Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 Livestream Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Sæt dit managerhold til Giro d'Italia

Løbets rolle og historie

Bemærk: Beskrivelsen nedenfor er baseret på en normal ardennerkalender.

En sejr i en ardennerklassiker kan gøre en forskel i enhver rytters karriere, men kun ét af løbene har en status, der skaber legender og indskriver vinderen dybt i cykelsportens historie. Amstel Gold Race og Fleche Wallonne har begge masser af prestige med deres helt egne karakteristika, men manglen på en dyb historie betyder, at de ikke for alvor hører til blandt sportens kronjuveler. Det er bestemt ikke tilfældet for seriens sidste løb, der er øverst på listen for alle ardennerspecialister. Liege-Bastogne-Liege er et af sportens allervigtigste og smukkeste løb!

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Det er bestemt ikke noget tilfælde, at næsten alle verdens bedste klatrere og etapeløbsryttere i disse dage rejser til den belgiske by Liege for at slå sig til de klassikerspecialister, der har kæmpet på stigningerne i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne. Mens de første to kuperede klassikere er skabt til ryttere af en eksplosiv natur, er det sidste af de tre løb i Holland og Belgien i højere grad en sag for klatrerne.

Det, der karakteriserer de fleste etapeløbsryttere, er deres styrke på stigningerne og fantastiske udholdenhed, og det er præcis de egenskaber, der skal i spil, hvis man skal krydse stregen først i søndagens Liege-Bastogne-Liege. For en gangs skyld er nøgleegenskaberne i en stor klassiker ikke evnen til at håndtere positionskampen eller at spurte op ad korte, stejle stigninger. På søndag er der brug for evnen til at holde motoren gående og slide konkurrenterne ned på en lang, hård dag med masser af stigninger, der er længere end det, man ser i de andre ardennerklassikere, og hvor den lange distance gradvist tærer på kræfterne.

Disse faktorer giver Liege-Bastogne-Liege en helt særlig position på kalenderen. Det er den eneste gang på året, man ser så stærk en opstilling af både klassikerspecialister og grand tour-ryttere i en dyst på stort set lige vilkår. Il Lombardia har ganske vist mange af de samme kendetegn, men den italienske klassiker afvikles på et tidspunkt, hvor mange ryttere har kørt cyklen i garagen, og startlisten er aldrig nær så imponerende som den, man finder i søndagens løb. Mens mange ryttere venter til sent på sæsonen med at beslutte, om man starter i Lombardiet, er løbet i Liege et stort mål for stort set enhver rytter med gode klatreevner.

En af årsagerne til løbets anseelse er dets natur og karakteristika. Den anden grund er den lange historie. La Doyenne blev første gang afviklet i 1892 og er dermed den ældste af klassikerne med en ganske imponerende vinderliste. Som mange andre gamle løb blev det oprindeligt arrangeret af en avis, L’Expresse, der opfandt det for at få opmærksomhed. Leon Hua vandt de første tre udgaver, indtil løbet forsvandt og først blev genetableret i 1908 for hurtigt igen at forsvinde under 1. Verdenskrig.

Da løbet igen vendte tilbage på kalenderen, var det stadig primært en belgisk affære, og der var kun én udenlandsk vinder i mellemkrigstiden. Det ændrede sig efter 2. Verdenskrig, og siden da har det været blandt de mest prestigiøse løb for enhver ambitiøs cykelrytter. Det er et næsten gudsgivent faktum, at den største af dem alle, Eddy Merckz, med fem triumfer topper sejrslisten, men med nu fire sejre i Liege og fem i Fleche Wallonne truer Alejandro Valverde kraftigt belgieren som alletiders bedste ardennerrytter. Også Moreno Argentin har i de senere år med sine fire triumfer i La Doyenne og tre sejre i Fleche Wallonne etableret sig som en af alle tiders bedste ryttere til disse løb. Løbet har også hele to danske vindere, da Rolf Sørensen tog en af sine to monumentsejre her i 1993, og Jakob Fuglsang gjorde det samme i 2019.

Løbet er det fjerde af cykelsportens fem monumenter, de vigtigste endagsløb, og det er uden tvivl et af de mest prestigiøse i den eksklusive klub. Det spiller også en særlig rolle for den vigtigste sport i et af verdens mest opdelte lande. Mens flamlændingene anser Flandern Rundt som klassikersæsonens højdepunkt, mener deres vallonske landsmænd ikke, at noget bare nærmer sig den status, som ardennerløbet har.

Tidligere blev Liege-Bastogne-Liege afviklet dagen efter Fleche Wallonne som en del af den såkaldte La Weekend Ardennais. Nu om dage giver det ikke mening at afvikle to af de største endagsløb på to på hinanden følgende dage, og derfor er den ide nu droppet, men sammen med Amstel Gold Race og Fleche Wallonne udgør det nu i stedet serien af ardennerklassikere, der afvikles over bare 8 dage. Kun syv ryttere har lavet den fornemme Fleche-Liege double, mens Davide Rebellin og Philippe Gilbert som de eneste har lavet the triple - og Gilbert vandt endda også Brabantse Pijl i sit jubelår 2011.

Som den hårdeste forårsklassiker passer Liege-Bastogne-Liege perfekt ind i den overordnede struktur i cykelsæsonen og i ardennerklassikernes anatomi. De kuperede endagsløb har en gradvis udskiftning af feltet, hvor der hele tiden ankommer flere og flere klatrere, mens flere og flere brostensspecialister tager på ferie. Hvor de stærke folk fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix stadig kunne spille en rolle på de smalle hollandske veje og korte stigninger i Amstel Gold Race, har de fleste af dem intet at gøre i Liege på søndag. Og da de hårde stigninger skaber en meget mere naturlig selektion og gradvis udskilning i La Doyenne, spiller positionering slet ikke samme rolle som i de tidligere løb. Derfor har favoritterne mere brug for klatrehjælpere end stærke ryttere, og således består feltet stort set kun af ryttere, der har stigninger som speciale.

Derudover markerer løbet den perfekte overgang fra klassikersæsonen til de store grand tours, der starter om to uger med Giro d’Italia. Med etapeløbsryttere og klassikerspecialister samlet på samme startstreg er løbet det ideelle eksempel på kalenderens smukke anatomi, der har bragt os fra sprinterne i Milano-Sanremo over de tunge drenge i brostensløbene og de eksplosive puncheurs i de første ardennerløb til klatrerne i søndagens sidste klassiker og majs Giro d’Italia.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

2012- og 2013-udgaverne viste, at en af løbets skønheder er, at vinderen ikke altid er blandt forhåndsfavoritterne. Efter Maxim Iglinskiys overraskende sejr i 2012 var det en ung Dan Martin, der slog alle de store navne i 2013. I 2014 var den en anden outsider, Simon Gerrans, der vandt et løb, han altid havde troet var for hårdt for ham, og i 2016 overraskede Wout Poels, der kun var outsider, ligesom Bob Jungels gjorde det i 2018. Liege-Bastogne-Liege er ganske vist så brutalt, at kun de stærkeste overlever, men det taktiske element betyder, at listen over potentielle vindere er meget længere end i Fleche Wallonne, der er et løb for en eksklusiv gruppe af specialister.

Sidste år var det nu de bedste, der afgjorde løbet. Ineos havde ganske vist forsøgt at åbne løbet tidligere, men det hele kogtes ned til, hvem der kunne følge med på Roche-aux-Faucons-stigningen. Det kunne Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe, David Gaudu, Alejandro Valverde og Michael Woods - men ikke Primoz Roglic - og de fem samarbejdede godt nok til at holde forfølgerne bag sig. Med muligheden for at vinde sit femte Liege på sin 41-års fødselsdag blev Valverde måske lidt for ivrig, og med for lang spurt blev han blot nr. 4. I stedet fik Pogacar revanche for Alaphilippe-balladen i 2020, da han akkurat slog verdensmesteren og sikrede sig sin første monumentsejr, mens Gaudu tog karrierens første podium i et monument. Pogacar, Alaphilippe, Valverde og Woods vender alle tilbage i år - Valverde desværre for sidste gang - men desværre vil vi mangle Gaudu, der er ude med bronkitis.

 Livestream Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Giro d'Italia

Ruten

Liege-Bastogne-Lige er en af de få klassikere - Milano-Sanremo er en anden - der faktisk lever op til sit navn ved at forbinde de byer, der udgør dets titel. Selvom ruten varierer fra år til år, betyder de historiske rødder, at man har benyttet de samme veje og stigninger i adskillige år. Modsat løb som Flandern Rundt, Paris-Roubaix og specielt Il Lombardia, der ofte undergår betydelige forandringer, er der i Liege som regel kun tale om mindre modifikationer.

Det betyder imidlertid ikke, at løbet ikke har forandret sig. Tidligere var det løbets nøglestigning Cote de la Redoute, der altid var scenen for det store slag mellem favoritterne. Moderne cykelsport er imidlertid meget mere kontrolleret, og da stigningen langsomt tabte sin betydning, var arrangørerne nødt til at komme med en ny løsning, der igen kunne gøre løbet mere selektivt. Løbets vartegn ligger ganske enkelt så langt fra Liege, at det ikke længere er velegnet til angreb.

Ideen blev at introducere stigningen Cote de La Roche-aux-Faucons, der er placeret meget tættere på målbyen og kommer bare 20 km fra mål. Den blev første gang benyttet i 2009, og siden da har den typisk været nøglepunktet i løbet. På grund af vejarbejde var den imidlertid ikke med i 2013, hvor man derfor fik et helt usædvanligt nemt løb. I 2014 var den tilbage, og sammen med Redoute og den korte, stejle Cote de Saint-Nicolas samt den lille bakke op til målet i Liege-forstaden Ans, udgjorde den i flere år den hårde finale.

I de senere år har også den imidlertid gradvist tabt sin betydning, og det har været ganske kontrolleret og afventede indtil Saint-Nicolas bare 6 km fra mål. Det ansporede i 2016 arrangørerne til at opfinde en ny stigning. Efter Saint-Nicolas skulle man op over den 600 m lange Rue de Hal, der var brostensbelagt og steg med 10,5% i gennemsnit, bare 2,5 km fra mål. Det gav imidlertid anledning til et helt anderledes løb end ventet. De lette klatrere kunne slet ikke håndtere brostenene, og i stedet var det de mere robuste typer, der kunne gøre en forskel. Derfor fik ændringen en del kritik, og man valgte igen at droppe ideen efter bare en enkelt udgave.

Det betød imidlertid ikke, at der ikke var tale om nytænkning i 2017. Faktisk valgte man at ændre en del på ruten i den hårde fase på vejen tilbage til Liege, hvor de mange stigninger typisk bruges til at skabe gradvis udskilning. Således udgik nogle af de mest ikoniske stigninger, idet Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee alle blev forbigået. I stedet skulle man op over de langt mindre kendte Cote de Pont, Cote de Bellevaux og Cote de la Ferme Libert, inden man ramte den klassiske rute forud for løbets længste stigning Col du Rosier. Herefter var der tale om den helt klassiske finale, der har været den samme siden 2009 bortset fra i 2013 og 2016. De nye stigninger var kortere, men stejlere end de foregående, og ændringen havde ikke den store betydning. Modellen blev genbrugt i 2018.

2019 blev imidlertid året, hvor alt forandredes. Allerede i foråret 2018 begyndte de første rygter at svirre, og ret hurtigt stod det klart, at det ville blive umuligt for den lille forstad Ans at holde fast i rollen som målby. Liege ville gerne bringe løbet ”hjem” til centrum, og allerede inden 2018-udgaven blev det bekendtgjort, at det fra det følgende ville være slut med den klassiske bakke op til målet i udkanten af storbyen. I stedet var der lagt på til en flad finale i selve byen, og det vakte megen diskussion.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det skyldes ikke mindst, at det ikke blot var afslutningen, der ændredes. Væk var også Cote de Saint-Nicolas, der som sidste stigning havde top bare 5 km fra mål. I stedet designede nu en helt flad afslutning, hvor sidste udfordring var Roche-aux-Faucons med nu 15 km fra mål. Som kompensation lagde man den relativt lette Cote des Forges ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, men det ændrede ikke på, at mange hurtige folk anså den nye rute som en stor chance for at få en spurtafgørelse i Liege.

Den øvrige del af ruten fulgte det klassiske mønster, og man vendte tilbage til det gamle indløb til Col du Rosier ved efter to år atter at bruge sekvensen med Cote de Wanne, Cote de Stockeu og Cote de la Haute-Levee. Distancen var med sine 256 km ganske typisk, og antallet af stigninger var fortsat 11. Der var således en helt klassisk Liege-rute med den store forskel, at Cote des Forges var lagt ind i finalen, og at selve afslutningen var helt ændret.

Alligevel lykkedes det for første gang siden Andy Schleck i 2009 at få et scenarium, hvor stærkeste mand slet og ret kørte væk på Roche-aux-Faucons, og det er tænkeligt, at den mere offensive tilgang er forklaringen på, at arrangørerne i 2020 og 2021 stort set genbrugte ruten, dog med en lille modifikation af indløbet til Liege. Da vi fik et lignende scenarium - dog nu med frontgrupper på hhv. fire og fem mand, der kørte væk på Roche-aux-Faucons - ser arrangørerne ud til at være så tilfredse med det nye format, at det er kommet for at blive. I hvert fald er der i 2022 stort set tale om genbrug af 2021-udgaven, hvor eneste væsentlige ændring i forhold til 2020 var, at Macquisard-stigningen, der har været den sidste inden Redoute, blev udskiftet med den nye Desnié, der er kortere, men stejlere. Denne gang dropper man dog igen Forges-stigningen, der i 2019 blev lagt ind mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, og det betyder, at de foregående stigninger - ikke mindst Redoute - kommer tættere på mål end sidste år, men det giver også én stigning færre, end vi har haft de seneste år.

Som vanligt starter det i år 257,1 km lange løb - det er ca. 2 km kortere end sidste år - i industribyen Liege, hvorfra man begiver sig mod syd mod hjertet af Ardennerne. Som det er tilfældet i de fleste klassikere, er den første halvdel imidlertid ikke særlig svær, og selvom det er umuligt at bevæge sig rundt i regionen uden at køre op eller ned det meste af tiden, byder de 101,0 km fra Liege til vendepunktet i Bastogne kun på én kategoriseret stigning, Cote de La Roche-en-Ardenne (2,8 km, 6,2%) - en ganske jævn stigning - efter 76,7 km. Denne del af løbet spiller derfor samme rolle som i alle øvrige klassikere, idet den giver mulighed for, at der etableres et tidligt udbrud og samtidig akkumulerer træthed i feltet. De tidlige udbrydere har imidlertid aldrig en chance i så stort og prestigiøst et løb, men taktik kan spille en vigtig rolle, og derfor er det ikke en dårlig ide at have en rytter ude foran. Således tager det ofte nogen tid at få udbruddet etableret, og vi kan derfor forvente en hurtig start. I så langt et løb bliver forspringet herefter ofte ganske stort, mens løbet finder ind i en rolig rytme.

Når rytterne når Bastogne, vender de rundt og bevæger sig tilbage mod Liege, men denne gang benytter de en meget længere og hårdere rute end i løbets første del. Efter at have været oppe over den stejle Cote de Saint-Roch (1,0 km, 11,2%) efter 124,1 km, plejer løbet for alvor at blive åbnet, når man rammer Cote de Wanne, der altså er tilbage efter de to års fravær i 2017 og 2018. Forinden skal man dog igen i år over den relativt nye Cote de Mont-le-Soie (1,7 km, 7,9%), der åbner ballet efter 167,9 km og er ganske ujævn med 9,6% over 500 m midtvejs. Bare 8,3 km senere når man toppen af Cote de Wanne (3,6 km, 5,1%), der slutter med 1500 m med 8,0%, hvorefter det gælder alle de klassiske Liege-stigninger, der er tilbage efter deres kortvarige fravær. Således skal man over den frygtede og ultrastejle Cote de Stockeu (1,0 km, 12,5%), hvis top rundes efter 182,8 km, inden det gælder den lettere Cote de la Haute-Levee (3,6 km, 5,6%), der dog byder på 11,9% over de første 400 m og har top efter 187,0 km. Herefter venter et lidt lettere stykke, inden man rammer Col du Rosier (4,4 km, 5,9%), der altid er den længste stigning og er relativt jævn. Toppen kommer med 55,9 km til mål og efterfølges af den nye Cote de Desnié (1,6, 8,1%), der passeres med 42,6 km igen, og som erstatning for Macquisard-stigningen udgør eneste væsentlige ændring siden 2019.

Denne hårde del med adskillige stigninger er typisk stedet, hvor de store hold begynder at lægge pres på, og herfra er det et gradvist udskilningsløb, hvor ryttere konstant må opgive at følge med. Samtidig kan løbet være aggressivt i denne fase. Det er ikke usædvanligt, at man får skabt en gruppe af stærke klatrere fra nogle af de store hold, og mange af disse kan komme meget langt med et sådant fremstød. Ved at sende ryttere afsted kan man både gøre løbet hårdt og sikre sig, at man har folk ude foran, der kan hjælpe senere i løbet. Løbssituationen ændres ofte hurtigt i denne del, når folk i udbruddene falder fra, og andre angriber bagfra. Det er her favoritholdenes evne til at kontrollere løbet for alvor testes, og det vil blive endnu mere udtalt med den nye rute, hvor chancerne for at gøre forskelle i finalen er mindre.

Løbet når toppen af sin mest ikoniske stigning, Cote de La Redoute (2,0 km, 8,9%), med 29,4 km til mål. Som sagt er den ikke længere det afgørende punkt i løbet, men den spiller stadig en vigtig rolle, og det vil den især gøre i år, hvor den nye rute øger favoritternes incitament til angreb. Det er her den første afgørende udskilning skabes, og derfor er der tale om en vanvittig positionskamp, når man nærmer sig bunden. Den første kilometer stiger med ca. 8%, mens de næste 500 m med sine 13% er de vanskeligste, inden den flader ud mod toppen. Her er antallet af mulige vindere typisk reduceret markant, og stigningen har ofte været en god mulighed for outsidere til at komme favoritterne i forkøbet.

Desværre er stykket efter Cote de la Redoute meget bedre for et jagtende felt end for angribere, og det betyder, at det ofte sker en betydelig regruppering i denne fase. Det var det, arrangørerne forsøgte at undgå, da man i 2014 introducerede Cote des Forges, som man gjorde igen i 2019, 2020 og 2021, men det fungerede ikke. Den udgår derfor i 2022, og derfor kører man direkte frem til dagens sidste og formentlig afgørende udfordring. Det er som sagt denne gang Cote de la Roche-aux-Faucons (1,3 km, 11%), hvis top kommer med 13,3 km til mål, hvilket er 4,5 km færre end i tiden med den gamle finale. Efter en hård start med en stigningsprocent på 9-10 bliver den stejl med 13,2% over 500 m på det midterste stykke, inden de sidste 300 m blot stiger med 7,2%.

Siden den blev introduceret i 2009, har Cote de la Roche-aux-Faucons altid spillet en nøglerolle i løbet, og det har ofte været her, favoritterne har sat deres fremstød ind. I 2009 kørte Andy Schleck alene væk, hvormed han lagde grunden til en imponerende solosejr, i 2011 blev det afgørende udbrud med Philippe Gilbert og Schleck-brødrene etableret her, og i 2012 kørte Vincenzo Nibali fra alt og alle i det, der længe lignede det afgørende fremstød. Fra 2013 kunne stigningen imidlertid ikke skabe samme udskilning, men i 2018 genskabte Bob Jungels lidt af dens betydning, da han med et angreb nær toppen sikrede sig en stor solosejr, inden Jakob Fuglsang endelig lykkedes med at lave ”en Andy Schleck” igen i 2019, og vi i de seneste to år så, at en håndfuld af de stærkeste kunne køre væk.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

På toppen af Roche-aux-Faucons er der typisk etableret en lille gruppe af favoritter, men hvis ikke kortene er givet rigtigt, vil der ske en regruppering. Selvom terrænet efterfølgende ikke er meget svært, skal man imidlertid ikke undervurdere denne del, da der aldrig er mange hjælperyttere tilbage. Efter en ultrakort nedkørsel stiger de følgende 1,2 km nemlig med 6,3%. Det udnyttede Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev eksempelvis i 2010, hvor de benyttede netop dette stykke til at køre væk og siden afgøre løbet mellem sig, og i 2019 var det faktisk først på det stigende stykke efter den officielle top, at Fuglsang gjorde den sidste forskel. I 2020 var det også denne del, der kostede Michael Woods og Michal Kwiatkowski livet.

Efter Roche-aux-Faucons venter nyskabelsen fra 2019. Heller ikke denne gang skal man over Cote de Saint-Nicolas eller op over målbakken i Ans.  Efter den korte nedkørsel og det stigende stykke drejer man nemlig mod nord og herfra falder det let, inden man med 5 km igen rammer den rigtige nedkørsel, der leder ned mod centrum af Liege via en lidt snoet og krøllet vej, der dog ikke er voldsomt teknisk udfordrende. Med 2,3 km igen bliver det helt fladt kort efter et skarpt sving, der kommer med 3000 m igen, hvorefter en snoet vej følges hen til bredden Meuse-floden. Umiddelbart efter den røde flamme krydser man floden i forbindelse med et blødt sving, inden man med det samme drejer skarpt til højre ind på den 900 m lange, 7 m brede opløbsstrækning, hvor en ny vinder af den ældste klassiker vil blive kåret.

I alt har løbet 4256 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2020 og 2021, men knap 300 flere end i 2018 og 2019.

Læs også

Tidligere Trek-rytter forsvarer Quintana og López: UCI er en mafia

 Livestream Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Giro d'Italia

Vejret

Selvom løbet afvikles sidst i april, har vi oplevet nogle meget kolde og våde udgaver af sportens ældste klassiker - mest berømt i den sneklædte 1980-udgave, hvor feltet var barberet ned til bare 21 mand, da de vendte rundt i Bastogne. Sådan bliver det ikke i 2022, men vejret bliver slet ikke så smukt, som det vil være lørdag, hvor der venter en regulær sommerdag. Tværtimod ventes det at være helt overskyet, og der vil gennem hele dagen være en bygerisiko på 20-25%. Samtidig vil det være halvblæsende med en jævn til frisk vind (19-20 km/t) fra nordøst. Det giver med- og sidemedvind på turen ned til Bastogne og sidemodvind på hjemturen. Fra bunden af Rosier vil det dog i alt væsentligt være sidevind. Det gælder også på Redoute, mellemstykket og Roche-aux-Faucons, men kort efter stigningen får man sidemodvind, som varer ved hele vejen frem til opløbsstrækningen, hvor der vil være sidevind.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

Selvom Liege-Bastogne-Liege afvikles i samme uge som Amstel Gold Race og Fleche Wallonne (i hvert fald i en normal sæson) og betragtes som en del af samme løbsserie, er det farligt at drage for mange sammenligninger med de to forrige ardennerklassikerne. Mange af de store navne er ganske vist de samme i de tre løb, men der er flere faktorer, der gør, at helt nye navne kan blande sig i kampen om sejren, og man kan på ingen måde overføre det samme hierarki fra de forrige løb til Liege.

Først og fremmest er løbenes natur forskellige. I Amstel og Fleche handler det i høj grad om eksplosivitet og punch, og med den begrænsede udskilning er positionering en nøgle til succes. Liege-Bastogne-Liege er i højere grad de store motorers løb, hvor udholdenhed og klatreegenskaber betyder langt mere. Den naturlige selektion er større, og derfor er det mindre væsentligt at holde sig fremme undervejs. Selvom en god spurt bestemt er en fordel - ikke mindst i den nye finale - handler det mere om friskhed og styrke, når man efter 200 km rammer løbets finale. Eksempelvis vil Wout Poels kun 1 gang ud af 100 slå Michael Albasini i en spurt, men det gjorde han uden problemer i 2016. Amstel mangler hårdheden og Fleche Wallonne distancen, og kombinationen af de to faktorer gør Liege helt anderledes.

Derudover er La Doyenne det store mål for de fleste ardennerryttere, og NOLE ryttere har holdt lidt igen i de foregående løb for at være helt på toppen på søndag. Det er ikke usædvanligt at se ryttere, der intet har vist i de foregående løb, pludselig være med dybt inde i finalen. Derudover ankommer der som regel en gruppe klatrere fra Tour of the Alps eller træningslejre, og det giver det hidtil mest stjernebesatte klatrefelt - et felt, der ofte kun overgås af det, man normalt ser i Tour de France.

I de fem år frem til omlægningen i 2019 har løbet imidlertid været mindre selektivt end tidligere, og det har været en ganske stor gruppe, der har været samlet i bunden af Saint-Nicolas. I 2013 skyldtes det delvist fraværet af Roche-aux-Faucons, men heller ikke i 2014, 2015, 2016 eller 2017 var den nye nøglestigning i stand til at skabe den udskilning, den gjorde i de første år, hvor blandt andre Andy Schleck og Vincenzo Nibali var overlegne på den. I det hele taget har løbet været meget mere kontrolleret, og tendensen har været, at favoritterne har ventet til Saint-Nicolas med at angribe. Ganske vist er der blevet kørt aggressivt tidligere, specielt på stykket umiddelbart efter Roche-aux-Faucons, men hver gang er det blevet samlet igen inden Saint-Nicolas. Herefter er en gruppe af varierende størrelse kommet fri, og de har afgjort slaget på bakken op til målet i Ans.

Kun i 2014, hvor Pozzovivo og Caruso næsten snød favoritterne, i 2016, hvor den nye Rue Naniot-stigning ændrede løbets dynamik, samt i 2018, hvor Jungels tog alle på sengen, så vi andre scenarier. Det betyder imidlertid ikke, at favoritten altid har vundet, tværtimod. Efter 260 km kan alt ske på den sidste bakke. Martin og Gerrans var overraskende vindere i henholdsvis 2013 og 2014, og det var kun i 2015 og 2017, at løbets store favorit, Valverde, også viste sig at være den stærkeste i finalen.

Den nye finale synes dog at have haft den samme effekt, som da man fjernede Cauberg fra finalen af Amstel Gold Race. Det tvang favoritterne til at åbne tidligere, og selvom mange sprintere slikkede sig om munden ved udsigten til en spurtafgørelse i den hollandske klassiker, har vi siden ændringen i 2017 set mere selektive udgaver end i årene med Cauberg, ganske enkelt fordi der ikke længere var råd til at vente.

Det samme har været tilfældet i Liege. I starten så folk Michael Matthews, Greg van Avermaet og endda Peter Sagan det som deres store chance, for alt andet lige betyder den nye rute, at chancen for noget, der minder om en reduceret massespurt, er blevet mere reel, ikke mindst fordi udskilningen har været overraskende lille i de senere år. Sådan er det bare ikke gået, og i stedet har vi set tre udgaver, der minder om de første år med Roche-aux-Faucons, hvor vi så Schleck køre alene hjem fra stigningen eller så Nibali gøre det samme, indtil han gik kold til sidst. I 2019 lavede Jakob Fuglsang nemlig ”en Schleck” ved at køre fra alt og alle, og i 2020 fik vi etableret en skræmmende god kvartet med Primoz Roglic, Tadej Pogacar, Julian Alaphilippe og Marc Hirschi, der i en af nyere tids mest kontroversielle spurter afgjorde løbet mellem sig - selvom Matej Mohoric var lige ved at snyde dem alle med en sniger til sidst. Sidste år fik vi næsten en tro kopi, da det denne gang var Alaphilippe, Pogacar, Michael Woods, David Gaudu og Alejandro Valverde, som kørte væk på Roche-aux-Faucons.

Meget taler altså for, at den nye rute har haft og vil have den ønskede effekt, og selvom det er klart, at en flad finale altid åbner en mulighed for en spurt i en større gruppe, tyder det på, at de bedste er villige til at prøve at gøre forskellen og også kan gøre det. Spurtscenariet skal dog slet ikke udelukkes. I 2019 var de syv mand samlet til at spurte om 3. plads bag Fuglsang og Davide Formolo, der også holdt sig fri efter stigningen, og i 2020 kunne Mathieu van der Poel spurte sig til en 6. plads i en gruppe på 11 mand, der bare var 14 sekunder fra at køre om sejren. Sidste år var Hirschi på 6. pladsen endda bare 7 sekunder fra at indhente de forreste. Den lille afstand viser, at samarbejdet ikke skulle være meget galt i front, før vi kunne have talt om andre sejrherrer i 2020 og 2021.

Hvilket løb får vi så i år? Sprinterne synes at have kastet håndklædet i ringen, og det er vel kun Michael Matthews og Wout van Aert, der går ind til løbet med en klar ambition om, at det skal ende i en spurt i en lidt større gruppe på 10-15 mand. De øvrige favoritter vil derimod for de fleste vedkommende gerne have et relativt hårdt løb, hvor de bedste kan slås om det på Roche-aux-Faucons.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Mange var skuffede og overraskede over, at Fleche Wallonne blev kørt så passivt, som det gjorde. Også blandt holdene var der en forventning om, at Ineos ville fortsætte den offensive taktik, de havde benyttet i de foregående løb, men det var der aldrig optræk til. Det kan måske forklares med Tom Pidcocks offday, at Laurens de Plus var blevet brugt tidligt, og at Omar Fraile led af allergi og hurtigt blev sat, men det endte med det rene spild af superhold.

Jeg vil dog tro, at briterne ændrer strategi denne gang. De har haft så stor succes med deres offensiv, og vi så allerede sidste år, at det var dem, der åbnede løbet med benhårdt tempo på Redoute. De synes dog ikke nødvendigvis at have holdet til at etablere et overtal. Pidcocks form er tvivlsom, og Michal Kwiatkowski virker ikke helt på toppen, selvom han vandt Amstel. Holdet har heldigvis en velkørende Daniel Martinez, men det er der ikke meget overtal over.

De har dog stadig holdet til at skabe det hårde løb, som Martinez skal bruge, og jeg vil også tro, at Bahrain, der var de eneste, som prøvede lidt i Fleche, vil forsøge at udnytte et bredere hold. Derudover kommer Remco-faktoren i spil nu. Hvor det hele tiden var klart, at Alaphilippe var kaptajn i onsdags, stiller Quick-Step på søndag med to kaptajner. Da Remco Evenepoel kun vinder løbet ved at køre alene, skal han forsøge et eller andet undervejs.

Et andet stærkt hold, der kan diktere løbet, er UAE. De har på papiret mange vinderkandidater, men efter et skuffet Fleche, hvor kun Tadej Pogacar var nogenlunde konkurrencedygtig, er der formentlig kun én hest at spille på. Det betyder ikke, at de ikke kan gribe løbet offensivt an. Pogacar kan altid finde på at gå med i tidlige angreb - det gjorde han endda sidste år, selvom de blev hentet - men efter onsdagens nedtur vil han nok være lidt mere forsigtig med at spille for meget med musklerne. UAEs foretrukne scenarium er nok stadig, at et samlet felt rammer Roche-aux-Faucons, men gerne efter et hårdt løb, de selv kan være med til at skabe.

Endelig er der Movistar. Det meste af cykelverdenen græd med Alejandro Valverde over, at han ikke fik den smukkest tænkelige afsked med ”sit” Fleche Wallonne, men han har nu tanket selvtillid inden det store forsøg på at udligne Eddy Merckx med fem sejre i Liege og skriver sig endnu dybere ind i historien. Med formstærke Carlos Verona og Enric Mas har de i et meget stærkt hold til at kontrollere. Mas vil være en oplagt mand at sende med i nogle af de tidligere Remco-fremstød, men dette er Valverdes sidste Liege. Logikken siger, at det hele handler om én og kun én mand.

En anden faktor er vejret. Medmindre rytterne er så ufatteligt uheldige som i Brabantse Pijl, bliver de nok højst ramt af en enkelt byge, men det vil være et modvindsløb på store dele af hjemturen. Det er først fra Rosier, at man får sidevind, som heldigvis varer ved frem til toppen af Roche-aux-Faucons. Man har før set sidevindskørsel i Ardennerne, men det er vinden trods alt nok ikke kraftig nok til, men grundlæggende ser vejret ud til måske at gøre løbet lidt lettere, selvom en modvindsfinale havde været meget værre. En vigtig faktor er dog, at der vil være nærmest uafbrudt modvind ned til Liege til sidst, og det vil gøre det vanskeligere at forsvare forskelle, enten for en ensom rytter, der jagtes af en gruppe, som kan samarbejde, eller i det taktiske spil, der kan opstå i en flad finale.

Alt sammen får det mig til at tro, at vi får det scenarium, vi har fået de tre foregående år. Jeg tror på, at Evenepoel, Ineos og Bahrain vil forsøge et eller andet tidligere, men de fleste hold vil have en interesse i, at det skal afgøres til sidst, ikke mindst UAE, hos hvem Pogacar kun bliver mere sårbar, hvis han bliver isoleret. Til gengæld burde der være hold, der også har en interesse i at gøre det hårdt, nemlig særligt Ineos og UAE.

Jeg vælger at holde fast i, at Tadej Pogacar er den indlysende favorit, han burde være, men det er klart, at der er kommet meget mere usikkerhed efter onsdagens nedtur. Det er imidlertid noget, vi har set før. I 2020 faldt han igennem i Fleche med en 9. plads, men var alligevel med til at spurte om sejren i Liege. Sidste år var han om lørdagen så skidt kørende i Giro dell’Emilia, at han end ikke gennemførte, og om onsdagen blev han slået klart i Milano-Torino, men da det for alvor gjaldt den efterfølgende lørdag, kørte han fra alt og alle i Il Lombardia. Pogacar er som så mange andre fænomener mester i at peake, når han skal, og det skal han på søndag, hvor han har det, der måske er forårets allerstørste mål. Det er i hvert fald ikke første gang, at der var lidt rust, der skulle bankes af efter en pause.

Nu er det hele blevet endnu mere usikkert af, at han er rejst hjem til Slovenien grundet familiære forhold hos kæresten, og dermed misser han træningen på ruten de kommende dage. Det er utvivlsomt heller ikke den ideelle forberedelse, men alle meldinger fra både Pogacar, der selv virkede ret ubekymret, og hans sportsdirektør går på, at hans form er god. Nu kommer han til et løb, der passer ham betydeligt bedre end Fleche. Dels er stigningerne længere, og dels kommer hans motor bedst til ret over de længste distancer. Det er ikke tilfældigt, at han sidste år kun var god i Lombardiet blandt de italienske endagsløb, og at hans bedste endagsløb derudover har været ved OL og i Liege.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Med det niveau, Pogacar har haft i år, vil han normalt kunne køre fra alle på Roche-aux-Faucons. Han har haft adskillige gear mere end alle andre, og går det, som det skal, kører han alene hjem fra den sidste stigning. Det er klart, at modvinden efter toppen er en udfordring, som kan gøre den mission svær, men hvis ingen hold sidder i overtal bag ham - og det er sandsynligt, at det vil være tilfældet - kan dårligt samarbejde sagtens føre til, at det alligevel er en fordel at sidde alene. Derudover så vi sidste år, at det nok kun er Van Aert, han for alvor skal frygte i en spurt - og ham slog han endda også næsten ved OL - og det vidner om, at han ikke behøver at køre fra alt og alle. Han har altså flere veje til sejr, og hvis det går, som det plejer, er han der også, når der venter et langt og hårdt endagsløb. Det var han sidste år i Lombardiet, og det tror jeg, at han vil være igen.

Løbets store joker er naturligvis Wout van Aert. Belgieren er en uventet deltager i et løb, han ikke skulle have kørt, og hans form er stadig lidt ukendt. Selv insisterer han på, at den ikke er så god som inden sygdommen, men det var nu svært at se mange svaghedstegn i Roubaix. Omvendt var det vel også ret klart, at der var én mand, der var stærkere, og det er første gang, vi i år så det i et brostensløb. Lidt af formen har det utvivlsomt kostet, men han er i hvert fald på et konkurrencedygtigt niveau.

Spørgsmålet er, om det er nok. Det er en vanskeligere opgave for en rytter som Van Aert at følge klatrerne - ikke mindst Pogacar - på en stejl stigning som Roche-aux-Faucons, end det er at excellere i sit mere naturlige terræn på flade pavéer. Til gengæld ved vi også, at en formstærk Van Aert klatrer helt uhyggeligt, og ved OL lykkedes det ham som bekendt at indhente Pogacar på en stigning, der var meget, meget sværere end denne. Der er ingen tvivl om, at en formstærk Van Aert kan vinde Liege, men spørgsmålet er, om han er formstærk nok.

Han har fået én stor gave i vejret. Drømmen havde været nordvestenvind, der havde givet modvind på stigningerne i finalen, men generelt vil vinden bidrage til et mindre selektivt løb. Særligt modvinden ned til Liege vil være til hans fordel, og hvis Jonas Vingegaard finder selv, og den uhyre formstærke Tiesj Benoot fortsætter med at imponere, kan han også have holdet til at jagte til sidst. OL viste til gengæld også, at han end ikke kan vide sig helt sikker på at slå Pogacar i en spurt, men al logik tilsiger, at Van Aert vinder, hvis han spurter i Liege. Nu skal han bare vise, at formen også er god nok til, at det vil ske i første forsøg.

Han fik ikke sin drømmeafslutning i Fleche, men måske kan han få den i Liege. På mandag fylder Alejandro Valverde 42 år, og søndag kan feltets vårhare sikre sig den bedst tænkelige fødselsdage ved at blive den blot anden rytter i historien - endda efter selveste Merckx - til at vinde Liege fem gange. Efter hans sygdom troede jeg ikke på, at det kunne lade sig gøre, men hans kørsel i Fleche Wallonne var så fremragende, at det nu ligner en reel mulighed.

Det var nemlig ikke kun onsdag, at Valverde imponerede. Det gjorde han også i Strade Bianche, hvor han trods en lang, lang opkørsel efter et styrt endte som nr. 2. Begge hans to endagsløb synes at være på et højere niveau, end det vi så i 2021, hvor han kørte med om sejren i både Lombardiet, Liege og Fleche. Sidste år sad han med på Roche-aux-Faucons, og efter i går er der bestemt ingen grund til at tro, at det ikke vil ske igen i morgen, medmindre Pogacar bare kører fra alt og alle.

Til gengæld har han den udfordring, at han slet ikke er så hurtig som i gamle dage, og sidste år blev han blot nr. 4 i en spurt, han dog også fik åbnet alt for tidligt. Trods det bør han stadig kunne slå langt de fleste på stregen, og denne gang er der endda en god chance for, at han i en lille gruppe svarende til sidste år kan have den meget velkørende Mas til at sætte sig i scene. Måske er Pogacar, Alaphilippe og Van Aert alle på papiret hurtigere, men efter i går kan ingen vide sig sikre på, om de alle er på toppen. Det virker pludselig ikke helt usandsynligt, at Valverde vil havne i en gruppe, hvor han kan gøre det færdigt og skrive endnu et kapitel til de historiebøger, hvor fire-fem bind allerede alene handler om ham.

Topper Julian Alaphilippe til det løb, der betyder allermest for ham? Vi så i hvert fald i går, at han stadig har sine mangler, og det var han også åbenhjertig nok til at indrømme. Modsat sidste år har han ikke timet formen perfekt til sine store mål, som han plejer, men nogen ringe præstation var det ikke. Han tabte nogle meter på det hul, Pogacar skabte, og uden det kunne han måske være gået på podiet. Formen synes i hvert fald i klar fremgang, og når han selv siger, at han regner med at være bedre på søndag, er der grund til at lytte. Alaphilippe har to år i træk timet sin form perfekt til de løb, han helst vil vinde, og det er først på søndag, at han stiller til start i sæsonens vigtigste løb.

Alligevel er det bekymrende, at han manglede så ”meget” i onsdags. Der findes ikke et løb, der passer Alaphilippe end netop Fleche Wallonne, og der er en grund til, at han endnu ikke har vundet i Liege. Det stiller i hvert fald større krav til hans form, men som de to seneste udgaver klart viser, er det et løb, han må vinde før eller siden. Hans to spurter i Liege har været henholdsvis kontroversiel og meget tæt, og det vidner om, at han kan slå alle andre end Van Aert på stregen. Chancerne er således gode, hvis bare han igen har fundet de procent, han hidtil har manglet.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Det er klart, at Pogacar er det bedste bud på en rytter, der kører fra alt og alle, men skal man pege på et alternativ, må det være Daniel Martinez. Colombianerens fremgang i år er kolossal, og uanset om han har været til start i Algarve, Paris-Nice eller Baskerlandet, er der endnu ingen, der er lykkedes med at sætte ham på en stigning. Tværtimod har han været en af de allerstærkeste, ikke mindst i Baskerlandet, hvor han var stærkeste mand, og hans 5. plads i et Fleche Wallonne, der passede ham relativt dårligt, var uhyre opmuntrende. Dette løb passer meget bedre til en klatrer som ham, og er Pogacar ikke på toppen, vil jeg ikke blive forundret, hvis det er ham, der kører alene hjem, som Fuglsang gjorde det i 2019. Hans problem er, at han skal af med de hurtige favoritter for at vinde, men det er heller ikke umuligt - enten fordi han bare er stærkest, eller fordi han bruger sin power til at køre væk i et taktisk spil i den flade finale, hvor han også kan drømme om, men næppe forvente, at Ineos sidder i overtal. Kommer han væk med en mand eller to af de rette, er han også hurtig nok til at slå mange. Baseret på de seneste uger vil det i hvert fald være dumt at tro, at Ineos ikke løber med sejren. Det plejer de jo faktisk at gøre.

Den anden rytter, der måske kan køre fra alt og alle, er Aleksandr Vlasov . Hans nedtur i UAE Tour og Paris-Nice var besynderlig, men ellers har han været her, der og alle vegne i år. Senest blev han minsandten nr. 3 i en klassiker, der passede ham temmelig dårligt, og det antyder endda, at han nu måske er endnu stærkere, end han var i Baskerlandet, hvor han manglede lidt i forhold til Martinez. Han har allerede været på podiet i et ganske vist svagt besat Lombardiet, og han har derfor motoren til de lange og hårde endagsløb, og dette passer ham i hvert fald meget bedre end Fleche Wallonne. Som Martinez skal han formentlig alene hjem for at vinde, men måske er han bare løbets stærkeste mand, og ellers må han spille det taktiske spil i en finale, han bør ende med at køre. En sejr vil være en fornem debut og redde hele Bora-mandskabets forsømte klassikerforår.

Det var uhyre fortjent, at Dylan Teuns vandt Fleche Wallonne. Belgieren har haft et fabelagtigt forår, og når han kunne køre så stærkt i brostensløb, der passede ham dårligt, måtte han jo næsten være flyvende i det løb, der passede ham bedste. Nu kommer han imidlertid til et løb, der passer ham dårligere, og hvor han kun én gang i syv forsøg har været i top 10. I dette terræn er han mere på udebane mod klatrerne, men stigninger er korte nok til, at det er et løb, han kan vinde. Han har i hvert fald aldrig været bedre end netop nu, men spørgsmålet er også, hvor længe det holder. Han har kørt fuld knald i næsten alle klassikerne i foråret, og forinden kørte han endda Catalonien. Foreløbig tyder intet dog på, at det går den forkerte vej. Derudover er heller ikke han synderlig hurtig i en flad spurt, og derfor skal han enten være bedste mand igen - og det er måske lidt svært på sværere stigninger - eller spille sine taktiske kort rigtigt i en situation, hvor Bahrain har en fin chance for at sidde med mere end én mand til sidst.

Netop overtallet gør også Tiesj Benoot til en god kandidat. At belgieren har forbedret sig markant siden skiftet til Jumbo, har været klart længe, men han bliver ved med at overgå sig selv. Det burde ikke være muligt for en fyr som Benoot at ende som nr. 11 i det Fleche Wallonne, han plejer at droppe, fordi det passer ham dårligt, og det tyder på, at han vil være skarp på søndag, hvor de mindre eksplosive stigninger passer ham bedre. Hidtil har han altid manglet det sidste for at følge de bedste, men han er alligevel ed som nr. 7 i 2021 og nr. 8 i 2020. Med det, han viste i går, må det være rimeligt at antage, at han kan sidde med i frontgruppen til sidst denne gang, og her kan han drømme om at have Van Aert ved sin side. Hvis Jumbo kører, som de har gjort tidligere i år, vil de forsøge at udnytte overtallet, og her vil Benoot sidde perfekt til at køre væk, mens alle ligger på Van Aert.

At Michael Woods er skabt til dette løb, fortæller statistikken alt om. Fem gange har han gennemført løbet, og det har givet placeringer som nr. 2, 5, 5, 7 og 9. Woods er med andre ord en form for garanti i dette løb, og jeg vil tro, at han igen er med fremme. Fleche bekræftede, at han efter sin sygdom ikke er så god som sidste år, men med tanke på, at han igen havde en ringe position, gik det ganske godt. Selv var han også mere utilfreds med præstationen end med benene, og han synes bare at blive bedre og bedre fra løb til løb. Faktisk har vi set flere gange, at han har haft et dårligt Fleche, men i Liege er han der altid, og en 6. plads på Muren er jo heller ikke et dårligt resultat. Den lange distance i Liege synes at passe ham perfekt, og han peaker næsten altid i de længste endagsløb, uanset om det er VM, OL, Liege eller Lombardiet. Desværre så vi sidste år, hvor han endte sidst i spurten, at der er en del favoritter, der er hurtigere end ham, og derfor skal han spille sine taktiske kort rigtigt for at vinde, da formen denne gang nok trods alt ikke er god nok til, at han kører fra alt og alle.

En anden af onsdagens mange skuffelser var Benoit Cosnefroy. Franskmanden var stærkeste mand i Amstel, men i det løb, der passede ham allerbedst, blev han bare nr. 13. Nu kommer han til et løb, der på papiret er for kuperet for ham, og han skal være i sin allerbedste form, hvis han skal følge klatrerne på disse længere stigninger. I 2020, hvor han var blevet nr. 2 i Fleche, så han dog overbevisende ud, indtil han blev ramt af uheld, men til gengæld viste sidste års EM, hvor han ”kun” blev nr. 3, selvom han var i fabelagtig form, at der på længere stigninger stadig er folk, der er bedre end ham. Hvis ikke onsdag bare var en offday, vinder han i hvert fald ikke, men har han igen Amstel-benene, har han en chance - særligt fordi han med sin nyfundne hurtighed i flade spurter er en af de ryttere, der vil kunne vinde en spurt i Liege. Lige nu er jeg bare ikke optimistisk.

Der er megen snak om Remco Evenepoel, men jeg synes, at hans vej til sejr er svær. Vi har nu flere gange fået bekræftet, at hans klatreevner ikke kan måle sig med de bedstes, og da han som bekendt er spurtsvag, skal han alene hjem. Det skal han komme på den måde, han plejer - og som han er så pokkers god til - nemlig ved at overraske alle med et angreb i et ellers roligt moment, som han senest praktiserede det, da han skabte frontgruppen på 5. etape i Baskerlandet. Dengang var favoritterne imidlertid vågne, og det fortæller meget godt, hvad der er Evenepoels nye virkelighed. I de små løb kan han stadig komme afsted med den slags numre, men hans mange forsøg på overraskelsesangreb i år er alle mislykkedes, uanset om det har været i Brabantse Pijl, Baskerlandet eller Tirreno. Jeg er egentlig ikke så meget i tvivl om hans form, der så overbevisende ud i Baskerlandet, men nu døjede han i onsdags også med noget allergi, der skaber endnu mere usikkerhed. Selvfølgelig skal man aldrig udelukke, at Evenepoel igen finder sit moment, som han har gjort det så mange gange før, men betingelserne for det er bare blevet sværere, når alle ved, hvad hans plan er, og at han ikke skal have bare én millimeter.

Hvad så med Matej Mohoric? Hans form har været temmelig svingende i år, men desværre taler statistikken mod et godt Liege. Han var flyvende i Sanremo og ikke mindst Roubaix, hvor han var nærmest uhyggelig, men i de løb, hvor der for alvor skulle klatres, skuffede han fælt, uanset om det var Flandern eller Amstel. Noget tyder på, at han i år ikke har fået indstillet klatrebenene helt rigtigt, og Liege er i forvejen et løb, hvor han ikke klatrer godt nok til at køre med i så lille en gruppe, som vi har set de seneste år. Til gengæld betød hans gode nedkørsel, at han for to år siden var tæt på at tage en ”snigersejr”, og det er nok også den taktik, han skal bruge her, hvis ikke han laver et af de vilde langdistanceridt, der er hans speciale. Indtil nu har klatrebenene ikke rakt, men der er håb i, at han kørte sit klart bedste løb for en uge siden. Det kunne tyde på, at formen er i fremgang efter den uheldige sæsonstart - også selvom Roubaix er et løb, der siger meget lidt om, hvad vi skal forvente i Liege.

Som sagt tror jeg, at det på Movistar kun handler om Valverde, men skulle der ske uheld for veteranen, eller skulle han have en offday, kommer Enric Mas i spil. Som han har kørt i Tirreno og Baskerlandet, taler meget for, at han kører med de bedste på Roche-aux-Faucons, og da han i går satte Valverde perfekt i scene, lignede han ikke en rytter, der havde tabt blot skyggen af sin bedste form. Hans store problem er udover taktikken, at han med statsgaranti skal alene hjem for at vinde, men det kan han altid komme i et taktisk spil nede i Liege. Det vil formentlig kræve, at Valverde er væk, men måske kan Movistar blive fristet til at spille spillet, hvis de er eneste hold med to mand til sidst, og Valverde har udsigt til at skulle spurte mod eksempelvis Van Aert. Så ville det næsten være dumt ikke at udnytte, at man meget vel kan have en formstærk plan B.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Mikel Landa er ikke prototypen på en endagsrytter, men det handler i et vist omfang om prioritering. Han har gennemført dette løb én gang, hvor han har kunnet tage sin egen chance, og det var i 2019, hvor han kørte med i gruppen bag Fuglsang og endte som nr. 7. Meget sigende blev han sidst i en spurt blandt fem mand, og det siger alt om Landas problem i et løb med en flad finale. Til gengæld er Bahrain uhyggelige, og alene det forhold, at han blot er nr. 3 på min liste over Bahrain-kandidater fortæller, at araberne meget vel kan sidde i overtal til sidst. Udnyttes det, kan Landa spille sine kort rigtigt. Formen ser i hvert fald god ud, for efter en rusten start i Alperne har han set meget overbevisende ud de seneste dage, selvom han har ageret hjælper - præcis som han var overbevisende i Tirreno. Landa har én gang før kørt finale i dette løb, og han synes at have benene til at kunne gøre det igen.

Forventningerne til Jonas Vingegaard inden Ardennerne var store, og derfor var onsdagens nedtur en stor skuffelse. Det er desværre ikke helt uventet. Det er efterhånden velkendt, at han ofte underpræsterer efter en pause, men det bør så give håb for søndagen. Desværre kan det også være Baskerlandet, der har taget livet af ham. Det gjorde det i hvert fald sidste år, for selvom han var bedre i Liege end i Fleche var han langt fra det niveau, han havde vist i Spanien. I det lys har jeg desværre svært ved at mobilisere den helt store optimisme, men omvendt viser hans tendens til dårlige starter efter en pause også, at muligheden for en genfødsel er helt reel. Finder han de baskiske ben, bør han køre med de bedste på Roche-aux-Faucons. Desværre vinder han ikke en flad spurt, men til gengæld vil Jumbo meget vel kunne sidde i overtal, og er Van Aert der også, vil han som Benoot kunne drage fordel af fokus på gruppens hurtigste til at snige sig væk.

En anden rytter, der havde en offday i onsdags, var Tom Pidcock, og heller ikke han havde nogen forklaring på nedturen. Hans hold satser da også på, at hans ben vender tilbage søndag, men er det nok? Pidcock har virket under niveau i alle årets klassikere. I hvert fald kørte han en mærkeligt passiv finale i Amstel, og i Brabantse Pijl var han så træt, at han ville køre spurten for Ben Turner. I forvejen kan man have en lille mistanke om, at Pidcock har det lidt svært over lange distancer, selvom hans VM giver et håb om, at det ikke er tilfældet, og kombinerer man det med hans lidet overbevisende niveau og usikkerheden efter onsdagens kollaps, er der så mange spørgsmål, at jeg er skeptisk over for projektet. Omvendt var Pidcock god nok til at køre med om sejren i de fleste endagsløb, og han har den fordel, at ruten passer ham som fod i hose, og at han i en spurt kan slå alle - også Van Aert.

Endnu en af de ryttere, der kommer fra Alperne, er Romain Bardet. Egentlig har han været på en lille deroute, men selvom han stadig er et stykke fra sit tidligere niveau, er han siden sejren i Burgos kommet fornuftigt tilbage. Særligt det forhold, at han sidste år kørte med de bedste i Lombardiet, viser, at han fortsat skal tages seriøst i de store endagsløb, og efter en skuffende sæsonstart har han set godt ud i Alperne. Han er god i de lange endagsløb, som vi har set med hans VM-sølv, gode præstationer i Lombadiet, og ikke mindst med hele fire top 10-placeringer i dette løb, herunder en podieplads. De kom alle i de år, hvor han var bedst, og jeg føler mig langt fra overbevist om, at han i dag er god nok til at køre finale, men Alperne giver håb om, at det kan lade sig gøre. Han vinder ikke en spurt, men så må han spille det taktiske spil til sidst.

En anden af onsdagens skuffelser var Wout Poels, men han var faktisk ret optimistisk. Det var først til sidst på Muren, at syren tog over, og han havde bedre ben, end resultatet antyder. Han har Ardennerne som så stort et mål, at det faktisk var ham og ikke Teuns, der var plan A i onsdags, og han har da også en god historik, særligt med Liege-sejren i 2016. Siden er det dog gået gevaldigt ned ad bakke, og selvom han har haft en flot renæssance i år, hvor han imponerede i særligt Catalonien, inden han blev syg, kan jeg godt være i tvivl om, hvorvidt topniveauet stadig rækker. Det gode ved hans nedtur i onsdags er, at feltets førende lottokupon sagtens kan være som forvandlet på onsdag, og har han Catalonien-benene, kan han komme ganske langt. Spurtstærk på flad vej er han ikke, men til gengæld er han nu den fjerde Bahrain-rytter, der måske kan køre finale. Det kan kaldes overtal!

Michal Kwiatkowski vandt Amstel, men han efterlod ikke mig med det bedste indtryk. Han udnyttede i høj grad overtallet, og at Cosnefroy var en villig trækkraft, og siden floppede han i Brabantse Pijl, inden han hurtigt grundet dårlige ben meldte sig som hjælper i Roubaix. I onsdags ofrede han sig også for holdet, men det var planlagt på forhånd. Søndag vil jeg tro, at han kan tage sin chance, men spørgsmålet er, om benene rækker. Vi har ikke set Kwiatkowski klatre godt siden 2020 efter et uhyre skuffende 2021, og jeg føler mig ikke overbevist om, at han stadig har det i sig til et svært løb som Liege - slet ikke efter hans kørsel i de seneste løb. Omvendt giver Amstel-sejren et vist håb, og han har den fordel, at han er en af de få, der faktisk kan vinde en spurt nede i Liege, og at Ineos måske kan sidde i overtal til sidst, hvor Martinez burde være en garanti.

Nu åbnede jeg døren for, at Vingegaard, Cosnefroy, Pogacar og Pidcock bare havde en offday, og den tvivl skal naturligvis også komme Ion Izagirre til gode. Baskeren har gjort Baskerlandet og dette løb til sit store forårsmål, og han rejste til Belgien med store ambitioner efter sit hjemmebaneløb, hvor han viste sit højeste niveau siden sejren samme sted i 2019. Med de ben, han havde i Baskerlandet, burde han have en fair chance for at spille en rolle helt fremme i dette løb, som han gjorde, da han i 2017 endte som nr. 5. Han har motoren til den lange distance, og disse mellemlange stigninger passer ham godt. Jeg vil stadig gerne se ham i finalen, før jeg tror på det - dels fordi hans niveau har været aftagende, og dels fordi onsdagens kollaps skaber tvivl - men hans kørsel i Baskerlandet var overbevisende nok til, at han er kandidat, også selvom han skal alene hjem for at vinde.

Lad os slutte med en joker. Neilson Powless var egentlig ikke prototypen på en endagsrytter, men sidste år fik han smag for dem med sejren i San Sebastian og 5. pladsen til VM. Det fik ham til at gøre Ardennerne til et stort mål, men der var usikkerhed om formen. Han har nemlig skuffet i år og var formmæssigt helt væk i både Paris-Nice og Catalonien. Noget kunne dog tyde på, at han alligevel har timet den rigtigt, for en 19. plads på Mur de Huy er et ret fremragende resultat for en ryttertype som ham. Han viste sidste år, at han har motoren til de lange løb, og han klatrer godt nok til at være med. Han kører dog ikke med de bedste på Roche-aux-Faucons, men både hans VM og San Sebastian blev skabt på at anticipere. Kan han gøre det igen, kan han måske gentage sensationen fra San Sebastian.

OPDATERING: På baggrund af sidste etape af Tour of the Alps kunne det tyde på, at Landas form måske ikke helt rækker. Til gengæld må Romain Bardets stjerne nu stråle en anelse lysere.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

OPDATERING 2: Grundet svigermoderens død har Tadej Pogacar desværre meldt afbud. Det ændrer løbets dynamik, da det stærke UAE-hold formentlig nu vil være mere offensive. Hvis Ineos som forventet vil det samme, øger det chancen for, at en gruppe kan køre tidligere, og at vi kan få en vinder, der ikke hører til blandt de allertungeste favoritter. Historien har dog vist, at det er svært at holde sig fri mellem Redoute og Roche-aux-Faucons, og sandsynligheden taler stadig for, at det skal afgøres på sidstnævnte. Uden Pogacars x-faktor til at gøre forskellen på stigningen vil det formentlig - også i lyset af modvindsfinalen - styrke chancerne hos de hurtige folk, ikke mindst Van Aert og Alaphilippe. Til gengæld er det nu også mere uklart, hvem der faktisk vil være stærkeste mand, og chancen for, at andre ryttere kan køre alene hjem, er nu større. I det lys vil chancerne for særligt Daniel Martinez og Aleksandr Vlasov, der vel synes at være de mest formstærke af de spurtsvage klatrere, formentlig være øget en anelse. Det øger i hvert fald chancen for, at vi får en knap så indlysende vinder, når stærkeste mand nu ikke længere skal være stærkere end den både stærke og hurtige Pogacar. Mest af alt vil jeg dog tro, at det styrker løbets hurtigste, Wout van Aert, der - også i lyset af hans meget optimistiske meldinger - må være min nye favorit.

Der har været en del ændringer af startlisten. Optakten opdateres i aften, når den endelige startliste, hvor jeg kort vil skitsere mulighederne for de ryttere, der er føjet til, herunder for Brandon McNulty, der erstatter Pogacar.

OPDATERING 3: Den endelige startliste er nu kommet, og der er flere væsentlige ændringer. Vigtigst er Pogacars afbud, der er omtalt ovenfor. Han er erstattes af Brandon McNulty, der er en meget spændende joker. Hans form er helt ukendt efter sygdom, der kostede ham Baskerlandet, men hvis han hurtigt er kommet sig og har trænet frem mod det sidste forårsmål, Romandiet, kan han være knivskarp. Han viste i sæsonstarten, at han kan træne sig i form som få, han har forbedret sin klatreevner enormt, og vi så ved OL, at han kan præstere i lange, hårde endagsløb. Han er også ganske hurtig og en mester i at gribe momentet og køre alene, som han har gjort et hav af gange i år. Hvis han er i den ønskede Romandiet-form, er han spændende. Det samme er Marc Soler, der nu få frihed til at angribe fra distancen, som han mestrer, men efter et stærkt Baskerlandet havde han angiveligt en offday i søndags. Min optimisme er nok ikke stor efter et meget hårdt forår med tre etapeløb på mindre end en måned, men han kan overraske. Marc Hirschi og Diego Ulissi må også nu ventes at få en kaptajnrolle, men deres kørsel i de seneste løb gør mig ikke optimistisk.

Den anden væsentlige ændring er, at Sergio Higuita er udtaget. Han var flyvende i Catalonien, og med samme form er han skabt til dette løb. Desværre udgik han af Baskerlandet med sygdom, og da han siden meldte afbud til Fleche, vil det nok være en overraskelse, hvis han kører med om sejren. Modvinden kan dog hjælpe, og hans spurt gør ham livsfarlig, hvis han er med i en gruppe til sidst.

Endelig har Bahrain udtaget Damiano Caruso. Vi ved, at han er i fremragende form, men de erklærede kaptajner er Teuns og Mohoric. I onsdags var han ren hjælper, og det vil han formentlig være igen,men han vil være en farlig herre at spille tidligt ud.

***** Wout van Aert

**** Alejandro Valverde, Julian Alaphilippe

*** Daniel Martinez, Aleksandr Vlasov, Dylan Teuns, Tiesj Benoot, Michael Woods

** Benoit Cosnefroy, Remco Evenepoel, Matej Mohoric, Enric Mas, Jonas Vingegaard, Tom Pidcock, Brandon McNulty, Romain Bardet, Mikel Landa, Wout Poels, Michal Kwiatkowski, Ion Izagirre, Neilson Powless

* Warren Barguil, Damiano Caruso, Sergio Higuita, Domenico Pozzovivo, Guillaume Martin, Michael Matthews, Jack Haig, Jai Hindley, Ruben Guerreiro, Wilco Kelderman, Marc Soler, Marc Hirschi, Tobias Johannessen, Alexis Vuillermoz, Valentin Madouas, Søren Kragh, Jesus Herrada, Victor Lafay, Mattias Skjelmose, Bauke Mollema, Carlos Rodriguez, Vincenzo Nibali, Geraint Thomas, Tim Wellens, Nick Schultz, Jakob Fuglsang, Jay Vine, Rigoberto Uran, Rudy Molard, Odd Christian Eiking, Remy Rochas, Simon Carr, Quentin Pacher

 Livestream Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Giro d'Italia

Danskerne

Jonas Vingegaard er en af Jumbos kaptajner og er omtalt ovenfor. På DSM er Søren Kragh i en delt kaptajnrolle, men selvom han viste fin form onsdag, vil dette løb formentlig være for hårdt, og han skal i hvert fald angribe tidligt. Hos Israel-PT deler Jakob Fuglsang kaptajnansvaret med Michael Woods, men han synes stadig at mangle for meget til at kunne være med i front. Hos Trek burde Mattias Skjelmose kunne få en relativt fri rolle, men niveauet er nok lidt for højt til, at han kan drømme om et absolut topresultat. Hos BikeExchange skal Christopher Juul støtte Michael Matthews, og hos Uno-X skal Jacob Hindsgaul og formstærke Jonas Gregaard formentlig forsøge at ramme udbruddet og eller støtte Tobias Johannessen.

Læs også

Bosch lancerer batteri til elcykler - med fire store nyheder

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2021, Primoz Roglics sejr fra 2020, Jakob Fuglsangs sejr fra 2019, Bob Jungels’ sejr fra 2018, Alejandro Valverdes sejre fra 2017 og 2015, Wout Poels’ sejr fra 2016, Simon Gerrans’ sejr fra 2014 samt Dan Martins sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

UAE-Team Emirates: Uden Pogacar har holdet som nævnt i opdateringen ovenfor et mere åbent hierarki med Brandon McNulty og måske Marc Soler som en joker. Marc Hirschi og Diego Ulissi skuffede i Fleche, men mens løbet altid har været for hårdt for Ulissi, kan Hirschi måske rejse sig. George Bennett udgik af Baskerlandet med sygdom og er formentlig ren hjælper.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Det handler om Alaphilippe og Evenepoel. Mauri Vansevenant er relativt formsvag og må som Ilan van Wilder og Louis Vervaeke være hjælper.

Groupama-FDJ: Uden den sygdomsramte David Gaudu mangler de en klar favorit. Bedste bud er Valentin Madouas, der var flyvende i begyndelsen af april, men fornemmelsen i Amstel var, at han formentlig har toppet. Rudy Molard er i fremgang efter sin sene sæsonstart, men selvom han var i top 10 i Fleche, har dette løb historisk været lidt for svært, som det også må ventes at være for ellers formstærke Quentin Pacher og Bruno Armirail samt Kevin Geniets.

Movistar Team: Det handler om Valverde, men som nævnt kan Mas måske komme i spil. Carlos Verona har imponeret stort i år, men må regnes som hjælper.

Israel-Premier Tech: Woods er bedste bud. Holdets anden kaptajn er Jakob Fuglsang, men jeg ser trods et pænt Amstel ingen tegn på, at han pludselig skulle kunne køre med de bedste. Løbet er for svært for Daryl Impey, og Alessandro de Marchi er på vej tilbage fra sygdom.

Team DSM: De er erklærede kaptajner er Bardet og Søren Kragh. Danskeren viste fornem form i Fleche, men dette løb bør være for klatretungt til, at han kan være med helt fremme. Hans chance vil igen være at køre tidligt. Mark Donovan ar ikke imponeret i år, og Kevin Vermaerke er meget formsvag.

Trek-Segafredo: Kaptajnen er Bauke Mollema, men hans Fleche viste igen, at han er en skygge af sig selv i år. Mattias Skjelmose gjorde det flot i Fleche og kan gøre det samme her, men han kan ikke køre med om de sjoveste placeringer. Det kan heller ikke en ellers udmærket kørende Gianluca Brambilla.

Læs også

Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb

BORA-hansgrohe: Vlasov er kaptajn, men holdet har tre jokers. Som nævnt i opdateringen er Segio Higuita skræddersyet til løbet, men efter sygdom er hans form meget tvivlsom. Wilco Kelderman kommer direkte fra højdetræning og burde være i Giro-form, men spørgsmålet er, om niveauet stadig rækker til dette løb, ikke mindst i lyset af en svær sæsonstart. Jai Hindley kørte stærkt i Tirreno, men skuffede i Catalonien og virkede ikke flyvende i Fleche. Giovanni Aleotti og Ide Schelling synes begge formsvage.

Bahrain-Victorious: Mohoric og Teuns er kaptajner med Landa og Poels som jokers, mens Damiano Caruso har potentiale, hvis han ikke som nævnt i opdateringen igen er ren hjælper. Jack Haig er en anden option, men selvom han passer bedre til dette løb end de foregående klassikere, virker han ikke helt på toppen.

INEOS Grenadiers: Martinez, Kwiatkowski og Pidcock vil formentlig være kaptajner. Geraint Thomas’ form er et spørgsmålstegn, men han vil formentlig enten blive spillet tidligt ud eller være hjælper. Carlos Rodriguez har ikke været flyvende i sine sidste løb trods sejren i Baskerlandet.

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Vincenzo Nibali, men hans kørsel på Sicilien fortæller, at vi ikke skal vente at se ham fremme i et løb på dette niveau. David de la Cruz var formsvag i Alperne, løbet er for svært for Simone Velasco og Fabio Felline, og selvom han var bedste mand i Fleche, ender Andrey Zeits ikke helt fremme.

Jumbo-Visma: Van Aert, Benoot og Vingegaard ventes alle at have en beskyttet rolle. Sepp Kuss har været helt fra den i år og må ligesom Sam Oomen, der ellers gjorde det pænt, men ikke prangende i Catalonien, være hjælper.

Team BikeExchange-Jayco: Holdets kaptajn er Michael Matthews, men han skal være helt på toppen for at have en chance for at vinde her. Det var han hverken i Amstel eller Brabantse Pijl, og han missede Fleche med sygdom. Nick Schultz viste i Fleche endelig lidt form, men efter en svag sæsonstart kan han næppe være med helt i front i dette hårdere løb, og det er for tidligt for Alexandre Balmer og Jan Maas.

Cofidis: Kaptajnen er Guillaume Martin, der kommer med Giro-form direkte fra højderne. Han bør gøre det godt, men jeg har svært ved at se ham køre med de bedste. Izagirre er som nævnt ovenfor en joker. Jesus Herrada og Victor Lafay er i form, men de bør komme lidt til kort i dette selskab. Remy Rochas viser klar fremgang efter sin skade, men dette løb kommer nok lidt for tidligt, og formstærke Simon Geschke ligner en ren hjælper.

Ag2r Citroën Team: Det handler 100% om Cosnefroy. Aurelien Paret-Peintre synes stadig formsvag, og den tidligere vinder Bob Jungels er stadig en skygge af sig selv. Løbet er for svært for Dorian Godon .

Lotto Soudal: Kaptajnen er Tim Wellens, men for belgieren har dette løb altid været for svært, og han er bestemt ikke flyvende lige nu. Harm Vanhoucke skuffede i Tyrkiet, og selvom Sylvain Moniquet har imponeret på det sidste, er niveauet her en anelse for højt. Philippe Gilbert får ikke en drømmeafsked mit sit hjemmebaneløb.

Team Arkea-Samsic: Holdets kaptajn er Warren Barguil, der bekræftede sin fornuftige form i Fleche, men det var stadig en ringere præstation end i 2020 og 2021, hvor han kom til kort i dette løb. Han bør gøre det pænt, men jeg bliver overrasket, hvis han kører med de bedste, når man ser på hans generelle niveau de senere år. Elie Gesbert er i bedring, men stadig ikke stærkt nok, og løbet er for svært for Matis Louvel .

EF Education-EasyPost: Powless kan som nævnt være en joker, men Ruben Guerreiro burde efter et godt Fleche også kunne gøre det godt, selvom han næppe kører med favoritterne. Løbet passer også godt til Simon Carr, der virkede stærk i Coppi e Bartali og Fleche, og til Odd Christian Eiking, der er bedre nu, men ikke synes helt på toppen. Rigoberto Uran skuffede igen i onsdags og er fortsat under niveau, og Alberto Bettiol må med sin nuværende form være hjælper.

Uno-X Pro Cycling Team: Det handler om Tobias Johannessen, men vi så igen i Fleche, at han efter sin sygdom ikke har de samme ben som i Catalonien. Jonas Gregaard er i form, men niveauet er en anelse for højt, mens Anders Johannessen skuffede i Tyrkiet, hvor niveauet var et helt andet.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Trods en ringe position viste Domenico Pozzovivo igen god form i onsdags. Han har fremragende resultater i Liege, der passer ham, men jeg vil tro, at han i dag vil komme til kort mod de bedste. Quinten Hermans og Georg Zimmermann synes at mangle for meget efter hhv. sygdom og skade, og Simone Petilli er overmatchet.

Alpecin-Fenix: Holdets bedste option må være Jay Vine, der var god i Tyrkiet, men niveauet her er for højt. Xandro Meurisse har været velkørende, men er stadig for langt fra fordums styrke. Floris de Tier har genfundet lidt af den gode form fra marts, men synes stadig at mangle for meget, og mens løbet er for hårdt for Robert Stannard, har Kristian Sbaragli aldrig fundet formen i år. Jimmy Janssens er i god form, men niveauet er for højt.

TotalEnergies: Holdet satser på formstærke Alexis Vuillermoz, men trods en 10. plads i Fleche, der passer ham som fod i hose, er han ikke i stand til at være med helt fremme her. Cristian Rodriguez har ikke været flyvende, og niveauet er for højt for en ellers udmærket kørende Jeremy Cabot.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Det ligner en svær opgave. Den mest formstærke synes at være Luc Wirtgen, da Marco Tizza og Remy Mertz ikke just har imponeret på det sidste.

Sport Vlaanderen-Baloise: Kamiel Bonneu imponerede igen i Fleche, men dette er hans længste løb nogensinde og nok også en kende for hårdt. Det er det også for Jenno Berckmoes.

Equipo Kern Pharma: Det bliver en svær opgave, men er han i form, kan Urko Berrade komme et stykke.

 Livestream Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold til Giro d'Italia