Optakt: Montepaschi Strade Bianche - Eroica Toscana

nullPå nærmest ingen tid har et motionsløb for modernitetshadende cykelløbsentusiaster, for hvem fortidens præmoderne cykler bringer nostalgiskromantiske afsavn, udviklet sig til et af de mest omtalte og spændende cykelløb i det tidlige forår. Og hvordan starter denne historie?

Ideen til motionsløbet kom til Giancarlo Brocci for over ti år siden. Motiverne var dobbelte. For det første ville Brocci forsøge at frelse og bevare de såkaldte ’strade bianche’ – regionens hvide grusveje - der altså er noget helt særegent for Toscana. For det andet ønskede man med løbet at genskabe en atmosfære af en nobel og hævdvunden cykelfortid, at hidkalde en mere heroisk æra.

Fra brochuren og den højtidelige hjemmeside bliver tonen langt an. Løbet skal give mindelser og give påmindelser om cykelløbene før de to verdenskrige; en mere nobel og simpel tid, med mudder, støv og romance. I motionsløbet vil der ikke være mekanisk assistance. Man skal køre over 200 kilometer, og det på klassiske retro-cykler, ligesom forfædrene for over hundrede år siden. Maden vil også være i fortidens ånd, hvorfor der bliver budt på druer, salami, brød og vin frem for moderne energidrik.

Denne nostalgiske higen bliver mest overladt til amatørerne. I den professionelle udgave, nu i sin tredje udgave, handler det om at bringe fortiden til nutiden, og det gennem ruten, naturen, det heroiske i terrænet. Man har i denne udgave fra arrangørernes side valgt at omdøbe navnet. Efter tidligere blot at gå under Monte Paschi Eroica, er man nu gået over til den længere titel Montepaschi Strade Bianche – Eroica Toscana. Løst oversat bliver det til Montepaschis hvide veje - Heroiske Toscana, hvilket til gengæld er fuldstændig i løbets ånd.

Der er endnu ikke tale om en fuldbyrdet klassiker. Løbet mangler naturligvis den århundrede lange historie som Milano-Sanremo kan fejre i år. Det kommer løbet ikke uden om, og derfor vil ordet ’klassiker’ være præmaturt en del år endnu. Til gengæld har løbet forsøgt sig at vinde en sådan klassisk aura, og indtil videre går projektet glimrende. Vi kan koge det ned til en række ingredienser – en slags opskrift på at lave klassisk løb.

Store løb kræver store vindere og store slag. Løbet kom således allerede langt i historieskrivningen, da store stjerner som Alessandro Ballan og Fabian Cancellara i fjor udkæmpede en smuk og indædt kamp. Løbet var nemlig en indikation på senere dominans. Cancellara vandt Eroica, men tog sig også af den resterende italienske omgang med Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo, alt imens Ballan senere på året kunne lade sig kåre som verdensmester på hjemmebane.

Store vindere er dog ikke nok: klassiske løb kræver fortællinger, og dueller er typiske cykelsportsnarrativer. Kommentatorerne skal jo have noget at snakke om mellem udfordringerne. Her kan vi allerede før starten skrive et nyt kapitel i duellen mellem de store campione Cancellara og Ballan. Nu, hvor Cancellara har måttet melde afbud, kan Ballan måske endelig tage sejren. Men vil sejren smage lige så godt uden dennes modstykke, ærkefjenden Cancellara? Vi må vente til 2010. Og med arrangørerne RCS Sport og sponsoren La Gazzetta dello Sport, der også er makkerparret bag kalendernes øvrige italienske storløb, har man de perfekte bagmænd til at ’forfatte’ disse fortællinger.

Med hensyn til løbes kalendertidspunkt forekommer den nuværende placering perfekt. I første udgave lå løbet som en del af efterårets mange kuperede italienske endagsløb, der leder op til Giro di Lombardia. Men her føltes løbet ikke naturligt. Placeringen skjulte det særegne ved løbet; det som adskiller det fra andre italienske løb. Nu hvor løbet køres i starten af marts ligger løbet placeret blandt de nordlige brostensklassikkere. Eroica kan således fungere som noget specielt; Italiens egen Paris-Roubaix. Der er en dualitet. På en og samme tid skaber løbet en skøn kontinuitet i brostenssæsonen, en kontekst løbet både skriver sig ind i, og som løbet således også kan ’stjæle’ noget aura og historie fra. Samtidig kan det besynge sin egen italienske ejendommelighed ved at lade rytterne op til Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo.

Ruten
Som det lader forstå, er det et meget smukt løb. Unikt smukt, endda. Generelt vil superlativerne ingen ende tage, og selv for cykelrytterne betyder sådanne ting noget. Som fjerne seere kan vi forbløffes over de overvældende billeder. Men også cykelrytterne bærer oplevelsen med sig og rygtet spreder sig i feltet. Til sin egen hjemmeside siger Andy Schleck: “Jeg ser allerede frem til Eroica Paschi-løbet. Det bliver noget af en oplevelse! Men det bliver ikke noget med en hygge tur, jeg planlægger at køre fuld gas.”

Schleck og de andre cykelryttere har svært ved at sætte ord på det, men de snakker om det. Og hvad er det så, som venter rytterne? En rigtig hård tur. Landskabet er ondskabsfuldt rullende, med meget få flade kilometer. Først og fremmest er løbet blevet omkring 9 kilometer længere, således at den samlede længde rundt omkring i Toscana nu er på 190 kilometer. Vanen tro starter løbet roligt ud i Gaiole, der ligger lækkert i vinområdet Chianti. Dernæst bliver feltet ledt sydpå, hvor så feltet bliver ført på kryds og tværs rundt i det særegne grusvejsområde, der ligger øst for Siena.

Allerede efter 35 kilometer kommer det første, og længste, stykke grusvej på 13,5 kilometer. Dernæst kommer stykkerne tæt efter hinanden: der er anmærket i alt 8 stykker grusvej med en samlet længde på 57,2 kilometer. Kigger man på ruten, så ligger de værste passager faktisk i den første halvdel. Efter 70 kilometer skal rytterne først over en hård stigning, og straks efter denne venter der grusvejspassage 3 og 4, der til sammen er 19,9 kilometer lang. Alligevel forekommer det mest realistisk, at favoritterne vil lade vente på sig til de sidste 60 kilometer af løbet. Her ligger der først et langt stykke grusvej, og ellers går det op og ned hele vejen ind til mål.

Ligesom i fjor kan det afgørende punkt meget vel blive den 8. passage; en lidt over en kilometer langt kuperet passage, hvorefter der kun er 12 kilometer ind til målstregen i Siena. Modsat i fjor har man fundet en alternativ rute op til målstregen. Fremfor den smukke vej op gennem Porta Pispini har man valgt Fontebranda, der givetvis er lige så flot. Hvorom alting er, så skulle vejen stige de sidste to kilometer til mellem 9 og 10%, inden feltet drejer af ind mod mål. Og hvor slutter de? Ved Piazza del Campo i Siena, en af Europas smukkeste og største middelalderlige torvepladser, hvor der hvert år afholdes et kendt hesterace.

Favoritterne
Desværre for løbet vil dets hidtidige vindere – Alexandr Kolobnev og Fabian Cancellara – ikke være til start. Men selv om disse to noble herrer ikke er til start, kan vi stadig bruge dem til at spore os ind på, hvad for en djævel Eroica er. For umiddelbart kan denne djævel iføre sig mange masker.

Sagen er nemlig den, at vi ikke ved så meget, og at løbet endnu er så ungt, så uprøvet, at det endnu mangler at danne sig en identitet. Én speciel ryttertype har endnu ikke udmærket sig, og det er af flere grunde. En årsag er at løbet i sin første udgave blev kørt om efteråret, som del af den løbsserie der leder op til Lombardiet Rundt. Som det ofte er tilfældet i disse efterårsløb, så er det kun ganske få ryttere, der har noget tilbage i benene efter en lang sæson. Blandt disse viste Kolobnev sig som den stærkeste i et morgenhug og kørte alene hjem efter en længere gang solokørsel. Året efter forløb det helt anderledes. Da en decimeret favoritgruppe kørte ind på den sidste grusvejsstigning angreb Fabian Cancellara og Alessandro Ballan. Mod toppen hentede de dagens sidste udbryder, canadieren Ryder Hesjedal, og satte ham kort efter. Efter en lang spurt kunne Fabian Cancellara køre først over stregen på et meget flot podium, der ellers talte Ballan og Linus Gerdemann, der vandt efterfølgernes spurt.

Som denne korte opsummering gør klart, så er det en meget uhomogen masse af ryttertype, der kan gøre sig gældende i Eroica. For selvom Eroica nu, med selvbevidsthed, skriver sig ind i en belgisk ånd og tradition, så udgør de kuperede grusveje et andet monster end de belgiske hellingen. Nok giver grusvejene nogle fordele til de hårdføre og kraftfulde ryttere, men stigningsprocenterne og den italienske natur har stadig gjort, at lettere ryttere som Linus Gerdemann og Thomas Lövkvist har været i stand til at gøre sig gældende i finalen.

Løbets korte historie og dets status som noget decideret unikt på kalenderen, gør altså Eroica til et meget svært løb at forudsige. Alligevel er der én altoverskyggende favorit. Allessandro Ballan (Lampre) må måtte altså bittert se sig slået af Cancellara i fjor, men alt tyder på, at han er klar til at sejre i sin regnbuefarvede VM-trøje. Verdensmesteren har kørt en solid forsæson med tredjepladser i Giro di Sardegna og en femteplads i Trofeo Laigueglia. Ballans største problem er, at han trods alt ikke er feltets hurtigste afslutter, så han skal forsøge at køre alene hjem, eller at slippe af sted med en lidt lettere rytter.

Blandt de hurtige herrer som Ballan skal passe på, er der en række hurtige italienske stjerner. Filippo Pozzato (Katusha) har ikke fået så meget ud af sæsonen endnu, men man har fornemmet, at formen er der, og løbet synes ham skræddersyet. Hvor de fleste anerkender Pozzato som en klassikkerspecialist, så glemmer mange Daniele Bennati (Liquigas) i et sådant regnestykke. Bennati har skovlet sejre ind denne sæson inden Milano-San Remo – i Mallorca Rundt og senest i Giro di Sardegna – og så glemmer mange, at han tidligere har kørt sig ind på en tredjeplads i et meget selektivt Gent-Wevelgem.

Hvis man kigger mere på de udenlandske stjerner, så støder man på en umage gruppe af ryttere, hvor nogle satser på de nordlige klassikere, og en række stærke etapeløbsryttere der satser på et topresultat i Tirreno-Adriatico. Blandt de mere udprægede endagsspecialister skal man holde øje med Fabian Wegmann (Milram), George Hincapie (Team Columbia), og efter weekenden ville det være fjollet helt at afskrive Andreas Klier og Roger Hammond (Cervelo TestTeam), selvom undertegnede tvivler. Blandt etapeløbsspecialisterne bliver det interessant at følge formen på Linus Gerdemann (Milram), Andy Schleck (Team Saxo Bank) samt Thomas Lövkvist og Michael Rogers (Team Columbia).

Blandt de yngre kræfter bliver det interessant af følge Gerald Ciolek (Milram) og Edvald Boasson Hagen (Team Columbia), der ikke ligefrem virkede specielt overbevisende i weekendens belgiske løb. Samtidig bliver det interessant at følge italienske stjernefrø som Daniel Oss (Liquigas), Giovanni Visconti (LSD) og Francesco Ginanni (Serramenti PVC Diquigiovanni-Androni Giocattoli), hvor sidstnævnte allerede har samlet to flotte sejre i GP dell'Insubria og Trofeo Laiguelia.

For danske Team Saxo Bank bliver det med fraværet af specielt Fabian Canceallara svært at følge op på deres forrygende tradition. To udgaver og to sejre. Problemet er ikke så meget at mandskabet ikke er stærkt; det er såmænd solidt nok. Andy Schleck, Kurt Asle Arvesen. Marcus Ljungqvist, Stuart O’Grady og Matti Breschel har alle evnerne til at være med i et løb som dette. Problemet for holdet er nok rettere, at den årlige californiske træningslejr gør, at størstedelen af truppen står og mangler konkurrencekilometer. Sammenlignet med resten af feltet mangler det danske holds ryttere løbsrytme, fraregnet altså de ryttere fik lov at køre Tour of California (dvs. O’Grady). For det danske hold handler det altså mindre om evner, men prioriteringer.