Optakt: Onsdagens etaper i Oman, Andalusien og Algarve

Onsdag gælder det 5. etape af Tour of Oman, 1. etape af Vuelta a Andalusia og 1. etape af Volta ao Algarve, mens Tour du Haut-Var først starter fredag.

Tour of Oman - 5. etape

Ruten

Lige siden den anden udgave af løbet i 2011 har Green Mountain - eller Jabal al Akhdar, som de lokale kalder det - været rammen om afslutningen på kongeetapen og dermed været scene for et af de første store bjergslag mellem verdens bedste grand tour-ryttere. Det har været en stor succes, og arrangørerne har ikke set nogen grund til ikke at vende tilbage til løbets mest ikoniske stigning, der således for niende år i træk vil være scene for kongeetapen. Modsat i 2015 og 2016 er etapen igen rykket til næstsidste dag, og man har gjort den en anelse lettere. I 2016 klatrede man længere op ad bjerget end nogensinde før, men som i de seneste to år vil man igen slutte, hvor man traditionelt har gjort det. Samtidig er distancen ligesom i 2017 og 2018 blevet betydeligt afkortet, og faktisk er der tale om en etape, der er helt uforandret i forhold til de to udgaver.

Den bare 152 km lange etape starter i Sama’il for foden af de store bjerge, hvilket er en markant ændring i forhold til tidligere år, hvor man begyndte etapen langt tættere på kysten. Herfra bevæger rytterne sig ad en lang, let stigende ørkenvej mod syd, indtil de drejer mod vest for at slå en lille sløjfe i det hovedsageligt flade terræn øst for Green Mountain. Undervejs dyster de om point i den første indlagte spurt efter 90 km, hvorefter de sætter kurs mod det mægtige bjerg. Efter at have passeret gennem byen Izki, når de frem til Birkat al Mouz for foden af stigningen, hvor den sidste indlagte stigning er placeret bare 11 km fra stregen. Yderligere et par let stigende kilometer leder feltet ud af byen mod nord, hvorefter de rammer bjerget.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

I 2016 klatrede de længere op mod toppen, i alt 7,5 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 10,7%. I år slutter de, hvor de oftest har gjort det, hvilket gør det til en 5,7 km lang stigning, der i gennemsnit stiger med 10,5%. De første 2 km stiger med 10%, hvorefter den næste kilometer stiger med hele 12%. Midtvejs bliver det lidt nemmere på en strækning med kun 6%, men det er kun en chance for kortvarigt at få luften. De sidste knap 2 km har en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 13,5%, hvilket gør det til en afslutning for de ægte klatrere. De sidste 3 km følger en stort set lige vej med kun et par bløde sving, men inden for den sidste kilometer er der et 90-graders sving og to hårnålesving.

Etapen byder på i alt 1927 højdemeter.

Afslutningen på Green Mountain gjorde debut i 2011, hvor Robert Gesink distancerede sin nærmeste rival, Edvald Boasson Hagen, med hele 47 sekunder. Året efter slog Vincenzo Nibali Peter Velits, men missede akkurat førertrøjen med bare et sekund. I 2013 var bjerget scenen for et fantastisk slag mellem Chris Froome, Alberto Contador, Cadel Evans og Joaquim Rodriguez med kontante angreb og ryttere, der faldt fra for siden at komme tilbage. Rodriguez udnytte-de, at han allerede havde tabt tid tidligere i løbet, til at snige sig væk og tage en sejr, mens Froome med et sent angreb blev nummer 2 og tog den samlede føring.

I 2014 sendte Sky Sergio Henao i offensiven, og da han blev hentet, leverede Froome en sand magtdemonstration og sikrede sig en solosejr. I 2015 undervurderede Tejay van Garderen Rafael Valls, der højst overraskende satte stjernerne til vægs ved at sætte amerikaneren i finalen. I 2016 slog Nibali Romain Bardet, mens Jakob Fuglsang blev en flot nummer 3, mens det i 2017 en overraskende stærk Ben Hermans, der sejrede med 3 sekunder ned til Fabio Aru og yderligere 8 sekunder ned til Rui Costa. Sidste år leverede Astana en magtdemonstration, da Miguel Angel Lopez og Alexey Lutsenko kørte fra alt og alle, inden de fordelte rovet mellem sig, så Lopez kunne tage etapesejren og Lutsenko førertrøjen.

Vejret

Hvis rytterne synes, at de foregående dage har været blæsende, er det for intet at regne mod det, der venter onsdag. Her vil det ganske vist være skyfrit med en temperatur i Muscat på 24 grader, men der vil samtidig være en meget hård vind fra nordvest. Det giver sidemedvind først på etapen og dernæst sidemodvind på stykket frem mod Green Mountain. Her vil der være sidemodvind hele vejen op.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Favoritterne

Efter at den modificerede udgave af 4. etape som forventet ikke gav anledning til forskydninger i klassementet, er der nu lagt op til, at løbet skal afgøres på den traditionelle kongeetape. Green Mountain er som bekendt en sand klassiker, der år efter år giver anledning til fantastisk cykelløb, og det er den bedste chance for klatrerne til at få skovlen under den hidtil så suveræne Alexey Lutsenko. Det kan synes svært med tanke på de hidtidige præstationer, men umuligt er det ikke.

Green Mountain er nemlig en virkelig led sag, der trods sin begrænsede længde med nogle voldsomme procenter altid splitter feltet til atomer. Mens de foregående etaper alle har været præget af korte, eksplosive stigninger, er der her tale om et rigtigt bjerg, hvor de bedste klatrere som regel viser deres evner. Her kommer man ikke langt på punch - her handler det om klatreben.

Alligevel har etapen også skabt overraskelser. Ofte er etapen vundet af rigtige klatrere som Chris Froome, Vincenzo Nibali, Robert Gesink og Miguel Angel Lopez, men vi har også set store ryttere gøre det overraskende godt. En af disse er netop Lutsenko, der sidste år skabte en mindre sensation, og selvom holdkammeraten Lopez nok kunne have sat ham i finalen, hvis han havde fået lov, var det ganske imponerende, at kasakken satte alle feltets øvrige klatrere. Også sejren til Ben Hermans var overraskende og viser, at man på denne tid af året kan komme ganske langt på god form.

Sidste års resultat viser, at det bestemt ikke bliver let at få skovlen under Lutsenko, men inden forsøget kan gøres, skal de først frem til selve bjerget. Som sagt bliver onsdag usædvanligt blæsende, og vi har allerede på 3. etape set, hvordan feltet splittedes under mere moderate forhold. Derfor venter der en meget stressende dag gennem ørkenen, og det alene vil formentlig være nok til at bringe det tidlige udbrud tilbage. Astana har måske ellers nok en interesse i, at bonussekunderne forsvinder, men da Bahrain-Merida og måske også UAE og Cofidis vil vinde etapen, bør det tidlige udbrud ikke have en chance.

Spørgsmålet er, om feltet kan splittes inden bjerget. Der er primært sidemodvind på stykket frem mod bjerget, og meget vil derfor afhænge af, præcis hvordan vinden står. Er der for meget modvind, sker der næppe det store, men det hele kan sagtens splittes til atomer på denne strækning. Det kan være farligt for en lille fyr som Domenico Pozzovivo, men er til gengæld godt for råstærke Lutsenko.

Det kan derfor allerede være et decimeret felt, der skal slås om sejren på bjerget. Her vil der være en ret kraftig modvind hele vejen op, og det kan i den grad lægge en dæmper på festlighederne. De sidste 2 km er så stejle, at der nok alligevel vil ske betydelig splittelse, men denne gang skal man vente længere, og de større og mere eksplosive ryttere vil stå betydeligt bedre end i foregående udgaver.

Det er derfor også med nogen usikkerhed, at vi peger på Domenico Pozzovivo som vores favorit. Forud for løbet var vi helt overbeviste om, at den lille italiener som feltets eneste reelle topklatrer ville være i særklasse på denne etape. Lutsenkos magtdemonstrationer har imidlertid åbnet ballet, og modvinden taler bestemt heller ikke til Pozzovivos gunst. En meget stejl stigning, der ikke er alt for lang, er ellers lige efter Pozzovivos smag, men den kraftige vind kan gøre det svært at ryste Lutsenko. Pozzovivo har heldigvis set fin ud på de foregående etaper, hvor han på 2. etape rundede toppen af stigningen som nr. 3, ligesom han kørte fint i den eksplosive finale på 3. etape. Formen er derfor fin, og vi tror, at stigningen er svær nok til, at den lille italiener kan sætte sig igennem og derved tage den anden sejr i træk for Bahrain - hvis han altså overlever sidevinden forinden.

Hans værste rival er naturligvis Alexey Lutsenko. Kasakken har kørt som en motorcykel gennem hele løbet og er indiskutabelt bedre, end han var i 2018. Det er skræmmende nyt for rivalerne, der som sagt fik sig en lektion af Astana på Green Mountain for 12 måneder siden, og der er derfor ingen grund til at antage, at Lutsenko ikke igen vil være med helt fremme. Modvinden taler samtidig i den grad til fordel for den eksplosive og hurtige kasak, der bare skal lime sig til Pozzovivos baghjul og derefter slå til i spurten. Det er helt sikkert et meget realistisk scenarium, og derfor er et hattrick til Lutsenko i den grad sandsynligt.

Green Mountain er egentlig en anelse for stejlt for Jesus Herrada, men med en 3. plads i 2018 viste han, at han sagtens kan begå sig. I år synes han endda at være endnu skarpere efter en overbevisende og klog sejr på Mallorca, flot kørsel i Valencia og senest en smuk 2. plads i gårsdagens puncheurfinale. I et felt uden mange klatrere er Herrada klart en af de bedste på stigningerne, og også han er begunstiget af modvinden, der vil lægge en dæmper på Pozzovivo. Han har i de senere år ikke spurtet specielt godt på stigninger, men det rettede han op på i går, og det kan blive en vigtig egenskab i modvinden. Han er generelt en bedre klatrer end Lutsenko, og derfor burde han have bedre chancer, end han havde i går.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Med en 4. plads viste Rui Costa i går, at han som ventet er en af feltets skarpeste, men det er også vanskeligt at være svært imponeret af den tidligere verdensmester. Han var ikke i nærheden af at matche de tre forreste på mandagens bakke, og da han heller ikke var helt i hopla i Valencia, står det efterhånden klart, at han ikke har samme form, som da han for et par år siden blev nr. 2 på denne etape. Omvendt er Costa, der ellers ikke er specialist i stejle stigninger, på papiret den næstbedste klatrer, og han burde have bedre chancer her end på de foregående etaper. Også han er hurtig, hvilket kan blive vigtigt i modvinden.

Hans holdkammerat Jan Polanc lagde stærkt ud i Australien, hvor han var blandt de bedste på stigningerne, og han synes at være på vej tilbage efter en svær tid. Han tabte lidt flere sekunder end ventet i går, men den eksplosive finale var heller ikke just hans kop te. På denne længere stigning burde han stå væsentligt bedre, og sammen med Costa kan han måske udgøre en duo, der kan være vanskelig at kontrollere.

Det har været nogle svære sæsoner for Jacques van Rensburg, der ellers for år tilbage altid var god i dette løb. Nu er der imidlertid måske et lille lys for enden af tunnelen efter en ganske opløftende indsats i går, hvor han førte i en stor del af finalen for holdkammeraten Gibbons og alligevel blev nr. 11. Det tyder på forrygende form, og dermed burde han stå godt forud for en etape, der passer ham langt bedre. Efter Ben O’Connors exit har han i hvert fald frit spil til at forsøge sig.

Vi glæder os også meget til at se Quentin Pacher på denne etape. Franskmanden er mest kendt som puncheur, men han bliver ved med at imponere og at forbedre sine evner i de fleste terræner. Han virker til at være i glimrende form, og i et felt uden mange klatrere burde han også kunne gøre sig gældende på en svær stigning som Green Mountain. Det er i hvert fald en god chance for at forsøge sig på et regulært bjerg.

Steff Cras er en mere traditionel klatrer. Han har ikke haft det specielt let i sin første tid som professionel og fløj da heller ikke just op ad stigningerne i Valencia. Her er niveauet imidlertid lavere, og han gjorde det flot på 3. etape, der ellers ikke just passede ham. Her står han langt bedre, og der er derfor grund til at antage, at han vil være med helt fremme blandt de bedste. Katushas to øvrige klatrere Matteo Fabbro og Ian Boswell vil også elske denne stigning, men desværre har de begge skuffet i de første løb.

Veteranen Mathias Frank burde egentilig have været et godt byd på et samlet topresultat, men han skuffede stort i går, hvor han blot blev nr. 22. Noget tyder derfor på, at han ikke er i storform fra start. Omvendt passede mandagens finale ham slet ikke, og han burde i hvert fald gøre det betydeligt bedre her. Niveauet og formen rækker nok ikke til sejr, men han bør i dette felt være med fremme.

Ligesom Pacher er også Eliot Lietaer interessant at følge. De to ryttere minder nemlig meget om hinanden og er ikke naturlige klatrere. Lietaer har da heller aldrig præsteret stort på en stigning som denne, men han har til gengæld fordel af en forrygende form. I et felt uden alt for mange klatrere er det en god chance for ham til at vise sine evner på rigtige bjerge.

Unge Brandon McNulty var ikke specielt imponerende på Mallorca, men ser her betydeligt bedre ud. Han klarede i hvert fald gårsdagens etape fint, og han burde have det bedre på en længere stigning som denne. Der er ingen tvivl om, at han er et af fremtidens store etapeløbstalenter, og dette kunne være en god lejlighed til at tage næste skridt på en virkelig svær bjergetape.

Endelig er der de tre klatrere Pieter Weening, Jesper Hansen og Darwin Atapuma På papiret burde de alle være helt i top på favoritlisten, men alle har de skuffet stort hidtil. Forklaringer har der ikke været givet, men særligt for Weenings vedkommende er det sært, eftersom hollænderen var flyvende på Mallorca. Han kan have været småsyg, og derfor skal man ikke helt udelukke et comeback fra veteranen, der var betydeligt bedre i dag. Også Hansen er faldet sammen efter en god start på Mallorca, mens Atapuma i sæsondebuten altid har været et åbent spørgsmål.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Ryan Gibbons, Iuri Filosi, Elie Gesbert, Fabien Doubey ogThomas Degand kan også alle gøre det godt, men vil næppe være at finde helt i front.

Feltet.dks vinderbud: Domenico Pozzovivo

Øvrige vinderkandidater: Alexey Lutsenko, Jesus Herrada

Outsidere: Rui Costa, Jan Polanc, Jacques van Rensburg, Quentin Pacher, Steff Cras

Jokers: Mathias Frank, Eliot Lietaer, Brandon McNulty, Pieter Weening, Jesper Hansen, Darwin Atapuma

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2018, Ben Hermans’ sejr fra 2017, Vincenzo Nibalis sejre fra 2016 2012, Rafael Valls’ sejr fra 2015, Chris Froomes sejr fra 2014, Joaquim Rodriguez’ sejr fra 2013 samt Robert Gesinks sejr fra 2011.

Vuelta a Andalusia - 1. etape

Ruten

Løbet er ofte blevet indledte med en enkeltstart, men som det var tilfældet i de tre seneste år, kommer årets kamp mod uret i år senere i forløbet. Det betyder dog ikke, at klassementsrytterne kan tage den med ro, for modsat de tidligere udgaver lægges årets rute op til klassementskamp fra første færd. Det sker, når feltet for anden gang skal op ad den korte, stejle mur i Alca de los Gazules, hvor Tim Wellens sidste år lagde grunden til sin samlede sejr, og derfor vil de første tidsforskelle allerede blive etableret fra første dag.

I alt skal feltet tilbagelægge 170,5 km, der fører dem fra Sanlucar de Barrameda til Alcala de los Gazules. Fra starten ved kysten kører man igennem fladt terræn mod nordøst frem til etapens nordligste punkt i Lebrija. Herfra fortsætter det relativt flade terræn, mens man kører mod sydøst forbi dagens første spurt, der kommer efter 69,9 km. Her bliver det en anelse mere kuperet, mens man kører mod nordøst, indtil man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Alto de Prado del Rey (6,9 km, 4,0%), der har top efter 99,0 km.

Efter stigningen flader det igen ud, mens man kører mod syd og sydvest frem til dagens sidste spurt, der er placeret efter 123,8 km. Derfra går det igennem let kuperet terræn mod vest og siden syd ned til målbyen, der rammes fra nordvest. Man slår en lille sløjfe nord om byen, indtil man kører ind mod den afsluttende rampe, der ligger i den nordlige udkant. Der er tale om en 1,3 km lang stigning, der byder på brosten, og som stiger med 10,7% i gennemsnit. De første 500 m stiger med 14,7%, inden det flader ud med 5,5% over de næsten 500 m, inden den med 12,8% atter tager fat over de sidste 300 m. Der er et enkelt hårnålesving midtvejs oppe ad stigningen, hvorefter vejen bugter sig, inden der er et skarpt sving mindre end 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2177 højdemeter.

Som sagt vandt Tim Wellens foran Mikel Landa og Jakob Fuglsang ved det hidtil eneste besøg i Alcala de los Gazules sidste år.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Vejret

De sydspanske løb har i år været begunstiget af smukt vejr, og den tendens fortsætter i denne uge. Onsdag vil være helt skyfri med en temperatur på 18 grader. Til gengæld vil det være relativt blæsende med en frisk vind fra øst. Det giver sidemod- og modvind hele vejen frem til toppen af kategori 3-stigningen, hvorefter der vil være side- og sidemedvind frem mod målbyen. På stigningen vil der være en blanding af side- og medvind, herunder sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Vuelta a Andalucia er kendt for at være et løb, hvor man skal være klar fra start, og det vil også være tilfældet i år, hvor der med det samme venter en af de allervigtigste etaper. Finalen på 1. etpe gjorde debut sidste år, hvor vi så, at den kunne gøre overraskende stor skade. Tim Wellens erobrede således førertrøjen efter en medrivende duel med Mikel Landa, der angreb fra bunden, men akkurat ikke kunne komme af med belgieren, der brugte det fladere stykke til at komme sig inden spurten. Vinderen af kongeetapen, Wout Poels, tabte som nr. 4 hele 13 sekunder, og nr. 13 smed 30 sekunder, hvilket siger om, at der er vigtig tid at vinde. Wellens’ sejr viser, at det er en sag for klassiske puncheurs mere end rene klatrere, og det kræver en vis eksplosivitet at slå til på denne etape, hvor også brostenene på målbakken taler til fordel for de lidt tungere folk.

En vigtig forskel i forhold til sidste år er, at det meste af etapen er forenklet. Sidste år ventede der en del stigninger inden finalen, og da der samtidig blev jagtet hårdt, var det et temmelig decimeret felt, der nåede muren i Alcala de los Gazules. Denne gang er det meste af etapen flad, og det vil derfor være et næsten fuldt felt, der når frem. Det vil dels gøre den i forvejen livsvigtige positionering endnu mere betydningsfuld, men også gøre det vanskeligere for de mindre eksplosive klatrere.

Forinden venter en muligvis ganske nervøs dag. Det vil nemlig være ganske blæsende, og mens den indledende modvind kun vil gøre det hele langsomt og bidrage til, at et udbrud formentlig lynhurtigt kommer afsted, vil stressniveauet stige med sidevinden til sidst. Efter at Lotto Soudal og Mitchelton - måske med hjælp fra Bahrain og Astana - ventes at have kontrolleret den indledende del, forventes en nervøs afslutning, hvor farten vil skrues op. Om feltet splittes, er nok tvivlsomt, men umuligt er det ikke.

I sidste ende vil der være vild positionskamp frem mod stigningen, og her skal de eksplosive puncheurs slås om sejren. Det ligner et opgør mellem først og fremmest Adam Yates, Tim Wellens og Dylan Teuns, og af disse peger vi på briten som vores favorit. Yates var nemlig nærmest skræmmende overlegen, da han suverænt satte selveste Valverde til vægs på kongeetapen i Valencia, og derfor er der ingen tvivl om, at han er i fremragende form. Som han også viste i Tirreno sidste år, er han en mester i at køre på mure som disse, hvor særligt den stejle del mod bunden er som skabt til en forcering fra Yates. Den store udfordring er, at det flader ud midtvejs, hvor de lidt tungere folk kan komme sig inden spurten, som Wellens gjorde det sidste år, og brostenene er også en klar ulempe for lille Yates. Efter hans opvisning i Valencia tror vi imidlertid, at formen alligevel rækker til at vinde.

Sidste år vandt Tim Wellens denne etape, selvom det var kun med nød og næppe, at han undgik at slippe Landa. Det viser, at det en næsten perfekt afslutning for belgieren, der også i Giroen viste sine evner som puncheur. Brostenene er tillige en klar fordel for den i forhold til Yates ganske store Wellens,  der tillige er en anelse hurtigere i en spurt. Efter den forrygende start på Mallorca missede han imidlertid en hel uges træning samt Etoile de Besseges som følge af sygdom, og derfor har han selv nedspillet forventningerne til dette løb. Det kan være spil for galleriet, men det skaber lidt usikkerhed om, hvor han står. Er han på toppen, bliver han imidlertid også for Yates meget svær at slå her.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Også Dylan Teuns må elske denne finale. Ligesom Yates kan han få lidt problemer med brostenene, men stejle mure er det, han elsker allermest. Faktisk måtte den gerne have været endnu stejlere, ikke mindst fordi han i Valencia viste forrygende form. Her var det endda kun en punktering, der forhindrede ham i at køre med om sejren på kongeetapen, og vi har derfor til gode at se, hvad han virkelig kan. Desværre har også han nedspillet forventningerne som følge af sygdom, og derfor hersker der lidt usikkerhed om, hvorvidt han har bevaret formen. Har han det, har han imidlertid efter sine hidtidige præstationer på stejle ramper al mulig grund til at tro, at han kan slå Wellens og Teuns.

For Ion Izagirre handler det primært om at holde sig til inden fredagens enkeltstart, men faktisk er det slet ikke en helt dum etape for baskeren. Han er i hvert fald i forrygende form efter den samlede sejr i Valencia, og han har ofte i blandt andet Baskerlandet stillet sit fine punch til skue. Det er klart, at han ikke har samme eksplosivitet som de tre ovennævnte, men som Landa viste sidste år kan også en mere ren klatrer begå sig på de meget stejle procenter her. På papiret passer stigningen endda bedre til Izagirre end til Landa, og med 4. pladsen på kongeetapen i Valencia har han dokumenteret sine klatreben.

På den etape blev holdkammeraten Pello Bilbao endda endnu bedre med en 3. plads. Baskeren konfirmerede herefter den gode form med sejren på 1. etape i Murcia, men han skuffede herefter på kongeetapen. Han må derfor formodes at være en smule under Izagirres niveau. Omvendt er han mere eksplosiv, ligesom han måske kan udnytte et Astana-overtal, som han gjorde i Murcia. Med sin gode spurt er han i hvert fald et godt bud på en mand, der vil være med helt i front.

Sidste år var det lidt overraskende, at Luis Leon Sanchez ikke var med helt i front her. Forinden havde han nemlig overgået sig selv på kongeetapen, men på denne etape, der passede ham langt bedre, slog han slet ikke til. Det skyldes formentlig, at stigningen er en anelse for stejl for Sanchez, men grundlæggende er det dog en kort, eksplosiv stigning som denne, der passer den store spanier. Han viste i Murcia sin forrygende form, efter at det kun var Valverde, der kunne sætte ham på sidste stigning, og brostenene her er også til hans fordel. Kommer han med over den stejle del, bliver formstærke Sanchez i hvert fald farlig i spurten.

Blandt de fire Astana-kaptajner står Jakob Fuglsang nok med de dårligste chancer. Som skrevet i den overordnede optakt viste danskeren ellers forrygende form i Murcia, og der er derfor god grund til at have forventninger til ham her i Andalusien, men denne finale er ikke just hans kop te. Han mangler ganske enkelt punch til at matche de bedste. Omvendt taler brostenene til fordel for den relativt store Fuglsang, der trods alt blev nr. 3 sidste år. Han vil helt sikkert være med fremme, men for at vinde skal han nok udnytte Astanas overtal og et taktisk spil til at snige sig væk.

Løbets joker må være Matej Mohoric. Vi har en formodning om, at stigningen er lidt for stejl for den slovenske komet, der heller ikke just satte verden i brand i Valencia, men med ham skal man aldrig udelukke noget. Han satser i år på brostensklassikerne, og derfor er dette en god test på det ujævne underlag. For ham handler det om med sin gode positionering at ramme stigningen i front, overleve det stejle og herefter slå til med sit punch på den lidt lettere og mere tekniske del nær toppen.

Kometen Sergio Higuita har været en fornøjelse at følge i årets tidlige løb. Både på Mallorca og i Valencia klatrede han med de bedste, og han har samtidig vist, at han har et vist punch og en hæderlig spurt. Denne finale er nok lidt for eksplosiv til at passe ham, men handler det alene om benene, bør han være med helt i front. Udfordringen er i første omgang positionskampen og brostenene, der kan koste ham for dyrt.

Egentlig burde det være en næsten perfekt etape for Eduard Prades, der netop er specialist i eksplosive finaler. Trods etapesejren i Provence kneb det nemlig en anelse med at matche de bedste på stigningerne, og da han heller ikke var alt for overbevisende i Australien, tror vi, at stigningen er en anelse for svær til, at han kan være med i kampen om sejren - også selvom han vel ikke kunne have designet finalen meget bedre.

Jack Haig viste glimrende form i Valencia og har intentioner om at starte sæsonen bedre end vanligt. Efter den meget overbevisende præstation i 2018 er der grund til at have stor tiltro til ham i år, men denne etape passer ham ikke ideelt. Han skal formentlig hjælpe Yates med at ramme stigningen i en god position, og derfor vinder han nok ikke, selvom formen vil føre ham langt. Simon Yates meldes ikke i form og ventes at agere hjælper for sin bror.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Jumbo-Vismas kaptajn Steven Kruijswijk vil sikkert være med fremme, men han kan under ingen omstændigheder vinde på en så eksplosiv stigning, slet ikke i sin sæsondebut. Større chancer har den lovende holdkammerat Antwain Tolhoek¸ der har langt mere punch. Også han er i sin sæsondebut, hvorfor formen er usikker, og stigningen er da også lidt for kort til at passe ham, ligesom brostenene er en udfordring for spinkle Tolhoek. Hans klatreevner kan imidlertud bringe ham langt. Holdets tredje klatrer, Sepp Kuss , ventes ikke at kunne begå sig i så eksplosiv en finale.

Guillaume Martin har vist meget svingende form hidtil. Han lagde stærkt ud på Mallorca, men skuffede i Provence. Stigningen her passer ham heller ikke helt ideelt, slet ikke på grund af brostenene, men med sit punch burde han kunne gøre det hæderligt. Positionskampen er en udfordring, men på rene klatreevner burde han være blandt de bedste.

To spændende kandidater er Nicola Bagioli og Francesco Gavazzi, der begge kørte med om sejren i Trofe Laigueglia, hvor særligt førstnævnte var stærk. Formen fejler derfor intet, men stigningen her er nok trods alt en anelse for svær til, at de kan være med helt fremme. Med deres punch kan de dog komme langt, ikke mindst hvis de rammer stigningen i en fornuftig position. Det samme gælder for den formstærke Jonathan Lastra, der har imponeret fra sæsonstart og også er god på korte stigninger.

Andre kandidater til et pænt resultat er Nick van der Lijke, Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, Oscar Rodriguez, Jelle Vanendert, Thomas Sprengers og Carlos Verona

Feltet.dks vinderbud: Adam Yates

Øvrige vinderkandidater: Tim Wellens, Dylan Teuns

Outsidere: Ion Izagirre, Pello Bilbao, Luis Leon Sanchez, Jakob Fuglsang, Matej Mohoric

Jokers: Sergio Higuita, Eduard Prades, Jack Haig, Antwan Tolhoek, Guillaume Martin, Nicola Bagioli, Francesco Gavazzi, Jonathan Lastra

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Tim Wellens’ sejr fra 2018.

Volta ao Algarve - 1. etape

Ruten

I mange år har det været en tilbagevendende tradition, at løbet indledes med en sprinteretape med en teknisk vanskelig og småkuperet finale i Albufeira. Den har både givet en mulighed til hurtige afsluttere og til klassikerryttere, der kan angribe i finalen, og krævet opmærksomhed fra klassementsrytterne, der har skullet undgå de mange huller, der altid syntes at opstå. For første gang siden 2009 ændrede man i 2017  på formatet ved at gøre Albufeira til startby for en etape, der sluttede i Lagos, hvor en mere enkel finale blev rammen om en massespurt. Den model genbrugtes sidste år, og i år ventes Lagos for tredje år i træk at give sprinterne mulighed for at slås om den første etapesejr og førertrøje.

Årets åbningsetape har fået ny startby, idet de fem dages festligheder denne gang skydes i gang i Portimao, hvorfra der skal tilbagelægges 199,1 km, inden man når målet i Lagos. Fra starten bevæger man sig igennem relativt fladt terræn mod øst ganske tæt på kysten, inden man vender næsen mod nord og senere nordøst for at køre ind i landet. Her venter kategori 4-stigningen Aldeia dos Matos (2,4 km, 4,3%), der har top efter 39,1 km, inden det går mod nordvest igennem fladt terræn frem til den første spurt, der er placeret efter 53,8 km. Det relativt flade terræn fortsætter, mens man bevæger sig mod sydvest og siden nordvest frem til kategori 3-stigningen Nave (5,9 km, 4,2%), hvis top rundes efter 97,8 km. Der venter ingen umiddelbar nedkørsel, idet man i stedet kører mod vest og kort efter rammer en ikke-kategoriseret stigning, der over 3,8 km stiger med 4,8% og leder frem til etapens højeste punkt, der nås cirka midtvejs på etapen.

Herefter bliver terrænet igen nemmere. Det går nemlig via en længere nedkørsel mod vest ned til dagens anden spurt, der er placeret efter 128,3 km. Herfra går det mod sydvest langs den relativt flade kyst helt ned til Portugals sydvestlige hjørne, hvor den sidste spurt venter efter 162,7 km. Et skarpt sving fører nu feltet vide mod øst langs landets sydlige kyst, inden man kort inden Lagos slår et lille smut ind i landet, inden man til slut atter kører mod sydøst med retning mod målbyen. Her venter i finalen med ca. 3 km en 600 m lang bakke, der stiger med 3,6% i gennemsnit, inden det falder ned mod den sidste kilometer, der er flad. I finalen er en rundkørsel både umiddelbart inden og efter den røde flamme, hvorefter man rammer det knap en kilometer lange opløb.

Læs også

Favorit kommenterer afgørende fejl

Etapen byder på i alt 2116 højdemeter.

Lagos har i de senere år primært været startby, men vendte tilbage som målby i 2017, hvor Fernando Gaviria vandt 1. etape foran André Greipel og Nacer Bouhanni. Sidste år var det Dylan Groenewegen, der i duel med Arnaud Demare tog første stik. Frem til 2011 var byen hvert år rammen om en sprinteretape. John Degenkolb blev den seneste vinder i byen i den epoke, mens André Greipel vandt i 2010 i en meget sær finale, hvor han og Jurgen Roelandts kørte væk fra feltet. Inden da var det Koldo Fernandez, Tomas Vaitkus, Alessandro Petacchi, Bernhard Eisel, Alexei Markov, Martin Garrido og Candido Barbosa, der var de hurtigste.

Vejret

Vejret i Algarve er som regel pænt, og det vil også være tilfældet i år. Ganske vist vil onsdag være ganske skyet, men der vil også være kig til solen og en temperatur på 18 grader. Det vil være relativt blæsende med en jævn til frisk vind fra øst. Det giver hovedsageligt med- eller modvind på den store sløjfe, men mellem de to sidste spurter vil der være sidevind langs kysten. Til slut får man igen modvind, inden der bliver sidemodvind på det sidste stykke ind mod Lagos, hvor der også vil være sidemodvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Det er som sagt blevet en fast tradition, at sprinterne altid for det første ord i Algarve, og det ventes de også at gøre denne gang. Finalen blev ganske vist ændret frem mod 2017, men det gjorde blot afslutningen endnu mere sprintervenlig, end den var i Albufeira, hvor en lille bakke skabte lidt kaos til sidst. Sejrene til Gaviria og Groenewegen i de foregående udgaver siger da også alt om, at dette er en etape for de hurtige folk.

I år er sprinterfeltet skræmmende stærkt, og det gør det umuligt at snyde sprinterne. Et tidligt udbrud vil hurtigt blive etableret, og derefter ventes Jumbo-Visma, Bora, Deceuninck og FDJ alle at tage del i jagten. Sammen vil de sikre, at der skabes samling inden finalen.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Den store udfordring kan blive vinden. Det bliver en ganske blæsende onsdag, og der venter et potentielt farligt stykke langs kysten mellem de to sidste spurter. Derefter vil feltet imidlertid atter dreje ind i modvind, og det vil lægge en dæmper på festlighederne. Derfor regner vi med, at et næsten fuldt felt skal spurte om sejren.

Finalen er ikke helt let. Dels er der den lille bakke inden for de sidste 3 km, dels er der to relativt sene rundkørsler. Afslutningen er ikke så teknisk, at et stærkt hold er altafgørende, men man får det svært, hvis ikke et fint tog kan holde en god position inden de to sene udfordringer. Herefter er der næsten en kilometer til at lade topfarten tale.

Sprinterfeltet er som sagt meget stærkt, og det er derfor et ret åbent slag. I det knivskarpe opgør peger vi på Dylan Groenewegen som vores favorit. Hollænderen vandt som sagt etapen i 2018 og viste gennem hele sæsonen, at han i øjeblikket er verdens hurtigste sprinter. Hans lovende sæsonstart i Valencia, hvor han trods en svag position med sin imponerende topfart alligevel vandt sidste etape, vidner om god form og giver ingen grund til at tro, at farten er blevet lavere. Hans store udfordring er ikke benene, men snarere toget, der ikke helt er på niveau med de bedste i dette løb. Det er dog blevet forstærket med Mike Teunissen, og gruppen med Amund Grøndahl og Timo Roosen bliver bare bedre og bedre. Groenewegen vil næppe starte fra den bedste position, men han bør være så langt fremme, at han med sin fart kan sætte sig igennem.

Ved at slå Marcel Kittel i Almeria fik Pascal Ackermann en drømmestart på sæsonen, og han synes at være klar til at fortsætte, hvor han slap i 2018. Måske var Kittel i søndags en anelse hurtigere på de sidste meter, men forskellen var lille, og Ackermann viste igennem hele sidste år, at han kan slå de bedste i denne verden. Her er han særligt begunstiget af et meget stærkt tog, der først og fremmest tæller en af verdens bedste lead-out men, Rudiger Selig, men også Michael Schwarzmann og Jempy Drucker. Det kan meget vel betyde, at Ackermann kan starte sin spurt fra den måske allerbedste position, og så skal Groenewegen virkelig stramme sig an for at gå forbi.

Arnaud Demare måtte sidste år se sig slået af Groenewegen, efter at hans tog havde domineret finalen. Det er meget tænkeligt, at det kan gentage sig i år. I hvert fald kommer FDJ med et hold, der på papiret kun af matches af Bora. Ramon Sinkledam og Jacopo Guarnieri har vist sig som en sublim kombination foran Demare, der godt nok gør sæsondebut, men som altid er stærk fra allerførste færd, som han altså også var det sidste år. Han er ikke så hurtig som Groenewegen og Ackermann, men med sit gode tog kan han sagtens vinde alligevel.

På topfart har Fabio Jakobsen måske bedre chancer. I hvert fald endte den hollandske komet som vinder af opgøret med netop Groenewegen og Ackermann i sidste års Tour of Guangxi, og det viser, at han nu er så hurtig, at han kan true selv de bedste. Desværre kommer Deceuninck her ikke med deres bedste tog, men Florian Senechal, Davide Martinelli og Yves Lampaert burde dog nok kunne sikre, at Jakobsen kan starte sin spurt i en god position. Formen er naturligvis helt åben i sæsondebuten, men spurter han som i Kina sidste år, kan Jakobsen sagtens vinde fra allerførste færd.

Jasper Philipsen fik med den ganske vist lidt kontroversielle sejr i Tour Down Under en drømmestart på sin WorldTour-karriere. Nu drømmer han om at fortsætte succesen i Europa, men først skal han og Simone Consonni finde ud af at fordele opgaverne. Efter at Consonni var så stærk en lead-out man i Argentina, og Philipsen sejrede i Australien, burde pilen dog pege på belgieren. Det er klart, at konkurrencen her er knivskarp, men han tog altså kampen op med Viviani og Ewan Down Under. Han har samtidig vist en fabelagtig positioneringsevne og har i Consonni sublim støtte, også selvom resten af holdet ikke er meget bevendt. Det burde kunne bringe ham langt. Consonni kan med sin gode form og positionering også gøre det godt, men han mangler nok den sidste fart til at kunne vinde.

Efter en svær start tog John Degenkolb i søndags årets første sejr i Provence. Det skete dog i et sprinterfelt, der ikke just var imponerende, og her er han oppe mod betydeligt hårdere modstand. Selvom han igen er blevet hurtigere, er han stadig ikke som i tiden før det grimme styrt, og han har ikke topfarten til at matche de bedste her. Til gengæld har han et helt forrygende tog bestående af Mads Pedersen, Edward Theuns  og Jasper Stuyven. Kan de blande sig med Bora og FDJ i front, kan Degenkolb måske alligevel være med helt i front.

Caja Rural har kometen Matteo Malucelli, der kørte en helt fantastisk spurt på 1. etape i San Juan. Dermed fik han endelig chance for at vise, at han kan begå sig mod de allerbedste, og faktisk var han endda hurtigere end Gaviria den dag i Argentina. Han har samtidig vist god positioneringsevne, men støtten er desværre begrænset. Derfor kræver det også lidt held, hvis han skal lukrere på sin høje fart. Caja Rurals anden sprinter Jon Aberaturi kan meget vel tænkes også at køre sin egen spurt, men efter en svær sæsonstart har vi ikke de helt store forventninger til denne ellers hurtige spanier.

Med to etapesejre og samlet triumf i Besseges har Christophe Laporte vist forrygende form fra sæsonstart. Desværre har han siden været syg og måtte opgive at stille til start i Almeria. Det kan have sat ham lidt tilbage inden denne etape, der heller ikke passer ham ideelt. Laporte har nemlig ikke farten til at vinde flade spurter som disse, men han elsker til gengæld kaos, som der meget vel kan opstå i så stærkt et sprinterfelt. Toget er stærkt, og Laporte er en mester i positionskampen. Det ligner et godt resultat, men næppe en sejr.

Ligesom Laporte har Timothy Dupont været ramt af sygdom i weekenden. Det var en skam, efter at han med 2. pladsen bag Kittel på Mallorca kom så flot fra start. Han er stadig ikke den rytter, han var i jubelåret 2016, men han nærmer sig stille og roligt. Han er ikke helt svag i positionskampen, men heller ikke helt stabil, og holdet er ikke det stærkeste. Han har farten til at gøre det godt, men en gentagelse af 2. pladsen fra Mallorca bliver svær.

Endelig vil vi pege på Jens Debusschere . Efter en svær start gjorde han det godt i sine sidste løb i Australien, og i Tour Down Under var han endda med helt fremme i den sidste massespurt. Det var opløftende efter et elendigt 2018, hvor han slet ikke spurtede så godt som tidligere. Her har han fin støtte fra Mads Würtz og Nils Politt, men det er måske alligevel for lidt for den ikke altid positioneringsstærke Debusschere. Han har også fortsat til gode at bekræfte de lovende takter, men forhåbentlig kan det ske på denne etape.

Andre kandidater til spurten er Edvald Boasson Hagen, Jasper De Buyst, Søren Kragh, Jonas Koch, Luis Mendonca, Filipe Cardoso, Joao Matias og Samuel Caldeira, men de bør ikke kunne vinde.

Feltet.dks vinderbud: Dylan Groenewegen

Øvrige vinderkandidater: Pascal Ackermann, Arnaud Demare

Outsidere: Fabio Jakobsen, Jasper Philipsen, John Degenkolb, Matteo Malucelli

Jokers: Simone Consonni, Christophe Laporte, Timothy Dupont, Jens Debusschere

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Dylan Groenewegens sejr fra 2018 og Fernando Gavirias sejr fra 2017.