Optakt: Liège-Bastogne-Liège

nullI den forstand er Liège-Bastogne-Liège den perfekte symbolske overgang. En ting er, at foråret sluttes af med et brag af en begivenhed, der i prestigemæssig forstand er fuldt på højde med Paris-Roubaix og Ronde van Vlaanderen. Noget andet er, at Liege-Bastogne-Liege er det løb blandt de store endagsløb i foråret, der passer bedst på de ryttere vi nu skal til at se dominere i etapeløbene. Væk er typer som Tom Boonen, Thor Hushovd og Stijn Devolder og på søndag er det i stedet ryttere som Andy Schleck (Team Saxo Bank), Damiano Cunego (Lampre) og Alejandro Valverde (Caisse d’Epargne), der kommer til at være i frontlinien.

La Doyenne som Liège-Bastogne-Liège også kaldes, har været kørt siden 1892 og er således det ældste er de store cykelløb. Det er kun den 95. udgave af løbet for det har været nogle massive afbrydelser i årenes løb, selvfølgelig først og fremmest fordi denne del af Belgien har været hårdt belastende i forhold til de store verdenskrige. Siden 1945 har det været kørt hvert år og med stort set alle de store navne på sejrslisten og én dansker Rolf Sørensen, der i 1993 vandt en flot taktisk kørt spurt mod Tony Rominger og Maurizio Fondriest.

Sidste år vandt Alejandro Valverde løbet foran Davide Rebellin og Fränk Schleck i en spurt i Ans. Sidste år var disse tre ryttere i særklasse de stærkeste, men det var interessant at alle tre ryttere tilsyneladende stillede sig tilfreds med en spurt, hvor Valverde på forhånd måtte betragtes som den klart stærkeste.

Ruten
Som med så mange andre af de lange klassikere er Liège-Bastogne-Liège bygget op omkring en næsten fast skabelon, der er ensbetydende med en rolig start der giver mulighed for at de lidt mere ukendte ryttere kan komme af sted i et tidligt udbrud. Derefter bliver løbet langsomt bygget om til den indledende del af finalen, der starter med 90 kilometer til mål, og derfra er der tale om udskillelse bagfra i feltet inden favoritterne sætter sig igennem på de afgørende stigninger til slut. Denne opbygning er dog kun den halve sandhed for selvom løbet kun har elleve kategoriserede stigninger, så går det mere eller mindre op og ned hele dagen, i starten af løbet har man bare valgt ikke at give stigningerne en kategori.

Det hele starter i Liège, hvorfra det går sydpå ned til den luxembourgske grænse. Turen derned er rimelig hård med en del mindre stigninger, der giver mulighed for at skabe et godt udbrud, der ikke kun består af tilfældige lykkeriddere, men hvor der også er stærkere ryttere iblandt de håbefulde. Når det er sagt, så er det turen tilbage til Liège, der er den klart hårdeste og finalen indledes med stigningen Côte de Wanne 90 kilometer fra mål. Efter Cöte de Wanne kommer der tre stigninger med cirka ti kilometers mellemrum, der i løbstaktisk henseende kun tjener til formål at gøre rytterne møre.

Den afgørende del af finalen indledes med Cöte de la Redoute 35 kilometer fra mål. Tidligere var dette det afgørende punkt i løbet, hvor angrebet skulle sættes ind, men det har ændret sig med tiden, så Cöte de la Redoute er blevet et punkt, hvor der kan sættes pres på for at skille sig af med modstandernes hjælperyttere. På toppen af Redoute danner der sig altid en lille eksklusiv gruppe af favoritter og selvom feltet måske bliver samlet igen, så er det typisk blandt disse ryttere at vinderen skal findes.

Sidste år fandt man frem til stigningen Cöte de la Roche aux Faucons (1,5 km, 9,9 %) og denne stigning viste sig som en kærkommen fornyelse af løbet, der på det tidspunkt var i fare for at blive lidt ensformigt. Mellem Redoute og Roche aux Faucons er der desuden den lille ikke-kategoriserede stigning Cöte de Sprimont, så nu har rytterne bedre muligheder for at holde en jagtende gruppe bag sig i finalen.

Med fem kilometer til mål kommer den sidste stigning Cöte de Saint-Nikolas, en meget skarp stigning, hvor det stiger mere end ti procent over en kilometer. Der er her de sidste kræfter skal bruges og her angrebet skal sættes ind, hvis man vil undgå en spurtduel. Herefter går det ind til målbyen Ans (udenfor Liège), hvor afslutningen går en smule opad, hvilket sjældent har haft den store betydning, da det stort set altid er den på papiret hurtigste, der vinder spurten.

Favoritterne
Team Saxo Bank har med de seneste præstationer i Amstel Gold Race og Fleche Wallonne vist at hele holdet er hvor det skal være. Problemet for Saxo Bank er at deres ryttere helst skal komme til målet alene for de fleste af de andre favoritterne vil slå det danske holds topnavne i en spurtduel. Det gælder derfor om at gøre løbet så hårdt som muligt og få skabt en overtalssituation med brødrene Andy og Fränk Schleck og måske også Alexandr Kolobnev i front efter Côte de la Redoute, hvorefter der skal angribes stort set hele vejen indtil Ans. Taktikken lykkedes sidste år, hvor Andy Schleck bare ikke havde noget at byde ind med i finalen. Det forholder sig nok omvendt i år, hvor han i den grad har ramt formen og så er han svær at have med at gøre på stigningerne.

Davide Rebellin (Serramenti) viste med sejren i Flèche Wallonne at man ikke bare sådan lige kan afskrive ham som toprytter og selvom dåbsattesten burde diktere noget andet, så er han stadig ligeså eksplosiv som tidligere. Distancen kan vise sig at blive et problem for Rebellin, der så skidt ud i afslutningen af Amstel Gold Race, men Rebellin er omvendt så rutineret, at han ved hvornår han kan spare på sine kræfter undervejs.

Damiano Cunego har ikke problemer med distancen, men det virker som om at han selv lige mangler det sidste for at gøre sig gældende i finalen og herudover er holdet omkring ham ikke stærkt nok. Det bliver et alvorligt problem for Cunego, der kan risikere at sidde isoleret de sidste 30 kilometer af løbet. Samuel Sanchez (Euskaltel) er i samme situation, men han har heller ikke været bleg for at opbruge holdets ressourcer tidligt i løbet for at holde tempoet højt.

Alejandro Valverde har gode minder fra løbet sidste år, men virker som om at han lider af ikke at have kørt nok cykelløb indtil videre i sæsonen. Alt andet lige bør dette være et større problem i de lange løb end i Flèche Wallonne, så hvis han ikke kan gøre sig gældende der, så bliver det svært i morgen. Ligesom Samuel Sanchez har Valverde ikke været bange for at bruge sine hjælperyttere tidligt i løbet, hvilket har betydet, at han har siddet alene i finalerne i de to Ardennerløb og måske skulle holdet i stedet sende ryttere i udbrud tidligt på dagen for at slippe for arbejdet nede i feltet.

Silence-Lotto med Cadel Evans i spidsen skal ikke glemmes, men skal man være lidt grov mod australieren, så mangler han nok den taktiske forståelse, der skal til for at vinde La Doyenne. Det samme gør sig gældende for Robert Gesink (Rabobank), der måtte stå over Flèche Wallonne på grund af en knæskade og spørgsmålet er om han er kommet sig fuldstændig. Ellers må Liquigas siges at være et spændende bekendtskab med Nibali, Kreuziger, Pellizotti og Basso, men de to sidstnævnte kommer direkte fra Italien og det hårde etapeløb Giro del Trentino og kører nok mest af alt løbet for at få de sidste vigtige kilometer i benene inden Giro d’Italia.

Den danske deltagelse i løbet består af de tre Team Saxo Bank-ryttere Chris Anker Sørensen, Jakob Fuglsang og Nicki Sørensen. Alle tre har vist sig som vigtige taktiske brikker i Ardennerne og får en lignende rolle i Liège-Bastogne-Liège, når finalen indledes med 90 kilometer til mål. Afhængig af hvordan løbet udvikler sig er det bestemt ikke urealistisk med en dansker i top 10.