Optakt: Nationale enkeltstartsmesterskaber

 Livestream udvalgte nationale mesterskaber uden afbrydelser

Nedenfor kan du se en oversigt over, hvad der kan forventes på enkeltstarterne i de vigtigste lande. Artiklen vil løbende blive opdateret. Bemærk, at det kan være meget vanskeligt at få opdaterede startlister til nationale mesterskaber. Der tages derfor forbehold for sene ændringer i felterne.

Spanien (fredag d. 24. juni)

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Forsvarende mester: Ion Izagirre

Ruten: De spanske mesterskaber er næsten altid kuperede, men i år er det ikke alt for slemt. Mesterskaberne er denne gang henlagt til Mallorca, hvor der skal køres 38,6 km omkring byen Cala Millor. Ruten er teknisk ganske ukompliceret, da man kører en tur ind i landet via en rundstrækning, der bl.a. består af en lang, lige vej, der fører ud til et vendepunkt og tilbage igen. Terrænet er aldrig pandekagefladt, og derfor bydes der på 370 højdemeter, men der er ingen væsentlige bakker undervejs.

Favoritterne: Årets spanske mesterskaber er desværre en lidt tynd affære. De fleste af landets specialister dropper løbet, herunder den femdobbelte vinder Jonathan Castroviejo og 2020-mesteren Pello Bilbao.

Jeg prøver at pege på Juan Ayuso. Supertalentet er ganske vist ret uprøvet som temporytter, men han viste med sin 10. plads i Dauphiné, at han har et stort, stort potentiale. Det var endda på en helt flad rute, og han vil finde denne langt mere tiltrækkende. Han udgik af Dauphiné med sygdom, men det var angiveligt ikke specielt alvorligt, og hvis han har samme niveau nu, vil jeg tro, at han vil vnde i første forsøg.

Rivalen må være den forsvarende vinder, Ion Izagirre. Baskeren er slet ikke den temporytter, han var engang, og skiftet til Cofidis har ikke hjulpet. Han kørte dog en god enkeltstart i Schweiz, hvor han blev nr. 13, og det var endda på en flad rute. Izagirre har altid været markant bedre på kuperede ruter, og derfor har han bestemt en god chance for at forsvare titlen.

Sidste år blev Carlos Rodriguez overraskende nr. 3, dog i beskedent selskab. Siden har han stort set ikke kørt enkeltstart, men i Baskerlandet var han ikke imponerende. Al logik siger, at Ineos har arbejdet målrettet med ham, og han kan meget vel have forbedret sig enormt. Han vil have glæde af den kuperede rute og viste storform i Occitanie.

Sidste år skuffede Mikel Azparren, men han bør i dette selskab være medaljekandidat. Således blev han nr. 12 i Algarve, hvor selskabet var betydeligt skrappere, og han har endda forbedret sig meget i år, hvor han imponerede stort i samme løb og Alentejo. Hans form var dog beskeden i Slovenien.

En kandidat kunne være Alex Aranburu. Sidste år begyndte baskeren pludselig at køre gode enkeltstarter, men det var som en del af Astana-miraklet. Efter skiftet til Movistar har han kun kørt én meget skuffende enkeltstart i Tirreno, og det lover ikke just godt. I dette beskedne selskab burde han dog være med fremme, især fordi han viste fin form i Schweiz.

Man skal vel også nævne Raul Garcia Pierna. Han var kendt som en af de bedre spanske U23-temporyttere, men han har intet vist på den internationale scene. Sidste år blev han en uventet nr. 4, og han vil i dette felt måske kunne tage medalje efter en sæson, hvor han har været meget stærkere end tidligere.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

En anden stærk rytter er Diego Lopez, der før har kørt pæne enkeltstarter. Der er også en række navne i form af Oscar Rodriguez, Oier Lazkano , Ivan Garcia Cortina, Igor Arrita og Ivan Romero, der dog ikke burde være podiekandidater.

Feltet.dks vinderbud: Juan Ayuso

Tyskland (fredag d. 24. juni)

Forsvarende mester: Tony Martin

Ruten: De tyske mesterskaber er ofte relativt flade, men sådan er det ikke denne gang, hvor der skal køres beskedne 27,5 km omkring byen Marsberg, der ligger i det kuperede nær Kassel. Her har man designet en teknisk ikke alt for kompliceret rute med i alt 413 højdemeter. Hovedsageligt er det relativt fladt med kun bløde bakker, men løbet starter med en stejl mur (1,2 km, 10,3%), ligesom man efter 21 km når toppen af endnu en bakke (1,7 km, 5,3%).

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Favoritterne: Siden 2010 har Tony Martin vundet ti ud af elleve gange - kun Bert Grasch slog ham i 2011 - men med tempokongens karrierestop er den epoke nu slut. Det har tilsyneladende haft en gavnlig effekt på lysten til at deltage, for hvor man i tidligere år har haft temmelig pauvre felter, vil det meste af den tyske elite i år været samlet.

Jeg vælger at pege på Maximilian Schachmann, og det skyldes i vidt omgang enkeltstarten i Tour de Suisse. I det seneste års tid har det nemlig været sløjt med Boa-rytterens enkeltstarter, men i søndags kom der med 6. pladsen i et stærkt felt en lille genrejsning. Tyskland har ikke det samme antal tempokonger, som de tidligere havde, og derfor stiller Schachmanns navn sig ud. Kombinerer man det med, at den kuperede rute vil give ham en overhånd kunne han meget vel ende med sit første enkeltstartsmesterskab.

Den største trussel kunne være Lennard Kämna. Den tidloigere specialist har ellers kørt ret pauvre enkeltstarter på det sidste, men i Giroen genfandt han lidt af fordums styrke med både en. 8. og en 13. plads. At kalde ham genopstanden specialist er foreløbig en overdrivelse, men på en kuperet ruet, hvor de tuge folk vil lide, ikke mindst på den stejle mur, er det ikke utænkeligt, at han kan vinde. Hans form efter Giroen er en ubekendt, men da han pludselig er kommet ind i Tour-billedet, burde han være velkørende.

En trissel er Jannik Steimle . I Dauphiné viste han, at han ikke er langt fra verdenseliten, og på en flad rute kunne han meget vel have været min favorit. I dette felt vil han dog lide i forhold til de to favoritter på den stejle mur, og han skal så vise, at han kan indhente det på den flade del. Det kan blive svært i forhold til særligt Schachmann, men umuligt synes det ikke at være.

Nikias Arndt blev nr. 2 i 2014 og 2015 og nr. 3 i 2018, men det er ikke uden grund, at hans bedste resultater er relativt gamle. Hans enkeltstater har nemlig været af lavere niveau i de senere år, men i 2021 og 2022 har der igen været mere opløftende takter. Jeg kan være bekymret for, om ruten er for hård, men han klatrede som en drøm i Tour de Suisse. Til gengæld skaber det usikkerhed, at han i samme løb kørte en skuffende enkeltstart på en flad rute.

Nils Politt har været på podiet tre gange i løbet af de seneste fem år. Også hans tempoevner har imidlertid væet kraftigt aftagende i de senere år, og i dag blander han sig sjældent fremme på den internationale scene, ligesom han blot blev nr. 4 her for et år siden. I dette felt er han dog en af de mere kraftfulde ryttere, og selvom han i forhold til de to favoritter vil lide under den stejle mur, vil den i forhold til mange af rivalerne være en fordel for ham.

Max Walscheid var sidste år måske Tysklands bedste temporytter, selvom ruten til mesterskaberne var så kuperet, at han kun blev nr. 3. Desværre har han i år lidt voldsomt under skiftet til Cofidis og deres ringere materiel, som vi så ved den sløje enkeltstart i Belgien i sidste uge. Denne rute er for andet år i træk for kuperet, og da han tillige ikke har fundet formen efter sit grimme styrt i marts, er han denne gang mere outsider end favorit.

Jonas Rutsch er bestemt ikke specialist, men han hiver af og til en tempokanin op af hatten. Det gjorde han sidste år i Schweiz, og senest gjorde han det hæderligt i Schweiz, hvor han blev nr. 20, én placering foran Arndt. Her er det kuperede terræn næppe en ulempe, og han kan sagtens ende på podiet, men en sejr vil være en overraskelse.

Jasha Sütterlin var tidligere en af Tysklands førende specialister med blandt andet sølvmedalje bag Martin, men i dag er det slet ikke et speciale. Hans enkeltstarter er pæne, men at kalde ham en specialist vil være vildledende. Han klatrede dog bedre end vanligt i Giroen, hvilket vil hjælpe ham på denne rute, og hans 3. plads i 2020 viser, at han i et felt uden mange specialister vil have endnu en medaljechance.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Endelig er der sidste års nr. 2, Miguel Heidemann. B&B-rytteren har haft et svært år som professionel, men i Dauphiné kørte han en fin enkeltstart, da han blev nr. 26. Egentlig passer den fladere rute ham bedre end sidste års endnu mere kuperede sag, men da feltet er meget stærkere, har jeg svært ved at se ham gentage sølvmedaljen.

Andre kandidater er Jumbos unge temporytter Michel Hessmann samt Marco Brenner, men de har endnu ikke kørt gode enkeltstarter som professionelle. På kontinentalscenen er det særligt værd at følge specialisten Justin Wolff, der næsten altid ender som bedste kontinentalrytter, samt måske Joshua Huppertz og Dominik Bauer.

OPDATERING: Siden udarbejdelsen af optakten har en positiv coronatest tvunget Maximilian Schachmann til at melde afbud.

Feltet.dks vinderbud: Lennard Kämna

Portugal (fredag d. 24. juni)

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Forsvarende mester: Joao Almeida

Ruten: De portugisiske enkeltstarter er sjældent helt flade, men i år er der ingen større bakker. I alt skal der køres 33,6 km omkring byen Mogadouro, og de er meget enkle. Således kører man blot ad en relativt lige vej uden sving ud til et vendepunkt og derefter tilbage igen. Som sagt er der ingen regulære bakker eller stigninger, men det er aldrig pandekagefladt, og i alt skal der klatres 309 højdemeter.

Favoritterne: Portugiserne frigiver aldrig en startliste, og derfor skal denne optakt tages med forbehold. Det står dog klart, at den forsvarende vinder, Joao Almeida, er til start, og han må være den store favorit. Selv har han nedspillet forventningerne, da han angiveligt ikke er i form efter den covidsygdom, der tvang ham ud af Giroen, men som temporytter er han i Portugal så overlegen, at han burde kunne vinde selv på 80%, særligt på en kuperet rute som denne. Hans virkelige rival, Nelson Oliveira , skulle nemlig skippe løbet.

Rafael Reis må dog regnes som en trussel. Kontinentalryttere har utroligt nok aldirg vundet, men han har været på podiet tre gange. Sidste år blev han da også nr. 2 bag Almeida, dog med et tab på næsten et minut. Desværre har han i år ikke været på samme niveau som sidste år, hvor han var meget tæt på at vinde Algarve-enkeltstarten foran Kasper Asgreen, men svigter Almeida, må det være manden, der suverænt vandt begge enkeltstarter i Volta ao Portugal i 2021, der står først til at tage over. Hans form er dog ukendt efter mere end to måneders løbspause.

Dernæst er det vel 2020-mesteren, Ivo Oliveira , der står for. På internationale enkeltstarter er han langt fra toppen, men i Portugal er han konkurrencedygtig. Sidste år blev han da også nr. 6 på Algarve-enkeltstarten, der terrænmæssigt kan minde om denne, og det vidner om, at endnu et mesterskab ikke er helt urealistisk, hvis Almeida ikke er på toppen.

Hans bror, Rui Oliveira, er også en kandidat, men han er som temporytter svagere end brormand. Således har han aldrig været på podiet endnu, og det vil være en overrraskelse, hvis han vinder, også efter en meget hård løbsperiode. I dette felt vil han dog være medaljekandidat.

Det er klart, at Rui Costa vil være en af favoritterne, men han nævnes ikke som deltager, hvad han utvivlsomt ville være blevet, hvis han havde planer om at køre. I stedet skulle vi nok holde øje med sidste års nr. 3, Jose Neves, der også er regerende linjeløbsmester, men . Der vil også være en vis forventning til Amaro Antunes og Jose Goncalves, der er de sidste oplagte kontinentalryttere, men W52-rytterne har ikke været i aktion siden den dopingskandale, der startede tidligere på året. Derfor kunne det i stedet være værd at se efter Tiago Antunes.

Feltet.dks vinderbud: Joao Almeida

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Luxembourg (fredag d. 24. juni)

Forsvarende mester: Kevin Geniets

Ruten: Luxembourg er kendt for deres meget korte ruter, og heller ikke i år skal der køres langt. Således skal der køres bare 13,8 km på en rundstrækning omkring byen Nospelt. Landet er også kendt for kuperede ruter, men i år er der ingen væsentlige bakker. Det går således op og ned det meste af vejen uden nogensinde at være helt fladt, og i alt skal der klatres 152 højdemeter.

Favoritterne: Bob Jungels har vundet syv af de seneste ti gange, og efter at han sidste år meldte afbud med sine arterieproblemer, kunne han meget vel i år generobre tronen. Ag2r-rytteren viste nenlig pludselig livstegn med sin flotte 5. plads på enkeltstarten i Tour de Suisse, hvor han slog nogle af verdens førende specialister. Da han er den eneste reelle specialist i dette felt, vil han med præstationen fra Schweiz være meget svær at slå.

Førsteudfordreren er vel Alex Kirsch, der blev nr. 2 bag Jungels i både 2018 og 2020. Sidste år endte han i et svagere felt blod som nr. 3, men i år har han været bedre end i mange år. Særligt vigtigt er det, at han har kørt nogle af sine bedste enkeltstarter meden 21. plads i Paris-Nice go senest en flot 8. plads i Belgien, og de resultater er langt bedre end det, man finder hos alle andre rivaler end Jungels.

Sidste år var det Kevin Geniets, der erobrede tronen. I år har han endda nået helt nye højder, særligt med et helt fabelagtigt Dauphiné, men som temporytter er han mere middelmådig. Sidste års sejr handler formentlig mere om en svag præstation af Kirsch og fraværet af Jungels. Hans temporesultater tilsiger - trods hans styrke - at han i år kun bliver nr. 3.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Klatreren Michel Ries blev sidste år nr. 2. Nu er han endda bedre end nogensinde, senest med fornem kørsel i Occitanie, men tempospecialist er han slet ikke. Ganske vist er ruten småkuperet, men i dette selskab vil det være en overraskelse, hvis han atter får medalje.

Medaljerne bør skulle fordeles mellem de fire ryttere, men Ivan Centrone og Tom Thilll har tidligere været på podiet. Luc Wirtgen er den sidste professionelle deltager, men det er svært at se ham tage medalje.

Feltet.dks vinderbud: Bob Jungels

Belgien (torsdag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Yves Lampaert

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ruten: I Belgien designer man oftest flade ruter til enkeltstarterne, og det gør sig også gældende i år, hvor løbet er henlagt til Gavere. Her har man fundet en 11,6 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges i alt tre gange, så den samlede distance bliver relativt beskedne 34,8 km. Ruten er ikke helt så flad som sidste år med i alt 196 højdemeter, men grundlæggende er det igen i år en rute for de sande specialister. Ruten vil igen i år være relativt teknisk, men ikke i samme omfang som sidste år.

Favoritterne: I gamle dage var det belgiske enkeltstartsmesterskab ofte en perifer begivenhed, men i de senere år har det været det mest spændende af dem alle. Det skyldes, at landet har fået nogle tempogiganter i form af Wout van Aert, Remco Evenepoel, Yves Lampaert, Victor Campenaerts og Thomas de Gendt, og det har givet nogle meget imødesete opgør i 2019 og 2020, selvom det ærgerlige styrt betød, at vi savnede Evenepoel for to år siden.

Helt så spændende var opgøret ikke i 2021, fordi vi savnede Van Aert, og den belgiske stjerne er heller ikke med i år, ligesom Campenaerts har neddroslet sit fokus på enkeltstarterne. Der er dog lagt op til et spændende revancheopgør mellem Evenepoel og Lampaert - et opgør, der sidste år højst overraskende blev vundet af Lampaert.

Det må dog alligevel være Remco Evenepoel, der er favorit. Begge vandt de en stor UCI-enkeltstart i sidste uge, hvormed de beviste, at de tilhører verdenseliten, men hvor Evenepoel for et år siden stadig ikke var blevet sig selv efter Lombardiet-styrtet, har han i år nærmet sig fordums styrke. Faktisk har han om muligt været bedre end nogensinde på netop enkeltstarterne, ikke mindst da han nærmest ydmygede Stefan Küng på enkeltstarten i Algarve. Senest slog han igen Küng og en velkørende Geraint Thomas i Schweiz, og det var endda på en rute, der var fladere end denne. Skal han besejres, skal det være i fladlandet, men kombinationen af en stærkere Evenepoel, en mere kuperet og en mindre teknisk rute, gør, at overhåndne i år bør gå til Evenepoel.

Truslen er igen Yves Lampaert. Sidste års sejr var uventet, men Lampaert bevist med sin nylige og klare sejr i Belgium Tour, at den ikke var tilfældig. Feltet var dog knap så stærkt som i Schweiz, og det er ret åbenbart, at Evenepoel har betydeligt bedre og mere stabile resultater end Lampaert. Det hjælper heller ikke Quick-Step-rytteren, at ruten i år er mere kuperet og mindre teknisk, men den er dog tilstrækkeligt flad og ikke mindst teknisk nok til, at endnu en Lampaert-sejr ikke vil være den totale sensation.

Som sagt har Victor Campenaerts droslet ned for sit enkeltstartsfokus, og det kan ses i resultaterne, hvor han ikke rigtigt blander sig helt fremme. Sidste år endte han dog som nr. 3, dog langt fra både Lampaert og Evenepoel. Heldigvis har han angiveligt trænet mere målrettet frem mod dette løb, der finder sted i hans hjemregion, og han er topmotiveret frem mod løbet, der sammen med Belgium Tour er hans store mål. Efter en svag start viste han også på kongeetapen i Belgien, at formen er ved at være der, og hans enkeltstart var også ganske fremragende - måske endda på niveau med Lampaerts - hvis ikke den var blevet ødelagt af en defekt. Det kunne være nu, at Campenaerts igen skal komme lidt tættere på den titel, han har vundet to gange.

Dernæst er det naturligt at pege på Ilan van Wilder. Belgieren har vist, at han er i eliten på kuperede ruter, men han er knap så stærke på flade ruter. Sidste år var han som nr. 4 da også 1.01 efter Lampaerts og 20 sekunder fra Campenaerts podieplads, men han vil glæde sig over de flere højdemeter på årets rute. Desværre havde han to styrt i Tour de Suisse, hvoraf det første i hvert fald havde en negativ effekt på en form, der ellers var overraskende god efter hans kæbebrud. Der er ingen meldinger om effekten af hans styrt på enkeltstarten, men inden han væltede, nåede vi dog at se, at han på så flad en rute får svært ved at matche Evenepoel, også i år.

En vis forventning må man også have til Florian Vermeersch. Sidste år blev belgieren nr. 5, og han har flere gange vist sine evner, blandt andet med medaljen ved det senest U23-VM og den nylige 6. plads i Belgien. Han burde finde en rute, der passer ham fint, men han er ikke en sand specialist på niveau med de ovennævnte, ligesom hans form i Belgien var temmelig svingende.

Thomas de Gendt har i de seneste år været en af verdens bedste temporyttere over lange distancer i grand tours, men ved mesterskaberne har han kun været på podiet én gang. I de seneste år har det været decideret sløjt, men i Giroen oplevede han en lille renæssance, også på enkeltstarterne, hvor han blev nr. 19 i Verona. Det er dog langt fra tidligere tiders niveau, og han virkede tillige træt i Schweiz, hvor hanudgik med en ankelskade. Distancen vil passe ham, men niveauet rækker næppe længere til en medalje.

Læs også

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Yderligere fem ryttere fortjener at blive nævnt. Rune Herregodts viste sit potentiale i Belgium Tour sidste år, men skuffede ved mesterskaberne. Vi fik aldrig lejlighed til at vurdere hans fremgang, da han havde defekt på årets enkeltstart i Belgien. Frederik Frison er altid stabil ved disse mesterskaber, hvor han endelig får en distance, der passer ham, og terrænet passer ham tillige. Alligevel bliver det svært at gentage bronzen fra 2020. Kometen Cian Uijtdebroeks er tempospecialist, men har til gode at køre en enkeltstart som professionel. Han vil nok finde ruten en anelse for flad. Det gælder også for Laurens de Plus, der før alle problemerne var en god temporytter. Det har han ikke vist siden, men hans klatring i de seneste løb har givet håb om en lille genrejsning. Endelig er Dries Devenyns stadig en habil temporytter, som vi i år så med 9. pladsen i Provence.

Feltet.dks vinderbud: Remco Evenepoel

Slovenien (torsdag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Jan Tratnik

Ruten: I 2020 afvikledes mesterskabet som en spektakulær bjergenkeltstart, og selvom den slags hører til sjældenhederne, er de slovenske ruter generelt ganske kuperede. Det gælde også i år, hvor der skal køres beskedne 28,8 km omkring Nove Mesto. De består af to omgange på en 14,4 km lang rundstrækning, der er helt uden sving og består af en vej, der leder ud til et vendepunkt og hjem igen. Den er bestemt ikke flad, da det først er faldende, siden stiger op til U-vendingen, inden det atter falder. Mellem bakkerne er det relativt fladt, og det slutter med en stigning (1,15 km, 6,1%), der har top ca. 1000 m fra stregen, hvorefter det stiger let. I alt løber det op i 403 højdemeter.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Favoritterne: De slovenske arrangører har desværre ikke offentliggjort en startliste, og derfor skal nedenstående vurdering tages med det forbehold, at deltagerne ikke er bekræftet. Det står dog klart, at Primoz Roglic igen i år skipper løbet, og at Tadej Pogacar for første gang i nogle år dropper mesterskabet, denne gang grundet risikoen for coronasmitte. Matej Mohoric deltager heller ikke.

I deres fravær er Jan Tratnik favorit. Sloveneren vandt højst overraskende for et år siden, da han endda slog Pogacar ganske klart, men helt ud af det blå kom det ikke. Tratnik er en af verdens førende specialister, også selvom han er bedre over kortere distancer og på mere tekniske ruter. Han elsker dog kuperede ruter, hvor han har sine bedste resultater, og derfor er dette bestemt ikke en dårlig enkeltstart for ham. Hans form er dog ikke helt i top efter styrtet i Giroen, men hans kørsel i Slovenien i sidste uge var nok til at overbevise om, at han bør kunne forsvare sin titel i dette felt.

Rivalen er Jan Polanc. Det var han allerede sidste år, hvor han var overraskende tæt på at løbe med titlen. Årets mere kuperede rute passer ham endda endnu bedre, men hans seneste løb har ikke vist nogen stor form. Heldigvis kan han lukrere på, at Tratnik heller ikke er helt på toppen, og det er måske hans chance.

Bag de to favoritter er det svært at finde oplagte kandidater. Sidste år var det veteranen Matej Mugerli, der blev nr. 4, men han var hele 2.19 fa sejren. Året forinden var det veteranerne Janez Brajkovic og Marko Pavlic, der var nærmest de professionelle ryttere, men stadig langt efter, og Brajkovic er bestemt ikke blevet bedre siden dengang. Andre kandidater er Anze Skok, Nik Cemazar, det unge talent Gal Glivar, men generelt er Slovenien fattigt på temporyttere, når man ser bort fra løbets få topnavne, der til gengæld er en del af verdenseliten.

Feltet.dks vinderbud: Jan Tratnik

Læs også

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Frankrig (torsdag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Benjamin Thomas

Ruten: I Frankrig designer man ofte længere og mere kuperede enkeltstarter end i mange andre lande, men det gør sig ikke helt gældende i år. Distancen på 44,3 km er stadig ganske pæn, men da ruten er henlagt til Cholet, der ligger i en relativt flad region, er det alene småkuperet uden længere bakker med i alt 322 højdemeter. Ruten er heller ikke alt for teknisk, og det er derfor en god enkeltstart for specialister.

Favoritterne: I de seneste tre år har løbet været et opgør mellem Remi Cavagna og Benjamin Thomas, og der står 2-1 i duellen i Thomas’ favør. I 2019 startede Cavagna uhyre stærkt, men eksploderede totalt i en hede, der førte til fransk varmerekord, og han endte slet ikke med at få medalje. I 2020 fik han dog revanche i et uhyre tæt opgør, hvor han slog Thomas med bare 6 sekunder over de 43,6km. I 2021 gentog nedturen sig imidlertid, da han fik ødelagt sit løb af en defekt.

Igen i år vil manges øjne være rettet mod dem, men det må denne gang væe Remi Cavagna, der er relativt klar favorit. Hans enkeltstart i Dauphiné var ellers en gedigen skuffelse, og derfor er det i år faktisk kun i Baskerlandet, at han har kørt en god enkeltstart. Det skaber naturligvis nogen usikkerhed, når han i forvejen har haft en tendens til at skuffe til mesterskaber, både nationale og internationale, men baseret på hans resultater over de seneste sæsoner, særligt i 2021, hvor han nåede nye højder, er han utvivlsomt den bedste franske temporytter. Han beviste også sin klasse med 3. pladsen bag Roglic og Evenepoel i Baskerlandet, og selvom hans mange udsving altid gør ham til et uforudsligeligt kort, må han være manden, der skal slås.

Spørgsmålet er, om ikke Bruno Armirail denne gang er hans værste rival. Ganske vist har han kørt skuffende enkeltstarter i 2021, men i år er det blevet bedre igen. Særligt hans 7. plads i Baskerlandet var flot, og i Dauphiné blev han som nr. 17 bedste franskmand, selvom han var oppe mod alle favoritterne til dette løb. I det hele taget har han været fremragende kørende i år, og efter en rusten start sluttede han Dauphiné meget stærkt. Som Cavagna er han meget svingende, men hans resultater i år giver et berettiget håb om, at han denne gang måske kan vinde.

Det ser svært ud med et titelforsvar for Benjamin Thomas. Efter skiftet til Cofidis er han nemlig gået markant tilbage i sin favoritdisciplin. I år, hvor han ellers har vundet to etapeløb og været brølstærk, blev han blot nr. 12 i Tirreno og senest nr. 31 i Dauphiné, og det kommer efter to sæsoner, hvor han virkelig havde meldt sig i verdenseliten. Heldigvis har hans enkeltstarter i år stadig været på et højt, omend lavere niveau, og i et felt uden stabile kort er det ikke umuligt, at han alligevel kan tage titlen for tredje gang.

Den fjerde sandsynlige vinder er Thibault Guernalec, men han har mere at bevise end de øvrige. Han har endnu aldrig været i top 10 på en WorldTour-enkeltstart, men han bliver stille og roligt bedre og bedre. Senest blev han nr. 20 i Dauphiné, foran Thomas og kun lige efter både Armiail og Cavagna. Han har måske et lille problem med den lange distance, men som minimum vil han være medaljekandidat.

Ser man ud over de fire favoritter, skal Pierre Latour nævnes. Faktisk havde han været med i favoritkredsen på baggrund af den temporenæssance, han har oplevet i år, men han styrtede og pådrog sig et brud i MecanTour Classic for tre uger siden. Derfor vil det overraske, hvis han stiller til start, men hans navn er at finde på den foreløbige startliste. En Latour i topform, vil i dag kunne tage sin tredje titel. Derudover er Kevin Vauquelin spændende, men vi så i Belgien, at kometen fortsat mangler en del. Også Anthony Perez, Clement Davy, Jeremy Cabot og Stephane Rossetto kan komme relativt langt, og så bliver det spændende at se, hvad kometen Romain Gregoire kan præstere mod den franske elite.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Feltet.dks vinderbud: Remi Cavagna

Storbritannien (torsdag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Ethan Hayter

Ruten: De britiske ruter er sjældent alt for komplicerede, og det er den heller ikke i år, hvor der skal køres 44,2 km omkring Dumfries. De er fordelt over to omgange på en 21,1 km lang rundstrækning, der er nærmest renset for tekniske udfordringer. Den er ikke helt flad, da det stiger let først og sidst på ruten, men det samlede antal højdemeter er beskedne 214.

Favoritterne: Briterne har altid haft et hav af tempospecialister, men løbet har lidt under, at navne som Chris Froome og Geraint Thomas kun sjældent har fundet tid til at deltage en uge inden Touren. De er heller ikke til start i år, men arrangørerne har bestemt ingen grund til at klage med noget, der må betenes som et af de bedre felter i de seneste år.

Læs også

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

Den forsvarende vinder, Ethan Hayter, tårner sig op som storfavorit. Briten vandt sin første store enkeltstart ved mesterskaberne her sidste efterår, hvor corona førte til en udsættelse, og det kom kort efter det, der var han tempomæssige gennembrud, nemlig den finde top 10 ved VM. I år er han braget direkte ind i den absolutte elite med sin 2. plads i Algarve, 6. plads i Paris-Nice, prologsejr i Romandiet og senest 3. plads i Dauphiné, ganske tæt på både Filippo Ganna og Wout van Aert. Her beviste han, at han er fremragende på en lang og relativt flad enkeltstart, og det lidt mere rynkede terræn her passer ham kun endnu bedre. Det vil være en overraskelse, hvis ikke Hayter forsvarer titlen.

Med den seksfoldige vinder Alex Dowsett kan det gå begge veje, og netop grundet hans udsving er han vel den værste rival. Han skuffer som regel på sine enkeltstarter, som han senest gjorde i Giroen, men de ruter passede ham også dårligt. Til gengæld bragede han tilbage på scenen i Tirreno, hvor han pludselig endte som nr. 5 bag en del af verdenseliten. Kører han på samme måde igen, vil han være truslen mod Hayter, men det kan også ende med en 5. plads. Terrænet og distancen passer ham i hvert fald fint.

Jokeren er Ben Tulett. Crossrytteren overraskede stort med sin enkeltstart i Baskerlandet og bekræftede herefter evnerne på 2. etape i Giroen. Det var dog korte og tekniske enkeltstarter, men på Giroens sidste etape beviste han, at han også kan køre en mere klassisk enkeltstart. Dette er dog den i særklasse længste og fladeste enkeltstart, han har kørt, og man må næsten tro, at han på en så klassisk rute trods alt har sine begrænsninger.

Den fjerde virkelige specialist er Dan Bigham, der jo trods sin beskedne tilværelse på kontinentalscenen allerede er en kendt herre for sit arbejde med aerodynamik i diverse banesammenhænge og nu også på Ineos. Sidste år endte han som nr. 2 bag Hayter, slået med 37 sekunder over en tilsvarende distance, men også 16. pladsen ved VM vidner om hans evner. Hvor han står formmæssigt frem mod sæsonens første UCI-løb er ukendt.

Spændende bliver også Fred Wright. Briten har pludselig lært at køre enkeltstart, blandt andet med en 15. plads i Touren sidste år og senest en 13. plads i Paris-Nice. Han er altså allerede ganske tæt på eliten og kan bestemt tage medalje i dette felt, da han også har bevist sig over længere distancer. Hans form er dog helt ukendt, da han ikke har kørt løb i næsten to måneder.

Hvad kan Ben Turner? Briten har nærmest aldrig kørt enkeltstart, og det er næppe noget, han har dyrket. Han blev dog nr. 3i Baby-Giroen sidste år, og derfor er han ikke uden evner. Siden har han jo forbedret sig helt enormt på alle parametre, og han kunne derfor godt som Tulett brage ind på scenen med et stort resultat.

Man bør også nævne Owain Doull . Briten er begyndt at køre gode enkeltstarter de seneste år, men i år har resultaterne været knap så prangende. Han blev dog en ganske pæn nr. 20 på 2. etape i Giroen, og denne rute burde passe ham. Formen syntes også hæderlig i Dauphiné, selvom sygdom tvang ham ud af Giroen.

Det vil være en overraskelse, hvis andre kan blande sig i medaljerne. Connor Swift er en hæderlig temporytter, men som vi senest så i Belgien ikke rigtig specialist. Ethan Vernon kørte en god prolog i Romandiet og er en hæderlig temporytter, men næppe helt nok til medalje her. James Shaw vandt bronze sidste år, men vil få det vanskeligere i dette felt. James Knox har af og til kørt hæderlige enkeltstarter, og også Charlie Quarterman kan komme et stykke. Endelig er veteranen John Archibald, der jo ofte har været blandt de bedste ved disse mesterskaber til start, men det er hans første UCI-løb siden en beskeden 5. plads ved disse mesterskaber sidste år, hvor en 2. plads i et dog svagt felt i Poitou-Charentes viser, at han ikke skal afskrives.

Feltet.dks vinderbud: Ethan Hayter

Læs også

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Danmark (torsdag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Kasper Asgreen

Ruten: De danske enkeltstarter er af gode grunde relativt flade, og det gør sig bestemt også gældende i år, hvor der skal køres i området sydvest for Aalborg. I forhold til sidste år er der skruet ned for distancen, der denne gang er bare 39,6 km, og antallet af højdemeter, der i Give i 2021 var 413, men i år blot er 125. Ruten synes til gengæld at være en smule teknisk, men der er ingen tvivl om, at dette er en helt klassisk enkeltstarter for de sande specialister.

Favoritterne: I de seneste år har Kasper Asgreen været dominerende med tre sejre i træk. I år brydes serien dog, da den forsvarende mester grundet sit styrt i Schweiz må opgive at forsvare titlen. Det åbner døren for andre, og det sker endda i et felt, der vel må betegnes som det stærkeste i mange år. I skrivende studn er det dog desværre uklart, hvem der grundet den udbredte coronasmitte ender med at melde afbud.

I Asgreens fravær er der vel tre favoritter, som må tilskrives en god chance for at vinde, og det er meget svært at pege på en entydig favorit. Jeg vælger at gå med Mads Pedersen . Danskeren har arbejdet målrettet på sin enkeltstart frem mod Touren, og det har givet fine resultater, først i Besseges, siden i Paris-Nice og senest i Belgium Tour. Formen er åbenlyst i top, men han befinder sig på lidt uprøvet terrirotium, da hans gode temoresultater stort set alle er leveret over kortere distance, og ser man bort fra hans resultater ved DM, hvor hans bedste resultat er en 4. plads ved seneste optræden i 2019, er han aldrig gået i top 10 på en enkeltstart med en distance på mere end 25 km. Han har heller ikke på samme facon som sine to rivaler leveret resultater på WorldTour-niveau, men i år har han åbenlyst løftet sit niveau, ikke mindst med præstationen i Paris-Nice. Havde der ikke været usikkerhed om begge hans to rivaler, havde jeg formentlig peget anderledes, særligt grundet distancen, men under de givne omstændigheder må Pedersen tilskrives en svag overhånd.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Til gengæld er distancen en stor fordel for Magnus Cort. Siden han bragede ind på scenen som temporytter under Touren sidste år, har han kun præsteret over længere distancer, men haft det svært på kortere ruter. Til gengæld kørte han næsten lige op med Roglic på den meget lange sidste etape i Vueltaen, og det vidner om, at han tilhører eliten, når det handler grand tour-enkeltstarter. Til gengæld er han også en dieselmotor, der skal bruge løbsdage på at komme i gang, og da han ikke har kørt siden Giroen, skal han formentlig bruge et par dage på for alvor at komme op i omdrejninger. Vi så mønsteret i Vueltaen sidste år, hvor han kom ud af Touren, kørte en skuffende første enkeltstart og derefter fandt sit livs form. Noget lignende kan ske i Touren, hvor han kommer med Giroen i benene, men spørgsmålet er, om formen vil vise sig på allerførste løbsdag, og om ruten ikke er en kende for flad til at passe ham ideelt. Kører han som i Vueltaen, bør han dog være den store favorit.

Egentlig havde jeg peget på Mikkel Bjerg, hvis ikke det havde været for corona. Desværre fik den forbandede virus kastet grus i maskineriet, og derfor må vi dæmpe forventningerne. I skrivende stund er  det ubekræftet, om han stiller til start, efter at han under Tour of Slovenia testede positiv for covid-19. På daværende tidspunkt meldtes han symptomfri, men jeg kender ikke til hans efterfølgende sygdomsforløb og effekten på hans efterfølgende træning. Er han kommet smertefrit gennem udfordringerne, må han til gengæld stå stærkt. Hans start som professionel gav meget svingende enkeltstartsresultater, men sidste år kom han ganske tæt på Asgreen ved DM, ligesom han hævede sit niveau i Polen og ikke mindst på sidste etape i Touren. I år er han også gået i top 10 på begge sine WorldTour-enkeltstarter, og det vidner om, at han tilhører eliten. Over denne lange distance, der virkelig passer ham, står han endnu stærkere, og derfor ville han have været min favorit, hvis han med sikkerhed havde været på toppen.

Den store joker er Johan Price-Pejtersen. Danskeren var en del af det Bahrain-hold, der trak sig fra Schweiz Rundt, men på daværende tidspunktvar han ikke selv testet positiv. Hvis ikke det er sket i mellemtiden, vil han have en chance for at blande sig i kampen mod sejren. I år har han kun kørt én rigtig enkeltstart, men med en 9. plads i UAE Tour fik han bevist, at han allerede tilhører eliten. Det så vi også til EM, hvor hans tid hos U23-rytterne havde bragt ham meget langt i elitens felt, og i forhold til de to løb vil han elske, at denne enkeltstart er betydeligt længere. Den er også med sit flade terræn perfekt for den store Bahrain-dansker, men han har stadig til gode at bevise, at han kan slå de førende danske specialister. Med tanke på hans begrænsede muligheder for at vise evnerne i et halvt år, hvor han har udviklet sig, virker det bestemt ikke usandsynligt, at det vil ske torsdag.

Man må også igen have en vis forventning til Martin Toft Madsen. Vi skal trods alt tilbage til 2015 for at finde seneste udgave, hvor han ikke var på podiet, men det er heller ikke tilfældigt, at hans resultatliste hedder 1-1-1-2-2-3, og at det altså er gået baglæns gennem årene. Konkurrencen er blevet skrappere, og Toft er ikke helt så ung, som han engang var. Til gengæld viste hans 2. plads i Chrono des Nations, at han stadig kan begå sig også på den internationale scene, også selvom løbet er en speciel oktobersag, der handler meget om friskhed og motivation. Distance og terræn passer ham, og da han for et år siden blot var 9 sekunder fra Bjerg, må Toft regnes som kandidat igen.

Mattias Skjelmose vil nok finde ruten en anelse for flad til, at en sejr er realistisk. Han viste ellers særligt i Luxembourg, at han har nået et ganske højt niveau. I år har resultaterne været mee afmålte, men i Giroen beviste han, at han er en af Danmarks bedste temporyttere. Formen var også fortsat god i sidste uge, men ruten lægger nogle begræsninger.

Mathias Norsgaard har ikke dyrket enkeltstarten på samme måde som tidligere, men sidste år endte han alligevel som nr. 4. Han var dog ganske langt fra podiet, og selvom han i år har kørt pæne enkeltstarter, er det svært at se ham være med i medaljerækken i dette meget skrappe felt. Terræn og distance passer ham dog, og hans nylige præstation i Dauphiné viser også, at han stille og roligt genfinder nogle af sine tidligere tempoevner.

Morten Hulgaard udviklede sidste år sine tempoevner, særligt med sine top 10-placeringer i Poitou-Charentes og Danmark Rundt. I år kørte han også flot i Besseges på en rute, der bestemt ikke passede ham, men resten af hans sæson har desværre været ret anonym og usynlig. Det er er derfor ret uklart, i hvilken tilstand han er, men hans enkeltstarter i efteråret fortæller, at han er en skarp kandidat i dette felt.

Lasse Norman rejste sig pludselig med en fornem enkeltstart i Belgium Tour i sidste uge, hvor han genfandt lidt af fordums styrke. Han har dog altid været betydeligt bedre på korte end på lange enkeltstarter, og han har aldrig tidligere været på podiet til DM. Over denne distance er det svært at se, at det vil ændre sig i dette meget skrappe selskab.

Forventningerne til Adam Holm Jørgensen må også være store. Sidste år bragede han ind på scenen med sin 6. plads, og han viste med 10. pladsen i Danmark Rundt, at han også kan være med på internationalt niveau. I national sammenhæng har han sat en fed streg under evnerne, men hans nylige nederlag ved U23-DM skaber en smule usikkerhed om, hvad vi kan forvente af ham i dette klasseselskab.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Netop derfor skal Matias Malmberg også nævnes. Danskerens landevejserfaring er jo begrænset, men han har i år vist, at han kan begå sig, særligt med sin flotte kørsel i Fleche du Sud. Med sejren ved U23-DM satte han en fed streg under tempoevnerne, og han viste, hvad kan på lange og flade ruter. Det skal blive spændende at se det relativt ubeskrevne landevejsblad folde sig ud i dette selskab.

Blandt de øvrige ryttere er det spændende at se, om Julius Johansen kan bygge videre på de lovende takter fra Dauphiné, mens Niklas Larsen skal forsøge at genfinde noget af fordums styrke efter et lidt anonymt år. Derudover har Marcus Sander Hansen, Mads Østergaard, Frederik Muff, Joshua Gudnitz, Anthon Charmig, Mads Rahbek og Mathias Bregnhøj tidligere leveret pæne DM-resultater.

OPDATERING: Mikkel Bjerg har bekræftet, at han ikke stiller til start. Det forventes heller ikke, at Johan Price-Pejtersen kører.

Feltet.dks vinderbud: Mads Pedersen

Schweiz (torsdag d. 23. juni)

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Forsvarende mester: Stefan Küng

Ruten: Schweiz har mulighederne for at lave ret vanskelige ruter, og selvom de sjældent finder lange og svære stigninger, har deres mesterskaber typisk flere højdemeter, end man ser det i de fleste andre lande. Det gælder også i år, hvor der over 38,2 km skal klatres 451 højdemeter. De fordeler sig over to omgange på en 19,1 km lang rundstrækning omkring byen Steinmaur, hvor det går op eller ned hele vejen, dog kun via lange let stigende eller let faldende stykker. Undtagelsen er en stejlle lille bakke (600 m, 7,1%), der passeres umiddelbart efter starten.

Favoritterne: Siden Fabian Cancellara efter 9 titler kørte cyklen i garagen, har Stefan Küng med fem sejre i træk sat sig på tronen, men der bliver ikke en sjette sejr. Den forsvarende vinder dropper sit titelforsvar grundet fødslen af sit kommende barn, og det åbner døren for andre.

Det giver dog bare en ny favorit, nemlig Stefan Bissegger. Ligesom Küng tilhører EF-rytteren den absolutte verdenselite, men det er mest over korte distancer. Denne er for lang til at passe ham ideelt, men vigtigst af alt er den meget kuperet. Det er bestemt ikke en rute efter Bisseggers hoved, men vi så i Romandiet sidste år, at han på enkeltstarter klatrer bemærkelsesværdigt godt. Det er en rute, han burde have en chance på, men der er usikkerhed om formen, efter at han forlod Tour de Suisse med en positiv coronatest. Rute og form skaber således en del tvivl, men inden sit exit så han godt ud i Schweiz.

Rivalen er Mauro Schmid, der med sine to top 10-placeringer i Giroen viste, at han er blevet en helt lille specialist. Vi kom dog ned på jorden igen med hans enkeltstart i Belgien, hvor han for første gang skulle køre på en relativt klassisk rute. Der er ingen tvivl om, at Bissegger er en betydeligt bedre temporytter, men netop fordi ruten er så kuperet, har Schmid bestemt en chance for at slå ham.

Det er svært at se andre blande sig i kampen om sejren. Claudio Imhof har tidligere kørt gode enkeltstarter også på højt niveau, men det er efterhånden længere tid siden. Ellers skal vi vel se i retning af de tidligere specialister Tom Bohli og Reto Hollenstein , der dog slet ikke kører gode enkeltstarter længere. Også WorldTour-rytteren Johan Jacobs og måske også UAEs Joel Suter vil i dette ret svage felt have en chance for at få medalje, selvom de er alt andet end specialister.

BEMÆRK: Det er angiveligt ikke stensikkert, at Küng dropper forsvaret.

OPDATERING: Bissegger stiller ikke til start.Schmid er den nye favorit.

Feltet.dks vinderbud: Mauro Schmid

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Norge (torsdag d. 23. juni)

Forsvarende vinder: Tobias Foss

Ruten: Nordmændene har for vane at designe nogle meget lange ruter til deres enkeltstarter, og det har de også gjort i år. Denne gang skal der køres 49,4 km på en meget enkel rute med start og mål i byen Steinkjer. Den ligger ved udmundingen af Beitstadsfjorden, og løbet består af en tur væk fra vandt om ad en bakke, inden man kører en omgang på en rundstrækning og slutteligt igen kører ned til målet ved vandet. Rytterne kører turen to gange, og der er udover den indledende bakke yderligere én væsentlig stigning og derudover generelt småkuperet terræn. Efter endt distance når man op på hele 584 højdermeter.

Favoritterne: Efter mange år med total dominans fra Edvald Boasson Hagen, der har vundet løbet hele 10 gange, har løbet i de senere år været præget af Andreas Leknessund, der vandt i 2019 og 2020, samt Tobias Foss, der vandt i 2021. I 2020 havde en knivskarp duel, men sidste år vandt Foss klart med mere end et minut ned til Søren Wærenskjold og mere end to minutter ned til Leknessund.

I år er Leknessund ikke til start, og derfor stiller Tobias Foss op som storfavorit. Nordmanden havde en skidt Giro, mens hans enkeltstarter var ganske fine, og selv hvis han ikke er på toppen endnu heller, vil han være i særklasse i dette felt. Ruten med de mange højdemeter giver ham endda en endnu større fordel, og det er svært at se ham blive slået.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Truslen er som sidste år Søren Wærenskjold, men selvom han er en fin temporytter og blandt andet vandt sølv ved EM og blev nr. 4 til VM for U23-ryttere, er der er et stykke op til verdenseliten. Han vil i forhold til Foss også lide under, at årets rute er meget mere kuperet end sidste års. Til gengæld er han i form efter den nylige sejr i linjeløbet ved det norske U23-mesterskab.

Det vil være en overraskelse, hvis ikke de sltter sig på de første to pladser, men måske kan Johan Staune-Mittet blande sig. Det unge Jumbo-talent har imponeret i år og kørte en flot enkeltstart i Algarve, ligesom han er i form. Det vil være en stor fordel for ham, at ruten er kuperet. Næsten lige så spændende af juniorverdensmester i U23-linjeløb Per Strand Hagenes, der ikke har været kendt som specialist, men kørt pæne enkeltstarter både som junior og i år.

Der er også en række lokale ryttere, der har gjort det godt. Det gælder Asbjørn Fjellvåg, Øyvind Fløtten og Magnus Frydenslund, der sidste år blev hhv. nr. 5, 6 og 7, men kun Fjellsvgåg var inden for 3 minutter af Foss. De profesionelle ryttere Torjus Sleen, Trym Holther og Ådne Holter er også til start, men de har ikke de store temporesultater, og det samme gælder for Oskal Myrestøl Johansson, Eirik Lunder Johan Ravnøy og Trym Brennsæter, der begge kører på store kontinentalhold, og mens han har kørt gode prologer, har André Drege ingen væsentlige resultater på rigtige enkeltstarter.

Feltet.dks vinderbud: Tobias Foss

USA (torsdag d. 23. juni)

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Forsvarende mester: Lawson Craddock

Ruten: Siden 2017 har mesterskaberne været afviklet i Knoxville, og det gør de også i år. Denne gang er enkeltstarten rykket til Melton Lake Park et stykke uden for byen, som det også var tilfældet sidste år, hvor der skal køres tre omgange på en godt 11,6 km lang rundstrækning for en samlet distance på 34,9 km. Rundstrækningen har form som en trebenet stjerne, hvor man kører ud i hvert ben med U-vendinger for enden af to af benene og en rundstrækning for enden af den tredje. Terrænet består af flere let stigende stykker samt ikke mindst en skarp bakke (300 m, 7,0%) efter ca. 7 km. I alt har ruten 346 højdemeter.

Favoritterne: Det amerikanske mesterskab har ofte været præget af en ret svag besætning, men sådan er det ikke i år. Tværtimod er stort set hele den amerikanske tempoelite, og i å er heller ikke Neilson Powless eller Brandon McNulty rejst over Atlanten for at deltage i kampen om Stars and Stripes.

Jeg prøver at pege på Magnus Sheffield, men det er med stor usikkerhed. Han regnes egentlig som tempospecialist, me hans resyiltater har været begrænsede. Faktisk blev han bare nr. 6 ved mesterskaberne for et år siden, men siden har han jo gjort helt enorme fremskridt. I år har han stort set ikke kørt enkeltstarter, men han lev nr. 13 på prologen i Romandiet, som ikke umiddelbart passede ham. Dette burde langt mere være noget for ham, og han så flyvende ud i de seneste løb, han kørte. Han er et usikkert kort, men baseret på hans vilde udvikling tror jeg på, at han kan vinde.

Den store rival er den forsvarende vinder, Lawson Craddock, der sidste år endelig fik sin sejr. Han har længe tilhørt verdenseliten, men i år var det nogle sløje enkeltstarter, han kørte i Giroen. Han gjorde det til gengæld godt i Tirreno på en rute, der passede ham dårligt, og selvom vi ikke for alvor så det i Giroen,burde han kunne ride videre på BikeExchange-miraklet på årets enkeltstarter. Er han det, vil han elske denne rute og derfor være meget svær at slå.

Dernæst er det naturligt at pege på Chad Haga. Han er faldet voldsomt af på den, men hans 12. plads i Schweiz i søndags var faktisk ganske opløftende. Det vidner om, at han fortsat kan nærme sig verdenseliten, og så kan han utvivlsomt også blive amerikansk mester i et felt uden virkelige tempostjerner.

Det er svært at se andre mulige vindere. Den tidligere dobbelte mester Joey Rosskopf  er faldet gevaldigt af på den, men kan måske satse på en podieplads. 2019-vinderen Ian Garrison faldt også helt sammen efter den lovende start på sin karriere og kører i dag igen hjemme i USA. Tyler Stites har i år kørt gode enkeltstarter i USA, men det er nok Samuel Boardman, der er den mest interessante kontinentalrytter efter sejren i Joe Martin Stage Race, i hvert fald sammen med George Simpson, som vandt i Gila. Også Stephen Vogel kan begå sig.

Feltet.dks vinderbud: Magnus Sheffield

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Østrig (torsdag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Matthias Brändle

Ruten: Lidt atypisk er det i år det slovenske forbund, der arrangerer det østrigske mesterskaber i forbindelse med det slovenske mesterskab. De afvikles derfor på samme rute, hvor der skal køres beskedne 28,8 km omkring Nove Mesto. De består af to omgange på en 14,4 km lang rundstrækning, der er helt uden sving og består af en vej, der leder ud til et vendepunkt og hjem igen. Den er bestemt ikke flad, da det først er faldende, siden stiger op til U-vendingen, inden det atter falder. Mellem bakkerne er det relativt fladt, og det slutter med en stigning (1,15 km, 6,1%), der har top ca. 1000 m fra stregen, hvorefter det stiger let. I alt løber det op i 403 højdemeter.

Favoritterne: Havde det ikke været for den ny dopingdømte Georg Preidler, der slog ham i 2017 og 2018, havde Mattias Brändle vundet seks gange i træk, men han kan meget vel får endnu et hul rækken denne gang. Han stiller nemlig op mod Felix Grossschartner, der på det seneste har forbedret sin enkeltstart enormt. Det så vi i Vueltaen sidste år, det så vi på prologen i Romandiet, og det så vi senest på enkeltstarten i Schweiz. På denne ganske kuperede rute vil han endda have en overhånd i forhold til værste rival, og det gør ham til favorit.

Havde det ikke været for Grossschartner, havde den igen ligget til Mattias Brändle. Ser man tillige bort fra, at han ikke var med i 2015, hvor Preidler også vandt, er han faktisk endt i top 2 hver eneste gang, han har deltaget, siden 2013. Det siger noget om hans overlegenhed. Desværre er han slet ikke så stærk som tidligere - slet ikke over lange distancer, der aldrig har været ham - og det er efterhånden meget sjældent, at han præsterer i en international enkeltstart. Ruten er tillige lidt for kuperet, og selvom han er den eneste reelle rival, vil det være overraskende, hvis han slår Grossschartner her.

Det er svært at tro, at de ikke ender med at sætte sig på top 2. Felix Ritzinger har dog været på podiet to gange i træk og må regnes som medaljekandidat. Selvom de bestemt ikke er specialister, burde særligt Tobias Bayer, der vel ligner bronzefavoritten, og måske også klatreren Hermann Pernsteiner gøre det godt. Tidligere har også Rainer Kepplinger og Johannes Hirschbichler kørt stærkt.

Læs også

Test: Specialized S-Works Evade 3

Feltet.dks vinderbud: Felix Grossschartner

Irland (torsdag d. 23. juni)

Forsvarende mester: Ryan Mullen

Ruten: De irske mesterskaber afvikles i år over 32,1 km omkring byen Five Alley. Den er uhyggeligt simpel, idet man kører ad en lige vej ud til et vendepunkt og tilbage igen, idet der blot er ét sving undervejs frem til U-vendingen. Terrænet er i alt væsentligt fladt, da ruten blot byder på 177 højdemeter.

Favoritterne: Siden han tog sin første titel i 2015 har Ryan Mullen vundet fem ud af de seks gange, han har deltaget, og han må igen være manden, der skal slås. Vi fik ellers i Belgium Tour igen at se, at han slet ikke er den komet, han i sin tid lignede, men heldigvis for ham er det irske tempofelt svagt. Både terræn og distance er perfekt for den solide Bora-rytter,og han burde kunne sikre sig en sjette titel torsdag.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Den største trussel må være Ben Healy. Ganske vist blev han kun nr. 4 for et år siden, men han har gjort fremskridt efter skiftet til WorldTouren. Specialist er han bestemt ikke, men hans kørsel i Romandiet og Dauphiné vidner om, at han bestemt bør kunne true Mullen, også fordi han med sin 2. plads i Baby-Giroen sidste år viste, at han på U23-niveau sagtens kunne være med fremme. En mere kuperet rute havde dog nok hjulpet mod Mullen.

Derudover er der naturligvis sidste års bronzevinder, Marcus Christie, der slet ikke kører UCI-løb i udlandet. Han blev nr. 3 i 2021, nr. 4 i 2020, nr. 2 i 2018 og nr. 3 i 2017, og han er derfor altid med fremme, når han gennemfører. Han har dog stadig til gode at slå Mullen. Derudover er der naturligvis klatreren Eddie Dunbar, der i dette felt utvivlsomt kan køre med om medaljerne, men får svært ved at vinde.

OPDATERING: Mullen stiller ikke til start. Healy er den nye favorit.

Feltet.dks vinderbud: Ben Healy

Tjekkiet (torsdag d. 23. juni)

Læs også

Bora mangler stjerne i Liege-Bastogne-Liege

Forsvarende mester: Josef Cerny

Ruten: Årets tjekkiske mesterskaber afvikles i den slovakiske by Kovarov, hvor der skal køres to omgang på en ganske kuperet 19,9 km lang rundstrækning for en samlet distance på 39,8 km. Den er enkel, da den går ad en lige vej ud til et vendepunkt og tilbage igen, men det går enten let op eller let ned hele vejen, så man i alt når op på 494 højdemeter.

Favoritterne: I de seneste fire år har vi haft en duel med Tjekkiets to bedste temporyttere, og det kan vi få igen i år. Der er dog ingen tvivl om, at Josef Cerny er storfavorit til at tage en fjerde titel efter sejrene i 2021, 2020 og 2018. Quick-Step-rytteren trådte ind i den absolutte elite med sejren i Poitou-Charentes og ikke mindst de fine Giro-enkeltstarter i 2020. I år har han kun kørt én enkeltstart, der passede ham, og her viste han med 19. pladsen i skrapt selskab i Dauphiné, at han stadig er ganske kapabel. Han udgik af Dauphiné med sygdom og vil nok have ønsket sig en lidt fladere rute, men i dette felt bør han være i særklasse.

Rivalen har traditionelt været Jan Barta, der har vundet hele seks gange. I de seneste år er han dog blevet overgået, og selvom han slog Cerny i 2019, er det blevet til tre sølvmedaljer de seneste fire år. Hans resultater på internationale enkeltstarter er ikke længere imponerende, men til de tjekkiske mesterskaber er han der hver gang. Om han efter en svær tid vil være det igen i år, er måske tvivlsomt, i hvert fald i kampen om sejren, når han sidste år blev slået med mere end et minut af Cerny.

Det er også værd at pege på den fortabte Gazprom-rytter Mathias Vacek, der er tidligere junioreuropamester og vandt prologen i Fredsløbet for et par uger siden, men har haft det svært på klassiske enkeltstarter som professionel. Dernæst er det værd at fremhæve Adam Toupalik, der er blevet nr. 3 de seneste to gange, og efterhånden bør være en trussel mod Barta. Også Michael Kukrle har tidligee været på podiet, og derudover vil Jakub Otruba kunne køre stærkt, da han blandt andet er kørt i top 10 til U23-EM og er blevet nr. 12 på en enkeltstart i Slovakiet. Klatreren Michal Schlegel vil være begejstret for den kuperede rute, men en medalje vil overraske. Måske kan Tomas Kopecky også blande sig.

Feltet.dks vinderbud: Josef Cerny

Læs også

Følg søndagens store monument i Liege samt sprinterbraget i Tyrkiet

Italien (onsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Matteo Sobrero

Ruten: Sidste år have arrangørerne designet en meget svær rute med næsten 600 højdemeter over mere end 40 km, men i år bliver det meget lettere. Således skal der blot køres 35,5 km på en tur frem og tilbage omkring byen San Giovanni al Natisone, og der er bare 168 højdemeter på menuen. Faktisk er det i alt væsentligt fladt på lidt småtekniske veje, men der er en lille bakke (800 m, 7,1%) med top efter knap 30 km.

Favoritterne: For nogle år siden var det italienske mesterskab i enkeltstart et af de mindre spændende, men det har i den grad ændret sig. I år er det måske det mest spændende af dem alle, og det skyldes tilstedeværelsen af hele fire af de allerbedste temporyttere. Balndt disse er naturligvis al fokus på Filippo Ganna, der vandt i 2019 og 2020, men som i 2021 blot blev nr. 4 de tre øvrige topryttere, Matteo Sobrero, Edoardo Affini og Mattias Cattaneo, da han smeltede sammen i varmen på en yderst kuperet rute.

I år er det helt anderledes. Ruten er stort set helt flad, og dermed kan der ikke være tvivl om, at Filippo Ganna er den store favorit. Verdensmesteren viste senest sin form og klasse, da han vandt Dauphiné-enkeltstarten på en tilsvarende rute, og denne rute kan også minde om dem, der to gange i træk har gjort ham til verdensmester. Over disse distancer på fladt terræn er det i dag kun Wout van Aert, der synes at kunne true Ganna, og da belgieren jo ikke er italiener, må Ganna være manden, der skal slås.

Skal han besejres på denne rute, skal det nok være af Edoardo Affini. Han viste sidste år, særligt i Benelux Tour, at han har poweren på flad vej, men over disse distancer har han haft sine mangler. Det var dog fornemt at se ham slå både Cattaneo og Ganna på sidste års rute, der med de mange højdemeter og den lange distance passede ham dårligt. Det gør den ikke i år, men hans enkeltstarter er svingende og har ikke imponeret i år. Han kan meget vel misse podiet, men på vinderpotentiale er han manden, der kan true Ganna, hvis han har bevaret den fine form, han sluttede Giroen med.

Sidste år vandt Matteo Sobrero, men det kan blive svært at gentage. Han er ellers en del af BikeExchange-miraklet med nogle endnu bedre enkeltstarter i år, ikke mindst hans magtdemonstration på sidste etape i Giroen, hvor man ægrede sig over, at verdenseliten var fraværende, så vi ikke fik mulighed for at se, hvo langt hans tid virkelig rakte. Hans probleme er denne gang ruten, der er for flad, og selvom han i Giroen har kørt flotte flade enkeltstarter, får han trods sin åbenlyse fremgang kam til sit hår, hvis han skal slå Ganna, også fordi han i Slovenien virkede ret formsvag.

Den fjerde podiekandidat er Mattia Cattaneo, der sidste år tog bronzen. Siden har han forbedret sig enormt, først med sejren foran Almeide i Luxembourg og senest med den uhyre flotte 3. plads i Dauphiné, hvor han slog blandt andre Primoz Roglic. Det var endda på en flad tonserrute som denne, men han var desværre relativt langt fra Ganna. Han kan sagtens ende som nr. 2, men det er svært at se, at han pludselig har fundet alle de sekunder til Ganna, han manglede for to uger siden.

Edn ikke de italienske medier har bragt en startliste til løbet, og derfor er det i skrivende stund uklart, hvem der stiller op. Det er da også svært at tro, at medaljerne ikke skal fordeles mellem de fire favoritter. Damiano Caruso genfandt i Dauphiné pludselig fordums tempostyrke, men han kan næppe forventes at deltage. Snarere vil det være værd at holde øje med Alberto Bettiol, der er tidligere vicemester, og selvom han ikke har kørt helt så gode enkeltstarter siden dengang, vil han kunne gøre det fint. Hans deltagelse må dog regnes som usikker grundet det positive coronatest i Schweiz. Mere sandsynligt er det, at vi ser Antonio Tiberi, der jo i Dauphiné viste, at han ikke er alt for langt fra verdenseliten, og måsle vil også Fastp Masnada give prøver på sine stærkt forbedrede tempoevner. Gianni Moscon  er tidligere italiensk mester, men efter styrtet på 3. etape forlod han Schweiz i formsvag tilstand, og Alessandro de Marchi har i år ikke kørt gode enkeltstarter, heller ikke i Belgien i sidste uge. Fabio Felline kørte hæderligt i Giroen, men er et stykke fra fordums styrke, og Jonathan Milan har ikke rigtigt vist sig frem som professionel.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

OPDATERING: Den endelige startliste er kendt. Hverken Caruso, Bettiol, Masnada, Moscon, Milan eller Felline kører. Det kan måske give lidt plads til Filippo Baroncini.

Feltet.dks vinderbud: Filippo Ganna

Holland (onsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Tom Dumoulin

Ruten: Holland er et af Europas fladeste lande, og derfor er enkeltstartsruten ofte en sag for de store maskiner. Sådan er det også i år, hvor der igen i år skal tilbagelægges en sjældent kort distance på bare 29,4 km omkring byen Emmen. De består af to omgange på en 14,7 km lang rundstrækning, og den er så flad, at løbet kun byder på 53 højdemeter. De tekniske udfordringer er heller ikke alt for mange, og det ligner en sag for de store specialister.

Favoritterne: I gamle dage var de hollandske mesterskaber blandt de stærkest besatte, men sådan er det ikke længere. Det gælder særligt i år, hvor vi savner hele toaf de fire aktive ryttere, der tidligere har været mestre. Det gælder Dylan van Baarle, der forbereder sig til Touren, og Wilco Kelderman, som pister ud efter Giroen. Derudover vil vi også savne folk som Mathieu van der Poel og Thymen Arensman.

Det efterlader en relativt klar favorit, nemlig mesteren fra 2014, 2016, 2017 og 2021, Tom Dumoulin. Hollænderen er ganske vist i en regulær krise og har som bekendt besluttet sig for at indstille karrieren. Han drømmer dog om at slutte stærkt, og det er forventningen, at den sidste del af karrieren stort set udelukkende ved handle om VM i enkeltstart. Derfor må man også formode, at dette løb har været et vigtigt delmål, og det er ikke svært at tro, at han er ret motiveret for ved sit sidste mesterskab at tage en femte titel.

Det burde der være gode chance for. Nok har det knebet for ham i linjeløbene siden det midlertidige karrierestop, men hans enkeltstarter har været ganske fremragende. Han vandt sølv til OL, og også årets 3. pladser i Giroen og ikke mindst UAE Tour, hvor modstanden var meget skrap, vidner om evnerne. Ruten er ikke hans favorit, men sidste år knuste han al modstand på en tilsvarende rute, og det vil også være en overraskelse, hvis ikke han vinder en sidste titel onsdag aften.

Hans værste rival må vel være den eneste anden tidligere mester, der deltager, nemlig Jos van Emden. Hollænderen har sikret sig titlen to gange, nemlig i 2019 og 2019, men han har været på podiet talrige gange. Han vil elske det flade terræn, men de lange distancer har aldrig passet ham. Heldigvis er denne enkeltstart relativt kort, og den passer ham bestemt ikke ringe. Han er et stykke fra sit gamle niveau, men hans 8. plads i skrapt selskab i Tirreno vidner om, at han på flade enkeltstarter fortsat har høj klasse.

Bauke Mollema  har i år kørt nogle bemærkelsesværdige enkeltstarter, og han er i sin karrieres efterår blevet en helt lille specialist. Senest var hans sidste etape i Giroen regulært fremragende, men denne rute bør være en anelse for flad til, at han kan blive mester. På baggrund af det, vi har set i år, bliver det dog spændende at se, hvor langt han kan komme.

Daan Hoole har i Algarve og senest i Belgium Tour bevist, at han allerede kan begå sig i skrapt selskab. Særligt hans 3. plads i sidste uge var flot. Han burde have det fint med terrænet, men selvom han har en stor motor, er han ikke alt for erfaren over disse distancer.

Veteranen Sebastian Langeveld er en tam skygge af sit gamle jeg, men han viste sidste år i Polen og Benelux, at han på flade enkeltstarter stadig er hæderlig. Han blev da også nr. 2 sidste år, dog i et svagere felt, og da han i år synes at have tabt yderligere niveau, kan han få svært ved at gentage medaljen fra sidste år, selvom ruten lige er ham.

Blandt de øvrige kandidater burde Julius van den Bergi dette felt også kunne gøre det pænt. Brødrene Mick van Dijke og Tim van Dijke var ret dominerende i det hollandske U23-felt, men at kalde dem specialister vil nok være en overdrivelse. Riwals Elmar Reinders er ikke specialist, men blev trods alt nr. 6 sidste år, og så skal det blive interessant at se, hvor meget den lovende klatrer Gijs Leemreize taber på denne specialistrute.

Feltet.dks vinderbud: Tom Dumoulin

Polen (onsdag d. 22. juni)

Forsvarende mester: Maciej Bodnar

Ruten: Store dele af Polen er fladt, og derfor har de polske enkeltstarter ofte været ret enkle. Det er den i sandhed også i år, hvor den hele 51,2 km lange rute består af tre omgange på en enkel rundstrækning, der i alt væsentligt er en tur ad lige og flade veje fra starten i Leoncin ud til et vendepunkt, hvorefter det gå hele vejen tilbage igen. I alt er der blot 174 højdemeter og kun i alt to skarpe sving og en U-vending på hver af de tre omgange: Kort sagt: det er en gave til de store specialister.

Favoritterne: Som regel har det løbet været et opgør mellem Maciej Bodnar , der er syvdobbelt mester, og den dobbelte mester Michal Kwiatkowski, to ryttere, der begge har været blandt verdens førende specialister. Kwiatkowski har dog ikke haft succes i de senere år. Sidste år deltog han ikke, og hans seneste præstationer var blot en 4. plads i 2019 og en 3. plads i 2018. I stedet har Bodnar siddet på flæsket, for selvom han blev slået af Kamil Gradek i 2020, har han vundet tre af de seneste fire mesterskaber, og siden han første gang var i top 3 i 2008, ar han kun to gange været fraværende fra podiet.

På den tilgængelige startliste, der blot tæller syv navne i herreelitens løb, er det da også igen i de to navne, der skiller sig ud, og det kan gå begge veje. Jeg giver dog Michal Kwiatkowski en lille overhånd. Ineos-rytteren har ganske vist kørt relativt svage enkeltstarter de seneste år, men hans 13. plads i Dauphiné i et stærkt felt var relativt opløftende. Ruten er bestemt ikke til hans fordel, men den minder meget om Dauphiné-ruten , hvor han stadig forsvarede sig godt. Han seneste enkeltstarter har været så svingende, at han sagtens kan ende med endnu et flop, men er han ikke for mærket af den sygdom, der tvang ham hjem fra Frankrig, må han være svag favorit.

Rivalen er selvfølgelig Maciej Bodnar. Som Kwiatkowski er han langt fra fordums styrke, og i år har hans enkeltstarter endda været ringere, end de har været i de seneste år. Sidste år oplevede han dog en lille renæssance med sin 3. plads i Tour de Pologne og en 8. plads ved EM. Køer han på samme niveau nu, vil han måske endda være en lille favorit på denne helt flade rute, men distancen er omvendt nok til fordel for Kwiatkowski. Hans tidligere enkeltstarter i år gør mig så skeptisk, at jeg giver Ineos-rytteren overhånden, også fordi det er uklart, hvad der tvang Bodnar ud af Tour de Suisse inden enkeltstarten, men grundlægge er det en enkeltstart, der kan gå begge veje.

I det bare syv mand store felt er det svært at finde alvorlige trusler. Der er naturligvis veteranen Marcin Bialoblocki, de jo var i stand til at slå de to favoritter i sine bedste år, men han har ikke været til start siden 2019, hvor han kørte sit senest UCI-løb, og han har efterhånden nået en alder på 38 år. Mere relevant er det nok med Lukasz Wisniowski , der er en en hæderlig temporytter, vil kunne lide ruten og er blevet nr. 3 to år i træk. Hans enkeltstarter er imidlertid også faldet af på den. I skrivende stund er sidste års sølvvinder Filip Maciejuk ikke at finde på startlisten, men han vil være den naturlige bronzekandidat, hvis han alligevel stiller op, selvom hans enkeltstarter i år bestemt ikke har været pragende. Heller ikke den tidligere vinder Kamil Gradek eller Szymon Rekita er lige nu at finde på deltagerlisten.

Feltet.dks vinderbud: Maciej Bodnar

Trods meldinger om det modsatte stiller Kwiatkowski ikke til start. Det gør Bodnar til den store favorit. Han er oppe mod Maciejuk, Gradek og Rekita, der alligevel stiller op, og her må Maciejuk ligne den største trussel.

 Livestream udvalgte nationale mesterskaber uden afbrydelser