Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Il Lombardia

Optakt: Il Lombardia

07. oktober 2022 14:52Foto: Sirotti

Enden på cykelsæsonen er nær, men en af sportens allerstørste klassikere mangler stadig at finde årets vinder. Som et af cykelsportens fem monumenter og i kraft af en glorværdig historie er Il Lombardia helt oppe i hierarkiet, og løbet markerer traditionelt afslutningen på året i cykelmæssig forstand. En meget bjergrig rute gør det til det vanskeligste af de fem monumenter, og efter at en kalenderændring for et par år siden bidrog til at genskabe løbets storhed, har det igen i år tiltrukket et uhørt stærkt felt for et løb i oktober, hvor et stort antal klatrere har holdt formen og motivationen gående hele vejen til afslutningen.

STREAM IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

På denne tid af året er det altid en stor udfordring for rytterne at bevare motivationen, og mange af de største navne ser med længsel frem mod en vinterpause efter en lang og svær sæson. Der er imidlertid altid ét stort incitament til at fortsætte helt til den bitre ende: chancen for at skrive en sejr i Il Lombardia på generaliebladet.

 

Det italienske løb udgør sammen med Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Paris-Roubaix og Liege-Bastogne-Liege cykelsportens fem monumenter - de fem mest prestigiøse endagsløb - og derfor er en sejr i den italienske klassiker et resultat, der kan definere en hel karriere. Modsat de øvrige monumenter, der alle er forårsløb, afvikles Il Lombardia i efteråret. Det er sandsynligvis hovedårsagen til det faktum, at det af mange regnes som det mindst prestigefulde af de fem store løb, da det afvikles på en tid, hvor færre ryttere er i topform, og hvor den offentlige interesse i cykelsporten allerede er faldet kraftigt.

 

Selvom løbet måske ikke er helt så eftertragtet som de øvrige monumenter, er det det af de fem, der for alvor får klatrerne til at drømme. Sammen med Liege-Bastogne-Liege er det det eneste monument, som klatrere og etapeløbsryttere kan gå efter, og med længere stigninger, end man finde i Liege, passer det bedre til de virkelige bjerggeder end den belgiske klassiker. Det afspejles i vinderlisten, der er spækfyldt med ardennerspecialister og fremragende klatrere.

 

Mens løbene i Sanremo, Roubaix og Liege alle som følge af deres navne og historie er tvunget til at følge relativt ensartede ruter, har Il Lombardia en langt mere skiftede natur. Som Flandern Rundt er det et løb igennem en hel region, og det skaber masser af muligheder for at variere ruterne. Start-, målbyerne og de mellemliggende udfordringer er alle skiftet voldsomt gennem årene, og løbet har aldrig haft antydningen af et fast format. Det eneste virkelige symbol på løbet er Como-søen og den nærliggende Madonna del Ghisallo-stigning. Den stejle opkørsel fører op til en lille kirke med tilhørende museum, der byder på både religiøse og cykelrelaterede objekter, og er en af cykelsportens mest berømte stigninger. Selvom den typisk kommer for langt fra mål til at være rammen om de afgørende angreb, er passagen forbi kirken altid et nøglepunkt i enhver udgave af Il Lombardia.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1905, hvor det var kendt som Milano-Milano, inden det to år senere fik navnet Giro di Lombardia, og siden da er det kun blevet aflyst i 1943 og 1944. Indtil 1960 både startede og sluttede det i Milano, men i 1961 flyttede man målet nærmere stigningerne ved Como. Derefter fungerede Milano, Monza, Bergamo og Como alle som målbyer, indtil man flyttede til Lecco mellem 2011 og 2013, hvorefter man igen har vekslet mellem Bergamo og Como. Løbet er oftest startet i Milano, men der har været mange undtagelser, og siden 2012 har det været helt fast, at man er kørt mellem Como og Bergamo, enten i den ene eller den anden retning.

 

I 2012 og 2013 tog man udgangspunkt i Bergamo, mens Como havde en mere atypisk rolle som startby i 2014, 2016 og 2021. Efter tre år med identiske finaler og to år med næsten identiske ruter gav man igen løbet et helt nyt design i 2014, hvor man havde en nærmest uhørt nem udgave. I 2015 gik man den modsatte vej og sammensatte den hårdeste rute i adskillige år, og den trend fortsattes i 2016, hvor ruten nærmest havde karakter af en bjergetape i en grand tour, selvom man kørte den ”lette” vej fra Como til Bergamo. I 2017 genbrugte man ruten fra 2015, hvilket man stort set også gjorde i 2018, 2019 og 2020, inden man i 2021 igen vendte løbet rundt og kørte fra Como til Bergamo. I år kører man igen den mest typiske vej til en afslutning i Como, men med en rute, der varierer ganske meget fra det ret faste format, man havde i 2015, 2017, 2018, 2019 og 2020.

 

Løbet er naturligvis blevet vundet af de fleste af cykelsportens giganter, og det er en af disse, Fausto Coppi, der med fem sejre har rekorden. Lidt overraskende har Eddy Merckx ”kun” sejret to gange, og Sean Kelly og Henri Pelissier er de eneste udlændinge med tre sejre på generaliebladet. I de senere år er løbet blevet domineret af Damiano Cunego, Michele Bartoli, Paolo Bettini, Philippe Gilbert, Joaquim Rodriguez og Vincenzo Nibali, der alle har sejret mindst to gange, og Cunego topper med sine tre triumfer listen over dette årtusindes bedste ryttere i det italienske monument.

 

Grundet placeringen i efteråret går løbet under navnet ”De Faldende Blades Løb”, og det er kronjuvelen i den stribe af italienske efterårsklassikere, der afvikles i september og oktober. I løbet af bare en måned afvikles ikke færre end 11 store løb i støvlelandet, og alle de forudgående kan til en vis grad betragtes som en slags forberedelse til den store finale. Grundet den ekstremt hårde rute og den store grad af træthed på denne tid af året kendetegnes Il Lombardia ofte af et stort antal udgåede ryttere og giver relativt ofte uventede udfald. På denne tid af året er det nemlig friskhed, der er vigtigere end noget andet.

 

Indtil 2012 var løbet det sidste store europæiske løb i sæsonen, og mange ryttere fandt det svært at holde formen gående fra VM og frem til Il Lombardia. I et forsøg på at genskabe løbets storhed, tiltrække flere topnavne samt skabe større synergi med VM omstrukturerede UCI kalenderen ved at flytte den italienske klassiker til weekenden lige efter VM og udsatte i stedet Paris-Tours til Il Lombardias hidtidige weekend. Det kortere tidsspænd skulle sikre, at flere ryttere stadig var friske, og derved bidrage til at genskabe den faldende prestige. Nu var det ikke længere den reelle sæsonafslutning, men startlisten fik et stort boost af beslutningen. I de seneste år har stort set alle de klatrere, der har kørt VM, udskudt deres ferie, indtil Il Lombardia er kørt. Synergien blev gjort betydeligt større af, at man i 2012, 2013 og 2014 også havde ganske kuperede VM-løb, og derfor var der mange klatrere på startstregen i kampen om regnbuetrøjen. Indtil 2012 blev løbet afviklet om lørdagen, men mellem 2013 og 2015 blev det som Milano-Sanremo afviklet søndag. Fra 2015 er de to italienske monumenter imidlertid igen de eneste helt store endagsløb, der afvikles lørdag.

 

Efter at det sene VM i Qatar vendte kalenderen helt på hovedet i 2016, gik man i 2017 tilbage til den gamle model med Giro dell’Emilia i weekenden efter VM og Il Lombardia to uger efter den globale kappestrid. Den model er blevet gentaget siden da, og nu har UCI faktisk valgt et format, hvor de to store efterårsklassikere i Italien og Frankrig afvikles i samme weekend, hvor både de lette og de tunge folk således kan slutte den europæiske sæson samtidig. Det har bidraget til at genskabe Giro dell’Emilias storhed, men har tilsyneladende ikke haft nogen negativ indvirkning på Il Lombardia-feltet overhovedet. Tværtimod er den positive trend bare fortsat, og selvom man i år ikke hat kunnet lukrere på, at et bjergrigt VM ligesom i 2018 har holdt klatrerne i gang, har navne som Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard, Aleksandr Vlasov, Alejandro Valverde, Daniel Martinez, Adam Yates, Jai Hindley, Sergio Higuita, Thymen Arensman, Enric Mas, Romian Bardet, Guillaume Martin, Joao Almeida, Carlos Rodriguez, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez, Michael Woods, Domenico Pozzovivo og Rigobertp Uran holdt sig i gang indtil nu, og mange har endda også satset så meget på løbet, at de har vist fornuftig form i optakten.

 

I stedet for at være en VM-revanche har Il Lombardia i de senere år haft en anden rolle. Efter Tour of Beijings kollaps har løbet været det sidste på WorldTouren og dermed genfundet sin position som løbet, der afgør den sæsongående konkurrence. Siden er Tour of Guangxi kommet til, men med det kinesiske løbs aflysning er Lombardiet i år atter WorldTourens sæsonfinale. Betydningen af den rolle er dog nu ganske minimal, da der ikke længere er en separat stilling baseret alene på resultater i de største løb, og i forhold til verdensranglisten og nedrykningsspillet tæller også de få løb, der køres efter på lørdag.

 

Sidste år var løbet efter en svagt besat coronaudgave tilbage med sin rigtige ”storhed” og et fremragende felt, der talte en stor del af verdens bedste klatrere. De skulle for tredje gang siden 2014 køre den ”forkerte” vej fra Como til Bergamo på en atypisk rute, hvor de værste stigninger lå langt fra mål. Det stoppede dog ikke Tadej Pogacar, der på løbets sidste svære stigning, Passo del Ganda, kørte fra alt og alle, og selvom lokale Fausto Masnada udnyttede sit kendskab til nedkørslen til at indhente sloveneren, var der aldrig tvivl om udfaldet. Det lykkedes ikke at køre væk på den lille bakke inde i Bergamo, men i spurten havde sloveneren ikke svært ved i en spurt at fuldende sin vanvittige sæson ved at vinde sit andet monument i et år, hvor han også havde vundet Liege og Touren. Bag de to var der samlet en gruppe af de fleste af de øvrige favoritter, og herfra lykkedes det på absurd vis Adam Yates og Primoz Roglic, der begge havde været sat og lignet gruppens svageste, at udnytte de stærkere folks indbyrdes spil til både at komme og gå direkte forbi, så Yates i en spurt kunne snuppe den sidste podieplads foran en udkørt Roglic. Pogacar vender i år tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod Yates, men til gengæld bliver der ingen Masnada, da et siddesår har tvunget ham til at ende sin sæson efter Vueltaen.

 

STREAM IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Som sagt er der intet fast over ruten for Il Lombardia, der er blevet ændret utallige gange over årene. Flere gange så det ud til, at man havde fundet et relativt ensartet forment, men arrangørerne har altid været fast besluttede på at undgå monotoni og genkendelighed. Hver eneste gang, man i et par år har haft samme finale, har man altid givet ruten en større omstrukturering.

 

Efter tre år med samme afslutning i Lecco efter den lille Villa Vergano-stigning designede man i 2014 en sjældent nem rute, der havde meget lidt lighed med den tidligere. Bergamo, der havde været målby mellem 1995 og 2003, fik igen rollen som finale på årets sidste monument, mens Como blev valgt som startby. Det lettere terræn omkring Bergamo betød imidlertid, at finalen blev nemmere end tidligere.

 

I 2015 gik man den modsatte vej og skabte det hårdeste løb i mange år. Ruten blev vendt rundt, så starten gik i Bergamo, og målet lå i Como, og der var langt mere klatring end tidligere. Mest markant var det af den helt uhørt stejle Muro di Sormano kom ind som et nøglepunkt i løbet og fik det til at splitte til atomer.

 

I 2016 gik man et skridt videre, og 2016-udgaven var endnu hårdere. Start og mål var igen blevet byttet rundt, så man som i 2014 startede i Como og sluttede i Bergamo. Som sagt er området omkring Bergamo ikke helt så kuperet, og derfor var finalen igen relativt nem. Modsat i 2014 havde arrangørerne imidlertid kompenseret for den lettere afslutning ved at lægge et kolossalt stort omfang af klatring ind tidligere, og med mere end 5200 højdemeter undervejs var løbet som en stor bjergetape i en grand tour.

 

I 2017 vendte man atter rundt på tingene og genbrugte fuldstændigt den rute, der var scenen for Vincenzo Nibalis sejr i 2015, hvorfor Hajen fra Messina naturligt nok vandt igen. Det havde man egentlig også planer om at gøre i 2018, men vejarbejde tvang arrangørerne til at foretage en ændring i den absolutte finale, hvor den sidste stigning, San Fermo della Battaglia, i udkanten af Como udgik til fordel for en betydeligt lettere bakke, hvormed Civiglio blev sidste reelle mulighed for at gøre større forskelle. Heldigvis har vejen siden været i tiptop stand, og i 2019 og 2020 havde man i alt væsentligt en rute, der var identisk med dem, der blev brugt i 2015 og 2017, og vi har således haft en årrække, hvor løbet fulgte et relativt fast format, i hvert fald når man kørte den ”rigtige” vej fra Bergamo til Como.

 

Genkendelighed er imidlertid ikke Il Lombardias varemærke, og derfor er der igen blevet ændret på tingene. I 2021 kørte man igen den ”forkerte” vej fra Como til Bergamo, hvilket som altid førte til færre vanskeligheder i den fulde finale, og man fandt en rute med andre finalestigninger end dem, man havde brugt i den lette udgave i 2014 og den hårde udgave i 2016. Resultatet blev et løb, hvor det mod slutningen var relativt svært at gøre forskelle, og hvor det kun var en suveræn Tadej Pogacar, der forhindrede en meget taktisk finale.

 

I år køres der så igen den ”rigtige” vej mellem Bergamo og Como, men ikke i det faste format, vi har kendt fra løbene i 2015, 2017, 2018, 2019 og 2020. Den frygtede og umenneskeligt stejle Muro di Sormano vender nemlig ikke tilbage til sin plads mellem løbets mest ikoniske og historiske stigning, Madonna del Ghisallo, og finalestigningerne, Civiglio og San Fermo della Battaglia - formentlig grundet den megen kritik af nedkørslen efter de mange styrt, hvoraf Remco Evenepoels er det mest berømte. I stedet kører man direkte fra Ghisallo frem til finalen, hvor man til gengæld skal køre den relativt lette San Fermo della Battaglia to gange - én gang på hver sin side af passagen af Civiglio.

 

Det giver indiskutabelt en lettere finale, men det forsøger man at kompensere for ved at lave en meget hårdere indledning, hvor man dropper det meget flade terræn på Po-sletten til fordel for en tur rundt i bjergene nord for Bergamo, hvor man blandt andet skal over sidste års finalestigningen, Passo di Ganda, hvor Tadej Pogacar for et år siden kørte fra alt og alle. Resultatet er næsten 1000 flere højdemeter end på ruten med Sormano - faktisk det næsthøjeste antal højdemeter i de seneste mange år, kun overgået af 2016-udgaven - men altså også en finale, der ikke er så svær som den, vi har lært at kende Como for.

 

Med en distance på typisk mellem 240 og 250 km har løbet ry for at være det korteste af de fem monumenter, men i år skruer man også op for den del, når der skal køres 253,0 km fra Bergamo til Como, hvilket gør det til den længste udgave siden 2014. Typisk har man kørt ganske meget på den flade Po-slette efter starten i Bergamo, men det laves der som sagt om på i år, hvor man med det samme kører ind i bakkerne nord for startbyen. Det stiger dog kun let, mens man kører mod øst ud gennem forstæderne, og når man herefter drejer mod nordøst med retning mod bjergene, men snart går det løs, når man kører mod nord og sydvest op ad dagens første stigning Forcellino di Bianzano (6,3 km, 5,0%), der er en relativt jævn stigning med top efter 29,7 km.

 

En enkel nedkørsel leder nu mod vest ned til dalen, som man kortvarigt følger mod nordøst, inden det går mod nordvest og sydvest op ad dagens første alvorlige udfordring, Passo di Ganda (9,2 km, 7,3%, max. 15%), hvor Tadej Pogacar sidste år kørte fra alt og alle. Der er tale om en todelt stigning, hvor de første 6,5 stiger relativt jævnt med 6,6%, inden den tager fat med 2,7 km, som er relativt jævne med 9,8% i snit.

 

Toppen rundes efter 49,6 km, hvorefter man mod sydvest og nordvest følger et let kuperet plateau med blandt andet en lille bakke (1,4 km, 6,2%) med top efter 62 km, inden man kører mod nord, nordvest og sydvest op ad Dossena (5,5km, 4,9%), der er ujævn med 3 km med 7-8% midtvejs, men med en let start og slutning. Toppen rundes efter 69,6 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod sydvest tilbage til dalen, der nås lige nord for San Pellegrino Terme.

 

Her kører man kortvarigt mod nordvest ad dalvejen, inden det går mod nordvest, vest og sydøst op ad den lange Forcella di Bura (18,8 km, 2,5%), der er en ganske let stigning. De første 5 km stiger således med bare 3-4%, inden der følger 3 km med ca. 6%, inden der endda venter en næsten flad kilometer og 3 kilometers nedkørsel. Slutteligt stiger de sidste 6,8 km kun med højst 5% og i alt stiger de sidste 7,1 km med beskedne 3,3%. Toppen rundes efter 105,1 km, hvorefter en meget teknisk nedkørsel leder mod syd tilbage til dalen. Her kører man med det samme mod syd og vest op ad Colle di Berbenno (4,4 km, 6,3%), der stiger med 6-8%, dog med en lettere anden kilometer.

 

Toppen rundes efter 120,6 km, og nu er den sjældent vanskelige start i bakkerne nord for Bergamo endelig ovre. Nu venter således godt 60 nemme kilometer inden finalen, og de indledes med en i starten meget teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, syd og sydøst ned til Po-Sletten, som nås i Almenno San Salvatore efter 135,2 km. Nu følger man sletten igennem let faldende terræn mod sydvest og vest, inden man drejer mod nord for kortvarigt at køre tilbage i bakkerne via en lille stigning (5,3 km, 2,7%), der leder op til byen San Gottardo, som passeres efter 151,6 km, inden en let nedkørsel leder mod nordvest ned til Gariarte-søen, hvis flade søbred følges mod nordvest frem til den gamle målby Leccon, der ligger midt mellem Gariarte- og Como-søerne. Herfra kører videre mod nordvest op langs den flade søbred ved sidstnævnte sø frem mod finalen.

 

Den indledes i byen Bellagio, hvor man drejer mod syd for at køre op ad den mest ikoniske stigning, Madonna del Ghisallo (8,6 km, 6,2%, max. 14%). Med en stigningsprocent på mere end 9 er de første 3 km de hårdeste, mens midterstykket er fladt, endda med en lille nedkørsel, inden stigningen til slut igen fat med 9,5% over 1,2 km. Som altid ringer kirkeklokkerne, når Il Lombardia-feltet ankommer på toppen, som rundes efter 192,2 km, og uden en efterfølgende passage af Sormano, er det sandsynligt, at løbets mest berømte stigning får en større rolle end i de senere år.

 

Fra toppen resterer imidlertid fortsat 60,8 km, og den følgende sektion er lettere. En enkel nedkørsel leder nemlig mod syd ned til Asso, der nås efter 200,9 km og ligger på kanten mellem Como-søens bakker og Po-sletten. Sidstnævnte følges nu igennem fladt terræn mod sydvest og vest fem til udkanten af Como, hvor man passerer ind gennem udkanten frem til byens vestlige del. I stedet for at køre finalen med Civiglio og San Fermo della Battaglia med det samme skal man som noget helt nyt op over San Fermo della Battaglia (2,7 km, 7,2%, max. 10%) en første gang, så toppen rundes efter 225,7 km, inden man kører ned til centrum af Como, hvor man som noget nyt krydser stregen en første gang efter 231,0 km.

 

Løbet afsluttes nu med en omgang på en 22,0 km lang rundstrækning, der har præcis den finale, vi kender fra udgaverne i 2015, 2017, 2019 og 2020. Et kort, fladt stykke leder mod sydøst ud gennem Como, inden det går mod nordøst op ad Civiglio (4,2 km, 9,7%, max. 14%), hvor afgørelsen oftest har fundet sted. Det er en uhyggeligt regulær stigning, der er stejl med 9-10 % hele vejen fra top til bund og ikke giver megen mulighed for at komme sig. Toppen kommer med bare 16,7 km igen, og da der herefter knap er en meter flad vej, er det meget sandsynligt, at denne meget svære stigning vil være rammen om det afgørende angreb, som den var det i alle årene 2015, 2017, 2018, 2019 og 2020.

 

Hvis ingen har kunnet gøre forskellen på Civiglio, var der i 2015, 2017, 2019 og 2020 stadig én chance for at angribe på San Fermo della Battaglia, og det vil der heldigvis være igen i år. Efter den tekniske nedkørsel, hvor Vincenzo Nibali tidligere er kørt væk, går det mod vest og nordvest via et let faldende og kort fladt stykke ind gennem udkanten af Como, inden man med 8,5 km igen kører mod vest direkte ind på San Fermo della Battaglia. Den er bare 2,7 km lang, men stiger utroligt jævnt med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,2 og et maksimum på 10 til allersidst, inden man med 5,2 km igen runder toppen.

 

Herefter går det mod nordøst, nord og øst via en ikke alt for vanskelig nedkørsel tilbage til Como og søen, hvor man kører mod sydøst, inden det bliver næsten helt fladt med 1500 m igen. Der er et sidste hårnålesving lige inden 2 km-mærket, hvorefter en næsten lige vej leder frem til et sidste sving med 600 m, inden man rammer den 7 m brede og helt flade opløbsstrækning, der fører mod øst langs søbredden.

 

Løbet byder på i alt 4852 4659 højdemeter, hvilket er ca. 8-900 flere end ved ruteformatet brugt i 2015 og 2017-2020, ca. 200 flere end i 2021 og ca. 600 flere end i 2014, men til gengæld også ca. 400 færre end ved Bergamo-afslutningen i 2016.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

STREAM IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Som de fleste andre efterårsløb har Il Lombardia ofte været plaget af dårligt vejr, hvilket faktisk har været tilfældet ganske ofte i de senere år, specielt for et par år siden, hvor det end ikke var muligt at producere tv-billeder af finalen. Sådan bliver det heldigvis ikke i år, selvom vejret er ved at slå om. Som vi har set i denne uges første løb, har Norditalien haft sensommerligt vejr i en uges tid, men netop lørdagen markerer overgangen til en køligere og mere ustadig periode.

 

Bygerne kommer dog først søndag, og lørdagen bliver ganske pæn. Starten i Bergamo vil være solrig med kun få skyer og en temperatur på 18 grader, men fra middagstid vil det hovedsageligt være skyet, og i løbets anden halvdel skal man ikke regne med at se soloen. Til gengæld vil det være lunt med en temperatur i Como på 23 grader, og der vil bare være en svag til let vind (3-8 km/t) fra sydvest. Det giver sidemed- og medvind frem til de første stigninger, hvor der generelt vil være sidevind frem til toppen af Forcella di Bura. Herefter vil der være sidemodvind op og ned ad Berbenno og sidevind på det flade stykke frem til Ghisallo. Her vil der være sidemodvind på både op- og nedkørslen og på det flade stykke frem til Como. I finalen vil der være med- og sidemedvind på Civiglio og nedkørslen herfra, og derefter sidemod- og sidevind fem til San Fermo della Battaglia, hvor der vil være modvind hele vejen op. Slutteligt vil der være sidemedvind på nedkørslen, indtil man med 2 km igen får sidevind og slutteligt sidemedvind over de sidste 600 m.

 

Favoritterne

Hvis man skal pege på et af de fem monumenter, der er præget af uforudsigelighed, er det svært at komme uden om Il Lombardia. Hvor de fire øvrige klassikere har relativt ensartede ruter, er den store efterårsklassiker altid præget af den usikkerhed, der følger af en stærkt varierende rute. Det skaber uklarhed om, hvor løbets nøglepunkter er, og hvor de afgørende forskelle kan gøres. Den samme grad af manglende afklaring findes ikke i de fire forårsmonumenter, hvis nøglepunkter kun sjældent ændres.

 

Mere betydningsfuld er dog placeringen på kalenderen. I oktober er det mere end noget andet træthed, der præger feltet, og det gør formen hos de enkelte ryttere til et åbent spørgsmål. Selvom mange har gjort Il Lombardia til efterårets helt store mål efter et VM, som de fleste klatrere skippede, kan man på denne tid af året slet ikke time formen med samme sikkerhed, som man kan tidligere på året, og også rytterne selv stiller til start med flere spørgsmål end svar - mange med en lønligt håb om, at kroppen akkurat kan klare én sidste kraftudfoldelse, inden den skriger på ferie.

 

Naturligvis ved vi meget mere, end vi gjorde for en uge siden, hvor Vueltaen var det seneste relativt kuperede løb. Nu kan vi trods alt bruge Giro dell’Emila og i mindre grad Coppa Agostoni, Tre Valli Varesine som indikator for formniveauet, og vi er så heldige, at næsten alle favoritter i år har kørt mindst ét af løbene, men som disse løb tydeligt afslører kan dagsformen være stærkt varierende på denne tid af året. I Agostoni lignede Enric Mas ikke en mand, der ville køre fra alt og alle i Emilia, og Adam Yates’ superform så ud til at være helt væk, da han udgik i Emilia, inden han pludselig lignede sig selv igen i Varese. Sidste år havde Tadej Pogacar også en sjælden offday i Emilia, hvor han udgik, og selvom han så bedre ud i både Varese og Milano-Torino, som vi i år desværre savner meget som formindikationer, nu hvor det er blevet et sprinterløb i foråret, lignede han ikke en mand, der i Il Lombardia ville være i særklasse. Det gjorde derimod Primoz Roglic, der vandt i både Emilia og Torino, men som var sjældent svag i Lombardiet, hvor han vist var mere end heldig med at redde sig en 4. plads i et taktisk spil til sidst. Joao Almeida var fremragende i både Emilia og Torino, men da det gjaldt i Lombardiet, var der ingen, der så ham.

 

Man skal altså passe lidt på med sine konklusioner, og det er ikke altid helt let at pege på favoritterne til Il Lombardia. Formen og niveauet kan komme ud af det rene ingenting - Diego Rosas andenplads i 2016 kom eksempelvis fuldstændig ud af det blå, ligesom Vincenzo Nibali i 2018 pludselig blev nr. 2, selvom han i optakten havde virket alt andet end flyvende, mens Romain Bardet og Alejandro Valverde, der havde været brølstærke til VM, fejlede totalt - og samtidig er der mange ryttere, der kan have brugt de seneste løb primært som opvarmning. Det er derfor usikkerheden, der hersker - et forhold, der går igen år efter år i årets sidste monument.

 

Alligevel er løbet meget ærligt. Det er klart det hårdeste af de fem monumenter, og på denne tid af året er der en tendens til, at hovedparten af stjernerne er meget langt fra deres niveau, mens de forudgående løb plejer at vise, hvem der fortsat er friske. Der kan være nogle, for hvem kroppen alligevel står af, når det gælder, som det skete for Roglic og Almeida sidste år, men det er trods alt sjældent, at ryttere, der intet har vist i optakten, pludselig kommer blæsende ud i Lombardiet. Nibali og Rosa er vel undtagelserne, for sidste år havde Pogacar med 3. pladser i Varese og Torino trods alt vist klart stigende form, inden han var så suveræn i Lombardiet. Vi savner i den grad Torino-løbet i år, for det plejer at være den vigtigste formindikator, men vi har nu trods alt en ide om, hvem der er i form, og hvem der er trætte. Vi skal så berede os på skuffelser i stil med dem, Roglic og Almeida leverede sidste år, men vi bør have en god fornemmelse af, hvem der skal slås om sejren.

 

Man skal også være opmærksom på forskellen mellem de forskellige løb. Målstigningerne i Milano-Torino, som jo altså nu desværre ikke længere er relevant i denne sammenhæng, og Giro dell’Emilia er begge meget korte og eksplosive, ligesom løbene er betydeligt kortere. Her taler vi dels om længere stigninger og langt flere højdemeter, dels om en rigtig monumentdistance. Mens der i Torino reelt kun kørtes cykelløb i ca. 25 km, vil det her være knaldhårdt hele dagen. Som Adam Yates viste i 2017 og 2021, kan man sagtens på sit punch køre med om sejren i Torino for siden at havde det svært, når det er motoren, der bliver afgørende i Lombardiet. Således var Yates fremragende i Torino i 2017 og i både Emilia og Torino i 2021, men i Lombardiet floppede han fælt i 2017, mens han i 2021 var pokkers heldig med at blive nr. 3, selvom han var sat af i finalen. Det er netop motoren, der sammen med gode klatreben og god efterårsform og friskhed er nøglen til at vinde Il Lombardia.

 

 

I år gør ruten det hele endnu mere kompliceret. Nu havde vi ellers lige lært de seneste års rute at kende, men selvom der ikke er tale om sidste års totale omvæltning af det format, vi kender fra 2015 og 2017-2020, er det alligevel en betydelig nyskabelse. Væk er Sormano, der plejede at være løbets virkelige nøglepunkt og skabte den første seriøse udskilning, inden det store slag skulle slås på Civiglio og i mindre grad San Fermo della Battaglia. Den opgave tilfalder nu i stedet Ghisallo, og selvom man må glæde sig over, at løbets tidligere nøglestigning således bør indtage en mere prominent plads, end den plejer, vil det være en ændring, klatrerne vil begræde. Ikke blot er Ghisallo betydeligt lettere end Sormano. Den har også top med 60,8 km igen, mens Sormanos top blev rundet med 50,6 km igen. Det kan en ekstra passage af den relativt lette San Fermo della Battaglia slet ikke kompensere for.

 

Til gengæld forsøger man at kompensere herfor ved at gøre første halvdel af løbet meget kuperet med en tur ind gennem Bergamo-bakkerne i stedet for hovedsageligt at køre ad den flade Po-slette. Det giver det næsthøjeste antal højdemeter i de senere år - kun overgået af 2016-udgaven - og endda små 1000 flere end på ruten med Sormano. Vi har altså et samlet set hårdere løb, men det bliver vanskeligere at gøre forskelle i finalen.

 

Derfor vil løbets vanskelighed i høj grad blive bestemt af, hvordan den første del køres. Det er klart, at der ikke kommer angreb på de første stigninger, men hvis ikke finalen skal være for let, skal feltet ikke bare falde i søvn bag det tidlige udbrud. De hold, der har interesse i et hårdt løb - det kunne vel særligt være Jumbo, UAE og Movistar - bør sørge for, at det bliver et mere mærket felt, der når frem til Ghisallo.

 

Vil vi så se angreb allerede her? Ja, det gør vi næsten altid, men det plejer at være fra mindre navne, der gerne vil favoritterne i forkøbet. Heller ikke denne gang vil de store navne nok røre på sig. Godt 60 km er for langt, særligt når der er modvind i dalen, og derfor vil vi nok snarere se, at de nævnte hold vil lægge et yderligere pres. Hvor vi i de senere år har set et ganske decimeret felt ankomme til Como og de to sidste stigninger, og hvor flere favoritter allerede er sat af, mens der har været så få hjælpere, at det taktiske spil er blevet en betydelig faktor, må vi denne gang regne med, at det vil være et betydeligt større felt, der vil nå de sidste tre stigninger, og at der vil være så mange hjælpere, at det bliver praktisk talt umuligt at komme favoritterne i forkøbet.

 

Den første passage af San Fermo della Battaglia vil næppe spille en rolle, og vi må således tro, at det endelige skal slås på Civiglio, som det plejer. Den er kort, men ganske stejl, og det er ret påfaldende, hvor enkelt det har været, for bedste mand at sætte sig igennem enten på stigningen eller på nedkørslen. Det gjorde Vincenzo Nibali i 2015 og 2017, det gjorde Thibaut Pinot i 2018, og det gjorde Jakob Fuglsang i 2020. Alle gange var det et helt ærligt løb, hvor bedste mand kørte fra alt og alle, men i 2019 gik det anderledes. Her var Primoz Roglic, Alejandro Valverde, Michael Woods og Egan Brnal så jævnbyrdige, at ingen kunne køre fra hinanden, og det udnyttede den snu Bauke Mollema til at snige sig væk og sikre karrierens største sejr. Taktik kan således blive en faktor - og den chance er betydeligt større i år, hvor finalen samlet set er lettere - men bedste mand har oftest vundet.

 

Den lettere finale betyder imidlertid også, at der er større chance for, at der efter Civiglio kan komme hjælpere op, hvad der manglede, da Mollema skulle jagtes i 2019, og det kan reducere det taktiske element og i stedet skabe en eksplosiv finale med San Fermo della Battaglia, der sjældent har kunnet gør den helt store forskel og en mulig spurtafgørelse i Como. Chancen for en solosejr må i hvert fald på denne rute være mindre end på den gamle, og en god spurt er derfor måske et lidt vigtigere våben, end det var på den rute, vi plejer at bruge, når vi har mål i Como.

 

Igen i år er feltet ganske stærkt. VM-ruten var ikke alt for inspirerende for klatretyper, og de fleste af de lette folk valgte derfor at blive i Europa og koncentrere sig om den italienske kalender. Naturligvis savner vi Primoz Roglic, der plejer at være en hovedaktør i dette løb, og Remco Evenepoel, hvis VM-trøje havde været et flot krydderi, og navne som David Gaudu, der grundet træthed desværre har meldt fra i sidste øjeblik, Wout van Aert, Simon Yates, Richard Carapaz, Pello Bilbao, Geraint Thomas, Nairo Quintana, Juan Ayuso, Thibaut Pinot, Ben O’Connor og Tom Pidcock havde da pyntet på startlisten, men i skrivende stund er det langt hovedparten af årets bedste klatrere, der vil være at finde i feltet på lørdag. Om de så er i form, er en ganske anden sag, for de foregående løb har ikke uventet vist os, at der er ganske mange, der mest af alt er klar til ferie.

 

Baseret på det, vi har set hidtil, er der vel tre navne, der skiller sig ud, og af dem vælger jeg at pege på Tadej Pogacar, men det er ikke med den selvfølgelighed, det burde være. Som vinder af begge de kuperede monumenter sidste år og senest af både GP Montreal og Tre Valli Varesine kan man med nogen ret hævde, at sloveneren lige nu er verdens bedste i denne slags løb, men det er også ret klart, at han ikke endnu har været på 100%. Ja, han vandt i Montreal, men det var tydeligt, at Adam Yates var den stærkeste dag. Ja, han vandt i Varese, men den formstærke Pogacar havde altså ikke kørt et defensivt løb, hvor han havde løbet den store risiko at tro på, at han kunne slå folk som Sergio Higuita og Alejandro Valverde i en spurt. Til gengæld fik han i Emilia gedigne og sjældne klø af Enric Mas, der ifølge Pogacar selv var ”much stronger”, og hans VM var en enorm skuffelse. Nok var han fanget i det taktiske spil, men en velkørende Pogacar havde forsøgt at redde løbet ved at tage sagen i egen hånd - og han havde da som minimum kunnet følge Wout van Aert, da denne angreb næstsidste gang op ad Mt Pleasant.

 

Det betyder imidlertid ikke, at han ikke vil være bedste mand på lørdag. Sidste år havde han en katastrofal dag i Emilia, hvor han udgik samt et total anonymt VM, hvor ingen kan huske, at han deltog, og efter et flot Varesine, hvor han blev nr. 3, men vel var stærkeste mand, gav Yates og Roglic ham klø på Superga-stigningen i Torino. Da det blev alvor i monumentet, var hverken Roglic, Yates eller nogen som helst anden dog i nærheden af at kunne følge ham, da han kørte fra alt og alle på Passo di Ganda og leverede endnu en af sine mange magtdemonstrationer. Da hans formkurve klart, virker stigende, skal man bestemt ikke udelukke, at han igen har timet formen til den rigtige dag. Han lyder i hvert fald meget optimistisk selv.

 

Jeg føler mig dog langt fra overbevist om, at vi på lørdag vil se samme magtdemonstration som for et år siden. Det er bestemt muligt, at han igen beviser, hvor sublim en klatrer han er og kører fra alt og alle på Civiglio, men jeg bliver overrasket, hvis han kører fra Mas. Heldigvis beviste han i Varese, at han kan vinde alligevel. Når han med pæn margin kan slå Higuita og Valverde i en spurt, er det ganske umuligt at finde en rytter i dette felt, som han vil få problemer med at slå på stregen. Hans opgave er med andre ord ”bare” at følge med, og skulle Mas køre fra ham på Civiglio, vil han være den rædselsslagne og usikre spanier overlegen på nedkørslen, ligesom der vil være god tid til at komme tilbage. Med undtagelse af Mas kan kun Jonas Vingegaard, som jeg omtaler nedenfor, med nogen rette have en tro på, at han kan sætte sloveneren, og er der andre, der skal vinde løbet, skal det formentlig ske via taktik.

 

Her kan Pogacar til gengæld også blive sårbar, hvis ikke han bare kan køre væk alene. Hans hold er ganske vist måske løbets stærkeste, men formstærke Davide Formolo så træt ud i går, Diego Ulissi og Marc Hirschi har traditionelt fundet Civiglio en anelse for svær, og hverken Rafal Majka eller Joao Almeida synes flyvende. Han risikerer at være isoleret efter Civiglio, og så vil alle se på ham til at lukke huller. Bauke Mollema har før vundet løbet på taktik, og det kan ske igen. Det er imidlertid også undtagelsen, og som regel vinder bedste mand. Jeg er ikke sikker på, at det er Pogacar denne gang, men han bør være god nok til, at han på denne rute kan bringe sig i position til at spurte om sejren, og derfor tror jeg, at han kroner en - efter hans høje standard - lidt blandet sæson med at vinde sit tredje monument.

 

Hans værste rival kan meget vel være Enric Mas. Som sagt plejer Lombardiet med denne finale at være et ærligt løb, og som regel er den rytter, der har vist bedst form i optakten, kørt fra alt og alle på Civiglio. I 2015 og 2017 havde Vincenzo Nibali lignet bedste mand i optakten, i 2018 gjaldt det samme for Thibaut Pinot, og i 2020 var det Jakob Fuglsang, der i den alternative kalender havde skilt sig ud - i hvert fald når man fraregner den uheldige Evenepoel - og de endte alle med at komme alene til mål i Como. Skal man drage en konklusion på den seneste uges tre løb, er det Mas, der ligner dette års udgave af Nibali, Pinot og Fuglsang fra de foregående sæsoner. Nok havde han en offday i Agostoni, hvor han efter eget udsagn led i kulden, men stadig var en af de fem bedste, men i Emilia var han klart stærkeste mand, og det så han også ud til at være i Varese, hvor stigningerne dog ikke passede ham.

 

Det gør de heller ikke på perfekt vis på lørdag. Der er tale om relativt korte, eksplosive stigninger, og der er ingen tvivl om, at en dieselklatrer som Mas havde været mere komfortabel, hvis Sormano havde været på programmet. San Luca var imidlertid endnu mere eksplosiv end Civiglio, og alligevel lykkedes det for Mas at køre fra Pogacar på det, der vel kan betegnes som indbegrebet af en Pogacar-stigning. I det lys virker det ganske sandsynligt, at han kan gøre det samme på Civiglio, der er længere og vanskeligere, og som endda kommer efter et længere og hårdere løb - alt sammen en gave for en mand med Mas’ uopslidelige dieselmotor, der igen i år bare synes at blive mere og mere varm, efterhånden som han får flere og flere løbskilometer i benene.

 

Mas’ vej til sejr er som udgangspunkt den klassiske model, nemlig at køre fra alt og alle på Civiglio, hvor han vil blive hjulpet af den direkte medvind. Problemet er nedkørslen, der er så svær, at den har været årsagen til en af Nibalis sejre. Mas styrtede på nedkørsler i Tirreno, Baskerlandet og Dauphiné, og under Touren var det helt åbenlyst, at han led af et kompleks. Han har heldigvis fået professionel hjælp, og under Vueltaen kaldte han det sin største sejr, at han igen var mere tryg, når det gik nedad, men mit gæt vil stadig være, at han kan få svært ved at holde Pogacar bag sig, hvis han slår hullet på Civiglio. Heldigvis har han så endnu en chance i det taktiske spil, hvor Movistar kan ende i den perfekte position, at de som de eneste vil sidde med to mand, og dermed har han flere veje til sejr. Nok har Mas ikke den store endagshistorik, men når han kan vinde i Emilia, kan han bestemt også vinde i Lombardiet, hvor hans motor virkelig kommer til sin ret - og det vil være den ultimative bekræftelse på det enorme niveauspring, han har lavet siden Vueltaen i 2021.

 

Den tredje oplagte favorit er Jonas Vingegaard, men det skyldes først og fremmest, at han i år har bevist, at han er verdens bedste klatrer, når han er på 100%. Det er imidlertid tvivlsomt, om det er tilfældet nu. Nok vandt han de to sværeste etaper i CRO Race, hvor ruten slet ikke passede ham, men selvom han ikke er nogen toppuncheur, er det trods skottens åbenlyse talent en anelse bekymrende, at blot 19-årige Oscar Onley kunne presse ham til de yderste to gange. Den Vingegaard, vi så i Touren, burde have været noget mere suveræn i det trods alt begrænsede selskab - let rute eller ej.

 

Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis Vingegaard ikke er i Tour-form. Nok har han forberedt sig godt i Spanien, men han har ikke været på højdetræningslejr, og hvis alle disse lange ture op i den iltfattige luft skal have nogen mening, vil det på alle måder være ulogisk, hvis han med denne form for forberedelse kunne nå sin Tour-form. Det er der da heller ikke noget, der tyder på, at han har, og det kan være pokkers svært at vurdere ham, fordi han kun har kørt et let løb, hvor modstanden mildt sagt var begrænset.

 

Sidste år lykkedes det ham dog at finde et ganske hæderligt niveau til dette løb, og der er al mulig grund til at tro, at han er bedre denne gang. Dels er det jo åbenlyst, at han grundlæggende har hævet sit niveau ganske betragteligt siden sidste år, og derudover synes han at være blevet mere stabil med et altid ret højt niveau. Dertil skal lægges, at han er kendt som en langsom starter, og derfor er det ikke en dum ide, at han i år har CRO Race og ikke bare ét endagsløb i benene som opvarmning. Endagsløb har ikke været hans spidskompetence, fordi han netop er bedst, når motoren er varm, men hans gode start i Touren og Dauphiné kunne indikere, at han stille og roligt er ved at overvinde den ”børnesygdom”.

 

Vingegaard har også en anden fordel. Som sagt synes Pogacar ikke helt på toppen, og derfor behøver Vingegaard heller ikke selv være det, hvis han skal væk fra sloveneren. Hans nye status gør, at Pogacar nok ikke vil give ham den store frihed i det taktiske spil, og da sloveneren altid vil slå ham i en spurt, kan han formentlig kun vinde, hvis han kan køre fra sloveneren. Det er bestemt heller ikke umuligt for verdens vel nok bedste bjergrytter, når han nu har fået seks løbsdage i benene, og Mas kan i den sammenhæng være en perfekt allieret, fordi Vingegaard ikke burde få problemer med at baske spanieren i en spurt. Vejen til sejr er således ret klart, og vi ved, at den bedste Vingegaard har redskaberne til at følge den. Spørgsmålet er bare, om vi lige nu har en Vingegaard, der er god nok. CRO Race gav ikke det mest opløftende svar, men heldigvis gjorde opvarmningsløbet det slet ikke umuligt.

 

Mange danskere holder selvfølgelig med Vingegaard, men der kan ikke være mange cykelfans, som ikke vil holde en lille smule med Alejandro Valverde på lørdag. Spanieren har beriget os alle med den ene store oplevelse efter den anden, men på lørdag er det sidste gang, vi vil kunne nyde en af alletiders bedste cykelryttere. Det sker i et løb, som han på nærmest helt absurd vis ikke har vundet, og det ville på alle måder være smukt, hvis han i sit allersidste løb kunne udfylde et af de få åbne huller på et generalieblad, der ellers er meget svært at forbedre.

 

Kan det så lade sig gøre? Under Vueltaen havde jeg sagt nej, for her så det for 117. gang ud til, at vi skulle skrive Valverdes nekrolog. Vi har imidlertid nu lært, at vi aldrig må gøre det - i hvert fald ikke før lørdag aften - for han er kommet bemærkelsesværdigt stærkt tilbage. En 2. plads i Agostoni, en 4. plads i Emilia og en 3. plads i Varese har bevist, at han lige nu er på et helt andet niveau end under Vueltaen, og vi så jo allerede i foråret, hvor han kørte med de bedste i Liege og var ”åh så tæt på” at vinde Fleche Wallonne, at den 42-årige spanier stadig er en af verdens bedste endagsryttere. Vi har til gengæld set, at han har sine begrænsninger i bjergene, men netop derfor må det regnes som en betydelig fordel, at vi taler om en lettere og mere ardenneragtig finale denne gang.

 

Man skal passe på med at tolke for meget af Agostoni og Varese, men hans kørsel i Emilia fortæller os, at han bør være en af de stærkeste på lørdag. Det er han generelt altid i Lombardiet, selvom han endnu ikke har vundet, for Valverdes endeløse motivation betyder, at han altid kan holde den gående hele vejen. Det gælder naturligvis særligt i år, og Valverde vil være den mest motiverede af alle på lørdag - i hvert fald sammen med Vincenzo Nibali. Det er klart, at Emilia også beviste, at der er stærkere folk end ham, og både Varese og Agostoni viste nok, at han ikke længere har farten til at slå Pogacar på stregen, men han har én stor fordel, nemlig sit hold. Movistar kan meget vel være det eneste med to mand i finalen efter Civiglio, og i det spil vil det ikke være uset, hvis Valverde kan snige sig væk. Sådan har han blandt andet vundet San Sebastian, og sådan kan han også sørge for, at han får den smukke afsked, som man ellers kun finder i eventyr.

 

Valverde er imidlertid ikke den eneste veteran, der pludselig har kørt sig ind til en uventet høj rangering på denne liste. Ligesom Valverde har Domenco Pozzovivo talrige gange lignet en mand, vi skulle til at afskrive, men hver eneste gang er han vendt tilbage. Efter en skuffende Vuelta, der blev ødelagt af sygdom er det sket igen dette efterår, hvor italieneren viste sig som stærkeste mand på bakkerne i Agostoni, og selvom han ikke helt kunne følge Mas i Emilia, viste han ved at følge Pogacar til dørs, at han lige nu er en af de allerskarpeste på stigningerne - et forhold, der blev bekræftet i Varese, hvor ruten ikke passede ham

 

Det bedste er, at Pozzovivo er god i disse lange og hårde endagsløb. Måske er han mest kendt for sine evner i etapeløbene, men i Lombardiet har han to 6. pladser og en 8. plads, og i Liege har han to 5. pladser og en 8. plads. Udfordringen for Pozzovivo er, at han altid skal alene hjem for at vinde - selvom han faktisk kørte nogle sjældent gode spurter i både Varese og Agostoni - og det er forklaringen på, at han netop aldrig er blevet mere end nr. 5 i et kuperet monument. Det er svært at se ham køre fra alt og alle, men han ligner lige nu en af de bedste på stigningerne. Samtidig vil han i det selskab være regnet som en underdog, og dermed har han alle muligheder for at gøre som Mollema, nemlig at vinde løbet via taktik. Hvem vil ikke elske, hvis evigt uheldige Pozzovivo halvanden måned før sin 40-års fødselsdag kan tage karrierens største sejr og endda den første i fem et halvt år? Det vil de fleste, og det virker bestemt ikke umuligt, at det kan lade sig gøre.

 

Adam Yates har været en af mysterierne i dette efterår. Da han knuste al modstand i Tyskland og lignede klart stærkeste mand i Montreal, lignede han en mand, der havde kurs mod en forrygende italiensk kampagne. Derfor kom det som en overraskelse, at han udgik i Emilia, men heldigvis nåede han i går at bevise, at det bare var en offday. På Morosolo-stigningen lignede han i hvert fald en af de allerstærkeste.

 

Alligevel er det svært at sidde med fornemmelsen af, at han er på Montreal-niveau. Han vidste, at han ikke ville vinde en spurt, og derfor burde han naturligvis have gjort, som han gjorde i Montreal, nemlig angribe. Det angreb udeblev totalt, og derfor skal vi nok ikke regne med, at han kører fra alt og alle. I forvejen har han som nævnt en ret dårlig historik for at overbevise i Lombardiet selv i de år, hvor han virkede uhyggeligt stærk i Torino, og det skyldes, at dette lange, hårde løb passer ham meget dårligere end de eksplosive finaler i Emilia og Torino, hvad der var særligt tydeligt sidste år. I det lys er årets rute uden Sormano dog nok en fordel, og de to relativt korte finalestigninger passer ham faktisk udmærket. Jeg sidder ikke med fornemmelsen af, at vi har en flyvende Yates, og historien viser, at han i netop dette løb har for vane at skuffe, men efter i går har jeg igen fået en tro på, at han kan køre finale. Han viste i går, at han slet ikke er så langsom, men det er klart, at han skal væk fra Pogacar. Det skal ske via taktik, men han viste jo netop sidste år, hvordan han via netop taktik sikrede sig en 3. plads foran mange ryttere, som havde været markant stærkere end ham.

 

I denne vidunderbørnenes tilstand, hvor man helst ikke må være mere end halvt så gammel som Valverde, hvis man vil vinde de store løb, er der noget befriende og afvekslende over, at dette Il Lombardia har kurs mod at blive lidt af et veteranshow. I tillæg til Valverde og Pozzovivo har Rigoberto Uran nemlig også i de seneste løb fundet et niveau, jeg for længst han anset som værende noget, der hørte en fjern fortid til. Han har således kørt finale i Agostoni, Emilia og Varese og dermed leveret fuld plade, og selvom alle løbene har bekræftet, at der lige nu er en gruppe, der er stærkere end ham, har han entydigt efterladt indtrykket, at han er en af de stærkeste lige nu. Med andre ord er han en af de ryttere, der har en chance for at overleve Civiglio og dermed få billet til det taktiske spil. Hans spurt i går blev endnu en bekræftelse på, at hans gamle hurtighed er væk, men kommer han i det taktiske spil væk med folk som Mas, Vingegaard, Yates og Pozzovivo bør han på stregen bestemt ikke være uden chance. Efter den ærgerlige 3. plads i 2016 - i øvrigt hans tredje af slagsen i et løb, hvor han også er blevet nr. 4 - hvor han blev nr. 3 og sidst i en spurt, han på papiret burde have vundet, synes han at have nået et niveau, hvor en fjerde podieplads og måske også en første sejr kan være inden for rækkevidde.

 

Jeg begynder at løbe tør for ryttere, der for alvor har excelleret i optakten, og derfor rangerer jeg Mikel Landa her. Baskeren er nemlig løbets helt store joker, da han som den eneste af løbets favoritter ikke har kørt ét eneste løb i optakten. Jo, han deltager i sprinterløbet i Piemonte, men det vil næppe give megen indsigt i hans form. Ifølge holdet er den imidlertid så god, at han er blevet kaptajn på et af de på papiret stærkeste mandskaber, og de melder, at han har trænet ganske godt i optakten til dette løb, der mere eller mindre skal redde hans efterår. En skade betød nemlig, at han aldrig fandt formen i Vueltaen, men det var også ret åbenbart, at hans formkurve var stigende. Hvis han vitterligt har udset sig dette løb som et stort og sidste mål, er det bestemt ikke utænkeligt, at han med Vueltaen i benene faktisk er ganske formstærk lige nu, og vi så jo med hans 3. plads i Giroen, at den bedste Landa stadig er en af verdens bedste klatrere. Det er klart, at han er spurtsvag og formentlig bliver slået af selv Pozzovivo på stregen, hvilket begrænser hans vinderpotentiale betydeligt, men Landa er en snu rytter, der som Mollema sagtens kan spille det taktiske spil og derved redde et efterår, der ellers har kurs mod at blive en stor skuffelse.

 

En af skuffelserne i denne efterårskampagne har været Aleksandr Vlasov. Russeren startede ellers som lyn og torden med sin meget fornemme kørsel i Coppa Sabatini, der var hans første løb efter Touren, men i Emilia skuffede han fælt. I går var han med bedste gruppe hjem, men han virkede ikke specielt overbevisende på Morosolo, og det står vist ret klart, at vi ikke har den bedste Vlasov lige nu. Han har imidlertid også kun kørt tre løb siden Touren, og man må antage, at hans formkurve er stigende. Han så da også bedre ud i Varese end i Emilia, og sidste år viste Pogacar os, at man kan lave utrolige ting med en stigende formkurve sidst på sæsonen. Han har i år haft så tårnhøjt et topniveau - også i endagsløbene, hvor han imponerede i Liege og Fleche - at han må være en af de ryttere, der skal tilskrives en chance. Han har også en vis spurtstyrke, men det er klart, at han ikke slår Pogacar. Hans vej til sejr går via overlevelse og derefter lave ”en Mollema”. Jeg føler mig bare ikke overbevist om, at formen rækker til den strategi.

 

Den anden stjerneveteran, der siger farvel på lørdag, er Vincenzo Nibali, og ligesom alle må drømme om, at Valverde slutter karrieren med at vinde løbet for første gang, må alle også drømme om, at Nibali slutter med at fuldende sit hattrick. Det lignede under en for ham nærmest horribel Vuelta ellers en umulighed, en de seneste løb har givet fornyet håb. I denne sæson har han modsat Valverde, der det meste af tiden har været relativt konkurrencedygtig, mest af alt været uhyre skuffende, men det lykkedes ham at finde så højt et niveau, at han i en svagt besat Giro endte som nr. 4. Det er ikke mit indtryk, at han er helt lige så stærk nu, men det er svært at vurdere. Han skippede nemlig Emilia, og Agostoni og Varese siger ikke alt for meget om evnerne på længere stigninger. Det var dog opløftende, at han i går følte sig frisk nok til at angribe i finalen, og Nibali har altid haft en bemærkelsesværdig evne til at toppe til netop dette løb, hvor han i 2018 fandt en form, ingen havde set komme. Som Valverde vil han have en grænseløs motivation for at grave dybt en allersidste gang, men det er også klart, at hans vejr til sejr er mere kompliceret end for Valverde, da han ikke har samme niveau og tillige skal alene hjem. Heldigvis er han pokkers snu i det taktiske spil, og det virker ikke længere som en umulighed, at ”en Mollema” kan give ham den drømmeafslutning, alle italienere håber på.

 

Romain Bardet er mest kendt for sine evner i etapeløb, men han er en glimrende endagsrytter også. Således har han været på podiet i både Strade Bianche og Liege samt ved VM, og både i 2016 og 2021 kørte han med om sejren - eller i hvert fald podiet - i dette løb med en 4. og en 8. plads som resultat. Hans form har imidlertid ikke virket perfekt efter et katastrofalt Tyskland, et bedre besøg i Canada og et VM, hvor han fik sin chance, men slet ikke tog den. I går så han hæderlig ud i Varese, men han var også ærlig nok til at indrømme, at benene ikke rigtigt var til at køre en god spurt. Sidste år var han imidlertid heller ikke overbevisende i Giro di Sicilia i optakten, men da det gjaldt i Lombardiet, var han en af de bedste. Hans formkurve har generelt været stigende gennem efteråret, og selvom jeg ikke er overbevist, giver jeg ham en chance for igen at være med fremme i det løb, der passer ham bedst. Med sin nyfundne fart har han i hvert fald muligheder, hvis han sammen med en mand eller to kan snige sig væk i det taktiske spil.

 

Hvad så med Julian Alaphilippe? Sammen med Landa må han falde ind under jokerkategorien, fordi han som bekendt har haft en ganske uheldig optakt. Listen over uheld er for lang til at opremse her, men han har nået et højere niveau end ventet. Han manglede angiveligt stadig en del til VM, hvor han hurtigt sagde, at hans holdkammerater skulle tage deres egen chance, men han kørte stadig et hæderligt løb. I Bernocchi var han indiskutabelt stærkeste mand på bakkerne, men desværre havde han en defekt i Emilia, hvor vi havde den virkelige chance for at vurdere hans form. Bernocchi er nemlig ikke noget godt pejlemærke for Lombardiet, da feltet af klatrere var svagt og terrænet helt anderledes, men han efterlod så godt et indtryk, at vi må give ham chancen. Problemet er, at Lombardiet er så svært, at han skal være tæt på 100% for at vinde, men her hjælpes han af den lettere finale, der er mere ardenneragtig end vanligt. Han er også manden, der kan slå Pogacar på stregen - en spurt, der kan gå begge veje - men det kræver, at han kommer så langt. Det vil undre mig, hvis hans form rækker, men mandagens løb giver et håb om, at det kan lade sig gøre måske at forbedre den 2. plads, han allerede har i løbet.

 

Den anden rytter, der kan drømme om at slå Pogacar i en spurt, er vel Sergio Higuita. I går var han i Varese ikke for alvor tæt på, men han har tidligere vist en fart, der ikke gør det helt umuligt. Spørgsmålet er bare, om han kører finale. Det vil faktisk undre mig efter en yderst skuffende Vuelta, og heller ikke ved VM gjorde han spor væsen af sig. Han lignede heller ikke en af de stærkeste i Varese, selvom han endte som nr. 2, og det er ikke mit indtryk, at hans form rækker til så svært et løb som dette. Omvendt har han heller ikke modbevist det totalt, og vi så i 2019, at han faktisk kom stærkt ud af Vueltaen til disse efterårsløb. Han har i år nået et ganske vist svingende, men højere niveau end tidligere, og den mere ardenneragtige finale giver ham håb. Han kan som sagt gå efter at slå Pogacar på stregen, men han kan også sammen med Vlasov udnytte et overtal i det taktiske spil.

 

En anden af løbets jokere er Valentin Madouas. Jeg vil stadig gerne se ham blive udtaget, inden jeg for alvor tror på hans deltagelse, siden han ikke har kørt ét eneste af de andre løb, men det er bestemt muligt, at han bare har rettet fuldt fokus på dette løb efter hjemkomsten fra Australien. Han har i år nået helt nye højder i de lange endagsløb, som vi så med hans sublime kørsel på brostenene, og hans klatring i Touren, hvor han endte som en samlet nr. 10, var så god, at han i dag må regnes som kandidat i et løb, der ellers normalt burde være en anelse for svært. Den lettere finale vil i hvert fald tiltale ham, og han er også hurtig på stregen, hvis han i det taktiske spil kan komme afsted med en mand eller to. Han var i fremragende form i september, men hans kørsel ved VM gav mig et indtryk af, at han har toppet. Derfor er min optimisme begrænset, men da VM var et sært løb, der var svært at vurdere, må vi holde døren åben for en af efterårets indtil nu mest formstærke ryttere.

 

Forud for sæsonen var der grund til at have forventninger til Lorenzo Fortunato, men de blev slet ikke indfriet. 2022 har været en stor skuffelse, men i Emilia lignede han endelig igen den rytter, der fik sit store gennembrud i Giroen for et år siden. Til gengæld er han også stadig meget svingende, for han floppede i Agostoni, hvor han meldte om dårlige ben, mens han i Varese efter et tidligt styrt aldrig fandt rytmen igen. Derfor kan han floppe igen på lørdag, men det er bemærkelsesværdigt, at han var god i det eneste af de tre løb, der passede ham nogenlunde. Dette løb med længere stigninger er det, der passer ham allerbedst, og der kan derfor være et håb om, at vi vil se den bedste Fortunato i weekenden. Den Fortunato, vi så i Emilia, kommer i hvert fald langt, men også han skal have en heldig hånd i det taktiske spil, hvis han skal tage den påkrævede solosejr, medmindre han får eksempelvis Landa med sig til stregen.

 

FDJ må klare sig uden David Gaudu, der er træt og har meldt afbud, men de har alligevel to gode kandidater. En af dem er Michael Storer, der generelt har haft en skuffende sæson, men som i de senstel ø vel har været på sit hidtil højeste niveau. De eksplosive stigninger i Varese og Emilia passede ham endda ikke særligt godt, og han burde være langt mere komfortabel på denne rute, selvom han som endagsrytter er et ret ubeskrevet blad. Han kan ikke spurte og skal derfor vinde på Mollema-måden, men han har den rette aggressive tilgang til at opsøge den chance - og går alt vel vil hans chancer blive øget af, at FDJ sidder med to mand i finalen.

 

Den anden mand, de kan satse på, er Rudy Molard. Jeg havde ellers troet, at han ikke længere var god nok til at spille en rolle i dette løb, men han har fundet overraskende gode ben efter Vueltaen, hvor han ellers virkede træt. Desværre har stigningerne i dette løb traditionelt været en anelse for lange for ham, men er han er da blevet nr. 10 tilbage i 2019. Den mere ardenneragtige finale bør give ham en bedre chance, og han har lignet en af de stærkeste i de seneste løb. Det er til gengæld også klart, at det vil være et skridt op, hvis han pludselig skulle køre finale, men får vi en lidt større gruppe efter Civiglio, bør han være der. Og så har FDJ pludselig to mand at bruge i det taktiske spil, hvoraf Molard har den fordel, at han modsat Storer også kan spurte lidt.

 

Ineos har på papiret en vanvidstrup, men det kniber i den grad med formen. Det er svært at have forventninger til mange andre end Yates, men der er måske en chance for Carlos Rodriguez også. Spanieren har i hvert fald kørt hæderligt i de to første løb. Han manglede lidt i Emilia og skuffede ganske meget i Varese efter et tidligt angreb, men dette løb er også den eneste, der passer hans dieselmotor. Han virker i hvert fald ikke slidt helt ned til sokkeholderne, og man kan håbe, at han i dette længere og mere opslidende løb vil kunne bruge sine dieselegenskaber til at hæve sit niveau. Spurte kan han ikke, men får vi en gruppe med både ham og Yates, er der kort at spille i det taktiske spil.

 

En anden rytter, der virkede træt i den sidste del af Vueltaen, er Ilan van Wilder, men han er kommet ganske stærkt tilbage. Han var en af de stærkere i Bernocchi, og i Emilia blev han en ganske pæn nr. 15. Det indikerer, at han er en af de mere friske ryttere, men det stod i begge løb også ret klart, at der er lidt for mange, der er stærkere end ham. I det lys hjælpes han dog nok lidt af den lidt lettere finale, men på den anden side har han stadig til gode for alvor at bevise, at han klatrer godt nok til at måle sig med verdenseliten. Overlever han Civiglio, vil det dog formentlig være sammen med Alaphilippe, og så vil der være muligheder i det taktiske spil.

 

Den tredje Movistar-kandidat er Ivan Ramiro Sosa, men som altid skal vi nok berede os på, at han flopper. Sådan går det i hvert fald oftest, men han viste i Emilia et uventet højt niveau til disse løb. Han floppede så igen i går i Varese, og det gør det svært at være specielt optimistisk, men lørdagens løb burde til gengæld være det, der passer ham bedst. Mit gæt er, at hans motor ikke kan stå den lange distance, men vi ved det dybest set ikke. Derudover slår han ikke en snegl i en spurt, og han skal således alene hjem for at vinde. Den eneste grund til, at jeg nævner er derfor også, at han kører for Movistar, der kan sidde med tre mand til sidst, hvis han kan finde lidt flere procent, end han havde i Emilia.

 

Mit gæt vil være, at det på UAE kun handler om Pogacar og sidder de med mere end én mand til sidst, vil de formentlig blive brugt til at kontrollere frem mod en spurt. Skulle de mod forventning være friske på at deltage i det taktiske spil, er det vel Davide Formolo, der er deres bedste kort. Italienerens katastrofesæson har fået lidt glans her til sidst, hvor han endelig har fundet noget form, og selvom vi ikke ser den bedste Formolo, var han en af de to bedste i Agostoni og kørte i top 10 i Emilia. Han floppede til gengæld fælt i går, hvilket i lyset af hans svage sæson skaber usikkerhed, men han har talrige gange i Liege, hvor han er blevet nr. 2, vist, at han er meget stærk i lange, hårde endagsløb. Den nye, lettere finale passer ham også bedre, men det er klart, at det hele er ligegyldigt, hvis han som forventet bare skal være ren slave for manden med nr. 1 på ryggen.

 

Endelig er der Andrea Piccolo. Jeg bliver forundret, hvis han kører finale, men han har været svært imponerende i disse løb. Han var i hvert fald klart en af de bedste i Agostoni, hvor han nåede det hidtil højeste niveau i en fornem sæson, men til gengæld ville jeg have regnet dette løb som værende for hårdt. Det fik hans uventet gode 13. plads i Emilia imidlertid lavet om på, og nu tør jeg ikke helt udelukke, at han kan overraske igen. Det er dog bekymrende, at han skuffede i et usynligt Bernocchi og skuffede endnu mere i Varese, og derfor kan hans lange efterår måske betyde, at han har toppet. Det er dog kun en uge siden, at han virkede meget stærk, så lad os se, hvor langt han kan komme i et løb som dette.

 

BEMÆRK: På denne tid af året er der altid et hav af ændringer til startlisten, og det gælder også altid for Il Lombardia. Der er mange navne på den foreløbige startliste, der i hvert fald ikke deltager, og derfor skal man være beredt på mange ændringer. Optakten vil blive opdateret.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Som nævnt ovenfor er det ikke helt overraskende, at Valentin Madouas ikke stiller til start, og det gør heller ikke Ivan Ramiro Sosa. Derudover er min optimisme på Landas vegne nok aftaget en anelse efter at have set ham på stigningen i Piemonte, selvom det er løb, der ikke kan bruges til alt for meget frem mod dette løb.

 

***** Tadej Pogacar

**** Enric Mas, Jonas Vingegaard

*** Alejandro Valverde, Domenico Pozzovivo, Adam Yates, Rigoberto Uran, Aleksandr Vlasov

** Vincenzo Nibali, Mikel Landa, Romain Bardet, Julian Alaphilippe, Sergio Higuita, Lorenzo Fortunato, Michael Storer, Rudy Molard, Carlos Rodriguez, Ilan van Wilder, Davide Formolo, Andrea Piccolo

* Pierre Latour, Mattias Skjelmose, Bauke Mollema, Gino Mäder, Warren Barguil, Guillaume Martin, Neilson Powless, Joao Almeida, Diego Ulissi, Remy Rochas, Robert Gesink, Mikkel Honoré, Lorenzo Rota, Daniel Martinez, Thymen Arensman, Mark Padun, Giulio Ciccone, Sam Oomen, Rafal Majka, Jay Vine, Kevin Vauquelin, Hermann Pernsteiner, David de la Cruz, Attila Valter, Alexis Vuillermoz, Clement Berthet, Jesus Herrada, Damiano Caruso, Matej Mohoric, Rein Taaramae, Kenny Elissonde, Andrea Bagioli, Simone Velasco

 

STREAM IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Danskerne

Jonas Vingegaard er en af favoritterne og er omtalt ovenfor. Mattias Skjelmose vil have en fri rolle på Trek, hvor Bauke Mollema er kaptajn, og selvom der er en risiko for, at hans meget hårde efterårsprogam efterhånden har efterladt ham med lidt for megen træthed til så svært et løb som dette, har han udtrykt optimisme og forklaret tirsdagens skuffende resultat med hård træning frem mod Lombardiet. Mikkel Honoré bør også have en beskyttet rolle på Quick-Step, hvor Julian Alaphilippe dog er kaptajn, men dette løb er på papiret lidt for hårdt, og hans kørsel i Bernocchi indikerede, at superform fra Canada og VM kan være aftagende, i hvert fald for meget til et løb, der egentlig er for svært. Hos Lotto er Andreas Kron kaptajn, men han synes desværre ikke at have fundet formen - slet ikke til et løb, der på papiret også er lidt for hårdt. Også Jakob Fuglsang har en kaptajnrolle, i dette tilfælde på Israel-PT, men han synes desværre for formsvag til at gå efter sin anden sejr i løbet.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2021, Jakob Fuglsangs sejr fra 2020, Bauke Mollemas sejr fra 2019, Thibaut Pinots sejr fra 2018, Vincenzo Nibalis sejre fra 2017 og 2015, Esteban Chaves’ sejr fra 2016 samt Dan Martins sejr fra 2014.

 

Holdoversigt

Nedenfor redegør jeg for, hvem der foruden de ovennævnte kan tænkes at lave et resultat for de enkelte hold.

 

UAE-Team Emirates: Man må formode, at det handler 100% om Pogacar, men som nævnt ovenfor er det nok Formolo, der eventuelt kan komme i spil, hvis holdet vil lege lidt med overtallet. Joao Almeida blev brugt til at føre tidligt i Varese og viste ved VM, at han var hårdt ramt af tidligere sygdom, og selvom Diego Ulissi så meget stærk ud i Varese, har dette løb traditionelt været lidt for svært. Rafal Majka er ikke på toppen og har hidtil ageret hjælper, og selvom han er i god form, må det samme gælde for Marc Hirschi, der i lang tid har haft det svært på så vanskelige ruter som denne.

 

Ag2r Citroën Team: Clement Berthet ligner bedste bud, men han har i Emilia og Varese manglet lidt for meget. Clement Champoussin er ikke helt væk, men langt fra sit bedste, og Felix Gall, Geoffrey Bouchard, Aurelien Paret-Peintre og Jaakko Hänninen synes alle decideret formsvage.

 

Alpecin-Deceuninck: Den eneste rytter, der for alvor kan være med på en rute som denne, er Jay Vine, men selvom han havde løbet som et mål, har vi set, at formen ikke rækker. Xandro Meurisse har været hæderligt kørende og ender nok som deres bedste, men han kan ikke være med helt fremme. Løbet er for svært for Stefano Oldani, Robert Stannard, Kristian Sbaragli og Jimmy Janssens, der alle skuffede i Piemonte.

 

Astana Qazaqstan Team: Nibali ligner det eneste reelle bud, da Miguel Angel Lopez er langt fra sin bedste form. David de la Cruz gjorde det hæderligt i Varese og kan sikkert komme et stykke i et løb, der passer ham bedre, mens det er for svært for en ellers velkørende Simone Velasco. Samuele Battistella og Christian Scaroni synes begge formsvage.

