Optakt: Milano - Sanremo

nullMeget forår er der dog typisk ikke over Milano – Sanremo, der flere gange er blevet kørt på regnvåde veje i det nordlige Italien, og selvom det ser ud til at holde tørt på lørdag, så lover temperaturerne ikke mere end omkring de 10 grader, hvilket ikke ligefrem er det, man forbinder med forår i Italien. Til gengæld bringer Lance Armstrong solskin ind over løbet ved sin deltagelse, og selvom han ikke kan regnes blandt favoritterne, så må man alligevel sige, at han har bragt fornyet fokus på cykelsporten i de løb, han hidtil har deltaget i.

Løbet er ligesom Tirreno-Adriatico blevet en del af World Calendar, hvilket betyder, at der modsat sidste år igen er verdensranglistepoint på spil, noget der utvivlsomt vil glæde den nuværende mand i front, Allan Davis (Quick-Step), der godt kan gå hen og lave et godt resultat i løbet, hvis han da ikke skal ofre sig for sin holdkaptajn, Tom Boonen.

Ruten
Turen fra millionbyen Milano til Sanremo på den italienske Riviera er den samme som sidste år, hvilket betyder, at rytterne endnu engang skal køre 298 kilometer, og det gør Milano – Sanremo til det klart længste endagsløb på den internationale kalender. Længden har selvfølgelig betydning for løbets resultat, men i snart mange år har distancen nok nærmere lukket løbet i stedet for at åbne det, fordi distancen formentlig har været medvirkende til at tage toppen af de lette rytteres acceleration på de afsluttende stigninger. Det har i stedet betydet, at de mere hårdføre sprintere har kunnet sidde med, hvorefter afgørelsen skulle falde i Sanremos gader.


(Klik på profilen for at se den i større format)

Efter mange års stilstand i udviklingen af løbet introducerede arrangørerne sidste år stigningen Le Manie, der er med igen i år, og som har sin top efter 204 kilometers kørsel. Selve stigningen er ikke noget specielt (4,7 km, 6,7 %), men alligevel blev sidste års udgave af Milano – Sanremo den mest åbne og underholdende i lange tider. Om det skyldtes Le Manie er svært at sige, men jo flere stigninger der er i løbet, jo mere mærket vil de tungere ryttere også blive. Derfor skal det blive spændende at se årets udgave, fordi det vil give et mere reelt billede af løbets nye muligheder og fremtidige underholdningsværdi.

Udover Le Manie holder ruten sig ellers tro mod de tidligere udgaver. Det betyder, at de første 200 kilometer kun byder på én udfordring, Passo del Turchino, der ligger efter 50 kilometer. Det er en stigning, der om ikke andet betyder, at løbets går ind i sin mere afgørende fase, hvor en serie af små stigninger skal teste ryttere. Fra Turchino er der et par små stigninger indtil Le Manie, men efter den nye stigninger tager intensiteten til og de små Capos kommer som perler på en snor startende med Capo Mele over Capo Cervo til Capo Berta, der ligger med 40 kilometer til mål.

Herfra kommer løbets to afgørende stigninger, Cipressa og Poggio. Cipressa (5,7 km, 4,1 %) er den hårdeste af de to, men som tallene antyder, så er det ikke noget, der bør slå en fuldtidsprofessionel rytter ud af kurs, hvis det da ikke lige var fordi, at rytterne inden opkørslen allerede har kørt 270 kilometer. Cipressa er stigningen, hvor de hold, der vil noget andet end en massespurt, skal sætte pres på. Det nytter ikke noget at forsøge at splitte feltet på stigningen, for det flade stykke hen til bunden af Poggio på ti kilometer er en dræber for ethvert udbrud. Derimod skal tempoet skrues i vejret, så sprinterne bliver mærket.

På Poggio (3,7 km, 3,6 %) skal angrebet til gengæld sættes ind, hvis massespurten skal undgås. Der er forskellige måder at gribe stigningen an på, men tempoet skal presses hårdt helt fra bunden, og så skal de accelerationsstærke ryttere angribe 1-1,5 kilometer fra toppen. Fra Poggio går det ned ad en teknisk krævende nedkørsel de næste tre kilometer inden det helt afgørende flade stykke på tre kilometer til målstregen.

Favoritterne
Skal det blive andet end en sprintersejr, så er opskriften nogenlunde som ovenstående. Det virker mest sandsynligt at det ender med en massespurt, både fordi historien er på sprinternes side, men også fordi flere af feltets bedste afsluttere virker i glimrende form.

Løbets to største favoritter hedder Alessandro Petacchi (LPR Brakes) og Tom Boonen (Quick-Step). Begge har vist topform hidtil i sæsonen og særlig Petacchi tog en fornem etapesejr i Tirreno-Adriatico ligesom han ved, hvad der skal til for at vinde, eftersom han vandt i 2005. Boonen har derimod aldrig vundet i Sanremo, men han er feltets største klassikerekspert og en specialist i spurter, hvor de andre sprintere har fået tunge ben, selvom formen i år virker en anelse lavere end i tidligere sæsoner.

To andre sprintere vil ganske givet også være med, hvis løbet bliver afgjort i en større gruppe. Thor Hushovd (Cervelo) har fået en god start på sæsonen og viste stor styrke i Het Nieuwsblad. Han kom til skade under Tirreno-Adriatico og skal desuden være far om få dage, men kommer han til start, så plejer han at sidde med, når løbet bliver afgjort. Daniele Bennati (Liquigas) har derimod haft svært ved at gøre sig gældende i de lange endagsløb, men må efterhånden have fået råstyrken og rutinen til at være med i finalen, i hvert fald i et løb som Milano – Sanremo, hvor stigningerne er lidt længere, men også knap så stejle som for eksempel i de nordeuropæiske brostensløb.

Andre gode bud i en massespurt er Team Milrams Gerald Ciolek, Greg van Avermaet (Silence-Lotto), Mirco Lorenzetto (Lampre) og Tyler Farrar (Garmin-Slipstream), mens løbet nok stadig er en for stor mundfuld for fænomenet Marc Cavendish, der nok er eksplosiv som få, men til gengæld endnu ikke besidder den store råstyrke.

Skal løbet åbnes på Poggio, skal der holdes øje med de to aldrende italienere, Davide Rebellin (Serramenti) og Stefano Garzelli (Acqua & Sapone), der begge har vist stor form inden løbet, og som er så rutinerede, at de præcist ved, hvornår de skal sætte angrebet ind på Poggio. Herudover hører det også med til historien, at de begge kører godt nedad, hvorfor det bliver svært for feltet at hente dem igen, hvis de først har slået et hul. En anden ekspert i dette er Philippe Gilbert (Silence-Lotto), der desværre endnu ikke har vist sig i denne sæson.

Luis Leon Sanchez (Caisse d’Epargne) vandt Paris-Nice efter at have slået Alberto Contador på en nedkørsel, men spørgsmålet er, om han er eksplosiv nok til at slå det afgørende hul på Poggio. To andre spændende navne er Fabian Wegmann (Milram) og Rinaldo Nocentini (AG2R), men det mere frække bud er, at Rabobank endnu engang sætter et angreb ind som et hold for at bringe Juan Antonio Flecha eller Nick Nuyens i front på Poggio.

Team Saxo Bank havde en svær uge i Tirreno-Adriatico, men holdet bliver suppleret med Karsten Kroon og Fränk Schleck, hvor især sidstnævnte er i storform. Vindermulighederne er dog begrænsede efter at sidste års vinder, Fabian Cancellara, måtte melde afbud på grund af efterveerne fra en skade, men man har ryttere som Stuart O’Grady og Matti Breschel, der kan sidde med ind på opløbet og skaffe en god placering til holdet. Udover Matti Breschel består den danske deltagelse i løbet af Kasper Klostergaard, og løbet er bygget sådan op, at han sagtens kunne få en masse tid i fjernsynet i form af deltagelse i dagens første store udbrud.