Optakt: La Route d’Occitanie (Route du Sud)

 Livestream La Route d'Occitanie uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Det har været en generel regel, at klatrerne altid har foretrukket at forberede sig til Tour de France i enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse. Der har været meget diskussion om, hvilket af de to der er at foretrække, men for de internationale stjerner har der aldrig været megen tvivl om, at et af de to løb tjener som en nøgledel af enhver succesfuld opbygning til verdens største løb.

I skyggen af WorldTour-løbene har det mindre Route du Sud i Pyrenæerne tilbudt en anden mulighed. Med dets placering i samme uge som Tour de Suisse inkluderer det mange af de mest berømte Tour de France-bjerge, og derfor er det et helt oplagt sted at forberede sig til juli måned. Løbet er kortere og får meget mindre opmærksomhed, og det gør det til en mindre stressende model.

-

Løbet er imidlertid hovedsageligt blevet domineret af franskmænd, der enten har brugt det som deres eneste forberedelse eller kørt det et par dage efter Dauphiné. For internationale ryttere har det hovedsageligt været brugt af folk, der kommer fra Giroen og har brug for at genfinde løbsfarten frem mod de nationale mesterskaber uden at skulle kaste sig ud i et WorldTour-løb.

Læs også

Vingegaard udskrevet fra spansk hospital

I 2015 ændrede løbet sin status. For syv år siden skulle Giro-vinder Alberto Contador netop genfinde løbsrytmen efter sin sejr i Italien ved det franske løb, og da Nairo Quintana, der dengang aldrig kørte mange løb inden sine store mål, foretrak det som sin eneste Tour de France-opvarmning efter træningen i Colombia, blev det pludselig en stor begivenhed med international tv-dækning på Eurosport. I 2016 var det igen Quintanas eneste løb inden Touren, og derfor var det igen i rampelyset, og det har tilsyneladende fået flere hold til at opdage værdien af det. I hvert var der i 2017 ikke færre end syv WorldTour-hold til start, herunder storhold som BMC, Sky, Movistar og Astana, og selvom der denne gang manglede en Tour-favorit på startstregen, fik det stor opmærksomhed i kraft af dets rolle som den store Tour-test for Chris Froomes nøglehjælpere Geraint Thomas og den længe knæskadede Wout Poels, ligesom også Rigoberto Uran brugte løbet som den sidste træning inden en Tour, der endte med en samlet 2. plads.

I 2018 var det Alejandro Valverde, der kastede stjernestøv over arrangementet, hvor det samtidig skiftede navn til La Route d’Occitanie, og i 2019 brugte både Valverde og Uran løbet som Tour-forberedelse. Det helt store højdepunkt blev nået i 2020, hvor den mærkelige kalender førte til deltagelse af en hel hob af Tour-favoritter i form af Egan Bernal, Thibaut Pinot, Romain Bardet, Richie Porte og Bauke Mollema.

Desværre er det gået anderledes siden dengang. Ganske vist har mange af de største internationale WorldTour-hold valgt løbet til - faktisk var hele 8 hold i feltet i 2021, og det vil igen være tilfældet i 2022 - men det har deres stjerner kun i begrænset omfang. Faktisk var der i 2021 ikke én eneste af Tourens største navne, der valgte løbet til. I stedet prægedes feltet igen mest af ryttere, der har Giroen i benene, samt en række hjælpere og unge ryttere, der her fik deres store chance. Der var derfor mindre Tour-generalprøve over løbet, end der plejede at være det. Sådan er det også i år, men her får løbet lidt stjernestøv af, at Quintana igen bruger det til at finpudse formen. Derudover domineres feltet af Giro-ryttere anført af Alejandro Valverde, men også navne som Mattias Skjelmose, Juan Pedro Lopez, Nans Peters, Pavel Sivakov og Arnaud Demare.

Løbet blev skabt i 1977 under navnet Tour du Tarn, inden det fik et nyt navn Tour Midi-Pyrenees i 1982. Det fik sit mest kendte navn i 1988, men formatet har trods de mange titler altid været det samme. Det finder altid sted over fire eller fem dage i samme uge som Tour de Suisse og har haft mange store navne som vindere. Gilbert Duclos-Lassalle, Francesco Moser, Stephen Roche, Ronan Pensec, Laurent Dufaux og Laurent Jalabert figurerer alle på vinderlisten, og inden for de senere år er det blevet vundet af ryttere som Michael Rogers, Thomas Voeckler, Oscar Sevilla, Dan Martin, Przemyslaw Niemiec, Vasil Kiryienka, David Moncoutie, Nairo Quintana, Nicolas Roche, Alberto Contador, Alejandro Valverde og Egan Bernal.

Vinderlisten siger meget om løbets natur. Med dets placering i Pyrenæerne og med passage af nogle af de mest mytiske bjerge er det et løb for klatrere, og da der kun sjældent har været en enkeltstart, er det et løb som de rene bjerggeder har kunnet få efter. Løbet har typisk haft tre småkuperede sprinteretaper samt én stor etape i de høje bjerge, hvor klassementet er blevet afgjort.

Sidste år var ruten dog usædvanligt hård med hele to bjergafslutninger, og her var det en loyal hjælper, der fik sin stjernestund. I fraværet af Tour-rytter brugte Antonio Pedrero sin gode Giro-form til at køre fra alt og alle på kongeetapen, og da han forsvarede føringen på sidste bjergetape, kunne han sejre med 25 sekunder ned til Jesus Herrada og 34 sekunder ned til Oscar Rodriguez. Pedrero dropper dog titelforsvaret, da han i år kører Tour de Suisse, og da Rodriguez også er i Schweiz, bliver Herrada eneste genganger fra det seneste podium.

 Livestream La Route d'Occitanie uden afbrydelser

Ruten

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb bliver der i denne lynoptakt ikke plads til den klassiske detaljerede beskrivelse af ruten. Det bliver i stedet bare en overordnet skitse koblet med kort og profiler.

Som sagt har løbet haft et relativt fast format med tre småkuperede sprinteretaper - ofte med stigende opløb - og en stor kongeetape i Pyrenæerne. I 2016 var arrangørerne lidt innovative ved at afvikle en enkeltstart om fredagen, hvor der var to etaper på menuen. I de seneste år er man vendt tilbage til et mere klassisk format, men den ene af de tre lettere etaper har dog været ganske kuperet, og i 2017 og 2019 havde man faktisk en decideret, dog lidt lettere, bjergetape på 1. etape som opvarmning til kongeetapen, der altid kommer på tredjedagen. Det havde man også i 2021, hvor den ekstra bjergetape dog kom på sidstedagen, og hvor ruten var den hårdeste i nyere tid.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Den model bruger man ikke i år, hvor løbet har et mere klassisk format og endda en af de letteste kongeetaper i mange år. Således er der denne gang to ret flade etaper, hvilket forklarer, at løbet har tiltrukket ganske mange sprintere. Der bliver ikke to bjergetaper, men i stedet en puncheuretape, der om fredagen vil fungere som opvarmning til lørdagens store slag i Pyrenæerne. Denne gang skal der dog sluttes på Les Angeles-stigningen, der nok er lang, men ikke særligt stejl, og det kan give et løb, der passer mere til eksplosive typer end de helt rene klatrere.

Først er det dog sprinterne, der ventes at komme til fadet på åbningsetapen på torsdag. Med tre mindre stigninger og 1704 højdemeter over 174,4 km er det bestemt ikke fladt, men den sidste af disse stigninger (2,0 km, 6,2%) har top med 24,7 km igen. Derefter er det let faldende eller fladt, og de sidste 5 km er helt flade. Finalen byder på tre rundkørsler på den tredjesidste kilometer og derefter et skarpt sving ved den røde flamme.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Klassementsrytterne får mulighed for at varme benene op på fredagens puncheuretape, der byder på 2555 højdemeter over 154,6 km. Terrænet er generelt kuperet med en masse bløde stigninger, inden det går fladt frem til finalen. Her når man toppen af Cote de Tiergues (4,7 km, 4,8%), der er en jævn stigning, med 5,2 km, hvorefter det falder ned mod finalerampen, der stiger helt jævnt med 4,5% over 1,9 km. Fra toppen er der et sving, hvorefter en lige vej leder frem til et sidste sving i vunden af rampen.

Som altid kommer kongeetapen om lørdagen, men den er set i et betydeligt sværere format end i år. Det betyder bestemt ikke, at den er let, for der skal klatres 4479 højdemeter over 188,7 km fordelt på tre bjerge. Først er det Col de Roque Jalere (8,2 km, 5,9%) med top efter 93,2 km og dernæst Col de Jau (20,3 km, 5,3%) med top efter 125,7, inden det hele slutter på Les Angeles, der kommer i to dele. Først kører man op ad Col des Hares (11,1 km, 5,9%), der er relativt let med 4-5% det meste af vejen, men slutter med 3,1 km med 6-8%. Toppen rundes med 18,3 km igen, og derefter stiger det let frem til den sidste stigning (2, 8km, 6,65), der har 1000 m med 7-11% på den nedre del, men slutter med 1300 m med 4-5%

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Nu plejer løbet at være afgjort, og det er det formentlig også i år, hvor der sluttes med en meget let etape. Man starter dog i Pyrenæerne med et faldende stykke og to mindre stigninger, så de 188,3 km i alt byder på 1936 højdemeter, men de sidste 100 km er stort set flade, kun med en lille kategori 3-stigning med top 29,3 km fra stregen. Der sluttes med en omgang på en 17,8 km lang rundstrækning, som ender med en helt enkel finale, hvor eneste udfordring over de sidste 5 km er en rundkørsel med 500 m igen.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

 Livestream La Route d'Occitanie uden afbrydelser

Favoritterne

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb bliver favoritanalysen meget skitseagtig og mest af alt bare en opregning af sandsynlige kandidater mere end en detaljeret analyse af fordele og ulemper for de enkelte ryttere med den vanlige grundighed.

La Route d’Occitanie har altid været et bjergløb og som sagt et af de få løb, de rene klatrere har kunnet vinde. I 2016 blev der højst usædvanligt introduceret en enkeltstart, der gjorde det en anelse mere alsidigt, men i år er løbet tilbage ved rødderne. Denne gang vil det igen blive afgjort alene i bjergene, og det vil være bjerggederne, der skal slås om sejren.

Efter sidste års usædvanligt hårde udgave er vi dog gået i den helt anden grøft. Det må regnes som den letteste kongeetape i den tid, jeg kan huske. Målbjerget på kongeetapen er virkelig let, og der er tillige meget langt fra den stejle del frem til stregen. Her venter der så en afslutning, der er mere puncheuragtig end skabt til klatrere. Den har et stejlt stykke i bunden, hvor man med et godt punch kan gøre en forskel, men dieselklatrerne får det svært i dette løb.

Det bør dog stadig være kongeetapen, der bliver altafgørende. Første- og sidstedagen er for sprinterne, men i et løb, hvor puncheurs kan vinde, kan der scores yderligere bonussekunder på 2. etape. Jokeren er altid vinden, der kan være ret kraftig i dette område. Det bliver dog først blæsende på søndag, hvor vinden til gengæld kan være stærk nok til at skabe splittelse. Det ligner dog lidt for meget medvind, og derfor tvivler jeg på det, men sidevind kan være en faktor.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Til gengæld bliver varmen rædsom. Den Iberiske Halvø er ramt af hedebølge, og den rækker op i Pyrenæerne. Torsdag bliver det 37 grader i mål og fredag 38 grader. Lørdag bliver det endda hele 28 grader i bunden af målrampen, selvom det er højt, og vi under af med 35 grader i målet om søndagen.

En vigtig faktor er også vindretningen på kongeetapen, der vil være en ret kraftig modvind på hele den lange finalestigning og på mellemstykket fem til bunden af den sidste rampe. Det kan gøre det meget svært at gøre forskellen fra distancen, og så bliver det endnu mere eksplosivt. På rampen vil der være medvind på den stejle del i bunden, men modvind på den sidste del.

Det er vigtigt at bemærke, at bjergetapen starter let og ikke er for svær at kontrollere. I 2017 så vi, at Silvan Dillier tog en sensationel sejr, da ingen kontrollerede 1. etape, men det burde ikke være et problem denne gang. Der bør være fuld kontrol af sprinterholdene på de flade dage og af klassementsholdene på de svære dage.

Feltet plejer at læge op til et sammenstød mellem to verdener. På den ene side er der normalt ryttere, der forbereder sig til Touren, og på den anden side er der ryttere, der kommer fra Giroen og skal presse det sidste ud af formen. Denne gang mangler vi dog med en enkelt undtagelse i form af Nairo Quintana alle Tour-navnene, og det er i stedet et møde mellem en stribe Giro-ryttere samt unge ryttere og hjælpere, hvoraf mange har kørt på Mont Ventoux i tirsdags. Det giver heldigvis en vis fornemmelse af klatreformen hos nogle af aktørerne, men alligevel er man altid i tvivl om, hvordan folk er kommet ud af Giroen.

Jeg vælger at gå med Alejandro Valverde, men det er med usikkerhed. Spanieren floppede gevaldigt på Ventoux, men han får virkelig hjælp i dette løb. Havde der ikke været så kraftig modvind i finalen på søndag, var jeg på baggrund af Ventoux stadig gået med Quintana, men nu ser det umuligt ud for colombianeren at komme væk, før de rammer rampen til sidst. Her er Valverde ikke så eksplosiv som tidligere, men i dette felt må han stadig være den bedste, hvis han har punchet fra Mur de Huy tidligere i år. Da han også kan vinde 2. etape og score ekstra bonus og er god i sidevind, bliver han min favorit. Han støttes af Ivan Ramiro Sosa, der dog stadig er helt fra snøvsen, og Abner Gonzalez, som intet har vist i år.

Havde ruten været bare marginalt hårdere, havde jeg peget på Nairo Quintana. Colombianeren har været stærk i år og klart den bedste klatrer i dette felt. Han plejer at komme stærkt tilbage fra træningslejren frem mod Touren, og han vil formentlig være stærkest. Det bliver ikke let at gøre forskellen, men er der en mand, der kan, er det ham. Jeg bliver ikke overrasket, hvis han kører væk på den stejle del af rampen til sidst, for han er ganske eksplosiv. Han har også spurtet så godt i år - tænk på puncheuretapen i Provence og bjergetaperne i Catalonien - at han også har en chance, hvis han skal spurte mod Valverde til sidst. Han støttes af Nicolas Edet, der fandt noget form på Ventoux, den velkørende Michel Ries, og lottokuponen Alessandro Verre, der floppede på Ventoux, men de er rene hjælpere, for jeg regner med, at Arkea vil kontrollere hele kongeetape og forsøge at gøre det så hårdt som muligt.

Jesus Herrada var tæt på at vinde sidste år, og han har en god chance for at få revanche. Der er dog usikkerhed efter kollapset på Ventoux, men det kan være varmechokket. Sidste år viste han, at han er god i varme, og løbet passer ham. Der er bedre klatrere end ham, men netop fordi det er eksplosivt, står han uhyre stærkt. Hans form var trods alt god i MercanTour Classic. Ruben Fernandez er til gengæld stadig en skygge af sig selv.

Ineos rammes hårdt af modvinden. De har på papiret et fremragende hold med Pavel Sivakov, der er opvokset her, og Carlos Rodriguez. Sivakov kom godt ud af Giroen og er formentlig motiveret, mens Rodriguez’ form til gengæld er helt ukendt. Problemet er, at de mangler punch, og det er særligt svært at se Rodriguez vinde. Sivakov er mere eksplosiv, men det skal nok blive taktisk, hvis han skal vinde. Vi så i Dauphiné, at Laurens de Plus kan komme et stykke i dette felt.

Jeg er ret spændt på EF, der for mig har den store joker. Odd Christian Eiking er altid den lottokupon, og han har intet vist i år, blandt andet grundet sit styrt i Ardennerne. Vi aner ikke, hvor han står, men har han fundet den form, han havde sidste efterår, er dette eksplosive løb perfekt for ham. Ender det i to puncheurspurter, har han en reel chance for at true Valverde og Quintana, men han kan også falde helt igennem. Alternativet er Simon Carr, der så godt ud som hjælper på Ventoux og har et højt topniveau. Han elsker dette løb på sin hjemmebane, hvor han var god sidste år, og den eksplosive finale passer ham ikke dårligt. Også Diego Camargo var forrygende som hjælper i går, og det kan give et resultat. Til gengæld mangler Georg Steinhauser nok stadig for meget, da han stadig køer på nedsat blus, mens det skal blive interessant at se, hvilken klatreform Michael Valgren har. Med modvind kan han komme et stykke. Desværre er der intet, der tyder på, at Mark Padun kan levere endnu et mirakel, men med ham ved man jo aldrig.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

Total har et stærkt kort i Cristian Rodriguez. Spanieren fandt sine gode ben på Ventoux efter sin pause, og havde han ikke så længe ligget alene, var han formentlig blevet nr. 4. Han er desværre ikke kendt for sit punch, men han var faktisk ganske god i de eksplosive finaler i Andalusien, og det giver optimisme. Han støttes af unge Alan Jousseaume, der gjorde det godt i udbruddet på Ventoux, mens Victor de la Parte slet ikke synes i form efter skaden.

Det er en god chance for Attila Valter. Ungareren viste på Ventoux, at han er kommet godt ud af Giroen, men som altid er han en lottokupon. Som udgangspunkt mangler han lidt i de høje bjerge, men netop med udsigt til et eksplosivt løb har han pludselig muligheder. Han er som bekendt en glimrende puncheur, og derfor passer dette løb ham storartet, hvis ikke han falder igennem, som han for ofte gør.

Astana stiller med Joe Dombrowski, der er en af Giro-lottokuponerne. I forvejen er han meget svingende, og han kan sagtens fejle totalt. Han sluttede dog Giroen godt og var så stærk i Italien, at han bør være en af de bedste her, men han lider under, at det formentlig bliver for eksplosivt. Han støttes af Andrey Zeits, der efter Ventoux kan gøre det ganske godt, men mangler punch. Til gengæld mangler Stefan de Bod og Javier Romo for meget.

Det var godt at se Roger Adria på Ventoux. Endelig er han klar til at bekræfte sit uhyre lovende potentiale, og dette eksplosive løb burde passe ham meget bedre. Når han kan blive nr. 9 på Ventoux, kan det blive endnu bedre her. Til gengæld skuffede stortalentet Igor Arrieta efter sin pause, mens Jose Felix Parra ikke synes på toppen efter sit styrt.

Trek satser hele butikken på Mattias Skjelmose. Vi så i Giroen og senest på Ventoux, at der er bedre klatrere end ham, men han hjælpes af den lette rute og modvinden. Nu er det faktisk et ganske glimrende løb for danskeren, der jo flere gange i år har vist, at han er en glimrende puncheur i eksplosive finaler. Hænger han på over de tidlige bjerge på lørdag, burde han have en betydeligt bedre chance end på Ventoux. Han støttes af Filippo Baroncini, der klatrede fornemt i Ungarn, men bør finde dette for svært, samt Asbjørn Hellemose, der fortsat mangler lidt for meget.

Hos Uno-X får Jonas Gregaard en sjælden chance som kaptajn. Danskeren bekræftede senest i Dauphiné sit nye og meget høje niveau, og i dette svagere felt kommer han langt. Desværre passer han ikke rigtigt til det eksplosive løb, og det lægger en dæmper på mulighederne. Vi så også på Ventoux, at Ådne Holter kan komme et stykke, mens det kneb lidt mere for Jacob Hindsgaul og Sindre Kulset, selvom de kan klatre.

Det er svært at tro meget på Caja Rural, men de eksplosive finaler passer faktisk godt til Jefferson Cepeda . Han er dog svingende og udgik på Ventoux. Det er ikke lovende, men var det bare en dårlig dag eller et chok efter pausen, burde han have en betydeligt bedre chance i dette løb. Mikel Nieve viste igen på Ventoux, at niveauet ikke rækker til et topresultat, og han passer også dårligt til den eksplosive rute. Julen Amezqueta er stadig en skygge af sig selv.

Ag2r står svagt. Der skal satses på Felix Gall, der passer godt til dette eksplosive løb, men han så træt ud i Giroen, og det blev bekræftet på Ventoux. Man kan håbe, at det bare var chokket efter en pause. Nans Peters var også fortsat en skygge af sig selv på Ventoux. Jeg er til gengæld lidt spændt på at se, hvor langt Andrea Vendrame kan komme med modvind på finalestigningen.

Burgos får det svært. Daniel Navarro var slet ikke på sit niveau på Ventoux og passer ikke til dette eksplosive løb, og Jose Manuel Diaz synes at mangle for meget efter sin lange løbspause. Kun Ander Okamika kom igennem på Ventoux, men han er overmatchet. De henter dog lottokuponen Oscar Cabedo ind, og selvom han sikkert sidder i gruppettoen, rækker hans topniveau til et resultat, hvis han endelig finder det. Han passer dog slet ikke til det eksplosive løb.

Det er svært at tro på B&B. De har kun én klatrer, nemlig Maxime Chevalier, og han har intet vist i år. Til gengæld er der et spændende navn på kontinentalholdene i form af Dawit Yemane, der blev samlet nr. 7 i Tyrkiet, og som støttes af Jesse Ewart og Adne van Engelen. Hos Auber skuffede Stephane Rossetto og Joris Delbove i går, og det samme gjorde Andrea Mifsud og Antoine Berline hos Nice. Til gengæld er det værd at holde øje med klatreren Louis Barré, der hentes ind på Nantes, som også så en flot præstation af Jordan Jegat, Louis Richard og Yael Joalland på Ventoux.

OPDATERING: Af uvisse årsager fremgik Israel-PT ikke af den startliste, jeg brugte. De stiller med Michael Woods, der må være min favorit. Han floppede på Ventoux, men det må næsten have været varmechokket. Vi så i MercanTour Classic, at formen var god. Varmen er et issue igen her, men normalt klarer han varmen fint. Han passer storartet til disse eksplosive finaler, og selvom Valverde på papiret er bedre end de bløde procenter, tilsiger Valverdes Giro og præstation på Ventoux, at Woods må være favorit i kraft af sin friskhed og form. Han støttes af Carl Fredrik Hagen, der er i bedring, men som stadig har manglet lidt for meget.

***** Michael Woods

**** Alejandro Valverde, Nairo Quintana

*** Jesus Herrada, Pavel Sivakov, Odd Christian Eiking, Cristian Rodriguez, Attila Valter

** Carlos Rodriguez, Simon Carr, Joe Dombrowski, Mattias Skjelmose, Jonas Gregaard, Laurens de Plus, Ivan Ramiro Sosa, Nicolas Edet, Michel Ries, Dawit Yemane, Diego Camargo, Jefferson Cepeda, Felix Gall, Mikel Nieve, Alessandro Verre, Igor Arrieta, Oscar Cabedo, Mark Padun

* Louis Barré, Jordan Jegat, Carl Fredrik Hagen, Daniel Navarro, Jose Manuel Diaz, Ruben Fernandez, Michael Valgren, Georg Steinhauser, Alan Jousseaume, Victor de la Parte, Jose Felix Parra, Filippo Baroncini, Asbjørn Hellemose, Ådne Holter, Jacob Hindsgaul, Stefan de Bod, Javier Romo, Sindre Kulset, Julen Amezqueta, Nans Peters, Andrea Vendrame, Ander Okamika, Maxime Chevalier, Jesse Ewart, Adne van Engelen, Andrea Mifsud, Joris Delbove, Louis Richard, Yael Joalland

Danskerne

Mattias Skjelmose og Jonas Gregaard er kaptajner på hhv. Trek og Uno-X og er omtalt ovenfor. Hos Uno-X får Jacob Hindsgaul også lov at se, hvor langt han kan komme, mens det samme må gælde for Asbjørn Hellemose på Trek. Endelig skal Michael Valgren på EF arbejde på Tour-formen og støtte holdets mange klatrere.

 Livestream La Route d'Occitanie uden afbrydelser