SAMARBEJDSPARTNERE:
For motionister og entusiaster
Spil på sport
Optakt: Paris-Nice
09. marts 2019 17:10Foto: Vincent Riemersma / Team Sunweb
Foråret har langt om længe meldt sin ankomst, og intet er bedre til at signalere de lysere tider end starten på det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. Symbolikken er tydelig, når rytterne i bevæger sig fra de kolde, vinterlige og blæsende forhold i Nordfrankrig til det flotte solskin på den franske Cote d’Azur, mens terrænet gradvist ændres fra et fladt sprinterparadis til langt mere kuperede og vanskelige udfordringer. Efter nogle år med relativt lette ruter har arrangørerne for tredje år i træk sammensat en ganske hård udgave, og kombinationen af en relativt lang enkeltstart samt en decideret bjergafslutning betyder, at 2019-udgaven af Løbet mod Solen bliver rammen om et stort slag mellem nogle af verdens bedste etapeløbsryttere.
Artiklen fortsætter efter videoen.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!
Løbets rolle og historie
De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og har draget fordel af de varme og solrige forhold i områder som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.
Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.
Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!
Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløvsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb.
Det er ikke mærkeligt, at Paris-Nice er et nøgleløb på den europæiske cykelscene. Da den første udgave blev afviklet allerede i 1933, er det en begivenhed med en lang historie, og dets position på kalenderen er både symbolsk og velvalgt. Efter oprindeligt at være blevet etableret som et træningsløb efter banesæsonen forsvandt det under Anden Verdenskrig, og et mindre succesfuldt forsøg på at genoplive det i 1946 blev hurtigt opgivet igen. Det var imidlertid tilbage på kalenderen i 1951, inden det i 1954 igen fik navnet Paris-Nice, og det var i 50erne, at dets status voksede. Således udviklede det sig fra at være et forberedelsesløb til at være en stor begivenhed i sig selv. Den fantastiske duel mellem Jacques Anquetil og Raymond Poulidor i 1966 delte Frankrig, og siden da har løbet tilhørt sportens absolut vigtigste løb. Lige fra start havde det stor international appel, og mange af sportens største navne findes blandt vinderne. Eddy Merckx vandt således tre gange i træk fra 1969 til 1971, Anquetil tog i alt fem sejre, og Miguel Indurain var øverst på podiet to gange. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Sean Kelly, der vandt løbet hele syv gange i træk mellem 1982 og 1988, inden Indurain brød stimen.
Det, der gør løbet så specielt, er den symbolske natur. Intet signalerer forårets komme bedre end Løbet mod Solen, der starter i Nordfrankrig, hvor rytterne ofte er pakket ind i tykt tøj for at overleve de kolde og blæsende betingelser. Denne del har som regel tilgodeset sprinterne og klassikerrytterne, og der er ofte mindst én etape, der er blevet afgjort af heftig sidevind. Efterhånden som rytterne bevæger sig mod syd og nærmer sig Nice, forbedres vejret gradvist, og typisk ender løbet i solrige betingelser på den franske Cote d’Azur. Samtidig ændres terrænet, og det bliver tid for klatrerne at afgøre kampen om den samlede sejr i det prestigefulde løb.
Den dobbelte natur betyder, at løbet har lidt for enhver smag. Det er ofte startet med en prolog og er tit endt med den berømte enkeltstart op ad Col d’Eze i udkanten af Nice, og derfor har der været klare mål for enkeltstartsspecialisterne. På grund af den tidlige kalenderplacering kommer løbet aldrig op ad de højeste bjerge, og man undgår altid Alperne fuldstændig, hvorfor det ikke er et løb for de sande klatrere. I stedet er det en begivenhed for alsidige ryttere, der kan klare lidt af det hele, og det afspejles klart i listen over vindere.
Traditionelt har løbet været det rette sted at være for de store etapeløbsryttere, der er blevet tiltrukket af den alsidige rute, et slags mini Tour de France. I de senere år har det imidlertid ændret sig en smule. I flere år var mængden af enkeltstartskilometer begrænset til denne relativt korte prolog, og kun 2011-udgaven, den nylige tilbagevenden af Col d’Eze-enkeltstarten samt de to sidste års løb stikker ud som markante undtagelser. Samtidig har mange udgaver været helt uden væsentlige bjergafslutninger.
I 2014 traf arrangørerne fra ASO, der har haft ansvaret siden 2002, den modige beslutning fuldstændig af ændre løbets karakter. Man sammensatte en rute helt uden enkeltstarter eller store stigninger, og i stedet var løbet at betragte som otte klassikere. Det ændrede feltet fuldstændigt. Da det blev afsløret, hvordan ruten var sammensat, skiftede næsten alle etapeløbsryttere mening og foretrak Tirreno-Adriatico i stedet for det franske løb, der i stedet blev et stort mål for klassikerryttere.
Den udvikling var interessant, fordi Tirreno-Adriatico gik i den modsatte retning. Traditionelt har de to etapeløb været i hård kamp om at få de bedste ryttere til start, og i mange år syntes de at have fundet en arbejdsdeling. Da det italienske løb bestod af en blanding af flade og småkuperede etaper og ofte blev vundet af klassikerryttere, tog endagsspecialisterne til Italien, men etapeløbsrytterne drog til Frankrig. Da Tirreno-arrangørerne RCS ændrede formatet og begyndte at inkludere flere enkeltstartskilometer samt større bjerge, udviklede det italienske løb sig imidlertid til en mini-grand tour, mens Paris-Nice i højere grad har været tilpasset klatretyper med mere punch.
ASOs beslutning fra 2014 fungerede slet ikke, og man kunne bare se til, mens alle stjernerne tog til Italien, mens deres eget løb ikke fik den sædvanlige opmærksomhed. I et forsøge på at genvinde sin position er ASO nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. I 2015 kom Col d’Eze-enkeltstarten og prologen tilbage, og man havde endda en bjergafslutning. Faktisk var det en af de hårdeste udgaver i mange år. I 2016 år var løbet knap så selektivt, men det var stadig et løb for etapeløbsryttere og ikke klassikerspecialister. I både 2017 og 2018 har man med en relativt lang enkeltstart og en decideret bjergafslutning forsøgt for alvor atter at udfordre Tirreno-Adriatico i kampen om etapeløbsstjernerne.
Alligevel synes løbet i de senere år at have tabt kampen til Tirreno, der har haft langt større appel til De Fantastiske Fire, Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, der i en årrække var kendt som de stærkeste grand tour-ryttere. Usikkerheden om ruten har fået mange af de bedste etapeløbsryttere til at droppe det franske løb, og det har taget tid for ASO igen at genvinde tilliden til, at de vil lave en rute, der passer grand tour-ryttere.
I 2017 syntes man at have nærmet sig tidligere tiders popularitet blandt etapeløbsryttere, og det skyldtes i høj grad, at man havde designet en rute, der har været den hårdeste i mange år. Det mønster gentog sig ikke i 2018, hvor stjernerne igen valfartede til Italien, men i år har man fået lettere spil. Lidt overraskende er Tirreno-arrangørerne vendt tilbage til det traditionelle format med en rute uden høje bjerge og i stedet masser af klassikerterræn. Da ASO samtidig til årets Paris-Nice har lavet et ”rigtigt” etapeløb med både en lang enkeltstart samt den hårdeste bjergafslutning i mange år, har det ikke været svært at forklare, hvorfor langt de fleste klatrere vil drage til Frankrig, mens det italienske løb kun har appel til ryttere, der kan drage fordel af de to tidskørsler. I år kan vi således se frem til et felt, der tæller navne som Wilco Kelderman, Egan Bernal, Michal Kwiatkowski, Ilnur Zakarin, George Bennett, Warren Barguil, Nairo Quintana, Richard Carapaz, Marc Soler, Simon Yates, Rigoberto Uran, Tejay van Garderen, Bob Jungels, Patrick Konrad, Domenico Pozzovivo, Dylan Teuns, Miguel Angel Lopez, Ion og Gorka Izagirre samt Romain Bardet, der alle har ambitioner om at gøre sig gældende i den samlede stilling
De to løb har også kæmpet om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo. Meningerne har været delte, da det franske løb giver mulighed for mere hvile forud for den italienske klassiker, mens Tirreno ofte har tilbudt længere etaper og bedre vejr. I dette århundrede har Sanremo-vinderen som regel kørt i Italien, men i de senere år er trenden ændret, idet Simon Gerrans, Matthew Goss, Alexander Kristoff, John Degenkolb og Arnaud Demare alle forberedte sig i Frankrig. Igen i år er der en god chance for, at Sanremo-triumfatoren er at finde i Paris-Nice, da Sam Bennett, Sonny Colbrelli, Magnus Cort, Fabio Jakobsen, Niccolo Bonifazio, Arnaud Demare, Caleb Ewan, Matteo Tretin, André Greipel, Mark Cavendish, Dylan Groenewegen, Michale Matthews, John Degenkolb, Alexander Kristoff og Bryan Coquard udgør dele af et fantastisk sprinterfelt.
Sidste års løb havde som sagt ikke det stærkeste felt, og det så Wout Poels ud til at skulle udnytte til at tage sin første store etapeløbssejr på WorldTouren. Selvom Luis Leon Sanchez med et smart udbrud havde kørt sig i førertrøjen, satte hollænderen med en overlegen sejr på enkeltstarten kurs mod en sikker samlet triumf, indtil han på den første af de tre svære etaper styrtede i fuld finale og med et brækket kraveben forlod løbet. Det så Simon Yates ud til at udnytte til sin fordel, da han på kongeetapen endelig viste sig stærkest på en stor bjergafslutning i et europæisk storløb, men det skulle vise sig at være en kortvarig glæde. Dagen efter knækkede de mange rivaler nemlig både ham og Mitchelton-holdet på en regnvåd dag i Nice, og selvom et sent styrt til Izagirre-brødrene, hjalp ham med at redde den samlede 2. plads kunne han ikke forhindre en modig Marc Soler i med et angreb fra distancen at sikre sig en overraskende samlet sejr foran den ærgerlige Yates samt den ældre Izagirre, Gorka. Soler vender tilbage for at forsvare titlen, men ligner denne gang kun tredjeviolin på et Movistar-hold, der også tæller Quintana og Carapaz, og Yates er med igen i jagt på revanche efter sidste års nedtur. Også Izagirre stiller til start igen, denne gang som del af et formidabelt Astana-hold, der også tæller Miguel Angel Lopez, Luis Leon Sanchez og hans bror Ion.
Ruten
Som anført ovenfor er arrangørerne ASO vendt tilbage til et mere traditionelt format efter det højst mærkværdige eksperiment i 2014, hvor ruten var udgjort af 8 små klassikere. I 2015 sammensatte man den hårdeste rute i mange år, inden man i 2016 år skruede man igen lidt ned for sværhedsgraden, idet den store bjergafslutning var relativt nem, og man igen skippede den klassiske enkeltstart på Col d’Eze. I 2017 indførte man et nyt format, som man siden har fulgt, og som i vidt omfang også genbruges i år. Løbet har tidligere som regel kun haft en prolog og/eller den afsluttende bjergenkeltstart op ad Col d’Eze som tidskørsler, men nu om dage synes formlen at byde på en mellemlang enkeltstart midt på ugen, en stor bjergfinale på lørdagens kongeetape og den spændingsmættede korte, intense søndagsetape omkring Nice, mens resten af løbet udgøres af det klassiske miks af vindblæste sprinteretaper mod nord og mere kuperet klassikerterræn senere på ugen.
Grundet den tidlige kalenderplacering har løbet aldrig ramt de helt høje bjerge, og det har betydet, at løbet har passet bedre til mere eksplosive typer end de rene klatrere, der har haft svært ved at gøre en forskel på de kortere, ikke særligt stejle stigninger omkring Nice. I 2017 tog man imidlertid sværhedsgraden til et helt nyt niveau, og løbet var helt klart det hårdest i adskillige år. Ikke blot indeholdt løbet en usædvanligt lang enkeltstart - den længste siden 2011 i en begivenhed, der altså som regel har været fattigt på kilometer i kampen mod uret - man inkluderede også en bjergafslutning på Col de la Couilole i 1678 m højde, den højeste i løbets lange historie. Hvis man dertil lægger, at man også vendte tilbage til en etapeafslutning på Muren i Fayence, der i 2014 var rammen om løbets kongeetape, og som altså også den korte, kuperede etape omkring Nice var der tale om et helt uhørt svært Paris-Nice. I 2018 blev det igen mere moderat i en udgave, der ganske vist ikke var mild over for sprinterne, men som også havde en relativt let kongeetape.
I 2019 genbruges det nye format som sagt, men der skrues generelt ned for antallet af højdemeter. Alligevel er der en gave til klatrerne, der kan se frem til, at lørdagens kongeetape slutter på Col de Turini, der gør debut som målbjerg i et stort cykelløb, og som er en brutal og meget vanskelig sag og det måske sværeste målbjerg siden seneste besøg på Mont-Ventoux.
Til gengæld er det sammen med de mere eksplosive og moderate bakker omkring Nice på sidste etape også deres eneste chance for at vinde tid, og det kan vise sig ikke at være nok. Som i 2017 og 2018 bydes nemlig på en lidt længere enkeltstart, men denne gang er der tale om en helt anden udfordring i de foregående år. Her var der nemlig tale om stærkt kuperede ruter på hhv. 14 og 18 km, men i 2019 skrues der med 25,5 km både op for distancen og ned for sværhedsgraden på en temmelig flad etape, der i den grad favoriserer specialisterne på bekostning af de lette klatrere. I de seneste mere end 10 år er det faktisk kun i 2011, hvor Tony Martin netop på sin tempocykel sikrede sig den samlede sejr, at man i løbet har haft så lang og flad en specialistenkeltstart.
Løbet har bibeholdt sit traditionelle format og består således af en lang rejse fra Paris i det nordlige Frankrig til det kuperede terræn i det solbeskinnede Nice. Som så ofte før kan det i alt væsentligt inddeles i to dele: en første del for sprinterne og en sidste del for klatrerne. I år er der ingen prolog, og i stedet indledes løbet med en etape i udkanten af Paris, hvor sprinterne ventes at skulle slås om den første gule trøje. Herefter følger to af de mest frygtede etaper gennem det flade Nordfrankrig, hvor sprinterne som regel kommer til fadet, men hvor styrt og sidevind meget ofte har ødelagt ambitionerne for håbefulde klassementsryttere. Som altid bliver det mere kuperet, efterhånden som man nærmer sig sydens sol, og onsdag kan rytterne derfor se frem til første stigninger på en uforudsigelig ardenneragtig etape, der næppe vil være vigtig for klassementet, men som kan blive en aggressiv og underholdende affære.
Klassementskampen indledes på torsdagens etape, hvor feltet skal kastes ud i den omtalte flade og meget vigtige enkeltstart, der afvikles nær Rohone-floden. Herefter får sprinterne en sidste chance på 6. etape, der dog med et par stigninger i anden halvdel kan blive for svær for de tungeste af de hurtige folk. Løbet skal afgøres med to hårde etaper lørdag og søndag. Først gælder det kongeetapen, hvor der venter mere end 4000 højdemeter og den store afslutning på den omtalte Col de Turini. Sammen med enkeltstarten er det løbets absolutte nøgleetape, men som altid er der en mulighed for at ændre på tingenes tilstand på sidste etape, der atter består af en kort, hidsig tur i bakkerne omkring Nice - ligesom i 2018 med en modificeret finale - inden man til slut kører ned til målet i centrum af storbyen, hvor vinderen af den 77. udgave af Løbet mod Solen skal kåres.
1. etape
Paris-Nice er oftest startet med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, men ved enkelte lejligheder har man åbnet festen med en linjeløbsetape, der har givet sprinterne en mulighed for at spurte sig til den første førertrøje. Faktisk har det været det foretrukne format i de senere år, og efter at prologen kortvarigt vendte tilbage i 2016, var det i 2017 igen de hurtige afsluttere, der havde udsigt til at få det første ord. Sidste år tilføjede arrangørerne et interessant krydderi til åbningsetapen, der med en afslutning på toppen af en kategori 3-stigning var som skabt til, at de eksplosive puncheurs kunne gå efter sejren, men i år vender man tilbage til et mere traditionelt format, når løbet skydes i gang med en kort, flad etape, hvor kun vinden synes måske at kunne snyde de hurtige folk.
Som det som regel er tilfældet, er åbningsetapen med sine bare 138,5 km en relativt kort sag, der afvikles med start og mål i Paris-forstaden Saint-Germain-en-Laye i den vestlige udkant af storbyen. Herfra går det igennem helt fladt terræn mod sydvest og vest frem til dagens første kategori 3-stigning, Cote de Beynes (1,2 km, 5,2%), der har top efter 20,5 km. Kort efter drejer man mod sydvest og siden syd for igennem fladlandet at køre ned til det sydligste punkt, der nås midtvejs på etapen.
Nu sættes kursen tilbage mod start- og målbyen ved, at man først kører mod sydøst og nordøst og siden nord, nordøst og nord frem til udkanten af Paris. Her går det mod nordvest via en lille bakke frem til dagens anden kategori 3-stigning, Cote de Beule (2,8 km, 5,2%), hvis top rundes med 26,5 km igen. Herfra skærer man sig mod sydøst frem til dagens første spurt, der kommer med bare 19 km til stregen på toppen af en lille bakke, inden et stykke fladt terræn og en nedkørsel fører mod øst og nordøst frem til et skarpt sving med bare 4200 m til mål. Det stiger nu lidt op til den sidste spurt, der kommer med bare 3 km til mål, hvorefter der venter to bløde kurver, inden en lige, 7 m bred vej leder de sidste 2 m frem til mål. Her stiger det let frem til den sidste km, der er helt flad.
Etapen byder på i alt 1101 højdemeter.
De første etaper i Paris-Nice er kendt for at kunne være enten meget rolige eller ekstremt nervøse og stressende. Det første er tilfældet, hvis vejret er godt, og det sidste gælder, hvis det som i 2017 er blæsende. Meget vil derfor afhænge af vejret, og som vi så det for to år siden, kan klassementsryttere tabe alt allerede den første dag, hvis betingelserne er de rette. Rundstrækningsløb omkring Paris har dog traditionelt aldrig været så farlige som de senere transportetaper, og derfor er det mest sandsynligt, at en stor massespurt skal afgøre, hvem der skal i den første førertrøje.
Saint-Germain-en-Laye har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.
2. etape
Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydvest fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, med mindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.
Rejsen mod solen indledes med en distance på 163,5 km, der fører feltet fra Les Breviaires til Bellegarde. Etapen begynder med, at feltet fra startbyen kører zigzag mod sydøst, tilbage til mod nordvest og til sidst mod sydøst frem til kategori 3-stigningen Cote de Senlisse (1,1 km, 5,5%), der har top efter 26,5 km. Herfra går det stort set stik syd igennem fladlandet, inden man snot sig lidt mod sydvest og sydøst frem til kategori 3-stigningen Cote des Granges-le-Roi (1,5 km, 3,5%), hvis top rundes efter 54,5 km. Herefter bliver det helt fladt, mens man kører mod syd og senere sydøst frem til den første spurt, der er placeret ca. midtvejs efter 85 km.
I løbets anden halvdel ændres der ikke på det flade terræn, kun på retningen. Her kører man nemlig mod øst og sydøst, inden det atter går mod syd og sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 134,5 km. Der er tale om en trekantet sag, der er helt flad og placeret nord for Bellegarde. Først kører man direkte mod sydvest ned til mål, hvor stregen krydses i forbindelse med den sidste spurt efter 140,5 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 23 km runde, der altså ikke byder på mange terrænmæssige eller tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer med mere end 5 km, hvorefter en lang, lige, flad og hele 8 m bred vej leder til mål. Den sidste km stiger dog let med 1,2% i gennemsnit.
Etapen byder på i alt bare 753 højdemeter.
Dette er en helt klassisk anden etape i Paris-Nice, der indleder rejsen mod solen. I langt de fleste tilfælde ender de altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop denne etape har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama. Dette er således ikke en dag, hvor man kan vinde løbet, men mange klassementsryttere vil skrive under på, at man sagtens kan tabe det, ikke mindst fordi etaperne her ofte er præget af styrt. I sidste ende vil det hele blive afgjort i en eller anden form for spurt, hvor den ukomplicerede finale vil favorisere de virkelige fartmaskiner, hvis altså ikke vinden har spillet dem et puds forinden.
Bellegarde er kendt som startby i Etoile de Besseges, men var også målby i 2012 og 2011, hvor hhv. Nacer Bouhanni og Yauheni Hutarovich vandt massespurter.
3. etape
Rejsen mod solen fortsætter som vanligt på tredjedagen, hvor man bevæger sig mod syd det meste af dagen, og der er fortsat lang vej ned til sydens sol og Nices smukke stigninger. Derfor venter der på tirsdag igen en helt typisk tidlig Paris-Nice-etape, der mest har karakter af transport og Milano-Sanremo-opvarmning for sprinterne, men som under de rette omstændigheder kan være livsfarlig. En hel dag, hvor der køres i én retning, betyder nemlig, at der kan være sidevind fra start til slut, hvis blot vindretningen og -styrken er rigtig.
Etapen er med sine i alt 200 km ganske lang efter løbets vanlige standard og fører fra Cepoy til Moulins/Yzeure. Etapen mindre i sin natur meget om den foregående, men denne gang er retning sydlig gennem hele dagen. Samtidig er terrænet pandekagefladt, og det eneste højdepunkt i løbets første halvdel er den første spurt, der kommer allerede efter 24,5 km.
Frokosten indtages efter 70 km i Bouilleret, men det betyder ikke, at rytterne kan se frem til afveksling fra etapens første del. Også anden halvdel er nemlig totalt flad og retningen er fortsat sydlig. Først kort inden mål drejer man mod sydøst for herefter at passere dagens sidste spurt, der kommer bare 18 km fra stregen. Herfra leder en lang og flad vej frem til en lidt mere kompliceret finale, hvor der er et venstre- og et højresving i to rundkørsler på den tredjesidste kilometer, hvorefter en blød kurve leder ind på den 1200 m lange, 8 m brede opløbsstrækning. Den næstsidste kilometer stiger let, men derfra er det helt fladt.
Trods den lange distance byder etapen blot på 896 højdemeter.
Ligesom de foregående kan etapen forløbe på to måder. Det kan blive en sand langgaber, hvor feltet formentlig vil køre enormt langsomt bag et tidligt og ufarligt udbrud, inden de rene sprintere skal slås om sejren i et brag af en massespurt. Omvendt kan etapen også blive langt mere dramatisk end selv lørdagens kongeetape, hvis blot vinden er rigtig, og derfor er det meteorologerne, der har nøglen til at forstå, hvad der vil ske på løbets tredje dag.
Moulins/Yzeure har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.
4. etape
Efter 3 dage, hvor der har været trådt store gear, og hvor løbet på et splitsekund har kunnet tabes som følge af en dårlig placering i sidevinden, er det på onsdag endelig tid til at teste klatrebenene en anelse. Som bekendt bliver terrænet i Paris-Nice altid gradvist mere kuperet, og det afspejles også i årets rute, hvor der lægges forholdsvist blødt ud på en etape, der ikke vil være afgørende. Løbets sidste tredjedel byder imidlertid ikke på megen flad vej, og selvom stigningerne ikke er voldsomt lange og finalen ikke specielt svær, vil der være rum til at prøve benene af i det, der tegner til at blive en uforudsigelig og ukontrollerbar afslutning.
De fleste etaper i Paris-Nice har karakter af transport, og det gælder også for denne, der vil føre feltet over hele 212 km mod sydøst og retning mod målet ved solen i Nice mellem Vichy og Pelussin i det kuperede Massif-Central. Starten er knaldhård, da det indledningsvis stiger over 30 km, mens man kører mod sydøst. Undervejs venter der efter 18,5 km en bjergspurt på toppen af kategori 3-stigningen Cote de Cheval-Rigon (5,7 km, 3,9%), der er lang og regulær og aldrig stejl. Kort efter det højeste punkt venter efter 35,5 km den første spurt, og herefter venter et lettere stykke, når man fortsætter mod sydøst, men denne gang gennem terræn, der over 40 km er let faldende. Efter godt 75 km flader terrænet ud, og det stiger herefter kun ganske let, når man drejer mod syd og siden øst. Efter 130 km venter dernæst en lang nedkørsel ad relativt snoede veje, der fører mod sydøst og syd ned til byen Chateauneuf.
Her ændrer etapen karakter, når man drejer mod sydøst for at tage hul på kategori 2-stigningen Cote de Trieves (3 km, 5,2%), der er relativt regulær og stejlest i bunden, og hvis top rundes efter 152,5 km. Herfra fører en lang, lige og faldende vej mod sydøst ned til vunden af dagens sværeste udfordring, kategori 1-stigningen Cote de Condrieu (1,9 km, 8,5%), som bestiges fra øst, som efter 1 km har 500 m, der stiger med hele 9,8%, og hvis top rundes med 43,5 km igen. Herfra stiger det let mod øst, inden man drejer mod sydvest og slår et smut mod vest via en teknisk nedkørsel, der leder frem til vunden af kategori 2-stigningen Cote de Saint-Michel.Sur-Rhone (3 km, 6,6%), der har top 29 km fra stregen. Den er stejlest på den første km, hvor det stiger med 8,5%, men derfra stiger det blot med ca. 5,5%.
500 m efter toppen rammer man den afsluttende rundstrækning, og herfra går det via let stigende terræn mod nordvest og sydvest ned til målbyen, hvor stregen krydses for første gang i forbindelse med den sidste spurt efter 192 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 20 km lange runde, der først via en indledningsvis let og siden teknisk sværere nedkørsel fører mod øst ned til bunden af kategori 2-stigningen Cpote de Chavanay (3,1 km, 4,9%), der bestiges fra syd, og hvis tre kilometer stiger med hhv. 5,5%, 8,4% og 1,8% i gennemsnit. Fra toppen resterer blot 10,5 km, der er de samme som efter næstsidste stigning. Det stiger let, mens man kører mod nordvest og siden sydvest, indtil man når de sidste 3 km. Herfra er det let faldende, indtil det over de sidste 500 m stiger med 3-4%. Man følger en vej, der konstant bugter sig, indtil der med 1500 m igen er et skarpt sving. På de 500 m drejer man skarpt to gange i træk, inden man rammer den 200 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2969 højdemeter.
Paris-Nice rammer kun sjældent de høje bjerge og byder i stedet på masser af kuperet terræn, der lægger op til aggressivt cykelløb, men hvor det kan være svært at gøre forskelle. Denne ardenneretape har samme karakter og kan være næsten umulig at forudsige. Stigningerne er i hvert fald ikke svære nok til et stort slag mellem klassementsrytterne, men det betyder ikke, at vi ikke vil se angreb til sidst. Etapen er uden oplagt favorit og kan derfor være ganske svær at kontrollere. En spurtstærk ardennertype som Michael Matthews vil helt sikkert have kig på etapen, der meget vel kan ende i en spurt i en relativt lille gruppe af klatrere og ardennerspecialister, men man kan bestemt ikke udelukke, at vi kan se en gentagelse af sidste års 3. etape, hvor en snu Luis Leon Sanchez med et sent angreb kørte sig i førertrøjen inden enkeltstarten.
Pelussin har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.
5. etape
Efter fire dage, hvor man har kunnet tabe løbet, men ikke vinde det, er det endelig tid til det første store klassementsslag. Paris-Nice har som regel været blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind. Det tager man til et helt nyt niveau i 2019, hvor man for første gang siden 2011, hvor Tony Martin tog dem samlede sejr, har en både lang og relativt flad tidskørsel på programmet. Over 25,5 km kan de lette klatrere tabe anseeligt med tid, og derfor er det vejene omkring Barbentane, der meget vel kan knuse drømmene om sejr for mange af løbets topnavne.
I alt skal der tilbagelægges 25,5 km, der afvikles på en rundstrækning omkring byen Barbentane, der ligger i det helt flade terræn ved Rhone-floden. Det afspejler sig i en rute, der med to undtagelser er stort set helt flad. Fra start kører man mod øst ad en lang, lige og flad vej uden sving, inden man drejer mod syd og siden sydvest. Også her venter lange, lige veje, der ikke byder på hverken bakker eller væsentlige sving med undtagelse af de få udfordringer, der venter ved passagen gennem Graveson efter 9 km.
Kort efter Graveson når man etapens sydligste punkt, hvor man drejer mod nordvest for kort efter at ramme dagens væsentligste udfordring, en 1 km lang stigning, der stiger med 4,2% i gennemsnit. Mellemtiden tages på toppen efter 15 km, hvorefter det falder let, mens man kører ad en lidt mere kringlet vej mod nordvest ned til Rhone-floden. Den følges mod nordøst via en helt flad vej, inden man drejer mod øst for igennem fladlandet at køre ind til målet i Barbentane. Her venter en lang, lige vej efter en rundkørsel med 3500 m igen, men kort inden mål rammer man en hidsig overraskelse i form af en lille mur, der over 500 m stiger med 7-8%, og som indledes med et skarpt sving og har et hårnålesving og en blød kurve, inden man rammer den bare 70 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt bare 140 højdemeter.
De seneste to års enkeltstarter i Paris-Nice har været ganske kuperede, men det er denne bestemt ikke. Ganske vist er der en mindre bakke midtvejs, ligesom den sidste lille bakke kan være en kedelig overraskelse, men grundlæggende er det en rute, der udgøres af fladt tonserterræn, hvor der kan trædes mange watt. Med andre ord er det en dag for de virkelige specialister, og mens mange klatrere helt sikkert vil få grumme klø og tabe løbet på denne etape, er det dagen, hvor de tungere klassementsryttere skal slå til og sikre sig et måske afgørende forspring inden de afgørende etaper i weekenden.
Barbentane har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.
6. etape.
Efter det første klassementsslag bliver der en chance for at slikke sårene inden de afgørende kampe på stigningerne omkring Nice i weekenden. Årets løb er nemlig mere sprintervenligt, end det har været i mange år, og efter de tre indledende flade etaper er der en chance for, at de hurtige folk også kan komme til fadet for sidste gang inden bjergene. Det sker på løbets tredjesidste etape, men da vi nu er helt nede ved den kuperede franske Middelhavskyst skal der klatres en del, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at sejre i Brignoles fredag eftermiddag.
Etapen fører feltet over 176,5 km fra Peynier til Brignoles. Egentlig er vi allerede nu helt nede ved Middelhavet, men vi har ramt vandet lidt vest for Nice. Derfor har etapen karakter af transport, der førr feltet mod øst, men undervejs skal man i sidste halvdel sno sig rundt i bakkerne nord for Toulon. Den første halvdel er dog ganske fredsommelig, idet man lægger ud med at køre mod øst og nordøst gennem terræn, der er hovedsageligt fladt. Et let stigende stykke fører derefter mod øst, inden det falder let mod sydøst ned til Carcés, der efter 59,5 km er etapens østligste punkt. Herfra går det tilbage mod vest og siden sydvest og syd igennem kun let stigende terræn.
Etapen ændrer karakter når man efter 109 km rammer kategori 2-stigningen Cote de la Sainte-Baume (5 km, 5%), hvis top rundes med 62,5 km igen. Herfra stiger det let mod øst, inden en let og hurtig nedkørsel fører videre mod øst ned til kategori 3-stigningen Cote de Mazaugues 1,3 km, 6,3%), der har top efter 131 km. Derfra falder det let mod sydøst, inden en bakke fører frem til den første spurt, der er placeret efter 146,5 km, inden en hurtig nedkørsel fører mod syd ned til dagens sidste udfordring, kategori 2-stigningen Cote de Sainte-Philoméne (8 km, 3,5), der bestiges fra syd. Fra toppen resterer fortsat 17,5 km, og de er stort set alle let faldende. Det går mod nord frem til den sidste spurt, der kommer bare 4 km fra stregen på toppen af en lille bakke, hvorefter det falder let mod sydvest ned mod mål. Efter spurten er der et venstresving i en rundkørsel med 1300 m igen, hvorefter vejen har to bløde sving efter den røde flamme, inden man rammer den 200 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2029 højdemeter.
Sprinterne vil være meget opsatte på at få en ekstra chance inden weekenden, og derfor ligner det en massespurt. Terrænet er ganske vist ikke fladt, og der er en god chance for, at man undervejs vil sørge for at sætte Dylan Groenewegen og de andre tunge folk af, men for folk som Michael Matthews, Sonny Colbrelli, Alexander Kristoff og John Degenkolb burde den lange, lette sidste stigning ikke volde problemer. For klassementsrytterne handler det om at spare sig til weekenden, og derfor peger alt på en relativt rolig dag i det sydfranske.
Brignoles fik i 2009 besøg af Tour de France, og her sikrede Mark Cavendish sig på 2. etape den første af i alt seks etapesejre i det års udgave af løbet.
7. etape
På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året.
Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men sidste år bød man med målbjerget Col de la Couille på den sværeste bjergafslutning i mange år. Sidste års Valdeblote la Colmiane var heller ikke nogen stor udfordring, men i år kan klatrerne virkelig slikke sig om munden, når der for første gang i løbets historie skal afsluttes på den ganske stejle Col de Turini, der som mål for kongeetapen vil være den helt store chance for at genvinde tabt terræn efter enkeltstarten.
I alt skal rytterne tilbagelægge 181,5 km, der til toppen af Col de Turini, der er placeret i det stærkt kuperede terræn i den sydvestlige udkant af Alperne. Man synes at have gjort det til en tradition at indlede lørdagens kongeetape i Nice, og det vil også være tilfældet for fjerde gang i træk i 2019. Starten er ganske hård, idet man kører mod nord væk fra vandet og derfor med det samme skal op ad kategori 2-stigningen Cote de Gattieres (4,5 km, 4,8%), der er jævn og regulær og har top efter 10,5 km. Herfra drejer man mod sydvest for igennem fladt terræn at passere gennem Vence, inden en nedkørsel leder ned til bunden af kategori 2-stigningen Cote de Giurdon (7,7 km, 4,2%), der bestiges fra syd og har top efter 47,5 km, og som er en meget let opkørsel. Derfra fortsætter man mod nord igennem let kuperet terræn, inden man drejer mod øst for at tage hul på kategori 2-stigningen Cote de Coursegoules (7,8 km, 5%), hvis top i næsten 1000 m højde passeres efter 70 km. Bare 2,5 km senere venter dagens første spurt.
Efter den hårde første del bliver det betydeligt lettere, når man i den følgende fase snor sig mod nordøst, vest og til sidst igen øst igennem terræn, der er fladt eller let faldende. Den nemme fase afbrydes kortvarigt af kategori 3-stigningen Cote de Gillette (2 km, 5,6%), der har top efter 126 km, inden der venter en teknisk nedkørsel, der fører mod syd. Herfra går det mod nordøst med retning mod bjergene via en lang, let stigende vej, der leder frem til finalen.
Den indledes, når man rammer kategori 1-stigningen Cote de Pelasque (5,7 km, 6,2%), der er endnu en meget jævn stigning på 6-7%, indtil den flader ud nær toppen, der passeres med 21 km igen. Derefter er det kun en kort og ikke specielt svær nedkørsel, der fører mod nordøst, indtil en let stigende vej leder frem til den sidste spurt, der kommer i byen La Bollene-Vesubie efter 169,5 km. Den ligger lige i bunden af den afsluttende udfordring, kategori 1-bjerget Col de Turini, der over 14,9 km stiger med 7,3% i gennemsnit, og som bestiges fra den vestlige side. Der er tale om en yderst irregulær stigning, hvor af den 5. 7. og 11. km alle stiger med mere end 10%, men hvor der også undervejs er enkelte strækninger, der er lettere. Efter den svære 11. km, der stiger med 10,8% stiger det med hhv. 7%, 6%, 9% og 6,2% over de sidste kilometer. Samtidig er der tale om en kringlet stigning med et hav af hårnålesving. Det sidste af disse kommer med knap 3 km igen, men derefter snor vejen sig konstant, indtil man rammer den bare 50 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 4318 højdemeter.
Som sagt er det relativt usædvanligt at møde et næsten 15 km langt bjerg i det franske etapeløb, der normalt har været kendetegnet af relativt korte stigninger, og det giver klatrerne en ganske god chance for at vinde tid på temporytterne, ikke mindst fordi der samlet bydes på næsten 4500 højdemeter på en knaldhård dag. Samtidig er den sidste stigning historisk svær i Paris-Nice-sammenhæng, og derfor er der lagt op til et rigtigt slag mellem de virkelige klatrere, der formentlig alle har en del tabt terræn at hente efter 5. etapes enkeltstart.
Col de Turini har ikke tidligere været målbjerg i et stort cykelløb, men er for tre gange tidligere blevet besteget midtvejs på en Tour-etape, senest i 1973.
8. etape
I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, hvor sidste etape er fyldt med de legendariske stigninger, der bestiges år efter år i de smykke omgivelser i regionen. Som vanligt afsluttes etapen med en lang nedkørsel til Nice, hvor man for tredje år i træk - i lyset af det tragiske terrorangreb i byen 14. juli 2016 - har flyttet afslutningen væk fra den traditionsrige Promenade d’Anglais. Denne finale har ofte gjort det svært for de bedste klatrere for alvor at gøre en forskel på sidstedagen, men historien viser, at alt er muligt på en etape, der stort set altid er mættet af spænding - bare tænk på de seneste tre års drama, hvor hhv. Geraint Thomas og Sergio Henao afværgede angreb fra Alberto Contador i sidste øjeblik, og hvor Marc Soler sidste år med stort mod fik skovlen under en lidende Simon Yates, der oplevede en stor krise. I år har man ligesom i 2018 lagt en ny stigning ind efter det klassiske afslutningsbjerg Col d’Eze i et håb om herved at kunne skabe større udskilning end tidligere. Faktisk var man tilsyneladende så begejstrede for sidste års drama, at man har valgt helt at kopiere 2018-ruten.
Årets etape, der både starter og slutter i Nice, er med sine 110 km ligesom sidste år endnu kortere end vanligt. De første ca. 80 km er helt de samme som i 2017. Eneste ændring er, at man denne gang ikke kører ned til Nice til slut for at køre op ad Col d’Eze fra den klassiske side. I stedet kører man op over toppen fra den modsatte side, hvor stigningen er langt kortere, inden man kører ned til Nice for at slutte løbet med den nye stigning, Col des Quatre Chemins, der ligger tættere på mål, end Col d’Eze gjorde på den klassiske etape.
Fra starten i Nice bevæger man sig ad den flade kystvej mod sydvest ud af byen, inden man sætter kursen mod nord og ind i landet. Her begynder det at stige, indtil man når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Levens (6,2 km, 5,6%) efter 20,5 km kort før byen Levens, hvor den første indlagte spurt kommer bare 3,5 km senere. Der er tale om en jævn opkørsel uden stejle passager. Herfra bevæger man sig i småkuperet terræn mod sydøst frem til kategori 2-stigningen Cote de Chateaneuf (5,3 km, 4,3%), der har top efter 36,5 km, ligeledes er helt jævn og efterfølges af en teknisk meget svær nedkørsel. Den leder direkte til bunden af kategori 2-stigningen Col de Calaison (6,3 km, 4,5%), hvis top kommer ved 51 km-mærket, og som aldrig bliver stejl. Herfra fortsættes mod nord af en nemmere nedkørsel, inden man igen sætter kursen mod syd på et af de få fladere stykker på etapen.
Den absolutte finale ventes at blive indledt, når man drejer mod nordøst for at bestige kategori 1-stigningen Col de Peille, der stiger med 6,8% over 6,6 km og er dagens vanskeligste udfordring. Særligt den nedre del med 3 km med stigningsprocenter på 7-9 er vanskelig, og det var her, Contador overraskede konkurrenterne ved at sætte sine første store angreb ind i både 2016 og 2017. Toppen kommer imidlertid med hele 32,5 km til mål, og da den efterfølges af en lang, ikke særlig svær nedkørsel mod syd og sydvest og Middelhavskysten, er der masser af tid til, at der kan ske samling.
Efter 78,5 km passerer man den sidste spurt i La Turbie, inden man kort efter forlader kystvejen for at køre op over kategori 1-stigningen Col d’Eze (1,6 km, 8,1%), der altså denne gang angribes fra sydøst og ikke som vanligt fra sydvest, og som herfra er kort men meget stejl med 10,1% over de sidste 700 m. Toppen kommer med 26,5 km til mål, og herefter kører man via den gamle opkørsel mod sydvest ned til Nice. I stedet for at køre direkte frem til mål afslutter man imidlertid etapen med at køre en lille omgang på den nye rundstrækning. Den leder første mod nord og siden sydøst op over kategori 2-stigningen Col des Quatre chemins (5,5 km, 5,5%), hvis top rundes med bare 9 km igen. Den er stejlest i bunden, hvor den i over 2 km stiger med ca. 7%, inden den flader ud og byder på stigningsprocenter på knap 4 på de sidste 2 km.
Herefter rammer man igen den nedkørsel, der blev benyttet efter Col d’Eze, og som leder mod sydvest ned mod centrum af Nice. Denne gang fortsættes helt ind til mål, hvor nedkørslen slutter efter to hårnålesving og to skarpe sving med 1500 m til mål. Herefter vente en lille bakke, der fører op til den røde flamme. Denne gang fortsættes ikke helt ind på Promenade d’Anglais, da man i stedet ender på den nærliggende Quai des Etats-Unis. Det sidste skarpe sving kommer med 900 m igen på en lille nedkørsel, og derefter følger en blød kurve 300 m senere, inden man rammer den 6 m brede, næsten helt flade opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2132 højdemeter.
Etapen består af de fleste af de velkendte stigninger fra området, og derfor kender de fleste ryttere terrænet og de tekniske nedkørsler. Stigningerne er ganske vist mange, men de bliver aldrig meget stejle, og derfor har det ofte været svært at gøre afgørende forskelle. Meget ofte er det lykkedes nogle af klassikerrytterne at følge de bedste klatrere. Det er imidlertid den sidste chance for at ændre klassementet, og derfor er der altid angreb fra favoritgruppen. Første del af etapen er ikke meget hård, og derfor skal slaget slås på de sidste tre stigninger. Contadors modige angreb på Col de Peille i 2016 og 2017 og Mars Solers tidlige angreb i 2018viser, at man kan forsøge sig allerede her, men det mest oplagte er, at den endelige kamp vil udspille sig på den nye stigning i finalen. Den er ikke voldsomt svær, men da den kommer tættere på mål end tidligere, kan der skabes forskelle, som vi så det under Yates’ krise sidste år. Tidligere er det ofte lykkedes en lille gruppe af de bedste at komme fri, og hvis de kan samarbejde, kan forspringet holdes til stregen, som Contador og Richie Porte viste i 2016, ligesom tidlige udbrydere har holdt hjem i de seneste to år, hvor David De La Cruz har sejret. En spurt i en lille gruppe af klassementsryttere er dog det mest sandsynlige udfald, selvom det altså også tidligere er lykkedes for udbrydere at holde hjem på en dag, der er svær at kontrollere, og hvor der ingen oplagt favorit er.
Sidste år blev den førende Simon Yates sat under pres fra start, og det udnyttede Marc Soler til at angribe tidligt og gøre følgeskab med David De La Cruz og Omar Fraile i en trio, der holdt hjem og gav sejr til De La Cruz og samlet triumf til Soler. I 2017 angreb Contador tidligt og hentede de to tidlige udbrydere De La Cruz og Soler, inden trioen spurtede om sejren, der også her gik til De La Cruz. Favoritgruppen, der også indeholdt navne som Sonny Colbrelli og Michael Matthews, nåede mål 21 sekunder senere, og det var akkurat nok til, at Sergio Henao kunne forsvare førertrøjen.
I 2016 angreb Contador på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Richie Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr.
I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Geraint Thomas styrtede på nedkørslen. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en lille spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!
Favoritterne
Hvor tidligere års Paris-Nice var lidt vanskeligt at forudsige grundet de relativt lette ruter med ganske lette stigninger, har arrangørerne fra ASO som sagt ændret tingenes tilstand i de sidste par år. Beslutningen om i begge tilfælde at indføre en relativt lang enkeltstart - begge gange i meget kuperet terræn - samt introduktionen af langt sværere bjergafslutninger end tidligere, har gjort det hele lidt lettere at forudsige. Løbet ligner nu et ”rigtigt” etapeløb, hvor det som udgangspunkt er kombinationen af tempoegenskaber og bjergben, der afgør udfaldet.
Paris-Nice har ofte været et lidt specielt løb. På den ene side har det været så kuperet, at etapeløbsrytterne og klatrerne har fundet sig fint til rette, men på den anden side har stigningerne også været så korte og relativt lette, at det har været muligt for klassikerryttere også at blande sig. Det har også i de seneste år i nogen grad være tilfældet, da der fortsat ikke er tale om udfordringer som dem, der findes i sæsonens største løb, men Paris-Nice er nu et løb, der i højere grad passer til de virkelige etapeløbsryttere.
Det bliver dog betydeligt vanskeligere i år. Denne gang har man i Turini-stigningen fundet et virkelig modbydeligt bjerg, der i hvert fald er sværere end de finalestigninger, man havde i 2015, 2016 og 2018. De ryttere, der har prøvekørt bjerget, melder om en svær udfordring, hvor stigningsprocenten er meget varierende, og hvor der er ganske mange stejle passager. Med andre ord har klatrerne vel ikke i nyere tid haft en så god chance for at sætte sig igennem, som de har det i årets løb.
Det burde gøre det ret let at udpege løbets to vel nok bedste klatrere, Egan Bernal og Miguel Angel Lopez, samt en stadig stærkere Simon Yates til de klare favoritter. Så enkelt er det bare ikke, for arrangørerne har som sagt også på anden vis forandret løbets natur. Hvor enkeltstarter normalt har været begrænset til prologer og bjergenkeltstarten op ad Col d’Eze har man som sagt siden 2017 haft en mere klassisk tidskørsel på programmet i stedet. Og denne gang er der tale om en helt anden udfordring end i 2017 og 2018, hvor de kuperede ruter betød, at også bjerggederne kunne gøre det hæderligt. I 2019 er der hovedsageligt tale om solidt tonserterræn, og med en forlænget distance på hele 25,5 km er der basis for, at folk som Lopez, Bernal og Yates i forhold til de tempostærke favoritter vil få sig list af en lussing. Det gør årets Paris-Nice til et løb, der er næsten historisk uforudsigeligt, for det er meget svært at vurdere, hvilken af de to etaper, der i sidste ende vil blive vigtigst.
Det er utvivlsomt også de to dage, der vil være langt de mest betydningsfulde, men derudover skal man bestemt ikke undervurdere den sidste dag i Nice. Yates kan i hvert fald skrive under på, at det kuperede terræn kan være rigeligt svært, hvis man har en dårlig dag og ikke et hold til at støtte sig. Faktisk har den etape nu tre år i træk givet anledning til en sand neglebider, for hvor det i 2018 altså lykkedes Marc Soler at knuse Yates’ sejrsdrømme, var det i 2016 og 2017 kun med det yderste af neglene, at hhv. Geraint Thomas og Sergio Henao modstod de formidable angreb fra Alberto Contador. I sig selv er terrænet håndterbart, men har man et svagt hold kan etapen omkring Nice koste dyrt!
De øvrige fem etaper er på papiret ikke dramatiske, men tag ikke fejl! Paris-Nice er kendt for sine dramatiske sidevindsetaper - bare spørg Richie Porte, der så sent som for to år siden fik knust alle drømme om sejr i de intense første dage - og i år kan det gå vildt for sig. Det er nemlig ikke kun Danmark, der har fået afløst en uhørt varm vinter med decideret efterårsvejr ved indgangen til foråret. Det har Nordfrankrig også, og der er lagt op til en regnfuld og blæsende start på lørdag. Af de første fem dage vil kun mandag blive tør, og de tre første dage vil alle være blæsende. Allerede den indledende rundstrækning på søndag kan give mere ballade end ventet, og særligt mandag, hvor man har en hel dag med uafbrudt sidevind har potentiale til drama. Tirsdag vil endda blive endnu mere blæsende, men her vil der måske være for meget modvind til, at det har en effekt.
Med andre ord virker det usandsynligt, at de første tre dage ikke bliver dramatiske, og som regel giver så kraftig vind på de åbne nordfranske vidder altid anledning til splittelse i dette løb. Det favoriserer i den grad de lidt mere alsidige folk med gode klassikerhold, og vi kan sagtens se, at flere klatrere allerede er ude af spillet efter tre dage. Derefter lægger vinden sig, men som det ser ud nu, kan feltet så se frem til den allermest blæsende dag, når de rammer den frygtede Mistral på 6. etape, og selv her kan der derfor ske splittelse. Først i den sidste weekend ventes endelig godt vejr, og her kan klatrerne i det mindste glæde sig over, at der er udsigt til medvind på Col du Turini, hvilket vil gøre kongeetapen endnu mere selektiv.
Med andre ord kræver det stor alsidighed at vinde årets Paris-Nice. Det er i hvert fald ikke nok bare at køre stærkt op ad Col du Turini. Man skal som minimum kunne begrænse sit tab på den flade enkeltstart ganske godt, og derudover skal man undgå en katastrofe i den sidevind, der altså kan præge 1., 2., 3. og 6. etape. 4. etape ventes ikke som udgangspunkt at blive vigtig, men en hurtig fyr som Michal Kwiatkowski kan måske vinde bonussekunder, ligesom man ikke skal udelukke, at man på samme maner som Luis Leon Sanchez i 2018 med et smart angreb faktisk kan vinde tid. Endelig skal man gerne have et klatrestærkt hold, der kan modstå det forventede pres på 8. etape, hvor Yates sidste år knækkede.
Forud for årets UAE Tour så Richie Porte ud til at være storfavorit. I et løb, hvor de andre favoritter enten klatrer godt, men kører en god enkeltstart, eller er en god temporytter uden at være en af de allerskarpeste klatrere, skilte australieren sig ud som den eneste, der var blandt de bedste i begge discipliner. Sidevinden kunne nu nok igen have sat en kæp i hjulet, men som udgangspunkt er det en rute, der havde ligget til Portes højreben.
Det arabiske løb afslørede imidlertid, at australieren var for mærket af sin sygdom, og nu har han endda valgte helt at droppe årets første store mål og et løb, han elsker. Det åbner i den grad løbet op, for hvad skal man forvente i et felt, hvor topklatrerne Lopez, Bernal, Yates og Nairo Quintana alle får solide klø på 5-. etape, men hvor de tempostærke Wilco Kelderman, Michal Kwiatkowski, Tejay van Garderen og Ion Izagirre nok alle vil tabe tid på Col du Turini? Og hvem risikerer at blive sat ud af spillet allerede i den tidlige sidevind? Og hvem har endelig holdet til at forsvare en eventuel førertrøje på den giftige sidste etape omkring Nice, der knækkede Yates og næsten også gjorde det med Henao og Thomas?
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!
Det bliver med andre ord et næsten historisk uforudsigeligt Paris-Nice, og det er derfor også med en vis bæven, at vi peger på Wilco Kelderman som vores favorit. Det er ellers meget usædvanligt at satse på en mand, der endnu ikke har vundet et stort WorldTour-løb, men hollænderen er en af de få, der både kan køre med om sejren på 5. etapes enkeltstart og samtidig klatre med de bedste på Col du Turini. Han vil ganske vist utvivlsomt blive sat til vægs af de bedste på kongeetapen, men siden skiftet til Sunweb har han forbedret sig så meget i bjergene, at han ikke nødvendigvis vil tabe meget. I 2017 viste han for alvor klatreevnerne med den samlede 4. plads i Vueltaen, og her var han især i anden uge næsten på højde med Froome, Lopez og co. I et skadesramt 2018 fandt han aldrig helt samme takter, men nu kan en opløftende præstation i Abu Dhabi, hvor han blev nr. 6 på den sidste bjergetape indikere, at han igen er tilbage på sporet.
For at vinde skal Kelderman imidlertid først og fremmest slå til på enkeltstarten, og det burde være muligt. På sine gode dage er han nemlig en af verdens bedste i disciplinen, som han viste med sin 2. plads bag Froome i Vueltaen i 2017 og med sidste års 5. plads i Abu Dhabi, hvor han begge gange kørte på ganske flade ruter. Han har tillige slået selveste Tom Dumoulin på en flad tonserenkeltstart ved de hollandske mesterskaber, og hans evner i kampen mod uret er derfor ikke til diskussion, heller ikke på en rute som denne. Når vi alligevel tager et lille forbehold for præstationen, skyldes det et 2018, hvor han gang på gang skuffede i kampen mod uret. Det skyldes formentlig, at de mange skader gav ham et andet fokus end arbejdet på tempocyklen, og vi har derfor en forventning om, at han med Sunwebs ekspertise kan genfinde fordums styrke. Det er dog først på torsdag, at han får lejlighed til at bevise det.
Kelderman står også stærkt på andre områder. Han er en robust fyr, der kan køre i sidevind - især med hjælp fra Michael Matthews - men han har også sine udfordringer. Tager han trøjen efter 7. etape, kan han blive ganske sårbar på sidste etape, hvor han i meget høj grad vil være afhængig af en velkørende Matthews samt en superdag fra folk som Martijn Tusveld og Louis Vervaeke. Holdet udgør derfor en svaghed, og han kan blive afhængig af alliancer med andre hold. Der er derfor meget, der kan gå galt for Keldermen, men i kraft af den gode enkeltstart må han alligevel være vores bedste vinderbud.
En anden tempostærk kandidat er Ion Izagirre, der med den samlede sejr i Valencia kom forrygende fra start for Astana. Mest opløftende var det, at han efter nogle svage præstationer på tempocyklen i 2017 og 2018 med en forrygende enkeltstart atter fandt sig selv i den disciplin, der har været nøglen til de mange topplaceringer i ugelange etapeløb, hvor han nu i flere år har været en af verdens allerbedste. Det er da også netop enkeltstarten, der skal være hans nøgle til en samlet ser, for vi så både i Valencia og ikke mindst i Andalusien, at han trods sine forbedrede klatreevner fortsat har sine vanskeligheder i forhold til de allerbedste på de sværeste stigninger.
Ligesom for Kelderman er vi desværre ikke helt trygge ved Izagirres enkeltstart. Baskeren skuffede som sagt stort ved enhver lejlighed i både 2017 og 2018, og efter den gode start i Valencia kørte han sløjt på enkeltstarten i Ruta del Sol, hvor den kuperede rute ellers var skræddersyet til ham. I forvejen har han altid haft det betydeligt sværere på flade tonserruter, hvor han aldrig er blandt de allerbedste, og vi har derfor fortsat en vis skepsis i forhold til hans muligheder på 5. etape. Uanset hvad bør han vinde tid på klatrerne, men om det er nok til, at det kan forsvares på 7. etape, er mere tvivlsomt. Det kræver formentlig et ridt på højde med det, han leverede i Valencia, og om det kan leveres, er usikkert.
Lykkes det står han dog godt. Han er en robust type, der med hjælp fra folks om Magnus Cort og Luis Leon Sanchez nok skulle kunne klare sig i sidevinden, og modsat Kelderman er han støttet af et klassemandskab, der med bror Gorka, Sanchez og ikke mindst Lopez burde kunne kontrollere 8. etape. Izagirre går derfor ikke ned på holdet. Det er ham selv, der skal vinde løbet. Det skal han gøre på 5. etape og med et flot forsvar på Turini. Med den form, han har vist hidtil, er det bestemt muligt.
Det er lidt overraskende, at Michal Kwiatkowski har valgt ikke at forsvare sin Tirreno-titel på en rute, der virkelig burde passe ham. I stedet går polakken efter en første sejr i Paris-Nice, hvor han får lejlighed til at vise, at han forbedret sine klatreevner markant. Med en 2. plads ved sin eneste deltagelse helt tilbage i 2015 har han vist, at han kan begå sig på disse veje, men årets meget vanskelige bjergetape betyder også, at Kwiatkowski for brug for at mobilisere de bedste klatreben, han nu to år i træk har fundet i Touren, for klatrer han på det niveau i den kommende uge, ender han formentlig som samlet vinder.
Om han gør det, er imidlertid meget tvivlsomt. Kwiatkowski er altså ikke ren klatrer, og han viste alt andet end skræmmende form i Emiraterne, hvor han var ganske langt fra de bedste på begge de to bjergetaper. Det kræver derfor en markant forbedring af den indsats, og som vi så sidste år i Dauphiné, skal han altså være i topform for at kunne begå sig i de rigtige bjerge.
Heldigvis er Kwiatkowski som regel hurtig til at komme i form, og vi forventer at se ham i en langt bedre forfatning i denne uge. Sejren skal dog ikke sikres på Turini, men derimod på enkeltstarten, hvor han med sikkerhed burde være med helt i front. Selvom han ikke er specialist på flade ruter, viser sidste års 4. pladsen i Touren og ved VM, at han skal regnes som en af verdens bedste, og han er i hvert fald et mere sikkert kort end både Kelderman og Izagirre. Sidevinden er heller ikke et problem, og han kan sågar med sin spurt vinde bonussekunder på 4. og måske også 8. etape, hvor han også i Bernal og David De La Cruz vil have masser af klatreevne til at forsvare en eventuel trøje. For Kwiatkowski handler det hele om én ting: Klatrer han godt nok på 7. og 8. etape? Vi har vores tvivl, men det er bestemt inden for mulighedernes grænser.
Helt omvendt forholder det sig for Skys anden kaptajn, Egan Bernal. Det colombianske fænomen viste i 2018, at han allerede nu skal regnes som en af verdens absolutte topklatrere, og der er absolut ingen grund til at tro, at en ung fyr som ham ikke bare vil være endnu bedre i år. Starten i Colombia var måske ikke alt for lovende, for her måtte han klart sande, at Lopez var ham overlegen, men efter yderligere et par ugers træning må han forventes at være på et betydeligt højere niveau her. Uanset hvad burde Bernal i hvert kunne køre med om sejren på Col du Turini, og det er i høj grad her, at han skal vinde løbet.
Udfordringen for ham er i stedet enkeltstarten. Ganske vist blev han colombiansk mester i 2018, men i Tour of California blev det ganske tydeligt, at han fortsat har en del at lære i den disciplin. En skuffende 3. plads ved årets nationale mesterskaber, hvor han endda blev slået af den endnu mere temposvage Lopez, var ikke just opløftende, og selvom han på Sky har de bedste forudsætninger for at forbedre sig, synes det uundgåeligt, at han over 25 ret flade kilometer vil tabe ganske meget tid til de ovennævnte. Hans evner i sidevinden er også ukendte, men den ret alsidige Bernal burde med et stærkt Sky-hold kunne overvinde den udfordring, ligesom hans gode spurt måske også kan give ham bonussekunder på 4. eller 8. etape, hvor han også vil være støttet af et brølstærkt hold. Det store spørgsmål er, om han på Turini kan kompensere for det tab, han vil lide på 5. etape.
Den mest revanchelystne deltager må være Simon Yates, der på vejene omkring Nice måtte se en ellers ret sikker sejr glide af hænde, da Mitchelton kollapsede, og han selv havde en af sine ikke alt for sjældne dårlige dage. Heldigvis kan han glæde sig over, at han i år står endnu stærkere efter en gennembrudssæson, hvor han i Giroen og Vueltaen viste, at han på sine bedste dage er en af verdens bedste, nu også på regulære bjerge som det, der venter på årets kongeetape. Samtidig synes han at være fremragende forberedt efter skræmmende flot kørsel på kongeetapen i Andalusien, hvor han knækkede en ellers formstærk Jakob Fuglsang i en direkte duel, og hvor han nok kunne have vundet samlet, hvis ikke han i mangel på tiltro til egen form, havde ladet sig falde tilbage efter endt arbejde for brormand på 1. etape.
Yates’ form kan med andre ord ikke diskuteres, men det kan hans evner på enkeltstartscyklen. Han kørte ganske vist flot i Andalusien, men det var på en kuperet rute, der slet ikke kan sammenlignes med den, der venter på torsdag. Selvom han klarede sig hæderligt i både Giroen og Vueltaen sidste år, måtte han begge steder sande, at han over lange distancer i fladt terræn altid vil tabe tid til de bedste. Det skal vindes tilbage på 7. etape og måske med det eksplosive antrit på 8. etape samt via bonussekunder undervejs, men det bliver ikke let efter den ventede lussing i kampen mod uret. Med sin lidt nonchalante tilgang til positionering er han også et muligt offer for sidevinden, selvom han egentlig har evnerne og er bakket godt op af især formstærke Matteo Trentin. Holdet til bjergene hører også utvivlsomt til blandt de bedste, og han bør ikke opleve et kollaps på samme vis som sidste år. Først og fremmest er det ham selv, der på Turini skal vinde den tid, han taber på 5. etape. Med den gode form er det ikke umuligt.
Skulle vi lige nu pege på en vinder af 7. etape, ville pilen formentlig zoome ind på Miguel Angel Lopez. Colombianeren er i hvert fald ligesom i 2018 kommet flyvende ind til sæsonen efter et Colombia 2.1, hvor han var bedste mand i bjergene. Det gav ham da også en samlet sejr, og derfor burde han være helt klar til at jagte gevinst på løbets kongeetape, hvor Col du Turini burde passe ham ganske glimrende. Desværre har Lopez en række andre svagheder, der vil gøre det svært for ham at vinde. Det gælder først og fremmest enkelstarten, hvor han sidste år i både Giroen og Vueltaen måtte sande, at han fortsat hører til blandt de svageste af klatrerne, og 5. etapes rute giver ingen gaver til en ren klatrer som ham. Selv en flyvende Lopez kan få meget svært ved at vinde tilstrækkeligt med tid på 7. etape, især fordi han formentlig også vil være bag topklatrere som Bernal og Yates.
Trods det stærke hold er den lidt klodsede Lopez også ganske sårbar i sidevinden, og han kan sågar ende i en rolle som hjælper for Izagirre, hvis baskeren brager en forrygende enkeltstart af. Holdet er dog også en styrke, hvis han skal sættes op til sejr på 7. og 8. etape, og er han virkelig lige så fremragende som i sit hjemland, skal man passe på med at afskrive løbets måske mest formstærke klatrer.
Efter et svært 2018 er Ilnur Zakarin måske på vej tilbage. Han så i hvert fald ganske lovende ud på kongeetapen i Emiraterne, hvor den meget eksplosive stigning slet ikke passede ham, og dermed kan der være håb om, at vi igen kan få at se, hvorfor han i 2017 var på podiet i Vueltaen og i 2016 vandt kongeetapen i dette løb. Desværre sluttede løbet også trist for uheldige Zakarin, der endte i asfalten på 4. etape og derfor endte med at udgå. Hvor han står efter styrtet, er derfor usikkert, men da han gennemførte både 5. og 6. etape kan han ikke være slemt tilredt.
Zakarin er en ganske alsidig herre, der måske ikke er specialist i flade enkeltstarter, men dog i hvert fald burde gøre det bedre end folk som Lopez, Bernal og Yates. Ikke mindst 4. pladsen på den flade rute i Vueltaen for to år siden viser, at han særligt sent i en grand tour har ganske gode tempoegenskaber, og selvom han helt sikkert ikke leverer det samme her, kan han få et ganske godt fortrin. Turini passer ham også bedre end stigningerne i Mellemøsten, og med de ben, han viste her, er det ganske sandsynligt, at han gør det bedre end de andre tempostærke folk som Kelderman, Kwiatkowski og Izagirre.
Desværre er der så meget andet, der kan gå galt for Zakarin. Splittes det i sidevinden, er det så sikkert som amen i kirken, at russeren taber tid, og selv hvis det lykkes at komme helskindet frem til bjergene, kan hans svage hold få meget svært ved at forsvare en trøje på den eksplosive 8. etape, der heller ikke passer kaptajnen selv. Det ser derfor meget svært ud for Zakarin, hvis han vitterligt vil vinde, og det vil nok kræve, at han laver ”en Soler” på 8. etape. På den anden side kan han meget vel ende med et topresultat, hvis han overlever sidevinden, og hans hold ikke skal forsvare en trøje undervejs.
Movistar har måske nok den forsvarende vinder i Marc Soler, men der er ingen tvivl om, at det er Nairo Quintana, der er førstemand. Alligevel er det med nogen usikkerhed, at den colombianske stjerne stiller til start, for trods enkelte store momenter på kongeetaperne i Tour de Suisse og Tour de France var 2018 til rotterne. Heller ikke starten på 2019 har været alt for opløftende, for selvom han som følge af et taktisk opgør mellem Lopez og Ivan Sosa vandt kongeetapen i Colombia 2.1, sad man med en fornemmelse af, at han ikke var på niveau med Lopez og Bernal.
Det betyder dog ikke, at Quintana skal afskrives. Hans store sejre i Schweiz og Frankrig viser, at evnerne stadig er der et sted, og at det først og fremmest er stabiliteten, der mangler. Har han en stor dag på 7. etape, vil det være muligt med en stor genrejsning af en mand, der trods alt har vundet et hav af kongeetaper i ugelange etapeløb. Til gengæld har han også helt sikkert meget at hente efter enkeltstarten, der bestemt ikke passer til Movistar-kaptajnen, som ikke just har forbedret sine tempoevner på det seneste, snarere tværtimod. Også sidevinden er en trussel, og det er derfor kun, hvis han kommer frem til næste lørdag uden for stort et tidstab, at man kan drømme om en genrejsning af manden, der i mange år lignede den første Tour-vinder.
En af løbets mest formstærke er utvivlsomt Bob Jungels, der efter en forrygende start i Colombia, hvor han uventet vandt en flad etape, kørte alle i sænk med et fantastisk soloridt i Kuurne sidste søndag. Samtidig burde tre dage med sidevind være guf for Jungels og Deceuninck-Quick Step, og samtidig kan luxembourgeren se frem til en solid tidsgevinst i forhold til mange af rivalerne på enkeltstarten. Dermed burde det egentlig ligge på den flade at udråbe ham til en af løbets topfavoritter, men det er alligevel svært at se ham vinde løbet. Jungels er måske nok alsidig, men som bjergrytter mangler han fortsat meget. Det er meget svært at se ham undgå at miste en del tid på Col du Turini, god form eller ej. Kun i den sidste del af grand tours, hvor den store motor kommer ham til gode, kan han forsvare sig i bjergene, men i ugelange etapeløb er han altid kommet til kort. På så svær en stigning som Turini bliver det meget vanskeligt for store Jungels at holde sig til de mere klatrestærke favoritter, og derfor vil det formentlig kræve et sandt kup i sidevinden, hvis han vitterligt skal vinde løbet.
Et af løbets mere uforudsigelige elementer er Dylan Teuns. Sidste år kom han til løbet som hjælper for Tejay van Garderen, men da amerikaneren blev syg, fik han en uventet chance. Den greb han flot ved med en 2. plads på kongeetapen at sikre sig en samlet 6. plads, og havde det ikke været for de evige problemer på enkeltstarten, var det gået langt bedre. Dermed viste han for første gang, at han også kan begå sig på længere stigninger, og de tendenser bekræftede han blot i løbet af efteråret, hvor han i Vueltaen og ikke mindst med 3. pladsen i Il Lombardia viste klatreevner på et helt nyt og stærkt forbedret niveau.
Efter en flot start i Valencia betød sygdom inden Ruta del Sol, at han skuffede fælt på de andalusiske veje, men hans imponerende 5. plads på brostenene i Omloop Het Nieuwsblad viser, at stortalentet Teuns nu er en af de mest formstærke ryttere. Alligevel er der usikkerhed om, hvordan han vil klare kongeetapen, for i år er stigningen ikke blot sværere end sidste år, klatrefeltet er også langt skarpere. Teuns har stadig til gode at vise sig frem mod de bedste i så svær en bjergfinale, og vi har vores tvivl om, hvorvidt han er god nok til det allerede nu. Sjovt nok er det faktisk enkeltstarten, der nu synes at være hans styrke, for siden Vueltaen er han bare blevet ved med at overraske positivt i den disciplin, der tidligere var hans akilleshæl. Sidevind er heller ikke et problem for en mand, der netop er blevet nr. 5 i Omloop. Det er med andre ord formentlig først og fremmest Turini, der er den store udfordring for den stadig mere alsidige Teuns.
Man kan ikke lade være med at holde af fighteren George Bennett, der bare bliver bedre og bedre. Sidste år gjorde han mageløse fremskridt, og særligt i Tour de Pologne var han næsten skræmmende stærk. Noget tyder på, at han i år er endnu bedre, for han lagde ud som lyn og torden ved at følge de langt mere eksplosive Richie Porte, Michael Woods og Wout Poels på den korte, stejle Corkscrew-stigning i Tour Down Under, og da han siden ikke har været aktiv, er der håb om, at det var et varsel om endnu et niveauspring. Det bliver vi klogere på i den kommende uge, hvor der er al mulig grund til at have meget store forventninger til Bennett på lørdagens kongeetape. Når det alligevel er svært at se, hvordan han skal vinde løbet, skyldes det enkeltstarten. Bennett kørte ganske vist en chokenkeltstart, da han vandt Tour of California i 2017, men siden dengang har han intet vist i kampen mod uret. I 5. etapes flade tonserterræn får spinkle Bennett det desværre svært, og det gør han også i sidevinden. Selv hvis han mod al forventning skulle komme i førertrøjen, vil et klatresvagt Jumbo-hold have meget lidt at gøre i et forsvar på den svære 8. etape, og derfor kan den ellers brølstærke Bennett næppe drømme om mere end et muligt podium.
I gamle dage ville man utvivlsomt have udråbt Tejay van Garderen som et brandvarmt navn til et løb, der tæller en lang enkeltstart og bare en enkelt bjergfinale. Nu om dage forholder det sig bare anderledes for amerikaneren, der ikke har givet meget håb om, at han efter nogle rædselsår er på vej tilbage. Et skifte til EF plejer heller ikke just være vejen til genrejsning, men alligevel tør vi ikke helt udelukke et pænt resultat. 25 km enkeltstart er nemlig ganske anseligt, og mens det måske nok har knebet i bjergene på det seneste, har van Garderen faktisk kørt nogle imponerende enkeltstarter. Det gjorde han blandt andet med sejren i Californien sidste år, eller med 3. pladsen i Tour de Suisse, og da EF senest kørte et overraskende godt holdløb i Emiraterne, kan det næsten kun forklares med, at van Garderen har kørt stærkt. Dermed er der en vis grund til at tro, at den fallerede amerikanske stjerne kan gøre det godt på 5. etape, hvor han faktisk kan vinde ganske meget tid. Desværre viser klatrepræstationerne i UAE Tour også, at han på de to sidste etaper i bjergene nok vil tabe en del af det igen, og derfor handler det nok snarere om at forsvare et pænt resultat end at gå efter en samlet sejr.
Heldigvis har EF også andet at skyde med. Mens enkeltstarten nok ødelægger chancerne for den nu forfærdeligt temposvage Rigoberto Uran, der endda stræber efter en lidt stille sæsonstart, kan amerikanerne også sætte deres lid til den stadig mere lovende Daniel Martinez. Selvom han ikke er specialist, viste han sidste år i Tour of California, at han er en ganske habil temporytter, og det bekræftede han senest ved at slå Lopez og Bernal ganske klart ved de colombianske mesterskaber. Det er klart, at han ikke er nogen Kelderman eller Kwiatkowski, men han bør komme bedre fra 5. etape end mange af de andre klatrere. Herefter er det op til ham at forsvare en sådan tidsgevinst på kongeetapen, og den burde han også kunne klare ganske hæderligt efter et 2018, hvor han ved flere lejligheder gjorde det ganske godt. I Colombia 2.1 så vi ganske vist, at han fortsat ikke klatrer på niveau med landsmændene Bernal, Lopez og Quintana, men til gengæld er han en bedre temporytter. Han står alligevel svagere end denne trio, men et godt resultat er bestemt inden for rækkevidde.
Der vil være store franske forventninger til Romain Bardet, men det er bare så pokker svært at se ham vinde løbet. Blandt klatrerne er den lokale helt nemlig en af de mest temposvage, og han vil utvivlsomt få sig en gedigen lussing på 5. etape. Han er måske ikke meget ringer end folk som Lopez og Quintana, men modsat de to colombianere har han ikke det ekstra, der gør det realistisk at tro, at han kan vinde det tabte tilbage på kongeetapen. Stabile Bardet har ellers lagt godt fra land med fine præstationer i Haut-Var og weekendens kuperede endagsløb, og der er ingen tvivl om, at han er ganske godt forberedt. Han bør derfor være med helt fremme på 7. etape, ligesom vi kan forvente at se den offensive Bardet i aktion på 8. etape. På en rute med 25 km flad enkeltstart vinder Bardet bare desværre ikke, slet ikke da han også er et ikke usandsynligt offer i sidevinden, hvor han måske nok er hæderlig og støttet af et fint hold, men ikke den største specialist selv.
Det er Domenico Pozzovivo bestemt heller ikke. Den lille italiener kan som Zakarin meget vel være kørt helt agterud efter de første tre dage, men overlever han så langt kan han gøre det hæderligt. I hvert fald nåede han trods sin efterhånden ret høje alder sit hidtil højeste niveau i bjergene i 2018, og derfor burde en svær stigning som Turini være guf for lille Pozzovivo, der i topform kan køre med om sejren på kongeetapen. Desværre har han trods sine slet ikke så ringe tempoevner trods alt udsigt til et betydeligt tab på enkeltstarten, hvor han i det flade terræn får det svært mod de bedste klassementsryttere, og det er svært at se ham vinde det hele ind i bjergene. Som det har været tendensen i de seneste år har den ellers altid så stabile Pozzovivo nemlig ikke startet forrygende godt ud, og senest var det lidt af en begmand, at han som ren klatrer blev slået af en ganske vist formstærk Alexey Lutsenko på Green Mountain i Oman, hvor han normalt burde være den ret store kasak overlegen. Der er derfor lidt for mange ting, der peger i den forkerte retning, til, at man kan tro på andet end et hæderligt resultat til den lille italiener, der ellers burde være en af de bedste i bjergene.
Endelig vil vi pege på Marc Soler. Spanieren kommer til løbet som forsvarende vinder, men det er svært at se ham genvinde titlen i årets betydeligt stærkere felt på en rute, der også byder på en sværere bjergfinale end i 2018. Sidste års triumf var da heller ikke et resultat af, at Soler var stærkeste mand, for faktisk fik han pæne klø på kongeetapen. I stedet var det en god enkeltstart samt ikke mindst opportunistisk og modig kørsel på den ukontrollerbare sidste etape, der lå til grund for triumfen, men den slags julelege lader sig næppe gentage denne gang. Dertil kommer, at Soler ikke har trådt mange buler i selv de blødeste hatte siden sidste års Volta a Catalunya, og faktisk har han blot skuffet gang på gang. Heller ikke i år har der været meget at komme efter, og det er ganske enkelt meget svært at se Soler begå sig med de bedste på kongeetapen. En gentagelse af sidste års sejr kræver i hvert fald endnu en fremragende enkeltstart, og det er heldigvis også muligt for en mand, der sidste år i både dette løb og Paris-Nice viste, at han er kommet ganske langt i den disciplin. Desværre er han nok hverken god nok på tempocyklen eller i bjergene til, at det bliver til spansk titelforsvare i denne omgang.
OPDATERING 1: Ilnur Zakarin har været syg siden UAE Tour og er derfor tvivlsom starter. Selv hvis han møder op, er han næppe i form til at være med helt i front.
OPDATERING 2: Mitchelton-Scott har udtaget Jack Haig som et stærkt supplement til Yates. I første omgang er han hjælper, men efter en lovende sæsonstart kan supertalentet også selv ende højt. Enkeltstarten er et problem, men han viste klare tegn på forbedring i Valencia første på året.
OPDATERING 3: Sky har meldt Ivan Sosas ankomst, og det giver dem et meget stærkt tredje kort som supplement til Kwiatkowski og Bernal. Colombianeren viste i Colombia 2.1, hvorfor han regnes som den nye Bernal, og formen kan ikke diskuteres. Desværre taber han nok for meget på enkeltstarten til at ende i andet end en hjælperrolle. Det ligner også en hjælpertjans til den meget formstærke Tao Geoghegan Hart, der imponerede i Algarve, men kører han endnu en fremragende enkeltstart, kan han måske sikre sig en delvist beskyttet status inden bjergene. I givet fald kan han overraske.
SE LØBET HVER DAG PÅ EUROSPORT PLAYER
***** Wilco Kelderman
**** Ion Izagirre, Michal Kwiatkowski
*** Egan Bernal, Simon Yates, Miguel Angel Lopez, Ilnur Zakarin, Nairo Quintana
** Bob Jungels, Ivan Sosa, Dylan Teuns, George Bennett, Tejay van Garderen, Daniel Martinez, Romain Bardet, Domenico Pozzivovo, Jack Haig, Tao Geoghegan Hart, Marc Soler
* Giulio Ciccone, Patrick Konrad, Gorka Izagirre, Rigoberto Uran, Warren Barguil, Sergio Henao, Tony Gallopin, Simon Spilak, Valentin Madouas, Felix Grossschartner, Lawson Craddock, Fabio Aru, Rudy Molard, Luis Leon Sanchez, Lilian Calmejane
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der på de enkelte hold kan tillægges at gøre det hæderligt i tillæg til de ovenfor nævnte favoritter:
Ag2r: Bardet er holdets klare førstemand, men derudover vil også Tony Gallopin køre klassement. Desværre har franskmanden ikke været på sit topniveau i hverken Emiraterne eller Provence, og på en rute med så svær en bjergfinale bør han ikke kunne være med helt fremme, heller ikke selvom han har forbedret sig i de rigtige bjerge.
Astana: Kasakkerne har i Ion Izagirre og Lopez to af de tungeste favoritter, men også sidste års nr. 3, Gorka Izagirre, kan have ambitioner. Enkeltstarten burde give ham et forspring, men desværre så vi senest i Emiraterne, at han fortsat er så begrænset i de virkelige bjerge, at han næppe kan holde sig til på årets meget vanskelige kongeetape. Den bliver nok også for svær for ellers formstærke Luis Leon Sanchez, der i år heller ikke har klatret så godt som sidste år.
Bahrain-Merida: Her handler alt om Teuns og Pozzovivo.
Bora-hansgrohe: Holdets førstemand er Patrick Konrad, der lagde fornuftigt fra land i år, men siden er blevet sat tilbage af et styrt i Algarve. Trods de store fremskridt anser vi stadig Turini for at være for svær for en mand, der heller ikke just er tempospecialist. På 5. etape kan Felix Grossschartner nok sikre sig et forspring, men han klatrer endnu ikke godt nok til at være med helt i front på kongeetapen.
CCC: Holdet vil primært jagte etaper, men har også ambitioner om top 10 med formstærke Victor De La Parte, der har enkeltstarten som våben og i UAE Tour kun missede top 10 som følge af et styrt, samt Amaro Antunes, der klatrede godt i Algarve og vil gøre det godt på 7. etape, men som vil tabe for meget på enkeltstarten.
Cofidis: Holdet skal primært jagte etaper, men måske skal Jesper Hansen eller Nicolas Edet holde sig til i klassementet. Desværre vil de begge tabe for meget tid på enkeltstarten til at kunne stræbe efter en top 10.
Deceuninck-Quick Step: Den klassikerprægede trup har kun Jungels som klassementsbud.
Delko Marseille: Formstærke Romain Combaud og Julien El Fares kunne måske tilkæmpe sig en top 20, men formentlig satser de - ganske klogt - alt på at vinde etaper.
Direct Energie: Lilian Calmejane er i forrygende form, men han har klogelig indset, at årets rute er for svær til, at han kan køre klassement. Han vil i stedet jagte etaper.
EF Education First: Martinez og van Garderen ligner de bedste bud, men holdet har også deres stjerne, Rigoberto Uran. Colombianeren stræber imidlertid efter en lidt afdæmpet start, og da han samtidig er blevet så temposvag, at enkeltstarten vil knuse alle klassementsdrømme, skal man ikke have de helt store forventninger. En outsider kunne være Lawson Craddock, der i Colombia så ud til at være på vej tilbage mod fordums styrke, og som med sin enkeltstart kan sikre sig et forspring inden bjegene.
Groupama-FDJ: Formstærke Valentin Madouas vil tage stilling til klassementet efter enkeltstarten, men både den og 7. etape er for svære til, at han kan drømme om det helt store. I stedet bør han gå efter etaperesultater på 4. og 8. etape. Det samme er tilfældet for Rudy Molard, der bør komme til kort på en lang stigning som Turini og ikke mindst på enkeltstarten.
Lotto Soudal: Holdet er her alene for at jagte etaper, primært med Caleb Ewan.
Mitchelton-Scott: Her handler alt om Simon Yates, da Esteban Chaves fortsat har lang vej igen, inden han efter sin kyssesyge er sig selv. Som nævnt ovenfor er Jack Haig nu udtaget som en solid plan B, mens Mikel Nieve vil tabe så meget tid på enkeltstarten, at han må nøjes med en hjælperrolle.
Movistar: Quintana og Soler er de bedste bud. Winner Anacona er ganske vist startet stærkt, men i Colombia 2.1 så vi hans begrænsninger, når niveauet bliver for højt.
Arkea-Samsic: Warren Barguil viste i weekenden stærkt opløftende tendenser, og der er god grund til at have visse forventninger om flot kørsel. Desværre er han så temposvag, at 5. etape ødelægger alle hans muligheder. Måske kan Elie Gesbert følge op på det flotte Tour of Oman, men 7. etape burde være for svær.
Dimension Data: Louis Meintjes var så skidt kørende i UAE Tour, at der ingen grund er til at have forventninger til den engang så talentfulde sydafrikaner. Scott Davies kan måske gøre det hæderligt.
Jumbo-Visma: Ensomme Bennett er omgivet af Dylan Groenewegens drenge og er helt alene om at sikre et resultat i bjergene.
Katusha-Alpecin: Trods sin sygdom må Zakarin være kaptajn. Man kan håbe, at Simon Spilak kan rejse sig, men han har desværre intet vist siden Tour de Suisse i 2017.
Team Sky: Bernal og Kwiatkowski er kaptajner, men som nævnt i ovenstående opdatering har man hentet ind formstærk Ivan Sosa ind som plan C. Tao Geoghegan Hart er i storform og kører en fremragende enkeltstart, men kan desværre meget let ende som hjælper.
Sunweb: Kongeetapen er trods alt for svær for Michael Matthews, og derfor handler alt om Kelderman.
Trek-Segafredo: Efter den flotte sejr har den ekstremt lovende Giulio Ciccone grund til at have forventninger til kongeetapen, men enkeltstarten ødelægger chancerne for et reelt topresultat. Jarlinson Pantano er efter sin sygdom stadig ikke sig selv.
UAE: Sergio Henao har været en skygge af sig selv siden sejren i dette løb i 2017, og intet tyder på, at det har ændret sig. På en rute med en flad enkeltstart og et rigtigt bjerg er det svært at se ham være med fremme. Det samme er tilfældet for Fabio Aru, der primært er her for at træne, og som intet positivt viste i Algarve, hvor han skuffede fælt. Kongeetapen er for hård for Diego Ulissi, der snarere skal gå efter sejre på 4. og 8. etape.
Vital Concept: Efter Pierre Rollands styrt er holdet uden klassementsrytter. De jagter kun etaper, selvom Quentin Pascher måske kan gøre det pænt på de svære etaper.
Danskerne
Magnus Cort skal på Astana forsøge sig i spurterne, men årets etaper synes enten at være for lette eller for svære for den hurtige dansker. Jesper Hansen kan måske forsøge at køre lidt klassement jf. kommentaren ovenfor, men enkeltstarten gør det umuligt at komme i top 10, hvorfor han måske mere skal satse på offensiv kørsel i weekenden. Lars Bak skal på Dimension Data støtte Louis Meintjes i klassementet samt Mark Cavendish og Edvald Boasson Hagen på de fladere etaper. Endelig bliver Casper Pedersen vigtig som hjælper for Kelderman og Matthews på et Sunweb-hold, der får rigeligt at gøre med at servicere to kaptajner.
SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE!
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder
Profil Startliste Resultater
Annonce
Annonce
Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04
Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04
Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04
Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04
La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05
Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05
Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05
Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05
Annonce
Oversigt
Annonce
|
Alpecin-Deceuninck |
|
Arkéa - B&B Hotels |
|
Astana Qazaqstan |
|
Bahrain Victorious |
|
Bora-Hansgrohe |
|
Cofidis |
|
Decathlon AG2R La Mondiale |
|
EF Education - EasyPost |
|
Groupama-FDJ |
|
INEOS Grenadiers |
|
Intermarché - Wanty |
|
Lidl - Trek |
|
Movistar Team |
|
Soudal - Quick Step |
|
Team DSM-Firmenich PostNL |
|
Team Jayco AlUla |
|
Team Visma | Lease a Bike |
|
UAE Team Emirates |
Annonce
Log ind med Facebook!