Optakt: Liège - Bastogne - Liège

nullLøbet har været kørt siden 1892, hvilket gør det til cykelsportens ældste eksisterende begivenhed og en sejr i løbet må betragtes som en af det absolut mest eftertragtede i sporten, helt på linen med den anden belgiske klassiker Ronde van Vlaanderen. Løbet er bygget op omkring en række stigninger, der alle er længere end hvad ryttere ellers har været over gennem hele forårssæsonen, hvilket som sådan gør løbet til den perfekte overgang til etapeløbene.

Det vil derfor også være et felt bestående af en skøn blanding af specialister i endagsløb og etapeløbsryttere, men modsat Amstel Gold Race kan det ikke forventes, at mange af de ryttere, der har deltaget i brostensløbene vil have en chance for at kunne begå sig. Stigningerne er ganske så lange, at de giver de lettere ryttere en naturlig fordel.

Eftersom Liège-Bastogne-Liège er arrangeret af ASO er det ikke længere en del af ProTouren og dermed det officielle verdensranglistesystem. Det er svært at vide, hvor længe konflikten mellem ASO og UCI vil vare, men det må konstateres, at forårssæsonen er blevet afviklet smertefrit uden alt for store frustrationer. Alligevel bør der snarest muligt findes en løsning, således at sportens største løb igen kan køres på en sammenhængende kalender for lige nu er det kun løbenes historie og prestige, der gør dem attraktive. Det er lidt mærkeligt at der faktisk kun køres om æren (og præmiepengene), i en så stor begivenhed, men hidtil har rytterne heldigvis ikke haft problemer med at sætte sig op til de forskellige begivenheder.

Ruten
På trods af løbets status som et af de største i cykelsporten er det svært ikke at være en smule skuffet over de seneste udgaver af løbet. Tidligere nøglepunkter som Côte de Stockeu og Côte de la Redoute er efterhånden blevet ligegyldigheder i løbet taktiske opbygning, idet alle de store favoritter venter med at prøve hinanden af indtil den sidste stigning Côte de Saint-Nicolas. Det gør løbet til en noget låst affære og faktisk har der i snart mange sæsoner været en større gruppe samlet efter Saint-Nicolas.

Kritikken har gået på, at finalen simpelthen har været for let med for få udfordringer. Med 35 kilometer til mål fra Côte de la Redoute er lysten til at angribe fra dette punkt stærkt begrænset, særligt fordi meget af det efterfølgende landskab ikke kan kaldes udbrydervenligt. Arrangørerne har derfor i år prøvet at ændre afslutningen en smule med indføjelsen af den meget stejle stigning Côte de la Roche Faucons og det skal blive meget interessant at se om dette punkt kan skabe en indledende udskilning, således at det kun er en lille gruppe, der tager hul på Saint-Nicolas.

Ellers er det hele dagen velkendt klassisk cykelterræn i det sydlige Belgien. Fra Liège går det stik syd mod Bastogne og herfra går det så tilbage igen, dog af andre og mere udfordrende veje. Finalen indledes på hjemvejen med stigningen Côte de Wanne, der ligger med 90 kilometer til mål og derfra venter i alt ni stigninger eller cirka en bakke hver tiende kilometer. De fleste af bakkerne rummer muligheden for at blive det afgørende punkt i løbet, så det kræver stor taktisk bevidsthed at holde sig orienteret om, hvad der foregår i fronten af feltet. Løbet er omvendt ikke så nervøst som andre klassikere, idet stigningerne er længere, hvorfor det ikke er ligeså altafgørende for rytterne at komme ind på bakkerne blandt de første, idet der så at sige er bedre mulighed for på stigningen at rette op for eventuelle fejl.

Der findes mere kendte bakker på ruten som eksempelvis Côte de la Redoute, men det helt afgørende punkt i løbet er Côte de Saint-Nicolas, der ligger blot 5,5 kilometer fra mål. Stigningen er kun en kilometer lang, men stiger med voldsomme 11 % og er således en oplagt mulighed at komme væk for ryttere, der ikke kan lide sine chancer i en eventuel spurt. Det der gør løbet lidt låst også i afslutningen er at de ryttere, der er gode på Saint-Nicolas typisk også er dem, der sidder fremme i spurten, der foregår i forstaden Ans og som også går opad.

Saint-Nicolas er derfor et taktisk dilemma for de accelerationsstærke ryttere, et angreb her kan være farligt, idet man så kan brænde sig ud inden afslutningen, men omvendt er man heller ikke interesseret i at en større gruppe kommer med over, idet afslutningen så bliver uregerlig. Udfordringen af således at holde hovedet koldt og sætte et hårdt tempo, der gør at 4-5 mand kan sidde med over toppen, men dette oplæg kan uden tvivl blive forpurret af enkelte ryttere, der kun har en chance, hvis de kommer væk alene.

Det skal lige siges, at afslutningen i Ans ikke er voldsom hård sammenlignet med de andre stigninger rytterne kommer ud for, men efter 260 kilometers cykling skal den 1,2 kilometer lange bakke med en stigningsprocent på fem nok få musklerne til at trække sig sammen.

Favoritterne
Der er ikke sket afgørende ændringer i gruppen af favoritter, idet det stort set er de samme ryttere, der sad fremme i Amstel Gold Race og Flèche Wallonne som også kan forventes fremme i afslutningen i Ans.  Den forsvarende vinder Danilo di Luca er ikke med, så det er sikkert, at tronen skal gives videre.

Den store favoritrolle må Damiano Cunego fra Lampre påtage sig. Det var faktisk en smule overraskende, at han ikke kunne gøre sit holds arbejde færdig på Mur de Huy i onsdags, men Cunego bliver normalt bedre som distancen bliver længere og i en afsluttende spurt i Ans er der ikke mange, der kommer forbi ham på de afsluttende meter. Cunegos problem er et knapt så stærkt hold så han vil være afhængig af egen arbejdskraft i afslutningen, hvis han skal være at finde helt fremme.

Gode hjælperyttere har Alejandro Valverde til gengæld til rådighed en masse på sit Caisse d’Epagne-mandskab, der således rummer Joaquin Rodriguez og Luis León Sánchez. Begge vil være gavmilde med hjælpen til Valverde, der vandt løbet i 2006 og det vil også være nødvendigt, idet Valverde normalt ikke er typen, der selv kan håndtere en presset afslutning. I øvrigt så Valverde ukarakteristisk dårlig ud på Mur de Huy, men afslutningen i Ans passer ham en hel del bedre.

Løbets tredje store favorit er Team CSCs Fränk Schleck, der skabte Amstel Gold Race, men som manglende i afslutningen af Flèche Wallonne. Schleck har nok den største motor af alle favoritterne, men som altid er succesen afhængig af at han kommer væk inden afslutningen. Denne mulighed vil kun være til stede, hvis løbet bliver så hårdt som overhovedet muligt, så der er grund til at forvente en stor offensiv fra det danske mandskab, der skal holde presset på de andre favoritter stort set hele løbet igennem. CSC har til gengæld også holdet til en storstilet indsats for Gustav Larsson, Alexandr Kolobnev, Andy Schelck og Nicki Sørensen er alle ryttere man ikke bare giver fem minutter forspring inden de sidste 40 kilometer. Man kan så gemme Karsten Kroon til finalen, selvom hollænderen aldrig rigtig har formået at sidde med til slut i løbet.

De to aldrende italienere Davide Rebellin (Gerolsteiner) og Paolo Bettini (Qucik-Step) skal ikke glemmes. Førstnævnte har som sædvanlig kørt stabilt og han er konsekvent altid at finde i afslutningen af disse klassikere, hvilket er ret utroligt eftersom det også må kræve en hel del held aldrig at blive ramt af en punktering i finalen. For Paolo Bettini er det sidste chance i foråret til at vise verdensmestertrøjen frem, men det er mere af vane han bliver nævnt som favorit for resultaterne har i den grad manglet.

Til gengæld bør de to første fra Flèche Wallonne nævnes. Kim Kirchen (High Road) fik endelig en stor sejr på kontoen, men han kæmper stadig med de lange distancer og der er formentlig intet han hellere vil end at mane det til jorden med et godt resultat i Liège. Han vil være frygtet i afslutningen, men det er tvivlsomt om han sidder der. Omvendt skal Cadel Evans (Silence-Lotto) nok sidde med til slut, men intet tyder på at australieren besidder de kvaliteter, der er nødvendige for at vinde en stor klassiker.

Der er heller ingen grund til at glemme flere af de unge ryttere som hollandske Thomas Dekker, der gerne vil skifte to 5. pladser ud med en plads på podiet og så Vicenzo Nibali (Liquigas), der kommer direkte fra Italien med en samlet sejr i Giro del Trentino i bagagen. Måske er det ikke den mest optimale opvarmning til Liège-Bastogne-Liège at køre et etapeløb, men det er set gjort med succes før. Endelig skal Chris Anker Sørensen fra Team CSC ikke glemmes, selvom det nok er for meget forlangt at forvente ham fremme i afslutningen.