere 8 km, inden løbet skifter karakter, og den afgørende fase indledes. Starten med de mange flade stykker og to mindre stigninger vil primært tjene til at akkumulere træthed, mens de store hold holder udbruddet i snor. Efterhånden som vi nærmer os finalen, vil positionskampen intensiveres og farten øges, indtil det hele kulminerer.

 

Den voldsomme klatring indledes med 69,6 km igen, når feltet rammer bunden af den mest ikoniske stigning, Madonna del Ghisallo (8,58 km, 6,2%, max. 14%). Med en stigningsprocent på mere end 9 er de første 3 km de hårdeste, mens midterstykket er fladt, endda med en lille nedkørsel. Til slut tager stigningen igen fat med 9,5% over 1,2 km. Som altid ringer kirkeklokkerne, når Il Lombardia-feltet ankommer på toppen, men da det vil være den første af fire svære stigninger, vil det ikke være her, favoritterne spiller ud. I stedet er det signalet for nogle af de store hold til at gøre løbet hårdt ved at sætte tempo eller sende ryttere i angreb. Meget ofte ser man en stærk gruppe af klatrere animere finalen, og det vil ikke være en overraskelse, hvis et fremragende udbrud etableres her. Il Lombardia er ofte blevet præget af forsøg fra distancen, og så sent som i 2013 var Thomas Voeckler meget tæt på at tage sejren ved at forsøge sig langt fra mål.

 

Det har været traditionen, at rytterne efter passagen forbi kirken er kørt ned til Comosøen igen, men som i 2015 og sidste år har man i år ændret kutymen på brutal vis. I stedet vil der kun være en kort nedkørsel over 6 km, inden rytterne når frem til den berygtede stigning, Coma di Sormano. De første 5,1 km er ganske vist ikke nogen stor udfordring, idet de stiger jævnt med en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 6,6. Det er imidlertid blot opvarmning til de sidste 1,92 km, der går under navnet Muro di Sormano, er blandt de sværeste i Italien og har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 15,8 med passager på 27% inden for den sidste kilometer. Toppen kommer med bare 47,4 km til mål, og selvom det formentlig stadig er for tidligt for favoritterne til at lancere det helt store angreb, viser historien, at der altid kommer kolossal udskilning, og at der kun er ganske få ryttere tilbage i kampen om sejren, når feltet tager hul på nedkørslen mod søbredden, som nås med 34,3 km igen. Denne nedkørsel er i øvrigt yderst teknisk og var sidste år rammen om de meget alvorlige styrt, der involverede blandt andre Laurens De Plus, Jan Bakelants og Simone Petilli.

 

Rytterne får nu en sidste chance for at komme sig, idet man følger vandet over 16 flade kilometer, indtil man for første gang når frem til Como. Her tager man hul på den sidste rundstrækning i det kuperede omkring målbyen, når man ramme bunden af Civiglio-stigningen (4,2 km, 9,7%, max. 14%), inden man igen kører ned til byen. Det er en meget regulær stigning, der er stejl hele vejen fra top til bund og ikke giver megen mulighed for at komme sig. Toppen kommer med bare 13,6 km igen, og da der herefter knap er en meter flad vej, er det meget sandsynligt, at denne meget svære stigning vil være rammen om det afgørende angreb.

 

Hvis ingen har kunnet gøre forskellen på Civiglio, var der sidste år stadig én chance for at angribe på San Fermo della Battaglia. Det vil som sagt ikke være tilfældet i år. Efter den tekniske nedkørsel går det mod vest og nordvest via et let faldende og kort fladt stykke, inden man med 51 km igen rammer den nye stigning, Monte Olimpino (1,75 km, 5,7%, max. 9%), der stiger med 6-7% over en kilometer midtvejs, men aldrig bliver meget stejl. Toppen rundes med 3,25 km igen, hvorefter der venter en let nedkørsel med kun ét skarpt sving og et hårnålesvoing, inden man med 1 km igen rammer fladt terræn. Med 800 m igen er der et sidste venstresving, inden man rammer den 7 m brede og helt flade opløbsstrækning langs søbredden

 

Løbet byder på i alt 3867 højdemeter.

 

De relativt korte stigninger mod slutningen er skabt til puncheurs, men da de kommer som afslutning en grufuld dag med masser af klatring, har de rene klatrere end langt bedre chance end i de fleste af de seneste udgaver. Specielt Civiglio er en meget svær stigning, og det vil helt bestemt være muligt for en enlig rytter at køre alene hjem herfra, som Nibali nu to gange har gjort det. Tidligere har spurtegenskaber og punch altid været vigtige i Lombardiet, og de vil stadig spille en rolle, ikke mindst fordi finalen i år altså er en smule nemmer, men som i de seneste tre år ser ud Il Lombardia ud til at blive et brutalt udskilningsløb og en yderst selektiv affære, der kan vindes af rene klatrere og etapeløbsspecialister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vejret

Som de fleste andre efterårsløb har Il Lombardia ofte været plaget af dårligt vejr, hvilket faktisk har været tilfældet ganske ofte i de senere år, specielt for et par år siden, hvor det end ikke var muligt at producere tv-billeder af finalen. I år kunne rytterne imidlertid ikke ønske sig bedre forhold. Lørdag vil blive den smukkest tænkelige solskinsdag med kun få skyer og en temperatur på hele 24 grader, og der vil kun være en svag til let vind fra syd. Det giver side- og medvind på det meste af de flade stykker inden finalen. Her vil der være modvind på Madonna di Ghisallo, sidemedvind på Muro di Sormano og den efterfølgende nedkørsel og sidemodvind på det flade stykke frem mod Civiglio. På den sidste rundstrækning vil der være næsten konstant sidevind, dog med sidemedvind på Olympino-stigningen, sidemodvind på nedkørslen og sidevind på opløbstrækningen.

 

Favoritterne

Hvis man skal pege på et af de fem monumenter, der er præget af uforudsigelighed, er det svært at komme uden om Il Lombardia. Hvor de fire øvrige klassikere har relativt ensartede ruter, er den store efterårsklassiker altid præget af den usikkerhed, der følger af en stærkt varierende rute. Det skaber uklarhed om, hvor løbets nøglepunkter er, og hvor de afgørende forskelle kan gøres. Den samme grad af manglende afklaring findes ikke i de fire forårsmonumenter, hvis nøglepunkter kun sjældent ændres.

 

Mere betydningsfuld er dog placeringen på kalenderen. I oktober er det mere end noget andet træthed, der præger feltet, og det gør formen hos de enkelte ryttere til et åbent spørgsmål. Selvom mange har gjort Il Lombardia til efterårets sidste helt store mål efter VM, kan man på denne tid af året slet ikke time formen med samme sikkerhed, som man kan tidligere på året, og også rytterne selv stiller til start med flere spørgsmål end svar - mange med en lønligt håb om, at kroppen akkurat kan klare én sidste kraftudfoldelse, inden den skriger på ferie.

 

Naturligvis ved vi meget mere, end vi gjorde for en uge siden, hvor VM var vores seneste referenceramme, men hvor der også var usikkerhed om, hvem der kunne bevare motivationen efter det helt store mål. Nu kan vi trods alt bruge Giro dell’Emila, Milano-Torino og i mindre grad Tre Valli Varesine som målesto k for formniveauet, men som disse løb tydeligt afslører kan dagsformen være stærkt varierende på denne tid af året. Således har vi i de seneste dage set markante formfald for ryttere som Gianni Moscon, Roman Kreuziger og Rui Costa, der ellers alle var hovedaktører ved VM, mens Miguel Angel Lopez efter svage præstationer i Østrig og Emilia pludselig var flyvende i Milano-Torino. I oktober måned ved man aldrig, hvad man skal forvente!

 

Det betyder, at det altid er lidt af et lotteri at pege på favoritterne til Il Lombardia. Formen og niveauet kan komme ud af det rene ingenting - Diego Rosas andenplads i 2016 kom fuldstændig ud af det blå - og samtidig er der mange ryttere, der kan have brugt de seneste løb primært som opvarmning. Det er derfor usikkerheden, der hersker - et forhold, der går igen år efter år i årets sidste monument.

 

I de senere år har vi dog fået lidt hjælp. Hvor den nemme rute i 2014, gjorde det meget uforudsigeligt, hvem der ville kunne sejre, har der i 2015, 2016 og 2017 været overladt meget mindre til tilfældighederne. Ruterne har været så vanvittigt hårde, at det reelt kun er en ganske lille kerne af sublime klatrere, der har haft en reel chance for at være med i front, og da der i år er tale om næsten totalt genbrug af 2015- og 2017-ruterne vil det naturligvis være det samme denne gang. Der er ingen garanti for, at stjernerne vil være med fremme. Tværtimod vil mange af dem helt sikkert falde igennem med et brag i så svært terræn på dette tidspunkt af sæsonen, men én ting er dog sikkert: på en rute som denne er der ikke plads til sensationer. Vinderen vil være en af sportens store navne.

 

Det spiller naturligvis en rolle, at finalen i år er ændret som følge af det store jordskred. San Fermo della Battaglia er ude, og den sidste lille bakke er ikke velegnet til at skabe den helt store udskilning. Det betyder, at chancen for at se en eller anden form for spurt i en lille gruppe naturligvis er en anelse større end tidligere. Omvendt er det alligevel altid på Civiglio, at den afgørende udskilning er sket, og da det er et løb, hvor man sagtens kan køre alene hjem, er det slet ikke sikkert, at den nye afslutning vil spille den helt store rolle.

 

De seneste løb har vist, at det især er Thibaut Pinot, Alejandro Valverde, Rigoberto Uran, Michael Woods og Romain Bardet, der kan stille til start med en forventning om at køre med om sejren. Derfor er der næppe tvivl om, at FDJ, Movistar, EF og måske Ag2r alle vil gøre alt for at bringe deres formstærke kaptajner i position til at færdiggøre arbejdet. Dermed er det formentlig de fem mandskaber, der vil tage ansvar for at holde det tidlige udbrud i snor og sikre, at det som altid er favoritterne, der skal slås om det i finalen.

 

Det er nærliggende at forvente, at de samme mandskaber vil benytte Madonna del Ghisallo til at skabe den første udskilning, men det legendariske bjerg vil næppe være afgørende - heller ikke selvom det kan bruges som fremragende afsætningsrampe for ryttere som formstærke Alessandro De Marchi, der gerne vil favoritterne i forkøbet. I stedet er det Muro di Sormano, der vil være første nøglepunkt. Den brutale mur er ekstremt vanskelig, og erfaringen fra tidligere passager er, at feltet altid eksploderer. De store navne vil helt naturligt isolere sig i front, og selvom det som regel lykkes et par ryttere at komme tilbage på nedkørslen og det efterfølgende flade stykke, vil der næppe være mere end 20-30 ryttere tilbage i kampen om sejren, når vi rammer de sidste to stigninger. Vi vil ikke se de store angreb, men det er her den helt store udskilning vil ske, og vi vil få at se, hvem der kan vinde løbet

 

Det flade stykke frem mod Civiglio kan imidlertid være farligt. Der vil næppe være mange af favoritterne, der fortsat har hjælperyttere ved deres side på det sene tidspunkt i løbet. En mand som De Marchi vil elske at angribe her, og føler Vincenzo Nibali ikke, at benene er til at køre med de bedste, skulle det ligne ham dårligt ikke at være på udkig efter muligheder. Vi kan imidlertid forvente, at det meget stærke FDJ-mandskab vil have Pinot, David Gaudu og Sebastien Reichenbach med endnu, ligesom Valverde kan håbe at være bakket op af den ellers ret formsvage Marc Soler. Ag2r kan regne med en formstærk Mathias Frank, og EF vil formentlig stadig kunne regne med Hugh Carthy og Daniel Martinez som støtte til Woods og Uran. Med andre ord tror vi, at der vil være gode chancer for at holde samling på tropperne, også fordi modvinden vil favorisere feltet. Og så må vi håbe, at den grimme nedkørsel fra Sormano ikke forinden ligesom sidste år har skabt det helt store drama.

 

Kampen mellem favoritterne skal formentlig for alvor ske på Civiglio, der er den klart sværeste i af de to finalestigninger. Den er til gengæld også rigeligt svært til, at den kan få feltet til at eksplodere, og da dagens sidste stigning som sagt er kort og næsten uden betydning, må man formode, at folk som Pinot, Woods og Uran og Bardet, der alle skal af med Valverde, vil forsøge at køre alene hjem herfra. Det er bestemt muligt, da der ikke er meget fladt terræn efterfølgende og næppe mange hjælpekræfter heller. Også nedkørslen kan bruges offensivt - det var faktisk her Nibali gjorde forskellen for tre år siden - og selv den ellers ret nemme sidste rampe kan måske efter så langt og hårdt et løb på også bruges til noget. Derfor må vi forvente, at det udvikler sig til et sandt udskilningsløb, hvor det handler meget lidt om taktik og mest om gode ben. I en flad finale er en god spurt naturligvis altid en fordel, og punch på en kort stigning er bestemt ikke en ulempe, men som vi så i 2015- og 2017-udgaverne vil løbet formentlig udvikle sig til et udskilningsløb, hvor rytterne ankommer til mål i meget små grupper, og hvor stærkeste mand vil sejre

 

Den hårde finale er en klar fordel for Thibaut Pinot, der fremstår som vores favorit. Den franske stjerne er måske mest kendt for sine etapeløbsmeritter, men han har aldrig kunnet skjule sin kærlighed til de italienske efterårsklassikere. Allerede sidste år gjorde han dem til et stort mål, og det var lige ved at ende i den helt store triumf, da han var sidste mand til at slippe suveræne Vincenzo Nibali til slut. Heller ikke i år har han lagt skjul på, at efteråret for ham har handlet om mere end bare Vuelta og VM, og at også især Il Lombardia var mere end bare et sidste vedhæng til en allerede lang sæson.

 

Pinot var som sagt allerede blandt de bedste sidste år, men denne gang synes han virkelig at ramt den absolutte topform. Han sluttede som bekendt Vueltaen fremragende af ved at vinde den næstsidste bjergetape, og ved VM kunne han formentlig være kørt med om sejren, hvis han ikke som fransk tredjeviolin havde været tvunget til at angribe og til slut sætte fart for Alaphilippe og Bardte på den sidste stigning. Alligevel sluttede han umiddelbart bag de allerbedste, og det siger alt om, at det er en mbåde motiveret og formstærk Pinot, der i disse dage gør sig klar til årets sidste løb.

 

Det er dog især de sidste dage, der for alvor har skilt Pinot ud som manden, der skal slås. I Tre Valli Varesine - et løb, der egentlig er en anelse for let for ham - var han klart den stærkeste, da kun Michael Woods kunne følge hans stærke angreb på sidste stigning, og han kan kun ærgre sig over, at var lykkedes Toms Skujins at være kommet ham i forkøbet. I onsdags tog han så en ganske klar sejr i Milano-Torino, og selvom det kan diskuteres, om han også havde slået Miguel Angel Lopez, havde det ikke været for dennes uheld, kan ingen benægte, at Pinot var nærmest skræmmende stærk.

 

Il Lombardia mangler måske en målstigning, men heldigvis er løbet både langt og hårdt. Det passer perfekt til Pinots store motor, og han har alle forudsætninger for at køre alene væk på Civiglio. Dertil kommer, at han i en spurt kan slå de fleste - dog ikke Alejandro Valverde - og det giver ham flere kort på hånden. Han bakkes op af det måske stærkeste hold med en ekstremt formstærk David Gaudu, der var en af de allerstærkeste i onsdags, samt Sebastien Reichenbach, og det giver ham alle forudsætninger for gøre løbet hårdt og redde farlige situationer. Alt sammen får det os til at pege på Pinot som vores favorit.

 

Man tror, at det er løgn, men generationens mest dekorerede ardennerrytter, Alejandro Valverde, har faktisk aldrig vundet Il Lombardia. To andenpladser i 2013 og 2014 er de bedste resultater, men den manglende sejr skyldes også, at det først er efter sin karantæne, at Valverde for alvor er begyndt at jagte sejren i det italienske løb. Det gør han også i år, hvor han umiddelbart efter VM-sejren proklamerede, at drømmen var at sejre i det italienske monument med regnbuetrøjen på sine skuldte.

 

Det er imidlertid en kendt sag, at det er meget svært at gå efter denne double. Tiden efter VM er altid præget af megen hype og mange ikke-sportslige forpligtelser, og det koster altid på formen. Valverde har da også haft travlt med både det ene og det andet, men er der en mand, der skal gentage Paolo Bettinis double fra 2006, må den evigt ærgerrige og konkurrencedygtige Valverde være manden. Det var da også en klar indikation af ambitionerne, at han ganske sent meldte sin ankomst i Tre Valli Varesine og Milano-Torino i erkendelse af, at han havde brug for løbskilometer for at komme i gang igen.

 

I Tre Valli Varesine var det tydeligt, at en halvsvag Valverde havde tabt en del af sin bedste form, og det var formentlig derfor, at han valgte at køre Milano-Torino uhørt aggressivt og hovedløst. Som han sagde efterfølgende, handlede det da heller ikke om at vinde, men for at teste benene inden lørdag. Alligevel blev det til en 3. plads, og det siger alt om Valverdes høje klasse. På lørdag er han helt sikkert endnu bedre, men det er stadig ganske tvivlsomt om, at han vitterligt har benene til også at matche Pinot, der lige nu ligner feltets stærkeste mand. Heldigvis vil der være tid til at komme tilbage efter Civiglio, og opgaven må være for Valverde at køre defensivt og udnytte, at han kan slå alle på stregen. Et andet problem er det svage Movistar-hold, hvor hverken Carapaz eller Soler synes i god form, men heldigvis er Valverde så snu og klog, at han kan vinde på egen hånd. Det helt store spørgsmål er bare, om formen stadig er god nok.

 

Det er den helt sikkert for Michael Woods, der lignede stærkeste mand ved VM, hvor det var hans hårde arbejde på den sidste mur, der fik feltet til at eksplodere til atomer. Siden da har han taget de gode ben med sig til Italien, hvor han også i Emilia lignede den stærkeste, men blev lidt låst af holdkammeraten Uarns sene angreb. I Tre Valli Varesine var han som bekendt den eneste, der kunne følge Pinot til sidst, og derfor er der intet, der tyder på, at han er på vej ned.

 

Woods er stadig et relativt ubeskrevet blad, men han synes at have enormt talent for de helt lange klassikere. I år er han blevet nr. 2 i Liege og nr. 3 ved VM, og dermed er det kun et podium i Lombardiet, der mangler for at fuldende serien. Det samlede antal højdemeter synes ikke længere at være et problem, og han er med sit punch skabt til den relativt korte Civiglio. Selvom han skuffede i spurterne i Varese og ved VM, er han ganske hurtig på stregen, og sammen med Uran og måske også Hugh Carthy udgør han et skræmmende hold. Med andre ord er der al mulig grund til at tro, at han endelig får den store sejr.

 

Gør han ikke, har EF et andet kort at spille. For tredje år i træk er det lykkedes Rigoberto Uran at finde storformen til de italienske klassikere, som han virkelig elsker. I 2016 lignede han en vinder, men skuffede i spurten, og sidste år stillede han til start som en af de helt store favoritter efter en sejr i Milano-Torino, desværre for blot at eksplodere på Civiglio. I et forsøg på at undgå noget lignende udskiftede han denne gang onsdagens løb med Tre Valli Varesine, og han håber, at det skulle give ham den friskhed, han manglede sidste år.

 

Friskheden så ellers ud til at være væk ved VM, hvor han sammen med resten af colombianeren skuffede eklatant. Han er imidlertid kommet sig igen på bemærkelsesværdig vis. Allerede i Emilia udnyttede han sin tandem med Woods til at køre væk til en andenplads bag den overraskende vinder, Alessandro De Marchi, og i Tre Valli Varesine var han umiddelbart kun overmatchet af Pinot og Woods, for hvem han ofrede sig i finalen. Han synes måske at være et niveau under de tre ovennævnte, men han er ikke langt efter. Især det forhold, at han og Woods igen kan udgøre en tandem, kan vise sig at være et stærkt våben for Uran, der både i Emilia og Varese udnyttede netop det til at angribe. Han har vist, at han kan stå distancen, og da han har punch og kan spurte, kan det sagtens ende med, at han endelig får den store sejr.

 

Romain Bardet kørte et fabelagtigt VM, hvor han atter viste, at han er en fremragende endagsrytter. Ligesom Woods har han i år været på podiet både i Liege og ved VM, og han har aldrig lagt skjul på, at han elsker klassikerne af hele sit hjerte. Allerede fra to år siden var han med i kampen om sejren, men måtte slippe de tre bedste på den sidste stigning. Det håber han at gøre bedre i år, og han har i hvert fald fået en rute, der gør det muligt. Bardet er nemlig bedst over lange, opslidende distancer, og derfor er det bjergrige løb en gave til franskmanden. Til gengæld er han i forhold til alle de øvrige favoritter hæmmet af sin svage spurt, og derfor skal han formentlig alene hjem fra Civiglio for at vinde.

 

Om det kan lade sig gøre er imidlertid et åbent spørgsmål. VM-benene synes nemlig ikke længere at være helt så gode som tidligere. I Emilia var han god, men ikke i stand til at gøre forskellen, og i Tre Valli Varesine kunne han ikke følge Woods og Pinot. Omvendt passer dette løb ham langt bedre, og her kommer hans motor langt bedre til sin ret. Bardet er tydeligvis stadig ganske velkørende. Nu skal han bare vise, at formen også rækker til at sætte alle på Civiglio.

 

Vincenzo Nibali stiller til start som dobbelt vinder, men han er i en helt anden forfatning end i 2015 og 2017. hvor han begge gange stillede til start i storform og som tårnhøj favorit. Begge gange kunne han køre alene hjem, men det bliver sværere denne gang. Som bekendt har han jagtet topformen lige siden det grimme styrt i Touren, og han nåede aldrig at blive blot det mindste konkurrencedygtig ved VM, der ellers var sæsonens altoverskyggende mål. Til gengæld var der markant fremgang at spore i Giro dell’Emilia, hvor han måske ikke var den stærkeste, men alligevel i stand til at køre med de bedste. I Tre Valli Varesine manglede han fortsat lidt, men man må formode, at han har lagt yderligere til inden il Lombardia, der i kraft af distance og terræn passer hans store motor bedre end de foregående løb. Til gengæld er han som altid hæmmet af at skulle alene hjem, og man kan tvivle på, om ikke han er lidt for sent ude til at nå at finde ben, der gør det muligt. Omvendt taler vi om en dobbelt vinder af løbet, der er kendt for at præstere på den helt store scene, og det skulle ikke undre, hvis Nibali faktisk alligevel kører med om sejren på lørdag.

 

En anden af VMs tabere var Primoz Roglic, der med stor selvtillid havde sendt det slovenske landshold til fronten, men som på grund af et styrt blev sat ud af spillet. Derfor var vi efterladt med stor tvivl om, hvad det kunne være blevet til, men i de seneste dage har vi indset, at han næppe var kørt på podiet alligevel. I Emilia hang han nemlig kun med de bedte med det yderste af neglene, og i Tre Valli Varesine var han heller ikke imponerende. Til gengæld har han haft et let program og burde fortsat være i fremgang frem mod Il Lombardia, der er det helt store mål. Roglic er måske ikke kendt som endagsrytter, men hans etapesejre i de ugelange løb i Baskerlandet og Tirreno har vist, at han har det instinkt, der skabe ren god endagsrytter. Han har samtidig punch, er en god nedkører og viste i Touren, at han besidder en kolossal mptpr. Med andre ord har han alt, der skal til for at vinde. Spørgsmålet er alene om, at han også har nået at finde formen. Han mangler formentlig lidt, men for en af årets kometer er det meste muligt.

 

En anden af sportens kometer befinder sig også i en kamp mod tiden for at nå at finde formen. Egan Bernal fik afbrudt sin drømmesæson, da han styrtede ud af San Sebastian - et uheld, der kostede ham VM - men som han viste efter styrtet i Catalonien i foråret, skal supertalentet knap træde i pedalerne, inden han igen er i form. Således har han kørt fremragende i sine første løb, hvor han først førte loyalt for Moscon i Emilia, siden angreb utrætteligt i finalen i Beghelli, og i går var han tydeligvis blandt de bedste i Milano-Torino, hvor han dog ikke kørte specielt klogt. Det kostede ham formentlig de sidste kræfter, der skulle til for at opnå et bedre resultat, men det var alligevel tydeligt, at han fortsat mangler lidt. Med en nærmest eksponentielt stigende formkurve er der al mulig grund til at tro, at sportens guldfugl er endnu bedre i Il Lombardia, hvor han allerede sidste år var med helt fremme. I år er han på et helt andet niveau, og som ren klatrer elsker han en hård rute som denne. Endelig skal man ikke glemme, at han i Catalonien viste sig som en glimrende afslutter. Det er altså alene usikkerheden om, hvor langt han når med formen, der står i vejen for en mulig sejr.

 

Bahrain satser på Nibali, men de har faktisk også en glimrende plan B. I år har man stort set kunne være sikker på, at Domenico Pozzovivo har været med i front, hvis man han sat ham op på en cykel, og sådan har det også været de seneste uger. Efter 3. pladsen i Toscana skuffede han måske lidt ved VM, men han rejste sig flot i Emilia, hvor han klart var en af de stærkeste. Helt så brillant var han ikke i Milano-Torino, hvor han konstant var på bagkant, men med klog kørsel alligevel sikrede sig en 7. plads. Pozzovivo er måske ikke så kendt for sine endagsmeritter, men faktisk har han ganske mange topplaceringer i både Liege og Lombardiet. Med andre ord er han en fremragende monumentrytter, og årets bjergrige rute passer ham derfor ganske godt. Hans problem er naturligvis, at han som ryttertype ikke er den oplagte vinder, men han har til gengæld motoren til at gøre sig gældende til sidst. Det er måske svært at se ham stå øverst på podiet i Como lørdag eftermiddag, men han har gode chancer for at ende helt fremme.

 

Det lykkedes aldrig Jakob Fuglsang at finde den VM-form, mange danske håbede på, men heldigvis har danskeren bevaret motivationen trods skuffelsen i Østrig. Efter en solid, men ikke spektakulær 11. plads i Emilia kørte han et flot Milano-Torino, hvor han længe var i spil til en top 5 og endda havde overskud til at give Miguel Angel Lopez en hånd i finalen. Lidt overraskende er den colombianske stjerne taget på tidlig ferie, men det åbner til gengæld døren for, at Fuglsang kan tage sin egen chance. Han har ofte i Ardennerne vist, at han er god i lange, hårde løb, og derfor burde dette være den af de italienske klassikere, der passer ham bedst. Desværre ligner han ikke en mand, der på ren styrke kan tage sejren, men som vi har set så ofte før, senest i onsdagens løb, har han den rette næse og løbsforståelse til måske at komme favoritterne i forkøbet.

 

Et hav af skader har betyder, at det har været en temmelig ujævn sæson for Wilco Kelderman. Særligt ustabil har han været i sit comeback siden Vueltaen. I det spanske løb var han god i den første uge, skuffende i den anden og stærk i den tredje. Herefter skuffede han ved VM, men nu synes han endelig at være på et stabilt højt niveau. I hvert fald var han over to dage blandt de allerbedste i Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og med sin begrænsede løbsdeltagelse i år har han en friskhed, de fleste må misunde ham. Kelderman har i de seneste to sæsoner hævet sit klatreniveau markant, hvilket ikke mindst 4. pladsen i sidste års Vuelta vidner om, og selvom han endnu ikke har vist det, har han også et punch og en motor, der burde gøre ham god i de hårde monumenter. Han ligner med andre ord et oplagt bud på en topplacering, selvom han næppe har benene til at vinde.

 

Sammen med Valverde er Dan Martin løbets konge over de kuperede monumenter. Faktisk er han sammen med Philippe Gilbert den eneste aktive ryttere, der har vundet dem begge, men det skulle undre, hvis det bliver i år, at han tager sin tredje sejr i et af de helt store endagsløb. Efter det tidlige exit fra Vueltaen og den efterfølgende tvillingefødsel har Martin nemlig oplevet nedture ved både VM og i Milano-Torino, hvor han måske nok har på længe, men kun med det yderste af neglene. Der er med andre ord ikke meget, de tyder på, at Martin kan være med helt fremme, men man skal aldrig helt afskrive en mand, der både må være frisk og har vist sine evner og snilde over lange distancer. Især hans gode spurt gør ham til en reel kandidat, hvis det hele bliver uventet lidt selektivt.

 

Ligesom Martin synes Adam Yates at komme træt til løbet. Den britiske stjerne lignede en mand, der kom ud af Vueltaen i storform, men som det har været tilfældet siden begyndelsen af Touren, er også de italienske løb endt som en skuffelse for Yates, der ellers startede sæsonen så flot. I forvejen er både han og broren typer, der skal være i absolut topform for at kunne gøre sig gældende i meget lange løb med mange højdemeter, hvilket blev helt tydeligt sidste år, hvor han faldt helt igennem efter en ellers lovende andenplads i Milano-Torino. Mitchelton har da også lagt op til, at ingen af deres kaptajner er i konkurrencedygtig form, og vi vil blive overraskede, hvis Yates viser sig at have motoren til at blande sig helt fremme. Omvendt viste han trods alt i Torino, at han havde benene til faktisk at gå efter sejren, og med sit punch, sin kølighed og sin timing er han en type, man aldrig helt skal afskrive.

 

For efterhånden mange år siden endte Rafal Majka på podiet i den italienske løvfaldsklassiker, men siden da er det ikke lykkedes ham at bevare friskheden til at gøre sig gældende. Også i år har han haft et hårdt program, der helt tydeligt har slidt ham ned, især ved VM, hvor han skuffede stort. Til gengæld er han kommet flot tilbage med fremragende og aggressiv kørsel i både Tre Valli Varesine og Milano-Torino, hvor han begge gange var en hovedaktør dybt inde i finalen. Desværre har løbene også vist, at Majka mangler de sidste procent, der for alvor giver tro på, at han kan vinde. I teorien burde lørdagens længere og hårdere løb dog passe ham endnu bedre end de foregående, og hans aggressive kørsel vier i hvert fald, at han fortsat har stor motivation.

 

En af de positive overraskelser i Milano-Torino var det meget opløftende kørsel fra Davide Formolo. Siden Giroen har den unge italiener ellers leveret den ene skuffende præstation efter den anden, og derfor kom hans flotte resultat i onsdags faktisk ganske uventet. Sammen med Majka lignede han længe en af de stærkeste, inden han til slut efter mange angreb løb tør for kræfter. Ligesom sin polske holdkammerat mangler han formentlig det sidste til at kunne være med helt fremme, men hans præstationer i de seneste to udgaver af Liege viser, at han har smag for og motor til at kunne blande sig fremme i de lange og hårde monumenter.

 

Bauke Mollema har i de seneste år bevæget sig fra primært at være etapeløbsrytter til faktisk at virke bedre i endagsløb og som etapejæger. I år har han særligt vist sig frem i et hav af udbrud i både Touren og Vueltaen, ligesom hans flotte ridt i San Sebastian, hvor han og Alaphilippe kørte finale vidner om hans evner i endagsløbene. Senest kørte han et overraskende godt VM, men nu synes han endelig at have nået sin grænse. Selvom han vandt sprinterløbet GP Beghelli med et sent angreb, kom han ret markant til kort på stigningerne i både Emilia og Milano-Torino, og trætheden synes at have ramt ham. Ruten passer ellers den slidstærke hollænder, der bare bliver ved med at kæmpe uanset situationen, og man kan håbe, at han ligesom ved VM pludselig vender trenden og finder kræfterne til ét sidste stor løb.

 

Mikel Nieve er indbegrebet af en dieselmotor, der ikke besidder skyggen af punch, og derfor siger det sig selv, at han ikke er endagsrytter. Set i det lys kan det virke overraskende, at han har en 6., 7. og en 8. plads i Lombardiet, ligesom han flere gange har kørt med om sejren i San Sebastian. Det vidner om, at han faktisk sagtens kan, hvis bare ruten er hård nok, og det må siges at være tilfældet i Lombardiet. Hvor han står formmæssigt er lidt usikkert. Helt ud af det blå kørte han et fremragende VM med minimal forberedelse, men til gengæld skuffede han i Milano-Torino. Præstationen ved VM er imidlertid endnu et vidnesbyrd om, at det er i de lange og hårde løb, han for alvor har sin styrke, og derfor er det måske på lørdag, at han igen viser de ben, der bragte ham så langt i Østrig.

 

Endelig fortjener David Gaudu og Sebastien Reichenbach at blive nævnt. Begge har de i de italienske løb været blandt de klart stærkeste. Reichenbach kørte i top 10 hhv. top 5 i Emilia og Torino, og Gaudu viste endelig sit potentiale i onsdags, hvor han var nærmest skræmmende stærk i sit arbejde for Pinot og iuden det skæbnesvangre styrt selv kunne have sikret sig et topresultat også. Problemet er, at Pinots kørsel reducerer dem til rene hjælpere, og de vil formentlig få til opgave at gøre løbet så hårdt som muligt, hvlket er i Pinots klare interesse. Derfor kan det blive svært for dem at køre med om sejren, men man skal ikke udelukke, at de med deres gyldne form alligevel kan sikre sig et topresultat. Særligt skal det blive interessant at se, om ustabile Gaudu med det store talent også har motoren til at sidde fremme efter så langt og hårdt et løb.

 

Endelig er der en stribe ryttere, der fortjener en kort kommentar. George Bennett har vist overraskende friskhed efter Vueltaen, men han mangler det sidste, der gør det muligt at tro på et topresultat. Fabio Aru viste overraskende gode takter i Milano-Torino, men det virker usandsynligt, at han skulle kunne køre med om sejren i så svært et løb. Dylan Teuns og Tim Wellens har vist fornuftige takter på det seneste, men ruten her er nok for hård til, at de kan gøre sig gældende helt fremme. En joker er Ion Izagirre, der kørte et fremragende VM, men som efter en hård sæson og en lang pause formentlig ikke længere er i nærheden af topformen. Det er heller ikke Sam Oomen, Roman Kreuziger, Rui Costa, Jack Haig, Gianni Moscon, Warren Barguil, Enric Mas, Emaniel Buchmann, Bob Jungels, Ivan Sosa og Patrick Konrad, der ellers alle i teorien burde have styrken til at være med helt fremme, men alle har skuffet i de italienske løb. En spændende rytter er talentfulde Mattia Cattaneo, der blev nr. 4 i Torino, men den ustabile italiener kommer nok alligevel til kort i så svært et løb. Warren Barguil, Ben Hermans, Mathias Frank, Sergei Chernetckii og Giulio Ciccone er solide, men uden det ekstra, der skal til for at vinde. Og så skal man holde øje med formstærke Alessandro De Marchi og Davide Villella, der er typer, som med tidlige angreb måske kan komme langt.

 

***** Thibaut Pinot

**** Alejandro Valverde, Michael Woods

*** Rigoberto Uran, Romain Bardet, Vincenzo Nibali, Primoz Roglic, Egan Bernal,

** Domenico Pozzovivo, Jakob Fuglsang, Wilco Kelderman, Dan Martin, Adam Yates, Rafal Majka, Favide Formolo, Bauke Mollema, Mikel Nieve, David Gaudu, Sebastien Reichenbach, George Bennett

* Fabio Aru, Dylan Teuns, Ion Izagirre, Tim Wellens, Sam Oomen, Roman Kreuziger, Jack Haig, Mattia Cattaneo, Sergei Chernetckii, Warren Barguil, Gianni Moscon, Rui Costa, Davide Villella, Giulio Ciccone, Ben Hermans, Enric Mas, Mathias Frank, Ivan Sosa, Emanuel Buchmann, Patrick Konrad, Alessandro De Marchi

 

Danskerne

Efter en lovende præstation i Milano-Torino hører Jakob Fuglang til blandt favoritterne, og hans chancer er derfor analyseret ovenfor. Niklas Eg skal hjælpe Bauke Mollema og Peter Stetina på Trek, mens Kasper Asgreen vil være i en støtterolle for Enric Mas og Bob Jungels på Quick-Step. Endelig er Matti Breschel en del af det stærke EF-mandskab, der skal bringe Michael Woods eller Rigoberto Uran til sejr.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Vincenzo Nibalis sejr fra 2017 og 2015 samt Essteban Chaves’ sejr fra 2016 samt.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger