Optakt: La Roue Tourangelle

Løbets rolle og historie

På denne tid af året handler det næsten udelukkende om brosten og belgiske hellingen, men mens de belgiske ryttere og verdensstjernerne har fokus på Flandern Rundt, er disse uger lige så vigtige for mange af de franske ryttere af helt andre årsager. Løbsserien Coupe de France får måske ikke så meget opmærksomhed uden for hjemlandet, men for de lokale ryttere er det et stor mål at gøre det godt i de løb, der er en del af den prestigiøse kalender.

Efter den tidlige start i januar ved GP Marseillaise og senere GP de Denain og Classic Loire Atlantique i de seneste weekender fortsætter serien med et travlt program, der byder på to løb på bare tre dage. Fredag gjaldt det Route Adelié Vitré, inden rytterne allerede søndag er i sadlen igen i La Roue Tourangelle.

La Roue Tourangelle blev første gang afviklet i 2002 som et amatørløb og blev først en del af UCI-kalenderen i 2004. Fra 2005 var det et 1.2-løb, men i de senere år har det haft en bemærkelsesværdig vækst. I 2013 blev det rykket op i 1.1-kategorien, og i 2015 blev det en del af Coupe de France-kalenderen, hvor det længe har været det sidste løb i den meget travle april måned. I 2017 blev løbet imidlertid fremrykket og afvikles derfor for anden som fjerde løb i den fine serie.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Det er ingen hemmelighed, at sprinterne ofte har haft meget gode chancer i Coupe de France, og tilføjelsen af La Roue Tourangelle til kalenderen har bestemt ikke skadet dem. Der er ganske vist et par stigninger på programmet, men da løbet finder sted i en relativt flad del af Frankrig, er det som skabt til de hurtige afsluttere. Faktisk slutter det i storbyen Tours og kan på mange måder betragtes som en mindre udgave af klassikeren Paris-Tours.

Siden løbet blev opgraderet til dets nuværende 1.1-status, er to ud af fem udgaver blevet afgjort i massespurter med Mickael Delage (2013) og Lorrenzo Manzin (2015) som vindere. Sprinterne kan imidlertid snydes, som det blev tydeligt i 2014, hvor Angelo Tulik tog en solosejr på en dag, hvor dårligt vejr betød at bare 55 ryttere nåede mål, mens tre ryttere i 2016 akkurat hold feltet bag sig. Samuel Dumoulin vandt spurten foran Olivier Pardini og Julien Duval, mens Delage som hurtigste mand fra feltet nåede mål i samme tid. Scenariet gentog sig i 2017, hvor tre mand holdt hjem med Flavien Dassonville som vinder, inden en frustreret Nacer Bouhanni spurtede sig til en 4. plads.

Sidste år leverede Ag2r et mesterstykke, da de på de sidste stigninger rev en 11-mandsgruppe fri, hvor de sad med hele 5 mand. Desværre for dem var også Marc Sarreau med, og FDJ-sprinteren havde ingen problemer med at sejre foran Samuel Dumoulin og Hugo Hofstetter. Efter sejren i Cholet i sidste weekend vender formstærke Sarreau tilbage for at forsvare titlen, og også Dumoulin er med igen. Det er Hofstetter til gengæld ikke i et løb, hvor Cofidis i stedet satser på Bouhanni.

Ruten

Modsat mange andre Coupe de France-løb, der anvender den samme rute år efter år, er der altid tale om betydelige ændringer i La Roue Tourangelle, hvor det eneste faste holdepunkt er, at løbet slutter i Tours. Også denne gang er ruten helt nydesignet, idet starten er flyttet fra Chateau-Renault nord for målbyen til Chinon, der ligger sydvest for Tours, og det betyder at der ikke er meget genbrug af den rute, vi så i 2018.

Årets rute er 186 km lang og fører altså feltet fra Chinon til Tours. I den indledende fase kører man en omgang på en rundstrækning i området syd for startbyen. Her snor man sig rundt i det hovedsagelig flade terræn, men skal undervejs over nogle mindre stigninger i form af Cote de Parilly (1 km, 6,5%) efter 37 km, Mur du Pas St. Jean (500 m, 10,2%) efter 68 km og Cote de la Roche-Faucon (700 m, 8,1%) efter 96 km.

Den sidste af disse stigninger kommer kort efter en sidste passage igennem Chinon og er indledningen på rejsen mod nordøst op mod Tours. I første omgang er terrænet ikke vanskeligt, mens man snor sig rundt i terrænet, men efter 125 km melder den første af finalestigningerne sig. Her skal man over Montee Vieux Chateau (800 m, 6,0%), der 7 km senere efterfølges af Cote Chateau la Cour (600 m, 6,3%). Efter yderligere 10 km gælder det Cote Chatonniere (1 km, 4,1%) og efter 149 km Cote Vallères (500 m, 5,6%). Næste udfordring er en lille pavé efter 155,5 km, inden det 3 km senere gælder Cote Chateau Jardins (900 m, 4,9%).

Herefter følger et lidt fladere stykke, inden de sidste stigninger melder sig på den sidste del af turen mod nordøst. Først er det efter 166,5 km Cote Bois Renault (700 m, 5,1%), dernæst Cote des Carnaux (600 m, 5,8%) efter 172 km og til sidst Cote de l’Epan (300 m, 7,3%), der er kendt fra finalen af Paris-Tours, og som kommer bare 10 km fra stregen. Herefter går det igennem fladt terræn ind til Tours, hvor man slutter løbet med at tilbagelægge en omgang på en flad 4 km lang rundstrækning. Den indeholder ganske mange sving, herunder to på den sidste kilometer, og er yderst teknisk. Det sidste kommer bare 600 m fra stregen.

Ruten byder på i alt 1410 højdemeter.

I forhold til sidste års rute er første del hel nydesignet, men der er tale om samme indløb til Tours. Dermed er det fra Vallères-stigningen og frem det samme som i både 2017 og 2018.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Vejret

Forløbet af disse løb er altid stærkt afhængigt af vejret, og denne gang venter de ren pæn dag. Efter en solrig morgen vil det ganske vist være overskyet, men uden regn og med en temperatur på 17 grader. Der vil blot være en svag til let vind fra nord, hvilket giver vind fra alle retninger i den kringlede indledning, men derefter sidemodvind hele vejen fra Chinon frem til Tours. På rundstrækningen vil der hovedsageligt være sidevind, herunder på den 600 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Coupe de France-løb er typisk vanskelige at forudsige, fordi de køres helt anderledes end de store, internationale løb. De kuperede ruter betyder, at der er tale om aggressive begivenheder, og løb, der normalt ville være oplagte for sprinterne, hvis feltet havde været mere internationalt, kan nu vindes af udbrydere.

La Roue Tourangelle er bestemt ikke anderledes. Det har traditionelt været en sag for sprinterne, men meget ofte har det været et reduceret felt, der har nået stregen. Derudover er det så sent som i de seneste tre år blevet klart, at løbet kan vindes af udbrydere. I 2016 og 2017 var det tidlige fremstød, der gav succes, og sidste år så vi, hvordan et brøkstærkt Ag2r kunne trække en frontgruppe fri i den finale, vi kender fra Paris-Tours. Løbet var dog ikke hårdere, end at sprintere som vinderen Marc Sarreau og Hugo Hofstetter også sad med i Ag2rs opvisning, og det vidner om, at det altså ikke er den vanskeligste finale.

En anden væsentlig faktor er naturligvis vejret, men her er der ikke meget at komme efter for de folk, der vil snyde sprinterne. Søndag bliver flot, og den smule vind, der vil være, vil ikke være gunstig i den sidste halvdel af løbet. Den vil i hvert fald ikke skabe stress og nervøsitet, og den vil blot gøre det endnu sværere for et udbrud at holde hjem.

Fredagens Route Adelié de Vitré plejer at være et vanskeligere løb end dette, men det endte som en usædvanlig let affære, som stor set alle sprinterne klarede. Det skyldtes, at FDJ og Arkea allerede tidligt satte sig for at køre efter en spurt, og selvom FDJ på rundstrækningen til sidst var ved at overraske med Valentin Madouas, blev løbet lettere end tidligere, ganske enkelt fordi en stribe hold havde interesse i en spurt.

Det må formodes også at være tilfældet på søndag. FDJ vil naturligvis vinde med Sarreau igen, og Arkea har fået så meget moral af Bram Weltens 2. plads, at de helt sikkert vil gøre meget for at føre også. I forhold til fredagens løb er Bryan Coquard og Nacer Bouhanni endda også kommet til, og dermed har fire af de største hold en soleklar interesse i en spurt. Samtidig er det meget svært at se, hvem der skalkunne drage fordel af de sidste stigninger i et felt, der er næsten blottet for angrebsivrige puncheurs. Pilen peger i første omgang på Ag2r, der er uden Clement Venturini og dermed en topsprinter, men de er her slet ikke med et hold af samme klasse som sidste år, slet ikke nu, hvor Benoit Cosnefroy og Samuel Dumoulin må formodes at være mærkede af fredagens grimme styrt. Måske kan Andrea Vendrame forsøge sig, men da FDJ denne gang også er uden Madouas, vil det være en overraskelse, hvis det ikke ender i en spurt, når det er det ønskede udkomme for alle de store hold.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Finalen er imidlertid ikke let, og vi har i visse år set meget små felter i finalen. I mange tilfælde har feltet imidlertid også bestået af ca. 100 mand, og med udsigt til godt vejr og et relativt kontrolleret løb, burde det ikke blive alt for svært for de hurtige folk at komme frem til den ventede massespurt. Den vil komme i en yderst teknisk finale, hvor god position og et stærkt tog betyder lige så meget som topfart.

Efter to sejre på mindre end en uge må Marc Sarreau være den klare favorit. Franskmanden viste meget stærk form i både Denain og Classic Loire Atlantique, hvor han kørte offensivt og ikke bare satsede på en spurt, og senest har han også vist sin hurtighed med to ret suveræne spurtsejre. Han klagede endda over sygdom forud for fredagens løb, men det var svært at se, da han tog sin anden sejr på kort tid. Samtidig var det opløftende at se, hvordan toget med Benjamin Thomas, Daniel Hoelgaard og Mickael Delage styrede finalen totalt, og denne gang står de endda endnu stærkere med ankomsten af erfarne Matthieu Ladagnous. Det er ellers ikke en afslutning for den positioneringssvage Sarreau, men med det tog kan svingene nu vise sig at være en fordel. Bakkerne er ligeledes til gunst for formstærke Sarreau, og derfor tror vi, at det bliver til endnu en triumf og dermed et titelforsvar for den stadig bedre andensprinter på FDJ.

Ligesom i sidste weekend henter Cofidis deres stjerne, Nacer Bouhanni, ind til søndagens løb, og han må i den grad være opsat på revanche efter kikset i Cholet i søndags. Det ødelagde ellers det momentum, han havde opbygget sig med 4. pladsen på WorldTour-niveau i De Panne, efter at han trods forudgående sygdom også havde kørt et hæderligt Milano-Sanremo. De præstationer viser da også, at formen må være god, og at søndagens resultat må have været udtryk for spurtens tilfældigheder. Selvom han ikke har spurtet så overbevisende i år, viser De Panne-resultatet, at han stadig er lynhurtig, og han elsker endda en teknisk finale som denne. Samtidig har han et solidt tog med Geoffrey Soupe og Hugo Hofstetter, og det kan være den afgørende forskel i en afslutning med så mange sving. Holdet har naturligvis også Hofstetter som option, men han bør i dette løb skulle stå til rådighed for Bouhanni, ikke mindst fordi han styrtede i fredagens løb og ikke længere er med i kampen om sejren i Coupe de France, som han ellers vandt sidste år.

Også Vital Concept opruster forud for dette løb ved at hente Bryan Coquard ind. Det gjorde de også i sidste weekend, hvor han i Cholet blev nr. 2 bag Sarreau, og han har derfor al mulig grund til at tro, at han kan få sin sejr her. Han har kørt nogle fremragende spurter i år, ikke mindst i Besseges og Oman, og han synes grundlæggende at have nærmet sig sit gamle niveau igen. Der er ingen tvivl om, at han har farten til at vinde, især efter et par bakker i finalen, men han har et problem med sin positionering. Det er den store udfordring i et løb, hvor han er uden sit tog, men hvor han dog i Kevin Reza og Lorrenzo Manzin har folk, der på papiret burde kunne føre ham frem.

Rudy Barbier viste, at der stadig er liv i ham, da han i Classic Loire Atlantique angreb i finalen og til slut overspurtede den ellers i øjeblikket så stærke Sarreau. Det viser, at hans form er intet mindre end fremragende, og at han måske også er hurtigere, end han har været længe. Desværre havde han en offday i går, men han regner med at være helt klar til at tage revanche søndag. De gode ben kan i hvert fald ikke være helt væk. Han er måske ikke så hurtig som de bedste, men med et par bakker til at tage toppen af farten og sin gode positioneringsevne står han ikke helt skidt.

Caja Rural har to gode bud i Matteo Malucelli og Nelson Soto, der begge har vist god form på det seneste. Malucelli er den hurtigste af de to og har vist sin fine topfart i blandt andet Argentina og senest i Coppi e Bartali, hvor han dog lidt uvant kiksede i den positionskamp, han ellers normalt mestrer fint. Med den fart, han viste i San Juan er der ingen tvivl om, at han kan vinde, men det kræver, at han klarer bakkerne, der kan blive for svære. Soto derimod burde med sikkerhed komme med hjem, og han viste sine gode ben med en 4. plads i Vitré. Også han er god til at positionere sig, og dette er derfor et glimrende løb for ham. Nu skal holdet blot finde ud af, om de satser på den hurtigste eller den mest holdbare. Holdets tredje sprinter, Alan Banaszek, ligner tredjeviolin, da han ikke klatrer godt og intet har vist i år.

Det har ikke været en let start for Eduard Grosu efter skiftet til Delko. Med 5. pladsen i Vitré viste han imidlertid endelig de evner, der sidste år også gav ham en stor spurtsejr i Kroatien. Rumæneren er måske ikke verdens hurtigste, men han er kendt som lidt af en kamikazepilot, der vil elske denne tekniske finale. Det var præcis i en sådan afslutning, han vandt i Kroatien, og det kan han med de gode ben gøre igen. Problemet er, at bakkerne kan blive lidt for hårde for den ikke specielt klatrestærke Grosu. Delko har som plan B en efterhånden velkørende Jeremy Leveau, men han er ikke hurtig nok til at vinde. Endelig kan de måske også gå i offensiven med formstærke Julien El Fares¸ men det bliver svært at snyde sprinterne.

Det har været opløftende at se Bram Welten i de seneste løb. Det er blevet til 8. pladser i Nokere og Denain, en 4. plads i Cholet og endelig fredagens flotte 2. plads i Vitré. Det vidner om, at det hollandske sprintertalent endelig er ved at konfirmere potentialet, han viste som U23-rytter, men han lider stadig under sin positionering. Det gik fint i fredags, hvor han havde et meget stærkt hold ved sin side, men denne gang kommer Arkea i en betydeligt svagere formation. Det betyder, at han ikke kan vente sig samme støtte. I forvejen er den tekniske finale ikke ideel for ham, og derfor kan han få brug for en del held, hvis han atter skal gøre brug af sin fine fart.

Med en 6. plads i Vitré viste Pierre Barbier igen, at han trods sit beskedne mandskab er en af de bedste franske sprintere. Han er i hvert fald med fremme hver eneste gang og har allerede fem top 10-pæacering på bare 11 løbsdage. Først og fremmest er det tydeligt, at hans positioneringsevne er fremragende, hvilket er hans store styrke i en afslutning som denne, og formen giver ham også en chance for at klare bakkerne. Faktisk har Roubaix-mandskabet hele to stærke kort, da Emiel Vermeulen med en 5. plads i Denain og en6 plads i Cholet igen har vist, at han er yderst konkurrencedygtig på dette niveau.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Som forventet gik det i fredags igen galt for Thomas Boudat, der heller ikke i Vitré kom tilstrækkeligt langt frem i spurten. Det er efterhånden et kolossalt problem for den ellers velkørende franskmand, der ellers havde fået lidt optimisme efter den fine spurt i Cholet. Desværre bliver det ikke lettere i dette løb, hvor den tekniske finale bestemt ikke tiltaler ham, og han er samtidig bakket op af et svagt hold, der ikke kan yde ham megen støtte i finalen. Han kan håbe på, at bakkerne rydder ud i feltet, for ellers kræver det en del held, hvis Boudat skal være med helt i front.

Wallonie vælger desværre alligevel ikke at stille med formstærke Liepins, men de har stadig tre fine afsluttere. Mest interessant er nok Aksel Nommela , der sidste år var på podiet i to belgiske 1.1-løb, og som med 6. pladsen i Drenthe viste form. Desværre har han ikke spurtet meget for sit nye hold, men her får han forhåbentlig chancen. I Vitré kørte de for unge Lionel Taminiaux, der blev en hæderlig nr. 9, og han kan igen få chancen. Endelig er der erfarne og formstærke Baptiste Planckaert, men han er ikke længere en mand til flade spurter som denne og ligner mest en lead-out man.

Euskadi har Mikel Aristi, der kommer til løbet med to 5. pladser fra Catalonien i bagagen. Han udgik i fredags, hvilket kan skyldes styrt, og derfor er der lidt usikkerhed om hans tilstand. Han er imidlertid en klatrestærk fyr, der vil kunne lide de sene bakker, men til gengæld har det knebet med positioneringen. Han mangler nok også den sidste fart for at være med helt i front.

Endelig vil vi også nævne Samuel Dumoulin. Den lille franskmands drøm om endnu en Coupe de France-sejr led et skud for boven, da han styrtede i Vitré, og det er uklart, hvor han står nu. Løbet her er heller ikke ideelt for ham, da han ikke har farten til at blande sig med de klassiske sprintere. Til gengæld har han erfaring og er god i en teknisk finale. Hans største chance er dog nok at køre væk i finalen, som han var en af flere til at gøre sidste år.

Andre sprintere er Andronis talentfulde Andrea Vendrame, der dog finder dette løb for let og nok snarere skal i offensiven, og Mattia Frapporti, Rallys Ryan Andersen og formsvage Pier-Andre Cote, Manzana Postobons Jordan Parra og Luis Carlos Chia, Aubers Romain Feillu samt de holdbare Anthony Maldonado og Kevin Le Cunff og Amore e Vitas Maxence Moncassin, men de får alle svær ved at vinde.

***** Marc Sarreau

**** Nacer Bouhanni, Bryan Coquard

*** Rudy Barbier, Matteo Malucelli, Bram Welten, Eduard Grosu, Nelson Soto

** Pierre Barbier, Emiel Vermeulen, Hugo Hofstetter, Thomas Boudat, Aksel Nommela, Mikel Aristi, Samuel Dumoulin, Jordan Parra, Andrea Vendrame

* Julien Taminiaux, Baptiste Planckaert, Luis Carlos Chia, Anthony Maldonado, Romain Feillu, Kevin Le Cunff, Jeremy Leveau, Adam De Vos, Benoit Cosnefroy, Alexis Gougeard, Quentin Jauregui, Julien El Fares, Cyril Barthe, Benjamin Thomas

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.