Optakt: Kampioenschap van Vlaanderen

SE KAMPIOENSCHAP VAN VLAANDEREN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og i et år uden coronaaflysninger tilbyder RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb normalt også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Brussels Cyling Classic, Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet, hvis man ser bort fra deres intense sæsonafslutning. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Serien af semiklassikere startede den 31. juli med Heistse Pijl, og igennem august gik det slag i slag med GP Jef Scherens, Egmont Cycling Race, GP Marcel Kint, Druivenkoers Overijse og seriens største løb, Brussels Cyling Classic. Siden har der været en lille pause, mens landet har haft blikket rettet mod Benelux Tour, men knap er det store etapeløb overstået, inden det går løs igen. Mellem den 12. september og den 10. oktober rundes den belgiske sæson således af med ikke færre end ni endagsløb, hvoraf de seks kommer inden VM og regnes som god forberedelse hertil, mens Tour de l’Eurometropole og Binche-Chimay-Binche regnes som nogle af de større løb efter VM-løbet, hvor de kan agere opvarmning til blandt andet Paris-Tours, som er årets sidste store løb for lidt tungere typer, og være en god chance for at bruge den sidste VM-form - og måske endda vise en ny regnbuetrøje frem. Det hele rundes af med Memorial Rik van Steenbergen d. 10. oktober.

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet i Leuven, og for ryttere, der kørte Benelux Tour, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. I år betyder den fremrykkede Vuelta endda, at der er en uges ekstra ventetid mellem den spanske grand tour og VM, ligesom de canadiske WorldTour-løb er aflyst, og det kan ventes at gøre blokken endnu mere attraktiv, ende den har været tidligere.

Ugens andet løb er Kampioenschap van Vlaanderen, der ligesom i de seneste tre udgaver har tiltrukket et langt stærkere felt, end vi har været vant til. Blandt de fire løb er det egentlig et af de to mindste, men også denne gang må arrangørerne knibe sig i armen over de mange sprintere, der vil være til start. Det er ikke mærkeligt, da løbet stort set altid ender i en massespurt, og derfor er som skabt til de hurtige afsluttere, og da mange af de rene sprintere skipper årets VM, ser de det som et vigtigt selvstændigt mål her i efteråret. Det gælder særligt for Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen, men generelt er det en ganske flot liste over sprintere, der kan fremvises.

Kampioenschap van Vlaanderen blev første gang afviklet helt tilbage i 1908 og er derfor et af de ældste belgiske løb. Det afvikles altid i midten af september, og i 2015 fejrede man udgave nummer 100. Navnet antyder, at det er et regionalt mesterskab i Flandern, men det er ikke tilfældet. I stedet er det en international begivenhed på UCI-kalenderen, og det var været registreret som et 1.1-løb, siden det nuværende system blev indført i 2005.

Som navnet antyder, er det et stort løb i Flandern, og det er blevet vundet af mange af de største belgiske ryttere. Marcel Kint, Briek Schotte, Rik van Steenbergen, Rik van Looy, Eddy Merckx, Patrick Sercy, Freddy Maertens, Johan Museeuw og Peter Van Petegem har alle stået øverst på skamlen. I de senere år har det tabt lidt prestige blandt belgierne, og nu er det et en af de mindste af efterårets semiklassikere. Det er til gengæld blevet langt mere internationalt, og siden Paul van Hyftes sejr i 2011 er kun to udgaver blevet vundet af hjemlige ryttere. I stedet er store udenlandske sprintere kommet på sejrslisten, der nu tæller navne som Dylan Groenewegen Fernando Gaviria, André Greipel, Marcel Kittel, Arnaud Demare, Baden Cooke og Jimmy Casper.

Som vinderlisten antyder er løbet en sag for sprinterne, og det er næsten umuligt at undgå en stor massespurt i Koolskamp. Det har gjort det til et vigtigt løb for de mange stærke belgiske sprintere, der sjældent finder en fladere rute nogetsteds i hjemlandet. Som et ægte flamsk løb plejede der naturligvis at være lidt brosten på rundstrækningen, men de skabte aldrig megen udskilning.

I 2016 blev løbet en del af den nye Napoleon Games Cycling Cup, der er en serie af i år 10 af disse typiske 1.1-løb i Belgien, og som nu går under navnet BingoalCycling Cup. De første fire løb blev afviklet frem til sommerpausen, og nu afvikles dette løb som næstsidste runde efter sidste søndags Antwerp Port Epic. Der er et samlet klassement, der skal krone den mest konsistente rytter i de ti begivenheder, og som i øjeblikket føres af Tim Merlier.

Løbet var sidste år et af coronakrisens ofre, og derfor skal vi tilbage til 2019 for at finde den senest udgave. Det var en af de helt sjældne, da kraftig vind betød, at vi slet ikke fik en massespurt. Knap 30 mand overlevede udskilningen, og som vanligt sad Deceuninck med flere mand. Af disse lod de deres unge stagiaire Jannik Steimle angribe, og det lykkedes ham at snyde resten af gruppen og tage en uventet solosejr. Timo Roosen var ellers tæt på at hente ham til sidst, mens Dylan Groenewegen var 4 sekunder for sent på den, da han vandt spurten om 3. pladsen. Steimle forsvarer lige nu en anden titel i Slovakiet og kan derfor ikke forsvare denne titel, men holdkammeraterne Roosen og Groenewegen er med igen i et forsøg på at få revanche for nederlaget for to år siden.

Ruten

Der er aldrig meget, der ændrer sig i Kampioenschap van Vlaanderen, som altid er blevet afviklet på den næsten helt samme rute. Der er tale om et rundstrækningsløb, men i 2010 ændrede man radikalt på rundstrækningen, der plejer at være placerer i området øst for værtsbyen Koolskamp, men nu blev henlagt til det nordlige område. Efter aflysningen i 2020 har man igen i år fundet en helt ny rundstrækning, der dog har store overlap med den, man brugte frem til og med 2018 - også selvom det gamle 600 m lange brostensstykke heller ikke er med på den nye rundstrækning.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Som sagt afvikles det hele altså på en rundtrækning med start og mål i den lille by Koolskamp i Flandern. Hver runde er 15,1 km lang, og i alt skal strækningen tilbagelægges 16 gange, hvilket giver en distance på 195,3 km (første del af første runde er neutraliseret). Rundstrækningen er næsten helt flad, og der er lidt flere tekniske udfordringer end tidligere. Der er et par hurtige sving fra start ind gennem byen, men derefter kører man mod nord ad en lige og flad vej. Kort efter drejer man mod nordøst for at køre frem til det nordligste punkt, inden endnu et sving leder mod syd. Nu går det mod nordøst frem til byen Egem, hvor to hurtige sving leder mod syd og sydøst ned til byen Pittem, hvor der følger en teknisk passage, når man kører en tur rundt i byen. Herfra går det mod nordvest igennem et par sving ud til en 6 m bred vej, der leder mod nordvest og vest direkte ind til Koolskamp. De sidste sving kommer med hhv. 3,8 og 2,5 km, hvorefter sidste udfordring er en rundkørsel med 1,8 km igen. Den sidste kilometer er ganske let stigende.

Løbet byder på i alt 656 højdemeter, hvilket er ca. 50 flere end i 2019 og 50 færre end i 2018.

SE KAMPIOENSCHAP VAN VLAANDEREN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Vejret

For to år siden betød kraftig vind, at vi ikke fik en massespurt, men i år bliver det nogle helt andre betingelser. Det vil ganske vist hovedsageligt være skyet, men med en temperatur på 22 grader vil det være en lun dag, der næsten vil være vindstille. Der vil bare være en svag vind (5-7 km/t) fra sydvest, hvilket primært giver sidemedvind på rundstrækningens første halvdel og derefter hovedsageligt sidemodvind, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Der er ikke meget hokuspokus over Kampioenschap van Vlaanderen. Sjældent finder man et fladere løb, og selvom der indtil i 2019 har været lidt brosten på menuen, har historien vist, at det er stort set umuligt at undgå en massespurt. Den lille pavé er nu væk, men det ændrer ikke på, at truslen mod sprinterne er den samme som altid. Det kan nemlig altid tænkes, at det lunefulde belgiske vejr kan spille sprinterne et puds, specielt på en tid af året, hvor forholdene kan være uforudsigelige.

Det er nu ikke, fordi det sker tit. Michal Golas var hurtigst i en lille gruppe i 2015, Ronan van Zandbeek snød Christopher Juul for en stor sejr i 2012, Steven de Jongh og Sebastian Langeveld snød hele feltet i 2009, og så var det jo Jannik Steimle, der som stagiaire choksejrede i sidevinden i 2019, men alle de øvrige syv af de seneste udgaver er afgjort i massespurter. I årene forinden havde man imidlertid uafbrudte udbrudssejre mellem 2001 og 2005, og det viser, at det ikke er en given ting, at sprinterne skal til fadet.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Moderne cykelsport er imidlertid mere kontrolleret, og det er meget sigende, at vi nu har haft fem massespurter på syv år. Logikken siger også, at det vil gå sådan igen denne gang, for man kan være helt sikker på, at Jumbo med Dylan Groenewegen og Deceuninck med Fabio Jakobsen kommer alene for at skulle spurte, og de to hold vil kontrollere løbet stramt. Det er bestemt heller ikke utænkeligt, at en meget selvtillidsfuld Alberto Dainese vil sende DSM til fronten, ligesom Alpecin utvivlsomt har store ambitioner med Jasper Philipsen. Kontrol burde ikke mangle.

Udfordringen er altid vinden, men det bliver slet ikke som i 2019. Faktisk kan der på et år ikke være mange dage, hvor det i Koolskamp blæser så lidt, som det vil gøre på denne halvlune fredag. Vejrbetingelserne indbyder i den grad til massespurt, og det er svært at se forbi et roligt sprinterløb kontrolleret af særligt Jumbo og Deceuninck. Rundstrækningen er lidt mere teknisk end den gamle, men næppe noget, der kan gavne et udbrud tilstrækkeligt.

Vi går altså mod en spurt, og den er helt enkel. Over de sidste 1800 m er der ingen udfordringer overhovedet, men vejen er en smule smal. Risikoen for at blive lukket inde er til stede, og modvinden gør, at timingen skal være på plads, men det er en powerspurt, hvor lead-out ikke er altafgørende, og hvor farten spiller en betydelig rolle.

Der er lagt op til endnu et møde mellem de to hollandske supersprintere, og jeg vælger efter moden overvejelse at gå med Fabio Jakobsen. Hollænderen viste i Vueltaen, at han nærmer sig sin gamle fart, men det er stadig uklart, om han er fuldt tilbage. Selv i gamle dage var han dog overmatchet mod Groenewegen, som vi blandt andet så i Valencia i 2020, men han har én stor fordel: sit tog. Ganske vist er det ikke stærkeste besætning, men Bert van Lerberghe og Florian Senechal gjorde det storartet i Vueltaen, og nu får de endda selskab af Sam Bennett, der som straf for sin ulydighed er ren hjælper, og som burde kunne indgå på fornuftig vis. Et godt lead-out er ikke altafgørende i denne finale, men når man har set, hvor svært Groenewegen har haft det med positionering på det seneste, står Jakobsen med den overhånd, der gør ham til min favorit.

Det burde dog også være muligt for Dylan Groenewegen. Det er min fornemmelse, at hans fart er tilbage, og i det tilfælde er han stadig feltets hurtigste. Til gengæld har vi igennem hele sæsonen set, at hans positionering kun er blevet ringere, og senest endte det i total fiasko i Benelux Tour, hvor han aldrig kom til at spurte. I det løb havde han endda Mike Teunissen hos sig, men her har han et svækket og uprøvet tog med Olav Kooij og Timo Roosen. Heldigvis er finalen ukompliceret, og bliver han ikke lukket inde, vil jeg stadig tro, at han vinder. Problemet er bare, at han i år er blevet lukket inde næsten hver eneste gang.

Det sker ikke for Jasper Philipsen. Belgieren er usvigelig sikker i positionskampen, og derfor ender han altid fremme. Problemet er, at vi i Vueltaen så, at han var overmatchet på fart af Jakobsen, men vi så også, at forskellen ikke var stor nok til, at Jakobsen nødvendigvis kunne slå ham. Philipsen er i positionskampen den mest driftssikre, og derfor er det bestemt ikke umuligt, at han vinder i et løb, hvor han har selskab af Alpecins bedste lead-out man, Jonas Rickaert.

Jeg er spændt på at se, om Alberto Dainese kan bygge videre på sin Vuelta. Efter lang tids trængsel genfandt han både fart og positionering fra starten af sin karriere, og han syntes endda bare at blive hurtigere og hurtigere undervejs. Det er uklart, hvordan han er kommet sig, men da han bare blev bedre og bedre og klatrede som en drøm i den tredje uge, virkede han frisk. Toget er til gengæld ungt og urutineret, og han vil kun have Max Kanter som reel lead-out, men i denne ukomplicerede finale kommer han langt med den positionering, han havde i Vueltaen.

Bora stiller med de to unge sprintere Jordi Meeus og Matthew Walls, og det er uklart, hvem der satses på. Det kan gå begge veje, men da Meeus har spurtet en hel Vuelta, og Walls kommer med en frisk sejr fra Norge, vil jeg tro, at det er britens tur. Hans fart er stadig lidt ukendt, men det var yderst lovende, at han gav Mads Pedersen og Alexander Kristoff gedigne klø mod nord. Toget, der også tæller Martin Laas og ikke mindst Rüdiger Selig, er måske det allerstærkeste, og derfor kan Walls overraske med endnu en sejr. Det kan Meeus også, hvis de i stedet kører for ham. Han manglede lidt fart i Vueltaen, men det skyldtes formentlig det tidlige styrt. Hans sidste spurter var i hvert fald mere lovende.

Den endelige startliste er endnu ikke kommet, men foreløbig meldes Giacomo Nizzolo til start. Det er uklart, om det holder, da han er blevet taget af to startlister, siden han uden begrundelse udgik af Tour of Britain, og man kan blive slemt bekymret for hans dårlige knæ. Ender han ed at køre, bør han dog være en af de hurtigste i dette felt - også selvom han ikke har spurtet alt for overbevisende efter Giroen. Denne form for boulevardspurt er heller ikke hans foretrukne, men han viste god fart, da han trods det sene styrt lykkedes med at lukke et hul og blive nr. 2 på 5. etape i England. Toget er til gengæld svagt, men han er selv god i positionskampen.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Trek stiller med både Matteo Moschetti og Edward Theuns, og det er uklart, hvem de satser på. Jeg vil dog tro, at det er Moschetti, der skal i gang igen efter en lang periode uden spurter. Desværre var det ikke alt for opløftende i Fourmies, hvor han hurtigt forsvandt i finalen, men da han senest spurtede i Giroen, viste han lidt af de gamle takter. Han er måske ikke længere den hurtigste, men hans tog med Theuns og Emils Liepins er et af de stærkeste. Det vil det også være, hvis de i stedet kører for Theuns, men han burde ikke have Moschettis fart i en spurt som denne.

Fourmies var en position oplevelse for Gerben Thijssen, der sikrede sig en flot top 5 i skrapt selskab. Han var dog også hjulpet af et stærkere tog, end han har til rådighed her, men han støttes stadig af Stefano Oldani og Tosh van der Sande. Grundet de mange skadesproblemer har han i en lang periode ikke kunnet blande sig, men han synes at nærme sig den lovende fart fra sidste års Vuelta.

Det var opløftende at se Niccolo Bonifazio slå Nacer Bouhanni og Tim Merlier i august, men nu synes han igen at være faldet ned i et af sine huller. I Fourmies kørte han end ikke spurten, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Omvendt kan den gode form fra de to spurter i august vel ikke være helt væk, og i et let sprinterløb burde han i hvert fald kunne blande sig. Det har knebet med positioneringen, men toget med Lorrenzo Manzin og Adrien Petit er solidt.

Bingoal stiller med Stanislaw Aniolkowski og Timothy Dupont, der sikkert igen vil køre hver deres spurt, som de har fået for vane. Desværre har Aniolkowski været helt uden fart i denne del af sæsonen, og det er derfor Dupont, der skal satses på. Han har været i en gedigen formkrise, og Benelux viste, at han ikke er kommet ud af den. Til gengæld viste han god fart i Poitou-Charentes, hvor en forkert Cofidis-manøvre måske kostede ham en sejr. I et let sprinterløb bør han kunne begå sig, hvis han sidder rigtigt.

Arkea har både Bram Welten og Thomas Boudat¸ og det er uklart, hvem de kører for. Welten er dog blevet lovet flere muligheder efter de gode spurter, han kørte i august, hvor han viste storform. Han er det sandsynlige bud, men det kræver, at han er frisk efter sit styrt i England. Han er positioneringssvag, men ganske hurtig, og den lette finale hjælper ham. Toget er heller ikke ringe, og sidder han rigtigt, bør han kunne gøre det godt. Kører de for Boudat, ser det svært ud, for han har slet ikke haft farten i år.

Vueltaen var en lille genfødsel af Riccardo Minali , der kørte nogle af sine bedste spurter i mange, mange år. Han klarede også sin svage positionering sjældent godt, men han er stadig svag på det område. Her lider han også under et svagt hold, men heldigvis er finalen ukompliceret. Det rækker ikke til sejr, men med god position kan han ende fint.

Hos kontinentalholdene er det altid Emiel Vermeulen, man skal holde øje med. Han synes ikke at have farten fra sin bedste tid, men han har senest i Poitou-Charentes vist, at han stadig kan være på dette niveau. Samtidig er han som regel relativt stærk i positionskampen og dermed ganske stabil.

Det er svært at tro på de øvrige professionelle hold. Rally har Colin Joyce , men selvom han gjorde det fint i England, vinder han ikke en boulevardspurt. Sport Vlaanderen skal prøve med Jens Reynders, der heller ikke vinder, mens Uno-X skal spurte med Erlend Blikra, der har gjort det fint i år, men har til gode at bevise sig på dette niveau. Fra de øvrige konitnentalhold kan man vente sig, at Martins Pluto, Yoeri Havik, Campbell Stewart, Michael van Staeyen, Sean Flynn, Jesper Rasch, Alfdan de Decker, Enzo Wouters og Jensen Plowright vil blande sig, men de kan ikke være med i dette selskab.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

OPDATERING: Vermeulen stiller ikke til start.

***** Fabio Jakobsen

**** Dylan Groenewegen, Jasper Philipsen

*** Alberto Dainese, Matthew Walls, Jordi Meeus, Giacomo Nizzolo

** Matteo Moschetti, Edward Theuns, Gerben Thijssen, Niccolo Bonifazio, Timothy Dupont, Bram Welten, Riccardo Minali

* Stanislaw Aniolkowski, Colin Joyce, Jens Reynders, Thomas Boudat, Erlend Blikra, Olav Kooij, Sam Bennett, Florian Senechal, Stefano Oldani, Max Kanter, Carlos Barbero, Martins Pluto, Yoeri Havik, Campbell Stewart, Michael van Staeyen, Sean Flynn, Jesper Rasch, Alfdan de Decker, Enzo Wouters,Jensen Plowright

Danskerne

Hos DSM skal Tobias Lund Andresen støtte Alberto Dainese, mens Jakob Egholm og Alexander Kamp på Trek skal hjælpe Matteo Moschetti og Edward Theuns. Hos Uno-X skal Robin Skivild og Tobias Aagard Hansen arbejde for Erlend Blikra.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jannik Steimles sejr fra 2019.

SE KAMPIOENSCHAP VAN VLAANDEREN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-