Optakt: Paris-Roubaix

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Brostenssæsonen er næsten udelukkende en flamsk affære, men til den store finale flytter cirkusset til Frankrig. Paris-Roubaix afslutter en helt unik del af cykelsæsonen, og det gøres på den meste storslåede og dramatiske facon. De flamske klassikere er forrygende spændende cykelløb, men der tilføjes et ekstra touch af myte og symbolik, når rytterne ender deres forårssæson på de franske brosten.

Det er ikke nogen tilfældighed, at Paris-Roubaix går under navnet Klassikernes Dronning. Siden den første udgave i 1896 har det leveret nogle af de mest ikoniske billeder fra vores nådesløs sport, og mængden af braste drømme i Roubaix-velodromen har gjort det berømte brostenstrofæ til det mest eftertragtede og ikoniske klassikersymbol.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Løbet blev oprindeligt skabt af to lokale tekstilproducenter fra Roubaix, der havde stået bag opførelsen af byens velodrom. De fik ideen til at skabe et cykelløb mellem landets nærliggende hovedstad Paris og den nye bygning. De havde imidlertid ingen planer om at gøre løbet særligt brutalt ved at bruge brostenveje, men dengang var alle veje i så dårlig forfatning, at det automatisk blev en nødvendig ingrediens i løbet.

Første Verdenskrig var særligt hård ved området og efterlod mange veje i endnu dårligere stand. Det gjorde blot løbet hårdere, og langsomt blev legenden skabt. Efter Anden Verdenskrig fik man imidlertid de samme udfordringer som arrangørerne af de flamske klassikere. De lokale myndigheder begyndte at forbedre vejkvaliteten, og det løb, der allerede dengang var blevet et af de vigtigste på kalenderen, havde pludselig udsigt til at blive et halvkedeligt sprinterløb. Som de flamske kolleger måtte Paris-Roubaix-ledelsen droppe den oprindelige rute og i stedet gå på intensiv jagt efter nye veje, som ikke fandtes på de almindelige landkort. Igennem årene udviklede man herigennem en unik rute, der nu er rammen om et legendarisk cykelløb og indtager nogle af de mest ydmyge veje, som nu er blevet ikoniske i cykelsporten.

Udover den lange historie er det de helt unikke karakteristika, der gør Paris-Roubaix til noget specielt. Mens de øvrige monumenter, Milano-Sanremo, Flandern Rundt, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia, alle har forudgående, meget lignende løb, der kan betragtes som perfekt forberedelse, skiller Paris-Roubaix sig ud som noget helt enestående på kalenderen. Milano-Sanremo er bare en længere udgave af andre italienske endagsløb, Liege-Bastogne-Liege og Il Lombardia er bare de største af mange lignende løb i deres respektive regioner, og Flandern Rundt er kulminationen på en lang række af semiklassikere, der holdes på de samme veje. I modsætning hertil benyttes de nordfranske pavéer kun denne ene søndag i april.

Som en konsekvens er det ikke overraskende, at der er mange ryttere, der kun excellerer i denne ene begivenhed. Selvom løbet naturligvis er domineret af de sædvanlige brostensstjerner, der også imponerer på de flamske veje, skal de pludselig til at slås med en gruppe af kraftfulde hjælperyttere, der for en sjælden gangs skyld glemmer alt om deres uselviske natur og tager kampen op med giganterne. I Roubaix’ velodrom belønnes rå kraft, brutal styrke og fremragende udholdenhed, og det er præcis, hvad nogle af feltets højt skattede arbejdsheste har til overflod. Johan Vansummerens stribe af topresultater på de franske brosten, der kulminerede med sejren i 2011, er et nyligt eksempel på en utrættelig hjælper, der altid imponerede i Helvedet i Nord, og Mathew Haymans sejr i 2016 er et andet. Også folk som Bert De Backer og Marcel Sieberg, der aldrig laver resultater i andre løb, har i de senere år været blandt de bedste på de nordfranske brosten.

I en enestående begivenhed er det ikke overraskende, at erfaring er en af nøglerne til succes. I intet andet løb er forhåndskendskab til udfordringerne så vigtigt, som det er i Klassikernes Dronning, og vinderlisten er fyldt med kraftfulde veteraner, der har fundet deres niche på de franske brosten. Selv den stærkeste og mest erfarne rytter kommer imidlertid ingen vegne uden held, og en dårligt timet punktering eller et dramatisk styrt har været kilden til utallige braste drømme i Nordfrankrig.

Hvad der får Paris-Roubaix til at skille sig ud, er også det forhold, at udskilningen alene skabes af det dårlige underlag, og rytternes evne til at håndtere det konstant stress, det giver at køre på nogle af Europas mest ukomfortable veje. I alle andre løb er hovedudfordringerne stigninger og vejret, men Helvedet i Nord er anderledes. Den næsten helt flade rute ville normalt få enhver sprinter til at slikke sig om munden med udsigt til en stor massespurt, men Paris-Roubaix kunne ikke være fjernere fra et traditionelt sprinterløb. Tværtimod er det et af de mest selektive løb på kalenderen, og al form for eksplosivitet og punch er næsten helt ubrugeligt på de franske pavéer, der er langt værre end dem, der findes i Flandern. Hvad der belønnes, er rå kraft og evnen til at blive ved og ved som en anden Duracell-kanin.

Løbet er blevet vundet af mange af sportens giganter, men på grund af dets unikke natur har selv nogle af de allerbedste haft det svært på de franske brosten. Man skal være en helt speciel rytter for at brillere i dette terræn, og de egenskaber, der er så nyttige i de fleste andre løb, spiller sjældent en rolle på vejen mod Roubaix. I stedet er det de stærke mænd Roger De Vlaeminck og Tom Boonen, der har rekorden med flest sejre efter begge at have hævet trofæet fire gange. I 2017 havde Boonen en allersidste chance for at slå sin landsmand og sikre sig rekorden helt alene, men den belgiske stjerne endte en glorværdig karriere uden at spille en nævneværdig rolle på sin sidste dag som cykelrytter.

Sammen med Flandern Rundt er Paris-Roubaix højdepunktet i brostenssæsonen, og enhver rytter har sin egen mening om, hvilket af de to monumenter der er det største. Hvis de selv kunne vælge, synes de fleste imidlertid at foretrække at have det franske løb på generaliebladet. Mens de flamske løb er omgivet af en helt særlig passion, placerer legenden og myterne Roubaix på toppen af de flestes liste.

I de senere år har løbet haft et helt særligt element, fordi Tour de France flere gange har gjort brug af de nordfranske brosten. Det var senest tilfældet i 2018 og 2022, men alligevel ser man aldrig klassementsrytterne drage til Nordfrankrig for at samle erfaring i den store klassiker. Den slags eksperimenter kan gøres i de flamske løb, men Paris-Roubaix er så farefuld en færd, at end ikke folk som Vincenzo Nibali eller Alejandro Valverde, der ellers kaster sig ud i de fleste udfordringer, overhovedet har turdet drømme om at give Paris-Roubaix et forsøg. Den franske klassiker er én af de få, som de lette folk absolut ingen chance har for at begå sig i.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Sidste år var løbet for første gang siden 2019 tilbage på sin plads i foråret, men grundet det franske valg en uge senere end normalt. Det skabte større usikkerhed om favoritternes form, men dramaet var det samme som vanligt - ikke mindst fordi der helt usædvanligt blev lagt ud med et sidevindsræs. I sidste ende blev de største favoritter snydt, da Dylan van Baarle gjorde, hvad han gør bedst, nemlig at angribe tidligt. Det lod rivalerne ske, og det var en fejl, for hollænderen leverede et gigantisk soloridt, der var så suverænt, at han sikrede sig den største sejrsmargin siden 2010, da han nåede mål hele 1.47 foran Wout van Aert og Stefan Küng, der viste sig som de stærkeste fra favoritgruppen og havde samlet de tidlige udbryder Tom Devriendt og Matej Mohoric op. Van Baarle vender trods nylig sygdom tilbage for at forsvare titlen, og det gør han endda nu som holdkammerat til Van Aert, og da Küng også er med igen, jagter hele podiet fra 2022 igen en sejr i årets udgave.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Ruten varierer altid en anelse fra år til år, når man tilføjer nye sektorer og fjerner andre. Nogle får en pause, mens de istandsættes, og vender senere tilbage, mens andre tages ud for at skabe lidt naturlig variation. Samtidig er der endda en helt speciel forening, der har til formål at tage sig af de berømte pavéer samt finde nye brostensveje, der kan benyttes i fremtidige udgaver.

Trods variationerne har ruten altid et helt ensartet format, og nøglesektorerne er altid de samme. Løbet indledes med et langt fladt stykke uden pavéer, inden det langsomt går løs, når de første brosten rammes efter ca. 100 km. Herefter kommer sektorerne hurtigt efter hinanden, og der er meget lidt tid til at komme sig undervejs. De mest berømte og sværeste pavéer, Carefour de l’Arbre, Mons-en-Pevele og Arenberg-skoven, spiller altid en nøglerolle i løbet, der bevarer dets forbindelse til historien ved stadig at slutte på velodromen i Roubaix, som var selve årsagen til løbets skabelse.

I år skal der tilbagelægges 256,6 km, og i alt inkluderer løbet 29 pavéer med en samlet længde på 54,5 km. Sammenlignet med 2022-udgaven (og i øvrigt de seneste udgaver) er modifikationerne helt minimale, idet man genintroducerer Haspres-pavéen, der ikke har været med siden 2004, som nr. 21. men fjerner to andre af de tidlige pavéer. Det betyder, at der i alt er 300 m færre med brosten og én pavé færre end sidste år, men fra pavé 20 er løbet helt identiske med sidste års rute.

Som de fleste andre historiske løb, hvis navn udgøres af de oprindelige start- og målbyer, starter Paris-Roubaix ikke længere i den franske hovedstad. Nu om dage lyder startskuddet i Compiegne nord for den franske metropol, og herfra bevæger rytterne sig ad store, flade veje mod nordøst. Denne del af løbet er terrænmæssigt meget nem og har primært til formål at akkumulere træthed.

Taktiske overvejelser spiller imidlertid altid en nøglerolle. Det kan være helt afgørende at have en holdkammerat i udbrud, og historien viser, at tidlige udbrydere kan komme meget langt i dette løb - bare husk, hvordan Imanol Erviti kørte sig til top 10-placering i både Flandern og Roubaix i 2016 ved at være en del af morgenudbruddet, hvordan Mathew Hayman i 2016 vandt løbet, og hvordan Silvan Dillier i 2018 blev en sensationel nr. 2. Derfor er den første time som regel en vanvittig krig i opskruet tempo, indtil den rette gruppe endelig kommer fri. Når det sker, får feltet den eneste chance i hele løbet for for alvor at trække vejret. Efterhånden som man nærmer sig dagens første pavé, der starter efter 96,3 km, indledes positionskampen imidlertid, farten går op, og herefter er det en næsten uafbrudt kamp for hele tiden at befinde sig forrest i feltet.

Som altid er første sektor Troisvilles, der har en sværhedsgrad på 3 stjerner ud af de maksimale 5. Blandt de første ni pavéer er det kun den tredje, Quievy, der har fire stjerner, mens de øvrige er enten to- eller trestjernede. Historien viser, at disse tidlige brosten sjældent spiler en afgørende rolle, da de store hold hovedsageligt holder et jævnt tempo forrest i feltet, men den gradvise udskilning starter med det samme. Herfra sendes der konstant ryttere ud af bagdøren, indtil kun de stærkeste er tilbage.

Selvom denne del af løbet stadig kommer for tidligt til, at man kan angribe, kan den stadig spille en afgørende rolle. Løbet er som regel meget begivenhedsrigt på grund af de mange styrt og punkteringer, og når rytterne når frem til det første nøglepunkt, er én favorit som regel ramt af et større tilbageslag. I 2016 skete det store styrt, der endte med at afgøre løbet, også allerede her, og det forklarer, hvorfor man altid skal sidde fremme i det franske løb. I 2021-sæsonens regnvejrsudgave var der kaos nærmest fra det øjeblik, den første brosten blev ramt.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Den første store kamp starter som regel, når feltet nærmer sig Haveluy (4 stjerner), der indledes med 103,5 km til mål. Det er en ganske svær passage, og det er som regel en lille spurt, der skal sikre, at man rammer brostenene i den bedst mulige position. Igen er det for tidligt for favoritterne at spille ud, men tidligere har det været en ganske lille gruppe, der er kommet ud på asfalten igen. I de seneste år har specielt Ineos ofte øget farten markant på denne pavé.

Der sker som regel en regruppering efter Haveluy, men nu er krigen startet. Når den ender, er der således kun seks kilometer til den berømte Arenberg-skov (5 stjerner), løbets mest legendariske pavé. Det er her, den første store udskilning sker, og det er derfor en decideret massespurt, der leder frem til starten. Et styrt eller en punktering her betyder som regel enden på løbet, da der ikke er mange chancer for at komme tilbage efterfølgende. I de senere år er der imidlertid blevet kørt lidt mere konservativt i denne tidlige fase, og vi har set en ganske stor regruppering efter skoven. Alligevel viser favoritterne sig altid helt fremme uden at lave et decideret angreb, og når man kommer ud på den anden side, er det ofte en ganske lille gruppe, der er tilbage, inden regrupperingen finder sted. Den første alvorlige udskilning er altid sket her.

Umiddelbart efter Arenberg har favoritterne ofte ikke mange hjælperyttere, og inden der igen skabes lidt samling, er der masser af muligheder for at stikke af. Det åbner døren for det taktiske spil, der er en afgørende del af brostensløbene. I løbet af de næste syv pavéer har man en perfekt chance til at komme de store favoritter i forkøbet. Mange ryttere ved, at de ikke kan følge med, når stjernerne åbner op på de sværeste pavéer, men hvis man er foran, når de skaber udskilningen, kan man meget vel have sikret sig en billet til finalen. Derfor er denne fase som regel meget aggressiv med konstante angreb, og holdstøtte spiller en afgørende rolle for favoritterne. Samtidig sker der hele tiden udskilning bagfra.

Det er svært at sige, hvornår de store favoritter spiller ud igen, da det afhænger af mange forhold - herunder antallet af hjælperyttere, vinden og eventuelle udbrud - og der kan altid ske noget, når man ikke venter det. Det næste nøglepunkt er imidlertid som regel Mons-en-Pévèle (5 stjerner), der indledes med 48,6 km til mål. Den er en af kun tre pavéer med den højeste sværhedsgrad og er det perfekte sted at skabe den næste store udskilning. Efter denne sektor har vi som regel kun en yderst eksklusiv gruppe af favoritter tilbage, og herfra er det et løb for de virkeligt hårde drenge. Flere gange i de seneste udgaver var det imidlertid umiddelbart inden denne pavé, nemlig på Auchy-Bersèe (4 stjerner), der kommer med 54,0 km igen, at den rette gruppe kørte, og det er endnu et eksempel på, at man aldrig ved, hvor nøglepunktet kommer.

De næste sektorer er betydeligt nemmere, men det betyder ikke, at løbet er mindre aggressivt. I stedet på at vente til Carrefour de l’Arbre tager mange af outsiderne ofte chancen for at angribe, specielt hvis favoritterne er relativt isolerede. I 2014 kørte en stærk gruppe med Tom Boonen, Geraint Thomas og Thor Hushovd eksempelvis væk allerede her og fik et ganske stort forspring, og det tvang Trek i defensiven i deres forsøg på at vinde med Fabian Cancellara. For fem år siden iværksatte Bradley Wiggins sin store offensiv i sit afskedsløb for Sky i denne fase, og i to af de seneste fem udgaver er Peter Sagan gået i offensiven allerede her.

I de sidste 30 km bliver det igen mere udfordrende, når man når frem til dobbeltsektoren bestående af Cysoing-Bourghelles (3 stjerner) og Bourghelle-Wannehain (3 stjerner), der indledes med bare 26,9 km til mål, samt den efterfølgende Champhin-en-Pevele (4 stjerner), der kommer 19,9 km fra stregen. Den helt afgørende sektor er imidlertid Carrefour de l’Arbre (5 stjerner), der indledes 17,2 km fra velodromen i Roubaix. De 2100 m brutale brosten har været rammen om nogle af de mest legendariske momenter i løbets historie. Dette er stedet, hvor de sidste angreb skal sættes ind, og bare i de senere år vil enhver cykelfan kunne erindre adskillige helt afgørende styrt. I 2015 meddelte arrangørerne, at pavéen nu er i så dårlig stand, at den næsten er lige så vanskelig som den legendariske Arenberg-skov.

Efter Carrefour de l’Arbre er der fortsat tre pavéer tilbage, men de er alle ret nemme og sjældent nok til i sig selv at gøre en forskel. Gruson (2 stjerner) kommer med 14,9 km til mål, mens Hem (der er restaureret men alligevel har genvundet sine 3 stjerner i år) indledes 8,2 km fra stregen, og selvom de ikke er vanskelige, var det faktisk på Gruson, at Politt og Gilbert for fire år siden kørte fra en gruppe, der ellers var intakt efter Carrefour de l’Arbre. Som noget nyt stillede man i 2017 barrierer op på Hem, og det tvinger rytterne til at køre på de vanskelige passager midt på vejen, hvorfor den nu har fået en højere sværhedsgrad. Den største risiko på disse brosten er risikoen for punkteringer, og mange vil huske, hvordan Johan Musseuw i sit sidste Roubaix blev ramt af defekt netop her. I stedet er det ofte en ganske lille bakke med ca. 5 km til mål, der har været det perfekte sted at iværksætte det sidste angreb.

På dette tidspunkt er der som regel ryttere spredt ud over det meste af Nordfrankrig, og fronten af løbet er ofte rammen om en hård forfølgelse mellem smågrupper eller enlige ryttere. Da trætheden nu for alvor har sat ind, forbliver tingene ofte, som de er, hele vejen til mål på den berømte velodrom i Roubaix. Hvis en lille gruppe stadig er samlet, er der imidlertid ofte tale om et interessant taktisk spil som i 2014, hvor Niki Terpstra udnyttede Quick-Steps kollektive styrke til at stikke af.

Umiddelbart inden man rammer velodromen skal rytterne henover den sidste pavé, der blev skabt for et par år siden som en hyldest til løbets eneste lokale vinder. Den er 300 m lang og enstjernet, indledes med 1400 m igen og spiller overhovedet ingen rolle for selve løbet.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Rytterne slutter med at køre halvanden omgang på banen. Hvis der stadig er flere ryttere sammen, er det altid en vanskelig spurt, der afgøres af en kombination af fart, friskhed og baneerfaring i en afslutning, der er helt unik i cykelsporten. I spurten er der intet, der er som normalt, og som det senest var tilfældet i 2016, ser man ofte store overraskelser, når rytterne slås om sejen i cykelsportens vigtigste endagsløb. Hvis en rytter er alene, er de sidste meter på velodromen den smukkest tænkelige måde at fejre en fantastisk præstation, der med ét skriver den pågældende rytter ind i legenderne.

Trods den lange distance byder ruten på beskedne 1329 højdemeter, hvilket er ca. 25 flere end i 2022 og 2021 og ca. 50 flere end i 2019.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Støv eller mudder? Forskellen mellem en solrig og en regnfuld dag i Helvedet i Nord er kolossal. Hvis det har været tørt i et par dage, hvirvler støvet fra pavéerne op, og rytterne når velodromen i Roubaix med ansigtet dækket af et tykt lag. På regnfulde dage har man til gengæld fået nogle af de mest episke cykelløb og ikoniske billeder af ryttere, der er nået velodromen fuldstændig indsmurt i mudder, som får det til at ligne et cykelcross- mere end et landevejsløb.

Ser man bort fra 2021-sæsonens særlige efterårsudgave, har vi i en normal kalender imidlertid ikke haft et rigtigt mudderhelvede siden 2002, og end ikke en erfaren mand som Fabian Cancellara kørte nogensinde Paris-Roubaix i regnvejr. Mange ryttere havde chancen for at teste sig selv på våde pavéer i 2014-udgaven af Tour de France, men ellers var våde Roubaix-brosten helt ukendt territorium for hele nutidens professionelle felt i en årrække. Det fik 2022-udgaven lavet om på.

Nu er løbet imidlertid tilbage i april, der er Frankrigs tørreste måned, og så vender tørvejret tilbage. Nordfrankrig får ganske vist regn torsdag og fredag formiddag, men herefter venter en opklaring. Søndagen byder dog kun på lidt sol på en primært skyet himmel, og temperaturen vil ligge på mellem 13 og 15 grader med 14 grader i målbyen. Vinden vil bare være let (8-12 km/t) og komme fra i starten øst og senere østsydøst og sydøst. Det giver sidemod- og sidevind i den indledende fase og derefter generel sidevind frem til udgangen af sektor 16.Herfra vil der være medvind frem til udgangen af Mons-en-Pévèlé, hvorefter man får sidevind frem til begyndelsen af sektor 10. Nu følger et stykke med sidemodvind, indtil man får medvind fra begyndelsen af Carrefour de l’Arbre og frem til udgangen af Gruson. Derfra vil der være med og sidemedvind frem til udkanten af Roubaix, hvor man får sidemodvind på det sidste stykke frem til velodromen.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Favoritterne

Søndagens løb er det sidste og største slag i en serie af løb, der alle er blevet domineret af de samme ryttere, og derfor ved vi nu, hvem der i form, og hvem der har haft en klassikersæson, de helst vil glemme. De fleste har imidlertid været på deres topniveau siden Milano-Sanremo, og derfor er trætheden begyndt at melde sig. Historien har i hvert fald lært os, at et godt Flandern Rundt ikke automatisk betyder forrygende ben i Roubaix, og på denne tid af sæsonen er der mange, der ser frem til deres første pause.

Derudover er Paris-Roubaix som nævnte ovenfor et helt anderledes løb end de flamske klassikere, og derfor er der variationer i listen over ryttere, der kan gøre det godt i de to typer begivenheder. Ryttere, der aldrig er med fremme i Flandern, kan spille en stor rolle i Roubaix, hvor de mere eksplosive typer har det meget vanskeligere på en dag, hvor det er den store motor, der er mest afgørende. Derudover skal man aldrig undervurdere holdtaktik i den nordfranske klassiker, og selvom de stærkeste oftest vinder i Roubaix, er 2011-, 2013- og 2014-udgaverne nylige eksempler på, hvordan den bedste rytter kan få det svært, hvis han er isoleret i finalen.

I de senere år har vi set, at løbet er blevet åbnet relativt tidligt. Det var naturligvis tilfældet i 2022-sæsonens vanvidsudgave, men den var grundet vejret så speciel, at vi ikke kan bruge den til at drage alt for mange paralleller. Her var det nemlig nærmest bare ren overlevelse og udskillelse fra første pavé, og det er det trods alt ikke i en normal udgave. I 2022 var det ganske tidligt, at Dylan van Baarle kom favoritterne i forkøbet. I 2019 kom Philippe Gilberts vindende fremstød tidligt, og i 2018 leverede Peter Sagan et stort ridt, hvor han overraskede alle med en tidlig forcering. Også i 2017 var der tidlig aggression, inden Greg Van Avermaet kunne spurte sig til sejr i en lille gruppe, men mest mindeværdig er nok 2016-udgaven, hvor et stort styrt betød, at det afgørende fremstød blev sat ind allerede inden Arenberg, hvorefter forhåndsfavoritterne Fabian Cancellara og Sagan var ude af billedet. Tidligere har også Cancellara og Tom Boonen leveret mageløse soloridt, og Roubaix er således et løb, der kan vindes med flotte offensiver.

Også i år kunne meget tale for en tidlig åbning. Forud for Flandern Rundt var det store tema, at alle ville de tre store favoritter i forkøbet. Den strategi vil mange have igen i dette løb. Dels så vi sidste år, at det netop var den strategi, der gav sejr til Van Baarle (som nu nok alligevel var stærkeste mand), og derudover er der fortsat en frygt for Mathieu van der Poel og Wout van Aert, selvom de denne gang kun er to favoritter.

Denne gang er forholdene dog lidt anderledes. I Flandern Rundt vidste de praktisk talt, at de var slået, hvis ikke de kom væk fra de bedste inden den svære serie af stigninger, men her er det anderledes. De flade pavéer er noget helt andet end de stejle belgiske hellingen, og her vil der være ganske mange af de øvrige favoritter, der både tror på og har en grund til at tro på, at de også kan vinde, selvom de skal slås med de bedste i et direkte opgør. Taktik kan sagtens komme i spil senere i løbet, som det gjorde sidste år, men ingen føler sig slået, hvis de langt henne i løbet stadig sidder sammen med de to crossgiganter. Styrkeforholdet på flade pavéer er mere jævnt end det er på stigninger, hvor man lettere med sit punch kan gøre en forskel, end man kan i et løb, der mere handler om gradvis nedslidning.

Det betyder dog ikke, at folk ikke vil afsted. Historien er spækket med eksempler på, at man kan komme meget langt - og som Van Baarle også vinde - ved at angribe i præfinalen. Det vil være strategien for langt de fleste end de to topfavoritter, og det åbner for et aggressivt løb og dermed en tidlig åbning, akkurat som vi fik det i søndags. Særligt stykket efter Arenberg, hvor den plejer at gå i stå med en efterfølgende regruppering, er et oplagt sted at få sig et forspring.

Derudover er der Jumbo-faktoren. Den er relevant for alle, men særligt for Mathieu van der Poel. Han vil for alt i verden undgå at skulle slås med et Jumbo-overtal, der i dette løb endda kan være farligere end i Flandern, hvor han lettere kunne rette op på tingene på egen hånd. I forvejen vil han formentlig også igen mene, at han som den indtil formmæssigt stærkeste af de to har større chancer for at vinde i en hård og opslidende finale. Det er derfor rimeligt at tro, at Van der Poel også gerne vil have en lang finale. I den forbindelse har han formentlig en stærk allieret i Filippo Ganna, for modsat sidste år ligner Ineos et svagt kollektiv med en stærk kaptajn, der gerne vil have et opgør mand mod mand. Den lange finale får man altid i Paris-Roubaix, men denne gang burde argumenterne for det være endnu stærkere.

Vejret taler til gengæld ikke for det allermest brutale løb. Det bliver generelt en pæn dag med meget svag vind, hvorfor vi kan glemme alt om sidste års tidlige sidevindsdrama. Til gengæld følger der nogle relativt lange medvindsstykker, både det, der leder hen til og over Mons-en-Pévèle, og det stykke, der starter på Carrefour de l’Arbre - altså de to mest afgørende stykker. Der vil tillige i altovervejende grad være en gunstig vind på det sidste stykke tilbage til Roubaix, og det taler for, at det vil være lettere for de stærkeste at gøre forskellen.

Meget taler også for, at det bliver en hurtig udgave. Der er mere med- end modvind, og ligesom de foregående år vil vi formentlig få en rasende kamp om at ramme udbruddet, så det sagtens igen kan ske, at vi slet ikke får et udbrud inden første pavé. Man kan komme ufatteligt langt fra morgenudbruddet - det kan Mathew Hayman, Silvan Dillier og senest Florian Vermeersch, Tom Devriendt og Matej Mohoric skrive under på - og i de seneste år synes denne kamp bare at være blevet længere og længere. En lang kamp gør det dog også svært at nå at få et stort forspring, og en tidlig åbning med en lang finale gør det ikke lettere, men man skal altid åbne døren for, at en udbryder kører med til allersidst.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Særligt med frygten for både Jumbo-overtal og to store favoritter taler meget for et ganske taktisk løb. Det gælder særligt, fordi Van der Poel synes relativt let at isolere, og med tanke på hvor godt det gik med den strategi i søndags og sidste år, synes det langt mere sandsynligt, at vi får en anden vinder end en af de to favoritter denne gang. Dels er der denne gang kun to favoritter til at gøre forskellen, dels er det vanskeligere at gøre netop den forskel i dette løb, dels bliver det på denne rute lettere for Jumbo at spille en af deres løjtnanter ud mod en isoleret Van der Poel, end det var det i Flandern, og dels kan det blive svært for samme isolerede Van der Poel at rette op på situationen, hvis hans værste rivaler, herunder særligt Jumbo, er foran.

Når det er sagt, er historien også ret klar. Man kan vinde løbet via taktik, men i langt hovedparten af de udgaver, der er blevet kørt i godt vejr, er det alligevel endt med, at de stærkeste har kørt om sejren - måske mod nogle folk, der er kommet dem i forkøbet - og med den gunstige vind på de vigtigste strækninger øges chancen derfor. Roubaix ender trods alt oftest som det rå udskilningsløb, hvor de stærkeste - og de, der undgår afgørende uheld - er tilbage til sidst. Det skete jo også sidste år, hvor det i sidste ende var Wout van Aert og Stefan Küng, der endte på podiet som de stærkeste fra favoritgruppen, og det var kun, fordi Van Baarle var så stærk, at han sikkert havde vundet uanset hvad, at de ikke også endte med at køre om sejren.

Særligt én udgave skal dog fremhæves som et eksempel, hvor taktik virkelig kom i spil. I 2014 var det hele 11 mand, der var samlet efter de sidste pavéer, og af dem var tre fra Quick-Step. Det udnyttede Niki Terpstra til at køre væk. Så store grupper hører dog til sjældenhederne, og det vil formentlig kræve en udgave med en del modvind, og hvor ønsket om en lang finale ikke er så udtalt, som det er det i år, hvor den tværtimod taler om et ret selektivt løb. Det bør blive et opgør mellem de stærkeste, men Paris-Roubaix har en fantastisk evne til at levere en eller anden vild overraskelse, som vi i de senere år har set med podiepladser til Florian Vermeersch og Silvan Dillier, sejren til Mathew Hayman og sidste års 4. plads til Tom Devriendt.

Jeg er virkelig i syv sind i forhold til, om jeg skal pege på den ene eller den anden crossrytter. Går man med form, eller går man med ruten? Der er ingen tvivl om, at løbet passer betydeligt dårligere til Mathieu van der Poel end Flandern Rundt, hvor han har stor glæde af sit eminente punch og sin eksplosivitet, mens han her alene kan lukrere på sin motor. Den erkendelse er han da også selv nået til, men det betyder ikke, at det er et løb, der passer ham dårligt. Han var trods alt stærkeste mand i 2021, hvor han kom til at spille lidt for meget med musklerne, og at han floppede sidste år, handlede mest om, at formen aldrig helt nåede op på 100% efter den meget svære vinter.

Sådan er det ikke denne gang. Tværtimod er han bedre end nogensinde. Sådan har det set ud, siden han gjorde det i moderne cykelsport helt uhørte at køre alene hjem fra Poggio - ikke via taktik, men på ren styrke - og det er blevet bekræftet af både ham selv og hans manager Christoph Roodhoft. I hvert fald sagde Van der Poel i søndags, at han havde kørt sit bedste Flandern Rundt nogensinde, og Roodhooft sagde efterfølgende også, at vi næppe nogensinde havde set ham bedre. Naturligvis er der en risiko for, at superformen snart begynder at aftage, men med tanke på hvor sent han fandt formen, hvor god en vinter han har haft, og den relativt begrænsede løbskalender taler meget for, at han fortsat er bedre end nogensinde.

Til gengæld har han udfordringer. Hans hold er som sagt svagere, og han kan formentlig isoleres relativt let. Det giver mig en bekymring, hvis han ender mod et Jumbo-overtal, hvor Van Aert kan sætte sig på hjul, men jeg tror, at han har en ganske klar allieret i Filippo Ganna, der som nævnt ovenfor også må have en interesse i en lang finale. Mads Pedersen kan blive det samme, for hvis ikke Jasper Stuyven finder de gode ben, vil også han tidligt kunne isoleres, og han har efter søndagens løb blot fået endnu mere tro på, at han kan køre en lang finale mod de bedste. Jeg har derfor en tro på, at de sammen kan eliminere risikoen for et Jumbo-overtal og få skabt den lange finale, hvor det tidligt bliver mand mod mand.

Her tror jeg på, at Van der Poel fortsat er den stærkeste. Han har virket så uhyggelig siden Sanremo, at jeg tror på, at han kan slide rivalerne op, når han har så gunstige vindbetingelser, som han har. Solosejre i Roubaix er relativt sjældne, men han kan også stole på sin spurt efter et hårdt løb, selvom både Pedersen og Van Aert på papiret er hurtigere, særligt fordi en spurt på en velodrom er speciel - særligt efter 260 km. For en uge siden var jeg slet ikke i tvivl om, at Van der Poel var min favorit - hvilket i sidste ende viste sig at være en fejlvurdering - men det er jeg slet, slet ikke denne gang. Alligevel går jeg med hollænderen, for han har indtil nu lignet en mand med et ekstra gear i forhold til alle andre. Det tror jeg på, at han har igen i morgen, selvom hans svage hold kan blive en udfordring.

Denne gang har Wout van Aert imidlertid en betydeligt bedre chance end i søndags. Dette løb passer ham nemlig langt, langt bedre, for her handler det mere om power, motor og en god spurt end punch og eksplosivitet. Det er ikke tilfældigt, at han trods overstået sygdom blev nr. 2 sidste år, og at han i sin debut, hvor han var forfulgt af en endeløs serie af uheld, var på grænsen til skræmmende stærk. Måske floppede han i 2021, men her så vi allerede ved VM, at han ikke var på toppen, og det havde derfor sin gode forklaring.

Er han så på toppen nu? Indtil nu har han ikke været det. Han har betalt en pris for sin sygdom, og han har ledt efter den superform, der gjorde ham helt ustyrlig sidste år. Logikken tilsiger imidlertid, at han fortsat er i fremgang, og det er bestemt ikke umuligt, at han får det timet, så han rammer sidste års superniveau på søndag. Hans Flandern Rundt var jo stadig ganske pænt, for selvom han løb tør for kræfter til sidst, skal man huske, at han modsat de ryttere, der var foran, havde kørt en rasende hurtig finale, hvor han betalte en pris for at følge Pogacar på de sværeste stigninger. Der er således ingen tvivl om, at han klart var løbets tredjestærkeste, og han vil derfor efter alt at dømme også være i top 2 i dette løb - nu endda på en rute, der passer ham bedre.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Han har endda to våben. Han har lært, at han nu skal køre lange spurter mod Van der Poel, og som E3 beviste, vil han derfor altid være favorit, hvis de to skal spurte mod hinanden. Derudover har han sit superhold. Lykkes det Jumbo at få udbytte af deres overtal, er det ikke svært at se en situation, hvor Van der Poel, Ganna og andre rivaler skal føre, og hvor han skal sidde på hjul. Det kan give ham den friskhed, han skal bruge for at overleve, når Van der Poel for alvor åbner op. Til gengæld kan den gunstige vind være en ulempe, hvis han fortsat ikke er helt på toppen, og derudover gælder det samme med distancen. Selvom han har forbedret sig i lange løb, har han også efter eget udsagn hidtil haft det lidt vanskeligere med de længste løb. Det er særligt distancen, der får mig til at tro, at han i den gunstige vind kan komme til kort mod Van der Poel, hvis vi får den lange finale. Det er trods alt ikke tilfældigt, at Van der Poel har vundet tre gange så mange monumenter som ham. Hvis derimod han har fundet de procent, der bringer ham op på sidste års niveau, tror jeg til gengæld også, at Van der Poel får sit hyr med at slå ham.

Den måske mest spændende rytter er Filippo Ganna. Italieneren har drømt om dette løb, siden han vandt U23-udgaven, og det er da også helt åbenlyst, at han er skræddersyet til det. Ingen har hans power på flad vej, og hans kørsel i Sanremo og på den bjergetape, han vandt i Giroen, har vist, at hans motor er skabt til de lange distancer. Han er stadig uden gode resultater i løbet, men han har også kun kørt det én gang, siden han ”blev god”. Det var sidste år, men her havde han slet ikke formen efter den sygdom, der slog ham ud efter Tirreno.

Det har han til gengæld i år. Ganna var skræmmende allerede i San Juan og Algarve, men særligt i Sanremo nåede han helt nye højder. Den dag i dag mener han endda stadig, at han kunne være gået med Van der Poel, men han følte sig så benovet over selskabet, at han mente, at det måtte være Van Aert og Pogacar, der skulle svare. Om han kunne det, ved vi ikke, men hans måde at maltraktere Van Aert og Pogacar på nede i Sanremo viste i hvert fald, at han var langt mere frisk end de to rivaler - også end den Pogacar, der siger, at han var i sit livs form.

Hvor står Ganna så nu? Hans flamske klassikere var skuffende trods en 10. plads i E3, og det skaber noget tvivl, også fordi han styrtede i Wevelgem. Man skal imidlertid huske, at de løb mest af alt var forberedelse til denne søndag. Han har haft blikket stift rettet mod dette løb gennem hele foråret, og han har gjort alt for at være klar. Det er klart, at han på papiret er langsommere end mange af rivalerne, men som vi så i Sanremo, kan han sagtens spurte. Særligt denne spurt på en velodrom, han er helt komfortabel på, er meget speciel, og her har vi set mange mærkelige udfald eksempelvis med Hayman mod Boonen og Vermeersch mod Van der Poel. Ganna behøver ikke frygte en spurt, men mest af alt skal de andre frygte hans power. Kan man regne med det, han har vist i foråret, ligner han en mand, der kan køre alene hjem efter den lange finale, han og Van der Poel vil forsøge at skabe.

Ganna er ikke den eneste, der er nærmest besat af dette løb, men som slet ingen resultater har. Det gælder også for Mads Pedersen, hvis bedste resultat, en 51. plads, endda er endnu ringere end Gannas 35. plads, selvom han har deltaget fem mod Gannas tre gange. Det begynder således at være tid for danskeren at bevise, at han faktisk passer så godt til løbet, som logikken tilsiger, men heldigvis er der en god forklaring på de manglende resultater i 2021 og 2022, hvor han var forfulgt af uheld. Samtidig har han vel aldrig stået stærkere, end han gør i år. Han har forbedret sig voldsomt siden begyndelsen af 2022, og hans sublime Flandern Rundt bekræfter blot, at han har taget endnu et skridt siden sidste år - en fornemmelse, man allerede fik under Vueltaen. Han har været temmelig svingende i de flamske klassikere, men så snart distancen er lang nok, synes han altid at være der.

Det burde altså også være et løb, der passer ham. Distancen har jeg allerede omtalt, og poweren på flad vej har han også. Her er der ingen flamske hellingen, hvor han er lidt for tung, og først og fremmest har han sin spurt som våben. Han vil formentlig gerne i forkøbet og køre et offensivt løb, men her kan han også med rette tro på, at han kan køre den defensivt og ”bare” følge med. Som han beviste i søndags, er han meget svær at slå i en spurt efter en lang dag, også for Van Aert, og han er også relativt komfortabel med at spurte på en bane. Han har altså alle kort på hånden, uanset om han kører løbet offensivt eller defensivt. Formen er der også. Nu handler det bare om at undgå uheld, så han én gang for alle kan bevise, at han vitterligt passer så godt til løbet, som man vil formode.

Jumbo fik brudt deres stime af sejre i brostensklassikerne i søndags, men chancen for, at de kommer tilbage på sporet til den store finale er god. Her er chancen for, at de kan få glæde af deres overtal i hvert fald større, for deres løjtnanter passer for fleres vedkommende bedre til denne rute. Det gælder i hvert fald for Chistophe Laporte, der ikke lægger skjul på, at det er dette løb, der for alvor passer ham, og sandt er det da også, at han er tungere end de bedste på bakkerne. I det lys var det uhyre opløftende at se ham følge Van Aert i Welvelgem og være med, da Pogacar i søndags åbnede på Kwaremont. Faktisk synes han næsten bare at blive bedre og bedre, måske fordi han stadig jagtede formen efter at have misset Paris-Nice med sygdom.

Laporte blev allerede nr. 6 i 2021, hvor han tog sit første store skridt, men siden skiftet til Jumbo er han blevet langt, langt bedre. I år var han i søndags endda stærkere end sidste år, og vi har vel næppe set en bedre Laporte, end vi gør nu. Det er klart, at han kun er nummer 2 i hierarkiet, men han har alletiders chance for at blive spillet tidligt ud, som Van Hooydonck blev det i søndags. Sker det, kan han til dels bruge Van Aert som alibi til at passe på sig selv, og lykkes det herefter for de forreste at holde favoritterne bag sig - og det er mere sandsynligt, hvis de ikke får hjælp af Van Aert - bliver Laporte svær at slå, da han også kan slå de fleste på stregen.

For en uge siden troede jeg ikke meget på Kasper Asgreen, men det gør jeg nu. Danskeren har fundet formen lynhurtigt, og i søndags var han overraskende stærk. Han var om muligt den mest generøse med sit føringsarbejde, i hvert fald på stigningerne, hvor han lignede en af de stærkeste, og denne gang løb hans normalt så enorme motor slet ikke tør. Alt taler naturligvis for, at Asgreen er endnu stærkere på søndag, og når han var en af de stærkeste i søndags, bør det samme derfor gælde en uge senere.

Læs også

Total dominans af UAE

Ligesom Pedersen og Ganna har han ikke en imponerende statistik i løbet. I tre forsøg er han aldrig endt bedre end nr. 44, men også han har været ramt af en række uheld, ligesom løbet blev flyttet, da han i 2021 var i sit livs form. Også for ham gælder, at al logik tilsiger, at det passer ham ganske perfekt, fordi han har den enorme motor til den lange distance, ligesom han har poweren til det flade terræn. Vi ved også, at han efter 250 km kan slå også de hurtigste på stregen, og til dette løb har han endda et våben, han ikke havde i søndags. Soudals øvrige kaptajner er nemlig langt bedre i dette løb, end de er det i Flandern, og her taler meget for, at de kan spille på et overtal, akkurat som Jumbo kan det. Det kan Asgreen bruge til selv at gå i offensiven, men det kan også give ham alibier for at sidde på hjul. Vi kan ikke forvente, at han er i 2021-form, men han synes konkurrencedygtig, og så kan det taktiske spil og et stærkt hold måske være det, der giver ham de sidste procent til at tage sejren. Han er i hvert fald en af de få, der har topniveauet til at kunne true de allerbedste.

Hvad skal man mene om den forsvarende vinder? Med en ideel optakt havde Dylan van Baarle naturligvis stået højere på denne liste. Sidste år kørte han i top 2 i begge brostensmonumenter, og med sin 2. plads ved VM har han sat en fed streg under, hvor god han er i de længste endagsløb. Skiftet til Jumbo havde bestemt ikke gjort ham ringere, da han åbnede med en suveræn solosejr i Omloop, men siden dengang har han kun haft problemer. Han udgik af Tirreno med ”fysiske problemer”, hvis betydning han dog talte ned, inden han styrtede i E3, hvor han dog meldte om gode ben. Nu missede han så Flandern Rundt med sygdom, men trods det erklærer han sig faktisk relativt optimistisk. Han har trænet godt i flere dage, og selvom han ikke er på toppen, betragter han sig selv som kandidat.

Hans store fordel er jo, at han kører fra Jumbo, og stort set alle sine topresultater har han opnået via samme taktik: nemlig at angribe tidligt. Det er præcis den strategi, Jumbo med fordel kan udnytte, og her er Van Baarle den førende specialist i at gøre det færdigt, som han har gjort i både Roubaix og Dwars door Vlaanderen. I topform havde han måske også kunnet vinde direkte mod favoritterne, for sidste år var han vel stærkeste mand. Det kan han næppe i år, men når han erklærer sig selv optimistisk, fortæller hans historik, at han med så stor en taktisk fordel skal tages meget seriøst som vinderkandidat.

Dette løb passer på alle måder perfekt til Stefan Küng, men det var først sidste år, at han endelig knækkede koden. Det gjorde han til gengæld i den grad også, for han endte som nr. 3 og var sammen med Van Aert de stærkeste fra favoritgruppen. Det var imidlertid også i en sæson, hvor han generelt var skræmmende stærk og med i front i alle de flamske løb. I år har han virket knap så overbevisende, og selvom han kørte et fint Flandern Rundt, virkede han stadig ikke så god som sidste år. Det kan skabe lidt tvivl, men Flandern Rundt var måske hans bedste løb i år, og det kan tale for, at han er i fremgang. Uanset hvad vil han være en af de stærkeste igen på søndag, når han mødes af en rute, der passer ham langt bedre. Hans store problem er bare, at han altid skal alene hjem for at vinde, og den slags er altid svært, når man er oppe mod de allerbedste. Når Van Baarle kunne være bedste mand for et år siden, hvor Küng fulgte Van Aert helt til dørs, virker det imidlertid ikke umuligt, at Küng faktisk kan være bedste man i et udskilningsløb. Ellers må han bare gøre som hollænderen gjorde for et år siden, nemlig komme favoritterne i forkøbet. Gør han det, kan han nemlig blive præcis lige så svær at hente, som Van Baarle var det for et år siden.

Egentlig har jeg aldrig ment, at dette løb passer specielt godt til Matej Mohoric. Det mener han egentlig heller ikke selv, for det var først i 2019, at han endelig gav den et skud. Sidste år blev han imidlertid helt forelsket i det, da han efter en dag i udbrud endte som nr. 5, og den dag i dag ved han ikke, om han uden defekt kunne have vundet. Det er formentlig den lange distance, der gør ham konkurrencedygtig, for han har både i monumenter og grand tours vist, at det er her, hans motor er allerbedst. Sidste år havde han også den fornødne power i det flade terræn, men han lider trods en god spurt under, at flere af favoritterne er hurtigere end ham. Man kan også begynde at frygte, at hans lange formtop, der har varet siden åbningsweekenden, efterhånden er ved at være væk, for søndagens styrt gjorde, at vi aldrig fik at se, om han stadig er på toppen. Heldigvis slog han sig ikke, og da vi så ham i E3 og Wevelgem var han i hvert fald stadig ganske uhyggelig, som han har været det gennem en hel sæson, hvor han var bedre end nogensinde. Til gengæld vil jeg stadig mene, at dette løb passer ham dårligere end de øvrige klassikere, men vi så sidste år, at han er manden, der med sin motor kan gøre det færdigt, hvis han i det taktiske spil kommer væk fra favoritterne.

Jumbos sidste kort er Nathan Van Hooydonck. Det er voldsomt, som han har forbedret sig de seneste år, og nu er han steget så meget i hierarkiet, at Jumbo er begyndt at bruge ham offensivt. De svære flamske løb er lidt for hårde til, at han kan gøre det færdigt, men han er på alle måder skabt til dette løb. Her vil han næppe bare blive sendt i offensiven som hjælper, men som en mand, der kan gøre det færdigt, og han vil naturligvis have den åbenlyse fordel af at være på det stærkeste hold, hvor tilstedeværelsen af Van Aert kan hjælpe ham med i visse situationer at spare sig. Han er ikke verdens hurtigste, men han har til gengæld motoren til at køre alene, hvis han ender i den gruppe, der ender med at skulle køre om sejren.

Meget af det samme kan i virkeligheden siges om Yves Lampaert. Det er klart, at han modsat Van Hooydonck har haft en kaptajnrolle også i de flamske løb, men de er bare en anelse for hårde til ham. Det er Roubaix til gengæld slet ikke. Tværtimod er han skabt til netop dette løb, hvor han blev nr. 3 i 2019 som hjælper for Gilbert, nr. 5 i 2021, nr. 7 i 2015, igen som hjælper, og nr. 10 i 2022. I 2021 havde han endda så mange uheld, at han var sikker på, at han kunne have vundet, og sidste år havde han kurs mod podiet, indtil en tilskuer stod i vejen. Sidste år havde han endda været formsvag grundet sygdom, men kørte alligevel via offensiv kørsel med om podiet, mens han i år har virket meget stærk. De flamske løb er bare for hårde, og derfor skjuler hans form sig godt. Min fornemmelse på baggrund af det, vi har set i blandt andet De Panne og E3 er imidlertid, at han er tæt på 100%, og så skal man altid frygte Lampaert i et løb, hvor hans historik er fremragende, og hvor han endda vil være del af et sandsynligt Soudal-overtal. Spurte kan han endda også.

Lad os gentage smøren en tredje gang. Nils Politt får ikke meget opmærksomhed i de flamske løb, der er en anelse for hårde, men dette løb er til gengæld hans. Han blev nr. 7 i 2018, inden han i 2019 med en 2. plads spurtede om sejren mod Gilbert. Siden har han været ramt af uheld i 2021, mens han ikke var formstærk i 2022, og derfor har mange glemt, hvor fremragende han er i dette løb. Han oser af power på flad vej, og hans motor til dette lange udskilningsløb er eminent. I år har han endda virket uhyre stærk - stærkere end vanligt i de flamske løb - og det har i det hele taget været indtrykket lige siden den gode enkeltstart i Algarve. Han har også en hæderlig spurt, selvom flere er hurtigere end ham, men til gengæld lider han under, at han formentlig vil være lidt alene i det taktiske spil. Det betyder heldigvis mindre, for havner han først i en gruppe, der kommer de største navne i forkøbet, kan han meget vel vise sig som den stærkeste og pokkers svær at hente.

Hvorfor ikke gentage det for fjerde gang? Ser man på resultaterne af de flamske løb, skal man nok ikke have alt for store forventninger til Florian Vermeersch, men han er præcis i samme kategori som Van Hooydonck, Lampaert og Politt. Han er nemlig for tung til de flamske hellingen, og derfor gemmer der sig faktisk fremragende form i hans resultater. Han har virket uhyre stærk og været meget synlig, og det endda trods et hav af uheld. Hans 12. plads i Flandern var for ham ganske fremragende, og vi skal ikke glemme, at han jo altså blev nr. 2 i sin debut i 2021. Dengang var det grundet regnen ganske specielt, ligesom han sikrede sig resultatet via det tidlige udbrud. Denne gang virker han til gengæld til at være på et helt nyt niveau, og lægger man dertil, at han kan spurte og har vist, at han kan stå den lange distance, kunne der meget vel vente endnu et topresultat.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Hvor formstærk er Florian Senechal? Han har ikke virket flyvende, for han har været betydeligt ringere på bakkerne, end han plejer, men der kan være en god forklaring. Han har nemlig været ramt af en del uheld, og i søndags var han syg. Sidstnævnte skaber usikkerhed, men han var ganske optimistisk efter Scheldeprijs, hvor han var tilbage i sadlen som lead-out man for Fabio Jakobsen. Dette er ubetinget den klassiker, der passer ham bedst, og han er da også tidligere blevet nr. 6, 12 og 13. Han er næppe stærkeste mand, men i dette løb taler meget som sagt for, at Soudal endelig kan bruge et overtal, fordi deres ryttere generelt passer bedre til dette løb. Det giver ham en større chance for faktisk at gøre det færdigt, særligt fordi han kan slå de fleste på stregen.

For blot nogle uger siden havde jeg begravet Sep Vanmarcke, men så kom Nokere. Her gav han det første billede af, at han måske havde rejst sig, og siden kørte han et ganske fint E3. Kulminationen kom med 3. pladsen i Gent-Wevelgem, men desværre er jeg igen kommet lidt i tvivl efter nogle knap så gode præstationer i Waregem og Flandern. Jeg tror dog mere på ham i dette løb. I gamle dage var han meget stærk på bakkerne, men det er her, han synes falmet mest. Han synes stadig kraftfuld på flad vej og som Iw Wevelgem særligt over lange distancer. Man kan ikke diskutere evnerne i dette løb, hvor han blev nr. 2 i 2013, nr. 4 i 2014, 2016 og 2019, nr. 6 i 2018 og nr. 11 i 2015, og som det ofte sker for ”gamle mænd”, er det ofte et af de løb, man stadig kan satse på, når alderen begynder at trykke. Han har i hvert fald erfaringen på sin side, og hurtig er han også. I dag skal han de bedste i forkøbet, men kommer han det, kan han måske lave ”en Hayman” og vinde drømmeløbet på et tidspunkt, hvor det egentlig var for sent.

Det var opløftende at se Fred Wright i søndags. Han har ellers skuffet gennem hele den flamske sæson, men pludselig lignede han igen det supertalent, han er. Han følte sig endda stærkere end for et år siden, hvor han blev nr. 7, og alt taler da også for, at han har udviklet sig siden da, når man ser på det, han viste sidste sommer. Det opløftende er, at han synes at køre sine bedste løb over lange distancer, og det burde gøre ham farlig i dette løb. Han har power og er hurtig, og på papiret er det et løb, der passer ham. Han har stadig til gode at bevise sig selv efter et uheldigt 2022 og en svær debut i 2021, hvor han var langt fra sit nuværende niveau, men logikken tilsiger, at det er et løb for ham. Efter i søndags må man være optimistisk, og han og Mohoric kan pludselig udgøre en ganske spændende duo.

For bare få uger siden havde jeg slet ikke drømt om, at jeg skulle tænke på Mikkel Bjerg til dette løb. Bevares, hans motor og power tilsiger da, at det er et løb, der passer ham, men hans klassikerresultater har jo været ganske fraværende. De seneste uger er han imidlertid braget ind på scenen, startende med hans fornemme arbejde for Sebastian Molano i Denain, siden et flot Gent-Wevelgem og slutteligt kronen på værket i søndags. Først kørte han det, Pogacar kaldte for sit livs bedste lead-out på Kwaremont, og siden imponerede han i finalen. Tv-dækket var det ikke, men noget tyder på, at han og Benoot kørte væk fra resten af feltet. Det vidner både om fremragende form og om evner over lange distancer, som vi også har set dem i Giroen. Det bør have sikret ham en sjælden kaptajnrolle ved side af Trentin, og med de ben, han har haft de sidste par uger, ligner han en mand, der kan udfylde den. Skal han vinde, skal han de bedste i forkøbet, men Bjerg er simpelthen indbegrebet af den ryttertype, der pludselig laver det store resultat i Roubaix, nemlig den utrættelige hjælper. Deres uopslidelighed belønnes kun i dette løb, men det kan den til gengæld også blive, som hjælperytterne Johan Vansummeren og Mathew Hayman kan skrive under på. Bliver Bjerg den næste i rækken til at gøre det?

Vi skal også holde øje med Guillaume Boivin. Også han er en af de hjælpere, der kun får sin chance i dette løb. Den greb han til gengæld til fulde i 2021, hvor han så akkurat lige så stærk ud som Van der Poel og Colbrelli, indtil han desværre styrtede i finalen. Sidste år kostede sygdom ham den gode form, men i år virker han flyvende. Allerede i Catalonien imponerede han mig, men at den ret tunge canadier klarede stigninger i Waregem, hvor han lavede en top 10, vidner om fabelagtig form. Hvis han vitterligt kan genfinde de ben, han havde på drømmedagen i 2021, hvor han lignede en mand, der kunne have spurtet om sejren, er der vel ingen grænser for, hvor langt han kan komme, særligt hvis han kommer de bedste i forkøbet.

En anden rytter, der imponerede på den regnvejrsdag i 2021, var Jonas Rutsch. I sin debut i løbet endte han som nr. 11, og det vidner om, at det er et løb, der passer ham som fod i hose. Også han er en af de mange ryttere på denne liste, der mest agerer hjælper og er lidt for tung til de flamske hellingen, men her kommer han virkelig til sin ret. Det er hans yndlingsløb, som han satser stort på, og det er kun denne ene dag, han får sin egen chance. Han virkede fremragende i søndags, hvor han ikke blot lignede stærkeste mand i det tidlige udbrud, men også overlevede ufatteligt længe som hjælper for Neilson Powless, da den store gruppe kom op bagfra. Formen synes altså at være der, så hvor langt kan han komme denne gang? En 11. plads i debuten indikerer, at han kan komme meget langt.

Er det et godt løb for Gianni Vermeersch? Det er lidt svært at sige. Det var i hvert fald det eneste brostensløb efter E3, hvor han i 2021 ikke endte i top 10, hvilket indikerer, at han passer bedre til de flamske løb. På den anden side er en 15. plads ikke dårlig, når man primært er hjælper for Van der Poel. I år har han siden Tirreno lignet en mand, der efter et skidt 2022, er tilbage på sit tårnhøje 2021-niveau, men et skuffende Flandern skaber tvivl. Ifølge holdmanager Christoph Roodhooft var det i hvert fald benene, der betød, at han ikke kom med i det hug, der sendte Alpecin i defensiven, og sandt er det da også, at han ikke har fundet sit 2021-niveau. Til gengæld er han manden, der skal med i de tidlige fremstød, så Alpecin ikke igen kommer i defensiven, og efter en hel dag på hjul ved man aldrig, hvad det kan blive til. Han har i hvert fald vist, at han mestrer distancen, og spurte kan han også.

Hvad kan Jasper Philipsen? Han har kørt løbet to gange, og efter en DNF i 2019 blev han nr. 41 i regnvejrsudgaven i 2021. Det er ikke prangende, men det vidner om, at han ikke er helt uden evner. Siden dengang har han nemlig forbedret sig helt enormt. Han viste allerede i Touren en helt ny holdbarhed, og den tog han til et nyt niveau, da han kortvarigt kørte med de allerbedste på stigningerne i Waregem. Jeg kan være lidt bekymret for distancen, fordi han smeltede sammen i Wevelgem, men det kan også have handlet om det elendige vejr. Han virker i hvert fald flyvende lige nu, og vi ved, at man i hvert fald ikke skal spurte mod ham. Han er her primært som hjælper, men han vil være et oplagt kort for Alpecin at spille tidligt ud, så de ikke kommer i defensiven. Kan han udnytte det til at sidde lidt på hjul, kan han altså komme langt. Når sprintere som Demare og Greipel kan gå i top 10 i dette løb, kan Philipsen også være med langt fremme, hvis han kan klare distancen.

Jeg var opløftet over at se Matteo Trentin i søndags. Han har ellers været en skygge af sig selv hele året, men nu lignede han pludselig sig selv igen. Han var i hvert fald en af de stærkeste i den gruppe, der kom i forkøbet, og hans form synes altså i fremgang. Han har desværre ikke den bedste Roubaix-historik, da hans bedste resultat i ni forsøg bare er en 36. plads, men han har også været ramt af en del uheld. Sandt er det nok, at de flamske løb passer ham bedre, men han så så stærk ud i søndags, at man over denne distance aldrig skal afskrive ham, hvis han kommer de bedste i forkøbet.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

En anden italiener uden en stor historik i løbet er Davide Ballerini. Hans bedste resultat er en beskeden 31. plads i 2019, men det var på en dag, hvor han var ramt af megen uheld og faktisk var på vej til at køre med de bedste. Desværre har han siden foråret 2021 ikke fundet de ben, han havde, da han var allerbedst, og spørgsmålet er, om han har toppet. I denne sæson har han dog oplevet en lille renæssance, og i de flamske løb, der altid har været for hårde, har han gjort det ganske pænt. Om han vitterligt passer perfekt til dette løb, kan jeg godt have min tvivl om, ligesom han har til gode at bevise sig selv over lange distancer, men han er led i et muligt Soudal-overtal, er hurtig og så trods alt ret overbevisende ud i 2019, indtil det gik galt.

Hvad så med John Degenkolb? Tyskeren er jo en helt, helt anden rytter end i sin storhedstid, men dengang var han også uhyggelig i dette løb. Selvom han kun vandt den ene af gangene, var han i hvert fald bedste mand i både 2015 og 2014, for det var kun Quick-Steps overtal, der kostede ham ”the double”. Siden styrtet har han slet ikke været på samme niveau, men det er ikke tilfældigt, at hans eneste større genrejsning kom, da han vandt brostensetapen i Touren i 2018. Sidste år blev han faktisk en ganske hæderlig nr. 18, og i år har han kørt bedre end længe i de flamske klassikere, der ellers aldrig har passet ham særligt godt. Han er ikke længere så god, at han kan vinde løbet, men med tanke på, hvor godt det passer ham, og hvor godt han har gjort det i år, kan man måske håbe på en lille genrejsning.

For nogle uger siden talte alle om Arnaud De Lie, men han er kommet ned på jorden igen. Han var syg inden Sanremo og var uheldig i Wevelgem, men i Waregem manglede han ganske enkelt benene. Han har altså ikke det suveræne niveau, han havde ved sæsonstarten, og det er nok en postgang for tidligt at tro på ham i dette lange løb. Han klarede sig ganske vist flot i det lange Bretagne Classic sidste år, men vi så til gengæld, at hans spurt havde lidt store skade, og dette er et langt hårdere løb. Lige nu synes han at mangle motoren, men på sigt burde det være et løb, hvor han kan komme langt. Og når vi nu taler om et sandt supertalent, der vel tog hele verden på sengen i Omloop, skal man vel også åbne døren for, at han kan gøre det igen.

OPDATERING: Siden udarbejdelsen af denne analyse har Van Aert talt forventningerne til sig selv ned grundet søndagens styrt. Det har dog ikke kostet ham nogen træning, og han melder om god form. Det skaber lidt usikkerhed, men som vi så sidste år, hvor han havde haft corona, taler han næppe heller problemerne ned. Det gør mig mere sikker i mit valg af Van der Poel som favorit, men det ændrer ikke på, at Van Aert stadig må regnes som førsteudfordrer.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet og har ikke givet væsentlige ændringer, siden jeg skrev holdoversigten nedenfor.

***** Mathieu van der Poel

**** Wout van Aert, Filippo Ganna

*** Mads Pedersen, Christophe Laporte, Kasper Asgreen, Dylan van Baarle, Stefan Küng

** Matej Mohoric, Nathan Van Hooydonck, Yves Lampaert, Nils Politt, Florian Vermeersch, Florian Senechal, Sep Vanmarcke, Fred Wright, Mikkel Bjerg, Guillaume Boivin, Jonas Rutsch, Gianni Vermeersch, Jasper Philipsen, Matteo Trentin, Davide Ballerini, John Degenkolb, Arnaud De Lie

* Jasper Stuyven, Magnus Sheffield, Mathias Norsgaard, Matis Louvel, Frederik Frison, Stan Dewulf, Edward Theuns, Max Walscheid, Andrea Pasqualon, Ivan Garcia Cortina, Anthony Turgis, Marijn van den Berg, Alexander Kristoff, Luca Mozzato, Oliver Naesen, Alex Kirsch, Pascal Ackermann, Oier Lazkano, Laurenz Rex, Tim Merlier, Bert Van Lerberghe, Tom Devriendt, Marco Haller, Dries Van Gestel, Søren Wærenskjold, Kaden Groves, Olivier Le Gac, Lewis Askey, Jens Reynders, Baptiste Planckaert, Piet Allegaert, Alexis Renard, Silvan Dillier

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Kasper Asgreen, Mads Pedersen og Mikkel Bjerg bør alle have en beskyttet rolle og er omtalt ovenfor. Det bør Mathias Norsgaard også have på Movistar, og efter en meget opløftende præstation i 2022 er han bestemt også top 20-kandidat. På DSM skal Tobias Lund primært støtte John Degenkolb, men han burde kunne komme et stykke, hvis han rammer udbruddet. På Intermarché vil Julius Johansen forsøge at ramme udbruddet, og ellers skal han støtte Mike Teunissen, Laurenz Rex og Baptiste Planckaert. På Uno-X skal Louis Bendixen og William Blume støtte Alexander Kristoff, Søren Wærenskjold og Rasmus Tiller samt måske forsøge at ramme udbruddet, mens Alexander Salby på Bingoal skal støtte Guillaume Van Keirsulck og Ludovic Robeet samt forsøge at ramme udbruddet.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Dylan van Baarles sejr fra 2022, Sonny Colbrellis sejr fra 2021, Philippe Gilberts sejr fra 2019, Peter Sagans sejr fra 2018, Greg van Avermaets sejr fra 2017, Mathew Haymans sejr fra 2016, John Degenkolbs sejr fra 2015, Niki Terpstras sejr fra 2014 og Fabian Cancellaras sejr fra 2013.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Jumbo-Visma: Van Aert er kaptajn, men Van Baarle, Laporte og Van Hooydonck har også en beskyttet rolle. Tim van Dijke virker velkørende, men er ren hjælper.

Groupama-FDJ: Det handler om Küng, men Lewis Askey og Sam Watson har potentiale i disse løb, og særligt Askey virker formstærk. Olivier Le Gac kommer formentlig langt og er meget velkørende, mens vi ikke har set meget til Jake Stewart.

Alpecin-Deceuninck: Van der Poel er den klare kaptajn, men måske kan der opstå muligheder for Vermeersch og Philipsen. Det bliver spændende at følge den uhyre formstærke Kaden Groves, der meget vel kan komme langt. Jonas Rickaert er kommet godt tilbage fra sin skade, men dette er nok for voldsom kost, Silvan Dillier er ikke, som da han blev nr. 2, og Michael Gogl har været syg.

Bahrain-Victorious: Mohoric og Wright er de beskyttede ryttere. Jonathan Milan er formsvag og er hjælper, men Andrea Pasqualon, der blev nr. 19 sidste år, har formen til at komme langt.

INEOS Grenadiers: Det må handle om Ganna. Magnus Sheffield har været pokkers uheldig, men virker fint kørende. Han har bare til gode at bevise sig på brostenene. Connor Swift har skuffet, mens Luke Rowe er ”over the hill”. Joshua Tarling har stort potentiale på sigt, men som løbets yngste rytter siden 1937 er han primært med for at lære.

Trek-Segafredo: Pedersen er bedste bud. Jasper Stuyven er tidligere blevet nr. 5, men efter et fint Sanremo synes han stadig langt fra fordums styrke. Edward Theuns har tidligere været i top 10, men selvom han er godt kørende, har han ikke samme niveau som dengang. Alex Kirsch synes ikke at have fundet sin allerbedste form, og de stærke Daan Hoole og Mathias Vacek må være hjælpere.

Soudal-Quick Step: Holdet star med Asgreen, Lampaert, Senechal og Ballerini langt bedre her end i Flandern og har en af de stærkeste trupper. Jeg vil også tro, at Tim Merlier og formstærke Bert Van Lerberghe kan komme langt, men de må være hjælpere.

BORA-hansgrohe: Politt må være kaptajn. Jordi Meeus har stort potentiale og blev nr. 14 sidste år, men han synes at være langt fra den form, han havde i februar. Vi har ikke set den bedste Marco Haller i de seneste løb, mens Jonas Koch formentlig kan klare sig hæderligt.

Læs også

Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret

Lotto Dstny: Vermeersch og De Lie må være kaptajner, men den uhyre formstærke Frederik Frison er skabt til dette løb og kan formentlig komme meget langt. Brent Van Moer synes slet ikke flyvende.

Team DSM: Degenkolb er bedste bud. Nils Eekhoff passer bedre til dette løb end de foregående, men han er stadig helt fra den. Alberto Dainese og Tobias Lund har potentiale, men kan næppe være med helt fremme i deres debut.

AG2R Citroën Team: Stan Dewulf er et ganske godt kort og i god form. Med lidt held er han top 10-kandidat. Oliver Naesen er også pænt kørende og kan komme langt, selvom han ikke er ved fordums styrke. Greg Van Avermaet synes helt fra den siden sin sygdom, Damien Touzé har intet vist, og det er for tidligt for den lovende Pierre Gatuherat.

TotalEnergies: Anthony Turgis viste lovende takter i Sanremo, men har siden været helt fra den - akkurat som sidste år. Dries Van Gestel synes endelig at være ved at finde noget form, men spørgsmålet er, om ikke dette løb kommer for tidligt. Peter Sagan er stadig ved siden af sig selv, Edvald Boasson Hagen har intet vist i de store løb, og Daniel Oss har for længst toppet.

Israel-Premier Tech: Det handler om Vanmarcke og Boivin. Tom Van Asbroeck blev nr. 8 i 2021, men er faldet af på den siden dengang. Jens Reynders har potentiale i løbet og var meget synlig sidste år, men han synes ikke helt af have fundet formen.

Team Arkea Samsic: Matis Louvel er uhyre lovende i disse løb og var i top 20 i 2022, men i år har han ikke helt fundet formen. Luca Mozzato, der blev nr. 2 i Tro Bro Leon har formen til at komme langt, og det kunne Dan McLay også have, selvom jeg tvivler på hans robusthed over den lange distance. Hugo Hofstetter og Jenthe Biermans synes formsvage, og David Dekker viser fortsat intet.

UAE Team Emirates: Trentin er den erklærede kaptajn, men Bjerg er også beskyttet. Pascal Ackermann wer blevet mere holdbar og kunne godt være den sprintertype, der kan komme langt, men han har ikke virket formstærk på det sidste. Rui Oliveira har potentiale i disse løb, men han synes ikke at have den form, han havde tidligere på året.

Cofidis: Max Walscheid blev nr. 12 i 2021 og er skabt til løbet, men han synes ikke helt at have fundet formen siden sin sygdom i marts. Piet Allegaert blev nr. 17 i 2017, men heller ikke han synes på toppen. Alexis Renard overraskede i Gent-Wevelgem og kan måske gøre det pænt.

Team Jayco-AlUla:  Zdenek Stybar har en forrygende historik i løbet, men har været langt fra fordums styrke særligt i det seneste år. Det samme gælder for Luke Durbridge, der ellers passer til løbet. Vi har heller ikke set meget til Lukas Pöstlberger, og størst potentiale har nok unge Kelland O’Brien, der var god i Waregem.

Uno-X Pro Cycling Team: Kaptajnen må være Alexander Kristoff, men hans udbrud i Waregem er eneste resultat i klassikerne, og dette løb har aldrig fungeret for ham. Også Rasmus Tiller er ved siden af sig selv. Søren Wærenskjold burde passe storartet til løbet, synes i form og har potentiale til at overraske. Erik Resell er solid, men der er grænser for, hvor langt han kommer.

Movistar Team: Ivan Garcia Cortina er kaptajn, men efter opblomstringen i E3 er han forsvundet igen, og han har til gode at bevise sig selv i dette løb, hvor hans bedste resultat er en 25. plads. Mathias Norsgaard kørte fornemt sidste år, passer perfekt til løbet, har motoren til distancen og ligner et seriøst top 20-bud. Oier Lazkano kan igen komme langt via et udbrud, mens Johan Jacobs ikke har vist meget.

Intermarché-Circus-Wanty: Mike Teunissen har adskillige topresultater, herunder en 7. plads, men har intet vist i år og missede Flandern med sygdom. Bedste bud kan være Laurenz Rex, der er formstærk og blev nr. 21 i 2021. Sidste år overraskede Baptiste Planckaert med en top 20, og han kan måske være med fremme igen, da de fladere løb i karrierens efterår synes at være de eneste, der passer ham. Det er for tidligt for de unge Madis Mihkels, Julius Johansen og Dries De Pooter.

EF Education-EasyPost: Rutsch ligner bedste bud, men jeg vil også tro, at den meget formstærke Marijn van den Berg kan komme langt. Det samme kan Owain Doull , der har kørt godt i år, mens Jens Keukeleire, der tidligere har været i top 5, synes at være for langt fra fordums styrke. James Shaw er i form, men jeg er ikke sikker på, at løbet passer ham ideelt.

Astana Qazaqstan Team: Gianni Moscon har været pokkers tæt på at vinde løbet, men selvom der var kla fremgang i Baskerlandet, synes han stadig at mangle for meget efter sin skade. Cees Bol har været genrejst i år og passer til løbet, men har været syg i optakten, mens Yevgeniy Fedorov intet har vist.

Q36.5 Pro Cycling Team: Kaptajn er sidste års nr. 4, Tom Devriendt, men han har absolut intet vist i en skidt sæsonstart. Jack Bauer har for længst toppet. Filippo Colombo har været deres bedste mand, men der er grænser for, hvor langt han kommer.

Bingoal WB: Det er formentlig Guillaume Van Keirsbulck og Ludovic Robeet, der kan komme længst, men potentialet synes begrænset.

Team Flanders-Baloise: Her ligner Lindsay De Vylder og Alex Colman de bedste bud, men der ligger bestemt ikke et topresultat og venter.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG PARIS-ROUBAIX UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE