Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Paris-Tours

Optakt: Paris-Tours

10. oktober 2021 15:24Foto: Sirotti

Sæsonen nærmer sig sin afslutning, og mange har allerede sat cyklen i garagen. Ikke desto mindre er en af sportens største klassikere stadig på spil. Paris-Tours har i de senere år måske tabt lidt af sin prestige, men den lange historie gør det stadig til et af de mest prestigiøse løb på efterårskalenderen. Hidtil har det været en af de få klassikere, der kan vindes af rene sprintere, men efter at man i 2017 ændrede det til et knaldhårdt grusvejsløb, er det nu de hårdføre brostensspecialister, der ventes at skulle slås om sejren i den store efterårsklassiker, der runder sæsonen af for de fleste af de tunge drenge.

Annonce

SE PARIS-TOURS PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Løbets rolle og historie

Klatrerne havde deres store sæsonfinale i lørdagens Il Lombardia, og på søndag er det tid for sprinterne og de tungere klassikerspecialister at lukke ned for deres europæiske sæson i en af sportens største klassikere. Traditionelt markerer Paris-Tours afslutningen på året for de hurtige folk, der ser frem til chancen for at sikre sig en stor sejr på en hovedsageligt flad rute, der bekommer dem vel.

 

Hvad der gør Paris-Tours prestigiøst, er løbets lange historie. Efter først at være blevet afviklet som amatørløb helt tilbage i 1896 havde det en omtumlet start og var først tilbage med anden udgave fem år senere. Derefter fulgte endnu en pause på fem år, indtil avisen L’Auto, der også arrangerede Tour de France, overtog begivenheden og arrangerede det som et årligt tilbagevendende løb for professionelle fra og med 1906.

 

Siden da har det været et vigtigt element på den internationale kalender, og det er kun udgaverne i 1915, 1916 og 1940, der på grund af krigene er blevet aflyst. Efter at have startet som efterårsløb blev det i 1911 flyttet til foråret, hvor det forblev helt frem til 1951. Siden da har det haft sin nuværende rolle som et af de største løb mod slutningen af sæsonen med en position enten sidst i september eller først i oktober.

 

Det kræver bare et hurtigt blik på vinderlisten at forstå, at vi her taler om et stort løb på cykelkalenderen. Adskillige store navne - hovedsageligt sprintere og klassikerspecialister - har sejret, men det er en af de få store klassikere, der aldrig er blevet vundet af Eddy Merckx. Belgieren kunne have vundet i 1968, men valgte at give sejren til holdkammeraten Guido Reybrouck, og senere lykkedes det ham aldrig at krydse stregen i Tours som første mand. Fire ryttere har tre sejre på cv’et: Gustaf Daneels, Paul Mayé, Reybrouck og senest Erik Zabel, der sejrede i 1994, 2003 og 2005. Det er også en af de store klassikere, der har haft danske vindere, idet Rolf Sørensen og Jakob Piil vandt i hhv. 1990 og 2002, og i de senere år har både Søren Kragh og Casper Pedersen sejret.

 

Med dets lange historie og store prestige er det ikke noget under, at løbet blev inkluderet i World Cuppen, da de største endagsløb blev samlet i en sæsongående konkurrence forud for 1989-sæsonen. Det forblev en vigtig del af serien frem til dens opløsning i 2004 og blev med det samme en del af efterfølgeren, ProTouren, da denne blev introduceret i 2005.

 

Som de fleste andre store franske løb arrangeres Paris-Tours af Tour de France-arrangørerne ASO - et resultat af arven fra L’Auto og 1906-udgaven af løbet - og derfor blev det en del af konflikten mellem grand tour-arrangørerne og UCI, der fulgte i kølvandet på ProTourens indførelse i 2005 og kulminerede i 2008. Som alle andre løb arrangeret af ASO, RCS eller Unipublic blev det derfor trukket ud af UCI-systemet i 2008, men da en aftale mellem parterne blev nået om at indføre en ny WorldTour fra og med 2009, var løbet det eneste af de oprindelige begivenheder, der ikke genvandt sin plads på den fineste kalender. Siden da har det været afviklet som et 1.HC-løb - nu 1.Pro-løb - på UCI Europe Tour.

 

Den degradering har betydet, at løbet har mistet megen prestige, da alle WorldTour-mandskaber ikke længere er forpligtet til at deltage i den sidste store efterårsklassiker. I 2018 nåede man endda et nyt lavpunkt, da man kun kan præsentere 7 af de 18 hold fra den fineste række, mens resten af de 23 mandskaber udgjordes af prokontinental- og endda kontinentalhold. Helt galt gik det i coronaåret 2020, hvor løbet afvikledes samme dag som Gent-Wevelgem og en Giro-etape, hvorfor der kun var fire WorldTour-hold til start, men i år er der bedring at spore. Med udsættelsen af Paris-Roubaix har mange fundet det oplagt at forlænge formen en ekstra uge, og derfor vil vi denne gang se 10 WorldTour-hold og betydeligt flere stjerner, end vi har set de seneste år.

 

I 2012 gav UCI løbet yderligere et tilbageslag, da man omstrukturerede kalenderen. I adskillige år blev Paris-Tours afviklet den første søndag efter VM, mens Il Lombardia herefter endte klassikersæsonen seks dage senere. Forud for 2012-sæsonen besluttede UCI imidlertid at bytte rundt på de to begivenheder for at skabe bedre synergi mellem Il Lombardia, et af sportens fem monumenter, og VM. Mens den italienske klassiker fik et fantastisk boost med meget stærkere startfelter, har det franske løb siden da haft betydeligt sværere ved at tiltrække de største sprintere, der meget ofte allerede har afsluttet deres sæson så sent på året. Den tendens er naturligvis blevet forstærket af, at man i 2012, 2013 og 2014 havde så kuperede VM-ruter, at de fleste sprintere allerede var startet ferien, da regnbuetrøjen blev uddelt. Selv i 2015, hvor VM-ruten i Richmond var ganske flad, kunne man ikke fremvise mange store navne, og de fleste sprintere drog direkte fra USA på ferie.

 

Tingene blev kun forværret, da man skabte the sprintervenlige Tour of Beijing, som endda var en del af WorldTouren. Heldigvis havde mange store navne meget lidt lyst til at rejse hele vejen til Kina så sent på året, og derfor havde det ikke umiddelbart den helt store effekt på Paris-Tours. Værre var det i 2015, hvor den nye Abu Dhabi Tour blev skabt og gjorde det meget sværere for ASO. Det arabiske løb var arrangeret af Giro-arrangørerne fra RCS og pengestærke lokale bagmænd og samarbejdede tillige med den magtfulde Velon-gruppe bestående af mange af sportens tophold. Der var utvivlsomt mange nostalgiske cykelfans, der havde det svært med at se sprintere som Peter Sagan, Marcel Kittel, Elia Viviani og Sacha Modolo rejse til Abu Dhabi i stedet for at stille til start i en af sportens største klassikere. For at gøre det hele endnu værre sluttede sidste etape af det arabiske løb stort set samtidig med den franske begivenhed, og dermed blev løbets vanskeligheder udstillet.

 

I 2016 ændredes situationen imidlertid. Det sene VM betød, at man fra ASOs side designede ruten til Paris-Tours så det både mht. distance og terræn virkede som den perfekte generalprøve forud for det store slag i Qatars ørken. Løbet blev forlænget og de sene bakker fjernet, og da løbet i Abu Dhabi samtidig blev afviklet senere end året før, udeblev resultatet ikke. Løbet oplevede en slags renæssance og tiltrak et langt stærkere felt end i de foregående år. I 2017 var VM imidlertid tilbage på sin vante plads, men ganske overraskende var den positive effekt på Paris-Tours ikke forsvundet. I hvert fald valgte mange topsprintere at holde benene i gang helt frem til den store sæsonfinale, og selvom de alle blev fravalgt til VM, var André Greipel, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni og Mark Cavendish alle at finde i feltet, ligesom den forsvarende vinder Fernando Gaviria valgte at fortsætte efter sit store mål i Bergen.

 

Det er ikke overraskende, at løbet har været et paradis for sprintere. Hjemstedet i en stort set hel flad del af Frankrig betyder, at antallet af højdemeter er begrænset, og løbet er derfor som regel endt i en massespurt. Siden 1919 har arrangørerne gentagne gange forsøgte at gøre løbet hårdere ved at angribe Tours fra forskellige retninger og udnytte områdets mindre stigninger, men det har ikke gjort den store forskel. Mellem 1974 og 1987 ændrede man konstant ruten og skiftede endda navn flere gange, da flere udgaver end ikke sluttede i Tours. I 1988 vendte løbet tilbage til sin historiske målby, men de kortere distancer i moderne cykelsport betyder, at en start i Paris ikke længere mulig. På grund af klassificeringen som et løb på Europe Tour er det heller ikke længere blandt kalenderens længste, og siden 2009 har distancen været reduceret fra de tidligere 250-260 km til ca. 230 km.

 

Til trods for det er sprinterne alligevel blevet snydt ganske ofte i de senere år. Indløbet til Tours inkluderede flere mindre stigninger, og de var ganske ofte nok til at franarre sprinterne chancen for at spurte om sejren. Siden år 2000 er kun seks udgaver sluttet i massespurter, og der har på intet tidspunkt været to spurtsejre i træk. Faktisk fandt man tilsyneladende en rytme, hvor der spurtedes om sejren hvert tredje år, idet de seneste fire ”spurtårgange” har været 2007, 2010, 2013 og 2016. I mange år var løbet berømt for sin nærmest uhørt lange opløbsstrækning på Avenue de Grammont, men siden 2011 har konstruktionen af sporvejsskinner tvunget ASO til at forkorte den og dermed gjort det endnu sværere for sprinterne.

 

I 2018 besluttede ASO højst overraskende fuldstændig at ændre identiteten på et af sportens ældste løb.

Ser man bort fra den lidt specielle 2016-udgave, der er omtalt ovenfor, har man i de seneste mange udgaver haft den samme finale med de velkendte bakker på de sidste 15 km. Denne gang blev det hele imidlertid kastet helt op i luften dels at angribe Tours fra en helt ny retning, dels ved at gøre inklusionen af grusveje til løbets væsentligste element. Det viste sig hurtigt, at det totalt knuste sprinternes chance, og løbet blev i stedet til en slags brostensklassiker i oktober. Cykelløbet var fantastisk, men reaktionerne blandede, både fra nostalgiske fans, der havde svært ved at acceptere ændringen af løbets identitet, og fra holdene, der betragtede løbet mere som cykelcross end som landevejscykling. Faktisk blev Patrick Lefevere så rasende, at han lovede, at Deceuninck ikke ville vende tilbage, før grusvejene var væk igen.

 

Desværre for Lefevere er hans ønske ikke imødekommet. ASO har tilsyneladende været svært tilfredse med forandringen, og derfor har de valgt at genbruge modellen, der nu bruges for fjerde gang i træk. Lefevere er imidlertid også en mand, der holder sit ord, og derfor har de seneste tre udgaver været de første i mange, mange år, hvor det belgiske storhold ikke var at finde i feltet. Samtidig har de fleste topsprintere valgt løbet fra, efter at de i 2018 indså, at den nye rute ikke var for dem.

 

Det er til gengæld noget for danskerne. Efter at Søren Kragh vandt den første grusvejsudgave i 2018, jagtede han endnu en sejr sidste år, men det blev en landsmand og holdkammerat, der slog til. Kragh styrtede nemlig i begyndelsen af finalen, og i stedet var det Casper Pedersen, der som den eneste kunne matche formstærke Benoit Cosnefroys mange angreb. Til slut skulle de spurte om sejren, og her kunne Pedersen tage den anden danske sejr på tre år, inden Joris Nieuwenhuis fuldendte Sunweb-festen ved som hurtigste mand i en femmandsgruppe at tage 3. pladsen. Pedersen vender tilbage for at forsvare titlen, men da Cosnefroy kørte Lombardiet i stedet, og Nieuwenhuis allerede har indledte sin crosssæson, bliver han eneste genganger fra sidste års podium.

 

Ruten

ASO har som sagt i årenes løb foretaget adskillige justeringer af ruten og forsøgt at gøre indløbet til Tours så hårdt som muligt. Forsøgene har imidlertid ikke gjort det helt store forskel, og derfor lagde man sig til sidst fast på den samme afslutning. Al tale om at flytte målet væk fra Tours blev droppet, og de sidste kilometer var de samme og bød på de samme to stigninger i den absolutte finale. Den eneste væsentlige ændring var ovenfor omtalte forkortelse af opløbsstrækningen på Avenue de Grammont, et initiativ, der vanskeliggjorde forholdene for sprinterne.

 

Mens anden halvdel af løbet altid har været næsten helt uforandret, har ASO som regel ændret en del på den indledende del, hvor startbyen har varieret fra år til år. De grundlæggende karakteristika var imidlertid helt uforandrede. Fra 2009 var distancen som regel været ca. 230 km, og starten giket stykke nord for Tours, hvorefter man har holdt en hovedsageligt sydlig retning frem mod målet og den traditionelle lille sløjfe rundt om målbyen, hvor man ramte de små stigninger, der ledte frem den store finale på Avenue de Grammont.

 

Som omtalt ovenfor blev løbets karakter totalt forandret i 2018. Med en helt ny finale uden de klassiske stigninger, Cote de Beau Soleil og Cote de l’Epan, der i mange år har været de afgørende elementer i finalen blev der i stedet opfundet nye sene bakker, men det var inklusionen af grusveje, der var hovedattraktionen og gav løbet en ny identitet. Ikke færre end 12,5 km fordelt på ni sektorer skulle i finalen afvikles på det ujævne underlag, og det gjorde sammen med syv sene bakker, at løbet slet ikke var for sprintere.

 

Den model fastholdt man som sagt i 2019, men man ændrede alligevel på finalen. Ganske vist reduceredes omfanget af grusveje til 10,7 km, men af disse kom 6,5 km samlet over seks sektorer på bare 20 km. I alt var der ni grusvejsstykker og syv bakker i en finale, der viste sig lige så selektiv som i 2018, og tilsyneladende er det en afslutning, der falder i ASOs smag. I hvert fald blev den genbrugt i 2020, og det vil være præcis samme afslutning i 2021 også.

 

En anden konsekvens af omlægningen var, at løbets distance i 2018 blev reduceret fra 234,5 til 214,5 km, og den model er siden blevet fasthold med 217,0 km i 2019 og 213,0 km i 2020. I år er afstanden stort set den samme, idet der skal køres 212,3 km. De vil igen føre feltet fra Chartres, der har ageret startby for løbet i de seneste år, til Tours, hvor den klassiske finale på Avenue de Grammont venter. Som altid er den første del helt ukompliceret og flad, men den relativt konstante retning mod syd og sydvest betyder, at vinden kan blive farlig i det åbne landskab, hvis den står rigtigt. Den kortere distance skyldes, at man denne gang følger en mere lige linje ned mod Tours, og i den første halvdel kører man derfor skiftevis mod syd og sydvest med direkte kurs mod målbyen. Terrænet er helt fladt, terrænet åbent, og der er stort set ingen højdemeter på programmet.

 

Den eneste reelle fare i denne fase er vinden, der ofte har spillet en helt afgørende rolle. Da man som sagt kører i samme retning næsten hele dagen, kan det være ekstremt stressende, hvis der bydes på sidevind. Er der modvind, kan det til gengæld blive en lang, kontrolleret dag, mens vi har set helt ufattelige hastigheder i år med medvind. Rekorden for det hurtigste endagsløb er i de senere år flere gange blev slået i netop Paris-Tours, senest i 2015, hvor vinderen Matteo Trentin holdt en gennemsnitshastighed på imponerende 49,642 km/t over de 231 km.

 

Efter 97,4 km når man frem til forplejningszonen i Vendome, men det ændrer ikke på løbets karakter. Man fortsætter nemlig herfra mod syd gennem fladt terræn. Først i Cangey efter 141,7 km sker der noget, for her drejer man mod sydvest og vest med retning mod målbyen. I stedet for at følge den direkte linje, snor man sig imidlertid rundt på områdets smalle, kuperede veje, og det er her de ni grusvejsstykker og syv stigninger melder sig.

 

Den første udfordring er Cote de Goguenne (700 m, 7,0%), hvis top nås med 51,0 km igen og leder direkte ind på den 1500 m lange Grosse Pierre-grusvej (***). Derefter fører en nedkørsel til Chateau de Valmer-sektoren (500 m, *), som indledes med 46,7 km igen. Kort efter rammer man Cote du Bois de Chancay (1000 m, 4,1%), hvis top nås med 44,1 km igen, og leder direkte in på Chancay a Reugny-sektoren (900, *).

 

Efter denne grusvej resterer stadig 42,6 km, og nu falder der lidt ro på. Den næste udfordring kommer nemlig først 9,1 km senere, hvor man når toppen af Cote de la Valle du Vau (1000 m, 4,2%), og 100 m senere rammer man Noizay-sektoren (600 m, *). Bare 2200 m efter afslutningen rammer man med 30,6 km igen Epinettes-sektoren (1200 m, **), efter hvis afslutning der bare er 1000 m, inden man rammer toppen af Cote de la Rochere (400 m, 10,3%), på hvis top med 28,4 km igen man indleder Coudraie-sektoren (900 m, **). Den er knap overstået, inden man med 25,1 km igen skal over Solidarité-sektoren (1500 m, ***), der er den måske sværeste grusvej, og med 22,6 km når man toppen af Cote de la Vallée Chartier (600 m, 6,47). 200 m efter toppen indleder man Peu Morier-sektoren (1600 m, **), og kort efter skal man over Cote de Vouvray (700 m, 4,4%), der har top med 17,2 km igen. Efter yderligere 3,4 km skal man over dagens sidste grusvej Rochecorbon (800 m, *), hvorefter det gælder dagens sidste udfordring Cote de Rochecorbon (700 m, 5,1%).

 

Herfra resterer fortsat 10,5 km, og efter en lille nedkørsel går det igennem helt fladt terræn ad en lang, lige vej mod sydvest, inden man i udkanten af Tours med knap 5 km drejer mod syd for at slå en lille sløjfe rundt om centrum. Med 4 km igen skal man til højre i en rundkørsel og derefter med det samme til venstre. Til slut er der et venstresving med 2100 m igen, inden man med 800 m igen drejer til venstre i en rundkørsel ind på den berømte, 6 m brede Avenue de Grammont, hvormed det berømte meget lange opløb som i tidligere år er væsentligt forkortet.

 

Løbet byder på i alt 1267 højdemeter, hvilket er 24 mere end sidste år, hvilket i alt væsentligt er det samme som i årene mellem 2018 og 2020.

 

I forhold til de sidste to år er den indledende del kun modificeret let. Finalen er præcis den samme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SE PARIS-TOURS PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

 

Vejret

Som sagt er det vejret, der i stor udstrækning bestemmer, hvor hårdt et Paris-Tours vi får, og det har traditionelt været vinden, der har været den værste udfordring. I år har vejrguderne imidlertid sendt sensommervejr til Frankrig, og der venter en smuk søndag med kun ganske då skyet og en temperatur på 19 grader. Vinden vil komme fra nordøst og i starten blot være svag til let (8 km/t), men hurtigt vil den tage til, og gennem det meste af løbet vil den være let til jævn (15 km/t). Der vil være med- og sidemedvind hele vejen ned til bakkerne, hvor der venter et stykke med hovedsagelig sidevind fra bunden af første stigning og frem til begyndelsen af Les Epinettes. Herfra vil der være nærmest uafbrudt med- og sidemedvind, indtil man med 2,1 km får sidemodvind resten af vejen, herunder på opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Selv på den gamle rute var Paris-Tours altid et af årets mest uforudsigeligt løb. Hvis løbet var blevet afviklet på snart sagt et hvilket som helst andet tidspunkt af året, ville de små bakker i finalen næppe have haft den store indvirkning, og en massespurt ville have været et næsten sikkert udkomme. Forholdene er imidlertid markant anderledes i et løb, der er det sidste for langt de fleste deltagere. Motivationen kan være ganske lav, trætheden er sat ind, og formen er slet ikke, hvad den var tidligere på året.

 

Tidligere havde sprinterne meget ofte overtaget i Paris-Tours, og i langt de fleste tilfælde endte det i den forudsigelige massespurt på Avenue de Grammont. Det ændrede sig i de senere år, et forhold, der primært kan forklares af to faktorer.

 

Først og fremmest betød den kortere opløbsstrækning, at der var mindre tid til at jagte efter de sidste stigninger. Det gjorde det langt sværere for sprinterne at komme i spil igen. Derudover spillede også kalenderændringen og den reducerede prestige en rolle. Der var færre topsprintere til start, og det gjorde det sværere at kontrollere. Rytterne har tillige været mindre motiverede to uger efter VM, end de var, da løbet blev afviklet en uge tidligere, og det gjorde det lettere at overraske. Der er simpelthen færre ryttere, der stadig er i form. Selv hvis sprinteren selv var tæt på 100%, var han sjældent omgivet af friske hjælperyttere. Mange hold var allerede reducerede i antal på forhånd, og løbet var ofte præget af, at mange ryttere stod af undervejs. Det var ganske enkelt lettere at gøre en forskel for friske ryttere. Det var derfor ingenlunde nogen tilfældighed, at det efter 2007 kun var hver tredje udgave, der endte i en massespurt.

 

Uforudsigeligheden er kun blevet endnu større af den nye identitet, ASO gav det med ruteændringen i 2018. Forud for løbet var mange i tvivl om, hvorvidt løbet ville være for hårdt for sprinterne eller ej, men det svar kom prompte. Løbet blev forvandlet fra uforudsigelige sprinterløb med muligheder for sene angreb til at blive en slags brostensklassiker i efteråret. Grusvejene og bakkerne betød, at det kun var de hårde drenge, der kunne være med, og det endnu som et konstant udskilningsløb, hvor det ret hurtigt stod klart, at en massespurt var udelukket. Søren Kragh, Niki Terpstra og Benoit Cosnefroy kørte relativt tidligt væk for siden at afgøre løbet, og bag dem var det en gruppe med de brølstærke Oliver Naesen, Valentin Madouas, Tiesj Benoot, Sep Vanmarcke og Philippe Gilbert, der spurtede om 4. pladsen. Det siger lidt om, hvilken slags løb vi nu taler om.

 

Man skal dog passe på med at overgøre vanskeligheden. Sprinteren Timothy Dupont, der ikke er den allermest hårdføre, sad bare 10 sekunder bag Gilbert-gruppen, og Arnaud Demare sad sammen med hurtige Damien Touzé yderligere 31 sekunder tilbage. Også Jonas van Genechten, Tom van Asbroeck og Clement Venturini var med i finalen, men til gengæld måtte de mere klassiske sprintere som André Greipel og Fabio Jakobsen strække våben og smide 4 minutter, mens Dylan Groenewegen var endnu længere tilbage med et tab på mere end 12 minutter. De dage, hvor sprinterne kan drømme om et brag af en massespurt, er i hvert fald definitivt ovre.

 

Billedet har været det samme de seneste to gange. I 2019 angreb Jelle Wallays tidligt og gennemførte et fornemt soloridt, inden Niki Terpstra og Oliver Naesen kørte væk i kampen om 2. pladsen ok akkurat holdt sig fri af en gruppe, der talte blandt andre sprinterne Demare og Amaury Capiot. Sidste år var det formstærke Benoit Cosnefroy, der angreb igen og igen, men ikke kunne sætte Casper Pedersen, som vandt spurten, inden 3. pladsen blev afgjort i en spurt blandt fem mand. Først derefter kom en større gruppe, men den var til gengæld også stor, da den talte hele 25 mand, herunder blandt andre Nacer Bouhanni.

 

Det er således ikke et løb, der er uden for rækkevidde for de holdbare sprintere, og det afspejler sig i startlisten, der tæller en god blanding af brostensspecialister og stærke sprintere, der kan overleve og for nogles vedkommende endda også køre offensivt i bakkerne. Netop fordi ruten er svær, men ikke skræmmende svær, er det et uhyre uforudsigeligt og åbent løb, hvor det hele yderligere kompliceres af spørgsmålet om motivation, der er stærkt varierende. Det er eksempelvis ret bemærkelsesværdigt, at Lars Bak, der på det tidspunkt ellers så pensionsmoden ud, i karrierens sidste løb pludselig hev en top 10 hjem i 2019.

 

I år er der sket en væsentlig forandring. Efter nogle år med sløje startfeltet - særligt i 2020, hvor løbet faldt sammen med både Giroen og Gent-Wevelgem, var det pauvert - har løbet i år fået en renæssance, formentlig fordi Paris-Roubaix har været udskudt. Det har fået flere større navne til at holde sæsonen gående en ekstra uge, og vi kan i år se frem til det stærkeste felt, vi har haft i den nuværende grusvejsudgave. Det kan gøre løbet mindre selektivt, end vi har set tidligere.

 

Et andet forhold taler dog for noget andet. I gamle dage var det næsten alene vejret, der bestemte, hvor selektivt løbet skulle være. Sådan er det med den nye rute ikke længere, men de klimatiske forhold vil stadig være en nøglekomponent. Heldigvis for de ryttere, der drømmer om et hårdt løb, spiller vejrguderne slet med. Ganske vist bliver der tale om nogen blæsende udgave, men vindretningen er helt ideel. Der er stort set med- og sidemedvind hele dagen, og det eneste sted, hvor det er anderledes, er på et sidevindsstykke i den kuperede zone. Modvind er stort set en by i Rusland, og vi kan meget vel opleve noget, der svarer til de lynhurtige udgaver, som blev vundet af Marco Marcato og Matteo Trentin, som nærmest blev blæst til Tours med en gennemsnitsfart på knap 50. I forvejen har fransk tv kun tænkt sig at producere billeder af de sidste 90 minutter, og man gør nok klogt i at tænde for løbet til tiden, når sendingen starter kl. 15.20. Der vil næppe være mange kilometer tilbage.

 

Spørgsmålet er, om feltet også kan splittes inden bakkerne. Normalt er en styrke på 15 km/t ikke nok, men jeg er før blevet overrasket over, hvor lidt der skal til i dette løb, hvor terrænet er pivåbent. Der er masser af farlig sidemedvind på det første stykke, og jeg udelukker bestemt ikke, at vi får splittelser allerede inden bakkerne. Som minimum vil det gøre løbet meget nervøst og uroligt og bidrage til, at det kommer til at gå rasende stærkt.

 

I den kuperede zone vil der første sidevind på første halvdel og medvind på anden halvdel - altså igen perfekte betingelser til at skabe et hårdt løb. Man kunne savne noget regn og en kraftigere vind, men retningen er i hvert fald den helt rigtige til at gøre det selektivt og hurtigt. Det ligner derfor ikke umiddelbart en udgave, hvor vi vil se en spurt i en lidt større gruppe, selvom det bestemt ikke er et scenarium, der kan afvises på denne rute med dette ret stærke felt.

 

Baseret på det, vi har set i de seneste år, er finalen både hård og taktisk. Der plejer at blive åbnet ganske tidligt, og fra begyndelsen af den kuperede zone synes det at være en ren angrebsfest. I de foregående er de stærkeste hver eneste gang endt med at køre om sejren, og vi har set et mønster, hvor de bedste er kørt væk. I 2018 var det tre mand, i 2019 var det én mand, og i 2020 var det to mand. Bag dem har der været en lidt større gruppe, som også er blevet splittet til sidst. Det synes altså som udgangspunkt at være fysikken, der gør forskellen, i det, som oftest har været et udskilningsløb, men man skal ikke undervurdere det taktiske element. Et overtal kan bestemt være en fordel, ikke mindst på de sidste 10,5 km flade kilometer. En spurt mellem de bedste er sandsynlig, men langt fra givet. For to år siden kørte Jelle Wallays alene fra distancen, og i 2018 kørte Søren Kragh væk fra Niki Terpstra og Benoit Cosnefroy i det taktiske spil til sidst.

 

Vi kan altså vente os, at det er de eksplosive brostensspecialister og de stærke sprintere, der vil dominere i et udskilningsløb til sidst, og med den gunstige vind kan vi vente os en ganske selektiv finale. Når de bedste er fundet, kan det blive afgjort ved, at bedste mand kører væk, i en spurt eller i en taktisk afslutning, hvor en snu rytter kører væk. Fysikken er billetten til finalen, men derfra kan alt ske på en rute, der er hård nok til at fjerne hjælperne, men lidt for let til, at bedste mand bare knuser alt og alle. Jeg tror, at vinden vil sikre et relativt hårdt løb, men det stærkere felt gør også, at selektionen kan blive lidt mindre, end man umiddelbart skulle tro.

 

Går man feltet igennem, er det skræmmende så lang favoritlisten er. Der er uhyre mange ryttere, der kan være med på denne rute, og som samtidig har så megen spurtstyrke, at de kan gøre det færdigt til sidst. Det gør det til et uhyre åbent løb og langt mere åbent end de foregående tre år, hvor ringere felter har gjort favoritlisten betydeligt kortere. I år kan man nærmest skrive en hel roman, hvis man skal komme med uddybende beskrivelser af dem alle!

 

Det er derfor heller ikke med den helt store overbevisning, at jeg peger på Christophe Laporte. Det er dog umuligt at komme uden om, at han var fremragende i Paris-Roubaix. Med hele to defekter og et styrt i nøglemomenter var han bestemt ikke løbets mest heldige, men alligevel dukkede han op igen og igen, og han endte endda med at blive nr. 6 som næstbedste mand i forfølgergruppen. Det kom sidst på en sæson, hvor han har nået helt nye højder med en forårssæson, hvor han var en af de allerbedste på brostenene, ikke mindst i Flandern Rundt, hvor han var blandt de skarpeste på brostensbakkerne.

 

I det lys burde dette løb med små stigninger og grusveje være perfekte for Laporte, og formen synes efter en lidt svær tid at være i top igen. Der er næppe mange, der kører fra ham på bakkerne eller gruset, og han er også en af de allerhurtigste blandt favoritterne. Jeg er bekymret for et lidt for svagt hold, men hvis vinden gør det mere fysisk og knap så taktisk, er det en udfordring, der kan overvindes. Med den form, han viste i Roubaix, tror jeg, at han runder tiden hos Cofidis af med at vinde sit sidste løb for holdet.

 

Cofidis har også to andre optioner i Piet Allegaert og Simone Consonni. Begge passer udmærket til løbet, men der er usikkerhed om formen. Consonni kørte dog imponerende stærkt i midten af september, og hvis han har samme form nu, udelukker jeg bestemt ikke, at han kan være med til en spurt i en lidt større gruppe, hvor han dog måske skal køre for Laporte. Allegaert passer endnu bedre til løbet, men han synes at være den mest formsvage af de tre.

 

Trek kommer med Jasper Stuyven, der på alle måder er skabt til dette løb. Havde det været umiddelbart efter det VM, hvor han blev nr. 4, havde han været den indlysende favorit, men noget tyder på, at han er ved at være lidt træt efter sæsonens helt store mål. Han var ikke heldig i Roubaix, men han havde modsat mange andre ikke overskuddet til at rejse sig igen. Noget dårligt løb kørte han dog ikke, og da han kan både spurte og køre på bakker og grus, kan han vinde fra alle scenarier. Det vil i hvert fald være meget lidt overraskende, hvis han ender med at slutte sæsonen med endnu en klassikersejr. Trek har også Edward Theuns, men han så meget skidt ud i Binche og kan næppe satse på andet end en større spurt. Det burde også være et perfekt løb for Alex Kirsch, der her burde kunne få lidt mere frihed, men han synes ikke at være i superform længere, og selvom det så bedre ud i Bourges, mangler Alexander Kamp formentlig stadig for meget. Til gengæld skal det blive spændende at se unge Daan Hoole, der er stærk, men spurtsvag og alligevel blev nr. 8 på brostensbakken i Binche.

 

Ligesom Laporte har Anthony Turgis fået sit helt store klassikergennembrud i år. Selvom han allerede sidste år blev nr. 4 i Flandern, er det første gang, han har kunnet sidde med de allerbedste på de belgiske brostensstigninger. Særligt i Flandern Rundt var han ganske fremragende, og det gør ham til en helt oplagt kandidat til dette løb. På papiret er der hurtigere folk, men som vi har set i blandt andet Flandern Rundt og Kuurne kan han i en spurt efter en hård dag også slå sprintere. Han havde lidt svært ved at komme i gang efter Touren, men i Roubaix lignede han atter sig selv. Også i Binche var han god, da han kørte væk, men desværre styrtede. Hans form synes i fremgang, og hvis han har fundet de procent, han manglede i Roubaix, kan han utvivlsomt vinde her. Til gengæld er han eneste reelle kandidat på et svagt Total-hold, hvor Dries van Gestel stadig er formsvag efter sin skade.

 

Med sejren i Binche fortsatte Danny van Poppel sit fabelagtige efterår, hvor hans række af podiepladser synes nærmest uendelig. Som vi så på grusvejene i Hageland, hvor han blev nr. 2, er dette et glimrende løb for ham, men spørgsmålet er, om det er lidt for hårdt. Han har nok været god i år, men i de helt hårde løb har han manglet lidt for at gå med de bedste. Han kan sikkert sagtens være med i en gruppe på ca. 10 mand, hvor han næsten altid vil være favorit i en spurt, men kan han også være med, hvis det som de foregående bliver endnu færre? Det tvivler jeg lidt på, og derfor kan medvinden være en ulempe for ham. Hans brostensetape i Benelux var dog så god, at jeg bestemt ikke udelukker, at han også kan vinde en knaldhård udgave af løbet.

 

Intermarché har også Andrea Pasqualon, der passer godt til løbet, men næppe kan gøre andet end at spurte i en lidt større gruppe, hvis Van Poppel har en af sine offdays. På holdet er også grusvejsspecialisten Taco van der Hoorn, men han er formentlig for tung til bakkerne og skal som Wallays køre tidligt. Gør han det, skal han imidlertid ikke afskrives, for han er hævntørstig efter et Roubaix, der blev ødelagt af uheld. Også Baptiste Planckaert, der kan spurte i en gruppe, har efter sit fornemme Roubaix helt sikkert formen til at lave et resultat, men heller ikke han kan vinde. Til gengæld synes Aime de Gendt ikke at have formen til at vinde den hårde udgave, der er hans vej til sejr.

 

Israel SUN kommer med en af de skarpeste duoer bestående af Sep Vanmarcke og Tom van Asbroeck. Begge kørte et fremragende Roubaix, hvor Van Asbroeck med sin 8. plads blev tredjebedste mand fra udbruddet, mens Vanmarcke trods en urimelig række af uheld kom tilbage igen og igen. Begge passer perfekt til løbet, hvor Vanmarcke kan vise sig som en af de allerbedste på stigningerne og også kan vinde en spurt i den stil, vi så sidste år, mens Van Asbroeck nok snarere kan være med i en spurt i en lidt større gruppe. Samtidig er det ikke utænkeligt, at de kan sidde i overtal og have en taktisk fordel til sidst. Holdet har også Hugo Hofstetter, der er den hurtigste af de tre, og han vil være i stand til at begå sig i en endnu større gruppe, hvor han dog kan få svært ved at slå folk som Demare og Philipsen, som han næppe kommer af med. Alexis Renard imponerede med 2. pladsen i Münster, men her er niveauet nok en anelse for højt.

 

DSM og Danmark har fantastisk historik i løbet, naturligvis først og fremmest med Søren Kragh, der blev nr. 2 på den gamle rute i 2017 og vandt på den nye rute i 2018. Danskeren var den positive overraskelse i Roubaix, hvor han viste, at hans oktoberform også i år er glimrende, men han var heller ikke flyvende. Han syntes stadig at mangle lidt i forhold til sit allerbedste, men det kan han have fundet i mellemtiden. Løbet her passer ham i hvert fald ganske perfekt, men han kan i år lide under, at der blandt favoritterne er mange meget hurtige folk, der trods hans egen fart måske kan slå ham på stregen. Efter Roubaix synes det dog ikke usandsynligt, at han kan vinde for anden gang.

 

DSM har også den forsvarende vinder Casper Pedersen, men desværre synes han ikke helt så skarp som sidste år. Han var god i Slovakiet, men det var på en billig baggrund, og vi har ikke rigtigt set ham siden Touren. I år er feltet stærkere, og derfor vil det overraske mig, hvis han gentager sidste års sejr. DSM har også Nils Eekhoff, der på papiret er skabt til dette løb, fordi han også er lynhurtig. Desværre har han været uhyre formsvag gennem hele efteråret, men et godt Roubaix giver håb om, at han måske når at vise sig til sidst. Jeg vil dog blive overrasket, hvis han kører med de bedste på bakkerne, og hans chance er nok en spurt. Det er det også for Cees Bol, der endelig viste lidt form i Slovakiet og Roubaix, men med hans klatring i år tvivler jeg på, at han kan være med, selvom løbet passer ham. Endelig har holdet Nikias Arndt , der var fremragende i Benelux, men nok synes at være lidt træt og formentlig ender som hjælper, samt Nico Denz, der intet har vist i år.

 

Mange øjne vil være rettet mod Florian Vermeersch, der kommer til løbet efter sin vanvittige 2. plads i Roubaix. Formen har været fabelagtig efter en Vuelta, der åbenlyst gav ham et boost, og dette løb passer ham også ganske glimrende. Han er dog mere stærk end eksplosiv, og jeg tror, at han kan få svært ved at gå med de mest klatrestærke. Han er også hurtig, men der er flere, der er hurtigere end ham, og jeg tror mere på et godt resultat end en sejr. Hans hold er også svagt, hvorfor han formentlig er isoleret til sidst, ligesom han meget vel kan have brugt den seneste uge på at omgive sig med den hungrende belgiske presse. På den anden side var han så fremragende i søndags, at det bestemt ikke kan udelukkes, at han får sin store sejr. Lotto har også sprinteren Gerben Thijssen, men dette løb må være for hårdt, og ellers stærke Brent van Moer er ikke i topform efter sin skade.

