Optakt: La Roue Tourangelle

Løbets rolle og historie

På denne tid af året handler det næsten udelukkende om brosten og belgiske hellingen, men mens de belgiske ryttere og verdensstjernerne har fokus på Flandern Rundt, er disse uger lige så vigtige for mange af de franske ryttere af helt andre årsager. Løbsserien Coupe de France får måske ikke så meget opmærksomhed uden for hjemlandet, men for de lokale ryttere er det et stor mål at gøre det godt i de løb, der er en del af den prestigiøse kalender.

Efter den tidlige start i januar ved GP Marseillaise og fortsættelsen sidste uge i Cholet-Pays de Loire har april måned som regel været den i særklasse travleste med en hel stribe af løb. Sådan er det ikke i coronaåret 2021, hvor måneden blot byder på to begivenheder, nemlig søndagens La Roue Tourangelle og senere det ældgamle Paris-Camembert.

La Roue Tourangelle blev første gang afviklet i 2002 som et amatørløb og blev først en del af UCI-kalenderen i 2004. Fra 2005 var det et 1.2-løb, men i de senere år har det haft en bemærkelsesværdig vækst. I 2013 blev det rykket op i 1.1-kategorien, og i 2015 blev det en del af Coupe de France-kalenderen, hvor det længe har været det sidste løb i den meget travle april måned. I 2017 blev løbet imidlertid fremrykket og afvikles nu altid på samme søndag som Flandern Rundt, hvor det sammen med Route Adelié Vitré, der afvikles fredagen forinden, men i år er aflyst, udgør en vigtig blot med mange point på spil over en forlænget weekend.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det er ingen hemmelighed, at sprinterne ofte har haft meget gode chancer i Coupe de France, og tilføjelsen af La Roue Tourangelle til kalenderen har bestemt ikke skadet dem. Der er ganske vist et par stigninger på programmet, men da løbet finder sted i en relativt flad del af Frankrig, er det som skabt til de hurtige afsluttere. Faktisk slutter det i storbyen Tours og kan på mange måder betragtes som en mindre udgave af klassikeren Paris-Tours i den gamle version, indtil den for få år siden blev lagt om til et grusvejsløb.

Man skal dog ikke undervurdere bakkerne omkring Tours. Siden løbet blev opgraderet til dets nuværende 1.1-status, er kun to ud af seks udgaver blevet afgjort i massespurter med Mickael Delage (2013) og Lorrenzo Manzin (2015) som vindere. Sprinterne er ofte blevet snydt, som det blev tydeligt i 2014, hvor Angelo Tulik tog en solosejr på en dag, hvor dårligt vejr betød at bare 55 ryttere nåede mål, mens tre ryttere i 2016 akkurat hold feltet bag sig. Samuel Dumoulin vandt spurten foran Olivier Pardini og Julien Duval, mens Delage som hurtigste mand fra feltet nåede mål i samme tid. Scenariet gentog sig i 2017, hvor tre mand holdt hjem med Flavien Dassonville som vinder, inden en frustreret Nacer Bouhanni spurtede sig til en 4. plads, og i 2018 leverede Ag2r et mesterstykke ved at placere fem mand i en 11-mandsgruppe, der trak sig fri på de sidste bakker, men uheldigvis for dem vandt Marc Sarreau spurten for FDJ.

Sidste år blev løbet aflyst, men også i den seneste udgave i 2019 blev sprinterne snydt. Her lykkedes det nemlig ganske overraskende for morgenudbruddet med Lionel Taminiaux og Robin Carpenter at holde hjem med 12 sekunder ned til feltet, og her kunne Taminiaux sikre sig karrierens største sejr, inden Marc Sarreau som hurtigste mand i feltet sikrede sig den sidste podieplads. Taminiaux’ nye Alpecin-hold vender ikke tilbage, hvorfor han ikke forsvarer titlen, men Carpenter forsøger for Rally at gentage succesen fra sidst, ligesom Sarreau jagter revanche for sidst, denne gang i Ag2r-mandskabets farver.

Ruten

Modsat mange andre Coupe de France-løb, der anvender den samme rute år efter år, er der altid tale om betydelige ændringer i La Roue Tourangelle, hvor det eneste faste holdepunkt er, at løbet slutter i Tours. Også denne gang er ruten helt nydesignet, idet starten er flyttet fra Chinon, der ligger sydvest for Tours, til Sante-Maure-deTouraine, som er placeret syd for målbyen til, og det betyder at der ikke er meget genbrug af den rute, vi så i 2018 og 2019. Modellen er dog altid den samme, nemlig en relativt flad indledning, inden det gælder et kuperet indløb til Tours med en hel serie af mindre stigninger.

Årets rute er 204 km lang og fører altså feltet fra Sante-Maure-deTouraine til Tours. Den første del af ruten er relativt nem, idet man først kører mod syd igennem fladt terræn, inden det bliver lidt mere rynket, når man drejer mod vest, inden man når frem til Faye-la-Vineuse (1,0 km, 4,2%), der har top efter 39,5 km. Herfra kører man igennem fladt terræn mod nord forbi dagens spurt, der er placeret efter 46,0 km, inden man via nogle småbakker snor sig mod øst, syd, øst og igen nord, inden man når frem til Cote de Croix Vallier (500 m, 7,2%), der passeres efter 74,3 relativt lette kilometer.

Herefter bliver det igen næsten helt fladt, når man kører mod øst frem til udkanten af startbyen, inden man kører mod nord og øst frem til en lille flad rundstrækning, hvor man kører en omgang. Herfra går det videre mod nordvest frem mod finalen med de mange bakker i indløbet til Tours.

Den indledes, når man fortsætter mod nord op ad Cote de la Chattonière (1,1 km, 4,3%), der har top efter 159,9 km og leder stort set direkte ind på Cote des Plessis (800 m, 3,6%), der passeres efter 163,0 km. Herfra snor man sig mod nord og nordøst resten af vejen, mens man passerer den ene stigning efter den anden. Den næste er Cote de la Corderie (600 m, 5,2%), der passeres efter 167,1 km, inden man skal over den 500 m lange pavé Le Barrage efter 173,3 km. Den er knap overstået, inden det er tid til Cote de Villandry (1,0 km, 4,5%) efter 176,4 km, hvorefter der falder lidt ro på frem mod Cote de la Montée Jaune (500 m, 4,0%), der har top efter 182,0 km. Den efterfølges med det samme af Cote de Bois Renault (400 m, 6,1%) med top efter 184,2 km, inden det igen flader lidt ud frem mod de to sidste stigninger, Cote des Carmaux (700 m, 5,0%) efter 190,0 km og Cote de l’Epan (500 m, 6,7%), der er kendt fra Paris-Tours, efter 193,5 km

Den sidste af disse stigninger kommer kort efter en sidste passage igennem Chinon og er indledningen på rejsen mod nordøst op mod Tours. I første omgang er terrænet ikke vanskeligt, mens man snor sig rundt i terrænet, men efter 125 km melder den første af finalestigningerne sig. Her skal man over Montee Vieux Chateau (800 m, 6,0%), der 7 km senere efterfølges af Cote Chateau la Cour (600 m, 6,3%). Efter yderligere 10 km gælder det Cote Chatonniere (1 km, 4,1%) og efter 149 km Cote Vallères (500 m, 5,6%). Næste udfordring er en lille pavé efter 155,5 km, inden det 3 km senere gælder Cote Chateau Jardins (900 m, 4,9%).

Herefter følger et lidt fladere stykke, inden de sidste stigninger melder sig på den sidste del af turen mod nordøst. Først er det efter 166,5 km Cote Bois Renault (700 m, 5,1%), dernæst Cote des Carnaux (600 m, 5,8%) efter 172 km og til sidst Cote de l’Epan (300 m, 7,3%), der er kendt fra finalen af Paris-Tours, og som kommer bare 10 km fra stregen. Herefter går det igennem fladt terræn mod nordøst og nord ind til Tours, hvor man efter 198 km rammer en afsluttende rundstrækning og efter 200 km krydser stregen for første gang. Som vanligt slutter løbet med en omgang på den 4 km lange runde. Den indeholder hele syv sving, herunder to på den sidste kilometer, og er yderst teknisk. De sidste to sving kommer bare 850 og 600 m fra stregen.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Ruten byder på i alt 1595 højdemeter, hvilket er knap 200 flere end i 2019.

I forhold til de seneste ruter er hele første del nydesignet, men fra Corderie-stigningen og frem er ruten med enkelte mindre ændringer stort set den samme som i de seneste tre udgaver. Finalen er dog måske en anelse vanskeligere, da Montée Jaune-stigningen er lagt ind som et ekstra krydderi inden Bois Renault.

Vejret

Forløbet af disse løb er altid stærkt afhængigt af vejret, og denne gang kunne forholdene ikke være meget smukkere. Der vil være fuld knald på solen og en behagelig temperatur på 17 grader, og det vil ikke være alt for blæsende med en let til jævn vind (15-17 km/t) fra nordøst. I den kringlede indledning giver det vind fra alle tænkelige retninger, inden man får sidevind på det sidste stykke frem mod finalen. Her vil der være skiftevis mod- og sidemodvind hele vejen fra bunden af Chattonière og frem til rundstrækningen, hvor der først er sidemedvind, siden sidemodvind og slutteligt sidemedvind på den 600 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Coupe de France-løb er typisk vanskelige at forudsige, fordi de køres helt anderledes end de store, internationale løb. De kuperede ruter betyder, at der er tale om aggressive begivenheder, og løb, der normalt ville være oplagte for sprinterne, hvis feltet havde været mere internationalt, kan nu vindes af udbrydere.

La Roue Tourangelle er bestemt ikke anderledes. På papiret er det en sag for sprinterne, men meget ofte har det været et reduceret felt, der har nået stregen. Derudover er det så sent som i de seneste fire udgaver blevet klart, at løbet kan vindes af udbrydere. I 2016, 2017 og 2019 var det endda det tidlige fremstød, der gav succes, og i 2018 så vi, hvordan et brøkstærkt Ag2r kunne trække en frontgruppe fri i den finale, vi kender fra Paris-Tours. Løbet var dog ikke hårdere, end at sprintere som vinderen Marc Sarreau og Hugo Hofstetter også sad med i Ag2rs opvisning, og det vidner om, at det altså ikke er den vanskeligste finale.

En anden væsentlig faktor er naturligvis vejret, men her er der ikke meget at komme efter for de folk, der vil snyde sprinterne. Søndag bliver flot, og desværre vil der være stort set direkte modvind i hele den kuperede finale via indløbet over bakkerne til Tours. Selvom det i 2018 lykkedes at køre væk i finalen, er det aldrig lykkedes i de øvrige udgaver, hvor bakkerne kun har skabt udskilning, og det er i stedet det tidlige udbrud, der er blevet undervurderet. Med en pæn modvind gennem hele finalen virker det usandsynligt, at de sene angreb vil kunne lykkes denne gang, og samtidig vil modvinden sikre, at feltet vil være større og sprinterne flere og mere friske.

Det andet element, der bestemmer udviklingen, er taktikken, men her er det også en sort dag for aggressive folk. FDJ kommer med en sejrshungrende Arnaud Demare, Arkea kommer med en revanchelysten Nacer Bouhanni, og Cofidis med Simone Consonni og Total med Niccolo Bonifazio ligner begge hold, der har det fint med en spurt. Det har Ag2r med Marc Sarreau, Delko med Pierre Barbier og Eduard Grosu samt B&B med Luca Mozzato også, men de har alle så gode puncheurs, at jeg vil tro, at de i finalen vil køre meget aggressivt, som særligt Ag2r og B&B også gjorde det i søndags i Cholet. Begge hold har endda også en relativt holdbar sprinter, og derfor vil lidt udskilning for dem ikke være nogen skade til.

Alligevel tror jeg, at det bliver en spurt. Med så mange udprægede sprinterhold og en ren modvindsfinale har jeg meget svært ved at se, at det tidlige udbrud kan snyde feltet for fjerde gang ud af de seneste fem løb, og det er også svært at tro, at et sent 2018-fremstød kan lykkes, når vinden er så ugunstig, som den er. Løbet bliver formentlig for let, og derfor regner jeg med, at vi endelig får den første spurt siden 2015.

Finalen er imidlertid ikke let, og vi har i visse år set meget små felter i finalen. I mange tilfælde har feltet dog også bestået af ca. 100 mand, og med udsigt til modvind og et relativt kontrolleret løb, burde det ikke blive alt for svært for de hurtige folk at komme frem til den ventede massespurt. Den vil komme i en yderst teknisk finale, hvor god position og et stærkt tog betyder lige så meget som topfart på den kringlede rundstrækning.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Netop den tekniske karakter gør, at jeg peger på Arnaud Demare som favorit. Han og Nacer Bouhanni kan slås om, hvem der lige nu er hurtigst i en sæsonstart, hvor den franske mester har haltet, og hans gamle ærkerival har set godt ud, men Demare har fordel af sit tog. Denne gang savner han ganske vist Miles Scotson på pladsen mellem Ignatas Konovalovas og de to vigtigste, Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, men her kan Benjamin Thomas formentlig agere sublim erstatning. I år har toget ganske vist ikke for alvor fået det til at spille, men i dette felt bør de sidde på flæsket. Selvom han ikke har været flyvende, bør Demare med et godt lead-out gøre det færdigt, og det skader heller ikke, at der har været lidt bakker undervejs. Den sejrshungrende Demare dropper Flandern Rundt for at åbne kontoen i dette løb, og med sit stærke tog tror jeg, at han vil lykkes. Holdets fokus er spurten, men for ikke at komme i defensiven kan den velkørende og hurtige Benjamin Thomas måske sendes med i de sene angreb.

Hans værste rival må være den delvist genfødte Nacer Bouhanni. Det kan godt være, at han endnu ikke har vundet, men det var formentlig kun uheld, der kostede en sejr i Provence, og da han endelig slap fri af uheld i den tredje massespurt i Paris-Nice, blev han nr. 2 bag Sam Bennett. Det er bestemt ikke utænkeligt, at han igen har en fart, der kan matche Demares, og han er endda i sit es i tekniske finaler som denne. Han har ikke sit bedste tog til rådighed, men han kan regne med Bram Welten og Thomas Boudat, der i søndagens kontroversielle spurt lavede et godt lead-out, men ikke fik flyttet sig i tide. De kan næppe matche FDJ, men kan de få Bouhanni frem bag Demare, er det bestemt ikke utænkeligt, at den i denne uge igen meget omdiskuterede franskmand kan stjæle overskrifter for en sejr og ikke en deklassering og mulig UCI-sanktion. Arkea vil formentlig køre 100% for spurten, men de har særligt Romain Hardy og i mindre grad Laurent Pichon til eventuelt at gå med i angreb på bakkerne.

Det har ikke været et godt år for Niccolo Bonifazio, der seneste fejlede i Cholet, men han viste faktisk god form i Tirreno. Et lidt halvhårdt løb med et par bakker burde passe godt til italieneren, hvis holdbarhed dog er meget afhængig af formen, men først og fremmest er han i sit es i tekniske finaler, hvor han lukrerer på sin gode positionering. Den har desværre haltet lidt i år, men vi så et glimt af den i den svære afslutning på sidste etape i Provence. Hans stabilitet er begrænset, men sidder han rigtigt med god støtte fra Lorrenzo Manzin, der dog næppe er den ideelle lead-out man og kan agere plan B, bør han stadig på sin fart være største trussel mod de to franske favoritter.

Marc Sarreau har gode erfaringer fra dette løb, som han vandt i 2018, inden han i 2019 kun blev snydt for sejren af de to mand fra det tidlige udbrud. De små bakker er heller ikke ringe for Sarreau, når han er i form, men desværre har han haft meget svært ved at komme tilbage efter styrtet i Polen sidste sommer. Sæsonstarten har været sløj, og senest gik det galt i Cholet, hvor han måtte bruge hele sin spurt på at genvinde en acceptabel position, hvorefter der var tømt for kræfter til slut, hvor han blot blev nr. 5. Sarreay er dog på papiret den eneste, der har farten til at matche de tre ovennævnte, som alle har vundet WorldTour-spurter, og derfor er han en reel vinderkandidat, men i denne kringlede finale lider han igen under sin positionering. Heldigvis har han denne gang fået Clement Venturini ind som lead-out man, og det kan måske være det, han skal bruge for at vise sin gamle fart. Jeg vil dog også tro, at Ag2r som i søndags kører en meget aggressiv finale med formstærke Dorian Godon, Clement Ventutini, Alexis Gougeard og Nans Peters, der alle kan køre væk i finalen, og de to sidstnævnte kan endda også gøre det færdigt i en spurt.

I efterhånden en del år har Pierre Barbier været glimrende i spurter på dette niveau, men det er først i år, at han for alvor er slået igennem med en 2. plads i Provence, en 4. plads i Monseré og senest en 3. plads i Cholet.  Det vidner om, at han har farten til at begå sig på dette niveau, og han er samtidig en ørn i positionskampen, hvilket er vigtigt i denne type finale. Bakkerne er måske et problem for den ikke specielt holdbare Barbier, men som vi så i Nokere Koerse burde han spille en rolle her også. Delko har dog også Eduard Grosu, der formentlig kører sin egen spurt også, og hans flotte kørsel i det knaldhårde Bredene Koksijde vidner om, at han er i form. En teknisk finale som denne er også en gave til den kamikazeagtige rumæner, men han synes ikke helt at have Barbiers fart. Delko har i virkeligheden mange optioner, da også den i Cholet så flyvende Biniam Ghirmay vel er bedste bud på en vinder, hvis en gruppe kører væk på bakkerne - en opgave, der også kunne passe Alessandro Fedeli og August Jensen, der dog ikke synes at have deres bedste form.

Cofidis møder med Simone Consonni, der har haft en mærkelig sæson med bare fem løb i benene, og han har kun ved én lejlighed været en del af Vivianis tog. Han synes dog at være i formfremgang efter nogle hæderlige løb i Belgien, og nu får han endelig en chance for at spurte. Han er ikke verdens hurtigste, men han er god i positionskampen, og det er det afgørende i netop denne afslutning. For at vinde skal han nok satse på et hårdt løb, men hjælper bakkerne ham, og i ginalen har han flere hurtige folk i form af Emmanuel Morin, Attilio Viviani og Fabio Sabatini, der i søndags viste lidt af sit gamle niveau og satte Elia Viviani flot op til sejr. Lillebror Viviani kan være en plan B, men det logiske vil være, at der satses på Consonni.

B&B møder med Luca Mozzato, der imponerede så stort i Nokere, hvor han trods et udbrud i finalen stadig havde kræfter til at vinde feltet spurt på Nokereberg. Desværre er denne flade spurt knap så gunstig for den formstærke italiener, der heller ikke har vist sig alt for god i positionskampen, men heldigvis kan bakkerne hjælpe ham. Bliver det hårdt, har han måske alligevel en mulighed, selvom han er hæmmet af et svagt tog. B&B har også Jonathan Hivert, der som puncheur er et af de bedste bud på en vinder fra et sent angreb, hvor også Cyril Gautier i et felt som dette kan spille en rolle.

Det er lykkedes Riccardo Minali at sparke lidt gang i karrieren igen på Intermarché, men han lider stadig under sin altid håbløse positionering. 5. pladsen i Monseré viste farten, men særligt i UAE Tour så vi hans begrænsninger i finalerne, og derfor er denne tekniske afslutning et problem. Det samme er bakkerne, hvor Minali meget vel kan blive sat af, men sidder han rigtigt til slut, er han stadig en af de hurtigere i dette felt. Skulle han blive sat, har holdet desværre formsvage Andrea Pasqualon, der er blevet vraget til Flandern Rundt, men nok kan spurte sig i top 10. Formen rækker dog næppe til at gå med i angrebene.

Den tidligere Bardiani-sprinter Filippo Fortin trives på kontinentalniveau og er kommet godt i gang i år med en sejr, en 2. plads og yderligere tre top 5-placeringer i Kroatien. I sit ene år på Cofidis nåede han også at vise sig stærk på dette niveau, og han plejer at være god i tekniske finaler. Til gengæld skal han kæmpe med bakkerne, der kan sætte ham til vægs. Vorarlberg har også Roland Thalmann og Adria Moreno til at svare på angrebene.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Euskaltel kommer med Juan Jose Lobato, der senest kom tomhændet fra Catalonien, hvor han i den eneste massespurt forsøgte sig med et overraskelsesangreb i finalen. Hans løbsaktivitet i år har været begrænset, og han har endnu ikke begået sig i massespurter. Hans positionering er tillige en gigantisk ulempe i denne finale, og det synes derfor usandsynligt, at vi vil se ham fremme. Bakkerne taler dog til hans fordel, da han kom fornuftigt igennem et af sportens hårdeste løb i sidste uge.

Emiel Vermeulen synes ikke i sin bedste form, og derfor frygter jeg, at den meget svingende belgier falder af på bakkerne. Til gengæld ved vi også, at han er ret konkurrencedygtig på dette niveau og meget ofte går i top 10, som han også gjorde i Monseré. Det bør han også kunne i dette felt, hvis han klarer bakkerne.

Skiftet til kontinentalniveau har været godt for Romain Cardis, der med sejren i Paris-Troyes og en 9. plads i Cholet har vist lidt af de sprinterevner, han ikke rigtigt dyrkede i sin sidste tid hos Total. Hans form synes fremragende, og derfor kan bakkerne vel kun regnes som en lille fordel. Spørgsmålet er bare, om farten helt rækker til at vinde i dette felt. Som alternativ har de holdbare Anthony Maldonado, men han synes meget formsvag.

Man bør vel også nævne erfarne Enrique Sanz , men det er gået voldsomt ned ad bakke for veteranen på det seneste. I år har han dog fået en 4. plads i Valencia og senest en 2. plads i Kroatien, men det var i relativt svagt besatte feltet. Problematisk er det, at han generelt har virket meget formsvag og tung på bakkerne, og han kunne ligne en mand, der ikke kommer med hjem. Til gengæld plejer han at være fornuftig i positionskampen. Kern Pharma har også Vojcech Repa til måske at svare på angrebene.

Boris Vallee er i dag mest lead-out man, men her får han en sjælden chance for Bingoal. Han har dog aldrig været hverken verdens hurtigste eller god i positionskampen, men han har dog en række fine spurtresultater i sin karriere, ikke mindst sejren i Vallonien i 2016. Desværre har han efter sin endeløse serie af uheld virket uhyre formsvag, og derfor kan han meget vel falde fra på bakkerne. Heldigvis har Bingoal et holdbart alternativ i Milan Menten , der dog ikke har farten til at begå sig i front. Dimitri Peyskens og Laurens Huys kan måske prøve på stigningerne.

Efter i nogle år ikke rigtigt at have spurtet har Damiano Cima igen i år fået chancen. Det er gået hæderligt med en 9., 10. og 11. plads i Spanien og Italien, men han synes ikke helt at have den hurtighed, der gav ham en tidlig sejr i karrieren. Han synes dog hæderlig i positionskampen, og det er vigtigt i denne finale. Gazprom har dog en bedre chance med Marco Canola, Simone Velasco og formstærke Dmitry Strakhov, der kan angribe på bakkerne, især fordi de også er halvhurtige. Viacheslav Kuznetsov er et alternativ til spurten, men han har ikke spurtet i en menneskealder.

Uno-X har gjort det så flot i år, og også her har det fornuftigt kort at spille i Søren Wærenskjold. Nordmanden vandt et par græske massespurter sidste år, og det vidner om, at han i hvert fald kan begå sig på lidt lavere niveau. Ha mangler nok farten til at være med helt fremme i dette felt, men bakkerne burde tale til hans fordel.

Andre kandidater til spurten er Ziga Jerman, David Gonzalez, Edwin Avila, Pier-André Cote, Sasha Weemaes og Pierre-Pascal Keup, men det er svært at se dem begå sig i front i dette felt. Andre kandidater til offensiv kørsek kunne være Adam de Vos, Robin Carpenter, Thomas Sprengers, Torstein Træen, Diego Rubio og Jetse Bol.

OPDATERING: Der er kommet en hel serie sene ændringer. Hele Kern Pharma og dermed også Sanz har trukket sig, hverken Keup, Canola eller Kuznetsov kommer til start. Til gengæld har Androni udtaget Matteo Malucelli, der har farten til at begå sig, men mangler støtte i den tekniske finale og kan få problemer på bakkerne. Endelig har Swiss Racing Academy udtaget Alex Vogel, der spurtede sig til en flot 6. plads i Cholet i søndags.

***** Arnaud Demare

**** Nacer Bouhanni, Niccolo Bonifazio

*** Marc Sarreau, Pierre Barbier, Simoni Consonni, Eduard Grosu

** Matteo Malucelli, Luca Mozzato, Riccardo Minali, Filippo Fortin, Juan Jose Lobato, Emiel Vermeulen, Romain Cardis, Boris Vallee, Damiano Cima, Søren Wærenskjold, Biniam Ghirmay, Jonathan Hivert, Dorian Godon

* Alex Vogel, Clement Venturini, Dmitry Strakhov, Simone Velasco, Lorrenzo Manzin, Edwin Avila, Attilio Viviani, Andrea Pasqualon, Milan Menten, David Gonzalez, Sasha Weemaes, Anthony Maldonado, Pier-André Cote, Benjamin Thomas, Alexis Gougeard, Laurent Pichon, August Jensen, Cyril Gautier, Orluis Aular, Jetse Bol, Torstein Træen, Robin Carpenter

Danskerne

Morten Hulgaard er til start for Uno-X, der formentlig vil køre aggressivt og siden sætte Søren Wærenskjold i scene til en mulig spurt.