Optakt: Paris-Roubaix

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Løbets rolle og historie

Bemærk: Beskrivelsen nedenfor er baseret på løbets vanlige plads i kalenderen.

Brostenssæsonen er næsten udelukkende en flamsk affære, men til den store finale flytter cirkusset til Frankrig. Paris-Roubaix afslutter en helt unik del af cykelsæsonen, og det gøres på den meste storslåede og dramatiske facon. De flamske klassikere er forrygende spændende cykelløb, men der tilføjes et ekstra touch af myte og symbolik, når rytterne ender deres forårssæson på de franske brosten.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det er ikke nogen tilfældighed, at Paris-Roubaix går under navnet Klassikernes Dronning. Siden den første udgave i 1896 har det leveret nogle af de mest ikoniske billeder fra vores nådesløs sport, og mængden af braste drømme i Roubaix-velodromen har gjort det berømte brostenstrofæ til det mest eftertragtede og ikoniske klassikersymbol.

Løbet blev oprindeligt skabt af to lokale tekstilproducenter fra Roubaix, der havde stået bag opførelsen af byens velodrom. De fik ideen til at skabe et cykelløb mellem landets nærliggende hovedstad Paris og den nye bygning. De havde imidlertid ingen planer om at gøre løbet særligt brutalt ved at bruge brostenveje, men dengang var alle veje i så dårlig forfatning, at det automatisk blev en nødvendig ingrediens i løbet.

Første Verdenskrig var særligt hård ved området og efterlod mange veje i endnu dårligere stand. Det gjorde blot løbet hårdere, og langsomt blev legenden skabt. Efter Anden Verdenskrig fik man imidlertid de samme udfordringer som arrangørerne af de flamske klassikere. De lokale myndigheder begyndte at forbedre vejkvaliteten, og det løb, der allerede dengang var blevet et af de vigtigste på kalenderen, havde pludselig udsigt til at blive et halvkedeligt sprinterløb. Som de flamske kolleger måtte Paris-Roubaix-ledelsen droppe den oprindelige rute og i stedet gå på intensiv jagt efter nye veje, som ikke fandtes på de almindelige landkort. Igennem årene udviklede man herigennem en unik rute, der nu er rammen om et legendarisk cykelløb og indtager nogle af de mest ydmyge veje, som nu er blevet ikoniske i cykelsporten.

Udover den lange historie er det de helt unikke karakteristika, der gør Paris-Roubaix til noget specielt. Mens de øvrige monumenter, Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, alle har forudgående, meget lignende løb, der kan betragtes som perfekt forberedelse, skiller Paris-Roubaix sig ud som noget helt enestående på kalenderen. Milano-Sanremo er bare en længere udgave af andre italienske endagsløb, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia er bare de største af mange lignende løb i deres respektive regioner, og Flandern Rundt er kulminationen på en lang række af semiklassikere, der holdes på de samme veje. I modsætning hertil benyttes de nordfranske pavéer kun denne ene søndag i april.

Som en konsekvens er det ikke overraskende, at der er mange ryttere, der kun excellerer i denne ene begivenhed. Selvom løbet naturligvis er domineret af de sædvanlige brostensstjerner, der også imponerer på de flamske veje, skal de pludselig til at slås med en gruppe af kraftfulde hjælperyttere, der for en sjælden gangs skyld glemmer alt om deres uselviske natur og tager kampen op med giganterne. I Roubaix’ velodrom belønnes rå kraft, brutal styrke og fremragende udholdenhed, og det er præcis, hvad nogle af feltets højt skattede arbejdsheste har til overflod. Johan Vansummerens stribe af topresultater på de franske brosten, der kulminerede med sejren i 2011, er et nyligt eksempel på en utrættelig hjælper, der altid imponerede i Helvedet i Nord, og Mathew Haymans sejr i 2016 er et andet. Også folk som Bert De Backer og Marcel Sieberg, der aldrig laver resultater i andre løb, har i de senere år været blandt de allerbedste på de nordfranske brosten.

I en enestående begivenhed er det ikke overraskende, at erfaring er en af nøglerne til succes. I intet andet løb er forhåndskendskab til udfordringerne så vigtigt, som det er i Klassikernes Dronning, og vinderlisten er fyldt med kraftfulde veteraner, der har fundet deres niche på de franske brosten. Selv den stærkeste og mest erfarne rytter kommer imidlertid ingen vegne uden held, og en dårligt timet punktering eller et dramatisk styrt har været kilden til utallige braste drømme i Nordfrankrig.

Hvad der får Paris-Roubaix til at skille sig ud, er også det forhold, at udskilningen alene skabes af det dårlige underlag, og rytternes evne til at håndtere det konstant stress, det giver at køre på nogle af Europas mest ukomfortable veje. I alle andre løb er hovedudfordringerne stigninger og vejret, men Helvedet i Nord er anderledes. Den næsten helt flade rute ville normalt få enhver sprinter til at slikke sig om munden med udsigt til en stor massespurt, men Paris-Roubaix kunne ikke være fjernere fra et traditionelt sprinterløb. Tværtimod er det et af de mest selektive løb på kalenderen, og al form for eksplosivitet og punch er næsten helt ubrugeligt på de franske pavéer, der er langt værre end dem, der findes i Flandern. Hvad der belønnes, er rå kraft og evnen til at blive ved og ved som en anden Duracell-kanin.

Løbet er blevet vundet af mange af sportens giganter, men på grund af dets unikke natur har selv nogle af de allerbedste haft det svært på de franske brosten. Man skal være en helt speciel rytter for at brillere i dette terræn, og de egenskaber, der er så nyttige i de fleste andre løb, spiller sjældent en rolle på vejen mod Roubaix. I stedet er det de stærke mænd Roger de Vlaeminck og Tom Boonen, der har rekorden med flest sejre efter begge at have hævet trofæet fire gange. I 2017 havde Boonen en allersidste chance for at slå sin landsmand og sikre sig rekorden helt alene, men den belgiske stjerne endte en glorværdig karriere uden at spille en nævneværdig rolle på sin sidste dag som cykelrytter.

Sammen med Flandern Rundt er Paris-Roubaix højdepunktet i brostenssæsonen, og enhver rytter har sin egen mening om, hvilket af de to monumenter der er det største. Hvis de selv kunne vælge, synes de fleste imidlertid at foretrække at have det franske løb på generaliebladet. Mens de flamske løb er omgivet af en helt særlig passion, placerer legenden og myterne Roubaix på toppen af de flestes liste.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

I de senere år har løbet haft et helt særligt element, fordi Tour de France flere gange har gjort brug af de nordfranske brosten. Det var senest tilfældet i 2018, men alligevel ser man aldrig klassementsrytterne drage til Nordfrankrig for at samle erfaring i den store klassiker. Den slags eksperimenter kan gøres i de flamske løb, men Paris-Roubaix er så farefuld en færd, at end ikke folk som Vincenzo Nibali eller Alejandro Valverde, der ellers kaster sig ud i de fleste udfordringer, overhovedet har turdet drømme om at give Paris-Roubaix et forsøg. Den franske klassiker er én af de få, som de lette folk absolut ingen chance har for at begå sig i.

Grundet coronakrisen skal vi helt tilbage til foråret 2019 for at finde den seneste udgave, og det blev endda en historisk en af slagsen. Selvom han altid havde sagt, at Paris-Roubaix var monumentet, han havde sværeste ved at vinde, lykkedes det nemlig Philippe Gilbert i sit blot tredje forsøg og i en alder af 36 at erobre det fjerde af de fem monumenter, han stadig drømmer om at erobre. Efter endnu en dag med er suverænt Deceuninck-overtal var i en lille gruppe den eneste, der kunne følge et sidste angreb fra Nils Politt, som han uden det store besvær slog i spurten på velodromen, inden Deceuninck-festen blev fuldendt, da Yves Lampaert udnyttede overtallet til at køre væk fra de kvæstede Sep Vanmarcke og Peter Sagan og derved sikre sig 3. pladsen. Gilbert vender tilbage for med halvandet års forsinkelse at forsvare titlen, og da han atter er oppe mod Politt og Lampaert, vil hele podiet fra den seneste udgave være at finde i feltet.

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, når man tilføjer nye sektorer og fjerner andre. Nogle får en pause, mens de istandsættes, og vender senere tilbage, mens andre tages ud for at skabe lidt naturlig variation. Samtidig er der endda en helt speciel forening, der har til formål at tage sig af de berømte pavéer samt finde nye brostensveje, der kan benyttes i fremtidige udgaver.

