Optakt: Japan Cup

Løbets rolle og historie

De fleste klatrere sluttede deres sæson i Il Lombardia, og hovedparten af topsprinterne satte cyklen i garagen efter Paris-Tours. Nogle enkelte har holdt formen og motivationen gående og kæmper i disse dage om WorldTour-point i Kina i Tour of Guangxi, men der er faktisk endnu flere, der stadig ikke har afsluttet sæsonen. Hvert år er der nemlig en ambitiøs gruppe, der ender cykelåret endnu længere væk ved årets sidste store endagsløb, Japan Cup.

Japan Cup er Asiens største endagsløb, og da det er rangeret som en 1.HC-løb, ligger det også højt i UCI-hierarkiet. Modsat mange andre løb uden for Europa står det imidlertid helt alene, og der er dermed ingen synergi med andre begivenheder, som kan benyttes som incitament til at drage om på den anden side af kloden for at stille til start på de japanske veje. Da det samtidig afvikles en uge efter det sidste løb i Europa, har det aldrig haft den appel, som dets spændende rute og høje UCI-status egentlig berettiger til. For mange ryttere er det simpelthen et ekstra vedhæng til en lang sæson, og det skal primært benyttes til at kickstarte ferien. Ikke overraskende har man derfor ofte set, at mange australiere har gjort stop i Japan undervejs på rejsen mod deres hjemland.

Japan Cup bygger på arven fra VM i 1990, der blev afviklet i den japanske by Utsunomiya. Det blev første gang afholdt i 1992, og gennem årene har det tiltrukket ganske mange store stjerner trods den mildt sagt uheldige kalenderplacering og de geografiske udfordringer. Etapevindere fra Tour de France, samlede Giro d’Italia-vindere og World Cup-vindere har i løbet af årene alle lagt vejen forbi Japan til et sidste løb. I 1996 var løbet endda selv en del af den nu hedengangne World Cup, og derfor havde man det år det hidtil bedste felt. Blandt vinderne finder man Claudio Chiapucci, der sejrede tre gange i de første år, Damiano Cunego, der har vundet to gange, Riccardo Ricco, Dan Martin, Ivan Basso, Nathan Haas, der også har to sejre på CV’et, Bauke Mollema og såmænd Chris anker Sørensen.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Som et UCI-løb tilbyder det værdifulde point, der er lettere tilgængelige, end de er i mange af de store løb i Europa. Det har åbnet døren for mange kontinentalryttere, der her har en chance for at udfordre WorldTour-stjernerne, som ofte er langt fra deres bedste form. Samtidig er det altid et stort mål for de japanske ryttere, der her har deres eneste mulighed for at teste sig selv mod verdens bedste på hjemmebane.

Løbet afvikles på en kuperet rundstrækning i Utsunomiya og er en meget publikumsvenlig begivenhed. Rytterne ankommer som regel flere dage i forvejen, og nu om dage er der tillige et kriterium dagen inden hovedløbet, hvor man i 2016 havde Fabian Cancellara og i 2017 Alberto Contador til start. Det har gjort det hele til lidt af en cykelfestival med voldsomt store tilskuermængder - en afspejling af landevejscyklingens vækst i et land, der nu i flere år har haft WorldTour-ryttere.

Lidt overraskende har man igen i år valgt at afvikle det samtidig med det nye Tour of Guangxi, og det har naturligvis svækket løbet. For de få ryttere, der stadig er aktive, er det naturligvis mere attraktivt at kunne få seks løbsdage ud af en rejse til den anden side af jorden, og samtidig er der flere point på spil i WorldTour-løbet i Kina. Alligevel har man fået Mitchelton-Scott, Bahrain-Merida, EF Education, LottoNL-Jumbo og Trek til start - formentlig som følge af sponsorinteresser i Japan - samt Wallonie, Nippo, Novo Nordisk og Delko fra næsthøjeste niveau, og der må virkelig være nogle penge at rutte med hos arrangørerne. Tendensen til at tiltrække overraskende mange stjerner fortsætter i hvert fald i år, hvor man kan præsentere to af topkandidaterne fra Il Lombardia, vinderen Bauke Mollema og Michael Woods, samt store navne som Steven Kruijswijk, Sonny Colbrelli, Giulio Ciccone, Edward Theuns, Robert Gesink, Sepp Kuss, Damiano Caruso og Taylor Phinney, der afslutter karrieren i Japan For løbets langsigtede fremtid vil det dog nok være gavnligt, at man finder ind i et samarbejde med arrangørerne i Kina. Lykkes det, vil det til gengæld kunne give et boost, da det ikke kræver meget for holdene at sende en delegation til Japan efter afslutningen i Guangxi.

Sidste år rundede Robert Power sin tid hos Mitchelton-Scott af på bedst mulig maner, da han slog Antwan Tolhoek i en spurt, efter at de to var kørt væk på sidste stigning, mens Matti Breschel overraskede og tog sit sidste større resultat ved at slå Nicolas Roche og Ivan Santaromita i spurten om tredjepladsen. Der skal dog findes en helt ny top 5, da Breschel er stoppet, Roche og Power nu kører for Sunweb, som ikke deltager, Tolhoek er til start i Kina i stedet, og Santaromita denne gang ikke er del af Nippos trup til løbet.

Ruten

Japan Cup er altid blevet afviklet på en kuperet rundstrækning i Utsunomiya, men forud for 2015-udgaven ændrede man ruten. Her introducerede man en kortere rundstrækning, der til gengæld skulle køres flere gange, og det betød, at rytterne pludselig skulle op over hovedstigningen oftere end tidligere. Det har gjort det allerede ganske selektive løb endnu hårdere, og tilsyneladende er arrangørerne begejstrede for ændringen. I hvert fald er det nu femte år i træk, at man vil benytte den nye rute.

Den 10,3 rundstrækning i Utsunomiya Forest Park skal tilbagelægges 14 gange, hvilket giver en samlet distance på beskedne 144,2 km. Den sender straks rytterne mod nordøst og øst op ad Mr. Kogashiyama (1,4 km, 6,9%), inden der venter en tre kilometer lang nedkørsel, som fører mod syd. Herefter flader terrænet ud, mens man snor sig mod vest syd og til sidst øst, indtil man med 3,5 km igen drejer mod nord og igen begynder at klatre. Herefter stiger det let i den sidste del, hvor der skal klatres i alt 50 højdemeter, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 2 på en dog ganske ujævn stigning. Måler man stigningen hele vejen fra bund til top, hvor målstregen altså er placeret 1400 m fra toppen, stiger den over 5 km med 3,4% i gennemsnit. Det sidste skarpe sving kommer tidligt på stigningen med mere end 3 km til mål, og herefter bugter vejen sig kun let.

Løbet byder på i alt 2530 højdemeter.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Løbet er ofte blevet plaget af forfærdeligt regnvejr, særligt i 2018 hvor forholdene var decideret forfærdelige med masser af vand og meget kraftige vindstød. Med tanke på, at Japan netop har været ramt af en kraftig tyfon, kunne man frygte en gentagelse, men det ser ud til, at det vil regne af under gadeløbet på en meget våd lørdag. Søndag derimod starter solrigt, men det vil hurtigt sky til, og fra midt på eftermiddagen vil det være helt overskyet. Risikoen for en byge er dog kun 15-25%, og temperaturen vil nå 24 grader. Vind vil der ikke være meget af, nemlig blot en svag brise fra nordøst. Det giver sidemodvind på første del af den 5 km lange stigning, dernæst sidevind og til slut sidemedvind på den stejle del efter målstregen. Herefter vil der være sidemedvind på nedkørslen og sidemodvind på det flade stykke, inden man altså drejer ind i sidemodvind frem, når man atter rammer stigningen.

Favoritterne

Japan Cup er som alle andre løb sidst på sæsonen relativt svært at spå om. Det skyldes, at det kommer på en tid af året, hvor det for alle de store navne er årets sidste løb, og samtidig kommer det for alle mindst en uge efter den sidste optræden i Europa. Som nævnt ovenfor har det for hovedparten af europæerne tillige en snert af ferie over sig, og motivations- og formniveauet er derfor stærkt varierende.

Problemet er, at man ikke komme sovende til en feriesejr i Utsunomiya. Ruten i Japan er knaldhård og byder over den korte distance på mange højdemeter. Det kræver blot et hurtigt kig på vinderlisten at indse, at det er et løb for folk, der kan køre opad. Når navne som Ivan Basso, Dan Martin, Damiano Cunego, Riccardo Ricco, Bauke Mollema og Chris Anker Sørensen har sejret, er det klart, at det ingenlunde er et sprinterløb.

Alligevel ser man også tungere folk være med fremme. I 2016 blev Christopher Juul nummer 2, Edvald Boasson Hagen har også været på podiet, og det samme har en klatrestærk sprinter som Grega Bole, ligesom Marco Canola, der minder om Bole, sejrede i 2017, og Matti Breschel sidste år sikrede sig karrierens sidste store resultat med en 3. plads. På denne tid af året kan man komme langt med god form, og derfor skal man passe på med at være alt for fokuseret på rytternes tidligere bedrifter, når man udpeger favoritter. Det vigtigste er, hvor godt man er kørende.

Det hele ender som regel som et udskilningsløb, hvor en lille gruppe skiller sig ud på de to sidste omgange. Af og til skal en håndfuld ryttere spurte om sejren, andre gang er det lykkedes stærkeste mand at køre alene hjem, og i andre udgaver er 2-3 mand kommet hjem sammen, som vi så det sidste år, hvor Robert Power og Antwan Tolhoek skulle spurte om sejren. Derfor er det vigtigt at have en god spurt i det stigende opløb, og det er derfor på papiret et løb for ardennerspecialister og puncheurs. I kraft af årstiden er udskilningen dog langt større, end ruten berettiger til, og det er som regel kun de allerstærkeste, der overlever.

I 2017 blev det hele gjort endnu værre af det ekstremt voldsomme vejr, men sådan bliver det ikke i år. Her vil betingelserne tværtimod være helt ideelle, og det kan på papiret gøre det en anelse mindre selektivt end tidligere år, men medvinden på den stejle del af stigningen vil til gengæld tilgodese ryttere, der vil have et hårdt løb. Det ændrer derfor ikke væsentligt på, at historien klart har vist, at kun ganske få kan være med i kampen om sejren, som vi så det sidste års blændende vejr, og der vil næppe være mere end 10 mand i den gruppe, der til sidst skal afgøre det - hvis altså ikke en enlig rytter kører alene hjem.

Årets løb er kendetegnet ved at være det stærkeste i lang tid, i hvert fald klart stærkere end i 2017, hvor Canola sejrede. Trek og EF kommer med to af hovedaktørerne fra Il Lombardia, Bauke Mollema og Michael Woods, og Jumbo kommer med et fabelagtigt bredt hold af klatrere, men mangler en afslutter. Dertil kommer et Bahrain-mandskab med en Sonny Colbrelli, som sagtens kan klare denne bakke, og som alle for alt i verden vil undgå at skulle spurte med.

Tilstedeværelsen af Colbrelli betyder også, at vi forventer et hårdt løb. Trek, EF og Jumbo har alle en interesse i at gøre det så vanskeligt som muligt, og der bør derfor være masser af interesse i at sætte et brutalt tempo også tidligt i løbet. Det vil formentlig også blive åbnet relativt tidligt af Jumbo, der har så mange kort at spille, men nødigt vil spurte, og Trek, der udover Mollema og kan spille Giulio Ciccone-kortet. For dem handler det om at udnytte, at Woods, der formentlig er stærkeste mand, har et relativt tungt og klatresvagt hold, og drømmen må være at skabe en overtalssituation, hvor han kan angribes.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Derfor kan det blive et ret åbent løb, der ikke nødvendigvis afgøres på sidste omgang. Det vil Woods drømme om, ligesom Colbrelli håber det samme, men andre vil angribe i øst og vest. Kommer den rette gruppe afsted tidligere i løbet, kan det sagtens ske, at hverken EF eller Bahrain er stærke nok til at skabe samling. Det kan derfor sagtens blive et løb, hvor mod belønnes, og det gør listen over mulige vindere betydeligt længere, end hvis der blot var tale om en eksplosion på sidste omgang.

Alligevel kan man ikke komme udenom, at Michael Woods må være favorit. Canadieren var flyvende i de italienske klassikere, hvor det vel reelt kun var Roglic, der var stærkere end ham, men favoritterne var i Il Lombardia for jævnbyrdige til, at han kunne udnytte den gode form. Spørgsmålet er, hvor han står efter en uges pause med mindre motivation og en lang rejse, men med tanke på hans lette løbsprogram i årets sidste del, bør han være relativt frisk. Den eksplosive stigning passer ham som god i hose, og i en stigende spurt er han blandt feltets klatrere den hurtigste. Undgår han at blive fanget i et taktisk spil, og kommer han af med Colbrelli undervejs, vil han blive svær at sætte på bakken eller slå i en spurt, og derfor må han være favorit.

Bauke Mollema kommer til løbet med masser af selvtillid efter sejren i Il Lombardia, og som tidligere vinder har han vist, at han evner at bevare motivationen til at køre stærkt i dette løb. Den motivation er næppe blevet mindre af resultatet i Italien, og ligesom Woods burde han have masser af friskhed efter et efterår, hvor han kun har kørt få løb. Han er åbenlyst i fremragende form, og blandt klatrerne i dette løb er han også en af de hurtigere i en stigende, dog ikke så hurtig som Woods. Modsat canadieren har han imidlertid et ret stærkt hold, og han viste som bekendt sidste lørdag, at han mestrer kunsten at time et angreb i en finale, hvor andre er større favoritter.

Manden alle frygter er Sonny Colbrelli. Havde han været i topform, ville han naturligt have være manden, der skulle slås, men spørgsmålet er, hvor han står nu. Han kørte fremragende i GP Beghelli for to uger siden, hvor han kørte med Valverde, som han slog i en spurt, men spørgsmålet er, om han har kunnet bevare motivationen i de to mellemliggende uger. Det har vi vores tvivl om, men er han i form, bliver han svær at sætte af her. I en stigende spurt er han umulig at slå, men spørgsmålet er, om hans relativt svage hold er stærke nok til at kontrollere løbet.

Jumbo kommer med et hold, hvor alle reelt kan vinde, måske med undtagelse af Lennard Hofstede, der nok bliver brugt tidligt at gøre det hårdt. Bedst chance for et resultat har nok Robert Gesink, der kørte fremragende i de italienske løb og kom fornemt ud af Vueltaen. Hans enorme motor gør, at han altid har noget at skyde med sidst på sæsonen, og det havde han også i Lombardiet, hvor han førte for Roglic i det meste af dalen efter Muro di Sormano. Han har med sejren i Quebec vist, at han slet ikke er langsom i en stigende spurt, og dermed har han gode chancer for at gøre det færdigt, hvis ikke han skal spurte mod deciderede afsluttere.

Treks anden topkandidat er Giulio Ciccone. Italieneren var ikke i Giro-form under de italienske klassikere, men dårlig var han bestemt ikke. Særligt i Emilia imponerede han med meget offensiv kørsel, og hans Lombardiet var også hæderligt. Han er naturligvis ikke stærkeste mand, men som sagt er det heller ikke nødvendigt i et løb, som kan være svært at kontrollere. Det er Ciccone god til at udnytte, og da han ikke er helt ringe i en stigende spurt, vil han i den rette gruppe kunne gøre det færdigt.

Jumbos næstbedste kort må være Sepp Kuss. Amerikaneren har imponeret ved at tage sin fine Vuelta-form med sig til Italien, hvor han kørte nogle fornemme løb i Emilia og Il Lombardia, hvor han endda var stærkere end Gesink. Hvis ikke han pludselig er blevet træt efter en knaldhård sæson med to grand tours og italienske klassikere, vil han formentlig være en af de fire bedste på stigningerne. Hans spurt er til gengæld ikke meget at prale af, og derfor skal Jumbo-overtallet nok udnyttes, hvis det skal blive til sæsonens anden sejr.

Jumbo har et tredje stærkt kort i Koen Bouwman, der er deres hurtigste. I Giroen viste han sig som Roglics bedste mand i bjergene, men samme form har han aldrig fundet i efteråret. Det er dog svært at vurdere hans form, da han i de italienske løb blev brugt som første mand på det meget stærke Jumbo-hold, og han kan derfor være bedre end antaget. Sidste år var han en af de bedste i dette løb, men fik det ødelagt af et styrt. Det er da også en rute, der passer ham, og som den hurtigste Jumbo-rytter står han slet ikke dårligt, hvis de kan udnytte deres overtal rigtigt.

Hvis løbet bliver for hårdt for Colbrelli, har Bahrain-Merida stadig Damiano Caruso. Italieneren er tydeligvis ikke i storform, men en top 10 i Tre Valli Varesine viser, at han har lidt at skyde med. Han bliver ikke bedste mand på stigningerne, men kan han komme med i det rigtige fremstød, ved vi blandt andet fra løbet i Varese, at hans spurt slet ikke er ringe. Til gengæld har lokale Yukiya Arashiro næppe niveauet længere, selvom han er på hjemmebane, Hermann Pernsteiner er for træt, og løbet passer ikke rigtigt til spurtsvage Domen Novak , der ellers kørte stærkt i Kroatien, hvor han var tæt på at blive nr. 2 bag Yates på kongeetapen.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Mitchelton-Scott kommer med et lille hold med bare fire mand, og de er klart de svageste af WorldTour-holdene. Uden chance er de dog ikke, hvis de kan køre opportunistisk og komme afsted i den rette gruppe. Bedst chance har Robert Stannard, der har haft en skuffende første sæson på WorldTouren, men som U23-rytter var fabelagtig i løb som disse, hvor han har masser af punch og en dødbringende spurt. Sidste år kørte han som stagiaire i top 10, og hvis han har lidt af den form, hvilket han endnu ikke har vist, har han forudsætningerne for at spurte sig til sejr i en lille gruppe.

Holdet har også Dion Smith. På sidste etape i Catalonien viste han, at han i formstærk udgave kan klatre med verdenseliten i terræn som dette, men desværre har han aldrig rigtigt fundet de ben siden dengang. Hans Vuelta var ikke imponerende, og siden da har han kun kørt VM og Beghelli, hvor han blev en hæderlig nr. 12. Vi tvivler lidt på, at formen rækker på denne hårde rute, men skal han spurte om sejren, vil han utvivlsomt være en af de hurtigste. Til gengæld meldes Cameron Meyer ikke at være i form, og niveauet er for højt for deres stagiaire, James Fouche.

Jumbo har også Neilson Powless , men ligesom Bouwman må han være lidt i tvivl om formen. Han kørte en fin Vuelta og kom med et stærkt angreb i finalen af Beghelli, men han manglede en del i Il Lombardia, hvor han ikke klarede Muro di Sormano. Han er heller ikke verdens hurtigste og skal spilles tidligt ud, men i givet fald har han en stor motor. Holdets sidste klatrer er Steven Kruijswijk, men han har endnu ikke fundet formen efter styrtet i Vueltaen, og med hans manglende punch er der utroligt meget, der skal flaske sig, hvis han skal vinde et løb som dette - især med den nuværende form.

På Trek er det også værd at fremhæve Niklas Eg. Danskeren kørte en flot Vuelta og viste overraskende friskhed i Italien. Han er åbenlyst svagere end både Mollema og Ciccone, men han kunne være en mand, der kan spilles tidligt ud og drage fordel af en underdogstatus. Holdet har også Julien Bernard¸ men han missede Lombardiet med sygdom og er næppe helt frisk, og ruten bør trods alt være for hård for hurtige Edward Theuns.

Som tidligere vinder skal Marco Canola også nævnes, men det er svært at se ham gentage sejren. Han har nemlig ikke klatret på samme niveau siden dengang, og allerede sidste år blev det for hårdt. Det vil det formentlig også gøre i år, og selv hvis han er der til sidst, vil han næsten med sikkerhed skulle spurte mod Colbrelli, som han ikke kan slå. Holdet har derudover klatrerne Filippo Zaccanti, Hideto Nakane og Masakazu Ito, men selvom de to sidstnævnte er på hjemmebane, får de det svært på dette niveau.

Det usandsynligt, at vi ser vindere fra andre hold. Delko har Simon Carr, der imponerede på kongeetapen i Arctic Race, men har haft det svært siden dengang, og Iuri Filosi og Remy Rochas har slet ikke været i form. Novo Nordisk har en stadig mere velkørende Charles Planet, men sejr her er ikke realistisk. Og Wallonie kommer ganske vist med hurtige Baptiste Planckaert, der netop har kørt en podieplads hjem i Famenne Ardenne Classic, men som har skuffet på stigningerne og formentlig får det for svært.

På kontinentalholdene er det hurtige Benjamin Prades, der med sin tidligere 2. plads lurer som en trussel, og han har altid for vane at gøre det godt i et løb, der er vigtigt for hans hold. Yusuke Hatanaka var tidligere to gange i top 5, men ser man bort fra den knap så stærkt besatte 2017-udgave har han haft det svært i de senere år. Benjamin Hill skuffede i Kroatien, og Nariuki Masuda, Jose Vicente Toribio og Francisco Mancebo har nok ikke længere niveauet til at vinde i dette selskab. Ben Dyball skal på WorldTouren næste år og vil kunne finale, men det er svært at se ham vinde, og løbet bliver nok alligevel for hårdt for ellers hurtige Orluis Aular.

***** Michael Woods

**** Bauke Mollema, Sonny Colbrelli

*** Robert Gesink, Giulio Ciccone, Sepp Kuss, Koen Bouwman, Damiano Caruso

** Robert Stannard, Dion Smith, Neilson Powless, Niklas Eg, Marco Canola, Benjamin Prades, Ben Dyball, Baptiste Planckaert

* Steven Kruijswijk, Julien Bernard, Cameron Meyer, Yukiya Arashiro, Edward Theuns, Orluis Aular, Hermann Pernsteiner, Domen Novak, Lachlan Morton, Nate Brown, Simon Carr, Filippo Zaccanti, Hideto Nakane, Jose Vicente Toribio

Danskerne

Niklas Eg er til start for Trek, og selvom han som udgangspunkt skal støtte Mollema og Ciccone, kan man i et løb som dette ikke udelukke, at han kan få sin chance. Hans muligheder er omtalt ovenfor.