Optakt: Paris-Bourges

Løbets rolle og historie

Siden UCI omstrukturerede kalenderen og byttede rundt på rækkefølgen af Il Lombardia og Paris-Tours, har det franske løb været det sidste store løb i Europa. Senere har nogle af de belgiske ryttere som regel været i aktion i Nationale Suitijsprijs, og et par temporyttere har holdt formen oppe frem til Chrono des Nations, men den franske klassiker har været sæsonens sidste store løb. Det har givet løbet en speciel position, og den sene placering på kalenderen har givet mere underholdende cykelløb og flere overraskelser, end man ville se på en tilsvarende flad rute tidligere på året.

I 2017 blev de to afsluttende klassikere for første gang afviklet i samme weekend, hvor klatrerne kæmpede om hæder i Lombardiet om lørdagen, og sprinterne kastede sig ud i forsøget på at vinde en af årets største klassikere om søndagen. Sidste år vender man tilbage til den tidligere struktur, hvor det igen var Il Lombardia, der lukkede den europæiske fest, mens sprinterne sidste store begivenhed på sportens hovedkontinent allerede fandt sted på Avenue de Grammont i Tours en uge tidligere. I 2019 er det imidlertid igen en smuk sidste uge, der runder den europæiske sæson af, i den forstand, at Il Lombardia og Paris-Tours er samlet i samme weekend, og at de lette og tunge folk gennem hele ugen fordeler sig mellem Nordeuropa og Italien,

I gamle dage, hvor Paris-Tours lå søndagen efter VM, var det let at holde gang i benene frem til den franske klassiker. Efter kalenderændringen har det imidlertid i stigende grad været nødvendigt at finde begivenheder til at holde løbsrytmen i gang, og for ryttere, der slet ikke har kørt VM, er det naturligvis endnu vigtigere. Betydningen af dette har været endnu større i år, hvor VM-ruterne har været kuperede, og hvor Paris-Tours derfor har været efterårets hovedmål. I år er mange sprintere gået udenom VM, og derfor er de hurtige folk altså særligt på udkig efter opvarmningsløb i det relativt flade terræn i Nordeuropa.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Til at holde benene i gang har man ofte brugt de mange belgiske endagsløb i september, etapeløbet Circuit Franco-Belge, der nu er reduceret til endagsløbet Tour de l’Eurometropolem og tirsdagens Binche-Chimay-Binche. Det er imidlertid torsdagens Paris-Bourges, der af mange betragtes som den virkelige generalprøve forud for søndagens finale. Med en rute, der minder meget om weekendens, og med en placering bare tre dage tidligere har løbet i Bourges traditionelt været en nøgleindikator for, hvem der er i form forud for den store klassiker. Som et mindre løb er det klart, at man i torsdagens løb aldrig har samme formidable felt, men især for de franske sprintere har det ofte været stedet, hvor man kan pudse selvtilliden af inden efterårets sidste store løb.

Paris-Bourges er måske at betragte som lillebror, men akkurat som storebroren i Tours er det et meget gammelt løb. Det blev første gang afviklet som et amatørløb helt tilbage i 1913, men det fik en omtumlet start. Sandsynligvis som følge af krigen blev anden og tredje udgave først afviklet i henholdsvis 1917 og 1922, og efter fire udgaver i træk mellem 1922 og 1926 forsvandt det igen i kalenderen. Det vendte imidlertid tilbage efter Anden Verdenskrig i 1947, og to år senere blev det et professionelt løb. Uheldigvis forsvandt det igen efter 1957-udgaven, men siden 1971 har det med en enkelt undtagelse i 1989 været afviklet hvert eneste år.

Det etablerede sig endda som et stort efterårsløb, og Bernard Hinault, Joop Zoetemelk, Gilbert Duclos-Lassalle og Phil Anderson var alle på podiet i løbet af 70erne og 80erne. Vinderlisten i 80erne og 90erne inkluderer Stephen Roche, Sean Kelly, Laurent Jalabert og Andrei Tchmil, men som det er tilfældet for Paris-Tours, har det i de senere år tabt lidt af sine status. Ikke desto mindre er det stadig en af mulighederne for sprinterne til at teste formen forud for storebroren i Tours, og topsprintere som André Greipel, Nacer Bouhanni, Arnaud Demare, John Degenkolb, Giacomo Nizzolo og Sam Bennett har alle været på podiet i de senere år. Fra 1993 til 2008 var løbet også en del af Coupe de France-kalenderen, men det er ikke længere tilfældet.

I 2016 år betød den sene placering af VM, at løbet fik et gevaldigt boost, og det tiltrak igen adskillige topnavne efter en lidt svær periode. Uheldigvis har løbet med vores tilbagevenden til normaltilstanden tabt det hele igen, og modsat Paris-Tours, der fortsat tiltrækker et fremragende felt, er løbet desværre denne gang et meget fransk foretagende, også i højere grad end tidligere. For første gang i mange år var der i 2018 således ikke ét eneste udenlandske WorldTour-hold, der anså løbet som en god test forud for weekenden, og det mønster gentager sig i år. Feltet udgøres af de franske WorldTour-hold samt en stribe franske og udenlandske prokontinental- og kontinentalhold, og der er desværre også denne gang mere tale om noget, der minder om et middelmådigt Coupe de France-løb end en af sportens ældste klassikere. Blandt Paris-Tours-favoritterne er det således kun Arnaud Demare, Stefan Küng, Marc Sarreau, Tony Gallopin og Niki Terpstra, der vil være i aktion torsdag.

Som Paris-Tours afvikles Paris-Bourges i en flad del af Frankrig, og derfor er det en sag for sprinterne. Som i den større klassiker er der imidlertid også i Bourges en overraskende stor tendens til uventede udfald. På denne tid af året er rytterne trætte og løbene derfor mindre kontrollerede. Det har gjort det muligt for aggressive ryttere at snyde sprinterne, som Florian Vachon gjorde det i 2012 og Mathew Hayman i 2011. Samtidig kan vinden ofte spille en afgørende rolle, og selvom det er endt i en spurt, har løbet ofte været ganske selektivt.

Sidste år var et eksempel på, at sprinterne kan snydes. Her lykkedes det nemlig sensationelt formstærke Valentin Madouas at køre alene væk til karrierens største sejr, selvom han blev hentet af feltet akkurat på stregen, hvor Bryan Coquard og Christophe Laporte som de hurtigste sprintere måtte tage til tage med hhv. 2. og 3. pladsen. Madouas kører i år i Italien i stedet, og derfor forsvarer han ikke titlen, men både Coquard og Laporte er med igen i deres jagt på revanche efter sidste års ærgerlige nederlag.

Ruten

Som mange andre gamle løb forbinder Paris-Bourges ikke længere de to byer, der udgør dens navn. Nu om dage er distancerne i cykelsport meget kortere end tidligere, og det gør det ofte umuligt at fastholde en rute, der lever op til løbets navn. Derfor er det længe siden, at Paris-Bourges faktisk er startet i Paris, og i dag tager man i stedet udgangspunkt i Gien, hvorfor løbets officielle navn nu er Paris-Gien-Bourges.

Den 69. udgave af løbet vil benytte den næsten præcis den samme rute, der også blev benyttet i 2016, 2017 og 2018, og som altså forbinder byerne Gien og Bourges ov er en distance på 193,9 km. Fra starten bevæger man sig mod sydøst igennem fladt terræn, inden man slår en lille sløjfe mod vest for at komme frem til byen Vailly-sur-Sauldre. Her kører man en omgang på 33 km lang rundstrækning i området vest for byen, inden man fortsætter rejsen mod Bourges ved at køre mod sydøst frem mod den større by Sancerre. Undervejs skal man over dagens første to mindre stigninger Cote de Jars (1,4 km, 6,6%) og Graveron (1,2 km, 9,1%) efter hhv. 102,9 og 129,5 km.

Fra Sancerre fortsætter man igen mod vest op over en ikke-kategoriseret stigning (1,9 km, 5,6%) med top efter 142,5 km og dagens sidste stigning, Cote de la Chapelotte (2,8 km, 5,1%), der kommer med 43,2 km igen. Herefter går det mod sydvest igennem let faldende terræn frem til Bourges, idet man dog efter 161,5 km skal over en lille bakke (1,0 km, 4,9%), inden det atter falder ned mod målbyen, som rammes med 4 km igen. En lang, lige boulevard leder frem til byens centrum, hvor der er et par bløde kurver, inden man omkring den røde flamme drejer skarpt til venstre. Kort efter skal man igennem en rundkørsel, inden man rammer opløbsstrækningen. De sidste 5 km er stort set helt flade.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbet byder på i alt 1993 højdemeter, hvilket er knap 200 mere end sidste år.

I forhold til 2018 er ruten justeret let flere steder, men grundlæggende er der tale om samme rute med en står set uændret distance.

Vejret

Som sagt har vinden ofte spillet en helt afgørende rolle i både Paris-Bourges og Paris-Tours. I år bliver det ikke stille, men heller ikke specielt blæsende på en torsdag, der vil byde på en god blanding af byger, skyer og en smule sol gennem hele eftermiddagen, hvor temperaturen vil nå hæderlige 18 grader. Vinden vil være jævn og komme fra sydvest, hvilket i første fase giver to længere sidevindsstykker afbrudt af et stykke med sidemedvind. Frem mod sidste stigning vil der dog være sidemodvind, som kort efter toppen bliver til direkte modvind hele vejen frem til Bourges, hvor man først efter den sidste rundkørsel drejer ind i sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Paris-Bourges har ry for at være et typisk sprinterløb, men som sagt er det ikke altid, at det er helt så enkelt, som ruten antyder. Som i Paris-Tours kan kombinationen af vind, stigninger og træthed gøre løbet meget hårdere end ventet. Finalen er dog fladere end i Tours - også inden sidstnævnte klassiker blev forvandlet til et grusvejsløb og var kendt som en sprinterklassiker - og derfor er det stadig vanskeligere at snyde sprinterne, men ikke sjældent har det været et ganske lille felt, der har spurtet om sejren i Bourges. Og så sent som sidste år viste en uhyre formstærk Valentin Madouas, at overraskelser stadig er mulige.

Den bestemmende faktor er som regel vinden, men det ser ud til at 2019-udgaven bliver en af de lettere. Vejret er egentlig slet ikke godt, og risikoen for byger er konstant, og vinden vil også have en pæn styrke. Voldsomt blæsende vil det imidlertid ikke være, og med 40 km med direkte modvind til sidst, virker det usandsynligt, at der kan skabe varig splittelse. Ganske vist vil der være masser af sidevind på de første godt 130 km, men derefter vil vinde være ugunstig.

Det betyder ikke, at det ikke bliver et hårdt løb. Bakkerne midtvejs er slet ikke lette, og det er ikke svært at se, at hold som Cofidis og særligt Ag2r kan have en interesse i at lægge pres, skabe noget udskilning og måske skabe lidt splittelse i sidevinden. Interessen i en spurt er dog enorm fra særligt det brølstærke FDJ-hold, og også Vital Concept, Direct Energie og Cofidis selv vil gerne spurte. Naturligvis er det FDJ, der vil forventes at skulle kontrollere det meste, men det er de også rigeligt stærke til at gøre, og selvom der kan komme lidt udskilning undervejs, betyder vindretningen, at det bør ende i endnu en massespurt.

Selve spurten er ganske enkel. Der er for det meste kun bløde kurver, og den eneste reelle udfordring er det sidste skarpe sving på den sidste kilometer. Her vil det være vigtigt at være langt fremme, og det er derfor af ikke af helt uvæsentlig betydning at være bakket op af et stærkt tog. Grundlæggende er det dog ikke den mest komplicerede spurt, og man kommer langt med god fart.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

FDJ er i den luksussituation, at de vel egentlig har løbets to hurtigste sprintere, og de kan selv vælge, om der skal satses på Arnaud Demare eller Marc Sarreau, der begge synes i form. Demare vandt en knaldhård puncheurfinale foran folk som Lampaert, Kristoff og Viviani i Slovakiet, og i søndags knuste en suveræn Sarreau al modstand i Tour de Vendee. Al logik siger dog, at det er Demare, der satses på. Der er trods alt en grund til, at det er ham, der i år har vundet en grand tour-etape, og han må stadig regnes som den hurtigste. Dertil kommer, at han ikke har vundet så meget som Sarreau i år, og derfor vil det være godt for hans selvtillid at tage en sejr i sæsonens næstsidste løb og dermed også styrke selvtilliden inden Paris-Tours.

Det gør Demare svær at slå. Ikke blot er han feltets hurtigste, han har også det bedste tog. Nok savner holdet Ramon Sinkeldam, men hans plads foran Jacopo Guarnieri kan overtages af Sarreau. Derudover har de Mickael Delage, og da Guarnieri er en af verdens bedste i sin rolle, bliver det franske hold svært at sætte til vægs. Den kombination gør Demare til vores klare favorit. Vi udelukker ikke helt muligheden for, at holdet vælger at køre for Sarreau, og i det tilfælde vil det være ham, der er hurtigst og har det bedste tog. Holdet har naturligvis også Stefan Küng, der i disse dage ligner feltets stærkeste mand, men mon ikke han primært skal forberede sig til søndag, hvor han ligner en af favoritterne.

Skal man pege på en rytter, der har farten til at true FDJ, må det være Timothy Dupont. Belgieren var flyvende i juli, august og det meste af september, hvor han leverede en hel serie af topresultater med en uhyggelig stabilitet. Desværre har han skuffet siden 3. pladsen i Gooikse Pijl, hvor han kørte fire halvsløje løb frem til lørdagens Tour de l’Eurometropole, men nu kunne han være i bedring. I hvert fald vandt han suverænt feltet spurt i Binche i den ret hårde finale, ligesom han tidligere forsøgte at køre alene op til frontgruppen. Har han sin bedste form, kan han med sin gode positionering og fart komme langt, og toet med en efterhånden mere formstærk Andrea Pasqualon, der vil agere plan B, samt Pieter Vanspeybrouck er ikke helt ringe. Wanty kan også køre offensivt med formstærke Aime de Gendt.

Løbets joker er Niccolo Bonifazio. Han er nemlig en af de få, der har farten til at true FDJ. Det har han vist med sin 3. plads i Paris under Touren og sine to flotte sejre i Belgien i sensommeren. Desværre ser han ud til at have været ramt af noget sygdom. I hvert fald meldte han med kort varsel fra til flere løb lige inden VM, og siden da har han haft det svært i de løb, han har kørt. Det blev dog til en 10. plads i det stærkt besatte sprinterfelt i Münster, og det viser, at han stadig kan køre en god spurt. Hans positionering er fremragende, og han har i Adrien Petit en god og erfaren lead-out man, der vil agere plan B, hvis Bonifazio falder fra. Han har farten til at vinde, men kan også være så formsvag, at han falder fra på bakkerne. Det stærke kollektiv tæller dog også formstærke Jonathan Hivert og Niki Terpstra samt Anthony Turgis, der i søndags endelig viste lidt form igen, og de kan alle køre offensivt.

Anden del af sæsonen har ikke været god for Bryan Coquard, der har skuffet på bakkerne. Til gengæld har hans spurter egentlig været ganske pæne, som vi så det med sejrene i GP Cerami og Arctic Race. I Münster gik han med i et af Van der Poels angreb, og det tyder på, at formen er bedre. Måske var 3. pladsen i Vendee ikke imponerende, men den viser, at formen ikke er helt ringe. Hans flade spurtsejre i år har været ganske flotte, og han i hvert fald en hæderlig chance i dette felt, især fordi hans tog med Bert de Baker, Kris Boeckmans, Lorrenzo Manzin og Kevin Reza kan hjælpe ham ud af de sædvanlige positioneringsproblemer.

Dem har Christophe Laporte i hvert fald ikke, men til gengæld mangler han lidt fart på flad vej. Formen i år har heller ikke været prangende, men han viste lidt takter med 2. pladsen i Vendee, hvor den stigende spurt dog også passede ham bedre. I forbindelse med magtdemonstrationen i Poitou-Charentes viste han, at han også kan spurte på flad vej, men skal han vinde her, skal lead-outet sidde i skabet. Det kan det imidlertid også sagtens gøre, da et tog med Julien Simon, Damien Touze, Attilio Viviani, Filippo Fortin og Geoffrey Soupe som kollektiv må regnes som det klart stærkeste. Simon og Touze kan bege gå med i offensiver undervejs.

Sprinterløb har aldrig været ideelle for Ag2r, men de kan håbe, at Clement Venturini kan lave et resultat. Desværre er det kun i stigende spurter, at han har forbedret sig i år, mens det har knebet betydeligt mere i flade spurter. Heller ikke i Vueltaen kunne han være med på flad vej, men han har sin positionering som et godt våben. Sidder han rigtigt kan det lade sig gøre, men vi vil nok se et Ag2r-hold køre offensivt med den formstærke Tony Gallopin samt Julien Duval, Quentin Jauregui og Silvan Dillier.

Roubaix kommer med deres to gode sprintere, hvor det særligt er Emiel Vermeulen, der bliver spændende. Sejr i et mindre løb blev fulgt op af en 7. plads i sidevinden i Koolskamp, en 4. plads i Isbergues og senest en hæderlig 13. plads i Vendee, der ikke passede ham. Med den form ligner han en af de hurtigste. Normalt er det positioneringsstærke Pierre Barbier, der er den hurtigste af de to, men han synes ikke at have samme form som i august.

Israel Cycling Academy kommer med en selvtillidsfuld Tom van Asbroeck, der netop har vundet i Binche, men han har ikke haft samme styrke i flade spurter. Senest blev han blot nr. 4 i en svagt besat spurt i Eurometropole, men hans gode positionering bør kunne give ham en top 10. Normalt kører holdet i flade spurter for den hurtigere Rudy Barbier, og det kan sagtens ske igen, men han virker så formsvag, at han kan blive sat undervejs. Krists Neilands er træt og ligner ikke en mand, der kan køre offensivt.

Læs også

Ikonisk navnesponsor skriver langtidskontrakt

Det har ikke været et godt efterår for Christophe Noppe, men han har fundet noget form. Han blev nr. 7 i Münster og nr. 9 i Famenne Ardenne Classic, der ellers burde have været for hårdt. Tidligere i år viste han en klar fremgang, og med lidt held kan han gå i top 5 i dette løb. Sport Vlaanderen har også Amaury Capiot, men det står klart, at han ikke længere har superformen fra august. Han er ikke den hurtigste på flad vej, men hans positionering gør ham som regel til en sikker mand i top 10.

Amore e Vita har Davide Appollonio, der med sejren i Portugal fik et fantastisk comeback efter karantænen. Siden er det dog gået knap så godt, og senest udgik han i Beghelli. Han kan gå det for hårdt, men kommer han med hjem, kan han være med på dette niveau, som vi så i Portugal. Som alternativ har de den holdbare, men langsommere Marco Tizza.

En spændende kandidat er Nils Eekhoff, der jagter revanche efter dramaet ved VM. Spørgsmålet er, om hollænderen har kunnet bevare motivationen til at træne efter den store skuffelse, men han er dog meldt ud som Sunwebs kaptajn. Det skal blive interessant at se ham teste sig selv på dette niveau. Normalt kører holdet ellers for Niklas Märkl, men han er denne gang meldt ud som plan B.

Wallonie kommer med Aksel Nommela og Lionel Taminiaux, der normalt kører spurter for andre, men denne gang får chancen. Særligt Taminiaux har gjort det pænt ved enkelte lejligheder i år og kørte senest en fin spurt i Binche. Vi tror derfor, at der satses på ham, men det kan også blive Nommela, der sidste år kørte flere fine spurter.

Auber-mandskabet har flere kort at spille. Normalt vil de køre spurten for Anthony Maldonado, men han har ikke haft sit bedste år og skal også gerne bruge en hårdere rute. Måske kører de derfor i stedet for Tony Hurel, der gjorde det hæderligt i Poitou-Charentes, og det kan heller ikke helt afvises, at veteranen Romain Feillu vil give den et skud, som han har gjort enkelte gange i år.

Rally kommer med hele deres sprinterhold med Ty Magner, John Murphy og Colin Joyce , men de har alle vist sig at være i håbløs form. Særligt Joyce har været helt fra, og det ser ikke ud til, at de kan klare bakkerne. Magner har nok den bedste chance og er også hurtigst, men skal holdet vinde, skal udbryderkongen Robin Carpenter gentage det nummer, der næsten gav sejr i Paris-Chauny, ligesom også Adam de Vos kan køre offensivt.

Delko kommer uden Eduard Grosu og har derfor ikke en topsprinter. Håbet må være at Julien Trarieux eller Evaldas Siskevicius kan gøre det hæderligt, men for at vinde løbet skal holdet køre offensivt med formstærke Alexis Guerin, Alessandro Fedeli, der netop har vundet i Kroatien, samt Mauro Finetto. Meget af det samme kan siges om Arkea, der kommer helt uden sprinter og derfor skal køre aggressivt med særligt Franck Bonnamour, Kevin Ledanois, Anthony Delaplace og Laurent Pichon. Skulle det ende i en spurt, vil Pichon formentlig forsøge sig, men det kan også blive både Bonnamour og Ledanois.

Endelig skal Mikel Aristi og Wouter Wippert nævnes. Begge er blandt de hurtigste i dette felt, men de er også kendt for at være håbløse, når de ikke er i form. Det synes de ikke at være i øjeblikket, og der er stor sandsynlighed for, at de ikke gennemfører. Kommer de med hjem, har de dog farten til top 10. Det skal også blive interessant at se, hvad Nico Selenati kan i en spurt på dette niveau.

***** Arnaud Demare

**** Timothy Dupont, Niccolo Bonifazio

*** Bryan Coquard, Christophe Laporte, Clement Venturini, Marc Sarreau, Emiel Vermeulen

** Pierre Barbier, Tom van Asbroeck, Christophe Noppe, Amaury Capiot, Andrea Pasqualon, Davide Appollonio, Nils Eekhoff, Rudy Barbier, Adrien Petit

* Aksel Nommela, Lionel Taminiaux, Anthony Maldonado, Tony Hurel, Ty Magner, Mikel Aristi, Wouter Wippert, Stefan Küng, Niki Terpstra, Tony Gallopin, Jonathan Hivert, Damien Touze, Mauro Finetto, Franck Bonnamour, Julien Simon, Anthony Turgis, Aime de Gendt, Robin Carpenter, Julien Duval, Silvan Dillier, Marco Tizza, Romain Feillu, Colin Joyce

Danskerne

Ludvig Anton Wacker skal på Sunwebs udviklingshold hjælpe Nils Eekhoff med at få revanche for VM-skuffelsen.

Sidste års løb

Du kan gense Valentin Madouas’ sejr fra 2018, Rudy Barbiers fra 2017 og Sam Bennetts sejr fra 2016.