Trods variationerne har ruten altid et helt ensartet format, og nøglesektorerne er altid de samme. Løbet indledes med et langt fladt stykke uden pavéer, inden det langsomt går løs, når de første brosten rammes efter ca. 100 km. Herefter kommer sektorerne hurtigt efter hinanden, og der er meget lidt tid til at komme sig undervejs. De mest berømte og sværeste pavéer, Carefour de l’Arbre, Mons-en-Pevele og Arenberg-skoven, spiller altid en nøglerolle i løbet, der bevarer dets forbindelse til historien ved stadig at slutte på velodromen i Roubaix, som var selve årsagen til løbets skabelse.

I år skal der tilbagelægges 257,7 km, og i alt inkluderer løbet 30 pavéer med en samlet længde på 55,0 km. Sammenlignet med 2019 er modifikationerne helt minimale. Således kører man den første pavé i fuld længde og ikke i forkortet udgave, mens sektor 25 nu køres i omvendt retning, så den er stigende og ikke faldende, mens man vender tilbage til sektor 24, Hameau du Buat, der ellers ikke er blevet passeret siden 2016. Herefter er ruten imidlertid helt uforandret og i øvrigt også den samme som i 2018. Det giver én ekstra pavé og en samlet distance, der er forøget med 700 m.

Som de fleste andre historiske løb, hvis navn udgøres af de oprindelige start- og målbyer, starter Paris-Roubaix ikke længere i den franske hovedstad. Nu om dage lyder startskuddet i Compiegne nord for den franske metropol, og herfra bevæger rytterne sig ad store, flade veje mod nordøst. Denne del af løbet er terrænmæssigt meget nem og har primært til formål at akkumulere træthed.

Taktiske overvejelser spiller imidlertid altid en nøglerolle. Det kan være helt afgørende at have en holdkammerat i udbrud, og historien viser, at tidlige udbrydere kan komme meget langt i dette løb - bare husk, hvordan Imanol Erviti kørte sig til top 10-placering i både Flandern og Roubaix i 2016 ved at være en del af morgenudbruddet, hvordan Mathew Hayman i 2016 vandt løbet, og hvordan Silvan Dillier i 2018 blev en sensationel nr. 2. Derfor er den første time som regel en vanvittig krig i opskruet tempo, indtil den rette gruppe endelig kommer fri. Når det sker, får feltet den eneste chance i hele løbet for for alvor at trække vejret. Efterhånden som man nærmer sig dagens første pavé, der starter efter 96,3 km, indledes positionskampen imidlertid, farten går op, og herefter er det en næsten uafbrudt kamp for hele tiden at befinde sig forrest i feltet.

Som altid er første sektor Troisvilles, der har en sværhedsgrad på 3 stjerner ud af de maksimale 5. Blandt de første ti pavéer er det kun den anden, Briastre, og den tredje, Quievy, der har fire stjerner, mens de øvrige er enten to- eller trestjernede. Historien viser, at disse tidlige brosten sjældent spiler en afgørende rolle, da de store hold hovedsageligt holder et jævnt tempo forrest i feltet, men den gradvise udskilning starter med det samme. Herfra sendes der konstant ryttere ud af bagdøren, indtil kun de stærkeste er tilbage.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Selvom denne del af løbet stadig kommer for tidligt til, at man kan angribe, kan den stadig spille en afgørende rolle. Løbet er som regel meget begivenhedsrigt på grund af de mange styrt og punkteringer, og når rytterne når frem til det første nøglepunkt, er én favorit som regel ramt af et større tilbageslag. I 2016 skete det store styrt, der endte med at afgøre løbet, også allerede her, og det forklarer, hvorfor man altid skal sidde fremme i det franske løb.

Den første store kamp starter som regel, når feltet nærmer sig Haveluy (4 stjerner), der indledes med 103,5 km til mål. Det er en ganske svær passage, og det er som regel en lille spurt, der skal sikre, at man rammer brostenene i den bedst mulige position. Igen er det for tidligt for favoritterne at spille ud, men tidligere har det været en ganske lille gruppe, der er kommet ud på asfalten igen. I de seneste år har specielt Ineos ofte øget farten markant på denne pavé.

Der sker som regel en regruppering efter Haveluy, men nu er krigen startet. Når den ender, er der således kun seks kilometer til den berømte Arenberg-skov (5 stjerner), løbets mest legendariske pavé. Det er her, den første store udskilning sker, og det er derfor en decideret massespurt, der leder frem til starten. Et styrt eller en punktering her betyder som regel enden på løbet, da der ikke er mange chancer for at komme tilbage efterfølgende. I de senere år er der imidlertid blevet kørt lidt mere konservativt i denne tidlige fase, og vi har set en ganske stor regruppering efter skoven. Alligevel viser favoritterne sig altid helt fremme uden at lave et decideret angreb, og når man kommer ud på den anden side, er det ofte en ganske lille gruppe, der er tilbage, inden regrupperingen finder sted. Den første alvorlige udskilning er altid sket her.

Umiddelbart efter Arenberg har favoritterne ofte ikke mange hjælperyttere, og inden der igen skabes lidt samling, er der masser af muligheder for at stikke af. Det åbner døren for det taktiske spil, der er en afgørende del af brostensløbene. I løbet af de næste syv pavéer har man en perfekt chance til at komme de store favoritter i forkøbet. Mange ryttere ved, at de ikke kan følge med, når stjernerne åbner op på de sværeste pavéer, men hvis man er foran, når de skaber udskilningen, kan man meget vel have sikret sig en billet til finalen. Derfor er denne fase som regel meget aggressiv med konstante angreb, og holdstøtte spiller en afgørende rolle for favoritterne. Samtidig sker der hele tiden udskilning bagfra.

Det er svært at sige, hvornår de store favoritter spiller ud igen, da det afhænger af mange forhold - herunder antallet af hjælperyttere, vinden og eventuelle udbrud - og der kan altid ske noget, når man ikke venter det. Det næste nøglepunkt er imidlertid som regel Mons-en-Pévèle (5 stjerner), der indledes med 48,6 km til mål. Den er en af kun tre pavéer med den højeste sværhedsgrad og er det perfekte sted at skabe den næste store udskilning. Efter denne sektor har vi som regel kun en yderst eksklusiv gruppe af favoritter tilbage, og herfra er det et løb for de virkeligt hårde drenge. For to år siden var det imidlertid umiddelbart inden denne pavé, at den rette gruppe kørte, og det er endnu et eksempel på, at man aldrig ved, hvor nøglepunktet kommer.

De næste sektorer er betydeligt nemmere, men det betyder ikke, at løbet er mindre aggressivt. I stedet på at vente til Carrefour de l’Arbre tager mange af outsiderne ofte chancen for at angribe, specielt hvis favoritterne er relativt isolerede. I 2014 kørte en stærk gruppe med Tom Boonen, Geraint Thomas og Thor Hushovd eksempelvis væk allerede her og fik et ganske stort forspring, og det tvang Trek i defensiven i deres forsøg på at vinde med Fabian Cancellara. For tre år siden iværksatte Bradley Wiggins sin store offensiv i sit afskedsløb for Sky i denne fase, og i to af de seneste tre år er Peter Sagan gået i offensiven allerede her.

I de sidste 30 km bliver det igen mere udfordrende, når man når frem til dobbeltsektoren bestående af Cysoing-Bourghelles (3 stjerner) og Bourghelle-Wannehain (3 stjerner), der indledes med bare 26,9 km til mål, samt den efterfølgende Champhin-en-Pevele (4 stjerner), der kommer 19,9 km fra stregen. Den helt afgørende sektor er imidlertid Carrefour de l’Arbre (5 stjerner), der indledes 17,2 km fra velodromen i Roubaix. De 2100 m brutale brosten har været rammen om nogle af de mest legendariske momenter i løbets historie. Dette er stedet, hvor de sidste angreb skal sættes ind, og bare i de senere år vil enhver cykelfan kunne erindre adskillige helt afgørende styrt. I 2015 meddelte arrangørerne, at pavéen nu er i så dårlig stand, at den næsten er lige så vanskelig som den legendariske Arenberg-skov.

Efter Carrefour de l’Arbre er der fortsat tre pavéer tilbage, men de er alle ret nemme og sjældent nok til i sig selv at gøre en forskel. Gruson (2 stjerner) kommer med 14,9 km til mål, mens Hem (3 stjerner) indledes 8,2 km fra stregen, og selvom de ikke er vanskelige, var det faktisk på Gruson, at Politt og Gilbert for to år siden kørte fra en gruppe, der ellers var intakt efter Carrefour de l’Arbre. Som noget nyt stillede man i 2017 barrierer op på Hem, og det tvinger rytterne til at køre på de vanskelige passager midt på vejen, hvorfor den nu har fået en højere sværhedsgrad. Den største risiko på disse brosten er risikoen for punkteringer, og mange vil huske, hvordan Johan Musseuw i sit sidste Roubaix blev ramt af defekt netop her. I stedet er det ofte en ganske lille bakke med ca. 5 km til mål, der har været det perfekte sted at iværksætte det sidste angreb.

På dette tidspunkt er der som regel ryttere spredt ud over det meste af Nordfrankrig, og fronten af løbet er ofte rammen om en hård forfølgelse mellem smågrupper eller enlige ryttere. Da trætheden nu for alvor har sat ind, forbliver tingene ofte, som de er, hele vejen til mål på den berømte velodrom i Roubaix. Hvis en lille gruppe stadig er samlet, er der imidlertid ofte tale om et interessant taktisk spil som i 2014, hvor Niki Terpstra udnyttede Quick-Steps kollektive styrke til at stikke af.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Umiddelbart inden man rammer velodromen skal rytterne henover den sidste pavé, der blev skabt for et par år siden som en hyldest til løbets eneste lokale vinder. Den er 300 m lang og enstjernet, indledes med 1400 m igen og spiller overhovedet ingen rolle for selve løbet.

Rytterne slutter med at køre halvanden omgang på banen. Hvis der stadig er flere ryttere sammen, er det altid en vanskelig spurt, der afgøres af en kombination af fart, friskhed og baneerfaring i en afslutning, der er helt unik i cykelsporten. I spurten er der intet, der er som normalt, og som det senest var tilfældet i 2016, ser man ofte store overraskelser, når rytterne slås om sejen i cykelsportens vigtigste endagsløb. Hvis en rytter er alene, er de sidste meter på velodromen den smukkest tænkelige måde at fejre en fantastisk præstation, der med ét skriver den pågældende rytter ind i legenderne.

Trods den lange distance byder ruten på beskedne 1304 højdemeter, hvilket er ca. 25 flere end i 2019.

Vejret

Støv eller mudder? Forskellen mellem en solrig og en regnfuld dag i Helvedet i Nord er kolossal. Hvis det har været tørt i et par dage, hvirvler støvet fra pavéerne op, og rytterne når velodromen i Roubaix med ansigtet dækket af et tykt lag. På regnfulde dage har man til gengæld fået nogle af de mest episke cykelløb og ikoniske billeder af ryttere, der er nået velodromen fuldstændig indsmurt i mudder, som får det til at ligne et cykelcross- mere end et landevejsløb.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Vi har imidlertid ikke haft et rigtigt mudderhelvede siden 2002, og end ikke en erfaren mand som Fabian Cancellara kørte nogensinde Paris-Roubaix i regnvejr. Mange ryttere havde chancen for at teste sig selv på våde pavéer i 2014-udgaven af Tour de France, men ellers er våde Roubaix-brosten helt ukendt territorium for hele nutidens professionelle felt. Mange fans, der drømmer om et vådt Roubaix, har dog længe fundet et håb i, at oktober i Nordfrankrig er den tredjevådeste måned, mens april er en af de tørreste, og derfor har chancen for en våd udgave aldrig været større end i år.

Alt peger på, at de mange fans får deres ønske opfyldt. Søndag ligner nemlig en drivvåd affære, hvor der ventes 12 mm regn i Compiegne og 9 mm i Roubaix. Allerede fra start ventes der i skrivende stund reelt regnvejr med en nedbørsrisiko på 90%, men derfra synes det måske at kunne blive tørt. Således vil nedbørsrisikoen langsomt aftage og i løbet af eftermiddagen hovedsageligt ligge på ca. 75%, men selv til den sidste halve time vil den stadig være 50-60%. Samtidig vil det ikke være alt for varmt med en temperatur på 16 grader.

Det bliver dog ikke ved regnen. Det vil også være voldsomt blæsende. Allerede fra start vil vinden være frisk (21 km/t), og herfra vil den bare tiltage gennem hele løbet, indtil den kulminerer med en styrke på 29 km/t i finalen. Den vil komme fra sydvest, hvilket giver medvind hele vejen frem til udgangen af sektor 25. Derefter vil der hovedsageligt være sidevind frem til udgangen af Arenberg, inden er vil være et kort modvindsstykke frem til begyndelsen af sektor 18. Nu vil der være sidemedvind frem til sektor 16 og derefter sidevind frem til udgangen af Mons-en-Pévèle. Nu vil der være sidemed- og medvind, indtil man får sidevind fra begyndelsen af pavé 5. Efter Gruson vil der være sidemed- og medvind hele vejen frem til velodromen.

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Favoritterne

Normalt plejer vi frem mod Paris-Roubaix at have en ret god fornemmelse af, hvem der er i form. Løbet er nemlig det sidste i en lang række af brostensløb, hvor vi har fået en endeløs serie af muligheder for at vurdere favoritternes formkurver. Selvfølgelig sætter trætheden ind, og der er en udvikling undervejs, men persongalleriet er ofte ganske velkendt.

I år er er alt anderledes. Den nye kalenderplacering har placeret Paris-Roubaix som en lidt ensom ø i en tid på året, hvor fokus ellers er på kuperede italienske klassikere, der hører til i en helt anden kategori. Heldigvis har vi VM, der appellerede til en nogenlunde tilsvarende favoritfelt, som en udmærket reference, men antallet af forudgående løb med en tilsvarende længde og sværhedsgrad er slet ikke, som det plejer. Lægger man dertil, at man på denne tid af året, hvor trætheden er dominerende, ofte ser meget pludselige formdyk, er det klart, at vi går ind til et måske historisk uforudsigeligt og i hvert fald meget anderledes Paris-Roubaix.

Derudover er Paris-Roubaix som sagt et helt anderledes løb end de flamske klassikere, og derfor er der variationer i listen over ryttere, der kan gøre det godt i de to typer begivenheder. Ryttere, der aldrig er med fremme i Flandern, kan spille en stor rolle i Roubaix, hvor de mere eksplosive typer har det meget vanskeligere, og hvor det er den store motor, der er mest afgørende. Derudover skal man aldrig undervurdere holdtaktik i den nordfranske klassiker, og selvom de stærkeste oftest vinder i Roubaix, er 2011-, 2013- og 2014-udgaverne nylige eksempler på, hvordan den bedste rytter kan få det svært, hvis han er isoleret i finalen.

I de senere år har vi set, at løbet er blevet åbnet relativt tidligt. I 2019 kørte den afgørende gruppe allerede umiddelbart inden Mons-en-Pévèle, der ellers i den fase er det naturlige angrebspunkt, og i 2018 leverede Peter Sagan et stort ridt, hvor han overraskede alle med en tidlig forcering. Også i 2017 var der tidlig aggression, inden Greg Van Avermaet kunne spurte sig til sejr i en lille gruppe. I 2016 var det et stort styrt, der betød, at det afgørende fremstød blev sat ind allerede inden Arenberg, hvorefter forhåndsfavoritterne Fabian Cancellara og Sagan var ude af billedet. Tidligere har også Cancellara og Tom Boonen leveret mageløse soloridt, og Roubaix er således et løb, der kan vindes med flotte offensiver.

Chancerne får, at vi får en episk udgave, er i år særligt gode. Mange cykelfans har i årevis drømt om, at den nu 19 år lange Roubaix-tørke snart skulle brydes, og ideen om, at flytningen fra den ”tørre” april til den ”våde” oktober ville være nok til at efterkomme ønsket, ser ud til at have noget på sig. Disse linjer skrives stadig med nogle dage til løbet, men for hver gang, man tjekker vejrudsigten, øges sandsynligheden for regn blot yderligere, og lige nu ser det ret sikkert ud: vi får et vådt Paris-Roubaix. Det ser ud til, at det måske kan stoppe med at regne i løbet af eftermiddagen, men meget taler for, at det vil regne over alle 257 km.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Det lægger et yderligere et lag af kompleksitet til løbet. Vi har en ganske god fornemmelse af, hvem der mestrer de tørre brosten, hvor det mest af alt handler om power, men på våde brosten er det en anelse anderledes. Rutedesigner Thierry Gouvenou, der selv har kørt løbet flere gange, beskriver det således, at løbet forvandles fra et spørgsmål om rå muskelkraft til nu i lige så høj grad at handle om tekniske evner og ikke mindst mod - særligt når man med 60 km/t på faldende vej skal blæse ind på Arenberg-skovens regnvåde brosten! Det vil uundgåeligt føre til flere styrt, og selvom det vil tilføre løbet det element af episk drama, vi havde på den våde Tour-etape i 2014 og senest i 2002, vil det også betyde, at betydningen af held og uheld øges i et løb, hvor netop de faktorer i forvejen spiller en ærgerligt stor rolle.

Det bliver imidlertid ikke ved regnen. Vinden ser ud til at kunne blive mindst lige så afgørende. Ikke blot vil det være uhyre blæsende i et Nordfrankrig, hvor terrænet mange stede er ret eksponeret, vindretningen er også perfekt til hårdt cykelløb. Der er kun meget, meget få steder med modvind, og i stedet vil løbet være domineret af en kombination af sidevind og medvind. Sidevinden kan naturligvis sagtens splitte feltet også uden for pavéerne, og medvinden vil betyde, at det hele bliver hurtigere og meget mere selektivt, men formentlig mindre og flere grupper og øget chance for et soloridt.

Det kan ikke rigtigt læses anderledes. Både regn, vindstyrke og vindretning er designet helt ideelt til et episk ridt, og det eneste, der kunne gøre det endnu vanskeligere, var vel en kulde, rytterne ikke for alvor vil mærke. Meget taler for, at 2021-udgaven vil ende som et brutalt udskilningsløb, der vil kunne blive åbnet tidligt på både brosten og i sidevind, hvor rå muskelkraft, gode regnvejrsben og ikke mindst holdbarhed bliver afgørende, og hvor styrt og uheld også vil være nøglekomponenter. Derimod er det med den gunstige vindretning næppe et år, hvor taktik bliver helt afgørende, selvom man aldrig skal undervurdere betydningen af et godt Deceuninck-overtal. Det vil formentlig være året, hvor held, power og holdbarhed bliver altafgørende.

Derfor bliver denne optakt på én gang både enkel og kompliceret. I de senere år har der været meget taktik at diskutere. Særligt nøglen til at knække Deceunincks overtal har været det tilbagevendende tema, men denne gang tror jeg ikke, at der bliver brug for de helt store taktiske overvejelser. Renser man løbet for den væsentlige faktor, held udgør - og det er jo af gode grunde en faktor, man aldrig kan tage højde for i en favoritvurdering - tror jeg, at det bliver et ret enkelt udskilningsløb, hvor det slet og ret vil være de stærkeste, der er tilbage. Naturligvis er en god spurt på velodromen, hvor baneerfaring faktisk spiller en ikke uvæsentlig rolle, altid brugbar at have, men chancen for en solosejr er meget god. Undgår han uheld, vil løbets mest kraftfulde og største motor til et fladbaneløb som dette meget vel kunne vinde, hvis han har de tekniske evner nogenlunde på plads.

Det komplicerede element kommer naturligvis i kraft af usikkerheden om formen. Hvem er trætte? Hvem har en skjult form, der har været svær at lure i en periode uden alt for mange løb, der minder om dette? Billedet mudres som sagt yderligere af det mudder, som vil indhylle de våde brosten ret uerfarne ryttere, samt af det forhold, at erfaringsgrundlaget for Paris-Roubaix bare generelt er lille, fordi det er så unikt, at man ikke rigtigt kan finde et løb, der ligner det, og som har samme favoritfelt.

Det besynderlige ved årets løb er, at det er svært at finde ryttere, man virkelig tror på. De store favoritter har alle spørgsmålstegn hængende over hovedet, og outsiderne er så meget outsidere, at det er svært for alvor at tro, at de kan vinde et løb, der ser ud til at blive episk. Det er derfor også med lidt modvilje, at jeg gør det indlysende, nemlig at pege på Wout van Aert. Belgieren viste jo nogle helt uventede svaghedstegn ved VM, og det rejser naturligvis det oplagte spørgsmål: havde Julian Alaphilippe ret, da han under Tour of Britain hævdede, at Van Aert havde toppet for tidligt?

Den risiko består, men det er ikke givet, at Van Aert ikke vil være 100% på søndag. Hans form kan nemlig være ganske svingende. Vi så til OL, hvor stor forskel der var på hans linjeløb og hans enkeltstart, og da han senest kørte Roubaix i 2019, hvor han trods en endeløs serie af uheld virkede nærmest skræmmende stærk, skete det på ryggen af et Flandern Rundt, hvor han var uhyre skuffende. Konkurrencedygtig vil han i hvert fald med sikkerhed være - det er Van Aert nemlig altid - og at kalde hans VM dårligt vil trods alt også være en overdrivelse. Var franskmændene ikke gået amok så tidligt i løbet, og havde belgierne ikke begået den fejl selv at bidrage til løbets vanskelighed, kunne han såmænd sagtens have startet søndagens løb i en regnbuetrøje.

Når det er naturligt at pege på Van Aert, skyldes det også, at han på alle måder er skabt til dette løb. For to år siden var han nærmest uhyggelig, for det var på alle måder imponerende, at han kørte med i den rette gruppe, selvom han nærmest havde brugt hele løbet på at jagte efter den regn af uheld, der haglede ned over ham. Med sine tekniske evner, enorme power og store motor er Van Aert indbegrebet af en sand Roubaix-rytter, og det er ikke uden grund, at han i sine to hidtidige forsøg har virket mere overbevisende her end i Flandern. Og så skader det jo heller ikke, at han kan slå hvem som helst i en spurt.

Det dårlige vejr er heller ikke nogen ulempe for Van Aert, der som crossrytter trives i den slags betingelser, og et episk udskilningsløb gavner ham også. Hans hold er nemlig ikke det stærkeste, selvom Mike Teunissen bør komme langt, men som sagt tvivler jeg på, at taktik bliver alt for afgørende denne søndag. Meget taler for, at stærkeste og mindst uheldige rytter vil vinde, og det kunne meget vel være Van Aert. Nok er han måske ikke på 100%, men hvis det samme gælder for de øvrige favoritter, er det måske heller ikke nødvendigt. VM betyder, at han ikke er den indlysende storfavorit, han burde være, men det er svært at komme udenom, at han må være manden, der skal slås.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Jeg vælger at pege på Kasper Asgreen som nr. 2. Ganske vist betyder danskerens sygdom under VM, at vi ikke aner, hvor han står, men netop det forhold gør også, at han har potentialet til at være stærkest. Inden sygdommen tydede meget nemlig på, at han havde timet formen ganske glimrende, da han med en 4. plads ved VM, hvor han kørte stort set lige op med Remco Evenepoel, og hvis han har ret i, at sygdommen ikke har ham yderligere tilbage, er der grund til at tro, at Asgreen vil være flyvende.

Er han det, er dette episke udskilningsløb noget, der i den grad rimer på Danmarks cykelmotor. Vi så med vanvidsridtet i E3 og sejren i Flandern Rundt, at han mestrer kunsten at blive ved og ved, og det er formentlig netop de egenskaber, der afgør årets Paris-Roubaix. Vi ved også, at han kan slå alle i en spurt efter et hårdt løb, og selvom det måske ikke bliver afgørende, kan det aldrig skade at være del af det stærkeste hold med hele fem kaptajner, der alle har en reel chance for at vinde.

Paris-Roubaix burde passe ham bedre end Flandern Rundt, da han er mere dieselmotor end eksplosiv, og han er den eneste i dette felt, der inden for de seneste to år har vist, at hans motor kan matche Van Aerts og Van der Poels. I de senere år har mønstret været, at han var træt efter Touren, men det har han med sin lange pause bevidst arbejdet på at undgå. VM tyder på, at det er lykkedes, og det gør ham til den naturlige førsteudfordrer til de to af de tre deltagende tenorer.

Jeg vælger at placere ham foran den anden tenor, nemlig Mathieu van der Poel. Det stod nemlig ved VM klart, at rygskaden vitterligt betyder, at han ikke er 100%, og løbet blev historisk ved, at normalt altid aggressive Van der Poel vel var finalens mest defensive skikkelse. Til gengæld er det også ret åbenlyst, at hans form er i fremgang, og han regner da også selv med, at et knaldhårdt og langt VM-løb har givet ham yderligere nogle procent.

Er det så nok? Det vil i hvert fald være dumt at afskrive det hollandske fænomen, der vel på sine helt skarpe dage måske endda har et højere topniveau end Van Aert. Vi ved, at han kan klare regnvejr, vi ved, at han kan slå Van Aert i en spurt efter et hårdt løb, og vi ved, at han kan stå distancen. Vi ved imidlertid også, at han i dårligt vejr er eksploderet, både på landevejen og i cross, og man kan frygte, at det kan ske igen nu, hvor motoren ikke er helt tå toptunet, som den burde være.

Dertil kommer, at Van der Poel måske ikke er helt skabt til dette løb. Modsat Van Aert, der er kraftfuld, men ikke eksplosiv, har Van der Poel eksplositet som spidskompetence. Den hjælper ham bare ikke meget i dette løb, hvor det er hans motor, der skal sikre ham sejren. Den er heldigvis også temmelig kolossal, og de tekniske evner er der ingen, der kan matche, hvorfor et regnvejrsløb næppe er en ulempe. Spørgsmålet er bare, om han med sin nuværende form kan vinde et løb, der nok ikke passer ham helt så godt som de flamske klassikere - særligt i sin debut. Svaret får vi på søndag.

Jeg prøver at pege på Nils Politt som næste mand. Tyskeren er indbegrebet af en rytter, der som Thor Hushovd, Johan Vansummeren eller Mathew Hayman aldrig bliver en konge i de flamske klassikere, hvor han mangler punch og klatreevner, men til gengæld er skabt til dette løb. I 2018 spurtede vandt han spurten i den gruppe, der ikke kom med, da bussen kørte, og i 2019 var han måske stærkeste mand i den gruppe, der afgjorde løbet, selvom han ikke kunne sætte den hurtigere Philipp Gilbert til sidst - i hvert fald efter at Van Aert var gået kold. Politts enorme motor og power passer som fod i hose til dette løb, og efter et skuffende 2020 synes han i år at have nået et nyt niveau. Han var skræmmende i de to udbrud, han kørte i Touren, hvor han som bekendt vandt en etape, og senest tog en imponerende sejr i Tyskland Rundt, hvor sprinterne ellers burde have afgjort det.

Hans VM var uhyre opløftende, for de eksplosive stigninger passede ham slet ikke, og alligevel var han en animator gennem hele løbet. Det tyder på, at formen er intakt, og hans sejr i Tyskland var endnu et vidnesbyrd om, at han er fortræffelig i dårligt vejr. Som vi så i 2018, kan han også spurte på velodromen, og han har derfor hele pakken. Et episk udskilningsløb, hvor motoren bliver afgørende, synes ikke at kunne give være bedre betingelser for en Politt-sejr!

Dernæst vil jeg pege på Florian Senechal. Det tog ham lidt tid at finde at slå igennem i de flamske klassikere, men allerede fra start var han meget lovende i dette løb. Det hele kulminerede med 6. pladsen i 2019, men siden dengang har han forbedret sig markant. Sidste år var han en af de allerstærkeste i Flandern Rundt, og mens han aldrig var flyvende i foråret, tyder noget på, at en grand tour gør underværker for ham. Sidste år havde han efter Touren et uhyggeligt niveau, og hans sejr i Primus Classic efterfulgt af et fremragende VM tyder på, at Vueltaen har haft samme forrygende effekt. Egentlig burde også han med sin eksplosivitet passe bedre til de flamske klassikere, men han kørte trods alt med om sejren her for to år siden - i langt ringere forfatning end i dag. Også han kan vinde en spurt mod de fleste, og ligesom Asgreen kan han have fordel af overtallet, hvis taktik alligevel bliver afgørende også under disse betingelser. Først og fremmest er det dog hans suveræne form, der gør ham til en helt oplagt favorit til dette løb.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Der har desværre været en lidt kedelig tendens til, at Jasper Stuyven skuffer, når det for alvor gælder i klassikerne, men udover at han som bekendt vandt Milano-Sanremo i år, er det blandt de mange skuffelser også blevet til stor succes i dette løb. Hele fire gange er han endt uden for top 25, men til gengæld har han også både en 4. og en 5. plads, og det vidner om, at det nok er den klassiker, der passer ham allerbedst. Denne gang burde der også være basis for, at han ikke skuffer. Han så i hvert fald fremragende ud til VM, og det kommer endda efter en Tour, hvor der ikke var mange resultater, men hvor han virkede meget overbevisende. Ved VM er det også sandsynligt, at han var endt med sølvet, hvis ikke han forinden havde leget brandslukker for Van Aert lidt for mange gange, og det var nok de anstrengelser, der kostede ham i en spurt, han burde have vundet med en finger i hvert næsebor. Netop hans spurt er et udmærket våben, men i årets løb er det først og fremmest motoren, der skal bringe ham hele vejen. Med det indtryk, han har efterladt i år, burde der være basis for, at den hjælper ham med at forbedre 4. pladsen fra 2017.

Nu har jeg ikke fulgt bookmakervurderingerne til dette løb, men jeg vil gætte på, at der skete noget meget markant med oddsene på Zdenek Stybar i søndags. Indtil da var der nemlig intet, der tydede på, at tjekken ville spille en rolle i dette løb efter en Vuelta, hvor han var yderst skuffende, og man kunne ikke lade være med at frygte, at forårets hjerteproblemer havde ramt den aldrende her hårdere end ventet. I forvejen var hans 2020 jo så skuffende, at alderen så ud til at indhente ham, men inden hjertet begyndte at drille, nåede han jo i foråret at vise os alle, at han bestemt ikke er færdig endnu. Ved VM viste han så, at den lære stadig holder, nu hvor hjertet igen spiller, og Vueltaen har bragt ham i form.

Egentlig burde en eksplosiv fyr som Stybar være bedre i Flandern end i Roubaix, men hans Roubaix-historik er skræmmende. Ser man bort fra det uheldsramte løb i 2016, er han i sine seks øvrige forsøg blevet nr. 2, 2, 5, 6, 8 og 9, og han har således ikke misset top 10. Det dårlige vejr kan heller ikke genere crossrytteren Stybar, der tillige er teknisk eminent. Desværre var han i foråret nok stadig ikke helt så god som før det katastrofale 2020, og man kan derfor frygte, at han ikke længere helt har det niveau, der skal til for at være med helt fremme, men hans VM gør det umuligt at udelukke, at han langt om længe får den sejr, han for længst burde have fået.

Et af løbets helt store spørgsmålstegn er Mads Pedersen . Grundet styrtet ved VM har vi nemlig ikke haft mange chancer for at vurdere hans form, siden han forlod Benelux Tour med hoftesmerter. Heldigvis ved vi af erfaring, at han altid er bedst på denne tid af året, og at han plejer at være flyvende efter Touren, og selvom man ikke kan drage alt for mange konklusioner af det relativt lette Eurometropole Tour, så han i det mindste udmærket ud på de udfordringer, der var, da det var ham, der skabte den stærke gruppe og siden havde kræfter til at køre en flot modvindsspurt, selvom den blev for lang.

Mens vi igen i år har fået bekræftet, at han er for tung til de hårdeste af de flamske klassikere, burde han være skabt til Paris-Roubaix, selvom han stadig er uden resultater i løbet. Pedersens force er nemlig hans evner over lange og hårde løb, som vi har set med hans dieselsejr ved VM og hans dieselsølv i Flandern Rundt. Som vi ved, er han også allerbedst i dårligt vejr, og betingelserne er derfor de rette. Det er dog også klart, at det stadig er ret sjældent, at han rammer de suveræne dage, hvor han er helt ustoppelig, og hans klassikerresultater er derfor relativt få. Til gengæld er hans topniveau også tårnhøjt, og betingelserne synes at være til stede, at det kan blive på søndag, han finder det - i hvert fald hvis formen er god. Sidstnævnte frygter jeg desværre for efter en lang løbspause for manden, der mere end de fleste skal bruge løb for at finde formen.

Paradoksalt nok er Dylan van Baarle aldrig endt bedre end nr. 16 i dette løb, men at han er god i de lange monumenter, vidner hans fire top 10-placeringer fra Flandern Rundt om. Vigtigere er det, at han i år har nået et hidtil uset niveau, som vi så med hans mageløse soloridt i Dwars door Vlaanderen, et forrygende OL-løb på en rute, der slet ikke var ham, og senest med en sølvmedalje ved VM, selvom han havde foregrebet begivenhederne med et tidligt angreb. Netop det at foregribe begivenhederne er Van Baarles spidskompetence, for det var også det, der gav ham en 4. plads i Flandern og den flotte sejr i Dwars door Vlaanderen. Han mestrer nemlig evnen at blive ved og ved, og det er formentlig akkurat de evner, der bliver afgørende i årets udskilningsløb. Nogen hurtig mand er han ikke, selvom han vandt sneglespurten om sølvet ved VM, men i dette løb er der gode chancer for, at det bliver til solosejr. Med de ben, Van Baarle har lige nu, selvom han er kommet direkte tilbage efter sit Vuelta-styrt, må det være på søndag, at han viser, at Roubaix passer ham storartet.

Sammen med Van Baarle er Michael Valgren utvivlsomt en af de allermest formstærke ryttere, og faktisk så han stærkere ud end hollænderen i søndags. Til gengæld betræder han også helt ukendt territorium, for han plejer at skippe løbet, der ikke passer ham ideelt. Det skyldes dog naturligvis primært, at han er en af de få alsidige, der satser på både brostens- og ardennerklassiker, og derfor er det mere et spørgsmål om at fravælge det løb, der passer ham dårligst, mere end et spørgsmål om at fravælge et løb, der slet ikke passer ham. Skal han lave et topresultat, kunne betingelserne næppe heller passe ham bedre. Også Valgren er god i dårligt vejr, og hans største force er netop den enorme motor, der altid gør, at han opnår sine bedste resultater over de længste distancer. Dette udskilningsløb burde derfor passe ham ganske glimrende, og power har han også masser af. Om det rækker mod mere kraftfulde ryttere i et løb, hvor erfaring betyder meget, har vi stadig til gode at se, men med sin nuværende form bør Valgren komme meget langt i snart ethvert løb.

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad jeg skal mene om Yves Lampaert. Ligesom Pedersen og Politt er han en anelse for tung til for alvor at shine i de værste af de flamske klassikere, men i Roubaix er han virkelig i sit es. Det var her, han som hjælperytter fik sit gennembrud med 7. pladsen i 2015, og det var her, han blev nr. 3 for to år siden. Desværre er det også de eneste gange, det er gået ham godt, og lige nu er jeg meget usikker på hans form. Han var fin i Primus Classic og vandt en etape i England, men ingen af stederne virkede han skræmmende. Mest bekymrende var dog hans VM, hvor han var en af de få belgiere, der aldrig rigtigt bidrog, og han kom ind længe efter de bedste. Det skaber lidt for mange spørgsmålstegn til, at jeg for alvor tør tro på ham. Omvendt virkede han heller ikke flyvende for to år siden, men da han kom til det løb, der virkelig passer ham, endte han alligevel på podiet. Det vidner om, at man altid skal regne med Lampaert i dette løb.

Sammen med Stybar er det Sep Vanmarcke, der har den mest skræmmende Roubaix-historik. Hans første to forsøg endte ganske vist kun med en 20. og en 84. plads, men siden dengang er han blevet nr. 2, 4, 4, 4, 6 og 11 i sine seks øvrige forsøg. Det vidner om, at det er klassiker, der passer ham fremragende, og det blev vi mindet om for to år siden. Her betød et styrt nemlig, at han var milevidt fra formen og stillede til start uden forventninger, men alligevel var han så stærk, at man ikke kan udelukke, at han kunne have vundet, hvis han havde undgået defekt i finalen. Spørgsmålet er bare, om han har samme niveau nu. I 2020 fandt han aldrig formen, og selvom han i Omloop beviste, at han i foråret beviste, at han stadig skal tages seriøst i klassikerne, har vi ikke set den bedste Vanmarcke, siden han vandt Bretagne Classic i 2019. Det er altid bekymrende for en mand på 33 år, og heller ikke i optakten har han virket helt, som han var. Han var god i Primus Classic, men kunne alligevel ikke gå med de bedste, og i Denain betød en punktering, at vi aldrig fik lov at se, hvad han virkelig havde. Tørkeperioden har været så lang, at jeg frygter, at vi har set den bedste Vanmarcke, men 2019-udgaven viste også, at kun en tåbe ikke bør frygte Vanmarcke i netop detute løb.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Jeg har længe ment, at det bare er et spørgsmål om tid, inden Stefan Küng slår igennem i dette løb. Med sin enorme motor er han nemlig skabt til dette løb, og han viste med sin bronzemedalje ved VM, at han er fremragende i lange regnvejrsløb. Sidste efterår var han også bedre end nogensinde i de flamske klassikere, men desværre tvivler jeg på, at niveauet er det samme nu. Hans EM-enkeltstart var som bekendt forrygende, men han skuffede i Benelux og igen i begge VM-løb. Noget kunne tyde på, at det ikke er i år, han får sit gennembrud, men omvendt var der også noget, der tydede på, at han ikke ville forsvare sin EM-titel. Skal Küng vinde et stort endagsløb, skal det være dette, og skal det ske, skal det sikkert også ske i regnvejr. Nu skal han bare hive endnu en pludselig EM-kanin op af hatten.

En rytter, der til gengæld passer knap så godt til løbet, er Matteo Trentin. Det er ikke helt tilfældigt, at hans bedste resultat er en 36. plads, for Trentin er mere eksplosiv, end han er kraftfuld. Til gengæld har han i de seneste to brostenssæsoner i 2020 og 2021 været bedre end nogensinde, og selvom det er svært at se af resultaterne, har han i lange perioder lignet en af de stærkeste. Som vi så ved VM i 2019, er Trentin god i et langt regnvejrsløb, og han så også ud til at have timet formen ganske perfekt med et fremragende EM på en for ham for hård rute og siden en sejr i Trofeo Matteotti. Til gengæld slog han sig ganske betydeligt i styrtet ved VM, og i det lys var det bekymrende, at han forlod Eurometropole Tour i utide. Kombinerer man det med, at det er et løb, der ikke passer ham helt ideelt, er han her nok desværre mere outsider end reel favorit.

Peter Sagan er én af blot tre ryttere, der har vundet løbet, og skal det blive til en gentagelsessejr, er det nok slovakken, der skal levere den. Det er bare svært at være alt for optimistisk på hans vegne. Man synes nærmest fra dag til dag at kunne se hans niveau falde, og han synes at være længere og længere fra de bedste. Det var tilfældet i foråret, det var tilfældet i Touren, og senest var det tilfældet ved VM, hvor han var ærlig nok til at erkende, at benene ikke rakte, da Julian Alaphilippe satte løbet i brand. I det lys vil det være en overraskelse, hvis Sagan for første gang siden VM i 2019 kan være med i et hårdt endagsløb, for hans resultater i det eksplosive Sanremo, hvor han kommer langt på sit punch, kan ikke rigtigt bruges til noget i et løb, hvor punch ikke fører nogen vegne. Det var da også et løb, han længe skippede, fordi han anså det som uegnet til ham, men hans resultatliste, der i otte forsøg tæller en 1., 5. og 6. plads viser, at det er et løb, den gamle Sagan sagtens kunne vinde. Kan den nye Sagan også? Efter hans VM er det svært at tro på. Omvendt var der heller intet, der tydede på, at han skulle blive nr. 5 for to år siden, og det viser, at man skal passe på at udelukke noget fra en mand, der trods alt engang kunne betegnes som et fænomen.

Anderledes er det med Alexander Kristoff . Modsat Sagan har nordmanden nemlig altid ment, at dette var klassikeren, der burde passe ham bedst, fordi han er mere motor end punch og eksplosivitet. Derfor har han angiveligt heller aldrig forstået, at det er i Flandern, han har i sin ufattelige rekordliste, mens han i Roubaix blot har en 9. og 10. plads som bedste resultater. Selv i vanvidsåret 2015 blev han blot nr. 10, og noget tyder altså på, at løbet alligevel ikke passer ham ideelt. Til gengæld er det første gang, han får lov at køre i regnvejr, og Kristoff synes altid at blive 10% bedre, når det står ned i stænger. Derfor har forudsætningerne vel aldrig været bedre, men til gengæld er Kristoff heller ikke den rytter, han var engang. Det har været tydeligt gennem hele 2020 og 2021, og selvom han med de to sejre i Tyskland og en fin spurt ved VM har vist, at han er betydeligt bedre, end han har været tidligere i år, er det spørgsmålet, om det er nok i et løb, der bare ikke rigtigt vil lykkes for ham.

Deceunincks femte og sidste kort er Davide Ballerini, men det er nok ham, der står med de ringeste chancer. Det er nu ikke, fordi løbet passer ham dårligt, for da han i 2019 gjorde debut, havde han udsigt til at køre med de bedste, indtil han blev ramt af defekt. Spørgsmålet er bare, om formen rækker. Han var bestemt ikke imponerende i England, og selvom han så betydeligt bedre ud i Primus Classic, har han stadig til gode helt at bevise sin form, ligesom han stadig har til gode at bevise sig selv i de længste og hårdeste løb efter et forår, hvor han startede forrygende, men hurtigt fadede. Omvendt var hans VM faktisk ganske opløftende, da han trods et grimt styrt som en anden Duracell-kanin konstant vendte tilbage for at sikre, at den stærke gruppe med blandt andre Asgreen og Evenepoel ikke skulle spolere den italienske fest. På papiret synes dette løb, da også at passe ham udmærket, og hans debut var også uhyre lovende. Alligevel har han stadig til gode at bevise sig selv, når det for alvor bliver svært, ligesom hans form skaber lidt for megen usikkerhed.

Sonny Colbrelli er ”the man of the moment”, men er det nok? Det er ikke uden grund, at han altid skipper dette løb, for det passer ham hammerdårligt. Colbrelli er først og fremmest punch og slet ikke motor og power, og derfor rimer han slet ikke på et løb, han i år vel kun kører, fordi han nu ikke rigtigt har andre mål at satse på. Det hjælper næppe heller, at hans forbedrede klatring er en konsekvens af et markant vægttab, og det vil derfor være en overraskelse, hvis han blander sig i kampen om sejren. Omvendt er Colbrelli så flyvende lige nu, at det vil være dumt at udelukke noget som helst, slet ikke når det bliver rigtigt Colbrelli-vejr. Der var næppe nogen, der havde spået ham til at blive nr. 3 på en bjergetape i Touren, og overraskelsen vil trods alt være mindre, hvis han vinder på søndag.

Inden det ærgerlige træningsstyrt var John Degenkolb kongen af dette løb. Igennem to år var der ingen, der kørte fra ham på de flade pavéer, og havde han ikke været i undertal i 2014, havde han vundet løbet to gange i træk. Desværre er han aldrig blevet den samme rytter igen siden uheldet, og hans bedste Roubaix-resultat siden dengang er blot en 10. plads. Til gengæld var det ham, der vandt Tour-etapen på brostenene i 2018, og det vidner om, at det må være i dette løb, han skal shine, hvis det nogensinde igen skal ske i en stor klassiker. Han oplevede faktisk også en renæssance sidste år, hvor han var meget stærk på brostenene, men det niveau har han ikke fundet i år. Tværtimod har han aldrig virket svagere, end han har gjort i år, og hans styrt ved VM har kun bidraget yderligere til skepsissen.

Jeg vil slå Anthony Turgis og Christophe Laporte sammen. Begge har nemlig i forårets klassikere nået et fremragende niveau, der gjorde dem til nogle af de allerbedste i Flandern Rundt, men for dem begge gælder også, at de ikke virker helt på toppen. Laporte tog ganske vist en fornem sejr i Vallonien, men til gengæld har han ikke virket helt oppe at ringe i andre løb, slet ikke til VM. Turgis har haltet gennem hele efteråret, men modsat Laporte var han ganske overbevisende i søndags, hvor hans mange angreb var med til at bane vejen for Alaphilippes sejr. Løbet passer dem heller ikke alt for godt. Laporte er kun blevet nr. 20, og Turgis har altid skippet det, fordi han egentlig slet ikke har poweren til det, og da han gjorde debut i 2019, blev han kun nr. 18. Begge har dog forbedret sig så meget i år, at det ikke vil være overraskende, hvis det kommer til udtryk igen.

En rytter, der bliver spændende at følge, er Michal Kwiatkowski. Også han er en af de ryttere, der passer så dårligt til løbet, at han altid har skippet det, men nu hvor kalenderen giver muligheden, vælger han at gøre sin debut. Vi så dog på den berømte brostensetape i Touren i 2014, at han var aldeles fremragende, og uden defekt kunne han måske have vundet. Han så også godt ud på pavéerne i Denain, og efter en skidt periode i løbet af sommeren, hvor han kun ved OL viste form, er han efter katastrofen i England blevet bedre og bedre. Ved VM fik han brugt sine tændstikker lidt for tidligt, men i onsdags viste han atter, at hans niveau efterhånden begynder at være brugbart. Det vil stadig være overraskende, hvis en let rytter som ham skulle vinde, men Tour-etapen i 2014 viste, at han i hvert fald bliver spændende at iagttage, ikke mindst i dette vejr.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

Endelig er der to jokere, nemlig Taco van der Hoorn og Quinn Simmons. Van der Hoorn er alt for tung til de flamske klassikere, men han har en uhyggeligt god historik i de flade grusvejsløb, hvor han senest kørte lige op med Van der Poel i Antwerpen. I det hele taget er han flyvende lige nu, for han har også snydt sprinterne to gange, først i Benelux og senest i et vanvidsridt i Lichtervelde for en uge siden. Med sin motor og mangel på punch er Van der Hoorn indbegrebet af den ryttertype, der kan køre denne klassiker og ikke andre, og derfor bliver han med sin nuværende form spændende at følge. Simmons er også skabt til dette løb, der er hans drømmeløb, men vi har desværre set, at der er enormt stor forskel på hans top- og bundniveau. I år har han nået bunden nærmest hele tiden, men han blev bare bedre og bedre gennem Vueltaen og sluttede så stærkt på 19. etape, at der er grund til optimisme. Han styrtede ved VM, men meldtes i fornem form, og hvis han finder det vanvittige niveau, han havde i Strade Bianche, burde dette være løbet, hvor han kan shine.

OPDATERING: Jeg har fået lidt kolde fødder i forhold til Victor Campenaerts, der jf. holdoversigten med sit flotte VM formentlig kan komme langt. Derfor får han to stjerner. Vejrmeldingerne har udviklet sig lidt, og det ser ikke helt så grimt ud som først udmeldt. Det ventes fortsat at regne med en nedbørsrisiko på 80-90% de første timer, men fra 14-tiden bør det ophøre, og fra 15-tiden burde det være helt tørt, men overskyet med en temperatur på 16 grader. Vinden vil heller ikke være så kraftig som spået og vil starte med en styrke på 17 km/t og toppe på 21 km/t sidst i løbet. Endelig vil den være mere vestlig først på dagne, men i hovedparten af løbet vil den komme fra sydvest. Det vil dog stadig være blæsende med våde brosten og en våd start, så det episke udskilningsløb burde stadig være sandsynligt.

***** Wout van Aert

**** Kasper Asgreen, Mathieu van der Poel

*** Nils Politt, Florian Senechal, Jasper Stuyven, Zdenek Stybar, Mads Pedersen

** Dylan van Baarle, Michael Valgren, Yves Lampaert, Sep Vanmarcke, Stefan Küng, Matteo Trentin, Peter Sagan, Alexander Kristoff, Davide Ballerini, Sonny Colbrelli, John Degenkolb, Christophe Laporte, Anthony Turgis, Michal Kwiatkowski, Victor Campenaerts, Taco van der Hoorn, Quinn Simmons

* Matej Mohoric, Giacomo Nizzolo, Gianni Moscon, Arnaud Demare, Gianni Vermeersch, Mike Teunissen, Søren Kragh, Luke Durbridge, Heinrich Haussler, Ivan Garcia Cortina, Casper Pedersen, Stan Dewulf, Tim Merlier, Jasper Philipsen, Maximilian Schachmann, Mads Würtz, Tom van Asbroeck, Luke Rowe, Florian Vermeersch, Tosh van der Sande, Dimitri Claeys, Jack Bauer, Sven Erik Bystrøm, Connor Swift, Philippe Gilbert, Oliver Naesen, Marco Haller, Greg van Avermaet, Fred Wright, Jonas Rickaert, Piet Allegaert

Danskerne

Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Michael Valgren er alle omtalt ovenfor. Søren Kragh er til start for DSM, men efter en svær periode med senest et exit i Frankfurt er han end ikke fremhævet som en af kaptajnerne hos holdet, hvilket tyder på, at formen ikke er helt oppe at ringe. Mere formstærk synes Casper Pedersen at være, men han kan trods alt ikke være med helt i front. Hos Israel SUN synes Mads Würtz at have formen til et godt resultat, selvom han primært skal hjælpe Sep Vanmarcke, og hos Movistar skal det blive interessant at se, hvor langt Mathias Norsgaard kan komme med sin motor i et løb, der passer ham bedre end Flandern Rundt og Milano-Sanremo, hvor han allerede imponerede. På BikeExchange skal Christopher Juul hjælpe Luke Durbridge og Jack Bauer og måske ligesom Norsgaard bruge udbrud til at lave et resultat, mens Mikkel Bjerg på UAE primært skal støtte Trentin og Kristoff.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Philippe Gilberts sejr fra 2019, Peter Sagans sejr fra 2018, Greg Van Avermaets sejr fra 2017, Mathew Haymans sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Niki Terpstras sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Holdoversigt

Her vil der senest lørdag aften komme en holdoversigt med gennemgang af kandidaterne på de enkelte hold.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Ag2r Citroën Team: Holdet stiller med en tidligere vinder i Greg van Avermaet, men heller ikke de seneste løb har givet antydning af, at han er ude af sin store formkrise. Det samme gælder for Oliver Naesen, der intet viste i Denain. Her gjorde Stan Dewulf det til gengæld godt, og den tidligere vinder af U23-udgaven kunne meget vel ende som holdets bedste. Damien Touzé har gjort det godt, men passer ikke rigtigt til løbet.

Læs også

López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas

Alpecin-Fenix: Holdet er bygget op om Van der Poel. Gianni Vermeersch burde være skabt til dette løb og have top 10-potentiale, men han synes formsvag og var helt usynlig i Denain. Silvan Dillier er tidligere blevet nr. 2, men synes ikke at have niveauet længere. Det er et godt løb for både Tim Merlier og Jonas Rickaert, der er gode i flade grusvejsløb, men jeg ser dem ikke være med helt fremme, og det samme gælder for Jasper Philipsen, der nok mangler lidt power til et løb som dette.

Astana-Premier Tech: Holdet er uden chance. Hugo Houle er ellers udmærket i denne slags løb, men han synes ikke at være i storform.

B&B Hotels p/b KTM: Bert de Backer var tidligere fremragende i dette løb, men han synes at være ovre sit bedste, ligesom også Jens Debusschere er det. Bedst chance har nok formstærke Jeremy Lecroq og Cyril Lemoine, der er god i denne slags løb, men mangler lidt form efter sin skade. Løbet passer ikke rigtigt hurtige Luca Mozzato.

Bahrain-Victorious: Bedst chance har nok Colbrelli. Matej Mohoric vil have fordel af regnen og sine tekniske evner, men vi så igen til VM, at han er ved at være træt, og han passer ikke alt for godt til dette powerløb. Marco Haller var fremragende i foråret, men synes ikke at have samme form nu. Fred Wright har været flyvende i år og burde trods et skuffende VM kunne gøre det pænt, ligesom Heinrich Haussler også stadig kan være med langt fremme i disse løb. Til gengæld er det nok ikke igen en top 10 til Marcel Sieberg i karrierens sidste løb.

Bingoal-Wallonie Bruxelles: Holdet får det svært, men Ludovic Robeet er i form og kunne passe udmærket til løbet. Arjen Livyns synes stadig formsvag, og Tom Wirtgen og Tom Paquot må regnes som overmatchet.

BORA-hansgrohe: Holdet er bygget op om Sagan og Politt. Maximilian Schachmann tester sig selv i løbet, der egentlig kunne passe ham udmærket, men han virker stadig ikke alt for formstærk. Daniel Oss var tidligere fremragende i dette løb, men synes ikke på samme niveau længere, og Jordi Meeus mangler nok robustheden.

Cofidis: Holdet er bygget op om Laporte, men en velkørende Piet Allegaert er tidligere blevet nr. 17 i løbet. Jempy Drucker er faldet helt sammen i år.

Deceuninck- Quick Step: Holdet har som altid et hav af kaptajner i Ballerini, Asgreen, Lampaert, Stybar og Senechal. Derfor må Bert van Lerberghe og Tim Declercq leve med hjælperroller, selvom de sikkert kunne komme langt.

EF Education-NIPPO: Valgren ligner det bedste bud. Sebastian Langeveld har tidligere været på podiet, men er indhentet af alderen. Stefan Bissegger har stort potentiale i dette løb, men synes stadig at mangle holdbarheden. Løbet kunne også passe Jonas Rutsch, der dog ikke synes i storform. Også Tom Scully er faldet af på den.

Læs også

EF-rytter lykkelig efter comeback på kongeetapen

Groupama-FDJ: Holdet er bygget op om Küng, der er omtalt ovenfor, og Arnaud Demare. Franskmanden er tidligere blevet nr. 6 i løbet og så godt ud til VM, men jeg tvivler på, at han stadig er stærk nok til at være med helt i front i så brutal en udgave. Ramon Sinkeldam er tidligere U23-vinder, men har ikke samme styrke som tidligere, og løbet passer ikke rigtigt Jake Stewart. Olivier Le Gac har været stærk i år, men synes ikke i storform, og Clement Davy, der gjorde det godt i Denain, er overmatchet her.

INEOS Grenadiers: Van Baarle ligner bedste bud med Kwiatkowski som en anden option. Gianni Moscon er tidligere blevet nr. 5, men synes ikke i storform, og Luke Rowe er ikke så stærk som tidligere i disse løb, hvor Owain Doull aldrig for alvor er slået til.

Intermarché-Wanty-Gobert: Holdet staser hele butikken på Van der Hoorn. Aime de Gendt har ikke været flyvende på det sidste, og Baptiste Planckaert mangler power.

Israel Start-Up Nation: Holdet er bygget op om Vanmarcke. Både Tom van Asbroeck og Mads Würtz Schmidt er i form og kan komme langt, men ikke være med helt fremme. Også Guillaume Boivin virker stærk lige nu. Løbet passer ikke Hugo Hofstetter, og Jenthe Biermans er formsvag.

Lotto Soudal: Degenkolb er omtalt ovenfor. Philippe Gilbert stiller til start som forsvarende mester, men har ikke vist lovende takter. Tosh van der Sande er flyvende, men passer ikke rigtigt til løbet. Florian Vermeersch kan komme langt, men ikke vinde, og Harry Sweeny synes efter sit styrt stadig ikke at være helt på toppen.

Movistar Team: Holdet er bygget op om Ivan Garcia Cortina, der efter en lang formkrise ser bedre ud, men næppe kan være med i front. Imanol Erviti er tidligere via udbrud gået i top 10, men har ikke fordums styrke. Mathias Norsgaard passer til løbet og har vist en stor motor, men helt i front kan ikke være med.

Team Arkea-Samsic: Holdets bedste kort er Connor Swift, der kan gøre det pænt. Crossrytteren Clement Russo passer også til løbet, men synes ikke i storform. Bram Welten har gjort det godt i U23-udgaven, men mangler motoren.

Team BikeExchange: Holdet er bygget op om Luke Durbridge og Jack Bauer, der begge har vist fornuftig form i optakten. De passer også godt til løbet, men niveauet rækker nok ikke længere til at være med helt i front.

Team DELKO: Evaldas Siskevicius har tidligere skabt en sensation med en top 10, men det sker ikke igen.

Team DSM: Holdet stiller til start uden en officiel kaptajn. Normalt burde det være Søren Kragh, men som nævnt synes han ikke i storform. Casper Pedersen virker formstærk og kan gøre det godt, men ikke vinde. Nils Eekhoff har vundet U23-udgaven, men synes ikke i storform, og Cees Bol har ikke vist holdbarhed i år, som heller ikke Jasha Sütterlin har det. Nikias Arndt er stærk og solid, men kan ikke være med helt i front.

Team Jumbo-Visma: Van Aert er den ubestridte kaptajn, men holdet har to løjtnanter i Mike Teunissen og Nathan van Hooydonck, der begge kan gøre det godt. Teunissen blev nr. 7 i 2019, men synes ikke helt så formstærk lige nu. Van Hooydonck var stærk i Vueltaen, men det er uklart, hvor han står nu, selvom han selv melder sig frisk.

Team Qhubeka Nexthash: Victor Campenaerts gør debut i løbet, og med den form, han har haft siden Touren, senest ved VM, har jeg fortrudt, at han ikke fik en selvstændig omtale ovenfor. Han burde kunne komme langt i et løb som dette. Giacomo Nizzolo er i form, men mangler nok den sidste power. Det burde være et godt løb for Max Walscheid , men han så skidt i onsdags. Dimitri Claeys er kørt i top 10 i Flandern, er i form og kan gøre det pænt, mens løbet ikke rigtigt passer til de ellers formstærke Simon Clarke og Michael Gogl.

Team TotalEnergies: Turgis er eneste reelle kandidat. Dries van Gestel burde være et bud, men er stadig på vej tilbage efter en skade. Edvald Boasson Hagen, Niki Terpstra og Adrien Petit er milevidt fra fordums styrke.

Trek-Segafredo: Stuyven og Pedersen er de to kaptajner, men som nævnt kan Simmons måske overraske. Edward Theuns har tidligere været i top 10,men det kommer han næppe igen. Løbet passer ikke rigtigt Toms Skujins.

UAE- Team Emirates: Kristoff og Trentin er de erklærede kaptajn, men også Mikkel Bjerg, Sven Erik Bystrøm og måske den formstærke Rui Oliveira kan måske komme relativt langt. Bystrøm så godt i onsdags.

SE PARIS-ROUBAIX PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-