Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Paris-Nice

Optakt: Paris-Nice

07. marts 2021 13:43Foto: A.S.O. / Luis Angel Gomez / PhotoGomezSport

Foråret har langt om længe meldt sin ankomst, og intet er bedre til at signalere de lysere tider end starten på det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. Symbolikken er tydelig, når rytterne i bevæger sig fra de kolde, vinterlige og blæsende forhold i Nordfrankrig til det flotte solskin på den franske Cote d’Azur, mens terrænet gradvist ændres fra et fladt sprinterparadis til langt mere kuperede og vanskelige udfordringer. Efter nogle år med relativt lette ruter har arrangørerne siden 2017 igen gjort løbet til et mere klassisk og hårdere etapeløb og kombinationen af en enkeltstart, en decideret bjergafslutning, mulig sidevind i nord og klassisk mellemkuperet, sydfransk terræn betyder, at 2021-udgaven af Løbet mod Solen bliver rammen om et stort slag mellem nogle af verdens bedste etapeløbsryttere, der atter belønnes for deres alsidighed.

Annonce

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold i Mellemøsten eller det sydlige Europa til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

 

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

 

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

 

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløbsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.

 

Det er ikke mærkeligt, at Paris-Nice er et nøgleløb på den europæiske cykelscene. Da den første udgave blev afviklet allerede i 1933, er det en begivenhed med en lang historie, og dets position på kalenderen er både symbolsk og velvalgt. Efter oprindeligt at være blevet etableret som et træningsløb efter banesæsonen forsvandt det under Anden Verdenskrig, og et mindre succesfuldt forsøg på at genoplive det i 1946 blev hurtigt opgivet igen. Det var imidlertid tilbage på kalenderen i 1951, inden det i 1954 igen fik navnet Paris-Nice, og det var i 50erne, at dets status voksede. Således udviklede det sig fra at være et forberedelsesløb til at være en stor begivenhed i sig selv. Den fantastiske duel mellem Jacques Anquetil og Raymond Poulidor i 1966 delte Frankrig, og siden da har løbet tilhørt sportens absolut vigtigste løb.

 

Lige fra start havde det stor international appel, og mange af sportens største navne findes blandt vinderne. Eddy Merckx vandt således tre gange i træk fra 1969 til 1971, Anquetil tog i alt fem sejre, og Miguel Indurain var øverst på podiet to gange. Den dominerende skikkelse har imidlertid været Sean Kelly, der vandt løbet hele syv gange i træk mellem 1982 og 1988, inden Indurain brød stimen.

 

Det, der gør løbet så specielt, er den symbolske natur. Intet signalerer forårets komme bedre end Løbet mod Solen, der starter i Nordfrankrig, hvor rytterne ofte er pakket ind i tykt tøj for at overleve de kolde og blæsende betingelser. Denne del har som regel tilgodeset sprinterne og klassikerrytterne, og der er ofte mindst én etape, der er blevet afgjort af heftig sidevind. Efterhånden som rytterne bevæger sig mod syd og nærmer sig Nice, forbedres vejret gradvist, og typisk ender løbet i solrige betingelser på den franske Cote d’Azur. Samtidig ændres terrænet, og det bliver tid for klatrerne at afgøre kampen om den samlede sejr i det prestigefulde løb.

 

Den dobbelte natur betyder, at løbet har lidt for enhver smag. Det er ofte startet med en prolog og er tit endt med den berømte enkeltstart op ad Col d’Eze i udkanten af Nice, og derfor har der været klare mål for enkeltstartsspecialisterne. På grund af den tidlige kalenderplacering kommer løbet aldrig op ad de højeste bjerge, og man undgår altid de kendte dele af Alperne fuldstændig, hvorfor det ikke er et løb for de sande klatrere. I stedet er det en begivenhed for alsidige ryttere, der kan klare lidt af det hele, og det afspejles klart i listen over vindere.

 

Traditionelt har løbet været det rette sted at være for de store etapeløbsryttere, der er blevet tiltrukket af den alsidige rute, et slags mini Tour de France. I de senere år har det imidlertid ændret sig en smule. I flere år var mængden af enkeltstartskilometer begrænset til denne relativt korte prolog, og kun 2011-udgaven, den nylige tilbagevenden af Col d’Eze-enkeltstarten stak længe ud som undtagelser. Samtidig har mange udgaver været helt uden væsentlige bjergafslutninger.

 

I 2014 traf arrangørerne fra ASO, der har haft ansvaret siden 2002, den modige beslutning fuldstændig af ændre løbets karakter. Man sammensatte en rute helt uden enkeltstarter eller store stigninger, og i stedet var løbet at betragte som otte klassikere. Det ændrede feltet fuldstændigt. Da det blev afsløret, hvordan ruten var sammensat, skiftede næsten alle etapeløbsryttere mening og foretrak Tirreno-Adriatico i stedet for det franske løb, der i stedet blev et stort mål for klassikerryttere.

 

Den udvikling var interessant, fordi Tirreno-Adriatico gik i den modsatte retning. Traditionelt har de to etapeløb været i hård kamp om at få de bedste ryttere til start, og i mange år syntes de at have fundet en arbejdsdeling. Da det italienske løb bestod af en blanding af flade og småkuperede etaper og ofte blev vundet af klassikerryttere, tog endagsspecialisterne til Italien, men etapeløbsrytterne drog til Frankrig. Da Tirreno-arrangørerne RCS ændrede formatet og begyndte at inkludere flere enkeltstartskilometer samt større bjerge, udviklede det italienske løb sig imidlertid til en mini-grand tour, mens Paris-Nice i højere grad har været tilpasset klatretyper med mere punch.

 

ASOs beslutning fra 2014 fungerede slet ikke, og man kunne bare se til, mens alle stjernerne tog til Italien, mens deres eget løb ikke fik den sædvanlige opmærksomhed. I et forsøge på at genvinde sin position er ASO nu vendt tilbage til et mere traditionelt format. I 2015 kom Col d’Eze-enkeltstarten og prologen tilbage, og man havde endda en bjergafslutning. Faktisk var det en af de hårdeste udgaver i mange år. I 2016 år var løbet knap så selektivt, men det var stadig et løb for etapeløbsryttere og ikke klassikerspecialister. Fra 2017 og frem har man med en relativt lang enkeltstart og en decideret bjergafslutning forsøgt for alvor atter at udfordre Tirreno-Adriatico i kampen om etapeløbsstjernerne.

 

Alligevel synes løbet i de senere år at have tabt kampen til Tirreno, der i de kommende år havde større appel til De Fantastiske Fire, Alberto Contador, Chris Froome, Nairo Quintana og Vincenzo Nibali, som i en årrække var kendt som de stærkeste grand tour-ryttere. Usikkerheden om ruten fik mange af de bedste etapeløbsryttere til at droppe det franske løb, og det har taget tid for ASO igen at genvinde tilliden til, at de vil lave en rute, der passer grand tour-ryttere.

 

I 2017 syntes man at nærme sig tidligere tiders popularitet blandt etapeløbsryttere, og det skyldtes i høj grad, at man havde designet en rute, der har været den hårdeste i mange år. Det mønster gentog sig ikke i 2018, hvor stjernerne igen valfartede til Italien, men i 2019 oplevede løbet lidt af en renæssance, da Tirreno-arrangørerne begik ASOs ”fejl” fra 2019 ved at arrangere et løb uden store bjerge. Resultatet blev, at de fleste klatrere i stedet drog til Frankrig, og selvom de to løb i år rutemæssigt sidste år var meget ens med både en stor bjergafslutning og en enkeltstart, var det igen Paris-Nice, der syntes at have genvundet deres status som etapeløbsrytternes foretrukne martsløb. I år er ruterne igen så ensartede, at det nok kun er frygten for eller angsten for sidevind, der kan være årsag til bevidst enten at fra- eller tilvælge det franske løb, og etapeløbsstjerne synes jævnt fordel med Primoz Roglic, Steven Kruijswijk, Alesksandr Vlasov, Ion Izagirre, Richie Porte, Tao Geoghegan Hart, Guillaume Martin, David Gaudu og Warren Barguil som de mest etablere etapeløbsstjerne på rejsen mod solen.

 

De to løb har også kæmpet om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo. Meningerne har været delte, da det franske løb giver mulighed for mere hvile forud for den italienske klassiker, mens Tirreno ofte har tilbudt længere etaper og bedre vejr. I dette århundrede har Sanremo-vinderen som regel kørt i Italien, men i de senere år er trenden ændret, idet Simon Gerrans, Matthew Goss, Alexander Kristoff, John Degenkolb og Arnaud Demare alle forberedte sig i Frankrig. Igen i år er der en god chance for, at Sanremo-triumfatoren er at finde i Paris-Nice, da Sam Bennett, Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo, Alexander Kristoff, John Degenkolb, Mads Pedersen, Jasper Philipsen, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni, Bryan Coquard, Cees Bol, Michael Matthews, Danny van Poppel, Sonny Colbrelli og Matteo Trentin udgør dele af et flot sprinterfelt.

 

Sidste års løb blev en ganske kontroversiel udgave, der nærmest insisterede på sin egen afvikling, mens verden lukkede så meget ned, at ingen ryttere rigtigt troede på, at de ville nå hele vejen til Nice, og holdene endte meldte afbud inden starten eller stod af undervejs. Det lykkedes dog at gennemføre syv af de otte etaper, inden hele cykelverdenen gik i dvale, og efter at alle forhåndsfavoritterne aldrig kom til start, kunne Maximilian Schachmann drage fordel af et stort fravær af klatrere til at tage en lidt overraskende sejr. Tyskeren slog til med en flot etapesejr på førstedagen, hvor regn og sidevind martrede etapen, og siden cementerede han sin førsteplads med en flot enkeltstart. Slutteligt kom han på kongeetapen under hårdt pres af et stærkt angreb fra Tiesj Benoot, men han forsvarede sig godt nok til at sejre med 18 sekunder ned til belgieren og 59 sekunder ned til Sergio Higuita. Schachmann er så opsat på at forsvare titlen, at han dropper Strade Bianche, og det samme gør Benoot, der drømmer stort om at gøre det endnu bedre end sidste år. Til gengæld bliver der ingen Higuita, da colombianeren i år satser på Tirreno i stedet.

 

Ruten

Som anført ovenfor er arrangørerne ASO vendt tilbage til et mere traditionelt format efter det højst mærkværdige eksperiment i 2014, hvor ruten var udgjort af 8 små klassikere. I 2015 sammensatte man den hårdeste rute i mange år, inden man i 2016 år skruede igen lidt ned for sværhedsgraden, idet den store bjergafslutning var relativt nem, og man igen skippede den klassiske enkeltstart på Col d’Eze. I 2017 indførte man et nyt format, som man siden har fulgt, og som i vidt omfang også genbruges i år. Løbet har tidligere som regel kun haft en prolog og/eller den afsluttende bjergenkeltstart op ad Col d’Eze som tidskørsler, men nu om dage synes formlen at byde på en mellemlang enkeltstart midt på ugen, en stor bjergfinale på lørdagens kongeetape og den spændingsmættede korte, intense søndagsetape omkring Nice, mens resten af løbet udgøres af det klassiske miks af vindblæste sprinteretaper mod nord og mere kuperet klassikerterræn senere på ugen.

 

Grundet den tidlige kalenderplacering har løbet aldrig ramt de helt høje bjerge, og det har betydet, at løbet har passet bedre til mere eksplosive typer end de rene klatrere, der har haft svært ved at gøre en forskel på de kortere, ikke særligt stejle stigninger omkring Nice. I 2017 tog man imidlertid sværhedsgraden til et helt nyt niveau, og løbet var helt klart det hårdeste i adskillige år. Ikke blot indeholdt løbet en usædvanligt lang enkeltstart, man inkluderede også en bjergafslutning på Col de la Couillole i 1678 m højde, den højeste i løbets lange historie. Hvis man dertil lægger, at man også vendte tilbage til en etapeafslutning på Muren i Fayence, der i 2014 var rammen om løbets kongeetape, og som altså også den korte, kuperede etape omkring Nice, var der tale om et helt uhørt svært Paris-Nice.

 

I 2018 blev det igen mere moderat i en udgave, der ganske vist ikke var mild over for sprinterne, men som også havde en relativt let kongeetape med mål på Valdeblore La Colmiane. I 2019 tippede man balancen i retning af tempostærke ryttere ved med en flad 25,5 km lang enkeltstart at have den længste siden 2011 i en begivenhed, der altså som regel har været fattigt på kilometer i kampen mod uret, men til gengæld kunne klatrerne glæde sig over en meget svær kongeetape med mål på den vanskelige Col de Turini. Sidste års rute mindede til gengæld meget, om den vi så i 2018, da man atter havde en kuperet enkeltstart på ca. 15 km og atter havde mål på Colmiane på kongeetapen.

 

I 2021 er formatet helt det samme, og da kongeetapen slutter på Colmiane for tredje gang på fire år, minder ruten meget om det, vi så i 2018 og 2020. I modsætning til de to udgaver er enkeltstarten, der med sine 14,4 km har en relativt klassisk længde, denne gang dog helt flad, og det kunne antyde, at de lidt tungere folk står stærkere. Til gengæld kompenseres der med en ny bjergfinale allerede i løbets første halvdel, hvor målstigningen ganske vist ikke er langt, men har meget stejle passager undervejs, og dermed har både klatrere og de mere tempostærke folk grund til at se lyspunkter på en på papiret ganske interessant rute.

 

Det hele starter dog som altid med klatrernes mareridt, nemlig de flade etaper i Nordfrankrig, hvor vinden synes at komme i spil oftere, end det ikke er tilfældet. Som det er blevet nyere kutyme, er prologen droppet til fordel for et rundstrækningsløb omkring en Paris-forstand, men selvom det ikke er helt fladt, har man ikke de sværhedsgrader, vi så i 2018 og 2020, hvorfor det ligner enten et sidevindsdrama eller en dag for sprinterne. Præcis det samme gælder for den næsten helt flade 2. etape, der er en klassisk Paris-Nice-etape, som indleder rejsen mod solen i syden.

 

Normalt er tirsdagsetapen også en potentiel sidevindsetape, men sådan bliver det ikke i år. Denne gang venter der nemlig tidligere end vanligt en mere klassisk klassementsetape i form af årets enkeltstart, der som sagt denne gang er ganske flad og trods visse tekniske passager en sag for specialister. Tidskørslen plejer ellers at være placeret om onsdagen, men denne gang har arrangørerne her opfundet et interessant twist, nemlig en tidlig bjergetape på kanten til Massif Central, hvor der som sagt skal sluttes på en kort og irregulær stigning, der kan give de første ideer om klatrehierarkiet.

 

Sprinterne er således blevet lidt snydt i løbets første halvdel, men de kan så glæde sig til en pandekageflad tur ned langs Rhone-floden på 5. etape, hvor det sjældent blæser, og hvor en massespurt synes at være et næsten givent udfald. Det bliver til gengæld også sidste chance for de tunge folk, for de tre sidste dage er som altid helliget klatrerne på bakkerne omkring Nice. Der lægges som altid ud med den letteste af de tre, når der fredag efter en lang og hård dag skal sluttes med en lille puncheurspurt i Biot, hvor forskellen nok kun vil bestå af bonussekunder, som da Tom-Jelte Slagter sejrede ved seneste besøg i 2014.

 

Forskelle skal der til gengæld nok komme om lørdagen, hvor det er blevet en fast tradition nu at have en stor bjergafslutning på kongeetapen, og det er som sagt igen Colmiane-stigningen, der afslutter en tro kopi af sidste års kongeetape. Det er ikke verdens sværeste stigning, men solosejre til Simon Yates og senest Nairo Quintana viser, at den kan gøre forskelle Det hele afsluttes med den traditionelle korte og intense tur rundt i bakkerne omkring Nice om søndagen, hvor vi i de seneste år har set to store offensiver fra Alberto Contador og én af slagsen fra hhv. Marc Soler og Nairo Quintana, og hvor der er tale om en tro kopi af ruterne fra 2018 og 2019. Her har alt ofte været i spil lige til det sidste, og håber er, at det vil være tilfældet igen, inden vinderen af den 79. udgave af Løbet mod Solen skal krones på den ikoniske Promenade d’Anglais ved Nices havnefront.

 

 

1. etape

Tidligere i dette årtusinde startede Paris-Nice næsten altid med en relativt flad prolog i en af Paris’ forstæder, mens der til gengæld sjældent var en enkeltstart senere i løbet. Den trend har imidlertid ændret sig, og i de senere år har man øget mængden af tidskørsler ved at have en mellemlang enkeltstart midt i løbet. Den er kommet til på bekostning af prologen, der kun kortvarigt vendte tilbage i 2016, men nu hører til sjældenhederne. I stedet er det nu vanen, at der startes med en rute på en rundstrækning omkring Paris, hvor sprinterne oftest har kunnet spurte sig til den første førertrøje. I 2018 og 2020 gav man åbningen et ekstra twist ved at designe finaler, der kunne give ideer til puncheurs i stedet, men i år synes der trods en række småbakker mere at være lagt op til en indledende massespurt, hvis ikke vinden nok engang spiller feltet et puds, som den ofte gør det i den indledende del af løbet.

 

I alt skal der tilbagelægges relativt beskedne 165,8 km, og som så ofte før er der tale om et indledende rundstrækningsløb, denne gang med start og mål i Paris-forstanden Saint-Cur-l’Ecole. Der er tale om et rundstrækningsløb, der består af to omgange på en 84,2 km lang rundstrækning, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Den er henlagt til det småkuperede område sydvest for Paris og indledes med, at man kører mod nordvest og vest igennem fladt terræn. Det flade terræn fortsætter, når man drejer mod syd, hvor der dog venter en lille bakke op til byen Les Mesnuls. Herefter flader det igen ud, mens man kører videre mod syd og siden øst frem til den kuperede zone.

 

Den indledes med, at man kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Cote de Senlisse (1,1 km, 5,5%), der er en relativt jævn stigning med top efter hhv. 49,2 og 133,4 km. Derfra får det mod nordøst direkte frem en sydlig sløjfe, der sender feltet op og ned ad kategori 3-stigningen Cote de Meridon (1,4 km, 5,2%), der er en todelt sag, som efter en let start slutter med 500 m med 8-9%. Toppen rundes efter hhv. 55,8 og 140,0 km, hvorefter det går mod nordøst og nord op ad en bakke (1,2 km, 5,3%), hvorefter endnu en bakke (400 m, 8,5%) leder op til den indlagte spurt, der kommer efter hhv. 66,0 og 150,2 km. Nu flader det ud, mens man fortsætter mod nordøst op til Versailles, hvor man med 5,6 km igen skal op ad en lille bakke (700 m, 4,9%).

 

Derfra falder det mod nordøst, inden man drejer skarpt mod vest med 4,6 km igen for at kører ad en lang, lige og flad vej. Langsomt begynder det dog at stige let, og det bliver stejlere og stejlere med en sidste km på 2,4%, herunder de sidste 500 m, der synes betydeligt stejlere, men ikke er velbeskrevne i løbsbogen. Der er ingen skarpe sving over de sidste 4,6 km, kun et par bløde kurver, indtil man bugter sig ind på den 450 m lange og 7 m brede opløbsstrækning. Efter første omgang drejer man fra inden de sidste 450 m, og derfor krydses stregen ikke før afslutningen.

 

Etapen byder på i alt 1525 højdemeter.

 

De første etaper i Paris-Nice er kendt for at kunne være enten meget rolige eller ekstremt nervøse og stressende. Det første er tilfældet, hvis vejret er godt, og det sidste gælder, hvis det som i 2017, 2019 og 2020er blæsende. Meget vil derfor afhænge af vejret, og som vi så det i de nævnte år, kan klassementsryttere tabe alt allerede den første dag, hvis betingelserne er de rette. Uanset vejret håber sprinterne at spurte om den første sejr, men de får det ikke helt let i den relativt kuperede finale, der nok kan gøre det lidt hårdt for de tungeste. Uanset hvad peger alt på en spurt, men vinden vil bestemme, om det bliver i et stort eller lille felt.

 

Saint-Cyr-l’Ecole har ikke været mål for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

2. etape

Første halvdel af Paris-Nice består altid af en stribe næsten helt flade etaper, der bringer feltet mod sydøst fra hovedstaden Paris og ned mod den solbeskinnede Middelhavskyst. Efter den indledende etape i Paris’ forstæder indledes denne traditionelle rejse på andendagen, hvor rytterne udfordres af en rute, der er så klassisk for en tidlig Paris-Nice-etape, som den kan være. Terrænet er stort set helt fladt, og der er således lagt op til endnu en dag for de hurtige folk, medmindre den frygtede sidevind skaber det drama, mange altid håber på i denne tidlige del af løbet.

 

Rejsen mod solen indledes med en distance på 188,0 km, der fører feltet fra Oinville-sur-Montcient til Amilly. Startbyen er en vestlig forstad til Paris, og som vi så på 1. etape er terrænet vest for storbyen ikke helt fladt. Derfor er der et par småbakker, når man lægger ud med at køre mod syd vest om hovedstaden, men efter de første 30 km bliver det næsten helt fladt. Det flade terræn fortsætter, når man i byen Rambouillet efter 44,9 km drejer mod sydøst og fortsætter igennem fladlandet frem til den lille kategori 3-stigning Cote des Granges-le-Roi (1,3 km, 4,0%), der stiger med 6,4% over de sidste 500 m frem til toppen, som rundes efter 72,2 km.

 

Nu bliver det igen pandekagefladt, når rytterne drejer mod syd og passerer forbi dagens første spurt efter 91,3 km. Fladlandet ændrer sig ikke, når man senere drejer mod sydvest, og det bliver kun en anelse mere kuperet omkring byen Bellegarde, hvor dagens anden spurt kommer efter 154,1 km. Dernæst bliver det igen totalt fladt, når man drejer mod øst for at køre det sidste stykke frem til Amilly. Man er dog kørt syd om byen, og derfor drejer man slutteligt mod nordøst for at køre ind til centrum.

 

Her venter en næsten helt flad finale, dog med en ganske lille bakke frem til den røde flamme og en sidste kilometer, der stiger med 0,3%. Afslutningen er dog kringlet med to skarpe sving lige inden 3 km-mærket, inden man med 1600 m igen drejer 180 grader. Nu drejere man skarpt til venstre to gange lige inden den røde flamme, hvorefter der er en blød kurve og slutteligt et sidste skarpt højresving, der leder ind på den 400 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1016 højdemeter.

 

Dette er en helt klassisk anden etape i Paris-Nice, der indleder rejsen mod solen. I langt de fleste tilfælde ender de altid i en regulær massespurt, men de fleste cykelfans vil kunne huske eksempler på, at netop denne etape har udviklet sig til et sandt sidevindsdrama, som det faktisk skete ved sidste besøg i netop Amilly i 2017. Dette er således ikke en dag, hvor man kan vinde løbet, men mange klassementsryttere vil skrive under på, at man sagtens kan tabe det, ikke mindst fordi etaperne her ofte er præget af styrt. I sidste ende vil det hele blive afgjort i en eller anden form for spurt, hvor den komplicerede finale dog vil stille større krav til lead-outs end til ren fart.

 

Amilly er blevet besøgt hele fire gange i dette årtusinde. Senest var det i 2017, hvor Sonny Colbrelli efter en hård sidevindsdag slog John Degenkolb og Arnaud Demare som nærmeste rivaler i en reduceret massespurt. I 2011 endte det i en mere klassisk massespurt, hvor Greg Henderson sejrede foran Matthew Goss og Denis Galimzyanov. I 2009 åbnede løbet med en prolog i byen, hvor Alberto Contador cementerede sin status som storfavorit ved at sejre med 7 sekunder ned til Bradley Wiggins og 9 sekunder ned til Luis Leon Sanchez. Også i 2008 kørtes den indledende prolog i byen, og her vandt Thor Hushovd med 5 sekunder ned til Markel Irizar og 6 sekunder ned til Stefan Schumacher.

 

 

 

 

 

3. etape

Paris-Nice har normalt været ret skarpt opdelt i en første del for sprintere og sidevindsryttere og en anden del, hvor mere klassiske klassementsryttere er kommet i spil. I år, hvor prologen har været fraværende, har de første tre etaper for løbets favoritter handlet om at holde sig til i vinden, men i år brydes den trend en anelse, da en af løbets helt oplagte nøgleetaper allerede kommer på tredjedagen. Paris-Nice har som regel været blottet for lange enkeltstarter, men siden 2017 har man haft for vane at lægge en halvlang kamp mod uret ind. Det tog man til et nyt niveau i 2019, hvor man havde en mere end 25 km lang tonserrute, men i år er tidskørslen mere i stil med det, vi så i 2017, 2018 og 2020. I år venter der således en mere klassisk distance på 14,4 km, og den tidligere placering af etapen, mens løbet stadig er relativt langt mod nord, betyder, at det modsat de tre nævnte år er en ganske flad sag, der mest af alt vil tiltale specialisterne.

 

I alt skal der tilbagelægges 14,4 km, der har både start og mål i Gien. Starten er uhyre enkel, idet man følger en helt lige og flad vej ned langs Loire-floden mod sydøst. Her drejer man skarpt mod nordøst for at køre væk fra floden via en stejl bakke (300 m, 10,6%), inden man rammer en bugtende vej, der leder mod nord og senere nordvest igennem helt fladt terræn. Undervejs er der fem sving, blandt andet en vanskelig dobbeltkurve, inden man når etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod sydvest for igennem fladt terræn at køre frem til mellemtiden, der tages efter 6,7 km.

 

Efter tidstjekket fortsætter man mod sydvest ind mod Gien, men i udkanten af byen drejer man mod nordvest for at køre langs jernbanen op langs bygrænsen igennem fladt terræn, der byder på hele fire skarpe sving. I etapens nordligste punkt drejer man mod sydvest i en rundkørsel, og derefter følger man en lige og flad vej ind gennem byen. Med præcis 2 km igen drejer man skarpt mod sydøst ned mod Loire, hvor det falder ganske, ganske let frem mod et sving lige inden den røde flamme. Lige efter passagen af denne når man floden, hvor man drejer skarpt mod sydvest for at følge floden frem til de sidste 400 m, der byder på to sving i rap, inden man rammer den 180 m lange, 6 m brede opløbsstrækning. De sidste 400 m stiger med 6,3% i snit.

 

Etapen byder på i alt 102 højdemeter.

 

Paris-Nice har i de senere år - med 2018 som undtagelsen - haft relativt kuperede enkeltstarter, men denne gang er der snarere tale om specialistterræn, der er under halvt så mange højdemeter som på sidste års 15,0 km lange rute, og her burde der trods de to småbakker undervejs være masser af plads til, at specialisterne kan åbne for gassen. Ruten synes dog som altid i Paris-Nice også at være relativt teknisk, og det vil stille større krav til rytterne end selve terrænet.

 

Gien har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

 

 

 

4. etape

Løbets anatomi med starten i det pandekageflade Nordfrankrig betyder, at vi som regel skal frem til løbets anden halvdel, inden stigningerne for alvor melder sig, og det burde særligt gælde i år, hvor den tidlige enkeltstart betyder, at man efter tre dage ikke er kommet ret langt i rejsen mod solen. Rytterne ”snyder” dog lidt og sætter sig ind i bilerne efter enkeltstarten, så de via en lang transfer mod sydøst kan fortsætte rejsen i den kuperede del nord for Lyon i udkanten af Massif Central. Her er ingen lange stigninger, men 4. etape er en kuperet sag, der går konstant op og ned og byder på en sen passage af Mont Brouilly, som vi kender senest fra Julian Alaphilippes enkeltstartssejr i 2017. Det hele kulminerer med afslutningen på den nye stigning Chiroubles, der nok er relativt kort og meget ujævn, men har så stejle passage, at vi nok skal blive lidt klogere på løbets klatrehierarki allerede efter fire dage.

 

I alt skal der tilbagelægges 187,6 km mellem Chalon-sur-Saône og Chiroubles, og der er tale om en klassisk Paris-Nice-etape, hvor man rejser mod solen og kører mod syd næsten hele dagen. Startbyen ligger i en fortsat flad del af Frankrig, og det er derfor i alt væsentligt fladt, når man fra start snor mig syd. Efter 25 km rammer man dog allerede det kuperede terræn, når man slår et smut mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Col des Chèvres (2,3 km, 7,6%), der er en ganske svær sag med blandt andet 500 m med 10,0% på den nedre del. Toppen rundes efter 27,6 km, hvorefter man sætter kursen mod sydvest for via den ikke-kategoriserede Col de Brancion (2,1 km, 5,3%) at køre ned til kategori 2-stigningen Col de la Pistole (3,1 km, 6,6%), der er en relativt jævn sag med top efter 47,1 km.

 

Herfra bliver det dog ikke lettere. Rejsen mod sydvest byder nemlig dernæst på en ikke kategoriseret stigning (1,6 km, 5,8%), inden det falder let ned mod Cluny. I byens udkant drejer man mod syd for at passere kategori 2-stigningen Cote de la Croix de Montmain (3,6 km, 5,4%), der stiger med ca. 6% på første halvdel og 3-4% på anden halvdel frem mod toppen, som passeres efter 63,1 km. Nu falder det mod sydøst ned mod den relativt store by Macon, i hvis udkant man drejer mod sydvest for at passere kategori 2-stigningen Cote de la roche de Solutré (4,1 km, 5,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 84,7 km.

 

Nu bliver det kortvarigt langt om længe lidt lettere, når man snor sig mod syd igennem relativt fladt terræn ned til den afsluttende rundstrækning. Den rammer man i byen Fleurie efter 100,8 km, og den er i alt 35,1 km lang. Man indleder med at køre næsten en hel omgang, der starter relativt let ud ved, at man i relativt fladt terræn kører mod sydøst ned mod det flade område omkring Rhone-floden. Det flade terræn fortsætter, når man drejer mod vest væk fra floden, og det ændrer sig heller ikke, når man senere kører mod syd.

 

Næsten helt nede ved rundstrækningens sydligste punkt melder udfordringerne, når man kører mod sydvest op ad den kendte kategori 2-stigning Mont Brouilly (3,0 km, 7,7%), der stiger med hhv. 6,1%, 7,9% og 9,3% over de tre km. Toppen nås første gang efter 121,8 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder ned til det sydligste punkt. Nu kører man mod nord op over en bakke (1,6 km, 4,9%), inden det i fladt terræn går mod nordøst frem til bunden af målstigningen. Her drejer man mod nordvest for at tage hul på opkørslen, men denne gang kører man kun de første 4 km af den i alt 7,3 km lange stigning. Her er der tale om en ujævn sag, hvor de to første kilometer stiger med hhv. 4,1% og 10,7%, inden det falder ganske let over en kilometer, hvorefter det stiger med 10,6% over den sidste kilometer. Efter de første fire kilometer af stigningen kører man ved 139,6 km-mærket en indlagt spurt, men nu drejer man af før toppen for at følge en relativt let nedkørsel, der leder mod nordøst og sydøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt i Fleurie.

 

Efter den første omgang kører man næsten endnu en af slagsen, hvilket betyder, at hele første del tilbagelægges på ny. Man når således for anden gang toppen af Mont Brouilly, når der efter 166,8 km resterer 20,7 km, og senere når man igen frem til målbjerget. Denne gang skal der dog køres der dog hele vejen til toppen i Chiroubles, hvilket giver en 7,3 km lang kategori 1-stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent 6,0%. Igen køres der en indlagt spurt ved 184,7 km mærket efter de første 4 meget stejle, men ujævne kilometer, inden man rammer de sidste 3,3 km, der er lettere med 3 km på hhv. 7,5%, 3,2% og 6,5%, inden de sidste 300 m stiger med 6,4%. Indledningsvis følger stigningen en relativt lige vej, dog med skarpe sving ved 4 km-mærket og ved spurten omkring 3 km-mærket. Nu venter endnu et skarpt sving med 1300 m igen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt med slutteligt hele to hårnålesving på de sidste 300 m, inden man rammer den bare 50 m lange og 7 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3540 højdemeter.

 

Det er sjældent at finde en etape med mere end 3500 højdemeter så tidligt i løbet, og det er bestemt en etape, der ikke skal undervurderes. Stigningerne er ikke lange, men de er for langt de flestes vedkommende ret stejle, og der er basis for at gøre løbet knaldhårdt. Den sidste rundstrækning inviterer til angreb, men det lange fladere stykke vil betyde, at favoritterne må ventes at holde sig i skindet til målbjerget. Stigningens meget stejle og ujævne karakter gør, at der er tale om en sag for relativt eksplosive ryttere, og selvom den lidt lettere afslutning nok betyder, at forskellene ikke bliver voldsomt store, og at vi får en sandsynlig spurt i en lille gruppe til sidst, vil vi helt sikkert blive meget klogere på, hvem der ender med at vinde Paris-Nice.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Sprinterne kan i nogen grad føle, at de er blevet snydt i løbets første halvdel, hvor de helt usædvanligt kun har haft to muligheder, og derfor er det vel kun passende, at arrangørerne har lagt en godbid ind senere i løbet også. Denne kommer om torsdagen, hvor der er lagt op til klassisk transportetape og en lang rejse mod syd, sol og mere kuperet terræn. Egentlig kører man igennem de kuperede Ardeche- og Drome-regioner, men ved at følge Rhone-floden stort set hele dagen er terrænet meget let, og da det næppe heller er voldsomt blæsende, taler meget for et brag af en massespurt.

 

Med en distance på 200,2 km er der tale om en relativt lang dag, der fører feltet fra Vienne til Bollène. Starten ligger på et lille højdedrag i 313 m højde, of derfor falder det let i den indledende fase, hvor man snor sig mod syd og sydvest ned mod Rhone-floden. Den når man i udkanten af Roussillon, hvor man krydser floden for derefter at køre mod syd med floden på den venstre side igennem terræn, der er fladere end den fladeste pandekage. Efter 54,1 km kommer dagens første spurt, og derfra går det blot videre mod syd ned langs floden igennem det helt flade terræn.

 

Det ændrer sig ikke, når man passerer vest om storbyen Valence, men retningen skifter en anelse, når man følger floden mod sydvest ned til udkanten af Montelimar, hvor man atter kører mere mod syd ned lang floden til byen Bourg-Saint-Andeol, der nås efter 149,1 km. Her drejer man endelig mod øst for at passere floden og køre væk fra vandet frem til bunden af den lille kategroi 3-stigninge Cote de Saint-Restitut (1,4 km, 4,8%), der er helt jævn og har top efter 166,4 km. Efter nedkørslen bliver det igen helt fladt, når man kører mod syd og øst frem til udkanten af Bollène.

 

I stedet for at køre ind til mål runder man dog etapen med at slå en lille sløjfe mod syd. Det stiger let, mens man kører mod syd ned til dagens anden spurt, der kommer efter 184,0 km, inden det falder let, når man kører mod vest ned til Mondragon, der igen ligger ved floden. Her ankommer man efter 191,7 km, hvorefter man drejer mod nordøst og nord for at køre af en næsten helt flad vej tilbage til Bollène. Det sidste skarpe sving kommer med 4,8 km igen, og derefter er der blot to rundkørsler med hhv. 4,4 og 1,2 km igen, inden vejen bugter sig på den 500 m lange, 7 m brede opløbsstrækning. Sidste kilometer stiger let med 0,7% i snit.

 

Etapen byder på i alt bare 926 højdemeter.

 

Egentlig skal sprinterne ikke nødvendigvis være kede af, at den ene sprinteretape kommer relativt sent i løbet. Ved at følge Rhone-floden bliver terrænet nemlig meget let, og modsat Nordfrankrig er området slet ikke kendt for at være blæsende. Med udsigt til tre svære dage til sidst er der ingen tvivl om, at det stærke sprinterfelt er skrupsultent, og derfor skal meget gå galt, hvis ikke 5. etape ender i en stor massespurt i en helt ukompliceret finale for de rigtige powersprintere.

 

Bollène har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

6. etape.

Efter den lange rejse mod syd har man endelig nået bakkerne omkring Nice, og der er tradition for, at der rundes af med tre hårde dage i det vanskelige og ofte solbeskinnede terræn. Som regel har de to weekendetaper været de vanskeligste, mens fredagsetapen mere har været for puncheurs og måske endda lykkeriddere, og sådan vil det også være denne gang. Løbets 6. etape byder ganske vist på et decideret bjerg midtvejs på etapen, men efter en lang nedkørsel slutter det hele med nogle småbakker omkring målbyen Biot. Slutteligt venter der en lille 2 km lang puncheurfinale, hvor de eksplosive afsluttere vil drømme om at spurte sig til sejr, som Tom-Jelte Slagter gjorde ved seneste besøg i 2014.

 

Med en distance på 202,4 km er der tale om en lang sag, der fører feltet fra Brignoles til Biot i udkanten af storbyen Cannes og meget tæt på det endelige mål i Nice. Rytterne har igen ”snydt” og ladet sig transportere det sidste stykke ned mod sydkysten, og etapen består nu af en rejse mod nordøst ind mod Nice og Cannes. Det sker via det kuperede terræn nord for de to byer, men startbyen ligger i det betydeligt fladere terræn længere mod vest. Derfor er første del af etapen ganske let, når man i relativt fladt terræn kører mod nordøst. Det ændrer sig ikke, når man senere drejer mod øst for at køre frem til Draguignan, der nås efter 45,7 lette kilometer.

 

Nu bliver det kortvarigt lidt vanskeligere, når man drejer mod nordøst for at passere kategori 2-stigingen Cote des Tuilèries (2,2 km, 7,8%), der er en relativt stejl og jævn sag med top efter 52,0 km. Nu går det igennem fladt terræn videre mod nordøst frem til kategori 3-stigningen Cote de Mont-Meaulx (1,5 km, 4,3%), der er en jævn stigning med top efter 67,4 km. Nu bliver det igen relativt fladt, mens man kører det sidste stykke mod nordøst frem til udkanten af byen af byen Grasse, der ligger midt i Nices berømte bakker.

 

Det får rytterne at mærke på den hårde måde efter 91,0 km. Inden de når Grasse, drejer de nemlig mod nord for at passere kategori 1-stigningen Cote de Cabris (7,6 km, 5,8%), der er en relativt jævn stigning, hvis stigningsprocent dog falder en anelse undervejs frem til toppen, der rundes efter 102,5 km. Der er ingen nedkørsel, men kun et kort, fladt stykke, inden man fortsætter mod nord op ad kategori 2-stigningen Col du Ferrier (4,3 km, 6,8%), der er relativt jævn, men har en kilometer med 8,1%) undervejs.

 

Toppen ligger i hele 1041 m højde og leder op til et fladt plateau, der følger mod nord, inden det gennem et enkelt hårnålesving begynder at falde ad en lige vej mod øst. Nedkørslen afbrydes dog af en bakke (3,1 km, 5,3%), der leder op til dagens første spurt, som kommer efter 145,5 km. Her drejer man mod syd ind på en mere teknisk nedkørsel, inden man rammer kategori 3-stigningen Cot de Gourdon (4,3 km, 4,1%), der fra den modsatte side blev besteget på 1. etape af Tour du Var, og som er en let stigning uden stejle procenter.

 

Toppen rundes efter 156,2 km, hvorefter der venter en mere teknisk nedkørsel, der leder mod frst syd og siden nord, inden man følger en lige, let faldende vej mod sydøst. Nu drejer man mod sydvest for at køre op ad en bakke (2,0 km, 6,8%), der har top knap 2 km inden dagens anden spurt, som kommer efter 184,8 km. Nu leder et fladt plateau mod syd ned til Valbonne, hvor man drejer mod sydøst for at følge en temmelig snoet og let faldende vej ned mod kysten og målbyen Biot.

 

Med 4 km er der en 1 km lang bakke, inden man med 3 km igen drejer skarpt ind på en nedkørsel, der byder på et hårnålesving. Nu falder det let, indtil man med 2,0 km rammer målbakken, der stiger med 5,3%i snit fordelt med 5,6% over den første kilometer og 4,9% over den anden kilometer. Man drejer i en rundkørsel med 1,8 km igen, hvorefter en bugtende vej leder frem til et hårnålesving lige ved den røde flamme, inden en bugtende vej kun afbrydes af en rundkørsel, der leder ind på den bare 100 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3181 højdemeter.

 

For klassementsryttere, der har brug for at varme klatrebenene lidt op, er fredagen en ganske god anledning. Der venter mere end 3000 højdemeter og en finale, vi kender fra både 2014 og 2011. Nogen afgørende dag bliver det dog næppe, da de lange stigninger kommer langt fra mål og bakkerne omkring Biot er relativt bløde. Medmindre vejret er lige så elendigt, som da Remy di Gregorio snød favoritterne i 2011, skal vi nok vente os en puncheurspurt, som da Tom-Jelte Slagter sejrede i 2014, men man skal heller ikke udelukke en udbrudssejr i et løb, hvor forskellene kan ventes efterhånden at være ganske store.

 

Biot blev senest besøgt i 2014, hvor Tom-Jelte Slagter i præcis samme finale spurtede sig til sejr foran Rui Costa og den førende Carlos Betancur fra en gruppe på ca. 30 mand, hvoraf de 19 blev noteret for vindertiden. I 2011 var det forfærdeligt regnvejr, hvilket en drivvåd Remy di Gregorio udnyttede til akkurat fra et udbrud at holde favoritterne bag sig og sejre med 5 sekunder ned til Samuel Sanchez og Rigoberto Uran på en dag, hvor det dårlige vejr betød, at der opstod flere huller i favoritgruppen, der var adskilt af en del sekunder, men hvor den førende Tony Martin kun tabte 2 sekunder til Sanchez og Uran.

 

Etapen er en næsten tro kopi af etapen fra 2014, og eneste forskel er, at man dengang sluttede etapen af med at køre en omgang på en småkuperet rundstrækning. I 2011 var etapen dog anderledes trods den identiske finale, og den bød således på hele 3928 højdemeter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

7. etape

På grund af den tidlige kalenderplacering bevæger Paris-Nice sig aldrig op i de største højder. Således er man eksempelvis altid sluttet længere nede af bjerget, når Mont Ventoux har været på programmet, og de relativt korte stigninger har ofte gjort det vanskeligt for de rene klatrere at køre med om sejren. Enkelte gange har man dog brudt trenden og sendt feltet op ad længere stigninger med den risiko for sne, som det altid indebærer på denne tid af året.

 

Efter fiaskoen med den meget lette rute i 2014 synes arrangørerne at have indset, at man nu om dage kun kan lokke etapeløbsstjernerne væk fra Tirreno-Adriatico ved hvert år at have en regulær bjergfinale på programmet, og det har derfor været tilfældet hvert eneste år siden 2015. I de første to år var stigningerne relativt lette, men i 2017 og 2019 bød man med målbjergerne Col de la Couille og Col de Turini på de sværeste bjergafslutninger i mange år. Midt imellem sluttede den nu efterhånden traditionelle kongeetape om lørdagen på Valdeblore La Colmiane, der to år efter Simon Yates’ solosejr vendte tilbage i 2020, hvor Nairo Quintana suverænt vandt det sidste cykelløb inden nedlukningen, og minsandten om bjerget ikke for tredje gang på fire år er rammen om kongeetapens finale - endda med en etape, der er en tro kopi af udgaven fra sidste år. Der er ikke tale om historiens sværeste stigning, men med en længde på 16,3 km og en lidt hårdere sidste del vil den nok kunne skabe tidsforskelle på en lørdag, der igen bliver klatrernes største chance for at vinde løbet.

 

I alt skal rytterne tilbagelægge 166,5 km, der ender på toppen af Valdeblore La Colmiane, som er placeret i det stærkt kuperede terræn i den sydvestlige udkant af Alperne. Man synes at have gjort det til en tradition at indlede lørdagens kongeetape i Nice, og det vil også være tilfældet for sjette gang i træk i 2021. Starten er ganske hård, idet man kører mod nord væk fra vandet og derfor efter et kort, fladt stykke skal op ad den ikke-kategoriserede stigning Cote de Gattieres (4,4 km, 4,3%), der er jævn og regulær og har top efter 14,6 km. Herfra drejer man mod sydvest for igennem fladt terræn at passere gennem Vence, hvor man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de Vence (9,7 km, 6,6%), hvis top rundes efter 34,4 km efter en meget jævn opkørsel.

 

Herefter bliver det lettere. Et kort, fladt stykke fører videre mod nordvest, inden en nedkørsel leder mod nordøst ned til Bouyon. Herfra går det mod nord og vest via en flad strækning, inden en lidt teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til bunden af kategori 2-stigningen Col de la Sigale (6,6 km, 4,9%), der er en regulær stigning med top 79,5 km. Der er ingen nedkørsel, men kun et kort plateau, der fører mod nord, inden man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Antonin (6,2 km, 5,3%), der er lidt mere ujævn med blandt andet 1500 m med 6,9% til sidst, men også meget lette stykker undervejs, inden toppen passeres efter 91,7 km.

 

Nu bliver det atter lettere, idet man tager hul på en til sidst ret teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest. Her rammer man dalen, hvor man følger en flad vej mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at følge en småkuperet og meget snoet vej, der indledes med en bakke (2,2 km, 6,3%) og slutter med dagens første spurt efter 134,5 km. Herfra kører man mod nord via en nedkørsel og derefter flad vej, der leder direkte frem til bunden af kategori 1-bjerget Valdeblore La Colmiane, der afslutter etapen. Den stiger med 6,3% over 16,3 km og indledes med det stejleste stykker med 2 km på 8,0%. Herefter stiger den med 6-7% afbrudt af nogle lettere kilometer med 3-5%, indtil man når frem til dagens anden spurt, der kommer med 5,9 km til toppen. Herfra tager stigningen fat igen med en meget stabil stigningsprocent på 6,5-7,0% resten af vejen. Stigningen har et teknisk stykke ca. en tredjedel oppe, men derudover er det en relativt lige vej med enkelte hårnålesving, hvor de sidste to kommer lige efter hinanden med ca. 2 km igen, inden vejen bugter sig in på den 100 m lange, 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3952 højdemeter.

 

Som sagt er det relativt usædvanligt at møde et 16 km langt bjerg i det franske etapeløb, der normalt har været kendetegnet af kortere stigninger, men det er nu blevet reglen snarere end undtagelse. Colmiane-stigningen er et typisk alpebjerg, da det er langt, men relativt regulært, og på den slags stigninger spiller vindretningen altid en stor rolle. Da Simon Yates vandt i bjergets debut for to år siden, så vi dog overraskende store forskelle, og sidste år var Nairo Quintana også ganske suveræn, og det viser, at klatrerne under de rette omstændigheder her har betingelserne for at vinde den tid, der skal give dem den samlede sejr efter det, der er løbets eneste regulære bjergslag. Omvendt var favoritterne bag Quintana også meget jævnbyrdige, og derfor er der ingen garanti for, at klatrerne for alvor kan gøre de forskelle de skal bruge efter enkeltstarten.

 

Valdeblore La Colminane blev første gang brugt på kongeetapen i 2018, hvor Simon Yates kørte alene hjem med 8 sekunder ned til Dylan Teuns og Ion Izagirre på en dag, hvor 12 mand var inden for et minut af vindertiden. Sidste år kørte Nairo Quintana fra alt og alle og sejrede med 46 sekunder ned til Tiesj Benoot, der med et stort angreb forsøgte at fravriste Maximilian Schachmann førertrøjen, men i sidste ende fik han kun mellem 10 og 12 sekunder ned til en favoritgruppe på fire mand, der bestod af Thibaut Pinot, Sergio Higuita, Vincenzo Nibali og netop Schachmann.

 

 

 

 

 

 

 

8. etape

I de år, hvor man har skippet Col d’Eze-enkeltstarten, er løbet altid sluttet med en kort, meget kuperet etape i det vanskelige terræn omkring Nice. Det er igen tilfældet i år, hvor sidste etape er fyldt med de legendariske stigninger, der bestiges år efter år i de smukke omgivelser i regionen. Som vanligt afsluttes etapen med en lang nedkørsel til Nice, hvor det hele slutter på den traditionsrige Promenade d’Anglais. Denne finale har ofte gjort det svært for de bedste klatrere for alvor at gøre en forskel på sidstedagen, men historien viser, at alt er muligt på en etape, der stort set altid er mættet af spænding - bare tænk på dramaerne i 2016, 2017 og 2018, hvor hhv. Geraint Thomas og Sergio Henao afværgede angreb fra Alberto Contador i sidste øjeblik, og hvor Marc Soler for tre år siden med stort mod fik skovlen under en lidende Simon Yates, der oplevede en stor krise. Sidste år skulle man have eksperimenteret med en meget lettere slutetape, men heldigvis vender man tilbage til en tro kopi af slutetapen fra 2018 og 2019. I år har man således igen lagt en ny stigning ind efter det klassiske afslutningsbjerg Col d’Eze i et håb om herved at kunne skabe større udskilning end tidligere.

 

Årets etape, der både starter og slutter i Nice, er med sine 110,5 km igen endnu kortere, end den traditionelt har været, og de første ca. 80 km er også de samme, som blev brugt i 2017. Eneste ændring i forhold til dengang er, at man ligesom i 2018 og 2019 ikke kører ned til Nice til slut for at køre op ad Col d’Eze fra den klassiske side. I stedet kører man op over toppen fra den modsatte side, hvor stigningen er langt kortere, inden man kører ned til Nice for at slutte løbet med den nye stigning, Col des Quatre Chemins, der ligger tættere på mål, end Col d’Eze gjorde på den klassiske etape.

 

Fra starten i Nice bevæger man sig ad den flade kystvej mod sydvest ud af byen, inden man sætter kursen mod nord og ind i landet. Her begynder det at stige, indtil man når toppen af kategori 2-stigningen Cote de Levens (6,2 km, 5,6%), der har top efter 21,2 km. Der er tale om en jævn opkørsel uden stejle passager. Herfra bevæger man sig i småkuperet terræn mod sydøst frem til kategori 2-stigningen Cote de Chateaneuf (5,3 km, 4,3%), der har top efter 37,1 km, ligeledes er helt jævn og efterfølges af en teknisk meget svær nedkørsel. Den leder direkte til bunden af kategori 2-stigningen Col de Calaison (6,3 km, 4,5%), hvis top kommer ved 51,4 km-mærket, og som aldrig bliver stejl, selvom den er en anelse irregulær. Herfra fortsættes mod nord ad en nemmere nedkørsel, inden man igen sætter kursen mod syd på et af de få fladere stykker på etapen.

 

Den absolutte finale ventes at blive indledt, når man drejer mod nordøst for at bestige kategori 1-stigningen Col de Peille, der stiger med 6,8% over 6,6 km og er dagens vanskeligste udfordring. Særligt den nedre del med 3 km med stigningsprocenter på 7-9 er vanskelig, og det var her, Contador overraskede konkurrenterne ved at sætte sine første store angreb ind i både 2016 og 2017. Toppen kommer imidlertid med hele 32,4 km til mål, og da den efterfølges af en lang, ikke særlig svær nedkørsel, der leder mod syd og sydvest ned mod Middelhavskysten, er der masser af tid til, at der kan ske samling.

 

Efter 79,3 km passerer man den først spurt i La Turbie, inden man kort efter forlader kystvejen for at køre op over kategori 1-stigningen Col d’Eze (1,6 km, 8,1%), der altså denne gang angribes fra sydøst og ikke som vanligt fra sydvest, og som herfra er kort men meget stejl med 10,1% over de sidste 700 m. Toppen kommer med 26,4 km til mål, og herefter kører man via den gamle opkørsel mod sydvest ned til Nice.

 

I stedet for at køre direkte frem til mål afslutter man imidlertid etapen med at køre en lille omgang på den nye rundstrækning. Den leder første mod nord og siden sydøst op over stigningen Col des Quatre chemins (5,5 km, 5,5%), hvis top rundes med bare 8,9 km igen i forbindelse med dagens sidste spurt. Den er stejlest i bunden, hvor den i over 2 km stiger med 8,5%, inden den flader ud og byder på stigningsprocenter på knap 4 på de sidste 2 km.

 

Herefter rammer man igen den nedkørsel, der blev benyttet efter Col d’Eze, og som leder mod sydvest ned mod centrum af Nice og er relativt teknisk. Denne gang fortsættes helt ind til mål, hvor nedkørslen slutter efter to hårnålesving og tre skarpe sving lige ved 3 km-mærket. Herefter går det ad den flade og let bugtende kystvej mod syd og vest hen langs vandet, idet der dog som altid er en ganske lille bakke, der fører op til den røde flamme. Slutteligt bugter vejen sig ind på den 600 m lange og 6 m brede opløbsstrækning, der er helt flad.

 

Etapen byder på i alt 2210 højdemeter.

 

Etapen består af de fleste af de velkendte stigninger fra området, og derfor kender de fleste ryttere terrænet og de tekniske nedkørsler. Stigningerne er ganske vist mange, men de bliver aldrig meget stejle, og derfor har det ofte været svært at gøre afgørende forskelle. Meget ofte er det lykkedes nogle af klassikerrytterne at følge de bedste klatrere. Det er imidlertid den sidste chance for at ændre klassementet, og derfor er der altid angreb fra favoritgruppen. Første del af etapen er ikke meget hård, og derfor skal slaget slås på de sidste tre stigninger. Contadors modige angreb på Col de Peille i 2016 og 2017 og Marc Solers tidlige angreb i 2018 viser, at man kan forsøge sig allerede her, men det mest oplagte er, at den endelige kamp vil udspille sig på den nye stigning i finalen. Den er ikke voldsomt svær, men da den kommer tættere på mål end tidligere, kan der skabes forskelle, som vi så det under Yates’ krise i 2018. Tidligere er det ofte lykkedes en lille gruppe af de bedste at komme fri, og hvis de kan samarbejde, kan forspringet holdes til stregen, som Contador og Richie Porte viste i 2016, ligesom tidlige udbrydere er holdt hjem i de seneste tre udgaver, hvor David De La Cruz (to gange) og Ion Izagirre har sejret. En spurt i en lille gruppe af klassementsryttere er et sanddynligt udfald, selvom det altså også tidligere er lykkedes for udbrydere at holde hjem på en dag, der er svær at kontrollere, og hvor der ingen oplagt favorit er.

 

Efter at etapen blev coronaaflyst i 2020 skal vi tilbage i 2019 for at finde seneste udgave, hvor Nairo Quintana angreb Egan Bernal fra distancen, men kun endte med at vinde 4 sekunder, mens Ion Izagirre kørte alene hjem fra det tidlige udbrud til en stor etapesejr. U 2018 blev den førende Simon Yates sat under pres fra start, og det udnyttede Marc Soler til at angribe tidligt og gøre følgeskab med David De La Cruz og Omar Fraile i en trio, der holdt hjem og gav sejr til De La Cruz og samlet triumf til Soler. I 2017 angreb Alberto Contador tidligt og hentede de to tidlige udbrydere De La Cruz og Soler, inden trioen spurtede om sejren, der også her gik til De La Cruz. Favoritgruppen, der også indeholdt navne som Sonny Colbrelli og Michael Matthews, nåede mål 21 sekunder senere, og det var akkurat nok til, at Sergio Henao kunne forsvare førertrøjen.

 

I 2016 angreb Contador på begge de to sidste stigninger, og efter at være blevet hentet én gang kom han til sidst afsted sammen med Richie Porte. De samlede Tim Wellens op fra det tidlige udbrud og havde held til at holde forfølgerne bag sig, inden Wellens let spurtede sig til sejren. Geraint Thomas var i krise på stigningen, men kom tilbage til favoritgruppen på nedkørslen og begrænsede tidstabet nok til at sikre sig den samlede sejr.

 

I 2015 blev løbet afviklet i episk regnvejr, og her kørte Tony Gallopin sig til en imponerende solosejr på en dag, hvor både Porte og Geraint Thomas styrtede på nedkørslen. I 2014 vandt Arthur Vichot etapen i en lille spurt i en gruppe af favoritter, og 12 måneder tidligere var Sylvain Chavanel den hurtigste i en usædvanligt stor gruppe. I 2012 vandt Thomas De Gendt fra et langt udbrud, og i 2011 var Thomas Voeckler den bedste i en udbrydergruppe. I 2010 var det Amael Moinard, der var den stærkeste af angriberne, mens Antonio Colom slog Contador og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2009, hvor etapen var mere selektiv end vanligt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Favoritterne

Hvor tidligere års Paris-Nice var lidt vanskeligt at forudsige grundet de relativt lette ruter med ganske lette stigninger, har arrangørerne fra ASO som sagt ændret tingenes tilstand i de sidste par år. Beslutningen om at indføre en relativt lang enkeltstart samt introduktionen af langt sværere bjergafslutninger end tidligere, har gjort det hele lidt lettere at forudsige. Løbet ligner nu et ”rigtigt” etapeløb, hvor det som udgangspunkt er kombinationen af tempoegenskaber og bjergben, der afgør udfaldet.

 

Paris-Nice har ofte været et lidt specielt løb. På den ene side har det været så kuperet, at etapeløbsrytterne og klatrerne har fundet sig fint til rette, men på den anden side har stigningerne også været så korte og relativt lette, at det har været muligt for klassikerryttere også at blande sig. Det har også i de seneste år i nogen grad være tilfældet, da der fortsat ikke er tale om udfordringer som dem, der findes i sæsonens største løb, men Paris-Nice er nu et løb, der i højere grad passer til de virkelige etapeløbsryttere.

 

Det synes også at være tilfældet i år, hvor ruten som sagt er meget sammenlignelig med det, vi har set de senere år. Formatet er det samme med en mellemlang enkeltstart og en stor bjergetape om lørdagen inden den altid uforudsigelige finale omkring Nice, hvor vi i 2016, 2017 og 2018 har set, at klassementet kan komme i spil helt frem til målstregen. Alligevel er årets løb mere selektivt, for med inklusionen af den ganske svære 4. etape, der bestemt kan gøre forskelle, har klatrerne endnu bedre mulighed for at kompensere for deres tab på enkeltstarten. Til gengæld er denne lidt usædvanligt meget flad, og hvor klatrerne i tidligere år (med 2019 som undtagelsen) har fundet enkeltstartsruter, der passede dem relativt godt, må de denne gang nok indstille sig på at bløde nogen tid til de alsidige klassementsryttere over de heldigvis for dem blot 14,4 km.

 

Som udgangspunkt er der fem elementer, der bestemmer løbets udfald. Den ene er naturligvis klatreevnerne, der skal i aktion på 4., 7. og 8. etape. Desværre for dem er Colmiane-stigningen ikke den sværeste, særligt ikke hvis der er modvind, men både Simon Yates og Nairo Quintana har vist, at man kan tage solosejre - sidstnævnte endda med en stor margin i et dog ikke særligt stærkt felt af klatrere. Forskellene mellem de bedste var i 2018 dog ganske små, og sidste år var klassementsrytterne - Quintana havde tabt tid i sidevinden - også uhyre jævnbyrdige, så det kun lykkedes Tiesj Benoot trods en flot offensiv at hente 12 sekunder på Maximilian Schachmann.

 

Lidt sværere er det at læse 4. etape. Målstigningen er ikke specielt lang og stigningsprocenten gennemsnitligt moderat, men til gengæld er der nogle meget stejle passager tidligt på stigningen. Kan man slå hullet allerede her, kan der være ganske megen tid at vinde, men det kan også ende i en puncheurspurt i den lidt lettere afslutning. I det hele taget er det dog en finale for eksplosive folk og ikke for klassiske klatrere, der formentlig primært skal begrænse tabet.

 

Endelig er der 8. etape, der altid er svær at forudsige. Contador har to gange vist, at stærkeste mand faktisk godt kan vinde så megen tid, at man - i hvert fald næsten - kan erobre gult, men det er ikke nødvendigvis klatrebenene, der er afgørende her. I stedet kommer vi her til løbets andet afgørende element, nemlig den kollektive styrke på holdet. Som vi så i 2018 - hvor Yates ganske vist heller ikke havde nogen stor dag - kan et svagt hold smide det hele på en svært kontrollerbar etape, og det udnyttede Marc Soler til at stjæle sejren. Til gengæld har Sky/Ineos også vist, at man med et stærkt hold trods krise fra kaptajnen kan redde det hele, som vi så med Geraint Thomas i 2016 og Sergio Henao i 2017, ligesom Egan Bernals tropper neutraliserede Quintanas store offensiv i 2019 og aldrig gik i panik. Et godt hold kan altså være helt afgørende, hvis man fører efter 7. etape.

 

Det tredje element er selvfølgelig tempoevnerne, der med en ikke alt for vanskelig kongeetape bliver ganske afgørende på den relativt flade rute omkring Gien, hvor der også stilles visse krav til de tekniske evner. Nok er klatreterrænet i år sværere, men det er stadig vanskeligt for en temposvag klatrer at indhente alt, der måtte tabes om tirsdagen.

 

Det fjerde element er bonussekunderne. Ikke blot er der bonussekunder i bjergfinalerne, en puncheurtype kan også gøre som Tom-Jelte Slagter i 2014, nemlig sikre sig 10 bonussekunder i puncheurspurten på 6. etape, hvor der næppe kommer reelle tidsforskelle mellem de bedste. En spurt i Nice på 8. etape er heller ikke umulig, hvorfor en hurtig mand kan score mere tid her, og det samme kan han muligvis i flere af de indlagte spurter, der ligger på bakker.

 

Det femte element er som altid vejret og særligt sidevinden, der næsten hvert år spiller en dramatisk rolle og eksempelvis i 2020, 2019 og 2017 sendte adskillige favoritter ud af kampen allerede inden stigningerne. Desværre for cykelfans og til glæde for små klatrere venter der denne gang dog rigtigt højtryksvejr fra lørdag til tirsdag, og det betyder, at der på de to potentielt vindblæste første etaper vil være masser af solskin og så svag vind, at den i år næppe kommer i spil. Det flotte vejr ventes også at vare ved til tirsdagens enkeltstart.

 

Derefter ventes det at gå galt på en våd onsdag, men her er vi i en region, hvor den stadig ikke alt for kraftige vind næppe kommer i spil - særligt fordi der bliver modvind næsten hele dagen, men heldigvis med- og sidevind på målbjerget. Torsdag bør med sikkerhed være en dag for sprinterne, da vinden vil være begrænset og have karakter af næsten konstant modvind. Slutteligt når man ned til solen ved Nice, hvor der ventes en pæn, men lidt blæsende fredag, hvor der primært vil være medvind, og hvor vinden aldrig rigtigt bliver farlig. Til gengæld lever løbet ikke helt op til sit tilnavn i den sidste weekend, som lige nu ventes at byde på byger på kongeetapen, hvor der til gengæld meldes om gunstig vind på målbjerget - uhyre vigtigt for klatrerne - inden en solrig og flot søndag, hvor modvind hele vejen hjem fra Peille kan gøre det svært at gennemføre Contadors og Quintanas storslåede offensiver fra distancen. Der er dog mere end en uge til de afgørende etaper, hvorfor meget kan ændre sig inden da.

 

Vi kan dog eliminere sidevinden som en faktor, og det er kun onsdag, at kulde og regn måske kan blive en udfordring. Vigtigst er altså klatreevnerne, tempoegenskaberne, holdets evne til at kontrollere finaledagen og bonussekunderne.

 

I virkeligheden er denne analyse dog næsten helt lige meget, når det handler om at udpege løbets favorit. Det er i hvert fald svært at se, hvordan ASO skulle sammensætte et design, der ikke ville gøre Primoz Roglic til gigantisk storfavorit. Sloveneren er nemlig skræmmende i ugelange etapeløb, hvor han har været helt umulig at slå. Ser man bort fra et Tour of Britain i 2018, hvor han var helt ude af form, er Roglic nemlig ikke blevet slået i ét eneste kortere etapeløb, siden han tidligt blev sat ud af spillet af et styrt i Tirreno-Adriatico for tre år siden, hvor han dog rejste sig fra uheldet ved alligevel at vinde en etape - i hvert fald hvis man tillader sig at medregne den Dauphiné-sejr, han reelt var sikret sidste sommer, inden han med livrem og seler valgte at stå af inden sidste etape for at komme sig inden Touren.

 

Med undtagelse af det britiske etapeløb og altså Dauphiné har han vundet alle de seks øvrige kortere etapeløb, han har kørt siden da, og af dem er det endda kun Tour de Slovenie, der ikke er en del af WorldTouren. Det er blevet til to sejre i Romandiet samt en enkelt i Baskerlandet, UAE Tour og Tirreno-Adriatico - og som ekstra flødeskum er han undervejs også blevet nr. 1, 1, 2, 3 og 4 i sine tre grand tours, hvor han naturligvis også har vundet etaper hver eneste gang.

 

I ugelange etapeløb spiller enkeltstarter typisk en større rolle end i grand tours, og det er da også den disciplin, der er hovedforklaringen på Roglics suveræne dominans. Ser man bort fra de nederlag, som han led på sidste etape i Giroen, hvor han var syg, træt og forslået, og ved VM, hvor han tydeligvis ikke var kommet sig over Vueltaen, er de eneste enkeltstarter, han ikke har vundet i de seneste to sæsoner, den pandekageflade Tirreno-enkeltstart, hvor han i 2018 og 2019 trods alt kom til kort mod mere kraftfulde ryttere, de lidt skuffende Tour-enkeltstarter i 2019 og 2020, bjergenkeltstarten i Romandiet i 2018 samt den ultrakorte prolog i Romandiet i 2019 (hvor han alligevel var mindre end et sekund fra at vinde). Alle øvrige seks enkeltstarter har han vundet, og dertil skal lægges VM-sølvet og de to WorldTour-sejre på enkeltstarter i 2017.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 

Den statistik fortæller klart, at Roglic er i den absolutte elite i disciplinen, og selvom han er bedre på kuperede ruter, er det i et felt af klatrere faktisk kun en gigantisk fordel, at enkeltstarten denne gang er relativt nem. Her vil Roglic utvivlsomt vinde masser af tid på rivalerne, også selvom hans enkeltstarter i 2020 dog var knap så overbevisende og kan give håb om, at dominansen kan være aftagende.

 

Klatreevnerne er også helt indiskutable efter et 2020, hvor han reelt kun var i vanskeligheder, da han var udkørt mod slutningen af Vueltaen, men i Touren sågar satte Tadej Pogacar til vægs på kongeetapens Col de la Loze. Han er en sublim puncheur, som vi så med etapesejre i både Touren og Vueltaen, hvorfor han står stærkt på den eksplosive 4. etape, puncheurspurten på 6. etape og i en eventuel flad spurt på 8. etape. Holdet med Steven Kruijswijk, George Bennett og Sam Oomen kan utvivlsomt også kontrollere sidste etape, og dermed er han bedste mand på alle tre af de fire parametre og meget stærk også på holdsiden.

 

Men er han overhovedet i form? Manden har trods alt ikke kørt ét eneste cykelløb siden begyndelsen af november måned, men det er slet, slet ikke et problem for det slovenske fænomen. Tværtimod er han som regel et mindre monster, når han vender tilbage fra en træningslejr, som da han i 2019 knuste al modstand i UAE Tour, Romandiet og Vueltaen, som han begge kørte efter en længere pause, og ligesom han i 2020 var det i Tour de l’Ain og Dauphiné lige efter nedlukningen. Monsteret kan således ventes at være genfødt på søndag, og uden sidevind er der heller ingen mulighed for at fange i et uopmærksomt øjeblik. Medmindre han er faldet gevaldigt af på den over vinteren, er det vel reelt kun uheld, der kan forhindre Roglic i at føje dette etapeløb til den stadig længere liste over WorldTour-løb, han har vundet.

 

Hvem kan så true ham? Tja, bum, bum, ville Niels Helveg sikkert svare, hvis han fik så svært et spørgsmål. Det er nemlig svært at finde oplagte rivaler i et felt uden Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Egan Bernal, men det må være Ineos, der står stærkest. Og her må man vel fremhæve Richie Porte som manden, der måske kan slå Roglic. Ganske vist er australieren kommet ”hjem” uden ambitioner om at køre grand tours, men ugelange etapeløb vil han gerne erobre og mest af alt nok Paris-Nice, der er hans europæiske hjemmebaneløb, og som han elsker efter sine to tidligere sejre. Egentlig lignede han en snart pensionsmoden mand i 2019 og store dele af 2020, men minsandten om ikke han fandt sin anden ungdom i Touren, hvor han måske ikke var så suveræn i den tid, hvor han som Roglic i dag var verdens bedste i ugelange etapeløb og vandt et hav af dem, men hvor han både klatrede så godt og kørte så fornem en enkeltstart, at han måske kan true Roglic i alle løbets vigtigste momenter. Eksplosiv på 4. etape er han nemlig også, og det er kun på bonussekunder, at han ikke kan matche sin slovenske rival.

 

Det store spørgsmål er - som altid med Porte - formen. Det kan blive både fugl og fisk, og bedre bliver det ikke af, at han denne gang selv er meget i tvivl om, hvor han står efter en vinter i Australien, hvor der ikke var noget Tour Down Under. Derfor går han til løbet med et åbent sind, men dog uden at afvise, at han kan køre med om sejren. Det er i hvert fald en gave for ham, at der i år ikke er nogen sidevind, og Ineos er måske det eneste hold, der kan forsvare sig mod en stor Jumbo-offensiv på sidste etape, hvis han skulle føre løbet til den tid. Hans udtalelser om formen gør, at det meget vel kan ende i en fiasko, men han holder også døren så meget åben, at der er grund til at tro, at han måske kan være lige så flyvende, som han oftest er det efter vinterpausen. Måske ender Porte som nr. 57, men da dette er en vurdering af vinderpotentiale, må han rangeres som nr. 2, da han er den eneste rival, der både har topniveauet og er komplet nok til at udfordre Roglic.

 

Helt anderledes sikkerhed er der med David Gaudu. Ganske vist er han ligesom Porte som regel helt umulig at spå om, men denne gang ved vi i hvert fald, at han er i form. I Var var han på stigningerne næstbedst efter Michael Woods, og i weekendens løb i Ardeche og Drome var han utvivlsomt bedste mand, hvorfor han da også vandt det af de to løb, der passede ham. Det lover godt forud for et løb, der er erklæret som sæsonens første mål, og måske ligner formstærke Gaudu manden, der skal bide skeer med Roglic på de to bjergetaper. Han er tillige ganske eksplosiv og passer godt til 4. etape og til dels også 6. etape, hvor han måske kan score lidt bonus.

 

I forhold til Porte har han dog to betydelige problemer. Den ene er enkeltstarten, for selvom han har forbedret sig, giver Roglic ham bøllebank på tirsdag. Den anden er holdet, der mildt sagt er klatresvagt og får brug for allierede, hvis det på nogen måde skal forsvare en førertrøje næste søndag. I den sammenhæng er det en skam, at han i sidevinden ikke kan koble sig på Arnaud Demares eminente sidevindstog, for her kunne måske være en tidsgevinst at hente. Nu skal han i stedet hente det hele i bjergene. Det bliver svært, men formstærke Gaudu er manden, der måske kan gøre det.

 

Det er lidt svært at sige, hvad man skal mene om Aleksandr Vlasov . Russeren har tydeligvis ikke haft sit topniveau endnu, hverken i Provence eller i Drome-Ardeche, men han var dog ikke ringere, end at han var meget tæt på de bedste i begge uger. Han har hele tiden haft dette løb som sit første store mål, og alt taler for, at han er bedre nu end hidtil. Med de klatreevner, Vlasov demonstrerede gennem 2020, særligt på Angliru i Vueltaen, er han en af de få, der kan true Roglic på 7. etape, men desværre passer hverken kongeetapens lette målbjerg eller den eksplosive finale på 4. etape ham specielt godt. Vueltaen viste også, at han har meget at forbedre på en flad enkeltstart, og bonussekunder får han næppe heller del i spurtafgørelser. Til gengæld kan han modsat Gaudu glæde sig over et hold, der er stærkt nok til at forsvare en førertrøje, som altså skal erobres først og fremmest på Colmiane. Det bliver svært, men Vlasov er en af de få, der klatrer godt nok til, at det måske kan blive muligt.

 

Man må vel også fremhæve feltets lottokupon. Wout Poels har i år været lige så svingende, som han plejer, efter en meget overbevisende indsats på Ventoux, inden han for andet år i træk faldt helt sammen i Emiraterne. Det var dog til at forudse, at varmen kunne spille ham et puds, og det vil den heldigvis ikke gøre i den kommende uge, hvor han også kan glæde sig over manglen på vind, der kunne gøre ham sårbar. Poels er ikke som i 2018, hvor det kun var et dumt styrt, der frarøvede ham en overlegen sejr i dette løb, men han viste både i Provence og Vueltaen, at en Poels i form stadig er en af feltets bedste klatrere. 7. etape måtte gerne have været sværere, men han står fornuftigt på den eksplosive 4. etape, hvor han vil elske de stejle procenter. Udfordringen for ham er også enkeltstarten, for selvom han faktisk vandt netop den inden styrtet i 2018, er han siden dengang faldet drastisk i niveau, ligesom han vil foragte den flade tonserrute. Til gengæld har holdet en vis styrke til at forsvare en eventuel førertrøje, men første udfordring for Poels bliver ikke at være en nitte som i Emiraterne, men at være den gevinst, han var på Ventoux.

 

Sidste år tog Maximilian Schachmann en lidt overraskende sejr i løbet. Det var næppe sket, hvis ikke alle forhåndsfavoritternes hold havde trukket sig, men det var alligevel et mindre etapeløbsgennembrud for tyskeren, der for første gang forsvarede sig flot på et stort bjerg. Man skal dog ikke overgøre præstationen, for efter favoritternes masseexit var feltet nærmest renset for formstærke klatrere med undtagelse af Nairo Quintana, der var styrtet i sidevinden og ude af klassementet, da han gav Schachmann og resten af feltet bøllebank på Colmiane.

 

Nu skal Schachmann vise, at han også kan vinde i ”rigtigt” selskab, og det bliver svært, men skal det lykkes, er ruten ikke helt umulig. På enkeltstarten er han sågar en trussel mod Roglic, og både 6. og 8. etape giver gode muligheder for hurtige Schachmann, der også burde have en fornuftig chance for at gøre det godt på 4. etape. Udfordringen er igen Colmiane, men heldigvis for ham er der tale om en relativt let stigning, som han trods store lidelser klarede flot sidste år. Vi ved, at Schachmann altid er skræmmende fra sæsonstart, og det er han formentlig også i år, hvor Paris-Nice er så stort et mål, at han har droppet et Strade Bianche, der passer ham langt, langt bedre. Formen er utvivlsomt god, men han kommer til at savne sidevinden, der gav ham et solidt afsæt sidste år, og holdet ser også ud til at være ude af stand til at kontrollere Nice-etapen, hvis ikke han finder allierede. Med udgangspunkt i en god enkeltstart og formentlig igen helt sublim startform vil Schachmann sikkert igen køre med langt fremme, men at vinde bliver svært, også selvom man kan vente, at han har forbedret sig yderligere i bjergene, som han blandt andet indikerede i sidste års Tour.

 

Da han kollapsede på Ventoux og senere faldt igennem på Jebel Hafeet, lignede Alexey Lutsenko ikke en rytter, der skulle spille en rolle i dette løb. Tilsyneladende havde ”Kongen af februar” glemt at tjekke kalenderen, og pludselig var Lutsenko, der normalt er flyvende i vintermånederne, helt ukendelig. Nu tyder noget til gengæld på, at han måske er i fremgang. I hvert fald var hans soloridt i modvinden på Jebel Jais mildt sagt imponerende, og han var endda også aktiv på UAE Tours 6. etape 24 timer senere. Hans kørsel har været så bekymrende i år, at det meget vel kan ende med endnu et kollaps, men der er grund til at være optimistisk.

 

Hidtil har Lutsenko aldrig begået sig helt i toppen af et europæisk WorldTour-løb, men skulle det ske, er Paris-Nice et godt valg. Colmiane er ikke for svær for Lutsenko, hvis han klatrer, som han plejer i starten af sæsonen, og de eksplosive finaler på 4. og 6. etape samt den flade afslutning på 8. etape passer også fint til den hurtige kasak. Udfordringen er enkeltstarten, som har været så svag, at det kan være svært at forstå, at han vandt en Danmark Rundt-enkeltstart som ung, men i dette felt forsvarer han sig nogenlunde mod de fleste. Hvis Jebel Jais er en indikation på, at Lutsenko er ved at finde sit vanlige vinterniveau med et par ugers forsinkelse udgør han sammen med Vlasov en farlig duo, der endda støttes af et stærkt hold til at forsvare en eventuel førertrøje.

 

En rytter, der kan være helt umulig at blive klog på, er Rohan Dennis . Vi har efterhånden lært, at australieren i disse forårsløb er fint tilfreds med at satse på enkeltstarter og bare agere hjælper, som han senest gjorde det i Var, og følger han vanlig logik, sker det samme denne gang. Omvendt så vi ham i Var på kongeetapen faktisk at forsøge at sidde med de bedste længere end vanligt, og selvom han endte med at tabe nogen tid, lignede han en mand, der faktisk arbejdede på sin bjergform. Hans fantastiske Giro kan meget vel have givet ham større ambitioner, og skal han vinde et etapeløb, er Paris-Nice ikke et dårligt bud. Hans chancer for at vinde enkeltstarten er gode, og han bakkes op af et skræmmende hold. Spørgsmålene handler om ambitionerne og om bjergformen. Begge dele kan vække bekymring, og Dennis skal være ret flyvende, hvis han skal vinde et løb som dette med to finaler, der er relativt vanskelige. Den form var nok for langt væk i Var, men i en vurdering af vinderpotentiale betyder enkeltstarten, at Dennis er nødt til at blive tilskrevet en rimelig chance, selvom han sikkert igen ender som hjælper.

 

En rytter, der må være klar til at tage næste skridt, er Brandon McNulty. Vi aner ikke, hvor den unge amerikaner står formmæssigt, og da hans store mål er Giroen, er der en risiko for, at han ikke er flyvende. Meldingen er dog, at han kommer for at køre klassement, og sidste år lagde han ud som lyn og torden i San Juan og delvist i Andalusien. Al logik siger, at han har lagt på siden sidste sæson, hvor han først og fremmest imponerede med sine enkeltstarter i Giroen. Kører han på tilsvarende vis på tirsdag, vil han vinde tid på næsten alle, men til gengæld havde han betydelige mangler i Giroens bjerge. Dem har han forhåbentlig fået rettet lidt op på nu, og heldigvis for ham er Colmiane ikke så svær en stigning. Til gengæld passer han ikke rigtigt til den eksplosive 4. etape, ligesom han ikke er en mand til bonussekunder, og det er derfor på enkeltstarten, at han skal vinde sin tid. Derefter må vi se, hvor god han nu er blevet til at forsvare sig i bjergene, men i et løb, hvor enkeltstarten er vigtig, står han med en vis forbedring slet ikke ringe.

 

Tiesj Benoot er gået i gang med et spændende, men vovet projekt, der har til formål at forvandle ham til grand tour-rytter. Processen starter først for alvor i 2022, men i år skal han blive endnu bedre til ugelange etapeløb som et første skridt. Med fjerdepladser i Tour de Suisse og Tirreno-Adriatico og ikke mindst sidste års 2. plads i dette løb, der dog var klatrermæssigt svagt besat, som også Tour de Suisse var det, er han kommet langt, og nu skal han vise, at han også kan begå sig i skrappere selskab.

 

Klassikerrytteren Benoot vil savne sidevinden, men ellers passer ruten fint. Colmiane er ikke for svær for store Benoot, der sidste år endda var i stand til at angribe det dog relativt svage felt, og han burde kunne håndtere de eksplosive og kortere stigninger fornuftigt, selvom finalen på 4. etape kan være lidt for stejl, og han mangler det punch, den lignende Schachmann har. Til gengæld klatrer han bedre, men desværre klatrer han stadig ikke så godt, at det i bjergene ikke handler om forsvar. Benoots store problem er, at han modsat Schachmann ikke har bonussekunder eller enkeltstart som våben, og selvom han sidste år kørte sit livs enkeltstart her og dermed gav grund til at tro på forbedring, vil han tabe tid til mange i kampen mod uret. Med andre ord lander Benoot i midterfeltet på snart sagt alle områder, bortset fra at hans hold står svagt i bjergene, og dermed ligner det mere et godt resultat end et absolut topresultat. Til gengæld plejer Benoot at være flyvende, og selvom han skuffede i Omloop, tyder hans Kuurne på, at han måske bare skulle have banket rusten af og kan genfinde det tårnhøje niveau fra sidste forår.

 

Som regerende Giro-vinder er Tao Geoghegan Hart et af feltet største etapeløbsnavne, men noget tyder på, at han ikke er flyvende. I hvert fald var han alt andet end prangende i Var, hvor han blev kørt agterud af Valentin Madouas og Gianluca Brambilla på kongeetapen, og selvom han formentlig er bedre nu, vil det være overraskende, hvis han er flyvende. Han er nu også så stort et navn, at hans fokus primært er på Touren, og derfor tror jeg ikke, at han tillægger det tidlige forår nogen stor betydning. Hvis til gengæld han har forbedret sig markant, er det faktisk et løb, der passer ham. Han har en hæderlig enkeltstart, også på flad vej, og han er en af feltet absolutte topklatrere. Han kan spurte efter bonussekunder, og Ineos har et skræmmende stærkt hold. Med andre ord er det ikke evnerne, der mangler. Det er snarere et spørgsmål om en form, der lige nu synes at lade for meget tilbage at ønske.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Dylan Teuns. Belgieren er bestemt ikke klatrer, og hans begrænsninger på lange stigninger så vi senest på Ventoux. Heldigvis for Teuns er Colmiane relativt let, og for tre år siden blev han faktisk nr. 2 på netop denne stigning, dog i et relativt svagt felt. På kuperede og tekniske ruter kører han også gode enkeltstarter, som da han vandt i Ruta del Sol for et år siden, men til gengæld har det ofte knebet på fladere enkeltstarter, som da han tabte førertrøjen i Dauphiné i 2019. Teuns’ enkeltstarter er generelt ikke til at blive klog på, men kører han en af sine bedre, passer ruten ham faktisk ret godt. Colmiane kan som sagt overleves, og de eksplosive finaler passer ham storartet. Formen synes faktisk også ganske overbevisende, for selvom han skuffede i Omloop, lignede han en af de allerstærkeste i Kuurne, ligesom han gjorde det fornemt i Provence på den etape, der passede ham. Han havde et skidt 2020 og har lidt at bevise, hvorfor han ender lidt nede på listen, men skal Teuns ende højt i et WorldTour-etapeløb, kunne det Paris-Nice ligne en af de bedre chancer - især hvis formen er som i 2020, hvor han lagde stærkt fra land, inden Bahrain trak sig fra løbet.

 

Steven Kruijswijk er utvivlsomt fyr og flamme efter at få revanche efter et skidt 2020, og da hans fokus er på Touren og Vueltaen, er der plads til en tidlig formtop. Desværre har Kruijswijk aldrig været en ørn til ugelange etapeløb, hvor hans dieselmotor ikke er i gang, og dette løb passer ham da heller ikke specielt godt. Enkeltstarten er for kort og flad til at passe hans ellers habile tempoevner, og finalerne på 4., 6. og 8. etape passer ingenlunde til indbegrebet af en dieselklatrer. Den største udfordring er dog, at han formentlig er hjælper for Roglic fra dag 4 og resten af løbet, men helt afskrives kan han ikke. Roglic kan jo have uheld, og man kan også sagtens forestille sig en taktisk 8. etape, hvor Ineos og Jumbo lurer på hinanden. Det kan give plads til, at løjtnanterne sendes i offensiven, og her er Kruijswijk et godt kort at spille. Alt sammen kræver det dog, at han er velkørende, og selvom han er blevet langt bedre i foråret, end han tidligere var, og altid er konkurrencedygtig, har han som en lidt aldrende herre på det område en del at bevise efter et år uden resultater.

 

Egentlig har jeg mere fidus til George Bennett, der har vist sig bedre i kortere løb - sågar har han en 2. plads i et monument, hvad der for Kruijswijk ville være utænkeligt - og hans topniveau er tårnhøjt, som vi så i august sidste år. Desværre er Bennett også uhyre svingende, og selvom han blev newzealandsk mester i et svagt felt, har jeg en mistanke, om at han ikke kan være flyvende. Hans store mål er Giroen, og han er pinligt bevidst om, at han skal undgå at toppe for tidligt, som han ellers altid gør det. Jeg vil derfor tro, at han stadig har visse mangler, og ligesom Kruijswijk ender han lynhurtigt som hjælper for Roglic. Modsat Kruijswijk kan han heller ikke køre enkeltstart overhovedet, men til gengæld har han også mulighed for ligesom hollænderen at blive brugt taktisk på 8. etape, hvis han har det niveau, han kan have, men som jeg tvivler på, at han har allerede nu.

 

En rytter, der til gengæld er i form, er Ben O’Connor. En skitur kostede et brækket kraveben i løbet af vinteren, og derfor havde han ikke de store forventninger til sæsonstarten. Derfor har det også overrasket ham, at han har været ganske flyvende og bare er blevet bedre og bedre dag for dag. Han eksploderede lidt på Ventoux, men i Var var han en af de absolut stærkeste. Med tanke på hans vilde afslutning på 2020 tyder noget på, at O’Connor atter skal regnes som en rigtig topklatrer, som vi kan vente at se langt fremme på kongeetapen. I Var fandt han endda også en ny eksplosivitet til 4. etape, men til gengæld ligger der en gedigen lussing og venter på tirsdagens enkeltstart, hvor han formentlig vil miste for meget tid til, at den absolutte top trods den gode form er realistisk.

 

To ryttere, der kan slås sammen, er Pello Bilbao og David De La Cruz, der har nogenlunde de samme styrkeområder og synes i nogenlunde identisk form. Begge har nemlig været solide, men ikke prangende i deres første løb, og noget tyder på, at de endnu ikke er helt på toppen. Samtidig er de også gode, men ikke blandt de allerbedste i bjergene, hvor de primært skal forsvare sig. Til gengæld har de begge gjort store fremskridt som temporyttere, endda så store at de blev hhv. nr. 12 og 8 på Tourens enkeltstart og Bilbao nr. 5 på enkeltstarten i dette løb, og selvom den flade 3. etape egentlig ikke passer dem, bør de være blandt de bedre klassementsryttere på denne nøgleetape. Deres klatreegenskaber er lidt forskellige, da Bilbao vil være mest komfortabel på 4. og 8. etape, hvor han har sit punch, som De La Cruz slet ikke ejer og derfor vil koste for UAE-rytteren. De La Cruz derimod vil forsvare sig godt på den lange, jævne Colmiane, der til gengæld kan blive lidt vanskeligere for Bilbao. For dem begge gælder dog, at det er på enkeltstarten, at de skal vinde deres tid, hvorefter det - i hvert fald med den nuværende form - primært handler om forsvar.

 

En rytter, hvis form er helt ukendt, er Lucas Hamilton, og det er desværre lidt bekymrende. Den talentfulde australier har nemlig været notorisk svær at spå om, og han har en uhyggelig forskel på sit top- og bundniveau. Han plejer dog at køre stærkt i de australske løb, og hvis den starttendens holder, kommer han velforberedt til opgaven, hvor han skal cementere sin status som grand tour-kaptajn for BikeExchange i et af løbene i denne sæson. Han har primært hidtil ageret hjælper, og derfor udestår hans store gennembrud, men topniveauet i Australien og Giroen i 2019 var ganske lovende, ligesom han suverænt har vundet Coppi e Bartali og på smart vis vandt en Tirreno-etape sidste år. Som mange andre klatrere får han bank på enkeltstarten, og han skal derfor vinde sin tid i bjergene. Det kræver, at han er i form, og lige netop for ham kan det i sæsondebuten desværre blive både fugl og fisk.

 

Det er svært at finde ud af, hvad man skal mene om Harm Vanhoucke, men vi kender efterhånden mønsteret. Det belgiske klatretalent starter som regel som lyn og torden, som han gjorde i sidste års Giro og senest i UAE Tour, men siden falder han desværre hurtigt sammen. På den baggrund er jeg bekymret for, om han kan køre stærkt i den afgørende weekend som kulmination på otte svære dage, men hvis det lykkes, er han topniveau efterhånden højt. I hvert fald lignede han en af de 4-5 stærkeste på kongeetapen i Emiraterne, hvor han dokumenterede sin form, og han burde kunne lide løbets kongeetape. De eksplosive finaler passer ham dårligere, men den store udfordring er enkeltstarten, hvor han vil bløde alt for megen tid. Først og fremmest handler det dog om at genfinde niveauet fra Jebel Hafeet og denne gang også holde det hele vejen.

 

En rytter, der til gengæld holdt ud hele vejen i Emiraterne, er Neilson Powless , der hos EF har genfundet det store potentiale, han viste som helt ung. Det startede i Touren og fortsatte med sidste uges flotte 5. plads, hvor han viste, at han er i storform. Til gengæld viste købet, at hans engang så gode tempoevner stadig er væk, og derfor kan 3. etape ende med at koste ham, ligesom enkeltstarten blev dyr i Emiraterne. Han klatrer til gengæld bedre, men hans topniveau er stadig ikke som eksempelvis Vanhouckes og Hamiltons. I det lys er han nok et mere sikkert kort end de to før nævnte, men til gengæld har han også ringere muligheder for faktisk at være med helt i front.

 

Matteo Jorgenson fortjener også at blive nævnt. Egentlig lignede han mere puncheur end klatrer, og det er da også hans spidskompetence, men 12. pladsen på Ventoux viser, at den 190 cm høje amerikaner skal tages seriøst også på længere stigninger. Netop et løb som Paris-Nice burde passe ham, fordi Colmiane ikke er for svært, og fordi hans punch og eksplosivitet gør ham ganske velegnet til 4., 6. og 8. etape. Til gengæld er han som temporytter stort set helt ubeskrevet siden juniorårene, hvor han gjorde det pænt, og der er intet, der tyder på, at han skulle være en mester i en disciplin, han aldrig har satset på. Derfor ligner det et nederlag på tirsdag, men klatrer han lige så godt i Provence, ligger resten af ruten glimrende til den spændende Jorgenson.

 

Endelig vil jeg pege på Jai Hindley . Australieren har egentlig forudsætningerne for at køre med helt i front, for vi så alle, hvor fabelagtigt hanklatrede i Giroen. Når det alligevel bare bliver til en perifer omtale her, skyldes det, at jeg er stærkt i tvivl om hans ambitioner. DSM taler således alene om, at Hindley skal støtte Benoot, og det er da også kun logisk, at en mand, der i forvejen kun sjældent er i form, satser hele butikken på grand tours i år - og skulle han satse på klassementet, vil enkeltstarten blive dyr. Hvis til gengæld han har helt uventede ambitioner og vitterligt er kommet til løbet med ambitioner, er han en rytter, man skal tage ganske seriøst, selvom 3. etape betyder, at sejren næppe er realistisk.

 

BEMÆRK: ASO har torsdag aften endnu ikke udsendt en foreløbig startliste, og derfor er denne optakt ikke fuldt opdateret. Den vil blive opdateret løbende, efterhånden som trupperne udtages. Derfor kan der heller ikke stemmes til Cykelduellen endnu. En startliste vil blive tilføjet, når en sådan foreligger.
 

OPDATERING: Endelig er en foreløbig startliste kommet. Som man kunne forudse, har Bilbao, der er til start i Strade Bianche lørdag, meldt afbud, men heller ikke Poels kommer til start. I stedet har Bahrain udtaget Jack Haig og Gino Mäder som supplement til Teuns. Teuns ligner dog stadig bedste bud. Det burde ellers være den mere klatrestærke Haig, men han skuffede fælt i både Provence og UAE Tour. Her har Mäder også manglet for meget, men han blev bedre i Emiraterne og kan måske tage et næste skridt i dette løb.

 


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE

 

***** Primoz Roglic

**** Richie Porte, David Gaudu

*** Aleksandr Vlasov, Maximilian Schachmann, Alexey Lutsenko, Rohan Dennis, Brandon McNulty

** Tiesj Benoot, Tao Geoghegan Hart, Dylan Teuns, Steven Kruijswijk, George Bennett, Ben O’Connor,  David De La Cruz, Lucas Hamilton, Harm Vanhoucke, Neilson Powless, Jai Hindley

* Guillaume Martin, Warren Barguil, Ion Izagirre, Jack Haig, Mattia Cattaneo, Laurens de Plus, Louis Meintjes, Aurelien Paret-Peintre, Felix Grossschartner, Pierre Latour, Krists Neilands, Gino Mäder, Rui Costa, Bob Jungels, Alexis Vuillermoz, Sergio Henao, Kenny Elissonde, Simon Geschke, Sander Armee, Fabio Aru, Bruno Armirail

 

Danskerne

Mads Pedersen er til start for et Trek-hold, der primært satser på ham i spurterne på 1., 2. og 5. etape, ligesom han kan gå efter et resultat på enkeltstarten. Det samme kan Søren Kragh hos DSM, og han drømmer om at gentage sidste års sejr, ligesom han skal støtte Cees Bol i spurterne og Tiesj Benoot i klassementet. Det samme skal Casper Pedersen, der er den afgørende sidste mand for Bol på det tyske hold. Magnus Cort er EF-mandskabets sprinter og kunne måske også jagte et resultat på 6. eller endda 8. etape, selvom formen ikke var lovende i weekenden. På Deceuninck skal Michael Mørkøv fortsætte den gode start som Sam Bennetts lead-out man

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der på de enkelte hold kan tillægges at gøre det hæderligt i tillæg til de ovenfor nævnte favoritter.

 

Ag2r Citroën Team: O’Connor ligner bedste bud. Aurelien Paret-Peintre er i form, men hans begrænsninger på stigningerne igen blevet understreget på det seneste. Bob Jungels gør debut for holdet med store ambitioner, men efter en lang og meget svær tid har han meget at bevise, også fordi han altid har været for tung til at køre klassement i disse løb.

 

Alpecin-Fenix: Holdet satser på Louis Vervaeke i klassementet. Belgieren rejste sig fint i 2020, men hans form synes ikke prangende lige nu.

 

Astana-Premier Tech: Vlasov og Lutsenko er de erklærede kaptajner. Tidligere har Ion Izagirre ellers udtalt, at Paris-Nice var hans første mål, men hans sæsonstart har ikke været overbevisende, og han synes at have blikket stift rettet mod Baskerlandet Rundt. Luis Leon Sanchez kan ikke længere køre klassement i et løb, han ellers har vundet.

 

B&B Hotels p/b KTM: Holdet er her primært for at køre spurter. Bedste bud i klassementet er Quentin Pacher, men han er for begrænset i de høje bjerge, og det samme er en ellers formstærk Jonathan HivertCyril Gautier klatrer ikke længere godt nok.

 

Bahrain-Victorious: Teuns og Haig er kaptajnerne med Mäder som outsider, og de er alle omtalt ovenfor (Haig og Mäder i opdateringen).

 

Bora-hansgrohe: Målet er at forsvare titlen med Schachmann. Felix Grossschartner er plan B, men han har været milevidt fra formen. Sidste år fandt han lidt form til dette løb, men i forvejen har han det lidt svært på længere stigninger, og han ligner ikke en topkandidat.

 

Cofidis: Holdet satser på Guillaume Martin, men franskmanden er stadig på vej tilbage fra skadespausen. Starten i weekenden var ganske pæn, men da han kører en uhyre skidt enkeltstart, er det svært at se, at han har klatreniveauet til allerede nu at være med helt fremme.  Simon Geschke er langsomt ved at finde lidt form og kunne godt køre lidt klassement i et løb som dette, men spørgsmålet er, om formen helt rækker.

 

Deceuninck-Quick Step: Holdet satser på Mattia Cattaneo, der endte i top 10 i UAE Tour. Det skyldtes dog primært sidevinden, og selvom han bekræftede sine fremragende tempoevner, der også hjælper ham i dette løb, klatrede han så skidt, at det er svært at se ham lave et topresultat.

 

EF Education-Nippo: Der satse på Powless. Julien El Fares har haft sine klare begrænsninger på stigningerne i år, og den colombianske U23-mester Daniel Arroyave er mere klassikerrytter end klatrer.

 

Groupama-FDJ: Holdet satser i klassementet 100% på Gaudu. Det kunne dog også være interessant at se brølstærke Bruno Armirail forsøge at holde sig lidt til med fin form, gode klatreevner og en god enkeltstart.

 

INEOS Grenadiers: Porte, Geoghegan Hart og Dennis er alle omtal ovenfor, men derudover har briterne tilbagevendte Laurens de Plus, der med en fin enkeltstart burde ligge godt til dette løb. Efter den lange pause manglede han dog så meget i Provence, at han det er svært at tro, at han har lukket hullet. Andrey Amador, Dylan van Baarle og Ben Swift klatrer alle godt, men her er de hjælpere.

 

Intermarché-Wanty-Gobert Materiuaux: Louis Meintjes lignede lidt af sig selv i UAE Tour, og der er grund til at tro, at han kører e fin kongeetape. Ugelange etapeløb passer ham dog generelt ikke, og de øvrige, eksplosive finaler samt enkeltstarten ligger slet ikke til ham. Kongeetapen er for svær for Odd Christian Eiking, hvis gode form også forsvandt i weekenden, og Rein Taaramae  viste i UAE Tour, at han ikke er konkurrencedygtig.

 

Israel Start-Up Nation: Holdet satser på Krists Neilands, der virkede ganske velkørende i Var, hvor han arbejdede flot for Woods. Han er dog uhyre svingende, og niveauet rækker ikke til at være med helt i front, slet ikke fordi enkeltstarten bliver dyr.

 

Jumbo-Visma: Roglic er den klare kaptajner med Kruijswijk og Bennett som alternative optioner. Dermed bliver det også svært for Sam Oomen at få plads til genfinde klassementstakterne.

 

Lotto Soudal: Vanhoucke ligner bedste bud, men Kobe Goossens  har også et klatrepotentiale, som dog stadig manglede at blive udfoldet på højt nok niveau i Vueltaen. Philippe Gilbert har før kørt lidt klassement i dette løb, men med en bjergafslutning bliver det for svært.

 

Movistar Team: Jorgenson ligner bedste bud, da Gregor Mühlberger syntes milevidt fra formen i Emiraterne.

 

Team Arkea-Samsic: Holdet satser 100% på Warren Barguil, men den langsomme starter har haft det svært i år, senest i weekenden. Samtidig er hans enkeltstart så skidt, at han får svært ved at være med i front. Maxime Bouet kan ikke længere køre klassement i denne slags løb.

 

Team BikeExchange: Der satses 100% på Hamilton, da Colmiane trods alt er for lang for Michael Matthews, der ellers kan være med på de fleste etaper.

 

Team DSM: Benoot er den erklærede kaptajn med Hindlet som supplement, hvis han vitterligt er i form.

 

Team Qhubeka ASSOS: Holdet stiller med tre klassementsryttere i form af Fabio Aru, Sander Armee og den tidligere vinder Sergio Henao. Aru har desværre fået så skidt en start, at han ikke ligner et realistisk bud på et absolut topresultat, og selvom han i Var viste flot form, er løbet for svært til, at Armee kan være med helt i front. Mest usikkerhed er der om Henao, der gør sæsondebut, men selv hvis han finder form og oplevede en lille renæssance med en flot Vuelta, er han ikke længere i stand til at være med helt fremme i dette løb - slet ikke med et langt målbjerg på kongeetapen.

 

Total Direct Energie: Med sine gode tempoevner, sin hæderlige klatring og sit gode punch burde Pierre Latour være skabt til løbet, men styrtet i Provence betød et sent afbud sidste weekend, og han kan ikke ventes at være på toppen. Alexis Vuillermoz har ændret fokus og genfundet sit punch på bekostning af klatreevnerne, og derfor er løbet her for svært. Fabien Doubey er på vej tilbage fra en skade og synes ikke formstærk nok.

 

Trek-Segafredo: Holdet er til start med hovedsageligt en sprintertrup. Kenny Elissonde skal vel køre lidt klassement, men ruten ligger ikke rigtigt til en mand, der kun for alvor kan begå sig på 7. etape og vil tabe megen tid på enkeltstarten. Jacopo Mosca klatrer efterhånden fint, men ikke til at køre klassement her.

 

UAE-Team Emirates: McNulty og De La Cruz er de erklærede kaptajner. Egentlig kan Rui Costa også køre fornuftigt på en rute som denne, og han har ofte været med fremme, men selvom han gjorde det bedre i weekenden, mangler han for meget til så lange stigninger, hvorfor han heller ikke omtales af holdet som klassementsrytter.

Primoz Roglic
Richie Porte, David Gaudu
Aleksandr Vlasov, Maximilian Schachmann, Alexey Lutsenko, Rohan Dennis, Brandon McNulty
Tiesj Benoot, Tao Geoghegan Hart, Dylan Teuns, Steven Kruijswijk, George Bennett, Ben O’Connor, David De La Cruz, Lucas Hamilton, Harm Vanhoucke, Neilson Powless, Jai Hindley
Guillaume Martin, Warren Barguil, Ion Izagirre, Jack Haig, Mattia Cattaneo, Laurens de Plus, Louis Meintjes, Aurelien Paret-Peintre, Felix Grossschartner, Pierre Latour, Krists Neilands, Gino Mäder, Rui Costa, Bob Jungels, Alexis Vuillermoz, Sergio Henao, Kenny Elissonde, Simon Geschke, Sander Armee, Fabio Aru, Bruno Armirail

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Nice
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 21/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 21/04

Belgrade Banjaluka(2.1) 22/04-25/04

La Flèche Wallonne Fémi...(1.WWT) 21/04

La Flèche Wallonne(1.UWT) 21/04

Belgrade Banjaluka(2.1) 22/04-25/04

EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 23/04-25/04

E3 Saxo Bank Classic(1.1) 24/04

Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 25/04

Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 25/04

EPZ Omloop van Borsele(1.1) 25/04

Tour de Romandie(2.UWT) 27/04-02/05

La Coupe du President de ...(2.1) 30/04-03/05

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 30/04-02/05

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

MANGLER DU CYKELTØJ? VELOMIO.COM - SØGEMASKINEN FOR CYKLER OG UDSTYR