Optakt: Milano-Torino

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts har været Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo har Giro dell’Appennino herefter været det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Nu er der heller ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour har på bare en måned udgjort en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien, og i de seneste mange år har Milano-Torino med sin afslutning på den stejle Superga-stigning i udkanten af Torino været den sidste og vigtigste test inden årets sidste monument.

Milano-Sanremo og Il Lombardia er de to største italienske endagsløb, men de er ikke de ældste. Den ære tilfalder Milano-Torino, der første gang blev afviklet helt tilbage i 1876, da 8 ryttere begav sig ud på turen mellem to af Italiens største byer. Kun fire af dem nåede Torino, og tilsyneladende var denne første udgave ingen succes. I hvert fald tog det 18 år, inden man forsøgte sig igen, og de første år blev løbet derudover kun afviklet i 1896, 1903, 1905 og 1911. Fra 1913 var der endelig nogen kontinuitet, og i resten af århundredet blev løbet afviklet næsten hvert år med kun nogle få afbrydelser under verdenskrigene samt i 1920erne og i 1986.

I de tidlige år var det det indledende løb i den italienske sæson og fandt sted i marts syv dage før Milano-Sanremo, men i 1987 blev det rykket til anden halvdel af sæsonen, hvor det blev afviklet enten sent i september eller først i august, så man kunne undgå det uforudsigelige italienske forårsvejr. Enkelte gange flyttede arrangørerne det tilbage til foråret, men i nu mere end 30 år har det hovedsageligt kendt som et af de allerstørste løb mod slutningen af året. Som et af Italiens vigtigste løb er det naturligvis blevet vundet af mange af de største stjerner, og på vinderlisten finder man navne som Fiorenzo Magni, Ferdi Kubler, Miguel Poblet, Gianni Motta, Roger de Vlaeminck, Giuseppe Saronni, Francesco Moser, Phil Anderson, Gianni Bugno, Rolf Sørensen, Laurent Jalabert, Michele Bartoli og Alberto Contador. Faktisk er det det eneste endagsløb, som Contador vandt i løbet af sin glorværdige karriere.

Uheldigvis kom løbet i økonomiske vanskeligheder i 2000erne, og efter kortvarigt er være flyttet tilbage til foråret fra 2005 til 2007 forsvandt det fra kalenderen i 2008. Det blev ikke afviklet, før Giro-arrangørerne fra RCS Sport greb ind og nåede en aftale med de hidtidige arrangører, Associazione Ciclistica Arona, om at stå for afviklingen i de følgende tre år.

Med RCS ombord har løbet i de senere år oplevet en genopblomstring, og det har i en periode været et reelt mål for mange af verdens bedste klatrere. Sammen med Il Lombardia og Gran Piemonte har det udgjort RCS’ store efterårsserie Trittico dei Autunno, der normalt er blevet afviklet over over fire dage med Milano-Torino om onsdagen, Gran Piemonte om torsdagen og Il Lombardia om lørdagen. Da det er levet afviklet bare få dage inden Lombardiet og ligeledes har været et løb for klatrere, har det været den perfekte sidste test forud for det store italienske monument. Derudover har RCS’ engagement betydet, at feltet er blevet voldsomt forstærket og langt mere internationalt, og nu er det placeret lige under WorldTouren som et meget vigtigt 1.Pro-løb.

Milano og Torino ligger begge på Po-sletten, der er den fladeste del af Italien, og derfor har det traditionelt været en af de hurtigste italienske klassikere og skabt til sprintere. Derfor var placeringen inden Milano-Sanremo helt naturlig, og det var for de hurtige folk den sidste test inden årets første monument. Løbet har imidlertid fuldstændig ændret natur, siden man inkluderede Colle de Superga-stigningen. I de første år rundede man toppen med 16 km igen og kørte derefter ned til målet på Fausto Coppi-velodromen i Torino. I 2012 blev målstregen imidlertid flyttet til toppen af stigningen, der siden er blevet forceret to gange i den absolutte finale, og det gjorde løbet til et af de få endagsløb, som de rene klatrere kan gå efter. Faktisk har den type ryttere haft en endnu bedre chance her, end de har haft i Lombardiet, hvor målstregen aldrig ligger på toppen og de sidste stigninger ofte er korte og eksplosive. Ændringen kan klart aflæses af vinderlisten, idet Contador, Diego Ulissi, Giampaolo Caruso, Diego Rosa, Miguel Angel Lopez, Rigoberto Uran, Thibaut Pinot, Michael Woods og senest Primoz Roglic har vundet, siden man flyttede målet til toppen.

Fra 2022 blev det imidlertid anderledes. Afslutningen på Superga-stigningen var elsket af mange, men RCS har haft et ønske om at bringe løbet tilbage til rødderne. Fremover vil løbet nu igen blive afviklet om foråret, og det vil igen fungere som den sidste test inden Milano-Sanremo. Det sker som led i en omstrukturering af kalenderen, hvor Tirreno-Adriatico nu afvikles helt parallelt med Paris-Nice og slutter søndagen og ikke tirsdagen inden Milano-Sanremo. Det giver plads til, at Milano-Torino kan afvikles om onsdagen i en manøvre, der til gengæld er gået ud over GP Industria, som med en placering mellem Strade Bianche og Tirreno-Adriatico havde oplevet en opblomstring. Den nye placering af etapeløbet har umuliggjort den placering, og nu må løbet i stedet leve med en meget lidt attraktiv placering søndagen efter Coppi e Bartali, der afsluttes bare dagen inden - endda i en af årets allertravleste uger.

Flytningen af Milano-Torino har også den konsekvens, at ruten ændres. I efteråret var det opvarmning til Il Lombardia, og derfor skulle det være designet til klatrere. Nu er det imidlertid opvarmning til Milano-Sanremo, og derfor skal det være designet til sprinter. Det har betydet, at Superga-stigningen udgår, og dermed venter der blot en næsten helt flad tur hen over Po-sletten, hvormed løbet også rutemæssigt vender tilbage til rødderne. Faktisk var det allerede tilfældet i 2020, hvor den særegne coronakalender betød, at løbet netop afvikledes onsdagen inden Milano-Sanremo, dengang dog i august, og også her gjorde man brug af en helt flad rute, som gav spurtsejr til Arnaud Demare.

Sidste års udgave var altså den første i det ”nye, gamle” format, og her endte det hele i den helt forudsigelige massespurt. Det blev domineret af Quick-Step, hvor Michael Mørkøv kørte så fremragende et lead-out, at han blev nr. 7, mens hans kaptajn, Mark Cavendish, sejrede foran Nacer Bouhanni og Alexander Kristoff. Cavendish vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang for Astana og vil igen være oppe mod Bouhanni, men der bliver ingen Kristoff, da hans nye Uno-X-hold heller ikke i år deltager i løbet.

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

STREAM NOKERE KOERSE OG MILANO-TORINO UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Som sagt har arrangørerne taget konsekvensen af den nye kalenderplacering og ladet løbet blive til det, det tidligere var, nemlig forberedelse til Milano-Sanremo. Det er heldigvis ikke noget problem for en begivenhed, der afvikles på den pandekageflade Po-slette, og faktisk har løbet jo også i de senere år i alt væsentligt været som et billardbord. Her er en hel dag i fladlandet dog blevet afsluttet med to ture op ad Superga-stigningen i udkanten af Torino, men ved at droppe denne særlige afslutning får man et løb, der er så sprintervenligt, at det er svært at finde tilsvarende flade endagsløb. Sådan var det, da løbet kortvarigt havde rollen som Sanremo-opvarmning i 2020, sådan var det i den første forårsudgave i 2022, og sådan vil det være igen i 2023. Man synes dog at ville benytte forskellige Torino-forstæder som målbyer, for efter besøgene i Stupinigi i 2020 og i Rivoli i 2022, skal man denne gang slutte i Orbassano.

Nok er løbet Sanremo-opvarmning, men det har ingenlunde monumentdistance. I alt skal der således tilbagelægges 192,0 km mellem Rho og Orbassano, der er forstæder til hhv. Milano og Torino, hvormed løbet i alt væsentligt lever op til sit navn. Terrænet omkring Milano er som bekendt fladere end den fladeste pandekage, og derfor er der igen væsentlige udfordringer, når man lægger ud med at køre ad Po-sletten fra Milanos vestlige udkant mod vest og senere sydvest igennem sidste års startby, Magneta, der nås efter 13,4 km forbi den store by Novara og frem til Vercelli, der nås efter 61,0 flade kilometer.

Her drejer man igen mod vest, hvorefter det begynder at stige ganske, ganske svagt, og sådan fortsætter det, når man i udkanten af Santhia igen drejer mod sydvest. I byen Caluso, der nås efter 104,2 km begynder det i stedet at falde let ned til Dan Banigno Canavese, der passeres efter 117,5 km. Nu er man ganske tæt på Torino, men i stedet for at køre ind mod storbyen kører man kortvarigt mod nordvest ad let stigende veje, inden man snor sig mod sydvest og nordvest frem til Fiano, der passeres efter 147,7 km.

Her sætter man kursen mod syd, idet det nu i stedet fader let ned til Pianezza, der passeres efter 160,8 km. Nu er man helt tæt på Torino, men man drejer mod sydvest for at køre væk fra byen igennem fladt terræn frem til det vestligste punkt i Avigliana, der passeres efter 175,3 km. Herfra sætter man kursen mod sydvest igennem let stigende terræn, indtil det i byen Trana, der passeres efter 180,7 km begynder at falde let ind mod målbyen. Det falder let hele vejen frem til sidste kilometer, der stiger let med 0,1% i snit. Det går ad en lang, lige vej igennem to rundkørsler med hhv. 2700 m, 2400 m og 1800 m igen, indtil man drejer skarpt med 900 m igen. Herefter er der yderligere et sving med 700 m igen, inden man skal igennem en rundkørsel, der leder ind på den 400 m lange og 8,5 m brede opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt 833 højdemeter mod 1166 højdemeter i 2022 og 930 højdemeter ved det første fladbaneløb i 2020.

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

STREAM NOKERE KOERSE OG MILANO-TORINO UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Mens Nordeuropa stadig er ramt af et møgforår, ser det anderledes ud i Italien. Her venter en onsdag, der vil starte helt skyfri, mens der i finalen kun vil være enkelte skyer, mens temperaturen under løbet vil vokse fra 13 til 15 grader. Det blæser meget sjældent på Po-sletten, men denne gang vil der faktisk være lidt vind fra start, hvor det vil blæse med 19 km/t fra nord. Det vil dog gradvist aftage, og når man når Vercelli cirka en tredjedel inde i løbet vil styrken være aftaget til 15 km/t og retningen gået i nordøst. I den sidste del af løbet, hvor man kører rundt om Torino vil det kun blæse let (8-11 km/t) fra først sydøst og siden sydsydøst. Det giver sidemedvind fra start, men efterhånden som vinden gradvist skifter retning, vil der periodevist være ren medvind, inden man igen får sidemedvind. Til slut får man hovedsageligt sidemodvind over de sidste ca. 45 km, dog med et sidevindsstykke undervejs, mens der igen vil være sidemodvind på den lange vej ind til målbyen, hvor man får sidemedvind med 900 m igen og sidemodvind over de sidste 400 m.

Favoritterne

Det gør en lille smule ondt at skulle skrive denne optakt til Milano-Torino. Jeg er næppe den eneste, der elskede afslutningen på Superga-stigningen, der altid gav nogle fascinerende opgør - senest mellem Primoz Roglic og Adam Yates på en dag, hvor Tadej Pogacar led et sjældent nederlag i et cykelløb. Med Il Lombardia lige forude var det ikke blot den perfekte sidste test. Det var også med til at opbygge spændingen og øge forventningen til årets sidste monument.

I princippet skulle løbet have samme rolle, bare for Milano-Sanremo, nu hvor det vender tilbage til rødderne. Sådan var det jo også i gamle dage, men eksperimentet må siges at være mislykket. Med en rute, der er skabt til rene sprintere, minder løbet meget lidt om det, der venter på lørdag, hvor sprinterne i de senere år har fået det sværere og sværere. Det kunne ses på startlisten sidste år, og det kan ses på startlisten igen i år, hvor det vel kun er Andrea Vendrame, Biniam Girmay og Fernando Gaviria, der ventes at have kaptajnroller i begge løb. Med den helt flade rute er der for meget sprinterløb over dette løb, og det hjælper ikke, at man har brug for at komme sig efter de to hårde etapeløb i sidste uge.

Om det vil ændre sig i de kommende år, må tiden vise, men lad os alligevel glæde os over det sprinteropgør, vi har udsigt til. I fraværet af næsten alle topnavnene er det nemlig et uhyre åbent løb, hvor knap så sejrsvante ryttere har mulighed for at sikre sig den store skalp, det vil være, hvis man vinder verdens ældste endagsløb.

En massespurt bør vi i hvert fald få, som vi også fik det, da løbet i 2020 kortvarigt spillede samme rolle - dog med et betydeligt mere Sanremo-agtigt felt, der talte navne som Caleb Ewan, Arnaud Demare og Wout van Aert - og som vi fik det i det første forsøg med den nye kalender. Næsten hold stiller med en eller anden form for sprinter, og når et løb har ry som sprinterløb, har det så stor indvirkning på trupperne, at det er svært at undgå en massespurt.

Selvom vi helt sensationelt fik sidevindskørsel den sidste kuperede udgave i 2021, inden de nåede frem til Superga-stigningen, blæser det stort set aldrig på Po-sletten. Det vil det faktisk gøre i morgen, hvor vindstyrken fra start kan være småfarlig, og vindretningen er endda helt rigtig. Derfor vil jeg forvente, at det kan være ret nervøst, men vi får næppe sidevindskørsel. Vinden aftager nemlig gennem hele dagen, og over den sidste halvdel vil vinden slet ikke være stærk nok. Skulle den kortvarigt splitte helt fra begyndelsen, vil det gå i sig selv, når der er så langt hjem, og det er derfor også tvivlsomt, om der er nogen, der vil gøre brug af det.

Jeg forventer derfor et ret traditionelt løb, hvor de små hold sammen med de hold, der mest af alt bruger løbet som træning - eksempelvis EF og Ag2r - vil danne et udbrud. Det vil formentlig blive jagtet af Jayco og Movistar, der kan ventes at tage hovedansvaret, men jeg kunne også godt se Intermarché, Bora og måske endda Astana med den forsvarende vinder, Mark Cavendish give en hånd med. De vil næppe tage chancer, hvorfor spurten bliver meget svær at undgå.

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det er ganske interessant, at de vil variere ruten fra år til år. Det giver nye finaler, og ligesom sidste år den ret kringlet. Hele tre sving på de sidste 900 m - det sidste med bare 400 m igen - betyder, at det er en spurt, hvor positionering betyder alt. Til gengæld er opløbsstrækningen enormt bred, hvorfor man næppe bliver lukket inde, men 400 m er ikke meget tid til at rette op på en dårlig position. Det handler derfor i alt væsentligt om positionering.

Sidste år var løbet kendetegnet ved, at det var meget få gode tog, fordi de fleste hold havde en masse klatretyper, der formentlig lige skulle holde benene i gang inden på lørdagens løb. I år er det imidlertid tydeligt, at løbet mere betragtes som et mål i sin egen ret, og vi har derfor betydeligt stærkere tog til start.

Som sagt anser jeg løbet som ganske åbent, men jeg prøver at gå med Biniam Girmay. Som jeg har skrevet flere gange i disse optakter, har jeg været imponeret over hans fart, og han har nået et stadium, hvor jeg tror, at han kan true de bedste, også i de rene sprinterløb. Jeg vil stadig regne Dylan Groenewegen og nok også Fernando Gaviria som hurtigere end ham, men han har noget, de ikke har, nemlig sin eminente positionering. Det kiksede på sidste etape i Tirreno, men generelt har han siddet fremragende hver eneste gang.

Derfor er denne tekniske finale en gave, og det bliver endnu bedre af hans tog. Jeg har ganske vist været skuffet over Mike Teunissen i år, men det er svært at komme uden om, at han er bedste lead-out man i dette felt. Derudover tæller toget Sven Erik Bystrøm, Loic Vliegen og Niccolo Bonifazio, og det ligner en formation, der kan tage kontrol gennem de sidste tre sving. Det er klart, at han nok ikke skal have Groenewegen eller Gaviria lige bag sig, og derfor er han lidt afhængig af held, men med tanke på deres positionering er chancen for, at de kikser, ganske stor. Det gør Girmay næppe, og derfor tror jeg på, at han kan tanke Sanremo-selvtillid med en sejr. Holdet har også Bonifazio, der kunne være en joker, hvis Girmay ikke vil tage chancer inden lørdag. Kører de for ham, har han det bedste tog, og så kan man bestemt ikke udelukke, at han kan vinde i denne kringlede finale, for han virker ganske flyvende lige nu.

Der bør ikke være tvivl om, at Dylan Groenewegen er hurtigste mand i dette felt, ikke mindst efter så let et løb som dette. Det viste han særligt med sejren i UAE Tour, hvor han så skræmmende hurtig ud, men han havde slet ikke samme fart på 6. etape eller på 2. etape i Tirreno. Til gengæld spurtede han godt i søndags, og jeg vil efter dette nemme løb tro, at han vinder, hvis han sidder rigtigt. Problemet er bare den tekniske finale. Vi ved, at han har det svært med positioneringen, og selvom det generelt er gået godt i år, så vi, at det som ventet gik helt galt i den tekniske finale på 3. etape i onsdags. Nu er han endda uden Luka Mezgec, der hviler inden på lørdag. Toget med Zdenek Stybar, Elmar Reinders og Blake Quick er stadig stærkt, men unge Quick er meget urutineret. Jeg frygter, at det går galt, og at han vil sidde for langt tilbage, men kommer han godt gennem sidste sving, tror jeg til gengæld også, at han vinder.

Jordi Meeus har med sine mange podiepladser kredset om den forløsende sejr, og her har han endelig en god chance. Det gik ikke i Tirreno, hvor han var stort set helt alene, men her har han et tog med Shane Archbold og Matthew Walls. De har ikke kørt meget sammen, hvad der gør det meget usikkert, men de har i hvert fald noget fart. Meeus positionerer sig også godt, hvad han har vist hele året, og jeg føler mig fortrøstningsfuld i forhold til, at han vil sidde fornuftigt. Med den spurtstyrke, han har vist i år, bør han også have en chance for at slå alle, hvis ikke han skal spurte direkte mod Groenewegen. Måske er det i morgen, at han endelig får sin fortjente sejr. Holdet har også Walls, men da han er på vej tilbage fra sit grimme styrt i august og næsten ikke har kørt i år, kan han kun være plan B.

Den anden, der formentlig kan slå Girmay på fart, er Fernando Gaviria, der jo er genfødt i år. Han lider i denne tekniske finale voldsomt af et meget svagt hold, som han har gjort i mange af årets løb, og det gælder særligt, når det er så uhyre kringlet. Denne gang er han endda uden Albert Torres, og det er vel kun Gonzalo Serrano, der har farten til at agere en eller anden form for lead-out man. Denne gang kan han grundet de mange sving heller ikke lave det overraskelsesangreb, der har givet ham to pladser i år, og han er derfor helt afhængig af at finde et godt hjul, der fører ham frem inden svinget med 400 m igen. Det er indlysende, at det er en meget usikker strategi, der formentlig går galt, som det også oftest gjorde i både Emiraterne og Tirreno, men har han heldet, har han farten til at vinde.

Det er en stor chance for Matteo Moschetti, der har vist, at han har farten. Det så vi med den meget overbevisende spurt, der gav ham sejren i et meget stærkt felt i Almeria, hvor han overspurtede blandt andre Meeus. Problemet er, at de har sendt en masse lead-out-folk til Nokere, og derfor har han igen et svagt hold. Det gør ham til et usikkert kort, for selvom han både i onsdags og i Almeria viste evnerne i positionskampen, så vi også i Tirrenos to øvrige spurter, at han sad alt for langt tilbage. Det sker med nogen sandsynlighed igen, men sidder han lige så godt som i onsdags, har han en helt reel chance for at vinde.

Sidste år blev Nacer Bouhanni kun akkurat slået af Cavendish i dette løb, og det bekræftede bare, at han var ved at genfinde sin fart. Nu er han desværre på vej tilbage efter sin lange skadespause, og selvom hans 10. og 11. plads i Tirreno ikke var ringe, er han ikke som for et år siden. Heldigvis viste hans kørsel i sidste uge, at han stadig positionerer sig fint, og her har han faktisk et ret stærkt tog, der med Donavan Grondin, Jenthe Biermans og Luca Mozzato ligner et af de stærkeste. Måske er de endda så stærke, at de kan dominere, og så burde Bouhanni ikke være blevet så langsom, at han ikke kan vinde. Den tekniske finale hjælper ham i hvert fald i kraft af det stærke tog og hans gode positionering.

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Det bliver også spændende at se Arvid De Kleijn. Det var svært ikke at blive imponeret over deres træfsikkerhed i det ekstremt stærke felt i Emiraterne. Næsten hver gang sad hollænderen godt, og han manglede ikke alt for meget i fart i forhold til verdenseliten. Her er han til start med det samme stærke tog med Mika Hemig, Maikel Zijlaard og Sebastian Changizi. De mangler rutine, men gør de det lige så godt som i Emiraterne, kan de måske lukrere på denne tekniske finale til at slå ryttere, der stadig er lidt hurtigere end De Kleijn.

Jeg er ret spændt på Matteo Malucelli. Den fart, han viste på sidste etape i Saudi Tour, fulgte fint op på den fornemme fart, vi så sidste år både i Emiraterne og på Sicilien. Samtidig har han imponeret mig meget med sin positioneringsevne, også i løb, hvor han har begrænset støtte. Det har han desværre også her, hvor han har god hjælp af Alexander Salby, der må være plan B, men danskeren er uden den store erfaring. Heldigvis er han god på egen hånd, og jeg tror, at farten rækker langt, men lidt held skal han formentlig bruge.

Sidste år vandt Mark Cavendish dette løb, men primært grundet et suverænt lead-out fra Quick-Step. Kontrasten kunne derfor ikke være større end til årets løb, hvor han nok engang betale prisen for et svagt hold. Denne gang ligner toget med Davide Martinelli, Gleb Syritsa og Cees Bol dog det klart bedste, han har haft endnu, selvom det med Martinelli og Bol slet ikke fungerede i Emiraterne. Derfor er det svært at tro på ham i denne kringlede finale, hvor han formentlig igen misser top 10. Med formstærke Bol som sidste mand og et svagere felt end i Emiraterne er chancen dog bedre end hidtil, og han viste i Emiraterne, at han fortsat har lidt fart, selvom den næppe længere er nok til at vinde. Taber han hjulet, er formstærke Bol selv kandidat til et topresultat, men næppe til en sejr.

DSM giver igen chancen til Casper van Uden, der jo er et af de allermest lovende sprintertalenter. Desværre er han kommet skidt i gang, men i de seneste løb, hvor han har været hjælper for Sam Welsford, har det set meget bedre ud, ikke mindst i det hårde løb i Drenthe i søndags. Han burde have en fart, der rækker langt, og hans tog med Alex Edmondson, Niklas Märkl og Marius Mayrhofer har også masser af fart. De mangler dog en masses rutine, og risikoen for, at det går galt i denne tekniske finale er i hvert fald stor - og så skal Van Uden spurte bedre end i Saudi Tour.

Ag2r kommer med Andrea Vendrame, der egentlig er stoppet med at køre klassiske massespurter, men har tænkt sig at blande sig, som han gjorde, da han sidste år endte som nr. 6. Han har slet ikke farten til at vinde, men han er god i positionskampen, og hans tog med Greg Van Avermaet, Oliver Naesen og Lawrence Naesen , der må være plan B, ser godt og erfarent ud. Han var i storform i Laigueglia, men desværre kostede styrtet i Strade ham deltagelse i Tirreno. Her handler det dog mest om positionering, og den kunst mestrer han. Han er sandsynlig i top 10, men en meget usandsynlig vinder.

Jeg er spændt på Luca Colnaghi. Italieneren har taget et stort skridt frem i år, hvor han var fast i top 15 i både UAE Tour og Emiraterne. I begge løb var felterne betydeligt stærkere end her, og det lover godt. Han har vist, at han kan positionere sig, og særligt hans top 10 i søndags vidner om en relativt god fart. Nu styrkes han endda af støtten fra Iker Bonillo og særligt Filippo Fiorelli, og det stiller ham blot endnu bedre, selvom han næppe går på podiet. Tidligere havde Fiorelli nok været plan A, men han synes i stigende grad at køre for andre og har ikke for alvor blandet sig fremme i spurterne på dette niveau i nogen tid, slet ikke i lette sprinterløb som disse.

Trek kommer med Jon Aberasturi, men det er en svær opgave. Hans eneste reelle støtte på et femmandshold er nemlig Jacopo Mosca. Vi så til gengæld i Argentina, at han stadig har en ganske fin fart, mens hans gamle positioneringsevne var til gengæld helt væk. Man kan håbe, at han genfinder den til denne lejlighed, for i gamle dage var han stærk, også på egen hånd, men i denne tekniske finale ligner det en svær mission med så svag en støtte.

Corratec kommer med Attilio Viviani , der i San Juan viste noget af det bedste, vi har set fra ham. Han styrtede ud af Tirreno, og derfor ved vi ikke helt, hvor han står, men i dette lette sprinterløb burde han kunne gøre det pænt. Han har aldrig positioneret sig specielt godt, men det gik jo pænt i Argentina, og hans tog med Stefano Gandin og Alexander Konychev er ikke helt ringe. Desværre for ham er denne finale også meget teknisk, og dybden af sprinterfeltet er meget større end i Argentina. Derfor misser han formentlig helt ud.

Itamar Einhorn har flere gange vist, at han har en fin fart, også til dette niveau. I år er det imidlertid ikke gået godt, fordi han har haft begrænset støtte, og det har han desværre også her, hvor kun Jens Reynders kan kaldes en regulær lead-out man. Det er alt for lidt i dette felt og denne tekniske finale, og han skal derfor bruge masser af held. Farten bør dog føre ganske langt.

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Det er svært at tro på de andre hold. EF bruger ligesom sidste år løbet som træning, og det er ikke sandsynligt, at Jens Keukeleire, Julius van den Berg og Lukasz Wisniowski spurter - og selvom Richard Carapaz er perfekt castet til dette løb, vinder han næppe. Eolo kommer med Giovanni Lonardi, der har haft en forfærdelig sæsonstart og er svag i positionskampen, hvilket trods pæn støtte fra Mirco Maestri, Simone Bevilacqua og David Martin er en katastrofe i denne finale.

OPDATERING: Ved en fejl fremgik Julius van den Berg og ikke Marijn van den Berg af min startliste. Det giver EF en sprinter at satse på, men han har det svært i positionskampen, hvorfor denne finale passer ham dårligt. Han mangler tillige noget fart, men har pæn støtte fra Lukasz Wisniowski, Jens Keukeleire og Alberto Bettiol.

***** Biniam Girmay

**** Dylan Groenewegen, Jordi Meeus

*** Fernando Gaviria, Matteo Moschetti, Nacer Bouhanni, Arvid De Kleijn, Matteo Malucelli

** Niccolo Bonifazio, Mark Cavendish, Casper van Uden, Cees Bol, Andrea Vendrame, Luca Colnaghi, Jon Aberasturi, Marijn van den Berg, Attilio Viviani, Itamar Einhorn

* Giovanni Lonardi, Matthew Walls, Filippo Fiorelli, Luca Mozzato, Jenthe Biermans, Alexander Salby, Lawrence Naesen, Marius Mayrhofer, Blake Quick, Sebastian Changizi, Mika Heming, Gleb Syritsa, Oliver Naesen, Jens Keukeleire, Gonzalo Serrano, Alexander Konychev

Danskerne

På Tudor skal Sebastian Changizi køre lead-out for Arvid De Kleijn, og på Bingoal må Alexander Salby ventes at have samme rolle for Matteo Malucelli. Begge ligner dog plan B for kaptajnen, hvis denne har uheld. Endelig skal Asbjørn Hellemose på Trek støtte Jon Aberasturi.

Tidligere års løb

Du kan gense Mark Cavendishs sejr fra 2022 og Arnaud Demares sejr fra 2020, som er de eneste år, hvor løbet i nyere tid har haft en sprintervenlig udgave. I begge tilfælde var målbyen dog en anden.

STREAM NOKERE KOERSE OG MILANO-TORINO UDEN AFBRYDELSER