Optakt: Paris-Camembert

Løbets rolle og historie

Juni måned handler stort set kun om de mange etapeløb, der kommer i en lind strøm, og som hver især tilbyder forskelle forberedelser til sommerens Tour de France. Endagsløb finder vi stort set kun i forbindelse med de nationale mesterskaber, men i 2021 brydes den tendens en anelse. Hvor belgierne traditionelt har kunnet finpudse benene til mesterskaberne i sprinterklassikeren Halle-Ingooigem, der i år dog er aflyst, får franskmændene denne gang en lignende mulighed i Paris-Camembert, der samtidig er den sjette afdeling af deres elskede Coupe de France-løbsserie. Hidtil har løbet været afviklet i april som en del af den mest travle blok i serien, hvor løbene i en kort periode kommer på rad og række over bare et par uger, men i år har usikkerheden om coronasituationen ført til en helt ny sommerplacering.

Mange af løbene i Coupe de France er relativt nye, men det gælder ikke Paris-Camembert. Det blev afviklet første gang helt tilbage i 1934 under navnet Paris-Vimoutiers og fik sit nuværende navn i 1943. Som mange andre løb med en lang historie forbinder det ikke længere de to byer, der udgør dets navn, og det har i et par år faktisk slutter i Vimoutiers, der var en del af det oprindelige navn. I år forbinder det imidlertid Pont-Pont-Audemer og den nye, faste målby Livarot, og navnet er således meget misvisende.

Trods dets flotte historie har løbet altid været domineret af franskmænd. I 1990erne syntes det kortvarigt at etablere sig som et stort internationalt løb, og der var adskillige udenlandske vindere i det årti. Siden da har det imidlertid tabt lidt af sin prestige, og som de fleste andre Coupe de France-løb tiltrækker det ikke længere udenlandske WorldTour-hold.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

I de senere år har Paris-Camembert været afviklet tirsdagen inden Amstel Gold Race, og dets kuperede terræn har gjort det til det perfekte forberedelsesløb til Ardennerne. Det var eksempelvis det, Alejandro Valverde brugte det til, da han vandt det i 2008. I 2014 og 2015 blev det imidlertid afviklet samme søndag som Flandern Rundt for at skabe mere synergi med Route Adelié Vitré. De to løb gav sammen to kuperede udfordringer på tre dage, men det mistede sin rolle som klassikerforberedelse. I de seneste år har det derfor været tilbage på sin oprindelige plads som et 1.1-løb på den franske kalender, mens sprinterløbet La Roue Tourangelle har overtaget den tidligere dato. Det har dog ikke længere samme internationale appel som tidligere, og faktisk var det først i 2018, at vi fik en udlænding på podiet for første gang siden 2009, da Andrea Vendrame sluttede som nr. 3. Sidste år betød pandemien, at løbet afvikledes i efteråret, stadig som en hovedsageligt fransk affære, dog med Maurits Lammertink som en sjælden udenlandsk gæst på podiet.

Løbet afvikles på en kuperet rute, der giver mulighed for adskillige mulige udfald, og som netop har gjort det til perfekt opvarmning til Amstel Gold Race. For det meste er det blevet vundet fra udbrud, men det er også blevet afgjort i reducerede massespurter, eksempelvis i 2014 og 2018, hvor hhv. Bryan Coquard og Nacer Bouhanni vandt.

Efter to år med en mere sprintervenlig rute skruede man op for sværhedsgraden i 2020, og her blev sprinterne akkurat snydt af Dorian Godon og Mauris Lammertink, der holdt feltet bag sig med bare 8 sekunder. I spurten sejrede Godon foran sin hollandske rival, inden Nacer Bouhanni vandt feltets spurt om 3. pladsen. Godon forsvarer i år titlen, og da både Lammertink og Bouhanni ligeledes er med igen, er hele podiet fra 2020 at finde i årets felt.

Ruten

Som sagt forbinder løbet ikke længere Paris og Camembert, og i stedet har det i de senere år sluttet i Vimoutiers, der var målby for det første løb i 1934. I 2017 valgte man imidlertid at ændre løbets format ved at flytte målet til Livarot, mens starten bibeholdtes i Pont-Audemer. Det gav anledning til en helt ny rute, der viste sig at være langt nemmere end tidligere, og det hele endte derfor i en massespurt. Samme model genbrugtes i 2018, men det lykkedes med en hårdere finale at forhindre en spurt. Det gjorde det også i 2019, hvor man brugte tre nye rundstrækninger omkring Livarot, og i 2020, hvor man opfandt en endnu hårdere finalerundstrækning.

I 2021 er modellen den samme, når der indledes med et kuperet stykke, der forbinder med Pont-Audemer og Livarot, inden det hele slutter med omgange på rundstrækninger omkring målbyen. Sidste år opfandt man to nye rundstrækninger, der begge blev kørt hver én gang, og de genbruges i år. Denne gang korter man dog det første stykke af, men kører til gengæld to omgange på den sidste af de to rundstrækninger.

Med en distance på 210,0 km er løbet den længste udgave siden 2014, og den fører som sagt fra Pont-Audemer til Livarot. Fra start kører man igennem småkuperet terræn mod sydvest, sydøst, igen sydvest og slutteligt vest, indtil man når frem til bakkerne omkring målbyen. Her venter den første udfordring i form af Cote de Cheffreville-Tonnencourt (900 m, 7,2%), der har top efter 59,0 km, inden man fortsætter mod vest op over Cote de l’Angleterre (2,0 km, 4,7%) med top efter 69,5 km i udkanten af selve Livarot.

Her passerer man ganske tæt forbi mål, men man krydser ikke stregen. I stedet kører man mod syd ned til bakkerne, hvor man over det følgende stykke krøller sig rundt i terrænet, så man kommer over flere af områdets stigninger. Den første af disse er Cote de la Cavée (1,6 km, 6,2%) efter 82,0 km, inden det gælder en bakke i selve byen Camembert (1,5 km, 5,3%), som passerer efter 92,5 km. Nu venter endnu en passage af Cote de la Cavée (1,6 km, 6,9%) efter 103,0 km, denne gang dog fra en anden side, inden man skal over dobbeltstigningen Cote de la Variniére (600 m, 7,2%) og Cote de la Becquetiere (500 m, 6,4%), der har top efter hhv. 110,5 og 112,5 km, inden man igennem fladt terræn kører tilbage til Livarot, hvor stregen krydses for første gang efter 124,0 km.

Den næste del af løbet består af en 32,0 km lang rundstrækning, der består af dele af den rute, der allerede er kørt. Med det samme skal man igen over Cote de l’Angleterre (2,0 km, 4,7%) med top efter 128,0 km, inden man skal over Butte des Fondits (1,2 km, 8,4%) efter 133,0 km. Nu venter igen dobbeltstigningen Cote de la Variniére (600 m, 7,2%) og Cote de la Becquetiere (500 m, 6,4%), der har top efter hhv. 142,5 og 144,5 km, inden man igen igennem fladt terræn kører tilbage til Livarot, hvor stregen krydses for anden gang efter 156,0 km.

Løbet afsluttes nu med to omgange på en 26,5 km lang rundstrækning, der også består af dele af den foregående rute. Igen lægges ud med en passage af Cote de l’Angleterre (2,0 km, 4,7%) med top efter hhv. 160,0 km og 186,5 km, inden man denne gang kører ad en anden og kuperet vej frem til Butte des Fondits (1,2 km, 8,4%), der passeres efter hhv. 174,0 km og 200,5 km, er dagens sidste udfordring og er relativt jævn med 9,2% over de første 700 m og 8,2% over de sidste 700 m. Fra sidste passage resterer fortsat 9,5 km. Derefter venter en nedkørsel, inden de sidste ca. 5 km er helt flade. Finalen er teknisk helt ukompliceret med et sidste sving ca. 1,5 km fra mål og derefter en lang, lige vej, der leder frem til stregen.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Løbet byder på i alt 2660 højdemeter mod 2304 højdemeter i 2020 og 2051 højdemeter i 2019.

Vejret

En konsekvens af en ny kalenderplacering er også et anderledes vejr, og på tirsdag får man fin fornemmelse af, at det er sommer. Således vil der bare være få skyer, en temperatur på 26 grader og bare en let vind (10-12 km/t) fra nordvest. Det giver naturligvis vinde fra et hav af forskellige retninger på den kringlede rute, hvor der på sidste rundstrækning primært vil være sidemedvind frem til nedkørslen efter sidste stigning og herefter sidemodvind hele vejen hjem, herunder på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Rutens karakter og den aggression og mangel på kontrol, der altid præger Coupe de France-løbene, har gjort Paris-Camembert til en meget uforudsigelig affære. Oftest er det et stærkt udbrud, der har afgjort løbet, og selvom ruten er hård, kræver det altid en vis portion held at vinde i et sådant scenarium. Selv de største favoritter kan mistime deres angreb, og det er meget let at blive låst i en taktisk situation. På den anden side er løbet også blevet afgjort i en reduceret massespurt, og det har givet muligheder for de mest klatrestærke af de hurtige folk.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

I 2017 fik løbet et helt nyt element af uforudsigelighed som følge af den nye rute, der var betydeligt lette43 end den gamle. I hvert fald lykkedes det Cofidis at holde feltet samlet til en massespurt vundet af Nacer Bouhanni, hvilket ellers har været et sjældent udfald i løbet. I 2018, 2019 og 2020 ændrede man så igen på de afsluttende rundstrækninger, hvilket gjorde terrænet hårdere, og vi undgik en spurt.

I 2018 lykkedes det Lilian Calmejane at køre alene hjem, inden også Valentin Madouas og Andrea Vendrame kørte væk på den sidste bakke i finalen. Bag dem sad imidlertid en ret stor gruppe, der også talte relativt tunge sprintere, men de var 38 sekunder bag Calmejane. I 2019 kørte ni af løbets bedste puncheurs væk, og det blev senere til solosejr til Benoit Cosnefroy, mens et lille felt med kun de mest klatrestærke sprintere spurtede om 10. pladsen hele 37 sekunder senere. I 2020 var vi meget tæt på at få en spurtsejr til Nacer Bouhanni foran Vendrame og Eduard Grosu, men Dorian Godon og Maurits Lammertink, der var kørt op til det tidlige udbrud inden for de sidste 30 km, holdt akkurat hjem med et forspring på 20 sekunder.

Årets rute benytter de samme to finalerundstrækninger som i 2020, og derfor er det sidste års udgave, der rutemæssigt er tættest på årets. Det burde tale for, at sprinterne har en relativt god chance, men med 2600 højdemeter er ruten med afstand den hårdeste, siden man flyttede målet til Livarot i 2017. Man skal derfor nok være meget varsom med at bruge sidste års udgave som et helt præcist sammenligningsgrundlag.

Det væsentligste element i et løb som dette er altid holdenes taktik, og her er det særligt interessant at se, hvem der vil gå efter en spurt. Det er helt indlysende, at det er målet for Arkea med den i Belgien uhyre formstærke Bouhanni, men også Total med Lorrenzo Manzin samt måske B&B med Luca Mozzato og Delko med Grosu må kunne se en ide i et sådant udfald.

Til gengæld synes de øvrige hold alle at ville køre offensivt, og det gælder ikke mindst for Ag2r, der møder med det i særklasse stærkeste mandskab. Det gode vejr hjælper dem ikke, men jeg forventer, at franskmændene vil gøre alt for at forhindre Bouhanni i at vinde en spurt. Det samme vil Intermarché, der også har et meget spændende hold med flere gode puncheurs.

Jeg tror, at det vil lykkes. Feltet er generelt ret svagt, og umiddelbart er det Ag2r, Intermarché og Arkea, der skiller sig ud for deres styrke. Ag2r og Intermarché kunne godt have ønsket sig nogle mere oplagte allierede i deres ønske om at splitte feltet, og Arkea ser så stærke ud, at man bestemt ikke kan udelukke, at de kan skabe samling, men historien taler trods alt sit tydelige sprog. Det er et løb, der oftest vindes af de bedste puncheurs og klassikerryttere, der kan køre væk på de korte, eksplosive bakker og gerne også besidder en god spurt.

Derfor tror jeg, at Ag2r vinder løbet, og de har flere gode kandidater. Mest oplagt er dog Greg van Avermaet, der med sit holdskifte pludselig kører løb, han aldrig tidligere har bekymret sig om. Dette løb burde dog passe ganske perfekt til den hårdføre belgiske stjerne, der i dette ret svage felt burde være betydeligt stærkere end hovedparten af rivalerne. Hans Dauphiné endte skidt med et styrt, men forinden nåede han at vise hæderlig form, særligt på den knaldhårde 2. etape, og mens løbet igen viste, at det nu kniber lidt med den gamle hurtighed, skiller han i et felt som dette stadig ganske markant ud i dette terræn. Da han samtidig kan afslutte og er en del af det stærkeste hold, må han være min favorit.

Ag2r har dog et hav af kandidater. En anden er den forsvarende vinder, Dorian Godon, der bare bliver ved med at imponere. Han kørte et anonymt Dauphiné som hjælper, men det forhindrede ham ikke i at blive nr. 25 på den afsluttende bjergetape. Det vidner om, at han er i lige så fremragende form, som han var i februar, hvor han var uhyre godt klatrende med sin 5. plads i det knaldhårde Ardeche og sin 6. plads i det eksplosive Drome Classic. Han må være en af topkandidaterne til de sidste to Tour-pladser, og han kan med en sejr lægge et godt ord ind for sig selv. Han har udviklet et godt punch og er hurtig, og efterhånden klatrer han godt nok til dette terræn. Derfor er også han en god kandidat.

Ag2r’s sidste gode bud er Oliver Naesen. Belgieren har ikke haft sit bedste år, og af de tre Ag2r-kaptajner er han vel den, der i år har klatret dårligst. Selvom terrænet på papiret er lidt til den svære side, er han i dette felt stadig en af de absolut skarpeste, og som han har spurtet på det seneste, er han vel også holdets bedste afslutter. Han slår næppe Bouhanni i en spurt, men ender det i et løb, der er for hårdt for franskmanden, er han ikke uden chance. Først og fremmest er han dog én af tre mand, der kan angribe i finalen, og herefter kan det blive et taktisk spil, der afgør, om Ag2r spiller det ene eller det andet kort. Holdet har naturligvis også Giro-bjergkongen Geoffrey Bouchard, der kan indgå som et fjerde kort, men som spurtsvag og ikke specielt eksplosiv skal han have lidt held og udnytte holdets styrke for at vinde. De halvhurtige Julien Duval, Lawrence Naesen og en velkørende Gijs van Hoeck må regnes som hjælpere.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Den største trussel mod Ag2r-sejr er vel Nacer Bouhanni. Franskmanden har vundet én gang og var 8 sekunder fra at gøre det igen sidste år. Det er altså et løb, han kan håndtere, og han synes at være i storform. Efter karantænen kom han meget stærkt tilbage i Belgien, hvor han overraskede mig stort på 1. etape, og han kørte en fremragende sidste spurt fra en håbløs position. Arkea har også et stærkt hold til at hjælpe ham, men spørgsmålet er, om det kan lykkes at skabe samling på en rute, der er hårdere end tidligere. I en spurt er han favorit, men først skal spurten sikres.

Arkea har dog et andet ret stærkt kort. Romain Hardy er ikke som i gamle dage, men han virker ret velkørende lige nu og gjorde det senest godt i Route d’Occitanie. Dette løb er ganske perfekt for ham, og han har tillige en god spurt. Han er manden, Arkea kan sende med i angrebene, og sidder han på hjul, kan han vinde. Holdet har også Anthony Delaplace og Kevin Ledanois, der er solide i denne slags terræn, men formentlig vil de arbejde 100% for Bouhanni.

På papiret burde Gianni Vermeersch måske være den største favorit. Alpecin-rytteren er blevet fabelagtig i klassikerne, hvor han var en hovedaktør i stort set alle de store brostensløb og nu ikke bare kører med om sejren i de mindre belgiske løb. Han klatrede godt i Strade Bianche og kan spurte, men hans form er usikker. Han droppede nemlig Hageland som følge af effekterne af Giro-styrtet. Derudover er han alene mod Ag2r på et svagt Alpecin-hold. Holdet har dog også Marcel Meisen til en spurt, men tyskeren kan meget vel få det for hårdt, ligesom det gælder for den anden sprinter, Lionel Taminiaux, og hurtige David van der Poel, der ikke synes i form.

Intermarché kommer med et meget stærkt hold, der sammen med Ag2r kan få det til at eksplodere. Mest formstærk er Lorenzo Rota, der er god i dette terræn, men selvom han er halvhurtig, slår Ag2r-rytterne ham på stregen. Hurtigere er Georg Zimmermann, der er god i et løb som dette, men selvom han bestemt ikke er dårlig, er andre stærkere end ham lige nu. Holdet en velkørende Jan Bakelants, men han kan få svært ved at gøre det færdigt mod de hurtige folk fra Ag2r. Fjerde kandidat er sidste års nr. 2, Maurits Lammertink, der er skabt til dette terræn og er hurtigere end Bakelants, men formmæssigt har virket lidt rusten på det seneste. Til en spurt har holdet den altid uforudsigelige Tom Devriendt, der viste hæderlig form på Mallorca, men næppe vinder.

Bingoal kommer med løbets største lottokupon i Sean de Bie. Med sin 2. plads i Finistere viste han, at han stadig kan være uhyggelig god i denne slags eksplosivt terræn, og at han stadig har sin fart. Siden da har han dog været lige så skidt kørende, som i hovedparten af de seneste skadesmartrede sæsoner, og derfor kan han både være en reel vinderkandidat eller ende langt, langt fra de bedste. Samtidig er han en enmandshær i en trup, der ikke har meget at byde på, da løbet er for hårdt for Boris Vallee. Louis Blouwe har dog vist lidt nylig form i Mirabelle.

Den største trussel mod Bouhanni i en spurt kan være Lorrenzo Manzin, men hans holdbarhed er aldrig til at blive klog på. Han viste dog god fart med en 4. plads i Occitanie. Mere formstærk er Totals Geoffrey Soupe, men han er ikke så hurtig som i gamle dage. I gamle dage havde det været et fint løb for Fabien Grellier, der stadig er en skygge af sig selv, men viste en antydning af form i Occitanie.

Den anden stærke sprinter er Eduard Grosu, der var tæt på at vinde løbet sidste år, men han har været i katastrofal form hele året. Løbet er også for hårdt for Delkos meget hurtige Pierre Barbier. Mere sandsynligt er det, at holdet kan spurte med Julien Trarieux, men han er ikke hurtig nok til at vinde. På papiret er løbet skabt til Eduard Prades, men efter den lange skadespause manglede han stadig enormt meget i Occitanie, og Mauro Finetto har skuffet stort siden Algarve, selvom det er et løb, der passer ham

B&B har et fornuftigt kort i Franck Bonnamour, der er god i denne slags terræn og for nylig viste sin fart i et Dauphiné, hvor han var i form. Han er dog oppe mod både stærkere og hurtigere folk. I gamle dage havde Jonathan Hivert været en topfavorit til dette løb, og en 8. plads i Finistere viser, at han stadig kan gøre det pænt, men næppe længere vinde. Pierre Rolland vil være en af de stærkeste på stigningerne, men det er et løb, han får meget svært ved at vinde. Holdets bedste kort burde normalt være den holdbare sprinter Luca Mozzato, men han har sendt blandede signaler med et hæderligt Hageland og en god spurt i Elfstedenronde, men store problemer i Occitanie.

FDJ stiller med et svagt hold med Rudy Molard som den store stjerne. Løbet er dog ikke ideelt for franskmanden, der bliver slået af de fleste på stregen, selvom han formentlig er blandt de stærkeste på bakkerne. Han skal spille kortene klogt i en taktisk finale. Holdet har også Simon Guglielmi, Lars van der Berg og ikke mindst Romain Seigle, der nok næstefter Molard er bedst i dette terræn og også kan spurte lidt, men han er en usandsynlig vinder. Mere spændende er dog måske unge Laurence Pithie, der burde have en fair chance for at sidde med hjem til en spurt, og som overraskede med sin flotte 3. plads i Circuit de Wallonie.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Cofidis kommer ikke med deres A-hold og skal vel satse på Nathan Haas. Australieren ville i gamle dage have været en af favoritterne på en for ham perfekt rute, men han har det stadig svært. Hans 1. etape i Dauphiné gav dog håb om, at han kan spille en rolle, enten med offensiv kørsel eller i en spurt. Holdet har også Giro-etapevinderen Victor Lafay, der dog ikke er specielt spurtstærk og virkede meget formsvag efter Giro-styrtet, da han kørte Ventoux. Pierre-Luc Perichon kan meget vel være holdets stærkeste, men han får svært ved at gøre det færdigt. Holdets to sprintere, Emmanuel Morin og Attilio Viviani , bør få det for hårdt, men måske har Morin en lille chance. Et alternativ er Kenneth Vanbilsen, der dog aldrig rigtigt spurter længere.

Sport Vlaanderen kommer igen uden de store sejrschancer. Bedst chance har nok Aaron van Poucke , og Julian Mertens, der viste en smule form for nylig, mens den normalt stærke Kenneth van Rooy stadig er i gang med en forfærdelig sæson. Sprinterne Aaron Verwilst synes ikke at kunne komme med hjem. Det kan Thimo Willems , men han er ikke hurtig nok, og den anden hurtige mand, Ward Vanhoof, får det sikkert for svært.

På kontinentalholdene er det først og fremmest værd at pege på Romain Cardis, der er en af de hurtigste i feltet, men som efter en stærk begyndelse på maj har haft nogle svære løb og kan få det for hårdt. Tartetello har solide Lennert Teugels , der dog ikke vinder. Roubaix har hurtige Jeremy Leveau, der har vist fin form, men nok vil finde bakkerne lidt for svære.

OPDATERING: Arkea stiller alligevel ikke med hverken Bouhanni eller Hardy. Nu bliver en spurt meget usandsynlig. Det er dog stadig holdets bedste chance, da de i stedet stiller med Thomas Boudat og Amaury Capiot, men ingen af dem er flyvende lige nu. Ledanois og Delalace er stadig de offensive optioner.

OPDATERING 2: Cofidis har erstattet Attilio Viviani med Piet Allegaert, der giver dem en formstærk og holdbar option til en spurt og en mand, der måske også kan spille en rolle i angrebene. Finetto stiller til gengæld ikke til start, og jeg er blevet opmærksom på, at De Bies trængsler skyldes allergi. Det er altså mængden af pollen, der vil bestemme, om han har en af sine gode eller dårlige dage, men formen meldes fortsat god.

***** Greg van Avermaet

**** Dorian Godon, Oliver Naesen

*** Gianni Vermeersch, Lorenzo Rota, Georg Zimmermann, Sean de Bie, Maurits Lammertink

**  Piet Allegaert, Lorrenzo Manzin, Thomas Boudat, Amaury Capiot, Marcel Meisen, Jan Bakelants, Geoffrey Bouchard, Eduard Grosu, Jonathan Hivert, Franck Bonnamour, Luca Mozzato, Romain Cardis, Tom Devriendt, Rudy Molard, Laurence Pithie, Nathan Haas

* Anthony Delaplace, Kevin Ledanois, Victor Lafay, Pierre Rolland, Romain Seigle, Pierre-Luc Perichon, Simon Guglielmi, Lars van der Haar, Geoffrey Soupe, Lionel Taminiaux, Julien Trarieux, Eduard Prades, Gijs van Hoecke, Lawrence Naesen, Fabien Grellier, Emmanuel Morin, Jeremy Leveau, Aaron van Poucke, Julian Mertens

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.