Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Itzulia Basque Country (Baskerlandet Rundt)

Optakt: Itzulia Basque Country (Baskerlandet Rundt)

08. april 2019 12:30Foto: Sirotti

Mens en stor del af opmærksomheden er rettet mod brostenene i Nordeuropa og stærke folk som Peter Sagan, Greg Van Avermaet og Zdenek Stybar, forbereder nogle af verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere sig på seks dages intenst cykelløb på stejle stigninger i det cykelgale Baskerlandet. Det seks dage lange Vuelta al Pais Vasco, der nu går under navnet Itzulia Basque Country og indledes mandag, tjener et dobbelt formål. På den ene side er det den perfekte forberedelse til de kommende ardennerklassikere, og samtidig er det et prestigiøst og knaldhårdt WorldTour-løb, som enhver etapeløbsrytter drømmer om at have på sit generalieblad.

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en speciel dobbeltrolle, da de både fungerer som den sidste, afgørende forberedelse for klassikerspecialisterne og den første store test for etapeløbsrytterne. Efter det italienske løb handler det meste af den kommende måned imidlertid som regel fuldstændig om de store endagsløb, og det er de store slag i Nordeuropa, der får næsten al opmærksomhed.

 

Det betyder ikke, at grand tour-rytterne ligger på den lade side i disse tider. Adskillige etapeløb anført af WorldTour-løbene Volta a Catalunya og Itzulia Basque Countrt, det tidligere Vuelta al Pais Vasco, finder i løbet af de kommende uger sted i den sydlige del af kontinentet, og selvom de delvis kan betragtes som forberedelse til ardennerklassikerne, er de meget mere end det. For de grand tour-ryttere, der helt skipper endagsløbene, udgør de forårets vigtigste mål, og derfor er de typisk rammen om nogle fascinerende opgør mellem de ryttere, der senere vil spille hovedroller i de store grand tours.

 

Da Baskerlandet er en af de mest cykelgale regioner i verden, er det kun naturligt, at området er rammen om et af de allerstørste løb. På samme måde som Flandern er området befolket af fans, der elsker cykling, men hvor belgierne har kastet deres kærlighed på endagsløb, er det etapeløbene, der står baskernes hjerte nært. Derfor er det ikke overraskende, at deres store begivenhed strækker sig over seks dage.

 

Itzulia Basque Country blev første gang afviklet allerede i 1924 og har således en lang historie, men efter 1930 forsvandt løbet fra kalenderen. Der blev gjort et forsøg på at genoplive det i 1935, men det blev hurtigt opgivet, og det blev ikke afviklet igen før 1969.

 

Her var det tilbage på kalenderen, og straks fra start nød det stor prestige. Den første vinder af det genopstandne løb var ingen ringere end Jacques Anquetil, og siden da er det blevet vundet af mange af sportens største stjerner. Luis Ocana er dobbelt vinder, San Kelly har vundet tre gange, Stephen Roche har én sejr, og Tony Rominger har hele tre titler. I de senere år har grand tour-stjerner som Alberto Contador, Andreas Klöden, Nairo Quintana, Samuel Sanchez, Chris Horner, Joaquim Rodriguez, Denis Menchov og Alejandro Valverde alle været øverst på podiet, og det indikerer, hvor prestigiøst det baskiske løb er.

 

Baskerlandet er en meget kuperet region, men der er ingen høje bjerge. Deres stigninger er i stedet kendt som korte og stejle, og det giver etaperne en vis lighed med ardennerklassikerne. Da det afvikles bare et par uger før de kuperede endagsløb, er det ikke mærkeligt, at løbet betragtes som den bedste forberedelse til ardennertrioen, og det har ofte været en god indikation på, hvem der i form til løbene i Belgien og Holland.

 

På et tidspunkt så det ud til, at løbet næsten var reduceret til mere forberedelse end egentligt mål, men opfindelsen af ProTouren og den betydning, WorldTour-point i dag har, har brudt tendensen. Nu om dage tjener løbet to formål. Mens nogle ryttere er rejst til Spanien alene for at finde klatrebenene forud for deres store mål i endagsløbene, er der folk, som kun er til start med det ene formål at tage den samlede sejr.

 

I de senere år har spansk cykelsport lidt voldsomt, og Baskerlandet er blevet ramt mindst lige så hårdt som resten af landet. Euskal Bizikleta - det andet store baskiske etapeløb - er forsvundet, og regionens to WorldTour-løb, Itzulia Basque Country og Clasica San Sebastian, har begge været truet af økonomiske vanskeligheder. UCI var på et tidspunkt tvunget til at gribe ind for at redde de to begivenheder, men deres langsigtede fremtid var længe usikker.

 

Derudover mistede de baskiske fans muligheden for at følge deres lokale helte på hjemmebanen. Baskerne er berømte for deres passion, og det regionale cykelhold Euskaltel var i mange år en kilde til enorm stolthed. De opnåede deres store højdepunkt på hjemmebanen, da Samuel Sanchez langt om længe vandt det hjemlige etapeløb, men for sjette år i træk må man igen spejde langt efter de orange trøjer, der ikke længere findes i feltet. Heldigvis er det mindre Euskadi Murias-hold ved at opbygge sig som Euskaltels efterfølger, og da de nu er kommet op på professionelt kontinentalniveau, vil de for anden gang være at finde i feltet- Det nærer passionen yderligere, og vi kan derfor igen forvente vanvittige scener med tusindvis af fans, noget man sjældent finder i andre ugelange etapeløb.

 

Løbet er typisk et af de hårdeste ugelange etapeløb. Der er stort set ikke én meter flad vej i regionen, og derfor er der som regel begrænsede muligheder for sprinterne. Således holder de hurtigste folk sig altid langt væk, og de holder sig i stedet til de nordlige klassikere. For klatrestærke sprintere som Michael Matthews er der i løb som Itzulia, Volta a Catalunya og Tour de Romandie dog typisk adskillige muligheder. Derudover er løbet fyldt med adskillige - ofte ekstremt - stejle stigninger af medium længde, og det er de vanskelige bakker, den ofte kuperede enkeltstart og de kolossale regnmængder, der typisk afgør klassementet. Selvom løbet ikke rammer de høje bjerge eller lange stigninger, er det hævet over enhver tvivl, at det er et løb for de rigtige etapeløbsryttere.

 

De korte stigninger betyder imidlertid ofte, at løbet afgøres med små forskelle, og det er svært at slå store huller på de eksplosive bakker. Løbet er traditionelt sluttet med en kuperet enkeltstart, og den etape har altid været helt afgørende. Det kan godt være, at de baskiske fans elsker klatrere, men man vinder ikke Baskerlandet Rundt, hvis man ikke kan køre enkeltstart. Det er således ikke nogen tilfældighed, at førertrøjen har skiftet ejermand på sidste etape hvert år siden 2010 bortset fra i 2014, hvor det lykkedes Alberto Contador at forsvare sin føring, i 2017, hvor Alejandro Valverde leverede samme bedrift, og i 2018, hvor enkeltstarten for første gang ikke var placeret som sidste etape.

 

Alligevel var det en tempospecialist, der vandt i 2018. Primoz Roglic viste allerede sin styrke på de to første etaper, hvor han som eneste mand kunne følge Julian Alaphilippe begge dage. Efter 4. etapes usædvanligt tidlige enkeltstart overtog han førertrøjen, og den forsvarede han på løbets to vanskeligste etaper til sidst, også selvom et styrt på den afsluttende kongeetape truede med at ødelægge det hele. Trods uheldet sejrede han med hele 1.09 ned til den lokale helt Mikel Landa, mens en anden basker, Ion Izagirre, tog den sidste plads på podiet. Roglic har i år øjnene rettet mod Giroen og forsvarer derfor ikke sin titel, men Landa, der trods en skadespause netop har taget sæsonens første sejr, er med igen som kaptajn for Movistar. Også Izagirre jagter endnu et topresultat efter to gange tidligere at være sluttet som nr. 3.

 

Ruten

Ruten til Vuelta al Pais Vasco varierer altid ganske betydeligt, men de forskellige udgaver har altid et ret ensartet format. Normalt er der et par etaper til hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger og vinde en spurt i et reduceret felt. Der er imidlertid aldrig helt flade etaper i det vanskelige terræn, og som ren sprinter er det sjældent, at der er én eneste mulighed. Derudover er der typisk 2-3 svære etaper, hvor klassementsrytterne kan dyste om sejren, og disse er ofte kendetegnet ved nogle ekstremt stejle mure. Højdepunktet er den traditionelle kongeetape til Alto de Arrate i udkanten af Eibar, der meget ofte er kommet på fjerde eller femte etape. Endelig har det været en fast tradition, at løbet er sluttet med en ofte meget kuperet og teknisk enkeltstart, der er den i særklasse vigtigste etape.

 

I 2017 fik arrangørerne en del kritik for at sammensætte en alt for nem rute, hvor fire relativt lette etaper blev afsluttet med kongeetapen og den afsluttende enkeltstart, der fuldstændigt bestemte løbets udfald. Tilsyneladende tog man den kritik til sig, og i 2018 gik man den helt modsatte vej. Sidste års udgave varnemlig  den hårdeste i umindelige tider og bød på masser af godbidder til klatrerne og meget lidt at komme efter for de hårdføre sprintere. Samtidig gjorde løbet atter brug af de korte, ekstremt stejle mure, der stort set var helt fraværende i 2017-udgaven, og dermed var det en rute, der passede langt bedre til løbets rygte som et af de hårdeste på WorldTouren og var langt bedre i overensstemmelse med løbets natur.

 

Alligevel har man ikke genbrugt modellen. I stedet er man vendt tilbage til et format, der i langt højere grad minder, om den lette udgave fra 2017. Igen i år er det således primært løbets enkeltstart samt den traditionelle kongeetape på Arrate-stigningen, der ventes at afgøre klassementet, og heller ikke i år er der gjort brug af mange af de stejle mure. Der findes en enkelt på enkeltstarten, ligesom den berygtede Ixua-stigning skal bestiges fra den vanskelige side på kongeetapen, men derudover er stigningernes stejlhed af mere moderat karakter. Samtidig vender man i år tilbage til den klassiske og langt lettere opkørsel af Arrate-stigningen, efter at man i både 2017 og 2018 besteg den fra den stejle og vanskeligste side. Med andre ord er det en ganske blød udgave af det baskiske løb, vi har i vente.

 

De relativt korte stigninger har altid betydet, at forskellene har været små, og derfor har enkeltstarten som regel været den klart vigtigste etape. Det har man forsøgt at ændre på ved i år at gøre den historisk kort. Således skal der blot tilbagelægges 11,3 km, og efter et år, hvor man helt usædvanligt henlagde den til en helt flad rute, er der i år atter tale om en klassisk baskisk enkeltstart med en stejl mur og en teknisk vanskelig nedkørsel undervejs. Samtidig afviger man for andet år i træk fra traditionen ved at placere tidskørslen tidligere i løbet, og som noget helt nyt er det i år sågar den etape, der skyder slaget i gang. Herefter kan klassementet imidlertid meget vel være relativt uforandret frem til kongeetapen, der i år afvikles fredag, og som byder på et hav af stigninger, herunder den vanskelige Ixua, men altså også en lettere opkørsel af Arrate end i de seneste to år.

 

Den lette rute betyder dog ikke, at sprinterne har meget at komme efter. Tværtimod ligner resten af løbet en gave til de eksplosive puncheurs. Tirsdag venter der således en sand nyskabelse i form af et lille Strade Bianche, hvor man i finalen skal over flere grusveje og flere korte stigninger, inden det hele slutter med en lille bakke op til mål. Onsdagens 3. etape er mindre dramatisk og har en flad sidste del, men igen stiger det op mod mål, hvorfor puncheurs atter kan få en chance for at spurte sig til sejr. Først på torsdagens etape er der endelig en flad afslutning, men her er der til gengæld en lille bakke med bare 2 km til mål i det, der er en meget kringlet og helt sikkert hektisk finale, og eksplosive ardennerspecialister kan derfor se frem til at boltre sig på hele tre etaper i træk. Efter fredagens kongeetape slutter det hele med en kort og stærkt kuperet etape, men da de vanskeligste stigninger kommer langt fra mål, vil et stærkt hold formentlig kunne kontrollere tingene, og det er derfor meget sandsynligt, at et udbrud vil skulle køre om sejren på sidstedagen i en udgave, hvor det på uhørt vis ser ud til, at det baskiske løbs afsluttende etape ikke vil spille en rolle i klassementet - måske meget sigende for årets usædvanligt lette rute.

 

 

1. etape

Indtil sidste år var det en helt fast tradition, at Itzulia Basque Country altid sluttede med enkeltstarten, der meget ofte har været løbets klart vigtigste etape. Den kutyme blev der imidlertid lavet om på i 2018, hvor man helt usædvanligt flyttede tidskørslen til 4. etape, hvor den dermed kom inden de to helt afgørende etaper i regionen omkring Eibar. I år fortsætter man den nyskabende trend og tager det endda til et nyt niveau, da enkeltstarten i 2019 vil blive afviklet allerede på den allerførste dag. Samtidig har man reduceret distancen til bare 11,2 km og efter et år med en helt flad rute igen designet en mere klassisk baskisk tidskørsel, der involverer en typisk baskisk mur undervejs. Dermed er der lagt op til et helt afgørende slag allerede fra første færd på en dag, hvor der bliver brug for både tempo- og klatreben.

 

Årets enkeltstart som sagt bare 11,2 km lang og afvikles i det kuperede terræn omkring byen Zumarraga. Starten er ganske tilforladelig, idet man kører ad en lige og flad vej mod sydvest ud af byen. Her når man et vendepunkt, hvorefter det går tilbage mod nordøst med retning mod centrum, hvor man drejer mod øst og derefter sydøst for igen at køre igennem fladt og derefter let faldende terræn ud til et vendepunkt.

 

Herefter ændrer etapen karakter, når man vender rundt for at køre mod nordvest tilbage mod byen. Et let stigende stykke leder direkte ind på dagens stigning, La Antigua, der over 2,3 km stiger med 9,7%, og som er en typisk baskisk mur. Således stiger de sidste 700 m med 16,0% i snit og byder endda på 100 m med 21% undervejs. Toppen rundes med 3,13 km igen, hvor der uddeles bjergpoint, og derefter går det via en yderst teknisk nedkørsel med adskillige hårnålesving mod vest ind mod byen centrum. Her flader det ud over den sidste kilometer, hvor man kører frem til et sidste hårnålesving med bare 400 m til stregen i en yderst teknisk finale.

 

Etapen byder på i alt hele 268 højdemeter over den korte distance.

 

Efter et år med en helt flad enkeltstart gælder det i år en klassisk baskisk tidskørsel, hvor der er en blanding af en stejl mur, fladt tonserterræn og en teknisk nedkørsel. Dermed testes alsidigheden hos rytterne, og det er bestemt ikke en etape for klassiske specialister. Kun i den første halvdel handler det om at kunne holde høj fart, men i den anden halvdel handler det i stedet om punch på korte mure og tekniske evner på en nedkørsel. Dermed er der lagt op til en etape, hvor det formentlig fra første færd vil være klassementsrytterne, der skal slås om sejren.

 

Zumaragga var senest vært for en etape i 2015, hvor Joaquim Rodriguez overspurtede Sergio Henao og Nairo Quintana, efter at de tre var kørt væk på den mur, der også findes på årets enkeltstart. Det samme scenarium gentog sig i samme finale i 2011, og denne gang var Rodriguez igen hurtigst, da han til slut spurtede mod Samuel Sanchez, Andreas Klöden og Chris Horner.

 

 

 

2. etape

Baskerlandet Rundt er kendt for sine stigninger, men i år tilføjer man et nyt element, der mere har mindelser om en klassiker. Det sker på en ganske vist hovedsageligt flad 2. etape, hvor man som et spændende krydderi har lagt flere grusveje ind i løbets anden halvdel. Det vil utvivlsomt skabe en nervøs og stressende dag, inden det hele ender med en lille rampe op til målet i Gorraiz, hvor de eksplosive afsluttere vil håbe at kunne spurte sig til en sejr.

 

Etaperne i Baskerlandet er altid relativt korte, og det gælder også for 2. etape, der er bare 149,5 km lang og fører feltet fra Zumarraga til Gorraiz, der er en forstad til storbyen Pamplona. Fra start kører man mod syd op ad en ikke-kategoriseret stigning, inden man vender rundt for via en teknisk nedkørsel at køre tilbage mod nordøst og siden sydøst og øst. Det forsætter med at falde, indtil man drejer mod sydøst ind på kategori 3-stigningen Olaberria (1,6 km, 7,5%, max. 12%), der er ganske stejl midtvejs, inden den flader ud mod toppen, som kommer efter 23,5 km. En skarp nedkørsel leder mod nordøst, inden man igennem let stigende terræn kører mod syd og siden øst frem til bunden af kategori 3-stigningen Lizarrusti (6,4 km, 4,7%, max. 8%), der er en lang, jævn stigning med top efter 42,3 km.

 

Stigningen leder op på et plateau, og herfra er terrænet hovedsageligt fladt med en let kuperet sidste halvdel med flere mindre bakker. Først går det mod sydøst og siden øst igennem fladlandet, hvorefter mad igen drejer mod sydøst for at køre hele vejen frem til Pamplona, der nås efter 88,6 km. Her indledes finalen, når man fortsætter mod sydøst ud til dagens første grusvej (200 m, *), der indledes efter 95,3 km og efterfølges af den lille Muro de Badostain (1 km, 7%). Derfra får det mod nordøst op til Gorriaz, hvor man efter 99,7 km skal over den anden grusvej (700 m, **). Efter 105,1 venter så Muro Zaldua Bordazar (1,4 km, 7,5%), inden man rammer dagens sværeste grusvej (1800 m, ****) efter 106,55 km, hvor man er kørt mod øst væk fra målbyen. Her vender man rundt for at køre tilbage mod vest via den første spurt, der kommer efter 111,8 km, inden man snor sig rundt om målbyen for at køre frem til den anden spurt, der kommer efter 125,95 km. Den fører direkte ind på dagens næstsidste grusvej (800 m, **), der indledes med 22,05 km igen, inden man 2 km senere krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 20,05 km lang rundstrækning. Efter en flad indledning skal man med 17,7 km igen over Muro Zaldua (300 m, 11%), og bare 1 km senere starter dagens sidste grusvej (900 m, ***). Med 15,5 km venter så Muro Ibiriku (550 m, 6%), inden man vender rundt for at køre mod vest tilbage mod Gorraiz. Igennem fladt terræn kører man en runde rundt om byen, inden man kører mod øst, nord og nordøst op til mål. Det sidste skarpe sving kommer med knap 3 km igen, men derefter bugter vejen sig konstant, også på den sidste kilometer, der stiger med 4,9% i snit med 8,2% over de sidste 500 m.

 

Etapen byder på i alt 1883 højdemeter.

 

Ser man på antallet af højdemeter, er det langtfra en vanskelig baskisk etape, men der venter utvivlsomt en yderst stressende finale. Kombinationen af grusveje og korte, stejle stigninger gør nemlig den sidste del til et helt lille Strade Bianche, hvor der utvivlsomt vil komme angreb, og hvor favoritterne vil forsøge at undgå problemer. Da den sidste del dog er relativt enkel, ser det ud til, at et decimeret felt skal afgøre løbet i en puncheurfinale, der er som skabt til Julian Alaphilippe.

 

Gorraiz har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

3. etape

Baskerlandet Rundt har kun meget lidt at tilbyde sprinterne, men til gengæld er det som regel et slaraffenland for puncheurs og stærke sprintertyper. Det er årets 3. etape et ganske glimrende eksempel på, for hen venter en ganske kuperet dag med mere end 2000 højdemeter, men uden væsentlige stigninger. Det hele afsluttes til slut med en lille bakke op mod mål, og derfor er der for anden dag i træk lagt op til, at de eksplosive ardennerspecialister kan teste sprinterbenene inden de kommende klassikere.

