Optakt: Nationale enkeltstartsmesterskaber

Nedenfor kan du se en oversigt over, hvad der kan forventes på enkeltstarterne i de vigtigste lande. Artiklen vil løbende blive opdateret. Bemærk, at det kan være meget vanskeligt at få opdaterede startlister til nationale mesterskaber. Der tages derfor forbehold for sene ændringer i felterne.

Belgien (onsdag d. 16. juni)

Forsvarende mester: Wout van Aert

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ruten: I Belgien designer man oftest flade ruter til enkeltstarterne, og det gør sig også gældende i år, hvor løbet er henlagt til Ingelmunster. Her har man fundet en 12,7 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges i alt tre gange, i første omgang dog i en forkortet version over 12,2 km, så den samlede distance bliver 37,6 km. Ruten er næsten pandekageflad med i alt 78 højdemeter, men alligevel er den anderledes, end vi ofte hasr set det. Denne gang er den nemlig urimeligt teknisk med et hav af sving, og der er aldrig et virkelig langt stykke, hvor man kan åbne for gassen. Særligt en tur rundt i Izegem midtvejs på rundstrækningen stiller med fire sving lige i rap store krav til de tekniske evner.

Favoritterne: I gamle dage var det belgiske enkeltstartsmesterskab ofte en perifer begivenhed, men i de senere år har det været det mest spændende af dem alle. Det skyldes, at landet har fået nogle tempogiganter i form af Wout van Aert, Remco Evenepoel, Yves Lampaert, Victor Campenaerts og Thomas de Gendt, og det har givet nogle meget imødesete opgør i 2019 og 2020, selvom det ærgerlige styrt betød, at vi savnede Evenepoel sidste år.

Helt så spændende er opgøret ikke i år, fordi vi savner Van Aert og De Gendt, der forbereder sig til Touren, men en sen tilmelding fra Evenepoel har alligevel givet løbet et spændingselement, når han skal op mod Lampaert og Campenaerts, der begge er tidligere mestre. Med Van Aert ude skal der findes en ny sejrherre efter to år med Jumbo-rytteren som landets førende temporytter.

Det kunne meget vel blive Remco Evenepoel. Belgieren er med sejren i Belgium Tour kommet tilbage på sporet, og her vandt han endda enkeltstarten foran Yves Lampaert på en rute, der distancemæssigt passede ham dårligt. Over 37 km er han normalt betydeligt stærkere end rivalerne i dette felt, og han har med EM-titlen og den seneste sejr vist, at fladt terræn passer ham fint. Den uhyre tekniske rute gør det dog langt mere åbent, end det burde være, og selvom Evenepoel er min favorit, er han mere sårbar på denne rute

Det kan bringe Yves Lampaert i spil. Han vandt i 2017, blev nr. 2 i 2015, 2016 og 2018 samt blev nr. 3 i 2019, og med et afbud sidste år har han altså været på podiet fem gange i træk. Det flade terræn passer ham, og han var bare 2 sekunder fra at slå Evenepoel i Belgium Tour. Den lange distance er dog en ulempe, og det er de tekniske elementer, der gør, at han har en reel chance for at slå sin rival. I sin hjemby har han i hvert fald masser af motivation.

Victor Campenaerts og Lampaert havde deres indbyrdes opgør om titlen mellem 2016 og 2018, indtil Van Aert og Evenepoel dukkede på. Qhubeka-rytteren vandt i 2016 og 2018, floppede fælt i 2019 og blev nr. 2 bag Van Aert sidste år. Desværre har han negligeret sine tempoevner i år, og det manglende fokus har givet nogle meget ringe resultater. Han viste til gengæld god form i Belgium Tour, selvom han endte med at køre over sin grænse for at følge Evenepoel.

Nathan van Hooydonck har kørt skuffende enkeltstarter i år, men sidste års 8. plads i Tirreno vidner om, at han tilhører eliten på flade ruter, når han rammer sine gode dage. I teorien burde skiftet til Jumbo have gavnet ham i denne disciplin, og det er kun i Tirreno, vi for alvor har fået chance for at se ham på en klassisk rute. Han så formstærk ud i Schweiz, men har til gode at præstere over lange distancer.

Florian Vermeersch blev bare nr. 5 sidste år, men har udviklet sig meget. Han kørte en flot enkeltstart i BinckBank Tour, men har taget yderligere et skridt med den nylige 8. plads i Schweiz. Her blev han hjulpet af vejret, men han synes at være klar til at køre med om medaljerne her. De tekniske dele bør passe ham, men han har også til gode at præstere over lange distancer.

Det har Frederik Frison ikke. Han blev nemlig nr. 3 sidste år og er endda i form, selvom han har haft en lang skadespause. Således er han lige blevet nr. 5 i Belgium Tour, og hans motor burde passe bedre til denne distance. Terrænet passer ham, men det gør de tekniske dele nok ikke.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I år har Ilan van Wilder kørt fremragende enkeltstarter - senest i Dauphiné - men hvor meget power har han på en flad tonserrute? Alle hans gode enkeltstarter er kommet i stærkt kuperet terræn, mens den skuffende enkeltstart kom i Baskerlandet, der sluttede med et langt powerstykke. De tekniske dele hjælper ham, men jeg tvivler på, at han kan slå maskinerne på denne rute.

Rune Herregodts var indtil Belgium Tour helt ubeskrevet på enkeltstarter, men chokerede alle ved at tage en 4. plads. Da han stort set ikke har kørt enkeltstarter tidligere, er han det helt store spørgsmål. Umiddelbart er han nok ikke så stærk over længere distancer, men han kunne være en type, der drager fordel af de tekniske og eksplosive passager.

Endelig er der brølstærke Brent van Moer. Han er tidligere U23-viceverdensmester, men som professionel har han slet ikke slået til. Senest gik det ham mindre godt i Dauphiné, og der er intet, der tyder på, at han pludselig er med i front her. Hans uhyre gode form gør dog en overraskelse mulig.

Andre kandidater er Stan Dewulf og Senne Leysen, men de kan ikke køre med om medaljerne.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Holland (onsdag d. 16. juni)

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Forsvarende mester: Jos van Emden

Ruten: Holland er et af Europas fladeste lande, og derfor er enkeltstartsruten ofte en sag for de store maskiner. Sådan er det også i år, hvor der skal tilbagelægges en sjældent kort distance på bare 29,6 km omkring byen Emmen med i alt 121 højdemeter. De består af to omgange på en 14,8 km lang rundstrækning, der indledes med en tur op på en kunstig bakke (400 m, 7,4%), hvorefter resten af rundstrækningen består af lange, lige og flade veje. Der er dog også relativt mange sving, og det hele slutter med en ret teknisk tur rundt om byens sportspark.

Favoritterne: I gamle dage var de hollandske mesterskaber blandt de stærkest besatte, men sådan er det ikke længere. Det gælder særligt i år, hvor vi savner hele tre af de fire aktive ryttere, der tidligere har været mestre. Det gælder Dylan van Baarle og Wilco Kelderman, som forbereder sig til Touren, samt den forsvarende mester, Jos van Emden, der styrtede ud af Giroen.

Det efterlader bare én tilbage, nemlig mesteren fra 2014, 2016 og 2017, Tom Dumoulin, og han må også være storfavorit. Ganske vist er han lige kommet tilbage, men hans to enkeltstarter i Schweiz - ikke mindst bjergenkeltstarten - var så lovende, at han i et felt helt uden andre specialister bør vinde ganske klart. Løbet er først og fremmest en vigtig test frem mod OL, og hvis han ikke vinder i suveræn stil, er det i hvert fald svært bekymrende.

Vi er vel stadig nødt til at have Sebastian Langeveld som nærmeste rival, men det er med tvivl. Hollænderen ser efterhånden sløj og pensionsmoden ud og havde det senest meget svært i Schweiz. Han har dog kørt to ganske opløftende enkeltstarter, særligt med 12. pladsen i Tirreno, men også med 28. pladsen i Schweiz, hvor han var ramt af nogle af de vådeste forhold. Distancen er nok et problem for ham i dag, ligesom den lille bakke bestemt ikke er til hans fordel, men på flade veje har han vist, at han stadig har power.

Jeg bliver dog ikke overrasket, hvis Koen Bouwman slår ham. Hollænderen har aldrig været bedre, end han netop var det i Giroen, og han har samtidig genfundet sine tempoevner med en nylig 8. plads i et dog svagt felt i Belgium Tour. I Giroen blev han dog også nr. 21 i Torino, og det gør ham til klar medaljekandidat i dette felt. Ruten er dog ikke ideel, og bakken er ikke nok til at give ham glæde af klatreevnerne,

Ide Schelling har pludselig lært at køre enkeltstart. Han blev kørte i top 10 i Baskerlandet og er netop blevet nr. 12 i Belgium Tour. Ruten passer ham slet, slet ikke, men det nylige resultat i Belgien giver håb. De tekniske elementer taler også til hans fordel.

I år har Thymen Arensman kørt skuffende enkeltstarter, og han var bestemt heller ikke i storform i Schweiz. Han er dog stadig kørt i top 30 på tre WorldTour-enkeltstarter i år, senest med en 22. plads på lørdagens bjergenkeltstart. Denne rute passer ham ganske dårligt, men i dette felt er han medaljekandidat.

Den sidste WorldTour-rytter er Julius van den Berg , der i hvert fald kan lide terrænet. Specialist er han til gengæld slet ikke, og det vil overraske, hvis han får medalje. En 43. plads i Torino under Giroen viser dog, at han har en power, der gør det til en lille mulighed.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

De øvrige ryttere kommer ikke i spil til medaljerne, men Elmar Reinders og Nils Sinchek kan måske gøre det pænt.

Feltet.dks vinderbud: Tom Dumoulin

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Schweiz (onsdag d. 16. juni)

Forsvarende mester: Stefan Küng

Ruten: Schweiz har mulighederne for at lave ret vanskelige ruter, men det gør de sjældent til enkeltstartsmesterskaberne. I år har de dog strammet skruen på en 19,8 km lang rundstrækning, der omkring byen Epalinges skal køres to gange for en samlet distance på 39,6 km. Det går bare frem og tilbage ad en lang, lige vej med i alt tre U-vendinger over de to omgange, men det går let op og ned næsten hele vejen med i alt hele 569 højdemeter.

Favoritterne: Siden Fabian Cancellara efter 9 titler kørte cyklen i garagen, har Stefan Küng med fire sejre i træk sat sig på tronen, og det vil være en gigantisk overraskelse, hvis ikke han når op på fem på onsdag. Den hårde rute er måske ideel for ham, men med sin skræmmende gode klatring i Tour de Suisse, hvor han blev nr. 10 på bjergenkeltstarten og var i udbrud på den sidste bjergetape, bør han ikke få problemer. Küng hører til blandt mesterskabernes største favoritter.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I fravær af Stefan Bissegger skal man være kreativ for at finde rivaler, men sølvet kunne gå til Gino Mäder. Han er slet, slet ikke specialist og blev bare nr. 6 sidste år og nr. 8 i 2019, men han viste storform i den sidste weekend i Tour de Suisse. Vigtigt for selvtilliden var det, at han blev en overraskende nr. 3 på bjergenkeltstarten og endda kørte sit livs flade enkeltstart, hvor han trods ugunstigt vejr blev nr. 29. I lyset af hans gode form og den kuperede rute ligner han manden, der kommer tættest på Küng.

Dernæst må det være Marc Hirschi. Schweizeren viste bekymrende form i Tour de Suisse, men i et felt uden mange store navne bør han trods alt komme langt på denne rute. Heller ikke han er specialist, men klatreevnerne bør bringe ham i spil til det sølv, han fik i 2019.

Giro-etapevinderen Mauro Schmid har slet ingen tempohistorik, men han har en banebaggrund. Klatre kan han også, og det vil hjælpe ham på denne rute, hvis han er frisk efter Giroen. Han kørte en hæderlig første enkeltstart i Giroen, og derfor bør han i dette felt gøre det pænt.

Den sidste WorldTour-rytter er den tidligere specialist Tom Bohli, men selvom han endelig kørte en relativt pæn enkeltstart på 1. etape i Schweiz, kan jeg ikke se ham røre de bedre klatrere på denne rute. Thery Schir har to bronzemedaljer fra 2016 og 2017 og en 4. plads fra 2019, men også han vil lide under det kuperede terræn. Det kan til gengæld hjælpe Roland Thalmann, men han har aldrig kørt gode enkeltstarter. Damian Lüscher kan gøre det pænt, men top 5 vil overraske.

Feltet.dks vinderbud: Stefan Küng

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Frankrig (torsdag d. 17. juni)

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Forsvarende mester: Remi Cavagna

Ruten: I Frankrig designer man ofte længere og mere kuperede enkeltstarter end i mange andre lande, og det gør sig også gældende i år, hvor mesterskaberne er henlagt til byen Epinal i Vogeserne. Her skal der køres 45,6 km mellem Thaon-les-Vosges og Epinal, og der er tale om en stærkt kuperet rute. De første 11,5 km frem til første mellemtid er dog relativt flade, men derefter går det op og ned resten af vejen ad en rute, der også synes at have visse tekniske passager. I alt skal der klatres 449 højdemeter.

Favoritterne: I de seneste to år har løbet været et opgør mellem Remi Cavagna og Benjamin Thomas, og der står 1-1 i duellen. I 2019 startede Cavagna uhyre stærkt, men eksploderede totalt i en hede, der førte til fransk varmerekord, og han endte slet ikke med at få medalje. Sidste år fik han dog revanche i et uhyre tæt opgør, hvor han slog Thomas med bare 6 sekunder over de 43,6km.

Begge ryttere har gjort enorme fremskridt over det seneste år, men alligevel er Remi Cavagna løbet fra Thomas. Franskmanden har siden sejren kørt sig ind i den absolutte elite, hvad hans sejr og tre 2. pladser på WorldTouren i 2021 vidner om. I år har han været ganske uhyggelig, og i Romandiet vandt han endda på en rute, der var for kuperet for ham. Denne er nok også en anelse voldsom, men i kamp med Thomas er det ham, der har fordel af de mange højdemeter, og de rullede bakker er slet ikke ringe for Cavagna. Derfor må han være favorit, hvis han kan klare de 31 grader bedre end de 40 grader i 2019.

Rivalen er selvfølgelig Benjamin Thomas, men det har ikke kørt helt i olie på det sidste. Han lagde skræmmende stærkt ud med nogle vilde ridt i Besseges og Tirreno, men skuffede i Algarve og senest i Tour de Suisse, hvor han dog også var ramt af vejret. Han viste dog hæderlig form med en 2. plads på en hård udbrudsetape, men han er meget mere ustabil end Cavagna. Ruten er også mere kuperet, end han kunne ønske sig, men sidste år var han meget tæt på at slå Cavagna på en rute, der var lettere end denne, men stadig svær.

Sidste år vandt Bruno Armirail bronze, men jeg er usikker på, om han kan gentage det. I 2020 kørte han meget stærke enkeltstarter, også i Vueltaen, men i år har han kun skuffet, senest i Dauphiné. Til gengæld klatrede han som en drøm, og han synes i storform. På en anden rute havde han ikke været min nr. 3, men på denne peger pilen på ham.

Jeg vil dog ikke blive sport overrasket, hvis det i stedet bliver til medalje til Christophe Laporte. Den franske sprinter har i år været bedre end nogensinde og viste senest meget stærk form i Tour de Suisse. Tempoevnerne har vi set med en 5. plads i Besseges og ikke mindst en 7. plads i Paris-Nice. Distancen her er dog nok lidt lang for ham, da hans eneste gode længere enkeltstart var en sejr i Poitou-Charentes over 23 km. De mange højdemeter er nok også en ulempe i forhold til særligt Cavagna og Armirail, men i forhold til andre er de en fordel.

Netop højdemeter gør, at jeg rangerer Pierre Latour som den næste. Franskmanden kører slert ikke enkeltstarter, som da han blev mester i både 2017 og 2018, og hans enkeltstarter har været ret middelmådige. To gange har han dog gjort det godt, nemlig med en 14. plads på bjergenkeltstarten i Tour de Suisse og 17. pladsen i Baskerlandet. Særligt sidstnævnte viser, at han også stadig kan køre en klassisk enkeltstart, hvis blot den har nok højdemeter. Derfor må han på denne rute være medaljekandidat.

Mere oplagt var måske Thibault Guernalec, der blev nr. 3 i Valencia, nr. 4 i Algarve og senest nr. 6 i Belgien. I Portugal var han kun 10 sekunder fra Thomas, der dog også skuffede, og han nærmer sig de bedste med en flot udviklingskurve. Desværre har han endnu ikke vist en niveau, der kan matche de ovennævntes, og selvom han har klatret godt i år, lider han under de mange højdemeter.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Jeg vil blive overrasket, hvis andre kan blande sig. Alexys Brunel og Clement Davy har ikke rigtigt slået til som professionelle og vil finde ruten for hård. Stephane Rossetto, Anthony Roux, Yoann Paillot og Johan Le Von har alle tidligere vundet medaljer, men dertil har de ikke længer niveauet - for de to sidstnævntes vedkommende slet ikke på denne hårde rute. Rossetto overraskede mig dog med sølvet i 2019, så lad os åbne en lille dør på klem for ham. Matis Louvel har kørt flotte enkeltstarter i år, men vil finde ruten for svær, og Alexis Gougeard er alt for tung til denne rute. Klatringen vil hjælpe Anthony Perez, Anthony Turgis og Aurelien Paret-Peintre, men enkeltstarter er ikke spidskompentencen, selvom det skal blive spændende at se, hvad Paret-Peintre kan drive det til efter den flotte præstation i Dauphiné. Han kunne måske ende som dagens overraskelse, og på denne rute kan en medalje måske ikke helt udelukkes.

Feltet.dks vinderbud: Remi Cavagna

Colombia (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Daniel Martinez

Ruten: Colombianerne kunne lave nogle ret heftige enkeltstarter, men det gør de sjældent. I år har de faktisk et af de fladeste løb overhovedet på en meget simpel 38,7 km lang rute omkring byen La Virginia. Her kører man ganske enkelt ud ad en flad og snoet vej, inden man via en U-vending vender rundt for at køre tilbage. I alt skal der trods distancen klatres bare 139 højdemeter.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Favoritterne: Corona førte til en udsættelse af løbet, og det har givet et svagt felt med kun to WorldTour-ryttere, Andres Ardila, Diego Camargo og Santiago Buitrago. I et felt af klatrere gør det løbet ret åbent, men det må være Walter Vargas, der er favorit. Han er dobbelt vinder af de panamerikanske mestrskaber og har vundet tre medaljer ved disse mesterskaber med en sejr i 2016 og 3. pladser i 2017 og 2018. Da han senest deltog i 2019, blev han nr. 5 bag fire WorldTour-ryttere, og det må på en flad rute gøre ham til manden, der skal slås.

Dengang blev Jose Tito Hernandez nr. 6, og han må også være et godt bud. Han kommer til løbet med en frisk sejr i Vuelta a Colombia fra april, og han har dermed vist sit høje niveau. Han er klatrer og ikke tempospecialist, men han har altså før begået sig på flade ruter.

Blandt WorldTour-rytterne er det Diego Camargo, der skal holdes øje med. Stortalentet har haft en svær WorldTour-debut, men han er alsidig og kan både klatre og køre enkeltstart. Det viste han sidste år ved at vinde både elitens og U23-rytternes Vuelta a Colombia, ligesom han blev nr. 15 på enkeltstarten i San Juan.

Man kan vel heller ikke afskrive Santiago Buitrago. Han er klatrer og ikke temporytter, men i dette felt burde alene hans efterhånden ret høje niveau i Europa kunne give et fornugtigt resultat og måske en titel. Til gengæld har jeg sværere ved at se det skuffende UAE-talent Andres Ardila blande sig i denne disciplin.

Også Franck Osorio, veteranen Omar Mendoza, Brayan Sanchez, der vandt bjergenkeltstart i Vuelta a Colombia i år og tidliger har gjort det pænt på en flad rute i San Juan, sølvvinderen fra 2016, Brayan Ramirez, der blev nr. 7 i 2019, veteranen Fabio Duarte og Robigzon Oyola kan være med i medalje- og måske titelkampen.

Feltet.dks vinderbud: Walter Vargas

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Danmark (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Kasper Asgreen

Ruten: Der har været megen snak om vanskeligheden af de danske mesterskaber, der denne gang afvikles i Vejle Kommune, og selvom enkeltstarten afvikles med start og mål i Give med en vis afstand til de kommunens værste og mest berømte bakker, er det en efter dansk standard hård enkeltstart, der er på programmet. Over de 47,8 km skal der således klatres 413 højdemeter, hvilket ikke gør den specielt meget lettere end de ovenfor nævnte enkeltstarter i Schweiz og Frankrig. Ganske vist bevæger man sig kun mellem 80 og 120 meter over havets overflade, men det får let op eller ned ned det meste af vejen, mens man først snor sig mod sydøst ned til Givskud Zoo, siden kører mod nord og vest frem til Thyregod og slutteligt mod syd og sydvest til en teknisk afslutning inde i Give. Ruten syne sat have mange lige strækninger, men også flere tekniske passager, særligt omkring Thyregod og ved finalen i Gove

Favoritterne: Sidste år tog Kasper Asgreen sin anden titel, og han stiller også til start som storfavorit igen denne gang. Danskeren har på det seneste cementeret sin plads i verdenseliten med en 3. plads i Dauphiné, en sejr i Algarve og en 6. plads til VM, og dermed er han den i særklasse mest dekorerede temporytter i feltet. Han viste storform i Frankrig, klatrer bedre end sine rivaler, vil elske de rullende bakker og har med sin gigantiske motor stor fordel af distancen. Det vil derfor være en pæn overraskelse, hvis ikke det bliver til et hattrick.

Den værste rival kan være Mikkel Bjerg, men den tredobbelte U23-verdensmesters start på den professionelle karriere har været lidt blandet. De fleste af hans enkeltstarter har været lidt skuffende, senest i Dauphiné, hvor han blot blev nr. 15, men han har to gange blandet sig med eliten, nemlig med podiepladserne på 1. etape i Giroen i 2020 og i UAE Tour i 2021. Til gengæld burde denne enkelstart passe ham bedre end de fleste, han har kørt som UAE-rytter. De rullende bakker passer ham godt, og han har generelt klatret storartet, senest i Dauphiné. Den længere distance bør også passe hans motor bedre end de mange ret korte enkeltstarter, han hidtil har kørt. Han har været så svingende, at det ikke nødvendigvis bliver supergodt, men er der en mand, der har topniveaet til at true Asgreen, må det være Bjerg.

Naturligvis står Martin Toft Madsen også godt. Siden den overraskende sejr i 2016 har han været i top 2 hver eneste gang, og han har været førsteudfordrer til Asgreen de seneste to gang. I 2019 var han endda kun 24 sekunder fra at vinde, men sidste år fik han ligesom resten af feltet gedigne prygl. Desværre favoriserer den hårde rute ham ikke, når han er oppe mod typer som Asgreen og Bjerg, men historien viser, at han stadig må være en af medaljefavoritterne.

En af løbets store ubekendte er Mathias Norsgaard. For to år siden var han en del af U23-eliten og blev nr. 4 til DM, men siden benbruddet har han ikke kørt en enkeltstart, der har passet ham. Derfor er han helt uden resultater igennem de seneste sæsoner, og hans tempoevner er derfor svære at vurdere. Til gengæld har han i det seneste halve år fået al muligt lejlighed til at udvikle sin motor, og han har gjort det fornemt i år - først og fremmest som hjælperytter, men også med et meget flot og synligt Flandern Rundt, hvor han efter en dag i udbrud endte ganske tæt på de bedste. Det bør hjælpe ham på denne rute, men spørgsmålet er, hvor meget fokus han har haft på disciplinen, og om den kuperede rute vil hæmme ham for meget i forhold til lettere folk.

For to år siden blev han slået af Johan Price-Pejtersen, der sikrede sig bronzen bag Asgreen og Toft. Samme år blev han europamester hos U23-rytterne, men siden dengang har det været lidt små med resultaterne. Han skuffede til DM sidste år og blev blot nr. 2 hos U23-rytterne, men til gengæld leverede han en fornem 5. plads i konkurrence med WorldTour-ryttere i Slovakiet. Han kommer også til dette løb med en pæn 6. plads fra prologen i Fredsløbet. Resultaterne har ikke været helt så prangende gennem de seneste sæsoner, og han hjælpes næppe af den hårde rute, men hans potentiale er stadig stort.

Niklas Larsen har ikke de store resultater til DM, men han har med to top 6-placeringer i Danmark Rundt vist, at han kan være med på højeste niveau. Til gengæld har han ikke præsteret over distancer som denne, og han har trods et par fine resultater i Danmark ikke haft sin bedste sæson på landevejen. Terrænet burde dog passe ham udmærket, og hans store potentiale er i hvert fald veldokumenteret.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

En rytter, der til gengæld har fordel af bakkerne, er Mattias Skjelmose. Danskeren kommer med en frisk 21. plads fra enkeltstarten i Dauphiné og synes at være i storform. I år har han klatret fremragende, men skuffet lidt på enkeltstarterne, inden hans Dauphiné-resultat viste tegn på fremgang. På denne rute får han ikke så megen glæde af klatreevnerne, som han gjorde i Frankrig, men det bør være en rute, hvorpå han kan præstere.

Feltets tre sidste professionelle ryttere er Julius Johansen, Anthon Charmig og Morten Hulgaard. På papiret er Johansen jo en glimrende temporytter og regerende dansk U23-mester, men hans form virker kritisk efter, at han faldt for tidsgrænsen i Fredsløbet og udgik tidligt i Slovenien. Derfor er der nok større grund til at have forventninger til Charmig, der ikke har været kendt for sine tempoevner, men netop har kørt sit livs tidskørsel med en 4. plads på den flade rute i Baby-Giroen. Det lover godt forud for en enkeltstart, der med sit terræn passer ham langt bedre. Hulgaard endte som nr. 6 i 2019 og kørte også en fornem enkeltstart mod WorldTour-ryttere i Slovakiet sidste år. Også han burde kunne være med langt fremme.

Erfarne Rasmus Quaade har ikke haft så megen fokus på enkeltstarter de seneste år, men han har stadig ambitioner ved dette mesterskab. Distancen passer ham, men hans resultater har i de seneste år været temmelig svingende. Sidst han deltog i 2019, blev han bare nr. 7, og to år forinden endte han som nr. 6. Til gengæld fik han bronze i 2018, og selvom han ikke er den favorit, han var i gamle dage, må han stadig regnes som kandidat.

Dertil kommer de ryttere, der gørte med om medaljerne sidste år. Det gælder bronzevinderen Frederik Muff, der i 2019 også viste sig frem med en 2. plads i et polsk 2.2-løb, men som næppe vil være begejstret for den kuperede rute. Det gælder nr. 4, Joshua Gudnitz, der dog ikke har de samme resultater på den store scene som de ovennævnte. Det gælder nr. 5 Louis Bendixen , der har udviklet sig til lidt af en prologspecialist, men ikke har samme resultater over længere distancer. Endelig er der Asbjørn Hellemose, der jo kommer til løbet med et nyligt topresultat i Baby-Giroen, hvor han fik ødelagt sin enkeltstart af en defekt. Selv mente han, at han havde kunnet køre med om sejren på etapen, men som temporytter er han et temmelig ubeskrevet blad.

Feltet.dks vinderbud: Kasper Asgreen

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Slovenien (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Tadej Pogacar

Ruten: Sidste år afvikledes mesterskabet som en spektakulær bjergenkeltstart, men i år er er det anderledes. Denne gang skal der køres på en meget enkel 10,3 km lang rundstrækning i kystbyen Koper, som skal tilbagelægges tre gange for en samlet distance på 31,5 km, dog med en lidt forlænget første og tredje omgang. Ruten kunne ikke være meget mere enkel, idet man i alt væsentligt følger kystvejen ud til et vendepunkt og herefter kører tilbage til Koper. Bortset fra de i alt fem U-vendinger er der ingen andre tekniske udfordringer end dem, man finder til slut, hvor der er et par sving inde i byen, inden man når frem til mål. Kystvejen er dog slet ikke så flad, som man skulle tro, og det gør så meget op og ned ad et par bløde bakker, at man finder i alt 363 højdemeter.

Favoritterne: De slovenske arrangører har desværre ikke offentliggjort en startliste, og derfor skal nedenstående vurdering tages med det forbehold, at deltagerne ikke er bekræftet. Det står dog klart, at Primoz Roglic skipper løbet, men at Tadej Pogacar forsvarer sin titel

Fraværet af Roglic gør det umuligt ikke at have Tadej Pogacar som favorit. Ganske vist vandt han sidste års titel på en decideret bjergenkeltstart, men siden har han særligt i Tirreno og UAE Tour vist, at han også mestrer kunsten at køre lige op med specialister på korte, flade enkeltstarter. Denne rute passer ham slet ikke så ringe, for højdemeterne er relativt talrige, og den relativt lange distance burde passe Pogacar meget bedre end de korte enkeltstarter, han har kørt tidligere i år. Formen er meget tæt på 100%, og Pogacar må formodes at have trænet målrettet på sin enkeltstartscykel frem mod den tempotunge Tour. Derfor vil det være en overraskelse, hvis ikke forsvarer sin titel.

Heldigvis har Slovenien andre specialister end bare Roglic og Pogacar. Jan Tratnik er måske ikke i samme liga, men en god temporytter er han. Det viste han senest med en 8. plads på sidste etape i Giroen, men også tidligere i år har han tre top 20-placeringer på WorldTour-enkeltstarter. Tratnik er ikke specielt god på flade ruter, men dette let kuperede terræn burde passe ham meget bedre. Han viste fremragende form i Slovenien i sidste uge, og selvom Pogacar er svær at slå, er Tratnik manden, der måske kan overraske.

Den tredje kandidat er Jan Polanc, og han er faktisk en bedre temporytter, end man umiddelbart tænker. Eksempelvis blev han nr. 21 i UAE Tour tidligre i år og nr. 22 i Touren sidste år, og i 2019 blev han nr. 12 og 14 på to Giro-enkeltstarter. Det er klart, at han skal bruge noget klatring for at matche maskinerne, men denne rute er trods alt ikke helt flad. Ha vandt mesterskabet i 2017 og er tidligere blevet både nr. 4, 6 og 7, ligesom han vandt bronze på sidste års bjergenkeltstart. Endnu en bronze burde bestemt være indne for rækkevidde.

Jeg er mere usikker på, om vi kan regne med deltagelse fra Matej Mohoric. Han er bestemt ikke specialist, men han fik sølv bag Pogacar i 2019 og bag Roglic i 2017. Denne rute er måske ikke teknisk nok til at passe ham, men den har så mange bakker, at han bør kunne være med i kampen om medaljerne. Han slog trods alt Tratnik for to år siden.

Janez Brajkovic havde ikke kørt enkeltstarten i mange, mange år, indtil han i 2020 mødte op til bjergenkeltstarten og blev nr. 4. Det nylige Tour de Slovenie var alt andet end prangende, men Brajkovic viste trods alt et relativt højt niveau sidste år. Til gengæld er det længe siden, at han har vist klassiske tempoevner, men vi taler trods alt om en mand, der tidligere har vundet en enkeltstart i Dauphiné. Han har i hvert fald en vis ekspertise fra mange års arbejde med disciplinen, og i et felt uden mange store navne, bør han gøre det pænt, hvis han mod forventning stiller op.

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Det er svært at se, at andre kan være med i kampen. I gamle dage var veteranen Marko Pavlic stærk, men det er mange år siden, vi sidst har set ham præstere. Kristjan Hocevar er et landets store talenter og har netop vundet ungdomstrøjen i Slovenien, men han kører forfærdelige flade enkeltstarter. Klatreren Domen Novak fra Bahrain er bestemt heller ikke temporytter og viste ikke skyggen af form i Schweiz.

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Norge (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Andreas Leknessund

Ruten: Nordmændene har for vane at designe nogle meget lange ruter til deres enkeltstarter, og det har de også gjort i år. Denne gang skal der køres 50,1 km på en meget enkel rute med start og mål i byen Evje. Den ligger ved udmundingen af Byglandsfjorden, og løbet består meget enkelt af en tur op ad den snoede og let kuperede kystvej, inden man efter en U-vending kører tilbage igen. Der er ingen væsentlige bakker på ruten, men det går alligevel så meget op og ned, at man efter endt distance har klatret 389 højdemeter.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Favoritterne: Sidste år endte løbet som et uhyre tæt opgør mellem de to stortalentet, Tobias Foss og Andreas Leknessund, og det gik akkurat rette vej for Leknessund, der sejrede med 15 sekunder. Også i år ligner det en duel mellem de to tempotalenter.

Denne gang må det dog være Tobias Foss, der er favorit. Nordmanden har som professionel kørt fremragende enkeltstarter og er i år blevet nr. 4 i skarp konkurrence i Baskerlandet og nr. 3 på Giroens åbningsetape. Han har allerde etableret sig i den absolutte verdenselite, og både distance og terræn burde passe ham fint. Til gengæld er det helt uklart, hvordan han har det et par uger efter at have gennemført sin første grand tour.

Så er der mere sikkerhed over Andreas Leknessund. Efter en svær start på WorldTouren fandt han endelig et højt niveau i Tour de Suisse, og han syntes at komme stærkt ud af løbet. Han kørte også en pæn bjergenkeltstart, men hans to klassiske enkeltstarter i år har begge været skuffende. Til gengæld var han skræmmende stærk i 2020, hvor han blandt andet blev nr. 13 til VM, og genfinder han det niveau, kan han sagtens ende med at sikre sig sit hattrick foran en muligvis træt Foss.

Det er svært at se reelle trusler mod de tafvoritter, men man på pege på sidste års nr. 3, Søren Wærenskjold. Han er dog mest kendt som sprinter og har ingen væsentlige internationale resultater, men han har kørt en flot sæson og viste form med den nylige prologsejr i Fredsløbet, hvor distancen på knap 4 km dog ikke kan bruges som udtryk for evnerne i dette løb. I et felt uden mange specialister bør han være i spil til bronzen.

For to år siden vandt Iver Knotten sølv bag Leknessund, og han var også med fremme på den internationale U23-scene. I de senere år har der dog været mere stille om ham, og sidste år gik han med en 4. plads glip af en medalje. Bronzen bør dog igen være inden for rækkevidde. Lige bag ham endte Stein-Erik Eriksen , der også burde kunne stræbe efter mere, ikke mindst efter at han blev nr. 2 bag Leknessund i Hafjell TT, hvor Tore Andre Vabø blev nr. 3. Den lovende Torjus Sleen blev nr. 4, da han sidst deltog i 2019, kommer til løbet med fin form og bør bestemt også være medaljekandidat

Endelig er der selvfølgelig den tidobbelte mester Edvald Boasson Hagen. Den store stjerne er dog faldet gevaldigt af på den, og han er bestemt ikke blevet bedre i 2021. Da han sidst deltog i 2019, fik han blot bronze, og han kan få svært ved at gentage den bedrift denne gang efter et sløjt år, hvor han senest missede Tour de Suisse med sygdom.

Feltet.dks vinderbud: Tobias Foss

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Polen (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Kamil Gradek

Ruten: Store dele af Polen er fladt, og derfor har de polske enkeltstarter ofte været ret enkle. I år er der lidt flere højdemeter at finde over de 46,8 km omkring byen Chielmo. Her skal der køres to omgange på en 23,4 km lang rundstrækning, der har form som en trebenet stjerne, hvor man kører ud til to forskellige U-vendinger ad lange, lige veje, inden man kører tilbage til mål. Det første af de tre ben er ret kuperet og byder på to seje bakker både frem og tilbage, mens det derudover er ganske fladt. I alt skal der klatres 439 højdemeter.

Favoritterne: Polakkerne har aldrig været gode til at kommunikere startlister, og det er helle ikke lykkedes mig at finde en til dette løb. Derfor skal vurderingen tages med forbehold. Som regel har det dog været et opgør mellem Maciej Bodnar , der er seksdobbelt mester, og den dobbelte mester Michal Kwiatkowski, der begge har været blandt verdens førende specialister. Kwiatkowski har dog ikke haft succes i de senere år, og hans seneste præstationer var blot en 4. plads i 2019 og en 3. plads i 2018. Senest så han formsvag ud i Dauphiné, og sammen med hans nyere historik tegner det ikke alt for lovende. Samtidig er det højst tvivlsomt, om han kører løbet.

Det gør Bodnar utvivlsomt, men der er en grund til, at han blev slået i 2020. I de senere år er han faldet gevaldigt af på den, og han har kørt nogle temmelig pauvre enkeltstarter i nogen tid. Han viste dog bedre takter igen i Giroen i år, hvor han med 11. og 15. pladser viste, at han og Kwiatkowski stadig må regnes som de stærkeste, også selvom en helt flad rute havde været til hans fordel i kamp mod den mere alsidige rival. Kwiatkowskis nylige 11. plads i Dauphiné og hans generelt højere niveau i de senere år, gør dog Ineos-rytteren til min favorit, hvis han ender med at køre.

Sidste år overraskede Kamil Gradek ved at vinde efter en 2. plads bag Bodnar i 2019. Jeg vil dog blive overrasket, hvis Vini-rytteren gentager kunststykket. Sidste år kørte han i top 20 tre gange i Giroen, men skiftet væk fra WorldTouren synes ikke at have gjort ham godt. En 42. plads i det nylige Belgium Tour var mildt sagt bekymrende.

Så har jeg større forhåbninger til Lukasz Wisniowski . Han kører slet ikke samme enkeltstart som i 2016, 2017 og 2018, hvor han leverede ganske gode resultater på internationalt niveau, men han har senest kørt en hæderlig enkeltstart i Milano, hvor præstationen i dette løb vil føre ham langt. Han vandt bronze sidste år og blev nr. 5 i 2019, og det vidner om, at han er medaljekandidat.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Også sprinteren Szymon Sajnok plejer at køre fornuftigt til mesterskaberne, ligesom det gælder for Szymon Rekita, Piotr Brozyna og Filip Maciejuk.

OPDATERING: Ikke helt uventet stiller Maciej Bodnar ikke til start. På den endelige startliste findes Adrian Kurek og Przemyslaw Kasperkiewicz, der måske også kan gøre det pænt.

Feltet.dks vinderbud: Maciej Bodnar

Slovakiet (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Jan Andrej Cully

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Ruten: Årets slovakiske mesterskaber afvikles i byen Podluzany, hvor der skal køres to omgang på en enkel 20,2 km lang rundstrækning. Den består i, at man kører ca. 2,5 ned ad et let faldende stykke, vender rundt, og kører ca. 10 km den modsatte vej, ind gennem byen og om på den anden side ad et let stigende stykke. Her vender man rundt for ad et let faldende stykke at køre de ca. 7,5 km tilbage til byen igen. I alt skal der klatres 220 højdemeter over de i alt 40,4 km.

Favoritterne: Slovakiet har ingen temporyttere, der kan begå sig internationalt, og landets professionelle stiller aldrig til start. I de seneste to år har Jan-Andrej Cully vundet med mere end et minut ned til nr. 2, og han må vil også være den naturlige favorit, selvom han aldrig har slået til internationalt. Han har dog haft et skidt, skidt år med nærmest lutter DNFs, og det kampen mere åben denne gang.

Faktisk har der været noget mere skud i stænger hos veteranen Marek Canecky, der vandt tre år i træk mellem 2016 og 2018, indtil han fik sølv i 2019. Sidste år endte han dog blot som nr. 4, og selvom han generelt har kørt stærkere end Cully i år, har han været mindre ovebevisende på det seneste.

Heller ikke Martin Haring har imponeret i år, men efter en sølvmedalje i 2020 og en 4. plads i 2018 er der ikke helt uden for skiven at tro, at han kan køre med om sejren i år. Modsat Cully og Canecky har han også et nyligt topresultat på en international enkeltstart, nemlig en 4. plads i Rumænien sidste år.

Patryk Tybor vandt medaljer mellem 2017 og 2019, og han har virket mere formstærk end de tre ovennævnte. Skal han vinde titlen, kunne resultaterne tyde på, at i år er en god chance. Men måske skal de mere erfarne til at frygte unge Lukas Kubis. Han har i hvert fald været den stærkeste sloavk i år, men til gengæld er han bestemt ikke tempospecialist. Sidste år blev han nr. 5 og bare nr. 9 ved U23-mesterskaberne, og derfor er han nok en bedre kandidat til linjeløbsmesterskaberne. Endelig er sidste års nr. 3, Ronald Kuba, i konstant fremgang, men han kører kun på hjemligt niveau og har ikke samme erfaring som rivalerne.

Feltet.dks vinderbud: Jan-Andrej Cully

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

USA (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Ian Garrison

Ruten: De amerikanske mesterskaber afvikles over tre omgange på en 11,4 km lang rundstrækning i Knoxville, Tennessee for en samlet distance på 34,2 km. Rundstrækningen har form som en trebenet stjerne, hvor man kører ud i hvert ben med U-vendinger for enden af to af benene og en rundstrækning for enden af den tredje. Terrænet består af flere let stigende stykker samt ikke mindst en skarp bakke (300 m, 7,0%) efter ca. 7 km. I alt har ruten 346 højdemeter.

Favoritterne: Det amerikanske mesterskab har ofte været præget af en ret svag besætning, men sådan er det ikke i år. Tværtimod er stort set hele den amerikanske tempoelite - med Brandon McNulty som en markant undtagelse - rejst tilbage over Atlanten for at deltage i kampen om Stars and Stripes.

Det gør det til et ret åbent opgør med flere potentielle vindere, men jeg vælger at gå med Lawson Craddock. Amerikaneren synes ikke helt at have samme niveau som i 2018, hvor han blev nr. 6 til VM og nr. 4 på Vuelta-enkeltstarten, men han er stadig en kapabel rytter. I Giroen sidste år blev han nr. 8 på den indledende enkeltstart, og i år er han blevet nr. 12 i UAE Tour og senest en lidt skuffende nr. 18 i Dauphiné. Her viste han dog ganske fremragende form med stærke angreb på 5., 6., 7. og 8. etape, ligesom han var meget tæt på at vinde bjergtrøjen, og den form bør føre ham langt opå en småkuperet rute, der burde passe ham.

Nationen har også to øvrige topspecialister. Den ene er Chad Haga, der som bekendt vandt en Giro-enkeltstart for bare to år siden, men som ikke rigtigt har imponeret siden da. I år var han temmelig middelmådig i Catalonien, Romandiet og Dauphiné, men han blev trods alt nr. 33 i sidstnævntes enkeltstart, ikke alt for langt efter Craddock. Han viste markant stigende form gennem løbet og sluttede med nogle stærke bjergetaper, og da den kuperede rute passer ham fint, skal han bestemt ikke afskrives.

Tejay van Garderen ender sin karriere ved disse mesterskaber, og han vil i hvert fald være motiveret. Desværre er det helt på sin plads, at han stopper nu efter nogle helt anonyme sæsoner, men faktisk har han kørt nogle i hvert fald respektable enkeltstarter. Han blev nr. 14 i Catalonien, nr. 29 på den kuperede rute i Romandiet og nr. 42 på den første Giro-enkeltstart, og denne småkuperede, lidt længere rute passer ham egentlig ikke så dårligt. Da der er usikkerhed om formen hos favoritterne, kan han - hvis han er kommet godt ud af Giroen - bestemt ikke afskrives.

Løbets måske største aktuelle specialist er Will Barta, der var et sekund fra at slå Primoz Roglic på Vuelta-enkeltstarten sidste år. Siden han brækkede benet i løbet af vinteren, har han dog været en skygge af sig, og senest har han kørt en serie franske løb, herunder Dauphiné, i meget formsvag tilstand. Hans enkeltstart i Dauphiné var en lille katastrofe, og han synes ikke at have formen til at vinde. På den anden side fik han en god, solid løbsblok med masser af bjerge, og det var måske det, han trængte til, i et år, hvor han næsten ikke har kørt løb.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det unge talent Magnus Sheffield, der brugte coronapausen til at slå juniorernes forfølgelsesløbsrekord, kan måske overraske. I år havde han kurs mod en stærk enkeltstart i Valencia, men fik lagt alt for hårdt ud og eksploderede totalt. Allerede midt i maj forlod han Europa for at forberede sig til mesterskaberne. Som temporytter er han et ubeskrevet blad, men han har utvivlsomt et potentiale. Spørgsmålet er, om han kan indfri det som 19-årig.

Joey Rosskopf er dobbelt mester fra årene 2017 og 2018, hvor han var så god, at han blev nr. 2 på en Vuelta-enkeltstart bag Rohan Dennis, men siden er det gået baglæns. I år har det været helt galt, og selvom han viste lidt liv ved næsten at vinde en Tour de Suisse-etape fra udbrud, har hans enkeltstarter været uhyre skuffende. Lige nu synes han slet ikke at have niveauet, men måske kan der være lidt håb i den stigende form i Schweiz og en distance, der endelig passer hans motor nogenlunde.

Ian Garrison choksejrede for to år siden, men han får svært ved at forsvare titlen. Siden han blev professionel hos Deceuninck, har han ikke været tæt på ét eneste temporesultat, og lige nu synes han at have nok at gøre med at gennemføre løbene. Det ligner ikke et titelforsvar, men han har trods alt tidligere vist, at han kan vinde.

Det er svært at se andre reelle kandidater. Der vil være nogen fokus på George Simpson, der kørte på podiet i Chrono Kristin Armstrong i 2019 og vandt bronze i 2019. Det store klatretalent Sean Quinn er alt andet end temporytter, men det skal blive interessant at se, hvor langt hans klasse fører ham i dette felt. Endelig er Gage Hecht blevet både nr. 5 og 8 i løbet og kan gøre det pænt, ligesom Will Cooper var langt fremme for to år siden.

Feltet.dks vinderbud: Lawson Craddock

Læs også

Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Tjekkiet (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Josef Cerny

Ruten: Årets tjekkiske mesterskaber afvikles i den slovakiske by Podluzany, hvor der skal køres to omgang på en enkel 20,2 km lang rundstrækning. Den består i, at man kører ca. 2,5 ned ad et let faldende stykke, vender rundt, og kører ca. 10 km den modsatte vej, ind gennem byen og om på den anden side ad et let stigende stykke. Her vender man rundt for ad et let faldende stykke at køre de ca. 7,5 km tilbage til byen igen. I alt skal der klatres 220 højdemeter over de i alt 40,4 km.

Favoritterne: I de seneste tre år har vi haft en duel med Tjekkiets to bedste temporyttere, og det kan vi få igen i år. Der er dog ingen tvivl om, at Josef Cerny er storfavorit til at tage en tredje titel efter sejrene i 2010 og 2018. Deceuninck-rytteren er trådt i den absolutte elite med sidste års sejr i Poitou-Charentes og ikke mindst de fine Giro-enkeltstarter. I år har hans enkeltstarter været for kuperede, men han viste sin klasse med en top 10 i Catalonien. Det bør gøre ham til den klare favorit i dette selskab, selvom han har klaget lidt over dårlig form.

Rivalen har traditionelt været Jan Barta, der har vundet hele seks gange. I de seneste år er han dog blevet overgået, og selvom han slog Cerny i 2019, er det blevet til to sølvmedaljer de seneste tre år. Hans resultater på internationale enkeltstarter er ikke længere imponerende, men til de tjekkiske mesterskaber er han der hver gang. Sidste år var han bare 10 sekunder fra at vinde, og det viser, at det ikke er helt umuligt.

Jakub Otruba kan måske blande sig. Sidste år vandt han U23-mesterskaberne, og han er to gange i træk kørt i top 10 til U23-EM. Sidste år blev han nr. 12 i skrapt selskab i Slovakiet Rundt, og det bør føre ham langt i dette feltet. Han har endda vist storform med en serie gode resultater i etapeløb i de seneste uger.

Det har også sidste års bronzevinder, Adam Toupalik, men han er ikke rigtit en mand til en lang tonserenkeltstart. Han kan næppe stræbe efter titlen. Det bliver også svær for Petr Vakoc, der ikke er så stærk som i sine bedste år, hvor han mellem 2014 og 2017 vandt to sølv- og to bronzemedaljer. Han må dog stadig regnes som stærk medaljekandidat. Den uhyre formstærke Michal Schlegel er mere klatrer end tempospecialist, men er trods alt to gange blevet nr. 4. Michal Kukrle plejer også at køre med om medaljerne, og Petr Kelemen og Daniel Turek må også regnes som outsidere.

Feltet.dks vinderbud: Josef Cerny

Læs også

Test: Specialized S-Works Evade 3

Rusland (torsdag d. 17. juni)

Forsvarende mester: Artem Ovechkin

Ruten: De russiske mesterskaber afvikles i år over 40,0 km omkring byen Penza, hvor der skal køres to omgange på en 20,0 km lang rundstrækning. Den er uhyre simpel, da man alene kører ad en lige vej ud til et vendepunkt og tilbage igen. Helt enkel er den dog ikke, da der er en sej bakke, både når man skal frem og tilbage. I alt giver det 420 højdemeter.

Favoritterne: Ikke helt uventet har russerne ikke offentliggjort nogen startliste, og det gør det hele meget usikkert. Jeg vil blive slemt forundret, hvis Pavel Sivakov stiller til start, men det kan bestemt ikke udelukkes, at Alesandr Vlasov har taget turen hjem. Han havde tidligere ikke haft mange chancer, men med de fremragende enkeltstarter, han har kørt i år, vil han utvivlsomt være favorit, hvis han vitterligt stiller op.

Hvis ikke - og jeg tror mest af alt, at vi ikke vil se Vlasov til start, da han skippede Slovenien grundet træthed - peger pilen igen på vinderen af de seneste tre udgaver, nemlig Artem Ovechkin. Veteranen er ikke, som da han var bedst, men han kører stadig gode enkeltstarter og er lige blevet nr. 6 på prologen i Five Rings of Moscow. I en alder af 34 bliver han ikke øvre, men hans historik ved denne begivenhed er så stabil, at han er svær at komme udenom.

Mere usikkerhed er der om Ilnur Zakarin , der som Gazprom-rytter må ventes at deltage. Hans gode enkeltstarter ligger efterhånden længe tilbage, og det har bestemt ikke været kønt i år. Ruten er dog ganske kuperet, og han var trods alt langt fremme i Slovenien i sidste uge. I et svagt felt bør han køre med om medaljerne.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Sidste år overraskede Sergey Shilov ved blot at være få hundrededele fra titlen, men det er usikkert, om han kører. Han har ikke kørt internationale løb i år, men det er meget almindeligt, at lokale russiske ryttere møder op til mesterskaberne - for hans vedkommende også fordi han er forsvarende vinder i linjeløbet. Det er tvivlsomt, om han kan være med igen, da han aldrig har været specialist, men som

Endnu farligere er måske Alexander Evtushenko. Han har netop vundet prologen i Moskva, og sidste år fik han et topresultat med en 7. plads i San Juan. Han er dog aldrig slået til ved de nationale mesterskaber, og distancen kan måske være det, der knækker ham.

Sidste års bronzevinder Victor Manakov må også være i spil igen, men hans flotte resultat fra sidste år var en ret enlig svale i en ellers resultatfattig karriere. Måske skal vi snarere se mod en anden tidligere bronzevinder, Artem Nych, der ganske vist mest er klatrer, men netop har vist lidt form i Slovenien. Den talentfulde klatrer Savva Novikov kørte også en god enkeltstart i Valencia tidligere i år, og bare 18-årige Egor Igoshev har netop imponeret i Moskva og generelt haft en god sæson. Den unge banerytter, Lev Gonov, der blev nr. 4 sidste år og synes i form, kan også blande sig. De erfarne Sergei Chernetski og Dmitry Strakhov kan måske også blande sig, selvom førstnævnte er faldet af på den, og sidstnævnte ikke er specialist.

Feltet.dks vinderbud: Aleksandr Vlasov

Italien (fredag d. 18. juni)

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Forsvarende mester: Filippo Ganna

Ruten: I år er det få lande, som har designet en rute, der i sværhedsgrad kan måle sig med den italienske. Der skal tilbagelægges 45,7 km omkring byen Faenza, og de byder på betydelig klatring. Efter en flad indledning rammer man Rocca di Monte Poggiolo (1,5 km, 7,7%), på hvis top den første mellemtid tages efter 17,0 km. Umiddelbart efter gælder det Cima Sabbioni (1,0 km, 7,8%) med top efter 22,1 km, hvorefter det falder ned til den anden mellemtid, der tages efter 26,3 km. Nu flader det lidt ud, inden man skal over Via Agello (1,7 km, 6,0%), der passeres efter 35,0 km. Nu venter en hurtig nedkørsel, inden de sidste knap 10 km går ad en flad og lige vej. Ruten synes indlednings teknisk ikke alt for kompliceret, men den sidste af de tre nedkørsler ser ikke helt nem ud. I alt har ruten 576 højdemeter.

Favoritterne: Løbet kunne være en procession for Filippo Ganna, men med den kuperede rute får forhåndsfavoritten det ikke så let. Arrangørerne har bestemt ikke gjort livet let for den store italiener, der skal slæbe sin krop over næsten 600 højdemeter og tre ganske stejle stigninger. Heldigvis er der også masser af fladere terræn, hvor han kan bruge den power, ingen i feltet kan matche, og Ganna har før vundet en enkeltstart af dee type. Faktisk var den lange enkeltstart i sidste års Giro endnu mere kuperet, og her sejrede Ganna i suveræn stil over mere klatrestærke typer, først og fremmest Rohan Dennis. I år klatrede han i Giroen måske ikke helt så godt som sidste år, men med den genfødsel, han i Giroen oplevede efter sidste års krise, vil jeg stadig tro, at der er tilstrækkeligt med powerstykker til, at Ganna kan forsvare din titel.

Den kuperede rute gør, at jeg peger på Matteo Sobrero som den værste rival. Italieneren brugte Giroen til at komme i sit livs form og rundede løbet af med at komme ganske tæt på Ganna med sin 4. plads på Milano-enkeltstarten. I sidste uge klatrede han som en drøm i Slovenien, hvor han var næstbedste mand bag Tadej Pogacar i bjergene, og dermed har han hele pakken til denne rute. Han kørte kun én etape i Adriatica Ionica Race, men Astana meldte intet om sygdom eller skade. Snarere har han nok vurderet, at den samlede belastning var for stor frem mod en enkeltstart, han satser på. Med de slovenske ben står han knivskarpt til at tage kampen op med Ganna på denne rute. Jeg kan dog være bekymret for distancen, hvor han stadig er lidt uprøvet, men Milano-enkeltstarten giver håb.

Mattia Cattaneo er i hvert fald i form. Han kom fremragende ud af Tour de Suisse, hvor han kørte sine bedste etaper i weekenden, blandt andet med en 6. plads på bjergenkeltstarten. Hjulpet af vejret blev han også nr. 3 på 1. etape, og han er tidligere i år blevet nr. 7 i Romandiet. Til gengæld blev han også kun nr. 15 i Baskerlandet og Paris-Nice, men det var på et tidspunkt, hvor han slet ikke var i form. Jeg har meget svært ved at placere ham, fordi han på den ene side er en fremragende klatrer og i dokumenteret god form, men på den anden side ikke så kraftfuld som de øvrige favoritter. Jeg vælger dog at tro, at god form overtrumfer sandsynlig træthed efter Giroen, og derfor rangerer jeg ham foran mere kraftfulde og mere tempostærke ryttere.

Hvor står Alberto Bettiol efter Giroen? Han kom skræmmende stærkt ud af løbet og kørte derefter to etaper i Occitanie, hvor han arbejdede for holdet, inden han rejste hjem, formentlig for at satse på de italienske mesterskaber. I Giroen bekræftede han, at han er blevet en solid temporytter, men hans placeringer som nr. 7 og 12 viste også begrænsningerne på klassiske fladbaneruter. Denne har dog et langt bedre miks, og har han Giroens klatreben, vil han være skræmmende stærk på de tre bakker. Spørgsmålet er bare, om han har friskheden, og om han har power nok til de flade stykker.

Egentlig havde jeg Gianni Moscon som værste trussel på denne meget kuperede rute, men jeg er usikker på hans friskhed. I Giroens tredje uge var han slet ikke så stærk som i indledningen, og i forvejen har han stadig til gode at køre en rigtig god enkeltstart siden sin genfødsel. Han var dog ikke mere træt, end han blev nr. 9 i Milano, og det vidner både om tempoevner og en vis friskhed. Hvor han står nu, er dog helt uklart, og usikkerheden om hans afsluttende træthed presser ham ned på min liste. Omvendt er han på toppen fremragende på ruter som disse, som han viste med 6. pladsen ved VM i 2017.

Havde det været en flad rute, havde Edoardo Affini været den næststørste favorit efter den genfødsel, han oplevede i Giroen. Han er imidlertid også en meget tung rytter, og det er svært at se ham være med helt fremme på så svære bakker. Samtidig var han tydeligvis træt mod slutningen af Giroen og slet ikke så overbevisende i Milano som i Torino. På de flade strækninger er han sikkert fortsat næstbedst, men det er tvivlsomt, om det er nok.

Andre kandidater er Antonio Tiberi, der gav prøver på talentet på enkeltstarten i UAE Tour, men som virkede formsvag i Schweiz. Fabio Felline kunne måske også ride videre på Astana-effekten på en rute, der ikke burde passe ham skidt, men han har været meget formsvag efter sin kones fødsel og Giroen.

Læs også

Minut for minut: Sådan sikrede lille spanier sig sejren i Giro-generalprøven

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Spanien (fredag d. 18. juni)

Forsvarende mester: Pello Bilbao

Ruten: De spanske mesterskaber er næsten altid kuperede, og det gælder også i år, hvor der skal køres 32,09 km omkring byen Busot på en rute med i alt 489 højdemeter. Faktisk er der slet intet fladt på en rute, der konstant går op og ned, men mest via bløde bakker. De første 2,5 km stiger med 3,8%, inden det falder over de næste 12,5 km - dog afbrudt af en bakke (800 m, 7,1%). Derefter stiger det let næsten uafbrudt over de næste 14 km, idet det dog kun bliver en anelse stejlt til sidste (1,1 km, 5,4%). Slutteligt falder det let ned mod mod mål. Ruten synes ikke specielt teknisk.

Favoritterne: Årets spanske mesterskaber synes at kunne blive en ganske åben affære. Vi mangler den femdobbelte vinder, Jonathan Castroviejo, der lavede hattrick i årene mellem 2017 og 2019, indtil han opgav sit titelforsvar i 2020, hvor sejren gik til Pello Bilbao, der igen i år er en af de klare favoritter.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Jeg vælger dog at pege på Ion Izagirre . I sine bedste år vandt han mesterskabet én gang, og derudover har vundet både sølv og bronze. Desværre ar han siden kørt enkeltstarter på et helt andet niveau, og han har slet ikke været ved fordums styrke. I år har signalerne også været blandede, men han har mest af alt kørt bedre end længe, blandt andet med en 12. plads i Paris-Nice, en 11. plads i Romandiet og ikke mindst den nylige 2. plads i Dauphiné. Her drog han dog fordel af en meget kuperet og urytmisk rute, og jeg er lidt bekymret for, om denne ellers kuperede rute består lidt for meget af lange, lige strækninger, der enten falder eller stiger let. Den slags ruter var han dog god til i sin storhedstid, og som led i Astanas generelt fabelagtige temposæson tror jeg på, at han genvinder sin titel fem år efter den første.

Jeg er lige så usikker på den forsvarende mester. I de senere år har Pello Bilbao lært at køre enkeltstart, og efter sølv bag Castroviejo i 2019 sejrede han i 2020 suverænt med 36 sekunder ned til Luis Leon Sanchez. Siden Giroen sidste år, hvor han kørte skuffende enkeltstarter, har han dog kun kørt skuffende enkeltstarter, senest i Giroen. Også han synes nok, at ruten er lidt for kraftpræget og ikke teknisk nok, men det gælder for de fleste af favoritterne. Er han kommet godt ud af Giroen, kan han utvivlsomt vinde.

Vinder han i år, kan Luis Leon Sanchez udligne Castroviejos fem mesterskaber, men der er en grund til, at han ikke har vundet siden 2012. Sanchez er slet ikke den temporytter, han var engang, og faktisk er hans eneste medaljer i den mellemliggende periode de to gange sølv i 2013 og 2020. Sidste år var han dog ikke langt fra, og i år har han kørt nogle ganske opløftende enkeltstarter i Catalonien og UAE Tour, men også skuffet flere gange. Modsat de ovenstående har han nok glæde af denne lidt powerfulde rute, og han vil drage fordel af Astanas generelle genrejsning, men spørgsmålet er, om han stadig er god nok.

En spændende outsider er Omar Fraile. Også han har levet højt på Astana-mandskabets generelle opblomstring i disciplinen, og han imponerede blandt andet med en 16. plads i Baskerlandet. Seneste skuffede han dog en anelse i Schweiz, og ruten her er nok lidt for meget for specialister til, at han for alvor skal regnes som sejrskandidat-

De øvrige ryttere får svært ved at blande sig, men jeg glæder mig til at se den unge komet Carlos Rodriguez, der i Algarve og Dauphiné kørte ret opløftende med perspektiver for fremtiden. Astana har ohså den tidligere triatlet Javier Romo, hvis baggrund burde hjælpe ham, men han er næsten uprøvet som temporytter på dette niveau. Movistar får det svært, da de to baneryttere Albert Torres og Sebastian Mora er for tunge til denne rute, og de skal satse på Lluis Mas, der næppe får medalje. Andre kandidater er Mikel Azparren, der har kørt stærke enkeltstarter i år, og sidste års U23-mester Raul Garcia Pierna, der dog ikke har imponeret i 2021.

OPDATERING: David de la Cruz stiller til start og må regnes som seriøs medaljekandidat og absolut også titelbejler. Sanchez kommer til gengæld ikke til start.

Feltet.dks vinderbud: Ion Izagirre

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Portugal (fredag d. 18. juni)

Forsvarende mester: Ivo Oliveira

Ruten: De portugisiske enkeltstarter er sjældent helt flade, men i år er der ingen større bakker. I alt skal der køres 30,5 km omkring byen Campo de Feiras, og det går gennem let kuperet terræm, hvor første halvdel hovedsageligt er let stigende og anden del hovedsageligt let faldende. Man kører ad en relativt lige vej ud til en rundstrækning, hvor man kører en omgang, for derefter at følge samme vej tilbage til mål. I alt har ruten 343 højdemeter.

Favoritterne: I Portugal skal der findes en ny mester, da Ivo Oliveira er ude med en skade, og her peger alle pile på Joao Almeida. Portugiseren har siden sidste års Giro etableret sig som en tempogigant, og senest kørte han et par fremragende enkeltstarter i Giroen. Det let kuperede terræn burde passe ham, og hans resultater i år har været så overbevisende, at han har etableret sig som den førende portugisiske specialist. Er han kommet todt ud af Giroen, er han manden, der skal slås.

Stensikker vinder er han dog ikke. Portugal har en anden førende specialist i form af Nelson Oliveira , der vandt titlen i 2011, 2014, 2015 og 2016, men ikke har deltaget de seneste fire gange. Nu vender han tilbage, og han er en sand mesterskabsrytter, der altid kører stærkt til VM og i grand tours, hvor distancerne endelig passer ham. Det gør de også her - selvom ruten gerne måtte have været længere - og det samme gør terrænet. I år har han endda kørt overraskende gode flade enkeltstarter i Valencia og Giroen på ruter, der ikke passede ham, men jeg er bekymret for formen, da han virkede meget træt i sidste del af Giroen efter en vild april.

Der skal ske noget mærkeligt, hvis ikke vi har fundet løbets nr. 1 og 2, men outsideren er Rafael Reis. Han har længe været en af landets specialister, men han har kun én sølv- og én bronzemedalje. I de senere år har han været i tilbagegang, indtil han for nylig kørte sit livs enkeltstart i Algarve. Kører han lige så stærkt her, og er der Giro-mærkede ben hos de to favoritter, kan han måske overraske.

Vinderen fra 2019, Jose Goncalves, er også til start, men han er faldet helt sammen og ligner ikke en reel kandidat længere. Den tidligere U23-mester, José Neves, sidste års nr. 3, veteranen Tiago Machado, Algarve-vinderen Joao Rodrigues, samt Daniel Mestre, Ricardo Mestre, Joni Brandao, Antonio Carvalho og Daniel Freitas kan også gøre det pænt og måske kæmpe med om bronzen.

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Feltet.dks vinderbud: Joao Almeida

Luxembourg (fredag d. 18. juni)

Forsvarende mester: Bob Jungels

Ruten: Luxembourg er kendt for deres meget korte ruter, og heller ikke i år skal der køres langt. Således skal der køres bare 19,6 km fordelt over to omgange på en 9,8 km lang rundstrækning omkring byen Harlange. Deter endda en kuperet sag, hvor de første 4,5 km er faldende, og de sidste 5,3 km alle er stigende. Der skal således klatres hele 303 højdemeter, men teknisk er ruten ikke.

Favoritterne: Bob Jungels har vundet syv af de seneste ni gange, men denne gang skal der findes en ny mester. Ag2r-rytteren har i sidste øjeblik meldt afbud med en skade, og det gør det til et helt åbent opgør.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Det ligner en duel mellem Kevin Geniets og Alex Kirsch, der vandt hhv. bronze og sølv i 2020. Geniets vandt gså sølv i 2019, mens Kirsch fik yderligere en sølv i 2018 og to gange bronze i 2016 og 2017. Kun én gang har de begge været til start, nemlig sidste år, hvor Kirsch var bedst med bare 7 sekunder.

I år vælger jeg at gå med Geniets. FDJ-rytteren har gjort kolossale fremskridt i år, men det har ikke været så synligt på tempocyklen. Det gik dog hæderligt i Dauphiné, hvor han generelt viste storform, og på en meget kuperet rute vil jeg tro, at hans bedre klatreevner sætter sig igennem i opgøret med Kirsch.

Ligesom Geniets er Kirsch slet ikke specialist, og han laver aldrig internationale resultater, da enkeltstarter bruges som halve hviledage. Han har dog kørt pæne enkeltstarter i Besseges og Paris-Nice, og terrænet her er ikke alt for hårdt for ham. Han viste dog ikke skræmmende form i hverken Andalusien eller Schweiz, og klatringen kan tippe balancen mod Geniets.

Det er svært at se, hvem der skal slå de to favoritter. Feltetts eneste anden WorldTour-rytter er klatreren Michel Ries, der slet ikke kan køre enkeltstart, men måske kan lukrere på bakkerne til alligevel at levere et resultat efter sidste års 5. plads. Den anden topkandidat må være Tom Thill, der vandt bronze i 2019 og blev nr. 4 sidste år og altid kører med om medaljerne. Derudober har Ivan Centrone før været tæt på medalje og i mindre grad Rapael Kockelmann.

Feltet.dks vinderbud: Kevin Geniets

Tyskland (lørdag d. 19. juni)

Forsvarende mester: Tony Martin

Ruten: De tyske mesterskaber er ofte relativt flade, men sådan er det ikke denne gang, hvor der skal køres 30,5 km omkring byen Öschelbronn, der ligger i det kuperede syd tæt på Stuttgart. Her har man designet en på rutekortet lidt sindrig rute, hvor man kører lidt rundt i terrænet dels på en rundstrækning, dels ad en vej, der leder ud til et vendepunkt. Ruten synes at være relativt teknisk, og det går let op eller ned stort set hele tiden for i alt 338 højdemeter.

Favoritterne: Siden 2010 har Tony Martin vundet ni ud af ti gange - kun Bert Grasch slog ham i 2011 - men spørgsmålet er, om en epoke står for fald. Ganske vist jagter han en tiende titel, men denne gang må han regnes som truet.

Der er nemlig mange om buddet, og jeg har ret svært ved at pege på entydig favorit, men jeg prøver at gå med Nikias Arndt . Tyskeren har kredset om titlen i flere år med andenpladser bag Martin i 2014 og 2015 og en tredjeplads i 2018, men desværre er han slet ikke den temporytter, han var engang. I år har der dog været en lille opblomstring med en 13. plads på sidtse Giro-enkeltstart, men det var hans enorme styrke i Italien, der betog mig. Han har vel aldrig været stærkere, end han var i de tre uger, og han kom fremragende ud af løbet. Har han samme form nu, burde denne småkuperede og tekniske rute være skabt til en klatre- og tempostærk sprinter. Jeg er usikker på, om formen stadig holder, men jeg vælger at pege på ham.

I Giroen var Max Walscheid bedre end Arndt. Han blev nemlig nr. 8 i Torino og en imponerende nr. 6 i Milano, og han har stille og roligt bevæget sig ind i tempoeliten. Nu har han også vist, at han kan håndtere lange distancer, men kan han klare bakkerne. Han kørte flot på den kuperede rute i BinckBank Tour sidste år, men nogen letvægter er han ikke. Til gengæld passer de tekniske dele ham formentlig udmærket. På en flad rute havde han været min favorit, men nu må han nøjes med en 2. plads.

Selvfølgelig skal man ikke udelukke en 10. titel til Tony Martin. I år har han hele fire gange fået lov at gå efter et resultat igen, og han blev en pæn nr. 23 i Paris-Nice, nr. 22 på prologen i Romandiet, nr. 24 på den kuperede rute i Romandiet og senest nr. 31 på den svære rute i Dauphiné. Nu finder han den for ham hidtil bedste enkeltstart, da vi endelig får en distance, han kan bruge, og det småkuperede terræn er heller ikke nogen ulempe. Det er til gengæld de tekniske dele, og spørgsmålet er, om Martin stadig har den tilstrækkelige power. Han kan fortsat føre en hel dag forrest i feltet, men han arbejder ikke længere målrettet på disciplinen. Er det nok til en 10. titel?

Den fjerde og sidste guldkandidat må være Nils Politt. Bora-rytteren er ikke specialist, men han er brølstærk. Det har af og til givet flotte resultater, blandt andet en 2. plads i Paris-Nice for nogle år siden, og i år gjorde han det også pænt med en 5. plads i et svagt felt i Algarve og en 9. plads i et lidt tamt felt i Besseges. På den store scene har det dog knebet, og Martin slog ham eksempelvis i både Dauphiné og Paris-Nice. Til gengæld har også han glæde af distancen, og med tredjepladser i 2016 og 2017 samt en 2. plads i 2019 har han altid været med helt fremme på hjemmebanen.

Man kan vel heller ikke helt udelykke det store tempotalent Marco Brenner. Han har ganske vist haft det svært på enkeltstarterne i år, men han blev trods alt nr.  25 i Romandiet og nr. 43 i Dauphiné. I forhold til de øvrige favoritter er det ikke helt skævnt, og han vil i hvert fald bryde sig om den kuperede rute.

Der er naturligvis også Jonas Rutsch, der kørte en sensationel bjergenkeltstart i Schweiz og blev en uhre overraskende nr. 6 på 1. etape. Han har dog aldrig vist skyggen af tempoevner tidligere, og det vil undre mig, hvis han pludselig kører med om medaljerne. Movistar stiller med Juri Hollmann , der dog aldrig har kørt gode enkeltstarter. Blandt de øvrige ryttere plejer Justin Wolf altid at være med fremme, men han bør ikke kunne få medalje i dette felt.

OPDATERING: Nikias Arndt stiller ikke til start.

Feltet.dks vinderbud: Max Walscheid

Østrig (lørdag d. 19. juni)

Forsvarende mester: Matthias Brändle

Ruten: Årets østrigske mesterskab er henlagt til grænsebyen Kufstein, der ligger midt i Alperne, men arrangørerne har været nådige. I alt skal der køres 27,0 km fordelt over to omgange på en 13,5 km lang rundstrækning, og de er uhyre enkle. Man følger nemlig bare en lige dalvej, der løber parallelt med motorvejen, ned til et vendepunkt, inden man kører tilbage igen. Det går let op og ned det meste af vejen, så man efter endt distance har klatret 350 højdemeter.

Favoritterne: Havde det ikke været for den ny dopingdømte Georg Preidler, der slog ham i 2017 og 2018, havde Mattias Brändle vundet fem gange i træk, og han stiller da også til start som storfavorit. Ser man tillige bort fra, at han ikke var med i 2015, hvor Preidler også vandt, er han faktisk endt i top 2 hver eneste gang, han har deltaget, siden 2013. Det siger noget om hans overlegenhed. Ganske vist er han slet ikke så stærk som tidligere - slet ikke over lange distancer, der aldrig har været ham - men han oplever stadig sine stunder, som da han blev nr. 9 i Giroen for en god måned siden. Denne rute er måske lidt for kuperet til at passe ham ideelt, men det vil være en overraskelse, hvis ikke han erobrer titlen for syvende gang.

Patrick Gamper må være rivalen. Det var han i hvert fald i 2020 og 2019, og han synes at komme tættere på. Mens han tabte 54 sekunder i 2019, var han sidste år bare 11 sekunder fra titlen. Heller ikke han er vild med det kuperede terræn, men mod Brändle er det ingen ulempe. På en kort enkeltstart havde han ikke en chance, men over 27 km har han en mulighed.

Til  gengæld er det svært at se, hvem der ellers skulle gøre det. Det skulle vel være talentfulde Tobias Bayer, der har gjort det godt i sit første år hos Alpecin, men sidste år var han 1.29 efter Brändle som nr. 5. Han har ikke tidligere vist de store tempoevner. Det har formstærke Felix Gall, der klatrede så flot i Dauphiné, heller ikke, men han kørte faktisk to pæne enkeltstarter i Romandiet. På denne kuperede rute burde han i dette felt med sine klatreevner gøre det pænt.

Derudover har de to seneste bronzevindere, Felix Ritzinger og Johannes Hirschbichler , været med helt fremme to år i træk, og også Markus Wildauer har før været tæt på medalje. Han har dog haft en forfærdelig sæson. Riccardo Zoidl er tidligere mester og specialist, men han er faldet af på den med en 5. og 6. plads de seneste to gange. Den kuperede rute kan dog tale til fordel for den formstærke klatrer, der må have en chance for medalje.

Feltet.dks vinderbud: Matthias Brändle

SÆT DIT TOUR-MANAGERHOLD - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KRONER!