Optakt: Nokere Koerse

Løbets rolle og historie

Nokere Koerse har muligvis ikke samme prestige som de større løb i næste uge, men der er tale om en solid semiklassiker, som enhver sprinter vil elske at have på sit generalieblad. Med sin lange historie, der rækker helt tilbage til 1944, hvor Marcel Kint vandt den første udgave midt under 2. Verdenskrig, har løbet en stærk tradition og er blevet erobret af de fleste af de store belgiske sprintere. I år gælder det udgave nummer 77, der i lighed med de senere års tradition fremstår som en stor mulighed for unge talenter.

Den belgiske klassikersæson blev startet i åbningsweekenden, og det første vallonske løb, Le Samyn, blev holdt forrige tirsdag. Efter GP Criquelion og GP Monseré forrige weekend har der været en lille pause, mens fokus har været rettet mod de store WorldTour-etapeløb i Frankrig og Italien, men nu starter klassikersæsonen for alvor. Fra nu af bygges det stille og roligt op med gradvis større løb, indtil det hele kulminerer med Flandern Rundt om lidt over to uger.

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Denne uge byder på to muligheder for at varme benene op i Belgien, og med en tur over grænsen til Frankrig kan man torsdag smage på endnu flere brosten i GP de Denain. Nokere Koerse og fredagens Bredene Koksijde Classic (tidligere Handzame Classic) er traditionelt en chance for nogle af de mindre ryttere til at få en kaptajnrolle og en mulighed for sprinterne til at gå efter sejren, mens de helt store navne kommer sig ovenpå Paris-Nice og Tirreno-Adriatico. Flere stjerner vil møde op til næste onsdags Classic Brugge-De Panne, og alle de store navne vil være til start næste fredag i E3 Harelbeke. Det er den store generalprøve forud for Flandern Rundt, og dernæst gælder det Gent-Wevelgem, der som den næststørste flamske klassiker afvikles ugen inden det store belgiske monument. Dwars door Vlaanderen er den sidste test onsdagen inden Flanderns største løb.

Nokere Koerse blev som sagt afviklet for første gang i 1944, hvor Kint vandt den første udgave, og siden da er det kun i 1959, 1962, 2013, hvor den europæiske vinter var brutal, og i 2020, hvor coronaen hærgede, at løbet har været aflyst. Det har aldrig hørt til blandt de største i Belgien, og de allerstørste navne mangler derfor på vinderlisten. Samtidig har det heller aldrig haft den store internationale appel, og faktisk skulle man frem til 1981, før løbet fik sin første udenlandske vinder i Gerrie Kneteman. Michel Cornelisse var næste hollænder til at bryde den belgiske dominans i 1993, men som det er tilfældet for de fleste løb, er feltet blevet meget mere internationalt i de seneste 20 år. Det startede med Scott Sunderlands sejr i 1998, og faktisk var der frem til og med 2009 kun fire belgiske vindere. I de senere år har værtsnationen imidlertid igen haft overtaget, idet mange af landets bedste sprintere har vundet den berømte spurt på Nokereberg. Det gælder således eksempelvis Wouter Weylandt, Jens Keukeleire, Gert Steegmans, Kenny Dehaes, Kris Boeckmans, Timothy Dupont og Tim Merlier, der alle har vundet inden for de senere år.

I 2018 steg løbet betragteligt i graderne, da det blev rykket op fra 1.1- til 1.HC-status i UCI-hierarkiet, og den positive udvikling er fortsat siden, da det er blevet en del af den nye ProSeries. I 2018 havde man for første gang hele syv WorldTour-hold til start, og det overgik man endda i 2019, hvor ikke færre end ni mandskaber var at finde i feltet sammen med adskillige professionelle kontinentalhold. I 2021 slog man klart rekorden med deltagelse af hele 13 af de bedste mandskaber i et felt, hvor der kun var blevet plads til ét kontinentalhold, og selvom konkurrencen fra Milano-Torino og en tilbagevenden til martskalenderen for GP de Denain formentlig kan være årsagen til, at man ikke længere kan matche det højdepunkt, er et startfelt med 10 WorldTour-hold i 2022 og 8 tophold i 2023 ganske pænt.