 

Med sine 191,35 km er 3. etape en for Baskerlandet ret lang etape, der fører feltet fra Sarriguren i udkanten af Pamplona til målet i Estibalitz. Fra start går det igennem fladt terræn mod vest direkte frem til dagens første udfordring, kategori 2-stigningen Goni (8,9 km, 4,7%), max. 8%), der er en jævn, regulær sag med top efter 26,8 km. Herfra går det via en nedkørsel og en kontrabakke mod sydvest, inden man fortsætter via en længere nedkørsel ned mod fladlandet.

 

Derfra går det igennem fladt terræn mod vest frem til forplejningszonen, inden man kører mod nordvest og siden mod øst for at bestige en 4,35 km lang stigning, der stiger med 5,9% i snit. Den efterfølges af dagens første spurt, der kommer efter 125,3 km, inden det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Opakua (4,6 km, 4,7%, max. 12%), der har top efter 133,9 km. Nu går det via en hurtig nedkørsel mod nordvest, inden man kører igennem fladlandet mod vest frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 172,5 km. Derfra går det mod syd ned mod storbyen Vitoria, men til slut kører man mod sydøst udenom centrum, indtil man med 2 km drejer mod nordøst. Herefter stiger de sidste 2 km med 4,0% i snit og relativt konstant med 4% over den sidste kilometer, hvor vejen bugter sig let, inden den buer mod venstre lige inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 2356 højdemeter.

 

Ruten byder ikke på de store terrænmæssige udfordringer, og derfor er det en dag, de fleste klassementsryttere bare skal overleve. Til gengæld må en fyr som Julian Alaphilippe igen have blik på en etape, der med sin lille bakke op til mål passer ham fremragende. Terrænet burde være til at kontrollere, og derefter ligner det en afgørelse for de hurtige folk på bakken op til mål.

 

Estibalitz har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

4. etape

Årets Baskerlandet Rundt hører ikke til blandt de vanskeligste i historien, og det afspejler sig også i årets 4. etape. Her venter nemlig igen en hovedsageligt flad etape, men som så ofte før i det baskiske løb har arrangørerne fundet lidt ekstra krydderi til finalen. Her skal rytterne nemlig op over en lille bakke, inden det går ned mod mål i det, der meget vel kan blive en hæsblæsende og aggressiv afslutning på en dag, som også byder på en ganske svær stigning med 35 km igen, og som derfor bør mærke rytterne inden de to sværeste etaper til sidst.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 163,67 km, der fører feltet fra storbyen Vitoria-Gasteiz til Arrigorriaga. Startbyen ligger på et berømt plateau i den sydlige del af Baskerlandet, og derfor er den første del hovedsageligt flad, mens man kører mod først nord og siden vest. Her fortsætter man via en lang nedkørsel, der leder bort fra plateauet og direkte ind på dagens første prøvelse, kategori 3-stigningen Las Campas (3,1 km, 5,8%, max. 11%), der er en jævn stigning med top efter 55,8 km. Herefter fortsætter det med at falde let, mens man kører mod nord, nordvest og igen nord, inden man drejer mod sydøst og øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Garate (1,5 km, 6,2%, max. 10%), der ligeledes er ganske jævn og med top efter 98,3 km.

 

Efter stigningen kører man mod sydøst via en nedkørsel ned til en lille rundstrækning, hvor der skal køres em omgang lige syd for målbyen. Først går det igennem fladt terræn mod nordøst, inden det stiger let mod sydøst frem mod dagens første spurt, der kommer efter 118,6 km. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Bikotz Gane (4,9 km, 8,6%, max. 13%), der er en ganske stejl sag, hvis sidste 4 km stiger med næsten 10% i snit. Toppen rundes efter 126,8 km, hvorefter en nedkørsel fører mod vest ned til dagens sidste spurt, der kommer efter 136,1 km.

 

Herfra går det igennem let faldende terræn mod nordvest og nordøst væk fra rundstrækningen og ind moc centrum af målbyen. Her kører man tæt forbi mål, men fortsætter mod nord for at slå en lille sløjfe i den nordlige del af byen. Efter et vendepunkt kører man herfra mod syd op over kategori 3-stigningen Zaratamo (4,0 km, 3,2%, max. 11%), der for det meste er ret let med en nedkørsel undervejs, men som byder på 500 m med 10,1% kort inden toppen. Herfra resterer bare 2,27 km, der fører mod vest via en snoet nedkørsel, inden det flader ud på den sidste kilometer. Her drejer man skarpt to gange i træk ved den røde flamme, inden der venter yderligere to sving i rap bare 2-300 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2223 højdemeter.

 

Kategori 1-stigningen er løbets hidtil klart sværeste, men den kommer for tidligt til, at den kan bruges offensivt. I stedet ligner det en fredsommelig etape, der dog vil slutte med en hæsblæsende og meget nervøs finale. Den sidste stigning har en stejl rampe nær toppen, der for en fyr som Julian Alaphilippe sagtens kan bruges til angreb, inden den tekniske nedkørsel vil trække feltet helt ud inden det, der formentlig bliver en spurt i et reduceret felt, hvor det handler om for klassementsrytterne at undgå at tabe tid i de huller, der meget vel kan opstå i den kringlede afslutning.

 

Arrigorriaga var målby for Euskal Bizikleta i 2006, hvor Koldo Gil køre alene hjem med et forspring på 6 sekunder ned til et lille favoritfelt.

 

 

 

5. etape

Efter tre dage, der for de fleste klassementsryttere bare har handlet om overlevelse, er det endelig tid til for alvor at bekende kulør. Det sker på løbets traditionelle kongeetape, der efter i 2018 for første gang at have været brugt som afslutning på hele løbet, er tilbage på den position som næstsidste etape, som den også havde i 2017 og 2018. Den traditionelle afslutning på Alto de Arrate i udkanten af Eibar har været en fast bestanddel af løbet siden 2009 og vil igen være løbets væsentligste klatreudfordring i 2019.

 

Der er tale om en af sportens helt klassiske finaler. I mange var afslutningen på Alto de Arrate og den korte nedkørsel til mål en fast bestanddel af kongeetapen i Euskal Bizikleta, men da det løb forsvandt, blev der indgået en aftale med arrangørerne af Itzulia Basque Country om at inkorporere etapen i det største baskiske løb. Siden da har det altid udgjort finalen på løbets kongeetape, men i 2017 gav man finalen et nyt twist, da man efter at have testet opkørslen på enkeltstarten i 2016 for første gang sendte rytterne op ad stigningen fra den stejleste og lang sværere side. Det gav en langt mere selektiv etape end tidligere, og det format genbrugtes igen i 2018. I år vender man imidlertid tilbage til gamle, lettere afsluttende klatretur, der blev brugt i årene frem til og med 2016.

 

Mens finalen altid er den samme, er første del af etapen forskellig fra år til år. I 2016 år designede man en helt uhørt hård rute, hvor man undervejs besteg Alto de Ixua, der har tradition for at være den sværeste stigning i løbet, fra den stejleste side. Det har man ikke gjort siden da, men i år vender den brutale mur tilbage, og dermed er der tale om svære udfordringer, selvom finalen er lettere end sidste år.

 

Med sine 149,81 km er der igen tale om en kort etape, der fører feltet fra Arrigorriaga til Arrate. Fra start kører man igennem fladt terræn mod nordøst frem til kategori 3-stigningen Morga (4,1 km, 5,7%, max. 8%), der er jævn og har top efter 17,2 km. En nedkørsel fører mod øst, inden det går igennem fladlandet gennem Guernica helt ud til Baskerlandets nordlige kyst. Her kører man mod sydøst langs den kuperede kystvej, der byder på kategori 3-stigningerne Natxitua (2,5 km, 3,2%, max. 8%) med top efter 53,25 km og Bedarona (2,1 km, 7,4%, max. 9%) med top efter 58,1 km umiddelbart efter hinanden, inden det let kuperede terræn fortsætter fem til byen Ondariba. Her forlader man vandet for at køre med syd op ad kategori 3-stigningen Arribinieta (2,8 km, 7,4%, max. 15%), der er ganske irregulær med et stejlt stykke undervejs og har top efter 86,8 km. Derefter går det mpd syd og sydvest igennem fladt terræn forbi den første spurt, der er placeret efter 99,8 km, hvorfra man kører ind til målbyen Eibar.

 

Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod nord for at bestige kategori 1-stigningen Ixua fra den stejle side. Her stiger den over 3 km med hele 12,7% i snit, men byder på den nedre del på 2 km med 15,8% i snit og et maksimum på 25%, inden den flader lidt ud nær toppen, hvorfra der resterer 39,61 km. Nu går det via en nedkørsel mod nord ned til den sidste spurt, der kommer efter 121,4 km, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Trabakua (6 km, 4,4%, max. 12%), der er ganske let og har top 19,31 km fra mål. En teknisk nedkørsel fører nu mod syd, inden den igennem fladt terræn går mod nordøst ind mod centrum af Eibar. Her rammer man den klassiske kategori 1-stigning Arrate - eller Usartza, som den også kaldes - og fra denne sidste stiger den med 8,8% i snit over 5 km. Der er tale om en meget regulær stigning med stigningsprocenter på 9-10 efter den første lidt lettere kilometer, inden den sidste kilometer er lettere med 6-9%. Toppen rundes med bare 2,21 km igen, og herefter gælder det den hektiske finale. Det stiger let frem til den røde flamme, hvorefter det falder ned mod mål. Den sidste kilometer følger en relativt lige vej med kun et par bløde sving, herunder et bare 100 m fra stregen. Historien viser, at første man gennem denne kurve i 9 ud af 10 tilfælde også ender som etapevinder.

 

Etapen byder på i alt 3168 højdemeter.

 

Denne etape har traditionelt været dagen, hvor klatrerne kan gøre en forskel, og da årets rute ikke byder på mange muligheder for de lette folk, er det her, der skal slås til. Arrate-stigningen er fra denne side dog ikke den mest selektive, og meget ofte er det endt i en spurt i en gruppe på en håndfuld ryttere. Den tidlige passage af den svære Ixua-stigning kan bruges til at skabe en tidlig udskilning, og herefter venter det helt store opgør, der meget vel kan bestemme, hvem der skal vinde årets udgave af Baskerlandet Rundt

 

Sidste år besteg man stigningen fra den svære side, og her lykkedes det på imponerende vis Enric Mas fra det tidlige udbrud at holde en aggressiv Mikel Landa bag sig med 18 sekunder. I 2017 besteg man for første gang Arrate via den stejle opkørsel, og det gav større udskilning end tidligere. Efter at det en overgang så ud til, at Michael Woods og Louis Meintjes ville snyde favroritterne, lykkedes det til slut Alejandro Valverde, Alberto Contador, Romain Bardet og Rigoberto Uran at få kontakt. På mirakuløs vis kom Samuel Sanchez op lige inden toppen og gik direkte forbi i et flot angreb, der desværre fik en brat ende med et slemt styrt på nedkørslen. I stedet levede Valverde op til favoritværdigheden ved suverænt at vinde spurten foran Bardet og Uran.

 

Etapen med den klassiske finale gjorde debut i løbet i 2009, da Alberto Contador tog en solosejr 8 sekunder foran Cadel Evans og Samuel Sanchez, men siden da har det været Sanchez’ legeplads. Den lokale helt vandt tre år i træk fra 2010 til 2012, to gange ved at vinde en spurt mellem tre mand og én gang som den hurtigste i en gruppe på 11 ryttere. Den tekniske nedkørsel har altid været som skabt til spanieren, der har vidst, hvordan han skulle time sin spurt før det sidste sving. I 2013 blev han endelig slået, da han ikke kom med i den syvmandsgruppe, der afgjorde slaget, og denne gang var det Nairo Quintana, der sikrede sig sejren foran Sergio Henao og Contador ved hjælp af en fantastisk nedkørsel. I 2014 angreb Wout Poels tæt på toppen og nåede mål et par sekunder før en 13-mandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Alejandro Valverde foran Sanchez. I 2015 tog Joaquim Rodriguez sin anden etapesejr i træk ved at vise sig som hurtigste mand i en gruppe på 12 ryttere. I 2016 blev etapen afviklet i forfærdeligt vejr, og det gjorde det muligt for Diego Rosa med et mageløst soloridt at sikre sig en udbrudssejr, mens Henao, Contador, Rodriguez og Thibaut Pinot distancerede de øvrige favoritter med en usædvanligt stor margin.

 

Finalen blev også benyttet i Vueltaen i 2012, hvor Valverde, Rodriguez, Contador og Chris Froome nåede mål sammen, og Rodriguez har sikkert stadig mareridt over, at han ikke spurtede hele vejen til stregen, fordi det dermed lykkedes Valverde akkurat at stikke snuden forbi og snuppe sejren.

 

 

 

6. etape

Det har været en fast tradition, at løbet er sluttet med enkeltstarten, men den tradition brød man i 2018, hvor man som noget nyt sluttede af med den klassiske kongeetape. Denne gang forsøger man sig så med en helt ny model, når Eibar for anden dag i træk er vært for etapeafslutningen, men denne gang ikke med mål på toppen af Arrate. I stedet venter en betydeligt lettere rute, der måske nok kan give anledning til angreb mellem favoritterne, men hvor en flad finale lægger op til, at det meget vel kan blive en dag for et udbrud og status quo i toppen af klassementet.

 

Med sine bare 118,23 km er der tale om en kort, intens etape, der både har start og mål i Eibar. Etapen indledes med, at man igennem fladt terræn kører mod nordøst ud til Elgoibar, hvor man rammer en rundstrækning, der skal gennemkøres én gang. Først kører man mod nordvest op ad kategori 3-stigningen San Miguel (4,9 km, 6,7%, max. 10%), der har top efter 9,0 km, inden en teknisk nedkørsel fører mod nordvest. Herefter går det igennem fladt terræn mod nordøst ud til kysten, hvor man med det samme kører mod sydøst væk fra vandet for at køre op ad kategori 3-stigningen Kalbario (2,2 km, 8%, max. 11%) med top efter 37,6 km. En nedkørsel leder derefter mod syd direkte ned i bunden af kategori 3-stigningen Elkorrieta (2,6 km, 6,7%, max 13%), der har top efter 44,8 km, hvorefter man uden forudgående nedkørsel kører direkte ind på kategori 1-stigningen Azurki (6,4 km, 6,8%, max. 16%), der har en let første og sidste del, men midtvejs byder på et par kilometer med 10,9% i gennemsnit. Toppen nås efter 56,3 km, hvorefter en nedkørsel fører mod vest tilbage til Elgoibar, hvor rundstrækningen afsluttes ved den første spurt, der kommer efter 69,5 km.

 

Feltet kører nu mod sydvest tilbage til Eibar, hvor man tager hul på endnu en rundstrækning. Med det samme kører man mod sydøst ud til kategori 1-stigningen Karakate (5,2 km, 8,5%, max. 14%), der er en ganske led sag og har 1500 m med 10,9% nær toppen, der rundes med 37,4 km igen. Herefter venter en meget teknisk nedkørsel, der fører mod syd, inden man fortsætter igennem fladt terræn mod syd ned til dagens anden spurt, der er placeret efter 96,1 km. Herfra går det mod nordvest frem til dagens sidste udfordring, kategori 2-stigningen Asensio (7,3 km, 5,1%, max. 12%), der efter 3 km med bare 3,0% i snit stiger med 7,8% i snit over den sidste del. Toppen rundes med 14,8 km til stregen, og de består af en relativt let nedkørsel, der fører mod nord ned til Eibar, hvor de sidste 5 km i alt væsentligt er flade. Afslutningen inde i byen er dog særdeles kringlet med et hav af sving kort inden 3 km-mærket. Herefter følger man en vej, der konstant bugter sig, indtil man drejer til højre i en rundkørsel lige efter den røde flamme. Herefter venter der flere bløde kurver, den sidste med ca. 250 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2849 højdemeter.

 

Med næsten 3000 højdemeter på mindre end 120 km er der tale om en ganske svær etape, og da det er løbets sidste, er der garanti for angreb på klassementet på dagens to sidste stigninger. Den sværeste af disse kommer dog for langt fra mål, og den sidste er næppe svær nok til at gøre en forskel. Med mindre den førende rytter har et svagt hold, virker det derfor usandsynligt, at etapen vil skabe forskydninger i toppen, og det kunne ligne en dag for et succesrigt udbrud, hvis det altså ikke lykkes at skabe samling til en spurt i en gruppe af favoritter.

 

Eibar er som bekendt altid mål for kongeetapen, hvor man slutter på Arrate-stigningen. I de seneste år har man dog også haft mål nede i byen i forbindelse med den afsluttende enkeltstart i både 2017 og 2016. I det første år sejrede Primoz Roglic efter en fabelagtig sidste del, mens Alberto Contador i 2016 med en sejr på den stærkt kuperede tidskørsel stjal førertrøjen fra Sergio Henao.

 

 

 

Favoritterne

Sammen med Volta a Catalunya er Vuelta al Pais Vasco som regel det mest kuperede af de ugelange etapeløb i foråret, men der er en stor forskel på de to løb. Hvor det catalanske løb typisk ikke har en tidskørsel, byder løbet i Baskerlandet altid på en enkeltstart, der traditionelt har været den i særklasse vigtigste etape. Samtidig er stigningerne i Catalonien typisk bløde og lange, mens de i Baskerlandet er korte og stejle.

 

Det har traditionelt betydet, at Baskerlandet Rundt er et løb for etapeløbsryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, men grundet den særegne, voldsomt kuperede natur af enkeltstarterne har man ofte set spinkle folk klare sig overraskende godt på tidskørslerne. Selv Damiano Cunego og Joaquim Rodriguez har været på podiet i baskiske enkeltstarter, og Nairo Quintana er to gange sluttet som nummer to. Det viser, at det ofte ikke kun har handlet om traditionelle enkeltstartsevner.

 

Samtidig betyder stigningernes hidsige natur, at løbet passer meget bedre til ryttere med et vist punch end til rene klatrere, og det er netop det, der gør det til perfekt forberedelse til Ardennerne. Det er således ikke tilfældigt, at det er det eneste store etapeløb med en enkeltstart, som Joaquim Rodriguez har vundet, og at en puncheur som Sergio Henao, der for alvor excellerer, når det bliver rigtigt stejl, nu tre gange er startet den sidste enkeltstart med førertrøjen på sine skuldre.

 

2019-udgaven har både elementer, der er ganske klassiske, men også elementer, der gør løbet anderledes end tidligere. Først og fremmest er der det væsentlige forhold, at vi har en historisk kort enkeltstart. Over 11,2 km er det trods alt begrænset, hvad de små folk kan nå at tabe. Samtidig vender man efter et par år med enkeltstarter, der bød på meget fladt terræn, tilbage til en klassisk baskisk enkeltstart, som endda byder på en af de typiske stejle mure. Dermed minder den langt mere, om det vi har set tidligere, hvor folk som Quintana, Rodriguez, Henao og Yates har været med helt i front på enkeltstarter. Ganske vist består den første halvdel af fladt tonserterræn, men de lette folk skulle være i stand til at begrænse tabet væsentligt, og det er i hvert fald ikke en enkeltstart for klassiske specialister.

 

Til gengæld kunne klatrerne godt have ønsket sig anderledes terræn de resterende fem dage. Sidste års rute hørte til blandt de hårdeste i mange år, men i år er der i den grad skruet ned for sværhedsgraden. Faktisk kan klatrerne kun regne med at kunne gøre en forskel på fredagens kongeetape, mens de øvrige etaper ligner dage for klassikerryttere og puncheurs. Det er i hvert fald tilfældet for 2., 3. og 4. etape, der alle har Julian Alaphilippe skrevet med flammeskrift. 2. etape er som et lille Strade Bianche, 3. etape ligner også en sag for puncheurs, og 4. etape har en kringlet, eksplosiv finale, men bør ende i en spurt i en lille gruppe - hvis altså ikke Alaphilippe kører fra alt og alle. For de fleste klassementsryttere vil det handle om at undgå tidstab, når der meget vel kan opstå huller i de sindrige afslutninger, men for folk som Alaphilippe og Michal Kwiatkowski kan det være chancer for at spurte sig til bonussekunder, der for andet år i træk er med i reglementet som en af løbets nyskabelser.

 

6. etape er bestemt ikke let, men den svære stigning kommer formentlig for langt fra mål til at kunne gøre en forskel. Det kan blive ganske svært at kontrollere, hvis indehaveren af førertrøjen har et svagt hold, men et af de stærkeste mandskaber burde kunne forsvare trøjen på en dag, der kunne ligne en dag for et udbrud. Det efterlader kongeetapen som klatrernes chance, og her er det værd at notere sig, at vi ikke som i 2017 og 2018 skal op ad Arrate fra den stejle side. I stedet gælder det den klassiske opkørsel, hvor det lidt for ofte er endt i en spurt i også ret store grupper. Som regel ser man dog, at 3-5 mand kører væk og spurter om sejren, men det er ikke en stigning, hvor man slår huller på flere minutter. Til gengæld er resten af etapen meget hård med passagen af Ixua fra den stejle side, og det kan måske gøre det lidt vanskeligere end tidligere.

 

Endelig er der vejret. Baskerlandet er kendt og frygtet for sit regnvejr, men det ser ud til, at feltet denne gang slipper relativt nådigt fra mødet med Spaniens vådeste region. I skrivende stund er det kun mandag og tirsdag, der kan byde på regnvejr, men derefter ser det ud til, at der venter sol og tørvejr. På intet tidspunkt vil det være blæsende, og derfor ser det ikke ud til, at vejret vil spille den helt store rolle i årets løb.

 

Med andre ord ser det ud til, at det vil være enkeltstarten og kongeetapen, der vil afgøre årets løb, og derudover handler det om at undgå tidstab i de kringlede finaler. Da enkeltstarten i år er ganske kort, og kongeetapen ikke byder på Arrate fra den stejle side, kan det med så få afgørende etaper meget vel blive et ganske tæt løb, der skal afgøres af få sekunder, og derfor kan tidsbonus, enten i finalerne eller i de indlagte spurter også komme i spil.

 

Det får os til at pege på Geraint Thomas som vores favorit. Der har ellers været temmelig stille om Tour-vinderen i år, hvor en lidt for festlig vinter betød, at der var en del kilo, der skulle smides, før han kunne være konkurrencedygtig. Derfor har han også helt bevidst satset på en mere stille start end tidligere, men han havde sat Tirreno-Adriatico som første mål. Efter et halvsløjt Strade Bianche blev han desværre syg under det italienske løb, som han derfor hurtigt forlod, og derfor står han stadig helt uden resultater i år.

 

Nu har han imidlertid haft nogle gode ugers træning frem mod Baskerlandet, som han satser på at kunne vinde. Dårligt vejr betød ganske vist, at han måtte skippe sin højdetræning på Tenerife, men der er ingen tvivl om, at han har forberedt sig godt i Europa. Allerede i de sidste par år har Thomas været blandt de bedste i ugelange etapeløb, hvilket kulminerede i 2018, hvor han vandt Dauphiné og burde have vundet i både Tirreno og Algarve, hvis det ikke havde været for hhv. uheld og en meget specielt Sky-taktik. Nu kaster han sig for første gang ud i et løb, der burde passe en tempostærk rytter som ham.

 

Thomas er en relativt stor fyr, og han vil derfor være begejstret for ruten, der ikke byder på mange af de klassiske baskiske mure. Arrate-stigningen fra den lette side passer perfekt til waliseren, der elsker en jævn stigning som denne, og han bliver ikke nem at sætte af på løbets kongeetape. Derudover har han naturligvis enkeltstarten som sit vigtigste våben, for med de enkeltstarter, han har kørt siden sejren på 1. etape i Touren i 2017, er han ubetinget den bedste temporytter blandt klassementsrytterne. Det er klart, at årets rute er speciel og knap så velegnet for en fyr som Thomas, men han vil kunne udnytte den første flade del til at vinde en del tid på klatrerne. Sikrer han sig et forspring her, vil et ganske stærkt Sky-hold hjælpe ham med at kontrollere begivenhederne på de svære etaper. Med andre ord tror vi, at Thomas benytter en god enkeltstart som afsæt til at føje en sejr i Baskerlandet til sit allerede flotte cv.

 

Hans værste rival kunne meget vel være Adam Yates¸ der efter to andenpladser i Tirreno og Catalonien, nu må være enormt sulten efter den forløsende sejr. Enkeltstarten har altid været lidt af en hæmsko for Yates i det baskiske løb, men i år får han sit livs chance. Ikke blot er enkeltstarten usædvanligt kort, den har også en karakter, som burde passe Yates. Naturligvis vil han tabe tid på den flade del, men der er ikke mange, der har hans punch på den mur, der venter i sidste del. Det var netop en sådan stigning, der gjorde, at han i 2016 blev nr. 4 på en meget svær enkeltstart i løbet, og det viser, at han på ruter som disse slet ikke er nogen ringe temporytter.

 

Til gengæld havde Yates også ønsket sig en anderledes rute senere i løbet, hvor han vil savne flere stigninger og ikke mindst de stejle mure, som han i Tirreno viste sine evner på. Arrate-stigningen passer ham dårligere, men vi så i Catalonien, at han også er yderst konkurrencedygtig på mere jævne opkørsler som den klassiske baskiske stigning. Hans form har været eminent indtil videre, og intet tyder på, at han er på vej ned i sin sidste store opgave i dette forår. Har han de samme ben som i Catalonien, vil han køre med om sejren på kongeetapen og måske sætte en fyr som Thomas til vægs. Med sin gode spurt kan han gå efter etapesejr og bonussekunder, og det samme kan han måske også i puncheurfinalerne tidligere i løbet. Med den form, han hidtil har vist, vil Yates næsten med sikkerhed være med i kampen om sejren også i dette løb. Nu håber han bare, at det ikke bliver til endnu en 2. plads.

 

Ion Izagirre kom flyvende fra start på Astana, da han i Valencia sejrede i årets allerførste løb, men siden da gik det lidt i stå. Han blev ”kun” nr. 2 i Andalusien, hvor han ellers lignede den klare favorit, og Paris-Nice gik bestemt ikke som håbet. Det var dog primært sidevinden og en skuffende enkeltstart, der slog ham ud, for med en fornem etapesejr på sidste etape, hvor han kørte fra blandt andre Simon Yates, den hårdt arbejdende Nairo Quintana og den velkørende Daniel Martinez på den sidste stigning viste han, at formen intet fejlede. Nu har han haft en lille pause til at komme sig, inden han går ind til sit hjemmebaneløb, hvor han hele tre gange tidligere er blevet nr. 3.

 

Det er ingen tilfældighed. Kuperede enkeltstarter har nemlig altid været Izagirres spidskompetence, og da netop den type etaper ofte har været de vigtigste i Baskerlandet, har han herved altid kunnet sikre sig et topresultat. I år burde han i den grad kunne lide den korte, kuperede og eksplosive rute, der slutter af med en teknisk nedkørsel, som kun få mestrer som ham. Alligevel hersker der en vis usikkerhed om hans evner, for faktisk har han i de seneste to sæsoner kun kørt én enkeltstart på vanligt niveau, nemlig i Valencia i år. Senest skuffede han i både Andalusien og Paris-Nice, og der er derfor en velbegrundet frygt for, at Izagirre heller ikke denne gang lever op til sit gamle niveau.

 

Det betyder dog ikke, at han er ude af gamet. På lige netop denne rute har han chance for en genrejsning, og i teorien burde han kunne vinde tid på 1. etape. Det er klart, at der er bedre klatrere end ham, men med de ben, han viste i Nice, burde han med opbakning fra et af de stærkeste hold have en rimelig chance for at forsvare et forspring. Han vil i hvert fald glæde sig over den lettere Arrate-opkørsel, og med en 3. plads på sidste års kongeetape, hvor de endda kørte op fra den stejle side, har han vist, at han klatrer godt nok til at vinde sit hjemmebaneløb, når formen er i top.

 

Astana har imidlertid flere kort at spille. Jakob Fuglsang er kendt som en stærk starter, men danskeren har helt sikkert aldrig været bedre end netop nu. Baskerlandet Rundt har imidlertid aldrig været et ideelt løb for den danske veteran, der i kraft af sin svage enkeltstart aldrig har været med i front og måske derfor kun har kørt det en enkelt gang siden 2013.

 

I år har han imidlertid sit livs chance. Ikke blot er benene forrygende, han har også siden sidste års Tour de Suisse forbedret sine enkeltstartsevner markant. Særligt hans 2. plads på den kuperede rute i Ruta del Sol må give blod på tanden, for det er ikke en meget anderledes rute, han kan se frem til her. Desværre er den måske en anelse for hidsig og eksplosiv for Fuglsangs dieselmotor, men har han bevaret superformen fra sæsonstarten over de seneste uger, burde han kunne udnytte den stejle mur til sin fordel.

 

Derefter vil det være op til ham formentlig at skulle vinde lidt tid på et par rivaler på kongeetapen. Igen er det et spørgsmål, om Tirreno-benene fortsat er intakte, men Fuglsang er grundlæggende ganske stabil i foråret. Det skulle derfor undre, om han har tabt meget af formen, selvom han har kørt stærkt siden midten af februar, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at den Fuglsang, vi så i Tirreno, vil køre med om sejren på Arrate. Spørgsmålet er bare, om stigningen er svær nok fra den ”lette” side til, at det tabte fra enkeltstarten kan hentes. Det kan måske nok være lidt tvivlsomt, men umuligt ser det ikke ud.

 

Af uransagelige årsager har Dan Martin kun kørt Baskerlandet Rundt en enkelt gang siden 2012. Det skyldes nok, at det har været svært at kombinere med hjemmebaneløbet i Catalonien og hans fuldtonede satsning på Ardennerne, men det er ellers et løb, der burde passe ham. De hidsige mure er i hvert fald skabt til eksplosive Martin, der på den anden side ofte har skullet slås med en enkeltstart, der var betydeligt vigtigere, end han kunne ønske sig. Han har da heller aldrig haft skyggen af succes i løbet, hvor han alts kun har deltaget en enkelt gang, siden han for alvor slog igennem.

 

Nu vender han heldigvis tilbage, og det gør han i god form. I hvert fald kørte han en fornem kongeetape i Catalonien, hvor han bragt sig i en position til at gå efter den samlede sejr, indtil han formøblede det hele med en lille nedtur på La Molina. Det hele endte endda frustrerende, da han for andet år i træk styrtede i Barcelona og dermed kunne se sin sikre 5. plads forsvinde op i den blå luft.

 

Vi ved imidlertid, at benene er gode, og han ligner et godt bud på en vinder af den ikke alt for svære kongeetape, hvor han med sin spurt kan gå efter bonussekunder. Det kan han også i de tidlige puncheurfinaler, men formentlig får han også brug for dem. Martin er nemlig alt andet end tempospecialist, og han vil med sikkerhed tabe tid på 1. etape. Omvendt kunne han næppe have ønsket sig en bedre rute end denne, for der er ikke mange, der kan køre stærkere op ad muren end netop ham. Hans enkeltstart i Valencia kunne endda indikere en vis fremgang, og man kan derfor håbe, at han kan begrænse tabet så meget, at han med bonussekunder i resten af løbet alligevel kan rende med det hele.

 

En af de store skuffelser i Catalonien var Enric Mas. Det var nu ikke helt uventet, for spanieren startede også sidste år temmelig svagt ud i det spanske løb. Han fandt imidlertid benene til Baskerlandet Rundt, hvor han desværre endte med at begrave sit eget klassement i forsøget på at hjælpe en lidende Julian Alaphilippe, men endte med at køre en forrygende kongeetape, som han vandt ved at holde Mikel Landa bag sig.

 

Noget kunne tyde på, at mønsteret måske er ved at gentage sig. Han blev i hvert fald tydeligvis bedre gennem det catalanske løb og sluttede stærkt af med en 2. plads i Barcelona. Formodningen er derfor, at han vil nærme sig sit topniveau i denne uge, og med det, vi så fra ham i sidste års Vuelta, vil det gøre ham til en trussel på kongeetapen.

 

På enkeltstarten hersker der imidlertid nogen usikkerhed. Mas har nemlig aldrig været tempospecialist, men han overraskede alt og alle med en bragende flot enkeltstart i sidste års Vuelta. Kører han sådan igen på en rute, der alt andet lige burde passe ham bedre, vil han også kunne køre med om sejren. Spørgsmålet er bare, om ikke den er lidt for hidsig og eksplosiv til en type som Mas, der nok også må sande, at der kan være stor forskel på en enkeltstart tidligt i et ugelangt etapeløb og sidst i en grand tour. Det er i hvert fald en berettiget frygt. Omvendt snød han mange med sin præstation i Vueltaen, og det vil være dumt at undervurdere et af sportens allerstørste talenter.

 

Løbets joker er naturligvis Julian Alaphilippe, der kommer til de fleste etapeløb med den status. Hver gang synes mønsteret at være det samme, nemlig at den eksplosive franskmand lægger ud som lyn og torden for siden at falde sammen mod slutningen, hvor hans restitution bliver et problem. Det så vi senest i Tirreno, hvor han lagde forrygende fra land ved at vinde 2. etape, men på weekendens to etaper faldt han sammen i eksplosivt terræn, der ellers burde passe ham. Det samme var tilfældet i sidste års Paris-Nice og også i dette løb, hvor han suverænt vandt de første to etaper for siden at kollapse helt på de to sværeste etaper sidst i løbet.

 

Man kan frygte en gentagelse. Den eksplosive og urytmiske enkeltstart passer ham ideelt og minder meget om den, han vandt i Paris-Nice i 2017. Derfor skulle det ikke undre, om han ender med at køre sig i førertrøjen fra første færd, og han er endda også den oplagte favorit til at vinde 2., 3. og 4. etape, hvor han kan sikre sig helt på til 30 bonussekunder. Spørgsmålet er bare, om det er nok, når han rammer kongeetapen, der både kommer sent i løbet, hvor Alaphilippe plejer at være slidt ned, og byder på terræn, der er en anelse for svært for franskmanden.

 

Hans udgangspunkt er også, at han primært kommer for at forberede sig til Ardennerne, men kører han sig i førertrøjen - og det vil være overraskende, hvis han ikke gør det - vil han helt sikkert forsøge at forsvare den. Desværre tror vi, at kongeetapen igen blive for svær, men Alaphilippe er løbets joker, der kan ende med at løbe med det hele og måske endda vinde næsten alle etaper, men formentlig atter må indse, at restitutionen ikke helt rækker til at vinde de ugelange etapeløb, i hvert fald ikke endnu.

 

På kongeetapen i Paris-Nice stirrede de fleste på de to forhåndsfavoritter, Miguel Angel Lopez og Simon Yates. De blev imidlertid begge snydt af Daniel Martinez, der lidt overraskende viste sig som trioens stærkeste. Det var det foreløbige højdepunkt på en fornem start på WorldTour-karrieren, hvor han igennem et solidt 2018 flere gange havde vist, at han var værd at holde øje med. Sejren i Paris-Nice repræsenterede imidlertid et helt nyt niveau, og omfanget af præstationen blev kun tydeligt, da vi senere så, hvor fremragende Lopez var kørende i Catalonien.

 

Det, der for alvor gør Martinez interessant, er hans fornemme enkeltstart. Den stillede han allerede til skue i Californien sidste år, men han tog den til et helt nyt niveau i Paris-Nice, hvor han var med helt i front på en flad tonserrute. I teorien burde han kunne gøre det endnu bedre her i Baskerlandet, og dermed burde han komme fra 1. etape med et godt udgangspunkt. Herefter er det op til ham selv at vise, at han kan forsvare det på kongeetapen, men her har vi stadig til gode at se ham køre rigtig finale på en bjergetape i et stort europæisk WorldTour-løb. Det skal han fortsat bevise, at han kan, men efter sejren i Paris-Nice er der ingen grund til at antage, at han ikke kan gøre det denne fredag og dermed sikre sig det definitive gennembrud som et af sportens mest lovende etapeløbsryttere.

 

Vi var mange, der var spændte på, om Michal Kwiatkowski efterhånden havde nået et klatreniveau, så han kunne vinde et løb som Paris-Nice. Det måtte vi imidlertid sande, at han endnu ikke kunne, da Col du Turini trods alt viste sig at være for svær for den ellers efterhånden så klatrestærke polak. Derfor kan man også frygte, at Arrate-stigningen i Baskerlandet vil være for svær, ikke mindst fordi den kommer efter en knaldhård dag og i et løb, hvor Kwiatkowski først og fremmest har blikket rettet mod Ardennerne og kan ende i en rolle som hjælper for Thomas.

 

Alligevel skal man ikke udelukke en Kwiatkowski-sejr. Den eksplosive, urytmiske enkeltstart med en svær mur og en teknisk nedkørsel er nemlig rent guf for polakken, der også kan tage kampen op med Alaphilippe i kampen om bonussekunder på 2., 3. og 4. etape. Derfor vil han formentlig komme til kongeetapen med et fremragende udgangspunkt, og det vil så være op til rivalerne at knække ham. Kun i 2014, hvor han blev nr. 2 samlet, er det ikke lykkedes, og teorien må derfor være, at han også denne gang får det svært, ikke mindst fordi klassementet måske slet ikke er en prioritet. Omvendt er Kwiatkowski efterhånden blevet så god en klatrer, at alt er muligt på Arrate, der ikke er så svær, som Turini var det.

 

Hvor langt er Mikel Landa kommet? Det er et af løbets helt store spørgsmål, efter at den evigt uheldige basker brækkede kravebenet i årets allerførste løb på Mallorca sidst i januar. Noget kunne imidlertid tyde på, at han allerede er mere formstærk, end man kunne have troet, efter at han tog en stakkels optaktsskribent totalt på sengen ved i sidste uge at vinde kongeetapen i Coppi e Bartali på blot sin tredje løbsdag siden comebacket i Sanremo mindre end en uge tidligere.

 

Der er imidlertid stor forskel på feltet i Coppi e Bartali og den modstand, han vil møde i et af årets sværeste WorldTour-løb, og man må nok stadig stille sig tvivlende over for, om niveauet rækker på den baskiske hjemmebane. I forvejen er det nemlig slet ikke en rute, der passer ham. Selvom han vil være begejstret for enkeltstartens kuperede natur, er den nemlig også så eksplosiv, at temposvage Landa må forventes at tabe tid. Det skal han alt sammen rette op på på kongeetapen, og her vil han savne den stejle opkørsel af Arrate. Den traditionelle stigning er næppe svært nok til, at Landa kan sætte sig igennem, især med det formmæssige udgangspunkt, han har. Omvendt har han gjort det til sit speciale at komme tilbage fra en skade og herefter vinde i netop Baskerlandet, som han gjorde det med etapesejre i gennembrudsåret 2015 og igen i 2016. Landa har jo allerede overrasket én gang i år, så hvorfor skulle han ikke kunne gøre det igen?

 

Baskerlandet rimer på Michael Woods, der som bekendt ikke kan få stigningerne stejle nok. Derfor må det også have været en spand koldt vand i hovedet på den stærke canadier, at de eneste virkeligt stejle stigninger i årets løb kommer på enkeltstarten og relativt tidligt på kongeetapen. Årets rute er med andre ord alt andet end ideel for den eksplosive Woods, der ellers her har det etapeløb, der måske passer ham allerbedst.

 

I år får han til gengæld svært ved at vinde. Enkeltstarter har aldrig været hans kop te, og selvom netop den stejle mur burde tiltale ham, vil han utvivlsomt tabe tid på 1. etape. Det kan blive meget svært at hente på kongeetapen, hvor han måske nok med sin spurt er en af favoritterne, men hvor stigningen også er lang og regulær og derfor ikke just Woods’ kop te. Heldigvis kommer han til løbet i god form efter et lovende Catalonien, hvor de lange stigninger passede ham endnu dårligere. Spørgsmålet er bare, om det rækker til a være med helt i front på denne rute, der i den grad savner Woods’ elskede mure.

 

Mundvandet på løbe på mange cykelfans, når de kan se frem mod chancen for at se stortalentet David Gaudu folde sig ud. Efter en lovende start i 2017 endte hans 2018-sæson som en mindre katastrofe, men mod slutningen fandt han atter sit momentum. Det har han taget med sig ind i 2019, hvor karrierens første højdetræningslejr har gjort mirakler. Allerede fra første færd i Provence var han knivskarp, men den endelige bekræftelse på formatet kom i UAE Tour, hvor han endte som nr. 3 og endda kunne følge Valverde og Roglic på løbets kongeetape, inden han blev slået i spurten.

 

Siden da har han holdt pause, og vi har desværre lært, at stabilitet og Gaudu er to komplementære størrelser. Derfor kan man med nogen ret frygte, at vi atter vil se en Gaudu, der er helt bag om dansen. På den anden side giver hans kørsel i februar håb om, at han kan blive en af løbets helt store oplevelser, der kan være med helt i front på kongeetapen. Desværre rækker det nok ikke til at vinde samlet, for selvom enkeltstarten er kuperet, er et tidstab uundgåeligt. Det er kongeetapen nok desværre ikke svær nok til at rette op på, men det skal ikke forhindre os i at nyde at se Gaudu for alvor folde sig ud på fredag.

 

George Bennett befinder sig lidt i samme situation som både Woods og Gaudu. Han er nemlig også en af de ryttere, der igennem det seneste års tid har gjort allerstørst fremskridt, og i 2018 tog han et fornemt skridt på med fremragende kørsel særligt i Tour de Pologne, hvor han var skræmmende stærk. De tendenser bekræftede han i år i Tour Down Under, hvor han i eksplosivt terræn matchede de mere eksplosive Woods, Richie Porte og Poels, og selvom han skuffede en anelse i Paris-Nice, endte han trods alt det franske løb på en godkendt 6. plads trods et forventet og stort tidstab på enkeltstarten.

 

Heller ikke Bennett kan imidlertid være tilfreds med ruten. Selvom han tog cykelverdenen inkl. ham selv totalt på sengen på enkeltstarten i Californien i 2017, har han ikke siden været blot i nærheden af at køre på det niveau. Denne enkeltstart er da også for hidsig og eksplosiv for dieselklatreren Bennett, der ikke kan undgå at komme fra 1. etape med et tidstab. Det vil han ikke kunne rette op på på kongeetapen, men har han de ben, han havde i perioder af 2018, vil han være med helt i front på Arrate. Den er bare ikke svær nok til, at det vil række til en samlet sejr.

 

En af årets mest positive oplevelser har været Emanuel Buchmann. Tyskeren har kun kørt meget få løb, men når han har været i aktion, har han været flyvende. På Mallorca i januar var han ganske enkelt i særklasse, da han leverede et imponerende soloridt på det første af de to kuperede løb, og sagen efter blev han nr. 2 bag Tim Wellens i det sværeste. Senere var han i UAE Tour den eneste, der kunne matche Valverde, Roglic og Gaudu på kongeetapen, og det vidner om, hvor langt han er kommet siden sidste år.

 

Siden da har han ikke været i aktion, og derfor ved vi ikke, om superformen er intakt. Sidste år kørte han imidlertid fremragende i Baskerlandet, og det skulle være mærkeligt, om det er anderledes i et 2019, der har udviklet sig perfekt. Desværre er løbet heller ikke perfekt for dieselmotoren Buchmann, der helt sikkert vil tabe tid på den meget eksplosive enkeltstart. Ligesom Bennett, Gaudu og Woods må han herefter nok sande, at kongeetapen ikke har en karakter, så han kan hente det tabte tilbage, ikke mindst fordi antrit og spurtstyrke ikke just er hans spidskompetencer. Vi håber dog, at han for tredje gang i år kan vise, at han er blevet langt stærkere end i et i forvejen fint 2018.

 

Med sejren i Tour de l’Avenir havde Tadej Pogacar allerede vist os, at han var noget helt særligt. Alligevel var det stærkt overraskende, at den unge slovener i Algarve tog den samlede sejr foran stærke navne som Poels og Mas. Det skabte nogle helt enorme forventninger, men UAE lod sig ikke rive med af hypen og holdt sig til en plan, der har betydet skånekost siden da. Faktisk er Strade Bianche hans eneste løb siden succesen i Algarve, og siden da har han forberedt sig frem mod Tour of California, der er det store mål i debutsæsonen på WorldTouren.

 

Hvor han står formmæssigt, er der derfor ingen, der ved, men han viste i Algarve, at han mestrer kunsten at træne sig i form. Samtidig chokerede han alle ved i det portugisiske løb at blive nr. 5 på enkeltstarten - en disciplin, der ellers aldrig har været hans spidskompetence. Det kan give visse forhåbninger om en gentagelse i dette løb, men han har dog stadig til gode at bekræfte tempoevnerne og det endda på en eksplosiv rute, der ikke burde passe ham helt ideelt. Han må derfor formodes at tabe lidt tid inden den ikke specielt svære kongeetape, men efter præstationen i Algarve ved vi, at man altid skal vente sig en overraskelse fra det slovenske stortalent.

 

Dylan Teuns lagde forrygende fra land i Valencia, hvor kun en punktering på kongeetapen kostede ham muligheden for at være med i kampen om podiet. Siden da kørte han et overraskende godt Omloop, men derudover har sæsonen desværre mest været præget af skuffelser. Han var syg i Ruta del Sol, fandt aldrig formen i Paris-Nice, og siden betød en ny sygdom, at han måtte opgive at køre E3. Det kan næsten ikke undgås, at det har haft en effekt på formen, men alligevel melder Bahrain-Merida om, at han skulle være fint kørende. Som ardennerspecialist kan han da også lide de stejle baskiske stigninger, og med 3. pladsen i Il Lombardia har han endda også bevist, at han er blevet ganske god på længere stigninger. Samtidig har hans evige akilleshæl, enkeltstarten, udviklet sig til en styrke, efter at han lærte kunsten under Vueltaen og i år kørte flot i Valencia. Han er stadig alt andet end stabil på tidskørsler, men lige netop ruten til 1. etape burde passe en eksplosiv fyr som ham. Spørgsmålet er så bare, om ikke kongeetapen bliver lidt for svær for en mand, der altså ikke forventes at have sin allerbedste form, og som ikke er naturlig klatrer.

 

En af feltets allermest formstærke ryttere utvivlsomt Maximilian Schachmann, der har været skræmmende stærk lige siden starten i Strade Bianche, hvor han blev ramt af sort uheld. Siden da har han vundet i Larciano samt kørt fremragende i Catalonien, hvor han var en animator på næsten alle etaper og endte med både at blive nr. 1, 2, 3 og 4 på etaper undervejs. Til gengæld viste løbet også, at han har sine begrænsninger i bjergene, og selvom stigningerne her er kortere, må man formode, at kongeetapen bliver en anelse for svær. Omvendt har han jo enkeltstarten som et våben, og selvom bakken måske er lidt stejl for ham, burde 1. etape passe ham glimrende. Den bør give ham et udgangspunkt, som han med bonussekunder kan bygge videre på over de følgende tre etaper. Herefter må kongeetapen så vise os, hvor langt hans gode form rækker i terræn, der passer ham dårligere.

 

Er det slut for Bauke Mollema som klassmentsrytter? Mens han i de senere år fortsat har kørt nogle flotte endagsløb, ikke mindst i San Sebastian, hvor han altid er med i front, har det haltet gevaldigt i etapeløbene. Heller ikke i år har han haft megen succes, da han efter en lovende start på Mallorca, egentlig kørte en fin kongeetape i Emiraterne, men siden blev ramt af en punktering på den anden af de to bjergetaper. Egentlig er det basiske løb vel det ugelange etapeløb, der passer ham bedst, og han er da også tidligere gået på podiet. Det er bare efterhånden meget længe siden, at han har været med i front i et større etapeløb. Omvendt har han ikke kørt løb i mere end en måned, og han har trods i starten af året og i San Sebastian i sensommeren vist, at han stadig gemmer evnerne et sted. De baskiske stigninger passer ham, og selvom han er usædvanligt svingende på enkeltstarterne, hiver han af og til en god en op ad hatten. Det kan han måske også gøre på 1. etape, og så er kongeetapen ikke sværere, end at man kan tro på en lille genrejsning af Mollema, hvis han har fundet sin bedste form.

 

For et par uger siden var Alexey Lutsenko i helt ufatteligt god form, da han knuste alle i Tour of Oman, kørte med om sejren i Omloop og Strade Bianche og vandt en af de to hårde etaper i Tirreno. Nu har han imidlertid haft pause, og det er altid farligt for en mand, der er notorisk kendt for aldrig at finde formen til de store løb i Europa. Han har heldigvis gjort en undtagelse i dette forår, men kan han komme op på samme niveau igen til Ardennerne, der er hans helt store mål? Det ved vi endnu ikke, men vi bliver meget klogere i denne uge. Hans historik taget i betragtning er det svært at være alt for optimistisk, men omvendt må man også indrømme, at han i år har hævet sit niveau så betragteligt, at det bestemt ikke er umuligt. Spørgsmålet er måske mere, om han vil køre klassement i dette løb, eller om han vil overlade det til de mange andre Astana-ryttere, mens han selv forbereder sig til klassikerne.

 

Det er i hvert fald en nærliggende tanke, især fordi vi i Tirreno også så hans begrænsninger. Man må næsten formode, at kongeetapen er for svært for den relativt store Lutsenko, der desværre heller ikke har kørt gode enkeltstarter, siden han for efterhånden mange år siden vandt tidskørslen i Danmark Rundt. Senest skuffede han nemlig også stort på sidste etape i Tirreno. Vi har derfor en del skepsis i forhold til kasakken, men har han samme ben som i februar og marts, kan han måske overraske. Den eksplosive natur af 1. etape passer ham, og han kan potentielt score en del bonussekunder på de første tre linjeløbsetaper.

 

Der er ingen tvivl om, at Pello Bilbao drømmer om at være med i front i sit store hjemmebaneløb. Det burde han egentlig også være efter et 2018, hvor han med sin top 10 i Giroen fik et gennembrud som etapeløbsryttere. Han lagde da også stærkt ud i år, men hans præstation i Catalonien var desværre alt andet end opløftende. I forvejen er Bilbao kendt for at være meget svingende med lange perioder uden form, og man kan frygte, at det er en sådan, han har ramt. Omvendt kan han også have brugt de lange stigninger i Catalonien, der ikke rigtigt passer ham, til at forberede sig til et løb, der burde være langt vigtigere for ham. De korte, hidsige stigninger i Baskerlandet er i hvert fald hans force, og samtidig viste han på 1. etape af Giroen og Valencia, at han har fået ret god smag for korte, eksplosive enkeltstarter. 1. etape burde derfor passe ham. Udfordringen er, om formen er god, og om ikke kongeetapen alligevel bliver en anelse for svær for en fyr, der mest er kendt for at begrænse sine tab på lange stigninger.

 

Endelig vil vi fremhæve Gorka Izagirre. Ions storebror forbedrede sin klatreevner så meget i 2018, at han pludselig kunne blive nr. 3 i Paris-Nice, men siden da nåede han aldrig samme højder. Det har han heller ikke gjort i år, hvor han måske nok vandt på de korte stigninger i Provence, men blev kørt over i bjergene i Emiraterne. Desværre kommer han til løbet efter et styrt i Paris-Nice, og han ventes derfor ikke at være i storform. I forvejen klatrer han slet ikke så godt som brormand, og kongeetapen må formodes at være for svær uanset hvad. Omvendt er han ligesom Ion specialist i korte, kuperede og tekniske enkeltstarter, og selvom han også har skuffet i sine seneste tidskørsler, har han potentiale på 1. etape. Derfor kan man ikke helt udelukke, at han kan overraske, hvis han er kommet sig hurtigt over styrtet og har de ben, han havde i Paris-Nice sidste år.

 

OPDATERING: Michael Woods skipper løbet. Dermed satser EF 100% på Daniel Martinez.

 

***** Geraint Thomas

**** Adam Yates, Ion Izagirre

*** Jakob Fuglsang, Dan Martin, Enric Mas, Julian Alaphilippe, Daniel Martinez

** Michal Kwiatkowski, Mikel Landa, David Gaudu, George Bennett, Emanuel Buchmann, Tadej Pogacar, Dylan Teuns, Maximilian Schachmann, Bauke Mollema, Alexey Lutsenko, Pello Bilbao, Gorka Izagirre

* Sam Oomen, Patrick Konrad, Rudy Molard, David De La Cruz, Sergio Henao, Lucas Hamilton, Marc Hirschi, Ruben Fernandez, Valentin Madouas, Hugh Carthy, Bjorg Lambrecht, Mikel Nieve, Amaro Antunes, Lawson Craddock, Diego Ulissi, Nicolas Edet, Alexandre Geniez, Victor De La Parte, Gregor Mühlberger, Rohan Dennis

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

 

Movistar: Landa er den klare kaptajn, men måske kan en delvist genfødt Ruben Fernandez få lidt frirum tiil at agere plan B. Han var dog ikke voldsomt imponerende i Coppi e Bartali, hvor heller ikke Winner Anacona var flyvende. Andrey Amador er stadig på vej tilbage efter en skade, og Carlos Verona har slet ikke sidste års form.

 

Bahrain-Merida: Rohan Dennis har meldt ud, at han alene er her for at vinde enkeltstarten, og derfor er holdets klare kaptajn Teuns. Talenterne Mark Padun og Stephen Williams gør først sæsondebut efter flere skader.

 

Bora-hansgrohe: Formstærke Buchmann er bedste bud med Schachmann som den store joker. Patrick Konrad burde også være en kandidat, men han har intet vist siden styrtet i Algarve og skuffede senest i Paris-Nice. Gregor Mühlberger kørt en enkelt god etape i Catalonien, men har ikke vist stabilitet og kører næppe klassement.

 

Astana: Ion Izagirre og Fuglsang er de bedste bud, men som sagt har Bilbao (denne missede dog GP Indurain pga. bronkitis), Lutsenko og Gorka Izagirre også en chance på det meget stærke hold. Til gengæld er løbet nok for svært for Luis Leon Sanchez og Omar Fraile, der primært skal jagte etaper de første dage.

 

Deceuninck-Quick Step: Holdet har i Mas og Alaphilippe to klassementsryttere, der får fuld opbakning.

 

Ag2r-La Mondiale: Da Pierre Latour stadig er ude med en skade, har holdet ikke mange chancer. Alexandre Geniez vil måske forsøge sig, men selvom han endelig så lidt bedre ud i weekenden, bør løbet være for svært. Holdet har meldt ud, at etaper er prioriteten.

 

Lotto Soudal: Bjorg Lambrecht har løbet som et første mål, men han har endnu ikke vist noget, der giver de store forhåbninger i så svært et løb. Holdet skal primært jagte etaper.

 

Katusha-Alpecin: Daniel Navarro er nok bedste bud, men han var ikke skræmmende i Catalonien og taber for meget på enkeltstarten. De unge Stef Cras og Ruben Guerreiro har heller ikke vist meget på det seneste, og kongeetapen må være for svær for Jose Goncalves, der heller ikke er i form.

 

Team Sky: Thomas og Kwiatkowski er de klare kaptajner. David De La Cruz vil måske få lidt frihed, men heller ikke i Coppi e Bartali var han på sit gamle niveau efter en helt igennem skuffende sæsonstart.

 

Mitchelton-Scott: Holdet satser 100% på Yates, men har i Coppi e Bartali-vinderen Lucas Hamilton en spændende outsider, der forhåbentlig kan få lidt frihed. Mikel Nieve er på hjemmebane og viste fornem form i GP Indurain, men løbet her passer ham ikke, især på grund af enkeltstarten.

 

UAE Team Emirates: Sergio Henao var i gamle dage nærmest kongen af Baskerlandet, hvor han år efter år tabte førertrøjen på den sidste enkeltstart. Han har imidlertid intet vist i nu mere end to år, og det ligner ikke en genrejsning efter et tamt Paris-Nice. Martin og Pogacar må være de bedste bud, da også Diego Ulissi er en skygge af sig selv.

 

EF Education First: Holdet har en god kandidat I Martinez. Lawson Craddock ligner igen sig selv, men han klatrer ikke godt nok til ay være med i front. Det gør Hugh Carthy, men han skuffede fælt i Catalonien og vil tabe masser af tid på enkeltstarten.

 

CCC Team: Holdete r her primært for etaper, men udelukker ikke klassementet med Amaro Antunes eller Victor De La Parte. Førstnævnte taber dog for meget på 1. etape og imponerede ikke i Paris-Nice, og sidstnævnte taber for meget på kongeetapen.

 

Dimension Data: Tom-Jelte Slagter er stadig en skygge af sig, og da Louis Meintjes stadig er på vej tilbage efter styrtet i Paris-Nice og misser løbet, har de ingen chancer i klassementet.

 

Groupama-FDJ: Som sagt ligner Gaudu en meget spændende kandidat. Rudy Molard og Valentin Madouas kan også forsøge sig efter et flot Paris-Nice, men de får det for svært på kongeetapen.

 

Team Sunweb: Holdet er her for at lave et resultat med Sam Oomen, men hollænderen imponerede ikke i Tirreno og vil tabe for meget på enkeltstarten. Derudover skal det blive meget interessant at følge U23-verdensmesteren Marc Hirschi efter hans dybt imponerende præstation i E3.

 

Jumbo-Visma: Det er alle mand for Bennett. Sepp Kuss skuffede nemlig i Catalonien, og Neilson Powless har haft det svært i sin første tid som professionel.

 

Trek-Segafredo: Det er alle mand for Mollema på et hold, hvor Peter Stetina stadig er langt fra fordums styrke.

 

Cofidis: Holdet er her primært for etapesejre, da holdets kaptajn, Jesus Herrada, havde et yderst skuffende løb i Catalonien og i forvejen får det svært på kongeetapen. Darwin Atapuma ser bedre ud, og Nicolas Edet imponerede i Paris-Nice, men de kan ikke køre klassement i et løb med en vigtig enkeltstart.

 

Euskadi-Murias: Er han ikke for mærket af styrtet på sidste etape, viste Oscar Rodriguez hæderlig form i Catalonien, men løbet er stadig fir svært til, at han kan være med i front, ikke mindst fordi han styrtede igen i GP Indurain. Mikel Bizkarra har stadig ikke fundet topformen efter sit styrt i februar, og heller ikke Garikoitz Bravo eller Fernando Barcelo var med i front i Catalonien.

 

Caja Rural: Cristian Rodriguez klatrede flot I Catalonien, men enkeltstarten er et stort problem. Jonathan Lastra har kørt godt hele året, men løbet her bør være for svært.

 

Manzana Postobon: Holdet har ikke kørt mange løb i år og får det svært. Aldemar Reyes er bedste bud, men han havde ikke et godt 2018. Daniel Jaramillo har slet ikke sit gamle niveau, og heller ikke Jhojan Garcia er god nok.

 

Burgos-BH: På baggrund af den meget tamme præstation i Catalonien skal vi ikke forvente meget. Ricardo Vilela er bedste klatrer, men han kommer ikke langt.

 

Danskerne

Al interesse samler sig naturligvis om formstærke Jakob Fuglsang, der er en af løbets favoritter, og hvis chancer er beskrevet ovenfor. Mikkel Honoré skal støtte Alaphilippe og Mas på Deceuninck, og Jonas Vingegeaard skal hjælpe Bennett på Jumbo, mens Jesper Hansen skal rejse sig igen på et Cofidis-hold, der skal jagte etapesejre, efter at sygdom slog ham ud i Catalonien.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta Ciclista al Pais Vasco
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 09/08

HAMMER Limburg(2.1) 07/08-09/08

Critérium du Dauphiné(2.UWT) 12/08-16/08

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 13/08-16/08

Great War Remembrance Race(1.1) 14/08

Tour de l'Avenir(2.NCUP) 14/08-19/08

Il Lombardia(1.UWT) 15/08

Cyclassics Hamburg(1.UWT) 16/08

Prudential RideLondon-Sur...(1.UWT) 16/08

KOGA Slag om Norg(1.1) 16/08

La Poly Normande(1.1) 16/08

GP Stad Zottegem(1.1) 18/08

Tour du Limousin(2.1) 18/08-21/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team INEOS

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SKAL DU HAVE WATTMÅLER PÅ CYKLEN?