 

FDJ kommer med et meget interessant hold med flere kandidater. Stærkest synes Valentin Madouas at være efter et flot VM og et Paris-Bourges, hvor han lignede klart stærkeste mand på bakkerne. Han vil formentlig også være en af de bedste på bakkerne her, som han var det sidste år, hvor han spurtede om 3. pladsen, men hans problem er, at han trods sin gode spurt formentlig er overmatchet af de mange meget hurtige favoritter. Med sin 4. plads i 2019 har Arnaud Demare også vist, at han sagtens kan være med på denne rute. Vi så senest i Roubaix, at det kun er spurten, der halter, og at holdbarheden er ganske udmærket. Han kan næppe køre med de bedste på bakkerne, men samles det til en lidt større spurt, vil han være farlig. Endelig har holdet Stefan Küng, der ikke for alvor har fundet formen i linjeløbene i dette efterår, men som faktisk så ganske stærk ud i et Roubaix, hvor uheldene regnede ned over ham. I et løb som dette er det bestemt muligt, at han kan køre alene, og han skal ikke have en lillefinger, men i dette stærke felt skal det flaske sig, hvis han skal vinde. Til gengæld synes Jake Stewart ikke at have en form, der gør ham til kandidat.

 

Alpecin kommer med Jasper Philipsen, der langt om længe fik brudt sin sejrsstime i Roubaix. Alligevel kørte han flot på de franske brosten, hvor han længe holdt ud i udbruddet, men det stod også klart, at han fortsat mangler lidt holdbarhed. Denne rute er ikke så svær, at en formstærk Philipsen ikke kan overleve, men den er formentlig for svær til, at han kan gå i offensiven. Hans håb er at hænge på efter bedste evne, og lykkes det, vil han i en spurt i en større gruppe formentlig være helt umulig at slå. Spørgsmålet er bare, om medvinden ødelægger det for ham. Alpecin har også Edward Planckaert, der er skabt til løbet, men han har ikke vist megen form på det sidste. Silvan Dillier er næppe længere god nok til at være med helt i front. Mere sandsynligt er det, at halvhurtige og eksplosive Dries de Bondt kan gøre det godt, men han er trods alt en usandsynlig vinder.

 

Jeg kan virkelig ikke finde ud af, hvad jeg skal minde om Rasmus Tiller. Han vandt Hageland, der vel er det løb, som minder mest om dette, men i dette efterår har han skuffet fælt i de fleste løb, blandt andet i Frankfurt og Münster, mens han udgik i Bourges i torsdags. Til gengæld har han også hevet kaniner op af hatten med en 6. plads i Vallonien og senest med 2. pladsen i Binche i tirsdags. En sådan kanin kan han finde igen, og gør han det, har han punchet til at gå med de bedste og spurten til at vinde. Jeg tvivler dog på, at formen rækker mod de bedste i dette knivskarpe felt. Uno-X har også halvhurtige og eksplosive Anders Skaarseth, der er i fin form, men næppe kan vinde i dette selskab. Morten Hulgaard imponerede i sidevinden i Münster, men løbet er er nok lidt for vanskeligt, og det er i hvert fald for hårdt for Kristoffer Halvorsen i hans nuværende forfatning.

 

Jumbo stiller med et på papiret fremragende hold til dette løb, men desværre synes gassen at være gået af ballonen. Mest oplagt som kaptajn er Mike Teunissen , der på alle måder er skræddersyet til dette løb, men hele hans seneste serie af løb har været én lang nedadgående trend. Han har stadig sin gode spurt som et våben, men jeg tror, at han skal bruge et knap så selektivt løb. Det samme gælder for de ligeledes hurtige og stærke Timo Roosen og Pascal Eenkoorn, der passer til løbet, men synes et stykke fra formen. Derfor tror jeg mest på Mick van Dijke, der imponerede stort med den samlede 3. plads i Kroatien, hvor han viste både holdbarhed og spurtstyrke. Han passer perfekt til løbet, men det vil trods alt undre mig, hvis han kører med de bedste, og da han næppe heller vinder en spurt i en større gruppe, er han mere outsider end favorit. Selvom han kørte en god spurt i Binche, bør løbet være for hårdt for Dylan Groenewegen

 

Ag2r kommer med Greg van Avermaet, der jo i gamle dage havde været en helt oplagt favorit. Efter sit katastrofale efterår må han leve med en outsiderstatus, men der synes efterhånden at være lidt hul igennem. Han kørte i hvert fald et ganske hæderligt Roubaix, der giver håb for, at han kan spille en rolle i finalen. Jeg vil stadig blive overrasket, hvis han vinder - også fordi der er flere, der er hurtigere end ham - men han burde kunne lave et resultat. Et mere sikkert kort er Stan Dewulf , der har været flyvende siden Vueltaen og senest blev nr. 5 i Binche i tirsdags. Løbet passer ham fint, men han mangler måske punch til at gå med de bedste på bakkerne, og selvom han kan spurte, er der mange, der er hurtigere end ham. Til gengæld er Bob Jungels endnu ikke kommet langt nok.

 

Arkea kommer med Connor Swift, der med sejren i Tro-Bro Leon og topresultatet i Hageland har vist, at dette er noget, han mester. Han synes dog ikke at have sin allerbedste form lige nu, men en 28. plads i Roubaix viser dog, at han ikke er helt væk. Problemet er, at han kan få svært ved at gå med de bedste på bakkerne, og i en spurt er der flere, der slår ham. Derfor kan det meget vel ende med, at Amaury Capiot bliver holdets bedste. Efter en skadesperiode synes han at komme tilbage i form, og hans 18. plads i Roubaix var slet og ret fremragende. Han er nok ikke god nok til at angribe på bakkerne, men i en spurt i en ikke alt for stor gruppe kan han vinde. Til gengæld synes formen at være slidt lidt ned hos den tidligere så stærke Matis Louvel , og Clement Russo har ikke rigtigt fundet formen dette efterår.

 

B&B kommer med et på papiret uhyre stærkt hold, men formen synes ikke optimal. På papiret er det et glimrende løb for Bryan Coquard, men selvom han har vist lidt fremgang efter sin store formkrise, er han stadig næppe stærk nok til dette hårde løb. I stedet burde løbet være en gav til Franck Bonnamour, der jo i år har fået et stort gennembrud som puncheur og burde være en af de bedste på bakkerne. Han synes dog at have tabt de sidste procent efter en lang sæson. Derimod viser en anden puncheur, Cyril Barthe, endelig lidt form igen, men stadig ikke nok til, at man kan tro på et absolut topresultat. Cyril Lemoine er god på grus, men for tung til bakkerne. Bedste mand kan måske blive den holdbare sprinter Luca Mozzato, men det er svært at se ham vinde løbet.

 

Bora kommer uden den coronaramte Pascal Ackermann og satser i stedet hele butikken på en spurt med Jordi Meeus. Belgieren er efter Vueltaen begyndt at spurte som en drøm, og efter en lang serie af podiepladser fik han en fornem sejr i Bourges, hvor han klart overspurtede Demare. I dette felt ligner han næsthurtigste mand efter Philipsen, men til gengæld har hans holdbarhed i år været lidt skuffende. Det er ikke et løb, han ikke kan vinde, men med medvind tro jeg, at det bliver for svært i dette stærke felt.

 

Bingoal kommer med Milan Menten ¸ der netop har vundet i Kroatien og bekræftede sin form med en 9. plads i Binche. Han synes dog ikke at have holdbarheden til at gøre andet end at overleve, og selvom han formentlig vil kunne deltage i en større spurt, vil der næsten altid være hurtigere folk end ham. Holdet har også halvhurtige Tom Paquot, men han synes ikke at have samme form som tidligere på året.

 

Endelig er det Euskaltel, der skal satse hele butikken på Antonio Angulo, der har fået et gennembrud i år med flere gode resultater. I Norge så vi, at han er god på disse bakker, og i Kroatien viste han sin hurtighed. Det er dog umuligt at se ham køre med de bedste på stigningerne, og i en spurt vil der altid være hurtigere folk end ham.

 

Det er svært at tro på de øvrige hold. Delko skal satse på Eduard Prades, der burde passe fint til løbet, men som trods en 2. plads i dag i Vendée ikke har vist en form, der rækker til dette hårde løb, som er for kuperet for Evaldas Siskevicius. Hos Sport Vlaanderen har Rune Herregodts ikke vist form i lang tid, og løbet er for hådt til de hurtige Arne Marit, Jens Reynders og Cedric Beullens. Auber har sprinterkometen Jason Tesson, men det vil overraske, hvis han kan være med i dette hårde løb, og det bliver formentlig også for hårdt for sprinterkollegaen Romain Cardis, men ellers holdbare og hurtige Anthony Maldonado er fladet helt sammen i år.  Hos Roubaix har Samuel Leroux vist form, men han er overmatchet i et løb, som er for hårdt for Emiel Vermeulen. Endelig har Kern Pharma Roger Adria, der er en af de bedste klatrere, men får meget svært ved at vinde dette løb, som også klatreren Urko Berrade gør det. Bedst chance har den holdbare sprinter Kiko Galvan, men han vinder ikke en spurt.

 

OPDATERING Teunissen stiller ikke til start.

 

***** Christophe Laporte

**** Jasper Stuyven, Anthony Turgis

*** Danny van Poppel, Sep Vanmarcke, Søren Kragh, Florian Vermeersch, Tom van Asbroeck

** Valentin Madouas, Stefan Küng, Arnaud Demare, Jasper Philipsen, Rasmus Tiller, Mick van Dijke, Baptiste Planckaert, Greg van Avermaet, Hugo Hofstetter, Stan Dewulf, Casper Pedersen, Cinnor Swift, Amaury Capiot, Franck Bonnamour, Taco van der Hoorn, Simone Consonni

* Jordi Meeus, Nils Eekhoff, Milan Menten, Bryan Coquard, Antonio Angulo, Piet Allegaert, Andrea Pasqualon, Luca Mozzato, Pascal Eenkhoorn, Time Roosen, Cees Bol, Nikias Arndt, Dylan Groenewegen, Dries de Bondt, Anders Skaarseth, Aime de Gendt, Edward Theuns, Alex Kirsch, Daan Hoole, Alexis Renard, Jake Stewart, Matis Louvel, Cyril Barthe, Eduard Prades, Romain Cardia, Kiko Galvan, Roger Adria

 

Danskerne

Søren Kragh og Casper Pedersen har begge vundet løbet inden for de seneste tre år og er som kaptajner omtalt ovenfor. På Trek skal Jakob Egholm og Alexander Kamp støtte Jasper Stuyven og Edward Theuns. Endelig er Morten Hulgaard til start for Uno-X, og selvom han måske kan lave et resultat, vil primære opgave være at hjælpe Rasmus Tiller og Anders Skaarseth

 

Tidligere års løb

Du kan gense Casper Pedersens sejr fra 2020, Jelle Wallays sejr fra 2019, Søren Kraghs sejr fra 2018, Matteo Trentins sejr foran Søren Kragh fra 2017 samt Fernando Gavirias fantastiske overraskelsesangreb fra 2016.

 

SE PARIS-TOURS PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING TIL KUN 99,-

Christophe Laporte
Jasper Stuyven, Anthony Turgis
Danny van Poppel, Sep Vanmarcke, Søren Kragh, Florian Vermeersch, Tom van Asbroeck
Valentin Madouas, Stefan Küng, Arnaud Demare, Jasper Philipsen, Rasmus Tiller, Mick van Dijke, Baptiste Planckaert, Greg van Avermaet, Hugo Hofstetter, Stan Dewulf, Casper Pedersen, Cinnor Swift, Amaury Capiot, Franck Bonnamour, Taco van der Hoorn, Simone Consonni
Jordi Meeus, Nils Eekhoff, Milan Menten, Bryan Coquard, Antonio Angulo, Piet Allegaert, Andrea Pasqualon, Luca Mozzato, Pascal Eenkhoorn, Time Roosen, Cees Bol, Nikias Arndt, Dylan Groenewegen, Dries de Bondt, Anders Skaarseth, Aime de Gendt, Edward Theuns, Alex Kirsch, Daan Hoole, Alexis Renard, Jake Stewart, Matis Louvel, Cyril Barthe, Eduard Prades, Romain Cardia, Kiko Galvan, Roger Adria

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Tours
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Ronde van Drenthe(1.1) 24/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger