Optakt: Lørdagens etaper i Provence, Murcia og Colombia

Tiden rækker desværre ikke til at skrive detaljerede etapeoptakter til de tre etapeløb, men vi vil hver dag lave en oversigt, hvor vi gennemgår favoritter til den kommende dags løb. Derudover vil der naturligvis være samlede optakter til alle tre etapeløb og begge endagsløb. I kan læse optakterne til Tour Colombia 2.1 , Tour de la Provence, Vuelta a Murcia, Clasica de Almeria og Trofeo Laigueglia.

Lørdag gælder det 5. etape af Tour Colombia 2.1, 3. etape af Tour de la Provence og 2. etape Vuelta a Murcia.

Tour de la Provence - 3. etape

Ruten

Der er noget forkert i, at Tour de la Provence indtil i år ikke har besøgt regionens cykelstolthed, nemlig Mont Ventoux, som kendes som Det Skaldede Bjerg i Provence. Det laves der om på i årets brutale udgave, men da vi er i februar, lader det sig ikke gøre at køre hele vejen til toppen i næsten 2000 m højde. Derfor må rytterne nøjes med en afslutning ved Chalet Reynard, hvor der også har været mål, når stigningen har været besøgt af Paris-Nice, men da det byder på bjergets vanskeligste del, som fører ind gennem skoven, er der alligevel lagt op til en brutal udfordring i midten af februar, hvor rytterne stadig leder efter den bedste form.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Med en distance på 140,2 km er der tale om en af de korte bjergetaper, som har vundet så megen popularitet i de senere år, og den fører fra Istres til Chalet Reynard i 1429 m højde et pænt stykke op ad Mont Ventoux. Startbyen ligger helt ude ved den franske middelhavskyst, hvor det er fladt som en pandekage, og man lægger derfor ud med igennem helt fladt terræn at køre mod nord frem til dagens første spurt, som kommer efter 20,6 km. Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod øst og nordøst frem til den lille kategori 3-stigning Cote de Lauris (1,1 km, 3,8%), som har top efter 57,0 km.

Den indleder starten på den mere kuperede fase. Herefter stiger det let mod nord, inden man drejer mod nordvest ind på kategori 3-stigningen Cote de Cedres (2,8 km, 4,1%). En nedkørsel leder videre mod nordvest ned til en bakke (600 m, 7,7%) med top efter 78,0 km, inden det går op ad en lang, ikke-kategoriseret stigning (7,5 km, 4%), hvis top rundes efter 96,5 km. En nedkørsel fører nu mod nord, inden det begynder at stige ganske let mod nord, indtil man når frem til Bedoin, der ligger for foden af Ventoux, og hvor dagens anden spurt kommer efter 125,0 km.

Her drejer man mod øst og kører ad en let stigende vej frem til Mont Ventoux, der her er i kategori 1 og bestiges fra sydvest. Op til Chalet Reynard stiger den med 7,6% over 14,6 km, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 5 km er nemlig ganske lette med stigningsprocenter på mellem 2 og 6, men herefter tager den fat med en kilometer med 11,0%, inden den stiger med mellem 8 og 11% resten af vejen, indtil den flader en anelse ud med 7,5% over den sidste kilometer, dog med 8,6% på de sidste 600 m. Samlet set stiger de sidste 9,7 km med 9,1%, og de følger en lang, relativt lige vej med blot to hårnålesving, det sidste relativt tæt på toppen.

Etapen byder på i alt 2386 højdemeter.

Mont Ventoux er som bekendt et ikonisk bjerg, der i dette årtusinde har været brugt af Tour de France, Paris-Nice, Criterium du Dauphiné og det nye Mont Ventoux Denivle Challenge. Som regel er der mål på toppen, men siden årtusindeskiftet har der to gange været mål længere nede. Det var på Tour-etapen i 2016, hvor kraftig vind førte til, at målet blev henlagt til Chalet Reynard, og hvor Thomas de Gendt vandt fra et udbrud, mens vi længere tilbage havde den berømte motorcykelepisode, der førte til billederne af en løbende Chris Froome. I 2008 var der i Paris-Nice mål ved Station du Mont Serein, hvor Cadel Evans spurtbesejrede Robert Gesink, efter at de to var kørt fra alle rivalerne.

Vejret

Efter en fredag med vind og sol nøjes vi med sidstnævnte på en herlig lørdag. Der vil ikke være en sky på himlen, og temperaturen i Bedoin vil nå hele 16 grader. Vinden vil være helt væk, da der blot vil være en svag til let brise fra syd. Det giver først med-,så side- og til slut et langt medvindsstykke frem til Bedoin. Jer drejer man ind i sidevind og senere sidemedvind i bunden af Ventoux. På den sidste kilometers penge får man direkte medvind.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Favoritterne

Om det var modvinden, skal jeg lade være usagt, men det var et mærkeligt apatisk felt, der lod Astana køre deres helt eget show på Les Cretes, hvor de først sendte Aleksandr Vlasov i offensiven og siden lukkede alt ned med Alexey Lutsenko og en velkørende Alex Aranburu. Først alt for sent reagerede EF, mens FDJ af helt uransagelige grund ikke ofrede hverken Rudy Molard eller David Gaudu, ligesom heller ikke Ineos fik noget ud af at have tre klatrestærke folk.

Nu må de håbe, at de ikke kommer til at fortryde. Vlasov er et af sportens største klatretalenter, som jeg havde med i min vintergennemgang af 10 lovende transfers, og som jeg allerede havde med som en af topfavoritterne inden løbet. Han bakkes op af et stærkt Astana-hold, og med et forspring på mere end et halvt minut bliver han ikke let at hente.

Det skal naturligvis ske i morgen. Mont Ventoux er et af sportens sværeste bjerge, og derfor er det lidt af en mundfuld i februar måned. Ganske vist skal vi ikke til toppen, men vi får den vanskeligste del, hvor vinden som regel heller ikke spiller den dræbende rolle, den kan gøre på den skaldede top. Nok var Sierra Bernia i Valencia stejl, men den var så kort, at denne afslutning må regnes som den første rigtige bjergfinale på europæisk grund i år.

Der bør heller ikke være tvivl om, at det er der, slaget skal slås. Resten af etapen er ganske nem, og da der vil være praktisk talt vindstille, venter der formentlig en ret fredsommelig indledning. På en dag som denne kan det godt tage lidt tid at få et udbrud etableret, men derefter vil Astana tage kontrol. Er udbruddet ufarligt, vil de elske at lade bonussekunderne sejle, men der kan ikke være tvivl om, at FDJ og Arkea med mulig hjælp fra Ineos vil sikre samling.

På Ventoux kan Pinot, Quintana og co. glæde sig over, at den svage vind, der trods alt er, kommer som sidemed- og medvind, og dermed bør vi få et helt anderledes aggressivt cykelløb, end vi gjorde i dag, hvor ethvert angreb - med en enkelt undtagelse - hurtigt blæste i stykker. Man må formode, at FDJ før eller siden lægger pres på med Rudy Molard og senere måske også David Gaudu, og at Arkea vil sætte fart med Winner Anacona og Warren Barguil. Herefter er det op til kaptajnerne at afgøre det i det, der ligner et ret ærligt opgør på en stejl og svær stigning.

Derfor holder jeg også fast i Thibaut Pinot som min favorit. Franskmanden kommer direkte fra højderne i Tenerife og siger, at han er lige så god som sidste år. Det er en opmuntrende melding fra en mand, der altid lægger stærkt fra land, og som på papiret er løbets bedste klatrer. I Gaudu har han samtidig løbets bedste løjtnant, og han har givet udtryk for, at han er kommet til Provence for at vinde. I dag var en lille nedtur, men det var umuligt at aflæse styrkeforholdet i en finale, hvor modvinden kun gav plads til outsiderne, men Pinot så fin ud i spurten. Ventoux passer ham langt bedre, og da han tillige kan slå de fleste i en spurt, må han være min favorit.

Jeg holder også fast i, at David Gaudu er nr. 2. Når han ikke blev ofret i dag, må det skyldes, at holdet gerne vil holde ham inde i billedet, selvom de også har gjort det klart, hvem der er nr. 1. Gaudu var imidlertid bedre end Pinot i dette løb for et år siden, og også denne gang kommer han direkte fra højderne. Naturligvis kan han blive tvunget til at ofre sig, men han kan være også et kort, der som en anden Vlasov kan spilles taktisk ud. Får han hullet, er der ikke mange i denne verden, der kører vidunderbarnet ind på en stejl stigning som denne - især ikke, hvis han har udviklet sig yderligere siden sit overbevisende 2019.

Nairo Quintana kom fint igennem dagens etape, men med Barguils nedtur havde han ikke meget at stille op i jagten på Vlasov. Dermed har også han ryggen mod muren, men nu kommer vi til den etape, der passer ham. Ventoux måtte gerne være længere og højere, men det er en rigeligt svær stigning til en ren klatrer som ham, og efter den fine præstation i Colombia peger alt på, at han som altid er flyvende fra sæsonstart. Måske er han ikke, som han var engang, men sidste år kørte han et fabelagtigt forår. Har han samme form denne gang, er han helt sikkert blandt de allerstærkeste her.

Det er Aleksandr Vlasov imidlertid også. Han er som ren klatrer langt bedre i denne finale, og han synes at være i superform. Ikke blot lagde han ud med at føre for Lutsenko (i knaldhård modvind), han holdt også feltet bag sig i den modvind, der slog alle andre angreb ihjel. I forvejen ved vi, at hans talent er enorm, efter at han overstrålede blandt andre Pogacar på stigningerne i Slovenien sidste år. Han synes at have taget endnu et skridt, og der er absolut ingen grund til at tro, at han med opbakning fra et superhold ikke kan være med i kampen om sejren igen.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Den anden rytter, der imponerede i dag, var Wilco Kelderman . Han var en af de få, der turde angribe, og samtidig kørte han en fremragende og meget lang spurt i modvinden. Her slog han sågar Lutsenko, og det plejer at være lidt af en bedrift i februar måned. I 2017 klatrede han som en drøm, men er siden blev sat tilbage af skader. Med den form, han synes at have nu, kan han måske finde tilbage til sit gamle niveay.

Etapen bliver også en stor test af Alexey Lutsenko. I gamle dage ville man have vurderet Ventoux alt for lang, men siden Duaphiné har han kunnet klatre i bjerge. Han er som bekendt altid flyvende i februar, hvor han har gjort Tour of Oman til sin private legeplads, og i dag virkede han også uhyre overbevisende i sit destruktive arbejde for at forsvare Vlasovs føring. Nu er han som udgangspunkt hjælper, men skulle russeren kollapse, kan han køre sin egen chance - endda med et alibi til at sidde på hjul. Jeg tror, at Ventoux er for svær, men en grundregel er, at Lutsenko aldrig må afskrives, når vi skriver februar.

Forud for løbet havde jeg store forventninger til Eddie Dunbar, der sammen med Gaudu var bedste mand i løbet for et år siden. Dagens 6. plads indikerer, at han ikke er ringere nu, og tværtimod bør han vel være blevet endnu bedre. Han har stadig til gode at vise, at han kan præstere på lange stigninger, men Dunbar med samme form som sidste år bør være med helt fremme også på Ventoux.

En positiv overraskelse var, at Hugh Carthy holdt sig så godt til. Han ejer ikke skyggen af eksplosion, og det tyder på, at den langsomme starter faktisk er i form. Han tog et gigantisk skridt i 2019, og der er ingen grund til at tro, at han ikke er bedre i år. Når han kører så godt i denne finale, kan han godt blive en led karl på en lang, stejl stinging.

Lidt af det samme kan siges om Sepp Kuss , der bør gøre det bedre i morgen, men som stadig nok er lidt for langsom en starter. Pavel Sivakov er måske ikke eksplosiv, men det var alligevel en skuffelse at se ham miste sekunder i dag. Ventoux passer ham bedre, men efter en ikke alt for lovende optræden i Australien kan han stadig mangle lidt for meget. Derudover vil jeg fremhæve talentfulde Aurelien Paret-Peintre, der burde være endnu bedre i denne finale, og som bekræftede det gode indtryk fra Besseges. Også Fausto Masnada bør gøre det bedre på en lang stigning, men han manglede lidt for meget i dag, og så var det lovende at se Sam Oomen gøre det godt i hans første test i et lille år.

Til gengæld vil jeg tro, at stigningen er for lang for Andrea Bagioli, Alex Aranburu, Gorka Izagirre og Jesus Herrada, der bør komme til kort, når han var skuffende i dagens finale. Det samme gælder for Julien El Fares, der ellers leverede en fænomenal præstation i dag. Endelig glæder jeg mig til at se den lovende Attila Valter måle sig med verdens bedste klatrere.

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af denne optakt er det kommet frem, at Thibaut Pinot siden torsdag morgen har lidt af maveonde, og at han var overrasket overhovedet at ende i top 10 fredag. Samtidig havde David Gaudu en hård opkørsel efter et styrt, hvilket forklarer FDJs passive kørsel. Sportsdirektør Philippe Mauduit var så imponeret over Gaudu, at han anser ham som 2. etapes stærkeste. Da jeg i forvejen var meget i tvivl om, hvem af de to FDJ-ryttere der var stærkest, får denne nye oplysning hierarkiet til at blive lidt løsere. Ligesom sidste år tror jeg, at Gaudu er dette løbs mest formstærke klatrer, og derfor peger jeg på ham i stedet.

Feltet.dks vinderbud: David Gaudu

Øvrige vinderkandidater: Thibaut Pinot, Nairo Quintana

Outsidere: Aleksandr Vlasov, Wilco Kelderman, Alexey Lutsenko, Eddie Dunbar, Hugh Carthy

Jokers: Pavel Sivakov, Sepp Kuss, Aurelien Paret-Peintre, Sam Oomen, Fausto Masnada

Vuelta a Murcia - 2. etape

Ruten

Efter den ganske hårde åbningsetape skal klatrebenene igen findes frem til 2. etape, der byder på en rute med samme design som det gamle endagsløb. Det betyder, at ikoniske Collado Bermejo atter skal forceres, men denne gang er det uden finalen med den lille Cresta del Gallo-stigning. Derfor slutter etapen med 60 relativt lette kilometer, hvilket kunne lægge op til en reduceret massespurt, men som Alejandro Valverde viste i 2016, hvor han leverede et mageløst soloridt, og igen i 2017, hvor han sammen med Luis Leon Sanchez kørte fra alt og alle, er det ikke givet, at man skal kunne spurte for at vinde på en rute, der før har belønnet initiativ og mod

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

I alt skal der tilbagelægges 179,6 km, som fører feltet fra Santomera til den traditionelle finale i Murcia. Startbyen er en forstad til målbyen, og man indleder etapen med i fladt terræn at køre mod sydvest for at passere syd om storbyen, i hvis udkant man kører dagens første spurt efter 18,8 km. Herefter går det videre mod sydvest igennem fladlandet, inden man drejer mod nordvest for at køre over kategori 3-stigningen Alto Cola del Caballo (2,7 km, 4,6%), hvis top passeres efter 48,2 km. Herefter fortsætter det med at stige let, mens man kører mod nordvest og sydvest ned til en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

Den indledes med, at man kører mod sydvest op over kategori 1-stigningen Alto Espuna (10,6 km, 3,9%), hvis første 6,1 km stiger med 5,3%, og hvis top rundes efter 74,8 km. En nedkørsel fører nu mod øst ned til dagens anden spurt, som er placeret efter 86,3 km, inden man kører mod sydvest via et kort, fladt stykke, der leder frem til Alto Collado Bermejo, som er uden for kategori. Samlet set stiger den med 3,3% over 26,0 km, men den kan inddeles i to. Efter en blød indledning stiger det med 5% over 5,8 km frem til et lille plateau, hvorefter den tager fat med 7,0% over de sidste 7,2 km. Heraf stiger de første 3 km endda med mere end 8%, inden den sidste del stiger med 6,5-7,0%.

Toppen i 1158 m højde rundes efter 117,6 km, hvorefter der fortsat resterer 61,7 km. De indledes med en undervejs uhyre teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst ned til rundstrækningens udgangspunkt, idet man faktisk slutteligt kører ned ad Alto Espuna, som man tidligere kørte opad. Nedkørslen afbrydes, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Alto Gebas (5,3 km, 3,9%), hvis top passeres med 37,9 km igen. Herefter følger man en let faldende vej mod nord og nordøst hele vejen ind til Murcia. De sidste 6 km er dog relativt flade, og den sidste kilometer er helt flad. I finalen afbrydes en lang, lige vej af en blød kurve med 1100 m igen og senere af en blød kurve lige efter den røde flamme.

Etapen byder på i alt 2679 højdemeter.

Murcia var sidste år målby for 2. etape, hvor man dog havde Cresta del Gallo med i finalen. Her kørte Alejandro Valverde væk, men han fik siden selskab af Luis Leon Sanchez, som slog ham i spurten. Murcia har også i alle årene som endagsløb været målby, selvom man i 2013, 2014 og 2015 sluttede på en stigning uden for byen. I 2018 kørte Luis Leon Sanchez væk fra Alejandro Valverde og hjem til en solosejr, mens Valverde leverede et enestående soloridt over mere end 70 km i 2017. I 2016 sejrede Philippe Gilbert, da løbet også inkluderede Cresta del Gallo, mens det blev til sejre til Rein Taaramae, Valverde og Daniel Navarro i årene med mål på stigningen. I årene som etapeløb sluttede løbet også altid i regionens hovedby, senest i 2012, hvor Alexander Serov slog Jonathan Castroviejo på den afsluttende enkeltstart.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Det suveræne vejr når nye højder lørdag, hvor rytterne kan se frem til en skyfri himmel og en temperatur på uhørte 23 grader. Vind vil der heller ikke være meget af med blot en svag til let brise fra sydøst. Det giver sidevind stort set hel dagen, men man får dog sidemedvind på Collado Bermejo. Derefter venter et kort sidemodvindsstykke, inden man får sidevind på turen tilbage til Murcia. Slutteligt drejer man mere over i sidemodvind, inden man får sidemedvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Dagens nærmest absurde forløb, der vel næsten kun kan aflæses som en magtkamp mellem Movistar og Astana - en kamp, som Circus endte med at vinde - kaster cykelløbet helt op i luften. Det er ikke let at gennemskue, hvilken effekt dagens resultat vil få på 2. etape, der i forvejen ikke er det letteste cykelløb at fortolke.

Én ting bør dog være sikkert. Den samlede vinder af løbet er en af dagens udbrydere. Et tidstab på et kvarter kan naturligvis ikke hentes, og derfor bliver det nu meget interessant at se, hvordan Movistar og Astana griber det an. Tror de stadig, at Hector Carretero eller Nikita Stalnov kan vinde, eller satser de målrettet på etapesejren?

Uanset hvad bør det give anledning til et hårdt cykelløb. Astana og Movistar har ikke meget at miste ved at kaste terningerne op i luften, og derfor kan de lige så godt komme blæsende med alt, hvad de har allerede fra start. Heldigvis for Circus er det meget få ryttere, de skal kontrollere, og af dem er det formentlig kun Lennard Kämna, der måske kan bringe Xandro Meurisse i vanskeligheder. Derfor kan de sagtens lade Alejandro Valverde, Enric Mas Luis Leon Sanchez, Omar Fraile og de andre angribe i højre og venstre, hvis bare de selv har styr på de folk, de skal.

Jeg tror ikke, at Meurisse kan sættes af de andre ”klassementsryttere”, og jeg tror, at Circus vil køre deres eget løb. De har et ganske stærkt hold med klatrestærke folk som Jan Bakelants, Loic Vliegen og Simone Petilli, og også Aime de Gendt og Maurits Lammerink kan bidrage. Det bør være nok til at holde styr på rivalerne.

Derfor tror jeg, at vi får to løb i løbet. Valverde og Sanchez vil formentlig komme blæsende med alt på Collado Bermejo, som de gjorde med deres vilde parridt i 2018 i præcis samme finale, og jeg tror, at der vil køre en lille gruppe af de bedste væk på nøglestigningen, der vil skabe stor udskilning. Circus kan sagtens lade dem køre og skal bare holde sig sammen, samtidig med at de forhindrer afstanden i at komme ud af kontrol. Det burde de nok kunne klare.

Det betyder ikke, at der ikke kan ske samling. Der vil altid kunne findes allierede i jagten på etapesejre fra eksempelvis CCC med Matteo Trentin. Han har dog ikke mange klatrestærke hjælpere, og jeg tror derfor mest på, at løbets bedste klatrere skal afgøre det. De to andre mulige scenarier er vel, at det alligevel lykkes at skabe samling, eller at et udbrud med både Movistar og Astana får lob at køre tidligt, hvorefter de to store hold igen smider tøjlerne.

Jeg vil pege på Alejandro Valverde. I et felt uden mange klatrere vil han og Enric Mas kunne skabe en meget lille gruppe på toppen. Får de bare et par Astana-folk med sig, vil der formentlig være en interesse i at samarbejde, og derefter skal det afgøres i den flade finale, hvor Sanchez for to år siden kørte væk fra Valverde (der måske gav sin ven en gave). I år er han sulten efter en etapesejr og vil helt sikkert kunne regne med en velkørende Mas og måske også Antonio Pedrero til at holde det samlet. I en spurt er han svær at slå, og derfor tror jeg på, at han redder æren med en sejr. Man skal dog heller ikke helt afskrive Mas og Pedrero, der i en lille gruppe kan angribe i en ukontrollerbar finale. I det vilde scenarium, hvor Mas og Valverde kører alle midt over

Manden, der kan slå Valverde på stregen, må være Omar Fraile. Han klatrer ikke så godt som Valverde og Mas, men med mindre de to klatrere kører fra alt og alle i et Movistar-parridt bør han være en af de bedste. Han er bedre i en stigende spurt, men efter at have slået Sonny Colbrelli en kun let stigende finale, må han have en chance også mod Valverde, der synes at have tabt hurtighed på flad vej. Formen Down Under var i hvert fald god. Luis Leon Sanchez er naturligvis også i spil, men her er jeg mere i tvivl om formen efter sløje optrædender hidtil. Han er heller ikke så hurtig som tidligere, men til gengæld er han en mester i at angribe fra en lille gruppe i en flad finale. Her kan Oscar Rodriguez, der utvivlsomt er holdets bedste klatrer, også komme i spil, men han vinder kun ved at snige sig væk i en taktisk finale.

Læs også

Tour-chef håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Matteo Trentin er også i spil. Han kører helt sikkert ikke med Valverde og Mas på Collado Bermejo, men mindre kan også gøre det. 60 km med flad vej er meget, og hvis et par hold slår pjalterne sammen, er det bestemt ikke umuligt at skabe samling. Trentin er lidt alene, men andre hold kan blive allierede, og han klatrer så godt, at han ikke vil være langt efter på Collado Bermejo. I en spurt bliver han meget svær at slå. Kommer han ikke tilbage, har holdet den endnu mere klatrestærke og ligeledes lynhurtige Patrick Bevin¸ men efter hans hjerteoperation er det tvivlsomt, om han lige nu er mere holdbar end Trentin. Til gengæld regner jeg med, at det bliver for hårdt for Pascal Ackermann og Amaury Capiot, selvom de begge kan klatre.

I et sådant scenarium kan Vicente Garcia de Mateos også komme i spil. Selvom han er blevet nr. 2 på kongeetapen i Algarve, tvivler jeg på, at han kan klatre med de bedste. Han vil dog ikke tabe meget, hvis hans form er, som den oftest har været på denne tid af året. I en spurt i en gruppe uden hurtigere folk i Trentin-klassen er han ikke uden chance.

Ruben Fernandez har også en chance. På baggrund af det, han viste på Mallorca og i Valencia, ligner han tredjebedste klatrer efter Valverde og Mas. Til gengæld er han ikke hurtig på flad vej, men i en flad finale, hvor to hold kigger meget på hinanden, er det ikke nogen ulempe at være ensom underdog.

Sergei Chernetckii må også være en kandidat. Russeren var i dag den eneste, der satte sit hold til at føre, men Gazprom var ikke stærke nok til at skabe samling. Chernetckii kan nu koncentrere sig 100% om etapesejren, og efter et svært 2019 så han bedre ud i Saudi Tour. Han er i hvert fald en af de få, der kan tænkes at være med i en offensiv på Collado Bermejo, og så kan meget ske i en taktisk finale, især hvis Astana og Movistar fortsætter med deres indbyrdes magtkant.

Endelig vil jeg også pege på Xandro Meurisse selv. Hovedopgaven er ganske vist at vinde løbet samlet, men skulle det samles til en spurt i en lille gruppe uden sprintere i Trentin-klassen, vil han ikke være helt uden chance. Meurisse har før blandet sig i massespurter og er slet ikke langsom på stregen.

Skal man pege på ryttere, der udover de allerede nævnte, kan vinde fra et udbrud, vil jeg pege på en lidt formsvag Felix Grossschartner, Thomas Sprengers, Jetse Bol og Angel Madrazo.

OPDATERING: Efter at de endelige resultater meget sent er blevet frigivet fremgår det, at Mas er ude af løbet. Det svækker Valverdes chancer for at kontrollere en eventuel gruppe til sidst, men han kan stadig håbe, at Pedrero gør kampen mod Astana mere ligeværdig.

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

Øvrige vinderkandidater: Omar Fraile, Luis Leon Sanchez

Outsidere: Matteo Trentin, Patrick Bevin, Vicente Garcia de Mateos, Ruben Fernandez, Sergei Chernetckii

Jokers: Xandro Meurisse, Oscar Rodriguez, Antonio Pedrero, Felix Grossschartner, Thomas Sprengers, Jetse Bol

Tour Colombia 2.1 - 5. etape

Ruten

Efter fire dage, hvor man holdt sig i samme region med start og mål samlet inden for et meget lille område, bevæger feltet sig på næstsidste dag endelig længere væk. 5. etape byder nemlig på en rejse til Egan Bernals hjemby, Zipaquira, i udkanten af hovedstaden Bogota i det område, hvor søndagens kongeetape også skal køres. Opfindsomheden lader imidlertid alligevel noget tilbage at ønske, da etapen for tredje dag i træk indledes med den præcis samme hårde start, og på mange måder minder etapen om 3. etape, da der herefter venter en ganske vist anderledes, men stadig temmelig flad finale, hvor de hårdføre sprintere kan håbe på at få en sidste chance i løbet inden kongeetapen.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Etapen er med sin distance på 180,5 km en for løbet relativt lang sag, der fører feltet fra Paipa, som er startby for fjerde dag i træk, til Zipaquira nord for Bogota. Som sagt er første del af etapen den samme som på 3. og 4. etape. Fra start kører man således af en lang vej mod sydvest, og mens den retning holdes konstant på en rute uden væsentlige sving, er det voldsomt kuperet. Allerede fra start stiger det let, indtil en lille nedkørsel fører ned til den første spurt, som kommer efter 38,0 km, og derfra går det frem til kategori 4-stigningen Alto Moral (3,4 km, 5,7%), som har top efter 46,7 km i intet mindre end 2961 m højde, etapens højeste punkt. En nedkørsel efterfølges nu af endnu en lang bakke og en nedkørsel, inden man kører frem til kategori 3-stigningen Alto Quemada (4,7 km, 5,5%), der også var på programmet de foregående dage, hvor man dog vendte rundt inden toppen. Det gør man ikke denne gang, hvor man fortsætter helt op i 2917 m højde, hvor bjergspurten kommer efter 74,0 km.

Efter stigningen fortsætter man mod sydvest via en nedkørsel ned til dagens anden spurt, som er placeret efter 103,8 km. Knap 10 km senere tager man hul på kategori 4-stigningen Alto Sisga (3,5 km, 4,8%), hvis top rundes efter 115,5 km. Den markerer afslutningen på vanskelighederne. Herefter følger nemlig en relativt kort nedkørsel, der leder til det plateau, hvorpå Bogota ligger. De sidste 50 km er således stort set helt flade og byder først på en spurt efter 138,8 km, mens man fortsætter mod sydvest med retning mod Bogota. Umiddelbart inden hovedstaden drejer man imidlertid mod nord for at køre igennem fladt terræn op til Zipaquira. Her er de sidste 5 km stort set helt flade, idet det dog stiger lidt frem mod de sidste 1200 m, der er let faldende. For en gangs skyld er finalen lidt mere teknisk, idet der på de sidste 2 km er sving med 1200 og 600 m igen.

Etapen byder på i alt 2036 højdemeter.

Bortset fra besøg fra Vuelta a Colombia i 2009 har Zipaquira ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Vejret

Selvom rytterne skifter region, er vejret det samme. Der venter en hovedsageligt skyet lørdag med en temperatur på 21 grader og igen en bygerisiko på 10-15%. Der vil være en let til jævn vind fra øst, hvilket giver sidemedvind stort set hele dagen, indtil man drejer ind sidevind på de sidste kilometer ind mod målbyen. I den tekniske finale får man sidemedvind efter næstsidste sving og sidevind på opløbsstrækningen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

Sydamerikanernes evner i iltfattig luft kom nok engang til udtryk på en 4. etape, der gav langt større forskelle, end man kunne have ventet. En lignende bakke ville i Europa ikke have kunnet ryste mange sprintere, men her eksploderede feltet til atomer, så 11 mand kunne køre væk og give en første indiktion af hierarkiet. Værd at bemærke er det, at hele ni af de 11 ryttere kom fra Sydamerika, og at kun Julian Alaphilippe og overraskelsen Torstein Træen kunne repræsentere europæerne i front.

Resultatet blev, at EF spillede med musklerne og med etapesejr til min forhåndsfavorit, Sergio Higuita, styrkede deres greb om førertrøjen. I forvejen lignede det en umulig opgave for Ineos at bryde det amerikanske superholds magtmonopol, og dagens resultat gør det bestemt ikke lettere.

Desværre for dem betyder årets lette rute, at de ikke får mange muligheder foræret. 5. etape er nemlig sammensat på samme måde som 3. etape med den eneste forskel, at den kuperede indledning er lettere. På den baggrund er det nærliggende at tro, at forløbene af etaperne også vil være temmelig ensartede.

I torsdags så vi, at der blev gået til stålet i den indledende fase, og det er stærkt sandsynligt, at Deceuninck, der ikke skal køre klassement og næppe satser 100% på en spurt i lyset af de seneste dages udkomme, og Ineos atter vil køre aggressivt. Briterne ved dog også, at det formentlig er skønne spildte kræfter, og derfor vil de nok have kongeetapen mere i baghovedet. EF er tillige stærke nok til at holde sikre, at ingen trusler kommer væk, og derfor vil de næppe komme i en farlig situation.

Når udbruddet er etableret, vil roen sænke sig. I teorien har et udbrud en betydeligt bedre chance sent i et etapeløb, hvor forskellene og trætheden er større, men man må formode, at UAE vil arbejde stenhårdt for en spurt, især nu hvor deres klassement har fået sig et lille skud for boven. Hvis ikke Deceuninck får en mand afsted - og det vil UAE gøre alt for at undgå - vil de også jagte, og Israel SUN er ligeledes en oplagt allieret. Derfor bør det blive en spurt, formentlig også i et større felt end på 3. etape.

Den store forskel er her den tekniske finale, som stiller lidt større krav til de tekniske evner end til farten. Det er en klar ulempe for Juan Sebastian Molano, hvis hold hidtil har været overmatchet af Deceuninck, men alligevel må han være favorit. Sprinterfeltet er her så tyndt besat, at positionskampen er langt mindre end i andre løb, og derfor bør Molano med hjælp fra Maximiliano Richeze ikke have problemer med at finde position. Sidder han nogenlunde i sidste sving, synes han at være så meget hurtigere end rivalerne, at han endnu engang bør kunne gøre det færdigt.

Den tekniske finale øger dog chancerne for Alvaro Hodeg. Toget med Julian Alaphilippe, Jannik Steimle og Bert van Lerberghe er i særklasse, og der burde været noget nær garanti for, at Hodeg nok engang får det bedste lead-out. Hidtil har han været skuffende langsom - måske fordi han stadig jagter formen efter efterårets grimme styrt - men han må stadig regnes som den næsthurtigste i dette felt. I denne tekniske finale kan han i hvert fald drømme om at vinde, selvom en landsmand i øjeblikket er hurtigere.

Det bliver interessant at se, hvordan Israel SUN griber det an. Itamar Einhorn lider voldsomt i højderne og ryger formentlig af, men holdet har stadig to optioner i Travis McCabe og Edwin Avila. På 2. etape skulle Einhorn og Avila køre hver deres spurt, mens Avila på 3. etape skulle køre for McCabe, som dog tabte hjulet og dermed gav colombianeren plads til selv at køre en ganske god spurt. Selvom Avila har spurtet godt, vil jeg stadig mene, at den eneste reelle chance for at slå de to store sprintere i en boulevardspurt er McCabe, der heldigvis også synes at blive bedre. Med et godt lead-out fra Avila vil han i en teknisk finale ikke være uden chance - slet ikke, hvis Hodeg atter får det bedste lead-out, men underpræsterer. Det er dog også Avilas sidste chance på hjemmebane, og jeg udelukker ikke, at hans 2. plads giver ham pladsen som sprinter. Jeg har dog svært ved at se ham slå både Hodeg og Molano i en afslutning som denne.

“The best of the rest” synes lige nu at være Jonathan Restrepo. Selvom Androni-rytteren egentlig ikke er sprinter, excellerer han i et løb uden mange sprintere. Han har slet ikke samme naturlige fart som de rigtige afsluttere, og derfor er det måske en fordel, at han skal køre en finale, der mere handler om positionering. Problemet er, at hans tog er ikkeeksisterende, og det gør det samlet set næsten umuligt at vinde, selvom det nok skal blive the et topresultat.

Løbets overraskelse har været Julian David Molano. Sebastians lillebror har ikke megen erfaring fra UCI-løb, men han har alligevel været særdeles konkurrencedygtig, ikke mindst med 4. pladsen på 3. etape. Om han har holdbarheden til at spurte også efter fire hårde dage, har han til gode at bevise, men potentialet er der. Desværre har han ingen støtte i finalerne, og han mangler erfaring i positionskampen.

Man må også nævne Colin Joyce . Amerikaneren er absolut ikke ren sprinter, og faktisk synes han kun at have tabt fart med årene. Til gengæld har han vist masser af form både i udbrud og på tidskørsler, og han er en ganske holdbar fyr. Jo flere dage, der går, jo bedre vil hans chancer formentlig være, men han er stadig både svag i positionskampen og uden den nødvendige topfart.

Også Umberto Marengo burde kunne gøre det godt. Italieneren styrtede på 2. etape, men det forhindrede ham ikke i at blive nr. 6 på 3. etape. Det viser, at formen er ganske god, men ligesom Joyce har han store mangler både på fart og i positionskampen. Til gengæld er han en meget holdbar fyr, der næppe har ulempe af den halvhårde etape.

Andre kandidater er Iuri Filosi, der formentlig skal spurte, nu hvor Marco Benfatto er ude, samt den lokale Johan Colon, der er en habil sprinter. Uno-X har gjort det overraskende godt med Lars Saugstad og Idar Andersen, og endelig har Maris Bogdanovics frit spil, nu hvor Davide Appollonio er blevet sparket ud af løbet af juryen.

Skal man være lidt kreativ, kunne det godt være en finale, hvor Deceuninck kunne udnytte deres stærke hold. Det svage sprinterfelt betyder, at feltet bliver trukket langt ud i finalerne, og at de fleste sprintere er på egen hånd. Er de snu, laver de et hul bag Jannik Steimle, der formentlig skal først igennem sidste sving, eller Bert van Lerberghe, der er sidste mand inden Hodeg. En sådan manøvre kan virke i dette felt og denne finale, hvis ikke Richeze er for årvågen.

Feltet.dks vinderbud: Juan Sebastian Molano

Øvrige vinderkandidater: Alvaro Hodeg, Travis McCabe

Outsidere: Edwin Avila, Jhonatan Restrepo, Julian David Molano, Colin Joyce, Umberto Marengo

Jokers: Jannik Steimle, Bert van Lerberghe, Iuri Filosi, Johan Colon, Lars Saugstad, Idar Andersen, Maris Bogdanovics