Optakt: Milano-Sanremo

nullFor det var glimrende underholdning man var udsat for i Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der begge var præget af en ellers næsten glemt optimisme og kørelyst. Der blev så at sige angrebet fra højre til venstre, og selv en række af de ryttere, der bejlede til klassementet, spillede deres kort relativt tidligt ud på enkelte etaper.

Det ser derfor meget lovende ud med hensyn til underholdningen på lørdag, hvor de 293 kilometer mellem Milano og Sanremo skal tilbagelægges. Det 100 år gamle løb har ellers de senere år været en smule fastlåst i sin opbygning, der nærmeste konsekvent har startet med et langt udbrud med mere eller mindre ukendte ryttere. Dette udbrud er blevet hentet inden opstigningen af Cipressa, hvor så rytterne fra andet geled har spillet ud, mens favoritterne enten har ventet til Poggio eller til Via Roma i Sanremo med at slå til.

Det lyder som en opskrift i en kogebog, men sådan har det ærligt talt også føltes nogle gange. Milano-Sanremo er en af sportens største begivenheder, men udviklingen af løbet har ikke fulgt med udviklingen af ryttertyper. Derfor er løbet også endt med at blive en sprinterfestival idet nutidens sprintere ingen særlige problemer har med at sidde med over mindre stigninger som Cipressa og Poggio. Nå sår løbets længde samtidig har suget eksplosionen ud af de ryttere, der rent faktisk har antrittet til at rykke væk, så bliver udfaldet det samme igen og igen. Sprinteropgør!

Sådan gik det nu ikke sidste år (hvor det dog bør bemærkes at Filippo Pozzato var så stærk i spurten, at man må stille det spørgsmål om han ikke også havde vundet, hvis han havde siddet med feltet hjem), hvor en lille gruppe havde held med næsten til målstregen at holde feltet på afstand. Pozzato overlevede som den eneste fra gruppen og vandt, da han meget eksplosivt skød frem på de sidste 300 meter.

Pozzato må igen i år betragtes som storfavorit. Han har indtil videre set meget stærk ud i forårets løb og krydret en god start på sæsonen med sejre i Haut-Var og Het Volk. Pozzato har tidligere haft det svært, når han har været betragtet som én af favoritterne, men som klar holdkaptajn på Liquigas har presset ikke virket som et problem for ham indtil videre. Taget i betragtning at han blandt sine hjælpere har Paolini, der to gange er sluttet på podiet i Sanremo, så kunne det tænkes at Liquigas vil fyre en frygtindgydende tre-trinsraket af på Poggio med Pellizotti som den tredje del.

Med Paolo Bettinis styrt i Tirreno-Adriatico fristet man næsten til at konkludere, at såfremt løbet ikke ender med en massespurt, så vil Pozzato være den, der har forhindret det. Tænker man sådan har man dog måske gjort regning uden at overveje Riccardo Ricco, der i sidste weekend fik et mindre gennembrud og viste så overlegen acceleration på stigningerne, at man kunne fristes til at tro, at dette kan videreføres til Milano-Sanremo, hvis den unge italiener ellers kan stå distancen.

På trods af de skitserede muligheder ovenfor er forventningen i første omgang, at løbet ender med en massespurt, hvor en gruppe på omkring 50 ryttere skal afgøre løbet mellem sig. Og det er en sand stjerneparade af sprintere, der er til start med den italienske duel mellem den aldrende stjerne Alessandro Petacchi og opkomlingen Daniele Bennati som den altoverskyggende dyst. Det var sådan Petacchi selv overtog tronen fra Mario Cipollini og nu vil Bennati, der hidtil har været i suveræn form sæsonen igennem, markere sig som årets store sprinter.

Hvis det bare var Bennati og Petacchi man skulle koncentrere sig om ville det næsten være for let, men sådan forholder det sig bestemt heller ikke i et løb, hvor både Tom Boonen, Oscar Freire og Robbie McEwen må betragtes som fuldt ud ligeså store favoritter som de to italienere. Læg hertil ryttere som Stuart O’Grady, Bernard Eisel og Francisco Ventoso og så yderligere det argument, at alle disse ryttere har vist glimrende form de sidste par uger, så har vi tegningen til et intens og meget uforudsigeligt sprinteropgør.

Team CSC har allerede meldt en tostrenget taktik ud, hvor de både satser på, at Fränk Schleck kan køre væk på stigningerne og ellers have Stuart O’Grady i baghånden til opløbet. Jeg hælder mest til Stuart O’Grady primært fordi jeg ikke ser Fränk Schleck have det nødvendige instinkt til at kunne vinde et løb som dette. O’Grady vinder næppe heller, men omvendt er det svært at se, at han ikke skulle ende i top 10 i en massespurt og lykkes det, vil det faktisk som minimum være en tangering af det bedste resultat nogensinde for det danske hold, der aldrig har haft løbet højt på prioriteringslisten. Igen i år giver sig udslag i, at man kører med to ryttere, der som udgangspunkt kun er med for at lære, samt to ryttere, der på grund af skader og sygdom har brug for løbstræningen frem mod de kommende klassikere.

To danskere er til start med Matti Breschel som nok det bedste bud på en topplacering. Han gennemførte Tirreno-Adriatico på glimrende manér, hvor han samtidig viste hidtil ukendt styrke på stigningerne, så hvis han ellers kan klare de 300 kilometer, så burde han sidde med over de afsluttende stigninger. Jakob Piil stiller til start for T-Mobile, der må formodes at satse 100 % på Kim Kirchen, hvilket begrænser Piil’ens muligheder for at markere sig på egen hånd. Piil’s bedste muligheder må bestå i at komme med i det udbrud, der kører kort efter starten, men sådan forholder det sig for mange af løbets deltagere, så det er lettere sagt end gjort.

Feltet.dk har desværre ikke ressoucer til at liveopdatere fra dette løb.