Optakt: Mercan’Tour Classic Alpes-Maritimes

 Livestream Mercan’Tour Classic og Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Cykelsporten har sine traditioner, der ofte bunder i sportens lange historie, men det er ikke altid, at det er let at finde god forklaring på rutinerne. Nogle forhold relaterer sig til de mange uskrevne regler og love, men også inden for rutedesign er der en række grundregler, man kun sjældent bryder.

Én af disse er, at rigtige bjerge er noget, der hører etapeløb til. Det er således yderst sjældent, at man i endagsløb gør brug af de mest mytiske bjergpas. Egentlig er de store bjerge det, mange ”sommerfans” forbinder med cykelsporten, men reelt er klatring begrænset til en relativt lille del af sæsonen. Bjergene hører først og fremmest til grand tours samt til visse udvalgte ugelange etapeløb, mens endagsløb som regel sørger for at holde sig under 1000 m højde.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Der har dog været undtagelser. Mellem 1991 og 2004 blev Classique des Alpes et ganske stort og populært endagsløb, der blev vundet af nogle af sportens største navne som Laurent Jalabert, Iban Mayo, Santago Botero, Francisco Mancebo og Oscar Pereiro. Med ASO som arrangør var det ikke mærkeligt, at det relativt nye løb hurtigt blev en stor succes, og med sin placering i begyndelsen af juni var det for mange en første trædesten frem mod Touren. Det fandt nemlig sted i Alperne og inkluderede således rigtige bjerge.

Med indførelsen af ProTouren i 2005 forsvandt løbet dog, og det er aldrig siden blevet genskabt. Til gengæld blev arven delvist løftet, da den første udgave af Mont Ventoux Dénivelé Challenge blev afviklet i 2019. Modsat forgængeren finder det nye løb, der stadig afvikles og synes at trives, ikke sted i Alperne, men med mål på toppen af ikoniske Mont Ventoux er det allerede blevet et af de mest imødesete endagsløb. Løbet har endda delvist overtaget den gamle kalenderplacering, da det afvikles i juni umiddelbart efter Criterium du Dauphiné.

Nu er der imidlertid kommet en mere direkte efterfølger til den gamle alpeklassiker. En gruppe entreprenører fra Alperne annoncerede i sommeren 2019, at de ville skabe en stor cykelbegivenhed i bjergene, hvor et professionelt løb blev kombineret med motionsløb, der alt sammen havde til formål at promovere regionen. Projektet fik hurtigt fast grund under fødderne og blev godkendt af UCI, der placerede det på sin kalender for 2020 med en afvikling d. 18. maj. Her ville det ganske vist kollidere med Giroen, men ideen var, at det som Alpeklassikeren skulle være en første trædesten for Tour-rytterne frem mod sommerens store mål.

Desværre kom coronapandemien i vejen for det nye projekt, og derfor skulle vi frem til 2021, inden den første udgave af det nye løb blev afviklet. Det skete på en rigtig alperute, der med tre store bjergpas og en bjergafslutning gav flere mindelser om en bjergetape under Touren end et endagsløb. Løbet blev da også en stor succes med direkte tv-transmission og et ganske pænt felt for en første udgave af et løb, der trods alt kun er på 1.1-niveau i UCI-hierarkiet.

Det var imidlertid også tydeligt, at løbet kom for tidligt. Midt i maj er de fleste Tour-ryttere stadig på højdetræningslejr, og derfor var vinderen Guillaume Martin det eneste større Tour-navn i feltet. Derfor er det også kun naturligt, at man til den anden udgave har rykket datoen til noget, der minder mere om det, vi så hos Alpeklassikeren. Nu afvikles det tirsdagen efter Giroen, og selvom det stadig er en anelse tidligt for Tour-rytterne, er det nu en god lejlighed for de ryttere, der gerne vil have et første løb i benene inden den helt store Tour-opvarmning i Dauphiné, der starter den efterfølgende søndag.

Resultatet er da heller ikke udeblevet. Hvor EF sidste år var det eneste udenlandske WorldTour-hold, kan man i år præsentere Movistar, Lotto, Israel-PT og Intermarché som supplement til de tre franske WorldTou-hold, der naturligvis deltager i alle større franske løb. Denne gang er startlisten også betydeligt mere stjernespækket, da den tæller store navne som Michael Woods, David Gaudu, Ion Izagirre, Warren Barguil, Tim Wellens, Jesus Herrada, Pierre Latour, Clement Champoussin, Jakob Fuglsang, Thibaut Pinot og Louis Meintjes. Med den nye kalenderplacering er der således skabt grobund for, at løbet kan blive samme succes, som forgængeren var, indtil den forsvandt efter 2004-sæsonen.

Dermed bliver konkurrence også større, end den var ved debuten i 2021. Her var Guillaume Martin den store favorit, og trods et aggressivt løb, som satte Cofidis på arbejde, svigtede kaptajnen ikke, da han kørte fra alt og alle og sejrede med hele 1.42 ned til Aurelien Paret-Peintre og Bruno Armirail. Martin har i år kørt Giro og forsvarer derfor ikke titlen, og da Armirail også skipper løbet denne gang, mens Paret-Peintre i sidste øjeblik har meldt forfald, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium.

Ruten

Løbets identitet er som sagt, at det skal være et bjergløb i Alperne, og det kom i den grad til udtryk i den første udgave i 2021. Her designede man nemlig en voldsom rute, der over en kort distance sendte rytterne op over hele tre bjergpas. Som opvarmning skulle rytterne således over La Colmiane og Col de la Couillole, inden det hele sluttede på toppen af den 12 km lange Valberg-stigning, der med jævne procenter er et bjerg af den type, der dominerer i de franske alper.

Om det format er tænkt som en konstant for fremtiden, er uklart, men i hvert fald er 2022-ruten stort set en kopi af den, der blev brugt til debuten. Ganske vist har man forlænget den meget korte distance på kun knap 150 km med ca. 20 km, men hele finalen med de tre bjergpas er helt uforandret, og de ekstra kilometer findes således alene i den flade indledning, der også er det eneste flade terræn, der findes på ruten i det, der sagtens kunne være en stor alpeetape i Touren.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

I alt skal der tilbagelægges 168,9 km, der fører feltet fra Puget-Théniers til bjergbyen Valberg. Startbyen ligger midt i Alperne, men i den indledende fase er arrangørerne nådige, da man holder sig til dalen. Således kører man fra start mod øst ad en let faldende dalvej, indtil man kortvarigt kører mod nordøst væk fra dalen og igennem småkuperet terræn, der byder på to mindre stigninger med top efter hhv. 18,0 km (2,3 km, 6,2%) og 28,0 km (3,6 km, 3,8%). En nedkørsel leder mod nord tilbage til dalen, og herfra følger man en let faldende dalvej mod sydøst og syd, inden man efter 48,0 km vender rundt for at køre mod nordøst, nord og nordvest ad en dalvej, der nu er stigende, mod slutningen også ganske kraftigt med procenter på 4-5, og som over 41,0 km bringer rytterne fra 150 m til 1500 m over havets overflade.

I byen Saint Martin Vesubie kører man en spurt efter 81,0 km, hvorefter man med det samme kører mod nord og sydvest op ad kategori 1-stigning La Colmiane (7,5 km, 7,2%), der stiger jævnt med 6-8% frem til toppen, som rundes efter 89,0 km.

Herefter gælder det en periodevis teknisk nedkørsel, der fører mod vest og sydvest, inden man kortvarigt kører mod nordvest ad en flad dalvej frem til dagens anden spurt, som kommer efter 108,0 km. Bare 1500 m senere drejer man mod vest for at køre op ad Col de la Couillole (15,8 km, 7,3%, max. 20%), der er uden for kategori og en meget jævn stigning, der har 500 m med 12,2% på den nedre del og flere 500 m-segmenter på stigningsprocenter på over 9, men generel ligger jævnt med procenter på 5-8.

Toppen rundes efter 126,0 km, og leder op til et plateau, som følges mod sydvest, hvor det er let faldende, inden det går videre mod sydvest og nordvest, idet det nu er let stigende (6,3 km, 3,9%) frem til målbyen Valberg, hvor man efter 140,0 km krydser stregen for første gang i forbindelse med en spurt, dog fra den forkerte side.

Nu skal man en tur ned i dalen og op igen. Derfor kører man mod nordvest og sydvest ad en i starten meget teknisk og siden meget nem nedkørsel ned til byen Guillaumes, der nås efter 154,5 km. Her vender man med det samme rundt for at køre mod nordøst op ad Col du Valberg, der er i kategori 1 og stiger med 7,4% over 12,0 km. Der er tale om en meget jævn stigning med stigningsprocenter på 6-8% stort set hele vejen. Toppen rundes efter 167,0 km, og derfra resterer 900 m, der over de første 500 m stiger let med 2,5%, inden afslutningen er helt flad. Stigningen har en del hårnålesving, det sidste med 1800 m igen, hvorefter der er to skarpe kurver. Efter toppen bugter den 6 m brede vej sig kun ganske let, indtil man rammer den 80 m lang opløbsstrækning.

I alt er der 4733 højdemeter mod 4394 højdemeter på den kortere, men næsten identiske rute i 2021.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 Livestream Mercan’Tour Classic og Criterium du Dauphiné uden afbrydelser

Vejret

Vejret i bjergene kan på denne tid af året være en eksplosiv affære, men tirsdagen bliver ganske smuk. Således vil der gennem dagen kun være få skyer, og mens der vil være en temperatur på 21 grader ved starten, vil den stige til 25 grader i dalen, inden man bevæger sig ind i højderne, hvor der vil være 20 grader i bunden af sidste stigning. Der vil gennem det meste af etapen være en bygerisiko på 20-35%, men den vil være aftagende i finalen, hvor den blot vil være 15%. Vinden vil fra start være svag (5-8 km/t) og komme fra syd, men derefter tiltage fra sydvest til en styrke på 12-14 km/t. Det giver generelt side- og sidemedvind frem til bunden af La Colmiane, hvorefter der vil være sidemod- og modvind frem til vunden af sidste stigning, hvor der vil være sidemed- og medvind hele vejen. Efter toppen vil der være direkte medvind over de sidste 900 m.

Favoritterne

Det er ganske usædvanligt at have et endagsløb i bjergene. Den slags finder vi normalt kun i etapeløb, men her taler vi om en rute, der sagtens kunne fungere som en stor alpeetape i Touren. Det giver en anderledes dynamik til løbet, for normalt afvikles bjergetaper med fokus på klassementet og kun med etapesejren som en sekundær interesse. I morgen vil dynamikken være som i et endagsløb, og det gør det til noget særligt.

Det så vi også ved den første udgave i 2021. Her viste det sig at være en overordentlig vanskelig opgave at kontrollere, og der blev angrebet i ét væk, også på de første bjerge og på nedkørslerne. Det skyldtes imidlertid også, at feltet ikke var imponerende. Tværtimod var Guillaume Martin tårnhøj favorit, og det blev derfor ”alle mod Cofidis”. Franskmændene kom på arbejde for at holde kontrol, men i sidste ende kunne Martin tage en knusende suveræn sejr med næsten to minutter ned til Aurelien Paret-Peintre og Bruno Armirail, der spurtede om 2. pladsen. Alene det forhold, at Armirail kan ende som nr. 3 i et bjergløb, fortæller, at der manglede klatrere.

Det gør der til gengæld slet ikke i år. Ideen med at rykke løbet tættere på Dauphiné-starten har været genial. Antallet af WorldTour-hold vokser fra 4 til 6, og vi får mange flere Tour-ryttere til start. Feltet er således af en helt anden kaliber, end vi så det sidste år.

Det betyder imidlertid også, at det formentlig vil være mere kontrolleret. Sidste år var det kun Martin og Cofidis, der havde en interesse i at afgøre det på sidste stigning. I år er ruten som sagt næsten den samme, da det kun er den flade indledning, der er ny, men denne gang må man formode, at det brølstærke FDJ og Israel-PT begge har en interesse i at holde det samlet til Valberg-stigningen.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det betyder ikke, at det ikke kan blive aggressivt på de tidlige stigninger. Der er mange, der skal favoritterne i forkøbet, og da Israel-PT og FDJ samt også det stærke Cofidis-hold har flere kort at spille, kan løbet måske godt overraske, hvis der på en af de tidlige stigninger kommer et udbrud, alle kan være tilfredse med. Det kan måske give grobund for en løjtnantsejr, men et sådant udbrud holder kun, hvis det stærke FDJ-hold er repræsenteret af en mand, de tror på.

Mest sandsynligt er det, at det skal afgøres på Valberg. Der er en ganske pæn modvind på hele stykket fra bunden af første stigning frem til bunden af sidste stigning, og det lægger ikke op til forsøg fra distancen. Sidste stigning er svær nok i sig selv, og her vil der være en betragtelig medvind hele vejen. Det er langt mere logisk at lægge trykket her. Jeg udelukker således ikke, at en løjtnantgruppe kan overraske - det viste sidste års løb - men formentlig skal det afgøres på sidste stigning.

Her vil jeg forvente, at FDJ vil lægge presset med henblik på at sætte David Gaudu og Thibaut Pinot i scene. Stigningen er ikke voldsomt svær, da det er en typisk alpestigning med meget jævne og ikke alt for stejle procenter, men med betragtelig medvind bør den kunne gøre en forskel. Det er dog langt fra sikkert, at bedste mand bare kører væk. FDJ vil formentlig åbne tidligt, fordi de har flere kort at spille, og hvis bedste mand ikke kan gøre forskellen, kan det godt blive et taktisk løb, hvor et overtal vil være en fordel. Derudover er det ikke usandsynligt, at der skal spurtes til sidst over de sidste 900 næsten flade meter efter toppen.

Feltet er stærkt, men desværre er vi temmelig meget på bar bund. For næsten alle favoritterne er det første løb efter den højdetræningslejr, der skal bringe dem på kurs mod Touren, og derfor aner vi ikke, hvor de står. Det giver betydelig usikkerhed om, hvem der vil have overhånden, og derfor famler vi i blinde.

Det er derfor også med tvivl, at jeg peger på David Gaudu. Franskmanden startede som lyn og torden med etapesejr i Algarve, men siden ødelagde et styrt i Paris-Nice og efterfølgende bronkitis hele hans forår. Nu har han haft tid til at komme tilbage på sporet, men udfordringen med Gaudu er, at han ikke er stabil. Han er ofte kommet ud efter en pause med skuffende resultater, men de senere år er han blevet langt mere tilregnelig. Han plejer også at være god til at træne sig i form, som vi så i Algarve, og jeg vil tro, at han er på et højt niveau. FDJ har det klart stærkeste hold, og det kan give ham en taktisk overhånd til sidst, og derudover viste han med sejren i Algarve igen, at han har en fin spurt, selvom det er et problem, at der ikke er mål direkte på toppen. Som udgangspunkt er han sammen med Michael Woods og Thibaut Pinot bedste klatrer i dette felt, og i kraft af FDJs overhånd tror jeg, at Gaudu tager sejren.

Jeg anser Michael Woods som den værste rival. Canadieren har som Gaudu haft et skidt forår, hvor han stadig nåede at køre et godt Liege, men hvor sygdom generelt var ødelæggende, senest i et skuffende Romandiet. Han har også haft tid til at nulstille nu, og han er generelt meget stabil og - uden sygdom - normalt altid god efter en pause. Han er ikke nogen naturlig bjergrytter, men har forbedret sig enormt på lange stigninger, som han viste med sejren på kongeetapen i Romandiet sidste år. Det er nok fortsat en rute, der passer Gaudu bedre, men Woods kan sagtens vinde. Også han er ganske hurtig, og som vi så, da han og Gaudu spurtede mod hinanden i Liege sidste år, hvor Gaudu blev nr. 3 og Woods nr. 4, kan det i en flad spurt gå begge veje.

Woods har dog den ulempe, at hans hold ikke er helt så stærkt. Han ledsages af Jakob Fuglsang, der normalt også er god efter en pause, men baseret på det, vi har set i år, senest i Romandiet, vil han formentlig få svært ved at følge de allerbedste. Skal han vinde, skal det være i det taktiske spil. Holdet har også Sebastian Berwick, der efter et forfærdeligt 2021 endelig er begyndt at vise lidt takter og netop har vundet kongeetapen i bjergløbet i Rhone-Alpes Isere Tour. På dette niveau vil han dog være overmatchet, som vi så i UAE Tour, hvor han trods alt kun blev nr. 25. Det er også den første store prøve for Chris Froome efter højdetræningen. Han viste klar fremgang i foråret, men det vil være for meget at håbe, at han kan være med i kampen om sejren i dette felt. James Piccoli, Omer Goldstein og Hugo Houle kan alle køre hæderligt opad, men dette er en tand for svært.

Løbets store spørgsmålstegn er Thibaut Pinot. Hans sæson har mildt sagt været svingende, men i Tirreno og Romandiet viste han, at hans topniveau stadig er så højt, at han sagtens kan ende med at køre fra alt og alle i morgen. Normalt er han altid fremragende efter en pause, men i år har mønsteret været omvendt, nemlig at han skal bruge nogle løbsdage. Meget af det har dog også skyldtes styrt og sygdom, og det er derfor ikke utænkeligt, at han møder op med Romandiet-niveau. Gør han det, står han og Gaudu uhyre stærkt, både på ren fysik og i det taktiske spil. Pinot er også så hurtig, at han kan slå alle i en spurt. Holdets tredje kandidat er Sebastien Reichenbach, der i Romandiet klatrede bedre end længe og har rejst sig igen i år. Han er formentlig kun hjælper, men i et taktisk spil kan han komme ind i billedet. Holdet har også Rudy Molard, der fandt formen tidligere på foråret, og Quentin Pacher, der har været flyvende i år, men de vil som udgangspunkt finde stigningerne for lange. Endelig skal det blive meget interessant at se, hvor langt supertalentet Lenny Martinez kommer efter det lovende løb i Alperne, men i denne trup må han formodes at være hjælper.

Cofidis er uden den forsvarende vinder, Martin, og føres nu an af Ion Izagirre. Han er imidlertid ikke den klatrer, han var engang, og som udgangspunkt er der bedre folk end ham i de rigtige bjerge. Han leverede dog en lille genfødsel med kongeetapesejren i Baskerlandet, og selvom stigningerne her er længere, vidner det om, at han bør være en af de bedste klatrere. Han er dog slået i en spurt, og det vil undre mig, hvis det lykkes ham at køre fra både Gaudu, Woods og Pinot, der alle må regnes som bedre klatrere end ham. Hos sig har han Jesus Herrada, der nåede at vise lidt form med sine to top 4-placeringer i forrige weekend og derfor ikke starter på bar bund. Han plejer at kunne klatre godt i februar, men sjældent på denne tid af året (selvom han vandt på Mont Ventoux), og da hans niveau generelt har været aftagende, vil det undre mig, hvis han vinder på så lange stigninger som disse. Holdet har også Simon Geschke, der chokerede med sin samlede 3. plads i Romandiet, men det vil være svært uventet, hvis han pludselig kan vinde et bjergløb som dette. Det brede hold har også Victor Lafay, der virkelig har imponeret i år og kan komme langt, men vi har set, at han har sine begrænsninger, når stigningerne bliver lange. Endelig har holdet Ruben Fernandez, men han har ikke vist tegn på nogen renæssance i år.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Arkea kommer med Warren Barguil, men selvom han i år har taget hele to sejre, har vi set, at han fortsætter sit gradvise forfald. Det blev dog alligevel til en 9. plads i Fleche og en 15. plads i Liege, og i dette felt bør hans niveau række et stykke. Desværre er han en langsom starter efter en pause, og hans form var heller ikke alt for imponerende ved hans 8. og 14. plads i svage felter i forrige weekend. Derfor vil det unde mig, hvis han matcher de bedste. Han ledsages af Nicolas Edet, der har haft en stærk sæson md sin 4. plads i Tyrkiet og 3. plads i Asturien, men i dette stærkere felt bør han komme til kort i forhold til sejren. Det samme gælder for Maxime Bouet, der vil finde terrænet lidt for voldsomt. Den unge klatrer Alessandro Verre har været meget svingende i år, men vi så i Asturien, at han stadig har for store mangler. Det gælder også for Michel Ries, der ellers endelig er blevet sine helbredsproblemer kvit.

Intermarché kommer med Louis Meintjes. Et endagsløb er ikke rigtigt noget for hans dieselmotor, og da han også kommer direkte fra en pause og ikke har fået motoren i gang, skal vi næppe have for store forventninger. De lange stigninger passer ham dog, og han viste i Vueltaen og senest med 2. pladsen på kongeetapen på Sicilien, at han er tilbage på et fornuftigt niveau. Han vinder næppe, også fordi han er spurtsvag, men i dette felt bør han komme ganske langt. Han ledsages af Kobe Goossens , der startede sæsonen som lyn og torden, men vi har siden set, at det mest skyldtes god vinterform. Han bør være overmatchet, og det samme bør Georg Zimmermann, der vil finde stigningerne for lange, som det også gælder for Jan Bakelants.

Total kommer med Pierre Latour, der har været genfødt i år. Han har dog konstant været god i eksplosivt terræn og er faldet igennem i bjergene, som vi så det i Provence og Paris-Nice. Mit bud er derfor, at denne etape bliver for voldsom, men måske har han arbejdet mere målrettet på sin klatring frem mod Touren. Han har den fordel, at han kan slå de fleste i en spurt. Han ledsages af Victor de la Parte, men hans form er helt ukendt, da han ikke har kørt løb siden den 5. februar. Efter et 2021 med klart niveaufald er det svært at være optimistisk. Mere optimisme er der i forhold til Alexis Vuillermoz, der også har rejst sig igen i år, men som vi senest så i Asturien har han for mange begrænsninger på lange stigninger. Unge Alan Joussaume mangler for meget, og Fabien Doubey har ikke klatret godt i flere år.

Lotto kommer med Steff Cras, der har fået sit gennembrud i år. Hans 16. plads i Baskerlandet, hans 4. plads i Besancon og senest hans 11. plads i Romandiet var lovende. Han er dog stadig et niveau under de bedste, og han har også til gode at bevise sig selv på en bjergrute af denne kaliber, hvor stigningerne er lange, og han ikke som i Romandiet hjælpes af hård modvind. Holdet har også den lovende Maxim van Gils, der startede så stærkt med sejren i Saudi Tour, men fik foråret ødelagt af sit helbred. Som udgangspunkt er stigningerne dog en anelse for lange for ham. Den store stjerne er naturligvis Tim Wellens, men han er ikke ved fordums styrke. Dette løb er lidt for voldsomt for ham, og Cras ligner et bedre kort her. Det samme gælder for Andreas Kron, der aldrig for alvor synes at have fundet 2021-formen. Han kan sagtens levere et resultat, men stigningernes længde begrænser ham. Endelig har holdet klatreren Xandres Vervloesem , men han har haft det svært som professionel.

Movistar kommer med Oscar Rodriguez, der efter en skuffende sæsonstart netop er blevet nr. 3 på kongeetapen i Ungarn. Vi har dog set hans begrænsninger gennem hele året, og i dette felt, der er betydeligt stærkere end i Ungarn, vil han komme til kort, hvis ikke han har fundet et helt nyt niveau. Holdet har også Gregor Mühlberger, men desværre har han intet vist siden sygdommen, der ødelagde 2021. Man kan dog håbe, at en pause har bragt ham tilbage på sporet. Den unge Abner Gonzalez viste visse takter sidste år, men vi har i år i Alperne og Romandiet set, at han får svært ved at gå i top 10 i dette felt. Sergio Samitier kører sit første løb efter det styrt, der sendte ham ud af Giroen, og han har generelt haft en trist sæson. Endelig er det første løb for Matteo Jorgenson efter den lange skadespause, hvorfor vi næppe skal have forventninger til den store amerikaner.

Clement Champoussin burde være nr. 4 på min liste i dette felt, da det er et løb, der passer den meget lovende klatrer. Desværre er han først lige kommet i gang efter det brækkede håndled, der kostede ham Giroen, og derfor er det svært at være alt for optimistisk. Ag2r skal derfor svarere satse på Geoffrey Bouchard, der jo klatrede så flot i 2021, men som i år har skuffet ganske meget. Forhåbentlig har en pause bragt ham tilbage, men han plejer at skulle bruge løb for at finde formen. Han kan sagtens ende som deres bedste, men helt fremme vil han næppe være. Intet tyder på, at Bob Jungels længere kan være med på dette niveau

B&B kommer med Franck Bonnamour, der jo sidste år beviste, at han også kan køre i bjerge, men han kan ikke matche de bedste her. Desværre synes han slet heller ikke i form, og han har generelt haft et svært år ødelagt af sygdom og styrt. Holdet har også Pierre Rolland, der vil elske ruten og plejer at finde formen fra sommeren og frem, men hans niveau rækker ikke længere, som det også gælder for Cyril Gautier. Holdet har også Sebastian Schönberger, men han blev bare nr. 15 i det lille Alpes Isere Tour. Stigningerne er for lange for Eliot Lietaer.

Jeg tror ikke for alvor på de øvrige hold. Kern Pharma har den lovende Jose Felix Parra, men han har skuffet gennem hele sæsonen, og Urko Berrade var senest formsvag i Alpes Isere, mens stigningerne er for lange for Ibon Ruiz og Jon Agirre. Hos China Glory gjorde Sean Bennett det flot på kongeetapen i Tyrkiet, men niveauet her er et andet, og vi så, at talentet Xianjing Lyu manglede for meget. Nice har Andrea Mifsud, der klatrer hæderligt, mens Auber har Joris Delbove, der kørte så flot i Besancon. Hos Nantes sætter man sin lid til formstærke Louis Barré, mens Global 6 satser på Dylan Sunderland, der dog ikke imponerede i Tyrkiet. Electro Hiper er chanceløse, da Miguel Angel Ballesteros er helt fra den i år.

***** David Gaudu

**** Michael Woods, Thibaut Pinot

*** Ion Izagirre, Sebastien Reichenbach, Jesus Herrada, Warren Barguil, Louis Meintjes

** Pierre Latour, Steff Cras, Oscar Rodriguez, Nicolas Edet, Clement Champoussin, Jakob Fuglsang, Simon Geschke, Victor Lafay, Geoffrey Bouchard, Tim Wellens, Alexis Vuillermoz, Maxim van Gils, Rudy Molard, Lenny Martinez, Andreas Kron, Kobe Goossens, Alessandro Verre, Sebastian Berwick

* Franck Bonnamour, Gregor Mühlberger, Abner Gonzalez, Victor de la Parte, Maxime Bouet, Jose Felix Parra, Sean Bennett, Joris Delbove, Dylan Sunderland, Andrea Mifsud, Xianjing Lyu, Bob Jungels, Pierre Rolland, Sebastian Schönberger, Ruben Fernandez, Quentin Pacher, Georg Zimmermann, Michel Ries, Jose Herrada, Chris Froome, James Piccoli, Jan Bakelants, Alan Jousseaume, Sergio Samitier, Matteo Jorgenson

Danskerne

Jakob Fuglsang og Andreas Kron bør begge kunne gå efter et resultat, hvorfor de er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Guillaume Martins sejr fra 2021.

 Livestream Mercan’Tour Classic og Criterium du Dauphiné uden afbrydelser