Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Paris-Tours
06. oktober 2018 19:15 af Emil AxelgaardFoto: A.S.O.

Sæsonen nærmer sig sin afslutning, og mange har allerede sat cyklen i garagen. Ikke desto mindre er en af sportens største klassikere stadig på spil. Paris-Tours har i de senere år måske tabt lidt af sin prestige, men den lange historie gør det stadig til et af de mest prestigiøse løb på efterårskalenderen. Som en af de få klassikere, der kan vindes af rene sprintere, giver det franske løb et incitament for de hurtige folk til at fortsætte hele vejen til afslutningen på sæsonen, og ingen sprinter kan siges at have et fuldendt CV, hvis ikke han har sikret sig en sejr i et af sportens ældste løb.

Løbets rolle og historie

Klatrerne har deres store sæsonfinale i næste lørdags Il Lombardia, men allerede på søndag er det tid for sprinterne at lukke ned for deres europæiske sæson i en af sportens største klassikere. Traditionelt markerer Paris-Tours afslutningen på året for de hurtige folk, der ser frem til chancen for at sikre sig en stor sejr på en hovedsageligt flad rute, der bekommer dem vel.

 

Hvad der gør Paris-Tours prestigiøst, er løbets lange historie. Efter først at være blevet afviklet som amatørløb helt tilbage i 1896 havde det en omtumlet start og var først tilbage med anden udgave fem år senere. Derefter fulgte endnu en pause på fem år, indtil avisen L’Auto, der også arrangerede Tour de France, overtog begivenheden og arrangerede det som et årligt tilbagevendende løb for professionelle fra og med 1906.

 

Siden da har det været et vigtigt element på den internationale kalender, og det er kun udgaverne i 1915, 1916 og 1940, der på grund af krigene er blevet aflyst. Efter at have startet som efterårsløb blev det i 1911 flyttet til foråret, hvor det forblev helt frem til 1951. Siden da har det haft sin nuværende rolle som et af de største løb mod slutningen af sæsonen med en position enten sidst i september eller først i oktober.

 

Det kræver bare et hurtigt blik på vinderlisten at forstå, at vi her taler om et stort løb på cykelkalenderen. Adskillige store navne - hovedsageligt sprintere og klassikerspecialister - har sejret, men det er en af de få store klassikere, der aldrig er blevet vundet af Eddy Merckx. Belgieren kunne have vundet i 1968, men valgte at give sejren til holdkammeraten Guido Reybrouck, og senere lykkedes det ham aldrig at krydse stregen i Tours som første mand. Fire ryttere har tre sejre på cv’et: Gustaf Daneels, Paul Mayé, Reybrouck og senest Erik Zabel, der sejrede i 1994, 2003 og 2005. Det er også en af de store klassikere, der har haft danske vindere, idet Rolf Sørensen og Jakob Piil vandt i hhv. 1990 og 2002.

 

Med dets lange historie og store prestige er det ikke noget under, at løbet blev inkluderet i World Cippen, da de største endagsløb blev samlet i en sæsongående konkurrence forud for 1989-sæsonen. Det forblev en vigtig del af serien frem til dens opløsning i 2004 og blev med det samme en del af efterfølgeren, ProTouren, da denne blev introduceret i 2005.

 

Som de fleste andre store franske løb arrangeres Paris-Tours af Tour de France-arrangørerne ASO - et resultat af arven fra L’Auto og 1906-udgaven af løbet - og derfor blev det en del af konflikten mellem grand tour-arrangørerne og UCI, der fulgte i kølvandet på ProTouens indførelse i 2005 og kulminerede i 2008. Som alle andre løb arrangeret af ASO, RCS eller Unipublic blev det derfor trukket ud af UCI-systemet i 2008, men da en aftale mellem parterne blev nået om at indføre en ny WorldTour fra og med 2009, var løbet det eneste af de oprindelige begivenheder, der ikke genvandt sin plads på den fineste kalender. Siden da har det været afviklet som et 1.HC-løb på UCI Europe Tour.

 

Den degradering har betydet, at løbet har mistet megen prestige, da alle WorldTour-mandskaber ikke længere er forpligtet til at deltage i den sidste store efterårsklassiker. I år kan man således kun præsentere 9 af de 18 hold fra den fineste række, mens resten af de 23 mandskaber udgøres af prokontinental- og endda kontinentalhold. Således har de store hold Sky, Movistar, Mitchelton-Scott, Bora-hansgrohe, Astana, UAE, Bahrain-Merida, BMC og Trek-Segafredo alle valgt ikke at stille til start i Frankrig.

 

I 2012 gav UCI løbet yderligere et tilbageslag, da man omstrukturerede kalenderen. I adskillige år blev Paris-Tours afviklet den første søndag efter VM, mens Il Lombardia herefter endte klassikersæsonen seks dage senere. Forud for 2012-sæsonen besluttede UCI imidlertid at bytte rundt på de to begivenheder for at skabe bedre synergi mellem Il Lombardia, et af sportens fem monumenter, og VM. Mens den italienske klassiker fik et fantastisk boost med meget stærkere startfelter, har det franske løb siden da haft betydeligt sværere ved at tiltrække de største sprintere, der meget ofte allerede har afsluttet deres sæson så sent på året. Den tendens er naturligvis blevet forstærket af, at man i 2012, 2013 og 2014 havde så kuperede VM-ruter, at de fleste sprintere allerede var startet ferien, da regnbuetrøjen blev uddelt. Selv i 2015, hvor VM-ruten i Richmond var ganske flad, kunne man ikke fremvise mange store navne, og de fleste sprintere drog direkte fra USA på ferie.

 

Tingene blev kun forværret, da man skabte the sprintervenlige Tour of Beijing, som endda var en del af WorldTouren. Heldigvis havde mange store navne meget lidt lyst til at rejse hele vejen til Kina så sent på året, og derfor havde det ikke umiddelbart den helt store effekt på Paris-Tours. Værre var det i 2015, hvor den nye Abu Dhabi Tour blev skabt og gjorde det meget sværere for ASO. Det arabiske løb var arrangeret af Giro-arrangørerne fra RCS og pengestærke lokale bagmænd og samarbejdede tillige med den magtfulde Velon-gruppe bestående af mange af sportens tophold. Der var utvivlsomt mange nostalgiske cykelfans, der havde det svært med at se sprintere som Peter Sagan, Marcel Kittel, Elia Viviani og Sacha Modolo rejse til Abu Dhabi i stedet for at stille til start i en af sportens største klassikere. For at gøre det hele endnu værre sluttede sidste etape af det arabiske løb stort set samtidig med den franske begivenhed, og dermed blev løbets vanskeligheder udstillet.

