Optakt: O Gran Camiño

STREAM O GRAN CAMIÑO, UAE TOUR OG OMLOOP HET NIEUWSBLAD UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Mens Italien og Belgien altid mest har været fokuseret på endagsløb, var Spanien engang kendt som etapeløbenes hjemland, og stort set enhver region i landet havde dens egen store rundtur. Uheldigvis har den økonomiske krise ramt landet hårdt, og de fleste af disse løb er desværre forsvundet fra kalenderen. Hver eneste gang har arrangørerne lovet at komme tilbage efter en kort pause, men kun Vuelta a Asturias har haft held til at returnere efter en pause på bare et år, og langt de fleste løb er nu en saga blot.

Et af de løb, der har lidt en krank skæbne, er Vuelta a Galicia, der var den regionale rundtur i Galicien. Der burde ellers være masser af basis for et cykelløb i den cykelinteresserede region, der ofte har været besøgt at Vueltaen - ikke mindst i de senere år, hvor den store grand tour hele to gange inden for de seneste 10 år er sluttet i området og ikke i Madrid.

Læs også

Mexicansk kæmpetalent har fremtiden på plads: Skriver uhørt lang kontrakt

Sådan var det da også i mange år, hvor regionen havde sin egen cykelstolthed. Faktisk blev Vuelta a Galicia skabt helt tilbage i 1933, og selvom det forsvandt fra kalenderen ganske mange, blandt andet under Den Spanske Borgerkrig og 2. Verdenskrig samt i en lang periode mellem 1956 og 1983, blev det i årene mellem 1987 og 2000 en fast bestanddel af UCI-kalenderen. Det voksede sig da også stort og stærkt, og blandt vinderne i Galicien var store spanske navne som Marino Lejarreta, Miguel Indurain og Abraham Olano, men også internationale profiler som Frank Vandenbroucke og Andy Hampsten.

Desværre skulle det vise sig, at løbet blev et af de første ofre, da den markante etapeløbsdød begyndte at brede sig ud over Spanien. Efter 2000-udgaven forsvandt løbet, og selvom det i 2002 blev genskabt som et amatørløb, der stadig afvikles og er en vigtig del af den spanske amatørscene, er det aldrig blevet genetableret som en professionel begivenhed. Da Galicien heller ikke har et endagsløb, er det faktisk kun under Vueltaen, at der er blevet kørt større cykelløb i et område, der ellers indbyder til at trampe i pedalerne.

Heldigvis ændrede det sig i 2022! En ambitiøs arrangørgruppe kastede sig ud i projektet at genskabe en galicisk cykelrundtur, og det lykkedes minsandten i en tid, hvor coronakrisen ellers ikke gjorde sportssponsorater til det letteste at få fingre i. Da amatørløbet fortsætter under navnet Vuelta a Galicia, har man skullet finde et nyt navn til efterfølgeren til det historiske løb, og her er valget meget passende faldet på O Gran Camiño. En væsentlig motivation bag løbet er nemlig at promovere Galicien som turistdestination, og da regionen mest af alt er kendt for pilgrimsruten Camino de Santiago, er det ikke svært at se motivationen bag navnet.

Udrensningen af etapeløb har betydet, at den spanske løbsscene er ret beskeden i store dele af sæsonen, men landet er nu blevet det suverænt bedste land til sæsonforberedelse. Det skyldes naturligvis det gode klima, som har betydet, at langt de fleste hold henlægger deres træningslejre i december og januar til landet, men det skyldes nu også en ganske imponerende vinterkalender.

Arrangørerne har nemlig valgt at udnytte den synergi, der kan skabes af den allerede eksisterende kalender. I forvejen byder februar på etapeløbene i Valencia, hvor det ligeledes er lykkedes at genskabe et hedengangent etapeløb, og Andalusien samt endagsløbene i Murcia og Almeria samt siden 2022 også på grusvejene i Jaen. Forinden har man i januar hele løbsserien på Mallorca og opvarmningsløbet i Valencia, det nu genskabte Classica Comunitat Valenciana 1969, og dermed kunne Spanien indtil 2022 allerede byde på store cykelløb i hele fem på hinanden følgende uger. Da det nye galiciske løb er blevet lagt som rosinen i pølseenden, kan man altså nu køre cykelløb i Spanien i seks uger i træk, og dermed vil appellen fra mere eksotiske løb formentlig nu blot blive endnu mindre.

Kalenderplaceringen er dog heller ikke optimal. For klassikerrytterne er forberedelsen slut, da O Gran Camiño falder sammen med den belgiske åbningsweekend, og samtidig er der mulighed for at score WorldTour-point i UAE Tour. De ryttere, der burde excellere i det galiciske terræn, som er stærkt kuperet, men uden høje bjerge, kan endda forberede sig til Strade Bianche og Ardennerne i de franske endagsløb i Drome og Ardeche. Selvom der vil være synergi med de øvrige spanske løb, bliver det derfor en opgave, hvis løbet skal nå samme storhed, som Vuelta a Galicia havde.

Man startede da også relativt beskedent, men til en debut var deltagelse af fire WorldTour-hold bestemt ikke ringe. Foruden de lokale helte fra Movistar rejste EF, Cofidis og Israel-PT nemlig til Galicien, og det gjorde mange af de bedste ProTeams også - og ikke kun de spanske. Samtidig gav det mulighed for, at der blev flere muligheder for de spanske kontinentalhold, som der heldigvis igen er kommet flere af, samt deres naboer fra Portugal. Feltet var af samme grund ikke alt for stjernespækket, men arrangørerne fik en uventet gave, da Alejandro Valverde som nærkontakt til coronasmittede har misset næsten alle sine løb i februar og derfor brugte debutudgaven til at vende tilbage til konkurrence. Han fik selskab af navne som Michael Woods, Jakob Fuglsang, Hugh Carthy, Magnus Cort og Jesus Herrada, og dermed var der et par topnavne i et relativt beskedent felt.

Formentlig grundet den hårde konkurrence er feltet også beskedent til den anden udgave. Igen er der blot fire WorldTour-hold til start - denne gang Movistar, Jumbo, Cofidis og Astana - og der er færre stjerner end for et år siden. Til gengæld har løbet fået et gigantisk boost af, at Tour-vinderen Jonas Vingegaard har valgt løbet som rammen for sin sæsondebut, hvorfor han vil kaste masser af stjernestøv over foretagendet.

Arrangørerne har samtidig syntes at ville skabe et løb for Vingegaard-typerne. Til den første udgave var der nemlig tale om kun én kuperet sprinteretape og derudover både en enkeltstart, en murfinale og en bjergetape.  vil blive mødt af en rute, som vil afspejle det, vi vil se i alle fremtidige udgaver. Samme benhårde model bruges til den anden udgave, hvor der er hele to bjergfinaler samt igen en enkeltstart og en kuperet sprinteretape. Det galiciske terræn er nemlig kun sjældent fladt, men man skal anstrenge sig for at komme op i højderne. Derfor vil det være et løb med appel til lidt mere eksplosive og i hvert fald klatrestærke typer, der vil elske de mange højdemeter. Foreløbig synes kimen til en succes i hvert fald lagt.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

De mange højdemeter var altså også på tapetet til sidste års debutudgave, der udviklede sig til en stor duel mellem Alejandro Valverde og Michael Woods. Canadieren lagde ud med at slå den spanske veteran i løbets murfinale, men dagen efter tog Valverde sin revanche ved at vinde kongeetapen i en spurt mod sin rival. Slutteligt flåede han førertrøjen af stakkels Woods i dennes forhadte disciplin, enkeltstarten, og dermed blev Valverde den første vinder af løbet - endda i det, der skulle blive karrierens allersidste af mange sejre - med bare 7 sekunder ned til Woods og hele 1.49 ned til Mark Padun, der choksejrede på enkeltstarten. Valverde vender af gode grunde ikke tilbage for at forsvare titlen, og da hverken EF eller Israel-PT deltager i år, skal der findes et helt podium til den anden udgave.

STREAM O GRAN CAMIÑO, UAE TOUR OG OMLOOP HET NIEUWSBLAD UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

For enhver ny løbsarrangør er den vigtigste opgave i de første udgaver at give et løb en klar identitet, men i Galicien er det ikke så svært. Det galiciske terræn har som nævnt ovenfor nemlig ret klare kendetegn med dets stærkt kuperede karakter, men ingen rigtige bjerge. I de senere år har rytterne udforsket det i Vueltaen, hvor vi blandt andet har haft etaper for stærke sprintere, der har kunnet klare de mange bakker langs kysten, den spektakulære puncheurfinale på den brutale og urimeligt stejle mur, Miradel do Ezaro samt sågar den kuperede 20. etape i 2021-udgaven, hvor Miguel Angel Lopez smed hele sit løb på gulvet. Det kan godt være, at man ikke kommer langt op i Galicien, men terrænet er der til at skabe både underholdende og medrivende cykelløb.

Det afspejledes også i den første rute, som bød på både en kuperet sprinteretape, en murfinale, en bjergetape og en kuperet enkeltstart, og noget tyder på, at det er dette benhårde format, der skal være modellen. I hvert fald minder ruten til den anden udgave uhyre meget om ruten til åbningsudgaven, idet der budes på en indledende etape, der lægger op til en reduceret massespurt og derefter to dage for klatrerne, hvoraf den vanskeligste kommer om lørdagen, inden det hele slutter med en ganske kuperet enkeltstart, denne gang med mål i Santiago de Compostela.

Løbet starter altså igen i år med sin letteste etape, men er man sprinter, er der bestemt ingen grund til at droppe UAE Tour eller Kuurne-Bruxelles-Kuurne for at rejse til Galicien. Hele 3000 højdemeter skal der nemlig klatres, men da den sidste stigning er relativt blød, er det næppe en dag for klassementet. I stedet lægges der igen i år op til en reduceret massespurt, hvor de klatrestærke med en god spurt kan sikre sig den første førertrøje, som Magnus Cort gjorde sidste år.

Derefter indledes klassementsslaget med to bjergfinale. Igen i år lægges der ud med den letteste af de to, når en generelt flad dag langs kysten slutter med to jævne og ikke alt for stejle stigninger, der dog er svære nok til at skabe små forskelle og give en klar indikation af klatrehierarkiet. Det vil komme til fuld skue om lørdagen, hvor kongeetapen igen venter, og selvom man har fundet et relativt let målbjerg, vil en stejl passage med op til 20% og ikke mindst to tidligere passager af en kort, men meget svær stigning sætte rammen for et stort opgør mellem løbets klatrere.

Intet er dog afgjort før til sidst, for akkurat som i første udgave, hvor Alejandro Valverde stjal førertrøjen til allersidst, sluttes der med en ganske lang enkeltstart, der med en distance på 18,1 km kan åbne ganske store forskelle. Akkurat som sidste år er det bestemt heller ikke en let sag, for med 300 højdemeter og flere  korte, stejle galiciske stigninger vil det være en rute, der hylder alsidighed - akkurat som det er tilfældet for det meste af en rute, der igen i år er ganske spektakulær.

1. etape

Med det valgte format vil sprinterne næppe nogensinde valfarte til det nye galiciske løb, men de holdbare sprintertyper, der alligevel skulle vove sig ud på en tur til Galicien, kan der ligesom i 2022, hvor Magnus Cort vandt den første etape i løbets historie, være udsigt til en etapesejr og en førertrøje. Denne gang er der ganske vist skruet op for udfordringerne på åbningsetapen, der byder på intet mindre end 3000 højdemeter, men primært i form af relativt bløde stigninger. Meget taler således for, at et reduceret felt skal spurte om den første sejr, og selvom det ikke bliver en rigtig sprinter, der vinder, vil en Cort-type formentlig kunne drømme om at gentage danskerens sejr fra debutudgaven.

I alt skal der tilbagelægges 188,0 km, der fører feltet fa Muralla de Lugo til Sarria. De to byer ligger ganske tæt på hinanden, og etapen består derfor af en tur rundt i det kuperede terræn syd for dem. Allerede starten er hård, når man kører mod sydvest op og ned ad en længere stigning, inden man når frem til dagens første spurt, der er placeret efter 16,7 km. Derfra går det med det samme mod syd op ad en stigning (6,3 km, 4,1%), der har top efter 22 km, inden det bliver lidt nemmere, når man fortsætter mod syd ad en lang, lige og kun let kuperet vej. Den leder frem til byen Chantada, hvor man efter 50,9 km drejer mod sydøst for at følge en meget teknisk nedkørsel, inden et kort, fladt stykke leder mod øst.

Læs også

To danskere indgår: Se Uno-X Tour de France-bruttotrup

Etapen tager fat igen, når man herefter kører mod sydøst og nordøst op ad kategori 2-stigningen Alto da Fontenla (5,1 km, 7,9%, max. 19%), der stiger med 8-10% over de første fire kilometer, inden den flader ud mod toppen, som rundes efter 71,6 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst ned til byen Monforte de Lemos, der nås efter 86,2 km. Nu følger dagens letteste stykker, når man kører mod nordøst, sydvest og igen nordøst igennem terræn, der kun er let kuperet.

Det får en ende, når man fortsætter mod nordøst op ad kategori 3-stigningen A Cruz do Incio (4,6 km, 5,4%, max. 8%), der stiger med 6-7% over de første 2 km og derefter med 3-5% frem mod toppen, som rundes efter 129,8 km. Den leder op til et ganske kuperet plateau med et hav af mindre bakker, som følges mod nordøst og nordvest, inden en enkel nedkørsel leder mod nordøst ned til målbyen, hvor man efter 156,3 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 31,7 km lang rundstrækning i det kuperede terræn sydøst for byen. Først går det mod sydøst op ad en første bakke og siden en længere bakke (2,1 km, 6,3%), inden en nedkørsel leder videre mod sydøst, og det går mod nordøst ad et kort fladt stykke frem til dagens anden spurt, der kommer efter 169,3 km. Derfra går det med det samme videre mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Alto de Montan (5,4 km, 3,9% max. 13%), der stiger med 5-6% over de først 2 km, men derefter med under 4% frem mod toppen, som rundes efter 175,9 km.

De sidste 12,1 km indledes nu med en let nedkørsel, der går ad en næsten lige vej mod vest tilbage til målbyen, hvor kun den sidste kilometer er flad. Den lige vej afbrydes først på den sidste kilometer, hvor der kommer to skarpe sving lige i rap med hhv. 600 m og 500 m igen.

Etapen byder på i alt 3055 højdemeter.

Sprinterne løber naturligvis skrigende væk fra et løb som dette, hvor den letteste etape har 3000 højdemeter, men den sidste stigning er en blød sag, der ikke rigtigt kan bruges til angreb i klassementet. Det virker derfor sandsynligt, at vi vil se en spurt i et reduceret felt, som vi gjorde det sidste år, hvor etapen dog var noget lettere. Man skal være klatrestærk for at være med i dette terræn, men mon ikke det er en hurtig klassikertype, der ender med den første førertrøje?

Sarria har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2022, hvor Mark Padun choksejrede på enkeltstarten foran Jesus Herrada og Alejandro Valverde, der til gengæld tog den samlede - og karrierens sidste - sejr.

Læs også

Fem danskere stiller til start i WorldTour-etapeløb

2. etape

Sidste år indledtes klassementsslaget på andendagen, hvor det var den brutale mur Mirado do Ezaro med sine små 30%, der åbnede ballet. Også i den anden udgave skal klassementsrytterne dyste for første gang om fredagen, men denne gang er det ikke murspecialisterne, der skal i aktion. I stedet afsluttes en ellers generelt flad etape med to korte og jævne stigninger, hvoraf den sidste, der blot er små 4 km lang, leder op til mål. Den vil næppe skabe voldsomme forskelle, men i et løb med stor niveauspredning vil den utvivlsomt skabe en del separation og allerede give en meget klar indikation af styrkeforholdet inden lørdagens kongeetape.

Med en distance på 184,3 km er det igen en relativt lang etape, der fører feltet fra Tui til toppen af Monte Trega i udkanten af A Guarda. Det meste af etapen foregår ved den galiciske kyst, men startbyen ligger et stykke inde i landet. Herfra lægger man ud med at køre mod nord ad en lige og let kuperet vej, der leder igennem byen Redondela og frem til byen Vilaboa, der nås efter 37,1 km. Herfra kører man en omgang på en 59,6 km lang rundstrækning, der først går mod sydvest ad den let kuperede kystvej forbi dagens første spurt, som kommer efter 53,0 km og frem til byen Cangas. Herfra går det efter 59,2 km mod nord op og ned ad en bakke, inden man er tilbage ved kysten, hvor man kører mod nordøst ad den snoede, men ret flade kystveg frem til den store by Pontevedra, hvorfra det går mod syd ad en let kuperet vej tilbage til Vilaboa, hvor man efter 96,7 km afslutter rundstrækningen.

Nu kører man mod syd tilbage ad samme let kuperede vej som tidligere til Redondela, hvor man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 3-stigningen San Esteban de Negros (4,0 km, 6,3%, max. 11%), der er en relativt jævn stigning med top efter 113,8 km. Herfra fortsætter det med at stige mod sydvest, inden en lang og ikke specielt svær nedkørsel leder videre mod sydvest ned til dagens anden spurt, der kommer efter 137,0 km. Herfra drejer man mod vest for at køre ad en helt flad vej ud til kysten, hvor dagens sidste spurt kommer allerede efter 142,1 km, hvorefter man kører mod nordvest, sydvest og syd ad kystvejen, der her er helt flad.

Finalen indledes, når man forlader vandet for at køre mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Alto Da Cruz de Portela (2,8 km, 6,7%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 171,6 km. De sidste 12,7 km indledes nu med nu med en let nedkørsel, der leder videre mod sydøst, inden man kører mod syd og sydvest ad falde veje ud til kystbyen A Guarda. Her drejer man i byens udkant mod syd for at kørte op ad finalestigningen, kategori 2-stigningen Monte Trega (3,9 km, 7,2%, max. 10%), der er en meget jævn stigning, som stiger med 6-8% hele vejen, herunder med 7,6% over de sidste 900 m og har et grimt brostensstykke over 220 m med ca. 1500 m igen. Stigningen går ad en meget snoet vej  med mange hårnålesving. Det tredjesidste kommer ved den røde flamme, hvorefter det næste venter med 800 m igen og det sidste bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2433 højdemeter.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Den sidste stigning er ikke skræmmende og passer ubetinget mere til eksplosive typer end til rene klatrere, men 4 km med 7-8% kan sagtens gøre forskelle, særligt i dette felt. Vinden kan være en trussel forinden, men etapen er generelt ganske let, og det vil formentlig være et stort felt, der skal afgøre det hele i en meget eksplosiv finale, hvor vi vil se første mindre tidsforskelle og få en ide om styrkeforholdet.

Monte Trega har aldrig tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, og det har selve byen A Guarda heller ikke.

3. etape

I den første udgave afviklede man kongeetapen om lørdagen, og det vil man også gøre i år, hvor der venter et stort bjergslag. Galicien byder ganske vist ikke på høje bjerge, men terrænet er rigeligt svært til godt cykelløb, som vi så i forbindelse med Miguel Angel Lopez’ kollaps i Vueltaen i 2021, og i sidste års duel mellem Michael Woods og Alejandro Valverde i dette løb. Det er præcis det terræn, der danner rammen også om årets kongeetape, der igen slutter på en kort stigning, og selvom den ikke er specielt stejl, har den en svær passage undervejs, og da man forinden har været oppe ad en mur hele to gange, er der lagt op til det helt afgørende slag mellem klatrerne inden enkeltstarten.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Med en distance på 163,0 km er kongeetapen også i år en kort sag, der denne gang går fra Esgos til toppen af Alto do Castelo i udkanten af byen Rubia. Startbyen er en forstad til Ourens, hvorfra man med det samme kører mod øst op ad en stigning (2,5 km, 6,6%), der har top allerede efter 5 km. Nu går det mod øst, nordvest og igen øst ad et kuperet plateau, inden man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Alto do Rocido (5,9 km, 5,3%, max. 7%), der er en jævn opkørsel med top efter 30,6 km.

Herfra bliver det lettere, når man følger et let faldende og let kuperet plateau mod nordøst frem til Castro Caldelas, hvor man efter 48,0 km snor sig skiftevis mod øst og sydøst op ad en bakke (3,5 km, 4,5%) med top efter 56 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst. En bakke fører nu mod sydøst frem til dagens første spurt, som kommer efter 70,7 km, hvorefter en teknisk nedkørsel fører videre mod sydøst. Med det samme kører man nu mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Alto da Hermida (6,2 km, 3,9%, max. 9%), der har to kilometer med 6-7%, men derudover er ganske let. Toppen rundes efter 85,2 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod nordøst ned til byen A Rua, hvor dagens anden spurt kommer efter 95,4 km, inden det går mod øst ad en flad vej langs floden Rio Sil.

Efter 105,2 km rammer man nu en 22,8 km lang rundstrækning, hvor der skal køres næsten to omgange. Den starter brutal, når man drejer mod syd for at køre op ad løbets sværeste udfordring, kategori 1-stigningen Alto de Santa Marina (5,5 km, 10,3% max. 22%), der starter med en kilometer med 15,2%) over efter 3 km med 7-9% slutter med 1500 m med 10-13%. Toppen rundes efter hhv. 110,5 km og 133,3 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod øst, syd, nord, vest og nordøst ned til byen O Barco de Valdeorras, hvor man på første omgang kører dagens sidste spurt efter 123,2 km. Derfra går det ad en flad vej mod vest og syd tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

På sidste omgang dropper man det flade stykke efter O Barco de Valdeorras. I stedet kører man mod nordøst ad en bakke (4,4 km, 3,8%), der leder op til byen Rubia, som nås efter 150,1 km. Derfra falder det mod øst, inden man slutteligt kører mod øst, nordøst og sydøst op ad kategori 1-stigningen Alto do Castelo (6,7 km, 6,3%, max. 20%). Der er tale om højst ujævn stigning, der efter to kilometer med hhv. 7,5% og 4,5% byder på 800 m med 12,8%, hvorefter de næste tre kilometer stiger med hhv. 3,0%, 7,5% og 6,3%, inden den flader ud med 3,0% over de sidste 700 m. Stigningen går ad en snoet vej, men efter et hårnålesving med 2 km igen er vejen mere lige, indtil man når et sidste hårnålesving med 300 m igen.

Etapen byder på i alt 3800 højdemeter.

Det kan godt være, at stigningerne ikke er specielt lange, men det kan kun blive en medrivende finale. Etapen byder på små 4000 højdemeter over kun godt 160 km, men til gengæld er finalestigningen ikke specielt svær. Den korte, stejle passage gør det muligt for bedste mand at køre væk her, men det kan også være en risiko at vente så længe. Derfor burde der være en god chance for, at der udbryder krig allerede på den stejle stigning forinden, og det kan bestemt ikke udelukkes, at vi vil se et soloridt på mere end 30 km i en finale, der ikke byder på meget fladt terræn. Hvis man venter længere, vil forskellene nemlig nok være relativt små på den lettere finalestigning.

Alto do Castelo har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, og det har heller ikke selve byen Rubia.

Læs også

Pogacar øger - tronskifte hos kvinderne

4. etape

Det har været en tradition, at de fleste spanske etapeløb byder på en enkeltstart, og sådan var det også i den første udgave af Galiciens nye cykelstolthed. Sådan skal det naturligvis også være i år, og ligesom i 2022 ville det ikke være rigtigt galicisk, hvis man havde designet en flad rute, hvad man bestemt heller ikke har denne gang. Over den relativt lange distance 18,1 km skal der således klatres 308 højdemeter, som først og fremmest findes på fire korte bakker og en halvlang stigning, og dermed er det de mere alsidige blandt de tempostærke, der skal slås om den sidste etapesejr, samtidig med at det endelige slag om den samlede sejr skal slås.

I alt skal der tilbagelægges 18,1 km - 2,3 km mere end i 2022 - som fører feltet fra Noco Milladoiro til storbyen Santiago de Compostela. Startbyen er en forstad til målbyen, og derfor skal man ud i det kuperede terræn mod syd, inden man kører mod nord ind til målet. Man indleder med igennem en relativt teknisk fase at sno sig mod syd igennem terræn, der generel er let faldende, inden man drejer mod øst for ad mere lige veje at køre igennem stigende terræn, herunder op ad en bakke (600 m, 4,1%), der har top efter ca. 5 km.

Efter 7,9 km drejer man mod nord, og nu går det mod nord ad en lige og ganske let faldende vej frem til udkanten af målbyen, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke (1,8 km, 6,2%), der har top efter ca. 10 km. Herfra begynder det at falde mod nordvest ad lange, lige veje ind mod centrum af målbyen, men undervejs skal man over to bakker med toppe med hhv. 3,5 km (600 m, 5,0%) og 1,5 km (300 m, 9,3%). Efter den sidste af disse bliver det igen let faldende, når man kører en runde rundt om centrum, idet det hele slutter med en bakke (300 m, 6,2%), der leder op til stregen. Finalen er teknisk med skarpe sving med 1300 m og 900 m igen, hvorefter der er et dobbeltsving med 600 m igen og slutteligt et skarpt højresving med 400 m til stregen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen byder på 308 højdemeter.

Det er en ganske varieret enkeltstart, der byder på mange rytmeskift på de mange småbakker, særligt i finalen, og den lange bakke midtvejs stiller også pæne krav til klatreevnerne. Der er dog også to strækninger, hvor man kan træde nogle watt i fladere og mere enkelt terræn, og ruten har derfor lidt af det hele, også tekniske elementer. Det er derfor ikke nogen ringe enkeltstart for en klatrer at forsvare sig på, men der er også plads til, at specialisterne kan træde til. Dermed er det alsidige specialister, der vil dominere, når løbets sidste etapevinder skal findes.

Santiago de Compostela er blevet besøgt af Vueltaen tre gange i dette årtusinde. Det skete senest i 2021, hvor Primoz Roglic vandt den afsluttende enkeltstart foran Magnus Cort og Thymen Arensman. Forinden skete det ved den regnvåde sidste enkeltstart i 2014, hvor kun de først startende kørte i tørvejr, og hvor Adriano Malori vandt foran Jesse Sergent og Rohan Dennis. Tidligere var det i 2007, hvor Oscar Freire vandt 2. etapes massespurt foran Paolo Bettini og Leonardo Duque. Vuelta a Castilla y Leon var mærkeligt nok forbi i 2010, hvor Sergio Riberio vandt en spurt foran Jose Alberto Benitez og Angel Vicioso. Derudover var det nu hedengangne Vuelta a Galicia forbi i sin sidste udgave i 2000, hvor Andrey Teteriuk tog en solosejr. Det lille Volta da Ascension bestod i 2008 af tre etaper med start og mål i byen, og det gav sejre til Jonas Ljungblad, Pablo de Pedro Garcia og Jose Antonio Baños Ballester.

STREAM O GRAN CAMIÑO, UAE TOUR OG OMLOOP HET NIEUWSBLAD UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Det kan godt være, at løbet er en nyskabelse, der kun afvikles for anden gang, men det er svært ikke allerede at elske det. Måske er Galicien ikke kendt for sit bjergrige terræn, og det er aldrig her vi finder de mest afgørende Vuelta-etaper, men det, der er, bliver i den grad brugt. Det gjorde det til den meget flotte første udgave, og det gør det bestemt også i år, hvor ruten følger samme mønster og vel må betegnes som endnu hårdere.

Desværre kan feltets kvalitet ikke helt leve op til ruten. Ligesom sidste år er der blot fire WorldTour-hold til start, og det er desværre en lidt pauver omgang, arrangørerne har kunnet tiltrække. Modsat sidste år, hvor vi kunne se frem til en helt åben og spændende duel mellem Alejandro Valverde og Michael Woods, bliver det hele denne gang også mere skævvredet af, at Jumbo kommer med et hold, der gør dem til enorme favoritter, og som betyder, at det er et løb, de kun kan tabe.

Læs også

Verdensstjerne sæsondebuterer i stort etapeløb

Ikke uden grund er alle trupperne dog spækket med klatrestærke folk, for ligesom sidste år kommer man ikke langt i dette løb, hvis ikke man kan klatre. Stigningerne er i Galicien altid ret korte, og det er derfor et løb for folk med styrken i lidt mere eksplosivt terræn, men klatreudfordringerne er svære nok til, at også rene klatrere vil være med helt fremme. Naturligvis er det særligt på de to midterste etaper, at klatrebenene skal i spil, og heraf er det på lørdagens kongeetape, at vi vil se de største forskelle.

Fredagens 2. etape er nemlig en meget eksplosiv sag. Der er kun to stigninger til sidst, og den sidste stigning, der ellers har fået en del opmærksomhed for sine 220 m med meget vanskelige brosten med ca. 1,5 km igen, er ikke specielt svær. En jævn stigning med 7-8% vil næppe gøre forskelle mellem de allerbedste, hvis vi talte om et rigtigt WorldTour-felt, men det er klart, at vi i dette felt vil se pæne forskelle og med nogen sandsynlighed også en solosejr.

Det store slag skal dog slås på lørdagens kongeetape. Her kan der gøres enorme forskelle, hvis man tør åbne tidligt. Santa Marina er nemlig en led, led satan, som endda skal passeres to gange. Der er endda en god chance for, at løbet kan blive åbnet allerede her, for lysten til at vente til sidste stigning kan være begrænset. Den er nemlig ikke rasende svær, og selvom de stejle 800 m med ca. 12% formentlig er nok til, at bedste mand i dette felt kan køre alene, er det også en risiko at vente. Derfor kan det sagtens blive et blodbad, hvor man end ikke kan udelukke, at en rytter vil kunne køre solo allerede fra Santa Marina.

Den sidste nøgleetape er naturligvis enkeltstarten. Terrænet er svært, men hvis ikke 3. etape er åbnet tidligt, er begge de to finalestigninger så lette, at forskellen inden søndagen kan være relativt små. 18 km enkeltstart er til gengæld meget, og derfor er det - hvis ikke 3. etape åbnes udefra - formentlig den vigtigste etape. Det betyder desværre også, at løbet næsten skal vindes af en WorldTour-rytter, for ProTeams og især kontinentalhold bliver oftest kørt over af WorldTour-holdene i tidskørsler.

Heldigvis for klatrerne er enkeltstarten svær, akkurat som den var det sidste år. Den er ganske kuperet med nogle stejle bakker, som vil gøre den langt mere håndterbar for de temposvage folk, men uden tempoevner vil man tabe tid på de to lige strækninger undervejs. Det er en rute, der stiller krav til tekniske evner og punch på de mange små og også ret stejle bakker, og den minder meget om den, vi havde sidste år, hvor Mark Padun choksejrede i et meget svagt tempofelt. Ser man på top 10 fra dengang, er det ret tydeligt, at temposvage klatretyper kan forsvare sig ganske pænt på en enkeltstart som denne,

Der er ikke mange sprintere i løbet, for de har ikke meget at komme efter, og derfor er 1. etape lidt tricky. Når ingen ved, hvem der skal kontrollere, kan man af og til se en overraskende udbrudssejr. Det bør dog ikke ske her. Jeg vil forvente, at vi får en reduceret massespurt, for Jumbo vil formentlig tage ansvar, hvis andre ikke gør det, og jeg vil tro, at Movistar ser en chance for at vinde etapen. Den bør ikke spille en rolle i klassementet.

Den sidste og denne gang helt afgørende faktor er vejret. Galicien er ganske vist kendt som en af de mere regnfulde regioner i Spanien, men mange har nok lige kigget en ekstra gang, da de så, hvad regionen byder på denne gang. Det eneste opløftende er, at der stort set ikke vil være nogen vind, men det bliver til gengæld en kold fornøjelse. Der ventes at falde tøsne om natten forud for både 1. og 3. etape, og særligt torsdagen bliver kedelig. Der ventes dagregn og temperaturer på mellem 3-6 grader, men derefter bliver det heldigvis bedre. Fredag bliver finalen formentlig igen våd, men temperaturen vil være steget til 9 grader, og de skal heldigvis ikke langt op. Herefter bliver det meget bedre, for efter nattens snefald ser kongeetapen ud til at finde sted i skyet, men tørt vejr med temperaturer, der vil stige til 10 grader, og også enkeltstarten ventes at finde sted i tørvejr. Her er der en lille joker i en beskeden bygerisiko, der kan give uens betingelser for tidligt og sent startende, men klassementsrytterne vil køre så tæt på hinanden, at det ikke bør spille en rolle for den samlede sejr. Endelig vil der være sidevind på fredagens finalestigning og medvind på begge lørdagens sidste stigninger, hvilket er godt nyt for klatrerne, der kan gøre større forskelle

Hvad efterlader det os med? At vinderen skal være en god klatrer, der kan håndtere relativt kort, stejle og eksplosive stigninger, men man vinder heller ikke løbet, hvis ikke man kan køre en endog meget god enkeltstart på den meget vigtige sidste etape, hvor rutens design dog hjælper klatrerne. Endelig skal man kunne klare sig i kulde og regn de to første dage, men heldigvis afvikles de to vigtigste etaper formentlig i tørvejr.

Grundet feltets begrænsede kvalitet er Jumbo som sagt storfavoritter, og det er helt umuligt at komme udenom, at Jonas Vingegaard er storfavorit. Danskeren er den i særklasse bedste klatrer, og han må så slås med Rohan Dennis om, hvem der er den bedste temporytter på en kuperet enkeltstart som denne. Nok er danskeren bedst på lange stigninger, men som han har vist flere gange, er han slet ikke ringe i mere eksplosivt terræn, og mens det ikke havde været et ideelt løb, hvis modstanderen havde heddet Tadej Pogacar, bør han kunne køre alene hjem på begge de to nøgleetaper, særligt når han har et meget stærkt hold til at gøre det hårdt undervejs.

Læs også

Første rytter fra nyt samarbejde: Visma sikrer talentfuld polak

Holdet har endda i et interview med Feltet.dk meldt ud, at han er bedre forberedt end sidste år, hvor han på sin anden løbsdag vandt i et meget stærkt felt, endda ved at slå kometen Juan Ayuso i en direkte duel, inden han kort efter blev nr. 2 bag Pogacar i Tirreno. Hvis han blot har samme niveau nu, kommer ingen i nærheden af ham denne gang, og han hjælpes endda af, at den første etape er den lette, hvor han kan banke den rust af, han plejer at have på første løbsdag efter en pause.

Der er kun én ting, der bør kunne forhindre Vingegaard i at vinde, nemlig vejret. Danskeren viste under Touren i 2021, at han sagtens kan klare dårligt vejr - manden er for pokker opvokset i Thy - men holdet har meldt ud, at de ikke tager chancen inden Paris-Nice. Bliver vejret dårligt, er det sandsynligt, at han kun tester sig selv på enkelte dage og i stedet går efter en etapesejr.

Det er en joker, men vejrudsigten ser trods alt hæderlig ud i weekenden, hvor de to vigtigste etaper køres. Han får også lov at starte i tørvejr fredag, hvor det heller ikke bliver så koldt. Det er kun torsdagsetapen, der ser rigtigt kedelig ud, men den er som sagt ikke vigtig. Den største risiko er, at han ikke vil tage risici på nedkørslerne, men heldigvis er sidste nedkørsel slet ikke svær. Det er med andre ord kun på 2. etape, at han kan risikere at skulle døje med dårligt vejr på en svær etape, og det er trods alt kun en enkelt dag. Vælger han at spare sig de to første dage, vil holdet gå efter en anden rytter, men sker det ikke - og det bør det ikke med denne vejrudsigt - vinder han, hvis han undgår uheld.

Holdet har meldt ud, at de kommer for at vinde med Vingegaard, men skulle han have uheld eller trække stikket i det dårlige vejr, bør holdet alligevel vinde. Deres bedste kort er nok Steven Kruijswijk, der er langt fra fordums styrke, men oplevede en lille genrejsning sidste sommer. Han er kendt for at være en langsom starter og passer egentlig slet ikke til disse stigninger, men i dette felt bør der ikke være mange, der kører fra ham. Vi ved også, at han er ganske storartet på kuperede enkeltstarter, og selvom de eksplosive bakker bestemt ikke er ideelle, bør han ende helt fremme på lørdag også. Hans form er ukendt, og han er som sagt en langsom starter, men i dette felt kan han sagtens vinde.

Det andet alternativ er Rohan Dennis. Australieren skal slås med Vingegaard om sejren på søndag, men her vil han vinde masser af tid på rivalerne. Spørgsmålet er så, hvordan han klarer stigningerne. Som vi så i Romandiet sidste år, er det slut med at klatre som i Giroen, men han viste med sin etapesejr i Australien både god form, og at han stadig klatrer habilt. Meget vil afhænge af, om den eksploderer allerede på Santa Marina eller ej. Gør den det, vil han nok få det lidt svært mod en mand som Kruijswijk, men skal det hele afgøres på de to finalestigninger, bør han kunne begrænse tabet nok til at kunne vinde løbet. Problemet for ham er, at vejret på lørdag bliver godt, så her vil Vingegaard helt sikkert gå efter at vinde etapen. Det kan de sagtens gøre, selvom danskeren har meldt sig ud af klassementet, men det taler for, at Jumbo vil gøre det så hårdt, at Kruijswijk bliver et bedre bud.

Det fjerde bud er Attila Valter, der gør debut for holdet. De har meldt ud, at han ikke er plan B, hvis Vingegaard melder fra eller har uheld, og derfor får han næppe chancen. Udelukkes kan han dog ikke. Han har bestemt ikke imponeret på det seneste, men et skifte til Jumbo plejer at betyde en enorm forbedring, og det kan sagtens være, at han kommer til løbet som en forvandlet rytter. Er Kruijswijk formsvag og løbet for svært for Dennis, vil han elske disse eksplosive stigninger. På enkeltstarten er han ikke nogen ørn, men med godt materiel kan han slå de fleste klatrere i et løb, hvor de færreste kan køre enkeltstart. Endelig har holdet også stortalentet Johannes Staune-Mittet, der har vist, at han kan være med helt fremme også på dette niveau, men han betegnes - af gode grunde - som ren hjælper på dette klassehold, og det samme gælder for Loe van Belle, der blev nr. 9 i l’Avenir, men ikke har vist sig frem på dette niveau endnu.

Jumbos hovedrival er vel Movistar. De eksplosive stigninger passer glimrende til Ruben Guerreiro, der jo startede som lyn og torden i Saudi Tour. Han skuffede til gengæld fælt i Andalusien, men hans niveau var trods alt så højt, at han bør være blandt de bedste i dette felt. Han burde også på denne rute kunne forsvare sig på en enkeltstart, som vi så med hans hæderlige tidskørsler sidste år, men han bliver slået klart af Jumbos tre esser. Han skal altså vinde løbet fredag og lørdag, og her er udfordringen Santa Marina. Klarer han den, er de to finalestigninger eksplosive og lettere, og de passer faktisk ganske sublimt til eksplosive Guerreiro.

Holdets alternativ er Ivan Ramiro Sosa, der i formstærk tilstand vil være manden, der kan true Vingegaard på stigningerne, særligt Santa Marina. Han er som bekendt en lottokupon, og man kan aldrig vide, om han pludselig er flyvende, men han var så milevidt fra sit niveau i Oman, at det er svært for alvor at tro på ham. Det dårlige vejr på fredag passer ham heller ikke, og selv hvis han vitterligt er i storform, vil han få meget læsterlige klø på søndag, som han gjorde på enkeltstarten sidste år, selvom han lå i top 3 inden finaleetapen. Det tredje kort er Antonio Pedrero, der har vist ganske fin form og er en af de bedste klatrere, selvom han er en langsom starter, men også han får store klø på enkeltstarten. Her bør Will Barta, der ellers er kollapset som temporytter, i dette felt gøre det godt, men selvom han endelig viste livstegn med en flot kongeetape i Saudi Tour, klatrer han næppe godt nok til at vinde. Abner Gonzalez viser fortsat ikke meget i bjergene, og løbet er for svært for de ellers formstærke Jorge Arcas og Jose Joaquin Rojas, der dog godt kan ende pænt i dette felt.

Det andet stærke hold er Cofidis, hvis bedste bud må være Jesus Herrada, der fandt formen igen i Oman. Vi fik dog også på de to svære bjergetaper igen bevist, at han har sine begrænsninger, særligt på de stejle procenter. Det afgørende er, om løbet eksploderer på Santa Marina, der kan være for svær, men klarer han den, passer han godt til de to finalestigninger, hvor han bekræftede sit punch med sin sejr i Oman. Han er slet ikke tempostærk længere, men sidste år kunne han i et svagt tempofelt blive nr. 2 på enkeltstarten på en tilsvarende rute. Han har således hele pakken, hvis han kan klare fredagens dårlige vejr, som slog ham helt ud på Mallorca.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

I virkeligheden burde Ion Izagirre være et bedre bud. Han er nemlig en bedre klatrer end Herrada, og selvom han har tabt sine tempoevner, bør han særligt på denne rute, være en af de bedste i dette felt. Problemet er, at den normalt så stærke starter, slet ikke viste form i Murcia og Jaen. Vi så det samme i dette løb sidste år, hvor han i et svagt felt blot blev nr. 6 og nr. 4 på enkeltstarten bag Mark Padun, Herrada og Alejandro Valverde - ryttere, han normalt skal slå. Har han samme form nu - og det tyder starten på - er Herrada det bedste bud, men er der sket noget den sidste halvanden uge, er han nok den største trussel mod Jumbo, også fordi han elsker dårligt vejr, og de eksplosive stigninger passer ham. Holdets tredje bud er den genfødte Ruben Fernandez, der startede meget stærkt i Valenciana, men skuffede meget i Saudi Tour. Han er også den mest temposvage af de tre, men endte dog som nr. 15 på enkeltstarten sidste år. Holdet har også Jonathan Lastra, men han er temposvag og er startet i elendig form, og selvom han er en af de bedre klatrere i dette felt, er Jose Herrada ikke god nok og slet ikke tempostærk nok til at vinde. En joker er Simon Geschke, der i dette felt bør kunne komme langt og også kan køre en god enkeltstart, men selvom det så bedre ud i Jaen, er han startet meget svagt. Klatreren Hugo Toumire har det stadig svært på dette niveau.

Astana satser på David De La Cruz , der burde være en af topkandidaterne. Nok passer de eksplosive stigninger ham dårligt, men selvom han ikke er den temporytter, han engang var, burde han komme langt på 4. etape i dette felt. Hans sæsonstart i Valencia var dog en opfølgning på hans horrible 2022, og han endte med at udgå med sygdom. Man kan håbe på, at sygdommen var hele forklaringen på den svage kørsel, men 2022 bidrager ikke til optimismen. Hvis omvendt det var tilfældet, bør han komme langt, selvom han næppe vinder med det niveau, vi har set på det sidste. På papiret burde det også være et godt løb for tempostærke Gianni Moscon , der godt kan klare disse stigninger, men dette er første løb siden det brækkede kraveben i Australien, og det handler alene om at finde løbskilometer. Yuriy Natarov synes at have tabt alle klatreevner, og løbet er trods alt for svært for temposvage Simone Velasco, der ellers vandt en etape i Valencia.

Den største trussel mod WorldTour-rytterne er Jefferson Cepeda . Ecuadorianeren var særligt på kongeetapen meget tæt på de bedste i Andalusien, og han imponerede også stort på 4. etape, hvor han gentagende gange kæmpede sig tilbage til Pavel Sivakov. Blandt andet kørte han fra Guerreiro, og derfor kan han endda ende med at være den største trussel mod Jumbo i bjergene. Desværre er han ikke vild med regnvejret fredag, men mest problematisk er enkeltstarten. Nok vandt han sølv ved de ecuadorianske mesterskaber, men det siger ikke meget. Det gør til gengæld hans 52. plads sidste år, hvor tempofeltet mildt sagt var alt andet end prangende. Derfor vinder han næppe løbet trods de gode klatreben, og derfor ender han under De La Cruz, når man rangerer efter vinderpotentiale. Han ledsages af Sergio Martin, der har formen til at gøre det pænt i dette felt, men til gengæld har Michal Schlegel og Mulu Hailemichael intet vist hidtil. Klatrestærke Abel Balderstone har været skadet og gør derfor først sæsondebut nu.

Eolo kommer med Lorenzo Fortunato, der på papiret vel er det bedste match mod WorldTour-rytterne i bjergene. Han startede som altid svagt i Andalusien, men de sidste dage havde han et ganske højt niveau, dog ikke som Cepeda. Disse eksplosive stigninger passer ham ikke godt, men særligt lørdagens etape er svær nok til, at han bør køre med helt fremme. Hans store problem er hans helt horrible enkeltstart, og så skaber det lidt usikkerhed, at han i søndags udgik af Andalusien med sygdom. Han ledsages af Alex Martin, der godt kan klatre, men vi så i Andalusien, at niveauet er lidt for højt. Mattia Bais viste fin form på Mallorca og bør kunne gøre det pænt i dette felt, hvis han har bevaret formen siden dengang.

Det tredje hold, der virkelig kan blande sig med WorldTour-rytterne, er Burgos, og det skyldes ikke mindst Victor Langellotti. Monegaskeren viste fremgang i Vueltaen sidste år, og nu har han hævet sit niveau enormt. I Oman slog han således blandt andre Herrada på 3. etape, hvor han kørte med om etapesejren i et felt, der var meget stærkere end dette, og han bør derfor komme meget langt både fredag og lørdag. Desværre taber han løbet på enkeltstarten. Han ledsages af Jose Manuel Diaz, der stadig ikke er, som da han vandt samlet i Tyrkiet, men i Andalusien havde et niveau, der fører ham meget langt i dette felt. Også han får det dog svært på enkeltstart. En tredje kandidat er Pelayo Sanchez, der jo chokerede hele verden med 2. pladsen på Mallorca, hvor han viste, at han trives i dårligt vejr, men siden er han kommet ned på jorden, og i Oman var Langellotti langt den bedste. Han får det også svært på enkeltstarten. Det gør også Andres Ardila, der bare blev bedre og bedre i Andalusien og synes nu at have et niveau, hvor han kommer langt i dette felt. Han kørte i hvert fald næsten lige op med Diaz til sidst. Til gengæld virker Jetse Bol uhyre formsvag.

Human Powered Health kommer med Embret Svestad-Bårdseng, men han er et stort spørgsmålstegn. Han var en af de allerstærkeste på stigningerne i Saudi Tour, men til gengæld skuffede han fælt i Oman, hvor han var langt væk. Han rejste sig dog lidt på Green Mountain, og det giver håb om, at han kan genfinde de saudiske ben. Enkeltstarten ligner dog en udfordring. Alternativet er Sebastian Schönberger, der bør komme meget langt i dette felt, men han er et stort spørgsmålstegn. Han var meget formsvag på Mallorca, men har slet ikke kørt siden dengang. Også for ham er enkeltstarten en udfordring, men dog nok mindre end for andre. Kristian Aasvold viste senest i Algarve, at dette løb bliver lidt for svært, som det også gør det for Bart Lemmen.

Q36.5 kommer med Gianluca Brambilla, der burde være en af favoritterne. Nok er han faldet af på den, men i dette felt burde han komme langt, også fordi han kan forsvare sig på en enkeltstart som denne. Han missede dog sin sæsondebut i Portugal med sygdom, og da holdet melder ud, at han er hjælperytter, skal vi nok dæmpe forventningerne. I stedet kører de for Mark Donovan, der bør komme langt på stigningerne i dette felt, men han har meget at bevise efter en skuffende sæsondebut i Saudi Tour. Heldigvis har han haft tid til at forbedre formen, men det er næppe helt nok, også grundet enkeltstarten. Niccolo Parisini og Fabio Christen har virket for formsvage

Kern Pharma kommer med den lovende Igor Arrieta, der sidste år fik sit gennembrud med en samlet top 10 i dette løb. Det er derfor inden for rækkevidde, men formen var i Andalusien ikke på samme niveau. Ringe var han dog ikke, og i dette felt bør han komme langt, men vi skal ikke regne med samme præstation som sidste år, ligesom han får klø på enkeltstarten. En lige så god klatrer er Jose Felix Parra, der har de samme problemer som Arrieta på enkeltstarten. Han starter dog først sin sæson nu efter en skade, og derfor er han næppe i form, særligt fordi han sidste år havde svært ved at finde formen. Sidste år overraskede Urko Berrade med en samlet top 10, ikke mindst via en 8. plads på enkeltstarten, men han klatrer ikke så godt som Arrieta og har været meget formsvag i optakten. Derfor ligner næstbedste bud Giovanni Carboni, der gjorde det pænt i Oman, men ikke godt nok til at være med helt i front her, hvor han også taber meget på søndag. Jon Agirre har formen til at forsvare sig, men helt fremme kan han ikke være.

Euskaltel får det svært, da de er her uden deres bedste klatrere. Bedste bud er nok Mikel Azparren, der med en top 10 i Saudi Tour viste, at han godt kan klatre på korte stigninger i svage felter som dette, og vi ved også, at han er en af de få ProTeam-ryttere, der kan køre enkeltstart. Problemet er, at disse stigninger er vanskeligere end i ørkenen og ikke mindst længere, og på ruter med så mange højdemeter kommer han til kort. Han udgik også i Murcia med helbredsproblemer. Holdets andet bud er den uhyre formstærke og holdbare sprinter Carlos Canal, der kommer fra området, men han kan trods alt ikke vinde et bjergløb. Til gengæld lavede han en top 10 på enkeltstarten sidste år. Txomin Juaristi synes for formsvag, selvom han på papiret er deres bedste klatrer.

Corratec kommer som altid med tungere ryttere, men de har sprinteren German Nicolas Tivani. Med endnu en top 15 i Argentina viste han, at han kan klatre, men her er stigningerne helt anderledes stejle. Derfor bør han komme til kort. Alternativet er Karel Vacek ¸ men han var helt, helt væk i Saudi Tour.

Hos Electro Hiper har Alex Molenaar vist form, men dette løb er for svært, og Alejandro Ropero har haft det svært i sine første løb. Trinty har en joker i Finlay Pickering, der vandt samlet i Alsace sidste år og kan komme langt, men hans form er helt ukendt, og det samme gælder for Oliver Rees og Max Walker, der kan klatre til husbehov. Hos APHotels er Delio Fernandez ikke i form. Hos Efapel manglede Tiago Antunes og Henrique Casimiro lidt for meget i Algarve, men særligt sidstnævnte kan komme et stykke. Hos Radio Popular manglede Cesar Fonte også for meget i Algarve

BEMÆRKNING 1: Lad mig understrege omtalen af Jonas Vingegaards mulige strategiskifte grundet det dårlige vejr. Uddybning findes ovenfor.

BEMÆRKNING 2: Husk, at der rangeres efter vinderpotentiale, hvilket som nævnt ovenfor er særligt vigtigt i forhold til rangeringen af temposvage Cepeda, Fortunato, Langellotti og Diaz samt den mere tempostærke lottokupon De La Cruz.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Pickering og Diaz deltager ikke, men Efapel har udtaget Joaquim Silva, der i Algarve viste, at han komme et stykke i dette felt.

***** Jonas Vingegaard

**** Steve Kruijswijk, Rohan Dennis

*** Ruben Guerreiro, Jesus Herrada, Ion Izagirre, Attila Valter, Ivan Ramiro Sosa

** David De La Cruz, Ruben Fernandez, Antonio Pedrero, Jefferson Cepeda, Lorenzo Fortunato, Victor Langellotti, Will Barta, Embret Svestad-Bårdseng, Mark Donovan, Sebastian Schönberger, Gianluca Brambilla, Pelayo Sanchez, Andres Ardila, Johannes Staune-Mittet, Igor Arrieta, Giovanni Carboni, Mikel Azparren

* Jose Herrada, Joaquim Silva, Sergio Martin, Mattia Bais, Jonathan Lastra, Jose Felix Parra, German Nicolas Tivani, Carlos Canal, Urko Berrade, Henrique Casimiro, Tiago Antunes, Alex Martin, Loe van Belle, Kristian Aasvold, Jon Agirre, Simone Velasco, Abner Gonzalez, Hugo Toumire, Fabio Christen, Alejandro Ropero, Oliver Rees, Max Walker, Cesar Fonte

Danskerne

Hos Jumbo er Jonas Vingegaard kaptajn og løbets helt store favorit, hvorfor han er omtalt ovenfor.

STREAM O GRAN CAMIÑO, UAE TOUR OG OMLOOP HET NIEUWSBLAD UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE