Optakt: Klasika Primavera

Løbets rolle og historie

I forrige århundrede var den spanske kalender fyldt med etapeløb i foråret, og man kunne faktisk tilbringe næsten hele perioden ved udelukkende at køre på Den Iberiske Halvø. Desværre har den økonomiske krise taget hårdt på landet, og nu om dage er der næsten intet tilbage af den engang så flotte kalender.

Ikke overraskende afvikles de fleste af de tilbageværende løb i det cykelgale Baskerlandet, der har en serie af endagsløb i sensommeren, hvor det hele kulminerer med Clasica San Sebastian. Dets største begivenhed er imidlertid Vuelta al Pais Vasco i april, og det regionale etapeløb er både et af forårets helt store etapeløb på WorldTouren samt den vigtigste begivenhed i den største løbsserie på den spanske kalender.

Etapeløbet kommer som det helt store højdepunkt midt i serien, der startede sidste weekend med GP Miguel Indurain, mens Vuelta a la Rioja desværre var aflyst i år. Løbsserien slutter med det vigtige baskiske endagsløb, Klasika Primavera, der er det mindste af de tre, men tilbyder rytterne fra Pais Vasco en ekstra chance for at blive i regionen og få endnu en løbsdag i kuperet terræn.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Klasika Primavera har en lang historie, da det første gang blev afviklet i 1946, hvorefter Miguel Poblet vandt den anden udgave og blev den første store vinder. Der fulgte dernæst en otte år lang pause, men siden da har det været afviklet hvert år. Som navnet indikerer, afvikles det i foråret, hvor det sammen med Vuelta al Pais Vasco giver en uges cykelløb i Baskerlandet. Det har imidlertid hovedsageligt været en spansk affære, og den første udenlandske vinder var såmænd danske Jørgen V. Pedersen i 1987. Laurent Jalabert og Mauro Gianetti vandt løbet i 90erne, og i de senere år er løbet blevet mere internationalt med folk som Rui Costa, Giovanni Visconti og Jonathan Hivert som triumfatorer. Alejandro Valverde, Roberto Heras, Samuel Sanchez, Joaquim Rodriguez og Carlos Sastre er alle blandt de nylige vindere, hvilket siger meget om dets prestige.

Desværre har løbet ikke længere samme status, og startfeltet er nu om dage langt svagere. Af en eller anden grund vælger mange ryttere nu at tage hjem lige efter Vuelta al Pais Vasco, og i de senere år har kun ganske få ryttere kørt alle ugens syv dage. I de seneste tre år har det primært været en duel mellem Movistar og Caja Rural, men i 2018 betyder det lidt bredere spanske felt med fire professionelle hold, at der vil være seks hold fra de to øverste niveauer til start med Movistar i spidsen flankeret af de spanske Caja Rural, Burgos og Euskadi samt amerikanske Rally og colombianske Manzana Postobon.

Som vinderlisten viser, er ruten så kuperet, at rene klatrere endda kan vinde. Selvom den nu har et fast format, har den varieret lidt fra år til år, og nu om dage er den bedst for ardennerryttere, der kan spurte efter et selektivt løb. Derfor er det et typisk baskisk løb, der kommer som perfekt afslutning på en uge med kvalitetsløb i regionen.

Efter Costa vandt en reduceret massespurt i 2013, ændrede arrangørerne ruten, der var uforandret fra 2014 til 2017. I 2014 vandt Pello Bilbao i tremandsspurt, mens Jose Herrada satte Evgeny Shalunov i finalen i 2015. I 2016 dominerede Movistar totalt, da Alejandro Valverde, Giovanni Visconti og Gorka Izagirre slæbte Sergio Pardilla med til stregen, og herefter havde Visconti ingen problemer med at vinde foran sin holdkammerat Izagirre og Pardilla. Sidste år fortsatte Movistar dominansen, da Izagirre kørte hjem til en solosejr foran en lille gruppe, hvis spurt blev vundet af Wilmar Paredes foran Rui Vinhas. Skiftet til Bahrain-Merida betyder, at Izagirre ikke forsvarer titlen, men formstærke Paredes er med igen, ligesom også Vinhas stiller til start i 2018.

Ruten

Som sagt ændrede arrangørerne ruten forud for 2014-udgaven, men det var af nød snarere end af lyst. Tidligere havde man benyttet en afsluttende rundstrækning med de to stigninger Montecalvo og Autzagane, men i nu fire år i træk har man ikke kunnet benytte sidstnævnte på grund af vejarbejde. I år har spanierne imidlertid fået afsluttet projekterne, og det betyder, at man kan vende tilbage til det gamle format. I stedet for i finalen at køre tre omgange på en rundstrækning med kun Montecalvo-stigningem, afsluttes løbet nu med tre omgange på den gamle og hårdere rundstrækning.

Løbet starter og slutter i Amorebieta og byder på i alt 171,6 km. Rytterne først kører en omgang på en flad 15,6 km lang rundstrækning i området vest for byen. Dernæst tager de hul på en anden rundstrækning, der er 45 km lang, primært flad og placeret syd for byen, før de vender tilbage til Amorebieta efter 60 km. Den tredje rundstrækning er med sine 32 km lidt længere, men igen er den stort set flad. Efter 92 km er tilbage i værtsbyen.

De sidste 60 km er de hårdeste, da rytterne bevæger sig fra Amorebieta ud til det kuperede område sydøst for byen. Her venter en 26 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges i alt tre gange. Den består først af Montecalvo-stigningen, som er løbets hovedudfordring. Den stiger med 7% over 3,7 km og er yderst regulær uden store udsving. Når toppen sidste gang rundes, resterer der bare 12,9 km, hvorefter man kører direkte ned til bunden af Autzagane, der over 4,4 km stiger med 4,2% i gennemsnit. Den kommer i to dele med en første kilometer på 5,1%, et relativt fladt mellemstykke og til slut 1400 m, der stiger med ca. 6,5%.

Den sidste passage af stigningen kommer med bare 4,7 km til mål., hvorefter det falder ned til de sidste 1300 m, der er flade. Der er et venstresving med knap 2 km igen og derefter en U-vending med bare 500 m til stregen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Vejret

Det dårlige vejr, der prægede kongeetapen i Vuelta al Pais Vasco, hænger desværre ved endnu en dag. Søndag vil først byde på let regn og siden byger, inden det vil klare op til allersidst. Temperaturen vil være 15 grader, og der vil være en let til jævn vind fra vest. Det giver alle mulige vindretninger på de forskellige rundstrækninger. På den sidste af disse vil der være sidemedvind på første halvdel frem til toppen af Montecalvo og sidemodvind på anden halvdel, herunder på Autzagane.

Favoritterne

I de seneste par år har løbet som sagt været en duel mellem Movistar og Caja Rural, men Movistar har som regel haft overhånden. I 2016 endte det i et totalt Movistar-show, mens holdet sidste år skulle slide lidt mere for sejren. I år kan løbet forhåbentlig udvikle sig tilsvarende, men det bliver svært. Modsat sidste år er Movistar nemlig til start med et vaskeægte superhold anført af Alejandro Valverde og med yderligere fire potentielle vindere, hvoraf de tre spillede nøgleroller i Paris Vasco og den sidste var helt afgørende i forbindelse med Valverdes sejr i GP Miguel Indurain. De øvrige hold kommer ganske vist med formstærke ryttere, hvoraf mange var fremme i netop GP Miguel Indurain, men hverken på individplan eller som hold kommer de i nærheden af at matche Movistar.

Den nye rute er som sagt hårdere end den gamle, og det taler kun til Movistars fordel. Den sidste stigning kommer nu så tæt på mål, at der stort set ikke er noget fladt efterfølgende. Det er imidlertid ikke verdens sværeste udfordring, og mulighederne for at gøre forskelle vil være langt større på den vanskeligere Montecalvo-stigning, hvis top imidlertid også kommer så tæt på stregen, at det vil være muligt at iværksætte den afgørende offensiv her.

Movistar vil sandsynligvis kontrollere løbet med Jaime Castrillo og Ruben Fernandez, der gør comeback efter en lang skadespause og herefter gøre det hårdt, inden deres bedste klatrere skal angribe i finalen. Umiddelbart er det svært at forestille sig, at nogen kan følge dem, og den største udfordring er derfor at finde ud af, hvem spanierne kører for.

På papiret er Alejandro Valverde naturligvis manden, der skal slås, men kan han på nogen måde give sejren til en holdkammerat, vil han gøre det. Det så vi senest for to år siden, og Valverde vil derfor snarere være holdets plan B, hvis alt andet glipper. Samtidig har Valverde den fordel, at han kan slå hvem som helst i en spurt, og det giver holdet en vis sikkerhed for, at man kan sagtens kan lade de øvrige ryttere få chancen.

Det får os til at pege på Carlos Betancur som vores favorit. Colombianeren har haft nogle forfærdelige år, men sidste år fandt han en ny seriøsitet, der tilsyneladende har varet ved lige siden. Formen kom i løbet af sommeren og nåede sit klimaks i Vueltaen, hvor han på 6. etape lignede sig selv, da han sammen med van Garderen var den eneste, der på en stejl stigning kunne følge Froome og Contador. Desværre styrtede han på den efterfølgende nedkørsel, og en brækket ankel betød, at han først var tilbage i konkurrence i marts.

Nu har han imidlertid allerede mange løbsdage i benene, og han har vist stigende og ganske god form. Særligt imponerede han i GP Miguel Indurain, hvor han førte som en motorcykel i hele finalen, angreb solo og alligevel havde kræfter til at blive nr. 5. I Pais Vasco var han ikke helt på samme niveau, men der er ingen tvivl om, at han nærmer sig topformen. Han har et fremragende punch på disse korte stigninger og er hurtig på stregen. Der er næppe tvivl om, at Movistar vil give ham lov til at køre sin chance og har Valverde muligheden for at give ham sejren, vil han gøre det. Derfor tror vi på colombiansk sejr.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Også Andrey Amador viste storform i GP Miguel Indurain, hvor han sammen med Betancur fik løbet til at eksplodere. I det hele taget har han i dette forår virket langt stærkere end vanligt på denne tid, og derfor er der ingen tvivl om, at han vil være et af Movistars bedste kort søndag. Modsat Betancur har han ikke kørt Pais Vasco, og han vil derfor have mere friskhed. Han er ikke så eksplosiv på disse stigninger og vil derfor formentlig blive bedt spille sit kort lidt tidligere. Kommer han fri, vil Movistar imidlertid elske at lade den loyale hjælper køre alene hjem.

Som sagt er Alejandro Valverde denne gang formentlig kun plan B, men det betyder ikke, at han ikke kan vinde. Kan holdkammeraterne ikke gøre forskellen, må kaptajnen selv træde i karakter, og med hans vinderinstinkt er der ingen tvivl om, at han vil elske at slå til igen. Valverde kan enten køre alene hjem - vi ved alle, at han er feltets i særklasse stærkeste på stigningerne - men han kan også lade hjælperne boltre sig og til sidst slå de stærkeste rivaler i en spurt og dermed tage endnu en sejr i sit sidste løb inden de helt store mål i Ardennerne.

Movistars sidste kort er de to klatrere Rafael Valls og Winner Anacona . Deres resultatliste taler for sig selv, og de har begge vist, at de hører til blandt de bedste klatrere i verden, når de er i form. I år synes ingen af dem imidlertid at have ramt deres højeste niveau, og de imponerede ikke just i Baskerlandet i den forløbne uge. Samtidig er de ikke specielt eksplosive og dermed ikke skabt til et løb som dette. Det betyder, at de umiddelbart har mindre chancer end de tre ovennævnte, men kan Movistar få en af dem til at krydse stregen først, vil de gøre det.

Movistars værste rival synes at være Eduard Prades. Efter en svær 2017-sæson har han virkelig fundet formen de sidste uger. En 4. plads i GP Miguel Indurain blev fulgt op af et par imponerende klatrepræstationer i Pais Vasco, hvor han flere gange var tæt på at følge de bedste. Særligt på den hårde 2. etape imponerede han og spurtede sig til en sjetteplads i en lille gruppe bag de fire forreste. De knap så stejle stigninger i Amorebieta passer ham umiddelbart bedre, og han er på papiret en af de mest formstærke klatrere. Hans bedste våben er dog hans spurt, der betyder, at han sågar vil kunne udfordre selveste Valverde på stregen. Euskadi har også de mere rene klatrere Garikoitz Bravo, Mikel Bizkarra og sekundært Benat Txoperena. Bravo burde kunne være med fremme, men Bizkarra og Txoperena synes ikke at have ramt deres allerbedste form og har heller ikke samme eksplosivitet som Prades og Bravo.

Nicolas Schultz har længe været betragtet som en stort talent, og han har da også af og til givet prøver på sit talent. Efter en lidt sløv start var det sidste lørdag, at han endelig fik sit store gennembrud, da han blev en dybt imponerende nr. 3 i GP Miguel Indurain. Her kørte han fra en stribe af verdens bedste klatrere på den sidste stigning, og det er blot en understregning af evnerne som klatrer. Han er samtidig en relativt eksplosiv fyr med en ganske god spurt, og han har modsat Prades og flere andre den fordel, at han er frisk efter ikke at have kørt Pais Vasco.