 

I 2016 ændredes situationen imidlertid. Det sene VM betød, at man fra ASOs side designede ruten til Paris-Tours så det både mht. distance og terræn virkede som den perfekte generalprøve forud for det store slag i Qatars ørken. Løbet blev forlænget og de sene bakker fjernet, og da løbet i Abu Dhabi samtidig blev afviklet senere end året før, udeblev resultatet ikke. Løbet oplevede en slags renæssance og tiltrak et langt stærkere felt end i de foregående år. Sidste år var VM tilbage på sin vante plads, men ganske overraskende var den positive effekt på Paris-Tours ikke forsvundet. I hvert fald valgte mange topsprintere at holde benene i gang helt frem til den store sæsonfinale, og selvom de alle blev fravalgt til VM, var André Greipel, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni og Mark Cavendish alle at finde i feltet, ligesom den forsvarende vinder Fernando Gaviria valgte at fortsætte efter hans store mål i Bergen.

 

I år har UCI lidt overraskende igen valgt at bytte rundt på Paris-Tours og Il Lombardia, så man er vendt tilbage til den oprindelige kalender. Man kan diskutere, om det har haft den store effekt på den franske klassiker, men feltet er i hvert fald igen langt stærkere end for et par år siden. Den bjergrige VM-rute har betydet, at sprinterne i 2018 har måttet gøre de sene løb i Nordeuropa til deres hovedmål for anden del af sæsonen, og her skiller Paris-Tours sig ud som det største. Ganske vist betyder konkurrencen fra WorldTour-løbet Tour of Turkey, der allerede starter tirsdag, at vi vil savne folk som Fernando Gaviria, Sam Bennett og John Degenkolb, men med Dylan Groenewegen, Arnaud Demare og André Greipel i feltet vil i hvert fald tre af sportens hurtigste være at finde i feltet, når det går løs på søndag.

 

Det er ikke overraskende, at løbet har været et paradis for sprintere. Hjemstedet i stort set hel flad del af Frankrig betyder, at antallet af højdemeter er begrænset, og løbet ender derfor som regel i en massespurt Siden 1919 har arrangørerne gentagne gange forsøgte at gøre løbet hårdere ved at angribe Tours fra forskellige retninger og udnytte områdets mindre stigninger, men det har ikke gjort den store forskel. Mellem 1974 og 1987 ændrede man konstant ruten og skiftede endda navn flere gange, da flere udgaver end ikke sluttede i Tours. I 1988 vendte løbet tilbage til sin historiske målby, men de kortere distancer i moderne cykelsport betyder, at en start i Paris ikke længere mulig. På grund af klassificeringen som et løb på Europe Tour er det heller ikke længere blandt kalenderens længste, og siden 2009 har distancen været reduceret fra de tidligere 250-260 km til ca. 230 km.

 

Til trods for det er sprinterne alligevel blevet snydt ganske ofte i de senere år. Indløbet til Tours inkluderer flere mindre stigninger, og de har ganske ofte været nok til at franarre sprinterne chancen for at spurte om sejren. Siden år 2000 er kun seks udgaver sluttet i massespurter, og der har på intet tidspunkt været to spurtsejre i træk. Faktisk har man tilsyneladende fundet en rytme, hvor der spurtes om sejren hvert tredje år, idet de seneste fire ”spurtårgange” har været 2007, 2010, 2013 og 2016. I mange år var løbet berømt for sin nærmest uhørt lange opløbsstrækning på Avenue de Grammont, men siden 2011 har konstruktionen af sporvejsskinner tvunget ASO til at forkorte den og dermed gjort det endnu sværere for sprinterne.

 

I år har løbet fået en ansigtsløftning. Ser man bort fra den lidt specielle 2016-udgave, der er omtalt ovenfor, har man i de seneste mange udgaver haft den samme finale med de velkendte bakker på de sidste 15 km. Denne gang har man imidlertid ændret løbets identitet ved dels at angribe Tours fra en helt ny ruetning, dels gøre inklusionen af grusveje til løbets væsentligste element. Vi har stadig til gode at se, om det vil gøre løbet mere eller mindre selektivt, men det er i hvert fald et interessant krydderi, der vil skabe større usikkerhed om, hvad vi kan forvente.

 

Sidste års udgave blev endnu en for angriberne. På de sidste bakker lykkedes det den ekstremt formstærke tidligere vinder Matteo Trentin at køre væk sammen med holdkammeraten Niki Terpstra og danske Søren Kragh Andersen. Kragh befandt sig i en svær Quick-Step-sandwich, og trods en ihærdig indsats kunne han ikke forhindre Trentin i at spurte sig til anden sejr på 3 år, mens Kragh satte sig på andenpladsen foran Terpstra. Der bliver ikke endnu en sejr til Trentin denne gang, da hans nye Mitchelton-mandskab ikke er til start, men Kragh stiller igen til start som Sunweb-kaptajn efter en hård sæson, ligesom Terpstra igen er del af et meget stærkt klassikermandskab fra Quick-Step.

 

Ruten

ASO har som sagt i årenes løb foretaget adskillige justeringer af ruten og forsøgt at gøre indløbet til Tours så hårdt som muligt. Forsøgene har imidlertid ikke gjort det helt store forskel, og derfor har man i de senere år lagt sagt fast på den samme afslutning. Al tale om at flytte målet væk fra Tours er droppet, og nu om dage har de sidste kilometer altid været de samme og byder på de samme to stigninger i den absolutte finale. Den eneste væsentlige ændring er ovenfor omtalte forkortelse af opløbsstrækningen på Avenue de Grammont, et initiativ, der har vanskeliggjort forholdene for sprinterne.

