Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Paris-Bourges

Optakt: Paris-Bourges

06. oktober 2022 15:02Foto: Sirotti

Sæsonen er snart ovre, men efter VM er der altid nogle tungere folk, der holder dampen oppe til årets sidste store mål. Søndagens Paris-Tours er det afsluttende slag i Europa mellem holdbare sprintere og brostenstyper, og det vil også være tilfældet i år, hvor mange har udset sig den franske klassiker som en mulighed for en stor sejr. Som altid vil nogle af favoritterne teste deres ben i det klassiske opvarmningsløb Paris-Bourges, hvor en massespurt traditionelt afslører, hvem der er i form forud for søndagens store finale, hvis ruteomlægning fra sprinter- til grusvejsløb dog betyder, at løbet i Bourges ikke længere har den rolle som generalprøve, det tidligere havde.

STREAM GRAN PIEMONTE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Siden UCI omstrukturerede kalenderen og byttede rundt på rækkefølgen af Il Lombardia og Paris-Tours, har det franske løb været det sidste store løb i Europa. Senere har nogle af de belgiske ryttere som regel været i aktion i Nationale Suitijsprijs, og et par temporyttere har holdt formen oppe frem til Chrono des Nations, og siden 2021 er den italienske kalender endda blevet forlænget med en uge, men den franske klassiker har været sæsonens sidste store løb. Det har givet løbet en speciel position, og den sene placering på kalenderen har givet mere underholdende cykelløb og flere overraskelser, end man ville se på en tilsvarende flad rute tidligere på året.

 

I 2017 blev de to afsluttende klassikere for første gang afviklet i samme weekend, hvor klatrerne kæmpede om hæder i Lombardiet om lørdagen, og sprinterne kastede sig ud i forsøget på at vinde en af årets største klassikere om søndagen. I 2018 vendte man tilbage til den tidligere struktur, hvor det igen var Il Lombardia, der lukkede den europæiske fest, mens sprinterne sidste store begivenhed på sportens hovedkontinent allerede fandt sted på Avenue de Grammont i Tours en uge tidligere. I 2019 var det imidlertid igen en smuk sidste uge, der rundede den europæiske sæson af, i den forstand, at Il Lombardia og Paris-Tours var samlet i samme weekend, og at de lette og tunge folk gennem hele ugen kunne fordele sig mellem Nordeuropa og Italien. Noget tyder på, at modellen er kommet for at blive, for sådan var det igen i 2021, og sådan vil det også være i 2022.

 

I gamle dage, hvor Paris-Tours lå søndagen efter VM, var det let at holde gang i benene frem til den franske klassiker. Efter kalenderændringen har det imidlertid i stigende grad været nødvendigt at finde begivenheder til at holde løbsrytmen i gang, og for ryttere, der slet ikke har kørt VM, er det naturligvis endnu vigtigere. Betydningen af dette har været endnu større i år, hvor VM-ruterne har været kuperede, og hvor Paris-Tours derfor har været efterårets hovedmål.

 

Til at holde benene i gang har man ofte brugt de mange belgiske endagsløb i september, etapeløbet og senere endagsløbet Circuit Franco-Belge/Tour de l’Eurometropole, der dog fra i år er rykket til august, og tirsdagens Binche-Chimay-Binche. Det er imidlertid torsdagens Paris-Bourges, der af mange betragtes som den virkelige generalprøve forud for søndagens finale. Med en rute, der frem til inklusionen af grusveje i søndagsklassikeren mindede meget om weekendens, og med en placering bare tre dage tidligere har løbet i Bourges traditionelt været en nøgleindikator for, hvem der er i form forud for den store klassiker. Som et mindre løb er det klart, at man i torsdagens løb aldrig har samme formidable felt, men især for de franske sprintere har det ofte været stedet, hvor man kan pudse selvtilliden af inden efterårets sidste store løb.

 

Paris-Bourges er måske at betragte som lillebror, men akkurat som storebroren i Tours er det et meget gammelt løb. Det blev første gang afviklet som et amatørløb helt tilbage i 1913, men det fik en omtumlet start. Sandsynligvis som følge af krigen blev anden og tredje udgave først afviklet i henholdsvis 1917 og 1922, og efter fire udgaver i træk mellem 1922 og 1926 forsvandt det igen i kalenderen. Det vendte imidlertid tilbage efter Anden Verdenskrig i 1947, og to år senere blev det et professionelt løb. Uheldigvis forsvandt det igen efter 1957-udgaven, men siden 1971 har det med undtagelser i 1989 og coronaåret 2020 været afviklet hvert eneste år.

 

Det etablerede sig endda som et stort efterårsløb, og Bernard Hinault, Joop Zoetemelk, Gilbert Duclos-Lassalle og Phil Anderson var alle på podiet i løbet af 70erne og 80erne. Vinderlisten i 80erne og 90erne inkluderer Stephen Roche, Sean Kelly, Laurent Jalabert og Andrei Tchmil, men som det er tilfældet for Paris-Tours, har det i de senere år tabt lidt af sine status. Ikke desto mindre er det stadig en af mulighederne for sprinterne til at teste formen forud for storebroren i Tours, og topsprintere som André Greipel, Nacer Bouhanni, Arnaud Demare, John Degenkolb, Giacomo Nizzolo og Sam Bennett har alle været på podiet i de senere år. Fra 1993 til 2008 var løbet også en del af Coupe de France-kalenderen, men det er ikke længere tilfældet.

 

I 2016 år betød den sene placering af VM, at løbet fik et gevaldigt boost, og det tiltrak igen adskillige topnavne efter en lidt svær periode. Uheldigvis har løbet med vores tilbagevenden til normaltilstanden tabt det hele igen, og modsat Paris-Tours, der fortsat tiltrækker et flot felt, har løbet desværre været et meget fransk foretagende, også i højere grad end tidligere. For første gang i mange år var der i 2018 således ikke ét eneste udenlandsk WorldTour-hold, der anså løbet som en god test forud for weekenden, og det mønster gentog sig i 2019. Heldigvis betød flytningen af Paris-Roubaix, at flere ryttere i 2021 havde Paris-Tours som et mål, og det boostede feltet med deltagelse af hele tre udenlandske WorldTour-hold og således i alt seks hold fra den fineste division. Heldigvis fortsætter den gode udvikling i 2022, hvor pointkampen har tiltrukket Lotto, EF, Israel-PT og BikeExchange, og da det også er lykkedes at få Ineos, Intermarché, Bora, Trek og UAE til start i et felt, der naturligvis også tæller de tre franske hold, vil der denne gang være hele 12 WorldTour-hold til start i den suverænt stærkest besatte udgave i nogen tid.

 

Som Paris-Tours afvikles Paris-Bourges i en flad del af Frankrig, og derfor er det en sag for sprinterne. Som i den større klassiker er der imidlertid også i Bourges en overraskende stor tendens til uventede udfald. På denne tid af året er rytterne trætte og løbene derfor mindre kontrollerede. Det har gjort det muligt for aggressive ryttere at snyde sprinterne, som Valentin Madouas gjorde det i 2018, Florian Vachon gjorde det i 2012, og Mathew Hayman gjorde det i 2011. Samtidig kan vinden ofte spille en afgørende rolle, og selvom det er endt i en spurt, har løbet ofte været ganske selektivt.

 

Sådan var det dog ikke i den seneste udgave i 2021, hvor et felt på ca. 100 mand nåede Bourges. Her lykkedes det Jordi Meeus at tage en stor skalp og sin anden sejr for Bora, da han slog den lokale forhåndsfavorit, Arnaud Demare, der måtte tage til takke med 2. pladsen foran Niccolo Bonifazio. Meeus vender i år tilbage for at forsvare titlen, og da Demare også er på revanchejagt, bliver Bonifazio, som har afsluttet sin sæson, eneste rytter fra sidste års podium, som vi vil savne i årets løb.

 

STREAM GRAN PIEMONTE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Som mange andre gamle løb forbinder Paris-Bourges ikke længere de to byer, der udgør dens navn. Nu om dage er distancerne i cykelsport meget kortere end tidligere, og det gør det ofte umuligt at fastholde en rute, der lever op til løbets navn. Derfor er det længe siden, at Paris-Bourges faktisk er startet i Paris, og i dag tager man i stedet udgangspunkt i Gien, hvorfor løbets officielle navn nu er Paris-Gien-Bourges.

 

Efter fire udgaver med en næsten helt uforandret rute foretog man til 2021-udgaven en helt marginal justering i løbets første tredjedel, men i alt væsentligt var det samme løb, som vi har set siden 2016. Sådan bliver det også i 2022, for denne gang er der tale om et totalt genbrug af den rute, der blev brugt for et år siden.

 

I alt skal der køres 198,0 km fra Gien til Bourges. Fra starten bevæger man sig mod sydøst igennem fladt terræn, inden man slår en lille sløjfe mod vest for at komme frem til byen Vailly-sur-Sauldre, der nås efter 56,6 km. Her kører man en omgang på 34,6 km lang rundstrækning i området vest for byen, og det er her ruteændringen fra sidste år indtræffer, idet rundstrækningen er modificeret lidt i forhold til det, vi har set i tidligere. Efter omgangen fortsætter man rejsen mod Bourges ved at køre mod sydøst frem mod den større by Sancerre. Undervejs skal man over dagens første to mindre stigninger Cote de Jars (1,5 km, 6,6%) og Graveron (1,2 km, 9,1%) efter hhv. 105,8 og 132,6 km.

 

Fra Sancerre fortsætter man igen mod vest op over en ikke-kategoriseret stigning, Cote de Bué (2,3 km, 5,7%) med top efter 143,0 km og dagens sidste stigning, Cote de la Chapelotte (3,0 km, 4,9%), der har top med 40,0 km igen. Herefter går det mod sydvest igennem let faldende terræn frem til Bourges, idet man dog efter ca. 165 km skal over en lille bakke (1,0 km, 4,9%), inden det atter falder ned mod målbyen, som rammes med 4 km igen. En lang, lige boulevard leder frem til byens centrum, hvor der er et par bløde kurver, inden man omkring den røde flamme drejer skarpt til venstre. Kort efter skal man igennem en rundkørsel, inden man rammer opløbsstrækningen. De sidste 5 km er stort set helt flade.

 

Løbet byder på i alt 1988 højdemeter, hvilket naturligvis er det samme som i 2021 og stort set det samme som i 2019.

 

 

 

 

 

 

 

STREAM GRAN PIEMONTE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Som sagt har vinden ofte spillet en helt afgørende rolle i både Paris-Bourges og Paris-Tours, men hvis nogen havde drømt om sidevindsdrama i 2022, bliver de skuffede. Den ret abnorme varme med 25 grader, som vi vil have onsdag, vil være forsvundet efter passage af en front i løbet af natten, men den er væk, når løbet går i gang. Således bliver torsdagen smuk med kun få skyer, men med en mere afdæmpet temperatur på 19 grader. Vigtigst er det, at der bare vil være en let vind (7-10 km/t) fra nordøst. Det giver en del sidevind i løbets første halvdel, men fra bunden af Graveron følger et langt stykke med hovedsagelig sidemedvind, inden der vil være direkte medvind på det sidste lange stykke ind mod Bourges. Det varer ved, indtil man får sidevind over de sidste 700 m.

 

Favoritterne

Paris-Bourges har ry for at være et typisk sprinterløb, men som sagt er det ikke altid, at det er helt så enkelt, som ruten antyder. Som i Paris-Tours kan kombinationen af vind, stigninger og træthed gøre løbet meget hårdere end ventet. Finalen er dog fladere end i Tours - også inden sidstnævnte klassiker blev forvandlet til et grusvejsløb og var kendt som en sprinterklassiker - og derfor er det stadig vanskeligere at snyde sprinterne, men ikke sjældent har det været et ganske lille felt, der har spurtet om sejren i Bourges. I 2019 var der således kun ca. 60 mand tilbage, og så sent som i 2018 viste en uhyre formstærk Valentin Madouas, at overraskelser stadig er mulige.

 

Den bestemmende faktor er som regel vinden, men det ser ud til at 2022-udgaven bliver en af de meget lette. Nok vil den sensommerlige varme med temperaturer på 25 grader forsvinde natten til torsdag, men der venter en fantastisk flot torsdag med kun let vind. Det vil end ikke skabe nervøsitet, og i løbets anden halvdel er der nærmest kun medvind. Nej, denne gang skal løbet ikke gøres hårdt af vejret, men af holdene.

 

Heller ikke her ser det for opløftende ud for de ryttere, der måtte ønske sig et hårdt løb. Igen i år har den gamle klassiker nemlig fået en lille renæssance med det suverænt stærkeste felt i nyere tid - det er i hvert fald en positiv konsekvens af pointkampen - men det har den følge, at sprinterfeltet er stærkere. Således må man formode, at FDJ, Bora, BikeExchange og Lotto samt måske også Trek, Ineos, Intermarché og Ag2r alle vil være klar til at kontrollere, og så ligner det en svær opgave at undgå en spurt.

 

Det betyder ikke, at der ikke kan ske noget. Vi har set, at Lotto gerne forsøger at gøre det hårdt, når de har Arnaud de Lie til start, og det vil de sikkert prøve igen. Hvis Mads Pedersen er i form endnu, må det også være i Treks interesse, at det ikke bliver alt for let, og det taler for, at de skal angribe og køre offensivt undervejs. Det er muligt, at det gør løbet lidt hårdere end sidste år, hvor hele 100 mand nåede med hjem, men det er svært at tro, at vi ikke får en spurt. Normalt får vi relativt megen udskilning, og spørgsmålet er så, om det er muligt med dette vejr at skabe den selektion, vi ofte ser.

 

Selve spurten er ganske enkel. Der er for det meste kun bløde kurver, og den eneste reelle udfordring er det sidste skarpe sving på den sidste kilometer. Her vil det være vigtigt at være langt fremme, og det er derfor af ikke af helt uvæsentlig betydning at være bakket op af et stærkt tog. Grundlæggende er det dog ikke den mest komplicerede spurt, og man kommer langt med god fart.

 

Jeg vælger at gå med Jasper Philipsen . Belgieren led et overraskende klart nederlag til Olav Kooij i går, og han har slet ikke haft den fart, han havde under Touren. Han vandt dog stadig i Gooik, hvor han overspurtede Arnaud de Lie, da denne fik åbnet for tidligt, og det er i dette felt vel kun Dylan Groenewegen, Arnaud de Lie og måske Arnaud Demare, der kan slå ham på fart. Jeg er bekymret for hans tog, der ser svagt ud, men han har trods alt Dries de Bondt, og han svigter sjældent i positionskampen. Det har han dog gjort lidt mere, end han plejer, og senest i går sad han lidt for langt tilbage. Det skaber lidt mere usikkerhed end vanligt, men han er så træfsikker, at han formentlig sidder så godt, at han med sin afrt bør kunne vinde.

 

Hans største rival må være Arnaud de Lie. Belgieren spillede på den forkerte hest i Binche, men han satte nok engang en streg under, hvor skræmmende godt kørende han lige nu er. Det er klart, at dette nok bliver et halvlet sprinterløb, hvor det mere handler om fart end form, men også på det punkt er der grund til optimisme. Hans fart kan virke en anelse svingende, men det var i hvert fald opløftende at se ham slå Philipsen i Primus Classic og klart overspurte Arnaud Demare i Egmont Cycling Race.

 

Farten burde i hvert fald række, men der kan være usikkerhed om positioneringen, der ikke altid sidder i skabet. Her har han heller ikke det bedste tog, men han har et godt våben i Jasper de Buyst, der synes klar igen efter sin sygdom. Det er stadig et smalt tog, hvor det sagtens kan gå galt, som det er gået mange gange - De Lie har højst atypisk ikke vundet ét eneste af sine seneste otte endagsløb - men sidder han rigtigt, tror jeg på, at han har farten til at bryde sin næsten urimeligt lange sejrstørke.

 

Han er imidlertid ikke alene. Lotto har også Caleb Ewan , men han har meldt fra til alle sine seneste løb grundet sygdom, senest i går i Münster. Det må antages som meget usandsynligt, at han kommer til start, og hvis han gør, må han have mistet meget af sin form. Derfor vil det undre mig, hvis han kommer med hjem, men skulle det ske, vil holdet sikkert følge den plan, de har lagt, når de begge er til start, nemlig at lade Ewan spurte fra De Lies hjul. Jeg vil stadig tro, at Ewan nok er den hurtigste af de to, men med den formmæssige forskel vil det undre mig, hvis han skulle kunne gå forbi.

 

Jeg tror, at den værste rival er Bora, men jeg er usikker på, hvordan de griber det an. De har nemlig både 2016-vinderen, Sam Bennett, og den forsvarende mester, Jordi Meeus. Normalt er der ingen tvivl om, at Bennett er nr. 1, som det også var tilfældet i Münster i går, men det er muligt, at de bytter rundt denne gang, når Meeus har en titel at forsvare. Vi ved nemlig også, at Bennett var meget hårdt ramt af corona, og det er stensikkert, at han ikke er på toppen. Der er bestemt en risiko for, at dette løb bliver for hårdt for ham, hvis der gives gas på bakkerne.

 

Alligevel tror jeg, at det er ham, de satser på. Når de kørte for ham i går, kan han ikke være formmæssigt helt væk, og med det gode vejr burde han klare disse bakker. Hans spurt i går så ikke alt for overbevisende ud, men ifølge ham selv skyldtes det, at han skulle bremse undervejs. Vi så, at han i Vueltaen var ved at genfinde noget fart, men vi ved også, at han slet ikke har samme fart, når formen mangler. Jeg regner ham derfor ikke som den hurtigste i dette felt, men han har et gyldent våben i Meeus, der både i Polen og i går har vist store evner som lead-out man. Kan Bennett denne gang holde hans hjul, kan han blive sat op fra spids, og så burde han have en chance for at vinde. Min bekymring er, at resten af toget er svagt, da de formsvage Martin Laas og Shane Archbold næppe kommer med hjem, og det gør dem sårbare, men Meeus får man alligevel til at tro på, at det kan lykkes.

 

Hvad hvis de kører for Meeus? Så er chancen for sejr også til stede, men det bliver sværere. Bennett har aldrig vist, at han er nogen stor lead-out man, og som sagt er resten af toget svagt. Han vil stadig have Jonas Koch, men han vil formentlig tabe positionskampen. Han har spurtet sublimt på det sidste, og jeg er ret sikker på, at han kan slå de fleste på farten, men han skal med dette tog have held for at vinde.

 

Så er der Arnaud Demare. Franskmanden led et overraskende nederlag til Coquard i søndags, og han synes ikke helt på toppen. Siden EM er han dog stadig blevet nr. 2 hele fem gange, ligesom han har taget én sejr, og der er ingen tvivl om, at han er en af de hurtigste i dette felt. Hans store våben er dog supertoget, men denne gang er jeg lidt usikker på, om de kan dominere. De mangler Miles Scotson, Bram Welten og Jacopo Guarnieri, men de har trods alt stadig Stefan Küng, Lewis Askey og ikke mindst Ramon Sinkeldam. I dette felt bør de være blandt de stærkeste, men jeg tvivler på, at de kan dominere, som de ofte gør det. Denne gang kan Demare være tvunget til at komme bagfra. Det er bestemt muligt, at han kan gøre det med den fart, han viste særligt i Giroen, men efter hans seneste nederlag er jeg ikke stensikker.

 

Hvor står Mads Pedersen? Det aner vi ikke, men da han ikke står på den foreløbige startliste til Paris-Tours, er det svært at tro, at han er i storform. Dette er nemlig umiddelbart hans eneste løb efter Vueltaen, og det har næppe været incitament til at give den gas under træningen. Han kom dog flyvende ud af Vueltaen, og hans motor er jo altid meget stærk på denne tid af året. Bakkerne skal han nok klare, og han har et gyldent våben. Toget med Alex Kirsch og Jasper Stuyven må være det bedste i dette felt, og meget taler for, at Stuyven kan aflevere ham perfekt. Desværre ved vi fra Touren og Vueltaen, at de ”rigtige” sprintere stadig er hurtigere i en spurt som denne, men med en formsvag Bennett samt usikkerhed om De Lies og Groenewegens positionering virker det ikke helt umuligt, at han kan tage endnu en sejr i rækken. Skulle han være helt uden form, er det muligt, at de kører spurten for Stuyven, men han vinder ikke i dette felt, selvom hans tog så vil være ganske fremragende.

 

Dylan Groenewegen bliver ved med at kræse om sin sejr, men den vil bare ikke komme. Nu får han sin næstsidste chance, men han har ikke givet sig selv de bedste betingelser. Luka Mezgec sidder over, og han kommer med et ganske svagt tog, der tæller Elmar Reinders og Alexander Konychev. Når man ved, hvor svært han har det i positionskampen, er det svært at være meget optimistisk på hans vegne. Når det er sagt, er det trods en kikser i går, faktisk gået ganske hæderligt på det sidste, hvor han i sine seneste spurter er blevet nr. 2, 3, 5, 3, 2 og 7. Han har altså ikke de totale udfald, han plejer, når han bliver lukket inde, og da denne finale er ret enkel, står han bestemt ikke uden muligheder. Han har spurtet lidt skuffende på det sidste, måske særligt, da Consonni slog ham i Chauny, men på topfart må han stadig være den hurtigste i dette felt. Sidder han rigtigt, kan han derfor utvivlsomt vinde, men det kræver noget helt. Derudover skal han overleve bakkerne, men det klarede han i Chauny, så det bør ikke blive et problem.

 

Alexander Kristoff viste både ved VM og i Binche, at han er i fremragende form. Disse lette sprinterløb vinder han dog aldrig, og det gode vejr betyder, at det formentlig også bliver for let denne gang. Hans positionering har heller ikke været imponerende på det sidste, men får han Adrien Petit med hjem, har han både ham og de to formstærke Hugo Page og Tom Devriendt. Det er ganske pænt, men ikke nok til, at de kan dominere, og så har Kristoff ikke farten til at vinde.

 

Ineos kommer med Elia Viviani, der endelig fik sin sejr i Kroatien. Det var dog i et ganske svagt felt, og løbet bekræftede vel kun, at han ikke vinder i dette felt. Han har dog et ret imponerende tog, da holdet møder med hele banden af klassikerkometer samt Ben Swift, Michal Kwiatkowski og Kim Heiduk, der kørte så fint et lead-out forleden. Det bør betyde, at han starter fornuftigt, men de mangler farten til at dominere, og så har Viviani heller ikke selv farten til at vinde. Derudover har han klatret så skidt, at man vel ikke helt kan udelukke, at han bliver sat, hvorefter formstærke Heiduk skal gå efter en top 10.

 

UAE kommer med både Pascal Ackermann og uhyre formsvage Fernando Gaviria, men der kan ikke være tvivl om, at de kører for tyskeren. Hans form er dog lidt usikker, da han styrtede i Münster og udgik i Binche, men dette løb burde være let nok til, at han kommer med hjem. Han har vist fremgang på det sidste, men vi så senest i Madrid, at hans fart stadig ikke rækker alt for langt. Derudover kommer han her med et svagt tog - Gaviria overlever ikke bakkerne - og han skal i hvert fald have Felix Gross med hjem, hvis han skal have en chance. Selv hvis det sker, skal han komme bagfra, og det rækker farten ikke til i dette felt.

 

Bingoal kommer med Timothy Dupont, der har spurtet godt i dette efterår. Han er til gengæld alt andet end holdbar, og bakkerne kan meget vel være for svære. Hans kørsel i Binche og Famenne taler dog for, at han kommer med hjem, og så har han med sin fart potentiale. Til gengæld har hans positionering slet ikke siddet i skabet på det sidste, og det gør ham til et usikkert kort. Holdet har også den normalt mere holdbare Stanislaw Aniolkowski, men han synes efter to DNFs slet ikke i form og kommer næppe med hjem. Falde de begge fra, kan en velkørende Laurenz Rex eller måske Nathan Vandepitte prøve, men de kommer ikke alt for langt.

 

Jeg nævner også Jason Tesson, men der er lidt usikkerhed om ham efter hans DNF i søndags. Det er dog kun halvanden uge siden, at han blev nr. 3 i Chauny, hvor han klarede for ham svære bakker fint, og det giver håb for, at han kommer med hjem, selvom han er sårbar på bakkerne. Han har haft et lidt svært efterår, men 3. pladsen i Chauny fortsatte hans fremgang og vidner om, at han bestemt kan vinde i dette felt, hvis han har heldet på sin side. Han har en god lead-out man i Romain Cardis, der vil være plan B, hvis Tesson falder fra - selvom han bestemt ikke viste gode ben, da han eksploderede i søndagens spurt - og da han også selv er god i positionskampen, er det lovende.

 

B&B kommer med Pierre Barbier, der var så pokkers tæt på at vinde i Kroatien. Her beviste han nok engang, at hans fart fører han relativt langt i dette felt, men desværre har hans positionering svigtet i år. Derfor skal han have noget held for at sidde fremme, men han har faktisk et godt tog med Cyril Barthe og Jeremy Lecroq. Alt sammen kræver det dog, at han klarer bakkerne, og det er der bestemt ingen garantier for, som Kroatien bekræftede. Det er også sandsynligt, at bedste mand fra holdet vil være Luca Mozzato, der ikke for problemer med bakkerne, for de er begyndt begge at spurte. Mozzato har ikke Barbiers fart, men han er blevet ganske fremragende i positionskampen, og det gør ham ufatteligt stabil i toppen.

 

Cofidis kommer med den meget formstærke Bryan Coquard, der fik en stor skalp med sejren forleden. Det var imidlertid i et stigende opløb, der passede ham som fod i hose, og det bliver betydeligt vanskeligere i en flad spurt. Feltet er ganske enkelt for stærkt, og han er tillige svag i positionskampen. Denne gang ser toget med Axel Zingle og Piet Allegaert, der kørte et sublimt lead-out for Simone Consonni i Chauny, dog så hæderligt ud, at han bør sidde fornuftigt, men han vinder ikke en flad spurt i dette felt. Grundet pointene er det også muligt, at Allegaert selv spurter, men selvom han positionerer sig godt, mangler han noget fart. Zingle spurter næppe, når to sprintere er til start, men han kunne have frihed til at angribe på bakkerne.

 

Itamar Einhorn fik et af sine bedste resultater med 4. pladsen blandt alle stjernerne i går. Det handlede selvfølgelig mest om, at han fik Philipsens hjul, som han akkurat kunne holde, men netop derfor er der grund til en vis optimisme. Toget ser nemlig ganske stærkt ud, når han ledsages af Guillaume Boivin, Tom van Asbroeck, Sep Vanmarcke og Rick Zabel. Desværre tvivler jeg på, at Vanmarcke, der så meget skidt ud i Binche, og Zabel, der netop er kommet tilbage efter en operation, klarer bakkerne, og uden dem er holdet for svage. Har de den fulde formation, ligner det dog et af de bedre tog, og så burde Einhorn have både positioneringen og farten til endnu et godt resultat. Han er til gengæld også selv lidt sårbar på bakkerne. Holdet har også Rudy Barbier - hvis han kommer til start - men han virkede meget formsvag i Slovakiet og er siden taget af flere startlister, og derfor virker det helt usandsynligt, at han kommer med hjem. Skulle Einhorn falde fra, vil Van Asbroeck og Boivin måske spurte.

 

Ag2r kommer med Marc Sarreau, der jo er genfødt i år, men han har aldrig været i stand til at vinde i et felt, der er så stærkt som dette. Det vil han næppe heller gøre denne gang, og han lider også altid under sin svage positionering, som senest kostede ham i Vendée. Heldigvis er han denne gang genforenet med Oliver Naesen, der kørte så gode lead-outs i Poitou-Charentes, ligesom han har Dorian Godon ved sin side, men mod de stærke tog i dette felt, er det svært at tro på, at han ikke skal komme bagfra, og så har han ikke farten til at vinde løbet for anden gang. Han har også klatret så skidt i år, at han kan være sårbar undervejs, og i givet fald vil det være Dorian Godon, der skal forsøge at redde en yderlig top 10.

 

Arkea får formentlig et svært løb. Dan McLay har ellers spurtet så fremragende i år, at han utvivlsomt er en god kandidat, men jeg tvivler på formen efter Vueltaen. Holdet valgte i hvert fald at køre for Matis Louvel i søndags, og selvom opløbet var stigende, taler det for, at han er træt. Derfor kan disse bakker meget vel være for svære, og selv hvis han kommer med hjem, er det tvivlsomt, om formen rækker. Hvis han snyder mig, står han dog ikke ringe, da han i år har positioneret sig godt og i Louvel har en god lead-out man. Falder han fra, vil Louvel spurte, men han vinder ikke en flad spurt i dette felt og vil mangle støtte.

 

Total får et svært løb. Lorrenzo Manzin er normalt deres sprinter, men han synes at være i en af sine mange formkriser og har ageret lead-out man på det sidste. Derfor vil de satse på enten Edvald Boasson Hagen eller Sandy Dujardin, der begge synes i fin form - særligt Boasson Hagen, der gjorde det godt i Binche. Ingen af dem har dog farten til at vinde i dette selskab, som det har været tydeligt i de spurter, de har kørt på det sidste, men kan de vælge en mand at satse på, har de med hinanden og Geoffrey Soupe ikke et helt ringe tog.

 

Endelig er der Uno-X. Søren Wærenskjold har altid haft det svært i spurter på dette niveau, hvor jeg ikke mindes, at han er gået i top 10, men ved VM så han bedre ud end nogensinde. Hans tilstand er dog usikker, da han ikke stillede til start i Münster, men møder han op, er jeg spændt på at se, hvad han kan i dette felt. Er han ikke klart, har holdet Erlend Blikra, der plejer at være god for en placering mellem 11 og 20, og Tord Gudmestad, men de kan ikke blande sig helt fremme i dette felt.

 

De øvrige hold får det svært. Sport Vlaanderen vil prøve med Milan Fretin og måske Vito Braet, men selvom de gjorde det hæderligt i Münster, er deres potentiale begrænset. Roubaix har Thomas Boudat, men han synes ikke i form efter sit styrt, og alternativet, Maxime Jarnet, har slet ikke farten. Hos Nantes har Emmanuel Morin begrænset potentiale, og det samme gælder hos Nice for Jonathan Couanon og Paul Hennequin, der også kan få det svært på bakkerne. EF er til start helt uden sprinter, men det er tænkeligt, at Stefan Bissegger skal spurte for at få point. Han er god i positionskampen, men mangler fart.

 

BEMÆRK: Kun Bora, BikeExchange og Ag2r har udtaget deres trup. På denne tid af året skal man altid forvente adskillige sene ændringer. Optakten opdateres onsdag aften, når vi kender den endelige startliste.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er som ventet en endeløs serie af ændringer. Som frygtet kommer Ewan heller ikke til start i dette løb, men toget styrkes markant med udtagelsen af Florian Vermeersch. Desværre kommer Mads Pedersen og Jasper Stuyven heller ikke til start, og i stedet har Trek udtaget Edward Theuns, der med et lead-out fra Kirsch bestemt er top 10-kandidat. Af uvisse årsager kommer Groenewegen heller ikke til start, og BikeExchange skal nu prøve med Elmar Reinders eller Alexander Konychev. Ineos har sendt Viviani til Italien, og de skal med bare fem mand i stedet gå efter et resultat med formstærke Kim Heiduk, der har et ret stærkt tog. FDJs tog og Demares chancer styrkes af udtagelsen af Jake Stewart, mens B&B er uden Barbier og Lecroq, hvorfor Mozzato nu er ene om at spurte. Bingoal har erstattet Vandepitte med en relativt formstærk Attilio Viviani, der plejer at holde sig til og er mere holdbar end Dupont og formsvage Aniolkowski. Sport Vlaanderen har udtaget Arne Marit som nyt førstevalg, og han viser endelig en smule fremgang, men ikke nok til at tro på et stort resultat. Roubaix har erstattet Boudat med Emiel Vermeulen, der med lidt held kan gå i top 10, ligesom de nu har en plan i Maximilien Juillard. Auber er uden Tesson, hvorfor de vil spurte med Romain Cardis, der med lidt held kan gå i top 10, mens Nice har udtaget Tristan Delacroix som vel deres nok bedste bud. Han er dog ikke mere end top 20-kandidat. Uno-X er uden Wærenskjold, hvorfor de som nævnt kører for Blikra eller måske Gudmestad, mens EF alligevel kommer med en sprinter i form af formstærke Marijn van den Berg, der med lidt held kan gå i top 10. Kristoffs chancer svækkes af fraværet af Petit, og Einhorns og Barbiers chancer svækkes af fraværet af Zabel.

 

***** Jasper Philipsen

**** Arnaud de Lie, Sam Bennett

*** Arnaud Demare, Jordi Meeus, Alexander Kristoff, Pascal Ackermann, Bryan Coquard

** Timothy Dupont, Edward Theuns, Itamar Einhorn, Marc Sarreau, Luca Mozzato, Dan McLay, Kim Heiduk, Marijn van den Berg, Edvald Boasson Hagen, Romain Cardis, Arne Marit, Rudy Barbier

* Sandy Dujardin, Emiel Vermeulen, Matis Louvel, Erlend Blikra, Piet Allegaert, Stanislaw Aniolkowski, Attilio Viviani, Emmanuel Morin, Maximilien Juillard, Jake Stewart, Milan Fretin, Elmar Reinders, Aledxander Konychev, Hugo Page, Felix Gross, Lorrenzo Manzin, Fernando Gaviria, Tord Gudmestad, Tristan Delacroix, Jonathan Couanon, Paul Hennequin, Tom van Asbroeck, Guillaume Boivin, Laurenz Rex, Romain Zingle, Dorian Godon, Oliver Naesen, Jasper de Buyst, Alex Kirsch, Cyril Barthe, Stefan Bissegger, Dries de Bondt, Vito Braet, Mael Guegan

 

Danskerne

Hos BikeExchange skal Anders Foldager støtte Elmar Reinders eller Alexander Konychev, og samme opgave har Mikkel Bjerg og Kasper Andersen på UAE for Pascal Ackermann. Endelig skal Morten Hulgaard og William Blume på Uno-X støtte Erlend Blikra og Tord Gudmestad samt måske ramme udbruddet.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jordi Meeus’ sejr fra 2021, Marc Sarreaus sejr fra 2019, Valentin Madouas’ sejr fra 2018, Rudy Barbiers fra 2017 og Sam Bennetts sejr fra 2016.

 

STREAM GRAN PIEMONTE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Jasper Philipsen
Arnaud de Lie, Sam Bennett
Arnaud Demare, Jordi Meeus, Alexander Kristoff, Pascal Ackermann, Bryan Coquard
Timothy Dupont, Edward Theuns, Itamar Einhorn, Marc Sarreau, Luca Mozzato, Dan McLay, Kim Heiduk, Marijn van den Berg, Edvald Boasson Hagen, Romain Cardis, Arne Marit, Rudy Barbier
Sandy Dujardin, Emiel Vermeulen, Matis Louvel, Erlend Blikra, Piet Allegaert, Stanislaw Aniolkowski, Attilio Viviani, Emmanuel Morin, Maximilien Juillard, Jake Stewart, Milan Fretin, Elmar Reinders, Aledxander Konychev, Hugo Page, Felix Gross, Lorrenzo Manzin, Fernando Gaviria, Tord Gudmestad, Tristan Delacroix, Jonathan Couanon, Paul Hennequin, Tom van Asbroeck, Guillaume Boivin, Laurenz Rex, Romain Zingle, Dorian Godon, Oliver Naesen, Jasper de Buyst, Alex Kirsch, Cyril Barthe, Stefan Bissegger, Dries de Bondt, Vito Braet, Mael Guegan
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris-Bourges
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger