Optakt: Kuurne-Bruxelles-Kuurne

Løbets rolle og historie

Selvom de fleste professionelle cykelryttere allerede har mange løbskilometer i benene og har gjort god brug af de varme og solrige betingelser i egne som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur, har mange cykelfans stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang i Omloop Het Nieuwsblad. Selvom en sejr i disse tidlige løb altid er et velkomment boost til selvtillid, er det først lørdag, at de stærke drenge er under pres for for første gang at præstere i et stort løb, når Omloop indleder den belgiske klassikersæson, en helt unik del af den internationale kalender.

Situationen er lidt anderledes for sprinterne. For de hurtigere folk er kvantiteten af sejre ofte næsten lige så vigtig som kvaliteten, og derfor er mange af dem meget ivrige efter at tage de første sejre i løb, der for andre mere har karakter af forberedelse. Ikke desto mindre er det ofte den belgiske by Kuurne, der er rammen om det første store slag mellem de hurtigste mænd på to hjul - i hvert fald de mere hårdføre af slagsen

Den belgiske åbningsweekend er en alsidig affære, der har lidt for enhver smag, og kombinationen med Omloop er helt perfekt, da den på den ene side appellerer til de samme ryttere, men samtidig giver forskellige typer mulighed for at brillere. Selvom begge løb byder på brosten og hellingen, og mange ryttere har vundet begge, er lørdagens løb et for de sande brostensspecialister, mens søndagens slag i Kuurne i højere grad er et sprinterløb. Selvom en stor del af feltet går igen begge dage, er der derfor en vis forskel på de to felter. Mange hold henter hurtige afsluttere ind til søndagens løb, mens mange af klassikerspecialisterne først tager en beslutning lørdag aften, om de føler sig klar til også at køre søndag.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er ikke noget under, at mange hold gemmer deres sprintere til Kuurne-Bruxelles-Kuurne. Da løb som Omloop, E3 Harelbeke, Flandern Rundt og Paris-Roubaix ofte er for hårde for dem, har de ikke mange muligheder for at få en stor klassiker på cv’et. Milano-Sanremo, Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem giver muligheder senere på sæsonen, men de eneste rigtige sprinterklassikere er Scheldeprijs og søndagens løb i Kuurne.

Det gør Kuurne-Bruxelles-Kuurne til en meget prestigiøs sag, der traditionelt har været et mål for de fleste af de hurtige folk, som de simpelthen må have på deres sejrsliste. Det er derfor ikke mærkeligt, at mange holder sig væk fra lørdagens løb for at være 100% klar til søndagens opgør, og mange lead-out-ryttere gør det samme, hvilket giver anledning til en vis udskiftning på startlisten.

Der er imidlertid ingen garantier i Kuurne. Mens det er indlysende, at en ren sprinter aldrig vinder de hårdeste belgiske klassikere, og det næsten er sikkert, at Scheldeprijs skal afgøres i en massespurt, kan man aldrig vide, hvad der sker i Kuurne. Løbet er bestemt ikke fladt og inkluderer flere af de berømte hellingen - endda den berygtede Oude Kwaremont findes på ruten - og de giver klassikerrytterne en chance for at gøre en forskel. Den griber de ofte med begge hænder, men da løbet slutter med en lang, flad strækning, har sprinterholdene god tid til at forsøge at skabe samling. Hvis vejret er skidt, viser historien imidlertid, at de stærke folk har en chance for at vinde i Kuurne. Det var således tilfældet i 2019, 2017, 2016, 2014 og 2010, hvor Bobbie Traksel vandt en mindeværdig udgave i rædselsfuldt vejr med kun 25 fuldførende ryttere. I år har man endda gjort ruten endnu vanskeligere i et forsøg på at ændre løbets ry som et sprinterløb.

Meget af løbets prestige stammer fra dets lange historie. Det blev første gang afviklet i 1945 og er siden kun aflyst tre gange, hver gang på grund af dårligt februarvejr. Som det er tilfældet for mange af de historiske løb - med Milano-Sanremo som den markante undtagelse - er navnet en anelse misvisende, da rytterne ikke længere når Bruxelles, inden de vender rundt og vender tilbage til Kuurne. I stedet er vendepunktet nu i Zottegem, ca. 25 km vest for den belgiske hovedstad. Ikke overraskende er sejrlisten domineret af belgiere, og mange af de største klassikerstjerner fra værtslandet har vundet i Kuurne mindst én gang. Den første ikke-belgiske og ikke-hollandske rytter, der vandt løbet, var tyskeren Gregor Brain i 1982, men i de senere år er løbet blevet langt mere internationalt.

Modsat Omloop Het Nieuwsblad arrangeres det ikke af den magtfulde organisation Flanders Classics, og det kan derfor ikke lukrere på deres stærke indflydelse i UCI. Det rangerer derfor en anelse under de største af de flamske løb og har da heller aldrig været en del af WorldTouren, ProTouren eller World Cuppen. Som et løb i den nye ProSeries må det leve med visse begrænsninger i forhold til antallet af WorldTour-hold, men man har nu igen grund til at klage. Efter af Omloop er blevet en del af det fineste selskab, har det nemlig i år for anden gang deltagelse af alle WorldTour-hold. For dem giver det naturligvis god mening også at køre i Kuurne, og da kun Jumbo-Visma vælger at skippe løbet, vil 18 af de 19 bedste mandskaber være repræsenteret.

