Optakt: La Route d’Occitanie (Route du Sud)

Løbets rolle og historie

Det har været en generel regel, at klatrerne altid har foretrukket at forberede sig til Tour de France i enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse. Der har været meget diskussion om, hvilket af de to der er at foretrække, men for de internationale stjerner har der aldrig været megen tvivl om, at et af de to løb tjener som en nøgledel af enhver succesfuld opbygning til verdens største løb.

I skyggen af WorldTour-løbene har det mindre Route du Sud i Pyrenæerne tilbudt en anden mulighed. Med dets placering i samme uge som Tour de Suisse inkluderer det mange af de mest berømte Tour de France-bjerge, og derfor er det et helt oplagt sted at forberede sig til juli måned. Løbet er kortere og får meget mindre opmærksomhed, og det gør det til en mindre stressende model.

Løbet er imidlertid hovedsageligt blevet domineret af franskmænd, der enten har brugt det som deres eneste forberedelse eller kørt det et par dage efter Dauphiné. For internationale ryttere har det hovedsageligt været brugt af folk, der kommer fra Giroen og har brug for at genfinde løbsfarten uden at skulle kaste sig ud i et WorldTour-løb.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Siden 2015 har løbet ændret sin status. For tre år siden skulle Giro-vinder Alberto Contador netop genfinde løbsrytmen efter sin sejr i Italien ved det franske løb, og da Nairo Quintana, der aldrig kører mange løb inden sine store mål, foretrak det som sin eneste Tour de France-opvarmning efter træningen i Colombia, blev det pludselig en stor begivenhed med international tv-dækning på Eurosport. I 2016 var det igen Quintanas eneste løb inden Touren, og derfor var det igen i rampelyset, og det har tilsyneladende fået flere hold til at opdage værdien af det. I hvert var der i år ikke færre end syv WorldTour-hold til start, herunder storhold som BMC, Sky, Movistar og Astana, og selvom der denne gang manglede en Tour-favorit på startstregen, fik det stor opmærksomhed i kraft af dets rolle som den store Tour-test for Froomes nøglehjælpere Geraint Thomas og den længe knæskadede Wout Poels.

Tendensen er fortsat i år, hvor det har skiftet navne til La Route d’Occitanie. Også denne gang er Sky, Movistar, Astana, Ag2r og FDJ med, og interessen er bestemt ikke blevet mindre af den stjerne, der i sidste øjeblik er føjet til startlisten. Efter sygdom har Alejandro Valverde besluttet at køre i Pyrenæerne i stedet for i Tour de Suisse, og fokus på spanieren vil i de kommende dage være stor.

Løbet blev skabt i 1977 under navnet Tour du Tarn, inden det fik et nyt navn Tour Midi-Pyrenees i 1982. Det fik sit mest kendte navn i 1988, men formatet har trods de mange titler altid været det samme. Det finder altid sted over fire eller fem dage i samme uge som Tour de Suisse og har haft mange store navn som vindere. Gilbert Duclos-Lassalle, Francesco Moser, Stephen Roche, Ronan Pensec, Laurent Dufaux og Laurent Jalabert figurerer all på vinderlisten, og inden for de senere år er det blevet vundet af ryttere som Michael Rogers, Thomas Voeckler, Oscar Sevilla, Dan Martin, Przemyslaw Niemiec, Vasil Kiryienka, David Moncoutie, Nairo Quintana, Nicolas Roche og Alberto Contador.

Vinderlisten siger meget om løbets natur. Med dets placering i Pyrenæerne og med passage af nogle af de mest mytiske bjerge er det et løb for klatrere, og da der kun sjældent har været en enkeltstart, er det et løb som de rene bjerggeder har kunnet få efter. Løbet har typisk haft tre småkuperede sprinteretaper samt en stor etape i de høje bjerge, hvor klassementet er blevet afgjort.

Sidste år havde løbet som sagt et usædvanligt stærkt felt af WorldTour-hold, men alle de store klatrere som Rigoberto Uran, Geraint Thomas og Wout Poels blev snydt i det taktiske spil. Efter et udbrud på første etape fik store Silvan Dillier et forspring, og da han siden gik i udbrud på løbets kongeetape, forsvarede han sig heroisk hele vejen til stregen i en fantastisk kamp med Richard Carapaz, der til slut angreb i et forsøg på at tage den samlede sejr. Dillier tog trøjen med et forspring på bare et sekund ned til Carapaz - en afstand, han øgede til 7 sekunder via et split på den sidste sprinteretape. Kenny Elissonde var hele 1.44 efter på 3. pladsen. Dillier kører i år i Schweiz og forsvarer derfor ikke titlen, og Carapaz er tilbage i Ecuador efter en hård Giro. Til gengæld er Elissonde med igen, denne gang i en sjælden kaptajnrolle for Sky.

Ruten

Som sagt har løbet haft et relativt fast format med tre småkuperede sprinteretaper - ofte med stigende opløb - og en stor kongeetape i Pyrenæerne. I 2016 var arrangørerne lidt innovative ved at afvikle en enkeltstart om fredagen, hvor der var to etaper på menuen. Sidste år vendte man imidlertid tilbage til det klassiske format, men havde en ganske kuperet åbningsetape, der med en udbrudssejr skulle vise sig at blive altafgørende.

I år er formatet endnu mere klassisk, og alt synes at skulle afgøres på lørdagens store kongeetape. Denne gang skal man ganske vist ikke over Col du Tourmalet, der ellers næsten altid er på programmet, men med hele fem store stigninger og mere end 5000 højdemeter venter der et brag af en bjergetape, der vil bestemme, hvem der skal vinde løbet. De øvrige tre etaper har alle flade finaler, men terrænet et sjældent helt fladt og kan være ganske svært at kontrollere. Første etape er den letteste og ligner en sikker massespurt, mens der på 2. etape er en lille bakke i finalen, som formentlig vil være for svær for nogle af sprinterne. Det hele afsluttes med en uforudsigelig sidste etape, der byder på et stort bjerg tidligt på etapen og en masse småbakker i finalen, og selvom mange sprintere vil drømme om endnu en chance, ligner det en oplagt dag for et udbrud.

1. etape

Det har været en næsten ubrydelig tradition, at løbet er startet med en sprinteretape, men det blev der lavet om på i 2017, hvor en mellemhård bjergetape skulle vise sig at blive grundstenen til Silvan Dilliers samlede sejr, da han var det af et afgørende udbrud. I år vender man imidlertid tilbage til traditionen, når det igen ventes at være sprinterne, der skal slås om den første førertrøje efter en etape, der dog ikke er helt flad, og som byder på en kort rampe op til mål.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I alt skal der tilbagelægges 168,0 km mellem Cap Découverte og Segala Carmaux, to nabobyer, der ligger bare få kilometer fra hinanden. Etapen har derfor af et sindrigt design, hvor man snor sig rundt i terrænet uden nogensinde at komme lang væk fra udganspunktet. Fra start kører man via fladt terræn og en lille nedkørsel mod vest og nordvest, inden man kører gennem fladt terræn mod nordøst frem til kategori 3-stigningen Cote de Laparrouquial (2,5 km, 6,5%), der har top efter 27,9 km. Herfra fortsætter man gennem let kuperet terræn mod nordøst frem til det nordligste punkt, inden det går mod syd og nordøst frem til den første spurt, der kommer efter 53,5 km. Via en lille bakke kører man herefter mod sydøst frem til kategori 3-stigningen Cote de Montauriol (3,9 km, 4,4%), hvis top rundes efter 63,7 km på etapens højeste og østligste punkt.

Den følgende del er hovedsageligt faldende eller flad, når der køres mod sydvest og syd, inden fladt terræn leder mod vest frem til forplejningszonen, der ligger lige syd for startbyen. Herfra slår man en sløjfe ved at køre mod syd via en nedkørsel ned til det sydligste punkt. Her kører man atter mod nordvest op over kategori 3-stigningen Cote de Mascrabieres (1,5 km,  6,9%), der har top efter 104,9 km, og via fladt terræn forbi den sidste spurt, der kommer efter 113,9 km. Herfra er terrænet stort set helt fladt, mens man kører mod nordvest, nord og til slut nordøst og øst frem til den afsluttende rundstrækning. Efter 149,2 km krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 18,8 km lange runde. Den byder først på en lille bakke, når man kører mod syd og vest frem til startbyen Cap Decouverte, inden den sidste del er helt flad, når man kører mod nordvest og til sidst sydøst tilbage til målbyen. De sidste 5 km er stort set helt flade og byder på en lige vej frem til sving med 1000 iog 700 m igen. Til slut rammer man den lille 200 m lange rampe, der med en stigningsprocent på 6 fører op til mål.

Etapen byder på i alt 1851 højdemeter.

Løbet byder sjældent på helt flade etaper, men dette er nogenlunde så fladt, som det bliver i denne del af Frankrig. Der er altid en del sultne franske sprintere til start, og det er også tilfældet denne gang. Derfor vil de formentlig kontrollere etapen og sikre, at det skal afgøres i en spurt i den tekniske finale, hvor den sidste lille bakke kræver lidt punch, der dog ikke vil være nogen udfordring for de hurtige folk, men favorisere specialister i stigende spurter.

Segala Carmaux har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Fredagen har typisk været helliget sprinterne, selvom man i 2017 krydrede dagen ved både at have en etape for de hurtige folk og en enkeltstart. I år kan specialisterne i de hurtige finaler glæde sig over, at hele dagen igen er helliget dem på en etape, der synes skabt til en massespurt, og det vil være velkomment, inden de hurtige folk kan se frem til en hård weekend med mange bjerge. De skal dog tage sig i agt for det kuperede terræn, der kan vise sig betydeligt hårdere end ventet, og da der venter en lille bakke på de sidste 5 km, kan de tunge folk få sig en grim overraskelse.

I alt skal der tilbagelægges 173,0 km mellem Saint-Gaudens og Masseube Val de Gers. Startbyen ligger lige nord for Pyrenæerne, hvor den ofte besøges i forbindelse med Tour de France, men denne gang bevæger man sig mod nord og ikke syd ind i de høje bjerge. Hele dagen går det op og ned med mange mindre bakker, og der er ikke meget fladt terræn. Der er dog heller ingen længere stigninger.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Fra starten kører man mod nordøst, vest og sydvest frem til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Saint-Marcel (1,2 km, 5,2%), der har top efter 39,5 km, inden man kører videre mod sydvest ned til den første spurt, der kommer efter 42,0 km. Herefter får det mod nord gennem samme let kuperede terræn, inden man drejer mod vest for at køre forbi forplejningszonen og den anden spurt, der kommer efter 94,0 km frem til kategori 3-stigningen Cote de Puntous (0,9 km, 5,7%), der har top efter 97,8 km. Herefter går det videre mod vest, inden man drejer mod nord.

Etapens afgørende fase indledes, når man drejer mod øst ind på kategori 3-stigningen Cote de Saint-Michel (1,1 km, 8,0%), der har top efter 123,7 km. Herefter venter yderligere en lille bakke, mens man fortsætter mod øst frem til rundstrækningen, hvor man skal over den lille finalebakke for første gang, inden man efter 135,6 km krydser målstregen for første gang. Herefter afsluttes løbet med en omgang på den 37,4 km lange, nærmest helt rektangulære rundstrækning i området nord for målbyen. Den er teknisk ukompliceret, men bestemt ikke helt flad, da der er hele fire mindre bakker på programmet undervejs. Den sidste af disse starter med 5 km igen og stiger med 4,9% over 1,4 km, inden det igen falder ned mod den sidste flade kilometer. Der er ingen sving på de sidste 3 km.

Etapen byder på i alt 2296 højdemeter.

Etapen ser på papiret ganske flad ud, men terrænet skal ikke undervurderes. Der er ikke mange meter flad vej undervejs, og det bliver derfor ikke let dels at kontrollere etapen og dels for de hurtige folk at sidde med hjem. Særligt den sidste lille bakke er et godt afsæt for angreb, og selvom det sandsynligvis ender i en spurt, kan det meget vel tænkes, at det kun er for de hårdføre typer.

Masseube Val de Gers har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Lørdag er altid dagen for løbets kongeetape, og det ændres der ikke på i år. Typisk skal man undervejs op over Col du Tourmalet, men den tradition brydes i 2018. Det betyder dog ikke, at der ikke er svære stigninger på programmet, for dagen byder på et hav af høje bjerge i Pyrenæerne, inden det helt store slag om den samlede sejr skal slås på den ikke specielt kendte stigning Les Monts d’Olmes, der formentlig vil bestemme, hvem der kan iføre sig den gule trøje ved løbets afslutning søndag.

I alt skal der tilbagelægges hele 198,4 km mellem Prat-Bonrepaux og Les Monts d’Olmes-stigningen. Starten går lige nord for Pyrenæerne, og derfor er de første kilometer de letteste. Her kører man ad en let stigende vej mod sydøst direkte frem mod bjergene. Her tager etapen tidligt fat, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Port de Lers (11,9 km, 6,4%), der er en regulær stigning, der dog flade en anelse ud nær toppen, som rundes efter 53,1 km. Herefter leder en ikke specielt svær nedkørsel mod sydøst og nordøst ned til dalen, hvor den første spurt er placeret efter 80,0 km.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Efter forplejningen kaster man sig ud i den næste udfordring, når man kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Pas de Souloumbrie (9,4 km, 5,1%), hvis top rundes efter 92,5 km. Et fladt stykke og en teknisk nedkørsel fører herefter tilbage til dalen og byen Ax-les-Thermes, hvor man drejer mod sydøst og siden nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Chioula (10,1 km, 7,0%), der ligeledes er meget regulær med en konstant stigningsprocent på ca. 7. Fra toppen i 1431 m højde resterer stadig 66,8 km, som først består af en meget lang nedkørsel, der fører mod nordøst forbi den sidste spurt, der kommer efter 148,6 km, og derefter mod nordvest frem til byen Belesta, der ligger lige nord for Pyrenæerne.

Finalen indledes herefter, når man drejer mod vest for efter et kort dalstykke at ramme kategori 2-stigningen Col de Montsegur (6,5 km, 6,3%), der er irregulær med to stejle passager og lette stykker med stigningsprocenter på ca. 5. Dens top rundes med bare 17,6 km igen, og herefter venter kun en ganske kort, ikke-teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man drejer mod sydvest for at tage hul på den afsluttende udfordring, kategori 1-stigningen Les Monts d’Olmes. Den stiger med bare 4,9% over 14,2 km, men tallene snyder. De første 5 km stiger med 6-8%, inden der venter 4 km, der hovedsageligt går nedad. De sidste 5 km stiger derimod med 6,5-8,2% og når endda op på 11% på den nedre del. Den sidste kilometer stiger med 6,5%. Vejen bugter sig kraftigt på de sidste 4 km, hvor der er tre hårnålesving, det sidste med ca. 700 m til stregen, hvorefter vejen kun buer let.

Etapen byder på i alt hele 5077 højdemeter.

Dette er dagen, der skal afgøre løbet, og hvor klatrerne skal dyste om den samlede sejr. Historien viser, at der i dette løb typisk udbryder krig relativt tidligt, og man har før set nogle vanvittige soloridt eller store udbrudssejre. I år betyder det stærkere felt samt ikke mindst tilstedeværelsen af Alejandro Valverde og Egan Bernal dog, at det formentlig vil være mere kontrolleret, og det ender formentlig i et udskilningsløb kontrolleret af Sky og Movistar, inden stjernerne skal slås om det på sidste stigning. Den er dog ikke den allersværeste, men efter mere end 5000 højdemeter kan vi stadig vente en meget selektiv dag, hvor rytterne sagtens kan krydse stregen en og en.

Les Monts d’Olmes blev senest brugt som målstigning i 2007 , hvor Oscar Sevilla sejrede med hele 1.08 ned til Massimo Giunti. I 2009 vandt en ung Peter Stetina en bjergetape i Ronde de l’Isard.

4. etape

Løbet er kendt som et bjergløb, men en af traditionerne er alligevel, at sprinterne får det sidste ord. Det håber de også at gøre i år, men som noget nyt har etapen fået et ekstra krydderi. Denne gang skal rytterne nemlig tidligt på etapen over kategori 1-stigningen Pic de Nore, og selvom den kommer alt for tidligt til at kunne bruges til noget for klassementsrytterne, kan det være nok til, at det i stedet vil være et udbrud, der skal slås om sejren på sidstedagen.

I alt skal der tilbagelægges 192,7 km mellem Mirepoix og Cazouls-les-Bezieres. Målbyen ligger lige nord for Pyrenæerne og fra start kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod et lille bjergområde, der ligger nord for den store bjergkæde. Her skal man op over en lang ikke-kategoriseret stigning, inden man via en nedkørsel kører ned til den første spurt, der kommer efter 74,7 km. Herefter tager man hul på dagens hovedmenu, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 1-stigningen Pic de Nore (16,3 km, 5,6%), der efter en let start byder på en hårdere midtersektion med stigningsprocenter på 7-10, inden den flader ud på de sidste 3 km.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Toppen rundes, når der stadig resterer 101,5 km, og de er meget lettere. En teknisk nedkørsel leder mod syd tilbage til fladlandet, og herefter går det stort set stik øst resten af dagen, hvor man kører ud mod middelhavskysten. Efter en flad fase bliver det igen lidt mere kuperet, når man skal over de to kategori 3-stigninger Cote de Minerve (2,1 km, 5,8%) og Cote de Villespassans (1,0 km, 5,7%), der har top med henholdsvis 48,6 og 29,5 km igen. Herefter venter flere småbakker, mens man fortsætter mod vest forbi den sidste spurt, der kommer på toppen af en bakke med 10,9 km igen. Herefter er der yderligere bare en lille bakke, inden det går ned til målbyen. Det falder ned til de sidste 2 km, der er flade og helt uden sving, dog med en rundkørsel bare 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2930 højdemeter.

Sprinterne drømmer helt sikkert om at skulle spurte om sejren, men det kan blive lidt af en udfordring. Tidsforskellene er store, og derfor vil et helt felt have blik på et udbrud. Den store stigning midtvejs gør det svært for feltet at jagte, og de mange bakker mod slutningen kan være langt hårdere end ventet. Det kan ikke udelukkes, at det lykkes at samle det til en spurt, men mest sandsynligt er det, at et udbrud skal slås om den sidste etapesejr, som det også skete for 12 måneder siden.

Cazouls-les-Bezieres har ikke været været for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Favoritterne

Route de l’Occitanie har altid været et bjergløb og som sagt et af de få løb, de rene klatrere har kunnet vinde. I 2016 blev der højst usædvanligt introduceret en enkeltstart, der gjorde det en anelse mere alsidigt, men i år er løbet tilbage ved rødderne. Denne gang vil det igen blive afgjort alene i bjergene, og det vil være bjerggederne, der skal slås om sejren.

Sidste år var der to ret kuperede etaper på programmet, og et udbrud på førstedagen skulle vise sig at blive altafgørende. I år er det hele langt mere simpelt, da ruten har et mere klassisk format. De tre af etaperne har helt flade finaler og burde ikke spille nogen rolle. Fjerde etape kan ganske vist blive vundet af et udbrud, ligesom den kuperede afslutning på 2. etape kan ryste et par af sprinterne, men i klassementssammenhæng burde de være ligegyldige. Der kan måske blive taget lidt bonussekunder i indlagte spurter på sidste etape, hvis det er meget tæt, men det er usandsynligt. Alt peger på, at vinderen af lørdagens kongeetape også vil være den samlede vinder. Der er til gengæld også tale om en modbydelig bjergetape med mere end 5000 højdemeter, og her vil det være de rigtige klatrere, der kan slås om sejren

Som altid er vejret en faktor, specielt i et løb, der er kendt for voldsom varme. I år vil temperaturerne dog være ganske beherskede, ligesom der endda kan falde lidt regn i finalen på lørdag, men til gengæld kan vinden blive en faktor. Torsdag og særligt søndag vil nemlig byde på en voldsomt kraftig blæst fra nordvest, som helt sikkert vil skabe megen nervøsitet. Det kan ikke udelukkes, at det vil kunne skabe noget uventet drama, og derfor er det også afgørende at have et stærkt hold til at beskytte sig.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Uanset hvad vil løbet dog blive vundet af en forrygende klatrer, og her er det vanskeligt ikke at pege på Alejandro Valverde som favorit. Spanieren er løbets helt store navn og naturligvis på papiret løbets bedste klatrer. En sejr til Valverde er dog ikke helt så givet, som det kunne se ud til. Den spanske veteran har nemlig ikke kørt specielt stærkt i sine juniløb siden sin karantæne og har aldrig været med helt i front i hverken Dauphiné eller Tour de Suisse. Han har dog altid været konkurrencedygtig, og modstanden i dette løb er trods alt betydeligt svagere end i de store løb. Derfor burde Valverde kunne køre med om sejren, også hvis han ikke er på 100%.

Sygdom tvang ham til at skippe Tour de Suisse, men der var alene tale om en lille forkølelse, der næppe har haft den store indvirkning på formen. Valverde burde være med helt i front på 3. etape, og selv om han måske ikke har formen til at køre alene væk, er hans spurt altid et livsfarligt våben. Ingen fanger Valverde i sidevinden, og er det nødvendigt, kan han også gå efter bonussekunder i indlagte spurter. Han er omgivet af et solidt hold, der kan hjælpe med at kontrollere den svære kongeetape, og samlet set betyder det, at Valverde er vores favorit.

Valverde skal dog stå tidligt op, hvis han skal have ram på Daniel Navarro. Spanieren var som genfødt i det nyligt overståede Dauphiné, hvor han var en af de allerstærkeste på stigningerne. Han kørte med favoritterne hver eneste dag i bjergene, og på sidstedagen viste han for alvor klassen, da han efter et langt udbrud først blev hentet få meter fra stregen af Adam Yates. Ingen kan derfor betvivle, at Navarro er i storform, og han er som skabt til et bjergmaraton som det, der venter lørdag, Han har med Luis Angel Mate, Matias Le Turnier og Stephane Rossetto et godt hold til at hjælpe sig og burde ikke være alt for alene. Hans store svaghed er, at han er meget sårbar i sidevinden på de to farlige etaper, men kan han holde sig til her, kan han meget vel vise sig som stærkeste mand i bjergene og derigennem tage den samlede sejr.

Alle, der var vidner til den sidste uge af Giroen, vil vide, at Sebastien Reichenbach var blandt de allerbedste i bjergene. Efter en svær sæsonstart som følge af et grimt hoftebrud, rejste schweizeren sig fornemt og viste atter, at han er en af feltets mest undervurderede klatrere. Det helt stor sprøgsmål er som for alle andre Giro-ryttere, hvor meget han er kommet sig efter de tre uger i Italien, og om formen stadig er intakt. Han var dog meget frisk mod slutningen, og har han passet træningen, burde han være med helt i front på et bjergmaraton, der passer ham. Hans hold i sidevinden er ganske stærkt, og dermed har Reichenbach gode muligheder for at jagte en sjælden personlig triumf.

Egan Bernal blev til sidst taget af startlisten, og det betyder, at Sky satser 100% på Kenny Elissonde. Efter en svag første sæson for briterne har franskmanden i år været bedre end nogensinde, og han var særligt i Tour of the Alps fabelagtigt kørende i bjergene. Den form tog han med sig til den første del af Giroen, men han tabte desværre lidt form mod slutningen. Alligevel var det ham, der splittede feltet til atomer inden Froomes store angreb på Finestre, så helt træt har han ikke været. Det er lidt tvivlsomt, om han fortsat er på toppen, men er han kommet sig og kan fortsætte de fine takter fra i år, burde han køre med om sejren, også selvom han vil være temmelig alene i bjergene.

Ag2r stiller med Alexis Vuillermoz, der desværre styrtede ud af Dauphiné og nu jagter løbskilometer i en kamp mod tiden inden Touren. Sidste efterår var han flyvende, efter at han i Touren havde nået et helt nyt niveau i de høje bjerge, men desværre har han i år ikke været i stand til at bygge videre på de lovende takter. Året har været præget af skuffelse på skuffelse, men det var også tilfældet sidste år, indtil benene kom netop på denne tid af året. Desværre er bjergkosten her nok en anelse for hård for en mand, der ikke er ren klatrer, men har han benene fra sidste års Tour, vil han være med fremme. Holdet har også veteranen Hubert Dupont , der som ren klatrer altid har gjort det godt i dette løb. Giroen blev dog endnu en understregning af, at han ikke er så stærk som tidligere, og derfor kan han nok ikke vinde.

En af årets positive oplevelser er Mikel Bizkarra, der efter mange år som en relativt anonym rytter, endelig har fået sit store gennembrud. I februar klatrede han med de bedste i bjergene, og i maj tog han den helt store sejr, da han vandt kongeetapen i Aragonien. Siden da har han haft en længere pause, hvorfor hans form er temmelig usikker, men han burde være velforberedt til et bjergløb, der passer den rene klatrer som fod i hose. Sårbarhed i sidevinden er et problem, men han burde være med i front på kongeetapen. Også hans holdkammerat Garikoitz Bravo, der blev nr. 2 bag Bizkarra i Aragoniens bjerge, har været godt kørende på det seneste, men han er en mere eksplosiv type, der kan finde de lange stigninger lidt for svære. Endelig har holdet også klatreren Oscar Rodriguez, men han vinder næppe.

FDJ bør køre for Reichenbach, men de har i Georg Preidler en glimrende løjtnant. Østrigeren kørte en flot Giro, hvor han blandt andet blev nr. 21 på den store Finestre-etape, og han blev generelt bedre og bedre. Har han bevaret formen, burde han derfor være en af de stærkeste i dette løb, selvom han næppe klatrer godt nok til at true de allerbedste. Han er imidlertid en helt uopslidelig type, der elsker de helt lange dage, og derfor burde den lange kongeetape passe ham, hvis han kan få den store motor i gang. Endelig har holdet også unge Valentin Madouas, men han har ikke været imponerende i de seneste uger og finder nok stigningerne lidt for lange.

Sky har i Philip Deignan en fin plan B. Ireren er nu om dage ofte langt fra formen, og han var da heller ikke just imponerende i de norske løb i maj. Han viste dog med flot kørsel i sidste års Giro, at han stadig har bjergbenene gemt et sted. Spørgsmålet er, om han endelig kan finde dem frem igen, for på papiret burde han kunne begå sig her. Til gengæld synes veteranen David Lopez at have nået sidste udløbsdato.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Astana stiller med Luis Leon Sanchez, der har haft en fantastisk sæson. Den spanske veteran har været flyvende gennem det meste af sæsonen og var senest guld værd for Lopez i Giroen. Her er bjergkosten nok desværre trods alt for hård for den store spanier, og selvom han burde være med fremme, kan han næppe vinde mod klatrerne i dette terræn. Holdet har også Sergei Chernetckii, Yevgeniy Gidick og Nikita Stalnov, der alle kan overraske, men næppe vinde.

Det har været et skidt år for Sergio Pardilla, der ni i lang tid ikke har været på sit gamle niveau. Et rent bjergløb som dette, burde dog passe veteranen trods den alt andet end imponerende præstation i Hammer Series. En 7. plads på kongeetapen i Asturien kan give lidt optimisme. Caja Rural har også formstærke og talentfulde Nick Schultz, men mon ikke stigningerne her er lidt for lange? Også Joaquim Silva og Cristian Rodriguez vil forsøge sig i klassementet.

Xandro Meurisse havde håbet at køre klassement i Dauphiné, men her viste det sig alligevel, at terrænet var lidt for svært for en puncheur som ham. En 18. plads på sidste bjergetape var dog mere end godkendt, og selvom han næppe vinder, burde han sidde med langt fremme her også. Til gengæld synes holdets anden klatrer Fabien Doubey ikke helt at have formen.

For Movistar handler alt om Valverde, men i 2016 så vi, at en ung Marc Soler kunne fp chancen i Quintana skygge. Det kan måske også ske denne gang, hvis kongeetapen viser sig svær at kontrollere. I så fald kan Ruben Fernandez slå til, men spanieren har aldrig været i stand til at finde sit niveau efter de mange helbredsproblemer og havde senest en skuffende Giro. Det samme havde talentfulde Antonio Pedrero samt Eduardo Sepulveda, men har de absorberet Giroen godt, kan de måske overraske.

Mauro Finetto var fantastisk kørende i Luxembourg og synes endelig at have fundet storformen, men han kommer nok til kort på de lange stigninger her. Bedre chancer har måske Javier Moreno, der efter en svær tid fandt formen i Tour de l’Ain, hvor han vandt en etape, men skuffede på kongeetapen, og i Aragonien, hvor han blev nr. 4 på kongeetapen.

Manzana Postobon har en fornuftig kandidat i Ricardo Vilela, der efter en svær sæsonstart viste stigende form i Ain, ligesom talentfulde Hernan Aguirre burde være klar til næste skridt. Det er til gengæld svært at tro alt for meget på Fabio Duarte, der ikke synes at kunne genfinde fordums styrke.

Endelig er det værd at fremhæve Brice Feillu, Jeremy Maison, Julien Antomarchi, Matias Le Turnier samt den spændene kenyaner Salim Kipkemboi som ryttere, der måske kan gøre det godt på kongeetapen.

***** Alejandro Valverde

**** Daniel Navarro, Sebastien Reichenbach

*** Kenny Elissonde, Alexis Vuilllermoz, Mikel Bizkarra, Georg Preidler, Philip Deignan

** Luis Leon Sanchez, Hubert Dupont, Garikoitz Bravo, Sergio Pardilla, Ruben Fernandez, Javier Moreno, Mauro Finetto, Xandro Meurisse, Hernan Aguirre, Ricardo Vilela, Valentin Madouas, Julien Antomarchi

* Matias Le Turnier, Brice Feillu, Fabio Duarte, Nicolas Schultz, Joaquim Silva, Jeremy Maison, Luis Angel Mate, Antonio Pedrero, Eduardo Sepulveda, Stephane Rossetto, Nikita Stalnov, Salim Kipkemboi, Cristian Rodriguez, Fabien Doubey, Romain COmbaud, Oscar Rodriguez, Yevgeniy Gidich, David Lopez

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.