Caja Rural har også løbets helt store joker i Danilo Celano , der sidste år viste et kolossalt potentiale ved at klatre med verdens bedste i Tour of the Alps og vinde det hårde Goro dell’Appennino. Siden skiftet til det spanske hold har han imidlertid været ramt af mange helbredsproblemer og har slet ikke været ved fordums styrke. Han var bedte i GP Miguel Indurain, men det er tvivlsomt, om han allerede nu er god nok til at blande sig her. Holdets sidste kort er den mere rene klatrer Joaquim Silva, der dog ikke er skabt til de korte stigninger og ikke synes at være i sin bedste form.

Det bliver yderst interessant atter at følge den meget talentfulde Lokoskphinx-trio Dmitry Strakhov, Alexander Evtushenko og Alexander Vdovin. I GP Miguel Indurain imponerede de stort ved at blive hhv. nr. 10, 14 og 20, og det vidner om deres talent, at de kan sidde med fremme i så svært et løb. Særligt Strakhov har længe været yderst lovende og har kørt som en motorcykel hele året med hele to sejre i Volta ao Alentejo og en sejr i et forudgående portugisisk endagsløb. Sejrene kom endda i massespurter, og det vinder om hans kolossale alsidighed. Russeren kan både klatre og spurte, og det gør ham farlig i dette løb. Evtushenko og Vdovin er knap så hurtige og har ikke helt været på samme niveau som holdkammeraten.

Sidste år fik Wilmar Paredes sit helt store gennembrud, da han sikrede sig en andenplads i dette løb. Den blot 21-årige colombianer har siden fortsat sin udvikling og synes igen at have fundet formen. I La Roue Tourangelle var han en af de ryttere, der snød sprinterne ved at køre væk på sidste stigning, og i denne uge blev han nr. 10 og vandt ungdomstrøjen i Circuit Sarthe, hvis flade profil ikke passede ham. Det vidner om, at han ankommer til løbet i god form. Han kan næppe følge de allerbedste på stigningerne, men hans gode spurt giver ham visse muligheder. Manzana Postobons anden kandidat er den mere rene klatrer Ricardo Vilela, der i Catalonien viste glimrende form på højeste niveau. Han vil formentlig være blandt de bedste på stigningerne, men hans manglende spurtstyrke gør ham ikke til en oplagt vinder.

W52 stiller med Gustavo Cesar Veloso, der i mange år har domineret Volta a Portugal. Han har sjældent kørt stærkt i foråret, men det synes at være anderledes i år. I hvert fald viste han god form i Alentejo, og selvom han helt tydeligt ikke er på toppen endnu, tyder noget på, at han vil være konkurrencedygtig her. Han kan næppe følge de bedste på stigningerne, men hans spurt giver ham et stærkt kort på hånden. Holdet har også den endnu mere formstærke, men knap så hurtige Cesar Fonte, der var langt fremme i GP Miguel Indurarin, samt sidste års nr. 3, Rui Vinhas, der i år dog ikke synes at have ramt samme form.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Endelig vil vi pege på supertalentet Brandon McNulty. Amerikaneren har længe været betegnet som en af sportens allermest lovende ryttere med en fremragende enkeltstart, der har givet ham et juniorverdensmesterskab og sølv i U23-klassen, samt gode klatreevner. Han var ved at skabe en sensation på kongeetapen i Dubai, hvor verdenseliten først hentede ham mindre end 200 m fra stregen. Han har dog manglet lidt på stigningerne i både Oman og GP Miguel Indurain, hvor han dog alligevel sad med langt fremme. Det bør han være igen her. Rally har også brølstærke og hurtige Robin Carpenter, men terrænet her bliver nok en anelse for svært for ham.

***** Carlos Betancur

**** Andrey Amador, Alejandro Valverde

*** Rafael Valls, Winner Anacona, Eduard Prades, Nicolas Schultz, Dmitry Strakhov, Wilmar Paredes

** Garikoit Bravo, Ricardo Vilela, Danilo Celano, Gustavo Cesar Veloso, Cesar Fonte, Alexander Evtushenko, Alexander Vdovin, Brandon McNulty, Joaquim Silva, Mikel Bizkarra, Rui Vinhas,

* Benat Txoperena, Robin Carpenter, Sergio Higuita, Miguel Angel Ballesteros, Gonzalo Serrano, Fabricio Ferrari, Ibai Azurmendi, Awet Habtom, Gabriel Reguero, Joao Rodrigues

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.