Optakt: Mont Ventoux Dénivelé Challenge

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Cykelsporten har sine traditioner, der ofte bunder i sportens lange historie, men det er ikke altid, at det er let at finde god forklaring på rutinerne. Nogle forhold relaterer sig til de mange uskrevne regler og love, men også inden for rutedesign er der en række grundregler, man kun sjældent bryder.

Én af disse er, at rigtige bjerge er noget, der hører etapeløb til. Det er således yderst sjældent, at man i endagsløb gør brug af de mest mytiske bjergpas. Egentlig er de store bjerge det, mange ”sommerfans” forbinder med cykelsporten, men reelt er klatring begrænset til en relativt lille del af sæsonen. Bjergene hører først og fremmest til grand tours samt til visse udvalgte ugelange etapeløb, mens endagsløb som regel sørger for at holde sig under 1000 m højde.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Anderledes forholder det sig for motionister. I de senere år er det blevet mere og mere populært at deltage i det stadig stigende antal motionsløb, der afvikles i Europas mest bjergrige egne. Mest berømt er vel La Marmotte, men i de senere år har Touren også afviklet et større motionsarrangement på (dele af) en af løbets sværeste etaper. Andre løb findes i blandt andet Østrig og Italien, hvor ganske almindelige mennesker får chancen for at prøve sig af på nogle af de stigninger, de ellers kun ser i fjernsynet.

Den trend er der en flok innovative franske arrangører, der har besluttet sig for at bygge videre på. Mont Ventoux er en af sportens mest mytiske stigninger, som et hav af cykelmotionister har prøvet kræfter med, og nu får de også chancen for at gøre det under mere organiserede forhold. I 2019 blev der nemlig for første gang afviklet Santini Granfonde Mont Ventoux, hvor mere end 2500 motionister fik chancen for at teste sig selv på Det Skaldede Bjerg i Provence.

I sig selv er et nyt motionsarrangement ikke interessant for de professionelle, men her forholder det sig anderledes. Bagmændene besluttede sig nemlig for at koble det sammen med et stort UCI-løb, Mont Ventoux Dénivelé Challenge. Planerne blev lanceret under stor fanfare i anden halvdel af 2018, hvor man håbede, at man vil kunne overtale en stor del af Dauphiné-stjernerne til at blive i området en ekstra dag og forsøge at prøve kræfter med et bjerg, alle drømmer om at vinde på.

Sådan gik det desværre ikke. Ambitionen om at få flere Tour-stjerner til at køre et knaldhårdt endagsløb dagen efter afslutningen på et af sportens allerhårdeste løb var næppe nogensinde realistisk, og de store hold og ryttere valgte da også løbet fra. Blandt de internationale WorldTour-hold var det således kun EF, der følte sig fristet, og de fik naturligvis selskab af de franske hold, Ag2r og FDJ. Faktisk bestod det beskedne felt bare af 12 mandskaber, herunder to udenlandske prokontinenal- og to udenlandske kontinentalhold, i et løb, der i første omgang primært var en fransk affære.

Heldigvis valgte Romain Bardet at drage til Provence direkte fra afslutningen på Dauphiné, og alene hans tilstedeværelse sørgede for at kaste stjernestøv over arrangementet. Da Mont Ventoux i sig selv altid er spektakulær, og der var sikret international tv-dækning, tiltrak den første udgave sig derfor alligevel en vis interesse, og arrangørerne er i hvert fald indstillede på at forsætte med at opbygge den prestige, som rutens karakter berettiger til.

Det er klart, at coronapandemien satte en kæp i hjulet, men selvom motionsløbet af gode grunde ikke kunne afvikles i 2020, var løbet alligevel en af de få mindre UCI-begivenheder, der overlevede og fik plads på den sammenpressede kalender i august. Her fungerede det i stedet som opvarmning til Dauphiné og havde med deltagelse af blandt andre Miguel Angel Lopez, Aleksandr Vlasov og Richie Porte et endnu bedre felt end i 2019.

Det er dog den normale kalender, der skal teste løbets langsigtede bæreevne, og her er placeringen lige efter Dauphiné og samtidig med Tour de Suisse i en af årets allertravleste uger med i alt fire store etapeløb ikke ideel. Selvom det betyder større afstand til motionsløbet, der i år afvikles om søndagen efter løbet og er tilbage efter aflysningen i 2020, forsøgte man sidste år at afvikle løbet om tirsdagen og dermed give Dauphiné-rytterne en ekstra dags hvile. Alligevel va Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Ben O’Connor og Pierre Rolland de eneste større Dauphiné-stjerner, der deltog i løbet. Lidt bedre er det blevet i år, hvor Carlos Verona, Michael Storer, Valentin Madouas, Esteban Chaves, Ruben Guerreiro og Tobias Johannessen kommer fra Dauphiné, og derudover er det lykkedes at få Michael Woods samt et par Giro-ryttere i form af Alejandro Valverde og Guillaume Martin til start.

Udviklingen er dog positiv. I 2021 var der hele fire internationale WorldTour-hold til start i tillæg til de nu tre franske, og det topper man i år med fem. Med langt flere ProTeams til start er feltet også vokset fra de 12 hold i 2019 til nu 20 hold og en mere almindelig størrelse til et stort cykelløb. Pilen peger fortsat opad, men tiden må vise, om det med denne kalenderplacering er muligt at give løbet den prestige, det fortjener.

Sidste år var der nogle store stjerner til start, og det betød, at der ikke var alt for megen spænding om udfaldet. De fleste ventede en magtdemonstration fra Movistar, og den kom, da Miguel Angel Lopez kørte fra alt og alle. Bag ham sad Enric Mas på hjul af Oscar Rodriguez, men alligevel blev det kun til en 1. og en 3. plads til spanierne, da Rodriguez tog 2. pladsen. Lopez er stadig ude med en skade og forsvarer ikke titlen, og da Mas i år også skipper løbet, og Rodriguez kører i Schweiz, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Ruten

Det nye løbs identitet er naturligvis Mont Ventoux, og hele ideen med løbet er, at det skal slutte på toppen af det berømte bjerg. Det ligger som bekendt som en ensom gigant midt i et ellers relativt fladt område, og derfor er Tourens Ventoux-etaper kendetegnet ved et relativt fladt indløb, inden det hele kulminerer med den frygtede stigning.

Provence er imidlertid ikke helt fladt, og arrangørerne var i 2019 kreative i deres forsøg på også at gøre den første del af ruten vanskeligere, end man ofte ser det på Tour-etaper. Således fik man designet et løb, der over mindre end 175 km bød på ikke mindre end 4150 højdemeter. Det gjorde det til et rigtigt bjergløb, der bestemt kunne måle sig med mange af de sværeste grand tour-etaper.

I 2020 skruede man lidt ekstra på sværhedsgraden. Nu skulle man nemlig op ad giganten hele to gange, og selvom man ved første passage kun nåede op til Chalet Reynard, er de første 13,4 km op til netop det punkt som bekendt den vanskeligste del af bjerget. Da man gjorde den indledende del en anelse lettere, var der faktisk færre højdemeter på programmet, men de fleste fandt nok en rute med halvanden tur op ad Mont Ventoux betydeligt vanskeligere alligevel.

Det var dog ikke nok. I 2022 skruedes der yderligere op for sværhedsgraden. Her kørte man nemlig helt op til toppen af Ventoux begge gange - denne gang fra to forskellige retninger. Det skete ganske vist i en meget forkortet udgave af løbet, der er reduceret fra 182 til 153 km, men alligevel var antallet af højdemeter øget fra ca. 4000 til ca. 4500. Med andre ord var der utvivlsomt tale om den klart vanskeligste udgave i løbets historie. Modellen var åbenbart et hit, for i år er ruten præcis den samme.

Det altså blot 153,0 km lange løb fører igen feltet fra Vaison-la-Romaine til toppen af Mont Ventoux, som det har været tilfældet de foregående år også. Startbyen ligger næsten for foden af bjerget, og faktisk går der en direkte vej fra byen op til toppen. Løbet består imidlertid af en tur rundt i bakkerne syd for bjerget, inden man klatrer op til toppen først fra byen Sault og siden via den mest kendte opkørsel fra byen Bedoin til allersidst.

Fra start kører man igennem let stigende terræn mod sydøst ned til den lille Col de la Madeleine (1,7 km, 4,3%), der er en jævn og ganske let opkørsel med top efter 13,3 km. En nedkørsel leder videre mod sydøst ned til Bedoin, men denne gang kører man videre mod sydøst ud af byen i stedet for at køre op ad Mont Ventoux. I stedet drejer man kort efter mod øst for at passere Col de la Gabelle (10,8 km, 4,3%), der stiger relativt jævnt med 5%, inden den flader ud nær toppen, der rundes efter 36,9 km.

En let nedkørsel leder nu mod sydvest, inden man drejer mod syd og senere nordøst og sydøst for at køre op ad den lange, men letter Rocher du Cire (18,7 km, 2,2%), hvis stejleste kilometer stiger med bare 3,6%. Toppen rundes efter 64,4 km og leder op til et plateau, der følges mod nordøst frem til byen Sault, som nås efter 73,8 km.

Her går det for alvor løs, når man drejer mod nordvest for at køre op ad Mont Ventoux for første gang. Fra denne ”nemme” side stiger den med 4,9% over hele 24,5 km, og den kan inddeles i to dele. De første 19 km er lette og stiger hovedsageligt med mellem 3 og 6%, inden det bliver næsten helt fladt omkring Chalet Reynard. Her rammer man den sidste del af den klassiske opkørsel, og nu kører man derfor igennem månelandskabet, hvor den bare bliver stejlere og stejlere fra først en kilometer med 6,0%, indtil de sidste 500 m stiger med 10,0%.

Toppen rundes efter 98,3 km, og løbet afsluttes nu med en omgang på en 54,7 km lang rundstrækning. Den indledes md en kun periodevis teknisk nedkørsel, som leder mod vest tilbage til dalen og byen Malaucène, som man allerede passerede umiddelbart efter starten. Her drejer man mod sydøst for igen at passere Col de la Madeleine (1,7 km, 4,3%), hvis top passeres efter 125,0 km, inden man kører videre mod sydøst ned til Bedoin, som nås efter 131,7 km.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

I Bedoin bryder helvede løs, når man drejer mod øst og senere nordøst for at bestige bjerget fra den klassiske og svære side, hvorfra den stiger med 7,6% over 20,9 km. De første 5 km er lette med 4-6%, men når man rammer skovstykket, ligger stigningsprocenten over 9 km på ca. 10, inden det flader en anelse ud over nogle kilometer omkring Chalet Reynard, hvor den stiger med 6-7%. Slutteligt kører man for anden gang den sidste del op gennem månelandskabet, hvor den bar bliver stejlere og stejlere, idet de sidste 3 km stiger med hhv. 8,4%, 8,1% og slutteligt 10,1%. Vejen bugter sig konstant, men på de sidste 3 km er der kun ét skarp sving mindre end 100 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 4521 højdemeter, hvilket er ca. 500 flere end i 2020 og 400 flere end i 2019.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser

Vejret

Mont Ventoux er kendt for både bagende hede og kraftig vind, men denne gang er det kun førstnævnte, der kommer i spil. Det gør den til gengæld også i fuldt omfang på en grusom tirsdag, hvor der kun være få skyer og temperaturen i Bedoin for foden af bjerget vil nå 33 grader. Vinden vil til gengæld bare være svag til let (5-12 km/t) og komme fra sydvest. Det giver side- og medvind frem til bunden af første Ventoux-passage, hvor der vil være sidevind hele vejen op. Der vil være modvind på nedkørslen og sidevinde i dalen, mens der vil ved sidste passage vil være medvind gennem skovstykket og sidevind i målelandskabet.

Favoritterne

Bemærk: Grundet ugens urimeligt mange løb bliver det en skitseagtig gennemgang af mulighederne for de væsentligste hold.

Nye løb kan altid være svære at gennemskue, fordi man har behov for at lære ruten at kende. Det behov har vi imidlertid ikke til dette løb. Mont Ventoux er et bjerg, der kendes af de fleste, og som en af sportens sværeste stigninger er den en sand benbrækker. Her er der sjældent plads til tilfældigheder og taktik, og som regel er det stærkeste mand, der sejrer på det mytiske bjerg.

Sådan har det i hvert fald været de første tre gange, og sådan vil det formentlig også være denne gang. Igen i år er ruten jo særligt spektakulær med hele to ture hele vejen til toppen og hele 4500 højdemeter presset sammen over bare 153 km, men man kan alligevel diskutere, om løbet vitterligt er hårdere end i 2020. Dengang kørte man første gang ganske vist kun op til Chalet Reynard, men man gjorde det til gengæld via den klassiske og svære Bedoin-opkørsel. Denne gang går det via Sault-opkørslen, der er meget, meget lettere, og mange nok føle, at de kommer lettere op ad Ventoux første gang, end de gjorde for to å siden

Derfor kommer det næppe til at ændre løbets forløb. Det vil være halsløs gerning at forsøge at bruge den bløde opkørsel til andet end at trætte feltet, også fordi finalestigningen er rigeligt svær til det afgørende slag. Det ender derfor formentlig med et klassisk forløb, hvor et udbrud etableres tidligt, og hvor løbets favorithold, Movistar, Cofidis, Israel-PT og EF kontrollerer og sørger for, at det hele samles til det endelige slag på Ventoux. Mange hold har ikke rigtigt et vinderbud, og det kan godt være, at vi ser enkelte forsøg fra disse på første tur op ad Ventoux, men det vil være ufrugtbart.

Udfordringen på Ventoux er ofte vinden, der kan være benhård på i det åbne månelandskab. Det var den i de foregående udgaver af løbet, men det var den sidste år. Heldigvis er den i år kun ganske svag, og der vil være medvind i skovstykket og sidevind på månestykket. Det burde betyde, at vi får en meget selektiv udgave, hvor det meget vel kan ende som et opgør mand mod mand, i hvert fald ind gennem skoven. Måske kan vinden alligevel ende med at komme lidt ind i ansigtet, når det bliver til månelandskab, og derfor vil jeg tro, at løbet åbnes allerede i skoven, hvor den er sværest, selvom vi i 2020 så, at Aleksandr Vlasov først angreb ved Chalet-Reynard. Det gør det hele mindre taktisk, og bedste og mest formstærke klatrer bør vinde.

Jeg vælger at pege på Michael Woods. Canadieren bruger løbet som sin eneste Tour-forberedelse, men han plejer at være en mester i at træne sig i form. Han var i aktion i MercanTour Classic, hvor han virkede overbevisende, men blev låst af, at Jakob Fuglsang var foran, hvorfor vi aldrig fik lov at se, hvor stærk han egentlig var. Han har i Tour Down Under vist, at han kan klare varmen, og han har forbedret sig enormt på lange stigninger, samtidig med at han om nødvendigt er hurtig. Med Touren lige om hjørnet og med friskhed i benene tror jeg på, at han tager en vigtig sejr til israelerne. Han støttes af James Piccoli, der kørte nogle flotte bjergetaper i weekenden, samt Carl Fredrik Hagen¸ der er kommet lidt tilbage, men stadig manglede en del i Norge. Endelig er Guy Niv klatrer, men formsvag, og selvom han kører stærkt, er den for lang for Omer Goldstein .

Den største rival må være Alejandro Valverde. Han kommer fra Giroen, men hans fantastiske rekordserie fra San Sebastian og VM viser, at han altid kommer fremragende ud af en grand tour, hvorfor han denne gang i sidste øjeblik har valgt at køre denne uges to franske løb. Han elsker varmen, og han er vild med stejle procenter. Stigningen er lidt for lang for ham, men med de klatreben, han i frisk tilstand havde i den første del af Giroen, kan han sagtens vinde i dette felt. Han ledsages af lottokuponen Ivan Ramiro Sosa, der klatrer godt nok til at vinde, men kan falde helt igennem. Med hans manglende restitution tvivler jeg på, at han pludselig har de ben, han ikke havde i Giroen. En tredje option er Carlos Verona, der jo kørte meget stærkt i Dauphiné, men nok får svært ved at slå de allerbedste. Endelig har holdet også Matteo Jorgenson¸ men vi i Dauphiné, at denne stigning er for lang og stejl til, at han kan vinde. Abner Gonzalez har derimod intet vist i år.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Fra Giroen kommer også Guillaume Martin, og han har en reel chance for at vinde. Han er så svingende, at det kan gå begge veje, men han sluttede Giroen med to gode bjergetaper. Han klatrer utvivlsomt godt nok til at vinde i dette selskab, men jeg vil mene, at de to ovennævnte har et højere topniveau. Han ledsages af 2019-vinderen Jesus Herrada, der viste fornem form i Alperne for to uger siden, men i dag klatrer han næppe godt nok til at vinde i dette selskab. Ruben Fernandez har intet vist i år.

Esteban Chaves kommer fra Dauphiné, og med de ben, han havde i weekenden, kan han vinde. Problemet er, at mine tre favoritter har fordel af friskhed, og vi så i 2019, at Romain Bardet bestemt ikke havde fordel af at komme fra det store etapeløb. Chaves restituerer i forvejen ringe, og jeg tror, at han kan tabe på sin friskhed. Han ledsages af Ruben Guerreiro, der i weekenden klatrede bedre end nogensinde, men nok trods alt får svært ved at vinde. Holdet har også en lottokupon i den meget svingende Simon Carr, der senest udgik af Giroen med sygdom, og de har den uhyre lovende Georg Steinhauser, der dog stadig er på nedsat blus grundet sin håndværkeruddannelse. Merhawi Kudus og Diego Camargo må være overmatchet, selvom Camargo viste lovende takter i Giroen.

Sidste etape i Dauphiné bekræftede, at Tobias Johannessen måske kæmper lidt med restitutionen, som vi også så i l’Avenir sidste år, og formentlig er han også bedre på mere eksplosive stigninger end denne. Det tyder meget i hvert fald på, og det er næppe ideelt, at han har otte hårde dage i benene. Hans topniveau rækker dog meget langt i dette felt, og er han kommet sig, er han en reel vinderkandidat. Det bliver også spændende at se Jacob Hindsgaul efter det fine Fredsløbet, men hans WorldTour-løb i år viser, at han vil være overmatchet. Unge Fredrik Dversnes har haft det svært i år.

FDJ kommer med Michael Storer, der blev bedre og bedre gennem Dauphiné. Han sluttede af med et flot udbrud på sidste bjergetape, og nu tyder det på, at motoren er ved at være varm. Vi så dog også, at han formentlig mangler for meget til at vinde. Holdet kommer også med Attila Valter, der blev lidt bedre gennem Giroen, men stigningen her er lidt for svær for ham, og han kan meget vel falde igennem. Valentin Madouas skuffede i Dauphiné, og stigningen er for svær for Lars van den Berg. Den unge klatrer Finlay Pickering skal lære.

Total kommer med Cristian Rodriguez, med hvem det kan gå begge veje. Hans 2. plads i Andalusien viser, at topniveauet er højt, men siden fandt han det aldrig i foråret. Vi aner ikke, hvor han står efter en pause. Holdet har også Victor de la Parte, men han er på vej tilbage efter en skade og var helt væk for to uger siden. Unge Alan Jousseaume har haft det svært.

B&B kommer med Pierre Rolland, der i Dauphiné leverede en uventet genfødsel med bjergtrøje og seks udbrud på otte dage. Han må være træt, men han viste friskhed helt til slut og viste et niveau, der rækker et stykke i dette felt på en stigning, der passer ham. Holdet har også Sebastian Schönberger og Eliot Lietaer, der var solide, men ikke prangende i Dauphiné.

Trek kommer med Mattias Skjelmose, der kom relativt fint ud af Giroen. Det italienske løb bekræftede også, at han stadig mangler lidt for meget i bjergene, og han har angiveligt større ambitioner i Route d’Occitanie end i dette løb. Holdet har også Antwan Tolhoek, der var bedre på sidste etape i Dauphiné, men stadig er en skygge af sig selv, samt Asbjørn Hellemose, der dog er overmatchet i dette felt.

Det er svært at tro meget på Astana. De har dog Andrey Zeits, der kørte en så god sidste etape i Dauphiné, at han i dette løb bør kunne gøre det pænt. Til gengæld manglede Stefan de Bod og særligt Javier Romo for meget.

Ag2r kommer med et B-hold anført af Felix Gall. Østrigeren viste i Baskerlandet og Alperne, at han er meget talentfuld, men han virkede meget træt i Giroen, hvor han aldrig fik det til at fungere. Det kan gå begge veje, men han så ikke ud til at komme godt ud af løbet. Nans Peters er stadig en skygge af sig selv, men kørt pænt i fredags og kan måske komme et stykke. Lilian Calmejane er overmatchet på denne lange stigning, Valentin Paret-Peintre har ikke vist nok, og Jaakko Hänninen viste intet i Giroen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Kern Pharma har den unge og spændende Igor Arrieta, der er meget svingende, men viste sit store potentiale med 3. pladsen på kongeetapen i Asturien. Hvor langt topniveauet rækker i dette stærkere felt, er uklart, men det er en meget spændende test. Hans form er dog ukendt efter en lang pause. Holdet har også Jose Felix Parra, der endelig viste lidt takter i MercanTour Classic, men styrtede i Appenninerne og har haft et skidt år, samt Roger Adria, der heldigvis har haft pause til at træne, men har haft en helt horribel sæson.

Arkea har den spændende Alessandro Verre, der dog er en lottokupon. Han var en af de bedste i Appenninerne, men floppede i fredags. Han har potentiale til at gøre det godt, men det kan gå helt galt. Det samme gælder for Michel Ries, der var så god i MercanTour Classic, men siden er faldet igennem i sine løb, og holdets på papiret bedste, Nicolas Edet, synes formsvag. Dayer Quintana viser endelig lidt livstegn, men ikke nok.

Burgos kommer med veteranen Daniel Navarro. Han er et stykke fra fordums styrke, men han elsker disse lange stigninger. Hans 18. plads i Catalonien viser, at han stadig har et vist niveau, men vi så også i Asturien, at træerne ikke vokser ind i himlen. Mere spændende er sidste års Tyrkiet-vinder Jose Manuel Diaz, der endelig er kommet ud af Gazprom-mareridtet, men det er tvivlsomt, om han er i form efter så lang og svær  en periode. Hans topniveau rækker dog et stykke. Også Mario Aparicio og Pelayo Sanchez har klatret hæderligt i år.

Caja Rural kommer med Jefferson Cepeda , der kørte så godt i Andalusien, men siden er faldet igennem. Jeg tror, at stigningen er lidt for lang, selvom han siger, at han har trænet godt. Den passer nok bedre til Mikel Nieve, men han er i tilbagegang, og vi ved ikke, hvor han står efter et forår medsygdom og skader. Julen Amezqueta kan også klatre, men har skuffet fælt i år, og Jokin Murguialday og Yesid Pira er overmatchet.

På kontinentalholdene er det værd at holde øje med Joris Delbove, der var god i Besancon, Stephane Rossetto, der viste livstegn i MercanTour Classic, og Andrea Mifsud.

***** Michael Woods

**** Alejandro Valverde, Guillaume Martin

*** Esteban Chaves, Ruben Guerreiro, Tobias Johannessen, Ivan Ramiro Sosa, Carlos Verona

** Jesus Herrada, Matteo Jorgenson, Cristian Rodriguez, Simon Carr, Pierre Rolland, Mattias Skjelmose, Andrey Zeits, Attila Valter, Felix Gall, Igor Arrieta, James Piccoli, Alessandro Verre, Michel Ries, Daniel Navarro, Jose Manuel Diaz, Mikel Nieve, Jefferson Cepeda

* Carl Fredrik Hagen, Georg Steinhauser, Jose Felix Parra, Roger Adria, Nans Peters, Valentin Madouas, Antwan Tolhoek, Ruben Fernandez, Nicolas Edet, Victor de la Parte, Sebastian Schönberger, Eliot Lietaer, Omer Goldstein, Diego Camargo, Merhawi Kudus, Jacob Hindsgaul, Asbjørn Hellemose, Stefan de Bod, Javier Romo, Lilian Calmejane, Jaako Hänninen, Mario Aparicio, Pelayo Sanchez, Julen Amezqueta, Stephane Rosseto, Joris Delbove, Andrea Mifsud

Danskerne

Mattias Skjelmose kan køre sin egen chance på Trek og er omtalt ovenfor. Han støttes af Asbjørn Hellemose, mens Jacob Hindsgaul på Uno-X skal støtte Tobias Johannessen. Begge kan dog formentlig se, hvor langt de kan komme.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2021, Aleksandr Vlasovs sejr fra 2020 og Jesus Herradas sejr fra 2019.

 Livestream Tour de Suisse uden afbrydelser