Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: La Route d’Occitanie (Route du Sud)
19. juni 2019 19:30 af Emil AxelgaardFoto: Team Sky 2019

Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse har traditionelt været de foretrukne forberedelsesløb til Tour de France, men i adskillige år har det bjergrige Route du Sud, der sidste år skiftede navn til La Route d’Occitanie, i Pyrenæerne tilbudt en alternativ vej med mindre stress og opmærksomhed. Løbet har hovedsageligt været domineret af franskmænd, men med deltagelse af Tour-favoritter som Alberto Contador og Nairo Quintana i de senere år er løbet vokset voldsomt i status, og siden 2017 har det haft deltagelse af flere internationale WorldTour-hold end tidligere.

Løbets rolle og historie

Det har været en generel regel, at klatrerne altid har foretrukket at forberede sig til Tour de France i enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse. Der har været meget diskussion om, hvilket af de to der er at foretrække, men for de internationale stjerner har der aldrig været megen tvivl om, at et af de to løb tjener som en nøgledel af enhver succesfuld opbygning til verdens største løb.

 

I skyggen af WorldTour-løbene har det mindre Route du Sud i Pyrenæerne tilbudt en anden mulighed. Med dets placering i samme uge som Tour de Suisse inkluderer det mange af de mest berømte Tour de France-bjerge, og derfor er det et helt oplagt sted at forberede sig til juli måned. Løbet er kortere og får meget mindre opmærksomhed, og det gør det til en mindre stressende model.

-

Løbet er imidlertid hovedsageligt blevet domineret af franskmænd, der enten har brugt det som deres eneste forberedelse eller kørt det et par dage efter Dauphiné. For internationale ryttere har det hovedsageligt været brugt af folk, der kommer fra Giroen og har brug for at genfinde løbsfarten uden at skulle kaste sig ud i et WorldTour-løb.

 

Siden 2015 har løbet ændret sin status. For fire år siden skulle Giro-vinder Alberto Contador netop genfinde løbsrytmen efter sin sejr i Italien ved det franske løb, og da Nairo Quintana, der aldrig kører mange løb inden sine store mål, foretrak det som sin eneste Tour de France-opvarmning efter træningen i Colombia, blev det pludselig en stor begivenhed med international tv-dækning på Eurosport. I 2016 var det igen Quintanas eneste løb inden Touren, og derfor var det igen i rampelyset, og det har tilsyneladende fået flere hold til at opdage værdien af det. I hvert var der i 2017 ikke færre end syv WorldTour-hold til start, herunder storhold som BMC, Sky, Movistar og Astana, og selvom der denne gang manglede en Tour-favorit på startstregen, fik det stor opmærksomhed i kraft af dets rolle som den store Tour-test for Froomes nøglehjælpere Geraint Thomas og den længe knæskadede Wout Poels, ligesom også Rigoberto Uran brugte løbet som den sidste træning inden en Tour, der endte med en samlet 2. plads. Sidste år var det Alejandro Valverde, der kastede stjernestøv over arrangementet, hvor det samtidig skiftede navn til La Route d’Occitanie.

 

Hverken i 2018 eller 2019 har man kunne nå samme højder som i 2017, men med et felt, der tæller storholdene Ineos og Movistar som supplement til EF og de franske Ag2r og FDJ, skal arrangørerne bestemt ikke klage over feltets sammensætning. Og da Alejandro Valverde for andet år i træk bruger løbet som forberedelse til den Tour, han formentlig alligevel ender med at deltage i, og Rigoberto Uran ligesom i 2017 bruger løbet til at teste Tour-formen, vil løbet også i år kunne tiltrække sig masser af interesse.

 

Løbet blev skabt i 1977 under navnet Tour du Tarn, inden det fik et nyt navn Tour Midi-Pyrenees i 1982. Det fik sit mest kendte navn i 1988, men formatet har trods de mange titler altid været det samme. Det finder altid sted over fire eller fem dage i samme uge som Tour de Suisse og har haft mange store navne som vindere. Gilbert Duclos-Lassalle, Francesco Moser, Stephen Roche, Ronan Pensec, Laurent Dufaux og Laurent Jalabert figurerer alle på vinderlisten, og inden for de senere år er det blevet vundet af ryttere som Michael Rogers, Thomas Voeckler, Oscar Sevilla, Dan Martin, Przemyslaw Niemiec, Vasil Kiryienka, David Moncoutie, Nairo Quintana, Nicolas Roche, Alberto Contador og senest Alejandro Valverde.

 

Vinderlisten siger meget om løbets natur. Med dets placering i Pyrenæerne og med passage af nogle af de mest mytiske bjerge er det et løb for klatrere, og da der kun sjældent har været en enkeltstart, er det et løb som de rene bjerggeder har kunnet få efter. Løbet har typisk haft tre småkuperede sprinteretaper samt en stor etape i de høje bjerge, hvor klassementet er blevet afgjort.

 

Det var også tilfældet sidste år, hvor Alejandro Valverde stillede til start som den store favorit og ikke havde problemer med at vinde. Ganske vist kørte han relativt konservativt på kongeetapen, men til slut havde han ingen problemer med at spurtbesejre Daniel Navarro og Kenny Elissonde, inden han endda gik i udbrud sammen med Luis Leon Sanchez på løbets sidste etape. Det mislykkedes, men forhindrede ham ikke i at vinde samlet med 14 sekunder ned til Navarro og 20 sekunder ned til Elissonde. Valverde bruger igen i år løbet til at vender tilbage til konkurrence og forsvarer således sin titel, men han skal finde nye rivaler i et løb, hvor hverken Navarro eller Elissonde er med denne gang.

 

Ruten

Som sagt har løbet haft et relativt fast format med tre småkuperede sprinteretaper - ofte med stigende opløb - og en stor kongeetape i Pyrenæerne. I 2016 var arrangørerne lidt innovative ved at afvikle en enkeltstart om fredagen, hvor der var to etaper på menuen. I de seneste to år er man vendt tilbage til et mere klassisk format, men begge gange har den ene af etaperne dog været ganske kuperet.

 

I år har man imidlertid strammet skruet ved at designe en historisk hård rute. Således er der denne gang hele to rigtige bjergetaper på programmet. Som altid skal det helt store slag slås på lørdagens kongeetape, der denne gang ganske vist ikke inkluderer Tourmalet, men som med Hourquette d’Ancizan, Port de Bales og mål på den relativt ukendte, men meget stejle Hospice de France-stigning består af en rute, der er en Tour-etape værdig. Allerede på torsdagens 1. etape venter der imidlertid en hård afslutning, når det første lille klassementsslag skal slås på en kategori 2-stigning, der måske nok er kort, men stejl nok til at gøre betydelige forskelle.

 

Sprinterne har derimod ikke meget at komme efter. Kun fredagens 2. etape burde være for de hurtige folk, og her skal de være klar til at slå til. I år er sidste etape nemlig et kompliceret rundstrækningsløb, der med en lille kategori 3-stigning bare 4,5 km fra mål, kan blive rammen om en aggressiv og uforudsigelig afslutning på det sydfranske bjergløb.

 

 

1. etape

Det har været en næsten ubrydelig tradition, at løbet er startet med en sprinteretape, men det blev der lavet om på i 2017, hvor en mellemhård bjergetape skulle vise sig at blive grundstenen til Silvan Dilliers samlede sejr, da han var det af et afgørende udbrud. Den model genbruges i et endnu vanskeligere format på årets usædvanligt hårde rute, hvor det handler om at være knivskarp fra start, når løbets skyldes i gang med en knaldhård etape, der slutter på den vanskelige Cote d’Aubignac, hvor det første klassementsslag allerede skal slås.

 

I alt skal der tilbagelægges 175,5 km, der fører feltet fra Gignac Valee de l’Herault til Saint Geniez d’Olt et d’Aubrac. Der lægges knaldhård ud, idet man efter et kort fladt stykke, der fører mod vest, kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Col du Vent (8,5 km, 5,8%), der har top efter 17,8 km og leder op til et småkuperet plateau. Her kører man over nogle småbakker mod nord og nordvest, inden en nedkørsel leder mod nord ned til den første spurt, der er placeret efter 59,6 km. Her rammer man næsten helt fladt terræn, som følges mod nordvest, vest og nord.

 

Finalen indledes så småt, når man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Montee du Buffarel (9,6 km, 5,2%), hvis top rundes efter 116,1 km. Herefter går det igennem småkuperet, men hovedsageligt let faldende terræn mod nordvest forbi den sidste spurt, der er placeret efter 131,7 km, inden en nedkørsel fører ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 154,5 km. Her kører man første gang mod nord op ad den afsluttende kategori 2-stigningen Cote d’Aubignac (4 km, 8,3%), på hvis top stregen krudses for første gang efter 160,5 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 15,0 km lange runde, der består af to dele. Først kører man mod nord, sydøst, syd og til slut sydvest ned ad en teknisk ikke alt for kompliceret nedkørsel tilbage til bunden af den afsluttende stigning. Herfra går det atter op til mål for anden og sidste gang via stigningen, hvis fire kilometer stiger med hhv. 8,8%, 8,1%, 8,6% og 7,7% med et maksimum på 12% to kilometer fra mål. Det sidste hårnålesving kommer med 2 km igen, hvorefter en næsten lige vej leder mod nord op til stregen, hvor vejen bugter sig ind på den 75 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3012 højdemeter.

 

Den afsluttende stigning er måske ikke verdens længste, men den er rigeligt svær til at gøre forskelle. Den kommer endda efter en knaldhård etape med 3000 højdemeter, og derfor skal klassementsrytterne i aktion med det samme. Er der en intern magtkamp mellem de store hold, kan man endda ikke helt udelukke, at et udbrud snyder dem alle, som det skete for to år siden, men mest sandsynligt er det, at det ender i et første opgør mellem favoritterne til den samlede sejr.

 

Saint Geniez d’Olt et d’Aubrac har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

2. etape

Fredagen har typisk været helliget sprinterne, selvom man i 2017 krydrede dagen ved både at have en etape for de hurtige folk og en enkeltstart. Efter den usædvanligt hårde åbning kan specialisterne i de hurtige finaler glæde sig over, at hele dagen igen er helliget dem på en etape, der synes skabt til en massespurt, og det vil være velkomment, efter at de blev snydt på torsdagens etape. Med blot to små kategori 3-stigninger bør det kun være vinden, der måske kan forhindre de hurtige folk i at komme til fadet.

 

I alt skal der tilbagelægges 187,7 km, der fører feltet fra Labruguiére til Martres-Tolosane - to byer, der begge ligger i fladlandet umiddelbart nord for Pyrenæerne. Fra start slår man en lille sløjfe mod nordvest op over en lille bakke, inden man sætter mod kursen mod sydvest igennem relativt fladt terræn. Senere kører man mod vest for kort efter at passere kategori 3-stigningen Saint-Felix-de-Lauragais (1,5 km, 6,3%), der har top efter 58,2 km, inden man fortsætter mod sydvest igennem let kuperet terræn frem til den første spurt, der er placeret efter 86,9 km.

 

Efter spurten venter der et par småbakker, mens man fortsætter mod vest og sydvest, inden man skal over kategori 3-stigningen Cote de Lalaque (1,6 km, 4,5%), hvis top rundes efter 109,2 km. Derfra snor man sig videre mod vest og sydvest via først let kuperet og siden relativt fladt terræn. Mod slutningen skal man over en lille bakke, inden man efter 157,4 km rammer den afsluttende rundstrækning, og 3,2 km senere krydser man stregen for første gang i forbindelse med den sidste spurt. Derefter afsluttes etapen med en omgang på den 27,1 km lange runde, der indledes med et fladt stykke, som fører mod sydvest. Derefter går det mod nordvest op ad et let stigende stykke, inden man på et plateau når et par småbakker. Derefter falder det let mod nordøst, øst og til slut syd hele vejen ned til målbyen, hvor de sidste 2 km er helt flade. En lang, lige vej afbrydes af to sving lige efter den røde flamme, inden man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1947 højdemeter.

 

Området nord for Pyrenæerne kan være ganske blæsende, og derfor skal man altid tage sig i agt for vinden. Terrænet er også kun sjældent helt fladt, men det hører alligevel til sjældenhederne, at disse etaper ikke ender i en massespurt. Udbrud har før overrasket, men alt peger på, at de hurtige folk skal til fadet på den første af løbets to flade etaper.

 

Martres-Tolosane har ikke været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

3. etape

Lørdag er altid dagen for løbets kongeetape, og det ændres der ikke på i år. Typisk skal man undervejs op over Col du Tourmalet, men den tradition blev brudt i 2018, og det sker igen i år. Det betyder dog ikke, at der ikke er svære stigninger på programmet, for dagen byder på to af Pyrenæernes frygtede bjerge i form af Houquette d’Ancizan og Port de Bales, inden man slutter med at klatre op ad den relativt ukendte Hospice de France, der formentlig vil bestemme, hvem der kan iføre sig den gule trøje ved løbets afslutning søndag.

 

I alt skal der tilbagelægges 173,0 km, der fører feltet fra Arreau til toppen af stigningen Luchon - Hospice de France. Startbyen ligger midt i Pyrenæerne, og der lægges derfor benhårdt ud, når man kører mod sydøst og nordvest op ad kategori 2-stigningen Lancon (3,8 km, 7,3%), der har top allerede efter 8,9 km. En teknisk nedkørsel fører mod sydvest, inden man kører mod nordvest op ad den berømte kategori 1-stigning Hourquette d’Ancizan (10 km, 7,8%), hvis top rundes efter 28,8 km. Derefter venter en lang, let nedkørsel, der fører mod nordvest ud af Pyrenæerne og ned til den første spurt, der kommer efter 57,1 km i Bagneres-de-Bigorre.

 

Den følgende del af etapen afvikles i fladlandet nord for Pyrenæerne. Først kører man mod nordøst via en nedkørsel, inden man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Capvern-les-Bains (6,6 km, 4,4%), hvis top passeres efter 79,3 km. Herefter går det igennem helt fladt terræn mod sydøst, inden man drejer mod vest for at køre ind i bjergene igen. Det sker, når man drejer mod sydvest og syd for at passere den berømte kategori 1-stigning Port de Bales (19,2 km, 6,2%), der er mest kendt som scenen for Andy Schlecks berømte tabte kæde.

 

Fra toppen resterer der stadig 31,6 km, som indledes med den velkendte tekniske nedkørsel, der fører mod sydøst ned til Bagneres-de-Luchon, hvor den sidste spurt er placeret med 11,6 km igen. Herefter kører man direkte mod sydøst op ad målstigningen, der er i kategori 1. Den stiger med 7,3% over 10 km, men er meget irregulær. Den starter stejlt over de første 1500 m, men dernæst er det ganske let. Med 4 km igen tager den for alvor fat, da de næste 3000 m stiger med 10%, og mod toppen er der endda lang stykker med mere end 12%. På de sidste 1000 m stiger de første 500 m med 12,4% og de sidste 500 m 6,4%, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,4. Der er ikke mange sving på stigningen, og på de sidste 3 km er der kun to hårnålesving lige ved den røde flamme og et sving med 300 m igen, hvorefter vejen bugter sig let.

 

Etapen byder på i alt hele 4165 højdemeter.

 

Dette er dagen, der skal afgøre løbet, og hvor klatrerne skal dyste om den samlede sejr. Historien viser, at der i dette løb typisk udbryder krig relativt tidligt, og man har før set nogle vanvittige soloridt eller store udbrudssejre. Deltagelsen af et stærkere felt har dog gjort det mere kontrolleret, og der er formentlig lagt op til et stort slag på den sidste stigning, der med sine sidste 4 meget vanskelige kilometer kan skabe ganske store forskelle.

 

Hospice de France-stigningen har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i forbindelse med 2014-udgaven af U23-løbet Ronde de l’Isard, hvor Lilian Calmejane tog en solosejr med 24 sekunder ned til en trio bestående af Louis Vervaeke, Jeffrey Perrin og Tiesj Benoot.

 

 

 

 

4. etape

Løbet er kendt som et bjergløb, men en af traditionerne er alligevel, at sprinterne får det sidste ord. Det håber de også at gøre i år, men denne gang bliver det bestemt ikke enkelt. Løbet afsluttes nemlig med et rundstrækningsløb, der byder på to korte stigninger, herunder en 1 km lang bakke med top bare 4 km til stregen, og det sætter scenen for en underholdende og aggressiv afslutning på en hård udgave af Pyrenæernes store etapeløb.

 

I alt skal der tilbagelægges 154,8 km, der alle finder sted på en rundstrækning omkring byen Clemont-Pouyguilles. Den er i alt 19,6 km lang og skal tilbagelægges i alt otte gange. Den er hovedsageligt flad, men indeholder to stigninger. Umiddelbart efter stregen kører man mod nord og siden vest op over en 2,2 km lang bakke, der stiger med 3,3% og har top knap 15 km fra stregen. En nedkørsel leder ned i fladlandet, der følges mod vest og syd, inden man drejer mod nordøst ind op kategori 3-stigningen Cote de Moncassin (1,1 km, 6,3%), hvis top passeres med 4,5 km igen. Herefter falder det let hele vejen ned mod mål, mens man kører mod sydøst, inden man lige inden den røde flamme drejer mod nord ind på den let faldende opløbsstrækning. Der er indlagte spurt ved målstregen efter 3. og 6. omgang, og der er bjergspurter på Cote de Moncassin på 5. og 7. omgang

 

Etapen byder på i alt 1288 højdemeter.

 

Sprinterne havde håbet på, at dette skulle være en chance, men det bliver kun for de absolut mest hårdføre. Mere sandsynligt er det, at det bliver en finale for klassikertyperne, der kan bruge stigningen som afsæt for et angreb. Og allerstørst chance er der måske i virkeligheden for en udbrudssejr i et løb, hvor de to bjergetaper vil have skabt enorme forskelle.

 

Clermont-Pouyguilles var senest vært for løbet i 2016, hvor Arnaud Demare vandt sidste etape i en spurt foran Yohanne Gene og Stephane Poulhies.

 

 

 

 

Favoritterne

Route de l’Occitanie har altid været et bjergløb og som sagt et af de få løb, de rene klatrere har kunnet vinde. I 2016 blev der højst usædvanligt introduceret en enkeltstart, der gjorde det en anelse mere alsidigt, men i år er løbet tilbage ved rødderne. Denne gang vil det igen blive afgjort alene i bjergene, og det vil være bjerggederne, der skal slås om sejren.

 

Med hele to store bjergetaper er løbet endda betydeligt hårdere end normalt. Tidligere har klassementskampen ofte kunne reduceres til lørdagens kongeetape, men denne gang kan vi forvente os, at både 1. og 3. etape vil kunne skabe drama. Begge har målstigninger, der er rigeligt vanskelige, men der er også forskelle på de to etaper. Hvor lørdagens etape er en ”rigtig” bjergetape med hele tre lange stigninger og et stort antal højdemeter, er 1. etape en anelse mere menneskelig, og selvom der også her skal klatres gennem det meste af dagen, er målstigningen kortere og mere skabt til eksplosive typer.

 

2. og 4. etape bør spille en mindre rolle. Fredag ligner en dag for sprinterne, men man skal passe på med helt at udelukke, at der kan ske noget på 4. etape. Naturligvis er det ikke en etape, der skaber forskelle, men er klassementet tæt, er det slet ikke umuligt, at Alejandro Valverde vil være i stand til at vinde etapen og sikre sig værdifulde bonussekunder.

 

Som altid er vejret en faktor, specielt i et løb, der er kendt for voldsom varme. I år bliver det dog slet ikke slemt. Torsdag og fredag vil endda være våde og kølige, og temperaturen til kongeetapen vil bare være 25 grader i dalen. Først søndag ventes der med 32 grader lidt af den varme, der kendetegner området. Vinden ventes heller ikke at blive et tema - det kan den ellers godt være i området nord for Pyrenæerne - men man skal notere sig, at der vil være en ikke ubetydelig modvind på torsdagens målstigning.

 

Samlet set må man dog formode, at løbets bedste klatrer vinder løbet. De to nøgleetaper har ganske vist et format, hvor man godt kan angribe på næstsidste stigning, hvilket kan gøre løbet mere taktisk. Movistar og især Ineos har dog så stærke hold, at vi ikke forventer en gentagelse af det meget specielle løb i 2017, hvor ingen tog kontrol, og hvor Silvan Dillier derfor via et udbrud tog en choksejr. Denne gang må man formode, at favoritterne skal slås om det på løbets to målstigninger.

 

Feltet lægger op til et sammenstød mellem to verdener. På den ene side har vi ryttere som Rigoberto Uran og Alejandro Valverde, der gør comeback efter en lang pause, og som derfor kan være rustne. De er oppe mod en hel stribe af Giro-ryttere, der ikke har kørt løb i snart tre uger, og hvis form derfor altid er helt uforudsigelige. Endelig har vi en fyr som Jesus Herrada, der har vist storform og netop slået Romain Bardet på Mont Ventoux, men som trods alt er puncheur og ikke klatrer. Det skaber et helt åbent og meget uforudsigeligt løb, hvor det helt store spørgsmål er, hvor især Giro-rytterne står.

 

Det logiske ville vel være at pege på Alejandro Valverde eller Rigoberto Uran som favorit, men vi vover pelsen og peger i stedet på Ivan Ramiro Sosa. Colombianeren havde en skuffende Giro, hvor ambitionen om, at han skulle finde formen til den sidste uge aldrig helt blev indfriet. Til gengæld undgik han modsat klassementsrytterne at køre sig helt i hegnet, og han burde have en god chance for at være kommet ud af løbet i god form. Erfaringen viser, at unge talenter ofte får et kolossalt boost af at gennemføre en grand tour, og siden sidste års gennembrud, hvor han blandt andet gav Miguel Angel Lopez bøllebank i Burgos, har vidst, at Sosas klatrepotentiale er noget helt særligt. Dem stillede han også til skue, da han kørte alle i sænk på kongeetapen i Paris-Nice, hvor han var luksushjælper for Egan Bernal. Vi ved, at han har evnerne til at vinde et bjergløb som dette, og er han kommet ud af Giroen med den form, en grand tour kan give, kunne dette blive stedet, hvor han endelig vinder et løb for Ineos.

 

Selvom den endelige bekræftelse mangler, synes det sikkert, at Alejandro Valverde alligevel kører Tour, nu hvor en skade kostede ham Giroen. Ligesom sidste år forbereder han sig i dette løb, som han vandt for 12 måneder siden. Det vil han naturligvis elske at gøre igen, men spørgsmålet er, om det er muligt. Hvis der er én ting, der har kendetegnet verdensmesteren i 2018 og 2019, er det, at han har skuffet på de lange stigninger. Mens 1. etape passer ham, kan man frygte, at kongeetapen er lidt for voldsom for den mand, der i både Vueltaen og Catalonien kom til kort, hver gang han ramte et ”rigtigt” bjerg. I forvejen har han ikke haft et godt forår, og han har stadig til gode at vise, at alderen ikke langt om længe har indhentet ham. I forvejen har han ikke den bedste historisk i Tour-forberedelsesløb, i hvert fald ikke i nyere tid, og sidste år var han heller ikke overbevisende, selvom han vandt. Klatrer han stadig som ”i gamle dage”, bør han vinde, men spørgsmålet er, om ”den nye Valverde” stadig er god nok.

 

Rigoberto Uran har stort set ikke kørt et cykelløb i 2019, da han fik foråret ødelagt af et brækket kraveben. Da han gjorde comeback i Californien, var han ikke imponerende, men nu bør han nærme sig topformen efter den hårde træning frem mod Touren. Desværre har han ikke nogen stor historik for at præstere i sit Tour-forberedelsesløb. Sidste år vandt han ganske vist en etape i Slovenien, men Primoz Roglic kørte ham midt over på stigningerne, og i 2017 var han anonym i dette løb, selvom han endte med at blive nr. 2 i Touren kort tid efter. I forvejen har han slet ikke været på sit 2017-niveau i nu snart to år, og han har derfor en del at bevise. Omvendt har hver eneste EF-rytter været flyvende i år, så hvorfor skulle det ikke også gælde for kaptajnen, nu hvor han langt om længe er skadesfri og i form?

 

Den eneste favorit, der med sikkerhed er i form, er Jesus Herrada. At spanieren vandt to etaper og sejrede samlet i Luxembourg, var ikke uventet, når vi taler om en puncheur som ham. Den store overraskelse var, at han slog Romain Bardet på Mont Ventoux i mandags, for Det Skaldede Bjerg burde under normale omstændigheder være for hård kost. Det burde dette løb også være, men efter præstationen tidligere på ugen synes det givet, at han også her vil være med fremme. Alligevel tror vi, at kongeetapen alligevel bliver lidt for hård for store Herrada, da der her er tale om langt bjerge end i mandags, og da han denne gang ikke blot er oppe mod en efter Dauphiné mærket Bardet, men oppe mod langt flere stærke klatrere. Cofidis har også Darwin Atapuma, der måske nok blev nr. 10 på Ventoux, men stadig er langt fra formen, samt unge Mathias Le Turnier, der netop er blevet nr. 10 i Ungarn Rundt, Luis Angel Mate, der dog skuffede i samme løb, og Stephane Rossetto, der ikke længere klatrer godt nok.

 

Pavel Sivakov kommer ligesom holdkammeraten Sosa til løbet direkte fra Giroen, men sammenlignet med colombianeren bør han være mere mærket. Det koster betydeligt mere at skulle køre klassement i en grand tour, og i forvejen har Sivakov nu været i form helt siden Tour of the Alps i april. Der er ingen tvivl om, at han er topmotiveret til dette hjemmebaneløb, men han skal vise, at han stadig er frisk nok. Det kan man betvivle, men på den anden side var der ikke megen tegn på, at han var mærket mod slutningen af Giroen.

 

Ineos’ tredje bud er Eddie Dunbar, der ligesom Sivakov og Sosa kommer direkte fra den første gennemførte grand tour. Det gør også hans form helt uforudsigelig, men mod slutningen af det tre uger lange løb så han stadig frisk ud. Nu skal han vise, at han er kommet sig, og så burde dette være et løb, hvor han kan få sin chance. Spørgsmålet er, om terrænet er for hårdt for en mand, der hidtil primært har begået sig på lidt kortere stigninger.

 

FDJ kommer også med en ung Giro-komet i form af Valentin Madouas. Der var næppe mange, der havde troet, at den franske puncheur ville klatre så godt, at han faktisk blev nr. 13 i sin første grand tour. Heller ikke han virkede meget mærket mod slutningen, men som for de andre unge Giro-løver er hans form og restitution lige nu et mysterium. I forvejen kan man frygte, at han trods alt kommer til kort mod de rigtige klatrere på så svær en rute. FDJ har også Leo Vincent, men hans 18. plads på Mont Ventoux var ikke imponerende.

 

Direct Energie stiller med Rein Taaramae, der med sin 3. plads på Ventoux viste, at han stadig er en klasserytter, selvom han ikke har fordums styrke. Med andre ord har han formen til at være med fremme, men vi så også i mandags, at han har sine begrænsninger. Han ligner ikke en vinder, men bør køre sig til et hæderligt resultat. Holdet har også Jonathan Hivert¸ men selvom han vil glæde sig over, at løbet ikke bliver så varmt som frygtet - han er notorisk kendt for at hade varme - må terrænet her være for svært.

 

Det har været et elendigt år for Tony Gallopin, der udgik af Giroen med en skade. På Ventoux viste han imidlertid form med en formidabel føring for Bardet, og han endte endda alligevel som nr. 9. Løbet her er en anelse for bjergrigt for ham, men med den forbedrede klattring, han viste i Vueltaen, kunne der være basis for et godt resultat. Ag2r stiller også med Alexandre Geniez¸ men den meget ustabile franskmand udgik af Dauphiné som følge af dårlig form, og Nans Peters imponerede ikke på Ventoux. Her så veteranen Hubert Dupont bedre ud, men han er ikke længere god nok til at være med helt fremme.

 

I Giroen blev Joe Dombrowski endelig genfødt, men desværre skuffede han igen på Mont Ventoux, hvor han faldt igennem. Med andre ord tyder det på, at han er træt, men lige netop med ham skal man altid være forsigtig. Han kan nemlig være yderst svingende, og på en bjergrig rute som denne vil en formstærk Dombrowski altid være farlig. Man kan også håbe, at Jonathan Caicedo efter Giroen har fået et boost, der gør det muligt at vise potentialet, mens Lachlan Morton til gengæld så skidt ud på Ventoux.

 

Delko kommer med Julien El Fares og Javier Moreno, der blev hhv. nr. 4 og 6 på Mont Ventoux. I det hele taget har El Fares været flyvende gennem det mest af året, men spørgsmålet er, om dette løb ikke er lidt for bjergrigt. Det passer nok bedre til Moreno, der efter en svær start bliver bedre fra løb til løb. Unge Remy Rochas var i udbrud på Ventoux, hvor han skuffede, og hverken Delio Fernandez eller Romain Combaud viste i mandags en form, der giver grund til optimisme.

 

Arkea kommer med Elie Gesbert. Egentlig er han mest kendt som puncheur, men med en 2. plads på kongeetapen i Ain og en 5. plads på Ventoux har han bekræftet, at han også klatrer godt. Formen er god, og han bør være med fremme igen her. Brice Feillu viste også lidt livstegn på Ventoux, men han er ikke længere god nok til at være med helt fremme, og løbet er for svært for Franck Bonnamour.

 

Vuelta-etapevinderen Oscar Rodriguez er ikke i sin bedste form, men han blev trods alt nr. 8 på Ventoux og ligner en mand i fremgang. Euskadi har også klatreren Mikel Bizkarra, der burde elske dette løb, men som skuffede i mandags, den talentfulde Fernando Barcelo, hvis form dog er et åbent spørgsmål, samt Mikel Iturria og Sergio Samitier, der begge gjorde det hæderligt på Ventoux.

 

Movistar satser formentlig på Valverde, men man kan håbe, at der også kan blive lidt plads til Antonio Pedrero. Spanieren imponerede stort i rollen som hjælper for Carapaz og Landa i Giroen. Det er uklart, hvor den ustabile spanier står nu, men er han stadig frisk, vil han være med helt fremme i tilfælde af, at han skulle få lidt frihed.

 

Caja Rural kommer med alle deres klatrere. Bedst chance har Sergei Chernetckii, der stadig er på vej tilbage fra sin skadespause, og som med en 11. plads på Ventoux viste stigende form. Her blev Cristian Rodriguez tillige nr. 12, og Sergio Pardilla overraskede efter en uendeligt lang pause med en fin 22. plads. Supertalentet Alex Aranburu er i fremragende form og kørte flot i udbruddet på Ventoux, men her er stigningerne nok for lange.

 

Naturligvis må man også nævne Adrien Guillonnet. Franskmanden var en regulær sensation på Ventoux, også selvom han eksploderede til sidst og ”kun” blev nr. 13. Dette løb er stærkere besat, men han skal blive interessant at følge.

 

Desværre betyder skaderog sygdom, at Pierre Rolland, Cyril Gautier og Arthur Vichot ikke er i form til at være med fremme, og Quentin Pacher viste ikke storform i Dauphiné. Manuel Senni havde en skuffende Giro, og Adna van Engelen og Mekseb Debesay faldt helt igennem i Ungarn.

 

OPDATERING: Bardiani har udtaget den talentfulde klatrer Giovanni Carboni. Han virkede meget træt under Giroen, men er han kommet sig, er dette et løb for ham.

 

***** Ivan Ramiro Sosa

**** Alejandro Valverde, Rigoberto Uran

*** Jesus Herrada, Pavel Sivakov, Eddie Dunbar, Valentin Madouas, Rein Taaramae

** Tony Gallopin, Joe Dombrowski, Javier Moreno, Julien El Fares, Oscar Rodriguez, Elie Gesbert, Giovanni Carboni, Antonio Pedrero, Sergei Chernetskii, Cristian Rodriguez, Adrien Guillonnet

* Sebastian Henao, Darwin Atapuma, Mikel Bizkarra, Fernando Barcelo, Alex Aranburu, Quentin Pacher, Alexandre Geniez, Hubert Dupont, Sergio Pardilla, Manuel Senni, Leo Vincent, Mathias Le Turnier, Jonathan Hivert, Delio Fernandez, Luis Angel Mate, Nans Peters

 

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

DEL
INFO
La Route d'Occitanie
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Qinghai Lake(2.HC) 14/07-27/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Adriatica Ionica Race(2.1) 23/07-28/07

Grand Prix Cerami(1.1) 25/07

Prueba Villafranca-Ordizi...(1.1) 25/07

VOO-Tour de Wallonie(2.HC) 27/07-31/07

Circuito de Getxo "Memori...(1.1) 31/07

Volta a Portugal Santander(2.1) 31/07-11/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

Vind en Garmin Edge 830 cykelcomputer - værdi af 3.199 kroner.