Nokere Koerse er karakteriseret ved den berømte stigning, Nokereberg, der er en helt typisk belgisk brostensbelagt bakke. Den er slet ikke lige så svær som mange af de værste belgiske hellingen, men da målstregen er placeret på toppen efter flere omgange på en rundstrækning, er der stadig tale om et hårdt løb. Traditionelt har løbet været som skabt til stærke sprintere, da det er blevet afgjort i en spurt op ad bakken, og det har ofte været rammen om et gennembrud for fremtidige klassikertalenter. Det var eksempelvis tilfældet i 2010, hvor Jens Keukeleire vandt løbet som led i en helt fantastisk start på sin professionelle karriere, eller for Wouter Weylandt to år tidligere. I 2018 forsøgte man at gøre løbet hårdere lagt flere brosten ind, men det fik ikke den helt store indvirkning på udfaldet, da det alligevel endte i en massespurt, og det gentog sig i 2019.

Efter en overraskende udbrudssejr til Ludovic Robeet i 2021 var vi tilbage til normalen i 2022. Her endte det i den klassiske spurt på Nokereberg, hvor det blev til succes for et af de belgiske topnavne, da Tim Merlier vandt løbet for første gang ved at henvise Max Walscheid og kometen Arnaud De Lie til de sekundære placeringer. Merlier vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang for sit nye Soudal-hold, og han vil igen være oppe mod Walscheid. Til gengæld bliver der ingen De Lie, da belgieren puster ud efter Paris-Nice inden lørdagens Milano-Sanremo-debut.

STREAM NOKERE KOERSE OG MILANO-TORINO UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Nokere Koerse har i mange år haft en relativt fast rute, der i alt væsentligt har bestået af omgange på en fra år til år svagt modificeret rundstrækning, der har haft afslutning på toppen af brostensbakken Nokereberg. I 2018 fik løbet imidlertid en ansigtsløftning. Nokereberg var igen løbets omdrejningspunkt, og der blev da heller ikke ændret på den ikoniske finale. Denne gang afsluttedes løbet dog med to omgange på en lidt længere rundstrækning, der bød på flere brostensstykker end tidligere, og det var arrangørernes håb, at det ville bidrage til at skabe større udskilning.

Det lykkedes ikke i nævneværdig grad i hverken 2018 eller 2019, og i 2021 ændrede man igen lidt på formatet. Hvor man tidligere kørte omgange på den korte, lette rundstrækning inden de to store omgange med flere brosten, fjernede man nu omgangene på den korte rundstrækning og kørte i stedet fire omgange på den lange, hvilket gav færre passager af Nokereberg, men flere brosten. Rundstrækningen var modificeret en anelse, men den havde præcis de samme nøglepunkter. Den indledende del af løbet frem til rundstrækningen var til gengæld helt uforandret.

Den model var man åbenbart tilfredse med. I hvert fald gentoges den i vidt omfang i 2022. Rundstrækningen blev ganske vist modificeret på få og helt ligegyldige punkter, men alle nøglepunkterne var de samme, og antallet af omgange var igen fire. Til gengæld forsøger man at gøre den indledende del af løbet hårdere ved at køre mere rundt i De Flamske Ardenner og derved passere lidt flere stigninger, inden man ramte rundstrækningen. Det er der åbenbart ingen grund til at forandre, for i 2023 har man kun ændret helt marginalt på den indledende del og ændret ganske marginalt på selve finale, så rundstrækningen bliver 200 m længere.

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Den 77. udgave af Nokere Koerse vil blive afholdt over i alt 193,6 km og har som altid start i Deinze og mål i Nokere. Løbet kan inddeles i to dele. Først begiver man sig mod sydvest igennem helt fladt terræn ned til byen Gavere, der nås efter 14,3 km. Herfra snor man sig mod syd igennem fladlandet ned til Oudenaarde, der som bekendt er mål by for Flandern Rundt. I udkanten heraf drejer man mod sydøst for at ramme de første udfordringer, nemlig Wolvenberg (700 m, 5,0%), der rammes efter 29,3 km, og som leder direkte over i brostensstykket Holleweg-Karel Martelstraat (2400 m). Herefter vender man rundt for igennem fladt terræn at køre mod vest og sydvest, inden man kører mod nordvest og vest hen over pavéen Varent (2000 m) efter 49,3 km.

Kort herefter går det mod nordvest op ad Tiegemberg (900 m, 4,3%) efter 53,7 km, inden man kører mod nordøst frem mod Nokere, men slår dog en sløjfe mod sydvest for siden at køre mod nordøst op ad Holstraat (1,1 km, 3,9%) efter 65,5 km og Petegemberg (600 m, 5,3%) efter 71,2 km, inden man kører mod vest og slutteligt nord igennem fladt terræn frem til rundstrækningen, som rammes umiddelbart, inden man for første gang skal over den brostensbelagte Nokereberg (350 m, 5,7%), på hvis top stregen krydses efter 81,2 km.

Anden del af løbet består af fire omgange på den 27,9 km lange rundstrækning omkring Nokereberg, som altså i alt væsentligt er identisk med udgaverne fra 2021 og 2022. Her skal man passere pavéen Herlegemstraat (900 m), den lille brostensbelagte Lange Ast (500 m, 3,5%) samt pavéerne Huisepontweg (1900 m) og Hoevenstraat (300 m), som alle passeres fire gange. Sidste gang skal man over Herlegemstraat med 20,5 km igen, inden Lange Ast passeres for sidste gang bare 10,5 km fra stregen. Slutteligt skal man over de to sidste pavéer med bare 5,2 og 3,4 km igen, inden man afslutter rundstrækningen med at køre op ad Nokereberg, der altså skal forceres i alt fem gange.

I finalen drejer man i en rundkørsel med 3,4 km igen, hvorefter der er en S-kurve med 2000 m igen. Herefter har man ændret marginalt på finalen, så man nu drejer skarpt med 1200 m igen, hvorefter der er et blødt sving lige ved den røde flamme. Det er let stigende frem til dette sidste sving, men her rammer man en nedkørsel, der leder direkte ind på målbakken. Den er bare 350 m lang og stiger med 5,7% i gennemsnit med et maksimum på 7%, og den er tillige belagt med brosten.

Løbet byder på i alt 1159 højdemeter, hvilket er stort set det samme som i 2019, 2020 og 2022.

Journalist med godt nyt om Quintana

STREAM NOKERE KOERSE OG MILANO-TORINO UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Som det gælder for ethvert belgisk cykelløb, er det i høj grad vejret, der bestemmer, hvor hårdt Nokere Koerse er, og denne gang kan rytterne se frem til en pæn dag. Der vil ganske vist kun være lidt sol, og det vil være den sidste kølige dag med temperaturer på 9 grader, inden varmen sætter sig igennem fra torsdag, men det vil være tørt, og der vil næsten ikke være nogen vind. Således vil der bare være en let vind (8-9 km/t), der under løbet vil dreje fra en vestlig over en sydvestlig til en sydsydvestlig retning. Det giver vind fra alle retninger på den kringlede rute, men på sidste omgang af rundstrækningen vil der først kortvarigt være sidemodvind, indtil man kort ind Herlegemstraat får sidemedvind. Kort inden Lange Ast får man dernæst sidemodvind, som varer ved stort set hele vejen. Med 3,4 km igen får man næsten direkte modvind, inden man med 1200 m får sidemodvind og slutteligt sidevind på Nokereberg.

Favoritterne

Historien viser, at det er meget svært at undgå en massespurt i Nokere Koerse, og ser man bort fra 2021-udgavens udbrudsmirakel, hvor kun 5 sekunder adskilte den sejrende Ludovic Robeet fra feltet, skal vi faktisk helt tilbage til 2006 for at finde den seneste udgave, der ikke blev vundet af en sprinter. Det siger meget om, at den traditionelle rundstrækning ikke er særligt svær, og der har skullet ganske vanskelige vejrforhold til for at true sprinterne.

Som sagt blev finalen forandret i 2018, og tilføjelsen af flere brosten i finalen gjorde løbet mere selektivt. Undervejs kørte en stærk gruppe med blandt andre Pascal Ackermann og Jasper Philipsen væk, da BMC lagde pres på i sidevinden, men i sidste ende spillede de på den forkerte hest. En spurt kunne ikke undgås, og da det gjaldt til sidst, havde de brugt for mange kræfter. I 2019 var det næsten vindstille, og der var aldrig fare for, at løbet ikke ville ende i den ikoniske spurt på Nokereberg. Det var der heller ikke i 2021, og havde feltet blot timet sin jagt noget bedre, var der blevet spurtet om sejren, som der gjorde det sidste år, hvor spurten heller aldrig var i fare.

Let var løbet dog ikke. Som nævnt ændrede man finalen ved at køre flere omgange på den store rundstrækning. Det gav ganske vist færre passager af Nokereberg, men til gengæld tilbragte man mere tid ude i terrænet, hvor ruten tillige er krydret med de nye brosten. Nokereberg vil aldrig være svær nok til at skabe splittelse. Det skal ske via vinden og i mindre grad brostenene, og derfor er det for løbets underholdning kun godt, at vi nu kører fire omgange på den store rundstrækning, som de altså også gør det i år. Det var da også kun godt 30 mand, der spurtede om 3. pladsen i det, der var tilbage til feltet i 2021, og sidste år var vi nede på ca. 60 mand. Ligesom sidste år har man denne gang gjort den indledende del hårdere, men det er så tidlig og marginal en ændring, at det næppe vil spille en rolle.

I 2021 var vejret dog også med de ryttere, der ville have et hårdt løb. Det var det ikke sidste år, og det bliver det slet heller ikke i år. Man kunne have ønsket sig mere varme og sol, men dagen bliver pæn og først og fremmest bliver den så stille, at vinden end ikke vil skabe nervøsitet. Vejret bidrager denne gang i den grad mere til at skabe samling, hvilket er en kontrast til 2021-udgaven.

Afgørende bliver det også, hvem der vil spurte, men her er der ikke meget håb at hente for dem, der vil undgå en spurt. Soudal vil spurte, UAE vil spurte, Trek vil spurte, Alpecin vil spurte, DSM vil spurte, Intermarché vil spurte, og Cofidis vil spurte. Blandt WorldTour-holdene er det således umiddelbart kun FDJ, der måske vil have en lidt mere åben strategi. Det er til gengæld klart, at Israel-PT næppe vil spurte, mens det er uklart, hvad Lotto vil. De prøver næsten altid at gøre denne slags løb hårde, og det vil undre, hvis ikke de igen kører lidt offensivt med Victor Campenaerts og Florian Vermeersch. Til gengæld passer spurten så godt til Milan Menten, at jeg tror, at det denne gang er plan A, og at angreb kun skal bidrage til at gøre det hårdt.

Jeg tror stadig, at vi får nogen aggression. Det gør vi altid, men med dette vejr og dette felt vil det være en lille sensation, hvis ikke vi får en spurt. Vi ved, at den nye rute betyder, at vi får mere udskilning end i gamle dage, men det bør slet ikke blive så hårdt som i 2021 og næppe heller i 2022. Erfaringsmæssigt skal man også passe på med at tro på den store splittelse i dette løb. Det er også værd at bemærke, at det i dette løb ikke er bakkerne, der for alvor skal skabe den udskilning, der vil være. Det er ikke dem, der som i Flandern Rundt gør forskellen. Det er vinden og brostenene, der dog slet ikke har Roubaix-karakter, og i år vil vinden altså slet ikke blive afgørende.

Da afslutningen foregår op ad Nokereberg, er der tale om en helt speciel spurt, der ikke kan sammenlignes med en spurt på flad vej. Den stigende opløbsstrækning betyder, at de eksplosive puncheurs har en chance for at blande sig, men på den anden side er brostenene en fordel for de tungere ryttere. Det vil imidlertid være en fejl at overdrive spurtens sværhedsgrad, idet den er blevet vundet af folk som Francesco Chicchi og Graeme Brown, der er kendt som helt rene sprintere, og sidste år blev tonstunge Max Walscheid nr. 2. Finalen er ikke specielt teknisk kompliceret, men erfaringen viser alligevel, at det tit ender ret kaotisk på den smalle vej, og at positionering er ganske afgørende. Sådan vil det formentlig også være denne gang, selvom man har ændret ganske marginalt på indløbet til spurten.

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det er svært at komme uden om, at Tim Merlier er den klare favorit. Det er ikke mærkeligt, at han kører løbet, selvom han kommer fra et hårdt Paris-Nice, for det afvikles blot 15 km fra hans hjem, hvorfor han er topmotiveret. Han vandt det i skræmmende suveræn stil i debuten sidste år, hvor blandt andre Arnaud De Lie blev kørt midt over, og denne spurt på Nokereberg passer ham som fod i hose. Efter en lidt rusten start så han pokkers hurtig ud i Paris-Nice, og det er ret svært at se, at der i dette felt er nogen, der kommer i nærheden af hans fart i denne form for stigende spurt.

Udfordringen for Merlier er som altid positioneringen. Det er heldigvis generelt gået godt i år, men 2. og 5. etape i Paris-Nice viste tydeligt, at han stadig har det svært. Det gør ham også i dette løb til et lidt usikkert kort, men heldigvis ligner hans tog med Stan Van Tricht, Jannik Steimle, Ethan Vernon, der i tilfælde af uheld er plan B, og ikke mindst Bert Van Lerberghe, der i år har kørt fornemme lead-outs, det endda klart stærkeste. Finalen er heller ikke voldsomt kompliceret, ligesom feltet er svagere end i Paris-Nice, og derfor har jeg en tro på, at han kan sidde så godt, at han kan vinde sit hjemmeløb for anden gang ud af to mulige.

Jeg tror, at manden, der måske kan true Merlier på ren fart, må være Kaden Groves , men australieren er helt uden resultater i år. Hans positioneringsvanskeligheder er nærmest bare blevet endnu større efter skiftet til Alpecin, men måske er der håb her. Feltet er svagere end i hans seneste løb, og her har han et tog, der med Tobias Bayer, Dries De Bondt, Timo Kielich og ikke mindst erfarne Alexander Krieger ser ret lovende ud. Han har ikke den store historik i denne slags spurter, men logikken tilsiger, at den burde passe en holdbar fyr som ham fremragende. Sidste år havde han en fart på flad vej, der kunne matche de bedstes, og derfor bør han måske kunne komme tæt på Merlier i denne spurt også. Man skal være lidt optimist for at tro på ham i positionskampe, men med dette tog er det mere realistisk. Kan han spurte frit, er han bestemt en sandsynlig vinder. Kikser det, er Kielich og De Bondt alternativer, der kan gøre det ganske godt i denne spurt.

De andre trusler på ren fart kommer fra DSM, der stiller med både Sam Welsford og Alberto Dainese. Denne gang har de for en gangs skyld ikke meldt ud, hvem de satser på, og det kan gå begge veje. Welsford er i en flad spurt formentlig den hurtigste af de to, og han har set skræmmende hurtig ud i år - også hurtig nok til at slå Merlier. Jeg er dog meget usikker på hans evner i denne stigende spurt. På den ene side har vi set, at de tungeste sprintere godt kan vinde her, men jeg tvivler på, at han her kan slå Merlier på ren fart. Her er chancen nok større for Dainese, der i Tirreno bekræftede sin imponerende fart, og denne stigende spurt burde passe ham, og selvom han skuffede mig med sin spurt i Le Samyn, finder jeg håb i den flotte spurt, han kørte på 19. etape af Touren.

Hvem kører de så for? Det vil være logisk at køre for Dainese onsdag og Weldsford i fredagens flade spurt, men italieneren er helt åbenbart kørt ud på et sidespor på det kontroversielle hold. Siden de denne gang ikke er kommet med en klar melding, og han i søndags spurtede så godt, hælder jeg til, at de går med Dainese, men jeg er bestemt ikke sikker. Jeg regner dog dem begge som den største trussel mod Merlier, men det kræver, at de sidder rigtigt. Begge er meget svage i positionskampen, og selvom de har god hjælp af Tobias Lund, der har kørt fornemt i år, er det et helt urutineret tog. Nok er det gået godt i år for særligt Welsford, men her er jeg ret bekymret for, at det går helt galt. Sidder de rigtigt, må de dog være den største trussel mod Merlier.

Hvad så med Pascal Ackermann? Tyskeren blev nr. 2 i dette løb i 2019, men kun nr. 9 sidste år. Det var dog også i hans kriseperiode, og siden dengang synes han at have fået en helt ny robusthed. Særligt i Vueltaen imponerede han, og hans spurt i den knaldhårde finale på 13. etape får mig til at tro, at han kan vinde denne spurt. Han er langt mere sikker i positionskampen end de ovennævnte, og hans tog med Ryan Gibbons, Ivo Oliveira og plan B, Felix Gross, ser ganske stærkt ud. Ackermann viste også god form i den seneste optræden i Kuurne, selvom spurten kiksede for den isolerede tysker. Spørgsmålet er, om han stadig har farten til at vinde mod de ovennævnte, men med Vueltaen i tankerne, og god positionering er det næppe helt umuligt.

Mere sikker er jeg på Milan Menten. Lottos tog med Florian Vermeersch og Jasper De Buyst ser lovende ud, men det kræver, at De Buyst er klart efter den skade, han pådrog sig i Omloop. Menten har i år heldigvis også selv positioneret sig meget bedre, end han plejer, og han har fundet en fart, han aldrig har været i nærheden af. Særligt hans sejr i Le Samyn var imponerende, og det var netop i en stigende spurt som denne, hvor han har langt bedre chancer end på flad vej, og han gjorde det også godt i Criquelion og Drenthe, hvor han i feltets spurt kun blev slået af Welsford. Merlier skal fanges, men sker det, kan han bestemt godt vinde en spurt som denne. Går der noget galt, er Vermeersch en fin plan B i en stigende spurt som denne.

Med den ganske vist omdiskuterede sejr foran Caleb Ewan i Monseré viste Gerben Thijssen igen, at han kan slå de bedste på ren fart. Desværre ser vi det bare næsten aldrig, fordi hans positionering er så svag. Han er til start med sit faste tog med Julius Johansen og Boy van Poppel, der ledsages af stortalentet Madis Mihkels, der må være plan B i en finale, som passer ham storartet, Roel van Sintmaartjensdijk og Dries De Pooter - tre ryttere, som har kørt en del med holdet på det sidste. Denne gang har de også hjælp af erfarne Baptiste Planckaert, og på papiret er det et meget potent tog. Alligevel har Thijssen også næsten hver gang i år siddet for langt tilbage, og det gør han formentlig også denne gang. Derudover tvivler jeg på, at han i dette stigende opløb kan slå de allerhurtigste, men sidder han rigtigt, er han også så hurtig, at jeg bestemt ikke tør udelukke det.

Trek stiller med Edward Theuns, der elsker denne slags stigende spurter, selvom han her faktisk aldrig er blevet mere end nr. 13. Han har vist god form på det sidste, men han har slet ikke samme fart som tidligere, hvad der blev helt tydeligt, da han blev sat perfekt op i den tilsvarende stigende spurt i Le Samyn. Derfor ligner han ikke en vinder, men han er pokkers god i positionskampen, og hans tog med Thibau Nys, Marc Brustenga og ikke mindst Emils Liepins er så stærkt, at han måske endda kan sættes op fra spids. Har han det rette held med positionen af de hurtigere og positioneringssvage topnavne, kan toget være vejen til sejr. Holdet har også Liepins, der har spurtet og positioneret sig fornemt i år, men jeg vil tro, at de i denne form for spurt holder fast i at køre for Theuns, der plejer at være øverst i hierarkiet. Holdet har naturligvis også Nys, der burde elske denne spurt, men det er hans første løb efter crosssæsonen, og han har meldt ud, at han ikke har personlige ambitioner.

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Sidste år var jeg ret sikker på, at denne spurt var for svær for Max Walscheid, men han overraskede mig med en 2. plads. Dermed blev han det næste eksempel på, at tunge folk sagtens kan vinde her. Han var dog ikke i nærheden af Merlier, og det synes også ret udelukket, at han vil vinde foran alle de hurtigere folk. Til gengæld har han forbedret sin ret svage positionering meget, og hans tog med Wesley Kreder, Christophe Noppe og Piet Allegaert, der i lyset af sidste års resultat næsten kun kan være plan B, selvom han er vild med en stigende spurt, ser faktisk ret stærkt ud. Jeg tror på et topresultat, men det er svært at se ham vinde - og så skaber det lidt usikkerhed, at han udgik af Paris-Nice med sygdom.

Tilbage i 2016 var det i denne spurt, at purunge Kristoffer Halvorsen fik sit helt store gennembrud med en 2. plads. Siden dengang er det dog kun blevet til en 8. plads, selvom han har kørt løbet hvert eneste år i den mellemliggende periode, hvor han har oplevet en lille deroute. Heldigvis synes han i år at have rejst sig selv, særligt med 3. pladsen bag Welsford og Menten i Criquelion, men han synes ikke længere hurtig nok til at vinde. Vi så også i Monseré, at han slet ikke er et sikkert kort i positionskampen, men urutinerede tog med Stian Fredheim, der var fremragende i Saudi Tour, Tord Gudmestad, Louis Bendixen og Erlend Blikra har i hvert fald noget fart. Det bør bringe ham langt, men han gentager næppe 2. pladsen i dette felt. Holdet har også Blikra, men indtil nu har de kørt for Halvorsen, hvad de også bør gøre i en spurt, hvor han tidligere er blevet nr. 2.

FDJ kommer med både Bram Welten og unge Sam Watson, men det er uklart, hvem de satser på. Normalt vil jeg regne Welten som den hurtigste, men i denne finale er det muligt, at de satser på talentfulde Watson. Begge mangler dog helt sikkert farten til at vinde, og vi ved, at i hvert fald Welten er meget positioneringssvag. Sammen med Lewis Askey og Laurence Pithie udgør de faktisk et ret fint tog, men de er også helt uden rutine i at køre sammen. Jeg har lidt svært ved at tro, at de klarer det godt nok i positionskampen, men lykkes det, ved vi, at Welten før har vundet en stigende spurt i Vendee, mens Watson bør være ganske stærk i en stigende spurt som denne.

En joker kunne være Tom Devriendt. Han spurtede ikke meget hos Intermarché, men efter hans vilde Roubaix er han skiftet til Q36.5 for at søge personlige chancer. Det er ikke meldt ud, om de kører for ham eller Szymon Sajnok, men i lyset af den stigende finale er det Devriendt, der kan lave et resultat. Hans hold er svagt, og han får det nok svært i positionskampen, men i denne form for finale kan han gøre det ganske pænt. Hans form er usikker, da han næsten ikke har kørt den sidste måned, men han er motiveret og erklærer sig klar og klatrede fremragende i Valencia i begyndelsen af februar.

Israel-PT kommer med Tom Van Asbroeck. I gamle dage havde han elsket denne spurt, men i dag er han ikke længere hurtig nok. Han har dog en god lead-out man i Sep Vanmarcke, der selv kunne køre denne spurt, men som formentlig vil være hjælper her, og han har en vis rutine i positionskampen. Med hans nuværende fart er det dog svært at se ham i top 5. Holdet har også Taj Jones , men de kørte for Van Asbroek i Paris-Nice, og det bør de særligt gøre i denne stigende spurt.

Jeg er lidt spændt på den meget formstærke Vito Braet, der har imponeret mig i år. Han blev nr. 9 i Le Samyn, nr. 8 i Monseré og nr. 10 i Drenthe, og dermed har han været i top 10 i sine tre seneste løb. Her er konkurrencen skrappere, og det vil være svært med en gentagelse, men i en stigende finale som denne burde han gøre det godt, hvis han sidder rigtigt.

Tarteletto kommer med veteranen Timothy Dupont, der vandt løbet i sin mirakelsæson i 2016. Selvom har kørt løbet hele 11 gange, er det imidlertid også hans eneste top 10-placering, og faktisk har han bare været i top 20 to gange. Det vidner om, at det ikke er den ideelle spurt for den Dupont, vi kender i dag, og nu synes han også at have tabt al holdbarhed. Hans hold er også svagt, og han positionerer sig ikke længere godt. Derfor har jeg ikke den store optimisme, men han har i det mindste rutine, viste god fart sidste år og lavede trods alt en 10. plads i Monseré.

Human Powered Health kommer med Sasha Weemaes , men han er kommet helt elendigt fra start. Faktisk virker han helt uden form, og i forvejen er denne stigende spurt formentlig ikke hans kop te. Det er også svært at se ham klare positionskampen, men sidder han rigtigt, og har han fundet form, ved vi, at han er meget hurtig. Holdets plan B er Matthew Gibson, men heller ikke han vil være begejstret for denne form for spurt. Den passer bedre til August Jensen, der sagtens kan ende som deres bedste mand.

Det er svært helt at tro på de andre hold. Bingoal er her uden sprinter, men vil måske prøve med unge Luca Van Boven, der ikke er helt langsom. Euskaltel er lidt på udebane i disse løb. Ganske vist passer den stigende spurt glimrende til positioneringsstærke Antonio Soto, til positioneringssvage Carlos Canal samt til både Gotzon Martin og den meget positioneringssvage Juan Jose Lobato, der i dag mest synes at være lead-out man, men jeg tror, at den manglende rutine vil koste i et brostensløb som dette, selvom særligt Soto måske kan overraske mig, og Canal har været meget formstærk i år. Hos Bolton har man Matthew Bostock, der dog intet har vist i år. Mere sandsynligt er det, at de kører for Rory Townsend, der spurtede i Drenthe, men selvom han vil elske, at det stiger, går han næppe i top 10 her. Den tredje sprinter er Luke Mudgway, der har vist mere form end Bostock, men var lead-out man i søndags. Endelig har holdet brølstærke Aaron Gate, der dog ikke deltager i denne slags spurter. Novo Nordisk får svært ved at gå i top 10 med Andrea Peron eller plan B, Matyas Kopecky. Corratec vil prøve med Nicolas Dalla Valle, der gjorde det pænt sidste år, men jeg ser ham ikke i top 10 i dette felt, og det gør jeg heller ikke med plan B, Samuele Zambelli.

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Vigtigst er det, at Walscheid ikke kommer til start, måske grundet sidste uges sygdom. Dermed kører Cofidis for Allegaert, der med god støtte fra Noppe og god positioneringsevne har store top 10-, men små vinderchancer i en spurt, der passer ham. Halvorsen svækkes af et afbud fra Blikra, mens Weemaes heller ikke kommer til start, hvorfor Human Powered Health må antages at køre for Gibson med Jensen som plan B.

***** Tim Merlier

**** Kaden Groves, Alberto Dainese

*** Sam Welsford, Pascal Ackermann, Milan Menten, Gerben Thijssen, Edward Theuns

** Kristoffer Halvorsen, Piet Allegaert, Bram Welten, Sam Watson, Emils Liepins, Tom Devriendt, Tom Van Asbroeck, Vito Braet, Timothy Dupont

* Antonio Soto, Carlos Canal, Nicolas Dalla Valle, Szymon Sajnok, Rory Townsend, Matthew Gibson, August Jensen, Ethan Vernon, Madis Mihkels, Sep Vanmarcke, Dries De Bondt, Timo Kielich, Florian Vermeersch, Andrea Peron, Adam De Vos, Felix Gross, Samuele Zambelli, Luke Mudgway, Matthew Bostock, Juan Jose Lobato, Bert Van Lerberghe, Jasper De Buyst, Aaron Van Poucke, Ryan Gibbons, Stian Fredheim, Matyas Kopecky, Taj Jones, Gotzon Martin, Tobias Lund, Thibau Nys, Aaron Gate

Danskerne

Hos DSM skal Tobias Lund støtte Sam Welsford og Alberto Dainese, mens Julius Johansen hos Intermarché på samme måde er en vigtig del af toget for Gerben Thijssen. Endelig skal Louis Bendixen på Uno-X formentlig støtte Kristoffer Halvorsen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tim Merliers sejr fra 2022, Ludovic Robeets sejr fra 2021, Cees Bols sejr fra 2019, Fabio Jakobsens sejr fra 2018, Nacer Bouhannis sejr fra 2017 samt Timothy Duponts sejr fra 2016.

STREAM NOKERE KOERSE OG MILANO-TORINO UDEN AFBRYDELSER