Sidste år blev en underholdende udgave, hvor den sædvanlige splittelse på Kwaremont førte til dannelsen af en gruppe, som sprinterholdene langsomt syntes at være ved at få bugt med. Det fik Bob Jungels til at indlede et vildt soloridt, og det lykkedes luxembourgeren at få en drømmestart på karrieren som brostensrytter ved at sejre alene, inden det med et sent angreb lykkedes for Owain Doull og Niki Terpstra at stjæle de resterende podiepladser for næsen af Dylan Groenewegen, der vandt feltets spurt. Jungels vender tilbage for at forsvare titlen, og han er oppe mod både Doull og Terpstra, men til gengæld er der ingen Groenewegen, da Jumbo-Visma har valgt helt at droppe løbet.

Ruten

Kuurne-Bruxelles-Kuurne er en ægte flamsk klassiker i den forstand, at det afvikles i det samme lille område i De Flamske Ardenner, hvor de fleste af de store belgiske endagsløb finder sted, men det har alligevel en helt anden natur end løb om Flandern Rundt, E3 Harelbeke, Dwars door Vlaanderen og Omloop Het Nieuwsblad. Disse løb har alle samme opbygning bestående af et indledende fladt stykke frem mod stigningerne, hvor man snor sig rundt i det kuperede område og benytter de samme veje og bakker igen og igen, inden man af flade veje bevæger tilbage til målbyen.

Som navnet afslører, har ruten til søndagens løb et langt mere uforandret format, hvor man fra starten i Kuurne bevæger sig mod øst, indtil man vender rundt og returnerer til startbyen. Ruten berører kortvarigt De Flamske Ardenner på vejen ud til vendepunktet og passerer så tværs gennem hjertet af klassikerterrænet på hjemturen, men der er mere tale om en direkte rejse mellem Kuurne og vendepunktet end den zigzaglignende tur, der kendes fra de andre klassikere. Ruten er ikke designet med det formål at gøre det så svært som muligt, og den mere direkte passage af området betyder, at der er langt færre stigninger på programmet. Hvis man dertil lægger, at de ekstra kilometer, der skal give en distance på mere end 200 km, traditionelt ikke er blevet fundet i den kuperede zone, men ved at køre to omgange på en flad 15,0 km lang rundstrækning i Kuurne, har man recepten til en løb, der er mere tilpasset sprinterne.

Arrangørerne varierer som regel ruten en anelse fra år til år, men de grundlæggende karakteristika er altid de samme. I år er man imidlertid fast besluttet på at komme af med rygtet som sprinterløb, og derfor har man fornyet ruten med det mål, at chancerne for en massespurt skal reduceres. Grundlæggende har man fastholdt formatet, men denne gang kører man en mere direkte vej fra løbets nøglestigning, Oude Kwaremont, tilbage til Kuurne, hvor man samtidig skipper en omgang på den afsluttende rundstrækning. Det betyder ganske vist, at man dropper de sidste stigninger, Tiegemberg, Holstraat og Nokereberg, efter den vanskelige Kwaremont-Kluisberg-duo, men det betyder, at Kwaremont nu passeres med 57,9 km igen mod tidligere 84,6 km fra mål, og det vil mindske chancen for at skabe samling. For at holde en nogenlunde fast distance på ca. 200 km forlænges stykket inden nøglestigningerne med et par nye hellingen, men det samlede antal bakker falder fra 13 til 11.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I alt skal der tilbagelægges 201,0 km, hvilket stort set er det samme som sidste år. Fra starten i Kuurne bevæger rytterne sig i en hovedsagelig østlig retning mod den belgiske hovedstad, Bruxelles. De passerer gennem klassiske cykelbyer som Harelbeke, Oudenaarde og Brakel, men i stedet for at passere tværs gennem De Flamske Ardenner, følger man en rute, der går nord om bakkerne, og derfor er Volkegemberg (1000 m, 5%, 12%) og Eikenmolen (350 m, 5,9%, max. 12,5%), der kommer efter 33,0 og 47,5 km de eneste stigninger i første del af løbet, idet man dog umiddelbart efter Volkegemberg også skal over pavéen Holleweg (700 m) Bortset fra disse udfordringer er første halvdel af løbet helt flad, og med mindre det blæser meget, tjener denne del kun som formål at skabe det tidlige udbrud og opbygge træthed forud for finalen.

Umiddelbart efter Eikenmolen drejer man mod nordvest for at køre frem til Zottegem, hvor man vender rundt for at sætte kursen tilbage mod Kuurne. Rytterne når således aldrig frem til Bruxelles, men vender rundt ca. 20 km før den belgiske hovedstad. Inden man sætter kursen mod vest, bevæger man sig imidlertid lidt sydpå, og det betyder, at hjemturen går tværs gennem De Flamske Ardenner.

Her ændrer man på ruten fra sidste år ved at slå en sløjfe først mod nord, hvor man skal over den nye Boossenaarstraat (1300 m, 5,6%, 9%, første 300 m på brosten) efter 79,2 km. Herefter slår man en sløjfe mod syd for at køre ned til den nye stigning Mont Saint Laurent (1300 m, 7,8%, max. 17%, 400 m med brosten), der passeres efter 96,4 km. Nu går det tilbage mod nord, hvor man rammer den gamle rute i forbindelse med passagen af La Houppe (1880 m, 4,8%, max. 10%) ved 111,1 km-mærket, og i løbet af de næste knap 40 km følger i alt 7 af de 11 hellingen. Det er således her, udskilningen skal etableres.

Efter La Houppe følger den stejlere Kanarieberg (1000 m, 7,7%, max. 14%), der kommer efter 116,3 km, og 10,3 km senere gælder det Kruisberg (1800 m, 4,8%, max. 9%, 900 m med brosten). Bare 1,8 km skal derefter køres, inden man rammer Hotondberg (2,7 km, 3,1%, max. 7,5%), der er en relativt ny tilføjelse og passeres efter 125,4 km. Cote de Trieu (1260 m, 7%, max. 13%) er næste udfordring bare 7,9 km længere nede ad vejen. På dette tidspunkt kommer stigningerne hurtigt efter hinanden, og derfor er det typisk, nervøs belgisk kørsel, hvor positionering er nøglen til succes, hvor alle vil være fremme, og hvor man snor sig rundt for at ramme så mange stigninger som muligt. Det giver som regel automatisk forøget fart, og det er ikke usædvanligt, at de første angreb kommer i denne fase.

Det er imidlertid på den berømte Oude Kwaremont (2200 m, 4%, max. 11,6%, 1600 m med brosten), at den afgørende forskel skal gøres. Det er en lang, hård stigning, der er kendt som en af de allersværeste i området. Den kommer efter 143,1 km, hvor der fortsat resterer 57,9 km, og det er typisk her, klassikerrytterne tester benene. På toppen er der som regel etableret en lille gruppe af de stærkeste, og det er nu tid for dem at finde ind i et samarbejde.

Det er imidlertid ofte svært for dem at holde feltet bag sig, da mange hold har samlet deciderede sprinterhold, og mens enkelte måske har sendt ryttere i angreb, er det sandsynligt, at der er mange til at organisere jagten. Siden 2016 har man gjort det sværere for sprinterne ved at inkludere Kluisberg (1100 m, 6%, max. 11%) bare 6,8 km efter Kwaremont, og den er igen med på programmet, hvormed der er mindre tid til at komme sig.

Som noget nyt er Kluisberg den sidste stigning i løbet, og det giver sprinterne 51,1 km til at få jagten organiseret. Nu kører man nemlig en langt mere direkte vej væk fra De Flamske Ardenner med retning mod Kuurne. Først går det mod vest og siden nordvest forbi det lille brostensstykke Beerbosstraat (500 m), der kommer med 35,0 km igen, inden man når frem til Kortrijk, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning. Her kører man ca. en halv omgang, inden man efter 186,3 km krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes i år kun med én og ikke to omgange på en helt flad 15,0 km lang rundstrækning, som fører feltet fra Kuurne til Kortrijk og tilbage til Kuurne. Bortset fra et par sving i de to byer, er den uden tekniske udfordringer, og således er det det perfekte sted at organisere en jagt i feltet. Derfor udvikler denne sidste fase af løbet sig typisk som en traditionel sprinteretape i en grand tour, hvor feltet jagter et tidligt eller et sent udbrud i et forsøg på at sikre sig en massespurt.

De sidste 4 km er ganske nemme, idet rytterne passerer lige gennem en rundkørsel og dernæst drejer til venstre, inden de når 3 km-mærket. Herfra er det en lige vej frem til det sidste skarpe venstresving med 600 m til mål, hvorefter man er på opløbsstrækningen, der har været rammen om nogle dramatiske spurtopgør.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Hvad der kan ændre løbets manuskript er vejret, idet blæsende og kolde betingelser gør løbet langt hårdere og mere selektivt. Hvis forholdene er rigtige, kan det blive et sand udskilningsløb i de kuperede og blæsende dele, men hvis ikke sker det sjældent, at sprinterne misser chancen for at dyste om sejren i Kuurne. Spørgsmålet er, om det også vil gælde med kortere afstand mellem Kwaremont og målstregen.

Løbet byder i alt på 1707 højdemeter, hvilket er knap 400 færre end sidste år.

Vejret

Der findes ikke mange løb, der er så følsomme over for vejret som Kuurne-Bruxelles-Kuurne. På en flot dag er det næsten altid ender i en massespurt, mens dårligt vejr kan gøre løbet yderst selektivt og dramatisk, som det eksempelvis skete i 2009, hvor kun 25 mand gennemførte. Derfor har alle sportsdirektører blikket stift rettet mod vejrudsigten.

Her vil sprinterne få sig en skuffelse. Lørdagens dårlige vejr fortsætter nemlig med uformindsket styrke på en søndag, der byder på let regn gennem hele eftermiddagen og en temperatur på 9 grader. Den kraftige vind fortsætter også med en styrke på knap 30 km/t fra en sydlig retning. Det giver hovedsageligt sidevind, men også mange retningsskift på den kringlede rute. Til slut vil der være modvind på de sidste to bakker, hvorefter man får side- og siden sidemedvind frem til rundstrækningen. Her vil der være modvind på første halvdel og sidemedvind på anden halvdel, indtil man drejer ind i modvind på de sidste 600 m.

Favoritterne

Kuurne-Bruxelles-Kuurne har ry som et sprinterløb, men i de senere år er det blevet sjældnere og sjældnere, at det er blevet samlet til en massespurt. Således er det kun to af de sidste seks udgaver, der er blevet afgjort af de hurtige folk, og det viser, at det bestemt er muligt at ændre på det ventede udkomme. Det kræver imidlertid som regel, at vejrforholdene er dårlige.

Som sagt bliver det i år endnu vanskeligere for sprinterne. Næsten hvert år er scenariet det samme, nemlig at Deceuninck splitter feltet på Kwaremont, hvorefter en lille gruppe etableres. Herefter går det vilde jagt mellem en gruppe af klassikerspecialister og et felt, der forsøger at organisere sig omkring deres sprintere, og her bliver man ofte overraskede over, hvor kvæstede sprinterholdene er. Det så man eksempelvis sidste år, hvor adskillige hold forsøgte at køre Bob Jungels ind igen, men helt uden held.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Det interessante i år er naturligvis den nye rute. Arrangørerne har lanceret ændringen med det ønske, at sprinterne skal få det sværere, og sådan må det også blive. Hvert år sker splittelsen på Kwaremont, og derfor gør det en stor forskel, at nøglestigningen nu kommer med knap 60 km til mål mod tidligere knap 90 km. Det giver sprinterholdene knap en tre kvarters tid mindre til at skabe samling. Man må formode, at ændringen ikke ændrer på løbets manuskript, men chancen for, at feltets jagt lykkes, reduceres.

Desværre for sprinterne får de ingen hjælp af vejret. Klimaet er meget ofte nøgleudfordringen i løbet, og desværre for den, der vil have det let, fortsætter lørdagens elendige vejr. Regn og kraftig vind gør det hele meget mere kompliceret, og for at bidrage til dramaet vil der endda være sidevind på hovedparten af den kringlede, der dog byder på et hav af retningsændringer. Som ekstra flødeskum kan de hårdføre klassikerspecialister se frem til sidevind umiddelbart efter bakkerne, hvor alle er på grænsen, og derefter en solid sidemedvind, der vil blæse dem hjem mod Kuurne, alt sammen til ugunst for feltet. Vindretningen på rundstrækning er ikke gunstig til drama, men grundlæggende kunne de folk, der vil undgå en spurt, ikke ønske sig det meget bedre.

Derfor er det også vanskeligt at se, at det skulle ende i en massespurt. I forvejen taler nyere historik imod det, og lægger man dertil en hårdere rute og rædselsfuldt vejr, står det endnu mere klart. Samtidig er der ikke mange hold, der faktisk satser på en spurt. Ganske vist har Deceuninck hentet Fabio Jakobsen ind, men historien viser, at de altid kører dette løb offensivt, også når de har en sprinter. Lotto vil måske gerne spurte med John Degenkolb og Bahrain med Sonny Colbrelli, men Lotto er svage, og Degenkolb og Colbrelli kan også selv gribe løbet offensivt an. FDJ vil gerne spurte med Marc Sarreau, men også de er svage, og hos Bahrain, og selvom NTT og Sunweb begge har en stærk sprinter, har også de alternative muligheder i et hårdt løb. UAE er formentlig det hold, der mest af alt ønsker sig en spurt, men heller ikke de har en skræmmende trup. Endelig kan Alpecin, Circus og B&B blive allierede, når en spurt skal jagtes, men heller ikke de er skræmmende stærke.

På den baggrund tror jeg, at det bliver endnu et år for de stærke drenge. Allerede tidligere end vanligt kan vi se splittelse i sidevinden, men ellers vil vi helt sikkert se det vanlige slag på Kwaremont. Måske betyder Jakobsen, at Deceuninck ikke selv vil tage initiativ, men det vil CCC, Trek, Ineos og EF alle med sikkerhed forsøge - særligt Trek, der bobler af selvtillid efter sejre i tre af de seneste seks WorldTour-løb i tillæg til et VM-guld. Det vil som altid skabe stor udskilning, og hvis feltet denne gang ikke kan køre dem ind, bliver det formentlig en lille gruppe af hårdføre klassikertyper, der skal afgøre løbet.

Hvis ikke det bliver en spurt, skal man altså være stærk nok til at klare bakker og sidevind for at have en chance. Herefter bliver det imidlertid meget mere kompliceret end i Omloop. I lørdagens løb er ruten hård nok til, at stærkeste mand kan stå alene tilbage, men i Kuurne er det anderledes. Her skal gruppen trods alt køre næsten 60 flade kilometer til sidst, hvor de først skal samarbejde og siden begynde at angribe hinanden.

Det er klart, at en god spurt kan være en stor fordel i en sådan afslutning, for chancen for, at mere end én mand når stregen, er ganske stor. Det er dog meget usandsynligt, at en lille frontgruppe bare ruller til Kuurne og spurter om det. Inde på rundstrækningen kan det blive et uhyre taktisk lotteriløb, hvor der vil blive angrebet på skift, og hvor det kan være en enorm fordel at være i overtal. Ser man på de seneste år, hvor det ikke er endt i en massespurt fik vi således solosejre i 2016 og 2019, mens det blev en spurt i en lille gruppe i 2014, hvor Quick-Step med massivt overtal kørte for en spurt med Boonen, og i 2017, hvor Peter Sagan var hurtigst i en lille gruppe. Med andre ord er sandsynligheden for, at løbets vindes af en spurtstærk klassikertype størst, hvis vi ikke får en massespurt, men en stærk fyr kan gøre det færdigt alene, specielt hvis han er på et hold, der kan angribe på skift.

Med udsigten til, at vi næppe får en massespurt, vil jeg pege på Matteo Trentin som min favorit. Ganske vist var det i dag åbenlyst, at viceverdensmesteren ikke helt kunne matche de bedste på Muren, men en 4. plads i Omloop vidner om en eller anden slags form. I disse brutale betingelser tvivler jeg på, at de rigtige sprintere kommer med over, og det kan derfor godt blive en finale, der skal afgøres af hurtige klassikerspecialister.

Blandt dem er hierarkiet meget åbent, men Trentin har den fordel, at Greg van Avermaet med sikkerhed vil sidde med over Kwaremont, præcis som Trentin selv vil det. Det gør dem til en livsfarlig duo, der kan lade Van Avermaet køre offensivt og dække angreb på rundstrækningen og herefter lade Trentin spare sig til en spurt. Med Van Avermaet til at sætte sig op vil Trentin stå stærkt i en spurtafgørelse, og selvom han som bekendt ikke blev verdensmester sidste år, er han hurtig efter et hårdt løb, som han har vist med to sejre i reducerede massespurter i hhv. Touren og Tour de Suisse, sine mange etapesejre i Vueltaen og sin podieplads i E3. Sprinterhierarkiet blandt klassikerspecialisterne er så åbent, at der ingen garanti er, men på papiret ligner Trentin den formentlig bedste afslutter med den bedste lead-out man, og med Van Avermaet ved sin side laver han forhåbentlig ikke et hovedløst Trentin-angreb som i dette løb for nogle år siden eller i Sanremo sidste år. Derfor tror jeg, at italieneren sørger for, at CCC som det sidste WorldTour-hold får deres første sejr.

Efter i dag er det umuligt ikke at tro meget på Jasper Stuyven, der som bekendt én gang tidligere har vundet dette løb. Belgieren er i hvert fald ikke forslået efter styrtet i Algarve, og selvom det er svært at sammenligne hans styrke med de favoritter, der blev fanget i feltet, var han i hvert fald stærkeste mand i det udbrud, der afgjorde løbet i dag. Vi så til gengæld også sidste år i Tyskland, at han ikke spurtede helt så godt som tidligere, og modsat Trentin kan han risikere, at han sidder alene til sidst. Nok har Mads Pedersen og Edward Theuns en god mulighed for at sidde med, men der er ingen garantier, og sidder han første alene, er det ikke nogen fordel at være manden, der vandt lørdag. Det vil komplicere situationen betydeligt, men det ændrer ikke på, at Stuyven stadig i en flad spurt er en af de hurtigste klasssikerspecialister. Særligt hvis han får Pedersen med sig, vil han have en god ganske chance for at lave en historisk double.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Jeg vil også pege på Oliver Naesen. Ganske vist var han ikke med i front i dag, men som den toneangivende på Muren viste han i hvert fald, at benene slet ikke så ringe. Han bør derfor klare Kwaremont - i hvert fald hvis han undgår sine mange uheld - og så skal man slet ikke afskrive Van Avermaets gode ven. Naesen er nemlig blevet lidt af en superafslutter, som han viste med 2. pladsen i Sanremo, 3. pladsen i Gent-Wevelgem og dagens fine spurtsejr i favoritgruppen. Samtidig burde han have gode chance for at få formstærke Silvan Dillier med sig hjem, og det giver nogle muligheder, hvis Ag2r kan sidde med mindst to mand. Faktisk vil jeg heller ikke udelukke, at den ekstremt formstærke Clement Venturini, der så storartet ud i Ruta del Sol og var meget synlig i dag, også kan komme med over Kwaremont, og sker det, vil holdet formentlig køre spurten for ham. Nok er han bedst i stigende spurter, men i en gruppe af klassikerspecialister kan han blive kedelig at skulle spurte med.

Deceuninck blev for en gangs skyld slået i en belgisk klassiker i dag, men de viste deres kollektive styrke ved som eneste hold at have to mand i front og derudover med deres overtal effektivt at lukke ned for Wout van Aert, da han var på vej op. I morgen har de som sagt Jakobsen, men da en massespurt virker usandsynlig, er det nok Yves Lampaert, der er bedste bud. Belgieren bekræftede i dag den forrygende form fra Algarve, og blandt de fire klassikerstjerner på det belgiske storhold er han formentlig den hurtigste. I hvert fald spurtede han ganske fremragende i Tyskland sidste år, hvor han blandt andet virkede mere overbevisende end Stuyven. Med støtte fra et stærkt hold i overtal har han en reel chance for at vinde en spurt efter en hård dag.

Det er dog tvivlsomt, om Deceuninck vil satse på en spurt. Tværtimod vil de formentlig angribe på skift, og det giver flere kandidater. Det gælder særligt Kasper Asgreen¸ der i dag kørte et fornemt løb, selvom han måtte bruge et hav af kræfter på at komme tilbage efter en defekt, inden feltet knækkede i sidevinden. Som han særligt viste i Californien og Schweiz sidste år, er også han hurtig, og selvom de i Tyskland kørte spurterne for Lampaert i stedet for ham, kan det sagtens være omvendt i morgen. Han var meget tæt på at få ram på Trentin i Schweiz sidste år, og det viser, at han kan afslutte. Ligesom Lampaert er hans bedste chance dog at bruge sine tempoevner til at angribe på skift sammen med holdkammeraterne. Netop den taktik bringer også Zdenek Stybar og den forsvarende vinder Bob Jungels i spil. Selvom Stybar kan afslutte, er det svært at se ham at vinde en spurt i en lille favoritgruppe, men sammen med Jungels kan han blive svær at styre, hvis også de angriber på skift.

CCCs andet kort er naturligvis Greg van Avermaet. Belgieren virkede i dag slet ikke så overbevisende som ventet, slet ikke da han ikke kunne følge Vanmarcke og Van Aert på Molenberg, men naturligvis klarer Mr Consistency uden problemer Kwaremont med de bedste. Det er klart, at dette løb ligger bedre til Trentin, der altid vil være holdets afslutter, men Van Avermaet har så til gengæld muligheden for at angribe. Og skulle han få en mand eller to med sig, er der ikke mange, der synes at more sig, når de spurter mod Van Avermaet efter et hårdt løb.

En af dagens tabere var Sep Vanmarcke. Belgieren viste fin form, da han kørte med Van Aert på Molenberg, men desværre for ham sov han i timen og blev svigtet af et svagt hold. Netop holdet er også et problem for ham søndag, men i en lille gruppe, hvor der skal spilles taktisk, er han en af dem, man ikke må give mange meter. Samtidig er det værd at huske, at Vanmarcke slet ikke er langsom og sidste år spurtede sig til sejr i en ganske stor gruppe i Haut-Var. Efter et hårdt løb er han ikke uden chance. Det er heller ikke Jens Keukeleire, der ikke så ringe ud i dag, og som også var flyvende i Australien. Han er ikke så hurtig som tidligere, men kommer også han med over, kan de to belgiere i hvert fald angribe på skift.

I dag kom Søren Kragh fremragende fra start og bekræftede, at han er en mester i at træne sig i form. Dermed kan vi forvente at se ham overleve Kwaremont, og herefter har han to muligheder for at gøre det færdigt. I en spurt er han ikke helt uden chance - han er trods alt blevet nr. 3 i en Vuelta-massespurt i Madrid - og dertil kommer, at han er en giftig herre at lade slippe væk til sidst. Det er sværere i dette løb, men det er en klassiker, han kan vinde. Sunweb har også hentet Cees Bol ind, og han er efter den flotte sejr i Algarve en af de store favoritter i en massespurt, hvis han kan få styr på den positionering, der altid har været hans problem.

En spændende outsider er Jempy Drucker. Sidste års skadespause har sendt ham lidt ud af radaren, men i dag var han meget overbevisende. Først kom han tilbage efter en defekt, inden han kørte med favoritterne på Muren. Med den form burde han have en reel chance for at klare Kwaremont, og herefter vil han formentlig være en af de hurtigste. Heller ikke i en massespurt er han uden chance. Hans holdkammerat Lukas Pöstlberger var i dag velkørende, men han skal alene hjem for at vinde.

Løbets mest åbne spørgsmål er vel John Degenkolb. Tyskeren plejer altid at skippe åbningsweekenden, men i år giver han Kuurne et skud. Modsat de andre favoritter er han frisk, men til gengæld måtte han droppe Algarve grundet sygdom. Hvor han står er derfor uklart, og usikkerheden bliver ikke mindre af, at han stadig er en skygge af den rytter, han var inden det grimme træningsstyrt. I forvejen har han aldrig været blandt de bedste i de flamske klassikere, men med over Kwaremont kan han komme, hvis han mestrer den positionskamp, han sjældent magter. Lykkes det, vil han formentlig være gruppens hurtigste efter en lovende 3. plads i en massespurt i Valencia, men til gengæld kan han også være temmelig sikker på at være alene. Det kan gøre det svært mod så mange stærkere mandskaber. Til gengæld vil han også være en af favoritterne, hvis det alligevel skulle blive til en reduceret massespurt, for her er Degenkolb en af de hurtigste efter en hård dag.

Bahrain-Merida fik sig en lille lussing i dag, men de har heldigvis bedre chancer denne gang. Det er i skrivende stund uklart, hvorfor Sonny Colbrelli underpræsterede så markant, men hans form var nu ikke helt ringe, da han kørte sit livs enkeltstart i Andalusien. Han burde i hvert fald have en fornuftig chance for at klare dette lettere løb, og sidder han først med efter Kwaremont, kan han meget vel være den hurtigste. Især hvis han får hjælp af formstærke Heinrich Haussler , vil han slet ikke stå ringe. Haussler selv er også en kandidat, da australieren i dag bekræftede det fine indtryk fra Saudi-Arabien, og selvom han ikke har fordums hurtighed, kan han afslutte i en gruppe af klassikerspecialister. Til en massespurt vil Colbrelli også være en af favoritterne efter et hårdt løb, men efter det, han viste i Saudi-Arabien, kan man ikke helt afskrive Phil Bauhaus , der har noget et nyt niveau på fart og holdbarhed. Logikken siger, at han falder fra, men klarer han den, vil han være en af de tunge favoritter.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

En spændende outsider kunne være Ben Swift. Briten er uprøvet på brosten, men han gjorde det ganske pænt i dag. Storformen har han stillet til skue i Valencia og Algarve, og selvom Ineos fik sig en lussing i dag, havde de stadig relativt mange med langt fremme. I dette lettere løb kunne han måske få i hvert fald Luke Rowe og måske Ian Stannard med sig over Kwaremont. Klarer han bakken med de bedste, er han i hvert fald en af dem, der kan satse på sin spurt, selvom hurtigheden ikke længere er skræmmende.

Man må også fremhæve Stefan Küng. Schweizeren er ikke verdens mest eksplosive på bakkerne, men han er en sand maskine. Kommer han først over Kwaremont, vil han være en rytter, man nødig vil give et par meter, ikke mindst med den helt fabelagtige form, han viste i Algarve. Som spurtsvag rytter står han ikke alt for stærkt, men som Jungels viste sidste år kan en tempostærk rytter godt køre alene hjem, især i disse vejrbetingelser.

Naturligvis skal Mads Pedersen også nævnes. Den danske verdensmester vist igen i dag, at han skal bruge nogen tid på at finde formen, men han var stadig meget synlig, da feltet to gange splittedes i sidevinden. Hans motor har næppe dårligt af, at det nu er andendagsgildet, og i dette vejr og et lidt lettere løb vil han have en chance for at klare Kwaremont. Efter i dag vil holdet nok tro mest på Stuyven i en spurt, men til gengæld kan Pedersen så angribe. Holdet har også Edward Theuns, men jeg tror ikke, at han klarer Kwaremont til de bedste. Til gengæld vil han have en ganske god chance i en massespurt, hvor han formentlig vil blive sat op af Pedersen og Stuyven.

UAE er et af de hold, der satser målrettet på en massespurt, da Alexander Kristoff ikke kan køre med de bedste på Kwaremont, der plejer at blive kørt meget eksplosivt. Holdet har meldt ud, at det er Jasper Philipsen, der er kaptajn, men selvom det ikke helt kan udelukkes, får også han nok svært ved at klare Kwaremont. Til gengæld vil han være min favorit til en massespurt, for ikke blot er han lynhurtig, som han senest viste i Australien, han har også i Kristoff en mande, der i Emiraterne sidste år viste sig som en gudbenådet lead-out man. Og falder belgieren fra, vil Kristoff bare overtage favoritrollen, hvis man ser på, hvor fabelagtigt han har spurtet i år, og hvor god han er efter 201 km i sidevind og regnvejr.

Og netop en massespurt er jeg nødt til at forholde mig til, selvom jeg i disse vejrbetingelser ikke tror meget på den. Jeg har allerede fremhævet Philipsen som min favorit med Kristoff, Degenkolb, Trentin, Theuns, Venturini, Drucker, Bauhaus, Colbrelli og Bol som andre sandsynlige kandidater. På papiret er det dog Fabio Jakobsen, der er hurtigst, men jeg vil tro, at han får det for svært i disse betingelser. Kommer han med hjem - og det har han i Bretagne vist som en reel mulighed - er han dog manden, der skal slås. Derudover vil jeg fremhæve Giacomo Nizzolo, der er ganske velegnet til dette hårde løb, og som efterhånden er kommet lidt tættere på sin gamle hurtighed med nogle gode spurter i Australien, og NTT har den langsommere Edvald Boasson Hagen som alternativ. Marc Sarreau må med sin nye holdbarhed også tages meget seriøst, selvom han spurtede skuffende i Australien. Hvis han ikke har en af sine alt for mange offdays, har Danny van Poppel også farten til at blande sig, og Circus har også en reel chance for at få Timothy Dupont med hjem. Den belgiske mester Tim Merlier er en af de allerhurtigste, men om formen rækker så tæt på crosssæsonen, er tvivlsomt. Som alternativ har Circus en formstærk Roy Jans samt Kristian Sbaragli, der dog er for langsom. Bryan Coqaurd manglede for meget i Ruta del Sol efter sin skade og har haft det svært på brostenene i de senere år, og hans holdkammerat Jens Debusschere er ikke længere hurtige nok. Niccolo Bonifazio er heller ikke nogen ørn på brostens hos Direct Energie. Amaury Capiot, Daniel Hoelgaafrd, Jurgen Roelandts, Alex Edmondson, Hugo Hofstetter, Tom van Asbroeck, Moreno Hofland, Damien Touze, Piet Allegaert og Fabio Felline kan alle tænkes at sidde med hjem til en spurt, men de får svært ved at vinde.

Endelig er der en stribe folk, der har chance for at klare Kwaremont, men skal udnytte et taktisk spil til at snige sig væk for faktisk at vinde, da de ikke vinder en spurt. Udover de allerede nævnte er Michael Valgren det mest oplagte eksempel, for han er en mester i netop det - også selvom topformen stadig mangler. Et andet bud kunne være Luke Durbridge¸ hvis han rejser sig efter dagens skuffelse, samt Niki Terpstra og Dries van Gestel . Nils Politt er hurtig, men kan næppe heller vinde en spurt. Desværre for ham har han også en stor skuffelse af revanchere.

BEMÆRK: Startlisten til Kuurne-Bruxelles-Kuurne kommer altid først sent. Der plejer også at komme en del ændringer. Når den endelige liste er klar, vil optakten blive opdateret, og en startliste vil blive føjet til, så man kan stemme på sin favorit.

OPDATERING: Den endelige startliste ligger klar, og der har som ventet været flere ændringer. Vigtigst er det, at Sunweb stiller med Tiesj Benoot, der sammen med Kragh burde overleve Kwaremont, men i denne finale vil han ikke slå specielt mange i en spurt, hvorfor det bliver svært at vinde. Ineos har udtaget Gianni Moscon, der ikke havde en stor dag i dag, men som med sin spurt vil kunne gøre det udmærket i en gruppe, der overlever Kwaremont. EF har hentet Kristoffer Halvorsen ind til en spurt om erstatning for Hofland, men selvom han klatrede godt i Australien, kan han i dette vejr få det svært. Circus har tilsvarende hentet Andrea Pasqualon ind som en holdbar sprinter som supplement til de hurtigere, men mere svingende Van Poppel og Pasqualon, samt den halvhurtige Tom Devriendt. Endelig har Direct Energie skiftet sprinter og hentet Lorrenzo Manzin ind i stedet for Bonifazio, men han er så formsvag, at han er uden chance.

***** Matteo Trentin

**** Jasper Stuyven, Oliver Naesen

*** Yves Lampaert, Kasper Asgreen, Greg van Avermaet, Sep Vanmarcke, Søren Kragh

** Zdenek Stybar, John Degenkolb, Jempy Drucker, Jasper Philipsen, Fabio Jakobsen, Giacomo Nizzolo, Cees Bol, Bob Jungels, Sonny Colbrelli, Alexander Kristoff, Clement Venturini, Ben Swift, Heinrich Haussler, Tiesj Benoot, Stefan Küng, Gianni Moscon, Edward Theuns, Marc Sarreau

* Tim Merlier, Danny van Poppel, Phil Bauhaus, Kristoffer Halvorsen, Tom van Asbroeck, Jens Keukeleire, Mads Pedersen, Andrea Pasqualon, Hugo Hofstetter, Bryan Coquard, Timothy Dupont, Amaury Capiot, Roy Jans, Nils Politt, Michael Valgren, Lukas Pöstlberger, Silvan Dillier, Luke Durbridge, Niki Terpstra, Anthony Turgis, Alex Edmondson, Jurgen Roelandts, Edvald Boasson Hagen

Danskerne

Kasper Asgreen, Michael Valgren, Søren Kragh og Mads Pedersen har alle beskyttede roller på deres hold og er omtalt ovenfor. Casper Pedersen skal hjælpe Kragh og Cees Bol på Sunweb, mens Andreas Stokbro skal støtte Giacomo Nizzolo, Edvald Boasson Hagen og Valgren på NTT. Endelig skal Rasmus Byriel Iversen hjælpe John Degenkolb på Lotto, og Mikkel Bjerg skal støtte Alexander Kristoff og Jasper Philipsen på UAE.

Seneste udgaver af løbet

Du kan gense Bob Jungels’ sejr fra 2019, Dylan Groenewegens sejr fra 2018, Peter Sagans sejr fra 2017, Jasper Stuyvens sejr fra 2016, Mark Cavendishs sejre fra 2015 og 2012 samt Tom Boonens sejr fra 2014.