Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Nationale linjeløbsmesterskaber

Optakt: Nationale linjeløbsmesterskaber

30. juni 2019 11:00Foto: Feltet.dk

De sidste styrkeprøver inden Tour de France-starten, der går om en uges tid, står altid i de nationale mesterskabers tegn, og således vil der i denne og den kommende uge over det meste af Europa blive fundet nye indehavere af de eftertragtede trikoter, der signalerer, at man er sin nations stærkeste rytter enten i linjeløb eller enkeltstart. Efter kampene om titlerne i enkeltstartsdisciplinen gælder det i weekenden de endnu mere prestigiøse linjeløbstrøjer, der signalerer, at man er sit lands stærkeste rytter og kan bæres med stolthed næsten i hvert eneste løb i de kommende 12 måneder.

Nedenfor kan du se en oversigt over, hvad der kan forventes i linjeløbene i de vigtigste lande. Artiklen vil løbende blive opdateret. Bemærk, at det kan være meget vanskeligt at få opdaterede startlister til nationale mesterskaber. Der tages derfor forbehold for sene ændringer i felterne.

 

Italien (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Elia Viviani

 

Ruten: Modsat sidste år er løbet en knaldhård affære, når der skal tilbagelægges i alt 226,9 km med start u Borgo Val Du Taro og mål i nabobyen Compiano. Fra start kører man de 8,3 km mellem start og mål, hvorefter det gælder to rundstrækninger. Den første er 47,3 km lang, skal tilbagelægges to gange og indeholder stigningerne Tornolo (1,8 km, 7,1%) og Soallavera (3,4 km, 5,0%). Løbet afsluttes nu med 10 omgange på en 12,4 km lang rundstrækning, der nærmest intet fladt terræn har. Fra start kører man nemlig op ad Strela (5,1 km, 3,3%), inden det falder ned mod de sidste 2 km, der er flade. I alt skal der klatres intet mindre end 3846 højdemeter.

 

Favoritterne: Elia Viviani har for længe siden meldt ud, at han ikke kan forsvare sin titel, og det er med ganske god grund. Årets rute er nemlig knaldhård og af en helt anden karakter end i 2018. Egentlig er Strela-stigningen i sig selv så let, at Viviani nok kunne klemme bagdelen op over den et par gange, men næsten 4000 højdemeter over knap 230 km er trods alt for meget for den ellers formstærke italiener.

 

Det betyder dog ikke, at løbet ikke er åbent. Nu er Strela-stigningen ikke specielt velbeskrevet, men de nøgne data viser, at det trods dens irregulære karakter ikke er nogen svær bakke. Udfordringen er i stedet løbets samlede hårdhed kombineret med temperaturer på 34 grader, der alt sammen vil gøre det til en vanskelig dag. Spørgsmålet er bare, om stigningen i sig selv er hård nok til, at de bedste klatrere kan køre væk, eller om vi i stedet snarere skal se i retning af ardennertyper. Det er i hvert fald ikke bakken i sig selv, der er svær, men snarere det forhold, at der ingen flad vej er.

 

Nationale mesterskaber er altid svære at spå om, fordi de er meget taktiske. I Italien skyldes det ikke mindst, at der ikke er et lokalt WorldTour-hold, og derfor har de bedste ryttere ikke alle mange hjælpere. Kører den rette gruppe med repræsentation fra de vigtigste hold, kan man meget vel se, at de får lov at køre hjem. Det er forklaringen på, at nationale mesterskaber ofte giver overraskelser.

 

Formodningen er dog, at der denne gang vil være en vis kontrol. UAE har hele ni ryttere anført af en formstærk Diego Ulissi, Neri Sottoli med deres 13 mand kan ventes at tage ansvar for Giovanni Visconti, og Bahrain med syv mand har meldt ud, at de vil forsøge at vinde med Vincenzo Nibali. Det betyder ikke, at løbet ikke kan blive taktisk, men det er formentlig på de sidste omgange, at det skal afgøres, og her formoder vi, at Bahrain med Domenico Pozzovivo og Damiano Caruso vil gøre alt for at gøre det hårdt og sætte Nibali op til angreb.

 

En stigningsprocent på 3 bør dog ikke være nok til, at de mindre eksplosive klatrere kan køre væk, og derfor vil vi pege på Diego Ulissi som vores favorit. Med nylige sejre i GP Lugano og Slovenien Rundt er han igen kommet ud af Giroen i storform, og denne hårde rute uden voldsomt svære stigninger burde være perfekt for en klatrestærk fyr, der kan spurte. Distancen kan være et problem, men med den nuværende form er Ulissi skabt til denne rute. Og med ikke færre end otte mand til at kontrollere, herunder klatrestærke folk som Fabio Aru, Simone Petilli og Edward Ravasi har han alle forudsætninger for at vinde.

 

Hans værste rival må være Giovanni Visconti, der med sejren på kongeetapen i Slovenien endelig har fundet formen. Han klatrer ikke som Ulissi, men til gengæld er han hurtigere på stregen. Også han støttes af et stort hold med opbakning fra klatrestærke folk som Edoardo Zardini, Davide Gabburo, Simone Velasco og Manuel Bongiorno. Gabburo og Velasco kunne med deres spurtstyrke også være kandidater, men synes ikke at have formen.

 

En oplagt kandidat er Flandern Rundt-vinderen Alberto Bettiol. Ruten kan være for kuperet, men med de gode klatreben, han viste i Dauphiné, er han med sin gode spurt et godt kort. Desværre har han kun Sacha Modolo til at støtte sig.

 

Androni stiller med et stort og stærkt hold, hvor Andrea Vendrame ligner bedste bud. I Slovenien Rundt klatrede han med de bedste, og ender det i en spurt i en gruppe, vil han have gode chancer for at være med. Holdet har også Mattia Cattaneo og Fausto Masnada, men de skal køre offensivt for at vinde, mens ruten nok er for hård for Francesco Gavazzi.

 

Det har været en forfærdelig tid for Fabio Felline, men efter et fint Tour de Suisse, hvor han var omkring en 20. plads på bjergetaperne vil han have en reel chance for at være med, og i en spurt vil han kunne slå alle de nævnte. Til gengæld synes hans holdkammerat Gianluca Brambilla ikke længere at have formen. Til gengæld kan Giulio Ciccone , der skulle have forberedt sig til Touren efter Giroen, måske overraske, hvis løbet bliver taktisk.

 

Bahrain vil forsøge at vinde med Vincenzo Nibali, men ruten er næppe hård nok for den ikke specielt eksplosive italiener. I stedet kan det åbne døren for, at Domenico Pozzovivo og Damiano Caruso kan køre offensivt i et taktisk løb. I virkeligheden er deres bedste chance måske nok Sonny Colbrelli, for er han i superform, kan man bestemt ikke afvise, at han kan klare strabadserne, selvom holdet kun regner ham som joker. På samme måde kan man heller ikke udelukke, at en meget formstærk Matteo Trentin kan være med, men han er hæmmet af kun at have Edoardo Affini ved sin side.

 

En anden dark horse er Davide Ballerini, der kan få det for hårdt, men som er farlig i en spurt og har selvtillid efter sejren ved European Games. På tilsvarende vis er Marco Tizza, der er hurtig, med sine fine klatreevner også en outsider, hvis det kan holdes relativt samlet. Ruten er på samme vis god for Enrico Battaglin, men han synes ikke at have formen.

 

Endelig er der en række stærke klatrere som Davide Formolo, Alessandro De Marchi og Giovanni Carboni, men de vil skulle have held i det taktisk spil for at komme fri. Anderledes forholder det sig for spurtstærke folk som Andrea Pasqualon, Marco Canola, Paolo Toto og Kristian Sbaragli, der trods deres klatrestyrke ventes at få det for hårdt. Endelig skal det bemærkes, at Gianni Moscon , der normalt ville være en af de tunge favoritter, af Ineos meldes ikke at stille til start, selvom han fremgår af startlisten.

 

Feltet.dks vinderbud: Diego Ulissi

 

 

 

 

Holland (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Mathieu van der Poel

 

Ruten: Landets geografi gør, at de fleste hollandske mesterskaber er flade, og sådan er det også i år, hvor det afvikles på en 25,2 km lang rundstrækning omkring byen Ede. Den skal tilbagelægges i alt ni gange for en samlet distance på 223,4 km. Ruten har relativt mange sving, men også en del lige strækninger, og terrænmæssige udfordringer er der ikke mange af. Således er der kun en ganske lille bakke på rundstrækningen anden halvdel, inden den sidste kilometer stiger let med 0,4%. I alt skal der trods den lange distance klatres bare 810 højdemeter.

 

Favoritterne: Årets hollandske mesterskaber hører til blandt de mere uforudsigelige. Mathieu van der Poel forsvarer ikke titlen, og da Jumbo er uden løbets naturlige storfavorit Dylan Groenewegen, som forbereder sig til Touren, er det på ingen måde indlysende, hvem der skal kontrollere løbet. Ruten er nemlig pandekageflad og som skabt til en stor massespurt, men med den given startliste er det ingenlunde givet, at et af de store hold skulle have en interesse i at gå efter en spurt.

 

Som Hollands store cykelhold er Jumbo altid løbets omdrejningspunkt, men uden Groenewegen vil de formentlig foretrække en aggressiv taktik. Ganske vist har de Danny Van Poppel som holdets sprinter, men han befinder sig i øjeblikket i en af sine mange kriser og er udgået af både Tour of Norway og Tour de Suisse med træthedssymptomer. Da han i forvejen har det svært med varmen, og der ventes temperaturer mellem 30 og 35 grader, ligner han ikke et kort, man satser alt på. Løbets hurtigste er utvivlsomt den formstærke Fabio Jakobsen, men da han er helt uden holdkammerater, kan han kun krydse fingre for, at det samles til en spurt. I virkeligheden er det vel kun Sunweb, der med syv ryttere og en hurtig kaptajn i Cees Bol har både styrken og interessen i at kontrollere løbet.

 

Alligevel kan det sagtens ende i en spurt. Ruten er nemlig på papiret så usandsynligt let, at løbets udfald umiddelbart mere bestemmes af taktik end af gode ben. Heldigvis ventes der dog i tillæg til varmen end ret kraftig vestenvind, og da man stort set kører nord-syd hele dagen, betyder det, at der bliver tale om 225 km med næsten uafbrudt sidevind. Kombineret med varmen og den manglende interesse i kontrol forventer vi faktisk et ret vanskeligt løb, der næppe ender i en massespurt. Vinderen skal både være stærk nok til at klare sidevinden, have lidt held i et løb, der kan blive taktisk, og gerne besidde en god spurt til at færdiggøre arbejdet.

 

Derfor peger vi på Cees Bol som vores favorit. Hollænderen har i år vundet ikke færre end tre spurter trods en rolle som lead-out man i de fleste løb. I Californien og Norge har han vist, at han efter et hårdt løb kan slå de fleste, endda en fyr som Alexander Kristoff, der er ekspert i disse betingelser. I det vanvittige Gent-Wevelgem sad han hos Sagan, Van Aert og Van der Poel i den lille gruppe, der revn sig fri i sidevinden, og han bakkes op af et Sunweb-hold, hvor han må være klare kaptajn. Derfor har han alle betingelserne for at vinde, og vi tror, at han kan gøre det færdigt i en spurt i en lille gruppe. Sunwebs anden kandidat er den lovende Joris Nieuwenhuis, men resten af holdet ikke passer til denne rute.

 

Den dårlige form gør kun Danny Van Poppel til outsider og ikke favorit. I stedet må Jumbos bedste bud være formstærke Mike Teunissen , der med sine samlede sejre i Dunkerque og senest i ZLM Tour har vist storform. Han er god i sidevinden samt hurtigere end de fleste, og han bakkes op af et stærkt hold. De gule drenge har også Timo Roosen som en hurtig herre, men hans form er efter styrtet i Californien ikke optimal, samt Taco van der Hoorn, der trods en svær tid elsker et sidevindsløb som dette. Måske kan Koen Bouwman og Tom Leezer også komme i spil, hvis det udvikler sig taktisk.

 

Selvom han er uden holdkammerater, er Fabio Jakobsen også en af de tunge favoritter. Han har vist storform på det seneste, er holdbar i sidevinden og ubetinget feltets hurtigste. Han har dog brug for held og snilde for at havne i en gruppe, der kan spurte om sejren.

 

Moreno Hofland har haft en svær tid, men i en spurt i dette felt vil han altid have en chance, ikke mindst efter at han i Norge og Route d’Occitanie har tanket lidt selvtillid med nogle fine resultater, og han har faktisk en del støtte fra Sebastian Langeveld og Julius van den Berg. Også 2017-vinderen Ramon Sinkeldam vil have en chance, hvis han ender i en gruppe, der skal spurte om sejren, men som Jakobsen er han uden holdkammerater. Det samme gælder for Koen De Kort, der kan gøre det færdigt, hvis han i et taktisk spil ender i den rette gruppe.

 

Roompot er løbets største hold, men de mangler en oplagt favorit. Den meget formstærke Jan-Willem van Schip er ikke til start, og holdets bedste kort er nok Boy Van Poppel, der burde kunne lide denne rute, men ikke har vist sin bedste form. Andre kandidater kunne være de halvhurtige Maurits Lammertink og Nick van der Lijke, men de mangler bakker til at kunne gøre en forskel.

 

Direct Energie har en stærk duo i Niki Terpstra , der før er blevet hollandsk mester på en rute som denne, og som formentlig er feltets bedste i sidevinden, samt Pim Ligthart , der efter en svær tid synes at blive bedre og har sin spurt som våben.

 

Endelig er der nogle spændende kontinentalryttere. Det gælder først og fremmest sprinterne Bas van der Kooij og Arvid De Kleijn, der begge kommer med friske topresultater fra ZLM Tour i bagagen. Også Wouter Wippert, der netop har vundet i Ungarn og kørt flot i sidevinden i Mayenne, må som en af de hurtigste være en kandidat, ligesom også Piotr Havik er det, ikke mindst efter 2. pladsen i Halle-Ingooigem. Sprinterne Raymond Kreder og Andre Looij vender hjem fra Asien og kan være med, hvis det ender i en større spurt. Til gengæld synes hurtige Coen Vermeltfoort og Wim Stroetinga ikke længere at være god nok.

 

Feltet.dks vinderbud: Cees Bol

 

 

 

 

Belgien (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Yves Lampaert

 

Ruten: Belgien har ofte meget varierede mesterskaber, hvor der veksles mellem flade sprinterruter samt løb, der kan sammenlignes med enten en brostens- eller ardennerklassiker. I år er der nogle tidlige brosten på menuen, men grundlæggende er der tale om et let og fladt løb, der har start og mål storbyen Gent. Udfordringen er primært den lange distance på 228,5 km, der indledes med, at man kører mod syd ned til en 18,5 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges i alt tre gang, og som inkluderer tre af de mest kendte belgiske pavéer. Således man skal over Lange Munte (2000 m), Paddestraat (1600 m) og Lippenhovestraat (1200 m) hver gang, og Lange Munte venter endda en sidste gang efter 76 km, inden man atter begiver sig mod nord mod Gent gennem helt fladt terræn. Stregen krydses efter 119 km, og løbet afsluttes nu med syv omgange på en 15,5 km lang rundstrækning, der er flad som en pandekage, men også periodevist relativt teknisk. I alt er der bare 509 højdemeter på den lange rute.

 

Favoritterne: Det er altid lidt et mareridt at skulle forsøge at spå om de belgiske mesterskaber. Ofte bliver de nemlig meget taktiske. Ruterne er som regel meget flade, og da Belgien er overraskende sprinterfattigt, er det uhyre sjældent, at de to store hold, Lotto Soudal og Deceuninck, har en interesse i en massespurt. Således ser man ofte, at et stort udbrud kører tidligt i løbet, og selvom der ofte kommer nogle af de bedre folk op bagfra, ender det ikke sjældent med, at vinderen er en af de ryttere, der har været med i morgenudbruddet. Og massespurter er nærmest chokerende sjældne, selvom ruterne meget ofte lægger op til netop det.

 

Det gør årets udgave bestemt også. Bare 509 højdemeter over 228,5 km er så lidt, at selv Holland trods en næsten pandekageflad rute byder på mere klatring. Til gengæld er der en tidlig udfordring i form af de mange brosten, og det virker sandsynligt, at Deceuninck og Lotto har udset sig dem som stedet, hvor man kan gøre en forskel. Desværre vil varmen lægge sig og vinden være svag, og det er derfor ikke vejret, der vil gøre løbet hårdt. Held og taktik bliver derfor næsten endnu mere end tidligere helt afgørende.

 

Som sagt er det meget ofte en stor gruppe, der tidligt kommer afsted for senere at afgøre løbet, og brostenene kan måske bidrage til at gøre det mindre tilfældigt, hvem der rammer rigtigt. Det virker i hvert fald usandsynligt, at Deceuninck og Lotto vil køre for en massespurt eller lade det tidlige udbrud komme afsted uden nogle af deres vinderkandidater, og derfor vil det formentlig nærmest kun være Corendon med løbets måske allerhurtigste, den formstærke Tim Merlier, samt måske Wanty med Timothy Dupont, der vil have en spurt som plan A.

 

Løbets taktiske karakter gør det meget svært for flere af de stærkeste. Normalt ville man til enhver tid pege på særligt den formstærke og hurtige Wout van Aert, samt hurtige og stærke folk som Greg Van Avermaet, Oliver Naesen, Sep Vanmarcke, Jasper Stuyven og Jasper Philipsen som favoritter, men de er alle på så små hold, at de er meget afhængige af også at have heldet på deres side. I dette løb vil held altid være en nøglekomponent, der ikke kan negligeres, og det er generelt meget svært for selv de stærkeste ryttere at vinde, hvis ikke de kører for et af de hold, der har flere kort at spille. Det er særligt Lotto, der med ikke færre end 20 mand har en stor fordel, men også Deceuninck står med deres syv mand meget stærkt, ikke mindst fordi mange af dem er vindertyper.

 

Derfor vover vi pelsen og peger på Philippe Gilbert som vores favorit. Den belgiske veteran er nemlig snu som bare pokker og har vist sig som en mester i at udnytte Deceunincks overtal konstruktivt med sin offensive kørestil. Det har givet ham monumentsejre i Flandern Rundt og Paris-Roubaix, ligesom han sidste år havnede i en position, hvor han og Yves Lampaert kunne angribe Jasper Stuyven på skift. Disse taktiske mesterskaber som skabt til Gilbert, der både har aggressionen og løbsnæsen til at ramme de rette fremstød, og han har råstyrken og spurten til også at gøre arbejdet færdigt efter 230 km. Han plejer at trives på sult og revanchelyst, og efter at være blevet vraget til Tour-holdet må han være yderst opsat på at tage den prestigiøse Drikleur igen. Formstærke Lampaert er holdets anden oplagte kandidat, da også han er kraftfuld og hurtig, og han viste sidste år, at han kan udnytte taktikken til sin fordel. Fænomenet Remco Evenepoel kan heller ikke udelukkes på baggrund af den superform, han har vist, men ruten passer ham ikke, og han skal snige sig alene væk, hvis han skal vinde. Holdets sidste realistiske vinderbud er nok den velkørende Dries Devenyns¸ men også han skal bruge lidt held i det taktiske spil.

 

Lotto har 20 mand, men kun de færreste er vinderkandidater. Bedste bud er nok formstærke Tiesj Benoot , der er aggressiv, stærk over lange distancer og relativt hurtig. Tim Wellens vil forbande den flade rute langt væk, men med lidt held har han styrken til at gøre det færdigt. Jens Keukeleire er nok det bedste bud til at gøre det færdigt i en spurt i en lille gruppe, mens holdets mand til en massespurt nok er den velkørende Jasper De Buyst, der så godt ud i ZLM Tour. Derudover har holdet stærke folk som Thomas De Gendt og Victor Campenaerts , der altid kan blive farlige i et løb, som er svært at kontrollere, samt halvhurtige Bjorg Lambrecht , der dog vil finde ruten alt for flad. Tosh van der Sande, Stan Dewulf og Lawrence Naesen vil med lidt held kunne havne i en gruppe, hvor de kan spurte sig til sejr.

 

Efter de flotte spurter i Dauphiné vil Wout van Aert være en naturlig favorit, hvis han ender i en situation, hvor der skal spurtes om sejren, men selvom han er i absolut storform og netop har knust al modstand på enkeltstarten, vil den beskedne støtte fra Lauren De Plus, Maarten Wynants og Floris De Tier betyde, at han også skal bruge en del held. Lidt bedre støtte har Greg Van Avermaet, der ligeledes vil kunne gøre det færdigt i en spurt i en lille gruppe, men med bare fire holdkammerater kan heller ikke han diktere løbet - et forhold, der har betydet, at han endnu aldrig har vundet løbet. Det samme gælder for Sep Vanmarcke, der er helt uden holdkammerater, samt Oliver Naesen, der kun har Stijn Vandenbergh hos sig, men også de er begge hurtige nok til at vinde en spurt i en lille gruppe.

 

Ender det i en spurt, vil Van Aert, Naesen og De Buyst formentlig alle være med fremme, men løbets hurtigste er måske Jasper Philipsen, der har vist fin form i de seneste belgiske endagsløb, men som er uden holdkammerater, samt ikke mindst kometen Tim Merlier, der netop har vundet Elfstedenronde foran selveste Fabio Jakobsen, og seom formentlig har fuld opbakning fra alle de 9 øvrige Corendon-ryttere. Her vil Jasper Stuyven og Edward Theuns, der er de to eneste Trek-ryttere også være kandidater, og særligt Philipsen, Stuyven og Merlier vil også have råstyrken og formen til at begå sig i et hårdere løb - igen med det forbehold, at de skal bruge lidt held i kamp mod de to belgiske storhold. Andre ryttere med chance i en massespurt er Jens Debusschere, Jonas Van Genechten og Jurgen Roelandts, men ingen af dem har vist en form, der giver det helt store håb.

 

Wanty har i Timothy Dupont en god kandidat til en spurt, men efter en fin weekend skuffede han fælt i Halle-Ingooigem. En alternativ kandidat er Boris Vallee, men derudover må de i offensiven med Loic Vliegen, Xandro Meurisse, Aime De Gendt, der alle er i form, samt den ustabile, men hurtige Jerome Baugnies . Wallonie må også kunne øjne gode muligheder med den formstærke og hurtige Baptiste Planckaert¸ der kan vinde en spurt efter et hårdt løb, samt den hurtige og stadig mere spændende Lionel Taminiaux. På samme vis kan Tom Van Asbroeck med den fine kørsel, han har vist i år, være med i en spurt i en lille gruppe. Og endelig skal vi ikke glemme, at Kenneth Vanbilsen netop har overrasket ved at tage en solosejr i grusvejsløbet i Hageland. Til gengæld er ruten nok for flad til, at vi skal tro på et stort resultat fra Dylan Teuns og Ben Hermans. Og selvom Sport Vlaanderen ofte hiver en kanin op af hatten i dette løb, synes deres bedste folk, Benjamin Declercq, Thomas Sprengers og Dires Van Gestel ikke at have formen, og det er usandsynligt, at Christophe Noppe, Edward Planckaert, Milan Menten, Sasha Weemaes eller Amaury Capiot vinder en spurt.

 

Fra kontinentalholdene er det særligt værd at fremhæve den meget spændende og hurtige Quinten Hermans¸ der er holdbar og kan vinde spurter i små grupper, også på dette niveau, samt måske crossstjernen Toon Aerts , der har imponeret på det seneste, blandt andet med en samlet 4. plads i Belgium Tour.

 

Feltet.dks vinderbud: Philippe Gilbert

 

 

 

 

Spanien (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Gorka Izagirre

 

Ruten: Spanien har sjældent flade mesterskaber, men årets rute, der fører feltet fra Los Alcazares til Murcia er heller ikke den vanskeligste i historien. I alt skal der tilbagelægges 194,9 km, der indledes med en rundstrækning syd for startbyen, hvor man efter 31 km når toppen af Las Lajas (5,1 km, 3,9%). Derefter kører man mod nordvest med retning mod Murcia via et let stigende stykke, inden man skal over El Garruchal (2,0 km, 3,6%) efter 93 km og Murcias kendteste stigning Cresta del Gallo (4,4 km, 6,6%), inden man efter 119,4 km krydser stregen for første gang. Løbet afsluttes nu med fire omgang på en 18,8 km, der efter et kort fladt stykke byder på Santuario di Fuensanta (1,0 km, 8,2%), hvis top passeres efter 12,8 km fra stregen. En kort nedkørsel leder ned til de sidste seks flade kilometer som afslutning på et løb med i alt 1813 højdemeter.

 

Favoritterne: De spanske mesterskaber udvikler sig næsten altid til et opgør mellem Movistar og resten af feltet, og oftest ender det med sejr til det spanske storhold. Indtil Gorka Izagirre snød dem i 2018, skulle vi faktisk helt tilbage til Ruben Plazas sejr i 2009 for at finde deres seneste nederlag. Også i år kommer de med en yderst kraftfuld trup med ikke færre end 13 ryttere, hvilket gør dem til det største mandskab foran Euskadi-Murias med 11 og Caja Rural og Burgos med hver 9.

 

Egentlig kan man hævde, at Alejandro Valverde burde vinde hvert eneste år, næsten uanset ruten, men faktisk har han kun vundet to gange, nemlig i 2008 og 2015. Med tanke på, at Movistar i samme periode har vundet næsten hver eneste gang, fortæller det meget om, at han ofte har benyttet løbet som en chance til at give lidt tilbage til sine holdkammerater.

 

Det er da også nærliggende at tro, at det samme vil gøre sig gældende denne gang, men måske forholder det sig alligevel anderledes denne gang. Løbet slutter nemlig i hjembyen Murcia, og Valverde vil formentlig gøre meget for at vinde foran alle de lokale fans. På den anden side kommer også holdkammeraten Jose Joaquin Rojas fra Murcia, og det er faktisk nærliggende at tro, at førsteprioriteten er en sejr til den tidligere sprinter, mens en tredje Valverde-sejr formentlig blot er plan B.

 

Årets rute er med færre end 2000 højdemeter relativt nem, men til gengæld er den lille bakke på rundstrækningen ganske stejl, og de varslede temperaturer på 38 grader vil ligeledes bidrage til at gøre det til en knaldhård affære. Man må formode, at Movistar med deres overtal vil diktere slagets gang, og selvom de har tradition for at sende en mand i udbrud også, vil de formentlig, evt. med hjælp fra de tre andre store spanske hold, sørge for, at det skal afgøres på de sidste rundstrækninger.

 

Med Omar Fraile, Izagirre-brødrene, Pello Bilbao og ikke mindst Luis Leon Sanchez, der også kommer fra Murcia, har Astana et brølstærkt hold, der vil være den værste rival for Movistar. Deres strategi må være at skabe en situation som sidste år, hvor en relativt isoleret Valverde kan angribes. Derfor formoder vi, at de vil køre et offensivt og aktivt løb, hvor de på de sidste omgange vil gøre løbet så svært som muligt.

 

Derfor peger vi på Alejandro Valverde som favorit. Lægger Astana virkelig pres på, kan det blive for svært for Jose Joaquin Rojas, og derefter vil det være op til Valverde at gøre arbejdet færdigt. I finalen kan han formentlig se frem til støtte fra Marc Soler, Antonio Pedrero og måske også Eduard Prades, Rafael Valls og Ruben Fernandez, der alle burde have en fin chance for at sidde med på denne rute. Det vil gøre det svært for Astana at komme væk fra Valverde og co., og derfor tror vi, at Valverde kan gøre det færdigt i en spurt. Hvis Rojas kommer med hjem, vil vi dog tro, at de kører spurten for ham, og man kan heller ikke helt udelukke, at Valverde vælger at hjælpe Prades i en spurt. Soler, Pedrero, Valls og Fernandez kan i virkeligheden også komme i spil, hvis holdet beslutter sig for at angribe på skift i en ukontrollerbar finale, hvor de formentlig vil sidde i overtal. Endelig kan man ikke helt udelukke holdets hurtigste, Carlos Barbero , der klatrer fint, men som nok kommer til kort, når Astana lægger pres på.

 

På Astana vil man helt sikkert gøre meget for, at Luis Leon Sanchez kan vinde, men selvom han er hurtig, skal han væk fra Valverde for at vinde. Det kræver formentlig et knaldhårdt løb, men som vi så i 2018, kan man godt bringe Movistar på bagkant. Manden, der kan slå Valverde i en spurt, er nok først og fremmest Omar Fraile, og så må det være op til Sanchez, Gorka Izagirre og Pello Bilbao at angribe på skift. Ion Izagirre har holdt pause siden Giroen og kan tænkes at agere hjælper.

 

Hvis der er en mand, Movistar og Astana skal frygte, er det Alex Aranburu. Caja Rural-rytteren er i fremragende form, hvilket han senest viste i Route d’Occitanie. Ruten her burde passe en puncheur som ham, og han er så hurtig, at han reelt kan slå alle i en spurt til sidst. Holdet har også halvhurtige Jonathan Lastra og Gonzalo Serrano samt klatreren Cristian Rodriguez, der alle kan ende med at spille en rolle i finalen.

 

En anden rytter, man skal tage sig i agt for, er Jesus Herrada. Med sejren på Mont Ventoux bekræftede Cofidis-rytteren sin forrygende form, og selvom han havde et skuffende Route d’Occitanie, kan de gode ben ikke være helt væk. Han bakkes op af bror Jose Herrada og Luis Angel Mate, men selvom han er hurtig, bliver det svært at vinde på en rute som denne.

 

En anden meget giftig outsider er Ivan Garcia. Han er ganske vist alene på Bahrain-mandskabet, men hans opgave er alene at følge med. Stigningen her er ikke så svær, at man kan udelukke, at han klarer skærene, og i en spurt vil han være meget svær at slå. Til gengæld tror vi, at Juan Jose Lobato vil komme til kort.

 

Euskadi-Murias har en hel stribe klatrere, men ingen afsluttere. Oscar Rodriguez, Mikel Bizkarra, Mikel Iturria, Garikoitz Bravo, Fernando Barcelo og Sergio Samitier kan alle køre finale på denne rute, men det er meget svært at se, hvordan de skal vinde. Den eneste med en hæderlig spurt er Bravo, men det vil formentlig kræve, at man udnytter magtkampen mellem Movistar og Astana, hvis det skal blive til sejr. Burgos-mandskabet kan håbe at få Angel Madrazo med i finalen, men det svageste af de fire spanske hold får meget svært ved at vinde.

 

En anden spændende joker er Vicente Garcia De Mateos, der som en Valverde-type er en god afslutter efter et hårdt løb, men hvis form også er usikker efter en lang løbspause. Jonathan Castroviejo bør også køre finale, men uden spurtstyrke eller holdkammerater bliver det svært at vinde. Delko vil sikkert også komme langt med Delio Fernandez og Javier Moreno, der dog også får svært ved at vinde. Bedre chance har Benjamin Prades, der også er specialist i at spurt i små grupper, og som kommer til løbet med fine asiatiske resultater i bagagen. Endelig vil veteranen Oscar Sevilla sikkert gøre det godt, men ruten er for let til, at han kan vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Alejandro Valverde

 

 

 

 

Frankrig (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Anthony Roux

 

Ruten: Franskmændene har valgt en rute, der giver mindelser om noget, vi kender, da mesterskabet afvikles på rundstrækningen fra endagsløbet Classique Loire Atlantique. Den lgger i La Haye-Fouassiére, er 16,8 km lang og skal tilbagelægges i alt 15 gange for en samlet distance på hele 252,0 km. Der er nærmest ikke én meter flad vej og i alt hele seks mindre bakker, men ingen af dem er lange eller svære. Alligevel løber det samlede antal højdemeter op på 3164, og sidste bakke har top lige inden den røde flamme, hvorefter det falder let ned mod mål.

 

Favoritterne: Det franske mesterskab er altid en meget speciel størrelse. De største franske hold har nemlig en kolossal overvægt af franskmænd, og det betyder, at det altid er nogle gigantiske mandskaber, der kommer til start. Årets løb er bestemt ikke en undtagelse, da den foreløbig startliste viser, at FDJ stiller med 16 ryttere fra WorldTour-holdet og fem fra kontinentalholdet, Ag2r kommer med 18 mand, Direct Energie ligeledes ventes at stille med 18 ryttere, Arkea har tilmeldt 18 startende, og Vital Concept og Cofidis ventes at møde med hhv. 17 og 15 ryttere. Samtidig ser man ofte, at holdene med de bedste franske sprinter køre ret målrettet efter en spurtafgørelse, og med så mange ryttere til at kontrollere ender det derfor oftere end noget andet sted i en spurt.

 

Denne gang har vi fornøjelsen af at kende ruten fra Classique Loire Atlantique, og vi ved derfor, hvad der kan forventes. Her har man før set, at løbet er endt i en spurt, men i langt de fleste tilfælde bliver sprinterne alligevel snydt i det let kuperede terræn. Det skete også i år, hvor en gruppe med vinderen Rudy Barbier holdt hjem, men hvor feltet var så tæt på, at forhåndsfavoritten kunne køre op til dem og efterfølgende spurte sig til en 2. plads.

 

Et fransk mesterskab er dog noget helt andet. For det første er holdene som sagt meget større, og for det andet er feltet langt, langt stærkere. Til gengæld er distancen kraftigt forøget, og med et samlet antal højdemeter på mere end 300 er der ingenlunde tale om et let løb. Det kan godt være, at sandsynligheden for en spurt er relativt stor, men det er kun for de hårdføre folk, der kan overleve 250 km og 3000 højdemeter og stadig gøre det færdigt på en rute med meget lidt flad vej. Til gengæld vil den ekstreme varme, der har budt på temperaturer på næsten 40 grader lægge sig, og med mere menneskelige temperaturer på 28 grader vil det ikke være heden, der gør det selektivt, ligesom heller ikke vinden vil blive en faktor.

 

Vi tror, at det vil ende i en reduceret massespurt. Denne gang synes FDJ med Arnaud Demare og Vital Concept med Bryan Coquard nemlig at ville gå målrettet efter netop det, og da også Cofidis med Christophe Laporte og Nacer Bouhanni vil have en vis interesse i et sådant scenarium, kan det blive svært at undgå et sådant scenarium. Man ser altid, at de store hold også dækker udbruddene af, men meget ofte kører de dem selv ind igen for at bringe deres bedste kandidater i spil. I et mesterskab kan taktikken altid flaske sig, så der pludselig etableres en gruppe, alle er tilfredse med, men vi tror, at særligt FDJ vil kunne skabe samling til en spurt.

 

Derfor tror vi, at det bliver til endnu en titel til Arnaud Demare. FDJ har før har haft stor succes, når de har satset 110% på deres kaptajn, og med sine to nylige sejre i Route d’Occitanie har han vist, at han er klar igen efter Giroen. Den relativt hårde rute med de mange bakker burde passe en rytter, der som ham er en af verdens hurtigste efter et langt og selektivt løb. I de senere år har han efter nedturene for Nacer Bouhanni og Bryan Coquard klart sat sig på tronen som Frankrigs hurtigste, og ender det i en spurt, vil han være manden, der skal slås.

 

Holdet har dog også en række alternative optioner, der formentlig får frihed til at følge angreb og sikre, at holdet ikke kommer på bagkant. Det gælder særligt stortalentet Valentin Madouas, der i sidste uge også viste fin form, den forsvarende vinder Anthony Roux, der dog slet ikke har samme form som sidste år, samt den suveræne vinder af enkeltstarten Benjamin Thomas, der dog er uprøvet over distancen. Ruten passer til gengæld dårligt til Rudy Molard, David Gaudu og Thibaut Pinot , men sidstnævnte kan i kraft af sin spurt, holdbarhed og form godt vinde på en rute som denne. Holdets bedste plan B er dog nok Marc Sarreau, der ikke vil kunne få sin egen chance i en spurt, men som løbets måske næsthurtigste og nu også en relativt stor holdbarhed er den ideelle rytter at sende afsted i farlige grupper.

 

Den største trussel mod Demare i en spurt må være Bryan Coquard. Efter nogle svære år har den franske stjerne rejst sig igen og vundet ikke færre end fire løb inden for den seneste uges tid. Generalprøven i weekenden gik ikke specielt godt, men forinden blev han samlet nr. 6 og vandt en etape i Belgium Tour. Blandt sprinterne er han suverænt den mest klatrestærke, hvorfor han har glæde af de mange højdemeter. Til gengæld er Vital Concept langt svagere end FDJ, og da Pierre Rolland, Cyril Gautier samt de hurtige Lorrenzo Manzin og Jeremy Lecroq er formsvage, er det nok kun Quentin Pacher, der kan køre offensivt. I det lys vil holdet formentlig satse 100% på Coquard.

 

Ag2r har en meget spændende kandidat i Clement Venturini, der har spurtet fremragende i år og klatrer bedre end de fleste, også Demare. Han er bedst i en stigende spurt, men viste senest sine evner som afslutter md to top 5-placeringer i Dauphiné. Holdet vil dog næppe satse 100% på en spurt, og de formstærke Tony Gallopin og Benoit Cosnefroy, der bege kan spurte, vil formentlig køre offensivt, måske sammen med Alexis Vuillermoz, Alexandre Geniez og Quentin Jauregui, hvis form dog ikke synes at være den bedste. Endelig har holdet den brølstærke og genfødte Alexis Gougeard, der ikke skal have en mm på en rute som denne.

 

Cofidis kommer med kamphanerne Christophe Laporte og Nacer Bouhanni, og ledelsen har nok opgivet at få dem til at samarbejde. Ligesom sidste år kan de ventes at skulle køre hver deres spurt. Bouhanni har haft et forfærdeligt år igen, men er stadig formentlig den eneste af de to, der vil kunne true Demare. Hans generalprøve i weekenden var faktisk udmærket, og selvom han udgik af Dauphiné, viste han i Californien pludselig glimt af sin gamle klatrestyrke. Har han de ben igen, passer ruten ham. En mere sikker ”overlever” er Laporte, der med to sejre i Luxembourg har form og selvtillid, men som får svært ved at slå folk som Demare og Coquard i en spurt som denne. Holdets tredje sprinter Hugo Hofstetter kan få en vis frihed til at angribe, på samme måde som det gælder for hurtige Damien Touze, men de bedste kort i tilfælde af et offensivt løb må være de to puncheurs Julien Simon og Anthon Perez.

 

Direct Energie har i Thomas Boudat en sprinter, der i Tour de Suisse klatrede bedre end måske nogensinde og med en nylig sejr i Circuit de Wallonie har vist storform på det seneste. Farten har han, og i et lille felt efter et hårdt løb vil han ikke lide under sin positionering. Derudover har de Jonathan Hivert som den ideelle kandidat til et hårdt løb, men han er i de seneste løb igen eksploderet i de varme betingelser og synes ikke i form. Sidste års medaljevinder Anthony Turgis kan også spurte i en lille gruppe, men viste skidt form i Belgium Tour, og også holdets anden sprinter, Adrien Petit, synes formsvag. Romain Cardis kan afslutte, mn vil finde løbet for langt, og holdets kaptajn, Lilian Calmejane, var i nærmest skræmmende dårlig form i løbene i slutningen af maj og frem til og med Tour de Suisse-

 

Arkea er det eneste af de store hold, der bestemt ikke skal noget i en spurt. Deres bedste kort må være Elie Gesbert , der er relativt hurtig og har kørt stærkt på det seneste, samt Romain Hardy, der er i storform og ligeledes hurtig i en lille gruppe. Laurent Pichon og Kevin Ledanois kan også begå sig, men har ikke vist meget på det seneste, og ruten må være for let for Warren Barguil og den formsvage Maxime Bouet. Holdet har til en spurt Maxime Daniel og Clement Russo, men de klarer næppe strabadserne.

 

Delko stiller kun med syv mand og skal satse på et offensivt løb med Julien El Fares, der med en 4. plads på Ventoux har vist form, men som vil finde ruten for let. Jeremy Leveau og Julien Trarieux kan spurte, men klarer næppe strabadserne. Langt større cjamce har Auber-mandskabet med de hurtige of holdbare Kevin Le Cunff og Anthony Maldonado, men desværre har førstnævnte mistet lidt af superformen fra starten af måneden. Roubaix får det sværere, da Pierre Barbier næppe kommer med hjem, men måske den overraskende vinder fra Mayenne, Thibault Ferasse, kan overraske igen.

 

Endelig er der en række folk fra udenlandske hold. Det gælder særligt Justin Jules, der som holdbar sprinter vil være en reel trussel i en spurt. Remi Cavagna er uden selskab fra holdkammeraten Julian Alaphilippe og skal angribe, men er også en type, man ikke må give mange meter. Endelig burde Rudy Barbier også være farlig i en spurt, men han synes at være helt ude af form.

 

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

 

 

 

 

Danmark (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Michael Mørkøv

 

Ruten: Årets DM er henlagt til Esbjerg, der som bekendt ikke ligger i landets mest kuperede region, og der er derfor tale om en næsten helt flad rute. Starten på det i alt 226 km lange løb går i Ribe, hvorfra man i fladt terræn snor sig mod nord og nordvest, inden man til slut kører mod sydøst ned langs kysten til Esbjerg, hvor stregen krydses for første gang efter 112,5 km. Herefter afsluttes løbet med 11 omgange på en knap 10,5 km lang rundstrækning, som fører feltet rundt i Esbjerg By. Igen er terrænet næsten helt fladt, men det hele slutter med en let stigende sidste kilometer, hvor man forlader havnefronten for igennem to meget skarpe sving at køre frem til opløbet på Havnegade. I alt byder løbet på 1381 højdemeter.

 

Favoritterne: Danmark var et af de lande, hvor ét stort hold længe var totalt dominerende, men efter Tinkoff-holdets kollaps er det hele blevet åbnet op igen. De professionelle er spredt ud på flere hold, hvilket var en af årsagerne til, at det i 2017 lykkedes Alexander Kamp at løbe med titlen foran de store navne fra udlandet.

 

Også i år er de bedste danske ryttere spredt ud, og de kommer i hold på mellem 1 og 3 ryttere. Til gengæld er der kommet en ny magtfaktor i form af Riwal, der med et halvt års erfaring på højere niveau har hævet barren i forhold til sidste år. Dertil kommer naturligvis kontinentalholdene, der ligesom Riwal har en antalsmæssig fordel som skal udnyttes.

 

Ligesom i mange andre lande gør spredningen af de bedste ryttere og deres nærmest ikkeeksisterende støtte løbet til lidt af et lotteri. Det gælder ikke mindst på årets rute, der er så let, at det i vidt omfang kommer til at handle mere om taktik end gode ben. Det er i hvert fald ikke i Esbjerg, at stærkeste mand bare sætter sig igennem, og selv for den bedst kørende vil det handle om at vælge sine angreb med omhu. På papiret er det en rute, der lægger op til massespurt, men et sådan udfald er langtfra givet i et nationalt mesterskab med mange isolerede ryttere, og kommer den rigtige gruppe afsted tidligt, kan løbet være ovre, før man aner det.

Til gengæld er der godt nyt for alle, der ønsker et hårdt cykelløb. Søndag meldes der om solskin, men også en kraftig vestenvind med en styrke på helt på til 30 km/t. Som vi så det i Grindsted for to år siden, fjerner det ikke elementet af tilfældighed, men det betyder, at det i højere grad bliver de stærkeste, der efterlades tilbage. Det må alt andet lige være en god nyhed for de udlandsprofessionelle, også selvom rundstrækningen er henlagt til selve Esbjerg By, hvor eksponeringen for vinden må formodes at være betydeligt mindre end i det åbne landskab først på løbet. Her vil der tillige primært være modvind, og splittelser vil formentlig først for alvor kunne opstå, når man rammer kysten på det sidste stykke frem mod rundstrækningen eller umiddelbart efter starten i Ribe.

 

Der er formentlig ikke et hold, der stiller til start med det entydige mål at sikre en massespurt, men som vi så sidste år, betyder det ikke, at det ikke alligevel kan ende sådan. I de fleste scenarier vil Michael Mørkøv dog have en god chance for at forsvare titlen. Ganske vist har Deceuninck ikke noget stort hold, men med både Kasper Asgreen og Mikkel Honoré ved sin side har han to af feltets stærkeste som støtte. Asgreen kører som en motorcykel og er formentlig løbets allerstærkeste, og Honoré imponerede stort i onsdagens Halle-Ingooigem. På et lille tremandshold vil det være dumt entydigt at satse på én rytter, men med tanke på Mørkøvs hurtighed og den fine form, han viste i Tour de Suisse, vil man de alle tre formentlig hele tiden have i baghovedet, at en spurt i en større eller mindre gruppe ikke vil være et dumt scenarium. Asgreen og Honoré vil formentlig intet have imod at støtte deres erfarne landsmand, der normalt loyalt ofrer sig for sine holdkammerater, og Mørkøv må derfor være holdets plan A. Kører Asgreen en finale som sidste år, bliver Mørkøv i hvert fald svært at slå i en spurt på Havnegade, og derfor er han vores favorit til at løbe med titlen. Asgreen er med sin hurtighed og brutale råstyrke dog også en god kandidat, uanset om han skulle køre alene hjem eller have mulighed for at gøre det færdigt i et udbrud, hvor Mørkøv er sat ud af spillet.

 

Riwal har løbets vel nok stærkeste hold og er samtidig i den situation, at de har hurtige folk, der kan gøre det færdigt, både i en massespurt eller i en lille gruppe. Andreas Stokbro har i år vist sig konkurrencedygtig i spurter på højt niveau og med sejren i U23-udgaven af Flandern Rundt tillige vist den rette holdbarhed. Holdets stjerne, Alexander Kamp, vil forbande den flade rute langt væk, men kan med sin hurtighed sagtens gentage sejren fra 2017, også selvom han efter den skuffende præstation i Norge ikke har kørt løb længe og derfor formmæssigt må være et spørgsmålstegn. Den måske mest formstærke er Andreas Kron, der netop er blevet nr. 2 på kongeetapen og nr. 5 samlet i Belgium Tour, og som er et godt bud på en rytter, der kan køre offensivt. Holdets tredje hurtige mand, Nicolai Brøchner, har efter en fin præstation i Luxembourg desværre skuffet på det seneste og ligner ikke umiddelbart et bud på en danmarksmester. Endelig kørte Rasmus Quaade stærkt i Luxembourg, men for ham vil det altid kræve en del held, hvis den gode form skal omsættes til sejr.

 

Mads Pedersen vandt, da løbet senest blev kørt i Vestjylland og vil altid være en farlig herre, alene i kraft af sin spurt. Efter styrtet i Tour of Norway har han imidlertid ikke kørt løb, og hans enkeltstart gav ikke indtryk af, at han er i storform, og da han kun har støtte fra klatreren Niklas Eg, vil han være temmelig alene. Sunweb kommer med Casper Pedersen og Asbjørn Kragh, der viste fin form i hhv. Dauphiné og ZLM Tour, og som begge er hurtige nok til at kunne vinde, hvis de skulle ende i den rette gruppe, og Pedersen vil helt sikkert også kunne tage sin chance i en massespurt. Lasse Norman Hansen udgør en enmandshær fra Corendon, men med den fornuftige form, han har vist på det seneste, kan han med sin hurtighed, power og aggression slet ikke afskrives. Michael Valgren vil med støtte fra Lars Bak naturligvis også være farlig, nu hvor han langt om længe synes at have lagt sit svære forår bag sig, men han vil med stor sandsynlighed skulle bruge sin fine løbsnæse for at havne i en position, hvor han kan vinde. Det samme kan siges om ensomme Mads Würtz, der i ZLM Tour viste fornem form, men som modsat Valgren har en lidt større hurtighed at gøre godt med også. Endelig viste Louis Bendixen, der er ensom Coop-rytter både form og fart i det nylige Ungarn Rundt.

 

ColoQuick kommer med et stort hold anført af sidste års sølvvinder Niklas Larsen, men mange øjne vil naturligvis også være rettet mod stortalentet Julius Johansen. Casper Folsach har haft et flot år, og unge Frederik Rodenberg, Steffen Munk og Morten Hulgaard har alle vundet UCI-løb i år.

 

På Waoo har sidste års bronzevinder Michael Carbel, der for nylig vandt en etape i Fleche du Sud, en glimrende chance i en massespurt, men også erfarne Rasmus Guldhammer vil altid have en vis chance, også selvom året ikke har været godt, og ruten ikke passer ham. Derudover har Jesper Schultz o år opnået en række fine resultater i udenlandske UCI-løb.

 

Endelig kommer BHS Almeborg med et hold, der vel føres an af hurtige Nicklas Amdi Pedersen, men holdet har også i Christoffer Lisson endnu en rytter, der har opnået en stribe fine UCI-resultater i år.

 

Feltet.dks vinderbud: Michael Mørkøv

 

 

 

 

Storbritannien (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Connor Swift

 

Ruten: De britiske mesterskaber er et af de få, der ikke hovedsageligt afvikles på en kort rundstrækning. I stedet skal der køres 190,5 km med start og mål i Norwich. Fra start kører man mod nordøst og nordvest ud til kysten, som følges mod vest, inden man når frem til en 13,7 rundstrækning, der tilbagelægges to gange, hvorefter det går mod sydøst tilbage tilbage til målet i Norwich. Undervejs er der flere klassiske britiske småbakker, men ingen ”rigtige” stigninger, og det samlede antal højdemeter er bare 1543. Til slut venter en ret teknisk finale med flere sving, hvor den sidste kilometer er let stigende.

 

Favoritterne: I Storbritannien er løbet ofte lidt af et lotteri. Landets største hold, Ineos, kommer kun sjældent med mange ryttere, og de øvrige professionelle er spredt ud i grupper på 1-2 mand. De er oppe mod en hel serie af mindre hold, der har et antalsmæssigt overtal, og da ruterne sjældent er voldsomt svære, kan det være meget svært for løbets bedste alene på deres styrke at holde tingene under kontrol eller gøre forskelle. Det så vi sidste år, hvor Connor Swift blev en overraskende vinde.

 

Sådan vil det også være i år, hvor Ineos blot kommer med fire mand og er uden folk som Luke Rowe og Geraint Thomas. Samtidig ser ruten ganske let ud. Udover taktik er det især vinden, der vil kunne gøre forskelle, og heldigvis kan rytterne se frem til en frisk vestenvind. Det vil give en god portion med- og modvind, men efter omgangene på rundstrækningen er der et sidemedvindsstykke, der måske kan udnyttes konstruktivt. Vi tvivler dog på, at det er vinden, der vil være afgørende.

 

En massespurt er altid en mulighed på denne rute, men mest sandsynligt er det, at vi ligesom sidste år får etableret et udbrud, der med deltagelse af alle de vigtige hold får lov at afgøre slaget. Det er i hvert fald svært at se, at der er et hold, der har både interessen og styrken til at skabe samling. Naturligvis vil Ineos altid skulle være repræsenteret i en sådan gruppe, og da tre af deres fire folk er hurtige, vil de altid stå fornuftigt i en sådan situation, også selvom de naturligvis vil være tvunget til at skulle lukke mange huller på egen hånd.

 

Derfor peger vi på Chris Lawless som vores favorit. Den unge brite er Ineos’ hurtigste og har med den samlede sejr i Yorkshire vist, at han nu også har opnået den rette holdbarhed. Med det stærkeste tog vil han være manden, der skal slås i en massespurt, men også i et udbrud vil han være svær at bide skeer med. Route d’Occitanie viste, at han stadig ikke er i storform, men med en 2. plads på 2. etape fik han vist, at han er konkurrencedygtig. Holdets næstbedste kort er formentlig Ben Swift, der viste helt forrygende form i bjergene i Tour de Suisse, og som også med en 5. plads på 3. etape viste lidt af fordums hurtighed. Kommer han med i en gruppe, vil holdet være trygge ved, at han kan gøre det færdigt. Det samme gælder for den ligeledes hurtige Owain Doull , mens Ian Stannard skal alene hjem for at vinde.

 

Den største trussel mod en Ineos-sejr kunne komme fra Wiggins-mandskabet. I hvert fald har de i Gabriel Cullaigh en rytter, der både er yderst holdbar og så hurtig, at han også vil kunne vinde en massespurt. Holdet har også med 10 ryttere en antalsmæssig fordel og en anden meget stærk kandidat i supertalentet Thomas Pidcock, der havde foretrukket en sværere rute, men som har farten til at være en trussel i en lille gruppe.

 

Også Canynon-mandskabet har både bredde og ryttere, der kan gøre det færdigt. Det gælder særligt for hurtige Jacob Hennessy, Alexander Richardson og Andrew Tennant, der alle kan gøre det færdigt på stregen, men stærke Thomas Stewart vil også være en god mand at sende i offensiven. Derudover er der Swift-mandskabet med den tidligere Lotto-rytter James Shaw, der er en ganske stærk fyr, mens Vitus har en god kandidat i den tidligere Dimension Data-rytter Scott Thwaites, der er hurtig og holdbar. Madison Genesis har Matthew Holmes, der blev samlet nr. 6 i Yorkshire.

 

Derudover er der en hel stribe professionelle, der dog kan få svært ved at kontrollere løbet. Trods sine kvaler vil Mark Cavendish sammen med Dan McLay være den største trussel mod Lawless i en spurt, men da de hver især kun har støtte fra klatrerne Scott Davies og Hugh Carthy, vil det kræve lidt held at ende i en situation, hvor de kan vinde. Den tidligere vinder Adam Blythe er helt alene og formsvag, men i en spurt vil han altid være en kandidat, og det samme gælder for Burgos’ unge sprintertalent Matthew Gibson, der sidste år vandt en etape i Tour de l’Avenir. Derudover stiller Katusha med de brølstærke Alex Dowsett og Harry Tanfield¸ der altid vil være farlige, hvis de havner i den rette gruppe til sidst. Derudover er der al mulig grund til at frygte stortalentet Ethan Hayter, der måske nok er på egen hånd, men er lynhurtig og kommer til løbet med stor selvtillid efter at have vundet to etaper og pointtrøjen i Baby-Giroen. Og endelig er den forsvarende mester Connor Swift altid en trussel og med en nylig 11. plads i Belgium Tour i god form, men selvom han er relativt hurtig, kan det som enlig rytter fra Arkea blive svært at gentage sejren fra 2018.

 

Feltet.dks vinderbud: Chris Lawless

 

 

 

 

Tyskland (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Pascal Ackermann

 

Ruten: Meget ofte har de tyske mesterskaber været helt flade, men sådan er det bestemt ikke i år, hvor løbet afvikles på en 13,1 km lang rundstrækning omkring Sachsenring, hvor der skal køres i alt 14 omgange for en samlet distance på 183,4 km. Først del er let stigende, inden man skal over en 1,0 km lang bakke, der stiger med 7,4% i snit, har top 9 km fra stregen og leder op til et plateau, hvor man kører en lille rundstrækning, vender rundt og derefter følge samme ved ned til Sachsenring, hvor der er mål inde på selve motorsportsbanen. Det fortsætter med at falde let over de sidste 4 km. Det samlede antal højdemeter er intet mindre end 3006.

 

Favoritterne: Det tyske mesterskab har oftest været en sag for sprinterne, men sådan bliver det ikke i år. 14 passager af den lille, relativt stejle bakke, den sidste gang bare 9 km fra stregen, vil gøre løbet ganske selektivt, og i stedet skal vi formentlig se i retning af puncheurtyperne. Det kan ikke udelukkes, at der kan skabes samling til en spurt for en holdbar sprinter, men det synes ikke at være sandsynligt.

 

Det tyske mesterskab er karakteriseret ved, at der er et stort hold med et mandskabsmæssigt overtal. Bora kommer med hele otte mand og har da også vundet tre af de fire seneste udgaver. Derfor er det helt naturligt, at de igen er holdet, der skal slås, og de vil også have styrken til nogenlunde at holde løbet under kontrol.

 

Det får os til at pege på Maximilian Schachmann som vores favorit. Den tyske puncheur har længe været regnet som et stort talent, men i år har han med top 5-placeringer i alle ardennerklassikerne samt ikke færre end tre etapesejre i Baskerlandet for alvor etableret sig som en stjerne. Som spurtstærk ardennerspecialist vil han elske denne rute, og han ligner helt oplagt manden, der skal slås. Der hersker lidt usikkerhed om formen efter en usædvanligt lang pause, men da han er en del af Boras Tour-planer, må han formodes at være tæt på 100%.

 

Holdet har også en god kandidat i Emanuel Buchmann. Ganske vist mangler han eksplosivitet, men han er løbets bedste klatrer og kommer med en samlet 3. plads fra Dauphiné i bagagen. Han og Schachmann kan meget vel ende i en overtalssituation, hvor de kan angribe på skift, og kommer Buchmann først væk på bakken, ser de ham formentlig ikke igen. Holdet har naturligvis også den forsvarende mester Pascal Ackermann, der ikke er helt uden chance for at klare stigningerne, men som formentlig kommer til kort, selvom formen i Slovenien viste sig at være god, også selvom han droppede 5. etape som følge af lidt sygdom. I et taktisk spil kan holdet måske også bringe Marcus Burghardt og Christopf Pfingsten i en position til at vinde.

 

Den værste rival er formentlig Nils Politt. Desværre har han på Katusha kun støtte af Rick Zabel, der ikke kan spille en rolle i finalen, og derfor kan han blive overmandet af Bora. Finalen minder dog meget om den, der gav ham sejr i Deutschland Tour sidste år, og selvom stigningen er stejl, er den ikke længere, end at han kan være med. I en spurt kan han sagtens true Schachmann.

 

Sunweb kommer kun med fem ryttere, og af disse er det kun Lennard Kämna, der bør have en chance, også selvom man ikke helt kan udelukke Nikias Arndt til en spurt i en større gruppe. Kämna kørte et fremragende Tour de Suisse og burde kunne lide ruten, ikke mindst fordi han har en fin spurt. Det er også en oplagt rute for CCCs ardennerspecialist Simon Geschke, der dog efter sine mange skader endnu ikke er helt på toppen, men som også har en fin spurt. Hans holdkammerat Jonas Koch vil håbe på en spurt, men spørgsmålet er, om ikke det bliver for hårdt for den ellers formstærke CCC-rytter.

 

Også John Degenkolb vil håbe på en spurt, og med de klatreben, han viste på 4. etape i Schweiz, er han ikke helt uden chance, hvis det samles til sidst. Ag2rs Nico Denz er en aggressiv fyr, men terrænet her er nok alligevel en anelse for hårdt, og det samme gælder formentlig for Jasha Sütterlin, der ellers har en udmærket spurt.

 

Fra de mindre hold er det særligt Alexander Krieger, der med sin gode spurt kan blive farlig på en rute som denne, men han har ikke helt fundet sidste års ben i år. Også Jannik Steimle har kørt fremragende i år, blandt andet med en nylig sejr i Oberösterreich Rundfahrt, og han bør kunne se muligheder i denne rute. Den kommende EF-rytter Jonas Rutsch viste i Luxembourg, at han kan begå sig på mindre bakker, og Mario Vogt kommer til Europa efter en fantastisk sæson i Asien.

 

Feltet.dks vinderbud: Maximilian Scachmann

 

 

 

 

USA (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Jonny Brown

 

Ruten: Amerikanerne har gjort brug af den samme rute i flere år, og igen i år benyttes rundstrækningen i Knoxville, hvor der skal tilbagelægges i alt 192,0 km fordelt over 15 omgange på den 12,5 km lange runde. Kort efter målstregen skal man over den korte, stejle Sherrod Road (800 m, 9,1%), men derefter er der kun nogle ganske små bakker i hovedsageligt fladt terræn. Den sidste kilometer er ganske let stigende som afslutning på et løb, der har i alt 2961 højdemeter.

 

Favoritterne: Efter flere år med den samme rute ved vi efterhånden, hvad vi skal forvente af rundstrækningen i Knoxville. I 2017 lykkedes det akkurat for syv mand at forhindre en reduceret massespurt, og Larry Warbasse var den hurtigste af de tre, der spurtede om sejren. Sidste år var det atter en lille gruppe, der afgjorde løbet, og her lykkedes det højst overraskende Jonny Brown med et soloangreb at snyde de mere etablerede navne. I begge tilfælde har det været relativt klatrestærke folk, der har afgjort det, men i 2017 var en relativt tung sprinter som Eric Young ikke langt fra at løbe med titlen.

 

Sherrod Road er stejl, men ruten er ikke så svær, at det ikke kan ende i en spurt i en større gruppe. Når det alligevel er usandsynligt, skyldes det, at der formentlig ikke er et hold med styrken til eller en helt klar interesse i at skabe samling. I stedet kan det som mange andre nationale mesterskaber ende som lidt af et indianerløb, hvor man skal have lidt held for at ramme rigtigt undervejs, og hvor man meget vel kan blive fanget på det forkerte ben, som det ofte er sket for WorldTour-rytterne. Selvom Rally og Hagens Berman har en del ryttere, er det kun førstnævnte, der må kunne se en interesse i at arbejde for en spurt, men de vil formentlig også satse på offensiv kørsel.

 

I de seneste to sæsoner har vi fået overraskende vindere, og det kan vi meget vel gøre igen. Det er derfor med megen usikkerhed, at vi peger på Colin Joyce som vores favorit. Som en holdbar sprinter vil han kunne lide ruten, og med hele otte holdkammerater på Rally har han også mulighed for at bringe sig i en position, hvor han kan gå efter sejren. Han viste endelig lidt form på nogle af de mellemhårde etaper i Tour de Suisse. Havner han i en gruppe med et par holdkammerater, bliver han ikke nem at slå. Rally har imidlertid også sidste års sølvvinder, den evigt aggressive Robin Carpenter, der med sin aggression og spurt er en god kandidat, samt klatrerne Brandon NcNulty, Kyle Murphy og Gavin Mannion, der dog skal alene hjem for at vinde. Evan Huffman har med sine etapesejre i Californien vist, at han kan vinde på en rute som denne, og i en lidt større spurt, kan man heller ikke helt afskrive Ty Magner.

 

Som en meget klatrestærk sprinter vil Travis McCabe elske denne rute, og han kan vinde både i en spurt eller i et mere offensivt løb. På Floyd Landis’ hold har han imidlertid kun støtte fra to mand, hvoraf den ene er den dygtige klatrer Keegan Swirbul.

 

Hagens Berman kommer med den forsvarende vinder Jonathan Brown, men det vil være en mindre sensation, hvis han forsvarer titlen. I stedet skal man holde øje med vinderen af enkeltstarten Ian Garrisson, der som puncheurtype er skabt til denne rute og er i god form, samt måske vinderen af U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege Kevin Vermaerke, der dog fortsat er meget ung. Sean Quinn er netop blevet nr. 6 i Baby-Giroen og i form, men ruten her er nok ikke en for ham.

 

Blandt WorldTour-rytterne er det særligt EF, der skal holdes øje med. Sean Bennett er både hurtig og holdbar og burde have taget et skridt frem efter at have gennemført Giroen. Alex Howes og Logan Owen kan også afslutte i mindre grupper, men de har ikke vist meget på det seneste. Nathan Brown er nok ikke eksplosiv nok til denne rute.

 

Jumbos Neilson Powless viste god form i Dauphiné og på enkeltstarten, men får som ensom rytter uden megen spurtstyrke svært ved at vinde. Det samme gælder for 2017-vinderen Larry Warbasse. Ruten er god for Treks hurtige Kiel Reijnen , men han måtte tidligt forlade Tour de Suisse med helbredsproblemer og har ikke vist den mindst form, og det samme gælder for hans holdkammerat Peter Stetina, der havde et katastrofalt Dauphiné.

 

Andre kandidater er Brendan Rhim , der er i storform efter den fornemme samlede sejr i Tour du Beauce, og hans klatrestærke holdkammerat Taylor Eisenhart. Matthew Zimmer har vist et vist potentiale i år, og sprinteren Eric Young har vist, at han ikke er helt uden chance på denne rute. Gage Hecht, Alex Hoehn og Tyler Stites har på Aevolo alle vist potentiale, og endelig bør man også holde øje på Stephen Bassett, der overraskende sejrede i Joe Martin Stage Race.

 

Feltet.dks vinderbud: Colin Joyce

 

 

 

 

Schweiz (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Steve Morabito

 

Ruten: Schweiz er et af de lande, der ofte har en meget kuperet rute, og også i år skal man klatre godt, hvis man vil have et år i trøjen. Det 162,0 km lange løb er henlagt til Fischingen, hvor der skal køres omgange på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er helt ald, 11 km lang og skal tilbagelægges i alt otte gange. Det er dog den 18,5 km lange anden rundstrækning, der vil være hovedudfordringen. Her skal der køres fire omgange, og det indebærer fire passager af Sitzberg (2,8 km, 6,1%), der har top 13 km fra stregen. Herfter venter et kort plateau og en nedkørsel, inden de sidste knap 10 km er flade med en let stigende opløbsstrækning. I alt er der 2031 højdemeter.

 

Favoritterne: Modsat mange andre lande har schweizerne sammensat en rute, der gør det muligt for de bedste professionelle både at kontrollere løbet og samtidig gøre forskelle i en finale, der så svær, at det i mindre grad bør være tilfældighederne, der råder. Ganske vist er WorldTour-rytterne spredt ud, så kun FDJ med fire og Dimension Data med to kommer med mere end én rytter, men i et felt på bare 61 ryttere vil det hele blive lidt enklere at holde styr på. Det er meget tænkeligt, at FDJ vil ofre en af deres folk i et forsøg på at holde tingene i snor i den flade indledning, og derefter må de bedste klatrere skulle afgøre det imellem sig i løbet af de fire omgange på den sidste kuperede rundstrækning. Det betyder ikke, at taktik og tilfældigheder ikke spiller en rolle, for Sitzberg er ikke verdens sværeste stigning, og i en flad finale kan meget ske, men det bør i relativt stor grad være benene, der bestemmer udfaldet.

 

Derfor peger vi på Marc Hirschi som vores favorit. U23-verdnensmesteren er ganske vist uden holdkammerater, men til gengæld er han i fremragende form og skabt til denne rute. Han viste i Baskerlandet, at han kan vinde spurter i mindre gruppe, og i både Tour de Suisse og Tour of Norway kørte han fremragende på korte stigninger som denne. Hans 2. plads på enkeltstarten var en bekræftelse af den gode form, og bliver han ikke låst taktisk, bør han derfor være manden, der skal slås på denne rute.

 

Veteranen Michael Albasini er en skygge af sig selv, men i Tour de Suisse gav han faktisk et lille bevis på, at han godt kan endnu. Også han er alene, men på papiret er det en rute, der passer ham næsten perfekt. Måske kan han ikke længere følge de bedste opad, men skabes der samling til spurt i en gruppe, vil han formentlig være den hurtigste.

 

FDJ er med fire mand rigt repræsenteret, men de mangler en klar vinderkandidat. Holdet har tre rigtige klatrere i form af Steve Morabito, Sebastien Reichenbach og Kilian Frankiny, men da ingen af dem kan spurte, må målet være at skabe en situation, hvor de kan angribe på skift. Holdets motor er Stefan Küng, der nok vil finde stigningen lidt for svær, men han er også en mand, man bestemt ikke skal give en millimeter i en finale, der kan være svær at kontrollere.

 

Mathias Frank er måske feltets mest formstærke klatrer, men han er på egen hånd og spurtsvag og derfor ikke en oplagt vinderkandidat. Det samme gælder for klatreren Matteo Badilatti. Dimension Data har talentfulde Gino Mader, der kørte et flot Tour de Suisse, men som heller ikke er lynhurtig på stregen, samt erfarne Danilo Wyss, der med sin spurt kan blive farlig, hvis han kan sikre sig et forspring eller udnytte lidt stilstand. Også den ensomme Michael Schär skal udnytte det taktiske spil til at køre alene hjem, mens Reto Hollenstein og Patrick Müller ikke synes at have formen, og Tom Bohli er for tung.

 

Det kan bestemt ikke udelukkes, at vinderen skal findes på et mindre hold. Særligt Patrick Schelling har med en 11. plads i Tour de Suisse vist, at han er farlig på en hård rute, og han har hos sig den klatrestærke Roland Thalmann, der dog slet ikke har formen fra Tour of the Alps. IAM har Simon Pellaud¸ der burde være skabt til dette terræn, samt hurtige Fabien Lienhard, der formentlig får det for svært, men kan komme i spil, hvis en gruppe samles til en spurt. Colin Stüssi har netop vundet en etape i bjergløbet Tour de Savoie, og brølstærke Stefan Bissegger kan også blive farlig, selvom ruten nok er en anelse hård. Endelig så vi i Tour de Suisse, at Gian Friesecke og Claudio Imhof kan være svære at hente, hvis først de sniger sig væk i et løb, der er svært at kontrollere.

 

Feltet.dks vinderbud: Marc Hirschi

 

 

 

 

Østrig (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Lukas Pöstlberger

 

Ruten: Alpelandet Østrig er et af de lande, der ofte har nogle meget hårde ruter, men i år er udfordringerne ikke uoverkommelige, i hvert fald ikke i finalen. Der benyttes ikke rundstrækninger, og i stedet skal der tilbagelægges 200,7 km med start og mål i Mondsee. Her lægges der benhårdt ud med en hård først del, hvor man skal over Eisenwang (1,9 km, 5,9%), Ellmaustein (1,8 km, 4,0%), den vanskelige Postalm (6,2 km, 8,0%), Arzach (900 m, 9,6%9 og Pass Gschütt (3,5 km, 4,7%) efter hhv. 15,0 km, 27,4 km, 56,3 km, 63,8 km og 87,1 km, men herefter er sidste halvdel meget lettere. Faktisk er den hovedsageligt flad, hvis ikke det var for Lichtenberg (4,8 km, 5,5%), hvis top kommer efter 177,4 km. Herefter venter en lille nedkørsel, inden de sidste 20 km er relativt flade. Det samlede antal højdemeter er 3413, men langt hovedparten er kocentreret på de første 80 km.

 

Favoritterne: Årets rute må i den grad betegnes som speciel. Næsten 3500 højdemeter betyder, at der er tale om en yderst hård strækning, men næsten alle udfordringerne er koncentreret i første halvdel. Dte gør det til et løb, der er meget vanskeligt at læse, ikke mindst fordi nationale mesterskaber i forvejen følger et andet mønster en mange andre løb.

 

I et felt med stor niveauspredning må man formode, at WorldTour-rytterne, der næsten alle er gode klatrere, med det samme vil sætte sig igennem på de første stigninger, og vi forventer derfor, at særligt Bora med deres tre mand vil føre løbet hårdt fra start. For at overleve denne fase skal man være en glimrende klatrer, og derfra forventer vi, at en lille gruppe af de bedste skal afgøre det i den lette anden halvdel, hvor Lichtenberg med top 23 km fra mål vil være chancen for at gøre en forskel. Med så flad en afslutning vil taktik og tilfældighed dog også spille ind.

 

Med tre mand er Bora klart det stærkeste hold, og man må formode, at i hvert fald Patrick Konrad og Gregor Mühlberger vil klare indledningen og formentlig også Lukas Pöstlberger. Sandsynligheden for, at de vil kunne spille på et overtal til sidst, er ganske stor, og det kan blive næsten umuligt for rivalerne at holde dem i snor. Med den gode form, der indbragte ham en 3. plads i Tour de Suisse, er Konrad vores favorit, da han ikke blot er den mest klatrestærke, men også den hurtigste af de tre. Mühlberger og Pöstlberger kan dog også sagtens udnytte overtallet, som Pöstlberger gjorde det sidste år, men man kan ikke helt udelukke, at sidstnævnt kan få det for svært på stigningerne.

 

Holdet er oppe mod to fremragende klatrere i form af Riccardo Zoidl og Hermann Pernsteiner , men de får begge svært ved at vinde. De er uden holdkammerater, overmatchet på antal af Bora og uden chance i en spurt mod nærmest nogen som helst. I en spurt vil Treks Michael Gogl stå bedre, men han får det formentlig for svært på stigningerne. Også Sebastian Schönberger kan køre finale, men også han vil få svært ved at snyde Bora.

 

Ruten er så svær, at de mindre ryttere ikke får det nemt. Felix Gall har potentialet, men han var meget formsvag i Tour de Savoie i sidste uge, og det samme gælder for Stephan Rabitsch, der intet viste i Slovenien. I stedet skal vi se mod Markus Freiberger, der kommer med en 2. plads i Tour of Bihor og Jodok Salzmann , der blev nr. 4 i Oberösterreich Rundfahrt, men det vil være en overraskelse, hvis ikke Bora løber med titlen.

 

Feltet.dks vinderbud: Patrick Konrad

 

 

 

 

Norge (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Vegard Stake Laengen

 

Ruten: De norske mesterskaber har været afviklet på ruter af stærkt varierende sværhedsgrad, og i år ser ruten ud til at være en af de hårdere. I alt skal der tilbagelægges 203,8 km på en 13,5 km lang rundstrækning omkring byen Royse, hvor der skal køres 15 omgange. Terrænet er typisk norsk med en masse småbakker, og det bliver aldrig helt fladt. Den eneste længere bakke er Kroken (1,0 km, 6,9%), der har top 8,5 km fra stregen, hvorefter det er hovedsageligt faldende. Med 3 km igen kommer der dog en 1 km lang bakke, inden de sidste 2 km er først flade, så faldende og til slut let stigende op mod mål. Løbet har i alt hele 3185 højdemeter.

 

Favoritterne: I Norge ser man relativt ofte overraskelser. Ganske vist har Edvald Boasson Hagen vundet to af de seneste fem gange, men i samme periode har vi set to sejre til mindre kontinentalryttere. Selvom man før har set, at WorldTour-rytterne har fået hjælp af nogle af de lokale klubber, er de nemlig antalsmæssigt klart overmatchet af kontinentalholdene, der har så stor klasse, at de også er i stand til at vinde.

 

Sådan vil det også være i år, hvor Coop kommer med 7, Uno-X med 16 og Joker med 12 ryttere. Til sammenligning kommer UAE blot med tre mand, og alle de øvrige professionelle er enten alene eller har bare én holdkammerat. Derfor kan vi også i år sagtens ende med en kontinentalrytter som vinder, ikke mindst fordi det knaldhårde terræn kan være næsten umuligt at kontrollere.

 

Omvendt er 3200 højdemeter over 203 km også så vanskeligt, at der helt naturligt lægges begrænsninger på, hvem der kan sejre. På så svær en rute er antallet af potentielle vindere begrænset, og det gør det trods alt lidt lettere for de bedste at sætte sig igennem. Det får os til at pege på Edvald Boasson Hagen som favorit. Dimension Data-rytteren blev slået ganske klart på enkeltstarten og har generelt haft en skidt sæson, men han vandt trods alt en etape i Dauphiné. Terrænet her burde passe ham ganske fint, også selvom ruten gerne måtte have været en anelse lettere, og i år har han endda Rasmus Tiller, der trods en 1. plads i 2017 og en 2. plads i 2018 nok får det for svært, til at støtte sig. Sidder han der sidst, bliver han i hvert fald svær at slå i en spurt.

 

Løbets vel nok bedste klatrer er Carl Fredrik Hagen¸ der netop er blevet nr. 3 på den sidste bjergetape i Dauphiné. Han har efter en svær start vist klassen og er bedste bud på en rytter, der kan køre alene hjem fra stigningerne. Til gengæld er han hæmmet af at være uden holdkammerater. Det samme er løbets tredje oplagte favorit, Odd Christian Eiking, der har kørt fornemt i store dele af sæsonen, senest lige op til Dauphiné, hvor han dog udgik med sygdom. Som puncheur med en god spurt vil han elske denne rute, hvis ikke han fanges i det taktiske spil.

 

Ruten må trods alt formodes at være for svær for Alexander Kristoff, og derfor bør Sven Erik Bystrøm og den forsvarende mester Vegard Stake Laengen få frihed til at angribe. Begge klatrer faktisk ganske hæderligt, og selvom ruten er til den svære side, er de gode nok til at holde hjem, hvis de kommer fri. Særligt Bystrøm har også en god spurt og viste fornem form i Tour de Suisse, hvorfor han er UAEs bedste bud.

 

Amund Grøndahl Jansen har netop vundet kongeetapen i ZLM Tour og har generelt været flyvende siden Dunkerque i midten af maj. Også han er alene, ligesom han kan finde ruten til den svære side, men med sin gode spurt og sit fine punch, er han en kandidat. Til gengæld er ruten for svær for sprinterne Kristoffer Halvorsen, Daniel Hoelgaard og Sondre Holst Enger, der stadig er en skygge af sig selv. Og selvom han i gamle dage ville elske denne rute, har August Jensen ikke vist noget, der giver grund til optimisme, og heller ikke Sindre Lunke synes at være i form.

 

Fra kontinentalholdene må det især være vinderen af enkeltstarten Andreas Leknessund, der vækker interesse på en hård rute dom denne, men den vil også være guf for Markus Hoelgaard, der sidste år blev nr. 2 i Arctic Race og netop er blevt nr. 3 i Oberösterreich Rundfahrt. Her blev Anders Skaarseth nr. 6, som han også gjorde det i Tour of Norway, og de vil udgøre en farlig Uno-X-trio, der ligeledes kan regne med det dog tilsyneladende formsvage talent Tobias Foss og måske også Kristoffer Skjerping. Outsidere er Jonas Abrahamsen og Torjus Sleen.

 

Coop vil nok primært skulle se i retning af Kristian Aasvold, mens Jokers bedste bud på denne rute må være Bjørn Tore Hoem, der netop har sikret sig to topplaceringer i franske etapeløb, samt stortalentet Søren Wærenskjold, der dog nok endnu er for ung.

 

Feltet.dks vinderbud: Edvald Boasson Hagen

 

 

 

 

Polen (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Michal Kwiatkowski

 

Ruten: Bortset fra den sydlige del er det meste af Polen fladt, og det afspejles i årets rute, der synes at være en af de lettere. Her skal der tilbagelægges 204,4 km på en rundstrækning omkrig byen Ostroda, og de fordeler sig over 10 omgange på den 20,4 km lange runde. De første to tredjedele er ganske let stigende, og med 12,5 km igen når man toppen af Lichtajny (800 m, 3,0%), inden det flader en anelse ud. Den sidste tredjedel er til gengæld hovedsageligt faldende, inden den sidste kilometer er flad. I alt har løbet bare 1478 højdemeter.

 

Favoritterne: Selvom de bedste polske ryttere ofte har været uden megen støtte, er det alligevel relativt ofte endt med, at de store stjerner er løbet med titlen. Det skete senest sidste år, hvor Michal Kwiatkowski sejrede foran Maciej Bodnar på en rute, der ellers ikke var alt for vanskelig.

 

I år gælder der det nye, at landet har fået et WorldTour-hold i form af CCC, men med bare fem startende og ingen udpræget vindertype vil de næppe være en magtfaktor, der bare kan kontrollere løbet. Til gengæld er hverken Kwiatkowski - i hvert fald hvis man skal tro Ineos og ikke startlisten - ikke til start, og det er heller ikke Rafal Majka eller Pawel Poljanski. Derfor er de eneste øvrige WorldTour-rytter Michal Golas og Bodnar, der begge er på egen hånd.

 

Ruten er i år meget nem, og da der heller ikke vil være megen vind, er det alene varmen med sine temperaturer på 32 grader, der vil kunne gøre løbet hårdt. Da CCC i Szymon Sajnok har Polens vel nok mest lovende sprinter, vil vi tro, at de vil satse på en massespurt med ham. Med fem mand til at kontrollere har de forudsætningerne for at gøre netop det, og de har folkene til at aflevere den unge polak, der i år er blevet nr. 4 i Bredene Koksijde Classic. Derfor tror vi, at den 21-årige banespecialist tager sin første titel. Holdet kan dog også vælge en mere offensiv strategi, hvor særligt de stærke og hurtige Lukasz Wisniowski og Pawel Bernas kan komme i spil, mens Kamil Gradek og Lukasz Owsian nok skal alene hjem for at vinde.

 

Den værste rival må være Pawel Franczak, der er en af Polens hurtigste og allerede har fire sejre i år, herunder hele tre i maj måned alene. Han bakkes på Voster-mandskabet op af Sylwester Janiszewski, der vandt et løb i sidste uge, samt Adam Stachowiak, der også kan gøre sig gældende i spurter. Wibatech har sprinteren Grzegorz Stepniak, der også har været blandt de bedste i polske massespurter i år, samt naturligvis hurtige og stærke Maciej Paterski, der i år har vist, at han bestemt ikke er færdig endnu. Derudover vil den talentfulde Alan Banaszek altid være farlig, selvom han er hæmmet af at være eneste rytter fra Caja Rural. Endelig er Szymon Rekita efter den samlede 5. plads i Luxembourg spændende, men ruten her passer ham ikke.

 

CCC Development Team vil selvfølgelig være en magtfaktor med deres mange ryttere, og det er nom særlig halvhurtige Kamil Malecki, der vil være farlig. Stanislaw Aniolkowski, Patryk Stosz, Szymon Tracz og Michal Paluta har dog også alle vist hurtighed, hvorfor holdet næsten altid vil kunne sende en farlig mand med i et fremstød. Derudover er der de professionelle Michal Golas og Przemyslaw Kasperkiewicz, der kan spurte, men skal afsted i en gruppe for at have en chance, samt formstærke Maciej Bodnar, der vel nok er løbets stærkeste, men nok skal alene hjem for at vinde.

 

Feltet.dks vinderbud: Szymon Sajnok

 

 

 

 

Portugal (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Domingos Goncalves

 

Ruten: Portugal har ofte nogle af de hårdeste mesterskaber, og det gør sig i sandhed også gældende i år, hvor der skal tilbagelægges 198,0 km mellem Castro Laboreiro og Melgaco. Starten går oppe på et plateau i næsten 1000 m højde, og løbet indledes derfor med en længere nedkørsel, der leder ned til bunden af målbakken (1,0 km, 8,1%), som fører direkte op til første målpassage efter 32,5 km. Herefter venter seks omgange på den 22,6 km lange og meget vanskelige rundstrækning. Efter målbakken stiger der uafbrudt over de næste 10 km, inden en nedkørsel fører direkte ned til bunden af målbakken, der leder op til stregen. Til slut køres en omgang på en forlænget 29,8 km lang rundstrækning, hvor ændringen er, at man i bunden af den lange nedkørsel skal over Paderne (2,7 km, 5,0%). Fra toppen resterer 9,8 km, der består af en nedkørsel, en lille bakke og til slut målbakken (1,0 km, 8,1%) for 8. og sidste gang. I alt skal der klatres hele 3236 højdemeter.

 

Favoritterne: Som så ofte før har portugiserne designet en af de hårdeste ruter, og det gør det hele lidt mindre tilfældigt, end man ser det i andre løb. På denne rute skal man i hvert fald være en fremragende klatrer for at vinde, og det lægger nogle begrænsninger på antallet af vinderkandidater. Omvendt er Portugal også beriget med et hav af gode klatrere, og de har nogle ret stærke kontinentalhold, der vil have en antalsmæssig fordel i forhold til de ofte ret isolerede WorldTour-ryttere.

 

Desværre har det portugisiske forbund end ikke udsendt en foreløbig startliste, og det giver denne optakt et skær af usikkerhed. Den naturlige favorit ville på en rute som denne naturligvis være Rui Costa ¸ men han har ikke deltaget siden 2015 og ventes heller ikke at deltage i år. I stedet vil vi pege på Amaro Antunes som vores favorit. CCC-rytteren er vel landets bedste klatrer, ikke mindst på en kort, stejl stigning som den, der leder op til mål. Han er hæmmet af ikke at have holdkammerater, men det vil betyde mindre på denne hårde rute. Han har ikke kørt siden Giroen, hvorfor formen er usikker, men et talent som Antunes kan ventes at have fået et boost af at deltage i sin første grand tour. Sætter det sig igennem, er dette den perfekte rute for ham.

 

Efter at være blevet kontinentalhold er W52 blevet lidt af en magtfaktor, og de har flere gode vinderkandidater. Det gælder først og fremmest den eksplosive Edgar Pinto, der vandt en etape i Asturien og blev samlet nr. 5 i Tyrkiet og er som skabt til denne puncheurfinale. Det gælder også for Joao Rodrigues, men han viste skidt form i Luxembourg. Her var klatrestærke Joaquim Silva til gengæld velkørende. Veteranen Ricardo Mestre vil også være farlig, selvom han har været formsvag i år.

 

Efapel har naturligvis Joni Brandao, der nu to gange er blevet samlet nr. 2 i Portugal Rundt, senest i 2018, og vil være en af de bedste på en rute som denne. Desværre har han ikke kørt løb, siden han vandt sidste etape i Serra da Estrela i midten af april. Sporting Clube de Lissabon har i Federico Figueiredo samt veteranen Tiago Machado to kandidater til et kuperet løb som dette, og selvom han har haft et svært år, bør erfarne Jose Mendes også være med i dette terræn. På Radio Popular har vi den hurtige Luis Mendonca, der dog må formodes at få det lidt for svært, samt klatrererne Joao Benta og David Rodrigues samt måske endda erfarne Daniel Silva.

 

Derudover er der en stribe professionelle. Den forsvarende vinder Domingos Goncalves har været skadet og kommer nok til kort på denne hårde rute, men derfor kan titlen sagtens blive i familien. Tvillingebroderen Jose Goncalves har ganske vist haft et skidt år, men har han fundet benene, er det en fin rute for en puncheur som ham. Hans Katusha-holdkammerat Ruben Guerreiro burde også være en topkandidat, men efter, at han forlod Dauphiné med sygdom, er det meget usikkert, hvor han står i jagten på at tage sin anden titel. Movistars Nelson Oliveira er måske løbets allerstærkeste efter den nylige sølvmedalje på enkeltstarten i European Games, men selv for en klatrestærk fyr som ham, kan ruten her være for hård. Endelig er Ricardo Vilela fra Burgos en kandidat, selvom han ikke har vist meget i år.

 

OPDATERING: Det er lykkedes at finde en foreløbig startliste. Som ventet stiller Costa ikke til start, og heller ikke Guerreiro og Mendonca er med. Overraskelsen er, at Antunes, der ellers kørte enkeltstarten, ikke er med. Derfor vil vi i stedet pege på Edgar Pinto som vores favorit.

 

Feltet.dks vinderbud: Edgar Pinto

 

 

 

 

Slovenien (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Matej Mohoric

 

Ruten: Slovenien har tidligere haft ganske hårde mesterskaber, men i år er udfordringerne til at overse. Denne gang skal der tilbagelægges i alt 150,6 km på en 21,5 km rundstrækning omkring Radovljnica, hvor der skal køres i alt syv omgange. Efter en flad indledning leder en nedkørsel ned til bunden af Zgornia Dobrava (800 m, 8,6%), fra hvis top der resterer 10,7 km. De består af fladt terræn og en lille nedkørsel, inden man rammer Radovljica (1,4 km, 5,2%), der har top med 1200 m til mål, hvorefter det er fladt. Ruten har i alt 2094 højdemeter.

 

Favoritterne: Den slovenske talentmasse er blomstrende, og det gør det slovenske mesterskab til et af de mest interessante. I år har arrangørerne krydret det med en rute, der åbner op for en del scenarier. Over de 20 km er der kun to ganske små bakker, men den ene af disse er ganske stejl, og vigtigst er alt er finalen ganske hård med toppen af den sidste bakke bare 1200 m fra stregen.

 

I mange af landene er WorldTour-rytterne relativt isolerede, men sådan forholder det sig ikke i Slovenien, hvor Bahrain med deres fem mand er lidt af en magtfaktor. Med Domen Novak og Luka Pibernik har de et par solide folk til at kontrollere den indledende del af løbet, inden de tre kaptajner Matej Mohoric, Jan Tratnik og Grega Bole kan tage over. Til gengæld er de øvrige topnavne alene bortset fra Tadej Pogacar og Jan Polanc, der har hinanden at støtte sig til.

 

Feltet er af en beskeden størrelse, og selvom Adria Mobil og Ljubljana har et hav af ryttere, må man formode, at Bahrain kan kontrollere det så fornuftigt, at vi undgår en vild sensation. Til gengæld kan flere af WorldTour-rytterne komme på bagkant, hvis Bahrain udnytter deres overtal til at angribe tidligt. Derfor kan det sagtens være, at løbet skal afgøres af en gruppe uden de største favoritter, men det vil formentlig kræve, at Bahrain er repræsenteret med et af de deres tre topnavne.

 

Ruten er uforudsigelig, og derfor er det med nogen usikkerhed, at vi peger på Matej Mohoric som vores favorit. Ruten med korte, eksplosive bakker og en puncheurfinale burde ellers være skræddersyet til den forsvarende vinder, der endda har fire mand til at støtte sig. Desværre har han haft en rædselsfuld sæson, og da heller ikke hans præstation i Tour de Suisse var overbevisende, er han slet ikke den favorit, han burde være. Alligevel viste han så meget fremgang de sidste dage i Schweiz, at vi tror, at han med hjælp fra sit hold kan vinde. Bahrain har imidlertid også en anden specialist i disse finaler, nemlig Jan Tratnik, der her endelig kunne få sin egen chance, og den holdbare sprinter Grega Bole kan også komme i spil på en bakke, der ikke er alt for svær, når nu det flader ud mod slutningen.

 

Den værste rival er kometen Tadej Pogacar. Efter en rusten start fandt han benene i løbet af Slovenien Rundt, og sammen med Alexandr Vlasov var han bedste mand på kongeetapen. Ruten her er ikke ideel for ham, men har han drømmeben, er han tilstrækkeligt eksplosiv til at vinde i en finale som denne. Hos sig har han Jan Polanc, der dog var så træt i Slovenien Rundt, at han formentlig vil køre for sin holdkammerat.

 

Løbets joker er naturligvis Primoz Roglic . Med sit fantastiske punch og sin gode spurt ville han være løbets absolutte storfavorit, hvis han var i form. Han har dog først meldt sig til i sidste øjeblik og synes snarere at være til start for at vise sig frem for hjemmepublikummet. Dette er et enligt løb i en lang pause, hvor han på det seneste primært har været koncentreret om at blive far. Man skal aldrig sige aldrig med Roglic, men han har formentlig ikke formen til at slå Tour-rytterne.

 

Luka Mezgec er begejstret for bakkerne, men ærgrer sig sikkert over, at den ene kommer i den absolutte finale. Nu kan det hele blive en anelse for svært til sidste for den ellers formstærke Mitchelton-rytter, der netop har vundet en etape i Slovenien Rundt. Samtidig er han alene og uden mulighed for at styre løbet, men kommer han med over bakken uden at syre helt til, vil han være en kandidat.

 

Den slovenske kontinentalscene er i år ikke så stærk som tidligere, og derfor er der ingen oplagte rivaler til WorldTour-rytterne. Marko Pavlic har gjort det godt i USA og kunne være en kandidat, og unge Jaka Primozic og Andi Bajc har netop gjort det godt i Oberösterreich Rundfahrt. Janez Brajkovic gør desuden comeback efter karantænen, men er helt sikkert ikke konkurrencedygtig allerede nu.

 

Feltet.dks vinderbud: Matej Mohoric

 

 

 

 

Slovakiet (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Peter Sagan

 

Ruten: Det slovakiske mesterskab har som regel haft en del stigninger, men sådan er det ikke i år, hvor der skal tilbagelægges 186,6 km omkring byen Trnava. Først kører man 14,5 km ud til en 16 km lang rundstrækning, der skal køres to gange, og hvor der er en lille bakke midtvejs. Derefter kører man tilbage til mål, hvor stregen krydses for første gang efter 63 km. Løbet afsluttes nu med otte omgange på en 15,5 km lang rundstrækning, der er helt flad. Samlet har løbet bare 647 højdemeter.

 

Favoritterne: Det slovakiske mesterskab har længe været specielt af to årsager. For det første afvikles løbet sammen med det tjekkiske mesterskab, og det gør det mildt sagt til noget taktisk rod, at der afvikles to løb i ét - ikke mindst hvis tjekker og slovakker kan indgå alliancer om at holde andre ryttere bag sig. For det andet har det i mange år været sådan, at Peter Sagan nærmest selv har kunnet bestemme, om han selv eller en af hans holdkammerater skulle vinde.

 

Mønsteret er det samme i år. Efter Michal Kolars karrierestop har Peter Sagan denne gang ganske vist kun Juraj Sagan og Erik Baska ved sin side, og de er endda de eneste professionelle i hele feltet. Igen vil det derfor være en sensation, hvis ikke en af de tre Bora-ryttere ender øverst på podiet, og lillebror Sagan har en stor indflydelse på, hvem det skal være.

 

Formentlig bliver det denne gang Peter selv. Dels vil det formentlig pine ham, hvis han skulle miste den eneste af sine tilbageværende mestertrøjer og fremover være helt anonym i en almindelig Bora-trøje, og sandsynligvis var det derfor, at han sidste år lod rivaler være rivaler og gennemførte et eminent soloridt. For det andet betyder den meget flade rute, at det bliver betydeligt sværere blot at ”aflevere” trøjen til en anden, for det bliver ikke let for Juraj eller Erik Baska bare at køre væk fra rivalerne. Derfor er det sikre valg, at Peter selv ordner paragrafferne, enten med endnu et soloridt eller i en spurt. Skulle han aflevere trøjen til en anden, er Baska som en hurtig sprinter formentlig den mest oplagte plan B.

 

Modstanden kommer fra Dukla Banska-mandskabet, hvor det vel er hurtige Juraj Bellan, der er værste rival. Holdet har også Jan Andrej Cully, der overraskende sejrede på enkeltstarten, samt den hidtidige tempokonge Marek Canecky og Martin Mahdar, der har gjort det godt i Afrika. Problemet er bare, at det er Davids kamp på Goliat, og der er vel ikke nogen, der seriøst tror, at vinderen ikke skal findes i Bora-lejren.

 

Feltet.dks vinderbud: Peter Sagan

 

 

 

 

Tjekkiet (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Josef Cerny

 

Ruten: Det tjekkiske mesterskab har som regel haft en del stigninger, men sådan er det ikke i år, hvor der skal tilbagelægges 186,6 km omkring byen Trnava. Først kører man 14,5 km ud til en 16 km lang rundstrækning, der skal køres to gange, og hvor der er en lille bakke midtvejs. Derefter kører man tilbage til mål, hvor stregen krydses for første gang efter 63 km. Løbet afsluttes nu med otte omgange på en 15,5 km lang rundstrækning, der er helt flad. Samlet har løbet bare 647 højdemeter.

 

Favoritterne: Ligesom i Slovakiet er løbet i Tjekkiet noget taktisk rod. De afvikles nemlig samtidig med det slovakiske, og det er simpelthen tåbeligt, at der afvikles to løb i ét - ikke mindst hvis tjekker og slovakker kan indgå alliancer om at holde andre ryttere bag sig. Det skaber i hvert fald en helt andet taktisk situation, at en rytter som Peter Sagan pludselig indgår i ligningen, fordi han kan blive en brølstærk og herlig allieret for nogle af de stærke WorldTour-ryttere, der ellers burde være hæmmet lidt af, at de ikke har megen støtte. Tidligere har vi eksempelvis set, at Sagan og Roman Kreuziger i Tinkoff-dagene har samarbejdet, selvom de reelt deltog i to forskellige løb.

 

I år mangler vi to af landets største stjerner. Roman Kreuziger skuffede sig selv i Schweiz og har indset, at han behøver mere træning inden Touren, og Jan Hirt har naturligvis intet at stille op på en rute med bare 647 højdemeter. Derfor er feltets eneste professionelle ryttere Deceuninck-duoen Zdenek Stybar og Patr Vakoc, CCCs Josef Cerny og Israel Cycling Academys Daniel Turek.

 

Årets rute er usædvanligt let, og selvom Stybar og Vakoc ikke er helt langsomme, kan det blive svært at vinde denne gang. De kan glæde sig over en relativt kraft vind, men der vil stort set kun være enten med-eller modvind. Samtidig kommer Elkov med det langt flere ryttere end rivalerne, og vi vil tro, at de vil gå efter en spurt.

 

Det er der en god grund til. I år har banerytteren Alois Kankovsky nemlig vundet ikke færre end syv gange, senest i Ungarn Rundt, hvor han slog navne som Hugo Hofstetter, Manuel Belletti og Mihkel Raim. Det har gjort ham til en af feltets mest succesrige sprintere på kontinentalniveau, og han må være den klare favorit på en rute, hvor Elkov har styrken og antallet til at kontrollere. Derfor er han vores bud på en ny tjekkisk mester.

 

Elkov kan dog også spille andre kort. De har i Frantisek Sisr en anden sprinter, der kan bruges offensivt eller agere plan B, og skulle formstærke Jan Barta, der netop har vundet enkeltstarten få lov at angribe og herved køre alene væk, er det svært at se, hvem der skal hente ham. Derudover har man klatrerne Michael Kukrle og Karel Hnik, men på denne rute får de det svært.

 

Deceuninck må være den største trussel mod Elkov. Zdenek Stybar og Petr Vakoc er nemlig begge ganske hurtige, så kan de undgå en massespurt, har de en chance. Det samme gælder for den forsvarende vinder Josef Cerny, der heller ikke er helt langsom, men i år er han helt alene, og det gør det formentlig for svært. Endnu sværere bliver det for Daniel Turek, selvom han egentlig har ganske megen power på flad vej. Skal man pege på en kandidat fra et andet hold, må det være Adam Toupalik, men selvom han ikke er langsom, er det svært at se ham vinde på denne rute.

 

Feltet.dks vinderbud: Alois Kankovsky

 

 

 

 

Rusland (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Ivan Rovny

 

Ruten: I år har russerne designet en ganske hård og spændende rundstrækning omkring byen Belgorod. Den er 20,8 km lang og skal tilbagelægges i alt ni gange for en samlet distance på 186,6 km. Den første del er hovedsageligt faldende, kun afbrudt af en lille bakke, hvorefter midtersektionen er helt flad. Til slut skal man imidlertid op ad den stejle Belaja Gora (1,1 km, 7,5%), der har top top bare 2,9 km fra mål. Efter en kort nedkørsel, stiger sidste kilometer endda også. I alt har løbet 1867 højdemeter.

 

Favoritterne: Informationer om startlister til de russiske mesterskaber er i næsten bogstavelig forstand en by i Rusland, og derfor bliver denne optakt baseret på lidt gætværk, som den også gjorde til enkeltstarten, hvor vi pegede på Ilnur Zakarin, der slet ikke stillede til start. Det er dog næppe noget urimeligt gæt at antage, at Gazprom-Rusvelo møder med næsten fuldt hold til et løb, der må være sæsonens måske største mål. Derudover ved vi, at hverken Pavel Sivakov eller Sergei Chernetski stiller til start.

 

Ruten er for store deles vedkommende nem, men finalen er svær. Belaja Gora er måske ikke lang, men den er stejl nok til, at den vil kunne gøre en forskel. Problemet er bare, at det i Rusland kun sjældent er feltet, der afgør sagen. Ofte kommer der tidligt en gruppe afsted, og er Gazprom tilfredse, er de næsten umulige at køre ind. Det gør det lidt tilfældigt, hvem fra det russiske hold der får chancen for at vinde.

 

Det er derfor med usikkerhed, at vi peger på Aleksandr Vlasov som vores favorit. Sidste års vinder af Baby-Giroen har fået sit store gennembrud i år og kommer til løbet i storform, efter at han i Slovenien Rundt vel var stærkeste mand på stigningerne. Ruten her passer ikke til en ren klatrer som ham, men med den form, han har vist, er det svært at se, hvem der kan følge ham på den sidste bakke, hvis Gazprom sætter ham op til angreb. Meget kan ske i et taktisk løb, men er han stadig i spil, når de rammer bakken for sidste gang, er han formentlig manden, der skal slås.

 

Holdet har også andre kandidater. Den forsvarende vinder Ivan Rovny viste god form i Slovenien og er en mere eksplosiv type med en god spurt. I samme løb klatrede Aleksey Rybalkin også fornemt, og han vil være en mand, man vil være tilfredse med at få afsted i en gruppe. Det samme gælder formentlig også for den velkørende Artem Nych og måske også for Ildar Arslanov, selvom han kun lige er kommet i gang igen efter en lang skadespause, samt Nikolay Cherkasov. Ruten er nok trods alt for svær for den klatrestærke sprinter Sergey Shilov

 

Katusha er altid en spiller i dette løb. Deres bedste bud må være Ilnur Zakarin, hvis han stiller til start. Efter at han er blevet udtaget til Touren, er det ikke usandsynligt, at han vil bruge løbet her som en sidste formtest, hvis ikke rejsebesværet er for stort. Han er ikke eksplosiv, men i dette felt kan en formstærk Zakarin godt gøre en forskel. Finalen er derudover skabt til en puncheur som Dmitry Strakhov, men han har haft et nærmest rædselsfuldt år. Ruten er formentlig for hård for Viacheslav Kuznetsov, og Pavel Kochetkov er ikke længere god nok.

 

Skal man pege på andre kandidater, må det være vinderen af enkeltstarten Artem Ovechkin, der måske endelig er ved at finde sig selv efter en svær sæsonstart, og som klatrer godt. Derudover har Lokosphinkx et par klatrestærke folk i Dmitry Sokolov og Alexander Vdovin, og endelig har Alexander Grogoryev gjort det godt i Portugal.

 

Feltet.dks vinderbud: Aleksandr Vlasov

 

 

 

 

Irland (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Connor Dunne

 

Ruten: Irerne har i år designet en småkuperet og ganske lang rundstrækning omkring byen Londonderry. En er 20,3 km lang og skal tilbagelæges i alt otte gange for en samlet distance på i alt 162,2 km. Fra start skal man over en stejl mur (700 m, 9,0%), inden man med 11,5 km igen når toppen af Fincaim Road (900 m, 5,8%). Herefter er terrænet imidlertid stort set helt fladt, selvom der er en lille bakke med 4,5 km igen, og selvom de sidste 200 m er stiegnde. I alt har løbet 2363 højdemeter.

 

Favoritterne: Det irske mesterskab er en sjov fisk. Hovedparten af feltet udgøres nemlig af lokale ryttere, der er klart overmatchet mod nogle af sportens store navne. Dem er der til gengæld ganske få af, og i år er alle fire deltagende professionelle endda helt uden holdkammerater, og da der derudover blot er to kontinentalryttere fordelt på fire fra EvoPro, to fra Vitus, to fra Canyon og to fra Wiggins, er det et løb, der afvikles efter helt andre spilleregler, end man ellers ser det.

 

Årets rute er med sine næsten 2500 højdemeter ganske svær, og det vil gøre det hele lidt mindre tilfældigt. Derfor vil vi formentlig relativt hurtigt ende med blot at have de få topryttere tilbage i kampen, og her vil det være en kombination af taktik og gode ben, der gør udslaget.

 

Derfor peger vi på Sam Bennett som vores favorit. Ireren har haft en fantastisk sæson, hvor han ikke blot har spurtet eminent, men også klatret fremragende. Derfor burde en rute som denne passe ham ganske fint, og det er i hvert fald sikkert, at han vil vinde, hvis han skal spurte om sejren. Problemet kan blive at kontrollere løbet, men det vil faktisk blive nemmere på en hård rute, hvor rivalerne vil være færre. Derfor tror vi på, at Bennett endelig tager sin første titel.

 

Hans værste rival må være Eddie Dunbar. Ruten er ikke umiddelbart hård nok, men man skal ikke udelukke, at han alligevel kan gøre en forskel på bakkerne. Den lille Ineos-rytter viste i Route d’Occitanie, at han er kommet godt ud af Giroen, og han har et ganske godt punch på små bakker. Det er klart, at han skal væk fra Bennet, men er der én, der kan sætte Bora-stjernen på bakkerne, er det Dunbar.

 

De to øvrige professionelle er den forsvarende vinder Connor Dunne og den dobbelte mester Ryan Mullen. Begge er lige vel tunge til denne ret hårde rute, men i et taktisk løb er de stærke nok til at køre alene hjem, hvis de får hullet, ikke mindst Mullen, der synes i god form.

 

Den værste rival fra kontinentalscenen må være Rory Townsend, der har imponeret med podiepladser i Classic Loire Atlantique og sent som i sidste weekend i Heistse Pijl, og som burde kunne gøre det godt på denne rute, ikke mindst med sin hurtighed. Hos sig har han den ligeledes hurtige Robert Jon McCarthy, og de skal forsøge at udnytte deres overtal. Det samme skal EvoPro, men selvom de med fire mand i form af Aaron Kearney, Cormac McGeough, Daire Feeley og Matthew Teggart har en klar fordel, har de ingen oplagt vinderkandidat. Bedre chance har Wiggins, der i Michael O’Loughlin har en relativt lovende rytter, som dog ikke har haft det bedste år. Derudover er det meget svært at pege på andre kandidater i et felt, hvor niveauspredningen er meget stor.

 

Feltet.dks vinderbud: Sam Bennett

 

 

 

 

Luxembourg (søndag d. 30. juni)

 

Forsvarende mester: Bob Jungels

 

Ruten: Luxembourg er et land uden meget fladt terræn, og derfor er deres mesterskaber altid relativt kuperede. Det gælder også i år, hvor der skal tilbagelægges 175,1 km omkring byen Soleuvre. Det kan inddeles i to dele. Først køres en omgang på en større 75,8 km lang rundstrækning, hvor terrænet generelt er småkuperet, og hvor man efter 46,5 km skal over Cote de Rood-Eisch (1,6 km, 6,6%), inden man når frem til mål, hvor man skal op ad den lille bakke (500 m, 6,4%), på hvis top stregen er placeret. Derefter afsluttes løbet med fem omgange på en 19,9 km lang rundstrækning, hvis første del er let faldende, inden det flader ud. Til slut skal man over tre små bakker, hvoraf den sidste altså er 500 m lang, stiger med 6,4% og leder direkte på til mål. I alt har ruten 2008 højdemeter.

 

Favoritterne: Hvis det irske mesterskab er en sjov fisk, er det luxembourgske en sær snegl. Sidste år vandt Bob Jungels nemlig med 13.52 ned til nr. 2, Alex Kirsch, og det siger alt om, hvor suveræn han i øjeblikket er. Egentlig burde både Kirsch og Jempy Drucker nok kunne yde lidt modstand, men da de begge er ude med skader, er Jungels reelt uden konkurrence.

 

Det skyldes ikke mindst rutens beskaffenhed. Ganske vist er det ikke verdens hårdeste, men den synes at være rigeligt svær til, at Jungels relativt tidligt vil kunne sætte sig igennem. I et felt på 59 ryttere, hvor han er en af tre WorldTour-ryttere, hvor kun en kører for et professionelt kontinentalhold, og hvor de fleste af rytterne er hjemlige, burde han være i særklasse. Selv hvis han ikke skulle kunne vise samme dominans som sidste år, er selve afslutningen så svær, at den relativt eksplosive Jungels vil kunne slå alle på stregen, og derfor er han soleklar favorit.

 

Den værste rival må være Kevin Geniets, der i sin første sæson hos FDJ har gjort det godt og burde være god i eksplosivt terræn som dette. Han kørte fint i Tour de Luxembourg og gjort det godt i Tour de Suisse, men det er klart, at det bliver svært at slå Jungels. Klatreren Ben Gastauer bør også kunne være med længe, men da han skal alene hjem for at vinde, bliver det svært.

 

Den talentfulde klatrer Michel Ries er en af de mest lovende U23-ryttere, men han har haft et skidt år og ikke kørt løb siden begyndelsen af maj. Wallonie stiller med Tom Wirtgen, men han har ikke niveauet til at matche Jungels. Det lokale Leopard-hold har den meget lovende Pit Leyder, der er blevet hhv. nr. 3 og 12 i de seneste udgaver af Tour de Luxembourg, og han ligner en af de største trusler. Derudover håber holdet utvivlsomt, at Pit Schlechter og Gaetan Pons kan begå sig, mens Differdange håber på et mirakel fra Tom Thill.

 

Feltet.dks vinderbud: Bob Jungels

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Nationale mesterskaber
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SØG EFTER CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS