Optakt: Milano-Torino

 Livestream Milano-Torino og Nokere Koerse til halv pris

 Sæt dit hold til klassikerspillet - Præmier for over 20.000 kr.

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts har været Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo har Giro dell’Appennino herefter været det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Efter det nye etapeløb Settimana Ciclistica Italiana i juli er der nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour har på bare en måned udgort en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien, og i de seneste mange år har Milano-Torino med sin afslutning på den stejle Superga-stigning i udkanten af Torino været den sidste og vigtigste test inden årets sidste monument.

Milano-Sanremo og Il Lombardia er de to største italienske endagsløb, men de er ikke de ældste. Den ære tilfalder Milano-Torino, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1876, da 8 ryttere begav sig ud på turen mellem to af Italiens største byer. Kun fire af dem nåede Torino, og tilsyneladende var denne første udgave ingen succes. I hvert fald tog det 18 år, inden man forsøgte sig igen, og de første år blev løbet derudover kun afviklet i 1896, 1903, 1905 og 1911. Fra 1913 var der endelig nogen kontinuitet, og i resten af århundredet blev løbet afviklet næsten hvert år med kun nogle få afbrydelser under verdenskrigene samt i 1920erne og i 1986.

I de tidlige år var det det indledende løb i den italienske sæson og fandt sted i marts syv dage før Milano-Sanremo, men i 1987 blev det rykket til anden halvdel af sæsonen, hvor det blev afviklet enten sent i september eller først i august, så man kunne undgå det uforudsigelige italienske forårsvejr. Enkelte gange flyttede arrangørerne det tilbage til foråret, men i nu mere end 30 år har det hovedsageligt kendt som et af de allerstørste løb mod slutningen af året. Som et af Italiens vigtigste løb er det naturligvis blevet vundet af mange af de største stjerner, og på vinderlisten finder man navne som Fiorenzo Magni, Ferdi Kubler, Miguel Poblet, Gianni Motta, Roger de Vlaeminck, Giuseppe Saronni, Francesco Moser, Phil Anderson, Gianni Bugno, Rolf Sørensen, Laurent Jalabert, Michele Bartoli og Alberto Contador. Faktisk er det det eneste endagsløb, som Contador vandt i løbet af sin glorværdige karriere.

Uheldigvis kom løbet i økonomiske vanskeligheder i 2000erne, og efter kortvarigt er være flyttet tilbage til foråret fra 2005 til 2007 forsvandt det fra kalenderen i 2008. Det blev ikke afviklet, før Giro-arrangørerne fra RCS Sport greb ind og nåede en aftale med de hidtidige arrangører, Associazione Ciclistica Arona, om at stå for afviklingen i de følgende tre år.

Med RCS ombord har løbet i de senere år oplevet en genopblomstring, og det har i en periode været et reelt mål for mange af verdens bedste klatrere. Sammen med Il Lombardia og Gran Piemonte har det udgjort RCS’ store efterårsserie Trittico dei Autunno, der normalt er blevet afviklet over over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte om torsdagen og Il Lombardia om lørdagen. Da det er afviklet bare få dage inden Lombardiet og ligeledes er et løb for klatrere, har det været den perfekt sidste test forud for det store italienske monument. Derudover har RCS’ engagement betydet, at feltet er blevet voldsomt forstærket og langt mere internationalt, og nu er det placeret lige under WorldTouren som et meget vigtigt 1.Pro-løb.

Milano og Torino ligger begge på Po-sletten, der er den fladeste del af Italien, og derfor har det traditionelt været en af de hurtigste italienske klassikere og skabt til sprintere. Derfor var placeringen inden Milano-Sanremo helt naturlig, og det var for de hurtige folk den sidste test inden årets første monument. Løbet har imidlertid fuldstændig ændret natur, siden man inkluderede Colle de Superga-stigningen. I de første år rundede man toppen med 16 km igen og kørte derefter ned til målet på Fausto Coppi-velodromen i Torino. I 2012 blev målstregen imidlertid flyttet til toppen af stigningen, der siden er blevet forceret to gange i den absolutte finale, og det har gjort løbet til et af de få endagsløb, som de rene klatrere kan gå efter. Faktisk har den type ryttere haft en endnu bedre chance her, end de har haft i Lombardiet, hvor målstregen aldrig ligger på toppen og de sidste stigninger ofte er korte og eksplosive. Ændringen kan klart aflæses af vinderlisten, idet Contador, Diego Ulissi, Giampaolo Caruso, Diego Rosa, Miguel Angel Lopez, Rigoberto Uran, Thibaut Pinot, Michael Woods og senest Primoz Roglic har vundet, siden man flyttede målet til toppen.

Fra i år bliver det imidlertid anderledes. Afslutningen på Superga-stigningen var elsket af mange, men RCS har haft et ønske om at bringe løbet tilbage til rødderne. Fremover vil løbet nu igen blive afviklet om foråret, og det vil igen fungere som den sidste test inden Milano-Sanremo. Det sker som led i en omstrukturering af kalenderen, hvor Tirreno-Adriatico nu afvikles helt parallelt med Paris-Nice og slutter søndagen og ikke tirsdagen inden Milano-Sanremo. Det giver plads til, at Milano-Torino kan afvikles om onsdagen i en manøvre, der til gengæld er gået ud over GP Industria, som med en placering mellem Strade Bianche og Tirreno-Adriatico havde oplevet en opblomstring. Den nye placering af etapeløbet har umuliggjort den placering, og nu må løbet i stedet leve med en meget lidt attraktiv placering søndagen efter Coppi e Bartali, der afsluttes bare dagen inden - endda i en af årets allertravleste uger.

Flytningen af Milano-Torino har også den konsekvens, at ruten ændres. I efteråret var det opvarmning til Il Lombardia, og derfor skulle det være designet til klatrere. Nu er det imidlertid opvarmning til Milano-Sanremo, og derfor skal det være designet. Det har betydet, at Superga-stigningen udgår og dermed venter der blot en næsten helt flad tur hen over Po-sletten, hvormed løbet også rutemæssigt vender tilbage til rødderne. Faktisk var det allerede tilfældet i 2020, hvor den særegne coronakalender betød, at løbet netop afvikledes onsdagen inden Milano-Sanremo, dengang dog i august, og også her gjorde man brug af en helt flad rute, som gav spurtsejr til Arnaud Demare.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Dermed blev 2021-udgaven den foreløbig sidste for klatrerne, men det gamle format takkede af med maner. I oktober var vi nemlig vidner til en herlig duel mellem Adam Yates og Primoz Roglic. Briten lignede kortvarigt en mand, der havde sendt sloveneren i problemer, men det viste sig ikke at være tilfældet. Trods de mange forceringer fra Yates ankom de to, der havde sat blandt andre Tadej Pogacar, sammen på den sidste kilometer, og her endte Yates’ sidste forcering med, at han fik Roglic i nakken, så sloveneren kunne køre hjem til solosejr, 12 sekunder inden Yates, inden Joao Almeida slog Pogacar i spurten om 3. pladsen. Med den nye rute er det klart, at løbet ikke er attraktivt for sidste års aktører, og hverken Roglic, Yates, Pogacar eller Almeida er med denne gang.

Ruten

Som sagt har arrangørerne taget konsekvensen af den nye kalenderplacering og ladet løbet blive til det, det tidligere var, nemlig forberedelse til Milano-Sanremo. Det er heldigvis ikke noget problem for en begivenhed, der afvikles på den pandekageflade Po-slette, og faktisk har løbet jo også i de senere år i alt væsentligt været som et billardbord. Her er en hel dag i fladlandet dog blevet afsluttet med to ture op ad Superga-stigningen i udkanten af Torino, men ved at droppe denne særlige afslutning får man et løb, der er så sprintervenligt, at det er svært at finde tilsvarende flade endagsløb. Sådan var det, da løbet kortvarigt havde rollen som Sanremo-opvarmning i 2020, og sådan vil det være igen i 2022, selvom målet henlægges til en anden forstad til Torino, end det var tilfældet i sommerudgaven for to år siden.

Nok er løbet Sanremo-opvarmning, men det har ingenlunde monumentdistance. I alt skal der således tilbagelægges 199,0 km mellem Magenta og Rivoli, der er forstæder til hhv. Milano og Torino, hvormed løbet i alt væsentligt lever op til sit navn. Terrænet omkring Milano er som bekendt fladere end den fladeste pandekage, og derfor er der igen væsentlige udfordringer, når man lægger ud med at køre ad Po-sletten fra det vestlige mod sydvest forbi den store by Novara og frem til Vercelli, der nås efter 43,7 flade kilometer.

Nu drejer man mod nordvest for at følge en helt lige vej, der først er flad, men siden stiger og falder ganske let, inden det går fladt frem til byen Bollengo, som nås efter 83,7 km. Her sætter man kursen mod syd for at køre ad en lige og flad vej, der dog slutter med dagens første lille bakke (500 m, 5,6%), som efter 92,4 km leder op til byen Caravino. Herfra snor man sig mod vest igennem fladt terræn frem til Strambino, som nås efter 99,6 km.

Nu ændrer løbet en smule karakter, når man kører mod vest tværs gennem et højdedrag, hvilket betyder, at man skal over en stigning (2,3 km, 5,6%), som har top efter 108,6 km, inden en let nedkørsel leder mod vest tilbage til fladlandet. Herfra er det relativt fladt, mens man kører mod vest og nordvest frem til Cuorgnè, som nås efter 122,6 km, hvorefter man kører mod syd ad en let faldende vej, der afbrydes af en bakke (1,7 km, 4,0%) med top efter 139,4 km. Efter 144,8 km snor man sig kortvarigt mod sydvest igennem fladt terræn, inden det igen går mod syd ad en lidt mere kuperet vej, som byder på en lille bakke (700 m, 4,6%) med top efter 161,8 km.

Efter 171,1 km når man frem til Pianezza, der ligger umiddelbart nord for Torino, men i stedet for at køre direkte til målet slår man en sløjfe mod vest. Det går således fladt mod sydvest og vest frem til byen Drubiaglio, der nås efter 182,3 km, hvorfra man kører mod syd op ad en bakke (2,3 km, 3,3%), der har top med 12,7 km igen. Herfra kører man mod øst og siden nord igennem let faldende og siden fladt terræn, inden man rammer en lige og stort set flad vej, der fører mod øst og sydøst ind til Rivoli. Den lige vej byder på to rundkørsler med 2700 m, 2200 m, 2000 m og 1600 m igen, inden vejen har en ret skarp 90-graderskurve med 700 m igen og slutteligt et blødt sving med 400 m igen, som leder ind på den 8,5 m brede opløbsstrækning. De sidste 3 km er helt flade.

Løbet byder på i alt 1166 højdemeter, hvilket er ca. 200 m end ved det forrige fladbaneløb i 2020.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

 Livestream Milano-Torino og Nokere Koerse til halv pris

 Sæt dit hold til klassikerspillet - Præmier for over 20.000 kr.

Vejret

Po-sletten vil blive ramt af et regnvejr de kommende dage, men til onsdagens løb får rytterne tørvejr. Ved starten i Magenta vil der kun være få skyer og en temperatur på 15 grader, men i finalen vil det være mere skyet med enkelte solstrejf og en temperatur på 16 grader. Det blæser meget sjældent på Po-sletten, og selvom der fra start faktisk vil være en let vind (12-13 km/t) fra vest og sydvest, vil den i finalen blot være svag til let (6-7 km/t) og komme fra syd og sydøst. Det giver en dag med mod-og sidemodvind det meste af dagen. Med 27,9 km igen får man kortvarigt sidevind, indtil der vil være modvind på den sidste bakke og derefter hovedsageligt sidevind, afbrudt af et kort medvindsstykke, ind mod Rivoli, idet det dog nok vil være mere sidemodvind på den sidste del. Slutteligt får man sidemedvind over de sidste 400 m.

Favoritterne

Det gør en lille smule ondt at skulle skrive denne optakt til Milano-Torino. Jeg er næppe den eneste, der elskede afslutningen på Superga-stigningen, der altid gav nogle fascinerende opgør - senest mellem Primoz Roglic og Adam Yates på en dag, hvor Tadej Pogacar led sit seneste nederlag i et cykelløb. Med Il Lombardia lige forude var det ikke blot den perfekte sidste test. Det var også med til at opbygge spændingen og øge forventningen til årets sidste monument.

I princippet skulle løbet have samme rolle, bare for Milano-Sanremo, nu hvor det vender tilbage til rødderne. Sådan var det jo også i gamle dage, men eksperimentet må siges at være mislykket. Med en rute, der er skabt til rene sprintere, minder løbet meget lidt om det, der venter på lørdag, hvor sprinterne i de senere år har fået det sværere og sværere, og det kan ses på startlisten. Langt de fleste hold stiller med en ren sprinter, der ikke har ambitioner på lørdag, og blandt de ryttere, der ventes at deltage i den sandsynlige spurt i morgen, er det kun Alexander Kristoff, Biniam Girmay, Nacer Bouhanni, Peter Sagan, Andrea Vendrame og måske Simone Consonni, der på lørdag vil være at finde i startfeltet med en ambition om også at spille en væsentlig rolle i finalen.

Om det vil ændre sig i de kommende år, må tiden vise, men lad os alligevel glæde os over det sprinteropgør, vi har udsigt til. I fraværet af næsten alle topnavnene er det nemlig et uhyre åbent løb, hvor knap så sejrsvante ryttere har mulighed for at sikre sig den store skalp, det vil være, hvis man vinder verdens ældste endagsløb.

En massespurt bør vi i hvert fald få, som vi også fik det, da løbet i 2020 kortvarigt spillede samme rolle - dog med et betydeligt mere Sanremo-agtigt felt, der talte navne som Caleb Ewan, Arnaud Demare og Wout van Aert. Næsten hold stiller med en eller anden form for sprinter, og når et løb har ry som sprinterløb, har det så stor indvirkning på trupperne, at det er svært at undgå en massespurt. Selvom vi helt sensationelt fik sidevindskørsel i sidste års udgave, inden de nåede frem til Superga-stigningen, blæser det stort set aldrig på Po-sletten, og det vil det heller ikke gøre i morgen, hvor der i finalen bare vil være svag vind.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

Jeg forventer derfor et ret traditionelt løb, hvor de små hold sammen med de hold, der mest af alt bruger løbet som træning - eksempelvis EF, Ag2r, Astana, Ineos og Bora - vil danne et udbrud. Det vil formentlig blive jagtet af Quick-Step, Arkea og BikeExchange samt måske Trek, UAE og DSM, og de vil næppe tage chancer. Spurten bliver meget svær at undgå.

Selve finalen er lidt kringlet. Vejen er helt enkel, indtil man når den skarpe kurve med 700 m igen. Her er man nødt til at sidde langt fremme, så man kan ramme det sidste sving med 400 m igen i en god position. Ganske vist er selve opløbsstrækningen ekstremt bred, så risikoen for at blive lukket inde er begrænset, men med så kort et opløb er der grænser for, hvor meget der kan reddes. Det bliver en spurt, hvor position bliver afgørende.

Det kan godt gøre det temmelig tilfældigt, og vi kan meget vel få en overraskelse. Selvom det er et sprinterløb, er der nemlig meget få gode tog. Tværtimod er løbet fyldt med klatretyper, der formentlig lige skal holde benene i gang inden på lørdag. Eksempelvis er EFs trup helt absurd, når man ser på løbets profil, og selvom Quick-Step kommer med Cavendish, har han kun én reel lead-out man på et hold med rouleurs eller klatrestærke folk. Med lidt held i positionskampen kan man sagtens her tage en overraskende sejr.

At spurten kan blive så tilfældig, gør også, at jeg er meget usikker, når jeg peger på Mark Cavendish . Der kan næppe være den store tvivl om, at han er feltets hurtigste, når man ser på den imponerende fart, han viste i Emiraterne og UAE Tour, men hans positionering har godt nok været haltende i år. I Tirreno, hvor han havde planer om at deltage i to af de tre spurter, kom han aldrig frem, og i Emiraterne lykkedes det også kun den ene gang, hvor han til gengæld vandt. Nok synes han at have tårnhøj fart, men den gamle næse for positionering er væk. I søndags sad han dog ikke helt ringe, men desværre blev han alligevel lukket inde.

Spørgsmålet er, om Michael Mørkøv er nok til at gøre forskellen. Som sagt er han den eneste rytter, der reelt kan indgå i toget, og det er ikke meget. Heldigvis er der som sagt heller ikke mange andre stærke tog, og Mørkøv plejer at have en fornuftig næse for at placere sig rigtigt i de kaotiske finaler, som der burde være udsigt til her. Det kan dog sagtens ende med at gå galt, og i denne finale er slaget tabt, hvis det sker. Jeg vælger dog at stole så meget på Mørkøv, der er dette felts bedste lead-out man, at Cavendish kan sidde så fornuftigt, at han over 400 m med god plads til ikke at blive lukket inde kan lade sin fart tale.

Det er også en god chance for Nacer Bouhanni. Franskmanden viste i Touren, at han nok er bedre end længe, og hans spurt i onsdags bekræftede, at han også ser godt ud i år. Desværre udgik han med forkølelse, men ifølge holdet er han kommet sig godt. Bouhanni er ikke den positioneringsmester, han var engang, men han sidder som regel fornuftigt, og han er vild med finaler, der som denne er lidt kringlede. Også han lider dog af et svagt hold, hvor kun Clement Russo er en rigtig lead-out man, men kombinationen af den fart, han senest viste i Terni i onsdags og hans normalt gode næse for at sidde rigtigt, gør ham til en ganske sandsynlig vinderkandidat.

Som jeg skrev i analysen i søndags, er jeg ved at revidere opfattelse af, hvor hurtig Kaden Groves er. Hans spurter både på 2. og 7. etape i Tirreno var dybt imponerende, og han lignede en mand med en fart, der kunne matche de allerbedstes. Derfor må han også regnes som en af de allerhurtigste i dette felt, men jeg kan være bekymret for hans positionering. Hans BikeExchange-tog imponerede i Oman og på 2. etape i Tirreno, men her er de i en svagere formation med Alexander Konychev og Amund Grøndahl Jansen, der er en glimrende lead-out man, men gør debut efter noget sygdom og næppe er flyvende. I denne tekniske finale frygter jeg, at han sidder forkert, men lykkes det at sidde rigtigt, bliver jeg ikke spor overrasket, hvis han vinder.

Skal jeg gætte på, hvem der står stærkest i finalen, må det være Intermarché. De er her uden det meste af deres gode tog, men med Alexander Kristoff og Biniam Girmay sekunderet af Andrea Pasqualon kunne de have det bedste tog. Til gengæld er det uklart, om de spurter med den ene eller den anden. Normalt vil Kristoff være førstevalg, og jeg vil også tro, at han får chancen. Desværre er jeg bange for, at han mangler for meget fart i en spurt som denne, men med bare 400 m opløb og et godt lead-out fra Pasqualon i stil med det, vi så i søndags, er det ikke umuligt, at han vinder. Kører de i stedet for Girmay, har de måske endda et endnu bedre tog, da Kristoff har vist sig fremragende som lead-out man. I denne form for let sprinterløb er der dog nok hurtigere folk end ham, og også han skal derfor vinde via sit hold.

UAE giver endnu en chance til Sebastian Molano, der med sin klatring i UAE Tour så ud til at være i forrygende form. Dette er også et felt, hvor han har en reel chance for at vinde, og hans tog med Alessandro Covi, Ivo Oliveira og Ryan Gibbons ser heller ikke værst ud. Det er dog en kombination, vi sjældent har set, og de kan mangle noget rutine. Heldigvis er Molano som regel god i positionskampen selv, men jeg frygter alligevel, at han vil sidde lidt for langt tilbage i forhold til den fart, han har vist i år.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

En rytter, der kan glæde sig over sit hold, er Simone Consonni. I forvejen er han positioneringsstærk, og her har han i Davide Cimolai en af de bedste lead-out men. Holdet har tillige Szymon Sajnok, og det vil derfor undre mig, hvis Consonni ikke sidder godt. Han mangler dog noget fart, som vi senest så i sidste uge, og han skal derfor bruge lidt held for faktisk at vinde. Med et godt Cimolai-lead-out er det dog ikke umuligt. Jeg tør heller ikke helt udelukke, at de kører for Cimolai. Han er normalt lead-out man, men hans gode spurt i søndags kan måske give ham en chance. I givet fald er det ham, der har en forrygende lead-out man, da Consonni har vist sig fremragende i den rolle.

Det er interessant, hvad Total gør. Mit bedste bud er, at de kører for Peter Sagan, der har brug for at teste sig selv igen inden på lørdag, men jeg tror ikke, han vinder. Formentlig ender han igen helt fremme, som han gjorde i Tirreno, inden han blev syg, for denne kringlede finale er en gave for ham. Vi så dog også, at han mangler fart, og derfor anser jeg ham - også med hans elendige forberedelse - som en usandsynlig vinder. Jeg håber i stedet, at de kører spurten for Niccolo Bonifazio. Sagan vil være verdens bedste lead-out man i denne form for finale, og Bonifazio er også selv vild med sene sving. Han spurtede aldrig rigtigt, men han klatrede imponerende i Paris-Nice og synes i form. Med et godt lead-out fra Sagan er det i denne finale ikke umuligt, at han kan vinde, men desværre tror jeg ikke, at han får chancen.

Jeg var meget skuffet over den spurt, Matteo Moschetti kørte i søndags. Endelig kunne han spurte, men han stod nærmest stille. Han fik dog også åbnet alt for tidligt i den hårde modvind, og vi så med sejren i Valencia, at han burde have en reel chance for at vinde i dette felt. Desværre er han nærmest uden støtte på et hold, hvor Tony Gallopin og Jacopo Mosca vel er bedste bud på en form for tog. Han positionerer sig ganske vist fornuftigt selv, men spørgsmålet er, om toget ikke er for svagt, når han var så skuffende i søndags.

Movistar stiller med Max Kanter og Ivan Garcia Cortina, men logikken siger, at der satses på tyskeren i denne spurt. Normalt kan holdet ikke støtte ham meget, men i dette felt ligner et tog med Gonzalo Serrano, Alex Aranburu og ikke mindst Garcia Cortina faktisk ikke det værste. Kanter viste god fart i UAE Tour, og jeg tror, at han på ren hurtighed har en reel chance for at vinde i dette felt. Desværre er han positioneringssvag, og selvom toget ser fornuftigt ud, tror jeg ikke, at det rækker i denne finale.

Det gør det desværre næppe heller for Alberto Dainese. Han nåede i søndags at vise, at han stadig er lynhurtig og utvivlsomt også hurtig nok til at vinde her. Desværre er hans positionering aldrig lykkedes i å, og i dette løb har han kun støtte fra Nikias Arndt. I en finale med en bare 400 m lang opløbsstrækning har jeg meget svært ved at tro, at det projekt kan gå godt. Hvis til gengæld heldet er med, og han sidder rigtigt, kan sagtens vinde på sin fart.

Det sene sving er en katastrofe for Jakub Mareczko . Det er svært at tro, at han vil sidde rigtigt i denne kringlede finale, men måske har han en bedre chance end som så. Han er faktisk en af de få, der kan mønstre et tog med flere hurtige folk i form af Simon Dehairs, Lionel Taminiaux, Kristian Sbaragli og Tobias Bayer. Til gengæld er det også en helt uprøvet kombination, og det vil alligevel overraske, hvis Mareczko af alle skulle sidde rigtigt i en finale med et sent sving. Hvis det lykkes, synes farten dog stadig fin.

Hos Israel-Premier Tech stiller de med Itamar Einhorn, der ikke har kørt mange løb i år. Desværre lider han under et meget svagt tog, der vel kun tæller Corbin Strong og Omer Goldstein, som er uden rutine i at køre sammen. Heldigvis viste han sidste år, at han faktisk positionerer sig fint, og hans sejr i Slovakiet vidner om, at han fart fører ham ganske langt i dette felt. Med dette hold vinder han ikke, men holder han sig fremme, kan han lave et godt resultat.

Endelig er der Michele Gazzoli. Italieneren kan vel ikke regnes som rigtig sprinter, men hans spurter i Algarve var ganske pæne, og her klarede han også positionskampen fint. Astana har ganske vist Fabio Felline, Gleb Brussenskiy og Yevgeniy Gidich, men det er stadig svært at tro, at han ender som en vinder i positionskampen, og da han også må mangle noget fart, vil det overraske at se ham helt fremme.

Jeg tror ikke meget på de øvrige hold. Hos Ag2r kan Andrea Vendrame med sin positionering ende fint, men vinde kan han ikke. Hos Bardiani har det slet ikke fungeret for Filippo Fiorelli og Sacha Modolo i år, og hos Bora mangler Marco Haller fart og støtte. Hos Drone Hopper har Eduard Grosu set skidt ud i år, selvom han netop har fået to 6. pladser på lavere niveau. Jeg tror egentlig, at Giovanni Lonardi har en fornuftig fart hos Eolo, men hans positionering fungerede slet ikke i sidste uge, og nu er han uden Vincenzo Albanese. Hos Ineos vil Ben Swift måske blande sig, men han mangler farten, og EF er mødt til et sprinterløb uden sprinter.

 Livestream Milano-Torino og Nokere Koerse til halv pris

 Sæt dit hold til klassikerspillet - Præmier for over 20.000 kr.

***** Mark Cavendish

**** Nacer Bouhanni, Kaden Groves

*** Alexander Kristoff, Biniam Girmay, Sebastian Molano, Simone Consonni, Niccolo Bonifazio

** Peter Sagan, Matteo Moschetti, Max Kanter, Alberto Dainese, Davide Cimolai, Jakub Mareczko, Itamar Einhorn, Michele Gazzoli

* Giovanni Lonardi, Andrea Vendrame, Filippo Fiorelli, Marco Haller, Sacha Modolo, Eduard Grosu, Ben Swift, Ivan Garcia Cortina, Andrea Pasqualon, Nikias Arndt, Filippo Tagliani, Michael Mørkøv, Ryan Gibbons

Danskerne

Michael Mørkøv skal spille sin sædvanlige nøglerolle som sidste mand for Mark Cavendish på Quick-Step. På Trek skal Asbjørn Hellemose støtte Matteo Moschetti, mens Frederik Wandahl på Bora skal støtte Marco Haller, men i lyset af holdets begrænsede chancer kan han måske få lov at vise sig frem i udbrud.

Tidligere års løb

Du kan gense Arnaud Demares sejr fra 2020, som er det eneste år, hvor løbet i nyere tid har haft en sprintervenlig udgave. Dengang sluttede løbet dog ikke i Rivoli.