Optakt: Paris-Tours

Løbets rolle og historie

Klatrerne har deres store sæsonfinale i lørdagens Il Lombardia, og dagen efter er det tid for sprinterne at lukke ned for deres europæiske sæson i en af sportens største klassikere. Traditionelt markerer Paris-Tours afslutningen på året for sprinterne, der ser frem til chancen for at sikre sig en stor sejr på en hovedsageligt flad rute, der bekommer dem vel.

Hvad der gør Paris-Tours prestigiøst, er løbets lange historie. Efter først at være blevet afviklet som amatørløb helt tilbage i 1896 havde det en omtumlet start og var først tilbage med anden udgave fem år senere. Derefter fulgte endnu en pause på fem år, indtil avisen L’Auto, der også arrangerede Tour de France, overtog begivenheden og arrangerede det som et årligt tilbagevendende løb for professionelle fra og med 1906.

Siden da har det været et vigtigt element på den internationale kalender, og det er kun udgaverne i 1915, 1916 og 1940, der på grund af krigene er blevet aflyst. Efter at have startet som efterårsløb blev det i 1911 flyttet til foråret, hvor det forblev helt frem til 1951. Siden da har det haft sin nuværende rolle som et af de største løb mod slutningen af sæsonen med en position enten sidst i september eller først i oktober.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Det kræver bare et hurtigt blik på vinderlisten at forstå, at vi her taler om et stort løb på cykelkalenderen. Adskillige store navne - hovedsageligt sprintere og klassikerspecialister - har sejret, men det er en af de få store klassikere, der aldrig er blevet vundet af Eddy Merckx. Belgieren kunne have vundet i 1968, men valgte at give sejren til holdkammeraten Guido Reybrouck, og senere lykkedes det ham aldrig at krydse stregen i Tours som første mand. Fire ryttere har tre sejre på CVet: Gustaf Daneels, Paul Mayé, Reybrouck og senest Erik Zabel, der sejrede i 1994, 2003 og 2005. Det er også en af de store klassikere, der har haft danske vindere, idet Rolf Sørensen og Jakob Piil vandt i hhv. 1990 og 2002.

Med dets lange historie og store prestige er det ikke noget under, at løbet blev inkluderet i World Cippen, da de største endagsløb blev samlet i en sæsongående konkurrence forud for 1989-sæsonen. Det forblev en vigtig del af serien frem til dens opløsning i 2004 og blev med det samme en del af efterfølgeren, ProTouren, da denne blev introduceret i 2005.

Som de fleste andre store franske løb arrangeres Paris-Tours af Tour de France-arrangørerne ASO - et resultat af arven fra L’Auto og 1906-udgaven af løbet - og derfor blev det en del af konflikten mellem grand tour-arrangørerne og UCI, der fulgte i kølvandet på ProTouens indførelse i 2005 og kulimnerede i 2008. Som alle andre løb arrangeret af ASO, RCS eller Unipublic blev det derfor trukket ud af UCI-systemet i 2008, men da en aftale mellem parterne blev nået om at indføre en ny WorldTour fra og med 2009, var løbet det eneste af de oprindelige begivenheder, der ikke genvandt sin plads på den fineste kalender. Siden da har det været afviklet som et 1.HC-løb på UCI Europe Tour.

Den degradering har betydet, at løbet har mistet megen prestige, da alle WorldTour-mandskaber ikke længere er forpligtet til at deltage i den sidste store efterårsklassiker. I år kan man således kun præsentere 9 af de 18 hold fra den fineste række, mens resten af de 22 mandskaber udgøres af prokontinental- og endda kontinentalhold. Således har de store hold Sky, Movistar, Orica-Scott, Bora-hansgrohe, Astana, UAE, Bahrain-Merida, Cannondale og Trek-Segafredo alle valgt ikke at stille til start i Frankrig.

I 2012 gav UCI løbet yderligere et tilbageslag, da man omstrukturerede kalenderen. I adskillige år blev Paris-Tours afviklet den første søndag efter VM, mens Il Lombardia herefter endte klassikersæsonen seks dage senere. Forud for 2012-sæsonen besluttede UCI imidlertid at bytte rundt på de to begivenheder for at skabe bedre synergi mellem Il Lombardia, et af sportens fem monumenter, og VM. Mens den italienske klassiker fik et fantastisk boost med meget stærkere startfelter, har det franske løb siden da haft betydeligt sværere ved at tiltrække de største sprintere, der meget ofte har afsluttet deres sæson så sent på året. Den tendens er naturligvis blevet forstærket af, at man i 2012, 2013 og 2014 havde så kuperede VM-ruter, at de fleste sprintere allerede var startet ferien, da regnbuetrøjen blev uddelt. Selv i 2015, hvor VM-ruten i Richmond var ganske flad, kunne man ikke fremvise mange store navne, og de fleste sprintere drog direkte fra USA på ferie.

Tingene blev kun forværret, da man skabte the sprintervenlige Tour of Beijing, som endda var en del af WorldTouren. Heldigvis havde mange store navne meget lidt lyst til at rejse hele vejen til Kina så sent på året, og derfor havde det ikke umiddelbart den helt store effekt på Paris-Tours. Værre var det i 2015, hvor den nye Abu Dhabi Tour blev skabt og gjorde det meget sværerE for ASO. Det arabiske løb var arrangeret af Giro-arrangørerne fra RCS og pengestærke lokale bagmænd og samarbejdede tillige med den magtfulde Velon-gruppe bestående af mange af sportens tophold. Der var utvivlsomt mange nostalgiske cykelfans, der havde det svært med at se sprintere som Peter Sagan, Marcel Kittel, Elia Viviani og Sacha Modolo rejse til Abu Dhabi i stedet for at stille til start i en af sportens største klassikere. For at gøre det hele endnu værre sluttede sidste etape af det arabiske løb stort set samtidig med den franske begivenhed, og dermed blev løbets vanskeligheder udstillet.

Sidste år ændredes situationen imidlertid. Det sene VM betød, at man fra ASOs side designede ruten til Paris-Tours så det både mht. distance og terræn virkede som den perfekte generalprøve forud for det store slag i Qatars ørken. Løbet blev forlænget og de sene bakker fjernet, og da løbet i Abu Dhabi samtidig blev afviklet senere end året før, udeblev resultatet ikke. Løbet oplevede en slags renæssance og tiltrak et langt stærkere felt end i de foregående år. I år er VM tilbage på sin vante plads, men ganske overraskende er den positive effekt på Paris-Tours ikke forsvundet. I hvert fald har mange topsprintere valgt at holde benene i gang helt frem til den store sæsonfinale, og selvom de alle blev fravalgt til VM, vil André Greipel, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni og Mark Cavendish alle være at finde i feltet søndag, ligesom den forsvarende vinder Fernando Gaviria har valgt at fortsætte efter hans store mål i Bergen.

Det er ikke overraskende, at løbet har været et paradis for sprintere. Hjemstedet i stort set hel flad del af Frankrig betyder, at antallet af højdemeter er begrænset, og løbet ender derfor som regel i en massespurt Siden 1919 har arrangørerne gentagne gange forsøgte at gøre løbet hårdere ved at angribe Tours fra forskellige retninger og udnytte områdets mindre stigninger, men det har ikke gjort den store forskel. Mellem 1974 og 1987 ændrede man konstant ruten og skiftede endda navn flere gange, da flere udgaver end ikke sluttede i Tours. I 1988 vendte løbet tilbage til sin historiske målby, men de kortere distancer i moderne cykelsport betyder, at en start i Paris ikke længere mulig. På grund af klassificeringen som et løb på Europe Tour er det heller ikke længere blandt kalenderens længste, og siden 2009 har distancen været reduceret fra de tidligere 250-260 km til ca. 230 km.

Til trods for det er sprinterne alligevel blevet snydt ganske ofte i de senere år. Indløbet til Tours inkluderer flere mindre stigninger, og de har ganske ofte været nok til at franarre sprinterne chancen for at spurte om sejren. Siden år 2000 er kun seks udgaver sluttet i massespurter, og der har på intet tidspunkt været to spurtsejre i træk. Faktisk har man tilsyneladende fundet en rytme, hvor der spurtes om sejren hvert tredje år, idet de seneste fire ”spurtårgange” har været 2007, 2010, 2013 og 2016. I mange år var løbet berømt for sin nærmest uhørt lange opløbsstrækning på Avenue de Grammont, men siden 2011 har konstruktionen af sporvejsskinner tvunget ASO til at forkorte den og dermed gjort det endnu sværere for sprinterne.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Sidste års udgave blev en af de mest dramatiske længe. Godt vejr, et stærkt felt og den ovenfor omtalte beslutning om at fjerne bakker fra finalen betød, at det hele tiden var klart, at løbet ville ende i en massespurt, der skulle tjene som generalprøve for VM. Finalen var imidlertid spektakulær, idet Fernando Gaviria med en fantastisk acceleration fuldstændig snød rivalerne med et overraskelsesangreb i finalen og tog sin første store klassikersejr på suveræn vis, mens Arnaud Demare endnu en gang måtte se sig snydt for sejren med en andenplads foran Jonas Van Genechten, der sikrede IAM en podieplads i holdets sidste løb. Gaviria vender som sagt tilbage for at forsvare titlen, men en træt Demare har for længst kørt cyklen i garagen for i år, ligesom Van Genechten ikke har fundet plads på et Cofidis-mandskab, der er bygget fuldstændigt op om formstærke Bouhanni.

Ruten

ASO har som sagt i årenes løb foretaget adskillige justering af ruten og forsøgt at gøre indløbet til Tours så hårdt som muligt. Forsøgene har imidlertid ikke gjort det helt store forskel, og derfor har man i de senere år lagt sagt fast på den samme afslutning. Al tale om at flytte målet væk fra Tours er droppet, og nu om dage er de sidste kilometer altid de samme og byder på de samme to stigninger i den absolutte finale. Den eneste væsentlige ændring er ovenfor omtalte forkortelse af opløbsstrækningen på Avenue de Grammont, et initiativ, der har vanskeliggjort forholdene for sprinterne.

Mens anden halvdel af løbet altid er næsten helt uforandret, ændrer ASO som regel en del på den indledende del, hvor startbyen varierer fra år til år. De grundlæggende karakteristika er imidlertid helt uforandrede. Siden 2009 har distancen som regel været ca. 230, og starten er gået et stykke nord for Tours, hvorefter man har holdt en hovedsageligt sydlig retning frem mod målet og den traditionelle lille sløjfe rundt om målbyen, hvor man ramt de små stigninger, der leder frem den store finale på Avenue de Grammont.

Den markante undtagelse var sidste års udgave, der som omtalt ovenfor blev gjort lettere og længere for at gøre løbet mere sammenligneligt med VM i Qatar. Konsekvensen var, at distancen blev øget fra 231 til 252,5 km, og at man skippede de to klassiske stigninger i finalen, Cote de Beay Soleil og Cote de l’Epan. Resultat blev som sagt, at løbet udviklede sig til et af de mindst begivenhedsrige længe og gav anledning til den første massespurt siden 2013.

I år er der intet efterfølgende VM i Qatar, og derfor vender man tilbage til den velkendte formel fra årene forinden. Distancen er igen mere normal med 234,5 km, og de velkendte stigninger i finalen vender tilbage. Faktisk er de sidste ca. 200 km fuldstændig identiske med 2015- og 2014-udgaverne, og dermed har man fra ASOs side tydeligt indikeret, at sidste års eksperiment var en undtgaelse.

I år går starten i byen Brou nord for Tours. Den ligger lidt sydligere end 2015-startbyen Chartres, og derfor indledes løbet med, at man kører igennem fladt terræn mod nordøst med retning mod netop Chartres, inden man vender rundt og køre mod sydvest for efter ca. 30 km at ramme ruten fra forrige år. Herfra fortsætter man stort set stik syd resten af dagen, kun afbrudt af et lille stykke, hvor man kører mod vest, og terrænet er konstant stort set helt fladt med kun enkelte mindre bakker til at trætte rytterne. Den eneste reelle fare er vinden, der ofte har spillet en helt afgørende rolle. Da man kører i samme retning næsten hele dagen, kan det være ekstremt stressende, hvis der bydes på sidevind. Er der modvind, kan det til gengæld blive en lang, kontrolleret dag, mens vi har set helt ufattelige hastigheder i år med medvind. Rekorden for det hurtigste endagsløb er i de senere år flere gange blev slået i netop Paris-Tours, senest i 2015, hvor vinderen Matteo Trentin holdt en gennemsnitshastighed på imponerende 49,642 km/t over de 231 km.

Som altid fortsætter rytterne forbi Tours for at slå en lille sløjfe i området sydøst for målbyen med det formål at ramme målet fra sydvest. Det er her, løbets væsentligste udfordringer findes, idet rytterne ledes ud på små, smalle veje, der hovedsageligt er flade, men byder på et par mindre bakker, hvoraf tre bør fremhæves.

Det starter for alvor med Cote de Crochu 33 km fra stregen - det er lidt længere fra mål end tidligere grundet nogle marginale justeringer - men det er Cote de Beau Soleil og Cote de l’Epan med hhv. 9,5 og 7,5 km til mål, der er de virkelige trusler mod sprinterne. Efter toppen på begge bakker fortsætter man i fladt terræn i et kort stykke tid, inden man rammer nedkørslerne. Den sidste af disse ender, når der resterer 5 helt flade kilometer.

Indløbet til mål er set fra et teknisk synspunkt ukompliceret, men nogle af vejene er smalle. Der er to skarpe sving på den sidste nedkørsel, og herefter er der sving med 3200, 2000 og 800 m igen. Som sagt har opløbsstrækningen på Avenue de Grammont været forkortet siden 2011, og det har gjort det lettere for angribere at holde hele vejen til stregen. Der er trods alt en stor forskel på den 800 m lange opløbsstrækning i 2015 og den meget lange strækning på flere kilometer, som gjorde det til et sprinterparadis tidligere.

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det vil være en stor fejltagelse at sammenligne Paris-Tours med en flad etape i en grand tour. Grundet manglen på terrænmæssige udfordringer tvinges klassikerspecialisterne til at tage chancer og køre hårdt på for at skabe den udskilning, der kan give dem chancen for at gå efter sejren, og det er hovedårsagen til, at vi i de senere år har set så imponerende hastigheder. Gennemsnitsfarten har således været over 45 km/t i 11 af de seneste 15 udgaver.

Den første del af løbet udvikler sig som regel som ethvert andet løb med skabelsen af et tidligt udbrud, men for rytterne handler det alligevel om hele tiden at være på tæerne. Hver eneste gang, der er en chance for at splitte feltet i sidevinden, er der som regel et eller flere hold, der forsøger at udnytte muligheden, og derfor kan den indledende del enten være meget kontrolleret eller overraskende selektiv. De sidste 50 km byder som regel på en byge af angreb med flere forskellige grupper i front på forskellige tidspunkter af løbet.

De afgørende fremstød iværksættes som regel på de to stigninger inden for de sidste 19 km, men forskellen kan gøres tidligere, som det eksempelvis skete i 2012, hvor Marco Marcatos vindende gruppe blev etableret med 25 km igen, inden den blev kogt ned til en trio på de sidste bakker. I 2011 og 2015 blev udskilningen skabt med mere end 50 km igen i sidevinden. De sidste to stigninger var affyringsramper for Philippe Gilberts sejre, da han vandt to gange i træk i 2008 og 2009. Efter Cote de l’Epan er det tid til at evaluere situationen og for de reducerede sprinterhold at organisere sig igen. De sidste 7,5 km fra toppen af bakken til mål byder som regel på et heftigt forfølgelsesløb, hvor sprinterholdene forsøger at indhente angriberne, samtidig med at de skal bevare lidt kræfter til et lead-out, og det har ofte givet anledning til ganske uorganiseret og højst underholdende cykelløb, hvor udfaldet har været åbent helt frem til allersidste øjeblik.

Vejret

Som sagt er det vejret, der i stor udstrækning bestemmer, hvor hårdt et Paris-Tours vi får, men forholdene bliver næppe dramatiske i 2017. I øjeblikket er det fantastisk solskinsvejr i området, men netop søndag vil det sky til. Der vil være byger i formiddagstimerne og først på eftermiddagen, men det burde være tørt i finalen. Det vil dog være overskyet hele dagen, og temperaturen vil kun nå op på 19 grader. Det vil imidlertid ikke være blæsende med kun en let vind fra vest, hvilket betyder, at rytterne vil have sidevind langt hovedparten af dagen. I finalen vil der primært være modvind, indtil man drejer ind i medvind forud for de to afgørende stigninger i finalen. Med 3,2 km kører man ind i sidevind, og derefter vil der blot være et kort stykke med medvind, inden man rammer sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Paris-Tours har ofte været et af årets mest uforudsigeligt løb. Hvis løbet var blevet afviklet på snart sagt et hvilket som helst andet tidspunkt af året, ville de små bakker i finalen næppe have haft den store indvirkning, og en massespurt ville have været et næsten sikkert udkomme. Forholdene er imidlertid markant anderledes i et løb, der er det sidste for langt de fleste deltagere. Motivationen kan være ganske lav, trætheden er sat ind, og formen er slet ikke, hvad den var tidligere på året.

Tidligere havde sprinterne meget ofte overtaget i Paris-Tours, og i langt de fleste tilfælde endte det i den forudsigelige massespurt på Avenue de Grammont. Det har imidlertid ændret sig i de senere år, et forhold, der primært kan forklares af to faktorer.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Først og fremmest betyder den kortere opløbsstrækning, at der er mindre tid til at jagte efter de sidste stigninger. Det har gjort det langt sværere for sprinterne at komme i spil igen. Derudover spiller også kalenderændringen og den reducerede prestige en rolle. Der er færre topsprintere til start, og det gør det sværere at kontrollere. Rytterne er tillige mindre motiverede to uger efter VM, end de var, da løbet blev afviklet en uge tidligere, og det gør det lettere at overraske. Der er simpelthen færre ryttere, der stadig er i form. Selv hvis sprinteren selv er tæt på 100%, er han sjældent omgivet af syv friske hjælperyttere. Mange hold er allerede reducerede i antal på forhånd, og løbet er ofte præget af, at mange ryttere står af undervejs. Det er ganske enkelt lettere at gøre en forskel for friske ryttere. Det er derfor ingenlunde nogen tilfældighed, at det siden 2007 kun er hver tredje udgave, der er endt i en massespurt.

Nøglefaktoren i løbet er naturligvis altid vejret. I stille betingelser er det meget sværere at skabe udskilning, og sandsynligheden for en spurtafgørelse er større. I våde og blæsende betingelser kan løbet sagtens splittes op, og glatte veje kan gøre det langt vanskeligere at organisere en jagt på de snoede, smalle veje i finalen.

Vi havde en massespurt i 2016, hvor ruten som sagt var uhørt nem og designet til at skabe en massespurt, og skal man følge statistikken bør vi derfor få en udbrudssejr i år. Så enkelt er det imidlertid ikke. Som omtalt ovenfor er feltet af sprintere denne gang stærkere, end det længe har været. Derfor er der flere hold, der denne gang vil stille til start med det klare mål, at det skal slutte i en afgørelse for de hurtige folk, og det vil gøre det sværere at skabe den nødvendige udskilning. Således må man formode, at i hvert fald Cofidis, Lotto Soudal og LottoNL-Jumbo vil arbejde 100% for en massespurt, og det er tænkeligt, at også Dimension Data har samme plan. Det er ikke altid, at så mange af de største hold har haft en klar interesse i en massespurt.

På den anden side er der også hold med en offensiv plan. Selvom de alle har sprintere, vil Ag2r, BMC, Direct Energie, Fortuneo, Katusha og Sunweb næppe forlade løbet uden at have forsøgt noget undervejs. Mere åbent er det, hvordan Quick-Step vil gribe det an. Man har ganske vist den forsvarende vinder i Fernando Gaviria, men man må formode, at også den formstærke Matteo Trentin, der endda selv er tidligere vinder, har en vis form for frihed. Da Gaviria samtidig kun har glæde af, at løbet bliver så hårdt som muligt, må man formode, at Quick-Step vil hjælpe med at kontrollere indledningsvist, men at de i finalen vil køre aggressivt med Trentin, mens Gaviria - hvis han da kan holde sig i ro - skal gemmes til en spurt.

Løbet vil med andre ord helt sikkert ikke udvikle sig til en forudsigelige sprinteraffære, som det var tilfældet sidste år, hvor de fleste allerede fra start var indstillet på, at der skulle spurtes. Spørgsmålet er i højere grad, om betingelserne også er de rette til at undgå en massespurt. Selvom der undervejs vil være våde veje, vil der ikke være megen vind og formentlig slet ikke nok til at gøre en forskel. Retningen er rigtig, og der vil med sikkerhed være forsøg og stor nervøsitet, men det er svært at forestille sig, at der vil ske megen splittelse. Dermed er det på de små bakker, at forskellen skal gøres, og med et så stærkt sprinterfelt er det tvivlsomt, om det kan lade sig gøre. Vi tror derfor, at vi for første gang længe får to massespurter i træk, og at det er de hurtige folk, der igen i år skal slås om sejren på Avenue de Grammont.

Det meget stærke felt betyder, at det er et usædvanligt åbent løb, og det er sjældent, at Paris-Tours har haft en så jævnbyrdig samling af sprintere, der alle har en reel chance for at vinde. Spurten er imidlertid anderledes end en klassisk massespurt i en grand tour. Den kommer efter en meget lang dag, hvor den aggressive kørsel altid gør det hårdt. Det er derfor aldrig et fuldt felt, der når frem til Tours, og det er en spurt, der passer langt bedre til mere hårdføre typer end til rene sprintere. Selve spurten er imidlertid ganske ukompliceret, og selvom der nu er flere sving i finalen, er det stadig en stor, bred boulevardspurt, hvor de store maskiner for alvor kan drage fordel af deres topfart.

Den storejævnbyrdighed betyder, at det er med nogen tøven, at vi peger på Fernando Gaviria som favorit. Hvad topfart angår, er han formentlig på niveau med Dylan Groenewegen, André Greipel og Mark Cavendish, men han har et par esser i ærmet, der tipper balancen i hans favør- Først og fremmest er der hans hold. Med et tog bestående af Yves Lampaert, Matteo Trentin og Maximilano Richeze er der ikke mange, der kan konkurrere med Quick-Step, og selvom finalen ikke er voldsomt teknisk, er det stadig af stor betydning med et relativt sent sving og den store grad af manglende organisation, der altid hersker i Tours. Derudover har Gaviria den fordel, at han er langt mere holdbar end de fleste andre sprintere, og for ham kan løbet ikke blive hårdt nok. Det er stadig en klar tendens, at han taber lidt topfart efter et langt løb, men sidste års sejr viser trods alt, at han sagtens kan afslutte også efter en lang dag i sadlen.

Der er dog et lille spørgsmålstegn ved hans form. Han fik ødelagt det meste af anden sæsonhalvdel af en dum skade, og derfor har han desperat jagtet topniveauet det meste af tiden. Det var specielt tydeligt i England, at han fortsat manglede en del, men han blev hurtigt så meget bedre, at han vandt Kampioenschap van Vlaanderen og kørte fremragende offensivt i Primus Classic. Ved VM sad han med første gruppe hjem, og det er svært at vide, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke han havde tabt hovedet og havde angrebet i stedet for at gemme alt til spurten. Og netop risikoen for, at han ikke holder hovedet koldt, når der angribes i finalen, er måske den største fare for Gaviria. Selvom han udgik i Binche, viste han dog i den hårde indledning, at niveauet stadig er højt, og kan han spare så meget på kræfterne, at han er frisk i finalen, må han med sit stærke tog være manden, der skal slås.

Hans værste rival kunne meget vel vise sig at være Nacer Bouhanni. Uventede udviklinger har betydet, at den franske stjerne missede sejrene i både Vendee og Isbergues, men formen kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Det var svært at komme sig over det grimme styrt i Yorkshire, men efter Touren har Bouhanni nærmet sig fordums styrke. Han kørte lige op med meget formstærke Viviani i Tour du Poitou-Charentes, vandt suverænt det hårde GP de Fourmies og var klart den stærkeste i den eneste spurt, han nåede at køre i Danmark. Senest bekræftede han formen ved i Vendee helt uventet at gå i angreb, og han var meget tæt på at tage karrierens første solosejr.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Bouhanni er helt klart en af de mest formstærke sprintere, og han er langt mere holdbare, end rygtet tilsiger. Paris-Tours er ikke i nærheden af at være for hårdt for ham, og han har i Milano-Sanremo, hvor en defekt er den sandsynlige forklaring på, at han ikke sejrede i 2015, vist, at han er hurtig efter en lang dag. Han har begge sine to lead-out men Geoffrey Soupe og formstærke Christophe Laporte til sin rådighed, og det betyder, at han har et af feltets allerbedste tog. Lægger man dertil, at Bouhanni elsker kaos, og at spurten i Tours netop ofte er kaotisk, kan det meget vel blive til en første stor klassikersejr til den franske stjerne.

I lyset af hans styrke og flotte præstationer i både Flandern og Roubaix kan det undre, at André Greipel har så få store resultater i klassikerne. Han har dog sejret i både EuroEyes Cyclassics og Paris-Bruxelles og har talrige gange vist, at han også er hurtig efter en hård dag. Hans 2017-sæson har været katastrofal, men det skyldes angst i spurterne og ikke manglende form. Ganske vist har han kun sejren i lørdagens Omloop Eurometropool på listen over triumfer, men faktisk har han vundet de tre af de seneste spurter, han har kørt. Han var nemlig også hurtigst i feltet i både Omloop van het Houtland og Primus Classic, men her var et udbrud allerede løbet med sejren. I det hele taget har han siden BinckBank Tour kørt med et kolossalt overskud på stigningerne, og han synes helt klart at være en af de mest formstærke ryttere. Han viste igen stort overskud i søndags, hvor han lod De Buyst få sin chance, og han var kun millimeter fra at vinde tirsdagens løb i Münster, der som et rent sprinterløb ikke minder meget om Paris-Tours.

Morens sygdom har været hård ved Greipel, og han har indrømmet, at hendes tilstand har gjort ham bange for at styrte i massespurterne. I forvejen har positionskampen altid været hans akilleshæl, og derfor er det ikke mærkeligt, at resultaterne har været sparsomme. Den uorganiserede spurt i Tours er derfor ikke perfekt for Greipel, men han kan trøste sig med, at den ikke er teknisk, og at han med Nikolas Maes, Jasper De Buyst og Jens Debusschere har et af de bedste tog. Samtidig er brølstærke Greipel formentlig stadig meget frisk i finalen, og derfor vil han have gode chancer for at redde en del af sin sæson ved at tage sæsonens sidste klassikersejr.

Handler det om ren topfart, er løbets nummer 1 måske Dylan Groenewegen. Hans magtdemonstration i Paris i juli, vidner om, at der ikke er mange, der kommer i nærheden af ham, når vi taler om ren topfart. Alligevel er det blevet til påfaldende få sejre, og det skyldes ikke mindst, at LottoNL-toget endnu ikke kan matche de stærkeste. Det blev tydeligt i de meget tekniske finale i Tour of Britain, i sommerens Tour de France og igen så sent som i tirsdags i Münster. Groenewegen har i alle tre løb imidlertid været langt hurtigere end de fleste af rivalerne, så meget afhænger af, om hans tog endelig kan få bragt ham ordentligt frem i den heldigvis ikke så tekniske finale. Sejren på kongeetapen i Tour of Britain viser, at formen er god, men han er stadig ikke så holdbar som de tre ovennævnte rivaler. Kombinationen af større træthed efter så langt et løb samt det knap så stærke tog gør, at Groenewegen denne gang er et stykke nede på favoritlisten.

Vi glæder os meget til at se Sunweb i aktion. Holdet har et fantastisk stærkt mandskab med flere solide kandidater, men de har ikke meldt ud, hvem der skal køres for. Ruten er helt sikker for hård til Max Walscheid, så det står mellem Phil Bauhaus og Nikias Arndt . Der er ingen tvivl om, at Bauhaus er den hurtigste, ikke mindst efter den fantastiske sæson, han har haft i år, hvor han specielt med sejren i Dauphiné har fået sit helt store gennembrud. Han har imidlertid opnået sine store resultater på flade etaper i Giroen, Dauphiné og BinckBank Tour og senest med andenpladsen i det helt flade løb i Münster i tirsdags. Selvom han viste overraskende stor holdbarhed i Danmark Rundt, er det fortsat tvivlsomt, om han kan vinde efter så langt et løb. Topfarten rækker imidlertid til at sejre, og hans tog er formidabelt. Har han friskheden kan det blive til det helt store resultat. Helt omvendt er det for Arndt, der formentlig ikke er hurtig nok til at vinde, men til gengæld hører til blandt de mest holdbare sprintere, og for hvem løbet vel næppe kan blive for hårdt. Desværre har han ikke vist storform i de seneste uger.

Mark Cavendish er en af løbets største stjerner, og hans store respekt for historien gør, at han drømmer stort om at vinde et af de ældste og smukkeste løb. Desværre er der ikke meget, der tyder på, at det bliver i år, at briten skal først over stregen i Tours. Han er ellers kendt for sin evne til lynhurtigt at finde formen, men efter styrtet i Touren har det denne gang taget overraskende lang tid. Efteråret har budt på en hel serie af skuffelser, senest i Münster i tirsdags, og det var faktisk kun i Isbergues, at det lykkedes ham at køre en reel spurt. Al teori tilsiger, at han efterhånden snart burde være i form, men resultaterne viser noget Man skal imidlertid aldrig afskrive Cavendish, specielt ikke i en kaotisk spurt som den, der venter i Bourges. Sidste år havde han en lignende kompliceret sæson og endte alligevel med næsten af blive verdensmester. Logikken tilsiger, at Cavendish ikke vinder, men historien viser, at det sagtens kan ske alligevel.

BMC stiller til start med et mål om at skabe udskilning, men de er ikke uden chance i en spurt. Tværtimod har de i Jempy Drucker en rytter, der er skabt til dette løb. Han er mere holdbar end de fleste og fremragende til at positionere sig i en hektisk spurt. Samtidig har han et stærkt hold af brølstærke klassikerspecialister til at beskytte sig, og han har specielt i Primus Classic og Tour de l’Eurometropole vist, at nedturen ved VM ikke skyldtes manglende form. Desværre har han i år ikke haft samme topfart som tidligere, og derfor er hans bedste mulighed måske at udnytte sin styrke til at angribe i finalen.

En spændende kandidat er Kenny Dehaes, der endelig har fundet formen i dette efterår, hvor han har kørt fremragende. Han er ikke kendt for sin holdbarhed, og derfor var vi imponerede over andenpladsen i søndags i Tour de l’Eurometropole, hvor han kom med de bedste over bakken. Han kørte også fornemt i det ekstremt hårde Binche-Chimay-Binche, og i en boulevardspurt som denne har han en helt fantastisk topfart. Problemet er, at finalen måske bliver en anelse for hård. I det tilfælde har Wanty de mere slidstærke og ekstremt formstærke Tom Devriendt og Andrea Pasqualon, men de mangler nok den sidste fart for at kunne vinde en massespurt.

Ag2r er ikke kendt som et sprinterhold, men man har med erhvervelsen af Rudy Barbier forsøgt at styrke sig på denne front. Det er ikke gået specielt godt for den ellers hurtige franskmand i den første del af sæsonen, men nu har han endelig fundet benene. Tredjepladsen i det ekstremt stærkt besatte BinckBank Tour var første varsel, og siden da har han igen været sit vanlige konsistente selv. For et par uger siden var han uheldig at være involveret i et par styrt, men nu er han kommet sig, hvilket han specielt viste i GP d’Isbergues, hvor han slog selveste Cavendish og Bouhanni i feltets spurt, og især ved at tage en helt suveræn sejr i generalprøven ved Paris-Bourges. Han har tydeligvis timet formen perfekt, er god til at positionerne sig og har et godt hold. Man kan dog sætte spørgsmålstegn ved hans holdbarhed.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

FDJ er uden Arnaud Demare, der ellers altid har dette løb som et stort mål. I stedet satser man på talentet Marc Sarreau. Det unge franske talent har virkelig grebet den chance, der opstod som følge af Demares tidlige ferie, og han har endelig etableret sig som den klare nummer 2 i FDJs sprinterhierarki. Det store gennembrud kom i Poitou-Charentes, hvor han slog den ellers i det løb dominerende Elia Viviani på den hårde sidste etape, der sluttede på en stigning. I Fourmies viste han, at han også kan tage kampen op mod Bouhanni, da han spurtede sig til andenpladsen bag den franske stjerne, og senest blev han nummer 2 i generalprøven Paris-Bouges. Vigtigst er det, at han som den eneste har et tog, der kan matche de bedste. Kevin Reza, Lorrenzo Manzin og Daniel Hoelgaard er så gode, at de kan aflevere Sarreau perfekt. Spørgsmålet er, om den unge franskmand har sin vanlige spurtstyrke efter så langt et løb.

Som en sidste sprinter er vi nødt til at pege på Dan McLay. Alt peger på, at løbet er for langt og hårdt for den ikke specielt holdbare sprinter, men efter den yderst overraskende sejr i Tour de l’Eurometropole, hvor han helt uventet kom med den lille gruppe over sidste stigning, er det tydeligt, at formen er bedre end tidligere. Farten har der aldrig været tvivl om, men nu tyder det på, at han også kan være med senere i løbene. Vi tror stadig, at det bliver for langt og hårdt, og at han er ude af position i finalen, hvis han skulle overlevede, men efter sejren for en uge siden kan man ikke afskrive ham.

Skal man pege på ryttere, der kan angribe på de sidste bakker, skiller specielt to navne sig ud. Klarest står naturligvis Matteo Trentin, der har kørt som en motorcykel hele efteråret. Italieneren har været efterårets mand med hele fire etapesejre i Vueltaen, hvor han vandt både spurter og i hårdt terræn. Han klatrede bedre end tidligere og har båret formen videre efter løbet. I Primus Classic kørte han hele feltet sønder og sammen og satte samtlige rivaler fra hjul, inden han spurtede sig til en fjerdeplads ved VM. Senest var han i særklasse i Binche-Chimay-Binche, men her kom han dog til at spille lidt for meget med musklerne. Han er tilsyneladende ikke helt så flyvende som tidligere, men er der nogen, der kan gøre forskellen i finalen, er det ham. Quick-Step har også Zdenek Stybar, der dog ikke har timet formen, og Niki Terpstra , der var i vanvittig form ved VM, men for hvem finalen nok er en anelse for nem.

Den anden topkandidat er Søren Kragh. Hans præstationer i den sidste del af Vueltaen var vanvittigt imponerende, og han tog den gode form med til VM, hvor han vandt holdløbet og spillede en suveræn rolle i finalen. Han viste i det løb, at distancen passer ham, og han er blandt de bedste på korte stigninger. Da han samtidig kan slå de fleste i en spurt, kan det i år faktisk ende med dansk sejr. Andre meget formstærke kandidater til angreb er Jasper De Buyst og Oliver Naesen, der også begge kan spurte, hvis de kommer fri.

Endelig er det værd at bemærke, at Timothy Dupont, Jeremy Lecroq, Emiel Vermeulen, Bert Van Lerberghe, Rick Zabel, Baptiste Planckaert, Coen Vermeltfoort, David Menut, Roy Jans, Adam Blythe og Damien Touze også alle er gode kandidater til en spurt, selvom de næppe vinder.

OPDATERING: Kenny Dehaes stiller ikke til start, og Wanty kører i stedet for Tom Devriendt og Andrea Pasqualon. Heller ikke Dan McLay er med, hvorfor Fortuneo kører for Armindo Fonseca. Endelig har også Nikias Arndt meldt afbud pga. sygdom, og dermed er der ikke tvivl om, at Sunweb kører for Phil Bauhaus i en spurt.

***** Fernando Gaviria

**** Nacer Bouhanni, André Greipel

*** Dylan Groenewegen, Phil Bauhaus, Mark Cavendish, Matteo Trentin, Søren Kragh

** Jempy Drucker, Rudy Barbier, Marc Sarreau, Jasper De Buyst, Oliver Naesen

* Niki Terpstra, Zdenek Stybar, Andrea Pasqualon, Tom Devriendt, Timothy Dupont, Jeremy Lecroq, Emiel Vermeulen, Bert Van Lerberghe, Rick Zabel, David Menut, Roy Jans, Adam Blythe, Damien Touze, Daniel Oss, Anthony Delaplace, Amund Grøndahl Jansen

Danskerne

Søren Kragh har fået lov til at køre sin egen chance for Sunweb, og hvis det lykkes at undgå en massespurt, er han at regne som en af favoritterne. Michael Mørkøv skal formentlig køre lead-out for Rick Zabel, men kan måske selv få lov at spurte. Asbjørn Kragh og Lasse Norman kan håbe på at ramme dagens udbrud for Delko og Aqua Blue, der kører for hhv. Emiels Liepins og Yannick Martinez samt Adam Blythe i en massespurt. Endelig skal Lars Bak som så ofte før på arbejde for André Greipel.

Sidste års løb

Du kan gense Fernando Gavirias fantastiske overraskelsesangreb fra sidste år her.