Optakt: Kuurne-Bruxelles-Kuurne

Løbets rolle og historie

Selvom de fleste professionelle cykelryttere allerede har mange løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser i egne som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur, har mange cykelfans stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang i Omloop Het Nieuwsblad. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtillid, er det først lørdag, at de stærke drenge er under pres for for første gang at præstere i et stort løb, når Omloop indleder den belgiske klassikersæson, en helt unik del af den internationale kalender.

Situationen er lidt anderledes for sprinterne. For de hurtigere folk er kvantiteten af sejre ofte næsten lige så vigtig som kvaliteten, og derfor er mange af dem meget ivrige efter at tage de første sejre i løb, der for andre mere har karakter af forberedelse. Ikke desto mindre er det ofte den belgiske by Kuurne, der er rammen om det første store slag mellem de hurtigste mænd på to hjul.

Den belgiske åbningsweekend er en alsidig affære, der har lidt for enhver smag, og kombinationen med Omloop er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byder på brosten og hellingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to felter. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er ikke noget under, at mange hold gemmer deres sprintere til Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Da løb som Omloop, E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Paris-Roubaix ofte er for hårde for dem, har de ikke mange muligheder for at få en stor klassiker på cv’et. Milano-Sanremo, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem giver muligheder senere på sæsonen, men de eneste rigtige sprinterklassikere er Scheldeprijs og søndagens løb i Kuurne.

Det gør Kuurne-Bruxelles-Kuurne til en meget prestigiøs sag, der traditionelt har været et mål for de fleste af de hurtige folk, som de simpelthen må have på deres sejrsliste. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange holder sig væk fra lørdagens løb for at være 100% klar til søndagens slag, og mange lead-out-ryttere gør det samme, hvilket giver anledning til en vis udskiftning på startlisten.

Der er imidlertid ingen garantier i Kuurne. Mens det er indlysende, at en ren sprinter aldrig vinder de hårdeste belgiske klassikere, og det næsten er sikkert, at Scheldeprijs skal afgøres i en massespurt, kan man aldrig vide, hvad der sker i Kuurne. Løbet er bestemt ikke fladt og inkluderer flere af de berømte hellingen - endda den berygtede Oude Kwaremont findes på ruten - og de giver klassikerrytterne en chance for at gøre en forskel. Den griber de ofte med begge hænder, men da løbet slutter med en lang, flad strækning, har sprinterholdene god tid til at forsøge at skabe samling. Hvis vejret er skidt, viser historien imidlertid, at de stærke folk har en chance for at vinde i Kuurne. Det var således tilfældet i 2017, 2016, 2014 og 2010, hvor Bobbie Traksel vandt en mindeværdig udgave i rædselsfuldt vejr med kun 25 fuldførende ryttere.

Meget af løbets prestige stammer fra dets lange historie. Det blev første gang afviklet i 1945 og er siden kun aflyst tre gange, hver gang på grund af dårligt februarvejr. Som det er tilfældet for mange af de historiske løb - med Milano-Sanremo som den markante undtagelse - er navnet en anelse misvisende, da rytterne ikke længere når Bruxelles, inden de vender rundt og vender tilbage til Kuurne. I stedet er vendepunktet nu i Ninove, ca. 25 km vest for den belgiske hovedstad. Ikke overraskende er sejrlisten domineret af belgiere, og mange af de største klassikerstjerner fra værtslandet har vundet i Kuurne mindst én gang. Den første ikke-belgiske og ikke-hollandske rytter, der vandt løbet, var tyskeren Gregor Brain i 1982, men i de senere år er løbet blevet langt mere internationalt.

Modsat Omloop Het Nieuwsblad arrangeres det ikke af den magtfulde organisation Flanders Classics, og det kan derfor ikke lukrere på deres stærke indflydelse i UCI. Det rangerer derfor en anelse under de største af de flamske løb og har da heller aldrig været en del af WorldTouren, ProTouren eller World Cuppen. Som et 1.HC-løb må det leve med visse begrænsninger i forhold til antallet af WorldTour-hold, men man har nu igen grund til at klage. Efter af Omloop er blevet en del af det fineste selskab, har det nemlig deltagelse af 17 af de 18 WorldTour-hold. For dem giver det naturligvis god mening også at køre i Kuurne, og da kun Sunweb vælger at skippe løbet - sammen med Movistar, der slet ikke kører i Belgien i weekenden - vil 16 af de 18 bedste mandskaber være repræsenteret.

Sidste år lykkedes det for anden gang i træk klassikerrytterne at snyde sprinterne. En stærk gruppe kom fri på Oude Kwaremont, og efter at den mod slutningen blev delt i to, endte fem mand med at spurte om sejren. Her tog Peter Sagan det, der skulle vise at blive hans eneste forårsklassikersejr i 2017 ved at slå Jasper Stuyven, Luke Rowe, Tiesj Benoot og Matteo Trentin, inden Arnaud Demare vandt forfølgernes sput 6 sekunder senere, og feltet nåede mål med et tidstab på 13 sekunder. Sagan har valgt at skippe åbningsweekenden for at bevare lidt friskhed til VM, og han vil derfor ikke forsvare sin titel. Efter to top 2-placeringer i træk vender Stuyven tilbage som eneste genganger fra sidste års podium, da Rowe i år kører i Abu Dhabi, hvor han gør comeback efter sit slemme benbrud fra sensommeren.

Ruten

Kuurne-Bruxelles-Kuurne er en ægte flamsk klassiker i den forstand, at det afvikles i det samme lille område i De Flamske Ardenner, hvor de fleste af de store belgiske endagsløb finder sted, men det har alligevel en helt anden natur end løb om Flandern Rundt, E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad. Disse løb har alle samme opbygning bestående af et indledende fladt stykke frem mod stigningerne, hvor man snor sig rundt i det kuperede område og benytter de samme veje og bakker igen og igen, inden man af flade veje bevæger tilbage til målbyen.

Som navnet afslører, har ruten til søndagens løb et langt mere uforandret format, hvor man fra starten i Kuurne bevæger sig mod øst, indtil man vender rundt og returnerer til startbyen. Ruten berører kortvarigt De Flamske Ardenner på vejen ud til vendepunktet og passerer så tværs gennem hjertet af klassikerterrænet på hjemturen, men der er mere tale om en direkte rejse mellem Kuurne og vendepunktet end den zigzaglignende tur, der kendes fra de andre klassikere. Ruten er ikke designet med det formål at gøre det så svært som muligt, og den mere direkte passage af området betyder, at der er langt færre stigninger på programmet. Hvis man dertil lægger, at de ekstra kilometer, der skal give en distance på mere end 200 km, ikke findes i den kuperede zone, men ved at køre to omgange på en flad 15,3 km lang rundstrækning i Kuurne, har man recepten til en løb, der er mere tilpasset sprinterne.

Arrangørerne varierer som regel ruten en anelse fra år til år, men de grundlæggende karakteristika er altid de samme. Efter at man i 2016 gjorde løbet en anelse hårdere ved at lægge Kluisberg ind kort efter Oude Kwaremont, løbets traditionelle nøglestigning, og man sidste år gav løbets hårdhed en yderligere tand, denne gang ved at lægge Onkerzeleberg ind som en 12. stigning tidligt i løbet, har man denne gang valgt at følge stort set samme format som sidste år. Distancen på 200,1 km er blot 600 m kortere, og overordnet er der tale om ganske små justeringer i området omkring vendepunktet. Specielt er antallet af hellingen, nemlig 12, samt deres rækkefølge og placering uforandret, idet eneste ændring er, at Wolvenberg overtager pladsen som den eneste helling i løbets første del på bekostning af Edelareberg.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Fra starten i Kuurne bevæger rytterne sig i en hovedsagelig østlig retning mod den belgiske hovedstad, Bruxelles. De passerer gennem klassiske cykelbyer som Anzegem, Oudenaarde og Brakel, men i stedet for at passere tværs gennem De Flamske Ardenner, følger man en rute, der går nord om bakkerne, og derfor er Wolvenberg (708 m, 7,9%, max. 17,3%), der kommer efter 32 km den eneste stigning i første halvdel af løbet. Bortset fra denne udfordring er første halvdel af løbet helt flad, og med mindre det blæser meget, tjener denne del kun som formål at skabe det tidlige udbrud og opbygge træthed forud for finalen.

Efter 58 km når man byen Voorde lige uden for Ninove, og her vender man rundt for at sætte kursen tilbage mod Kuurne. Rytterne når således aldrig frem til Bruxelles, men vender rundt ca. 20 km før den belgiske hovedstad. Inden man sætter kursen mod vest, bevæger man sig imidlertid lidt sydpå, og det betyder, at hjemturen går tværs gennem De Flamske Ardenner.

Rytterne passerer gennem Geraardsbergen kort efter vendepunktet, men man undviger behændigt den berømte Muur. I stedet starter den kuperede del et par kilometer før, når man rammer Onkerzeleberg (2100 m, 3%, max. 7,5%) efter 67,5 km, en stigning, der blev introduceret sidste år. Dernæst følger La Houppe (1880 m, 4,8%, max. 10%) ved 82,8 km-mærket, og i løbet af de næste 60 km følger i alt 10 af de 12 hellingen. Det er således her, udskilningen skal etableres.

Efter La Houpe følger den stejlere Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%), der kommer efter 88,3 km, og 7,2 km senere gælder det Kruisberg (1875 m, 4%, max. 9%). Bare 1,8 km skal derefter køres, inden man rammer Hotondberg (2,7 km, 3,1%, max. 7,5%), der er en relativt ny tilføjelse. Cote de Trieu (1260 m, 7%, max. 13%) er næste udfordring bare 8 km længere nede ad vejen. På dette tidspunkt kommer stigningerne hurtigt efter hinanden, og derfor er det typisk, nervøs belgisk kørsel, hvor positionering er nøglen til succes, og hvor alle vil være fremme. Det giver som regel automatisk forøget fart, og det er ikke usædvanligt, at de første angreb kommer i denne fase.

Det er imidlertid på den berømte Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%), at den afgørende forskel skal gøres. Det er en lang, hård stigning, der er kendt som en af de allersværeste i området. Den kommer efter 115 km, hvor der fortsat resterer 85,1 km, og det er typisk her, klassikerrytterne tester benene. På toppen er der som regel etableret en lille gruppe af de stærkeste, og det er nu tid for dem at finde ind i et samarbejde.

Det er imidlertid ofte svært for dem at holde feltet bag sig, da mange hold har samlet deciderede sprinterhold, og mens enkelte måske har sendt ryttere i angreb, er det sandsynligt, at der er mange til at organisere jagten. I 2014 hjalp Tiegemberg, der kom umiddelbart efter Kwaremont, udbruddet med at holde afstanden, men i 2015 manglede der en opfølgende stigning. Det blev der rådet bod på i 2016, hvor man inkluderede Kluisberg (1100 m, 6,3%, max. 11%) bare 6,9 km efter Kwaremont, og den er igen med på programmet, hvormed der er mindre tid til at komme sig.

Efter Kluisberg er der en mulighed for at organisere jagten, idet Tiegemberg (750 m, 5%, max. 9%) først kommer 16,1 km senere, når der resterer 62,1 km. Derefter gælder det Holstraat (1000 m, 5,2%, max. 12%) bare 4,6 kilometer senere, og herfra er der yderligere 7,7 km frem til dagens sidste helling, Nokereberg (350 m, 5,7%, max. 7%), der imidlertid er en meget nem stigning. Efter toppen resterer der fortsat 49,8 km. De sidste tre stigninger kan benyttes som rampe for et sent angreb og give lidt udfordringer for sprinterholdene, men der er sjældent grund til panik, da der efterfølgende er god tid til at jagte.

Fra toppen af sidste stigning passerer feltet gennem kendte flamske byer som Waregem, Desselgem og Harelbeke, inden man når frem til målet i Kuurne. Hvis løbet var sluttet her, ville klassikerryttere have haft en langt bedre chance, idet der kun er 19,4 km fra toppen af Nokereberg til første passage af målstregen, men sprinterholdene får en ekstra chance for at skabe samling.

Løbet afsluttes nemlig med to omgange på en helt flad 15,3 km lang rundstrækning, som fører feltet fra Kuurne til Kortrijk og tilbage til Kuurne. Bortset fra et par sving i de to byer, er den uden tekniske udfordringer, og således er det det perfekte sted at organisere en jagt i feltet. Derfor udvikler denne sidste fase af løbet sig typisk som en traditionel sprinteretape i en grand tour, hvor feltet jagter et tidligt eller et sent udbrud i et forsøg på at sikre sig en massespurt.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

De sidste 4 km er ganske nemme, idet rytterne passerer lige gennem en rundkørsel og dernæst drejer til venstre, inden de når 3 km-mærket. Herfra er det en lige vej frem til det sidste skarpe venstresving med 600 m til mål, hvorefter man er på opløbsstrækningen, der har været rammen om nogle dramatiske spurtopgør.

Hvad der kan ændre løbets manuskript er vejret, idet blæsende og kolde betingelser gør løbet langt hårdere og mere selektivt. Hvis forholdene er rigtige, kan det blive et sand udskilningsløb i de kuperede og blæsende dele, men hvis ikke sker det sjældent, at sprinterne misser chancen for at dyste om sejren i Kuurne.

Vejret

Der findes ikke mange løb, der er så følsomme over for vejret som Kuurne-Bruxelles-Kuurne. På en flot dag ender det næsten altid i en massespurt, mens dårligt vejr kan gøre løbet yderst selektivt og dramatisk, som det eksempelvis skete i 2009. Derfor har alle sportsdirektører blikket stift rettet mod vejrudsigten.

Den lover en pose blandede bolsjer. På den ene side vil der ikke være en sky på himlen, men til gengæld får rytterne besøg af den sibiriske kulde, der også vil ramme Danmark. Temperaturen vil således blot nå op på 1 grad, og det vil føles hvinende koldt, da der samtidig vil være en frisk til hård vind fra øst. Det giver primært modvind i første halvdel af løbet, sidevind ved vendepunktet og derefter medvind frem mod de afgørende stigninger. Fra bunde af Cote de Trieu vil der være et længere stykke hovedsageligt med sidevind, inden man kort før Nokereberg drejer ind i medvind. På rundstrækningen vil der hovedsageligt være sidevind. Der vil være sidemedvind mellem de to sidste sving og sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Kuurne-Bruxelles-Kuurne har ry som et sprinterløb, men i de senere år er det blevet sjældnere og sjældnere, at det er blevet samlet til en massespurt. Således er det kun en af de sidste fire udgaver, der er blevet afgjort af de hurtige folk, og det viser, at det bestemt er muligt at ændre på det ventede udkomme. Det kræver imidlertid som regel, at vejrforholdene er dårlige.

I år kunne meget pege i retning af, at vi får en hård udgave for tredje år i træk. Det skyldes to forhold. Først og fremmest er der det dårlige vejr. Med en temperatur omkring frysepunktet og kraftig vind vil det føles hvinende koldt, og det alene vil sætte mange ud af spillet. Dertil skal lægges, at vinden i sig selv vil spille en nøglerolle. Der vil nemlig være sidevind stort set hele vejen igennem den kuperede zone, og det vil kun bidrage til at gøre det knaldhårdt. Da der samtidig vil være medvind på stykket frem til rundstrækningen, bliver det sværere for feltet at organisere en jagt på en gruppe af stærke ryttere, der er kommet fri på stigningerne.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Derudover er der overraskende få af de store hold, der kommer med en topsprinter. Faktisk er det kun LottoNL-Jumbo, FDJ og måske Bora-hansgrohe, der for alvor satser på en massespurt. De øvrige hold har primært en interesse i at skabe udskilning. Meget vil dog afhænge af Quick-Step. Satser de på et defensivt løb og en spurt med Fernando Gaviria, vil det afgørende tippe balancen. På den anden side er Gaviria så stærk, at han vil kunne spille en rolle også på bakkerne, og Quick-Step er et hold, der formentlig selv vil tage tyren ved hornene for ikke at blive efterladt bagude. Derudover kunne meget pege på, at også de vil køre aggressivt, med mindre de befinder sig i en situation, hvor det efter stigningerne giver mest mening at forsøge at skabe samling.

Med de grusomme vejrbetingelser tror vi ikke på en spurt. Tværtimod regner vi med en gradvis udskilning på bakkerne og i sidevinden, inden den afgørende forcering som altid vil blive lanceret på Kwaremont. Herefter vil der formentlig ligesom sidste år blive skabt en gruppe af de stærkeste, hvorefter feltet vil forsøge at organisere sig. Betingelserne er dog sådan, at vi tvivler på, at gruppen vil lade sig hente, og derfor tror vi på en gentagelse af sidste års scenarium, hvor en mindre gruppe skal afgøre det på rundstrækningen.

Sammenlignet med Omloop er ruten noget lettere, og der vil derfor være flere ryttere, der har en mulighed for at sidde med i finalen. Derudover vil den flade finale betyde, at spurtstyrke er endnu vigtigere end i lørdagens løb, og det vil være betydeligt vigtigere at kunne gøre arbejdet færdigt, hvis en mindre gruppe skal afgøre det til slut.

Det får os til at pege på Matteo Trentin som vores favorit. Italieneren var ganske tæt på sejren sidste år, hvor han sad med i den femmandsgruppe, der spurtede om sejren. Lidt hovedløst valgte han dog at angribe i finalen, og det kostede ham de kræfter, han skulle have brugt i spurten. Det var imidlertid en bekræftelse på, at Trentin er fremragende i dette terræn, og efter hans drømmeagtige efterår er han i år formentlig langt, langt stærkere.

Trentin brækkede et ribben i januar, men synes at have genfundet formen på rekordtid. Hans 4. plads i et bjergløb som Vuelta a Murcia, der endda var historisk hårdt, vidner om, at han er særdeles godt kørende, og han har heller ikke lagt skjul på, at han er ganske tilfreds med, hvor han står. Derfor burde han kunne køre med i et hårdt løb, og i en lille gruppe vil han måske endda have Alexander Edmondson, Christopher Juul og/eller Luke Durbridge til rådighed. Det vil kunne hjælpe ham med at kontrollere løbet, og i en spurt i en mindre gruppe bliver han meget svær at slå. Selv i en massespurt efter et hårdt løb som dette, er han ikke uden chance, ikke mindst fordi han i Edmondson har en god lead-out man. Derfor tror vi på sejr til Trentin.

Blandt de hurtige folk står Sonny Colbrelli også med gode kort. Italieneren viste med sejren på kongeetapen i Dubai, at han er i fremragende form, og hans top 10-placering sidste år i Flandern Rundt vidner om hans store potentiale i de flamske klassikere. Den kombination betyder, at han har gode muligheder for at overleve udskilningen og være med i en lille gruppe, der skal afgøre det til slut. Her vil hans store problem være, at han formentlig vil være isoleret, og det kan give visse vanskeligheder. Med mindre Arnaud Demare sidder med, burde han dog være den på papiret hurtigste i en spurt, i hvert fald sammen med Trentin. Derfor står han med særdeles gode kort på hånden.

Når vi alligevel har en lille tvivl om Colbrelli, skyldes det hans relativt svage hold og mangel på erfaring i positionskampen. Det kan koste ham det sidste, når udskilningen laves på Kwaremont. På den anden side vil han være en af de store favoritter, hvis det hele ender i en spurt. Selvom han normalt ikke er blandt de allerhurtigste, viste han i Paris-Nice, at han kan vinde en spurt efter et hårdt løb, også mod de allerbedste.

Løbets mest spændende rytter er Fernando Gaviria. Kan colombianeren klare kulden? Og kan han sidde med, når der bliver angrebet på Kwaremont? I de to foregående år har han i sine få brostensløb sendt blandede signaler. Han var blandt de bedste på de første stigninger, men han døde mod slutningen, når det blev rigtigt hårdt. Hans form er lidt svær at vurdere efter styrtet i San Juan. På den ene side kørte han aggressivt og vandt tre etaper i Colombia Oro y Paz, hvor sprinterfeltet var meget svagt. På den anden side virkede han ikke imponerende på den hårde 2. etape i San Juan og ved de colombianske mesterskaber.

Gaviria har en reel chance for at sidde med i et hårdt løb, men der er ingen garanti. Lykkes det, vil han dog formentlig have et par holdkammerater ved sin side, og så vil han være favorit - i hvert fald, hvis ikke han ”dør” til sidst, som vi tidligere har set det. Ender det hele i en spurt, vil han også sammen med Demare og Groenewegen være manden, der skal slås, og her vil han formentlig have de bedste kort på hånden, hvis Maximilano Richeze har overlevet og kan give ham et lead-out. Derfor kan det meget vel ende med den første store brostenssejr til Gaviria.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Greg Van Avermaet har vundet de fleste brostensklassikere, men ikke denne. Det skyldes, at løbet er en anelse for let for den ellers stærke belgier. Efter hans opvisning i Oman, hvor han var stærkere end nogensinde, er der næppe tvivl om, at Van Avermaet aldrig har været bedre stillet forud for åbningsweekenden, og han gøre alt for at skabe et så hårdt løb som muligt. Det har han et fremragende hold til at gøre, og Van Avermaet vil formentlig være manden, der river feltet itu på Kwaremont. Derefter får han det imidlertid sværere i den flade finale. Han er nemlig ikke så hurtig som folk som Trentin, Colbrelli og Gaviria, der meget vel kan sidde med i afslutningen. På den anden side har Van Avermaet før vist, at han kan slå alle efter et hårdt løb, og hvis det bliver rigtigt hårdt, kan han måske endda komme af med de hurtigere folk.

Sidste år sad Arnaud Demare med i den lille gruppe til slut, men da den knækkede, faldt han fra. Det må have ærgret franskmanden, der ellers her har et af de løb, der passer ham allerbedst. Han er nemlig ganske god på brostensbelagte hellingen, selvom han mangler det sidste for at kunne sidde med i de hårde løb. Her har han en reel chance for at kunne køre med i en selektiv finale, og lykkes det, vil han være svær at slå i en spurt. I tilfælde af en massespurt vil han naturligvis ligeledes være en af de helt store favoritter, især hvis hans forrygende tog kan overleve stigningerne. Desværre er der lidt usikkerhed om hans form, da han i år satser på en lidt stille sæsonstart. Han viste fin form i Algarve, men synes ikke at have sidste års niveau.

Jasper Stuyven er blevet hhv. nr. 1 og 2 i de seneste to udgaver af dette løb, der passer ham ganske glimrende. Han plejer at være fremragende i åbningsweekenden, og meget tyder på, at det igen i år er tilfældet. Han så i hvert fald stærk ud på sidste etape i Algarve, og det dårlige vejr burde passe ham. Han er stærk nok til at sidde med i et hårdt løb, og i en mindre gruppe er han så hurtig, at han kan slå de fleste. På papiret er han i hvert fald hurtigere end Van Avermaet, Oliver Naesen og Sep Vanmarcke, og kan han derfor komme af med de mere udprægede sprintertyper, står han med gode kort på hånden.

Dylan Groenewegen har med tre sejre på 10 løbsdage fået en drømmestart på sæsonen og endegyldigt cementeret sin position som en af verdens allerbedste sprintere. Dette er utvivlsomt også et løb, han sagtens kan vinde, men spørgsmålet er, om betingelserne i år er de rette. Løbet synes som sagt at kunne blive en ganske selektiv affære, og Groenewegen klatrer ikke godt nok til at kunne køre med, hvis en mindre gruppe skal afgøre det. Han er dog god nok til at sidde med til en reduceret massespurt, og lykkes det, er det klart, at han vil være en af de helt store favoritter, ikke mindst fordi han i Timo Roosen og Amund Grøndahl har to holdbare lead-out men.

Danmark har en ganske stærk kandidat i Magnus Cort. Danskeren har vist storform i de arabiske løb og må være sprængfyldt med selvtillid. Hidtil har han imidlertid ikke haft den store succes i de flamske klassikere, og han mangler fortsat bevise, at han er stærk nok i det, der formentlig vil blive et ganske hårdt løb. Specielt er det et problem, at han ikke altid har imponeret i positionskampen, og det er en helt afgørende egenskab i dette løb. Cort er imidlertid så godt kørende, at han har en god chance for at sidde med, og i en spurt kan han slå de fleste, ikke mindst efter et hårdt løb. Det samme er tilfældet i en massespurt, hvor han også vil drage fordel af, at alle ryttere vil være trætte.

En ganske spændende kandidat er Jasper De Buyst, der sidste år fik sit gennembrud med fremragende kørsel i efterårets endagsløb, ikke mindst da han slog en meget formstærk Trentin i et knaldhårdt Binche-Chimay-Binche. En fremragende præstation på den første bjergetape i Algarve tyder på fabelagtig form, og dette terræn er ikke hårdere, end at han har en reel chance for at sidde med hjem i en lille gruppe til slut. Han har før vundet massespurter, og han vil derfor være hurtig nok til at gøre det færdigt.

Sep Vanmarcke har i Andalusien vist storform, og der er ikke tvivl om, at han vil være flyvende i åbningsweekenden. Sammen med Van Avermaet kan han meget vel vise sig at være den stærkeste på Kwaremont. Derefter skal han afslutte arbejdet på rundstrækningen, og her kan det blive svært. Selvom Vanmarcke er hurtig, er risikoen for, at han er oppe mod hurtigere folk overhængende. Han skal formentlig time et soloangreb eller håbe på et knaldhårdt løb, hvor kun de allerstærkeste er tilbage.

Meget af det samme kan siges om Oliver Naesen. Han viste sidste år i specielt Flandern Rundt, at han er en af verdens allerbedste på stigningerne, men har de samme problemer som Vanmarcke. Han er hurtig, men næppe hurtig nok til at slå de bedste i en spurt, selv hvis en mindre gruppe skal afgøre det. Også han skal håbe på et knaldhårdt løb, hvor kun de stærkeste er tilbage. Samtidig er hans form næppe helt i top, efter at han har brækket næsen og ikke mindst er blevet sat tilbage af sygdom.

Med en sejr i Valencia har Jurgen Roelandts fået en drømmestart på tiden hos BMC, og han har generelt genfundet fordums styrke i spurterne i de første løb. Han synes at være i god form, ikke mindst efter en lovende indsats på sidste etape i Algarve. Som udgangspunkt skal han køre for Van Avermaet, men Roelandts er selv stærk nok til at kunne sidde med i en mindre gruppe, der skal afgøre det. Her kunne det meget vel tænkes, at Van Avermaet vil køre for sin løjtnant og give ham en chance for at vinde en stor klassiker i en spurt i en lille gruppe.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Sacha Modolo fik sidste år sit gennembrud i de flamske klassikere og opnåede en nærmeste chokerende top 10-placering i Flandern Rundt. Det vidner om et meget stort potentiale, som han skal bygge videre på i år. Som udgangspunkt skal han køre for Vanmarcke, men i et løb som dette kan han få mere frie tøjler. Han har nemlig en reel chance for at sidde med i en mindre gruppe, og her vil han naturligt være en af de hurtigste, ikke mindst med Vanmarcke som lead-out man. Også i en massespurt har han en reel chance, selvom der er flere ryttere, der på papiret er en anelse skarpere. Formen virkede i hvert fald god i Andalusien.

Giacomo Nizzolo har fundet formen hurtigere end ventet og imponerede i både Dubai og Oman. Nu skal han give sig i kast med klassikerne, hvor han i teorien burde kunne sidde med også i ene mindre gruppe i et løb som dette. Desværre mangler han nok fortsat det sidste for at kunne tro på at være med i et selektivt løb, men han bør sidde der, hvis det skal afgøres i en reduceret massespurt. Her vil han have Stuyven og Fabio Felline til at køre lead-out, og der er ingen i dette felt, han ikke kan slå - ikke mindst efter de gode spurter han kørte i Oman.

På papiret er Sam Bennett måske sammen med Groenewegen og Gaviria den allerhurtigste, men vi er ikke sikre på, at han kan overleve i det hårde terræn. Egentlig er han brølstærk på små bakker, hvilket han blandt andet viste i sidste års Tour of Turkey eller med sin gennembrudssejr i Tour of Britain. Desværre har det altid knebet i klassikerne, og han er af en meget skrøbelig natur, som har givet ham utallige helbredsproblemer. Det vanskelige vejr taler næppe til hans fordel, men det ændrer ikke på, at han har evnerne til at sidde med, hvis det skal afgøres i en reduceret massespurt. I så fald er han en af de hurtigste - hvis han altså kan få overvundet sine positioneringsproblemer.

Endelig vil vi pege på Niki Terpstra og Daniel Oss. Begge har de vist forrygende form - Terpstra i Oman og Oss i Australien - og der er næppe mange, der er stærkere end dem. Problemet er, at den flade finale ikke passer dem ideelt, og specielt Terpstra er helt uden chance i en spurt. Det ændrer dog ikke på, at det i et hårdt løb altid er muligt at tage en solosejr, hvis man er stærk nok - bare se på Stuyvens sejr for to år siden. Hvis nogen kan gøre det, er formstærke Terpstra og Oss oplagte kandidater.

***** Matteo Trentin

**** Sonny Colbrelli, Fernando Gaviria

*** Greg Van Avermaet, Arnaud Demare, Jasper Stuyven, Dylan Groenewegen, Magnus Cort

** Jens Debusschere, Sep Vanmarcke, Oliver Naesen, Jurgen Roelandts, Sacha Modolo, Giacomo Nizzolo, Sam Bennett,  Niki Terpstra, Daniel Oss

* Tiesj Benoot, Alexey Lutsenko, Timothy Dupont, Edvald Boasson Hagen, Jasper De Buyst, Fabio Felline, Yves Lampaert, Dylan Van Baarle, Tom Devriendt, Jempy Drucker, Thomas Boudat, Oscar Gatto, Michael Valgren, Alexander Edmondson, Simone Consonni

Danskerne

Størst forhåbninger skal vi have til Magnus Cort, der må være kaptajn for Astana og både kan spille en rolle i en spurt og i et hårdere løb. I sidstnævnte tilfælde kan hans holdkammerat Michael Valgren også komme i spil. Chrisopher Juul er en vigtig hjælper for Matteo Trentin på Mitchelton-Scott, mens Mads Würtz formentlig skal køre spurt for Baptiste Planckaert, hvis det skal afgøres af en større gruppe. Matti Breschel skal støtte Sacha Modolo, hvis det bliver en spurt, og Sep Vanmarcke, hvis løbet bliver selektivt. Mads Pedersen skal hjælpe Jasper Stuyven og Giacomo Nizzolo. Endelig er Michael Carbel til start for Fortuneo, men selvom skulle sidde mide i finalen, vil han nok ende med at skulle køre spurten for den mere erfarne Maxime Daniel.

Seneste udgaver af løbet

Du kan gense Peter Sagans sejr fra 2017, Jasper Stuyvens sejr fra 2016, Mark Cavendishs sejre fra 2015 og 2012 samt Tom Boonens sejr fra 2014.