Optakt: Kampioenschap van Vlaanderen

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Serien af semiklassikere startede i slutningen af juli med GP Cerami og blev intensiveret med fem løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, dagen ind Antwep Port Epic, og efter en lille pause fortsættes der nu med en travl uge, der byder på hele fire løb på bare fem dage. Først gjaldt det onsdagens GP de Wallonie, på fredag får sprinterne chance i Kampioenschap van Vlaanderen, og det hele slutter i weekenden med det småkuperede Primus Classic Impanis-Van Petegem og det relativt nye, men ret flade Gooikse Pijl.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet i Yorkshire, og for ryttere, der kørte i Canada og England i den forgangne uge, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. Sidste år var løbene lidt ramt af, at hele kalenderen var rykket en uge i forhold til VM, og derfor blev de afviklet midt under Vueltaen, men i år er de tilbage i samme stærkt besatte format, som vi kender, og mens onsdagens løb ligger lidt for tæt på de canadiske klassikere til at tiltrække mange af VM-stjernerne, der i år næsten alle kørte i Nordamerika, vil weekendens løb have adskillige topnavne til start.

Ugens andet løb er Kampioenschap van Vlaanderen, der ligesom i de to foregående år har tiltrukket et langt stærkere felt end længe. Blandt de fire løb er det egentlig et af de to mindste, men for tredje år i træk må arrangørerne knibe sig i armen over de mange sprintere, der vil være til start. Det er ikke mærkeligt, da løbet stort set altid ender i en massespurt, og derfor er som skabt til de hurtige afsluttere, og da de fleste hurtige folk skipper årets VM, ser de det som et vigtigt selvstændigt mål her i efteråret. Det gælder særligt for Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen og Giacomo Nizzolo, men generelt er det en ganske flot liste over sprintere, der kan fremvises.

Kampioenschap van Vlaanderen blev første gang afviklet helt tilbage i 1908 og er derfor et af de ældste belgiske løb. Det afvikles altid i midten af september, og i 2015 fejrede man udgave nummer 100. Navnet antyder, at det er et regionalt mesterskab i Flandern, men det er ikke tilfældet. I stedet er det en international begivenhed på UCI-kalenderen, og det var været registreret som et 1.1-løb, siden det nuværende system blev indført i 2005.

Som navnet antyder, er det et stort løb i Flandern, og det er blevet vundet af mange af de største belgiske ryttere. Marcel Kint, Briek Schotte, Rik van Steenbergen, Rik van Looy, Eddy Merckx, Patrick Sercy, Freddy Maertens, Johan Museeuw og Peter Van Petegem har alle stået øverst på skamlen. I de senere år har det tabt lidt prestige blandt belgierne, og nu er det et en af de mindste af efterårets semiklassikere. Det er til gengæld blevet langt mere internationalt, og siden Paul van Hyftes sejr i 2011 er kun to udgaver blevet vundet af hjemlige ryttere. I stedet er store udenlandske sprintere kommet på sejrslisten, der nu tæller navne som Dylan Groenewegen Fernando Gaviria, André Greipel, Marcel Kittel, Arnaud Demare, Baden Cooke og Jimmy Casper.

Som vinderlisten antyder er løbet en sag for sprinterne, og det er næsten umuligt at undgå en stor massespurt i Koolskamp. Det har gjort det til et vigtigt løb for de mange stærke belgiske sprintere, der sjældent finder en fladere rute nogetsteds i hjemlandet. Som et ægte flamsk løb er der naturligvis lidt brosten på rundstrækningen, men de skaber aldrig megen udskilning.

I 2016 blev løbet en del af den nye Napoleon Games Cycling Cup, der er en serie af i år 8 af disse typiske 1.1-løb i Belgien, og som nu går under navnet Belgian Road Cycling Cup. De første seks løb blev afviklet i marts, maj, juni og august, og nu afvikles dette løb som næstsidste runde. Der er et samlet klassement, der skal krone den mest konsistente rytter i de otte begivenheder, og som i øjeblikket føres af Niki Terpstra med 1 point ned til Baptiste Planckaert.

Sidste år endte det hele i den ventede massespurt, og her levede Dylan Groenewegen op til status som storfavorit ved at få revanche for 2017-nederlaget til Fernando Gaviria. Hollænderen havde ingen problemer med at sejre foran Trek-duoen John Degenkolb og Jasper Stuyven, der ellers kørte et perfekt lead-out. Groenewegen vender tilbage for at forsvare titlen, men han har nye rivaler, da både Degenkolb og Stuyven skipper løbet.

Ruten

Der er aldrig meget, der ændrer sig i Kampioenschap van Vlaanderen, som altid er blevet afviklet på den næsten helt samme rute. Der er tale om et rundstrækningsløb, men i år ændrer man radikalt på rundstrækningen, der plejer at være placerer i området øst for værtsbyen Koolskamp, men nu er henlagt til det nordlige område. Sjovt nok er den nye rundstrækning stadig præcis 11,1 km lang, men vejene er helt nye, og det 600 m lange brostensstykke fra tidligere år udgår helt.

Som sagt afvikles det hele altså på en rundtrækning med start og mål i den lille by Koolskamp i Flandern. Hver runde er 11,1 km lang, og i alt skal strækningen tilbagelægges 17 gange, hvilket giver en distance på 185,1 km (første del af første runde er neutraliseret). Rundstrækningen er næsten helt flad, og der er ikke mange tekniske udfordringer. Faktisk kommer de alle på rutens allerførste kilometer, men på de sidste 9 km er der blot fire sving i alt. Målstregen kommer for enden af en lang, lige vej på 1800 m, som kun er ganske, ganske let stigende.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Løbet byder på i alt 613 højdemeter, hvilket er 100 færre end sidste år.

Vejret

Ligesom Danmark rammes Belgien i denne weekend af et pust af sensommer, og der venter derfor en smuk fredag med kun ganske få skyer og en temperatur på 21 grader. Til gengæld vil det ikke være stille, da der vil være en jævn til frisk vind fra øst. Det giver efter den tekniske del 2 km med sidevind, dernæst knap 2 km med sidemodvind, herefter 3,5 km med sidevind og til slut 1,8 km med direkte medvind.

Favoritterne

Der er ikke meget hokuspokus over Kampioenschap van Vlaanderen. Sjældent finder man et fladere løb, og selvom der indtil i år har været lidt brosten på menuen, har historien vist, at det er stort set umuligt at undgå en massespurt. Den lille pavé er nu væk, men det ændrer ikke på, at truslen mod sprinterne er den samme som altid. Det kan nemlig altid tænkes, at det lunefulde belgiske vejr kan spille sprinterne et puds, specielt på en tid af året, hvor forholdene kan være uforudsigelige.

Det er nu ikke, fordi det sker tit. Michal Golas var hurtigst i en lille gruppe i 2015, Ronan van Zandbeek snød Christopher Juul for en stor sejr i 2012, og Steven de Jongh og Sebastian Langeveld snød hele feltet i 2009, men alle de øvrige syv af de seneste udgaver er afgjort i massespurter. I årene forinden havde man imidlertid uafbrudte udbrudssejre mellem 2001 og 2005, og det viser, at det ikke er en given ting, at sprinterne skal til fadet.

Moderne cykelsport er imidlertid mere kontrolleret, og det er meget sigende, at vi nu har haft fem massespurter på seks år. Logikken siger også, at det vil gå sådan igen denne gang, for man kan være helt sikker på, at Jumbo med Dylan Groenewegen og Deceuninck med Fabio Jakobsen kommer alene for at skulle spurte. Det samme gør formentlig også Dimension Data med Giacomo Nizzolo, Sunweb med Max Walscheid og Trek med Matteo Moschetti/Edward Theuns, og de kan tænkes at give de to store sprinterhold en hånd med undervejs.

Helt så enkelt bliver det imidlertid ikke. En vind på den høje side af 20 km/t kan i det flade og ofte meget åbne Flandern gøre ganske stor skade. Når man overraskende ofte har undgået en massespurt, er det også som oftest skyldtes vinden, og da der vil være sidevind på det meste af rundstrækningen, ikke mindst på de 3,5 km, som leder frem til sidste sving, er der lagt op til, at der kan ske ting og sager. Det kan i hvert fald langt fra afvises, at 2019-udgaven kan udvikle sig til en yderst selektiv og hård affære.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Det bør også betyde, at et udbrud ikke holder. Nervøsiteten kombineret med Jumbos og Deceunincks kontrol bør knuse det tidlige fremstød, og det vil derfor formentlig ende som et udskilningsløb i sidevinden. Det kan sagtens ende med, at vinden er for svag, eller terrænet for beskyttet, og at det alligevel bare ender i en stor massespurt, men vi tror ikke, at et fuldt felt skal spurte om sejren. En spurt bør det under alle omstændigheder blive, men formentlig i et reduceret felt efter et hårdt og selektivt løb. Selve opløbet er til gengæld helt ukompliceret med bare ét sving med 1,8 km igen på de sidste 5 km, og da der endda vil være medvind på opløbsstrækningen, bør der virkelig være tale om en spurt, hvor man kan lade farten og benene tale.

På forhånd ligner det et gigantisk opgør om den hollandske sprintertrone mellem Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, og efter moden overvejelse er vi kommet frem til at pege på Groenewegen. Siden styrtet på 1. etape af Touren var hollænderen aldrig sig selv, før han efter et dybt skuffende BinckBank Tour trak stikket. Nu er han imidlertid kommet sig igen, og selvom sprinterfeltet i Tour of Britain ikke var det stærkeste, kom han trods alt hjem med tre helt suveræne etapesejre i spurter, hvor han reelt var uden konkurrence.

Til gengæld var han tung på bakkerne, og det er åbenlyst ikke en Groenewegen i sin bedste klatreform. Til gengæld viste han i Paris-Nice, at han er fremragende i sidevinden, og hans Jumbo-hold hører med de formstærke Mike Teunissen og Timo Roosen også til de stærkeste i den disciplin. Samtidig udgør de to hollændere et tog, som kun Trek kan matche, og det må trods finalens enkle karakter være en stor fordel. Sidst en frisk Groenewegen spurtede mod verdenseliten, var han stadig verdens hurtigste, også hurtigere end Sam Bennett, der i Vueltaen trods to nederlag var synligt hurtigere end Fabio Jakobsen. Kombinerer man det med sidevinden og det stærke hold, tror vi på et titelforsvar til Groenewegen.

Det vil ellers være en gigantisk skalp, hvis Fabio Jakobsen kan slå sin mere berømte landsmand. Den unge komet kommer til løbet med masse af selvtillid efter de to etapesejre i sin første grand tour, og han overgik egne forventninger ved endda at slå Bennett i Madrid. Til gengæld viste det spanske løb også, at ireren var den hurtigste af de to, men forskellen var så lille, at et godt lead-out til Jakobsen kunne tippe balancen. Problemet for Jakobsen her er, at Deceuninck kommer med et sjældent svagt hold, hvor kun Fabio Sabatini er en rigtig lead-out man, og selvom den unge stagiaire Jannik Steimle er hurtig, er han nærmest uden erfaring i at køre tog for en sprinter. I forvejen har vi i Polen og på 3. etape af Vueltaen set, at positionering er en stor akilleshæl for Jakobsen, og her må han formodes at få et ringere lead-out end Groenewegen. Spørgsmålet er også, hvor frisk han er efter sin grand tour-debut, for selvom unge ryttere ofte får et boost af tre ugers hårdt cykelløb, indtræffer det næppe allerede efter fem dage. Ikke desto mindre ved vi, at Jakobsen kan slå de hurtigste, og da han er god i sidevinden, er han Groenewegens store rival.

Vi glæder os mest til at se Max Walscheid i aktion. Tyskeren viste på den dramatiske sidevindsetape i Vueltaen, at han havde opnået en holdbarhed, han aldrig tidligere har haft, og noget tyder på, at han kommer stærkt ud af grand tours. Sidste år slog han folk som Pascal Ackermann, André Greipel og John Degenkolb i et sidevindspræget Sparkassen Münsterland Giro kort efter Vueltaen og klatrede senere overraskende godt i Kina. Noget tyder på, at han er kommet endnu længere i år, og han har gang på gang vist, at han kan køre i sidevind. Spurten i Madrid blev ødelagt af en punktering, men formen var åbenlyst god. Hans positionering er et gigantisk problem og vil være det igen her, hvor hans hold er ekstremt urutineret. Heldigvis er opløbet enkelt og feltet måske reduceret, og i en finale som denne kan Walscheid virkelig lade farten tale.

Lige siden Tour de Slovenie har det ligget i kortene, at Giacomo Nizzolo er på vej tilbage. Hans Tour blev ødelagt af et styrt, men han er vendt tilbage med en 6. plads i London, et fantastisk Vuelta a Burgos og en 3. plads i det meget stærke sprinterfelt i Hamburg. Det er den seneste spurt, han har kørt, men Nizzolo har før haft for vane at køre stærkt i efteråret, og han har helt sikkert masser af motivation. Han er en holdbar sprinter, der vil kunne lide sidevinden, og han synes langt om længe at have genfundet sin eminent positionering. Det kan også blive nødvendigt, da toget ikke virker voldsomt stærkt - Mark Cavendish har aldrig vist, at han kan køre lead-out - men til gengæld klarer Nizzolo sig gerne på egen hånd. Han synes at nærme sig den fart, der engang gjorde ham til Vueltaens hurtigste sprinter.

Trek har formentlig løbets bedste tog. Mads Pedersen har nemlig udviklet sig til en eminent lead-out man, og kobler man det med Matteo Moschetti og Edward Theuns, står amerikanerne meget stærkt. Spørgsmålet er, hvem der skal køres for. Der er ingen tvivl om, at Moschetti ved sæsonstart var holdets førstesprinter, men siden Giro-styrtet har han været helt fra den. I de seneste løb har han imidlertid vist markant fremgang, og vi vil næsten tro, at dette er løbet, hvor han skal finde tilbage i sprinterrollen, så han kan starte vinteren med lidt optimisme. Moschetti viste blandt andet i Giroen, at han er et stort, stort talent, og han har farten og positioneringen til at true de bedste. Kobler man det med det stærke tog, står han med gode chancer. Theuns kan dog efter Vueltaen også sagtens få chancen, men vi har flere gange set, at han mangler farten. Med et godt lead-out er det dog blevet til et par podiepladser på WorldTouren, senest i Vueltaen, og det kan det sagtens gøre igen.

Niccolo Bonifazio skulle bruge to uger af Touren på at blive sig selv igen efter nogle sløje år. Han sluttede det franske løb fremragende af og vandt herefter to belgiske endagsløb på to dage. Han skuffede i weekenden med Bruxelles og Fourmies, men så godt ud igen i Coppa Bernocchi, indtil han styrtede i spurten. Han er en sen tilføjelse til dette løb, hvor han med de ben, han havde i slutningen af august, ligner en af de hurtigste. Sidevinden burde han kunne klare med et fornuftigt klassikerhold ved sin side, og hans positionering er fremragende, og han bør være klar førstesprinter på bekostning af Thomas Boudat, der har haft en svær tid. Nu skal han bare vise, at benene stadig er, som de var i løbet af sommeren

Wanty møder med en meget formstærk Timothy Dupont, der skippede Touren for at køre stærkt i efteråret, og det har han gjort siden sejren på 1. etape i Vallonien i juli. Tre top 10-placeringer i BinckBank Tour efterfulgt af to 2. pladser samt en 3. og en 5. plads i belgiske 1.1-løb blev fulgt op af en 3. plads i det benhårde grusvejsløb Antwerp Port Epic. Det viser, at formen i hvert fald for to uger siden stadig var fremragende, og han synes at kunne drage fordel af et godt sidevindsræs. Hans tog er måske også med Alfdan de Decker, Tom Devriendt, Boris Vallee og Pieter Vanspeybrouck et af det stærkeste, så mon ikke stabile Dupont igen er med helt fremme?

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Cofidis er meget vanskelige at spå om. Satser man på Nacer Bouhanni, der normelt er nr. 1, men på vej væk? Satser man på den langsommere Hugo Hofstetter, der ligesom skifter hold? Eller giver man en sjælden chance til Filippo Fortin, der i Yorkshire viste, at han fortjener mere plads? Det er Fortins første løb efter styrtet i Polen, så han bør være ude af billedet, og da holdet i Fourmies, kørte for Bouhanni, regner vi med, at han får chancen. Indtil han styrtede i Fourmies, så han faktisk også godt ud, og han har tidligere i år vist, at han stadig kan begå sig, selvom farten slet ikke er, hvad den engang var. Cofidis’ tog er tillige et af de klart bedste, da også Bert van Lerberghe er til rådighed. Bliver det i stedet Hofstetter, er der næsten garanti for top 10, men også garanti for ikke at vinde.

I denne uge blev det annonceret, at Pierre Barbier skifter til Delko, og det kunne han passende fejre med et stort resultat. Han har vist storform med to top 4-placeringer i Poitou-Charentes og ikke mindst en 5. plads i Fourmies. Han er eminent i positionskampen og har farten til at true de bedste, men kan være sårbar i sidevinden. Roubaix har også Emiel Vermeulen, men han har ikke helt sin holdkammerats fart og er ikke i samme form.

Jakub Mareczko har slet ikke fået det ud af sit skifte til CCC, som man havde håbet, og det står klart, at han ikke har fordums topfart. I august var han dog i ganske god form, men hans positionering kostede ham igen dyrt. Det vil den sikkert også gøre i et dette løb, men et tog, der tæller Jonas Koch og Francisco Ventoso er ikke helt ringe. Sidevinden er et problem, men til gengæld er opløbet dejligt enkelt. Kommer han frisk til mål, er det i en finale som denne, at han kan vise noget.

André Greipel kom meget stærkt ud af Touren, hvor han var bedste mand i GP Stad Zottegem, men blev snydt af et sent angreb, ligesom han kørte fornemt i Tyskland, selvom det ikke blev til et resultat. Til gengæld meldte han om dårlige ben i både Bruxelles og Fourmies, og noget kunne tyde på, at formen er i tilbagegang. Man kan dog håbe, at Greipel har genfundet augustbenene, for så burde han for en gangs skyld kunne se frem til en ukompliceret finale, hvor positionen ikke bør blive så stort et problem, slet ikke hvis der har været sidevind undervejs. I Paris viste han, at han stadig har en vis fart.

Roy Jans er kun sjældent med fremme, men han har flere gange i år vist, at han ikke er færdig endnu. Så sent som i juli blev han nr. 2 bag Dupont i Vallonien, men han har til gengæld ikke kørt mange løb på det seneste. På grusvejene i Antwerpen blev han dog nr. 14, og det gør man kun med en vis form. Han har vist, at han kan være med i dette felt. Corenon har også Joeri Stallaert, der for nylig endelig kom lidt i gang igen, men må formodes at skulle køre for Jans.

Lotto Soudal kommer med den uhyre formstærke Jasper de Buyst, men så sent som i Tour of Britain så vi, at han i flade spurter har begrænsninger, både hvad fart og positionering angår. Efter et hårdt sidevindsløb kan hans form dog bringe ham langt, især fordi toget med Jens Keukeleire, Enzo Wouters, Lawrence Naesen og Gerben Thijssen ligner et af de stærkeste. Det kunne også være sjovt, hvis den mere klassiske sprinter, Thijssen, her fik sin chance med støtte fra De Buyst, der er en af de bedste lead-out men. Wouters er på vej tilbage efter en skade og ligner ikke holdets sprinter denne gang.

Amaury Capiot har været i fabelagtig form siden sommerpausen, ikke mindst i BinckBank Tour og Danmark. I de hårde finaler har han været sublim, og hans positionering har betydet, at han har været i top 11 i alle sine spurter. Problemet er bare, at han er for langsom i en flad spurt til at vinde, hvis ikke vi har haft et hårdt sidevindsløb. Christophe Noppe er vel hurtigere, men han viste ikke den bedste form i England og kan ende som hjælper for formstærke Capiot.

I år har Piotr Havik virkelig fået sit gennembrug. En 2. plads i Halle-Ingooigem og en sejr i Zottegem er fulgt op af en serie topresultater, senest en 4. plads på grusvejene i Antwerpen. Et sidevindsløb synes virkelig at passe ham, og selvom han måske ikke er den allerhurtigste, bør hans form kunne bringe ham langt.

Det britiske landshold bruger løbet som VM-forberedelse og må formodes at køre for Chris Lawless. Han er ikke verdens hurtigste, men har to gange været på podiet i Scheldeprijs efter sidevindsløb, og han har et stærkt og med Ben Swift og Owain Doull. Holdet kan dog også vælge at køre for Ben Swift, der er landets kaptajn til VM og skal teste benene, men han er ikke hurtig nok i en flad spurt som denne. Toget kan dog bringe ham et stykke.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Endelig vil vi pege på Kaden Groves . Den unge australier er en lovende sprinter, der viste farten i Tour de l’Avenir og som stagiaire for Mitchelton blev nr. 10 i Bruxelles og nr. 11 på grusvejene i Antwerpen. Nu kører han igen for SEG Racing og har således ikke samme støtte som i sidstnævnte løb, men med en god position har han farten til at lave et resultat.

Blandt de andre kandidater kan nævnes Wallonie, der af hensyn til den samlede stilling i Belgian Road Cycling Club må formodes at køre for Baptiste Planckaert og ikke Kenny Dehaes eller Aksel Nommela , men han kan ikke vinde en flad spurt som denne. Roompot har Michael van Staeyen, der i august var genfødt, men nu gør comeback efter en skade, Katusha kommer med Jens Debusschere, der er en skygge af sig selv og faldt igennem i England, og på Vlasman har Wim Stroetinga og Yoeri Havik ikke vist fordums syrke.

OPDATERING: Cofidis er uden Bouhanni og bør køre for Hofstetter. Han bør ikke have farten til at vinde, men hans tog er klart et af de stærkeste.

OPDATERING 2: Sunweb har uden forklaring hentet Cees Bol ind som erstatning for Florian Stork. Det bør ikke ændre på det interne hierarki, da løbet hele tiden var udset som Walscheids, men et langt stærkere tog øger tyskerens chancer betragteligt.

OPDATERING 3: Amaury Capiot deltager ikke, hvorfor det synes givet, at Sport Vlaanderen kører for Noppe. Chris Lawless stiller heller ikke til start, hvorfor briterne må ventes at køre spurten for Swift, der dog ikke vil elske en let massespurt som denne. Endelig har også Niccolo Bonifazio meldt afbud, hvorfor Direct Energie nu må satse på Boudat.

OPDATERING 4: Trods oprindelige meldinger om det modsatte stiller den belgiske mester Tim Merlier alligevel til start. Han går naturligvis ind som Corendons førstesprinter, og da han én gang har vist, at han kan slå Fabio Jakobsen, er han en af de tungeste favoritter.

***** Dylan Groenewegen

**** Fabio Jakobsen, Tim Merlier

*** Max Walscheid, Matteo Moschetti,  Edward Theuns, Timothy Dupont, Pierre Barbier

** Giacomo Nizzolo, Jakub Mareczko, André Greipel, Hugo Hofstetter, Jasper de Buyst, Piotr Havik, Gerben Thijssen, Kaden Groves

* Cees Bol, Christophe Noppe, Jens Debusschere, Thomas Boudat, Ben Swift, Emiel Vermeulen, Roy Jans, Michael van Staeyen, Aksel Nommela, Mike Teunissen, Mark Cavendish, Wim Stroetinga, Yoeri Havik, Enzo Wouters, Filippo Fortin, Jonas Koch

Danskerne

Som nævnt ovenfor kan Mads Pedersen igen blive en nøglekomponent i Treks stærke tog og vil sikkert spille en afgørende rolle i finalen. Mikkel Honoré skal hjælpe Fabio Jakobsen med at kontrollere løbet, og Asbjørn Kragh bliver en vigtig lead-out man for Max Walscheid. Lasse Norman skal formentlig sætte Roy Jans op til spurten, og endelig skal Lars Bak og Rasmus Byriel Iversen levere rugbrødsarbejde for hhv. Giacomo Nizzolo og Jasper de Buyst.