 

Bahrain-Victorious: Som nævnt ovenfor er Landa den klare kaptajn, men Damiano Caruso er også tildelt en fri rolle. Han viste dog i Piemonte, at han er langt fra toppen. Gino Mäder har potentiale, men siden han ikke regnes som kaptajn, er han næppe flyvende, og Wout Poels er tildelt en vejkaptajn, hvilket formentlig forklares med et meget svagt VM og et skuffende Piemonte. Hermann Pernsteiner er godt kørende, men har trods alt begrænset potentiale, og løbet er lidt for svært for Edoardo Zambanini. Endelig har holdet Matej Mohoric, der begynder at være i form, men han har fået tildelt rollen at hjælpe i positionskampen i et løb, der er for svært for ham.

 

Bardiani-CSF-Faizané: Holdets kaptajn er Filippo Zana, men han har været formsvag på det sidste. Det samme gælder for klatreren Luca Covili, mens niveauet er for højt for unge Alex Tolio.

 

BORA-hansgrohe: Holdets erklærede kaptajner er Vlasov og Higuita, da hverken Wilco Kelderman, Patrick Konrad eller Felix Grossschartner er i form. Giovanni Aleotti var godt kørende for et par uger siden, men tilsyneladende ikke længere, og Matteo Fabbro er fortsat langt fra fordums styrke.

 

Caja Rural-Seguros RGA: Mikel Nieve slutter sin karriere i et løb, hvor han tre gange har været i top 10, men det rækker niveauet ikke til længere, og Jonathan Lastra har trods en top 10 i Kroatien ikke vist et niveau, der bringer ham langt i dette løb - slet ikke i Piemonte. Heller ikke Fernando Barcelo, Sergio Martin eller Michal Schlegel har klatret overbevisende på det sidste.

 

Cofidis: Det handler om Guillaume Martin, der startede den italienske kampagne ganske fornuftigt i Agostoni. Han sad også med i frontgruppen i Varese, men faldt igennem i Emilia, hvor hans form skulle stå den store prøve. Han har været svingende, men han synes ikke stærk nok til at være med helt i front. Remy Rochas begynder at være i form efter Vuelta-styrtet, men mangler nok lidt for meget til så svært et løb, mens Jesus Herrada trods et fint løb i Varese ikke er tilstrækkeligt formstærk til et løb, der i forvejen er til den svære side. Simon Geschke er træt og trænger til ferie.

 

Drone Hopper-Androni Giocattoli: Bedste bud er Natnael Tesfatsion, men han har ikke virket flyvende, og løbet er en anelse for svært. Hverken Mattia Bais, Andrii Ponomar, Simone Ravanelli eller Santiago Umba har vist form.

 

EF Education-EasyPost: Den erklærede kaptajn er Uran, men som sagt er jeg lidt spændt på Piccolo, selvom han er erklæret hjælper. Efter et ikke alt for overbevisende VM lignede Neilson Powless i Piemonte også en rytter, der kan køre et hæderligt løb, selvom ruten er for svær til, at han kan være med helt fremme. Mark Padun virkede meget formstærk i Agostoni og Emilia, men efter svage præstationer i Varese og Piemonte synes den gode form at være væk. Alberto Bettiol kunne i superform måske lave et resultat, men han virker langt fra sit bedste, og det samme gør Sean Quinn og Odd Christian Eiking.

 

EOLO Kometa: Det handler 100% om Fortunato. Alessandro Fancelluvil formentlig kunne støtte ham i længst tid, da hverken Mark Christian eller Erik Fetter har vist form, og da Davide Bais får det for svært påd denne rute.

 

Groupama-FDJ: De erklærede kaptajner er Molard og Storer. Attila Valter er ikke dårligt kørende, men han har manglet for meget gennem hele året, og Quentin Pacher er efter en lang sæson endelig blevet træt.

 

INEOS Grenadiers: På papiret er det en supertrup, men kun Yates synes tæt på sit bedste, selvom Rodriguez formentlig kan gøre det hæderligt. Daniel Martinez og Tao Geoghegan Hart har skuffet i begge deres optaktsløb, og Pavel Sivakov er blevet brugt som hjælper i de flade løb, hvilket indikerer, at også han er langt fra sit bedste. Ben Tulett og Laurens de Plus er begge meget formsavage.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Det handler om Pozzovivo. Det havde været interessant at se, hvor langt en formstærk Lorenzo Rota kunne komme, men vi så i Varese, at han nok er for tæt. Det samme må gælde for Quinten Hermans, når han går i det tidlige udbrud i stedet for at gå efter sejren i Varese, og heller ikke Rein Taaramae synes på toppen længere. Laurens Huys er fint kørende, men niveauet er for højt, og løbet er form svært for Jan Bakelants og Simone Petilli, selvom de kører fint.

 

Israel-Premier Tech: Michael Woods plejer altid at være flyvende i dette løb, men det står nu klart, at sygdom og skader har frarøvet ham al form, og også Jakob Fuglsang er milevidt fra sit bedste. Også Carl Fredrik Hagen virker træt. Mest formstærke er Alessandro de Marchi og ikke mindst Corbin Strong , men løbet er for svært.

 

Jumbo-Visma: Det handler 100% om Vingegaard, der ikke får den store støtte. Koen Bouwman, Tobias Foss, Chris Harper og Gijs Leemreize har alle skuffet i deres seneste optrædender, og det er således Sam Oomen og særligt Robert Gesink, der vil kunne støtte danskeren længst.

 

Lotto Soudal: Desværre er Andreas Kron træt og slet ikke i den superform, han skulle bruge for at være med på denne svære rute, og selvom han trods hjerteproblemer og flere afbud faktisk ikke er så skidt kørende, mangler Tim Wellens også alt for meget. Både Harm Vanhoucke og Maxim van Gils er også langt fra deres bedste.

 

Movistar Team: Mas og Valverde er to af de tungeste favoritter, men de får ingen støtte i finalen, da de ledsages af en meget tung trup, nu hvor Ivan Ramiro Sosa og Einer Rubio er rejst til Malaysia for at køre i Langkawi.

 

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Alaphilippe er den erklærede kaptajn, men som sagt er Van Wilder også fint kørende. Ruten er lidt for svær for Mikkel Honoré, der i Bernocchi også lignede en mand, der havde tabt toppen af den fine VM-form, og Andrea Bagioli mistede hurtigt den gode Montreal-form, mens Mauri Vansevenant og Louis Vervaeke ligner folk, der trænger til ferie.

 

Team Arkea Samsic: Warren Barguil er den erklærede kaptajn, og efter en skuffende præstation i Varese har jeg fået lidt mere optimisme, nu hvor det er kommet frem, at han har trænet i højderne målrettet mod dette løb, at hans afbud til Emilia skyldtes fødslen af hans andet barn, og at han forklarede præstationen i Varese med den forudgående rejse. Han var i fin form i september, men niveauet rækker ikke længere til at være med helt i front. Kevin Vauquelin er uhyre spændende og var bedre end ventet i Emilia, men dette løb er lidt for svært, og han skuffede i Varese. Elie Gesbert, Michel Ries, Simon Guglielmi og Nicolas Edet, der netop er kommet tilbage efter en lang skadespause, er formsvage, og løbet er for svært for Louis Barré.

 

Team BikeExchange-Jayco: Uden den skadede Yates er holdet helt uden chance, da ingen af deres ryttere synes i form. Matteo Sobrero så bedre ud i Piemonte, men har klatret skidt i år, og Nick Schultz, Kevin Colleoni, Alexandre Balmer, Tsgabu Grmay og Lawson Craddock har på ingen måde imponeret i optakten. Tanel Kangert slutter sin karriere efter en nærmest katastrofal sæson.

 

Team DSM: Det handler om Bardet. Thymen Arensman passer bedre til dette løb end Varese, men han var så langt efter, at han ikke kan være på toppen, og også Andreas Leknessund er et stykke fra sit bedste. Marco Brenner gjorde det fint i Varese, men niveauet er for højt, og Mark Donovan og Chris Hamilton synes for formsvage.

 

TotalEnergies: Efter nogle lidt skuffende præstationer efterlod Pierre Latour et meget stærkt indtryk i Varese, men han har ikke vist en form, der gør det sandsynligt, at han kan være med helt fremme i så svært et løb. Alexis Vuillermoz er i fremgang, men ikke langt nok til at gentage sin tidligere 4. plads, og niveauet er for højt for en ellers velkørende Alan Jousseame. Både Mathieu Burgaudeau og Victor de la Parte er formsvage.

 

Trek-Segafredo: Den tidligere vinder Bauke Mollema er kaptajn, men selvom han blev nr. 7 i Varese, har han på intet tidspunkt i år - San Sebastian fraregnet - vist et klatreniveau, der giver grund til at tro, at han kan vinde igen. Mattias Skjelmose skuffede i Varese og kan være træt, men har udtrykt en vis optimisme, da han havde trænet hårdt frem mod dette løb. Han har dog stadig til gode, at han kan være med helt i front i dette selskab på så svære ruter, selv hvis VM-formen er intakt. Giulio Ciccone er også beskyttet og har satset meget på løbet, men selvom han så meget bedre ud i Piemonte, er han langt fra sit bedste. Kenny Elissonde var hæderlig i Varese, men slet ikke god nok, og Antwan Tolhoek og Amanuel Ghebreigzabhier mangler begge meget efter deres skader.

 

STREAM IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Tadej Pogacar
Enric Mas, Jonas Vingegaard
Alejandro Valverde, Domenico Pozzovivo, Adam Yates, Rigoberto Uran, Aleksandr Vlasov
Vincenzo Nibali, Mikel Landa, Romain Bardet, Julian Alaphilippe, Sergio Higuita, Lorenzo Fortunato, Michael Storer, Rudy Molard, Carlos Rodriguez, Ilan van Wilder, Davide Formolo, Andrea Piccolo
Pierre Latour, Mattias Skjelmose, Bauke Mollema, Gino Mäder, Warren Barguil, Guillaume Martin, Neilson Powless, Joao Almeida, Diego Ulissi, Remy Rochas, Robert Gesink, Mikkel Honoré, Lorenzo Rota, Daniel Martinez, Thymen Arensman, Mark Padun, Giulio Ciccone, Sam Oomen, Rafal Majka, Jay Vine, Kevin Vauquelin, Hermann Pernsteiner, David de la Cruz, Attila Valter, Alexis Vuillermoz, Clement Berthet, Jesus Herrada, Damiano Caruso, Matej Mohoric, Rein Taaramae, Kenny Elissonde, Andrea Bagioli, Simone Velasco
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Il Lombardia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger