Optakt: Milano-Sanremo

Løbets rolle og historie

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico markerede i cykelmæssig forstand forårets komme, men det er ikke etapeløb, der inden for vores sport karakteriserer denne årstid. Foråret er nu engang intimt forbundet med endagsløb, og selvom de to første store europæiske løb begge er del af en ganske imponerende etapeløbskalender på denne tid af året, handler de første måneder hovedsageligt om klassikerne. Kun ganske få etapeløbsryttere har deres allerstørste sæsonmål på denne tid af året, men for endagsrytterne er intet mere vigtigt end de kommende måneder.

Omloop Het Nieuwsblad, Kuurne-Bruxelles-Kuurne og Strade Bianche gav en første mulighed for at teste formen i et virkeligt betydningsfuldt endagsløb, men alle havde stadig primært karakter af forberedelse. På lørdag er opvarmningsfasen imidlertid endegyldigt slut. Nu er der ikke længere nogen undskyldninger: klassikerrytterne skal være 100% til årets første store endagsløb, Milano-Sanremo.

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Forårsklassikerne finder hovedsageligt sted i Nordeuropa, men det hele starter under - vanligvis - varmere himmelstrøg i det, der er et af to italienske monumenter. Den italienske endagsscene har traditionelt været ekstremt righoldig med mange legendariske og prestigiøse løb, men helt i top i hierarkiet er Milano-Sanremo og Il Lombardia, der spiller en helt særlig rolle. Som internationale endagsløb i et land, hvor de nationale hold traditionelt spiller en stor rolle, er de begge blandt cykelsportens fem monumenter og har den helt specielle ære at henholdsvis starte og slutte klassikersæsonen.

Under navnene La Primavera og La Classicissima har Milano-Sanremo en helt speciel position i cykelsportens historie. Det blev første gang afviklet i 1907, og årets udgave vil således være nummer 113. Den lange rejse fra storbyen Milano til Middelhavet og den efterfølgende tur hen langs kysten er blevet domineret af de fleste af cykelsportens allerstørste navne.

Straks fra start var løbet ikke bare for de lokale ryttere, idet allerede den første vinder, franskmanden Lucin Petit-Breton, var af udenlandsk herkomst, og man skulle frem til 1909, før Luigi Ganna blev første italienske vinder. Ikke desto mindre blev de første år domineret af hjemlandet, og det lykkedes Constante Girardengo at vinde seks gange, Gino Bartali at tage fire sejre og Fausto Coppi at komme til Sanremo først tre gange.

Den dominerende skikkelse i løbet har imidlertid været Eddy Merckx, der vandt ikke færre end syv gange mellem 1966 og 1976 som led i en periode på 30 år, hvor italienerne vandt bare tre udgaver. I de senere år har hjemmebanenationen igen fået en mere prominent plads i det, der er deres vigtigste endagsløb, men efter Filippo Pozzatos sejr i 2006 var det først i 2018, at Vincenzo Nibali endelig igen brød tørken.

Mange klassikere har navne, der er nært forbundet med deres historie og udgøres af navnene på start- og målbyerne. Grundet de kortere distancer i moderne cykling lever de færreste imidlertid op til deres titler, idet starten ofte er flyttet tættere på målbyen. Det er eksempelvis tilfældet for løb som Paris-Roubaix og Paris-Tours, der ikke længere starter i den franske hovedstad.

Milano-Sanremo er en af de få undtagelser, der stadig beærer traditionen ved faktisk at blive afviklet mellem de to byer, der udgør navnet. Løbet følger stadig den helt traditionelle rute fra storbyen Milano hen over den flade Po-slette og op over Turchino-passet, inden man rammer den kuperede Middelhavskyst. Adskillige små afvigelser fra den direkte rute betyder, at rytterne bliver sendt op ad en masse små stigninger langs kysten, hvilket gør det til en hård udfordring i særdeles smukke omgivelser. Denne loyalitet over for traditionen betyder, at løbet er cykelsportens længste, og i år kommer distancen igen helt op at kysse den magiske grænse på 300 km med en længde på hele 294,0 km.

Det traditionelle design gør løbet helt unikt. Da det hovedsageligt er fladt, er det ikke mærkeligt, at det ofte vindes af en sprinter. De mange sene stigninger betyder imidlertid, at klassikerspecialister og puncheurs har de perfekte affyringsramper til angreb, og de to sidste udfordringer, de legendariske stigninger Cipressa og Poggio, kommer så tæt på mål, at det er muligt at holde hjem.

Der findes ingen anden klassiker, der på den måde appellerer til begge disse to ryttertyper. Mens Il Lombardia og Liege-Bastogne-Liege er fyldt med stigninger, betyder brostenene i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, at disse to monumenter er alt for hårde for de traditionelle sprintere. Hårdheden af disse løb betyder derfor, at listen over potentielle vindere er ganske kort, men i Sanremo er det uforudsigeligheden, der hersker, og langt flere ryttere har en realistisk mulighed for at vinde. Løbets natur skaber ofte en situation, hvor et reduceret felt forsøger at hente et sent udbrud, der ofte tager form på Poggio i den absolutte finale, og det er altid uhyre spændende, om det lykkes at skabe samling til en massespurt. På listen over klassikere, der kan vindes af en sprinter, har løbet kun selskab as Gent-Wevelgem, Scheldeprijs, Paris-Tours og Kuurne-Bruxelles-Kuurne, og her er det italienske løb i særklasse det største.

Efter at man for ca. 50 år siden introducerede Cipressa- og Poggio-stigningerne har løbet haft et helt fast format, men i 2008 gjorde man løbet hårdere ved at introducere den nye stigning Le Manie. Den kom ganske vist langt fra mål, men den gjorde det meget sværere for sprinterne. Således var den langt hårdere end de øvrige stigninger i løbet, og derfor blev den italienske klassiker betydeligt vanskeligere, hvilket gav sig udslag på listen over vindere. I årene med Le Manie var det kun i 2009 og 2010, at en større gruppe afgjorde løbet, mens Fabian Cancellara, Matthews Goss, Simon Gerrans og Gerald Ciolek alle tog sejre fra mindre grupper eller ved at nå mål alene.

Le Manie var imidlertid ikke nok for arrangørerne, der ønskede at gøre løbet mere attraktivt for klatrerne. Forud for 2014-udgaven planlagde man derfor at inkludere den nye stigning Pompeiana mellem Cipressa og Poggio. Forventningen var, at det ville gøre det helt umuligt for sprinterne, og derfor var folk som Mark Cavendish og André Greipel blandt de mange, der helt opgav den italienske klassiker. I stedet lagde folk som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Alejandro Valverde alle løbet ind i deres forårsplaner.

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Sten- og jordskred reddede imidlertid sprinterne, idet de lokale myndigheder vurderede, at nedkørslen fra Pompeiana var for farlig, og RCS måtte derfor tage en sen beslutning om igen at droppe stigningen. Det fik Cavendish og Greipel til at skifte mening, mens Valverde og Froome begge opgav at stille til start i Italien. Da det samtidig hele tiden havde været planen igen at køre uden om Le Manie, blev 2014-ruten pludselig den nemmeste siden 2007.

RCS insisterede på, at Pompeiana ville blive inkluderet i fremtiden, og derfor ventedes det, at 2014-udgaven ville blive sprinternes sidste chance. Året efter var nedkørslen imidlertid stadig ikke brugbar, og nu har man helt opgivet ideen. Da Le Manie heller ikke er vendt tilbage, er løbet pludselig vendt tilbage til sit helt klassiske format, hvor Passo del Turchino, de tre små capi-stigninger, Cipressa og til sidst Poggio er hovedudfordringerne. Det betød også, at vi igen fik massespurter i 2014, 2015 og 2016.

I 2015 blev denne tilbagevenden til rødderne fuldendt, da man returnerede til den oprindelige afslutning på Via Roma i Sanremo, der ikke havde været benyttet siden 2007. Det har reduceret afstanden fra toppen af Poggio til mål med ca. 1 km og øget chancerne for klassikerrytterne. Ikke desto mindre er det en ændring, der er blevet hilst velkommen af sprinterne, der alle drømmer om at vinde løbet på det sted, der historisk har karakteriseret løbet, og derfor er Milano-Sanremo i dag det løb, det traditionelt har været, og den helt traditionelle rute har været benyttet i årene mellem 2015 og 2019. I 2020 blev den ændret radikalt grundet coronarestriktionerne, og i 2021 måtte man erstatte Turchino-passet med en alternativ stigning grundet jordskred, men planen er, at Milano-Sanremo nu skal holde sig til rødderne, som det også var tilfældet i 2022-udgaven, der var den helt klassiske, og i 2023-udgaven, hvor man dog som noget nyt har flyttet starten fra centrum af Milano til forstaden Abbiategrasso.

Sidste år var det dog kun ruten, der var klassisk, for løbet fik et ganske specielt forløb. Det lykkedes nemlig for UAE-mandskabet at skabe historisk stor udskilning på Cipressa, så det var et helt særligt lille felt, der ramte Poggio. Her skulle Tadej Pogacar forsøge at færdiggøre arabernes arbejde, men han mislykkedes med at gøre forskellen på bakken. I stedet var det en gruppe på 9 mand, der rundede toppen samlet, og herfra lykkedes det for Matej Mohoric med en mindeværdig og halsbrækkende nedkørsel med god hjælp af dropper post-teknologien at gøre en afgørende forskel, som han kunne forsvare på det flade stykke ind gennem Sanremo. Dermed kunne han tage karrierens første monumentsejr med 2 sekunder ned til Anthony Turgis, der havde sneget sig væk i den flade finale, samt Mathieu van der Poel, der var hurtigst i favoritgruppens spurt. Mohoric vender tilbage for at forsvare titlen, og da Turgis og Van der Poel også begge er med igen, har vi deltagelse af hele sidste års podium.

Ruten

Milano-Sanremo er som sagt et af de få løb, der fortsat lever op til sit navn i den forstand, at det faktisk starter i Milano og slutter i Sanremo. Da både Le Manie og Pompeiana som nævnt ovenfor definitivt er ude af billedet, har løbet haft den helt klassiske 291 km lange rute i alle årene mellem 2015 og 2019. Sådan skulle det også have været i 2020, men her betød diverse borgmestres modvilje mod løbet i et coronaramt Italien, at man måtte ændre turen ned mod den liguriske kyst helt, så vi fik en mere kuperet indledning inden den traditionelle finale med Cipressa- og Poggio-stigningerne, og i 2021 betød jordskred, at løbets ældste stigning, Turchino, helt usædvanligt måtte erstattes af en anden stigning i en ændring, der var helt betydningsløs. I 2022 vendte man imidlertid igen tilbage til den helt klassiske 293 km lange rute, idet man dog havde flyttet starten til Vigorelli-velodromen, hvilket forlængede distancen fra 291 til 293 km.

Sådan bliver det også næsten i år, hvor man dog atter har flyttet starten. For første gang skal der ikke startes i selve Milano, men derimod i, der er en forstad sydvest for storbyen. Det forlænger distancen yderligere til nu 294 km, men fra km 30 er ruten præcis den samme, som den har været på den helt klassiske rute, der altså med 2020 og 2021 som undtagelser er blevet benyttet siden 2015.

Starten går altså denne gang fra Abbiategrasso sydvest for Milano, og derfra bevæger man sig mod sydøst og syd, inden det går mod sydvest og igen syd ned mod Middelhavet. Milano er placeret midt på Po-sletten, der er et af Europas fladeste områder. Derfor består de første 141,9 km af en næsten fuldstændig flad rejse, der alene tjener det formål at akkumulere træthed og give et tidligt udbrud mulighed for at blive etableret.

Grundet distancen har udbryderne reelt ingen chance for at holde til mål, og de får derfor ofte nogle meget store forspring, der let når op på mere end 10 minutter. Løbet bliver langsomt mere seriøst, når man nærmer sig bakkerne, der ligger gemt bag Middelhavskysten, og rytterne skal her op over dagens længste stigning, Passo del Turchino (2,4 km, 5,4%), før de får det første glimt af havet. Stigningen fører op til løbets højeste punkt i 532 m højde, men er ikke vanvittigt svær, selvom de sidste 1,8 km stiger relativt jævn med 5-7%, inden man efter 144,4 km runder toppen. Ikke desto mindre er det første chance for de hold, der vil af med sprinterne, til at øge farten og gøre løbet så hårdt som muligt.

Formand for DCU trækker sig

Turchino-passet efterfølges af en teknisk nedkørsel, der fører direkte ned til Middelhavskysten bare få kilometer vest for storbyen Genova. Så snart man har nået kystvejen, drejer man til højre, og herfra består resten af løbet af en lang tur langs vandet, kun afbrudt af nogle små ture ind i landet, hvor man udfordres af de mange stigninger, der kendetegner den smukke liguriske kyst.

Som sagt havde rytterne for nogle år siden Le Manie på programmet på den første del af denne rejse, men stigningen er nu fjernet. Derfor er de første 80 km af denne kysttur næsten fuldstændigt flade, og der kommer ingen klatreudfordringer, før feltet når frem til 240 km-mærket. Ikke desto mindre vil det være vigtigt for mange hold at holde farten høj, da det handler om at gøre løbet så svært som muligt for sprinterne. Milano-Sanremo er altid et langt ventespil, hvor det er den lange distance, der langsomt trætter rytterne.

De første udfordringer er de tre små capi, Capo Mele (1,9 km, 4,2%), Capo Cervo (1,9 km, 2,8%) og Capo Berta (1,8 km, 6,7%), der kommer hurtigt efter hinanden efter henholdsvis 242,5, 247,4 og 255,2 km. Det er vanligvis her, at det tidlige udbrud splittes op og gradvist hentes, mens klassikerspecialisternes hold øger farten markant. Stigningerne er aldrig hårde nok til at blive brugt til angreb, men nedkørslerne kan være farlige, og som det skete for otte år siden kan de benyttes af en mindre gruppe til at slå et hul, specielt hvis vejene er våde.

Fra toppen af Capo Berta resterer der 38,8 km. Den første del er den korte nedkørsel, der leder frem til et fladt indløb til bunden af Cipressa-stigningen. Det er her, den virkelige finale starter, og derfor er positionering frem mod stigningen ekstremt afgørende. Det giver derfor anledning til en brutal krig, hvor rytterne nærmest spurter frem mod stigningen, og herfra er der ikke længere mulighed for at komme sig.

Med en længde på 5,6 km, en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,1 og et maksimum på 9% er Cipressa en relativt nem stigning. De første 3,85 km er ganske konstante med 4-5%, mens de sidste kilometer er nemmere med et gennemsnit på bare 2,1% frem til toppen, som rundes efter 271,4 km. I stedet bliver stigningen gjort hård af det faktum, at den kommer efter næsten 270 km i sadlen. Ofte etableres der en lille gruppe på stigningen, og de benytter ofte den meget tekniske nedkørsel til at øge forspringet, men i de senere år er et større eller mindre felt kommet samlet over.

Fra bunden af nedkørslen resterer der 18,3 km. De første 9,1 km foregår langs den flade kystvej, og her er farten altid voldsomt høj. Det gør det vanskeligt for udbrydere at holde sig fri, og derfor er der oftest skabt samling, når man når bunden af Poggio med bare 9,7 km igen.

Løbets mest ikoniske stigning er bare 3,7 km lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på beskedne 3,7 og et maksimum på 8%. De første 2,06 km stiger med 4,3% i gennemsnit og efterfølges af det sværeste stykke på 5,6%. Som på Cipressa bliver det nemmere nær toppen, idet de sidste 700 m stiger med bare 2,0%. Det er her de sidste angreb fra de eksplosive puncheurs skal sættes ind, og ofte er det en lille gruppe, der etableres hen over toppen. Sprinterne skal grave dybt for at hænge på, hvis de fortsat vil have en chance for at spurte om sejren.

Toppen af stigningen kommer med bare 5,5 km til mål og efterfølges af en ekstremt teknisk nedkørsel, der inkluderer adskillige hårnålesving. Det er ikke her, et felt kan organisere en jagt, og teknisk stærke nedkørere i et udbrud har gode chancer for at vinde tid - og sidste år gjorde Matej Mohoric som bekendt hele forskellen her.

Rytterne er tilbage på kystvejen, når der resterer 2,2 km, og herefter er vejen helt flad. Vejene gennem byen er samtidig lange og lige og således perfekte for en organiseret jagt. 850 m fra stregen er der et venstresving i en rundkørsel, mens det sidst sving kommer 750 m fra mål. Denne sidste del er ofte scenen for en fantastisk jagt mellem feltet og en lille frontgruppe, hvor udbryderne både skal holde høj fart og tage sig af det taktiske spil, der ofte har forhindret dem i at køre om sejren og i stedet givet plads til, at en reduceret massespurt har afgjort løbet på en af cykelsportens mest berømte veje, Via Roma.

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Løbet byder på i alt 2154 højdemeter mod 2095 højdemeter på den klassiske rute fra sidste år, mod 2020 højdemeter på 2021-ruten og mod 2727 højdemeter på den meget specielle rute, der blev brugt i sommerudgaven i 2020.

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vejret

Det er et velkendt faktum, at vejret altid spiller en kolossal rolle i klassikerne. Solrige og varme betingelser gør de store løb meget nemmere, mens regn og vind kan gøre det til en brutal overlevelseskamp. Traditionelt har Milano-Sanremo naturligvis haft meget bedre vejr end de nordlige klassikere, men af en eller anden grund var løbet nærmest lammet af elendige forhold i 2013, 2014 og 2015. I 2013 var kulden uudholdelig, og rytterne måtte fragtes i busser henover Tuchino-passet, mens det i 2014 regnede hele dagen. Også 2015-udgaven var en særdeles våd affære, mens i de senere år har løbet været afviklet i fine betingelser - naturligvis mest markant i 2020-sæsonens sommerudgave, hvor det var varmen, der var udfordringen

I år brydes trenden med tørt vejr ikke, men det bliver nu ikke nogen smuk lørdag. Der vil ganske vist være en smule sol ved starten i Milano, hvor temperaturen vil ligge på 11 grader, inden den vil stige til 14-15 grader, mens de bevæger sig hen over Po-sletten. Det vil dog blive mere og mere overskyet, og den sidste del af løbet vil næppe byde på sol overhovedet, mens temperaturen ved kysten og dermed også i Sanremo vil ligge på 14 grader.

Det interessante er vinden, der altid er helt afgørende i Milano-Sanremo, hvor vindretningen på bakkerne kan være altafgørende. De seneste to år har vi haft en helt usædvanligt voldsom nordøsten- og dermed medvind. I år bliver det ikke lige så blæsende, men efterhånden som man nærmer sig Sanremo, vil vinden tage til og blive ganske kraftig. Fra start vil der bare være en svag vind (5 km/t) fra sydøst, men den vil gradvist tage til og dreje mod øst og østnordøst. Når man når kysten, vil det blæse fra sydøst med en styrke på 14 km/t, og når man er fremme ved Imperia umiddelbart inden Cipressa ventes en ganske kraftig vindstyrke på 21-22 km/t fra østnordøst - en styrke, der vil have nået 22-24 km/t i Sanremo til sidst.

Det giver sidemodvind på Po-sletten, mens man får sidevind på den første del af turen hen langs kysten, men det bliver hurtigt til en kraftigere og kraftigere sidemedvind. Der vil være næsten ren medvind stort set hele vejen op ad Cipressa og på stykket frem til Poggio, hvor der hovedsageligt vil være modvind på den nedre del, men derefter sidemedvind på det sidste lange stykke frem til toppen. Herfra vil der være stort set ren medvind resten af vejen, herunder på den 750 m lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Milano-Sanremo er kendt som den rutemæssigt letteste af de store klassikere, men samtidig den sværeste at vinde. Det er ikke uden grund. Hvor der i de hårdeste endagsløb sker en naturlig udskilning, der kun efterlader de stærkeste til at slås om sejren, kan stigningerne i Milano-Sanremo overleves af et stort antal ryttere. Det betyder, at listen over potentielle vindere er relativt lang, specielt fordi en spurt efter 300 km er helt anderledes end en traditionel massespurt i Tour de France.

Derfor sker der tit store overraskelser, når en større gruppe ender med at skulle afgøre løbet, hvilket bl.a. afspejles i podiet fra 2016, hvor både Ben Swift og Jurgen Roelandts figurerede, selvom ingen af disse vanligvis har meget at skulle have sagt mod de hurtigste folk i en klassisk sprint. Når man dertil lægger, at de sidste stigninger kommer så tæt på mål, at verdens bedste klassikerryttere, der alle må formodes nu at være i topform, samtidig kan gøre en forskel i finalen, er det klart, at listen over vinderkandidater bliver nærmest alenlang - ikke mindst når Jasper Stuyven i 2021 viste, hvordan man kan vinde løbet uden at gøre det via en spurt, men ved at spille sine kort rigtigt i en taktisk finale, og når Matej Mohoric i 2022 viste, at man kan vinde løbet via sine nedkørselsesevner.

Med andre ord er døren åben for holdbare sprintere i tilfælde af en spurt, men får vi en mindre gruppe efter Poggio, kan alle i princippet vinde. Det kræver bare, at man spiller sine kort rigtigt i det taktiske spil på samme måde, som Stuyven gjorde, og da Poggio som sagt er en stigning, der kan overleves af relativt mange, er det indlysende, at listen over potentielle vindere er langt længere end i sportens øvrige monumenter.

Det er denne uforudsigelighed, der har fået mange til at beskrive Milano-Sanremo som et lotteri, og der er bestemt megen sandhed i, at held spiller en kolossal rolle i den italienske klassiker. Således var der næppe mange, der havde forudset sejrene til Gerald Ciolek og Simon Gerrans, og selvom både Matthew Goss og Arnaud Demare var på de flestes liste over mulige vindere, var det de færreste, der havde dem blandt deres fem topkandidater. Mest chokerende var naturligvis Vincenzo Nibalis sejr i 2018. Den italienske grand tour-stjerne var nemlig så formsvag, at han alene satte sit angreb ind for at trætte Sonny Colbrellis rivaler inden spurten. Alligevel lykkedes det ham at udnytte en mangel på organiseret jagt til at tage karrierens mest uventede triumf. 2021-udgavens sejr til Jasper Stuyven var heller ikke den letteste af forudse, og sidste år var Matej Mohoric heller ikke regnet som det allervarmeste navn.

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Det er altid et stort spørgsmål, om løbet skal afgøres i en spurt, eller om en gruppe kan holde hjem. Med Pompeiana og Le Manie ude er løbet imidlertid tilbage i dets helt traditionelle format, og her taler historien sit tydelige sprog. Da løbet benyttede denne rute i 1990erne og første del af 2000erne, lykkedes det kun for Filippo Pozzato i 2006, Paolo Bettini i 2003 og Gabriele Colombo i 1996 at snyde de hurtige folk i en æra, hvor La Primavera var stærkt domineret af sprintere.

Efter den seneste tilbagevenden til den gamle rute i 2014 har scenariet imidlertid klart ændret sig. End ikke det dårlige vejr i 2014 og 2015 kunne ændre på det forhold, at sprinterne kom til fadet, og vi fik tre massespurter i træk mellem 2014 og 2016. Reelt skal 2018-udgaven også regnes som en sprinterudgave, for det var kun Nibalis særprægede overraskelsesangreb, der gjorde forskellen, mens de eksplosive folk ikke kunne gøre forskellen.

Det er siden 2017, at vi har set forandringen, og de fleste gange har Julian Alaphilippe spillet en rolle i at snyde sprinterne. Han har kørt løbet fem gange, og både i 2017, 2019, 2020 og 2021 har han været med til at gøre en forskel, der er holdt hele vejen hjem. 2020-udgaven er grundet den betydeligt hårdere rute og megen varme lidt speciel og ikke rigtigt brugbar som sammenligningsgrundlag, men selvom sprinterne stadig har en historisk overhånd på denne rute, synes chancerne for en massespurt i dag at være reduceret, også ganske betydeligt. Det er trods alt nu seks år i træk, at vi ikke har haft en spurt, og selv hvis vi regner 2018 som et sprinterår, står den stadig 5-1 i angribernes favør.

Vejret spiller altid en afgørende rolle i Sanremo, og det vil helt sikkert blive en nøglekomponent også i år. Denne gang skyldes det imidlertid ikke, at vi får en gentagelse af de episke 2013-forhold, som stadig står mejslet i mangen en cykelfans erindring, eller det sommervejr, som fik alle til at smelte i august i 2020. I stedet venter der betingelser, der minder om de specielle forhold, vi havde i 2021 og 2022. Vi har to år i træk nemlig haft en ganske særlig situation med meget kraftigt nordøstenvind. Det har hurtige medvindsudgaver og været rigtigt dårligt nyt for sprinterne. Det har nemlig i altovervejende grad givet medvind på både Cipressa og Poggio, og på de trods alt ret bløde bakker, der ikke vil gøre megen forskel i et almindeligt løb med en almindelig distance, er vindretningen alfa og omega. Modvind øger chancen for en spurt ganske markant, mens medvind er en gave til angriberne.

I år får vi slet ikke samme voldsomme nordøstenvind - det ville også være vanvittigt, hvis det skulle ske tre år i træk - men sprinterne har stadig grund til at græde. Over de sidste 120 km vil der være stort set uafbrudt med- og sidemedvind, og den vil bare blive kraftigere og kraftigere - til sidst så kraftig, at det virkelig kan mærkes. Modsat sidste år kommer rytterne ikke til at blæse hen over Po-sletten, hvor der endda vil være en let sidemodvind, men hen langs kysten vil det igen i år gå rasende stærkt. Det bliver slet ikke så gratis at sidde på hjul, som det plejer, og det er ganske dårligt nyt for sprinterne.

Vindretningen på de sidste stigninger er altså altid helt afgørende. I år vil der være sidevind på den lette Capo Mele, men medvind på de to øvrige af Tre Capi-stigningerne, også den ret hårde Capo Berta. Allerede her kan der lægges et vist tryk og blive skabt den første udskilning.

Dernæst vil vinden stå direkte i ryggen på Cipressa og stort set hele vejen hjem. Skal det nogensinde igen lykkes at vende tilbage til tidligere tider og køre hjem allerede herfra, er et år med kraftig medvind en mulighed. Sidste år var der megen snak om, hvorvidt Tadej Pogacar ville lave et sådant vanvidsridt, men han holdt sig i skindet. Det vil han utvivlsomt også gøre i år. I moderne cykelsport er det altså meningsløst at forsøge noget så svært, og det synes næsten givet, at vi ikke får angreb på Cipressa.

Det skyldes, at vi vil se noget helt andet. Sidste år fik vi på Cipressa den mindste gruppe, jeg kan huske, og det skyldtes alene Pogacar. Med Jan Polanc og Davide Formolo som drivkræfter skabte han en voldsom udskilning med et benhårdt tempo, som kun blev højere af den kraftige medvind. Ser man UAEs trup i år, er det ret åbenbart, at planen er at gentage den taktik. Truppen er spækket med klatrestærke typer, der får den opgave at lægge et benhårdt tryk på Cipressa og den nedre del af Poggio. Med så klatrestærk en trup kan vi således vente os, at araberne igen vil lykkes med at skabe et historisk hårdt løb med meget større udskilning på Cipressa end vanligt.

Det vil utvivlsomt også betyde, at vi næppe ser angreb på stigningen og heller ikke på den tekniske nedkørsel, der ellers før har gjort forskelle. I stedet må man forvente en kopi af sidste års scenarium: et sjældent lille felt - sidste år var de bare 25 mand - vil ramme Poggio. Sidste år så vi, at Cipressa kostede livet for næsten alle sprinterne, men ikke dem alle. Wout van Aert overlevede som en selvfølgelighed, og det samme gjorde Mads Pedersen, Michael Matthews og Biniam Girmay naturligvis også, men også Giacomo Nizzolo var med hele vejen frem til og op over Poggio, hvor han desværre styrtede på nedkørslen, ligesom Arnaud Demare kun akkurat mistede kontakten på sidste stigning og endte som nr. 10. Ivan Garcia Cortina var også med hele vejen indtil Poggio, hvor han dog kom til kort. Det til trods for den kraftige medvind.

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Allervigtigst er traditionelt vindretningen på Poggio, og her brydes medvindstrenden lidt. Faktisk vil der være modvind på den nedre del, og det er ret afgørende. Sidste år begik Pogacar nemlig den store fejl at angribe på finalens absolut eneste modvindsstykke, og det kostede ham den tændstik, han skulle bruge. Det har han til gengæld helt sikkert lært af, og derfor kan vi i år vente os, at UAE vil lægge tryk på, når de rammer den nedre del, men Pogacar vil vente med sit angreb til de rammer medvinden. Her kan han glæde sig over, at han får mere direkte medvind end sidste år, men han må også leve med, at den nedre modvindsdel er den sværeste. Nu skal han gøre forskellen på hovedsageligt under 4%, men han får sin store chance på det stejleste stykke med godt en kilometer til toppen, hvor der venter 500 m med 5,5%.

Vindretningen på Poggio er altid det, sprinterne studerer allermest. Caleb Ewan taler sjældent om andet, når han bliver bedt vurdere sine chancer - og han beder altid for modvind. At der efter Poggio vil være medvind hele vejen ind til stregen vil blot gøre det endnu sværere at skabe samling - og det vil gøre det endnu lettere at lave den taktiske Stuyven-manøvre eller kopiere Mohorics nedkørselsmanøvre, både fordi det er lettere at køre alene i de flade finale, hvad der reddede Mohoric sidste år, og fordi et hårdere løb betyder færre hjælpere til at kontrollere den flade finale, hvad vi så sidste år, hvor alle kaptajnerne var isolerede.

En nøglekomponent er altid positionskampen. Farten er som regel tårnhøj fra bunden af Poggio, når der lægges pres på inden angrebene, og på en højhastighedsstigning er det meget svært at bevæge sig frem. Rammer man bakken blandt de bagerste, vil man ikke kunne køre med i angrebene, heller ikke selvom man hedder Pogacar. Det mindre felt vil imidlertid gøre det noget lettere for de positioneringssvage ryttere, men det er en faktor, der før har vist sig altafgørende.

Konklusionen er klar. Vejrudsigten gør det uhyre svært for sprinterne, der bestemt ikke får noget foræret denne gang. Én ting er, at det generelt hurtige løb vil gøre det mere selektivt og formentlig føre til et mindre felt til sidst. Noget andet er, at UAE vil gentage massakren fra sidste år, og derudover er der den gunstige vind i finalen, der vil gøre det endnu lettere for de bedste puncheurs at gøre som i 2017, 2019, 2020 og til dels i 2021 og 2022, nemlig både at køre væk og holde hele vejen hjem.

Det betyder ikke, at vi ikke kan få en spurt. Demare og Nizzolo var begge tæt på at vinde sidste år, selvom det i givet fald var sket fra så lille en gruppe, at man næppe kunne kalde det en massespurt. Vi husker også stadig, hvordan Caleb Ewan i medvindsudgaven i 2021 klatrede så godt, at han rundede toppen af Poggio som nr. 2 i baghjulet af Van Aert. Man skal passe på med at overgøre sværhedsgraden af Poggio, der selv i udgaver med kraftig medvind og forventede Pogacar- og UAE-massakrer godt kan overleves af sprinterne.

Det er også værd at bemærke, at vi trods den kraftige medvind i 2021 og 2022 stadig havde relativt store grupper - grupper, der var så små, at der manglede hjælpere, men så store, at det blev taktisk. Det er derfor stadig relativt sjældent, at vi ser det, vi senest så i 2020 og 2017, nemlig at bare 2-3 mand kører væk. Også da Julian Alaphilippe vandt i 2019 skete det i en spurt i en gruppe på ca. 10 mand. 2020- og 2017-udgaverne viser imidlertid også, at det kan lade sig gøre for 2-3 af de bedste at køre væk, særligt med disse vindbetingelser og den ventede UAE-strategi.

Det er klart, at Pogacars angreb vil være hele omdrejningspunktet. Det er det, alle venter på, og det store spørgsmål er, om han kan køre alene eller få selskab af en mand eller to. Det kunne han ikke sidste år, men chancen er større, når han vil vide, at han ikke skal angribe i modvinden - og det ved han nu! Omvendt er det altså en pokkers svær stigning at køre væk på, selv hvis man hedder Pogacar.

En større spurt bliver svær at få, selvom vi altså ikke kan udelukke ryttere som Demare, Nizzolo og Ewan, der har været tæt på de seneste år. Det er bestemt heller ikke umuligt, at Pogacar lykkes med at skabe 2017- og 2020-situationen, hvor 2-3 mand skal spurte om sejren. Mest sandsynligt synes det dog at være, at vi får billedet fra 2019, 2021 og 2022, nemlig at en gruppe på 8-15 mand samles efter toppen. Her kan det ende som en spurt, som det gjorde i 2019 eller et taktisk Stuyven-angreb som i 2021, ligesom man naturligvis skal forvente, at Mohoric forsøger at bruge nedkørslen på samme måde som sidste år, selvom alle nu ved, hvad der vil ske. I denne taktiske finale er antallet af hjælpere helt, helt afgørende. Sidste år var det formentlig altafgørende, at Van Aert ikke fik Primoz Roglic med over. Var det sket, var Mohoric formentlig blevet hentet, og vi havde fået en spurt.

Hvem kan så vinde i år? Det er der som altid mange, der kan. Den forventede UAE-massakre og medvinden vil ligesom sidste år stille større krav til klatreevnerne og forringe chancerne for det store flertal af sprinterne. Mens det reducerer antallet af mulige vindere i en spurt, øger det til gengæld chancen for de outsidere, der kan køre med på Poggio, men ikke vinde en spurt. Med et hårdere løb vil der med større sandsynlighed mangle hjælpere nede i Sanremo, og dermed må chancen for en Stuyven-agtig sejr regnes som større end vanligt. Man skal ”bare” overleve Poggio.

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Jeg vælger måske ikke helt overraskende at gå med Wout van Aert. Der har efter sygdommen været en del usikkerhed om hans form, og hans lidt passive kørsel i starten af Tirreno samt styrtet på 4. etape gjorde det svært at blive klog på ham. Han imponerede imidlertid stort på lørdagens muretape, hvor Wilco Keldermans styrt forvandlede ham til hjælper, og alligevel blev han nr. 10 i en finale, som meget vel kunne have været for svær for selv en frisk Van Aert på 100%. Faktisk var Alaphilippe så imponeret over de føringer, han havde taget, at han prompte erklærede, at Van Aert vil være favorit til alle klassikerne.

Om han er helt på 100%, er svært at sige, men dette er et løb, man kan vinde uden at være på 100%, og med den enorme fremgang, man fornemmede fra ham sidste forår, har jeg meget svært ved at se, at han kan sættes på Poggio. Som udgangspunkt har han også en chance for at slå alle i en spurt, selvom det er en smule bekymrende, at vi ikke har set ham spurte for alvor - kun den lidt forkølede spurt sidste onsdag, hvor han havde arbejdet i vinden. Sidste år begik han den fejl at arbejde for lidt på sin spurt op til klassikerne, hvorfor han spurtede svagt i Paris-Nice, men den fejl erkendte han selv, hvorfor han næppe begår den igen. Spurter han som i Touren, bliver han svær at slå, hvis vi får en gruppe i stil med den, vi havde sidste år, og han vil også have en glimrende chance, hvis vi mod forventning får en form for reduceret massespurt, hvor han skal slås med de mest holdbare sprintere.

Fordelen ved Van Aert er, at han kan vinde i alle scenarier. Lykkes det for alvor Pogacar at gøre en forskel, virker 2020-scenariet med en duel mellem ham og sloveneren bestemt heller ikke usandsynlig, og selvom han godt kan slås i en spurt efter 300 km, vil han trods alt være favorit i det opgør. Mest tror jeg dog som sagt på en gruppe i stil med den, vi havde sidste år, og her er der to trusler. Den ene er, at han sagtens kan blive slået i en spurt af folk som Biniam Girmay og Mads Pedersen, og den anden er manglen på hjælpere til at kontrollere og hente en eventuel Mohoric-offensiv på nedkørslen.

Her kan det være ret afgørende, hvor frisk Christophe Laporte er efter sin sygdom, men er han på toppen, er det svært at tro, at Van Aert bliver isoleret - og ellers sad den ret formstærke Jan Tratnik med i første gruppe for et år siden. Læg dertil, at det er sandsynligt, at Trek og måske også Alpecin kan sidde med to mand og dermed en mand til at jagte, og chancen for, at det glider ham taktisk af hænde er mindre. Med god form, en stærk spurt, et forhåbentlig stærkt våben i Laporte og chancer for at vinde i alle scenarier tror jeg på karrierens anden Sanremo- og monumentsejr til Van Aert.

Jeg tror, at den største trussel er Mads Pedersen. Danskeren har haft for vane at skippe løbet, men da han i sidste øjeblik erstattede den sygdomsramte Jasper Stuyven for et år siden, gik det fremragende. Frygten for, at han ikke kunne klare Poggio blev gjort til skamme, endda i en udgave, der bør kunne matche årets udgave i hårdhed, og han indikerede tillige på 4. etape i Vueltaens sidste år, hvor han holdt hjul på Primoz Roglic på en næsten en kilometer lang mur med ca. 9%, at han har forbedret sin klatring yderligere. Hvis Pogacar lykkes med sin vildeste massakre og kører væk alene eller med Van Aert, bliver det måske svært, men får vi et scenarium som sidste år, bør han sidde der. Gør han det, kan han slå alle i en spurt. Det har han vist flere gange, og det er særligt rigtigt efter 300 km og efter et Paris-Nice, hvor han så meget hurtig ud.

Det er klart, at hans nylige forkølelse skaber lidt usikkerhed, og det var også ærgerligt, at vi ikke fik set ham i nogle hårde finaler i Paris-Nice. Han har dog haft så tårnhøjt et bundniveau det sidste år, at det kun bør være sygdommen, der eventuelt kan koste ham en plads i front. Udfordringen kan herefter blive det taktiske spil, men her kan man drømme om, at Stuyven finder sig selv efter en svær tid, og at de ofrer ham, hvis de sidder sammen til sidst. Kører Stuyven den hjem for Pedersen, har han alle chancer for at vinde, og det har han også i en større spurt, hvor Stuyven kan bevise, at han er en af verdens allerbedste lead-out men.

Den tredje rytter, Van Aert for alvor skal frygte, hvis vi får et løb som sidste år, er Biniam Girmay. Eritreerens form er også temmelig usikker, da ruterne i Tirreno enten var for svære eller lette, og modsat Pedersen og Van Aert har han ikke et tårnhøjt bundniveau, som vi så ved VM-fiaskoen sidste år. Når han kommer til Europa fra Eritreas højder, plejer han dog at være kørende, og hans kørsel på 4. etape i Tirreno indikerer, at han er klar. Selv hvis han mangler nogle procent, er dette som sagt klassikeren, man kan vinde på færre end 100%, og det er et løb, der passer ham. Han klarede Poggio i første hug sidste år, men fik ødelagt sit løb af Nizzolos styrt, og med sin eminente positionering og den udvikling, man fornemmede i Giroen, bør han sidde med, hvis vi får en gruppe i stil med den, vi havde sidste år.

Sker det, skal alle frygte ham. Han slog Kooij meget overbevisende efter et hårdt løb i Valencia, og han vandt suverænt foran Laporte i Gent-Wevelgem sidste år. I år har han set endnu hurtigere ud end tidligere - også så hurtig, at han vil kunne vinde en større spurt, hvor han positionerer sig eminent og forhåbentlig har Mike Teunissen. Min frygt er, at han vil sidde alene til sidst, hvis vi får en mindre gruppe, men han er god på egen hånd, og åbner han en af sine lange spurter, skal Van Aert og Pedersen også stå tidligt op for at være med. Skriver han historie med første afrikanske monumentsejr på lørdag?

Havde det været Flandern Rundt, havde jeg ikke haft Mathieu van der Poel som nr. 4. Dertil er hans form slet og ret for ringe, for det var overraskende pauvert i Tirreno. Selv har han da også luftet sin bekymring, og han krydser nu bare fingre for, at Tirreno gør sit arbejde i løbet af denne uge og giver ham nogle af de procent, han mangler. Heldigvis er dette løbet, han kan vinde på færre end 100%. Det så vi sidste år, hvor han efter sin rygskade gjorde sæsondebut her, og havde de hentet Mohoric og Anthony Turgis, der kørte væk i finalen, havde han faktisk vundet løbet. Han slog i hvert fald både Van Aert og Pedersen spurten.

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Det vidner om, at man aldrig skal undervurdere Van der Poels spurt efter et hårdt løb, heller ikke hvis ikke han er på toppen. Modsat Van Aert og sikkert også Pedersen betyder hans form også, at han vil passe på sig selv, som han gjorde sidste år. Vi vil næppe se ham reagere på alle Pogacars angreb. I stedet skal han ”bare” over toppen i en gruppe i stil med den, han havde sidste år. Lykkes det, vil han bestemt have en chance i en spurt, særligt hvis han har Søren Kragh til at køre lead-out. Sidste års spurt må i hvert fald have givet selvtillid.

Som det fremgår ovenfor, er Tadej Pogacar løbets omdrejningspunkt. Det er hans hold, der skal gentage sidste års Cipressa-massakre, og det er hans Poggio-angreb, alle vil vente på. Sidste år var han imidlertid aldrig for alvor tæt på at gøre forskellen. Det skyldes naturligvis i vidt omfang den ovenfor omtalte modvindsfejl, som han næppe begår igen, og med det stærke hold og en form, der synes på samme niveau som sidste år samt ikke mindst kraftig medvind i det meste af finalen, har han alle forudsætninger. Problemet er, at Poggio formentlig er så let, at selv den allerbedste Pogacar ikke kan køre alene - Van Aert bør han på disse procenter ikke kunne sætte, for belgieren vil vide at sidde i hans hjul - og da han samtidig vil være voldsomt overvåget, har han heller ikke de bedste kort i det taktiske spil.

Hvis ikke solosejren - som ikke helt kan afskrives - lykkes, har han dog muligheder. Ender det i en duel mellem ham og Van Aert, som vil være hans foretrukne scenarium, vil han ikke være helt uden chancer. Da de spurtede mod hinanden til OL, var det i hvert fald pokkers tæt, og Van Aert er før blevet slået i denne slags spurter, hvor han burde vinde, hvad Marco Haller ikke mindst kan skrive under på efter sidste ås løb i Hamburg. Faktisk vil jeg også give ham en chance i en spurt i en lidt større gruppe. Det er svært, men når man ser på, hvordan Alaphilippe spurtsejrede i en sådan gruppe i 2019, er det ikke helt umuligt for sloveneren, hvis han har det rette held i positionskampen. Endelig er der jo også det taktiske spil, for selvom han vil være overvåget, vil der være så mange for særligt Van Aert at holde øje med, at det trods alt ikke er muligt at holde styr på alle. Dette er utvivlsomt et meget svært løb for Pogacar at vinde, for her kan han ikke bare lukrere på sin styrke, men chancen er bestemt til stede.

Forleden skrev jeg i en analyse, at Jasper Philipsen måske nu er verdens bedste sprinter. Han har i hvert fald vist, at hans fart er skræmmende høj, og bringer han sig selv i en position, hvor han kan spurte om sejren, vil han næsten altid være favorit, ikke mindst fordi han vil have Van der Poel som den eminente lead-out man, han var i Tirreno. Det er klart, at hierarkiet kan være anderledes efter 300 km, hvor vi ikke kender meget til Philipsen, men han viste sidste år i Touren, særligt på 6. etape, at han har nået en helt ny holdbarhed. Det er klart, at hans bedste chance er en reduceret massespurt, men den ser grundet Pogacar og vejret svær ud. Når man ser på, hvordan Ewan sad helt fremme i 2019, og hvordan Nizzolo og Demare stort set var med hjem for at spurte sidste år, vil jeg imidlertid give Philipsen en fair chance for at vinde, også hvis det ender i en gruppe i stil med den, vi havde sidste år. Med andre ord skal han ikke nødvendigvis satse på en form for massespurt, og med sin uhyggelige fart gør det ham til en glimrende vinderkandidat.

Løbets helt store spørgsmål er naturligvis Arnaud De Lie. Med de ben, han viste i Omloop, bør der ikke være nogen tvivl om, at han kan overleve Poggio, hvis han - og han kan godt være lidt svingende - kører op til sit niveau, og med den skræmmende fart, han senest viste i sin eneste spurt i Paris-Nice, hvor han dog sad for langt tilbage, vil han være livsfarlig, hvis vi får en stor spurt. Han har dog enorme positioneringsproblemer, hvad vi så igen i sidste uge, og det kan meget vel koste dyrt på et Lotto-hold, der ikke er det stærkeste. Derudover er det efter De Lies eget udsagn sportsdirektørerne, der bestemmer, om det er ham eller Caleb Ewan, der skal spurte, og den beslutning bliver først truffet under løbet baseret på de meldinger, de hver især giver undervejs. Der er ingen tvivl om, at han vil være en af de tunge favoritter i en større spurt, men her frygter jeg lidt for meget for hans positionering.

Nej, hans bedste chance er nok, at han kan være med i det scenarium, vi havde sidste år. Hvis han har Omloop-benene, er det bestemt ikke umuligt, men det kræver, at han ikke taber positionskampen inden Poggio. Derudover har han også til gode at bevise, at han har holdbarhed på længere stigninger, for en Cipressa-massakre er noget helt andet end en spurt op ad Muren i Flandern - særligt for sprintere. Endelig så vi i Bretagne, at hans spurt efter 250 km ikke var som vanligt, da han blev slået af både Axel Laurance og Alexander Kamp, og spørgsmålet er derfor, om han har sin vanlige fart efter 300 km. Også det skal han bevise, men det er også åbenlyst, at han har udviklet sig enormt siden sidste efterår. Efter 2. pladsen i Omloop er jeg i hvert fald den sidste til at udelukke ham, også i et hårdt løb.

Hvad så med sidste års vinder? Vi ved nu, hvad der sker, hvis Matej Mohoric overlever Poggio. Så går der dropper post i den, og den slovenske nedkørselsekvilibrist sætter livet på spil på den uhyre kringlede tur ned til Sanremo. Alle ved, at det vil ske, men det er tvivlsomt, om selv de bedste nedkørere vil tage de samme risici som den slovenske kamikazepilot. Chancen for en gentagelse er således bestemt til stede, for han har den vigtigste betingelse for, at det kan lade sig gøre, nemlig direkte medvind ind gennem Sanremos gader, som han havde det sidste år. Dengang var han imidlertid stadig pokkers tæt på at blive hentet, og det var altså i en udgave, hvor forfølgergruppen var helt uden hjælpere. Der skal altså bare sidde en Laporte, Kragh eller Stuyven, der alle kan blive ofret for en kaptajn for, at hans mission næppe lykkes. Det er således ikke helt så let bare at kopiere opskriften, men den er også så simpel og svær at lukke ned for, at man ikke kan udelukke, at han kan gøre det igen. Formen er i hvert fald helt i top, for jeg mindes ikke, at vi har set en bedre Mohoric, end vi gør lige nu - i hvert fald ikke siden den vanvittige sensommer i 2021.

Sidste år talte alle om Caleb Ewan, indtil sygdom kostede ham deltagelsen. Det gjorde de naturligvis, fordi hele verden havde siddet med åben mund og polypper, da han i 2021 ikke blot overlevede Poggio, men rundede toppen som nr. 2 direkte i baghjulet på Van Aert. Det vidner om, at australieren slet ikke behøver at satse på en spurt i en stor gruppe. Nej, den bedste Ewan kan sagtens være med i et løb som det, vi havde i 2021 og 2022, men spørgsmålet er, om vi har den bedste Ewan. Vi aner ikke, hvor godt han klatrer, for han har slet ikke kørt løb, hvor han har kunnet vise sine klatreevner - ikke siden januar i hvert fald - og han har haft en speciel optakt helt et etapeløb siden det ret lette UAE Tour.

Vi skal dog ikke glemme, at han i 2021 havde en tilsvarende optakt, fordi sygdom tvang ham ud af Tirreno, og da han dukkede op i Sanremo, klatrede han som bare Fanden. Vi ved, at dette løb er hans helt, helt store forårsmål, og han er nærmest besat af efter to 2. pladsen at vinde det. Han har derfor helt sikkert arbejdet voldsomt på sin klatring i optakten, og det virker derfor bestemt ikke umuligt, at han møder op med klatrebenene fra 2021. Også dengang var det en medvindsudgave, men det var uden UAEs Cipressa-massakre, og spørgsmålet er, om ikke den længere Cipressa kan være lidt sværere for Ewan, der altid har haft det vanskeligere, når stigningerne er meget længere end Poggio. Ewans klatring kan altid gå begge veje, men efter 2021 er det klart, at han kan vinde en spurt, både i en større gruppe og i en situation som i 2021 og 2022.

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Det kræver imidlertid ikke blot gode klatreben, men også at han spurter, som når han er bedst, og her har det altså været bekymrende, ikke mindst at han blev slået af Gerben Thijssen i den ganske vist kontroversielle spurt i Monseré. Hans positionering var også helt til rotterne i Emiraterne, og han kommer derfor til løbet med lidt at bevise, også i spurterne. Til gengæld vil jeg tro, at det er ham, der får chancen, hvis både han og De Lie sidder der til sidst og melder om gode ben - ganske enkelt fordi han har historikken med sig. Det er derfor alt sammen op til ham selv, og det kræver nok, at han kommer blæsende ud til løbet med klatrebenene fra 2021.

Løbet er et af de to store klassikermål for Filippo Ganna, og alle lys lyser grønt, når det gælder hans form. Han har klatret som en anden Pogacar i år, hvor han imponerede stort i San Juan og Algarve. Dette er endda en rigtig Ganna-stigning, fordi han med sit store gear kan mose op over de bløde procenter, og derfor vil jeg næsten forvente, at vi ser ham helt fremme som en af de bedste på Poggio. Naturligvis handler det om overlevelse, men det er svært at tro, at han ikke kommer med til toppen i frisk tilstand, hvis vi får en gruppe af nogenlunde samme størrelse som sidste år. Han er uden chance i en spurt i dette selskab, men han er også manden, der ikke må få én millimeter i det taktiske spil. Det ved alle naturligvis, men det er også ret klart, at Van Aert, Van der Poel, Pedersen og andre hurtige folk ikke kan kontrollere alt og i høj grad vil kigge på hinanden. Det åbner døren for Ganna, hvis superform giver ham en sjældent god chance for at tage en meget populær italiensk sejr.

Hvilken rolle får Christophe Laporte? Meget kunne tale for, at han alene skal kontrollere for Van Aert, hvis vi ender i samme situation som sidste år, hvor løbet gled en isoleret Van Aert af hænde, men det er også muligt, at holdet lader Laporte gå med i angrebene. Det gjorde de trods alt, da han blev nr. 2 i Gent-Wevelgem sidste år, og af og til er det en fordel at være på for- og ikke bagkant. Poggio kan være for hård, hvis vi får en lige så lille gruppe som sidste år, men med de enorme fremskridt, han har gjort hos Jumbo, er det bestemt ikke længere nogen selvfølgelighed. Det er til gengæld også klart, at hans nylige sygdom kan have kostet på formen, og det kan også føre til, at han i højere grad ofrer sig selv. Mit gæt er, at han ender som hjælper, men bruger de ham offensivt i det taktiske spil i Sanremos gader, har han farten til at gøre det færdigt og udnytte det store fokus på Van Aert til at tage den helt store klassikersejr.

Jeg er ret spændt på Valentin Madouas. Han skuffede meget i Tirreno, men vi så jo, hvor skræmmende han var i Strade Bianche, hvor han - hvis man indregner hans styrt lige inden Monte Sante Marie - måske var stærkeste mand. Han har vist, at han nu kan være ganske uhyggelig i endagsløb, som han beviste med 3. pladsen i Flandern, og Strade indikerer, at han har taget endnu et skridt nu. Har han Strade-ben, kan han måske endda drømme om at gå med Pogacar og Van Aert, hvis de gør forskellen, men han bør i hvert fald sidde med, hvis vi får en gruppe som sidste år. I det tilfælde skal han spille sine kort rigtigt i det taktiske spil, men det er bestemt også muligt, også fordi han har en god fart, hvis han får den rette følgesvend med sig.

Tirreno viste desværre åbenlyst, at Julian Alaphilippe er langt fra sit bedste, men dårlig var han trods alt ikke. Han blev nr. 2 bag Roglic på 4. etape, som bestemt ikke var let, og han kørte jo trods alt også hæderligt på muretapen, selvom det var et stykke fra vanlig standard. Han har nu haft en uge til at forbedre sig, og selvom det synes umuligt at tro, at han er på 100%, er dette et løb, man kan vinde med mindre. Måske kan han ikke køre væk sammen med Pogacar og Van Aert, hvis de gør forskellen, men får vi en gruppe som sidste år, skal det være helt galt, hvis ikke han sidder der. Det var faktisk fra en sådan gruppe, at han vandt spurten i 2019, men det skal virkelig flaske sig, hvis det skal lykkes igen i år i en gruppe, hvor der med sikkerhed vil være endnu hurtigere modstandere, end der var for fire år siden. Til gengæld kan han så spille sine kort i det taktiske spil, og her kan det jo faktisk være meget rart at gå ind til løbet mere som underdog end den favorit, han plejer at være. Hurtig er han jo, hvis han har den rette følgesvend til sidst.

Man er også nødt til at nævne Søren Kragh. Dette har nemlig udviklet sig til ”hans” klassiker. To år i træk har han været en af de stærkeste på Poggio, og sidste år så han endda ud til at presse både Van Aert og Pogacar med sit sidste angreb. Denne gang har han dog slet ikke vist samme form efter en meget skuffende start, men hans fine sidste etape i Nice i søndags bekræftede, at formen efterhånden er god og i hvert fald på rette vej. Den er nok ikke helt så god som sidste år, hvor han blev nr. 5 på samme etape, men omvendt var han den dag også hjulpet af regnvejret. I 2021 havde han vist form med en 5. plads på enkeltstarten i samme løb, hvorefter han udgik med helbredsproblemer, men dukkede op til dette løb i storform. Om han når at finde samme form denne gang, må vi se, men kursen er den rette, og dette er et løb, hvor han ikke skal være på 100% for at vinde. Opskriften til sejr er den, han forsøgte og næsten lykkedes med i 2021, nemlig at snige sig væk i en taktisk finale, og det mestrer han mere end måske nogen anden, da han har brugt samme manøvre til at vinde to Tour-etaper, ligesom det sikrede ham en 5. plads i Gent-Wevelgem sidste år. Chancen er større denne gang, fordi han vil udgøre en duo sammen med Van der Poel, og jeg tror, at han har frihed til at prøve, hvis ikke Philipsen er med hjem. Til gengæld vil han også blive ofret, hvis Alpecin er i defensiven, men i det tilfælde er hans personlige løb nok også kørt.

Alberto Bettiol er altid en lottokupon, men heldigvis nåede han i Strade Bianche at bevise, at hans strategi synes at lykkes. Planen var at kopiere den gode forberedelse fra 2019, hvor han blev et uhyre, der vandt Flandern Rundt, og selvom han ikke var helt lige så god, var han ganske godt kørende på gruset. Desværre kostede styrtet ham Tirreno, og selvom han ikke slog sig voldsomt slemt, har det utvivlsomt sat ham tilbage og i hvert fald kostet ham et vigtigt løb. Det skaber mere usikkerhed, men den gode Strade-form kan ikke være forsvundet. Han er ganske hurtig, som han senest viste med de gode spurter i Tour de Suisse, men han vinder ikke en spurt, hvis vi ender med en gruppe som sidste år. Til gengæld har han fine chancer i det taktiske spil med sin gode power på flad vej og sin gode spurt - særligt hvis han sammen med Magnus Cort og Neilson Powless kan udgøre et EF-overtal.

Dette er den eneste klassiker, Magnus Cort satser på, og det forstår man godt. Hans positioneringsproblemer har nemlig betydet, at han er kommet til kort mod nord, men i dette løb har han været i top 10 en enkelt gang. Også her er hans store problem positioneringen, der som bekendt er altafgørende frem mod Poggio, og derfor frygter jeg desværre, at han misser bussen igen. Her kan UAE-massakren på Cipressa imidlertid komme ham til gode, for det vil give et mindre felt. Desværre vil selv sidste års felt sikkert være for stort, men sidder han rigtigt i bunden af Poggio, kan han komme meget langt. Det var lidt svært i Paris-Nice at fornemme, om Algarve-formen var intakt, men har han de portugisiske ben, kommer de ikke af med ham på en blød stigning som Poggio, hvis vi får en gruppe som i 2021 og 2022. Her vil han ikke skulle slås med sin positionering, og med det kick, han viste, da han vandt 3. etape i Algarve, kan han utvivlsomt vinde i Sanremo, også mod de bedste. Også i en større spurt har han helt sikkert farten til at lave et godt resultat, men her vil han som altid nok betale en pris for sin positionering. Det er det hårde løb, der er formstærke Corts chance.

En rytter, der virkelig har imponeret mig i år, er Alex Aranburu. Allerede i Valencia klatrede han som en drøm, og det fulgte han i den grad op på i Tirreno, hvor han var meget stærk på både 4. og 6. etape i terræn, der burde være lidt for svært. Desværre lider han altid af sin ringe positionering, og det kan meget vel koste frem mod Poggio, men her hjælpes også han af den forventede UAE-massakre og det mindre felt efter Cipressa. Rammer han stigningen fornuftigt, har han i hvert fald formen til at være med i finalen. Her er han ganske hurtig, men uden chance for at slå de hurtigste. Til gengæld vil han være en af de mest undervurderede ryttere, og det giver ham store muligheder i det taktiske spil.

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Hvad skal vi mene om Benoit Cosnefroy? Franskmanden virkede uhyre formsvag i Tirreno, og jeg havde helt afskrevet ham. Derfor blev jeg også forundret over at læse, at han selv mener, at ”alt lyser grønt” i forhold til at lave et topresultat her. Det kan indikere, at han bare brugte det italienske løb som træning, og vi skal ikke glemme, at han jo efter en svær start nåede at vise i hvert fald stigende, men ikke topform i Laigueglia. Sidste år viste han heller ikke meget i Tirreno - dog noget mere end i år - og her var han alligevel med over Poggio, indtil han styrtede til sidst i det, han kalder en stor skuffelse. På baggrund af hans egen optimisme åbner jeg døren for ham, for også han kan vinde dette løb på mindre end 100%. En formstærk Cosnefroy er flyvende, som han viste med sit vilde niveau i Amstel og Quebec sidste år, og han er også lynhurtig. Han vinder ikke en spurt i en stor gruppe, men han har bestemt muligheder i det taktiske spil, hvis han har den form, han antyder.

Alt taler for, at Kasper Asgreen ikke kommer til at spille nogen væsentlig rolle. Der er ikke meget, der tyder på, at han har nået at finde formen efter en svær vinter efterfulgt af et sygdomsforløb i forbindelse med åbningsweekenden. Bedre er det ikke blevet af, at han trak sig fra Paris-Nice, fordi han ”ikke havde det godt”. Heldigvis var han ikke syg, og han viste trods alt på stigningerne i det franske løb, at han er på rette vej. Han er så stor en klasserytter, at man skal passe på med at afskrive ham, særligt i et løb, man kan vinde uden at være 100%. Overlever han først Poggio i en lille gruppe, vil han være en af de farligste i det taktiske spil, fordi han har poweren til at køre væk og kan overspurte de fleste følgesvende. Det kræver imidlertid, at formen er der, og det er der lige nu ikke meget, der tyder på sig.

Vi skal vel også nævne Arnaud Demare? Han var ganske tæt på at komme med hjem til en spurt sidste år, og det var i en udgave med både Cipressa-massakre og medvind. Det vidner om, at han kan være md også under disse betingelser, men det er lidt uklart, om formen rækker. Han missede Antalya grundet det tragiske jordskælv, inden corona kostede ham Algarve. Han var heldigvis bedre end ventet i sidevinden i UAE Tour, men ruten i Paris-Nice gjorde det svært at vurdere, præcis hvor han står. Det gode holdløb indikerer imidlertid, at han er langt, og det kan bestemt ikke udelukkes, at han overlever. Han har nok for svagt et hold og er for ringe i positionskampen til for alvor at kunne drømme om en sejr i en stor spurt, men med lidt held kan han godt sidde rigtigt. Lykkes det, har han helt sikkert farten til at vinde. Bedst chance har han dog i en mindre gruppe som sidste år, hvor positioneringen ikke er samme problem. Det er dog yderst tvivlsomt, om han har benene til at være med i det scenarium. Til gengæld har han helt sikkert farten, når endelig han kan spurte frit.

Jeg er spændt på Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren er stærkt undervurderet som klassikerrytter, fordi han mangler det store resultat, men han har to år i træk været ganske imponerende på brostenene, indtil han blev ramt af uheld. I år startede han skræmmende godt i Andalusien, hvor han klatrede bedre end nogensinde, men siden missede han åbningsweekenden med sygdom. Første del af Paris-Nice bekræftede imidlertid, at den gode form var helt intakt, men det skaber bekymring, at han kollapsede i weekenden. Omvendt er han endags- og ikke etapeløbsrytter, og med en uges hvile kan man håbe, at han kan genfinde de superben, han havde forinden. Han passer perfekt til Poggio og er også hurtig, men ikke hurtig nok til at vinde en spurt. Til gengæld er han den helt lille underdog i det taktiske spil i Sanremos gader.

Neilson Powless har været helt ustoppelig i år, og han har før i Liege og San Sebastian samt ved VM vist, at han er fremragende i lange endagsløb. Paris-Nice viste, at han ikke længere har samme totale formmæssige overskud, men han kørte stadig en fremragende kongeetape. Formen er i hvert fald ikke væk, og han bør have benene til at komme med over Poggio, hvis vi får en situation som sidste år. Her er det desværre svært for ham at vinde, fordi stort set alle andre potentielle vindere er hurtigere end ham, men Stuyven kom trods alt alene hjem, da han vandt, ligesom Anthony Turgis sidste år sneg sig væk til 2. pladsen i den taktiske finale, der er Powless’ vej til sejr.

Netop den taktiske finale var det, der gav Jasper Stuyven sejren for to år siden, og det er hans opskrift igen denne gang. Desværre er min optimisme begrænset. Han fandt aldrig formen i 2022, og senest skuffede han i åbningsweekenden. Det er svært ikke at sidde md frygten for, at han har toppet, men omvendt er dette et løb, han kan vinde uden at være, som da han var bedst. Han har haft en speciel optakt med kun Kuurne og Omloop i benene, og desværre er det mit indtryk, at han skal have flere løb for at finde det topniveau, han måske ikke længere har. I forvejen er det ikke godt for ham, at UAE risikerer at gøre det for hårdt, men hans specielle optakt gør også, at vi ikke kan udelukke, at han møder op i god form. Hvis jeg var sportsdirektør, ville jeg bruge ham som ren hjælper for Pedersen, hvis de begge sidder i en gruppe som sidste år, men siger man det til en tidligere vinder? Jeg udelukker ikke, at han igen kan få lov at tage sin chance i det taktiske spil, og her er det ikke en ulempe at være på hold med en mand, alle frygter i en spurt.

Endelig er der Giacomo Nizzolo. Jeg tror ikke meget på projektet, for vi har ikke set den bedste Nizzolo, siden han styrtede på nedkørslen fra Poggio sidste år. Tværtimod var resten af året og særligt efteråret en regulær katastrofe, og jeg tror, at vi har set det bedste til den efterhånden erfarne italiener. Omvendt kan vi ikke komme uden om, at han for halvandet år siden kørte finale i et vanvittigt hårdt VM, og at han så sent som for et år siden var i en mulig position til at vinde dette løb. Han har været delvist genrejst siden starten i Argentina, men vi har ikke haft skyggen af chance for at vurdere hans holdbarhed. Sygdom inden Tirreno gjorde det heller ikke bedre, og jeg bliver overrasket, hvis han er med fremme. Sidste års løb viser bare, at det ikke kan udelukkes. Det skal så til gengæld også flaske sig, hvis han skal vinde en spurt, men som han har spurtet i år, er det med den rette timing ikke umuligt.

BEMÆRK: Arrangørerne har ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor er det i skrivende stund uklart, hvem der deltager. Optakten opdateres.

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

OPDATERING: Madouas og Nizzolo kommer ikke til start. Asgreen var faktisk syg efter Paris-Nice med en svampeinfektion i spiserøret og er blevet behandlet for dette, men håber at være 100 % klar til løbet. Det er dog i det lys svært at være alt for optimistisk, når man tager hans hidtidige form i betragtning.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet, og hold- og danskeroversigten er derfor færdiggjort.

***** Wout van Aert

**** Mads Pedersen, Biniam Girmay

*** Mathieu van der Poel, Tadej Pogacar, Jasper Philipsen, Arnaud De Lie, Matej Mohoric

** Caleb Ewan, Filippo Ganna, Christophe Laporte, Valentin Madouas, Julian Alaphilippe, Søren Kragh, Alberto Bettiol, Magnus Cort, Alex Aranburu, Benoit Cosnefroy, Kasper Asgreen, Arnaud Demare, Jhonatan Narvaez, Neilson Powless, Jasper Stuyven, Giacomo Nizzolo

* Quinten Hermans, Pello Bilbao, Andrea Vendrame, Magnus Sheffield, Anthony Turgis, Fernando Gaviria, Michal Kwiatkowski, Matis Louvel, Gonzalo Serrano, Sep Vanmarcke, Fred Wright, Davide Ballerini, Simone Consonni, Maxim Van Gils, Ivan Garcia Cortina, Danny van Poppel, Bryan Coquard, Sam Bennett, Jonathan Milan, Damiano Caruso, Peter Sagan, Mikkel Honoré, Lorenzo Rota, Tim Wellens, Diego Ulissi, Corbin Strong, Florian Senechal, Luka Mezgec, Jenthe Biermans, Matteo Sobrero, Kevin Geniets, Warren Barguil, Gianni Vermeersch, Gianluca Brambilla, Stan Dewulf, Benjamin Thomas, Jan Tratnik

Danskerne

Mads Pedersen, Søren Kragh, Magnus Cort og Kasper Asgreen er alle beskyttede ryttere og blandt favoritterne, hvorfor de er omtalt ovenfor. Løbet passer godt til Mikkel Honoré på EF, men han har ikke helt fundet sin bedste form er udpeget som hjælper for Cort, Alberto Bettiol og Neilson Powless. Endelig skal formstærke Mads Würtz Schmidt på Israel-PT støtte Sep Vanmarcke og Corbin Strong, men han har formen til at komme relativt langt og kan måske også på lov at jagte udbruddet.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Matej Mohorics sejr fra 2022, Jasper Stuyvens sejr fra 2021, Wout van Aerts sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Vincenzo Nibalis sejr fra 2018, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2017, Arnaud Demares sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Alexander Kristoffs sejr fra 2014 og Gerald Cioleks sejr fra 2013.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Bahrain-Victorious: Mohoric er den erklærede kaptajn. De havde ambitioner med Jonathan Milan, men han var meget formsvag i Paris-Nice, og nu vil de tage det, som det kommer. Han er nok kun aktuel i en ret stor spurt, hvor de har de formstærke Nikias Arndt og Andrea Pasqualon som alternativer. Fred Wright kunne være med i et hårdt løb, men har ikke været på toppen. Mere sandsynligt er det, at særligt Pello Bilbao og Damiano Caruso kan være med i en lille gruppe efter Poggio, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde, selvom Bilbao er relativt hurtig.

Ag2r Citroën Team: Cosnefroy ligner bedste bud. Alternativet er Andrea Vendrame, der før har været fremme i dette løb og måske kan være med i et hårdt løb. Det kræver dog Laigueglia-ben, og vi ved ikke, hvor meget form det kostede, at hans styrt i Strade betød, at han missede Tirreno. Oliver Naesen er tidligere blevet nr. 2, men må være hjælper. I sidste øjeblik har de udtaget den formstærke Stan Dewulf, men Poggio må være lidt for svær.

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Alpecin-Deceuninck: Van der Poel, Kragh og Philipsen er formentlig alle beskyttede. Måske gælder det også for Quinten Hermans, der passer fint til løbet og plejer at være i fin form efter en højdetræningslejr, men han står nok nederst i hierarkiet. Gianni Vermeersch er formstærk, men må med denne trup sammen med Kristian Sbaragli være hjælper.

Astana Qazaqstan Team: Mark Cavendish er i dag alt for tung til dette løb, og det samme gælder for Cees Bol og Gleb Syritsa. Simone Velasco ligner bedste bud og passer til et hårdt løb, men niveauet er nok for højt. Alexandr Riabushenko har intet vist i en menneskealder.

BORA-hansgrohe: Sygdom til Maximilian Schachmann og Bob Jungels betyder, at det handler 100% om en spurt med Sam Bennett. Ireren havde tidligere været topkandidat, men i dag er han næppe holdbar nok til en UAE-massakre, slet ikke efter sin sygdom. Mere holdbar er formstærke Danny van Poppel, der vil være et godt kort i en større spurt, men han vinder næppe, og en plan C er formstærke Marco Haller. Løbet passer ikke rigtigt Nils Politt.

Cofidis: Benjamin Thomas har ikke vist formen til at være med i et hårdt løb. Bryan Coquard og formstærke Simone Consonni klatrer så godt, at de vil have en lille chance for at komme med hjem i en gruppe som sidste år, men det er usandsynligt, at de vinder spurten.

EF Education-EasyPost: De erklærede kaptajner er Powless, Cort og Bettiol. Mikkel Honoré passer til løbet, men er med hans nuværende form tilsyneladende reduceret til en hjælperrolle.

EOLO-Kometa: Den den skadede Vincenzo Albanese er de chanceløse. De har ingen, der kan blande sig i en større spurt eller være med på Poggio. Det handler om udbruddet.

Green Project-Bardiani CSF-Faizané: Det handler om at ramme udbruddet. Henok Mulubrhan passer til løbet, men er overmatchet i dette selskab.

Groupama-FDJ: Uden Madouas handler det 100% om en spurt med Demare. Formstærke Kevin Geniets kan formentlig komme langt i et hårdt løb, men ligesom de knap så formstærke Quentin Pacher, Rudy Molard samt Demares lead-out man, Jake Stewart, må de være hjælpere.

INEOS Grenadiers: Ganna og Narvaez ligner de bedste bud efter Tom Pidcocks afbud, men de har et alternativ i Magnus Sheffield, der ikke er helt uden chance for at være med i et hårdt løb, men det bliver formentlig for svært. Michal Kwiatkowski er klart i fremgang, men det vil undre mig, hvis formen rækker. Til en spurt vil de have Ben Swift, men trods tidligere podiepladser er han i dag helt uden chance.

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Intermarché-Circus-Wanty: Holdet har erklæret, at de beskyttede ryttere er Girmay og Lorenzo Rota, der egentlig passer godt til løbet, men i Tirreno havde tabt sin bedste form. Niccolo Bonifazio er tidligere blevet nr. 5 og klatrer som en drøm, men han vil selv i en stor spurt være hjælper for Girmay, som også Mike Teunissen, Loic Vliegen og Sven Erik Bystrøm vil være det.

Israel-Premier Tech: De erklærede kaptajner er Sep Vanmarcke og Corbin Strong. Vanmarcke virker meget stærk lige nu og er hurtig, men jeg tvivler på, at han klatrer godt nok til at gå med på Poggio. String kan være med i en større spurt, men næppe i en hård finale på Poggio. Daryl Impey er ikke længere god nok til et løb, der passer ham. Formstærke Mads Würtz kan komme langt, men ikke være med de bedste på Poggio, og både Krists Neilands og Hugo Houle var virket formsvage.

Jumbo-Visma: Det må handle om Van Aert med Laporte som joker. Jan Tratnik sad med over Poggio sidste år og er i form, men hvis han overlever, må han være hjælper. Det samme gælder for Attila Valter, mens Poggio er for svær for formstærke Nathan Van Hooydonck.

Lotto Dstny: Det handler 100% om Ewan og De Lie. De har Maxim Van Gils, der har gjort det godt i år, til et hårdt løb, men jeg ser ham ikke gå med de bedste på Poggio, selvom han er ret hurtig, hvis de lykkes.

Movistar Team: Aranburu ligner det bedste bud. Jeg er spændt på, hvo langt Fernando Gaviria, der er genfødt og viste stigende holdbarhed i 2022 kan komme, men jeg tror ikke, at han i dag klatrer godt nok., Sidste år sad Ivan Garcia Cortina med over Cipressa, og løbet passer ham, men han klatrede ikke godt nok til Poggio, og det gør han næppe heller her. Han er plan B i en større spurt. Gonzalo Serrano passer storartet til et hårdt løb, men vi har endnu intet set til de lovende takter fra sidste efterår.

Q36.5 Pro Cycling Team: Kaptajnen er Gianluca Brambilla, der passer til et hårdt løb, men ikke sunes at have niveauet længere. Ruten passer også Alessandro Fedeli, der dog har skuffet stort i år, som Mark Donovan har det. Det er alt for hårdt for Matteo Moschetti.

Soudal-Quick Step: Alaphilippe er kaptajnen med Asgreen som en joker. Davide Ballerini vil være klar til en spurt i en lidt større gruppe, men han mangler trods et godt lead-out farten til at vinde. Et alternativ er Florian Senechal, men han er tungere, og Yves Lampaert er for tung til Poggio.

Team Arkea Samsic: Holdet satser på Warren Barguil, der egentlig passer fint til en hård udgave af løbet, men han har slet ikke vist form. Den anden kaptajn er mere lovende, nemlig den meget spændende Matis Louvel, der så formstærk ud i Paris-Nice og på sigt kan være med langt fremme i dette løb. Spørgsmålet er, om han kan allerede nu. Det virker ikke helt umuligt, og han er hurtig. Til en større spurt har holdet Luca Mozzato og Jenthe Biermans, der dog ikke har farten til dette selskab. Simon Guglielmi er i form, men kan ikke gå med de bedste på Poggio.

Team Jayco AlUla: Efter afbuddet fra Michael Matthews ser det svært ud. De vil prøve med formstærke Matteo Sobrero i et hårdt løb, men det er svært at se ham vinde. Zdenek Stybar er en skygge af sig selv. Til en større spurt har de holdbare Luka Mezgec, men han kan ikke vinde.

Team DSM: På sigt er det et godt løb for Pavel Bittner, men det er for tidligt, og Marius Mayrhofer , der klatrede godt i Australien, er næppe heller holdbar nok endnu. I dag er John Degenkolb og Nils Eekhoff for tunge. Bedste bud ligner Kevin Vermaerke, der passer godt til et hårdt løb og kan spurte lidt, men han virkede ikke stærk nok i Paris-Nice.

TotalEnergies: Man kan håbe, at Peter Sagan som i 2021 pludselig kan finde sig selv, men med det, vi har set i år, er han formentlig kun aktuel i en større spurt, som han ikke længere synes at kunne vinde. Sidste år blev Anthony Turgis nr. 2 med et angreb i den taktiske finale, men han har siden dengang ikke rigtigt fundet sit bedste niveau, heller ikke i år. Løbet er for svært for Valentin Ferron og Sandy Dujardin.

Trek-Segafredo: Det handler om Pedersen og Stuyven, men Toms Skujins har vist god form og kan på en god dag måske overleve Poggio og hjælpe med at kontrollere.

Tudor Pro Cycling Team: Roland Thalmann, Luc Wirtgen og Arthur Kluckers er de mest klatrestærke, men kan ikke være med i et hårdt løb i dette selskab. Det må handle om at ramme udbruddet.

UAE-Team Emirates: Det handler 100% om Pogacar. Tim Wellens, Diego Ulissi, Felix Grosschartner, Alessandro Covi og Matteo Trentin passer alle fint til løbet, men de har én opgave: at gøre det hårdt! Kun i tilfælde af uheld kommer de i spil, og her ligner Wellens det bedste bud.