 

Mens anden halvdel af løbet altid er næsten helt uforandret, ændrer ASO som regel en del på den indledende del, hvor startbyen varierer fra år til år. De grundlæggende karakteristika er imidlertid helt uforandrede. Siden 2009 har distancen som regel været ca. 230, og starten er gået et stykke nord for Tours, hvorefter man har holdt en hovedsageligt sydlig retning frem mod målet og den traditionelle lille sløjfe rundt om målbyen, hvor man ramt de små stigninger, der leder frem den store finale på Avenue de Grammont.

 

Som omtalt ovenfor er det imidlertid i år tid til en nyskabelse. Med en helt ny finale uden de klassiske stigninger, Cote de Beau Soleil og Cote de l’Epan, der i mange år har været de afgørende elementer i finalen er der i stedet opfundet nye sene bakker, men det er inklusionen af grusveje, der vil være hovedattraktionen og give løbet en ny identitet. Ikke færre end 12,5 km fordelt på ni sektorer skal i finalen afvikles på det ujævne underlag, og det vil sammen med syv sene bakker sørge for, at sprinterne får kam til deres hår.

 

En anden konsekvens af omlægningen er, at løbets distance er reduceret fra mere 234,5 til 214,5 km. De vil føre feltet fra Chartres, der ofte har ageret startby for løbet til Tours, hvor den klassiske finale på Avenue de Grammont venter. Som altid er den første del helt ukompliceret og flad, men den relativt konstante retning mod syd betyder, at vinden kan blive farlig i det åbne landskab, hvis den står rigtigt. Den kortere distance skyldes, at man denne gang følger en mere lige linje ned mod Tours, og i den første halvdel kører man derfor skiftevis mod syd og sydvest med direkte kurs mod målbyen. Terrænet er helt fladt, terrænet åbent, og der er stort set ingen højdemeter på programmet.

 

Den eneste reelle fare i denne fase er vinden, der ofte har spillet en helt afgørende rolle. Da man som  sagt kører i samme retning næsten hele dagen, kan det være ekstremt stressende, hvis der bydes på sidevind. Er der modvind, kan det til gengæld blive en lang, kontrolleret dag, mens vi har set helt ufattelige hastigheder i år med medvind. Rekorden for det hurtigste endagsløb er i de senere år flere gange blev slået i netop Paris-Tours, senest i 2015, hvor vinderen Matteo Trentin holdt en gennemsnitshastighed på imponerende 49,642 km/t over de 231 km.

 

Efter 97 km når man frem til forplejningszonen i Vendome, men det ændrer ikke på løbets karakter. Man fortsætter nemlig herfra mod syd gennem fladt terræn. Først i Cangey efter 141 km sker der noget, for her drejer man mod sydvest og vest med retning mod målbyen. I stedet for at følge den direkte linje, snor man sig imidlertid rundt på områdets smalle, kuperede veje, og det er her de ni grusvejsstykker og syv stigninger melder sig.

 

Den første udfordring er Cote de Nazelles-Negron (600 m, 6,7%), der efter 153,5 km kan karakteriseres som opvarmning. Finalen indledes for alvor efter 162,6 km, når man rammer grusvejssektor 1 (500 m, *), der bare 1500 m senere afløses af sektor 2 (1500 m, **). Efter 175 km gælder det Cote de Goguenne (500 m, 5,8%), der er del af den 2500 m lange sektor 3 (***), og umiddelbart efter skal man over Cote de Montfort (700 m, 4,5%), der har top efter 179,5 km og falder sammen med den 2000 m lange sektor 4 (**).

 

Knap er det fjerde grusvejsstykke overstået, inden det 4500 m senere med 30,5 km til stregen gælder sektor 5 (1200 m, **). Bare 2500 m senere rammer man Cote de la Rochere (400 m, 10,7%), der er del af den sjette sektor (900 m, **). Umiddelbart efter med 25 km til mål rammer man sektor 7 (1500 m, ***), der er det vanskeligste stykke, inden man 2500 m senere skal op over Cote de La Vallee Chartier (700 m, 5,8%), der falder sammen med den 8. sektor (1600 m, **).

 

De sidste tre udfordringer følger i løbet af de sidste 20 km. Med 17 km skal man over Cote de Vouvray (500 m, 5,3%), mens man med 14 km igen rammer det sidste grusvejsstykke (800 m, *). Den sidste hurdle er Cote de Rochecorbon (800 m, 4,7%), hvis top rundes med 12 km til stregen. Herfra går det igennem helt fladt terræn ad en lang, lige vej mod sydvest og vest, inden man i udkanten af Tours med knap 5 km drejer mod syd for at slå en lille sløjfe rundt om centrum. Med 4 km igen skal man til højre i en rundkørsel og derefter med det samme til venstre. Til slut er der et venstresving med 2100 m igen, inden man med 800 m igen drejer til venstre i en rundkørsel ind på den berømte, 6 m brede  Avenue de Grammont, hvormed det berømte meget lange opløb som i tidligere år er væsentligt forkortet.

 

Løbet byder på i alt 1220 højdemeter.

 

Det vil være en stor fejltagelse at sammenligne Paris-Tours med en flad etape i en grand tour. Grundet manglen på terrænmæssige udfordringer tvinges klassikerspecialisterne til at tage chancer og køre hårdt på for at skabe den udskilning, der kan give dem chancen for at gå efter sejren, og det er hovedårsagen til, at vi i de senere år har set så imponerende hastigheder. Gennemsnitsfarten har således været over 45 km/t i 11 af de seneste 16 udgaver.

 

Den første del af løbet udvikler sig som regel som ethvert andet løb med skabelsen af et tidligt udbrud, men for rytterne handler det alligevel om hele tiden at være på tæerne. Hver eneste gang, der er en chance for at splitte feltet i sidevinden, er der som regel et eller flere hold, der forsøger at udnytte muligheden, og derfor kan den indledende del enten være meget kontrolleret eller overraskende selektiv. De sidste 50 km byder som regel på en byge af angreb med flere forskellige grupper i front på forskellige tidspunkter af løbet.

 

 

 

 

Vejret

Som sagt er det vejret, der i stor udstrækning bestemmer, hvor hårdt et Paris-Tours vi får, og noget kunne tyde på, at det ikke bliver helt let. Det sommervejr, der i disse dage præger Tours, forsvinder nemlig søndag, hvor det vil være overskyet med en 10-30% risiko for en byge, særligt mod slutningen, og en temperatur på 16 grader. Det vil være ganske blæsende med en jævn til frisk vind, først fra sydvest, men i løbets anden halvdel fra øst. Dermed vil der være sidemodvind og modvind i lange dele af den indledende fase, men efterhånden som vinden skifter retning, vil ryttere i stigende grad få sidevind. Frem mod stigningerne og grusvejsstykkerne vil man dreje ind i sidemed- og medvind, og derefter vil vinden være gunstig i finalen med alle udfordringerne. På de sidste 5 km vil man hovedsageligt have sidevind, afbrudt af et modvindsstykke mellem de to sidste sving.

 

Favoritterne

Paris-Tours har ofte været et af årets mest uforudsigeligt løb. Hvis løbet var blevet afviklet på snart sagt et hvilket som helst andet tidspunkt af året, ville de små bakker i finalen næppe have haft den store indvirkning, og en massespurt ville have været et næsten sikkert udkomme. Forholdene er imidlertid markant anderledes i et løb, der er det sidste for langt de fleste deltagere. Motivationen kan være ganske lav, trætheden er sat ind, og formen er slet ikke, hvad den var tidligere på året.

 

Tidligere havde sprinterne meget ofte overtaget i Paris-Tours, og i langt de fleste tilfælde endte det i den forudsigelige massespurt på Avenue de Grammont. Det har imidlertid ændret sig i de senere år, et forhold, der primært kan forklares af to faktorer.

 

Først og fremmest har den kortere opløbsstrækning betydet, at der er mindre tid til at jagte efter de sidste stigninger. Det har gjort det langt sværere for sprinterne at komme i spil igen. Derudover spiller også kalenderændringen og den reducerede prestige en rolle. Der er færre topsprintere til start, og det gør det sværere at kontrollere. Rytterne har tillige været mindre motiverede to uger efter VM, end de var, da løbet blev afviklet en uge tidligere, og det gør det lettere at overraske. Der er simpelthen færre ryttere, der stadig er i form. Selv hvis sprinteren selv er tæt på 100%, er han sjældent omgivet af friske hjælperyttere. Mange hold er allerede reducerede i antal på forhånd, og løbet er ofte præget af, at mange ryttere står af undervejs. Det er ganske enkelt lettere at gøre en forskel for friske ryttere. Det er derfor ingenlunde nogen tilfældighed, at det siden 2007 kun er hver tredje udgave, der er endt i en massespurt.

 

Nøglefaktoren i løbet er naturligvis altid vejret. I stille betingelser er det meget sværere at skabe udskilning, og sandsynligheden for en spurtafgørelse er større. I våde og blæsende betingelser kan løbet sagtens splittes op, og glatte veje kan gøre det langt vanskeligere at organisere en jagt på de snoede, smalle veje i finalen.

 

Vi havde en massespurt i 2016, hvor ruten som sagt var uhørt nem og designet til at skabe en massespurt, og skal man følge statistikken bør vi derfor få en udbrudssejr i år. Den nye rute betyder imidlertid, at vi denne gang kan glemme alt om vores erfaringer fra tidligere år, for det nye løb har ikke meget tilfælles med det gamle. Den indledende flade del, hvor vinden i den grad kan være drilsk, ligner det, vi kender, men finalen med stigninger og grusveje er helt ny. Samtidig er det ikke helt let på forhånd at sige, om den nye rute er lettere eller sværere. Antallet af udfordringer er øget betydeligt, men samtidig er der nu længere til mål fra toppen af sidste stigning, og den sidste del favoriserer i den grad feltet.

 

Det er dog i mindst lige så høj grad vejret og feltets sammensætning, der bestemmer hårdheden af Paris-Tours som rutens design. Finalen er bestemt ikke så svær, at det ikke kan ende i en spurt, men det afhænger i meget høj grad af, hvad de forskellige hold vil, samt om de klimatiske betingelser er ideelle til aggressivt cykelløb.

 

Lad os starte med det sidste først. Søndag ser i skrivende stund ud til at blive ganske blæsende, og heldigvis skifter vindretningen i løbet af dagen fra sydvest til øst. Det betyder, at der vil være en dræbende modvind i løbets første del, der derfor godt kan udvikle sig til lidt af en langgaber med et tidligt udbrud og en halvkedelig jagt, men efterhånden som der bliver sidevind, vil nervøsiteten stige. I selve finalen med alle udfordringerne vil der endda være en ret kraftig medvind, og det vil i den grad favorisere ryttere med intentioner om aggressiv kørsel.

 

Ser man på feltets sammensætning, er der kun tre hold, der for alvor vil gå efter en spurt. Det gælder i særlig grad LottoNL med Dylan Groenewegen og Lotto Soudal med André Greipel. Reelt set er det vel også det foretrukne scenarium for FDJ med Arnaud Demare, men den tidligere franske mester viste så sent som i tirsdagens Binche-Chimay-Binche, at han bestemt ikke er bange for at køre aggressivt også. Historien viser, at man meget let kan blive fanget i finalen, og da han heller ikke har det bedste hold, vil Demare formentlig være aktiv i angreb i finalen. Greipel vil sikkert forsøge samme strategi, men har ikke helt samme muligheder som sin franske rival, mens en ellers formstærk Groenewegen næppe kan gøre meget andet end at håbe på samling.

 

Blandt de aggressive hold skiller særligt Quick-Step sig ud. Holdet har ganske vist i Fabio Jakobsen en stærk og holdbar sprinter, men med navne som Yves Lampaert, Niki Terpstra, Florian Senechal, Dries Devenyns og Philippe Gilbert ligger det i kortene, at holdet i den grad har tænkt sig at skabe ravage og kun have Jakobsen i baghånden som plan B. Sunweb har meldt ud, at de satser 100% på Søren Kragh, der også skal bruge et hårdt løb, og det samme gælder for den meget formstærke Oliver Naesen fra Ag2r.

 

Samlet set tror vi derfor ikke meget på en spurt. Den nye finale virker så selektiv med så mange udfordringer, at der burde være endnu bedre betingelser for at gøre forskelle end tidligere, også selvom de sidste bakker kommer længere fra mål. Også den kraftige medvind til slut vil bidrage til det, og da Demare formentlig er stærk nok til at blande sig med Quick-Step-angrebene til slut, vil det sandsynligvis kun være Lotto og LottoNL, der for alvor skal jagte. Selvom LottoNL var dybt imponerende i Binche i tirsdags, hvor de egenhændigt neutraliserede et stærkt udbrud og kørte Danny Van Poppel til sejr, kan det blive meget svært at skabe samling.

 

Dermed tror vi, at vi igen i år får et selektivt løb, hvor en lille gruppe af klassikerspecialister, der kan køre stærkt på grusveje og små stigninger samt gerne har en god spurt på flad vej, skal afgøre det. På denne tid af året er form og motivation i den grad afgørende, og i de seneste uger har vi fået en ret klar pejling på, hvem der er kørende og har vilje til og tro på, at man kan jagte endnu et topresultat.

 

Det får os til at pege på Oliver Naesen som vores favorit. Uheld betød, at belgieren aldrig fik den klassikersæson, han havde drømt om, men det har han i den grad rettet op på i efteråret, hvor han har kørt som en motorcykel. Han satte formstærke Tim Wellens fra hjul, da han var tæt på at køre alene hjem på kongeetapen i BinckBank Tour, og spurtede sig alligevel til en 4. plads på Muren. Kort efter slog han Michael Valgren og Wellens i en historisk hård og våd udgave af Bretagne Classic efter en knusende overlegen præstation, inden han i Canada spurtede sig til en 4. plads i Montreal, hvor ruten egentlig burde være for hård. Siden var han sammen med Tiesj Benoot stærkeste mand i Tour de l’Eurometropole, hvor han dog fandt ruten for let til at overmande Trek med Jasper Stuyven og Mads Pedersen, der vandt løbet, inden han senest i tirsdags spurtede sig til en 3. plads i Binche.

 

I tirsdags virkede Naesen måske ikke helt så skarp som for et par uger siden, men det kan også skyldes en lille løbspause. En 3. plads i så hårdt et løb vidner trods alt om gode ben, og de burde komme ham til gode i en selektiv finale, der burde passe ham. Vind, grusveje og små bakker er lige Naesens kop te, og han vil elske et hårdt udskilningsløb. Samtidig viste han med sin suveræne sejr foran Valgren i Bretagne, hvor hurtig han er efter en hård dag, og han kan gøre det færdigt mod mange af de andre klassikerspecialister. Udfordringen kan blive, at han til slut kan være isoleret mod flere folk fra Quick-Step, men lykkes det ham at sidde med i et scenarium som sidste år, bliver han ikke let at slå. Derfor er han vores favorit.

 

Quick-Step har som sagt et fremragende hold af klassikerstjerner, men uden en helt oplagt kaptajn, ikke mindst fordi den hurtigste af dem, Philippe Gilbert, fortsat ikke er i topform. Det er imidlertid Yves Lampaert, der synes at være i fabelagtig form i øjeblikket. Allerede ved VM i holdløb overgik den tunge belgier alle forventninger ved at sidde med det brølstærke vinderhold op ad den knaldhårde stigning i finalen, og i tirsdags var han med i alt i Binche, inden han trods deltagelse i det sene udbrud spurtede sig til en 2. plads på brostensbakken op til mål. Det er blot endnu en bekræftelse på, at Lampaert i dag skal regnes som en af verdens allerbedste i løb som disse, og ligesom Naesen kan han i den grad glæde sig over en finale, der umiddelbart kan virke hårdere end tidligere. I terræn om dette er en formstærk Lampaert meget svær at sætte.

 

Dertil kommer, at han formentlig vil være et af flere Quick-Step-kort i finalen, og han har med sejrene i Dwars door Vlaanderen og ved de belgiske mesterskaber vist, at han formår at udnytte det taktiske overtag og sin store motor til at køre alene hjem. Dertil kommer, at han faktisk også er en glimrende afslutter, som han senest viste det i tirsdags, også selvom der er flere, der er hurtigere end ham. Derfor ligner han Quick-Steps bedste bud på en vinder.

 

Havde han været i topform, havde Arnaud Demare været vores favorit. Den tidligere franske mester er nemlig den klart mest holdbare af sprinterne, og han er på toppen af sin ydeevne meget svær at komme af med i terræn som dette. Formen er bestemt heller ikke dårlig, for han var med i angrebene både i Binche i tirsdags og i det hårde Tour de l’Eurometropole for et par uger siden. I begge løb slap kræfterne imidlertid op, og modsat Lampaert havde han i tirsdags ikke mere at skyde med i spurten. Vi frygter lidt, at han igen kan komme lidt til kort på de allersidste bakker, ikke mindst fordi han kan føle sig isoleret i en gruppe med mange Quick-Step-ryttere, hvor det kan blive svært ikke at komme på bagkant. Kan han sidde med hele vejen, er det imidlertid meget svært at se en af klassikerspecialisterne slå ham i en spurt, og med den trods alt fornuftige form kan han sagtens ende i en spurt i en lille gruppe, som vi så det sidste år.

 

Også i en massespurt vil han stå fremragende, da han gang på gang har vist, at han er en af verdens allerhurtigste efter et hårdt løb, og her vil han endda ideelt set have sit fabelagtige tog med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri, løbets i særklasse bedste, til sin rådighed. Derfor har han efter to podiepladser flere muligheder for endelig at tage den forløsende sejr.

 

Megen fokus vil være på Quick-Steps store stjerner, men sammen med Lampaert ligner Florian Senechal den mest formstærke. Det har han vist lige siden 4. pladsen i Brussels Cycling Classic og især i det episke GP d’Isbergues, hvor han vel var stærkeste mand, selvom han loyalt måtte beskytte Gilbert i front og derfor nøjes med en 3. plads. I onsdags sad han med i sidevinden i Münsterland, inden han i skrapt sprinterselskab spurtede sig til en 6. plads, og han har således dokumenteret både form og motivation. Han ligner en mand, der efter et år som lærling på Quick-Step er klar til endelig at vise sit store potentiale her i en finale med bakker og grusveje, der begge passer ham. Samtidig vil han som underdog kunne udnytte et overtal og mere frihed, og endelig er han måske blandt Quick-Steps klassikerstjerner den allerhurtigste i en spurt.

 

Får følelserne lov at bestemme, er det vel næppe mange, der ikke drømmer om at se André Greipel øverst på podiet. Efter otte år kører den tyske supersprinter nemlig sit allersidste løb for Lotto Soudal, og han drømmer utvivlsomt om at slutte det hele af ved at vinde en af de store klassikere, han faktisk har inden for sin rækkevidde. Heldigvis synes formen at være god. Efter en svær august slog han pludselig Ewan og Gaviria to gange i Tour of Britain, hvor han viste, at han stadig er en af verdens hurtigste, men efterfølgende blev han igen sat tilbage af sygdom i de belgiske løb. Han kom tilbage Lichtervelde, hvor han tabte Jasper De Buysts hjul i finalen, inden han i Tour de l’Eurometropole vandt feltets spurt bag de 10 forreste. I onsdags sad han med de bedste i sidevinden i Münster, men skuffede i spurten med en 4. plads.

 

Greipel kan få det svært i en aggressiv finale, for umiddelbart er der bedre folk på de sene bakker. Man skal imidlertid ikke glemme, at han har kørt finale i både Flandern og Roubaix, og at han så sent som sidste år var aktiv i de sene angreb, inden han spurtede sig til en 4. plads i den lille gruppe, der jagtede de tre forreste. Derfor kan han også denne gang gøre sig gældende i en selektivt løb, og skulle han denne gang sidde med de allerbedste, er han naturligvis næsten umulig at slå på stregen. Bedst chance har han dog i en massespurt, hvor det kun er Groenewegen og Demare, der kan matche hans topfart. Han viste så sent som i England, at han stadig kan slå de allerbedste, og kan han undgå sine vanlige positioneringsproblemer med hjælp fra Jens Debusschere vil han være en af de helt store favoritter i en samlet afgørelse.

 

Det sidste resultat viser, at formen fortsat er god, og et sidevindsløb er heller ikke dårligt for bundsolide Greipel, der må have den motivation, der er så vigtig på denne tid af året. Hans tog er alt andet end imponerende, men han har i Jens Debusschere en glimrende lead-out man, der burde kunne holde ham fremme i den ikke alt for komplicerede finale. Fra England ved vi, at han har farten til at vinde, og lykkes det med positioneringen, burde han have en god chance.

 

Løbets og måske verdens hurtigste mand er Dylan Groenewegen, men modsat Demare og Greipel skal man ikke vente at se ham være stærk nok til at køre offensivt i finalen. For ham handler det alene om at forsøge at holde sig til, og det kan vise sig svært nok for en mand, der ikke er kendt for sin holdbarhed. Man skal imidlertid slet ikke undervurdere en tilsyneladende meget formstærk Groenewegen, der i tirsdags sad med helt til slut i det knaldhårde løb i Binche, hvor han loyalt afleverede holdkammeraten Van Poppel til sejr i en finale, der ikke passede ham. Derfor burde han have fornuftige chancer for at sidde med, også i et hårdt løb som dette, og ender det i en massespurt, er han manden, der skal slås. Han vil næppe kunne regne med meget lead-out fra LottoNL, der formentlig skal ofre alt for at skabe samling til sidst, men heldigvis er Groenewegen selv glimrende til at positionere sig, ligesom han med sejren i Kuurne har vist, at han sagtens kan vinde en spurt også efter en hård dag. Ender det i en massespurt, er Groenewegen derfor vores klare favorit til at løbe med sejren.

 

Egentlig burde Philippe Gilbert slet ikke nævnes. Siden det grimme styrt i Touren har han nemlig kun kørt GP d’Isbergues og Binche-Chimay-Binche. Som i et sandt mirakel lykkedes det ham imidlertid at vinde en historisk hård udgave af det franske løb, der i forfærdeligt vejr endte som ren udskilning. Det viser, at han allerede er i glimrende form, men løbet i Binche viste også, at der stadig er begrænsninger. Her var han nemlig aldrig aktiv i angrebene, og i spurten, der passede ham glimrende, blev han blot nr. 15. Man kan derfor frygte, at han endnu ikke er helt god nok til at sidde med, når de allerbedste åbner på stigningerne. Til gengæld er Gilbert erfaren og snu som de færreste, og han vil vide, hvordan han skal udnytte et Quick-Step-overtal til at angribe i finalen. Og ender det i en spurt i en mindre gruppe, er han sammen med Senechal formentlig det bedste bud for belgierne.

 

Listen over gode Quick-Step-bud tæller også Niki Terpstra, hvis form dog ikke er helt til at blive klog på. På den ene side var han blandt drivkræfterne bag holdets VM-titel, og det kan man kun være, hvis man er meget tæt på topformen. Omvendt kørte han helt forfærdeligt i Binche i tirsdags, hvor han var den eneste af Quick-Steps stjerne, man aldrig så noget til, og han var ikke i nærheden af at sidde med feltet hjem. Det er imidlertid slet ikke uset for Terpstra at være meget svingende i præstationerne, og han kan sagtens komme flyvende ind til søndagens løb. Den nye, hårde finale burde passeham ganske glimrende, men han vil altid være hæmmet af, at han blandt Quick-Step-kaptajnerne er den langsomste. Omvendt er han også et glimrende bud på en mand, der kan udnytte holdets sandsynlige overtal til at køre alene væk, og får han først et hul i en finale som denne, kan han vise sig næsten umulig at hente.

 

En anden rytter, der må glædes over den nye finale, er Sep Vanmarcke. For ham gælder imidlertid, at hans form i den grad er et åbent spørgsmål, for modsat alle de ovennævnte har han ikke kørt løb i de seneste uger. Bortset fra deltagelsen i det lille sprinterløb i Lichtervelde d. 19. september var hans seneste optrædende i de canadiske klassikere helt tilbage i begyndelsen af september. He viste han heller ikke just topform med en 13. plads i Quebec og en DNF i Montreal, og det virker derfor usandsynligt, at Vanmarcke er helt på toppen. Omvendt er belgieren stort set altid konkurrencedygtig, og der findes ikke mange i denne verden, der er så stærk som Vanmarcke i en finale som denne. Han er også en af de hurtigste klassikerspecialister, og ender det i en lille gruppe, har han derfor som løbets helt store joker ganske gode chancer.

 

Quick-Step vil formentlig køre aggressivt, men ender det i en spurt, har man i Fabio Jakobsen en glimrende option også. Selvom hollænderen er holdbar, er han næppe i stand til at køre med i angrebene, men som han viste i det knaldhårde løb i Bretagne, hvor han vandt feltets spurt bag udbruddet, kan han sagtens overleve og spurte efter en svær dag. Det er er dog mere formen, der kan være lidt tvivlsom, for han sad ikke med feltet hjem i Binche i tirsdags, og dette løb er både længere og sværere. Derfor vil der heller ikke denne gang være nogen garanti for, at vi ser Jakobsen i en massespurt, men sidder der, er han et af de bedste bud på sejr. Således viste han i BinckBank Tour, at han med et godt lead-out kan slå de bedste, og her vil han have et brølstærkt hold til at køre sig frem

 

Cofidis har ladet Nacer Bouhanni blive hjemme og satser i stedet på Christophe Laporte. Han har haft en fantastisk sæson, men efter sygdom i Arctic Race har efteråret været kompliceret. Han rejste sig dog i Isbergues, hvor han og Gilbert efter det episke løb spurtede om sejren, og det gør man kun, hvis formen er fornuftig. Det bekræftede han I Binche, hvor han var med i det stærke udbrud i finalen, men det belgiske løb viste også, at han har sine begrænsninger. Således var han temmelig mærket til slut og heller ikke fremme i spurten. Selvom han er hurtig, vil han få svært ved at vinde en massespurt, så hans bedste chance er igen offensiv kørsel. Han burde være stærk nok til at køre finale, men om han også kan sidde med helt til sidst og komme af med hurtigere folk som Demare, er et mere åbent spørgsmål.

 

Et af de mest opløftende momenter ved løbet i Binche var at se Andrea Pasqualon rejse sig igen. I foråret og sommeren viste han, hvor fantastisk stærk han er blevet i bakket terræn som dette, da han vandt puncheurløbet i Plumelec og tog den samlede sejr i det hårde Tour de Luxembourg. Desværre betød et styrt i Limousin, at han i septembers italienske løb var langt fra sit vanlige niveau, men det ændrede sig igen i tirsdags. Her spurtede han sig til en imponerende femteplads i en spurt, der passede ham, og han kunne da heller ikke efterfølgende skjule, at han er begejstret for igen at være i form. Det gør ham til en god kandidat til at køre med i angrebene i finalen, og sidder han med helt til sidst, vil han være hurtig nok til at slå de fleste. Også i en massespurt kan han gøre sig gældende, selvom han her ikke kan vinde og måske skal arbejde for den hurtigere Timothy Dupont.

 

Netop Timothy Dupont kommer også til løbet i fremragende form. Det viste han i Binche, hvor han var her, der og alle vegne. Først var han i det tidlige udbrud, så i den stærke 20-mandsgruppe i finalen, og til slut havde han endda kræfter til på målbakken at spurte sig til en 8. plads. Det er ganske imponerende af en mand, der er kendt som sprinter, og hans form kan derfor slet ikke diskuteres. Alligevel vil det være overraskende, hvis han kan sidde med de bedste, når der angribes i finalen, og has bedste chance vil være en reduceret massespurt efter et hårdt løb. Her er der på papiret hurtigere folk, men med et Wanty-hold, der i de seneste uger har givet ham nogle meget flotte lead-outs, er han ikke helt uden chance.

 

En anden meget formstærk sprinter er Jonas Van Genechten. Han lignede ellers en mand, der var henfaldet til en rolle som anonym hjælper i Bryan Coquards tog, men det har i den grad ændret sig, da kaptajnens skulderskade gave ham chancer her i efteråret. Han blev akkurat slået af Jasper Stuyven i GP Jef Scherens, han vandt massespurten i Lichtervelde, og senest imponerede han stort på målbakken i Binche, hvor det var ham, der trak seks mand fri i jagt på Van Poppel i finalen. Trods den gode form vil det nok være for meget at forlange at tro, at han kan køre med i de sene angreb - så holdbar er han trods alt ikke - men han burde have gode chancer for at sidde med også til en ganske reduceret massespurt. Her er han umiddelbart oppe mod hurtigere folk, men de gode spurter, han har kørt på det sidste, må give ham en vis tro på det. Til gengæld synes den gode form hos holdets anden sprinter, Lorrenzo Manzin, at være forsvundet, og han vil formentlig ofre sig for sin belgiske holdkammerat.

 

LottoNL-Jumbo vil formentlig satse alt på Groenewegen, men en strategi til ikke at komme på bagkant kan være at sende formstærke Timo Roosen med i de sene angreb og herefter lade ham sidde på hjul med Groenewegen som alibi. Det kan åbne døren for, at han faktisk kan ende med at køre finale, ikke mindst hvis han kan få lov ikke at føre. Han chokerede dybt med sine to top 5-placeringer i de canadiske klassiker, hvor særligt løbet i Montreal burde have været alt for hårdt for ham. Også i tsirdags bekræftede han de gode ben, da han spillede en nøglerolle i at hente det brølstærke udbrud og ikke mindst Zdenek Stybar i finalen. Endelig skal vi ikke glemme, at han så sent som i Canada viste sin gode afslutning, og selvom han er bedst i stigende spurter, vil han have en chance for at gøre det færdigt.

 

Sidste år var det kun en meget formstærk Trentin, der forhindrede en imponerende Søren Kragh Andersen i at tage sejren. Den præstation har sikret ham en kaptajnrolle til årets løb, men desværre kommer han til Frankrig i en helt anden forfatning end sidste år. I 2017 kom han flyvende ud af Vueltaen, men i 2018 har det været tydeligt, at han siden BinckBank Tour har været tømt for kræfter. Det har han da heller ikke selv lagt skjul på, da han sendte afbud til VM, og det blev helt tydeligt, da han eksploderede på VM-enkeltstarten. Det virker derfor usandsynligt, at Kragh kan gøre det lige så godt som sidste år, men helt afskrive ham skal man ikke. Han er en af de stærkeste i terræn som dette, og med hans gode afslutning vil han ikke være uden chancer, hvis han sidder med hjem i en lille gruppe til stregen.

 

Er Kragh ikke på toppen, kan Sunweb måske spille et andet kort. Efter nogle svære sæsoner har Simon Geschke i år været genfødt, og særligt i Tourens bjerge overgik han sig selv. Han virkede lidt træt i Vueltaen, hvor han udgik med sygdom, men han rejste sig med et flot VM-løb på en rute, der var for hård for ham. Han synes derfor stadig at have lidt at skyde med, og han er god på små bakker som disse. Samtidig er han ikke langsom i en spurt, og derfor burde han have en fin chance for sammen med Kragh måske at kunne gøre det færdigt i en stærk Sunweb-duo, der også kan håbe, at stortalentet Cees Bol som stagiaire måske kan hjælpe dem i finalen.

 

Når vi taler om talenter, er det svært ikke også at pege på Taco van der Hoorn. Han viste allerede potentialet sidste år, hvor han tog kampen op mod Mathieu van der Poel og Wout Van Aert i de belgiske grusvejsløb og ved en enkelt lejlighed endda slog sidstnævnte. 2018 har været ødelagt af en hjernerystelse, men han er kommet fantastisk tilbage med etapesejr i BinckBank Tour og sejr i Primus Classic. Senest viste han klassen med en 4. plads i tirsdagens hårde løb i Binche, og med sit lette løbsprogram er han tydeligvis stadig frisk og i fremgang. Også han har i den grad gavn af den nye finale, og særligt viser hans tidligere resultater, at han har en særlig smag på grusveje. Han har en reel chance for at køre med de allerbedste til sidst, og faktisk kan han også afslutte, selvom hans speciale er stigende spurter.

 

Endelig vil vi pege på Edvald Boasson Hagen. Egentlig er der ikke grund til at have den helt store optimisme på vegne af nordmanden, der har haft en forfærdelig sæson og stort set intet har vist. Der har dog været små opløftende tegn på det seneste, hvor han er blevet nr. 10 i Montreal og senest kørte op til frontgruppen i Münster efter at have sovet i sidevinden og endda kom med et stærkt angreb i finalen. Han har spurtet skidt i år, og det er derfor ikke i en massespurt, at han vil have en chance. Det vil han til gengæld, hvis han i en aggressiv finale endelig kan vise sig fra sin bedste side og køre med angrebene på bakkerne. Dimension Datas andet er kort er den meget formstærke Reinardt van Rensburg, der er god på bakker og kan spurte, men fortsat har til gode for alvor at vise sig frem i angreb i et langt og hård løb som dette.

 

Andre gode kandidater til at spille en rolle i angreben i finalen er formstærke Guillaume Boivin, Mauro Finetto, Benoit Cosnefroy, Jelle Wallays, Silvan Dillier, Amund Grøndahl Jansen, Dmitriy Strakhov, Quentin Pacher, Patrick Müller, Benjamin Declercq og Jonas Rickaert.

 

Kandidater til en spurt er Tom Van Asbroeck, Jon Aberasturi, Clement Venturini, Bram Welten, Damien Touze, Kevin Le Cunff, Guillaume Boivin, Sondre Holst Enger, Emiel Vermeulen, Pierre Barbier, Kenny Dehaes, Baptiste Planckaert, Kevin Le Cunff, Milan Menten, Romain Cardis, Adrien Petit, Jeremy Leveau, Evaldas Siskevicius og Kevin Ista. Løbets øvrige sprintere burde alle være for formsvage eller for tunge til at sidde med hjem.

 

OPDATERING: Lotto Soudal har i den grad opgraderet sin trup ved at bringe den meget formstærke Tiesj Benoot ind som en af de klare topfavoritter. Den nye finale passer ham, og trods et skuffende VM viste han storform i Tour de l'Eurometropole. Også Jens Keukeleire, der stille og roligt nærmer sig topformen efter sit styrt i Touren, er bragt ind som en mand, der kan spille en rolle i en aggressiv finale.

 

OPDATERING 2: Vejrudsigten har ændret sig, så det nu bliver meget blæsende med en frisk til hård vind fra nord. Det giver pivende medvind det meste af dagen og sidevind i den svære finale. Det vil kun gøre det til et hurtigere og langt hårdere løb og mindske chancen for en massespurt.

 

OPDATERING 3: Jens Keukeleire er blevet syg og har igen meldt forfald. FDJ har bragt stortalentet Valentin Madouas ind som erstatning for Jacopo Guarnieri, der har tendonitis. Demare kommer til at mangel Guarnieri i en spurt, men efter sejren i Bourges i torsdags kan Madouas til gengæld gøre sig gældende, hvis det bliver et hårdt selektivt løb.

 

***** Oliver Naesen

**** Tiesj Benoot, Yves Lampaert

*** Arnaud Demare, Florian Senechal, André Greipel, Dylan Groenewegen, Philippe Gilbert

** Niki Terpstra, Sep Vanmarcke, Fabio Jakobsen, Andrea Pasqualon, Jonas Van Genechten, Timothy Dupont, Timo Roosen,  Søren Kragh Andersen, Taco van der Hoorn, Simon Geschke, Edvald Boasson Hagen, Valentin Madouas

* Tom Van Asbroeck, Jon Aberasturi, Clement Venturini, Lorrenzo Manzin, Bram Welten, Damien Touze, Romain Cardis, Guillaume Boivin, Kevin Le Cunff, Kenny Dehaes, Mauro Finetto, Benoit Cosnefroy, Jelle Wallays, Silvan Dillier, Amund Grøndahl Jansen, Dmitriy Strakhov, Quentin Pacher, Patrick Müller

 

Danskerne

Efter sidste års flotte andenplads stiller Søren Kragh Andersen til start som Sunweb-kaptajn, og hans chancer er beskrevet ovenfor. Matti Breschel  er til start for EF Education, og han skal formentlig støtte Sep Vanmarcke og Tom Van Asbroeck. Endelig er Lars Bak i sidste øjeblik hentet ind i stedet for Jens Keukeleire og skal støtte Tiesj Benoot og André Greipel på Lotto Soudal

 

Tidligere års løb

Du kan gense Matteo Trentins sejr foran Søren Kragh fra 2017 samt Fernando Gavirias fantastiske overraskelsesangreb fra 2016.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 21/10

Gree-Tour of Guangxi(2.UWT) 16/10-21/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 21/10

Tour of Guangxi Women's...(1.WWT) 21/10

Japan Cup Cycle Road Race(1.HC ) 21/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger